Legislator Case Law & Legislation
O19990045770 DK

Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen

8 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (8)

Statutory Text (8 Articles)

Udtalelser 1999 457 Valid

§ 57. Det påhviler ejerne af de til en privat fællesvej grænsende ejendomme at holde vejen i en under hensyn til færdslens art og størrelse god og forsvarlig stand. Vejen skal være forsynet med forsvarligt afløb.

Stk. 2. Vejmyndigheden bestemmer, i hvilket omfang og på hvilken måde private fællesveje med tilhørende afløb skal vedligeholdes, og kan for at opnå det i stk. 1 nævnte formål tillige bestemme, at en sådan vej skal istandsættes, således at der sker en forbedring af denne. Vejmyndigheden bestemmer, hvornår arbejdet skal være afsluttet, og om det skal udføres som et samlet arbejde, også i regnskabsmæssig henseende, under vejmyndighedens kontrol, eller om de enkelte grundejere skal lade udføre en nærmere angiven del af arbejdet.

...

Stk. 4. Vejmyndigheden kan træffe beslutning om, at flere private fællesveje, der i færdselsmæssig henseende udgør en enhed, skal istandsættes og vedligeholdes som ét samlet arbejde, således at udgifterne ved arbejderne fordeles mellem samtlige bidragspligtige under ét. Det skal fremgå af beslutningen, om de konkrete arbejder på de enkelte veje skal udføres på samme tid eller til forskellig tid.

Andre brugeres forpligtelser

Udtalelser 1999 457 Valid

§ 58.

...

Stk. 2. Såfremt vejmyndigheden efter § 44 afslår en ansøgning fra ejerne af de tilgrænsende grunde om indførelse eller opretholdelse af forbud mod gennemgående færdsel på en privat fællesvej og denne færdsel i særlig grad medfører slid på vejen, afholder kommunen en dertil svarende del af udgifterne ved vejens vedligeholdelse og istandsættelse.

Vejsyn mv

Udtalelser 1999 457 Valid

§ 59. Før vejmyndigheden efter § 57, jf. § 58, træffer beslutning om udførelse af vedligeholdelse eller istandsættelse af en privat fællesvej, som et samlet arbejde, skal enhver, som vil blive berørt af beslutningen, indkaldes med mindst 2 ugers varsel til vejsyn eller andet møde, hvor der gøres rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne ved arbejdet. På mødet fastsætter vejmyndigheden en frist på ikke under 3 uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod den påtænkte beslutning eller ændringsforslag. Over det ved mødet passerede føres en protokol.

Stk. 2. I stedet for at foretage indkaldelse som nævnt i stk. 1 kan vejmyndigheden gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning, bekendt med indholdet af denne. I meddelelsen fastsættes en frist på ikke under 3 uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser og ændringsforslag.

Stk. 3. Endelig beslutning kan først træffes, når de i stk. 1 og 2 omhandlede frister er udløbet. Om beslutningen sendes så vidt muligt meddelelse til enhver, der berøres af beslutningen.

...

Kommunens udførelse af arbejdet

Udtalelser 1999 457 Valid

§ 61. Vejmyndigheden kan bestemme, at et efter § 57, jf. §§ 58, stk. 1, og 60, påbudt samlet istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejde skal udføres ved kommunens foranstaltning, men for de forpligtedes regning.

...

Fordeling af udgifter ved samlede arbejder

Udtalelser 1999 457 Valid

§ 62. Når istandsættelse eller vedligeholdelse af en privat fællesvej udføres som et samlet arbejde, fordeles udgifterne ved arbejdet mellem ejerne af tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen, af vejmyndigheden efter §§ 11-12 i lov om grundejerbidrag til offentlige veje.

...’

Afgørelsen om hvorvidt en privat fællesvej skal istandsættes og på hvilken måde, hviler bl.a. på tekniske vurderinger af vejens tilstand.

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de tekniske vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Afgørelsen bygger også i vidt omfang på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end (K) Kommune der som vejmyndighed beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det gælder bl.a. ved visse typer af sagsbehandlingsfejl.

(K) Kommunes sagsbehandling

Partsstatus

Det er af afgørende betydning for Deres og de andre berørte lodsejeres rettigheder under sagen om De og de andre lodsejere kan betragtes som parter i forvaltningslovens forstand i forbindelse med (K) Kommunes afgørelse om istandsættelse af vejene.

Forvaltningsloven indeholder ikke nogen definition af hvem der skal anses for part i en sag hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det er dog almindeligt antaget i den juridiske litteratur med støtte i forarbejderne til forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133-135) at lovens partsbegreb omfatter ansøgere, klagere og andre der har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Partsbegrebet omfatter således typisk den eller dem til hvem den afgørelse der træffes, vil blive stilet, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen.

Det at interessen skal være individuel gør at man i almindelighed ikke kan have partsbeføjelser i forhold til generelle forskrifter eller foranstaltninger af almindelig karakter. Det er på den baggrund bl.a. antaget at de berørte i almindelighed ikke har partsstatus i relation til en kommunal spildevandsplan, jf. det ovenfor anførte sted i forarbejderne til forvaltningsloven og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 60.

Heller ikke i relation til beslutninger der på ensartet måde gør indgreb i en større personkreds’ interesser, kan det antages at medlemmer af denne personkreds eller sammenslutninger af disse uden videre har partsstatus, jf. bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 46, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 158, og den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1979, s. 288. Dette gælder bl.a. ofte i relation til plansager og miljøsager.

Grundlaget for afgørelserne i den foreliggende sag er af en vis generel karakter idet kommunen traf beslutning om at vejene skulle istandsættes og vedligeholdes som et samlet arbejde, og således at udgifterne ved arbejderne skulle fordeles mellem samtlige grundejere under ét, jf. privatvejslovens § 57, stk. 4. Udgifterne blev endvidere fordelt med lige store beløb pr. parcel. Kommunens beslutning kan for så vidt siges på ensartet måde at berøre de enkelte grundejere i området. På den anden side angår sagen et mindre antal grundejere (35), afgørelsen er blevet meddelt individuelt til hver enkelt grundejer, og der er ikke tale om en ubestemt kreds af adressater. På den baggrund er sagen efter min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til grundejerne så specifik at de enkelte grundejere må anses for parter i forvaltningslovens forstand.

De og de andre berørte grundejere har således de rettigheder efter forvaltningsloven som normalt tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos en forvaltningsmyndighed.

Partshøring

(K) Kommune fulgte fremgangsmåden i privatvejslovens § 59, stk. 2, således at der ikke blev afholdt vejsyn. Kommunens påtænkte beslutning om istandsættelse blev i stedet meddelt de berørte lodsejere. Der blev samtidig fastsat en frist for at komme med indsigelser eller ændringsforslag. Kommunen medsendte ikke grundlaget for den påtænkte beslutning, bl.a. den ingeniørrapport der var blevet udarbejdet.

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 gælder der under visse omstændigheder en pligt for forvaltningsmyndigheder til inden der træffes afgørelse at høre parten. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’§ 19. Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

...

6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen inden afgørelsen træffes.’

Som det fremgår, kan partshøring undlades på sagsområder hvor der ved lov er fastsat særlige bestemmelser om partens adgang til at varetage sine interesser i forbindelse med sagsbehandlingen, jf. stk. 2, nr. 6. Ikke enhver særlig partshøringsregel kan fortrænge den almindelige regel i § 19, stk. 1. En fortrængning forudsætter at den særlige regel tillægger mindst de samme partsbeføjelser som § 19, stk. 1, det vil sige både indsigt i bedømmelsesgrundlaget og en ret til at udtale sig, jf. den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 260, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 345-346.

Bestemmelsen i privatvejslovens § 59, stk. 2, sikrer efter sin ordlyd ikke parten indsigt i de oplysninger der ligger til grund for vejmyndighedens påtænkte beslutning, og bestemmelsen kan derfor efter min opfattelse ikke antages at fortrænge forvaltningslovens § 19, stk. 1. Bestemmelsen gælder derfor kun som et supplement til forvaltningslovens regler.

Redegørelserne af 8. december 1994 og 14. februar 1995 fra det rådgivende ingeniørfirma (C) indeholder bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagens afgørelse - nemlig de faktiske oplysninger om vejenes tilstand som (K) Kommune lagde til grund for sin afgørelse. De vidste ikke at oplysningene var indhentet, og at de indgik i en sag. (K) Kommune kunne ikke udelukke at oplysningerne kunne være til ugunst for Dem. Jeg finder på den baggrund at (K) Kommune burde have partshørt over oplysningerne forud for afgørelsen af 27. februar 1995.

Begrundelse

Skriftlige afgørelser der ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens § 22 være ledsaget af en begrundelse. Lodsejerne var fremkommet med indsigelser mod en (så omfattende) istandsættelse af vejen, og (K) Kommunes afgørelse må på den baggrund betragtes som en afgørelse der ikke giver fuldt ud medhold. Afgørelsen skulle derfor ledsages af en begrundelse. Kravene til en begrundelses indhold findes i forvaltningslovens § 24 der har følgende ordlyd

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Dette indebærer bl.a. at der skal tages stilling til relevante anbringender fra en parts side, jf. bl.a. den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 117.

I (K) Kommunes afgørelse af 27. februar 1995 er der kun redegjort for hvorledes istandsættelsesarbejdet ville blive udført. Der er ikke hverken i ’Endelig beslutning’ af 27. februar 1995 eller i følgebrevet til lodsejerne af 15. marts 1995 henvist til efter hvilke regler i privatvejsloven afgørelsen er truffet (herunder især § 57, stk. 2 og 4); der er ikke angivet de hovedhensyn som har været bestemmende for afgørelsen; der er ikke redegjort for de faktiske omstændigheder der har været lagt til grund for afgørelsen; og der er ikke taget stilling til de (relevante) partsanbringender som er fremkommet i indsigelserne fra lodsejerne. Jeg finder på den baggrund at (K) Kommunes begrundelse for afgørelsen er utilstrækkelig.

Jeg bemærker at (K) Kommune for at opfylde sin begrundelsespligt ikke nødvendigvis behøvede at skrive særlige breve til hver enkelt af de lodsejere der var fremkommet med indsigelser, og heri redegøre for kommunens stillingtagen til netop denne lodsejers indsigelser. Kommunen kunne udforme et standardbrev hvori der blev taget stilling til de relevante indsigelser der var fremkommet fra lodsejerne, og hvori de øvrige krav til en begrundelses indhold som stilles i forvaltningslovens § 24, blev opfyldt.

Trafikministeriets sagsbehandling

Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold der er omfattet af privatvejsloven, kunne påklages til Trafikministeriet for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. privatsvejslovens § 7, stk. 2. Som retlige spørgsmål der er omfattet af klageadgangen, anses overholdelsen af almindelige forvaltningsretlige regler, herunder bestemmelserne i forvaltningsloven, jf. bl.a. for så vidt angår en tilsvarende bestemmelse i planloven, Anne Birte Boeck, Lov om planlægning med kommentarer, 1. udgave (1994), s. 303.

Trafikministeriet skulle således som led i klagesagsbehandlingen have påtalt de ovenfor nævnte sagsbehandlingsfejl som (K) Kommune havde begået - partshøringsfejl og utilstrækkelig begrundelse - og have taget stilling til hvilken indvirkning de skulle have på den trufne afgørelse.

Det gælder som et grundlæggende princip i forvaltningsretten at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv - eventuelt i samarbejde med andre myndigheder - at fremskaffe fornødne oplysninger om en sag eller at foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning. Partshøringsforpligtelsen i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 1, er et led i denne sagsoplysning - formålet med partshøringsforpligtelsen er også at sagen bliver truffet på et korrekt grundlag.

På baggrund af Deres og de andre lodsejeres klager bad Trafikministeriet (K) Kommune om en udtalelse. Udtalelsen blev fremsat i brev af 19. maj 1995. Med brevet sendte kommunen nogle udvalgte akter fra sagen, bl.a. rapporten af 8. december 1994 fra Ingeniørfirmaet (C). Kommunen sendte ikke kopi af alle de indsigelser der var fremkommet i forbindelse med istandsættelsen, og heller ikke de henvendelser fra en borger der var årsagen til at sagen blev rejst.

Efter min opfattelse burde Trafikministeriet for at opfylde kravene til tilstrækkelig sagsoplysning - i forbindelse med vurderingen af sagens retlige spørgsmål, herunder om almindelige forvaltningsretlige regler var overholdt - have indhentet samtlige sagsakter fra kommunen.

Trafikministeriet burde tillige have bedt om Deres og de andre lodsejeres bemærkninger til de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som var indeholdt i kommunens udtalelse af 19. maj 1995 med bilag (herunder især oplysningerne i rapporterne af 8. december 1994 og 14. februar 1995 fra det rådgivende ingeniørfirma). Trafikministeriet ville herved både have repareret på den partshøringsfejl som (K) Kommune havde begået, og opfyldt sin egen partshøringsforpligtelse i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Alt i alt er Trafikministeriets oplysningsgrundlag således utilstrækkeligt. Dette finder jeg beklageligt.

Jeg finder ikke grundlag for at kritisere at Trafikministeriet ikke sendte Deres klage over (K) Kommunes sagsbehandling til Tilsynsrådet for Ribe Amt til behandling. Det almindelige kommunaltilsyn er subsidiært i forhold til rekursinstanser - det vil sige at det almindelige kommunaltilsyn ikke anses for kompetent hvor der eksisterer et administrativt rekurssystem der kan anvendes i det konkrete tilfælde, jf. bl.a. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 496. Jeg bemærker i øvrigt at tilsynsrådenes opgave er at prøve om kommunernes beslutninger ’strider mod lovgivningen’ (kommunestyrelseslovens § 61). Tilsynsrådet ville således under ingen omstændigheder kunne tage stilling til mere end Trafikministeriet der kan prøve ’retlige spørgsmål’.

De sagsbehandlingsregler hvis overholdelse (K) Kommune og Trafikministeriet ikke har iagttaget (partshøring, sagsoplysning, samtidig begrundelse), har karakter af såkaldte garantiforskrifter. Deres efterlevelse betragtes som en garanti for at der bliver truffet en lovlig og rigtig afgørelse. Fejlene har bevirket at De og de andre lodsejere aldrig har fået indsigt i de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder der ligger til grund for kommunens afgørelse om istandsættelse af vejen, og at De og de andre lodsejere aldrig har fået meddelt en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen, herunder fået meddelt kommunens stillingtagen til Deres indsigelser.

Vejdirektoratet har i medfør af § 1 i bekendtgørelse nr. 681 af 17. november 1998 fået overladt kompetencen til at afgøre klager efter bl.a. § 7 i lov om private fællesveje. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 1998, jf. § 5. I henhold til § 5, stk. 2, skal også klager som er indbragt for Trafikministeren, men ikke afgjort inden tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden, afgøres af Vejdirektoratet. Det er ikke reguleret i bekendtgørelsen hvilken myndighed der tager stilling til (genoptagelse af) allerede afgjorte sager.

Trafikministeriet har som følge af reglerne i bekendtgørelsen overladt til Vejdirektoratet at kommentere min foreløbige redegørelse i sagen. Vejdirektoratet har i brev af 28. april 1999 udtalt at direktoratet ikke har bemærkninger til redegørelsen.

På den baggrund har jeg - uanset at vejen er istandsat i overensstemmelse med (K) Kommunes afgørelse - henstillet til Trafikministeriet at genoptage sagen eller foranledige at Vejdirektoratet genoptager den med henblik på at sørge for at De (og de andre lodsejere) - eventuelt ved hjemvisning til kommunen - får indsigt i og lejlighed til at kommentere grundlaget for kommunens afgørelse, og at De (og de andre lodsejere) herefter får meddelt en ny afgørelse der er ledsaget af en fyldestgørende begrundelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen på det foreliggende grundlag. Jeg beder Dem afvente Trafikministeriets eller Vejdirektoratets nye afgørelse i sagen før De tager stilling til om der eventuelt er grundlag for at klage til mig på ny.

”

NOTER: (*1) FOB 1979, s. 288, FOB 1990, s. 260, FOB 1990, s. 117.

Udtalelser 1999 457 Valid

Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen

Det fremgik af sagens akter at Teknik- og Miljøudvalget i K Kommune den 19. december 1994 besluttede at meddele berørte lodsejere at man påtænkte at istandsætte vejen X og en del af vejen Y. Begge veje var private fællesveje. Beslutningen blev truffet efter skriftlige henvendelser fra en lodsejer der fandt at X trængte til istandsættelse, og efter at man på den baggrund havde indhentet en redegørelse af 8. december 1994 om vejenes tilstand fra det rådgivende ingeniørfirma C. Af redegørelsen fremgik bl.a. følgende

“Under gennemgangen kunne det konstateres, at huller i ’stamvejen’ er opfyldt med asfaltaffald, murbrokker, gamle tagplader, stabilt grus m.m.

’Sidevejene’ består hovedsageligt af ’bløde veje’ med græsvækst afstrøet med strandskaller i køresporene.

Vejens tilstand taget i betragtning, skønnes det rimeligt at forespørge lodsejerne til en istandsættelse.

Jvf. bestemmelserne i lovbekendtgørelse nr. 625 (Privatvejsloven) af 21. juli 1993, § 13, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at lovens afsnit III skal finde anvendelse i andre stedligt begrænsede områder (f.eks. sommerhusområder).

Med kommunalbestyrelsens bemyndigelse, kan teknik & miljøudvalget (Vejmyndigheden), således undlade at afholde vejsyn, idet det jo kan være vanskeligt at samle lodsejere i et sommerhusområde.

I stedet for kan udvalget, jvf. § 59, stk. 2, gennemføre en ’påtænkt beslutning om istandsættelse af vejen’.

Ved en sådan fremgangsmåde skal enhver som vil blive berørt af den påtænkte beslutning, gennem en meddelelse, gøres bekendt med indholdet af beslutningen.

I meddelelsen fastsættes en frist på ikke under 3 uger for adgang over for udvalget at fremkomme med indsigelser og ændringsforslag.

Det er normal praksis, at udgiften ved en vejistandsættelse skal pålægges de grunde, der grænser til vejen.

Imidlertid kan vejmyndigheden bestemme, at andre brugere af en privat fællesvej end ejerne til de tilgrænsende grunde skal deltage i udgifterne ved istandsættelsen, såfremt deres benyttelse, af vejmyndigheden, skønnes i særlig grad at medføre slid på vejen.

Vejmyndigheden kan endvidere træffe beslutning om, at flere private fællesveje, der i færdselsmæssig henseende udgør en enhed, skal istandsættes og vedligeholdes som ét samlet arbejde, således at udgifterne ved arbejderne fordeles mellem samtlige bidragspligtige under ét.

Omstående kunne komme på tale i det konkrete tilfælde, da (X) er sammenhængende med (Y) mod syd, og tydeligvis også vejbetjener dette område.

En efterfølgende besigtigelse af (Y) viser, at vejanlægget fra (X) til ’plantagen’ er i samme dårlige stand som stamvejen i (X).

Det omtalte vejstykke betjener 11 parceller.

Endvidere kunne det konstateres, at rørlægningen af det offentlige vandløb under vejen i skel mellem de 2 veje er nedkørt og skal retableres.

Det skal herefter anbefales, at der gennemføres en istandsættelse af (X) samt en del af (Y), jf. vedlagte forslag til ’Meddelelse’ til direkte berørte lodsejere i (X) og (Y) (i alt 35 parceller, jf. vedlagte plan, mål 1:4.000).”

Den 22. december 1994 blev denne meddelelse herefter sendt ud til de berørte lodsejere

“Teknik & Miljøudvalget har i sit møde den 19. december 1994 vedtaget en påtænkt beslutning om istandsættelse af vejen (X) samt en del af (Y), jf. bestemmelserne i lovbekendtgørelse nr. 625 af 21. juli 1993 (Privatvejsloven).

Der påtænkes truffet beslutning med tilhørende udgiftsfordeling om, at vejen i en bredde af 3.0 m befæstes med 10 - 15 cm stabilt grus.

Med baggrund i et foreløbigt overslag vil bidraget pr. parcel andrage ca. 4.800,00 kr.

Indsigelse eller ændringsforslag må være tilstilet vejmyndigheden, (K) Kommune senest den 20. januar 1995, jf. privatvejslovens § 59, stk. 2.”

Kommunen medsendte ikke kopi af den ovennævnte ingeniørrapport eller andet materiale som lå til grund for den påtænkte beslutning.

I brev af 16. januar 1995 til K Kommune gjorde A og B, som sammen ejer to grunde beliggende på (X), indsigelse mod den påtænkte beslutning. De skrev bl.a. at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkelig begrundet, at der ikke havde været afholdt vejsyn, at der ikke var redegjort for hvorledes byrdefordelingen var fastlagt og hvorledes man var kommet frem til beløbet 4.800 kr, og at vejen efter deres opfattelse ikke trængte til en istandsættelse. Ved en istandsættelse frygtede de at den gennemkørende trafik ville blive stærkt forøget.

Kommunen modtog også indsigelser fra andre grundejere.

På baggrund af indsigelserne indhentede kommunen den 14. februar 1995 en ny redegørelse fra C. Af denne fremgik bl.a. følgende

“ Hovedpunkter i forbindelse med indsigelser

37,5% af lodsejerne i (X) og 9,1% af lodsejere i (Y) har indsendt indsigelser.

Ud over almindelige spørgsmål vedr. ønske om afholdelse af vejsyn, større vejbredder, vejenes almene standard, udførelse m.v., går indsigelserne generelt på

1) Vejenes benyttelse for gennemkørende trafik, fra (N-vej) til (S-vej).

2) Udgiftsfordelingen.

ad pkt. 1) Det kan meget vel forventes, at nogle grundejere vil fremsætte krav om en hensigtsmæssig trafiksanering i medfør af færdselslovens § 40 - evt. en total spærring for gennemkørende trafik i medfør af privatvejslovens § 44. Ved et evt. afslag omkring foranstaltninger i medfør af § 44, pålægges vejmyndigheden jfr § 58, stk. 2, pligt til at tage del i udgifterne ved vejens istandsættelse og vedligeholdelse.

ad pkt. 2) Forslagene går hovedsageligt på, at grundejerne, der udlejer deres sommerhus, skal betale en større del af anlægs- og driftsudgifterne.

Forslag/konklusion

Da det forudsættes, at (K) Kommune ikke har nogen interesse i at deltage økonomisk i vejenes istandsættelse, indstilles at istandsættelse af (X) og en del af (Y) udføres som påtænkt, dog således at der ved (S-vej) og ved (N-vej) opsættes skilte med gennemkørsel forbudt (C21 tavle med undertekst).

Alternativt, at foretage afspærring mellem de to veje og herefter kun istandsætte (X), hvorfra vejsagen er rejst.”

På et møde den 27. februar 1995 traf Trafik- og Miljøudvalget endelig beslutning om istandsættelse af vejene. Af beslutningen fremgik følgende

“Med henvisning til Byrådets påtænkte beslutning om istandsættelse af den private fællesvej (X) og en del af den private fællesvej (Y), (K) Bad, som meddelt ved brev af 21. december 1994, har Teknik- og Miljøudvalget truffet endelig beslutning om, at vejene istandsættes som et samlet arbejde ved kommunens foranstaltning, men for de forpligtedes regning.

Endelig beslutning.

1. Som bruger af vejene anses de til enhver tid værende ejere af matr. nre. ( ), (K) Bad, som derfor anses for at være forpligtet til at afholde udgifterne ved såvel anlæg som vedligeholdelse af vejene.

...

4. (X)

Vejstrækningen fra (S-vej) til det rørlagte vandløb samt stikvejene istandsættes i deres samlede længde 578 lbm. med 3 m’s kørebane på følgende måde

Eksisterende vejmateriale udjævnes/afgraves til fornødent plant underlag og påføres fyldsand således at der kan etableres vejkasse for ny kørebanebefæstelse, der udlægges fiberdug og 10/15 cm mek. stabilt grus som komprimeres til fornøden fasthed.

Arbejdet udføres i h.t. almindelige betingelser for arbejder og leverancer ’AB 92’, og skal være udført inden 26. maj 1995.

5. (Y)

Vejstrækningen fra (N-vej) mod syd, til rørlagte vandløb ved matr. nr. ( ) istandsættes fra det rørlagte vandløb mod nord til skovbrynet ved matr.nr. ( ) mod syd i alt 352 lbm med 3 m’s kørebane på følgende måde

Eksisterende vejmateriale udjævnes/afgraves til fornødent plant underlag og påføres fyldsand således at der kan etableres vejkasse for ny kørebanebefæstelse, der udlægges fiberdug og 10/15 cm. mek. stabilt grus som komprimeres til fornøden fasthed.

Arbejdet skal udføres i h.t. almindelige betingelser for arbejder og leverancer ’AB 92’, og skal være udført inden 26. maj 1995.

6. Rørunderføringen under vejen i skel mellem de 2 veje retableres med Ø 300 mm rør.

7. Efter fuldførelsen af de under pkt. 4, 5 og 6 nævnte arbejder beregnes bidrag i h.t. tilhørende partsfordelingsliste. Udgifter til vedligeholdelse beregnes efter samme partsfordeling.

Vejbidraget skal betales kontant.

Opmærksomheden henledes på bestemmelserne i § 7 i lovbekendtgørelse nr. 625 af 21. juli 1993 og § 2 i lovbekendtgørelse nr. 488 af 18. november 1985, hvorefter byrådets beslutning for så vidt angår arbejdets udførelse alene kan ankes til Trafikministeriet, Frederiksholms Kanal 25, 1220 København K., hvad angår retslige spørgsmål. Klagefristen er 4 uger.”

Beslutningen blev sendt til de berørte lodsejere med brev af 15. marts 1995. Der blev samtidig sendt et bidragsfordelingsskema hvoraf fremgik at der for hvert matr. nr. skulle betales 4.805,90 kr.

I brev af 21. marts 1995 til lodsejerne beklagede kommunen at der var sket en fejl ved beregningen af udgifterne til istandsættelse af vejen idet det angivne overslag ikke var tillagt moms. Der fremsendtes ny bidragsfordeling. Beløbet pr. matr. nr. var heri udregnet til 6.007,37 kr.

Den 8. april 1995 klagede A og andre lodsejere til Trafikministeriet over kommunens afgørelse. I sin klage skrev A bl.a. at vejen ikke trængte til en så omfattende istandsættelse, at rørunderføring er et kommunalt anliggende, at den påtænkte istandsættelse ville gøre vejen farlig for “bløde trafikanter” og medføre forøget gennemgående trafik, at kommunen burde have afholdt vejsyn, og at kommunen havde ignoreret borgernes indsigelser. A anmodede om at klagen måtte blive tillagt opsættende virkning. A og de andre lodsejere klagede samme dag til Tilsynsrådet for Ribe Amt over K Kommunes sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen.

Trafikministeriet bekræftede den 5. maj 1995 modtagelsen af klagen og oplyste samtidig at man havde bedt K Kommune om en udtalelse. Den 17. maj 1995 oplyste tilsynsrådet over for A at man havde sendt hans klage til Trafikministeriet idet tilsynsrådet ikke som generel tilsynsmyndighed kunne behandle en klage når klagen samtidig var indbragt for og blev behandlet af en i lovgivningen særligt nævnt speciel tilsynsmyndighed.

I brev af 19. maj 1995 afgav K Kommune udtalelse til Trafikministeriet. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende

“Jeg har kort redegjort for de forskellige klagepunkter, samt vedlagt kopi af journalark, redegørelse fra (C) og udskrift af beslutningsprotokol.

· Vejen er i dårlig stand og trænger til istandsættelse, hvilket det rådgivende ingeniørfirma (C) også har redegjort for.

· Kommunen har ikke haft anlægsopgaver i området, men renovationsvogn kommer en gang i ugen og slamsuger en gang om året, hvilket vejen skal kunne klare.

· Rørunderføring under private fællesveje er lodsejernes anliggende og den nævnte rørunderføring er intakt, men vejen er efterhånden skyllet ned i grøften. Rørunderføringen er en Ø 200 beton rør. For at forhindre at vejmaterialer fortsat skylles ned i grøften skal underføring udskiftes og forlænges.

· De private fællesveje i hele sommerhusområdet på (K), tilstræbes at skal holde en bredde på 3 m for at dæmpe hastigheden, ved større vejbredder, kan der foretages forbikørsel af fodgænger og cyklister uden at sænke hastigheden, det kan der ikke med den valgte vejbredde.

· For at imødegå mere gennemgående trafik på (X) og (Y), er det besluttet, at der skal opsættes skilte med gennemkørsel forbudt (C21 tavle med undertekst).

· Byrådet har besluttet, at sommerhusområderne skal behandles efter afsnit III i Privatvejsloven, hvilket medfører at der ikke skal afholdes vejsyn. De berørte lodsejere til en vejistandsættelse kommer oftest fra hele landet, og enkelte er bosat i udlandet, derfor vil det ved afholdelse af vejsyn være svært at få samlet ret mange af lodsejerne. Ved en påtænkt istandsættelse har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til kende.

· Hovedparten af indsigelserne var rettet mod udgiftsfordelingen, hvor de ønskede en deling efter hvor meget sommerhuset blev benyttet, samt mod en forventning om øget gennemkørende trafik.”

Kommunens udtalelse med bilag blev ikke sendt til A og de andre klagere med henblik på bemærkninger.

A skrev den 7. juni 1995 til tilsynsrådet med anmodning om at sagen alligevel blev taget op til behandling idet A havde fået det indtryk at Trafikministeriet kun tog stilling til den tekniske side af sagen og ikke til de forvaltningsmæssige spørgsmål. Den 11. juli 1995 anmodede tilsynsrådet Trafikministeriet om bemærkninger til det A havde anført.

Den 27. juli 1995 sendte K Kommune til Trafikministeriet dokumentation for at kommunen havde besluttet at anvende privatvejslovens afsnit I, III og IV i kommunens sommerhusområder.

Trafikministeriet bad den 3. august 1995 K Kommune om at tage stilling til om kommunen skulle bidrage til vejenes istandsættelse idet kommunen havde nægtet at foranledige vejene lukket for gennemkørsel. Samme dag bad Trafikministeriet Miljøstyrelsen om en udtalelse om hvorvidt istandsættelse og vedligeholdelse af det offentlige vandløb i det foreliggende tilfælde skulle foretages efter vandløbslovens bestemmelser, eller om underløbet måtte anses for en del af vejen og derfor skulle istandsættes efter privatvejslovens bestemmelser.

Ligeledes den 3. august 1995 besvarede Trafikministeriet tilsynsrådets henvendelse. Ministeriet oplyste at det var ministeriets opfattelse at det var mest hensigtsmæssigt at Trafikministeriet behandlede de spørgsmål A havde rejst over for tilsynsrådet i forbindelse med ministeriets behandling af A’s klage.

A modtog kopi af Trafikministeriets breve til K Kommune og til Miljøstyrelsen. Ministeriet oplyste samtidig at man ikke kunne imødekomme A’s anmodning om at klagen måtte blive tillagt opsættende virkning idet der ikke sås at være begrundet tvivl om at K Kommune havde hjemmel til at kræve det pågældende arbejde udført.

I brev af 16. august 1995 til Trafikministeriet oplyste Miljøstyrelsen at vedligeholdelsen og istandsættelsen af den i sagen omhandlede rørunderføring for den private fællesvej ikke henhørte under vandløbslovens regler, og at vedligeholdelsen således ikke påhvilede vandløbsmyndigheden som et led i vedligeholdelsen af kommunevandløbet.

Den 24. august 1995 skrev A og andre lodsejere bl.a. følgende til K Kommune

“...

Ifølge oplysninger fra kommunens sagsmateriale er der fremkommet indsigelser og ændringsforslag fra flere lodsejere, ligesom der af lodsejere er fremsendt klager til Trafikministeriet.

Hovedparten af disse indsigelser og klager angår den forventede øgede gennemgående trafik og udgiftsfordelingen.

Uanset disse indsigelser og til trods for, at der i klagerne til Trafikministeriet er begæret opsættende virkning, har kommunen ladet arbejdet udføre tilsyneladende i overensstemmelse med beslutningen.

Allerede nu kan det konstateres, at der som forventet er blevet en større biltrafik på (X), og at hastigheden er forøget.

Vi underskrevne lodsejere - underskriftsblade med navn, adresse og matrikelnummer er vedhæftet denne skrivelse - der har parceller beliggende ved (X), og som i det hele kan tilslutte os de af (D) i skrivelse af 19. januar 1995 til (K) Kommunes vejmyndighed anførte betragtninger, finder det uomgængeligt nødvendigt, at de to veje (X) og (Y) som oprindeligt indtil 1981 på ny adskilles i henseende til gennemkørende trafik, (X) med adgang til (S-vej) og (Y) med adgang til (N-vej), således at der etableres en effektiv vejspærring ved det rørunderlagte vandløb ved matr. Nr. ( ) alene med gennemgangsmulighed for gående og for trækkende cykler.

Det er oplyst, at kommunen har til hensigt at opsætte vejtavler ved de to vejes udmunding i (S-vej) og (N-vej) for at mindske den gennemkørende trafik. Vi finder en sådan foranstaltning uden praktisk betydning.

Vi forbeholder os at fremkomme med yderligere bemærkninger også i anledning af den af kommunen besluttede udgiftsfordeling.

Bilag: Tiltrædelseserklæringer fra lodsejere repræsenterende 21 af de 24 berørte parceller svarende til 87,5%.”

Trafikministeriet modtog en kopi af brevet.

Den 29. august 1995 sendte tilsynsrådet A en kopi af Trafikministeriets brev af 3. august 1995.

Trafikministeriet rykkede den 22. september 1995 K Kommune for svar på ministeriets brev af 3. august 1995. Den 3. november 1995 oplyste kommunen at sagen ville blive taget op til fornyet politisk behandling på et møde i teknik- og miljøudvalget den 18. december 1995. Den 30. januar 1996 bad ministeriet kommunen om at oplyse hvad der blev besluttet på mødet. Kommunen skrev den 12. marts 1996 bl.a. følgende til ministeriet

“Sagen vedr. istandsættelse af de private fællesveje (X) og (Y) blev behandlet på teknik og miljøudvalget den 29. januar 1996, og dette giver anledning til, at besvare de spørgsmål stillet til trafikministeriet af lodsejere på de berørte veje.

(K) Kommune kan ikke tiltræde, at adgangen mellem (X) og (Y) begrænses, da det var en betingelse for at godkende udstykningen af området, at der blev etableret vejadgang til (S-vej) for alle parceller på (X) og (Y).

(K) Kommune kan derimod godt tiltræde, at der sker en regulering/begræsning af den gennemgående trafik ved opsætning af skilte med gennemkørsel forbudt (C21 tavle med undertekst) ved indkørsel til (X) i nord og ved indkørsel til (Y) i syd.

Ved istandsættelsen har (K) Kommune undladt, at istandsætte den sydlige del af (Y) fra matr. nr. ( ) til (N-vej), denne del af (Y) tjener ikke som adgangsvej for parcellerne, men kun som adgangsvej til skoven ( ).

Ved opgørelsen af udgifter til istandsættelse af (X) og (Y), bliver udgifterne til rørunderføringen ikke medregnet, ligeledes er (K) Kommune opmærksom på, at kommunens afslag til lodsejerne på (X) på trafikregulerende foranstaltninger i 1991, har medført, at (K) Kommune er pligtig til at deltage i istandsættelse af vejen, med den del der kan henføres til gennemgående trafik, der har medført særlig slitage på vejen. Det er (K) Kommunes opfattelse, at denne del andrager 15 % af istandsættelsesudgifterne.

Ligeledes stilles der spørgsmål ved størrelsen af de samlede istandsættelsesudgifter. Ved en vejistandsættelse skal der bruges store mængder stabiltgrus, og da prisen for stabiltgrus er ca. 3 gange større på (K) end på fastlandet, på grund af færgefragt, bliver den slags anlægsopgaver mere bekostelige på (K).

Ved istandsættelsen af (X) og (Y), der blev udført i foråret 1995, havde (K) Kommune et overskud af ’genbrugs stabiltgrus’, der var fremstillet ved nedknusning af stenmaterialer på (K), disse materialer blev anvendt til bundsikringen af vejen, og kunne leveres til ca. 1/3 af den kalkulerede pris.

Alt i alt har ovennævnte medført, at regningen for istandsættelsen reduceres med ca. 30% i forhold til det kalkulerede.”

Den 22. marts 1996 sendte Trafikministeriet K Kommunes udtalelse til A med henblik på bemærkninger.

K Kommune fremsendte den 25. marts 1996 regning for istandsættelse af vejene til A og de andre lodsejere. Det fremgik at der skulle betales 4.177,55 kr. pr. matr. nr.

I brev af 8. april 1996 fremkom A sammen med en anden klager med bemærkninger til K Kommunes udtalelse. A skrev bl.a. at undersøgelser på bl.a. tinglysningskontoret ikke havde kunnet bekræfte K Kommunes anbringende om at det var en betingelse for at godkende udstykningen af området at der blev etableret vejadgang til S-vej for alle på X og Y. Herudover anførte A at det ikke var korrekt at den sydlige del af Y ikke tjente som adgangsvej for parcellerne, at A - hvis der blev etableret adgangsbegræsning mellem fællesvejene - var villig til at give afkald på at K Kommune skulle bidrage til istandsættelsen, og endelig at K Kommune ikke havde tilbudt nogen form for kontakt med lodsejerne.

A fremsatte i brev af 9. april 1996 yderligere nogle bemærkninger. A konkluderede at det var påkrævet med en grundig gennemgang af K Kommunes sagsbehandling, såvel den tekniske som den forvaltningsmæssige side af sagen. A henstillede til Trafikministeriet at der blev foretaget en sådan undersøgelse.

I anledning af A’s henvendelser bad Trafikministeriet i brev af 16. april 1996 K Kommune om at fremsende dokumentation for at godkendelse af udstykningen af området var betinget af at der blev etableret vejadgang til S-vej for alle på X og Y. Ministeriet anmodede desuden om bemærkninger til det A havde anført.

Den 24. maj 1996 svarede K Kommune bl.a. følgende

“I forbindelse med udstykningen af matr.nr. ( ) blev der etableret vejforbindelse fra matr. nr. ( ) til vej matr.nr. ( ). Herved fik parcellerne matr. nr. ( ) vejadgang direkte til (S-vej).

Der er blevet taget nogle billeder der viser, at (X) og (Y) ikke indbyder til gennemkørsel, hvis man ikke er lokalkendt. Disse vil blive sendt til Trafikministeriet, så snart de er fremkaldt. Udfra dette grundlag er det (K) Kommunes opfattelse, at kommunens del andrager 15 % af istandsættelsesudgifterne.

Som tidligere nævnt i brev af den 19. maj 1995 fra (K) Kommune, har Byrådet besluttet, at sommerhusområderne skal behandles efter afsnit III i Privatvejsloven, hvilket medfører at der ikke skal afholdes vejsyn. Ved en påtænkt istandsættelse har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til kende.

Der vil sammen med billederne blive fremsendt yderligere oplysninger til de øvrige klagepunkter fremført i brevet af den 8. april 1996 fra (A), (E) og (B).

...”

K Kommune sendte den 19. juni 1996 billederne til Trafikministeriet og oplyste samtidig at man havde anmodet Politimesteren i Esbjerg om en udtalelse om opsætning af gennemkørselforbudt-skilte ved indkørslen til X og Y.

A rykkede den 17. og 23. juli 1996 K Kommune for svar på sin henvendelse af 24. august 1995.

Den 25. juli 1996 skrev K Kommune følgende til Trafikministeriet

“Som svar på de sidste klagepunkter fremført af (A), (E) og (B), kan følgende oplyses

Det har været meningen, at lodsejerne af de grundstykker, der er opstået i forbindelse med udstykningen af matr. nr. ( ), skulle have mulighed for udkørsel til (S-vej). Det har ikke været en betingelse, men en mulighed. Dette ses ud fra medsendte kopi af et brev til Landinspektør (F) og (G) fra (K) Kommune af den 15. januar 1974

’... At kørsel til og fra parcellerne ikke sker over matr. nr. ( ) eller parceller udstykket heraf, forinden en eksisterende vej, fortløbende over denne ejendom, er udbygget og befæstet efter en af vejmyndigheden forud tiltrådt plan, ...’

Lodsejerne skulle altså have muligheden, så snart vejen over matr. nr. ( ) var færdigt anlagt.

Efter oplysning fra den tidligere formand for Teknik- og Miljøudvalget, var det ikke på (K) Kommunes foranledning, at vejen blev gennemgående, men efter en udstykningsplan fra landinspektøren, som (K) Kommune efterfølgende godkendte.”

I brev af 13. august til H, som sammen med A havde underskrevet brevene af 24. august 1995 samt af 17. og 23. juli 1996, skrev K Kommune bl.a. følgende

“Med henvisning til Deres brev af den 23. juli 1996 angående de private fællesveje (X) og (Y), kan det oplyses, at det på Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 27. februar 1995 blev besluttet, at der fortsat skal være mulighed for gennemkørsel via (X) og (Y).

Teknik og Miljøudvalget besluttede endvidere den 29. januar 1996, at (K) Kommune er pligtig til at deltage i istandsættelsen, med den del der kan henføres til gennemkørende trafik, der har medført særlig slitage på vejen. Denne andel andrager 15 % af istandsættelsens udgifter. Jvf. brev dateret den 12. marts 1996 fra (K) Kommune, som tidligere er fremsendt.

...”

Den 11. september 1996 meddelte Politimesteren i Esbjerg K Kommune at man ikke kunne anbefale at der blev opsat gennemkørselforbudt-skilte ved indkørslen til X og Y. Politimesteren anbefalede at problemet i samarbejde med vejens ejere blev løst ved etablering af nogle fysiske foranstaltninger der enten umuliggjorde gennemkørsel eller gjorde gennemkørsel uattraktiv.

Trafikministeriet traf den 20. september 1996 afgørelse i sagen. Af denne fremgik bl.a. følgende

“...

De anfører i Deres klage, at

· vejen ikke trænger til så omfattende istandsættelse,

· kun første del af stikvej mellem nr. 2 og 14 samt rørunderføring under de 2 private fællesveje (X) og (Y) trænger til istandsættelse,

· nævnte vejstykke mellem nr. 2 og 14 er ødelagt af kommunens gravemaskiner,

· rørunderføring udelukkende er et kommunalt anliggende og ansvar, idet det drejer sig om et kommunalt vandløb,

· rørunderføringen er udført så svag, at den ikke kan bære den trafik, der er på vejen,

· den af kommunen besluttede bredde på 3 m vil være direkte farlig for ’bløde trafikanter’ (herunder børn), da der ikke bliver plads til bil og cykel,

· istandsættelse som af kommunen foreslået givet vil betyde en forøget trafik mellem ( ) og (K) Bad med stærk belastning af miljøet i (X) som følge,

· kommunen ikke har overholdt bestemmelserne i privatvejslovens § 59, stk. 1, idet der ikke er indkaldt til vejsyn,

· kommunen helt klart har vist, at den ikke har overblik over økonomien i denne sag,

· kommunen klart har ignoreret borgernes indsigelser.

· Trafikministeriet har i den anledning indhentet en udtalelse fra (K) Kommune, som anfører, at

· vejen er i dårlig stand og trænger til istandsættelse, jf. den med kommunens brev fremsendte redegørelse fra det rådgivende ingeniørfirma (C),

· kommunen ikke har haft anlægsopgaver i området, men at renovationsvogn kommer ugentligt og slamsuger årligt, hvilket vejen skal kunne bære,

· rørunderføring under private fællesveje er lodsejernes anliggende, og at nævnte rørføring er intakt, men vejen efterhånden skyllet ned i grøften. Rørunderføring skal udskiftes og forlænges, for at vejmaterialer ikke fortsat skyller ned i grøften,

· private fællesveje i hele sommerhusområdet på (K) tilstræbes fastholdt i en bredde på 3 m for at dæmpe hastigheden. Ved større vejbredder kan der foretages forbikørsel af fodgængere og cyklister uden at sænke hastigheden, det kan der ikke med den valgte vejbredde,

· for at imødegå mere gennemgående trafik på (X) og (Y) vil der blive opsat ’Gennemkørsel forbudt’ skilte,

· byrådet har besluttet, at sommerhusområderne skal behandles efter privatvejslovens afsnit III, hvilket medfører, at der ikke skal afholdes vejsyn. De berørte lodsejere til en vejistandsættelse kommer oftest fra hele landet, og enkelte er bosiddende i udlandet, hvorfor det vil være svært at samle ret mange lodsejere til afholdelse af vejsyn. Ved en påtænkt istandsættelse har alle lodsejere mulighed for at give deres mening til kende,

· hovedparten af indsigelserne var rettet mod udgiftsfordelingen, hvor man ønskede en deling efter benyttelse af sommerhuset samt mod en forventning om øget gennemkørende trafik.

Herudover har De i brev af 24. august 1995 anført, at vejene (X) og (Y) bør adskilles i henseende til gennemkørende trafik, sådan som forholdene var indtil 1981.

Ministeriet skal i den anledning oplyse, at ministeriet i henhold til lov om private fællesveje § 7, stk. 1, er klagemyndighed for så vidt angår afgørelser truffet af en vejmyndighed i henhold til denne lov. Ministeriet kan således alene tage stilling til, om en vejmyndighed har overholdt lovens regler, men ikke til de skøn, som en vejmyndighed kan udøve inden for lovens rammer. Ministeriet kan således foretage en retlig prøvelse af kommunen, men ikke en teknisk vurdering af projektet eller en egentlig revision af regnskabet.

Ministeriet skal oplyse, at sommerhusområder som udgangspunkt er omfattet af det afsnit i privatvejsloven, der omfatter private fællesveje på landet, idet sådanne områder i henhold til lov om by- og landzoner ikke er byzone. Såfremt en vejmyndighed ønsker et sommerhusområde behandlet efter privatvejslovens bestemmelser om private fællesveje i byer og bymæssige områder, skal vejmyndigheden benytte sig af den mulighed, der findes i privatvejslovens § 13, stk. 2, til at bestemme, at bestemmelser om byer og bymæssige områder skal gælde for det pågældende sommerhusområde.

(K) Kommune har truffet sådan beslutning, og det er derfor bestemmelserne i afsnit III (§§ 21-62), herunder kap. 10 (§§ 57-62), der finder anvendelser i det foreliggende tilfælde.

Efter lovens § 57, stk. 2, bestemmer kommunen, hvilke arbejder der skal udføres, og hvornår de skal udføres. Spørgsmålene om, hvovidt der er behov for arbejderne, samt hvordan de skal gennemføres - herunder hvilken bredde kørebanen skal have - beror alle på et teknisk skøn, som ministeriet ikke kan tage stilling til.

For så vidt angår Deres anbringende om rørføring, har Miljø- og Energiministeriet i brev af 16. august 1995 meddelt, at som sagen foreligger oplyst, henhører vedligeholdelsen og istandsættelsen af omhandlede rørføring for den private fællesvej ikke under vandløbslovens regler om vedligeholdelse af vandløb, hvorfor den ikke påhviler vandløbsmyndigheden som et led i vedligeholdelsen af kommunevandløbet. Vedligeholdelsen må efter Trafikministeriets opfattelse herefter betragtes som en del af vedligeholdelsen af de private fællesveje.

Efter lovens § 44, stk. 3, jf. stk. 1, må en privat fællesvej kun afspærres med kommunens og politiets samtykke.

Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at private fællesveje kan udgøre en del af det samlede vejnet til brug for alle trafikanter. Spørgsmålet, om vejen bør holdes åben for gennemgående trafik, beror ligeledes på et skøn, som ministeriet ikke kan tage stilling til.

Hvis kommunen afslår en ansøgning om afspærring af vejen, kan der blive tale om, at kommunen skal betale en del af udgifterne til vejens vedligeholdelse, jf. privatvejslovens § 58, stk. 2.

Trafikministeriet foranledigede derfor i brev af 3. august 1995 (K) Kommune til at tage stilling til, hvorvidt kommunen i henhold til privatvejslovens § 58, stk. 2 ville bidrage til vejens istandsættelse.

(K) Kommune besluttede herefter ved et møde den 29. januar 1996, at udgifterne til istandsættelse af rørføring ikke blev medregnet ved opgørelse af udgifterne til istandsættelse af (X) og (Y), at kommunen ville bidrage med 15 % af de øvrige udgifter, at der opsættes skilte med ’Gennemkørsel forbudt’ ved indkørsel til (X) i nord og til (Y) i syd. Kommunen har om sin andel af udgifterne anført, at vejen ikke ’indbyder’ til gennemgående trafik, og at denne trafik derfor vil være begrænset.

Spørgsmålet om, hvor stor en del af udgiftene kommunen skal afholde som følge af, at den ikke vil afspærre vejen, beror på et skøn, som ministeriet ikke kan tage stilling til.

Endelig bemærkes, at kommune efter lovens § 59 ikke har pligt til at afholde vejsyn, idet det følger af § 59, stk. 2, at en vejmyndighed i stedet for at afholde vejsyn kan bekendtgøre beslutningen om istandsættelse over for de berørte grundejere.

Efter Trafikministeriets opfattelse har (K) Kommune således ikke handlet retsstridigt, og ministeriet anser derfor den af kommunen trufne afgørelse for lovlig, hvorfor ministeriet ikke har mulighed for at ændre den.

...”

I brev af 30. september 1996 oplyste K Kommune over for Politimesteren i Esbjerg at kommunen ikke kunne tillade en afspærring af X og Y da der skulle være gennemkørselsmulighed for ambulancer og brandbiler mm. Den eneste acceptable løsning for kommunen ville derfor være opsætning af gennemkørselforbudt-skilte.

Den 27. oktober 1996 kommenterede A Trafikministeriets afgørelse. A skrev at han ikke fandt at ministeriet havde behandlet den forvaltningsmæssige side af sagen. A forstod på den baggrund ikke hvorfor ministeriet havde bedt om at få sagen overdraget fra Tilsynsrådet for Ribe Amt. Herudover savnede A stadig dokumentation for at det skulle have været en betingelse for udstykningen at X og Y blev gjort gennemgående. A bad Trafikministeriet om at behandle spørgsmålet om vejene skulle være gennemgående, også under hensyn til at A havde fået oplyst at Politimesteren i Esbjerg ikke fandt det hensigtsmæssigt at opsætte gennemkørselforbudt-skilte.

Politimesteren i Esbjerg oplyste den 5. november 1996 over for K Kommune at man efter en besigtigelse ikke fandt grundlag for at ændre opfattelse, og at man derfor ikke kunne godkende opsætning af gennemkørselforbudt-skilte.

Trafikministeriet svarede den 12. november 1996 på A’s henvendelse af 27. oktober 1996. Ministeriet skrev bl.a. følgende

“...

Ministeriet skal i den anledning henvise til, at ministeriets afgørelse foreligger med brev af 20. september 1996. Det følger af ministeriets afgørelse, at kommunen efter ministeriets opfattelse ikke har handlet i strid med forvaltningsretlige regler, ligesom det er præciseret, at ministeriet kan foretage en retlig prøvelse af kommunen, men hverken en teknisk vurdering af projektet eller en egentlig revision af regnskabet.

Da De ikke i Deres klage nærmere har motiveret, hvilke forvaltningsretlige regler kommunen har tilsidesat, har ministeriet ikke haft grundlag for i sin afgørelse at tage stilling til konkrete forvaltningsretlige regler.

For så vidt angår Deres oplysning om, at Trafikministeriet ved sagens start forlangte de forvaltningsmæssige sider af sagen overdraget fra Tilsynsrådet for Ribe Amt, er forholdet det, at tilsynsrådet på baggrund af Deres henvendelse dertil videresendte denne til Trafikministeriet, idet spørgsmål om vejlovgivningen henhører under dette, og idet Trafikministeriet i forbindelse hermed kan tage stilling til, om en afgørelse kan tilsidesættes som ulovlig efter forvaltningslovens regler eller almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

For så vidt angår Deres efterlysning af dokumentation for kommmunens oplysning om, at en gennemførsel af vejene (X) og (Y) som gennemgående vej skulle have været en betingelse for udstykningen af den tidligere matr. nr. ( ) fremgår det af de fra (K) Kommune modtagne dokumenter, at der i forbindelse med udstykning af matr. nr. ( ) (Y) blev etableret vejforbindelse fra matr. nr. ( ) til vej matr. nr. ( ) (X), hvorved parcellerne matr. nr. ( ) m. fl. fik direkte vejadgang til (S-vej). Det var landinspektørens forslag, som blev godkendt af kommunen.

Udstykning af parcellerne fra matr. nr. ( ) skete dog på vilkår, at al kørsel til og fra parcellerne ikke skete over matr. nr. ( ) eller parceller udstykket heraf, forinden en eksisterende vej (X), fortløbende over denne ejendom, var udbygget og befæstet efter en af vejmyndighederne forud tiltrådt plan.

Ministeriet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at de betingelser, der lå til grund for udstykningen ikke har betydning for lovligheden af kommunen afgørelse om udbedring af (X), eller om vejen skal afspærres. Kommunen kan i alle tilfælde nægte at give tilladelse til en afspærring, hvis den finder, at der bør være bedre mulighed for gennemkørsel.

De oplyser endelig, at politiet ikke anser et gennemkørselsforbud alene ved hjælp af skiltning for hensigtsmæssigt, hvilket skulle være meddelt (K) Kommune, som herefter ikke vil kunne overholde sit løfte om en sådan skiltning.

Trafikministeriet har som klagemyndighed efter privatvejslovens § 7 ikke mulighed for at behandle dette spørgsmål, idet det dog bemærkes, at politiets afslag ikke kan føre til, at kommunens afgørelse er retsstridig.

...”

Trafikministeriet gjorde A opmærksom på at han havde mulighed for at klage til mig.

Den 29. november 1996 skrev A til Trafikministeriet at han flere gange havde anført at K Kommune konsekvent havde undladt at svare på og bekræfte modtagelsen af breve. A bad på denne baggrund om ministeriets bemærkninger til kommunens sagsbehandling, eller - hvis en sådan behandling af sagen faldt uden for ministeriets kompetenceområde - at ministeriet videresendte sagen til den relevante myndighed.

I brev af 15. august 1997 svarede Trafikministeriet bl.a. følgende

“...

I ovennævnte brev henviser De til ’Vejledning til forvaltningslovens § 205, 2. afsnit og §§ 206- 208’.

Trafikministeriet skal i den anledning gøre opmærksom på, at vejledningen ikke indeholder bindende bestemmelser, men alene vejledning om bestemmelserne i forvaltningsloven. Punkterne 205-208 på siderne 100 og 101 i vejledningen indeholder således en generel henvisning til spørgsmål om svarfrist mv. i forbindelse med den offentlige forvaltning.

Det fremgår af ovennævnte punkter i vejledningen, at forvaltningsloven ikke indeholder generelle regler om varigheden af behandlingen af en sag, fordi opgavernes karakter og omfang kan være meget forskellig.

For så vidt angår den tid der er medgået, før (K) kommune har besvaret Deres henvendelser, deler ministeriet Deres opfattelse af, at henvendelser fra borgere bør besvares hurtigst muligt, men spørgsmålet om hvad ’hurtigst muligt’ er i det konkrete tilfælde, må bero på et konkret skøn. Dette skøn kan ministeriet ikke tage stilling til, jf. det tidligere oplyste om, at ministeriet kun kan tage stilling til retlige spørgsmål.

Ministeriet skal beklage den lange ekspeditionstid, men foretager sig herefter ikke videre i sagen.”

A klagede den 14. september 1997 til mig over afgørelsen om istandsættelse af vejen. A klagede desuden over K Kommunes og Trafikministeriets sagsbehandling.

I anledning af A’s klage indhentede jeg en udtalelse fra K Kommune og Trafikministeriet. K Kommune oplyste i udtalelse af 7. november 1997 at man ikke havde yderligere kommentarer. Trafikministeriet skrev i udtalelse af 26. november 1997 bl.a. følgende

“...

Efter Trafikministeriets opfattelse har (K) Kommune truffet en lovlig afgørelse vedrørende istandsættelse af og vejbidrag til (X).

(A) klagede herefter i brev af 27. oktober 1996 til Trafikministeriet over ministeriets manglende gennemgang af den forvaltningsmæssige side af (K) Kommunes behandling af sagen.

Trafikministeriet besvarede klagen med henvisning til, at ministeriet alene kan foretage en retlig prøvelse af kommunens afgørelse og således hverken en teknisk vurdering af projektet eller en egentlig revision af regnskabet.

Herudover anførte ministeriet, at (A) ikke havde angivet, hvilke konkrete forvaltningsmæssige bestemmelser, (K) Kommune havde tilsidesat, hvorfor ministeriet ikke havde grundlag for at tage stilling til spørgsmålet,

(A) oplyste i brev af 29. november 1996 til ministeriet, at det i brev af 9. april 1996 til ministeriet fremgik, hvilke forvaltningsmæssige bestemmelser, (K) Kommune havde tilsidesat, idet kommunen konsekvent nægtede at besvare henvendelser og give oplysning om materialeforbrug.

Trafikministeriet besvarede (A)’s brev den 15. august 1997 med oplysning om, at forvaltningsloven ikke indeholder generelle regler om varigheden af behandlingen af en sag, fordi opgavernes karakter og omfang kan være meget forskellig.

Efter ministeriets opfattelse kunne (K) Kommunes sagsbehandling dog have været gennemført på kortere tid.”

I brev af 30. december 1997 kommenterede A udtalelserne og skrev bl.a. følgende

“...

Jeg og mange af de øvrige berørte grundejere finder, at (K) Kommune har overtrådt de gældende regler, jvf. den tidligere indsendte korrespondance. Jeg bad derfor Tilsynsrådet for Ribe Amt behandle sagen, men det har Trafikministeriet så forhindret det i ved at forlange hele sagen overdraget. Jeg kan ikke tro, at det i et retssamfund er muligt på den måde at forhindre behandlingen af en klage. Det er dog glædeligt, at Trafikministeriet erkender, at (K) Kommue har kunnet gennemføre sagsbehandlingen på kortere tid.

...”

På baggrund af A’s bemærkninger bad jeg Trafikministeriet om en ny udtalelse. Af ministeriets udtalelse af 6. marts 1998 fremgik bl.a. følgende

“For så vidt angår (A)’s påstand om, at ministeriet har forhindret sagens behandling ved at forlange sagen oversendt fra Tilsynsrådet for Ribe Amt, er forholdet det, at (A) i brev af 8. april 1995 til Tilsynsrådet for Ribe Amt anmodede tilsynsrådet om at vurdere, om (K) Kommune havde overholdt gældende lovgivning og i brev af samme dato til Trafikministeriet klagede over kommunens afgørelse.

Ribe Statsamt besvarede den 17. maj 1995 (A)’s brev med meddelelse om, at tilsynsrådet ikke som generel tilsynsmyndighed kan behandle en klage, når klagen samtidig er indbragt for og behandles af en i lovgivningen særligt nævnt speciel tilsynsmyndighed. Endvidere meddeler statsamtet, at tilsynsrådets sekretariat har rettet henvendelse til Trafikministeriet, som har bekræftet, at det har taget klagerne under behandling og allerede sendt dem til (K) Kommune til udtalelse.

Herudover har ministeriet i svar af 12. november 1996 på (A)’s brev af 27. oktober 196 forklaret, at tilsynsrådet havde videresendt sagen til ministeriet som følge af, at spørgsmål om vejlovgivningen henhører under dette ministerium.

...”

I brev af 2. april 1998 kommenterede A Trafikministeriets udtalelse.

Den 19. januar 1999 sendte jeg en foreløbig redegørelse for sagen til Trafikministeriet. Jeg skrev at jeg var indstillet på at henstille til Trafikministeriet at genoptage sagen idet der efter min opfattelse var grundlag for at kritisere både K Kommunes og Trafikministeriets sagsbehandling. Jeg fandt det dog mest korrekt at afgive min udtalelse i foreløbig form, så Trafikministeriet kunne få lejlighed til at udtale sig om sagen inden jeg afgav min endelige udtalelse.

Vejdirektoratet oplyste i brev til K Kommune af 29. januar 1999 – som blev sendt til mig i kopi – at behandlingen af klager efter vejlovgivningen fra den 1. oktober 1998 var henlagt til direktoratet. Trafikministeriet havde på den baggrund bedt direktoratet om at besvare min henvendelse. Direktoratet bad samtidig K Kommune om en udtalelse om det jeg havde anført i min foreløbige redegørelse.

Vejdirektoratet kommenterede i brev af 28. april 1999 min foreløbige redegørelse. Direktoratet skrev bl.a. følgende

“...

Vejdirektoratet kan oplyse, at behandlingen af klager efter vejlovgivningen ved bekendtgørelse nr. 681 af 17. september 1998 om henlæggelse af opgaver til Vejdirektoratet pr. 1. oktober 1998 er henlagt til Vejdirektoratet.

På denne baggrund har Trafikministeriet, uanset at der er tale om en klage over en afgørelse truffet af ministeriet før 1. oktober 1998, anmodet Vejdirektoratet om at besvare henvendelsem.

Vejdirektoratet har modtaget vedlagte henvendelse af 4. marts 1999 fra (K) Kommune.

Vejdirektoratet kan oplyse, at direktoratet er enig i,

· at prøvelsen af retlige spørgsmål, efter privatvejslovens § 7, stk. 1, også omfatter overholdelse af almindelige forvaltningsretlige regler, herunder bestemmelserne i forvaltningsloven,

· at det er en beklagelig fejl, at klagerne ikke har fået tilsendt kopi af K Kommunes udtalelse af 19. maj 1995 med bilag, og

· at ministeriet burde have påtalt de sagsbehandlingsfejl - partshøringsfejl og utilstrækkelig begrundelse - som kommunen har begået.

Vejdirektoratet har samtidig taget til efterretning, at De - modsat Trafikministeriet - skønner, at ministeriet for at få sagen tilstrækkeligt belyst burde have indhentet samtlige sagsakter fra kommunen.

På denne baggrund har Vejdirektoratet ikke bemærkninger til Deres foreløbige afgørelse.

...”

Af K Kommunes brev af 4. marts 1999 til Vejdirektoratet fremgik at kommunen ikke havde yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

“Kommunalbestyrelsen i (K) Kommune har i medfør af § 13, stk. 2, i lov om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 712 af 11. september 1997) bestemt at reglerne i lovens afsnit I, II og IV om private fællesveje i byer og bymæssige områder skal finde anvendelse i kommunens sommerhusområder.

Afgørelsen om istandsættelse og vedligeholdelse af vejene (X) og (Y) er på den baggrund truffet efter bestemmelserne i lovens afsnit III, kapitel 10, §§ 57, 58, 59, 61 og 62. Bestemmelserne har følgende ordlyd

’Kap 10. Istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje

Grundejernes forpligtelser

Udtalelser 1999 457 Valid

Resumé

En kommune traf afgørelse om at en privat fællesvej skulle sættes i stand. Afgørelsen blev bl.a. truffet på baggrund af redegørelser indhentet fra et rådgivende ingeniørfirma. Kommunen havde inden afgørelsen informeret de berørte lodsejere og sat en frist til at komme med indsigelser, men ikke medsendt grundlaget for den påtænkte beslutning – herunder redegørelserne fra ingeniørfirmaet. En lodsejer klagede over afgørelsen til Trafikministeriet. Ministeriet stadfæstede afgørelsen og mente ikke der var grundlag for at kritisere kommunens sagsbehandling.

Efter ombudsmandens opfattelse var de berørte lodsejere parter i forhold til kommunens afgørelse om istandsættelse af vejen. Ombudsmanden mente derfor at kommunen burde have partshørt lodsejerne over oplysningerne i redegørelserne fra ingeniørfirmaet. Ombudsmanden mente desuden at kommunens begrundelse for afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Trafikministeriet burde have påtalt de sagsbehandlingsfejl som kommunen havde begået, og burde have taget stilling til hvilken indvirkning fejlene skulle have på den trufne afgørelse. Endvidere var sagen ikke tilstrækkeligt oplyst i forbindelse med behandlingen i Trafikministeriet, og Trafikministeriet havde også begået en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Trafikministeriet at genoptage sagen eller at foranledige at Vejdirektoratet, som på tidspunktet for ombudsmandens udtalelse havde fået overladt kompetencen til at behandle klagesager i henhold til lov om private fællesveje, genoptog sagen. (J.nr. 1997-2518-516).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →