Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav
Statutory Text (5 Articles)
§ 12 stiller således krav om at myndighederne senest samtidig med anerkendelsen af arbejdsskaden underretter skadelidte om at man ved fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen og mengodtgørelsen vil tage forbehold for en forudbestående lidelse. Efter myndighedernes praksis betragtes § 12, stk. 2, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade som en ordensforskrift og ikke som en gyldighedsbetingelse, jf. Den Sociale Ankestyrelses Sociale Meddelelser, meddelelse U-7-97, og Ole Behn og Viggo Bertram, Arbejdsskadeforsikringsloven, 3. kommenterede udgave (1997), s. 305. Det vil sige at manglende underretning af skadelidte om et forbehold for en forudbestående lidelse ikke efter myndighedernes praksis medfører at der ved fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen eller mengodtgørelsen skal ses bort fra den forudbestående lidelse. Når henses hertil, forekommer det ikke rimeligt at udelukke en skadelidt muligheden for at påklage myndighedernes forbehold for en forudbestående lidelse selv om klagen ikke fremsættes i forbindelse med anerkendelsen af arbejdsskaden hvor forbeholdet blev taget, men først fremsættes i forbindelse med fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen eller mengodtgørelsen – særligt når erstatningen/godtgørelsen reduceres som følge af forbeholdet.
Ad. 2
Det er et grundlæggende princip i forvaltningsretten at den myndighed der skal træffe afgørelse i en given sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette princip kaldes officialprincippet.
Officialprincippet indebærer at myndigheden har pligt til at sikre sig, dels at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den foreliggende sag, dels at disse oplysninger er korrekte.
Jeg har forstået Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser således at man har lagt til grund at Deres samlede erhvervsevnetab er 65 pct. Jeg har endvidere forstået at man har lagt til grund at De på tidspunktet for arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde en forudbestående lidelse i form af en skulderlidelse, og at myndighederne derfor har fastsat Deres erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden til 50 pct.
I Deres sag medfører officialprincippet at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse har pligt til at sikre at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at belyse at De før arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde en skulderskade som nedsatte Deres erhvervsevne med 15 pct.
Som sagen er oplyst for mig, fremgår det at De efter en kort sygemelding i forbindelse med ulykkestilfældet af 23. oktober 1992 - der ikke blev anerkendt som en arbejdsskade - genoptog Deres arbejde på fuld tid. Det fremgår endvidere at De fortsatte med Deres arbejde på fuld tid frem til ulykkestilfældet af 13. januar der blev anerkendt som en arbejdsskade. Først efter arbejdsskaden af 13. januar 1993 blev De ansat i en skånestilling og ophørte siden helt med at arbejde. Det fremgår imidlertid ikke med tilstrækkelig klarhed hvilke arbejdsopgaver De varetog i perioden mellem ulykkestilfældet af 23. oktober 1992 og arbejdsskaden af 13. januar 1993.
For så vidt angår det lægelige grundlag for med henvisning til en forudbestående skulderlidelse at foretage en reduktion af Deres erhvervsevnetabserstatning, fremgår det af lægeerklæring I at De før arbejdsskaden af 13. januar 1993 skulle have haft en skulderlidelse. Lægeerklæring I er en foreløbig erklæring som afgives i forbindelse med anmeldelsen af en formodet arbejdsskade. Deres læge, (B), som udfyldte lægeerklæring I, har siden afvist at De før arbejdsulykken af 13. januar 1993 skulle have haft en skulderlidelse.
Hertil kommer at det af visse af de øvrige lægelige oplysninger synes at fremgå at De ikke havde problemer med Deres skuldre før arbejdsskaden af 13. januar 1993. Jeg skal i den forbindelse henvise til speciallægeerklæring af 2. december 1993 fra (E) hvoraf det fremgår at De ingen gener havde efter ulykkestilfældet af 23. oktober 1992 og derfor kunne genoptage Deres sædvanlige arbejde uden problemer. Jeg skal endvidere henvise til en udtalelse af 1. oktober 1993 fra speciallæge (C) hvoraf det fremgår at De i forbindelse med ulykkestilfældet af 23. oktober 1992 undergik en røntgenundersøgelse som viste normale forhold.
Det forhold at De i en periode på ca. tre måneder er udsat for to ulykkestilfælde på Deres arbejdsplads der begge koncentrerer sig om Deres skuldre, må efter min mening skærpe kravene til præcisionen i myndighedernes oplysningsgrundlag. Derfor må såvel det lægelige grundlag som oplysningsgrundlaget i øvrigt – f.eks. vedrørende omfanget og karakteren af Deres arbejde i perioden mellem de to ulykkestilfælde – efter min vurdering karakteriseres som for spinkelt til at foretage en reduktion i erstatningen for tab af erhvervsevne.
Samlet set er det derfor min opfattelse at oplysningsgrundlaget i Deres arbejdsskadesag ikke har været tilstrækkeligt hvilket jeg finder beklageligt.
4. Sammenfatning
Set i lyset af Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses utilstrækkelige begrundelser og utilstrækkelige oplysningsgrundlag ved afgørelserne af 12. maj 1997 og 4. august 1997, må jeg anse det for mindre foreneligt med kravet i § 13 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade – hvorefter et tab af erhvervsevne anses for at være en følge af arbejdsskaden medmindre ’ overvejende sandsynlighed ’ taler herimod – at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse under henvisning til en forudbestående skulderlidelse har foretaget en reduktion i Deres erhvervsevnetabserstatning. Jeg har derfor henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen.
Jeg har i den forbindelse bemærket mig den seneste retspraksis hvorefter myndighederne er blevet pålagt en tung bevisbyrde for at en del af erhvervsevnetabet ved en arbejdsskade skyldes en forudbestående lidelse. Jeg har endvidere bemærket mig Arbejdsskadestyrelsens praksisændring.
Jeg beder Dem afvente Ankestyrelsens fornyede behandling af sagen før De tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig.
”
Den 12. juli 1999 orienterede Den Sociale Ankestyrelse mig om at styrelsen havde genoptaget sagen.
Jeg meddelte derfor at jeg ikke foretog mig mere i sagen på det foreliggende grundlag.
Den 23. november 1999 traf Ankestyrelsen en ny afgørelse i sagen og hjemviste sagen til fornyet behandling i Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen henviste til at de tidligere afgørelser i sagen var truffet på et forkert lægeligt grundlag.
NOTER: (*1) FOB 1990, s. 458.
§ 13 opstiller en formodning for en tilstands sammenhæng med en anerkendt arbejdsskade, og det skal ved afgørelser om bl.a. tab af erhvervsevne lægges til grund at der er en sådan sammenhæng medmindre overvejende sandsynlighed taler derimod. Det følger derfor samtidig af § 13 at det påhviler myndighederne at påvise at der med overvejende sandsynlighed foreligger andre årsager til erhvervsevnetabet end arbejdsskaden.
Der har ved domstolene verseret en række sager om betydningen af en forudbestående lidelse for fastsættelsen af erhvervsevnetabet i arbejdsskadesager. Af retspraksis kan det udledes at myndighederne pålægges en tung bevisbyrde for at en del af det endelige erhvervsevnetab skyldes en forudbestående lidelse. Jeg skal i den forbindelse bl.a. henvise til Højesterets dom af 3. september 1998 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1627.
På baggrund af Højesterets dom har Arbejdsskadestyrelsen i februar 1999 i ’Nyt om arbejdsskader’ fastlagt en praksis for hvornår der som følge af en forudbestående lidelse kan fradrages i en erstatning. Om denne fremgår følgende
’...
Styrelsen har nu fastlagt en praksis for, hvornår der kan fradrages i en erstatning under henvisning til, at den pågældende har en forudbestående lidelse. Denne praksis indebærer, at styrelsen alene foretager fradrag for forudbestående lidelse, når
der foreligger lægelig dokumentation for den forudbestående lidelses eksistens og for, at lidelsen har været symptomgivende før arbejdsskaden, eller der foreligger en sikker prognose for, at lidelsen ville have givet symptomer, selvom skaden ikke var sket, og
det er klart, at den forudbestående lidelse konkret påvirker erhvervsevnen, altså er medvirkende til nedsættelsen af erhvervsevnen. Det kan fx være dokumenteret ved sygefravær forud for arbejdsskaden, ved sygebehandling inden arbejdsskaden eller ved en sikker prognose for, at lidelsen med tiden ville påvirke erhvervsevnen, selvom skaden ikke var sket. Der kan således ikke fradrages i erstatningen, når der alene foreligger en generel lægelig dokumentation.
Arbejdsskadestyrelsen har samtidig skærpet kravene til de begrundelser, der skal gives, når der fradrages i erstatningen. Det skal fx oplyses i afgørelsen, hvordan Arbejdsskadestyrelsen har vægtet den forudbestående lidelse i forhold til den samlede varige mén og/eller erhvervsevnetab, ligesom vægtningen skal begrundes.
...’
3. Myndighedernes afgørelser
Jeg har begrænset min undersøgelse af myndighedernes afgørelser til at omfatte
Myndighedernes begrundelser for afgørelserne.
Myndighedernes sagsoplysning.
Ad. 1
Skriftlige afgørelser der ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens § 22 være ledsaget af en begrundelse.
Jeg har tidligere i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 458ff, udtalt at en skadelidt i en arbejdsskadesag der ikke ved myndighedernes afgørelser tildeles den maksimale ydelse i henhold til loven, skal have en begrundelse medmindre der i forvejen foreligger en tilkendegivelse der viser at vedkommende stiller sig tilfreds med et mindre beløb (s. 484-485).
Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse vurderede ved afgørelserne af henholdsvis 12. maj 1997 og 4. august 1997 at Deres erhvervsevnetab udgjorde 50 pct. Da De således ikke fik medhold fuldt ud, var myndighederne forpligtet til at begrunde afgørelserne.
Forvaltningslovens § 24 stiller følgende krav til en begrundelse
’ § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
...’
Begrundelsen skal efter § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 227, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371.
Afgørelsen af et erhvervsevnetabs størrelse bygger på en lægefaglig vurdering. Myndighederne skal derfor for at opfylde begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 angive de hovedhensyn myndighederne har lagt til grund ved udmålingen af erhvervsevnetabet, og som er bestemmende for fastsættelsen af erhvervsevnetabet, herunder en henvisning til den forudbestående lidelse.
Afgørelserne skal ligeledes indeholde oplysning om hvor stor en procentdel erhvervsevnetabserstatningen er reduceret med som følge af den forudbestående lidelse - altså med andre ord en angivelse af hvilken erhvervsevnetabsprocent den forudbestående lidelse blev vurderet til. Et tidligere meddelt forbehold ved anerkendelsen af et ulykkestilfælde som en arbejdsskade fritager ikke myndigheden for at omtale disse forhold i afgørelsen hvis myndigheden faktisk reducerer erstatningen på denne baggrund.
Om fornødent skal myndighederne angive hvilke faktiske omstændigheder der var tillagt væsentlig betydning for afgørelserne.
A. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997
Af begrundelsen for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997 fremgår det at styrelsen har lagt vægt på de sociale oplysninger der var indhentet efter styrelsens tidligere afgørelse af 19. marts 1996, og på at De på det tidspunkt var blevet tilkendt førtidspension.
Det fremgår ikke af Arbejdsskadestyrelsens begrundelse hvilke lægelige oplysninger der begrunder styrelsens fastsættelse af erhvervsevnetabet til 50 pct. Det fremgår heller ikke af styrelsens begrundelse at Deres erhvervsevnetab blev reduceret på grund af en forudbestående lidelse, og det er derfor heller ikke angivet hvilken erhvervsevnetabsprocent den forudbestående lidelse blev vurderet til.
Når henses til at De er blevet tilkendt mellemste førtidspension som forudsætter et erhvervsevnetab på 65 pct., hjælper Arbejdsskadestyrelsens angivelse af at styrelsen har lagt vægt på at De er blevet tilkendt førtidspension, ikke med til at give Dem en forklaring på hvorfor styrelsen fandt at Deres erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden af 13. januar 1993 udgjorde 50 pct.
Jeg havde derfor fundet det ønskeligt om styrelsen over for Dem i den forbindelse havde redegjort for forskellen mellem en erhvervsevnetabsvurdering efter pensionslovens regler, og en erhvervsevnetabsvurdering efter regler i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Vurderingen af erhvervsevnetabet efter reglerne i pensionsloven er en anden end den vurdering som foretages efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Myndighederne er ved behandlingen af Deres arbejdsskadesag ikke bundet af den vurdering af Deres erhvervsevnetab som myndighederne har foretaget på baggrund af pensionslovens regler i Deres pensionssag. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter reglerne i pensionsloven tages bl.a. vedkommendes samlede helbredstilstand i betragtning. Foretages vurderingen derimod efter reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, fastsættes erhvervsevnetabet efter de helbredsgener som arbejdsskaden har medført. Skadelidtes forudbestående lidelser tages kun i betragtning hvis de under alle omstændigheder havde betydning for erhvervsevnen. Myndighederne er således berettiget og forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab efter reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1167.
På denne baggrund er det min opfattelse at Arbejdsskadestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 12. maj 1997 ikke opfylder kravene i forvaltningslovens § 24 hvilket jeg finder beklageligt. De anførte mangler synes ikke at være afhjulpet ved Arbejdsskadestyrelsens udtalelse til mig af 30. marts 1998 der for hovedpartens vedkommende vedrører styrelsens afgørelse af 19. marts 1996 og kun sporadisk afgørelsen af 12. maj 1997.
B. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. august 1997
Ankestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført at styrelsen finder at alene 3/4 af Deres samlede erhvervsevnetab på 65 pct. skyldes arbejdsskaden af 13. januar 1993. Det fremgår endvidere af Ankestyrelsens begrundelse at styrelsen har lagt vægt på de lægelige oplysninger, herunder på at det af lægeerklæring I af 3. juni 1993 fremgår at De på dette tidspunkt var i behandling for en skulderskade fra den 23. oktober 1992, og at De havde oplyst at tilstanden forværredes i forbindelse med hændelsen af 13. januar 1993.
Blandt sagens akter foreligger der flere lægelige oplysninger som synes at tale imod at De før arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde en skulderlidelse. Jeg skal her bl.a. henvise til speciallægeerklæring af 2. december 1993 fra speciallæge (E). Jeg skal endvidere henvise til at Deres læge - som havde udfyldt lægeerklæring I af 3. juni 1993 - efterfølgende i en statusbedømmelse af 10. oktober 1994 og i en udtalelse af 5. juni 1996 har afvist eksistensen af en forudbestående skulderlidelse. Det fremgår ikke af Ankestyrelsens begrundelse hvilken betydning disse modstridende oplysninger har haft for Ankestyrelsens vurdering af Deres erhvervsevne.
Det er derfor min opfattelse at heller ikke Ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 4. august 1997 opfylder kravene i forvaltningslovens § 24 hvilket jeg finder beklageligt.
Den mangelfulde begrundelse er efter min opfattelse ikke afhjulpet ved Ankestyrelsens senere udtalelse af 29. april 1998 hvor jeg havde bedt Ankestyrelsen om at udtale sig specifikt om vurderingsgrundlaget for den procentvise fastsættelse af Deres forudbestående skulderlidelse. Det fremgår heller ikke heraf hvilken betydning de lægelige oplysninger som taler imod eksistensen af en forudbestående skulderlidelse, havde for Ankestyrelsens vurdering.
Endelig for så vidt angår Ankestyrelsens bemærkning i afgørelsen af 4. august 1997 om at De først på daværende tidspunkt protesterede mod myndighedernes forbehold for en forudbestående skulderlidelse, skal jeg anføre at det af min gengivelse af sagens forløb fremgår at Forbundet Metal, (X-by), på Deres vegne klagede over at Arbejdsskadestyrelsen den 3. september 1993 tog forbehold for en forudbestående lidelse ved anerkendelsen af Deres arbejdsskade. Forbundet trak dog efterfølgende sin klage tilbage, men det fremgår endvidere af min sagsfremstilling at forbundet på ny i breve af 19. juli 1994 og 25. august 1994 klagede over forbeholdet, og at De selv efterfølgende flere gange har klaget til myndighederne over forbeholdet.
Hertil skal jeg endvidere anføre at det er min opfattelse at det forhold at en skadelidt ikke har påklaget et forbehold som tages i forbindelse med anerkendelsen af en arbejdsskade, ikke fratager skadelidte retten til senere i forbindelse med myndighedernes fastsættelse af erhvervsevnetabserstatningen og mengodtgørelsen at påklage forbeholdet når dette faktisk har medført en reduktion af erstatningen/godtgørelsen. Jeg skal i den forbindelse henvise til myndighedernes praksis vedrørende § 12, stk. 2, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade som har følgende ordlyd
’Godtgøres det, at den anmeldte personskade ikke udelukkende er forvoldt af den anmeldte skade, skal skadelidte underrettes herom senest samtidig med meddelelsen om skadestilfældets anerkendelse, jf. § 23.’
Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav
Sagens omstændigheder var følgende
A var den 13. januar 1993 udsat for en ulykke da han i forbindelse med sit arbejde som reparatør for (virksomheden) M skulle stige om bord på kranen N ved at svinge sig fra en mindre motorbåd. Ombordstigningen foregik ved at motorbåden lagde sig op på siden af kranen N. Når en bølge løftede motorbåden op, skulle man gribe fat om rælingen på kranen N og svinge sig om bord. Ved ombordstigningen den 13. januar 1993 som efter A’s oplysninger foregik i stormvejr, mistede A imidlertid fodfæstet på det våde dæk og kom til at hænge i begge arme i rælingen indtil han igen fik fat med fødderne på dækket.
Det fremgik endvidere af sagen at A tidligere i sin stilling som reparatør for (virksomheden) M havde været udsat for en ulykke. I forbindelse med afkortningen af en stor nøgle som anvendtes på dækket, fik A den 23. oktober 1992 et smæld i højre skulder da han forsøgte at brække nøglen efter næsten at have gennemskåret denne. Efter ulykken var A sygemeldt fra den 26. november 1992 til den 14. december 1992. Arbejdsskadestyrelsen afslog i brev af 24. marts 1993 at anerkende ulykkestilfældet som en arbejdsskade, og Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede den 12. oktober 1993 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Som følge af arbejdsulykken af 13. januar 1993 var A sygemeldt frem til 1. april 1993 hvor han blev ansat i en skånestilling som opsynsmand i motorrummet på storebæltsfærgerne. A blev igen sygemeldt den 8. januar 1994, og den 7. maj 1994 blev A sagt op. A modtager nu mellemste førtidspension.
Da ulykkestilfældet af 13. januar 1993 medførte store smerter i begge A’s skuldre, anmeldte A den 24. maj 1993 hændelsen som en arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen.
I “lægeerklæring I” som A’s læge, B, afgav den 3. juni 1993 i forbindelse med anmeldelsen, var følgende anført vedrørende A’s forklaring om årsagen til arbejdsulykken
“Pt var på dette tidspunkt i behandling hos speciallæge (C) (X-by) for allerede anmeldt skulderskade okt. 92. Ved konsultationen 26.1.93 har jeg intet noteret om yderligere tilskadekomst 13.1.93, men pt har senere oplyst, at tilstanden forværredes i forbindelse med ombordstigning fra motorbåd til kran i rum sø med bølgegang, hvor han pludselig måtte gribe fast med hænderne for ikke at falde i vandet og mistede fodfæste og følte træk i arme og skuldre. (jan 93).”
Til brug for Arbejdsskadestyrelsens behandling af A’s sag forelå de akter der indgik ved styrelsens behandling af det tidligere anmeldte ulykkestilfælde af 23. oktober 1992.
Af “lægeerklæring I” som var afgivet af A’s læge, B, den 26. januar 1993 i forbindelse med anmeldelsen af ulykken af 23. oktober 1992, fremgik følgende om A’s helbredsforhold før ulykken
“1987 behandling for ve. sidig supraspin tendinit, men det var et overstået fænomen.
I øvrigt ikke lidelser af betydning for skulder.”
Som svar på erklæringens spørgsmål om hvad skadelidte havde angivet om årsagen til lidelsens opståen, havde A’s læge anført følgende
“Gennem en måneds tid fornemmelser fra hø skulder. Et døgn inden konsultationen på arbejdspladsen, skulle han tage et tag med armen og følte smæld i højre skulder og herefter straks voldsomme smerter og pga smerter kunne han ikke løfte armen udad-opad.”
Endvidere havde A’s læge skrevet således som svar på erklæringens spørgsmål om hvilke sygelige forandringer ulykkestilfældet havde bevirket
“God kraft ved rotation. Ømhed supraspinatus tilhæftning og smerter ved forsøg på abduktion.”
I et spørgeskema som Arbejdsskadestyrelsen havde bedt A udfylde til brug for styrelsens behandling af ulykkestilfældet af 23. oktober 1992, havde A den 18. februar 1993 anført følgende som svar på spørgsmålet om hvorvidt han efter ulykkestilfældet genoptog sit arbejde
“Da det blev mig oplyst, at der ikke var synlige skader på højre skulder, aftalte jeg med Maskinchef (D), at jeg kun skulle være stand by i kontrolrummet på min arbejdsplads ombord på (kranen N).”
Den 3. september 1993 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen ulykkestilfældet af 13. januar 1993 som en arbejdsskade. Styrelsen skrev dog følgende i afgørelsen
“...
Der kan kun ydes erstatning for arbejdsskadesagens følger. Ved beregningen af en eventuel erstatning vil der derfor blive taget hensyn til at der hos Dem er påvist en forudbestående skulderlidelse.
...”
Forbundet Metal, X-by, klagede på A’s vegne i brev af 7. september 1993 over at Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelsen af 3. september 1993 tog forbehold for en forudbestående skulderlidelse. I brev af 10. september 1993 skrev forbundet imidlertid til A at man havde trukket klagen af 7. september 1993 tilbage. Af forbundets brev fremgik følgende
“ Vedr. Skrivelse til Arbejdsskadestyrelsen af 7. september 93.
Gode ven!
Undertegnede har telefonisk fået besked fra styrelsen at vor skrivelse samt Styrelsens formulering har forudsaget nogle misforståelser.
På nuværende tidspunkt er der ikke truffet nogle afgørelser, derfor skal der ikke ankes. Sætningen ’en forudbestående skulderlidelse’ skal ikke forstås som et minus, ved kommende afgørelser er den uvedkommende.
Styrelsen er ved at indhente oplysninger fra forskellige læger, og dem af dig krævede vil blive tilsendt, når du får alle akter. Jeg har derfor truffet anken indtil vi får set afgørelsen, hvorefter du bestemmer om den skal ankes.
Dette til din orientering.”
Til brug for den videre behandling af A’s arbejdsskadesag forelå bl.a. en udtalelse fra speciallæge i reumatologi, C, og en speciallægeerklæring fra speciallæge i ortopædisk kirurgi, E.
Speciallæge C udtalte den 1. oktober 1993 følgende
“23/10 1992 til 4/8 1993 undersøgt og behandlet for skuldersmerter, der har været beskeden tilstede gennem nogle uger, men idet han på arbejdspladsen tog et tag for at trække en metalgenstand, fik han et voldsomt smertende smæld i højre skulder så kraftigt, at armen faldt ned, inden han fik gennemført trækket.
Ved de første undersøgelser her fandtes der lokal irritation omkring acromio-clavikulærleddet, supraspinatussene, og begge steder behandledes med blokader.
Efterfølgende røntgenundersøgelse var normal.
...
I marts 1993 var han nogenlunde smertefri, men stadig med bevægeindskrænkning med flektion 90 grader, abduktion 60 grader.
Maj 1993 genhenvist på grund af vedvarende smerter og bevægeindskrænkning, der var taget lidt til og samtidig sovende paræstesier til hånden samt intermitterende oplevelse af kraftnedsættelse.
På grund af meget brogede symptomkompleks henvistes han til EMG, som tydede på, at der havde været en plexuspåvirkning.
...
Konklusion: i forløbet, som primært har været udløst af en specifik belastning, har han udviklet periartrosesymptomer men jævnfør EMG må han oprindeligt også have haft en lille plexuslæsion.”
E skrev i en speciallægeerklæring af 2. december 1993 følgende om A’s helbredstilstand før arbejdsulykken af 13. januar 1993
“...
Øvrige lidelser
Frem til aktuelle altid været rask. Havde dog ca. 1 måned før aktuelle hændelse en fibersprængning i højre skulder, hvor han følte et smæld og påfølgende ømhed. Han var sygemeldt i 8 dage, gik til fysioterapi og mærkede herefter ikke noget til generne og kunne genoptage arbejdet uden problemer.
...”
I brev af 11. april 1994 oplyste overlæge F fra X-by Sygehus om resultatet af en røntgenundersøgelse sygehuset havde foretaget af A den 16. marts 1994. Det fremgik af brevet at A var kommet på venteliste for at få fjernet slimsæk under skulderen og for reparation af ledkapsel i skulderen.
Den 26. juni 1994 sendte A Arbejdsskadestyrelsen en kopi af journaludskrifterne for perioden 7. oktober 1993 til 24. maj 1994 fra arbejdsmedicinsk afdeling på X-by sygehus. I konklusionen var anført følgende
“ Konklusion
Størstedelen af patientens nuværende skuldergener er en følge efter arbejdsulykken januar 1993.”
Den 15. juli 1994 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A’s varige men som følge af arbejdsskaden af 13. januar 1993 kunne fastsættes til 8 pct., og at A derfor ville få udbetalt en godtgørelse på 28.400 kr. Af afgørelsen fremgik det at styrelsen havde lagt vægt på at A havde en massiv forudbestående skulderlidelse. Det fremgik endvidere at styrelsen ville revidere menspørgsmålet efter operationen.
Forbundet Metal, X-by, klagede i breve af 19. juli 1994 og af 25. august 1994 på A’s vegne over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om varigt men. Forbundet protesterede bl.a. over Arbejdsskadestyrelsens bemærkninger om at A forud for arbejdsulykken af 13. januar 1993 skulle have haft en massiv forudbestående skulderlidelse i højre skulder.
I brev af 31. august 1994 til Arbejdsskadestyrelsen redegjorde A for hvorfor der var tale om en misforståelse når Arbejdsskadestyrelsen var af den opfattelse at A forud for arbejdsulykken af 13. januar 1993 havde en forudbestående skulderlidelse. A skrev således følgende
“...
Ved ulykken d. 13. januar 1993 tror jeg at det er samme skade igen, og går til læge (C), og får her forbud mod at arbejde.
Sendes herfra til læge (G), (X-by), hvor det aftales at sende mig til (Z-by) Sygehus for rg. af skulderled.
Da jeg ikke hører fra (Z-by) Sygehus, kontakter jeg (G), og denne meddeler mig, at det ikke er nødvendigt med rg., da der ikke er nogle skader på skulderled.
Grundet min opfattelse af at det er skaden fra 13. oktober 1992 og, dette er min opfattelse, den fortsatte fokusering på højre skulder, selvom jeg påtaler smerter i venstre skulder og ryg, beskrives der derfor en massiv skulderlidelse, hørende fra 13. oktober 1992, hvilket ikke er tilfældet.
Smerterne i skuldre og ryg tiltager og jeg går til min egen læge, (B) (Y-by), som da denne hører hvad jeg siger, mener at der er tale om en helt ny situation, og arbejdsulykken anmeldes til styrelsen.
...”
Arbejdsskadestyrelsen traf den 20. oktober 1994 afgørelse om at A’s erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden af 13. januar 1993 var nedsat med mindre end 15 pct. Det betød at A ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Styrelsen besluttede samtidig at spørgsmålet om A’s erhvervsevnetab skulle genoptages den 1. februar 1995.
Den 15. november 1994 blev A opereret i højre skulder.
Den 21. december 1994 ændrede Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse vedrørende A’s varige men. Ankestyrelsen fandt at arbejdsskaden havde medført et varigt men på 12 pct. Ankestyrelsen havde desuden vurderet betydningen af A’s forudbestående lidelse i højre skulder til 4 pct. Det fremgik endvidere af Ankestyrelsens afgørelse at Arbejdsskadestyrelsen skulle tage spørgsmålet om mengradens størrelse op igen efter operationen af A’s skulder.
Den 25. januar 1995 blev A opereret i venstre skulder.
Arbejdsskadestyrelsen tog den 10. april 1995 A’s arbejdsskadesag op til revision. I den anledning indhentede styrelsen bl.a. akterne fra A’s pensionssag fra Y Kommune.
Det fremgik heraf at kommunen den 20. november 1995 havde indstillet A til mellemste førtidspension på grund af hans smerter i skulder, arme og ryg som fulgte efter arbejdsskaden af 13. januar 1993.
Det fremgik endvidere af en statusbedømmelse af 10. oktober 1994 udarbejdet af A’s læge, B, til brug for pensionssagen at det var hans opfattelse at A ikke forud for arbejdsulykken af 13. januar 1993 havde haft en skulderlidelse. I statusbedømmelsen var der således anført følgende
“...
Jeg har kendt patienten siden 1988. Der har tidligere været periodevise led-muskelsmerter, men mig bekendt ikke med langvarige sygemeldinger eller med så massive klager. Arbejdsskade januar 1993 og herefter voldsomme klager fra arme og skuldre. Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at der er tale om ulykke, og har vurderet méngraden til 8% og ved vurderingen lagt til grund at der var forudbestående ’massiv’ ledlidelse. Dette stemmer dog ikke overens med mine journalnotater og sagen er anket.
...”
Den 19. marts 1996 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A’s men som følge af arbejdsskaden nu kunne fastsættes til 15 pct. Samtidig traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A’s erhvervsevnetab udgjorde 50 pct. I begrundelsen for afgørelsen om A’s erhvervsevnetab skrev styrelsen følgende
“...
Afgørelsen om erhvervsevnetab er truffet på grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet. Vi er bekendt med, at De er indstillet til mellemste førtidspension, svarende til en nedsættelse af Deres erhvervsevne med 2/3, det vil sige ca. 65 %.
Det fremgår af de lægelige akter, at De havde en forudbestående lidelse i højre skulder før ulykken.
Vi har vurderet følgerne af ulykkestilfældet til at udgøre ca. 3/4 af Deres samlede erhvervsevnenedsættelse.
Vi har derfor fastsat erhvervsevnetabet som følge af ulykkestilfældet til at udgøre 50%.
...”
Det fremgik endvidere af afgørelsen at Arbejdsskadestyrelsen ville tage spørgsmålet om størrelsen af A’s erhvervsevnetab op igen den 1. marts 1997.
Den 16. april 1996 blev A af Revaliderings- og pensionsnævnet for Fyns Amt tilkendt mellemste førtidspension.
I brev af 10. juni 1996 anmodede A Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage hans sag. A skrev at han ikke forud for arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde haft problemer med sin skulder. A henviste i den forbindelse bl.a. til en udtalelse fra læge B af 5. juni 1996 som A havde vedlagt sit brev. Af udtalelsen fremgik følgende
“Brev til Arbejdsskadestyrelsen.
Man har til grund for afgørelsen af erstatningssagen for skulderlidelse lagt vægt på at der var massiv forudbestående skulderlidelse.
Jeg har kendt pt siden 1986. Jeg har kun 1. gang undersøgt pt for skulderlidelse nov-dec 1987. Venstresidig supraspinatus tendinit. Fik steroid indsprøjtning. Ved konsultation febr. 1988 i anden anledning (eksem og smerter nerve over det ene øje) fortalte pt at det gik godt med skulderen og var i fuldt arbejde igen. Siden har der ikke været klager over skuldre frem til mit notat 15.10.92. Der har været en del ledklager, men det har været fra knæ og fødder og nakke og albue.”
Arbejdsskadestyrelsen afslog den 16. august 1996 at genoptage A’s arbejdsskadesag. I begrundelsen for afgørelsen anførte styrelsen bl.a. følgende
“...
Vi har ikke fundet grundlag for at genoptage Deres sag.
...
Vi har lagt vægt på at de fremsendte oplysninger ikke kan ændre vores afgørelse om, at der er tale om en forudbestående skulderlidelse, jf. Lægeerklæring I fra 02-sagen vedrørende hændelsen den 23. oktober 1992. Vi finder derfor ikke anledning til at ændre ovennævnte afgørelser.
...”
Den 2. september 1996 klagede A over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 19. marts og 16. august 1996 til Den Sociale Ankestyrelse.
Den Sociale Ankestyrelse afviste i brev af 9. december 1996 at genoptage A’s arbejdsskadesag. Af brevet til A fremgik bl.a. følgende
“...
Begrundelsen for afgørelsen er, at der i Deres tilfælde ikke skønnes at være sket en væsentlig ændring af følgerne efter arbejdsskaden.
Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at der ikke siden Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 19. marts 1996 er fremkommet nye oplysninger, som kan give anledning til en genoptagelse af sagen. Det skal bemærkes, at allerede ved Ankestyrelsens afgørelse af 21. december 1994 blev der lagt vægt på, at De havde en forudbestående lidelse i højre skulder. Speciallæge (C)’s erklæring af 1. oktober 1993 forelå også ved denne afgørelse.
...”
Den 6. februar 1997 sendte A en foreløbig klage til Den Sociale Ankestyrelse over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 19. marts 1996 vedrørende fastsættelsen af A’s men og erhvervsevnetab.
Den 2. april 1997 skrev Arbejdsskadestyrelsen til A at hans arbejdsskadesag nu ville blive taget op til revision.
Den 8. maj 1997 sendte A sin endelige klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 19. marts 1996 til Den Sociale Ankestyrelse. A skrev at han fortsat var uforstående over for at han før arbejdsskaden af 13. januar 1993 skulle have haft en forudbestående skulderlidelse. A mente at der var tale om en misforståelse fra myndighedernes side.
Arbejdsskadestyrelsen traf den 12. maj 1997 afgørelse om at A’s erhvervsevnetab stadig udgjorde 50 pct. Af afgørelsen fremgik følgende
“Vi traf den 19. marts 1996 afgørelse om erhvervsevnetab i Deres sag og har nu undersøgt sagen igen.
Vi vurderer, at Deres tab af erhvervsevne stadig er 50 procent. Det betyder, at den løbende ydelse fortsætter uændret, det vil sige 25 procent løbende ydelse, idet de 25 procent er kapitaliseret den 13. maj 1996. Vi vil straks herefter vende tilbage vedrørende Deres anmodning om kapitalisering af yderligere 50.000 kr.
Afgørelsen er truffet på grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet efter den tidligere afgørelse. Vi har lagt vægt på, at De nu er tilkendt den førtidspension, De var indstillet til ved vores sidste afgørelse.
...”
I brev af 20. maj 1997 klagede A på ny over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 19. marts 1996 vedrørende hans erhvervsevnetab.
Den 4. august 1997 traf Den Sociale Ankestyrelse følgende afgørelse
“...
AFGØRELSE
Arbejdsskaden skønnes ikke at have medført tab af erhvervsevne på mere end 50%, jf. lovens § 32, stk. 1 og 2. De er således ikke berettiget til yderligere erstatning for tab af erhvervsevne.
Begrundelsen for afgørelsen er, at følgerne efter arbejdsskaden den 13. januar 1993 kun delvist kan begrunde et arbejdsophør og overgang til mellemste førtidspension. Det er Ankestyrelsens vurdering, at 3/4 af Deres samlede tab af erhvervsevne på 65% skyldes arbejdsskaden den 13. januar 1993 således, at Deres tab af erhvervsevne fastsættes til 50%.
Ved afgørelsen om tab af erhvervsevne har Ankestyrelsen lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen om skadens art og omfang. Herunder på Lægeerklæring I af den 3. juni 1993 ved læge (B), hvoraf det bl.a. fremgår, at De på dette tidspunkt var i behandling for en skulderskade fra den 23. oktober 1992. Det fremgår endvidere, at De oplyser tilstanden blev forværret i forbindelse med hændelsen den 13. januar 1993.
I forhold til det i brev af den 8. maj 1997 anførte skal det bemærkes, at De først nu protesterer mod en forudbestående lidelse, jf. grundlaget for afgørelsen hvoraf det bl.a. fremgår, at den anmeldte arbejdsskade er anerkendt med forbehold for en forudbestående lidelse i højre skulder. Det skal endvidere bemærkes, at det alene er arbejdsskadens følger der kan ydes erstatning for, jf. lovens § 26.
Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.”
I brev af 21. november 1997 som jeg modtog den 7. januar 1998, klagede A til mig. A mente ikke at han før arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde en forudbestående skulderlidelse, og var uforstående over for at myndighederne fastholdt dette.
Jeg bad den 19. februar 1998 Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsen om at udtale sig i sagen. Jeg bad specielt Ankestyrelsen om at redegøre for vurderingsgrundlaget for den procentvise fastsættelse af A’s forudbestående lidelse.
I brev af 30. marts 1998 udtalte Arbejdsskadestyrelsen sig om A’s arbejdsskadesag. Af styrelsens brev fremgik bl.a. følgende
“...
Den 19. marts 1996 fastsatte vi skadelidtes erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden den 13. januar 1993 til 50 procent. Skadelidte var på daværende tidspunkt indstillet til mellemste førtidspension, svarende til en nedsættelse af skadelidtes erhvervsevne med ca. 65 procent. Vi vurderede imidlertid, at skadelidtes forudbestående lidelse i højre skulder udgjorde ca. 1/4 af skadelidtes samlede erhvervsevnetab. Den forudbestående skulderlidelse er beskrevet i lægeerklæring I af den 26. januar 1993 og 3. juni 1993 ved læge (B). Førstnævnte lægeerklæring stammer fra en tidligere afvist arbejdsskadesag med j.nr. ( ¼ ). Ifølge erklæringen fra 3. juni 1993 har skadelidte til egen læge oplyst, at arbejdsskaden den 13. januar 1993 gav en forværring af den forudbestående skulderlidelse.
Den 12. maj 1996 vurderede vi erhvervsevnetabet påny. På dette tidspunkt var skadelidte tilkendt mellemste førtidspension. Arbejdsskadestyrelsen vurderede stadig, at skadelidtes erhvervsevnetab som følge af skaden var 50 procent.
...”
I brev af 29. april 1998 udtalte Den Sociale Ankestyrelse følgende
“...
Ankestyrelsen traf den 4. august 1997 afgørelse om, at den anerkendte arbejdsskade ikke skønnedes at have medført tab af erhvervsevne på mere end 50%, jf. § 32, stk. 1 og 2, i lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, som bekendtgjort i Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996, og at (A) således ikke var berettiget til yderligere erstatning for tab af erhvervsevne.
Begrundelsen for afgørelsen var, at følgerne efter arbejdsskaden den 13. januar 1993 kun delvist kunne begrunde arbejdsophøret og overgangen til mellemste førtidspension. Det var Ankestyrelsens vurdering, at 3/4 af det samlede tab af erhvervsevne på 65% skyldtes arbejdsskaden den 13. januar 1993, således at tabet af erhvervsevne kunne sættes til 50%.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen om skadens art og omfang. Herunder på lægeerklæring I af 3. juni 1993 fra læge (B), hvoraf det bl.a. fremgik, at (A) var i behandling for en skulderskade fra den 23. oktober 1992. Det fremgik endvidere, at (A) havde oplyst, at tilstanden blev forværret i forbindelse med hændelsen den 13. januar 1993.
...
Ankestyrelsen skal til afgørelsen af 4. august 1997, som (A) har klaget over til Folketingets Ombudsmand, uddybende bemærke , at Ankestyrelsen har taget udgangspunkt i reglerne om genoptagelse af erstatningsspørgsmålet, hvorefter det er en betingelse, at der er sket væsentlige ændringer i de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen af erstatningen.
Ankestyrelsen finder ikke, at der er dokumenteret sådanne væsentlige ændringer siden Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 19. marts 1996. Der er således ingen nye helbredsmæssige oplysninger.
Vedrørende betydningen af den forudbestående lidelse og vurderingsgrundlaget for den procentvise fastsættelse bemærkes, at Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der var en forudbestående lidelse, jf. oplysningerne fra læge (B) i lægeerklæring 1 af 3. juni 1993, og at den forudbestående lidelse har haft nogen betydning for (A)’s samlede erhvervsevnenedsættelse. I den forbindelse henvises til at den tidligere skade i højre skulder ifølge lægeerklæring 1 af 26. januar 1993 fra læge (B) gav symptomer i form af fornemmelser fra højre skulder gennem en måneds tid før den 23. oktober 1992, hvor han følte et smæld og herefter straks voldsomme smerter, som bevirkede, at han ikke kunne løfte armen udad-opad. Diagnosen var rotator cuff læsion, og han var fortsat i behandling herfor på tidspunktet for arbejdsskaden den 13. januar 1993. Ankestyrelsen har herefter på baggrund af et samlet skøn fundet at kunne tiltræde Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, hvorefter erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden og den forudbestående lidelse skønsmæssigt er vurderet til henholdsvis 3/4 og 1/4, og hvorefter erhvervsevnetabet er fastsat til 50%.
Ankestyrelsen må derfor fastholde den trufne afgørelse.
...”
Ombudsmandens udtalelse
”1. Ombudsmandens vurderingsgrundlag
Jeg har ved behandlingen af Deres arbejdsskadesag koncentreret mig om Deres klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997 og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. august 1997 hvorefter Deres erhvervsevnetab blev fastsat til 50 pct. Grunden hertil er som meddelt Dem i mit brev af 19. februar 1998 at en klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden 1 år efter, at forholdet er begået’, (ombudsmandslovens § 13, stk. 1). Jeg er derfor afskåret fra at behandle de af myndighedernes afgørelser der er truffet mere end 1 år forud for den 7. januar 1998 hvor jeg modtog Deres klage.
2. Retsgrundlaget
Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsens afgørelser er truffet efter § 32 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (jf. lov nr. 390 af 20. maj 1992 senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996). § 32 har følgende ordlyd
’ § 32. Har arbejdsskaden medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der den pågældende erstatning for tab af erhvervsevne. Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.’
Det har i Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse været fast praksis ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet at tage hensyn til en eventuel forudbestående lidelse således at kun de følger der kan tilskrives arbejdsskaden, kompenseres. Denne praksis er nu lovfæstet i lovens § 26 der har følgende ordlyd
’ § 26. Erstatning efter §§30 og 32 samt godtgørelse efter §33 i denne lov fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen kan således nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis skadelidtes aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden.’
Lovens § 13 indeholder en særlig bestemmelse om bevisbyrden med hensyn til om et tab af erhvervsevne eller et varigt men skal anses for at være en følge af arbejdsskaden. § 13 har følgende ordlyd
’ § 13. Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.’
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
En reparatør var under bygningen af Storebæltsbroen udsat for en arbejdsulykke. Han havde knap tre måneder forinden været udsat for et andet uheld der ikke blev anerkendt som en arbejdsskade. Der var modstridende lægeerklæringer i arbejdsskadesagen om hvorvidt der var varige følger af dette uheld.
Med en henvisning til følgerne af det første uheld foretog Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse en reduktion i erhvervsevnetabserstatningen.
Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at både det lægelige grundlag og oplysningsgrundlaget i øvrigt var for spinkelt til at myndighederne kunne foretage en reduktion i erstatningen, og henviste i den forbindelse bl.a. til formodningsreglen i arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Ombudsmanden kritiserede endvidere de begrundelser som Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse havde givet. (J.nr. 1998-0038-024).