Afslag på særligt pensionstillæg til reelt enlige. Mangelfuld begrundelse. Partshøring

Afslag på særligt pensionstillæg til reelt enlige. Mangelfuld begrundelse. Partshøring

En advokat, A, klagede på en mandlig førtidspensionist, B’s, vegne over det sociale nævns afgørelse af 3. december 1998. Nævnet tiltrådte i denne afgørelse K Kommunes afgørelse af 22. oktober 1997 om at B ikke var berettiget til at modtage særligt pensionstillæg som reelt enlig.

Det fremgik af sagen at B boede i en ejendom beliggende på adressen X, hvor også C boede. B og C købte i 1991 ejendommen sammen med 50 pct. hver, og begge flyttede ind den 1. juli 1991. Tidligere boede B og C begge i en villa - opdelt i to selvstændige lejligheder - beliggende på adressen Y.

B og C oprettede oprindelig bofællesskab idet de drev en fælles virksomhed fra den fælles adresse. Flytningen til X-adresse fandt sted på grund af problemer med af- og pålæsning i det hidtidige kvarter. Af praktiske årsager valgte B og C igen at købe en ejendom hvor der var mulighed for at etablere bofællesskab.

Efter en trafikulykke den 31. oktober 1992 hvor både B og C kom til skade, blev den fælles virksomhed lukket. B modtager som følge af ulykken nu førtidspension.

Det fremgår af sagens akter at B den 30. september 1997 udfyldte en erklæring om samlivsforhold hvor han anførte at han var ugift. I forbindelse med et møde i K Kommune den 14. oktober 1997 - efter tilkendelse af førtidspension - forklarede B på forespørgsel om, hvorvidt han levede i et samlivsforhold eller var reelt enlig at der på X-adresse er to lejligheder, men at han var reelt enlig.

Den 21. oktober 1997 besøgte kommunens bygningsinspektør, D, ejendommen på X-adresse. Ejendomsinspektøren skrev samme dag følgende til kommunen

“ Opgørelse af antal lejligheder i ejendommen (X-adresse).

Med henvisning til din forespørgsel, i brev af 14. d.s., kan vi oplyse, at der i BBR (Bygnings- og Boligregistret, min tilføjelse) kun er registreret en lejlighed i ejendommen.

På baggrund af opmåling på ejendommen, den 21. d.s., kan vi også oplyse, at der heller ikke fysisk er foretaget opdeling af beboelsesbygningen i flere lejligheder.

Opmålingen viser en beboelsesbygning på 117 m2 i stuetagen plus en uopvarmet udestue på 16 m2, og herudover en udnyttet tagetage på ca. 73 m2.”

Den 22. oktober 1997 traf K Kommune følgende afgørelse

“ Vedr. beregning af pension.

Det meddeles herved at Teknisk forvaltning hertil har oplyst, at der på (X-adresse) kun er en lejlighed. Deres pension vil derfor blive beregnet efter taksten for samlevende.

De kan anke denne afgørelse inden 4 uger fra modtagelsen. Anken sendes til Socialforvaltningen, som efter endt genvurdering, videresender anken til Det sociale Ankenævn ( )”

Den 27. oktober 1997 klagede A som advokat for B over K Kommunes afgørelse af 22. oktober 1997. I klagen oplyste A bl.a. følgende

“For god ordens skyld skal jeg oplyse, at der ikke er noget som helst belæg for at beregne pension efter taksten for samlevende.

Der er tale om en ejendom, som ejes i sameje (bofællesskab) med (C).

Der er tale om to selvstændige lejligheder, som begge har eget toilet. Det eneste fælles er køkkenet.

I den forbindelse skal jeg udtrykkeligt gøre opmærksom på, f.eks. at (B) og (C) hver især har egne forsikringer og eget telefonnummer etc.

Der er således ikke noget belæg for, at der skal ske beregning efter taksten for samlevende.”

K Kommune genvurderede den 30. oktober 1997 sagen og fandt ikke anledning til at ændre sin afgørelse. Kommunen videresendte derfor samme dag klagen med bilag til det sociale ankenævn (nu det sociale nævn).

Den 7. januar 1998 fremkom B med yderligere oplysninger til sagen. B skrev bl.a. således til det sociale ankenævn

“Jeg er reelt enlig, bor i bofællesskab med en person. Huset er indrettet med 2 stuer, 2 spisestuer, 2 soveværelser, 2 badeværelser og 1 køkken. Det eneste fællesrum der er, er køkkenet. Vi har separat husholdning og absolut ingen fælles økonomi.

Grunden til at vi i sin tid købte huset sammen, var at vi i fællesskab havde et firma. Det var derfor praktisk også at have fælles adresse, men stadig intet fælles i øvrigt. Firmaet er efterfølgende lukket p.g.a. af trafikulykke hvor vi begge kom til skade. Trafikulykken er også årsagen til, at jeg nu modtager førtidspension. Grunden til at jeg fortsat bor i huset er, at jeg i forbindelse med lukning af firmaet fik en gæld til Den Danske Bank. Banken har pant i huset, og såfremt huset sælges vil jeg økonomisk stå meget dårligt.

Jeg fastholder derfor fortsat, at jeg er reelt enlig.”

A supplerede den 26. januar 1998 klagen over for nævnet. I denne forbindelse skrev A bl.a. således

“(B) bor reelt alene, men ejendommen kan vel karakteriseres som en slags ’bofællesskab’. Huset er indrettet med 2 stuer, 2 spisestuer, 2 soveværelser, 2 badeværelser og 1 køkken. Det eneste fællesrum er således køkkenet. Der er separat husholdning og ingen fælles økonomi. Baggrunden for købet af huset var, at (B) og (C) i fællesskab havde et firma, og at firmaet blev drevet med udgangspunkt herfra.

Det kan samtidig oplyses, at hver af parterne har helt egne forsikringer og egen telefon, og at der ikke er tale om samlivsforhold.

Det kan samtidig oplyses, at der på et tidspunkt har været en person fra Teknisk Forvaltning på ejendommen, men har ikke været indenfor ejendommen og har set, hvorledes der faktisk er blevet indrettet.”

På ankenævnets opfordring fremkom K Kommune den 16. februar 1998 med en supplerende udtalelse i anledning af klagen. Kommunen fastholdt her formodningen om samliv med følgende begrundelse

“Parterne har sammen købt et 1-familiehus med 50% hver og er derfor fælles om udgifter til husleje, lys og varme.

Parterne var allerede samboende inden køb af ejendommen (X-adresse).”

Herefter fremkom A med supplerende oplysninger ved breve af 20. april 1998 og 8. juni 1998 til det sociale ankenævn. A vedlagde ved brevet af 20. april 1998 kopi af den salgsopstilling der blev udarbejdet ved - og som lå til grund for – B’ og C’s køb af ejendommen på Y-adresse. Heraf fremgik bl.a. at ejendommen var velegnet til bofællesskab og at der på ejendommen var to separate lejligheder.

I brevet af 8. juni 1998 skrev A bl.a. følgende

“Under henvisning til ovennævnte sag skal jeg herved oplyse, at den fremsendte salgsopstilling, som jeg vedlægger i kopi, vedrører det forhold, at min klient tidligere havde en ejendom beliggende i (Y-adresse), hvor ejendommen var indrettet til bofællesskab således at der var to lejligheder.

Herfra driver min klient sin virksomhed, men på grund af problemer med af- og pålæsning i kvarteret, var det nødvendigt for min klient at man fandt et nyt sted at etablere sig.

Derfor købte man igen en gård, hvor der var mulighed for at etablere bofællesskab. Jeg har ikke salgsopstilling på den nuværende ejendom, men blot på den ejendom hvor man boede før.

Herudover oplyser min klient, at den besigtigelse der blev foretaget, alene foregik ved at besigtige ejendommen udvendig. Man ønskede ikke at komme ind i ejendommen og se, at den fysisk var indrettet som to selvstændige lejligheder.”

På møde den 30. juni 1998 traf det sociale ankenævn afgørelse i B’s sag om pensionstillæg til reelt enlige. Af nævnets brev af 3. juli 1998 til A fremgik bl.a. følgende

“Sagen er behandlet på ankenævnets møde den 30. juni 1998.

Vedrørende retsgrundlag henvises til Lov om social pension §§ 13 og 49, og Lov om ændring af lov om social pension § 4.

Retsgrundlaget er vedlagt til Deres orientering.

Af Socialministeriets orienteringsskrivelse af 25. juni 1993 om ændringer i lov om social pension kap. 4, pkt. 2, fremgår, at særligt pensionstillæg og pensionstillæg til enlige som udgangspunkt kun udbetales til reelt enlige, jfr. § 49, stk. 2, 2. punktum. Afgrænsningen af enlige og gifte følger i denne sammenhæng de regler, der tidligere var gældende for tildeling af det forhøjede personfradrag til enlige. Disse regler er udformet på grundlag af den praksis, der har udviklet sig efter børnetilskudsloven. Efter disse regler er gifte og samlevende personer ligestillede. Ugifte og separerede anses ligeledes for enlige, hvis de ikke lever i et ægteskabslignende forhold. Et ægteskabslignende forhold foreligger, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet, eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab eller registreret partnerskab efter dansk ret. Det vil normalt være en forudsætning, at parterne har samme bopæl, men den formelle folkeregisteradresse er ikke afgørende.

Af SM P-20-95 fremgår, at Den sociale Ankestyrelse har behandlet en række sager til belysning af spørgsmålet om, hvornår en pensionist kan betragtes som enlig med deraf følgende ret til udbetaling af det særlige pensionstillæg.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der var en formodning for, at 2 personer, der er tilmeldt folkeregistret på samme adresse , som vedrører en énfamiliesbolig, som udgangspunkt må betragtes som samlevende med den virkning, at der ikke kan udbetales det særlige pensionstillæg.

AFGØRELSE

Det sociale Ankenævn stadfæster kommunens afgørelse.

Der er ved afgørelsen lagt til grund, at der er en formodning for, at (B) og (C), der fra samme tidligere adresse er indflyttet (X-adresse), som udgangspunkt må betragtes som samlevende med den virkning, at der ikke kan udbetales det særlige pensionstillæg til reelt enlige pensionister.

Efter en samlet vurdering af det oplyste til sagen, herunder at der er tale om en enfamiliebolig, som parterne ejer i fællesskab med 50% til hver, ses det ikke at være afkræftet, at (B) og (C) gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og at samlivet kan føre til registreret partnerskab efter dansk ret.”

Den 10. juli 1998 klagede A på vegne af B over det sociale ankenævns afgørelse af 3. juli 1998. I klagen skrev A bl.a. følgende

“Der klages over, at afgørelsen er i strid med praksis, udstukket af Den Sociale Ankestyrelse.

Jeg skal nærmere redegøre for forholdene således

Indledningsvis fremgår det, at der ifølge BBR kun er registreret en lejlighed, og at denne skulle fremgå af opmåling, foretaget af Teknisk Forvaltning. Det skal i den forbindelse nævnes, at der har været repræsentanter fra Teknisk Forvaltning på ejendommen. Trods opfordring ønskede disse ikke at komme indenfor på ejendommen og ved selvsyn besigtige, hvorledes ejendommen var indrettet.

Herudover finder jeg anledning til at fremhæve følgende

Hver af parterne på ejendommen har egne forsikringer.

Hver af parterne på ejendommen har egen telefon.

Hver af parterne på ejendommen har egen bil.

Hver af parterne på ejendommen har eget fjernsyn.

(C) har f.eks. hjemmeservice til at foretage rengøring hos sig. Dette har (B) ikke.

Parterne spiser hver for sig.

Parterne har adskilt økonomi og har aldrig på noget tidspunkt haft fælles økonomi. Parterne har hver sine bankkonti og ingen fælles bankkonti og betalingsservice, ej heller vedrørende ejendommen.

Herudover har (B), mens firmaet eksisterede, været den udfarende kraft, der typisk var rejsende og normalt kun var på ejendommen i weekenderne. Ligesom han i perioder, op til 4 måneder, slet ikke har været på ejendommen.

Det er således min opfattelse, at Den Sociale Ankestyrelse ved SM p-20-95 har udtalt, at der er en formodningsregel, såfremt 2 personer er tilknyttet folkeregistret på samme adresse, ved en enfamiliesejendom.

Ved samme lejlighed lagde man ligeledes til grund, at formodningsreglen ikke gælder hvis parterne har særskilte husholdninger, spiser hver for sig og har adskilt økonomi, således at der ikke er tale om fælles husholdning, ligesom man i andre sager har lagt vægt på, at parterne havde eget fjernsyn etc.

Det er således min opfattelse, at afgørelsen er i strid med den praksis, som er udstukket for Den Sociale Ankestyrelse, ligesom man i forbindelse med sagen ikke har belyst fuldt ud.”

Den 20. juli 1998 sendte det sociale nævn klagen videre til Den Sociale Ankestyrelse.

Den Sociale Ankestyrelse afviste i brev af 4. august 1998 til B at behandle sagen under henvisning til at den ikke fandtes at have principiel eller generel betydning.

Den 14. september 1998 klagede A på vegne af B til mig over myndighedernes afgørelser. I klagen skrev A bl.a. følgende

“Jeg skal høfligst anmode om, at De henstiller til (K) Kommune, at sagen genoptages, idet der er blevet begået grov sagsbehandlingsfejl.

Det kan i den forbindelse oplyses, at kommunen ikke ønskede at medvirke til en korrekt belysning af sagen.

Min klient opfordrede til, at man kom og besigtigede ejendommen, således at man ved selvsyn kunne se, hvordan den var indrettet.

Dette ønskede man ikke, men nøjes med at besigtige huset udefra.

Det kan i øvrigt oplyses supplerende, at hver af parterne har egen støvsuger, egen vennekreds og i øvrigt ikke er samboende.

Det ville dog være mere korrekt, såfremt kommunen havde overgivet sagen til politiet, idet min klient jo har underskrevet en tro og love-erklæring, og ved en politimæssig efterforskning kunne man også have fået dette belyst.

Derfor skal jeg høfligst anmode om, at der henstilles til kommunen, om at genoptage sagen.”

Jeg bad i brev af 21. september 1998 A om at indsende myndighedernes afgørelser og eventuelle andre bilag som A mente var af betydning for sagen.

Ved brev af 2. november 1998 med bilag sendte A mig de pågældende sagsakter.

Jeg skrev den 13. november 1998 til A at jeg efter at have gennemgået de indsendte bilag anså det for mest korrekt at sende A’s breve med bilag videre til det sociale nævn som en anmodning fra A om at modtage en uddybende begrundelse for nævnets afgørelse - især under henvisning til det A anførte i sit brev af 10. juli 1998 til nævnet sammenholdt med SM P-20-95. Jeg bad i denne forbindelse A om at afvente nævnets svar før A tog stilling til om der var grundlag for at klage til mig.

Samme dag sendte jeg A’s breve af 14. september 1998 og 2. november 1998 med bilag videre til det sociale nævn.

Den 3. december 1998 skrev det sociale nævn i sin uddybende begrundelse til A bl.a. følgende

“Med hensyn til boligforholdene er det lagt til grund, at ejendommen, beliggende (X-adresse), ifølge udskrift fra Bygnings- og boligregistret pr. 12. februar 1998 indeholder én beboelseslejlighed med eget køkken.

(B) og (C) ejer i fællesskab ejendommen med 50% hver og deler i fællesskab udgifterne til boligen.

I de tilfælde, hvor Den Sociale Ankestyrelse ifølge SM-P-20-95 fandt, at formodningen om samliv som udelukkende for udbetaling af det særlige pensionstillæg, ikke kunne lægges til grund, drejede sig i sagerne nr. 1 - 4 om énfamiliesboliger, hvor det blev gjort gældende, at den ene part boede til leje hos den anden. Sag nr. 5 drejede sig om en tofamiliesejendom.

I sagerne 7 og 8 blev formodningen opretholdt, idet Ankestyrelsen lagde vægt på, at begge stod som lejere med forpligtelse for hver sin halvdel af huslejen. I sag nr. 9 lagde Ankestyrelsen vægt på, at pågældende kvinde var flyttet fra én bolig til en anden énfamiliesbolig sammen med sin veninde, og at hun havde valgt at deles om huslejen med sin veninde, der tidligere var lejer hos hende.

Idet nævnet ikke kunne lægge afgørende vægt på de fremførte argumenter for adskilte økonomiske forhold er formodningen om samliv, som udelukkende for udbetaling af det særlige pensionstillæg opretholdt i overensstemmelse med den af Ankestyrelsen skitserede praksis i SM-P-20- 95.”

I brev af 14. december 1998 fastholdt A klagen til mig. A skrev bl.a. at det fortsat var hans opfattelse at nævnets begrundelse var i strid med praksis. A henviste i denne forbindelse til sit brev af 10. juli 1998.

I anledning af A’s brev af 14. december med bilag bad jeg den 26. januar 1999 det sociale nævn og K Kommune om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg skrev bl.a. følgende

“Under henvisning til vedlagte brev af 14. december 1998 med bilag fra advokat (A) beder jeg om en udtalelse i anledning af klagen.

Jeg beder om at nævnet forinden indhenter en udtalelse fra (K) Kommune om sagen.

Jeg gør opmærksom på at jeg i forbindelse med min behandling af sagen vil tage stilling til om kommunens og nævnets afgørelser opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Jeg skal således bl.a. anmode om at nævnet og (K) Kommune i udtalelserne redegør for hvilken betydning adv. (A)’s oplysninger om (B)’s og (C)’s adskilte økonomi fx. separate telefoner og forsikringer har haft for afgørelsen om at anse (B) for ikke at være reelt enlig.

Jeg skal endvidere bede kommunen og nævnet oplyse om (B) er blevet partshørt i sagen.

Endelig anmoder jeg om at kommunen og nævnet redegør for oplysningsgrundlaget i sagen.

Udtalelserne vil eventuelt blive sendt til partshøring.”

K Kommune udtalte i breve af 3. februar 1999, 11. februar 1999 og 23. februar 1999 til det sociale nævn bl.a. følgende

“I besvarelse af Deres brev af 1.2.1999 meddeles det herved at vi især har lagt til grund at (B) og (C) er tilflyttet (K) fra samme adresse i ( ) og at de i fællesskab har købt et enfamilieshus med kun et køkken. Vi har ikke lagt til grund at de har hver sin telefon og tv, da det anses for at være meget normalt i alle familier. Ellers henvises til Sm P-20 som viser praksis.

Der henvises til nævnets afgørelse.”

“I henhold til Nævnets skrivelse af 10. februar 1997 (skal nok være 1999; min tilføjelse) kan det oplyses, at (K) kommune ikke har yderligere tilføjelse til oplysningsgrundlaget. Der er dog en vis usikkerhed om, hvad ordet ’oplysningsgrundlag’ betyder. I samråd med Ankenævnet har vi dog konkluderet, at der må være tale om sagens akter. Til sagens akter medsender vi skrivelse fra kommunens tekniske forvaltning af 21. oktober 1997, hvor teknisk forvaltning konkluderer, at ejendommen ikke fysisk er opdelt i 2 lejemål.

Med hensyn til partshøring kan det understreges, at (B) er tilskrevet om ovennævnte oplysning. Der henvises her til materialet i anken - skrivelse af 22. oktober 1997 til (B).

Adv. (A) fremsender 28. okt. 1997 klage til (K) kommune med oplysninger omkring adskilt økonomi. I den anledning revurderer (K) kommune sagen og i skrivelse af 30. oktober 1997 meddeles Det Sociale Nævn, at (K) kommune ikke har fundet anledning til at ændre afgørelsen.”

“Det kan herved meddeles, at (K) kommune ikke har mere at tilføje til oplysningsgrundlaget. Oplysningsgrundlaget fremgår af sagens akter.”

Det sociale nævn udtalte i brev af 9. marts 1999 til mig bl.a. følgende

“Under henvisning til Ombudsmandens brev af 26. januar 1999 returneres brev af 14. december 1998 med bilag fra advokat (A).

Nævnet har indhentet vedlagte udtalelser af 3. februar 1999, 11. februar 1999 og 23. februar 1999 fra (K) Kommune om sagen.

Nævnets afgørelse er truffet efter en skønsmæssig afvejning af de faktiske omstændigheder, som er inddraget i nævnsoplægget.

(B)’s repræsentant, advokat (A), har haft lejlighed til at udtale sig om alle ovennævnte omstændigheder.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt afgørende vægt på de forhold, at to personer er tilmeldt Folkeregistret på samme adresse, som vedrører en énfamiliebolig og som ejes i økonomisk fællesskab.

Ifølge foreliggende praksis, som er refereret i retsgrundlaget for afgørelsen, er der herved skabt en formodning om samliv som udelukker retten til det særlige pensionstillæg til enlige pensionister.

Oplysningerne om at der på andre områder er adskilt økonomi f.eks. separate telefoner og forsikringer har nævnet skønnet ikke at kunne tillægge så stor vægt, at pensionisten alligevel må anses for reelt enlig.

I anledning af advokat (A)’s anbringende om, at repræsentanter fra Teknisk Forvaltning ikke ønskede at komme indenfor på ejendommen, har nævnet den 25. februar 1999 rettet telefonisk henvendelse til bygningsinspektør i Teknisk Forvaltning, (D), der bekræftede, at man den 21. oktober 1997 blev inviteret indenfor i stuehuset på ejendommen (X-adresse), og vist rundt i hele huset og foretog opmålinger.”

Jeg sendte med brev af 12. marts 1999 A kopi af myndighedernes udtalelser, og jeg bad A om at sende mig eventuelle bemærkninger til udtalelserne inden fire uger.

A kommenterede udtalelserne i brev af 16. april 1999. Her skrev A bl.a. således

“ Skrivelsen af 3/2 1999

Det anføres i denne skrivelse

’er tilflyttet (K) fra samme adresse i (Y-by) og at De i fællesskab har købt en enfamilieshus med kun et køkken’

Hertil skal det oplyses, at beboelsen i (Y-by) var et enfamiliehus med to separate lejligheder.

Firmaet blev drevet herfra.

Huset i (K) er et enfamiliehus med to lejligheder - et køkken i huset og et køkken i sidebygningen og med 2 dagligstuer, 2 spisestuer, 2 soveværelser og 2 badeværelser.

I den forbindelse skal det i øvrigt oplyses supplerende, at både (B) og (C) har egen telefon, eget TV, egen støvsuger, eget porcelæn, egen forsikring og egen bil, spiser hver for sig og har adskilt økonomi.

Skrivelse af 10/2 1999 fra Det Sociale Nævn

Det anføres

’om (B) er blevet partshørt’

Hertil oplyser (B), at han blev indkaldt til et møde hos (E), hvor han ikke fik lov at sige et ord, men blev beordret til at skrive under - ellers ville han ikke få udbetalt en eneste krone.

Skrivelse af 21/10 1997

Det anføres

’På grund af opmåling af ejendommen den 21. ds.’

Hertil oplyser (B), at opmålingen alene bestod i en opmåling af husets sokkel udvendig.

Skrivelse af 9. marts 1999

Det er anført

’blev inviteret indenfor i stuehuset på ejendommen (X-adresse) og vist rundt i hele huset og foretog opmålinger’

Som jeg anførte ovenfor blev der alene foretaget opmålinger udenpå huset på soklen. Herudover ville (D), der var ledsaget af en ekstra person, som min klient ikke har navnet på se, hvor dyb skunken var, og så det fra en lem i entreen på I. sal. (D) nægtede på det kraftigste at ville se, hvordan huset var indrettet.

Han oplyste

’Folk kan bo som de vil, og det vedkom ikke ham.’

Herudover må det vel være muligt for kommunen at dokumentere mere præcist, hvad man har fundet frem til ved gennemgangen af huset ?

Det er således sammenfattende min opfattelse, at der reelt ikke er fremkommet nogen som helst dokumentation for den påstand, at min klient skulle være samboende.”

Det sociale nævn meddelte mig i brev af 17. maj 1999 at A’s brev ikke gav nævnet anledning til at fremkomme med yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

“Det sociale nævns afgørelse

Nævnets afgørelse om hvorvidt (B) kunne anses for reelt enlig, er truffet i henhold til lov om social pension § 49, stk. 2, som er formuleret således

’Ved fastsættelse af pensionen anses gifte som enlige, hvis samlivet med ægtefællen er ophævet. Ved udbetaling af pensionstillæg, jf. stk. 1, nr. 3, anses personer, der ikke lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, som enlige.’

I forarbejderne til lov om social pension, § 49, stk. 2, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 10010, anføres bl.a. følgende

’Begreberne enlige og gifte foreslås bragt i overensstemmelse med § 10, stk. 2, i personskatteloven om ret til særligt forhøjet personfradrag. Alene reelt enlige får derfor efter forslaget udbetalt særligt pensionstillæg/pensionstillæg. Efter de gældende regler om særligt forhøjet personfradrag - der er udformet på grundlag af den praksis, der har udviklet sig efter børnetilskudsloven - er gifte og samlevende personer ligestillede. Ugifte og separerede anses således for enlige, medmindre de lever i et ægteskabslignende forhold. Et ægteskabslignende forhold foreligger, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og der er tale om et samlivsforhold, der kan føre til ægteskab eller registreret partnerskab. Det vil normalt være en forudsætning, at parterne har samme bopæl, men den formelle folkeregisteradresse er ikke afgørende.

....’

Som det fremgår, er det af afgørende betydning for størrelsen af pensionstillæg om en ansøger er reelt enlig. Det sociale nævn var derfor i den foreliggende sag forpligtet til, i overensstemmelse med officialprincippet, at tilvejebringe de nødvendige oplysninger om, hvorvidt (B) var reelt enlig, jf. ordlyden i pensionslovens § 49, stk. 2.

Det sociale nævn begrundede afgørelsen af 3. juli 1998 med at der var en formodning for at (B) og (C) - der fra samme tidligere adresse flyttede til (adressen X) - måtte betragtes som samlevende. Det sociale nævn fandt efter en samlet vurdering af det til sagen oplyste ikke, at nævnet kunne anse denne formodning for afkræftet. Nævnet lagde herunder særlig vægt på, at der var tale om en enfamiliebolig som parterne ejede i fællesskab med 50 % til hver, at det ikke kunne anses for afkræftet, at (B) og (C) gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrog til den fælles husførelse, samt at samlivet efter dansk ret kunne føre til registreret partnerskab.

Nævnet har således begrundet sin afgørelse med den formelle måde (B) og (C) bor på, idet nævnet har henvist til at parterne var tilflyttet adressen fra samme tidligere adresse, at der var tale om enfamiliebolig, og at parterne hver ejede 50% af denne bolig.

Selvom de objektive boforhold naturligvis er et væsentligt kriterium ved bedømmelsen af om en pensionist er reelt enlig, forudsætter § 49, stk. 2, at myndighederne tillige foretager en konkret vurdering, bl.a. under hensyn til om parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og om samlivet kan føre til ægteskab/registreret partnerskab efter dansk ret.

Jeg henviser i denne forbindelse til SM P-20-95. Den Sociale Ankestyrelse lagde i forbindelse med den pågældende afgørelse til grund at hvor to personer er tilmeldt folkeregistret på samme adresse - og denne adresse vedrører en bolig beregnet til én familie - er der en formodning om samliv. Bl.a. i sagerne nr. 2-4 fandt Ankestyrelsen dog at formodningen ikke kunne opretholdes.

Begrundelsen herfor var i sag nr. 2 bl.a. følgende

’Ankestyrelsen lagde til grund, at hvor to personer er tilmeldt folkeregisteret på samme adresse, og denne adresse vedrører en ejendom beregnet til én familie, er der en formodning om samliv.

Efter oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen imidlertid ikke, at der var grundlag for at opretholde formodningen om, at ansøger kunne anses for samlevende.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger havde oplyst, at parterne havde særskilte husholdninger , normalt spiste hver for sig og havde adskilt økonomi , og at der således ikke var tale om fælles husførelse.’ (mine fremhævninger)

I sag nr. 3 og 4 begrundede Ankestyrelsen bl.a. sin afgørelse med følgende

’Ankestyrelsen lagde til grund, at hvor to personer er tilmeldt folkeregisteret på samme adresse, og denne adresse vedrører en ejendom beregnet til én familie, er der en formodning om samliv.

Efter oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen imidlertid ikke, at der var grundlag for at opretholde formodningen om, at parterne kunne anses som samlevende.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at begge havde oplyst, at de ikke havde nogen form for fælles økonomi og heller ikke ydede gensidig hjælp til madlavning, rengøring m.m. (min fremhævning)

...

Ankestyrelsen lagde ydermere vægt på, at kvinden havde eget fjernsyn, køleskab, kogeplader m.v.’

Det sociale nævn har i sin afgørelse af 30. juni 1998 efter en samlet vurdering af sagen ikke fundet det afkræftet at (B) og (C) gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde har bidraget til den fælles husførelse, og at samlivet har kunnet føre til registreret partnerskab efter dansk ret.

I sin udtalelse til mig af 9. marts 1999 har nævnet oplyst at oplysningerne om at der på andre områder (end vedrørende boforholdene) er adskilt økonomi, f.eks. separate telefoner og forsikringer, efter nævnets opfattelse ikke har kunnet tillægges så stor vægt at pensionisterne må anses for reelt enlige.

Jeg opfatter nævnets afgørelse og udtalelse således at nævnet har lagt de oplysninger om adskilt økonomi som (A) og (B) er fremkommet med under sagens behandling, ubestridt til grund. Imidlertid har nævnet ikke ved afvejningen af alle oplysningerne i sagen vurderet at dette kunne føre til at (B) blev anset for reelt enlig.

Som anført fremgår det af pensionslovens § 49, stk. 2’s ordlyd at det ved vurderingen af om en person lever i et samlivsforhold, er afgørende om parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og at samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret. Det samme er fremhævet i forarbejderne der tilføjer at det normalt er en forudsætning at parterne har samme bopæl, men at den formelle folkeregisteradresse ikke er afgørende.

Som lovbestemmelsen er formuleret, må der efter min opfattelse lægges afgørende vægt på oplysningerne om at (B) og (C) efter det oplyste havde særskilte husholdninger, herunder spiste hver for sig, og havde selvstændige rengøringsordninger, at parterne havde adskilt økonomi, herunder separate forsikringer, separate telefoner og separate bankkonti, og at parterne ikke efter det til sagen oplyste gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrog til en fælles husførelse.

Oplysningerne om de formelle boforhold som nævnet tilsyneladende har lagt altafgørende vægt på kan efter min opfattelse ikke i sig selv føre til at bedømme en person som samlevende, når de øvrige oplysninger i sagen, herunder alle de forhold som udtrykkeligt er nævnt i loven, fører til det modsatte resultat.

Jeg mener heller ikke at nævnet under behandlingen af sagen har vurderet om der var tale om et ægteskabs- eller partnerskabslignende forhold.

De anførte betragtninger gælder også for så vidt angår (K) Kommunes afgørelse hvilket jeg har gjort kommunen bekendt med.

Jeg har henstillet til det sociale nævn at genoptage sagens behandling og, i lyset af det jeg har anført ovenfor, overveje om nævnet vil fastholde sin afgørelse i sagen.

Det står ikke klart for mig om boligen på (X-adresse) har været besigtiget indvendigt af kommunens tekniske forvaltning. Myndighederne fremfører én opfattelse, jf. bl.a. breve af 21. oktober 1997, 11. februar 1999 og 9. marts 1999, mens (A) og (B) fastholder en anden opfattelse - bl.a. udtrykt i breve af 26. januar 1998, 10. juni 1998, 14. september 1998 og 16. april 1999.

Da der som ovenfor anført er tvivl om rækkevidden af besigtigelsen af (X-adresse), beder jeg det sociale nævn om at undersøge dette spørgsmål nøjere hvis oplysninger med relation til besigtigelsen vil være af betydning for nævnets afgørelse.

Jeg har bedt det sociale nævn om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.

Jeg beder (A) afvente nævnets fornyede behandling af sagen før (A) tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig.

Begrundelsen for myndighedernes afgørelser

Forvaltningsloven indeholder bl.a. følgende bestemmelse

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...’

En begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 277ff.

Hvis afgørelsen bygger på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

(K) Kommune traf den 22. oktober 1997 afgørelse om at (B)’s pension skulle beregnes efter taksten for samlevende. Kommunen begrundede afgørelsen således

’...

Det meddeles herved at Teknisk forvaltning hertil har oplyst, at der på (X-adresse) kun er en lejlighed.

...’

Af kommunens supplerende udtalelser til mig af 3. februar 1999 og 11. februar 1999 fremgår at kommunen yderligere har lagt vægt på at (B) og (C) er tilflyttet (K) fra samme adresse i (Y-by), og at de i fællesskab har købt et enfamilieshus med kun ét køkken. Kommunen har anset forhold som separate telefoner og hver sit tv-apparat som ’meget normalt i alle familier’.

Det er min opfattelse at (K) Kommunes afgørelse af 22. oktober 1997 ikke opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Kommunen oplyste således først i de supplerende udtalelser af 3. februar 1999 og 11. februar 1999 hvilke hensyn der lå bag afgørelsen om at (B) ikke opfyldte kravene til at modtage pensionstillæg som reelt enlig. Endvidere burde kommunen i afgørelsen af 22. oktober 1997 have henvist til de bestemmelser afgørelsen blev truffet efter.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Partshøring

Reglerne om hvornår en myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

...’

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har en myndighed pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Bestemmelsen forudsætter at parten ikke må antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af de pågældende faktiske oplysninger.

Forvaltningsmyndigheden har - som nærmere beskrevet nedenfor - ansvaret for at oplyse sagen i tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget inden myndigheden træffer afgørelse. Eventuelle fejl eller tvivlsomme punkter i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten, ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres sag.

(K) Kommune foretog ifølge det for mig oplyste ikke partshøring af (B) over teknisk forvaltnings skrivelse af 21. oktober 1997 til kommunen. Skrivelsen vedrørte opgørelse af antal lejligheder i ejendommen beliggende (X-adresse) og indeholdt følgende bemærkninger

’Med henvisning til din forespørgsel, i brev af 14. d.s., kan vi oplyse, at der i BBR kun er registreret en lejlighed i ejendommen.

På baggrund af opmåling på ejendommen, den 21. d.s., kan vi også oplyse, at der heller ikke fysisk er foretaget opdeling af beboelsesbygningen i flere lejligheder.

Opmålingen viser en beboelsesbygning på 117 m2 i stueetagen plus en uopvarmet udestue på 16 m2, og herudover en udnyttet tagetage på ca. 73 m2.’

Den pågældende skrivelse indeholder således oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og disse oplysninger har været af afgørende betydning for kommunens afgørelse af 21. oktober 1997 - jf. begrundelsen. (B) var bekendt med at bygningsinspektør, (D), besøgte ejendommen på (X-adresse) den 21. oktober 1997, men (B) kan ikke antages at have været bekendt med det nærmere indhold af (D)’s skrivelse til kommunen på baggrund af besøget. Da oplysningerne i skrivelsen af 21. oktober 1997 var til ugunst for (B), burde (K) Kommune have partshørt (B) over den pågældende skrivelses indhold forud for kommunens afgørelse af 22. oktober 1997.

Kommunen skrev i sin udtalelse af 11. februar 1999 til det sociale nævn med hensyn til partshøring af (B) følgende

’...

Til sagens akter medsender vi skrivelse fra kommunens tekniske forvaltning af 21. oktober 1997, hvor teknisk forvaltning konkluderer, at ejendommen ikke fysisk er opdelt i 2 lejemål.

Med hensyn til partshøring kan det understreges, at (B) er tilskrevet om ovennævnte oplysning. Der henvises her til materialet i anken - skrivelse af 22. okt. 1997 til (B).

...’

(K) Kommune henviste således til at (B) blev gjort bekendt med de pågældende oplysninger den 22. oktober 1997. Skrivelsen af 22. oktober 1997 udgør imidlertid kommunens afgørelse i sagen. Herved er betingelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1 om at parten forud for afgørelsen skal gøres bekendt med oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, ikke opfyldt.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Det fremgår ikke af sagens akter at det sociale nævn under sin behandling af sagen har partshørt (B) over teknisk forvaltnings brev af 21. oktober 1997. Dette er beklageligt.

Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.”

Den 7. oktober 1999 tilbagesendte det sociale nævn sagen til K kommune til fornyet behandling. K kommune traf afgørelse om at B var berettiget til at modtage pensionstillæg som reelt enlig.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En advokat klagede på en førtidspensionists vegne over myndighedernes afslag på særligt pensionstillæg til enlige. Det sociale nævn lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på at førtidspensionisten havde fælles adresse med en anden mand, og at adressen var opført som en enfamiliebolig. Parterne ejede 50 pct. hver.

Ombudsmanden udtalte at oplysningerne om de formelle boforhold som nævnet tilsyneladende havde lagt afgørende vægt på, ikke i sig selv kunne føre til at bedømme en person som samlevende når de øvrige oplysninger i sagen, herunder alle de forhold som udtrykkeligt er nævnt i loven, førte til det modsatte resultat. Nævnet burde have lagt afgørende vægt på oplysningerne om den måde hvorpå parterne faktisk havde indrettet sig på den fælles adresse, ligesom nævnet burde have vurderet om der var tale om ægteskabs- eller partnerskabslignende forhold. I lyset af dette henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage sagen.

Ombudsmanden kritiserede også at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkelig begrundet og at kommunen og det sociale nævn ikke havde partshørt i tilstrækkeligt omfang. (J.nr. 1998-3782-043).