Hjælp til anskaffelse af computer til handicappet barn

Hjælp til anskaffelse af computer til handicappet barn

B klagede på A’s vegne til mig over K Kommunes og Det Sociale Ankenævn for Fyns Amts afslag på økonomisk hjælp til anskaffelse af en computer til A’s handicappede datter C.

B klagede endvidere over at Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen under henvisning til at den hverken var af principiel eller generel betydning.

Det fremgik af sagen at A’s datter C, født i 1984, i forbindelse med en hjernesvulst og operation herfor i 1989 pådrog sig en hjerneskade som medførte funktionsnedsættelse på en del områder. C blev siden søgt genoptrænet på forskellige måder og blev integreret i en normalklasse efter folkeskolelovens § 20, stk. 2, om vidtgående specialundervisning. Desuden kom C hver dag i skolens fritidsordning.

Den 22. marts 1996 ansøgte A K Kommune om økonomisk hjælp til anskaffelse af en computer som hjælpemiddel for C - både hjemme og i skolen.

Skolepsykolog S afgav supplerende udtalelse til A’s ansøgning i brev af 24. marts 1996 til social- og sundhedsforvaltningen. S oplyste bl.a. at C stadig havde funktionsnedsættelse på en del områder på grund af hjerneskaden, bl.a. i form af langsomhed i reaktion, bevægelse og tale, samt motoriske og balancemæssige vanskeligheder, koordinationsforstyrrelser og hånddominansproblemer. S fandt endvidere at C intellektuelt lå noget under aldersnormen. C havde været henvist først til teknologiundersøgelse og siden til Dialogprojektet ved Fyns Amt. Dialogprojektet blev gennemført i foråret 1995. C blev i denne periode undersøgt af mange forskellige fagpersoner. Fra denne tid forelå diverse rapporter der gav en udførlig redegørelse for C’s handicap. Af rapporterne fremgik bl.a. at C er tilbage i udvikling, har motoriske problemer, en generel langsommelighed på alle områder og analyse/synteseproblemer kombineret med visuelle problemer.

Af brevet fra skolepsykolog S af 24. marts 1996 fremgik yderligere at edb i vid udstrækning blev anvendt i dialogprojektet, og at det her blev konkluderet at C burde benytte egen personlig computer som personligt hjælpemiddel fordi arousalproblemet medførte langsomhed som der burde kompenseres for. S anførte i fortsættelse heraf at det var et stort handicap for C at arousal bevirker langsom tilgang til almindelige oplysninger i dagligdagen, og S anførte videre at der kunne kompenseres herfor ved anvendelse af en bærbar personlig computer med mulighed for billedredigering idet anvendelse af en sådan computer ifølge dialogprojektet havde betydning for hukommelses- og begrebstræning for C.

Ved afgørelse af 15. april 1996 gav kommunen afslag på støtte til computer. Kommunen begrundede afslaget med at computeren ikke kunne anses for et hjælpemiddel efter bistandslovens § 58, og med at computeren der skulle anvendes i undervisningen af C, burde blive stillet til rådighed af C’s skole.

C’s skole anmodede ved brev af 22. april 1996 kommunen om at tage sagen op til fornyet overvejelse. I brevet anførte skolen bl.a. at computeren blev søgt som et hjælpemiddel hjemme med C’s personlige udvikling for øje med henblik på at fortsætte den indlæringsmåde som havde været en stor succes som kompensation for hendes handicap.

Kommunens lægekonsulent, E, udtalte den 20. juni 1996 om sagen at der fra sagkyndig side var overbevisende argumenter for nødvendigheden af at C’s personlige udvikling og evne til social kommunikation understøttedes ved tildeling af en computer med specialprogram. E udtalte endvidere at der i dette tilfælde i mindre grad var tale om et hjælpemiddel i bistandslovens § 58’s forstand og i højere grad om en nødvendig merudgift til behandling af barnets handicap, jf. bistandslovens § 48.

Kommunen fastholdt i afgørelse af 4. juli 1996 afslaget på hjælp efter bistandslovens § 58 og supplerede begrundelsen for denne afgørelse med at det kun er i tilfælde af svært kommunikationshandicap at en computer kan tildeles som et hjælpemiddel efter bistandslovens § 58. Samtidig blev ansøgningen vurderet efter bistandslovens § 48, stk. 1, om merudgifter ved forsørgelse af et handicappet barn i hjemmet. Kommunen traf i denne forbindelse den foreløbige beslutning at

såfremt det fortsat var et krav af hensyn til C’s handicap at en computer skulle være bærbar, måtte udgiften hertil anses for at være omfattet af bistandslovens § 48, stk. 1,

såfremt et computeranlæg svarende til hvad der normalt anskaffes til børn kunne honorere C’s behov, kunne udgiften til anskaffelse ikke bevilges da der så ikke var tale om en merudgift, og

udgift til specialprogrammer til brug i hjemmet til støtte for C’s personlige udvikling kunne betragtes som omfattet af bistandslovens § 48, stk. 1, og kunne dermed bevilges.

Til brug for den endelige beslutning udtalte kommunen at den manglede oplysninger om hvilke krav der stilledes til computeranlægget.

B klagede i brev af 16. juli 1996 på vegne af A over kommunens afgørelse. I klagen anførte B bl.a. at det fortsat ikke kunne betragtes som en selvfølge at anskaffe computeranlæg til børn i Danmark hvorfor der var tale om en merudgift på grund af handicappet.

Det Sociale Ankenævn for Fyns Amt tiltrådte i afgørelse af 30. januar 1997 K Kommunes afgørelse af 4. juli 1996 om afslag på økonomisk hjælp til en almindelig computer til C. Nævnet begrundede afgørelsen med at en normal computer ikke kunne anses for en nødvendig merudgift som følge af hendes handicap ved forsørgelsen af C. Nævnet mente at en computer lå inden for området af hvad der almindeligvis måtte anskaffes i en familie. Nævnet traf afgørelse i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1, og nævnet henviste - ligesom kommunen - til Social Meddelelse nr. SM O-20-91.

B klagede den 13. februar 1997 på vegne af A over nævnets afgørelse.

Ved brev af 7. marts 1997 meddelte Den Sociale Ankestyrelse B at Ankestyrelsen ikke fandt at sagen var af generel eller principiel betydning da Ankestyrelsen tidligere havde taget stilling til spørgsmålet. Ankestyrelsen henviste ligeledes til Social Meddelelse nr. SM O-20-91.

Den 6. maj 1997 klagede B på vegne af A til mig over myndighedernes afgørelser. I klagen skrev B bl.a. følgende

“Under henvisning til sagens akter, der er vedlagt i kopi, findes det absurd, at det skønnes der ikke er tale om en nødvendig merudgift ved (C)’s forsørgelse som følge af hendes handicap og anskaffelse af en normal computer ligger indenfor, hvad der almindeligvis anskaffes i en familie.

I relation hertil bør det være indlysende, at der er tale om en decideret merudgift, da computeren ikke ville have været en nødvendighed, såfremt (C) ikke havde haft nuværende mén/handicap. Der er intet der indikerer det modsatte.

At samtlige instanser henviser til Social Meddelelse SM O-20-91 findes retskrænkende, da (C)’s handicap er af en anden karakter end omtalte SM O-20-91.

Retstilstanden er, efter vor vurdering, ikke afklaret på dette område ved blot at henvise til denne meddelelse.”

Jeg anmodede i brev af 11. maj 1998 Ankestyrelsen om en udtalelse i anledning af klagen. I brevet til Ankestyrelsen skrev jeg bl.a. følgende

“Det fremgår af sagen at Ankestyrelsen den 7. marts 1997 afviste at behandle sagen om afslag på en computer til (A)’s handicappede datter (C). Ankestyrelsen fandt ikke at sagen havde principiel eller generel betydning, da styrelsen tidligere havde taget stilling til spørgsmålet. Styrelsen henviste i den forbindelse til SM O-20-91.

Af SM O-20-91 fremgår bl.a. følgende

’Afgørelse

Et computeranlæg med tegneprogram, tekstbehandling, farveskærm og printer kunne ikke anses for at være en nødvendig merudgift ved (D)’s forsørgelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på det oplyste om omfanget af drengens handicap, og at behovet for computer til beskæftigelse i fritiden på daværende tidspunkt kunne tilgodeses ved et anlæg af den slags, som normalt anskaffes til børn.

...’

Af vedlagte klage fra (B) af 6. maj 1997 fremgår bl.a. at en computer ikke ville have været en nødvendighed hvis (C) ikke havde haft de nuværende men/handicap.

På baggrund af ovennævnte beder jeg Ankestyrelsen redegøre for baggrunden for og rækkevidden af SM O-20-91 hvorefter anskaffelse af en computer til et handicappet barn ikke er en merudgift i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1.

Jeg har forstået SM O-20-91 således at Ankestyrelsen fandt at (D) som følge af sit handicap havde et behov for et computeranlæg, og at Ankestyrelsen afviste at anse et computeranlæg med tegneprogram, tekstbehandling, farveskærm og printer for at være en nødvendig merudgift ved (D)’s forsørgelse byggende på en opfattelse af at (D)’s handicap ikke nødvendiggjorde særlige egenskaber ved computeranlægget samt at det er normalt at forældre anskaffer computere til deres børn.

Under henvisning til dette beder jeg Ankestyrelsen oplyse hvilket grundlag styrelsen har for at anse dette for normalt.

Ankestyrelsen bedes endvidere udtale sig om hvorvidt barnets alder har nogen betydning for om det er normalt at forældre anskaffer computere til deres børn.

Jeg beder også Ankestyrelsen oplyse om styrelsen har gjort sig tanker om hvilken computerstørrelse det efter styrelsens opfattelse er normalt at forældre anskaffer til deres børn. I givet fald bedes Ankestyrelsen oplyse hvornår styrelsen finder at det er normalt at forældre anskaffer computere til deres børn.”

Ankestyrelsen skrev i udtalelsen til mig af 15. juli 1998 bl.a. følgende

“Ankestyrelsen afviste den 7. marts 1997 at behandle sagen om afslag på støtte til en computer til (A)’s handicappede datter (C), da sagen ikke fandtes at have principiel eller generel betydning, og afgørelsen ikke skønnedes at have generel betydning for retsanvendelsen på området. Ankestyrelsen henviste til, at styrelsen tidligere havde taget stilling til spørgsmålet, jf. Sociale Meddelelser nr. SM O-20-91.

(B) har i sit brev til Ombudsmanden bl.a. anført, at det under henvisning til sagens akter findes absurd, at det skønnes, at der ikke er tale om en nødvendig merudgift ved (C)’s forsørgelse som følge af hendes handicap, og at anskaffelse af en computer ligger inden for, hvad der almindeligvis anskaffes i en familie. At samtlige instanser henviser til Social Meddelelse nr. SM O-20-91 findes retskrænkende, da (C)’s handicap er af en anden karakter end omtalte SM O-20-91. Retstilstanden er efter (B)’s vurdering ikke afklaret på dette område blot ved at henvise til denne meddelelse. (B) har derfor ønsket Ombudsmandens vurdering af praksis.

På baggrund heraf har Ombudsmanden anmodet Ankestyrelsen om at redegøre for baggrunden for og rækkevidden af SM O-20-91. Ankestyrelsen er yderligere anmodet om at oplyse hvilket grundlag styrelsen har for at anse det for normalt, at forældre anskaffer computere til Deres børn.

Ankestyrelsen er endvidere anmodet om at udtale sig om barnets alder har nogen betydning for, om det er normalt, at forældre anskaffer computere til deres børn, og om styrelsen har gjort sig tanker om, hvilken computerstørrelse styrelsen anser det for normalt at forældre anskaffer til deres børn. I givet fald bedes Ankestyrelsen oplyse, hvornår styrelsen finder, at det er normalt at forældre anskaffer computere til deres børn.

Hertil skal Ankestyrelsen oplyse, at afgørelsen, som er refereret i SM O-20-91, må forstås således, at den er truffet ud fra en konkret vurdering både af, om der ud fra en konkret lægelig vurdering var tale om en nødvendig udgift, og om der i den aktuelle situation kunne siges at være tale om en merudgift. Da der således er tale om en konkret vurdering, hvori der har indgået flere faktorer, vil afgørelsen alene kunne anvendes som fortolkningsbidrag i tilsvarende situationer. Af mødereferatet til sagen kan ses, at barnets alder på 10 år har indgået i den samlede vurdering. Ankestyrelsen var ikke i besiddelse af statistiske oplysninger om, hvor mange forældre, der anskaffer computere til deres børn, alderen på de børn, som har computere eller arten af sådanne computeranlæg. Afgørelsen blev truffet som en flertalsafgørelse ud fra en samlet skønsmæssig vurdering. De to ankechefer, styrelseschefen og det ene beskikkede medlem fandt, at der ikke var tale om en nødvendig merudgift. Det ene beskikkede medlem afgav dissens og fandt, at der var tale om en nødvendig merudgift. Det foreligger ikke klart, i hvilket omfang stemmeafgivelserne beroede på vurderingen af den lægelige nødvendighed eller af spørgsmålet, om det i den konkrete situation kunne anses for en merudgift.

Da der kan være tvivl om rækkevidden af ovennævnte SM og tvivl om, i hvilket omfang familier anskaffer computere til deres børn, har Ankestyrelsen igen den 21. november 1997 antaget en sag om støtte efter bistandslovens § 48 til computer til et handicappet barn til principiel behandling. Sagen er antaget bl.a. med henblik på afklaring af, om computere må anses for et almindeligt forbrugsgode og dermed ikke en merudgift. Denne sag forventes mødebehandlet i september 1998, hvorefter der forventes udsendt en ny Social Meddelelse om spørgsmålet. Der vil ved samme lejlighed blive taget stilling til, hvorvidt der er grundlag for at kassere SM O-20-91. Under behandlingen af denne sag vil indgå en vurdering af de af ombudsmanden rejste spørgsmål.

Med henblik på en bredere belysning af problemet har Ankestyrelsen nu besluttet at antage (A)’s sag til principiel behandling samtidig.”

På baggrund af Ankestyrelsens udtalelse og beslutning om at optage A’s sag til principiel behandling meddelte jeg den 5. august 1998 B at jeg fandt det mest korrekt ikke at undersøge sagen på daværende tidspunkt, og jeg bad B om at afvente Ankestyrelsens afgørelse før B tog stilling til om der eventuelt var grundlag for at klage til mig igen.

Samme dag sendte jeg klagen med bilag og sagens akter videre til Den Sociale Ankestyrelse og henlagde sagen her ved embedet.

A’s sag om økonomisk hjælp efter bistandslovens § 48 eller bistandslovens § 58 til en computer til C blev behandlet i Ankestyrelsens møde den 18. marts 1999. Ankestyrelsen traf følgende afgørelse

“(A) er berettiget til økonomisk hjælp til en computer til (C).

Ankestyrelsen finder, at hjælpen skal ydes efter bistandslovens § 58.

Begrundelsen er, at Ankestyrelsen efter en konkret lægelig vurdering finder, at der kan kompenceres for (C)’s funktionsnedsættelse som følge af hjerneskaden, specielt hendes arousalproblem (vanskeligheder med at forbinde begreber), ved hjælp af brug af computer, og at en computer i væsentlig grad vil afhjælpe følgerne af dette handicap i form af bl.a. bedre hukommelse og bedre styring af dagligdags begreber.

Ankestyrelsen har særligt lagt vægt på rapporterne fra Dialogprojektet, særligt resultat af psykologisk screening af 11. oktober 1994 og udtalelsen af 24. marts 1996 fra skolepsykolog (S), hvori der bl.a. peges på nødvendigheden af en pc hjemme for at kompencere for arousalproblematikken og den langsommelighed, som er en central del af (C)’s handicap. Ankestyrelsen har yderligere lagt vægt på en lægelig vurdering af betydningen af en computer til afhjælpning af denne lidelse.

Ankestyrelsen har yderligere fundet, at en computer til eget personligt brug for en pige på (C)’s alder ikke kan betragtes som et ’almindeligt’ forbrugsgode jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 2.

Ankestyrelsen har ved denne vurdering lagt vægt på indhentede oplysninger fra Danmarks Statistik og Socialforskningsinstituttet, hvoraf bl.a. fremgår, at kun 12 % af piger i alderen 12-15 år idag har en computer til eget brug.

Under hensyn til at hjælpen i dette tilfælde skal ydes efter bistandslovens § 58 og ikke efter de nye regler i servicelovens §§ 97 og 98, kan der ikke blive tale om eventuel nedsættelse af støtten med 50 %.

Ankestyrelsen ændrer således den af Fyns Statsamt, Det Sociale Ankenævn trufne afgørelse.

Det bemærkes, at Sociale Meddelelser, SM O-20-91 vil blive kasseret.”

Jeg modtog den 29. marts 1999 underretning om Ankestyrelsens afgørelse.

Resumé

En forening klagede på en kvindes vegne over en kommunes og det sociale ankenævns afslag på økonomisk hjælp til at anskaffe en computer til kvindens handicappede datter. Foreningen klagede også over at Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen som principiel eller generel.

Som begrundelse for sin afgørelse anførte det sociale ankenævn at en almindelig computer ikke kunne anses for en nødvendig merudgift som følge af datterens handicap. Nævnet mente at en computer lå inden for området af hvad der almindeligvis måtte anskaffes i en familie.

I et brev til Ankestyrelsen bad ombudsmanden styrelsen om – på baggrund af en tidligere offentliggjort afgørelse (en såkaldt ”social meddelelse”) om spørgsmålet – at oplyse hvilket grundlag styrelsen havde for at anse det for normalt at forældre anskaffer computer med tegneprogram, tekstbehandling, farveskærm og printer til deres børn. Endvidere blev Ankestyrelsen bedt om at udtale sig om hvorvidt barnets alder havde nogen betydning for om det var normalt at forældre anskaffede computere til deres børn, og om styrelsen havde gjort sig tanker om hvilken computerstørrelse det var normalt at forældre anskaffede til deres børn.

Ankestyrelsen optog herefter sagen til principiel behandling og ændrede afgørelsen. (J.nr. 1997-1238-054).