Godkendelse som lærlingeplads. Begrundelse
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 5. Udvalgets afgørelse i henhold til § 1 skal i almindelighed gå ud på, at virksomheden inden for en uddannelse
1) godkendes,
2) godkendes for en bestemt periode,
3) godkendes for et eller flere nærmere angivne uddannelsesforhold eller,
4) godkendes på betingelse af, at virksomheden foretager nærmere angivne foranstaltninger.
Stk. 2. Hvis det faglige udvalg undtagelsesvis ikke kan godkende en virksomhed efter stk. 1, nr. 1-2, og i ganske særlige tilfælde heller ikke finder at have grundlag for at kunne fastsætte begrænsninger eller betingelser som omtalt i stk. 1, nr. 3-4, jf. stk. 3, går afgørelsen ud på, at virksomheden ikke kan godkendes som praktiksted.
Stk. 3. En godkendelse kan være begrænset til at angå bestemte dele af en erhvervsuddannelse eller et speciale. Godkendelsen kan være betinget af, at eleven modtager supplerende uddannelse på skole eller i en anden virksomhed. Udvalget skal da, eventuelt ved samarbejde med skole eller lokalt uddannelsesudvalg, søge at formidle, at sådan supplerende uddannelse, herunder ved kombinationsaftale, kan etableres.
Stk. 4. Træffer det faglige udvalg afgørelse om, at virksomheden godkendes med begrænsninger eller betingelser, jf. stk. 1, nr. 2-4, eller stk. 3, skal afgørelsen være ledsaget af en begrundelse. Begrundelsen skal indeholde sådanne oplysninger, at virksomheden kan se, hvilke foranstaltninger der skal foretages i virksomheden, for at den kan godkendes som praktiksted uden begrænsninger eller betingelser.
Stk. 5. En afgørelse efter stk. 2 om, at en virksomhed ikke kan godkendes som praktiksted, skal ledsages af begrundelse og vejledning til virksomheden om, hvilke foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at blive godkendt.
...’
I bek. nr. 266 af 14. april 1994 (om maskinuddannelsen) er der i øvrigt i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 4, stk 2, jf. § 32, fastsat regler der nærmere regulerer indholdet af praktikperioden.
Af forvaltningslovens §§ 22 og 24 (lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991) fremgår endvidere følgende
’§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
...
§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
...’
2. Afgørelsen om godkendelse
Af forarbejderne til erhvervsuddannelsesloven fremgår (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1258f ; det daværende lovforslags § 45, stk. 1)
’...
Bestemmelsen i stk. 1 vedrører grundlaget for det faglige udvalgs afgørelse af, om en virksomhed kan godkendes som praktiksted.
Ved bestemmelsen fastslås det, at afgørelsesgrundlaget er - og principielt alene er - uddannelsesmæssige hensyn (i vid forstand). Der kan og skal lægges vægt på, om virksomheden vil kunne gennemføre praktikuddannelse i overensstemmelse med de praktikregler, der fremgår af lovforslagets § 32, med deres angivelse af uddannelsens formål og af arbejdsområde og funktioner.
Bestemmelsen i stk. 1 indebærer et krav om, at spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed kan godkendes, principielt afgøres ved en konkret vurdering. Et fagligt udvalg kan således ikke udforme faste regler for sin egen praksis, således at disse regler anvendes som fuldtud afgørende for spørgsmålet om godkendelse eller ikke-godkendelse, men derimod godt vejledende retningslinier.
...’
Ved lov nr. 1091 af 23. december 1992 (om ændring af lov om erhvervsuddannelser) indførtes en mulighed for at også den enkelte skole kunne træffe afgørelse om godkendelse af praktikvirksomheder. Om forskellen på skolernes og udvalgenes kompetence anførtes følgende i bemærkningerne til loven (Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 3751f )
’...
De faglige udvalgs generelle godkendelseskompetence opretholdes uændret. ... Samtidig åbnes der mulighed for, at skolerne med udgangspunkt i den enkelte elevs uddannelse og uddannelsesmæssige forudsætninger sammenholdt med virksomhedens forhold, kan foretage en anden vurdering end det faglige udvalg, hvis afgørelser normalt ikke er knyttet til en navngiven elev, men gælder for indgåelse af uddannelsesaftaler i almindelighed inden for en uddannelses område.
...’
Som det fremgår af de citerede bestemmelser i erhvervsuddannelsesloven og af bestemmelsernes forarbejder, har faglige udvalg kompetence til at træffe generelle afgørelser om godkendelse af virksomheder som praktiksted. Udvalgene skal virke for at der tilvejebringes det antal praktikpladser der er behov for. Udvalgene kan bl.a. tage hensyn til virksomhedernes størrelse og teknologiske udvikling, jf. erhvervsuddannelseslovens § 43, stk. 2.
På den baggrund må jeg lægge til grund at udvalget både har kompetence til at beslutte om en virksomhed overhovedet kan godkendes som praktiksted og til at beslutte de nærmere vilkår for og omfanget af godkendelsen, herunder antallet af elever som den enkelte virksomhed kan godkendes som praktiksted for.
Det fremgår af de citerede bestemmelser og forarbejder at myndighederne bygger deres afgørelser på en vurdering og afvejning af uddannelsesmæssige hensyn, navnlig om virksomheden vil kunne gennemføre praktikuddannelsen i overensstemmelse med de praktikregler der er fastsat i vedkommende uddannelsesbekendtgørelse (jf. § 1 og §§ 18 - 25 i bek. 266 af 14. april 1994), og om virksomheden kan give eleven tilfredsstillende oplæringsforhold. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at foretage denne vurdering på en anden og bedre måde end Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder og Metalindustriens Lærlingeudvalg som har en særlig uddannelsesfaglig viden, og som beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af en sådan vurdering. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig mere i forhold til udvalgets og ankenævnets vurdering af om de kan godkendes som uddannelsessted for én eller to elever.
3. Begrundelsen
Både bek. nr. 26 af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder for elever i erhvervsuddannelser og forvaltningsloven stiller krav om begrundelse for et afslag på godkendelse som praktiksted.
Som det fremgår af udvalgets afgørelse af 23. marts 1998, har udvalget lagt vægt på at der ikke forekommer tilstrækkelige arbejdsopgaver til at uddanne mere end én elev ad gangen. Udvalget har anført at den manglende bredde og sværhedsgrad i virksomhedens produktion sammenholdt med arbejdsopgaver relevante for maskinarbejderlærlinge har været afgørende for beslutningen.
Ankenævnet har som begrundelse for sin afgørelse af 28. maj 1998 henvist til de vurderinger der er angivet i udvalgets afgørelse af 23. marts 1998.
I udtalelsen af 26. marts 1999 har udvalget tilføjet at udvalget har vurderet at det i særlig grad er mængden af brede arbejdsopgaver med fornøden sværhedsgrad der ikke har haft et sådant omfang at der kan uddannes mere end én maskinarbejderlærling ad gangen.
Kravene i forvaltningsloven
Ifølge § 22 i forvaltningsloven skal en afgørelse når den meddeles skriftligt være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Da De havde ønsket godkendelse som praktiksted for to elever og kun fik godkendelse som praktiksted for én elev, gav afgørelserne Dem ikke fuldt ud medhold.
Efter forvaltningslovens § 24 skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter. Metalindustriens Lærlingeudvalg og Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder burde derfor i deres afgørelser have henvist til erhvervsuddannelseslovens § 46, til § 1 i bek. nr. 26 af 15. januar 1991 og til de relevante regler i bek. nr. 266 af 14. april 1994.
Herudover skal det i begrundelsen for skønsmæssige afgørelser angives hvilke hovedhensyn der er blevet tillagt vægt. I det omfang det er nødvendigt, skal begrundelsen også indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt betydning for afgørelsen. Af forarbejderne til forvaltningsloven fremgår at en begrundelse skal fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 163.
Som det fremgår af sagen, blev afgørelsen om kun at godkende Deres virksomhed som praktiksted for én elev truffet efter inspektion af Deres virksomhed og samtaler med Deres medarbejdere. På denne baggrund vurderede Metalindustriens Lærlingeudvalg og Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder at der ikke i virksomheden forekom tilstrækkelig brede arbejdsopgaver af fornøden sværhedsgrad til at uddanne to elever. Udvalget og ankenævnet har (bortset fra den manglende mulighed for CNC-bearbejdning) ikke gjort nærmere rede for hvilke hensyn myndighederne lagde vægt på, og hvilke faktiske omstændigheder der var udslagsgivende for denne vurdering.
I lyset af at Deres virksomhed hidtil havde været godkendt som praktiksted for to elever, havde det efter min opfattelse været velbegrundet og bedst stemmende med forvaltningslovens § 24 om Metalindustriens Lærlingeudvalg og Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder i deres begrundelser havde uddybet hvilke forhold der medførte at myndighederne ikke længere vurderede at der var grundlag for at godkende Deres virksomhed som praktiksted for to elever.
Jeg har gjort udvalget og ankenævnet bekendt med min opfattelse, men under henvisning til det jeg har anført under pkt. 2, har jeg ikke grundlag for at henstille til ankenævnet at genoptage sagen.
Kravene i bek. nr. 26 af 15. januar 1991
Ankenævnet har i sin udtalelse af 20. april 1999 til mig anført at det særlige begrundelseskrav i bekendtgørelsens § 5, stk. 5, alene omfatter det forhold at virksomheden ikke kan godkendes overhovedet. I de tilfælde hvor virksomheden er godkendt til et lavere antal elever end ønsket, er forholdet efter ankenævnets opfattelse ikke omfattet af bekendtgørelsen.
Bek. nr. 26 af 15. januar 1991 er udstedt i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 46, stk. 3.
Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1259; det daværende lovforslags § 45, stk. 2)
’...
Efter bestemmelsen i stk. 2 fastsætter undervisningsministeren efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet regler om det faglige udvalgs behandling af godkendelsessager, herunder regler om frister vedrørende sagsbehandlingen.
Hovedmålsætningerne for de administrative bestemmelser bør være på den ene side at sikre, at godkendelsesafgørelser træffes på et forsvarligt grundlag, og på den anden side at opnå en behandlingsmåde, der er enkel og hurtig.
...’
Jeg kan hverken på baggrund af bestemmelsens ordlyd eller af forarbejderne antage at anvendelsesområdet for bekendtgørelsen er begrænset til at vedrøre om en virksomhed overhovedet kan godkendes som praktiksted for én elev eller ej, mens vurderingen af omfanget af godkendelsen - herunder antallet af elever - udelukkende reguleres af bestemmelsen i erhvervsuddannelseslovens § 46, stk. 1. Bekendtgørelsens ordlyd giver efter min mening heller ikke grundlag for en sådan fortolkning.
Tværtimod er det min opfattelse at § 46, stk. 3, sammenholdt med forarbejderne til bestemmelsens stk. 1 og 3, forudsætter at der fastsættes bestemmelser der generelt regulerer hvordan godkendelsessager som sådan behandles.
Det er derfor min opfattelse at bekendtgørelsens begrundelseskrav også omfatter det forhold at en virksomhed ikke kan godkendes som praktiksted i det omfang virksomheden ønsker. Jeg har gjort Metalindustriens Lærlingeudvalg og Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder bekendt med dette.
Efter bekendtgørelsens § 5, stk. 4 og 5, skal en begrundelse (og vejledning) indeholde sådanne oplysninger at en virksomhed kan se hvilke foranstaltninger den skal foretage for at blive godkendt (uden begrænsninger). Dette begrundelseskrav har selvstændig betydning i forhold til forvaltningslovens § 24 ved at fordre en vejledning om hvilke fremtidige tiltag der er nødvendige.
På baggrund af min gennemgang af sagen har jeg ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage at udvalgets begrundelse og vejledning ikke lever op til betingelserne i § 5, stk. 4 og 5, i bek. nr. 26 af 15. januar 1991. Jeg lægger vægt på at det - i hvert fald nu - står klart at det er nødvendigt at Deres virkomhed får flere brede arbejdsopgaver med fornøden sværhedsgrad før der kan godkendes en lærling til.
4. Øvrige forhold
De har endvidere gjort gældende at (H) var inhabil til at inspicere Deres virksomhed da han havde foretaget en inspektion tidligere med et for Dem ugunstigt resultat. De har herudover anført at sagens behandling tog for lang tid.
Jeg har på baggrund af min gennemgang af sagen ikke grundlag for at kritisere myndighedernes vurdering af at (H) ikke havde en sådan interesse i sagens udfald at han var inhabil.
Myndighedernes behandling af sagen i øvrigt, herunder myndighedernes sagsbehandlingstid, kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger.
Jeg bemærker dog at det ikke fremgår af sagen om De er blevet partshørt over resultatet af den fornyede inspektion af Deres virksomhed og over samtalerne med Deres medarbejdere i den forbindelse, ligesom det ikke fremgår om Metalindustriens Lærlingeudvalg har taget notat heraf. Da De ikke har påberåbt Dem dette forhold, og da myndighederne ikke har haft lejlighed til at tage stilling til det, har jeg ikke undersøgt forholdet nærmere, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1.
Jeg foretager mig ikke mere i sagen.”
§ 31 i lov om erhvervsuddannelser (lovbek. nr. 122 af 5. februar 1997) har følgende ordlyd
’§ 31. Praktikuddannelsen foregår på en eller flere virksomheder, der er godkendt af det faglige udvalg, jf. dog stk. 2, og på grundlag af en uddannelsesaftale mellem eleven og virksomheden. Praktikuddannelse kan helt eller delvis finde sted som skolepraktik, jf. kapitel 7 a.
Stk. 2. Skoler, hvis bestyrelser er sammensat efter reglerne i § 5, stk. 2, i lov om erhvervsskoler, kan godkende en virksomhed til at gennemføre praktikuddannelse for den enkelte elev.
...’
Af lovens §§ 38, 42, 43 og 46 fremgår
’§ 38.
...
Stk. 5. De faglige udvalg træffer afgørelse med hensyn til
...
2) Godkendelse af praktikvirksomheder, jf. § 31, stk. 1, og § 46.
...
§ 42. De faglige udvalg skal virke for de bedst mulige uddannelsesmæssige forhold i praktikvirksomhederne.
...
§ 43.
...
Stk. 2. De faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg skal ved kontakt med virksomheder og eventuelt ved opfordringer til virksomheder virke for, at der tilvejebringes det antal praktikpladser, som der er behov for ud fra en vurdering af elevernes uddannelsesønsker og de forventede fremtidige beskæftigelsesmuligheder, og for, at udbudet af praktikpladser bliver alsidigt med hensyn til virksomhedernes størrelse og teknologiske udvikling. Et fagligt udvalg kan af virksomheder forlange alle sådanne oplysninger, som har betydning for at vurdere virksomhedernes uddannelsesmæssige muligheder.
...
§ 46. Afgørelse om en virksomhed kan godkendes som praktiksted, træffes på grundlag af en vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre praktikuddannelsen i overensstemmelse med de praktikregler, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden kan give elever tilfredsstillende oplæringsforhold.
Stk. 2. Skolens afgørelse, jf. stk. 1, skal bygge på en konkret vurdering af uddannelsesmulighederne i en virksomhed for en bestemt elev.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet regler om behandling af godkendelsessager, herunder regler om frister vedrørende sagsbehandlingstiden.’
Af bek. nr. 26 af 15. januar 1991 (Bekendtgørelse om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder for elever i erhvervsuddannelser; udstedt i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 46, stk. 3, tidligere stk. 2) fremgår
’§ 1. Det faglige udvalg træffer afgørelse af, om en virksomhed kan godkendes som praktiksted inden for udvalgets område, jf. § 5.
Stk. 2. Afgørelsen træffes på grundlag af en konkret vurdering af
1) om virksomheden vil kunne gennemføre praktikuddannelsen i overensstemmelse med de praktikregler, der er fastsat i vedkommende uddannelsesbekendtgørelse, og
2) om virksomheden kan give eleven tilfredsstillende oplæringsforhold.
...
Godkendelse som lærlingeplads. Begrundelse
Den 26. august 1997 inspicerede Det faglige Udvalg for Maskiner og Værktøj (Metalindustriens Lærlingeudvalg) A’s virksomhed med henblik på at vurdere uddannelsesmulighederne for lærlinge inden for specialet maskinarbejder. Det fremgik af sagen at A’s virksomhed var godkendt som praktikplads for to maskinarbejderlærlinge, og at han fortsat ønskede godkendelse til dette.
Den 25. september 1997 traf udvalget afgørelse om at A’s virksomhed nu kun kunne godkendes som uddannelsessted for én lærling til og med tredje skoleperiode i maskinuddannelsen under betingelse af at A indgik en kombinationsaftale med en anden virksomhed. I brev af 4. november 1997 fastholdt udvalget afgørelsen.
A klagede den 6. november 1997 til Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder. Ankenævnet bad den 8. december 1997 om A’s bemærkninger til besigtigelsesrapporten.
Den 4. februar 1998 pålagde ankenævnet udvalget at foretage fornyet besigtigelse af virksomheden og herefter foretage fornyet vurdering af virksomhedens egnethed som uddannelsessted.
I brev af 23. marts 1998 godkendte Metalindustriens Lærlingeudvalg virksomheden som uddannelsessted for én elev uden betingelser. Udvalget anførte bl.a.
“Udvaget har efter et besøg på virksomheden den 11. marts 1998 foretaget en vurdering af uddannelsesmulighederne i specialet maskinarbejder.
Ved værkstedsundersøgelsen blev også arbejdstegninger og arbejdsopgaver drøftet med virksomhedens indehaver og en ansat faglært klejnsmed.
Med henvisning hertil er det udvalgets vurdering, at der ikke forekommer arbejdsopgaver i virksomheden i et omfang, der giver mulighed for at uddanne mere end 1 lærling ad gangen i specialet maskinarbejder.
Afgørende for beslutningen har også været den manglende bredde og sværhedsgrad i virksomhedens produktion sammenholdt med arbejdsopgaver relevante for maskinarbejderlærlinge.
Endvidere forekommer der er i virksomheden ikke arbejdsopgaver, hvor der foretages CNC-bearbejdning.
På baggrund af ovennævnte har udvalget besluttet at godkende virksomheden til at uddanne 1 ad gangen i specialet maskinarbejder.
Udvalget opfordrer endvidere virksomheden til at udstationere lærlingen i en anden virksomhed, der er godkendt til at uddanne maskinarbejderlærlinge, med henblik på oplæring i CNC-bearbejdning.
Såfremt der sker en ændring i produktionen, der efter virksomhedens opfattelse giver anledning til overvejelser om godkendelse til at uddanne flere maskinarbejderlærlinge ad gangen, er udvalget parat til at aflægge et fornyet besøg for vurdering af dette.”
Den 25. marts 1998 klagede A over afgørelsen til Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder som i brev af 28. maj 1998 fastholdt afgørelsen med følgende begrundelse
“...
Klageren anfører i brevet af 25. marts 1998 bl.a.
1) At virksomheden på trods af udvalgets vurdering fortsat har mulighed for at uddanne 2 lærlinge.
2) At arbejdsopgaverne i virksomheden har en rigelig bredde og sværhedsgrad.
3) At det ikke er et krav i praktikuddannelsen, at der arbejdes med CNC-bearbejdning.
4) At det faglige udvalg ikke har kunnet oplyse, hvilke specifikke ændringer, der skal foretages i virksomheden for, at den kan godkendes som ønsket.
Klageren har tillige anført, at det er anden gang, at den har en sag med Metalindustriens Lærlingeudvalg, at sager tager lang tid, samt at der er fejl i det materiale, som det faglige udvalg baserer sine afgørelser på. Klageren anfører tillige, at en af de personer (H), der senest har besigtiget virksomheden, også har medvirket ved en tidligere besigtigelse.
...
Ankenævnet har herefter lagt de vurderinger til grund for sin afgørelse, der er angivet i det faglige udvalgs afgørelse af 23. marts 1998 om omfanget m.v. af virksomhedens produktion til grund for nævnets afgørelse.
Nævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte den vurdering, som er foretaget af det faglige udvalg.
Nævnet har ikke tillagt virksomhedens skrivelse af 25. marts 1998 betydning, idet skrivelsen blot indeholder virksomhedens egen egnethedsvurdering som uddannelsessted. Der er efter nævnets opfattelse ikke fremført oplysninger, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af den nu givne godkendelse.
Ankenævnet kan yderligere oplyse, at nævnet ikke har tillagt det betydning i forbindelse med afgørelsen, at (H) også har deltaget i besigtigelsen den 11. marts 1998.
Ankenævnet finder ikke, at sagsbehandlingen har været urimelig lang, og selv om dette var tilfældet, vil det ikke kunne udvirke den af klageren ønskede afgørelse.
Ankenævnet har truffet følgende
AFGØRELSE
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den af Det faglige udvalg for Maskiner og Værktøj trufne afgørelse om, at (X) A/S (...) kun kan godkendes som uddannelsessted for en maskinarbejderelev.”
A klagede til mig den 30. juni 1998. Jeg oversendte sagen til ankenævnet den 13. juli 1998 som en anmodning fra A om at ankenævnet udtrykkeligt tog stilling til om det faglige udvalg havde levet op til kravene i § 5, stk. 4 og 5, i bek. nr. 26 af 15. januar 1991.
Ankenævnet svarede den 20. august 1998. Af brevet fremgik
“...
Årsagen til, at Ankenævnet ikke har nogle bemærkninger til det faglige udvalgs begrundelse skyldes, at begrundelsen fra det faglige udvalg efter nævnets opfattelse opfylder kravene i bekendtgørelsen.
Det faglige udvalg har levet op til kravene i bekendtgørelsens par. 5, stk. 4 og 5, idet det faglige udvalg i sin afgørelse af 23. marts 1998 anfører, ’at der ikke forekommer arbejdsopgaver i virksomheden i et omfang, der giver mulighed for at uddanne mere end 1 lærling ad gangen i specialet maskinarbejder’. Virksomhedens produktion kan således efter det oplyste ikke bære en godkendelse til oplæring af to elever.
Til slut i det faglige udvalgs afgørelse er da også anført, at såfremt der sker en ændring i produktionen, da kan en ny vurdering af virksomheden finde sted.
Nævnet finder anledning til at bemærke, at det, at en produktion i en virksomhed ikke er af en sådan størrelse, at virksomheden kan godkendes til at uddanne x-antal elever, ikke kan begrundes alene i en fikseret størrelsesangivelse, men må desuden bero på en konkret vurdering af virksomhedens arbejdsopgaver og ordretilgang.
En henvisning til bekendtgørelsen kunne have været anført i nævnets afgørelse af 28. maj 1998. Som det fremgår af nævnets afgørelse, er der navnlig lagt vægt på oplysningerne om Deres virksomheds produktion, der henvises til afgørelsen af 28. maj 1998, side 3, afsnit 5.”
A klagede på ny til mig den 27. august 1998. I sine klager til mig og under sagens behandling gjorde A bl.a. gældende at han hidtil havde været godkendt til to praktikpladser, at der ikke var sket sådanne ændringer i produktionen at han ikke fortsat var i stand til at beskæftige to elever, at han ikke havde fået en tilstrækkelig begrundelse for hvorfor han pludselig kun kunne godkendes til én praktikplads, og at han ikke - i overensstemmelse med § 5, stk. 4 og 5, i bek. nr. 26 af 15. januar 1991 - havde fået vejledning om hvilke foranstaltninger han skulle gennemføre for at blive godkendt til to pladser.
I brev af 30. september 1998 bad jeg Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder om en udtalelse i anledning af A’s klage. Jeg bad navnlig ankenævnet om at gøre rede for om den begrundelse han havde fået, var tilstrækkelig.
Ankenævnet henholdt sig i sin udtalelse af 29. oktober 1998 til sin skrivelse af 20. august 1998 og tilføjede
“...
Ad. 1. Klageren overser, at spørgsmålet om antallet af elever ikke har sammenhæng med elevernes skoleophold. Der er tale om en vekseluddannelse, og ’elevdækningen’ skal ikke være sådan, at der konstant er elever i virksomheden. Efter nævnets opfattelse er klageren mere fikseret på sin produktion, end på spørgsmålet om uddannelse af elever. Nævnet finder derfor synspunktet ganske irrelevant.
Ad. 2. Da sagen ikke drejer sig om maskiner etc., der skal anskaffes, men om hvorvidt der er arbejdsopgaver i virksomheden i et sådant omfang, at en uddannelse kan finde sted, må afgørelsen nødvendigvis baseres på en vurdering, jf. erhvervsuddannelseslovens § 46, stk. 1. Det er nævnets opfattelse, at der, når der er tale om virksomhedens arbejdsopgaver, ikke kan gives et mere udtømmende svar end det, der er givet. Vi forstår ikke bestemmelsen i bkg. nr. 26. af 15. januar 1991 sådan, at der skal kunne gives en begrundelse, der udtømmende gør op med, hvilke ændringer der skal foretages for at kunne blive godkendt. Dette ville i givet fald betyde, at lovens skønsregel (vurdering) var sat under en regel.
...
Ad. 5. Nævnet forstår dette punkt sådan, at det gøres gældende at (H) ikke burde have deltaget i den seneste besigtigelse. Vedr. dette spørgsmål henvises der til nævnets afgørelse af 28. maj 1998.
Til klagerens sidste afsnit om nævnets sammensætning skal vi henvise til erhvervsuddannelseslovens § 47, hvori sammensætningen af ankenævnet er fastlagt.
...”
A sendte mig sine bemærkninger til udtalelsen den 30. oktober 1998.
Den 1. februar 1999 meddelte jeg ankenævnet at jeg på baggrund af en udtalelse fra Undervisningministeriet af 19. november 1998 anså de faglige udvalg, herunder Metalindustriens Lærlingeudvalg, for at være omfattet af ombudsmandens kompetence. Jeg oversendte sagen på ny således at ankenævnet fik mulighed for at tage stilling til om det anførte gav ankenævnet anledning til yderligere bemærkninger. Jeg bad om at ankenævnet forinden indhentede en udtalelse fra Metalindustriens Lærlingeudvalg om sagen.
Metalindustriens Lærlingeudvalg henholdt sig i brev af 1. marts 1999 til sin afgørelse af 23. marts 1998. I brev af 26. marts 1999 udtalte udvalget supplerende
“...
Udvalget er efterfølgende blevet opmærksom på, at 4. afsnit i brevet (af 23. marts 1998; min bemærkning) måske kan give anledning til misforståelser.
Afsnittet har følgende ordlyd
Afgørende for beslutningen har også været den manglende bredde og sværhedsgrad i virksomhedens produktion sammenholdt med arbejdsopgaver relevante for maskinarbejdere.
Udvalget har ved besøget aflagt den 11. marts 1998 vurderet, at det i særlig grad er mængden af brede arbejdsopgaver med fornøden sværhedsgrad, der ikke har et sådant omfang, at der kan uddannes mere end 1 maskinarbejderlærling ad gangen.
Vi skal henlede opmærksomheden på at udvalget naturligvis er parat til endnu en gang at foretage en vurdering af uddannelsesmulighederne hos (A’s virksomhed), såfremt der er behov for det.
...”
Ankenævnet udtalte i brev af 20. april 1999 følgende
“...
Reglerne om begrundelse af et fagligt udvalgs afslag på at godkende en virksomhed findes i bkg. nr. 26. af 15. januar 1991.
...
Virksomheden er for tiden godkendt til en elev.
Ankenævnet har opfattet Metalindustriens Lærlingeudvalgs afgørelse sådan, at virksomheden opfylder de faglige krav for at kunne godkendes, men at uddannelsesrelevante arbejdsopgaver kun forekommer i virksomheden i et sådant omfang, at der er mulighed for at give en elev en faglig forsvarlig uddannelse.
Ankenævnet finder ved en fornyet vurdering af sagen, at det faglige udvalgs afgørelse af 23. marts 1998 ikke har haft en sådan klarhed, at dette forhold har stået klart for klageren, men at det faglige udvalg efterfølgende ved brev af 1. marts 1999, suppleret med brev af den 26. marts 1999, som klageren har fået kopi af, efterfølgende har begrundet sin afgørelse i fornødent omfang, således at virksomheden nu er i stand til at vurdere, hvad der konkret skal til, for at den kan få en godkendelse til to elever.
Det er Ankenævnets opfattelse, at reglen i § 5, stk. 5, omfatter det forhold, at virksomheden ikke kan godkendes overhovedet. Her følger det af bestemmelsen, at der skal redegøres for hvilke forhold, der skal ændres i virksomheden.
I et tilfælde som nærværende, hvor virksomheden er godkendt, men til et lavere antal elever, end ønsket, er dette forhold ikke reguleret i bekendtgørelsen. Der er tale om en faglig vurdering, jf. erhvervsuddannelseslovens § 46.
Det er herefter ankenævnets opfattelse, at der af klageren ikke kan stilles yderligere krav om begrundelse af afgørelsen.
...”
Ankenævnet vedlagde endvidere sagens akter. Den 10. maj 1999 oversendte jeg en kopi af udtalelserne til A’s eventuelle bemærkninger. Han sendte mig sine bemærkninger til udtalelsen den 25. maj 1999.
Ombudsmandens udtalelse
“ 1. Lovgrundlaget
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
Efter en inspektion af en virksomhed traf Det faglige Udvalg for Maskiner og Værktøj afgørelse om at virksomheden kun kunne være praktiksted for én maskinarbejderlærling. Da virksomheden hidtil havde fungeret som praktiksted for to lærlinge, klagede ejeren over afgørelsen til Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder.
Ankenævnet fastholdt udvalgets afgørelse, og virksomheden klagede til Ombudsmanden.
Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere afgørelsen; derimod mente han at afgørelserne fra udvalget og ankenævnet ikke levede op til begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Der var ikke gjort nærmere rede for hvilke hensyn myndighederne havde lagt vægt på, og hvilke faktiske omstændigheder der var udslagsgivende for vurderingen.
Ombudsmanden udtalte sig også generelt om rækkevidden af det særlige begrundelseskrav der var fastsat i den bekendtgørelse der regulerede godkendelsessagerne. (J.nr. 1998-2483-713).