Påbud om afhændelse af landbrugsejendom. Ændring af tegningsregel i vedtægter

§ 17.

Hvert A-aktiebeløb på kr. 100 giver 10 stemmer, medens hver B-aktiebeløb på 100 kr. giver 1 stemme. Hver aktionær er berettiget til at deltage i generalforsamlingen personligt, sammen med en rådgiver eller ved fuldmægtig, som kan udøve stemmeret på hans vegne mod forevisning af skriftlig og dateret fuldmagt, givet for ikke mere end et år.

...

§ 19.

På generalforsamlingen træffes alle beslutninger ved simpelt flertal, bortset fra de tilfælde, hvor Aktieselskabsloven kræver kvalificeret flertal.

...

§ 20 i landbrugsloven er en undtagelsesbestemmelse (fra udgangspunktet om, at kun fysiske personer må eje landbrugsejendomme), der ikke kan dispenseres fra, og som det vil være naturligt at administrere restriktivt. Det er således direktoratets opfattelse, at en vedtægtsbestemt tegningsregel ikke skal kunne ’underminere’ landmandens indflydelse på landbrugsejendommens daglige drift i relation til konkrete aftaler. Der lægges vægt på, at registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er en officiel meddelelse udadtil.

Strukturdirektoratet anførte i brev af 8. december 1997 til advokat (A) bl.a., at direktoratet ikke finder det tilstrækkeligt, at direktoratets kontrol med § 20-selskaber skal sikres ved indbyrdes aftaler aktionærerne imellem, idet sådanne aftaler ville kunne neutraliseres af skjulte, modsatrettede aftaler.

Direktoratet anførte endvidere bl.a., at uanset, at Strukturdirektoratet har hjemmel til at indhente de fornødne oplysninger om aftaler mellem selskabet og dets aktionærer, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 773 af 24. august 1994, vil den krævede offentlige kontrol med selskabsdannelsen i landbruget væsentligt bedre kunne sikres via oplysninger om selskabets ledelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register. Uden denne mulighed ville der næppe kunne gennemføres nogen reel kontrol med de pågældende selskaber.

Som kommentar hertil anførte advokat (A) i sin klage til Ombudsmanden i brev af 16. december 1997, at Strukturdirektoratets bemærkning om, at indbyrdes aftaler aktionærerne imellem ikke er en tilstrækkelig begrænsning for Strukturdirektoratet, viser, at Strukturdirektoratet ikke har forstået indholdet af den begrænsning, som ikke-landmændene i bestyrelsen vil påtage sig. Tilbuddet er ikke en intern aftale, men en erklæring direkte over for Strukturdirektoratet.

Advokat (A) anfører videre, at han finder den supplerende bemærkning i Strukturdirektoratets skrivelse vedrørende det misforståede løsningsforslag, nemlig at ’Sådanne aftaler vil kunne neutraliseres af skjulte, modsatrettede aftaler’ utilstedelig og urimelig, når direktoratet ikke har noget grundlag for i den konkrete sag at fremkomme med sådanne mistillidserklæringer til hans klienter.

Strukturdirektoratet kontrollerer § 20-selskaberne for at sikre lovens overholdelse. Det er helt klart, at der nødvendigvis må eksistere en model, som kan anvendes generelt ved direktoratets kontrol af § 20-selskaberne. Når Strukturdirektoratet anførte, at aftaler ville kunne neutraliseres af skjulte, modsatrettede aftaler, har direktoratet på ingen måde konkret vurderet troværdigheden hos parterne i denne sag. Tankegangen er, at den løsning, som advokaten kræver, helt generelt vil vanskeliggøre direktoratets kontrol med selskabernes overholdelse af reglerne, idet der vil være en væsentlig risiko for omgåelse.

...”

Advokat A fremsatte sine afsluttende bemærkninger i brev af 25. august 1998.

Den 6. maj 1999 afgav jeg en redegørelse i sagen hvor jeg gav udtryk for min foreløbige retsopfattelse og tilkendegav at jeg var indstillet på at henstille til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved førstkommende revision af landbrugsloven at tage initiativ til at en udtrykkelig regulering af et tilfælde som det forliggende blev etableret. I redegørelsen anførte jeg følgende

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

” 1. Retsgrundlaget

Af § 20 og § 27, stk. 1, i lovbek. nr. 504 af 17. juli 1989 om landbrugsejendomme fremgår følgende

’ § 20. Et aktieselskab eller et anpartsselskab kan erhverve og forblive ejer af en landbrugsejendom, der er beliggende i landzone, hvis aktierne eller anparterne, der repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet, ejes af en deltager, der

indtil selskabets erhvervelse af ejendommen har haft lovlig adkomst på denne eller

opfylder betingelserne for personlig erhvervelse af ejendommen, dog således at et eventuelt krav om egen drift overgår på selskabet.

Stk. 2. For aktieselskabers vedkommende skal alle aktier noteres på navn.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler for kontrol, registrering m.v. i forbindelse med aktie- og anpartsselskabers erhvervelse af landbrugsejendomme.’

’ § 27. Hvis erhververen ikke opfylder betingelserne for at erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller anpart i en sådan ejendom, kan landbrugsministeren meddele den pågældende påbud om at afhænde ejendommen inden en frist på mindst 6 måneder og højst 1 år.’

§ 22.

Bestyrelsen vælger et af sine medlemmer som formand for bestyrelsen. En direktør må ikke vælges til formand.

Ingen afgørelse kan træffes af bestyrelsen, medmindre et flertal af den til enhver tid eksisterende bestyrelse stemmer for den. I tilfælde af stemmelighed skal formandens stemme være afgørende.

...

Direktion

§ 23.

Bestyrelsen skal ansætte en eller flere direktører til at varetage den daglige ledelse af selskabets virksomhed.

I tilfælde af at der ansættes flere direktører, ansættes én af dem som administrerende direktør.

Tegningsret m.v.

§ 24.

Selskabet tegnes af en direktør alene eller af to bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 25.

Bestyrelsen kan meddele eneprokura eller kollektiv prokura.

...”

I brev af 4. maj 1995 anførte Strukturdirektoratet at selskabets tegningsregel stred mod landbrugslovens § 20. Direktoratet skrev endvidere

“...

Det er en forudsætning for anvendelsen af landbrugslovens § 20, at ’landmanden i selskabet’ i kraft af sin stemmeflerhed træffer de sædvanlige beslutninger om den daglige drift. Dette indebærer bl.a., at det vil være i strid med lovens § 20 at træffe aftaler, som ikke sikrer, at landmandens stemmer alene giver flertal.

Ovennævnte forhold bedes bragt i overensstemmelse med reglerne i landbrugslovens § 20 og dokumentation herfor indsendt hertil inden 8 uger fra nærværende skrivelses dato.”

I brev af 7. juni 1995 svarede advokat A direktoratet som den 29. juni 1995 fastholdt sit synspunkt for så vidt angår tegningsreglen. Direktoratet anførte som støtte herfor

“...

En tegningsregel, hvorefter selskabet kan tegnes af to bestyrelsesmedlemmer anses for stridende mod landbrugslovens § 20, også i situationer, hvor landmanden som direktør er tilsikret enesignatur.

Dette er også i overensstemmelse med den praksis, der er anlagt i § 20-sager, jf. skrivelse fra Landbrugsministeriets Departement af 27. september 1990.

Det følger bl.a. heraf, ’ at også bestemmelser om tegningsret, der giver andre i selskabet ret til uden om denne at tegne selskabet, er i strid med forudsætningen om landmandens ledelse af den daglige drift. Under hensyn til, at bestemmelser om tegningsret er udtryk for legitimationen over for tredjemand og ikke er afgørende for den inter partes aftalte beslutningskompetence, finder Landbrugsministeriet, at en bestemmelse, hvorefter tegning forudsætter både direktørens (landmandens) og et eller flere bestyrelsesmedlemmers (investorers) medvirken, vil være acceptabel, forudsat det ikke indskrænker landmandens ret til at træffe sædvanlige dispositioner vedrørende den daglige drift. Heri ligger også, at beslutninger skal kunne træffes hurtigt uden en omstændelig procedure’.

Strukturdirektoratet skal derfor fastholde sit synspunkt, hvorefter tegningsreglen ikke er i overensstemmelse med landbrugslovens § 20.

Ovennævnte forhold bedes bragt i orden og dokumentation herfor indsendt inden 8 uger fra nærværende skrivelses dato.”

Den 8. januar 1996 oversendte direktoratet sagen til Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt som i brev af 11. april 1996 til advokaten skrev

“...

Ifølge landbrugslovens § 20 jf. cirk. § 84, stk. 8 må et selskab, der erhverver en landbrugsejendom ikke kunne tegnes uden om landmanden i selskabet.

Det fremgår af selskabets korrespondance med Strukturdirektoratet, at selskabets tegningsregler ikke lever op til landbrugslovens krav.

På den baggrund meddeler Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt Dem – i medfør af landbrugslovens § 27, stk. 1 – påbud om at afhænde ejendommene indenfor 6 måneder.

Det kan oplyses at påbudet bortfalder såfremt selskabet inden fristens udløb bringer tegningsreglerne i selskabets vedtægters § 24 i overensstemmelse med landbrugslovens bestemmelser.

...”

I brev af 19. april 1996 klagede advokaten over kommissionens afgørelse. Han skrev bl.a.

“...

Landbrugslovens § 20 bestemmer, at et aktieselskab kan eje landbrugsejendomme. § 20 opstiller endvidere krav til aktionærerne og bestemmer, at aktier skal noteres på navn. Bestemmelsen hjemler desuden landbrugsministeren adgang til at fastsætte regler for kontrol og registrering i forbindelse med aktieselskabers ejerskab af landbrugsejendomme.

Bestemmelsen giver derimod ikke hjemmel til, at der administrativt kan opstilles krav om, at ’selskabet ikke kan tegnes uden om landmanden i selskabet for så vidt angår dispositioner, der angår den daglige drift af ejendommen’, jf. § 84, stk. 8, i cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995.

Kravene til fornøden hjemmel må ud fra et intensitetssynspunkt være særlig klar i en situation som den foreliggende, hvor der stilles krav om en så indgribende foranstaltning som afhændelse af selskabets landbrugsejendomme.

Selv hvis landbrugslovens § 20 måtte være tilstrækkelig hjemmel til, at der kan udstedes administrative retsakter vedrørende selskabets tegningsret, er der ikke udstedt sådanne administrative retsakter med bindende virkning for borgerne. Jordbrugskommissionens brev af 11. april 1996 henviser til § 84, stk. 8, i cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995. Der kan imidlertid ikke pålægges borgerne pligter i et cirkulære; dette kræver, at der udstedes en bekendtgørelse, hvilket ikke er sket.

Cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995 har efter sit indhold ikke virkning for allerede registrerede tegningsretter, og en bestemmelse om, at cirkulæret skulle have virkning for allerede etablerede retsforhold ville desuden skærpe kravene til hjemmel i lov yderligere. Jeg bemærker, at der heller ikke tidligere har været udstedt retsakter, om landbrugsselskabernes tegningsret, dog bortset fra punkt 4 i den nu ophævede vejledning nr. 102 af 23. juni 1993, der alene som administrativ vejledning ikke kan pålægge borgerne pligter.

Jeg er enig i, at hensynene bag landbrugslovens § 20 er at sikre, at landmanden skal bevare indflydelse på bedriften, selvom denne ejes af et selskab. Disse hensyn er imidlertid varetaget tilstrækkeligt i selskabets vedtægter og ved ledelsens sammensætning.

I den forbindelse er det afgørende, at tegningsreglerne ikke har betydning for de beslutninger, der kan og skal træffes vedrørende bedriften. Tegningsreglerne varetager hensynet til selskabets medkontrahenter, der opnår sikkerhed for, at de allerede trufne beslutninger er bindende for selskabet. Tegningsreglerne har således ikke betydning for hvilken indflydelse landmanden har på bedriften.

Bestemmelsen i cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995, § 84, stk. 8, stiller endvidere krav om landmandens deltagelse ved tegning af selskabet for så vidt angår dispositioner, der ’angår den daglige drift af ejendommen’. En sådan bestemmelse kan ikke registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, idet den strider mod aktieselskabslovens § 60, stk. 3, der alene tillader, at tegningsretten kan begrænses personelt, hvorimod en begrænsning i tegningsretten vedrørende dispositioner, der angår ’den daglige drift’ ikke kan registreres, jf. aktieselskabslovens § 60, stk. 3, 2. punktum.

Min klient vil gerne medvirke til, at der registreres en tegningsregel om, at ’selskabet ikke kan tegnes uden om landmanden i selskabet, for så vidt angår dispositioner, der angår den daglige drift af ejendommen’, hvis Jordbrugskommissionen kan foranledige, at en sådan tegningsregel kan registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

...”

Den 13. november 1996 stadfæstede Strukturdirektoratet jordbrugskommissionens afgørelse med følgende begrundelse

“...

De nævnte regler tager ifølge bemærkningerne til lovforslaget (L 217, 1988-89) sigte på at give mulighed for en ejer- og finansieringsform, hvor det sikres, ’at en person, der forestår den daglige drift og bor på ejendommen med sin familie, udøver den afgørende indflydelse på bedriften’, og at forslaget ikke er ’afgørende i strid med selvejeprincippet’.

Det er ligeledes tilkendegivet i bemærkningerne til lovforslaget, at aktionæroverenskomster m.v. ikke må stride imod landbrugslovens bestemmelser.

De nærmere retningslinier for administrationen af reglerne findes i vejledning nr. 102 af 23. juni 1993 om landbrugslovens § 20, der indeholder en redegørelse for fortolkningen af de væsentligste spørgsmål i relation til selskabsvedtægter og andre aftaler mellem selskabets deltagere.

Reglerne er senere præciseret yderligere i § 84 i landbrugslovscirkulæret (cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995), der i § 84, stk. 8, nr. 1-5, indeholder de grundlæggende betingelser for udformningen af selskabets vedtægter, tegningsret, aktionæroverenskomster og andre aftaler mellem selskabets deltagere, der skal sikre, at landmanden i selskabet har den afgørende indflydelse på bedriften. I forbindelse med cirkulæret blev førnævnte vejledning ophævet.

For så vidt angår tegningsreglen stilles der – både i vejledningen og i cirkulæret – krav om, at selskabet ikke må kunne tegnes uden om landmanden i selskabet.

Strukturdirektoratet er enig i, at der med disse regler ikke er udstedt regler, der har bindende virkning for borgerne, idet dette vil kræve, at reglerne fastsættes ved en bekendtgørelse.

Direktoratet er endvidere enig i, at reglerne i fornævnte cirkulære nr. 114/1995 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, idet cirkulæret ikke har virkning for allerede etablerede retsforhold.

Det er imidlertid direktoratets opfattelse, at der for så vidt angår ovennævnte krav til tegningsreglen er tale om et grundlæggende princip, der ikke kan fraviges ved en formulering, hvorefter selskabet (udover landmanden i selskabet/direktøren) kan tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening.

Tegningsreglen kan – som anført af Dem – efter reglerne i aktie- og anpartsselskabslovgivningen alene begrænses personelt.

Kravet i medfør af landbrugslovens § 20 om, at dispositioner, der angår den daglige drift, skal kunne træffes af landmanden i selskabet/direktøren, skal dog ikke være til hinder for at aftale, at mere vidtrækkende beslutninger om virksomhedens fremtid, køb, salg og pantsætning af fast ejendom, udlodning af overskud m.m. kun kan træffes ved enighed i bestyrelsen eller med en særlig majoritet.

En sådan aftale kan dog ikke udtrykkes i selskabets vedtægter, herunder tegningsreglen, men kan fremgå af andre interne forskrifter for beslutninger m.v. i selskabet.

På baggrund heraf må Strukturdirektoratet fastholde kravet om, at tegningsreglen – som anført af jordbrugskommissionen – skal ændres i overensstemmelse med fornævnte retningslinier.

For så vidt angår Deres bemærkning om, at der ved påbudet om afhændelse af selskabets landbrugsejendomme er tale om en indgribende foranstaltning, der må forudsætte en klar hjemmel, bemærkes, at kravet om, at landmanden i selskabet skal udøve den afgørende indflydelse i bedriften, er klart udtrykt i lovens forarbejder.

Kravet om, at tegningsreglen skal ændres i overensstemmelse med foranstående indebærer iøvrigt næppe en væsentlig ændring af selskabskonstruktionen. Det bemærkes, at andre § 20-selskaber, hvor dette spørgsmål er taget op til behandling, rent faktisk opfylder de nævnte retningslinier, der er omtalt i fornævnte vejledning nr. 102/1993, nu § 84 i landbrugslovscirkulæret (nr. 114/1995).

Strukturdirektoratet må derfor – som foran nævnt – afvise Deres klage.

Det forhold, at jordbrugskommissionen henviser til landbrugslovscirkulæret af 1995 i stedet for fornævnte vejledning kan ikke begrunde, at afgørelsen ændres eller ophæves og hjemvises til fornyet behandling i jordbrugskommissionen.”

Den 25. november 1996 skrev advokaten på ny til direktoratet som svarede den 9. juni 1997. Af brevet fremgik

“...

Idet De henviser til Strukturdirektoratets fortolkning af landbrugslovens § 20 i relation til selskabets daglige drift og ledelse, anfører De, at Strukturdirektoratets løsningsforslag ikke vil afbøde det forhold, at den af direktoratet krævede tegningsregel vil give direktøren/landmanden en langt større legitimation overfor godtroende aftaleparter, end de landbrugslovgivningsmæssige forhold tilsiger.

De oplyser, at De og direktør (W), der er medlemmer af selskabets bestyrelse sammen med landmanden i selskabet, (N), intet har imod at afgive en erklæring overfor direktoratet og (N) om, at De ikke vil benytte Deres legitimation i henhold til den nuværende tegningsregel til at disponere for så vidt angår den daglige drift af (landbrugsejendommen). De finder, at denne erklæring, der bygger på principperne i Strukturdirektoratets eget løsningsforslag opfylder det af Strukturdirektoratet forfulgte mål, og at påbudet om afhændelse dermed kan tilbagekaldes.

Redegørelse for Strukturdirektoratets afgørelse.

Da reglen i landbrugslovens § 20 ikke indeholder en mere detaljeret beskrivelse af de forhold, der vedrører de selskabsretlige og ledelsesmæssige dispositioner i forbindelse med aktie- og anpartsselskabers erhvervelse og besiddelse af landbrugsejendomme, må reglen tolkes i overensstemmelse med selskabslovgivningens almindelige regler i forening med de særlige forhold og principper, som landbrugsloven er udtryk for.”

Direktoratet refererede herefter fra betænkning nr. 1152 fra november 1988, delrapport 2, om struktur og ejerformer, s. 45ff, og anførte

“Loven fra 1989 (Lov nr. 381 af 7. juni 1989), der indførte et begrænset selskabseje, jf. lovbekendtgørelsens § 20, bygger på den analyse og de konklusioner, der er fremført i nævnte betænkning, jf. FT 1989 sp. 7317.

I bemærkningerne til lovforslaget (L 217 af 22. februar 1989) fremgår det bl.a., at ’Det er i det hele taget hensigten, at disse selskaber i videst muligt omfang i lovgivningen skal sidestilles med personer, der erhverver og ejer landbrugsejendomme’.

Det har således været en klar forudsætning for introduktionen af selskabseje, at selskabet blev ledet af en person, der opfylder de personlige erhvervelsesbetingelser, og at de øvrige investorer skulle betragtes som et alternativ til traditionel lånefinansiering.

Det er derfor Strukturdirektoratets vurdering, at reglen i landbrugslovens § 20 skal fortolkes indskrænkende i relation til tvivlsspørgsmål vedrørende både den overordnede og den daglige ledelse af selskabet, jf. også lovens § 32, idet princippet om selveje kun forudsættes fraveget i de tilfælde, der er beskrevet i lovens § 21. Det vil således være i strid med lovens forudsætninger, hvis andre investorer end ’landmanden i selskabet’ har den bestemmende indflydelse på et eller flere af selskabets forhold og i den forbindelse kan forpligte selskabet uden ’landmandens’ medvirken.

De retningslinier, der efterfølgende er vedtaget med vejledning nr. 102 af 23. juni 1993 om landbrugslovens § 20 – senere afløst af cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995 – er i øvrigt udtryk for den faste administrative praksis, som Strukturdirektoratet har anlagt siden ikrafttræden af lovens § 20.

Idet Strukturdirektoratet skal henholde sig til ovennævnte samt direktoratets afgørelse af 13. november 1996, fastholdes det, at en tegningsregel, hvorefter selskabet kan tegnes af en direktør alene eller af to bestyrelsesmedlemmer i forening, er i strid med landbrugslovens § 20, hvorfor det tidligere meddelte påbud om afhændelse af selskabets landbrugsejendomme fastholdes.

...”

Advokat A klagede til mig i brev af 30. juni 1997. På baggrund af min oversendelse svarede Strukturdirektoratet på ny advokaten den 8. december 1997. I brevet stod

“...

Strukturdirektoratets svar.

For så vidt angår forholdet mellem landbrugslovgivningen og selskabslovgivningen, er det fortsat Strukturdirektoratets opfattelse, at landbrugslovens § 20 udgør en undtagelse til landbrugslovens hovedregel om forbud mod selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme. Som anført i brev af 9. juni 1997 har det med indførelsen af landbrugslovens § 20 været hensigten i videst muligt omfang at sidestille § 20-selskaber med fysiske personer, der erhverver og ejer landbrugsejendomme. I det omfang, der kan konstateres modstrid mellem landbrugslovens regler og selskabsreglerne, eller der i øvrigt forekommer modsat rettede interesser, må landbrugslovens bestemmelser have forrang, jf. princippet om lex specialis. Vedrørende de landbrugslovgivningspolitiske hensyn henvises i øvrigt til brev af 9. juni 1997 herfra.

Det er endvidere Strukturdirektoratets opfattelse, at en tegningsregel, hvorefter selskabet ikke kan tegnes uden om landmanden i selskabet, ikke vil medføre en uforholdsmæssig stor indgriben i aktionærernes dispositionsret, idet den krævede tegningsregel alene skal tilsikre, at landmanden har den fulde indsigt i og kontrol med selskabets anliggender i overensstemmelse med lovens hensigt. En sådan tegningsregel er nødvendig for at sikre landmanden i selskabet den dispositionsfrihed, der svarer til den, som gælder for en selvejerlandmand, der har finansieret sin virksomhed ved almindelig låntagning.

Strukturdirektoratet finder det derfor nødvendigt at opretholde et krav om, at landmanden er placeret i bestyrelsen, og at selskabet ikke kan tegnes uden hans medvirken. Af hensyn til den registrering og kontrol med § 20-selskaberne, som forudsattes indført ved reglens vedtagelse i 1989, hvorved det skulle sikres, at landmanden i selskabet vedvarende har kontrol med selskabet, finder Strukturdirektoratet det ikke tilstrækkeligt, at denne kontrol sikres ved indbyrdes aftaler aktionærerne imellem. Sådanne aftaler ville kunne neutraliseres af skjulte, modsatrettede aftaler.

Uanset at Strukturdirektoratet har hjemmel til at indhente de fornødne oplysninger om aftaler mellem selskabet og dets aktionærer, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 773 af 24. august 1994, vil den krævede offentlige kontrol med selskabsdannelsen i landbruget væsentligt bedre kunne sikres via oplysninger om selskabets ledelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register. Uden denne mulighed ville der næppe kunne gennemføres nogen reel kontrol med de pågældende selskaber.

Indsigelsen om, at den af direktoratet krævede tegningsregel vil medføre en omstændelig procedure i tegningssituationen, bør i øvrigt kunne afhjælpes ved bestyrelsens meddelelse af prokura.”

Den 16. december 1997 indbragte advokaten på ny sagen for mig. Efter at have lånt sagens akter bad jeg den 2. april 1998 Strukturdirektoratet og Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt om udtalelser i anledning af klagen. I sin udtalelse af 30. juli 1998 anførte direktoratet

“...

Da (X) A/S har erhvervet adkomst på selskabets ejendomme før d. 1. september 1994, finder reglerne i 1989-loven anvendelse.

Ifølge § 20, stk. 1, i den dagældende landbrugslov (lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989) er det en betingelse for, at et aktie- eller et anpartsselskab kan erhverve en landbrugsejendom, at aktierne eller anparterne, der repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet, ejes af en deltager, der

indtil selskabets erhvervelse af ejendommen har haft lovlig adkomst på denne eller

opfylder betingelser for personlig erhvervelse af ejendommen, dog således at eventuelt krav om egen drift overgår på selskabet.

Hvis den såkaldte ’landmand i selskabet’ allerede er lovlig ejer af ejendommen, har den pågældende i forbindelse med sin erhvervelse opfyldt de på erhvervelsestidspunktet gældende betingelser for personlig erhvervelse, og hvis han ikke allerede er lovlig ejer, skal den pågældende således opfylde betingelserne for personlig erhvervelse ved selskabets erhvervelse af ejendommen.

I landbrugslovens §§ 16, 17, 17a og 18 er opregnet betingelserne for at en person kan erhverve en landbrugsejendom personligt.

Med ordene ’ personlig erhvervelse’ i lovens § 20 forudsættes det naturligvis, at der er tale om en reel erhvervelse for den pågældende person, hvorved denne får reel rådighed over ejendommen, således at vedkommende personligt kan beslutte, hvordan og med hvilke afgrøder ejendommen skal drives. Hvis en køber af en landbrugsejendom ikke får reel rådighed over ejendommen, anses denne ikke for erhvervet personligt af den pågældende (jf. også § 32 i landbrugsloven).

Det fremgår således af ordlyden af § 20 (’personlig erhvervelse’), at ’landmanden i selskabet’ nødvendigvis må have en rådighed over landbrugsejendommen i relation til ejendommens daglige drift svarende præcis til en ejers personlige rådighed. Dette er endvidere forudsat derved, at ’landmanden i selskabet’ har stemmeflerheden i selskabet.

At det ved lovbestemmelsens tilblivelse har været forudsat at ’landmanden i selskabet’ skulle have lige så stor rådighed over ejendommen som en personlig ejer i relation til ejendommens daglige drift fremgår videre klart af bemærkningerne til lovforslaget (L 217, 1988-89). Det anføres her, at bestemmelserne tager sigte på at give mulighed for en ejer- og finansieringsform, hvor det sikres, ’at en person, der forestår den daglige drift og bor på ejendommen med sin familie, udøver den afgørende indflydelse på bedriften’, og at forslaget ikke er ’afgørende i strid med selvejeprincippet’.

Det er ligeledes tilkendegivet i bemærkningerne til lovforslaget, at aktionæroverenskomster m.v. ikke må stride imod landbrugslovens bestemmelser.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget bl.a., at det i det hele taget er hensigten, at disse selskaber i videst muligt omfang i lovgivningen skal sidestilles med personer, der erhverver og ejer landbrugsejendomme.

De nærmere retningslinier for administrationen af reglerne efter 1989-loven findes i den nu ophævede vejledning nr. 102 af 23. juni 1993 om landbrugslovens § 20. Det fremgår således af vejledningens pkt. 1 (indledning) bl.a., at den person, der opfylder betingelserne i lovens § 20 – ’landmanden i selskabet’ – efter selskabserhvervelsen i relation til landbrugslovens regler stilles fuldt ud, som om den pågældende var personlig ejer af ejendommen, idet han som ’landmanden i selskabet’ betragtes som medejer af den pågældende landbrugsejendom, jf. herved tillige lovens § 18a, stk. 5. Investorer er ikke efter landbrugsloven medejere. Det fremgår videre af vejledningens pkt. 3 (den daglige drift), at det er en forudsætning for anvendelsen af landbrugslovens § 20, at ’landmanden i selskabet’ i kraft af sin stemmeflerhed træffer de sædvanlige beslutninger om den daglige drift.

Den foreslåede tegningsregel udelukker ikke, at selskabet kan tegnes uden om ’landmanden i selskabet’. Derved har ’landmanden i selskabet’ ikke den reelle rådighed over ejendommen i forhold til alt, der vedrører den daglige drift på samme måde som en person, der har erhvervet en landbrugsejendom personligt. Det medfører, at reglerne i § 20 ikke er opfyldt.

Det fremgår af § 27 i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989), at hvis erhververen - her (X) A/S - ikke opfylder betingelserne for at erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en anpart i en sådan ejendom, kan landbrugsministeren meddele den pågældende påbud om at afhænde ejendommen inden en frist på mindst 6 måneder og højst 1 år.

Landbrugsministerens beføjelse er ved bekendtgørelse nr. 808 af 15. december 1989 om administrationen af landbrugsloven m.v. udlagt til de regionale jordbrugskommissioner.

Genafhændelsespåbudet er meddelt, fordi (X) A/S ikke opfylder betingelserne for erhvervelse af en landbrugsejendom, da tegningsreglerne, som nævnt, ikke udelukker, at selskabet kan tegnes uden om landmanden.

En vedtægtsmæssig bestemmelse om tegningsret registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Efter de almindelige selskabsretlige regler binder en aftale eller anden retshandel, som de tegningsberettigede indgår på selskabets vegne, selskabet som part, medmindre

den eller de tegningsberettigede har handlet i strid med de begrænsninger i deres beføjelser, som er fastsat i aktieselskabsloven (aktieselskabslovens § 61, stk. 1, nr. 1, anpartsselskabslovens § 25, stk. 1, nr. 1), eller

retshandlen falder uden for selskabets formål, og selskabet godtgør, at trediemand vidste dette, eller at dette ikke kunne være ham ubekendt (aktieselskabslovens § 61, stk. 1, nr. 2, anpartsselskabslovens § 25, stk. 1, nr. 2).

For helt klart at sikre at landmanden har den reelle rådighed over ejendommens daglige drift, er det nødvendigt, at denne umiddelbart kan indgå aftaler med tredjemand, og over for denne er legitimeret til at indgå aftaler, f.eks. om udførelse af visse jordbrugsmæssige arbejder på ejendommen.

Såfremt selskabet kan tegnes uden om landmanden i selskabet, vil selskabet over for tredjemand være bundet af de aftaler, som de tegningsberettigede indgår med tredjemand uden om landmanden, medmindre en af de to ovennævnte betingelser er opfyldt.

Landbrugslovens § 20 skal umiddelbart være opfyldt for at et aktie- eller et anpartsselskab kan erhverve en landbrugsejendom efter denne bestemmelse. Landbrugsloven indeholder ingen dispensationsmuligheder fra § 20.

En tegningsregel, registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som medfører at selskabet kan tegnes uden om landmanden i selskabet betyder, at landmanden ikke er legitimeret over for tredjemand til at indgå aftaler om ejendommens daglige drift. Hvis landmandens rådighed alene fremgår af interne aftaler eller ved bestyrelseserklæringer, fremlagt over for Strukturdirektoratet, som foreslået af advokaten, vil den pågældende stadig ikke være direkte legitimeret over for tredjemand til at indgå aftaler om ejendommens daglige drift. Det kan ikke ganske udelukkes, at tredjemand, f.eks. i forbindelse med indgåelse af mere vidtrækkende aftaler, har behov for at sikre sig, at aftalen ikke er truffet uden om landmanden, hvilken han vil være sikret, hvis landmanden tegner/er ’medtegner’ ved kontraktens indgåelse.

...”

I brev af 6. august 1998 kommenterede advokaten direktoratets udtalelse. Han anførte bl.a.

“Jeg finder dog derudover anledning til supplerende at fremhæve, at sidste afsnit, side 4, i Strukturdirektoratets skrivelse af 30. juli d.å. indeholder et i den konkrete sag direkte urigtigt anbringende. Den for (X) A/S gældende tegningsregel giver ’landmanden i selskabet’ en enetegningsret og dermed en legitimation over for tredjemand til at indgå aftaler om ejendommens daglige drift.”

Direktoratet supplerede den 21. august 1998 sin udtalelse med følgende bemærkninger

“...

(X) A/S’s tegningsregel angiver, at selskabet tegnes af en direktør alene eller af to bestyrelsesmedlemmer i forening.

Det er korrekt, at i situationer, hvor selskabets tegningsregel er udformet som i (X) A/S, vil ’landmanden i selskabet’ være legitimeret over for tredjemand, hvis landmanden alene som direktør tegner selskabet ved indgåelse af en kontrakt. Strukturdirektoratet skal således beklage formuleringen i brev af 30. juli 1998, sidste afsnit på s. 4, idet argumentet ikke kan anvendes i relation til den konkrete tegningsregel.

Efter (X) A/S’s tegningsregel kan selskabet imidlertid også tegnes uden om ’landmanden i selskabet’. Såfremt det alene fremgår af interne aftaler eller ved bestyrelseserklæringer, fremlagt over for Strukturdirektoratet, at tegning uden om ’landmanden i selskabet’ ikke må ske for så vidt angår den daglige drift af ejendommen, vil et eventuelt brud på aftalen alene være et forhold, som reguleres inter partes (samt evt. i forhold til direktoratet). Selve aftalen er som tidligere omtalt bindende for selskabet, jf. § 61 i aktieselskabsloven eller § 25 i anpartsselskabsloven, medmindre forholdet er omfattet af § 61, stk. 1, nr. 1 eller 2, i aktieselskabsloven eller § 25, stk. 1, nr. 1 eller 2, i anpartsselskabsloven.

§ 60 og § 61, stk. 1, i lov om aktieselskaber lyder således

’ § 60. Medlemmer af bestyrelsen og af direktionen repræsenterer selskabet udadtil.

Stk. 2. Selskabet forpligtes ved retshandler, som på selskabets vegne indgås af den samlede bestyrelse eller af et medlem af bestyrelsen eller af en direktør.

Stk. 3. Den tegningsret, som efter stk. 2 tilkommer det enkelte medlem af bestyrelsen og af direktionen, kan i vedtægterne begrænses således, at tegningsretten kun kan udøves af flere medlemmer i forening eller af et eller flere bestemte medlemmer hver for sig eller i forening. Anden begrænsning i tegningsretten kan ikke registreres.

§ 61. En retshandel, der er indgået på selskabets vegne af nogen, der efter § 60 har tegningsret, forpligter selskabet medmindre

de tegningsberettigede har handlet i strid med de begrænsninger i deres beføjelser, som er fastsat i denne lov, eller

retshandelen falder uden for selskabets formål og selskabet godtgør, at tredjemand vidste det, eller at det ikke kunne være den pågældende ubekendt.’

2. Fortolkning af landbrugslovens § 20

Bestemmelsen i landbrugslovens § 20 blev indsat ved lov nr. 381 af 7. juni 1989. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår følgende (jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 5081ff)

’ B. Den gældende lov

...

Som hovedregel kan kun personer erhverve en landbrugsejendom.

...

D. Lovforslaget

...

Der foreslås adgang for aktie- og anpartsselskaber til erhvervelse af landbrugsejendomme, dog således at stemmemajoriteten skal indehaves af en jordbruger, der opfylder de sædvanlige erhvervelsesbetingelser, herunder bopælspligten. Aktie- og anpartsselskabsformen er almindeligt udbredt i det øvrige erhvervsliv og indebærer en række klare fordele, som også bør kunne komme landbruget til gode.

...’

Af sp. 5120 fremgår videre

’...

Det er derfor tanken at give den moderne professionelle landmand muligheden for at vælge den ejerform/finansieringsform, som passer til hans ønsker, mål, temperament og til bedriften.

...

Forslaget rummer mulighed for, at enkeltmandsejede selskaber, familieejede selskaber og selskaber med fremmede investorer kan erhverve landbrugsejendomme. Ifølge forslaget er det dog en forudsætning, at en person, der selv direkte ville kunne stå som ejer af ejendommen, skal være deltager i selskabet og have stemmemajoritet i dette. Forslaget er således egnet til at sikre, at en person, der forestår den daglige drift og bor på ejendommen med sin familie, udøver den afgørende indflydelse på bedriften, og forslaget er på denne måde ikke afgørende i strid med selvejeprincippet.

...’

Forslaget til ændring af landbrugsloven blev fremsat på baggrund af betænkning nr. 1152 fra november 1988 (delrapport 2 om struktur og ejerformer, afgivet af udvalget vedrørende struktur, finansiering og ejerforhold i landbruget) hvortil der henvises i Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 5082. Af betænkningen, s. 45ff, fremgår

’...

På længere sigt kan en åbning for indskud af ansvarlig kapital ved salg af aktier blive af mere indgribende betydning for landbrugets fremtidige struktur. For jordbrugeren vil en sådan mulighed være forbundet med modstridende interesser. På den ene side står fordelen ved at konvertere lånekapital til ansvarlig kapital, der alene skal honoreres inden for virksomhedens overskud og værdistigning. På den anden side står ønsket om at bevare det fulde selveje og de goder, der udspringer heraf, jf. afsnit 4.4. Dersom landmanden sikres en stemmeflerhed i selskabet, vil han imidlertid kunne bevare de fleste af selvejets fordele, samtidig med at det efter de selskabsretlige bestemmelser vil være muligt at opnå et indskud, der kan udgøre en væsentlig del af finansieringen af bedriften, idet stemmeretten ikke behøver at svare til den nominelle værdi af aktierne.

Hvis landmanden selv er i besiddelse af aktier/anparter med mere end halvdelen af stemmerne i selskabet, vil den pågældende have bevaret den fulde dispositionsret, den sikkerhed som gør, at han kan planlægge og investere langsigtet, og adgangen til at lade aktieposten og dermed sin brugsret til ejendommen gå videre til sine børn eller andre, såfremt dispositionsretten kan holdes samlet.

...

Investors interesse i at erhverve landbrugsaktier må især ligge i, at der er tale om en langsigtet investering i jord og bygninger. ... Den reelle værdi af investorens aktiepost står og falder imidlertid med, at den, der driver ejendommen, kan og vil gøre dette til fælles bedste.

Lovene om henholdsvis aktie- og anpartsselskaber indeholder en række regler til sikring af visse rettigheder for minoritetsaktionærer/anpartshavere, ... Disse rettigheder udgør imidlertid kun et værn mod mere eller mindre åbenlyse urimeligheder eller ulovligheder.

Lovbestemmelserne garderer således ikke investor mod f.eks. den situation, at en driftsleder vælger at gennemføre produktionen på et vist lavt blus eller træffer tvivlsomme driftsmæssige dispositioner. Hvis investoren vil gardere sig herimod, må det ske i form af særlige supplerende aftaler (aktionæroverenskomster), f.eks. om principper for den daglige ledelse eller investors ret til at købe og videresælge aktiemajoriteten, hvis et vist udbyttemål ikke opnås, eventuelt gennemsnitligt over en årrække. Denne ret for en aktieinvestor svarer nogenlunde til en sædvanlig kreditors adgang til at begære tvangsaktion.

...

I det omfang, landmanden bevarer den afgørende indflydelse, vil heller ikke et vist indskud af fremmed kapital være afgørende i strid med selvejeprincippet. Der kan herved opnås en mere fleksibel finansiering, der især vil være interessant i forbindelse med større investeringer.

...

Udvalget finder, at mange af de fordele, der normalt forbindes med selvejet, jf. kommissoriets krav, kan bevares under selskabseje. På denne baggrund finder udvalget, at der bør åbnes for denne mulighed i landbrugsloven, såfremt landmanden bevarer den bestemmende indflydelse.’

Af Landbrugsministeriets vejledning nr. 102 af 23. juni 1993 om landbrugslovens § 20 fremgår

’...

1. Indledning

...

Reglerne i landbrugslovens § 20 var i 1989 en nyskabelse, som gav landmanden mulighed for selskabseje af landbrugsejendomme. Der er derimod ikke givet selskaber uden for landbruget mulighed for at opkøbe landbrugsejendomme, medmindre reglerne i § 20 iagttages. Investorer kan kun gå ind som mindretalsaktionærer som et alternativ til at yde lånefinansiering. Efter selskabserhvervelsen stilles den person, der opfylder betingelserne i lovens § 20 – landmanden i selskabet – i relation til landbrugslovens regler fuldt ud, som om den pågældende var personlig ejer af ejendommen, idet han som landmanden i selskabet betragtes som medejer af den pågældende landbrugsejendom.

For landbrugets støtteordninger gælder som hovedregel, at disse ikke omfatter landbrug, der drives i selskabsform. Det gælder bl.a. forbedringsordningen og yngre jordbrugerordningen.

2. Stemmeretsbegrænsning

Efter en rent sproglig fortolkning af landbrugslovens § 20 er det en betingelse for anvendelse af denne bestemmelse, at landmanden i selskabet ejer aktier eller anparter, som umiddelbart i kraft af den stemmeret, som er tillagt de pågældende aktier eller anparter, repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet. Dette flertal skal fremgå umiddelbart af aktiernes eller anparternes fordeling mellem ejerne og en evt. forskydning i stemmevægten. Flertallet må derimod ikke fremkomme som resultat af særlige aftaler mellem aktionærerne eller anpartshaverne. Uanset, at en alternativ aftale om stemmeretsbegrænsning evt. kan tænkes at sikre den i loven forudsatte indflydelse i selskabet, findes en sådan aftale ikke at være omfattet af ordlyden i lovens § 20.

...

3. Den daglige drift

Ifølge § 73, stk. 7, i Landbrugsministeriets cirkulære nr. 38 af 8. marts 1990 om lov om landbrugsejendomme, kan deltagerne i et ’§ 20-selskab’ indgå aktionæroverenskomster og anpartshaveroverenskomster i det omfang, de ikke strider mod lovgivningen, herunder de hensyn, der ligger bag landbrugslovens § 20, eller selskabets vedtægter. Denne aftalefrihed gælder også for bestemmelser i selskabets vedtægter, som regulerer forholdet mellem parterne. Det er imidlertid en forudsætning for anvendelsen af landbrugslovens § 20, at landmanden i selskabet i kraft af sin stemmeflerhed træffer de sædvanlige beslutninger om den daglige drift.

Dette indebærer bl.a., at det vil være i strid med lovens § 20 at aftale, at alle beslutninger på generalforsamlinger skal træffes med en kvalificeret majoritet således, at landmandens stemmer ikke alene giver flertal. Krav om kvalificeret majoritet vil dog kunne stilles med hensyn til mere vidtrækkende beslutninger om virksomhedens fremtid, om udlodning og anvendelse af overskud m.v., men ikke med hensyn til beslutninger vedrørende den daglige drift.

4. Bestyrelsens sammensætning og tegningsretten

Hvad angår bestyrelsens sammensætning og tegningsretten i selskabet bør de almindelige regler i selskabslovgivningen så vidt muligt kunne finde anvendelse. Kun tilfælde, hvor der er fare for, at en selskabskonstruktion vil være egnet til at reducere landmandens indflydelse i selskabet i forhold til den af loven forudsatte, bør forhindres. En bestyrelse må således ikke kunne overtage den daglige driftsledelse uden om landmanden.

Bestemmelser om tegningsret, der giver andre end landmanden i selskabet ret til uden om denne at tegne selskabet, er i strid med forudsætningen om landmandens ledelse af den daglige drift. Under hensyn til, at bestemmelser om tegningsret er udtryk for legitimationen overfor 3. mand og ikke er afgørende for den inter partes aftalte beslutningskompetence, vil en bestemmelse, hvorefter tegning forudsætter både direktørens (landmandens) og et eller flere bestyrelsesmedlemmers (investorernes) medvirken, være acceptabel, forudsat det ikke indskrænker landmandens ret til at træffe sædvanlige dispositioner vedrørende den daglige drift. Heri ligger også, at beslutninger skal kunne træffes hurtigt uden en omstændelig procedure.

...’

§ 84, stk. 8, i cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995 har følgende ordlyd

’ Stk. 8. Deltagerne i selskabet kan indgå aktionæroverenskomster, anpartshaveroverenskomster og andre aftaler i det omfang, de ikke strider mod lovgivningen, herunder de hensyn, der ligger bag landbrugslovens § 20, eller selskabets vedtægter. Det er en betingelse,

at landmanden i selskabet ejer aktier eller anparter, som umiddelbart i kraft af den stemmeret, der er tillagt de pågældende aktier eller anparter, repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet,

at landmanden i selskabet i kraft af sin stemmeflerhed træffer beslutning om de for ejendommens drift nødvendige dispositioner, herunder nyanskaffelser og investeringer af normal landbrugsmæssig karakter,

at selskabet ikke kan tegnes uden om landmanden i selskabet for så vidt angår dispositioner, der angår den daglige drift af ejendommen,

at landmanden i selskabet i selskaber, hvor der er nedsat en bestyrelse eller en direktion, skal være medlem såvel af bestyrelsen, som af direktionen, og

at landmanden i selskabet i forbindelse med andre aktionærers eller anpartshaveres ret til overtagelse af aktier eller anparter skal være sikret et varsel på mindst 6 måneder.’

Bestemmelsen i landbrugslovens § 20 fastsætter betingelserne for at et aktie- eller anpartsselskab kan erhverve og forblive ejer af en landbrugsejendom. Det er navnlig i stk. 1 en betingelse at aktierne der repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet, skal ejes af den såkaldte ’landmand i selskabet’. Bestemmelsen indeholder derimod ikke efter sin ordlyd hjemmel til at stille krav til tegningsregler o.l. der i øvrigt regulerer landmandens eller de andre aktionærers eller anpartshaveres dispositionsbeføjelser.

Heroverfor står at det af forarbejderne fremgår at baggrunden for indførelsen af bestemmelsen er ønsket om at give landmanden mulighed for en alternativ finansieringsform. I stedet for den traditionelle lånefinansiering kan han vælge at lade landbruget overgå til aktie- eller anpartsselskabsform. Der er imidlertid ikke fra lovgivers side tiltænkt nogen ændring af eller begrænsning i landmandens kontrol over eller muligheder for egenhændigt at træffe beslutninger vedrørende driften af landbruget.

Selv om der således ikke i landbrugslovens § 20 er en udtrykkelig hjemmel til at fordre at selskabet ikke kan tegnes uden om landmanden, må jeg på baggrund af min gennemgang af forarbejderne gå ud fra at det er Folketingets intention med bestemmelsen at landmanden i selskabet selv bevarer den fulde dispositionsret over landbrugsejendommen.

Den interesse investorerne i et aktie- eller anpartsselskab i visse situationer kan have i at begrænse landmandens dispositionsfrihed, forudsættes efter forarbejderne varetaget gennem aktionæraftaler, direktørkontrakter eller lignende.

På baggrund af min foreløbige gennemgang af sagen har jeg derfor som Folketingets Ombudsmand ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighedernes opfattelse af at en regel i vedtægterne om at selskabet kan tegnes uden om landmanden i selskabet, er uforenelig med bestemmelsen i landbrugslovens § 20.

Det er imidlertid efter min forløbige opfattelse ikke hensigtsmæssigt at krav til tegningsregler o.l. reguleres i et cirkulære. Derimod vil det være ønskeligt at der i loven fastsættes udtrykkelige regler der fastlægger retstilstanden i et tilfælde som det foreliggende, eventuelt at der i loven gives hjemmel til at fastsætte sådanne regler i bekendtgørelsesform. Jeg er derfor indstillet på at henstille til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved førstkommende revision af landbrugsloven at tage initiativ til at en sådan udtrykkelig regulering etableres.

3. Erklæring om brug af tegningsret

Advokat (A) har gjort gældende at de hensyn myndighederne ønsker at varetage, lige så vel kan varetages ved at aktionærerne over for landmanden og Strukturdirektoratet afgiver en erklæring om ikke at ville gøre brug af tegningsretten for så vidt angår dispositioner vedrørende selskabets daglige drift.

I medfør af aktieselskabslovens § 61 vil en retshandel der er indgået på selskabets vegne af nogen der efter § 60 har tegningsret, som udgangspunkt forpligte selskabet. Et ansvar som af landmanden eller andre efterfølgende kunne gøres gældende over for bestyrelsen og aktionærerne på baggrund af en erklæring, vil ikke kunne påvirke retshandlens gyldighed i forhold til tredjemand, men vil alene vedrøre forholdet inter partes. Se dog nærmere aktieselskabslovens § 61.

Det er derfor min foreløbige opfattelse at jeg ikke kan kritisere at Strukturdirektoratet ikke mener at den løsning advokat (A) har foreslået, lever op til betingelserne i landbrugslovens § 20.

4. Påbudet om afhændelse

Af Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 5123, fremgår

’...

Såfremt det konstateres, at et aktie- eller anpartsselskab ikke opfylder betingelserne i § 20 – f.eks. ved at stemmeflerheden ikke besiddes af en person, der opfylder betingelserne for personligt at være ejer af en landbrugsejendom – kan selskabet blive mødt med et genafhændelsespåbud på landbrugsejendommen, jf. bestemmelsen i § 27, stk. 1.

...’

På baggrund af ordlyden i landbrugslovens § 27 og den citerede henvisning til forarbejderne er det min foreløbige opfattelse at bestemmelsen med tilstrækkelig klarhed giver hjemmel til at påbyde et selskab at afhænde en ejendom hvis betingelserne i landbrugslovens § 20 ikke er opfyldt.

Under henvisning til det jeg har anført ovenfor under punkt 2 og 3, har jeg foreløbig ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt og Strukturdirektoratet har påbudt (X) A/S at afhænde ejendommen.”

Strukturdirektoratet svarede mig den 11. juni 1999. Af svaret fremgik

“...

Strukturdirektoratet skal dertil bemærke, at alle opgaver vedrørende landbrugsloven er udlagt til Strukturdirektoratet, som på dette område refererer direkte til departementschefen, jf. bekendtgørelse nr. 585 af 8. juli 1997 om Strukturdirektoratets opgaver og beføjelser.

Strukturdirektoratet har derfor ikke fundet anledning til at tilbagesende sagen gennem ministeriet.

...

Strukturdirektoratet skal meddele, at der i den netop vedtagne lov nr. 350 af 2. juni 1999 om ændring af lov om landbrugsejendomme er indsat en bestemmelse, hvorefter lovens § 20, stk. 5, har følgende ordlyd

’ Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for udøvelse af landbrug i selskabsform, herunder regler om afhændelse af aktier eller anparter, bopælspligt m.v., og om de beføjelser og opsigelsesvilkår m.v., der skal tilkomme den person, der opfylder betingelserne i stk. 1, litra a eller b. Disse regler skal ikke kunne tilsidesættes ved aftale mellem deltagerne i selskabet.’

Den person, der opfylder betingelserne i stk. 1, litra a eller b, er ’landmanden i selskabet’.

I forbindelse med lovens vedtagelse er det hensigten, at fastsætte regler i bekendtgørelsesform, der fastlægger landmandens indflydelse i selskabet, herunder at selskabet ikke kan tegnes uden om landmanden i selskabet.

Ombudsmandens foreløbige gennemgang giver i øvrigt ikke Strukturdirektoratet anledning til yderligere bemærkninger.”

Ombudsmandens endelige udtalelse

” 1. Påbudet om afhændelse mv.

Jeg har som Folketingets Ombudsmand ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighedernes opfattelse af at en regel i vedtægterne om at selskabet kan tegnes uden om landmanden i selskabet, er uforenelig med bestemmelsen i landbrugslovens § 20. Under henvisning hertil har jeg ikke grundlag for at kritisere at Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt og Strukturdirektoratet har påbudt (X) A/S at afhænde ejendommen.

Jeg henviser i øvrigt til det jeg har anført i min foreløbige redegørelse.

2. Fastsættelse af udtrykkelig hjemmel

Af lov nr. 350 af 2. juni 1999 om ændring af lov om landbrugsejendomme fremgår

’ § 1. I lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 769 af 24. august 1994, som ændret ved § 31, stk. 2, i lov nr 472 af 1. juli 1998, foretages følgende ændringer

...

34. § 20 affattes således

’...

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for udøvelse af landbrug i selskabsform, herunder regler om afhændelse af aktier eller anparter, bopælspligt m.v., og om de beføjelser og opsigelsesvilkår m.v., der skal tilkomme den person, der opfylder betingelserne i stk. 1, litra a eller b. Disse regler skal ikke kunne tilsidesættes ved aftale mellem deltagerne i selskabet.

...’’

Af bemærkningerne til ændringsloven (lovforslag L 157 fremsat den 14. januar 1999, s. 28) fremgår

’...

Bestemmelsen i § 20, stk. 5, indeholder hjemmel til, at fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler for udøvelse af landbrug i selskabsform, herunder regler der giver hjemmel til at fravige regler i den almindelige selskabslovgivning. Der skal endvidere kunne fastsættes regler om afhændelse af aktier eller anparter, bopælspligt mv., og regler for de beføjelser og opsigelsesvilkår mv., der skal tilkomme landmanden i selskabet. Disse regler skal ikke kunne tilsidesættes ved aftale mellem deltagerne i selskabet.

Gældende praksis fremgår bl.a. af vejledning om selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme og § 84 i landbrugslovscirkulæret (cirkulære nr. 114 af 11. juli 1995). Det er hensigten at fastsætte bindende regler, der ligger nær ved denne praksis.

Der vil herunder blive fastsat regler, der tager sigte på at sikre,

· at landbrugslovens erhvervelsesbetingelser til enhver tid opfyldes ved udskiftning af landmanden i selskabet og ved ændringer i kredsen af selskabets deltagere,

· at landmandens stemmeflertal fremkommer direkte af den stemmeret, der er tillagt de aktier eller anparter, som landmanden ejer i selskabet,

· at landmanden i selskabet i kraft af sin stemmeflerhed varetager den daglige ledelse af selskabet, herunder ejendommens drift, og træffer beslutning om sædvanlige dispositioner, herunder nyanskaffelser og investeringer af normal landbrugsmæssig karakter,

· at tegningsretten udformes således, at selskabet ikke kan tegnes uden om landmanden i selskabet, og

· at landmanden i selskabet skal være medlem såvel af bestyrelsen som af direktionen, hvis der nedsættes sådanne organer.

...

En bestyrelse må således ikke kunne overtage den daglige ledelse af driften uden om landmanden, der som udgangspunkt skal have en stillingsfuldmagt som en direktør i selskabet.

...’

Efter min gennemgang af den ændrede bestemmelse i landbrugslovens § 20, stk. 5, med forarbejder er det min opfattelse at bestemmelsen giver tilstrækkelig hjemmel til i bekendtgørelsesform at fastsætte krav til tegningsregler o.l. hvorved retstilstanden i et tilfælde som det foreliggende reguleres udtrykkeligt.

Strukturdirektoratet har i svaret til mig af 11. juni 1999 oplyst at det er hensigten at fastsætte regler i bekendtgørelsesform der fastlægger landmandens indflydelse i selskabet, herunder at selskabet ikke kan tegnes uden om landmanden i selskabet.

På denne baggrund foretager jeg mig ikke mere i sagen. Jeg forudsætter dog at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri udsteder den nævnte bekendtgørelse, og jeg har bedt ministeriet om at underrette mig om sagens videre forløb.”

I brev af 19. august 1999 fremsendte Strukturdirektoratet et særtryk af bekendtgørelse nr. 624 af 26. juli 1999 om landbrugslovens § 20. I bekendtgørelsens § 6 er fastsat regler som fastlægger landmandens indflydelse i selskabet.

På den baggrund meddelte jeg Strukturdirektoratet at jeg ikke ville foretage mig mere i sagen.

Påbud om afhændelse af landbrugsejendom. Ændring af tegningsregel i vedtægter

Aktieselskabet X A/S ejede en landbrugsejendom. Selskabets aktiekapital udgjorde nominelt 9.010.000 kr. fordelt på 9.010 A-aktier og 81.090 B-aktier a 100 kr. A-aktierne ejedes af gårdejer N, mens B-aktierne ejedes af selskabet Y A/S. A-aktierne havde 10 gange overstemme. Gårdejer N opfyldte de i lov om landbrugsejendomme § 20, jf. § 16, fastsatte krav til den aktionær der repræsenterer flertallet af stemmerne i et selskab.

Den 9. maj 1994 anmodede advokat A Jordbrugsdirektoratet om tilladelse til udvidelse af aktiekapitalen for X A/S. Jordbrugsdirektoratet oversendte sagen til Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt der i brev af 9. november 1994 afslog ansøgningen. Jordbrugskommissionen gjorde endvidere opmærksom på at selskabet X A/S ikke var registreret i Jordbrugsdirektoratets § 20-register. På den baggrund bad direktoratet i brev af 21. december 1994 advokat A om at indsende de for registreringen nødvendige dokumenter.

Ved brev af 31. januar 1995 indsendte advokaten de ønskede dokumenter, herunder referat af ekstraordinær generalforsamling, en aktionæroverenskomst, en direktørkontrakt og vedtægterne for selskabet X A/S.

Af referat af ekstraordinær generalforsamling i X A/S den 6. juni 1990, punkt 6, fremgik at bestyrelsen bestod af N, W, P (næstformand) og A (formand).

Af aktionæroverenskomst mellem gårdejer N og Y A/S fremgik at N blev ansat som direktør for X A/S. N var i medfør af overenskomstens punkt 3.4 forpligtet til at stemme i overensstemmelse med WPKS’s ønsker vedrørende visse typer af dispositioner. Endvidere kunne Y A/S med tre måneders skriftligt varsel kræve at N afhændede sine A-aktier til en ny af Y A/S anvist aktionær.

Af direktørkontrakt mellem X A/S og N fremgik

“...

2.0 Ansvarsområde

Direktøren forestår Selskabets ledelse i overensstemmelse med aktieselskabslovens regler og de af bestyrelsen fastsatte retningslinier, hvorved navnlig fremhæves, at dispositioner, der efter Selskabets forhold er af usædvanlig art eller størrelse, ikke må træffes, forinden bestyrelsens samtykke er indhentet.

2.2 Direktøren er berettiget til at disponere i alle forhold, der vedrører Selskabets normale virksomhed. Ved køb, afhændelse, pantsætning og opførelse af fast ejendom samt ved anden disposition af usædvanlig art eller størrelse, herunder væsentlig omlægning af den landbrugsmæssige drift af Selskabets landbrugsejendomme eller produktionsprofilen for disse, kan Direktøren kun disponere i forbindelse med et medlem af bestyrelsen.

...”

Af vedtægterne for X A/S fremgik følgende

“...

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Ombudsmandens endelige udtalelse

Resumé

Et aktieselskab som ejede en landbrugsejendom, klagede til ombudsmanden over at Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt og Strukturdirektoratet havde stillet krav om at selskabet ændrede en tegningsregel hvorefter selskabet både kunne tegnes af “landmanden i selskabet” og af to medlemmer af bestyrelsen i forening. Myndighederne henviste til at “landmanden i selskabet” skulle kunne træffe de sædvanlige beslutninger om den daglige drift.

Ombudsmanden udtalte at bestemmelsen i landbrugslovens § 20 efter sin ordlyd ikke indeholdt hjemmel til at stille krav til tegningsregler o.l. der i øvrigt regulerede landmandens og de andre aktionærers dispositionsbeføjelser. Ombudsmanden konkluderede dog på baggrund af bestemmelsens forarbejder at det var Folketingets intention med bestemmelsen at “landmanden i selskabet” selv bevarede den fulde dispositionsret over landbrugsejendommen. Ombudsmanden havde derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighedernes opfattelse af at en regel i vedtægterne om at selskabet kunne tegnes uden om landmanden i selskabet, var uforenelig med bestemmelsen i landbrugslovens § 20.

Det var imidlertid efter ombudsmandens opfattelse ønskeligt om der i loven blev fastsat udtrykkelige regler der fastlagde retstilstanden i et tilfælde som det foreliggende. På baggrund af at der ved lov nr. 350 af 2. juni 1999 om ændring af lov om landbrugsejendomme blev indsat en bestemmelse der giver hjemmel til i bekendtgørelsesform at fastsætte krav til tegningsregler o.l., og at landbrugsministeren gjorde brug af denne hjemmel i bek. nr. 624 af 26. juli 1999, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J.nr. 1997-3543-340).