Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om genoptagelse

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

...

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

...

§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c- 152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til

...

6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske forhold, eller

...

§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

1) den, oplysningen angår, har givet samtykke,

2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller

4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.’

1) Manglende sagsakter

Blandt de sagsakter jeg har modtaget fra Rudbjerg Kommune via Dagpengeudvalget, mangler der nogle af de breve/skrivelser Rudbjerg Kommune - ifølge kommunens journalark - har skrevet. Det drejer sig således om Rudbjerg Kommunes brev af 22. november 1995 til Dem, Rudbjerg Kommunes breve af 19. december 1995 til Dem og Deres tidligere arbejdsgiver og Rudbjerg Kommunes indberetning om forlængelse af sygedagpengeperioden af 28. november 1996.

I Deres brev af 12. januar 1997 til Rudbjerg Kommune henviser De til et brev af 2. januar 1997. Dette brev findes heller ikke blandt sagens akter.

Af Dagpengeudvalgets brev af 14. oktober 1998 fremgår det at samtlige akter modtaget fra kommunen var fremsendt, og at der ikke er yderligere akter i sagen.

Forvaltningsmyndigheder bør af hensyn til reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven om aktindsigt og af hensyn til eventuel senere genoptagelse af sagen eller til sikring af bevis i øvrigt sørge for at der i myndighedens sager opbevares kopier af udgående post. Se hertil Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 248ff, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 366. I beretningen for 1990, s. 366, er bl.a. anført

’c. Myndigheden må på sagen bevare genpart eller kopi af alle udgående dokumenter (skrivelser fra myndigheden og andre sagsakter, som myndigheden har produceret og sendt ud fra myndigheden). Ofte vil myndigheden tillige have bevaret genpart eller kopi andetsteds end på sagen (f.eks. i en brevkopimappe eller -bog, hvor udgående skrivelser m.v. er indsat i kronologisk orden).

Kravet om genpart eller kopi af myndighedens udgående dokumenter grunder sig særligt på to forhold: dels at sikre bevis hos myndigheden selv (såvel af hensyn til myndighedens interne behov som af eksterne hensyn) for det præcise indhold af dokumenter, som er udgået fra myndigheden, dels at muliggøre meddelelse af aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne herom i offentlighedsloven og forvaltningslovens kapitel 4.’

For så vidt angår spørgsmålet om hvor længe myndighederne skal opbevare sagsmateriale, henviser jeg til min argumentation i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 248 ff. Jeg vedlægger en kopi til Deres orientering.

Jeg finder det på denne baggrund meget beklageligt at ikke alle akter længere findes på sagen. Det fremgår ikke af myndighedernes udtalelser til mig hvornår de pågældende sagsakter er bortkommet. Imidlertid fremgår det af Dagpengeudvalgets udtalelse af 22. april 1998 til mig at udvalget ikke ved udvalgets afgørelse af 28. november 1997 havde kommunens journalark i sagen. Jeg finder det på den baggrund beklageligt at Dagpengeudvalget ikke har haft samtlige sagens akter da udvalget traf afgørelse i sagen.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

2) Sagens oplysning

Som ovenfor refereret findes der blandt sagens akter en sygehusjournal af 16. april 1997, en lægeudtalelse af 29. april 1997 fra læge (E), en patientvejledning dateret den 23. juni (intet årstal) og et udateret brev fra Dem til Rudbjerg Kommunes Sikringsafdeling hvoraf det fremgår at De afventede en ledscintigrafi. I samme brev giver De udtryk for at De mener det burde være relevant at indhente en ny statusbedømmelse fra Deres psykiater inden førtidspensionssagen behandles.

Læge (E)’s udtalelse af 29. april 1997 og Deres udaterede brev til Rudbjerg Kommunes Sikringsafdeling vedrører ganske vist Deres førtidspensionssag. Men eftersom disse akter findes blandt det materiale jeg har modtaget fra Rudbjerg Kommune via Dagpengeudvalget i forbindelse med min undersøgelse af Deres sygedagpengesag, må jeg antage at Rudbjerg Kommune ved behandlingen af Deres sygedagpengesag har været vidende om at De umiddelbart stod for at skulle have foretaget den pågældende undersøgelse, og at De fandt en fornyet statusbedømmelse fra Deres psykiater relevant.

Der gælder i den offentlige forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket forvaltningen har ansvaret for at de fornødne oplysninger til afgørelse af en sag er tilvejebragt.

Undersøgelsespligten kan kun udstrækkes til at omfatte oplysninger der må antages at være af betydning for sagens afgørelse.

Om oplysningsgrundlaget er forsvarligt, afhænger bl.a. af hvilken type sag der er tale om, hvilke oplysninger myndigheden allerede er i besiddelse af og myndighedens praksis på området.

Jeg mener ikke at de ovennævnte oplysninger har været tilstrækkelige til at vurdere om De eventuelt kunne få forlængelse af Deres sygedagpengeperiode på et andet grundlag end førtidspension. Således fremgår der ikke i sagen oplysninger om De på daværende tidspunkt havde mulighed for at få forlængelse på grund af revalidering. Jeg bemærker at De efterfølgende den 9. oktober 1997 af Rudbjerg Kommune blev tilbudt arbejdsprøvning med henblik på at undersøge eventuelle revalideringsmuligheder.

For så vidt angår afventning af Deres ledscintigrafiundersøgelse bemærker jeg at jeg tidligere - i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 164-165 - har udtalt mig om en arbejdsskadesag hvor parten bad Den Sociale Ankestyrelse om at afvente en arbejdsmedicinsk undersøgelse inden Ankestyrelsen traf afgørelse i sagen. I den pågældende sag udtalte jeg bl.a. at hvis myndigheden afviser en parts udtrykkelige anmodning om at indhente yderligere oplysninger, vil det efter min opfattelse være i overensstemmelse med god forvaltningsskik at myndigheden orienterer parten herom inden der træffes afgørelse i sagen. Dette vil navnlig være af betydning hvis der er rimelig grund til at antage at parten i så fald vil have væsentlige supplerende bemærkninger til sagen. Myndigheden kan eventuelt fastsætte en frist for parten til at komme med bemærkninger. Jeg vedlægger til Deres orientering en kopi af min udtalelse som den er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989.

I Deres sag bad De ikke udtrykkeligt Rudbjerg Kommune om at afvente Deres ledscintigrafiundersøgelse eller om at indhente en ny statusbedømmelse forinden kommunen traf afgørelse i Deres dagpengesag, men De skrev at De afventede den pågældende undersøgelse, og at De fandt en fornyet statusbedømmelse relevant (for Deres førtidspensionssag).

Da dokumentationen er i Deres dagpengesag og henset til den betydning Deres førtidspensionssag havde for Deres dagpengesag, er det derfor min opfattelse at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Rudbjerg Kommune havde orienteret Dem om at kommunen ikke fandt grundlag for at afvente hverken undersøgelsen eller statusbedømmelsen inden der blev truffet afgørelse i Deres dagpengesag. Jeg henviser i øvrigt til det nedenfor anførte om partshøring.

Jeg har gjort Rudbjerg Kommune bekendt med min opfattelse.

Ved brev af 19. oktober 1997 meddelte De Dagpengeudvalget at De var blevet henvist til speciallæge (G) for yderligere undersøgelser den 28. oktober 1997. I forlængelse af hvad jeg ovenfor har anført, finder jeg efter en gennemgang af Deres sag grundlag for at tilsidesætte Dagpengeudvalgets vurdering af at sagen var tilstrækkeligt oplyst på afgørelsestidspunktet.

Jeg mener endvidere at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Dagpengeudvalget havde meddelt Dem at udvalget ikke fandt grundlag for at afvente Deres undersøgelse hos speciallæge (G) - navnlig i betragtning af at Deres klage til Dagpengeudvalget af 17. juni 1997 netop var begrundet med, at Rudbjerg Kommunes afgørelse var truffet ’inden afslutning af undersøgelser vedr. min sygdom’.

Jeg har gjort Dagpengeudvalget bekendt med min opfattelse.

3) Manglende partshøring

Som ovenfor refereret meddelte Rudbjerg Kommune Dem afslag på Deres pensionsansøgning samtidig med at kommunen meddelte Dem at Deres sygedagpenge ville ophøre to dage efter datoen for afgørelsen.

Jeg må herefter lægge til grund at kommunen fandt at ingen af dagpengelovens forlængelsesbetingelser herefter var opfyldt.

Ifølge kommunens journalark skete der indberetning af forlængelse af sygedagpenge den 28. november 1996 da De havde ansøgt om førtidspension. Der er herefter ikke sket yderligere indberetning indtil afgørelsen af 4. juni 1997 hvorefter udbetaling af sygedagpenge ville stoppe to dage efter.

Det fremgår ikke af sagen at De, forud for kommunens afgørelse om stop for sygedagpenge, blev gjort bekendt med at kommunen påtænkte at stoppe udbetalingen, herunder grundlaget for at udbetalingen ikke ville fortsætte. De fik således ikke lejlighed til at komme med Deres bemærkninger til dette før afgørelsen var truffet. Jeg finder det beklageligt at De ikke blev partshørt forud for kommunens afgørelse.

Endvidere finder jeg det beklageligt at Dagpengeudvalget herefter tiltrådte at udbetaling af sygedagpenge ville blive stoppet forud for partshøringen.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

4) Myndighedernes begrundelse, klagevejledning mv.

Ved afgørelserne af henholdsvis 4. juni 1997 og 28. november 1997 fra Rudbjerg Kommune og Dagpengeudvalget blev udbetaling af Deres sygedagpenge stoppet. Det følger derfor af bestemmelsen i forvaltningslovens § 22 at afgørelsen skulle ledsages af en begrundelse.

De nærmere krav til begrundelsens indhold fremgår af forvaltningslovens § 24. En begrundelse skal, ud over at henvise til de retsregler som den er truffet efter, fremtræde som en forklaring på hvorfor en afgørelse har fået et bestemt indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 277ff.

Rudbjerg Kommune har begrundet sin afgørelse af 4. juni 1997 med at Deres dagpengeperiode blev forlænget på grund af Deres førtidspensionssag, og da Deres pensionssag nu var afgjort, havde De ikke længere krav på sygedagpenge.

Kommunens afgørelse henviser således ikke til hvilke retsregler den er truffet i henhold til hvilket jeg finder kritisabelt.

Som nævnt ovenfor fremgår det af forarbejderne til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4, at sygedagpengene kun skal standses efter et afslag på ansøgning om førtidspension såfremt de øvrige betingelser for forlængelse af sygedagpengene ikke er opfyldt. Det fremgår ikke af Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997 om kommunen har overvejet hvorvidt De opfyldte betingelserne efter dagpengelovens § 22, stk. 1, for fortsat at modtage sygedagpenge. Rudbjerg Kommune har således ikke angivet hvilke faktiske oplysninger kommunen har lagt vægt på i relation til mulighederne for forlængelse efter de øvrige undtagelser i dagpengelovens § 22, stk. 1. Kommunen har heller ikke angivet de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen ved denne vurdering. Afgørelsen giver altså ingen forklaring på hvorfor kommunen nåede til den konklusion at De ikke var berettiget til yderligere forlængelse af Deres sygedagpengeperiode.

Jeg finder hermed ikke at Rudbjerg Kommunes afgørelse opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Da De ikke fuldt ud fik medhold ved Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997, følger det af forvaltningslovens § 25 at afgørelsen burde have været ledsaget af en klagevejledning. Kravene til en sådan klagevejlednings indhold fremgår ligeledes af § 25. Jeg finder det herefter beklageligt at De ikke sammen med Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997 modtog en klagevejledning.

Jeg har gjort Rudbjerg Kommune bekendt med min opfattelse.

Dagpengeudvalget gav følgende begrundelse for sin afgørelse af 28. november 1997

’...

Sagen er bedømt efter dagpengelovens § 22, stk. 1, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. af 22. juli 1994, § 49, der vedlægges.

Dagpengeudvalget har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har modtaget afslag på pension.

De opfylder heller ikke de øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget har herved lagt vægt på, at De på grundlag af en udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent ikke lider af en alvorlig sygdom, der er omfattet af bekendtgørelsens § 49, nr. 1 med mulighed for forlængelse i 2 x 26 uger.

Det bemærkes at sygedagpenge er en korttidsydelse, der normalt kun giver mulighed for dagpenge i 52 uger inden for de sidste 18 måneder, selvom man fortsat er uarbejdsdygtig. Yderligere dagpenge forudsætter, at betingelserne for forlængelse i dagpengelovens § 22 er opfyldt. De opfylder ikke betingelserne for yderligere forlængelse.

...’

Dagpengeudvalget angiver i sin begrundelse nogle forhold som man har lagt vægt på ved afgørelsen. Man har således lagt vægt på at De har modtaget afslag på pension, og at De ifølge udvalgets lægekonsulent ikke lider af en alvorlig sygdom der kan begrunde forlængelse af dagpengeperioden, jf. Socialministeriets bek. nr. 701 af 22 juli 1994, § 49, stk. 1. Dagpengeudvalget nævner også at De ikke opfylder de øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, men angiver ikke i denne forbindelse hvilke faktiske oplysninger udvalget har lagt vægt på ved denne vurdering, eller hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Samlet finder jeg at Dagpengeudvalgets afgørelse ikke opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort Dagpengeudvalget bekendt med min opfattelse.

5. Afsluttende bemærkninger

Jeg har meddelt Rudbjerg Kommune og Dagpengeudvalget min opfattelse. Jeg har henstillet til Dagpengeudvalget at tage sagen op til fornyet overvejelse og træffe en ny afgørelse i lyset af de synspunkter jeg har anført ovenfor.

Jeg har bedt Dagpengeudvalget om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.”

Den 18. maj 1999 hjemviste Dagpengeudvalget sagen til Rudbjerg Kommune til fornyet vurdering af hvorvidt A den 6. juni 1997 opfyldte betingelserne for en forlængelse af dagpengeudbetalingen efter lovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Den 9. juni 1999 traf kommunen afgørelse om at der ikke var baggrund for forlængelse af A’s dagpenge fra den 6. juni 1997 i medfør af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Afgørelsen indeholdt klagevejledning til Det Sociale Nævn for Storstrøms Amt.

NOTER: (*1) FOB 1997, s. 248, FOB 1990, s. 366, FOB 1989, s. 164.

§ 49. Forlængelse udover 26 uger kan ske, når særlige omstændigheder taler for det. Dette vil bl.a. være tilfældet,

1) hvis den pågældende lider af alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling, og efter en lægelig vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for de følgende 26 uger, eller

2) hvis pågældende lider af en alvorlig lidelse, hvor mulighederne for helbredelse ikke skønnes at være til stede.’

Som følge af Deres ansøgning om førtidspension blev Deres dagpengeperiode ved Rudbjerg Kommunes afgørelse af 18. november 1996, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4, forlænget ud over de 52 uger inden for de seneste 18 kalendermåneder der er lovens hovedregel.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen at såfremt dagpengeperioden har været forlænget som følge af en ansøgning om førtidspension, vil et eventuelt afslag på pension kun bevirke at dagpengene skal standses hvis de øvrige betingelser for forlængelse ikke er opfyldt.

Myndighedernes vurdering af om De fortsat opfylder betingelserne for at få tilkendt sygedagpenge efter De havde modtaget afslag på førtidspension, bygger for en stor del på en lægelig og social vurdering af de foreliggende oplysninger.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en særlig efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Det fremgår nedenfor at jeg i Deres sag har fundet omstændigheder der giver mig grundlag for at kritisere myndighedernes afgørelser.

Myndighedernes sagsbehandling

Forvaltningsloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

...

Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om genoptagelse

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

Den 6. november 1995 blev A som følge af et nervesammenbrud sygemeldt hvorefter hun søgte Rudbjerg Kommune om sygedagpenge.

Ved brev dateret den 5. januar 1996 meddelte Rudbjerg Kommune A at hun ville få udbetalt sygedagpenge med virkning fra den 6. november 1995.

I en attest vedrørende uarbejdsdygtighed dateret den 8. februar 1996 beskrev A’s læge, B, hendes lidelse som “depressio mentis/nedtrykthed”. Som følge af denne depression blev A henvist til psykiater C.

A begyndte herefter at få gener fra sin højre arm og håndled og blev derfor henvist til speciallæge i reumatologi og fysiurgi D.

I en statusbedømmelse af 27. juni 1996 oplyste A’s daværende læge, B, at hun fortsat var sygemeldt, og at han vurderede at hverken arbejdsprøvning eller revalidering kunne komme på tale endnu.

Ved brev dateret den 29. august 1996 sendte Rudbjerg Kommune A en “Orientering om varighedsbegrænsning”. I brevet stod der følgende

“Efter dagpengelovens § 22, stk. 1 ophører dagpengeudbetalingen, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder.

For Deres vedkommende medfører dette, at dagpengeudbetalingen vil ophøre senest den 30. november 1996.

Kommunen har dog mulighed for undtagelsesvis at forlænge dagpengeperioden efter regler fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Ifølge disse regler kan der bl.a. ske forlængelse, når det anses for overvejende sandsynligt, at der vil blive iværksat revalidering, eller når dagpengemodtageren er under eller venter på lægebehandling, der antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger.

De vil inden den 30. november 1996 modtage afgørelse, om dagpengene vil ophøre denne dato, eller om kommunen finder, at der i Deres tilfælde er grundlag for at forlænge udbetalingen.”

Den 20. september 1996 skrev speciallæge D et brev til A. Hun kunne ikke på baggrund af de hidtidige prøver udtale sig om hvorvidt der var tale om gigt og bad derfor A om at få taget endnu et hold blodprøver.

I brev dateret den 1. oktober 1996 oplyste A Rudbjerg Kommune om at hendes læge ikke kunne vurdere de sidst udtagne prøver da dette krævede en speciallæge. Samtidig oplyste A at hun fortsatte behandlingen hos psykiater C.

Den 1. oktober 1996 skrev Rudbjerg Kommune til C og bad om en statusbedømmelse. I statusbedømmelsen dateret den 4. oktober 1996 oplyste C følgende

“Det drejer sig om en tidl. psykisk rask kvinde, der i forbindelse med store arbejdsmæssige, sociale og ægteskabelige problemer, udvikler manifeste symptomer på et posttraumatisk stresssyndrom.

Pt. har af egen læge forgæves været forsøgt behandlet med samtaler og medicinsk behandling (Tafil Retard).

Ved 1. konsultation fremtræder pt. klinisk tydeligt medicinpåvirket. Hun erkender at hun ikke længere kan styre forbruget af Tafil, hvor hun som minimum dagl. indtager Tabl.Tafil R 2 mg x 3. Intet sidemisbrug af alkohol.

Personlighedsmæssigt har jeg indtryk af en arbejdsom og yderst pligtopfyldende person, som nærmest har viet sit liv til arbejdspladsen.

Det er mit indtryk, at hun i vidt omfang har forsøgt at arbejde sig ud af mangeårige ægteskabelige problemer.

Da hun bliver afskediget grundet nogle økonomiske uoverensstemmelser med sin chef, hvis nærmere indhold jeg har opgivet at hitte rede i, ramler så at sige hele hendes livsgrundlag og alle de problemer, der gennem årene er ’fejet ind under gulvtæppet’ dukker op.

Dette har pt. ikke magtet at bearbejde og ulykkeligvis kommer hun ud i et medicinmisbrug, som kun gør det vanskeligere for hende at hjælpe sig selv.

Pt. er nu nedtrappet til en døgndosis Tafil R 2+0+2 mg. Herved er hun mentalt klaret op, men har fortsat svært ved at se løsning på alle sine problemer.

Dertil kommer somatisk sygdom (gigtlidelse), som jeg har forstået hun ikke er færdigundersøgt for.

Pt. er mest tilbøjelig til at opgive og søge FP, men jeg synes endnu det er for tidligt at betragte tilstanden som kronisk.

Med andre ord, er behandlingen fra min side uafsluttet.”

Den 8. november 1996 bad Rudbjerg Kommune A’s læge, B, om en statusbedømmelse. Samtidig oplyste kommunen at A’s sygedagpenge udløb den 30. november 1996, men at forlængelse kunne finde sted enten hvis der blev iværksat revalidering, hvis A ved behandling kunne forventes fuldt arbejdsdygtig inden for 26 uger, eller hvis A indgav ansøgning om førtidspension. Kommunen spurgte herefter A’s læge hvilken forlængelsesgrund han mente kommunen kunne benytte. Vedlagt brevet var C’s statusbedømmelse.

Den 18. november 1996 oplyste A telefonisk Rudbjerg Kommune om at hun ønskede at søge førtidspension idet hendes speciallæge, D, havde konstateret at hun havde leddegigt. I denne forbindelse havde D rådet A til at søge førtidspension og sagt at hun godt kunne opgive at blive revalideret.

Ved brev ligeledes dateret den 18. november 1996 skrev Rudbjerg Kommune til A’s læge, B, og orienterede om A’s telefoniske oplysninger. Kommunen meddelte i øvrigt at A havde fået tilsendt et pensionsansøgningsskema, og at der nu var forlængelsesgrundlag for hendes dagpenge.

Af kommunens journalark af 28. november 1996 fremgår det at der var indberettet forlængelse af sygedagpenge på grund af A’s ansøgning om førtidspension. Indberetningen ligger ikke på sagen. Der ses ikke efterfølgende at være sket indberetning i sagen.

Den 27. november 1996 sendte A fire siders journaludskrift fra D til kommunen.

Der er ikke sket tilføjelser i kommunens journalark i perioden 28. november 1996 til 26. maj 1997.

A oplyste i brev af 12. januar 1997 til Rudbjerg Kommune bl.a. at hun den 9. januar 1997 var ved psykiater C som hun skulle fortsætte hos. A oplyste endvidere at hun stadig havde det meget dårligt - hun kunne ikke bruge saks, kniv eller løfte en kaffekande, og samtidig havde hun problemer med især højre ben. A oplyste endvidere at hun skulle til D den 12. januar 1997.

Af brev af 14. april 1997 fra D til A fremgik bl.a. at D havde henvist hende til rheumatologisk afdeling på centralsygehuset i Nykøbing Falster.

Blandt de sagsakter jeg modtog fra Dagpengeudvalget, var der en kopi af en lægejournal dateret “CNF (formentlig Centralsygehuset Nykøbing Falster) 16.04.97 kl.11.30”. I en af indførelserne i journalen stod bl.a.

“Herudover henvises pt. til knoglescintigrafisk us. i Næstved.”

Ligeledes var der blandt de sagsakter jeg modtog fra Dagpengeudvalget en udtalelse fra lægekonsulent E dateret den 29. april 1997 angående A’s førtidspensionsansøgning. I denne stod der bl.a.

“Pt.’s situation kan ikke siges at være ’endelig afklaret’ Hun går stadig til samtaler hos Dr. (C). Dr (D) erklærer hendes arbejdsevne nedsat med 2/3, men undersøgelserne i rheumatologisk regi pågår stadig

Soc, med. team har alligevel behandlet sagen (det er efterhånden en langvarig affære) Vi mener at sygdomstilfældet psykiatrisk er afgjort med at der ikke foreligger en egentlig psykisk sygdom. Rheumatologisk er der kun vage holdepunkter for en aktiv arthrit og alle rtgbilleder er norm. (set i forhold til en arthritis) Soc. med taem finder ikke patientens arbejdsevne nedsat med 50% og indstiller Pt. til afslag på sit pensionsandragende.”

Endvidere fandtes der blandt de sagsakter jeg modtog fra Dagpengeudvalget, en patientvejledning hvori A indkaldes til ledscintigrafi på centralsygehuset i Næstved den 23. juni kl. 9.15. Der stod ikke noget årstal på patientvejledningen.

Rudbjerg Kommune vedlagde i brev af 12. maj 1997 til A kopi af de akter der ville blive forelagt det sociale udvalg i forbindelse med hendes førtidspensionssag. Kommunen oplyste i brevet at forvaltningen ikke kunne indstille A til førtidspension. Forvaltningen bad om A’s bemærkninger inden 8 dage.

Den 13. maj 1997 skrev A til borgmester F og vedlagde sin bemærkninger vedrørende førtidspensionsskema A, afsnit 2 til Rudbjerg Kommune, Sikringsafdelingen, hvori hun i forbindelse med sin førtidspensionssag bl.a. skriver

“Med hensyn til statusbedømmelse fra (C) har man ikke fra forvaltningens side indhentet oplysninger siden den 04.10.96. Det burde da være relevant at få en ny, inden sagen behandles.

For øvrigt synes jeg at det er meget uprofesionelt, at forvaltningen på nuværende tidspunkt tager stilling til pension og vil have sagen afgjort på et møde i Det sociale udvalg d. 26.05., når det fremgår af sagens agter at jeg skal til ledscintigrafi på Centralsygehuset i Næstved den 23.06. 1997.”

Den 27. maj 1997 traf Rudbjerg Kommune afgørelse i A’s pensionssag. Kommunen fandt ikke A berettiget til førtidspension.

I brev af 4. juni 1997 skrev Rudbjerg Kommune følgende til A

“Idet jeg vedlagt fremsender afgørelse vedr. din ansøgning om førtidspension, skal jeg samtidig meddele dig, at dine sygedagpenge nu ophører med udgangen af indeværende uge, således at du får sygedagpenge sidste dag fredag den 6. juni 1997. Baggrunden for ophøret af sygedagpengene er, at dine dagpenge blev forlænget på grund af pensionsansøgningen, og da der nu er truffet afgørelse i pensionssagen, skal dagpengene derfor stoppes.”

Rudbjerg Kommune vedlagde i brev af 11. juni 1997 A’s skattekort og hendes sidste dagpengecheck.

Den 17. juni 1997 klagede A til Dagpengeudvalget over kommunens afgørelse. I klagen skrev A

“Under henvisning til behagelig telefonsamtale g.d. fremsender jeg hermed relevante kopier af korrespondance med Rudbjerg Kommune til brug af anke vedr. ophør af sygedagpenge inden afslutning af undersøgelser vedr. min sygdom ...”

Den 19. juni 1997 skrev Dagpengeudvalget til Rudbjerg Kommune. Med brevet fremsendte Dagpengeudvalget A’s klage med bilag og bad kommunen om at revurdere sagen.

Rudbjerg Kommune fastholdt afgørelsen og returnerede den 20. juni 1997 de fremsendte akter til Den Sociale Ankestyrelse.

I brev dateret den 12. august 1997 oplyste A Dagpengeudvalget om at hendes psykiater og hendes egen læge netop havde udfærdiget nye udtalelser til brug i en anden sammenhæng.

Den 9. oktober 1997 blev A ifølge Rudbjerg Kommunes journalark tilbudt at deltage i et fireugerskursus i Nykøbing Falster. I brev til mig af 14. januar 1998 har Rudbjerg Kommune oplyst at formålet med dette kursus bl.a. var at undersøge eventuelle revalideringsmuligheder.

Den 19. oktober 1997 skrev A til Dagpengeudvalget og meddelte bl.a. at hun var henvist til speciallæge G (Nykøbing Falster) den 28. oktober 1997. Vedlagt var en kopi af A’s psykiater, C’s, journal dateret den 4. august 1997. Herudover beskrev A sit helbredsforhold og oplyste om sit medicinforbrug.

Ved brev modtaget i Ankestyrelsen den 21. oktober 1997 fremsendte A en lægeerklæring fra sin læge, H, dateret den 17. oktober 1997, hvori han attesterede at hun havde været at betragte som sygemeldt i længere tid - også efter den 4. juni 1997. Desuden oplyste A’s læge at hun på daværende tidspunkt afventede en undersøgelse ved speciallæge i neuromedicin.

Den 28. november 1997 traf Dagpengeudvalget afgørelse i A’s sag. Udvalget fandt ikke at A havde ret til yderligere forlængelse af sin dagpengeperiode efter den 6. juni 1997. I afgørelsen skrev Dagpengeudvalget bl.a.

“Sagen er bedømt efter dagpengelovens § 22, stk. 1, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994, § 49, der vedlægges.

Dagpengeudvalget har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har modtaget afslag på pension.

De opfylder heller ikke de øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget har herved lagt vægt på, at De på grundlag af en udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent ikke lider af en alvorlig sygdom, der er omfattet af bekendtgørelsens § 49, nr. 1 med mulighed for forlængelse i 2 x 26 uger.

Det bemærkes at sygedagpenge er en korttidsydelse, der normalt kun giver mulighed for dagpenge i 52 uger inden for de sidste 18 måneder, selvom man fortsat er uarbejdsdygtig. Yderligere dagpenge forudsætter, at betingelserne for forlængelse i dagpengelovens § 22 er opfyldt. De opfylder ikke betingelserne for yderligere forlængelse.

Dagpengeudvalget tiltræder således kommunens afgørelse.

Dagpengeudvalgets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.”

Den 3. januar 1998 klagede A til mig. Med A’s klage var bl.a. vedlagt kopi af 2. november 1997 fra overlæge G der konkluderede følgende

“Konklusion: Neurot.- depressiv patient, taler om extrapyramidal bivirkninger under diazepinnedtrapning med orolingual dyskinesi og viser neurologisk en begyndende neuropati, måske p.gr.a. medikamentel indtagelse af benzodiazepiner. Jeg anbefaler, at i samarbejde med psykiater, aftrapning af tafil retard og terapeutisk behandling af polyneuropatien med antidepressiva f.eks. amytriptylin. Jeg selv har ingen erfaring med mianserinbehandling mod polyneuropati.”

Udtalelsen var stemplet

“RUDBJERG KOMMUNE

KVIKKEN

RUDBJERGVEJ 21, TILLITZE

4983 DANNEMARK”

I forbindelse med min behandling af sagen bad jeg i brev af 7. januar 1998 Dagpengeudvalget om sagens akter og en udtalelse i anledning af A’s klage. Jeg bad om at Dagpengeudvalget først indhentede en udtalelse fra Rudbjerg Kommune om sagen.

I breve af 23. januar 1998 og 8. februar 1998 med bilag indsendte A yderligere oplysninger til brug for behandlingen af sin sag. A oplyste bl.a. at hun havde modtaget afslag fra Rudbjerg Kommune på en anmodning om skånejob eller revalidering. Disse breve sendte jeg videre til Dagpengeudvalget således at A’s oplysninger kunne indgå i grundlaget for udvalgets udtalelse.

Rudbjerg Kommune havde ifølge brev af 14. januar 1998 ikke meget yderligere at tilføje til sagen. Kommunen bemærkede dog at det ikke var korrekt at der var givet afslag på revalidering idet der bl.a. var tilbudt et fireugers startkursus i Nykøbing Falster, ligesom der flere gange under dagpengeforløbet havde været rejst spørgsmål om arbejdsprøvning hvilket A altid havde afvist.

Af Dagpengeudvalgets udtalelse af 22. april 1998 fremgik følgende

“...

Dagpengeudvalget traf i møde den 28. november 1997 afgørelse om, at (A) ikke havde ret til yderligere forlængelse af dagpengeperioden efter den 6. juni 1997, hvor kommunen standsede dagpengeudbetalingen i henhold til afgørelse af 4. juni 1997.

Udvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at (A) havde modtaget afslag fra kommunen på sin ansøgning om førtidspension. Ansøgningen var grundlag for kommunens forlængelse af dagpengeperioden ved varighedsbegrænsningens indtræden den 30. november 1996.

Udvalget fandt endvidere ikke, at de øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, var opfyldt. Udvalget lagde herved vægt på, at (A) på grundlag af en udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent ikke lider af en alvorlig sygdom, der er omfattet af § 49, nr. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, med mulighed for forlængelse i 2 x 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden.

Med hensyn til (A)’s oplysninger i klage af 3. januar 1998 samt i brev af 23. januar 1998 til Ombudsmanden om ventetider i forbindelse med henvisninger til undersøgelser/behandlinger, skal Dagpengeudvalget bemærke, at de omtalte ventetider ikke har betydning i den foreliggende sag, allerede fordi dagpengeretten er ophørt, før henvisninger finder sted.

Efter bekendtgørelsens § 49 a kan der ved afgørelsen af, om dagpengeretten kan forlænges efter § 48, nr. 2 og § 49, nr. 1 bortses fra den periode, hvor den sygemeldte venter på behandling på et offentligt sygehus.

For så vidt angår (A)’s klage over kommunens afslag på skånejob eller revalidering, henvises til kommunens udtalelse i brev af 14. januar 1998.

Som det også fremgår af Dagpengeudvalgets grundlag for afgørelse henvendte (A) sig til kommunen den 9. oktober 1997 for at få hjælp til revalidering eller skånejob. Da denne henvendelse ligger efter dagpengerettens ophør den 6. juni 1997 er den efter Udvalgets opfattelse uden betydning for muligheden for en eventuel forlængelse af dagpengeretten efter lovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Det bemærkes, at kommunen først med brev af 14. januar 1998 har fremsendt kopier af kommunens journalark til Dagpengeudvalget, men at disse journalark ikke indeholder oplysninger, der kan begrunde en ændring af Dagpengeudvalgets afgørelse.”

Den 29. april 1998 sendte jeg A en kopi af udtalelserne med henblik på hendes eventuelle bemærkninger dertil. Den 13. maj 1998 modtog jeg A’s supplerende bemærkninger. A skrev bl.a. at hun først var blevet foreslået arbejdsprøvning da hun den 9. oktober 1997 selv henvendte sig til kommunen for at bede om hjælp. A oplyste også at hun for at overleve nu arbejdede 20 timer ugentligt, men at hun havde det dårligt både fysisk og psykisk.

Ved en gennemgang af sagens akter viste det sig at jeg ikke havde modtaget alle sagens akter. Den 4. september 1998 modtog jeg nogle af de manglende akter fra Rudbjerg Kommune. Den 12. oktober 1998 bad jeg Dagpengeudvalget om at fremsende fire nærmere bestemte sagsakter samt eventuelle andre af sagens akter som jeg ikke måtte have modtaget tidligere. I brev af 14. oktober 1998 oplyste Dagpengeudvalget følgende

“Folketingets Ombudsmand har ved brev af 12. oktober 1998 anmodet Dagpengeudvalget om yderligere akter i dagpengesagen vedrørende (A).

Det kan oplyses, at Dagpengeudvalget med brev af 22. april 1998 fremsendte samtlige sagens akter, som udvalget havde modtaget fra kommunen inden det nævnte tidspunkt. Der er ikke yderligere akter i sagen.”

Ombudsmandens udtalelse

“ Rudbjerg Kommunes og Dagpengeudvalgets afgørelser

Dagpengelovens § 22, stk. 1, har følgende ordlyd

’§ 22. Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, medmindre

1) det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,

2) den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller

3) der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om forsikring mod følger af en arbejdsskade, eller

4) der er indgivet ansøgning om førtidspension efter lov om social pension, eller

5) særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.’

I forarbejderne til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4 - Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 2617, står der bl.a.

’Efter forslaget vil dagpengene kunne fortsætte, indtil der udbetales førtidspension eller indtil der kan udbetales forskud på pension efter lov om social pension. Ved afslag på pensionsansøgningen i 1. instans standses dagpengene, medmindre betingelserne for forlængelse er opfyldt.’

Socialministeren har i bek. nr. 701 af 22. juli 1994, §§ 48 og 49, fastsat regler om forlængelse af dagpengeperioden. Disse bestemmelser har følgende ordlyd

’§ 48. Kommunen forlænger dagpengeperioden for personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1,

1) når det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive iværksat, eller

2) når den pågældende er under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Ved udløbet af perioden for udbetaling af sygedagpenge ansøgte en kvinde om førtidspension, og dagpengeperioden blev forlænget. Kommunen gav afslag på førtidspension og oplyste at udbetaling af sygedagpenge ville ophøre. Dagpengeudvalget tiltrådte efterfølgende kommunens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at det fremgik af lovens forarbejder at hvis en dagpengeperiode har været forlænget som følge af en ansøgning om førtidspension, vil et eventuelt afslag på pension kun bevirke at dagpengeudbetalingen standses hvis de øvrige betingelser for forlængelse ikke er opfyldt.

Ud fra sagens lægelige udtalelser mente ombudsmanden ikke oplysningsgrundlaget havde været tilstrækkeligt til at vurdere om der kunne ske forlængelse af sygedagpengeperioden på et andet grundlag end førtidspension.

Der var ikke foretaget partshøring om det påtænkte stop for udbetaling af sygedagpenge.

Myndighederne havde heller ikke i begrundelsen oplyst hvilke faktiske oplysninger der var blevet lagt vægt på, eller angivet de hovedhensyn der havde været bestemmende for afgørelsens indhold. Kommunen havde heller ikke henvist til relevante retsregler, og samlet mente ombudsmanden ikke at myndighedernes afgørelser opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at der manglede akter på sagen.

I lyset af de anførte synspunkter henstillede ombudsmanden til Dagpengeudvalget at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J.nr. 1998-0021-020).