Call in-omgørelse til skade for adressaten (harfølgendeindhold)

§ 6, stk. 1, i offentlighedsloven har følgende ordlyd

’ § 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Efter bestemmelsen i § 54, stk. 1, i radio- og fjernsynsloven kan lokalradionævnene pålægge tilladelseshaverne at aflevere optagelser af udsendelserne ’i forbindelse med behandlingen af en sag vedrørende programvirksomheden, herunder vedrørende udsendte reklamer’. Selv om sagen vedrørende inddragelse af sendetilladelsen på tidspunktet for nævnets anmodning om at modtage båndene verserede i udvalget, finder jeg at der var eller kunne blive tale om en afgørelsessag hvor bestemmelsen i offentlighedslovens § 6, stk. 1, finder anvendelse.

Ifølge ordlyden finder bestemmelsen i offentlighedslovens § 6 kun anvendelse på oplysninger som modtages af myndigheden. I den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 138, fandt jeg imidlertid at bestemmelsen må ses som et udslag af en almindelig retsgrundsætning om at offentlige myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag, herunder telefonsamtaler som ikke fremgår af brevvekslingen i sagen eller af sagens dokumenter i øvrigt. Jeg finder på den baggrund at nævnet burde have gjort notat om at man have bedt (A) udlevere de pågældende bånd.

B. Nævnets oplysningspligt over for udvalget

I forbindelse med (A)’s klage til udvalget over nævnets afgørelse af 16. juni 1997 afgav nævnet på udvalgets begæring udtalelser om sagen. I en af disse udtalelser af 25. august 1997 blev oplyst at nævnet ikke havde modtaget de bånd fra (A) som man have bedt om.

Samme dag som nævnet afgav udtalelsen til udvalget, modtog nævnet båndene. Nævnet oplyste ikke udvalget herom inden udvalget traf afgørelse den 4. september 1997.

Jeg finder at nævnet som led i sin oplysningspligt over for udvalget, jf. herved § 59, stk. 1, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, burde have oplyst udvalget om at man havde modtaget båndene.

3. Nævnets sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen af 29. september 1997

A. Partshøring

Det fremgår af nævnets afgørelse af 29. september 1997 at nævnet bl.a. har lagt vægt på at (A) ’til stadighed trods talrige henstillinger udsender spiritusreklamer’. Nævnet nævner en række eksempler, og det fremgår at disse er hentet fra nogle af de bånd som (A) har afleveret til nævnet.

Jeg finder at oplysningerne om at (A) sender spiritusreklamer, er sådanne oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som nævnet har pligt til at partshøre over efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 (som citeret ovenfor). Jeg har herved lagt vægt på at (A) tilsyneladende ikke blev pålagt at aflevere båndene til brug for nævnets behandling af sagen om inddragelse. Selv om (A) således var klar over at nævnet var i besiddelse af de nævnte bånd og oplysningerne indeholdt deri, var (A) ikke klar over at oplysningerne vedrørende udsendelse af spiritusreklamer indgik i grundlaget for nævnets afgørelse, jf. herved bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 236.

B. Afgørelsens adressat m.v.

En afgørelse skal normalt meddeles direkte til den afgørelsen vedrører (parten), jf. bl.a. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 394-95, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 271.

Efter at udvalget havde hjemvist sagen til fornyet behandling i nævnet, skulle nævnet træffe en ny afgørelse om hvorvidt (A)’s sendetilladelse kunne inddrages. Part/adressat i forhold til denne afgørelse var (A).

Nævnet sendte sin nye afgørelse til udvalget. Samme dag som nævnet sendte afgørelsen til udvalget, bekræftede nævnet over for (A) modtagelsen af stationens brev af 19. september 1997, og meddelte fra hvornår sendetilladelsen ville blive inddraget.

Jeg finder at det brev der blev sendt til (A) den 29. september 1997, blot var en meddelelse om at der var truffet en afgørelse om inddragelse. Selve afgørelsen blev derimod sendt til udvalget og således til den forkerte adressat.

En forvaltningsafgørelse kan først få virkning når den er meddelt i den foreskrevne form af den dertil bemyndigede myndighed, jf. bl.a. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 397. Da der tilgik (A) en meddelelse fra nævnet om at nævnet havde inddraget sendetilladelsen fra den 30. oktober 1997, finder jeg dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage at afgørelsen ikke kunne håndhæves over for (A).

Det at afgørelsen blev sendt til den forkerte adressat, havde også den følgevirkning at (A) ikke blev meddelt en begrundelse for nævnets afgørelse der opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, og at (A) ikke blev vejledt om muligheden for at klage over afgørelsen til udvalget, jf. forvaltningslovens § 25.

4. Nævnets bemærkninger om habilitet i udtalelse af 4. november 1997 til nævnet

(A) indbragte i et brev af 21. oktober 1997 spørgsmålet om nogle medlemmer af nævnets habilitet for tilsynsrådet. Denne sag blev oversendt til udvalget til behandling. (A) havde desuden sat spørgsmålstegn ved medlemmernes habilitet i sine klager til udvalget.

Nævnet kommenterede på den baggrund habilitetsspørgsmålet i sin udtalelse til udvalget af 4. november 1997. Nævnet anførte heri at henvisningen til forvaltningslovens regler var irrelevant idet de pågældende medlemmer var udpeget af henholdsvis oplysningsforbundene i (X-by) og af LO og derfor ikke virkede inden for den offentlige forvaltning.

I henhold til § 3, stk. 1, i forvaltningsloven er den der virker inden for den offentlige forvaltning, inhabil hvis forskellige forhold som nærmere er beskrevet i bestemmelsen er til stede.

Lokalradionævnet i (X) Kommune er en offentlig myndighed hvis (afgørelses)virksomhed er omfattet af forvaltningslovens regler. Medlemmerne af udvalget virker derfor inden for den offentlige forvaltning, uanset om de er udpeget som medlem af nævnet af et organ der ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Se bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 79. Nævnets retopfattelse er således forkert.

I øvrigt har jeg ikke fundet grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om nævnsmedlemmerne var inhabile ved sagens behandling.

5. Sammenfatning vedrørende nævnets sagsbehandling

Sammenfattende finder jeg således at nævnet i forbindelse med afgørelsen af 16. juni 1997 burde have partshørt vedrørende oplysningen fra en lokalavis om at (A) ville starte i (Y-by) den 1. august 1997, og at nævnets afgørelse burde have været ledsaget af en vejledning om muligheden for at klage over afgørelsen til udvalget.

Herudover finder jeg at nævnet i fasen indtil udvalget hjemviste sagen til fornyet behandling i nævnet, burde have gjort notat om at nævnet havde bedt (A) udlevere bånd, og at nævnet burde have oplyst udvalget om at man efterfølgende modtog de pågældende bånd.

I forbindelse med afgørelsen af 29. september 1997 finder jeg at nævnet burde have partshørt vedrørende oplysninger fra båndene om at (A) sender spiritusreklamer, og at nævnets afgørelse blev meddelt til den forkerte adressat. Dette havde den følgevirkning at (A) ikke blev meddelt en begrundelse for afgørelsen der opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, og ligeledes ikke blev vejledt om muligheden for at klage over afgørelsen til udvalget.

Endelig finder jeg at den retsopfattelse vedrørende inhabilitetsreglerne som nævnet fremsatte i sin udtalelse af 4. november 1997 til udvalget, var forkert.

Samlet set finder jeg derfor nævnets sagsbehandling kritisabel. Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

Udvalgets sagsbehandling

1. I forbindelse med udvalgets afgørelse af 7. oktober 1997

A. Meddelelse om at man havde optaget sagen til behandling

Efter at nævnet havde meddelt udvalget sin afgørelse af 29. september 1997, traf udvalget – i henhold til sin call in-beføjelse, jf. ovenfor – en ny afgørelse i sagen. Afgørelsen blev truffet uden at udvalget havde orienteret (A) om at man havde optaget sagen til behandling.

En myndighed som er i besiddelse af faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som en part ikke kan antages at være bekendt med, skal inden der træffes afgørelse som hovedregel gøre parten bekendt hermed og give denne mulighed for at udtale sig, såfremt oplysningerne er til ugunst for den pågældende, jf. forvaltningslovens kap. 5.

Det antages at bestemmelserne i kapitel 5 medfører at en part i de tilfælde hvor en sag behandles af en myndighed uden at parten er bekendt hermed, bliver gjort bekendt med sagens eksistens inden der træffes afgørelse, jf. bl.a. forarbejderne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 94, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 109, og U 1997.223Ø.

Jeg finder på den baggrund at udvalget inden der blev truffet afgørelse, burde have gjort Dem bekendt med at man havde optaget sagen til behandling.

B. Partshøring i øvrigt

Ovenfor har jeg anført at nævnet burde have foretaget partshøring vedrørende oplysningerne om udsendelse af spiritusreklamer som nævnet lagde vægt på i forbindelse med sin afgørelse af 29. september 1997.

Også udvalget lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på oplysningerne om udsendelse af spiritusreklamer.

Da (A) ikke i forbindelse med nævnets behandling af sagen blev partshørt over oplysningerne, og da nævnets afgørelse af 29. september 1997 ikke blev sendt til (A), finder jeg at udvalget burde have partshørt over oplysningerne om udsendelse af spiritusreklamer, jf. forvaltningslovens § 19.

Udvalget lagde ved sin afgørelse desuden vægt på at (A) ikke havde imødekommet nævnets anmodninger om indsendelse af bånd. Oplysningen om at båndene ikke var blevet indsendt, havde udvalget fra nævnets brev af 25. august 1997. (A) modtog ikke kopi af dette brev. Jeg finder at udvalget også burde have foretaget partshøring vedrørende oplysningen om at (A) ikke havde imødekommet anmodningen om indsendelse af bånd.

C. Begrundelse

I henhold til forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Kravene til begrundelsens indhold findes i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, der har følgende ordlyd

’ § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’

Udvalgets afgørelse af 7. oktober 1997 indeholder ingen henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Begrundelsen opfylder dermed ikke kravene i forvaltningslovens § 24.

2. I forbindelse med udvalgets afgørelse af 2. december 1997 om afslag på genoptagelse

Udvalget behandler i medfør af § 59, stk. 2, i radio- og fjernsynsloven klager over visse afgørelser fra lokalradionævnene. Udvalget har ikke samtidig almindelige overordnelsesbeføjelser over for nævnene. Udvalget kan som følge heraf ikke have pligt til at behandle og påtale enhver sagsbehandlingsfejl hos nævnene, jf. Karsten Loiborg, mfl., Forvaltningsret (1994), s. 653.

Da nævnets opfattelse af habilitetsreglen som ovenfor nævnt på et væsentligt punkt var åbenbar fejlagtig, finder jeg imidlertid at det havde været naturligt om udvalget, da det i forbindelse med afgørelsen af spørgsmålet om sagen skulle genoptages tog stilling til habilitetsspørgsmålet, havde henledt nævnets opmærksomhed på at dets retsopfattelse var forkert.

3. Sammenfatning vedrørende udvalgets sagsbehandling

Sammenfattende er det således min opfattelse at udvalget inden der blev truffet afgørelse i sagen den 7. oktober 1997, burde have meddelt (A) at det havde optaget sagen til behandling, at udvalget burde have partshørt vedrørende oplysningerne om (A)’s udsendelse af spiritusreklamer, at udvalget også burde have foretaget partshøring vedrørende oplysningen om at (A) ikke havde imødekommet anmodningen om indsendelse af bånd, og at udvalgets begrundelse for afgørelsen ikke opfylder kravene i forvaltningslovens § 24.

I forbindelse med udvalgets afgørelse af 2. december 1997 om afslag på genoptagelse finder jeg at det havde været naturligt om udvalget havde henledt nævnets opmærksomhed på at dets opfattelse af habilitetsreglerne var fejlagtig.

Samlet set mener jeg derfor at udvalgets sagsbehandling er kritisabel. Jeg har gjort udvalget bekendt med min opfattelse.

Jeg bemærker afslutningsvis at jeg ikke har fundet grundlag for at tage stilling til om udvalget i forbindelse med sin behandling af sagen burde have forelagt spørgsmålet om reklamernes indhold for Radio og TV-Reklamenævnet.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af Deres henvendelse.

”

NOTER: (*1) FOB 1988, s. 18, FOB 1989, s. 188, FOB 1990, s. 22, FOB 1990, s. 206, FOB 1989, s. 313, FOB 1997, s. 74, FOB 1989, s. 213, FOB 1989, s. 138.

§ 43. Spredning af programmer ved hjælp af radioanlæg eller fællesantenneanlæg inden for et lokalt område kan kun ske med tilladelse fra det nævn, der er omtalt i § 56 (det lokale radio- og fjernsynsnævn).

§ 44. Tilladelse kan udstedes til selskaber, foreninger og lign., hvis følgende betingelser er opfyldt

I selskabet, foreningen el. lign. skal et flertal af bestyrelsens medlemmer have bopæl i området.

Selskabet, foreningen el. lign. skal have radio- eller fjernsynsvirksomhed som eneste formål.

I selskabet, foreningen el. lign. må erhvervsvirksomheder, bortset fra dagblade og distriktsblade ikke have bestemmende indflydelse. Tilladelse til selskaber m.v., hvori dagblade eller distriktsblade har bestemmende indflydelse, forudsætter, at lokalradioen eller tv-stationen opfylder en funktion som forum for en bred lokal debat.

Stk. 2. Samme person kan ikke være medlem af bestyrelsen for mere end én lokalradio, henholdsvis tv-station.

Stk. 3. Samme person kan ikke være programansvarlig for eller på anden måde deltage i den overordnede ledelse af programvirksomheden på mere end én lokal radio, henholdsvis tv-station.

§ 51. Reklamer og programmer, hvortil der ydes tilskud, og programmer, for hvilke der er betalt for sendetid, kan indgå i programvirksomheden efter reglerne i kapitel 8.

§ 52. Tilladelsens indehaver skal påse, at regler om reklamer, tilskud til programmer og salg af sendetid efter kapitel 8 overholdes.

§ 54. Tilladelsens indehaver skal optage og i 3 måneder opbevare alle udsendelser på bånd i overensstemmelse med regler, der fastsættes af kulturministeren. I forbindelse med behandlingen af en sag vedrørende programvirksomheden, herunder vedrørende udsendte reklamer, kan det pålægges indehaveren at aflevere optagelser af udsendelserne. Hvis behandlingen af en sag gør det nødvendigt, kan det pålægges indehaveren at opbevare et bånd i mere end 3 måneder.

§ 55. En tilladelse kan inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis indehaveren ikke udnytter tilladelsen, eller der sker en væsentlig afbrydelse af programvirksomheden.

Stk. 2. En tilladelse kan inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis indehaveren

ikke længere opfylder betingelserne i § 44,

overtræder § 50,

overtræder § 50 a, stk. 1, eller stk. 3,

tilsidesætter pålæg meddelt efter § 51, stk. 4,

overtræder § 52 eller § 53 eller

tilsidesætter § 54 eller pålæg, der er meddelt efter denne bestemmelse.

Stk. 3. En tilladelse kan i øvrigt inddrages midlertidigt eller endeligt, hvis en overtrædelse af loven, bestemmelser fastsat efter loven eller vilkår for tilladelsen er grov, eller overtrædelser er ofte gentagne.

Stk. 4. Et lokalt nævns afgørelse om inddragelse af en tilladelse kan inden 4 uger fra meddelelsen om afgørelsen af indehaveren indbringes for Udvalget vedr. Lokal Radio og TV. En klage har opsættende virkning, medmindre udvalget bestemmer andet.

Lokale radio- og fjernsynsnævn

§ 56. Kommunalbestyrelsen nedsætter, hvis der er behov derfor, et lokalt radio- og fjernsynsnævn,

§ 57. Nævnet kan afkræve en tilladelses indehaver enhver oplysning, som er af betydning for nævnets sager. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af oplysninger.

Stk. 2. Nævnet udsteder tilladelse til programvirksomhed. Nævnet fører tilsyn med virksomheden, påtaler overtrædelse af loven, bestemmelser fastsat efter loven og vilkår for tilladelsen og kan inddrage tilladelsen, jf. § 55.

Stk. 3. Hvis nævnet får kendskab til forhold, som ( ), henhører under Udvalget vedr. Lokal Radio og TV, underretter nævnet udvalget.

Udvalget vedr. Lokal Radio og Tv

§ 58. Kulturministeren nedsætter et udvalg, Udvalget vedr. Lokal Radio og TV.

§ 59 har følgende indhold

’ § 59. Udvalget kan afkræve lokale nævn og tilladelseshavere enhver oplysning, som er af betydning for udvalgets sager. Udvalget kan fastsætte en frist for afgivelsen af oplysninger.

Stk. 2. Udvalget træffer afgørelse i klagesager om lokale nævns

1) afslag på ansøgning om tilladelse til lokal programvirksomhed, jf. § 49, stk. 3, og

2) inddragelse af tilladelse til lokal programvirksomhed, jf. § 55, stk. 4.

Stk. 3. Udvalget træffer afgørelse i sager om tilladelseshaveres selvstændige udøvelse af programvirksomheden, jf. § 50, hvis sagen

1) omfatter flere lokale områder eller

2) vedrører radio- og fjernsynsforetagender, som udøver programvirksomhed på et andet grundlag end en tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed.

Stk. 4. Udvalget træffer afgørelse i sager om programmer, der udsendes samtidig af flere tilladelseshavere eller udsendes i medfør af et fast samarbejdsforhold med andre radio- og fjernsynsforetagender om programvirksomheden, jf. § 50, stk. 4 og 5.

Stk. 5. Udvalget fordeler tilskud til ikke-kommercielle lokale radio- og tv-stationer, jf. § 60 b.

Stk. 6. Udvalget træffer afgørelse i sager om nedsættelse af fælles nævn omfattende kommuner med tilsammen flere end 200.000 indbyggere, jf. § 56, stk. 2.

Stk. 7. Udvalget træffer efter forhandling med Telestyrelsen afgørelse i sager om fordelingen af sendestationer på lokale områder under hensyn til de frekvensmæssige muligheder.

Stk. 8. Udvalget kan endvidere uanset § 57, stk. 2, på eget initiativ tage en sag op til behandling. Udvalget kan i den forbindelse

1) pålægge et lokalt nævn at tage en ikke tidligere behandlet sag op til afgørelse,

2) pålægge et lokalt nævn at tage en tidligere behandlet sag op igen og

3) i særlige tilfælde selv træffe afgørelse i sagen.

Stk. 9. Udvalgets afgørelser efter stk. 2-8 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 10. Udvalget rådgiver ministeren om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.’

Forarbejderne til § 59 indeholder bl.a. følgende (Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 1889-1890)

’...

Efter de gældende regler er udgangspunktet, at alle sager behandles og afgøres lokalt. Kun i tilfælde, hvor de lokale nævn ikke har tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om der foregår overtrædelser af de gældende regler, nemlig i network-sager, der omfatter flere lokalområder, er sagen henlagt til det centrale udvalg - Udvalget vedr. Lokal Radio og TV - som 1. instans. Desuden er mulighederne for at påklage de lokale afgørelser stærkt begrænsede, idet det kun er de lokale nævns mere indgribende afgørelser - om nægtelse eller inddragelse af en tilladelse - som kan indbringes for Udvalget vedr. Lokal Radio og TV.

Erfaringerne med ordningen har imidlertid vist, at der også i andre sagstyper end de ovenfor nævnte kan være et behov for fra centralt hold at kunne gribe ind med henblik på sikring af en lovmæssig forvaltning.

Udvalgets kompetence til som 1. instans at behandle network-sager foreslås således udbygget, så den også kommer til at omfatte relationerne mellem lokale tilladelseshavere og radio- eller fjernsynsforetagender, hvis virksomhed ikke er omfattet af den lokale tilladelsesordning, f.eks. satellit- eller kabelforetagender. Erfaringerne viser, at de lokale nævn, som efter de gældende regler varetager denne type sager, kan have vanskeligt ved at håndtere disse.

Det foreslås desuden at udvalget får mulighed for selv at tage sager, der som udgangspunkt behandles lokalt, op - dvs. at udvalget gives en såkaldt ’call in’ beføjelse m.h.t. de lokale afgørelser. Udvalget vil i den forbindelse dels kunne pålægge et lokalt nævn at tage en sag op til behandling, enten i form af en genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, eller i tilfælde hvor det lokale nævn udviser passivitet med hensyn til behandlingen af en sag, dels undtagelsesvis selv kunne træffe afgørelse i en i øvrigt lokal sag.

Forslagene må forventes i højere grad at sikre en ensartet praksis, ligesom de formentlig vil tilskynde de lokale nævn til i højere grad at leve op til de gældende regler om tilsynspligt.

...’

Som det fremgår af § 59, stk. 2, pkt. 2, træffer Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV afgørelser om lokale nævns inddragelse af sendetilladelser. En forudsætning for om en myndighed som led i rekurs kan behandle en sag, er at den klageberettigede har taget initiativ til at påklage sagen.

Udvalget har herudover en særlig form for lovbestemt tilsyn, en såkaldt call in-beføjelse i lovens § 59, stk. 8, hvorefter udvalget på eget initiativ kan tage en sag op til behandling. Udvalget kan i den forbindelse 1) pålægge et lokalt nævn at tage en ikke tidligere behandlet sag op til afgørelse, 2) pålægge et lokalt nævn at tage en tidligere behandlet sag op igen, og 3) i særlige tilfælde selv træffe en afgørelse i sagen.

Det fremgår imidlertid ikke direkte af ordlyden om udvalget kan indkalde en afgørelse efter § 59, stk. 8, nr. 3, både i de situationer hvor sagen endnu ikke er afsluttet af det lokale nævn, og i de situationer hvor det lokale nævn har truffet afgørelse. Endvidere er der ikke i loven taget stilling til hvilke reaktionsmuligheder - til skade for adressaten - Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV har, hvis det antages at udvalget kan indkalde en sag hvor lokalnævnet har truffet afgørelse.

Jeg skal på den baggrund bede udvalget om at redegøre for hjemlen til at træffe en bebyrdende afgørelse for (A) den 7. oktober 1997. I den forbindelse skal jeg henvise til at forvaltningens virksomhed skal være legitimeret i en lov eller anden retskilde. Jo dybere en afgørelse griber ind i borgerens interessesfære, des sikrere må den retskildemæssige hjemmel være. Se i den forbindelse f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 313, Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 74, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 210.”

Jeg bad udvalget om at tilbagesende udtalelsen gennem kulturministeren.

I brev af 29. juni 1999 udtalte udvalget bl.a. følgende

“Med hensyn til de hjemmelsspørgsmål, De rejser, fremgår det af motiverne til den udvidelse af udvalgets kompetence, der skete ved indføjelsen af de bestemmelser, der findes i radio- og fjernsynslovens § 59, stk. 8, at man herved dels i højere grad ville sikre en ensartet praksis, dels at de lokale nævn i højere grad levede op til de gældende regler om tilsynspligt.

Baggrunden herfor var et konstateret behov for fra centralt hold at kunne gribe ind overfor de lokale nævn til sikring af en lovmæssig forvaltning. Det gjaldt bl.a. med hensyn til overholdelse af reklamereglerne, hvor udvalget, efter de oprindelige regler, ikke havde mulighed for at gribe ind overfor de lokale nævn, der ikke selv ønskede at reagere overfor lokale tilladelseshaveres overtrædelse af reglerne. Der er for udvalget at se ingen tvivl om, at bestemmelserne, i det omfang det skønnes nødvendigt, giver udvalget hjemmel til at behandle en sag, uanset om de lokale nævn har truffet afgørelse eller ej.

Formuleringen af § 24 i bekendtgørelse nr. 1258 af 20. december 1996 (nu bkg. nr. 177 af 24. marts 1999 om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed) er i overensstemmelse hermed.

Det forekommer på den nævnte baggrund lige så klart, at udvalget har hjemmel til at træffe en afgørelse, der er mere bebyrdende for tilladelseshaveren, end den afgørelse det lokale nævn måtte have truffet.

Under de særlige omstændigheder, der forelå i den konkrete sag, var det, som der tidligere er redegjort for, nødvendigt at udvalget traf en selvstændig afgørelse, såfremt der overhovedet i overensstemmelse med praksis skulle reageres med en midlertidig inddragelse af programtilladelsen.”

Ved brev af 1. juli 1999 meddelte Kulturministeriet at udvalgets udtalelse ikke gav ministeriet anledning til bemærkninger.

E havde ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

” Retsgrundlaget

Afgørelserne i sagen er truffet efter bestemmelser i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 138 af 19. februar 1998. Loven indeholder følgende bestemmelser af betydning for sagen

’ Kap 6. Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed

Tilladelse til programvirksomhed

§ 59. Udvalget kan afkræve lokale nævn og tilladelseshavere enhver oplysning, som er af betydning for udvalgets sager. Udvalget kan fastsætte en frist for afgivelsen af oplysninger.

Stk. 2. Udvalget træffer afgørelse i klagesager om lokale nævns

2) inddragelse af tilladelse til lokal programvirksomhed, jf. § 55, stk. 4

Stk. 8. (tidl. stk. 6) Udvalget kan endvidere uanset § 57, stk. 2, på eget initiativ tage en sag op til behandling. Udvalget kan i den forbindelse

1) pålægge et lokalt nævn at tage en ikke tidligere behandlet sag op til afgørelse

2) pålægge et lokalt nævn at tage en tidligere behandlet sag op igen

3) i særlige tilfælde selv træffe afgørelse i sagen.

Stk. 9. (tidl. stk. 7) Udvalgets afgørelser efter stk. 2-8 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kap. 8. Reklamer og tilskud til reklamer

Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed

§ 69. For reklamer udsendt af indehaveren af en tilladelse til lokal radiovirksomhed gælder følgende

2) Der må ikke reklameres for tobak eller drikkevarer med et alkoholindhold på 2,8 pct vol eller derover (Bestemmelsen havde tidligere en lidt anden ordlyd hvilket ikke har betydning for sagen; min bemærkning).

Radio- og TV-Reklamenævnet.

§ 71. Kulturministeren nedsætter et nævn vedrørende reklame i radio og fjernsyn, Radio- og TV-Reklamenævnet.

§ 72. Radio- og TV-Reklamenævnet har følgende opgaver

1) Nævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager om radio- og fjernsynsreklamers indhold. I sager om overholdelse af lov om lægemidler indhenter nævnet forinden en udtalelse hos Sundhedsstyrelsen. Nævnet kan påtale overtrædelser af reglerne og pålægge TV2 Reklame A/S eller indehaveren af en tilladelse til radio- og fjernsynsvirksomhed at offentliggøre afgørelsen. Nævnet kan bestemme på hvilken måde og i hvilken form dette skal ske.

Stk. 2. Klager over indholdet af reklameindslag, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, skal indgives til nævnet inden 4 uger efter, at indslaget er udsendt.’

Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV’s afgørelse af 7. oktober 1997

Det fremgår af det ovennævnte sagsforløb at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV’s (herefter udvalget) behandling af sagen efter at lokalradionævnet i (X-by) (herefter nævnet) den 29. september 1999 havde truffet afgørelse om at inddrage (A)’s sendetilladelse pr. 31. oktober 1997, skete på udvalgets eget initiativ og ikke på baggrund af en klage fra (A).

Nævnet inddrog ved sin afgørelse (A)’s sendetilladelse fra den 30. oktober 1997. Udvalget ændrede denne afgørelse således at sendetilladelsen blev inddraget med virkning fra den 16. oktober 1997. Der skete således en ændring til skade for (A).

Udvalget træffer efter § 59 i radio- og fjernsynsloven forskellige afgørelser som første og eneste instans. Endvidere træffer udvalget afgørelser i klagesager over visse af det lokale nævns afgørelser. Herudover er udvalget – der ikke har traditionelle hierarkiske overordnelsesbeføjelser over for de lokale nævn – tillagt en form for tilsynsforpligtelse over for nævnene idet udvalget på eget initiativ kan tage en sag op til behandling som ellers efter § 57, stk. 2, ville være underlagt det lokale nævns kompetence, jf. § 59, stk. 8 (call in).

Udvalget finder bl.a. med støtte i forarbejderne til bestemmelsen i § 59 at det forekommer klart at udvalget både har hjemmel til på eget initiativ at behandle en sag hvor udvalget allerede har truffet afgørelse, og lige så klart at udvalget kan træffe en afgørelse der er mere bebyrdende for tillladelseshaveren end den det lokale nævn har truffet.

Det fremgår imidlertid ikke direkte af ordlyden af bestemmelsen at udvalget kan indkalde og behandle en sag hvor et lokalradionævn allerede har truffet afgørelse, og det fremgår heller ikke af ordlyden hvilke reaktionsmuligheder udvalget har hvis det antages at udvalget kan indkalde en sådan sag. Som det fremgår af mit brev af 21. maj 1999 til udvalget, skal forvaltningens virksomhed være legitimeret i lov eller anden retskilde. Jo dybere en afgørelse griber ind i borgerens interessesfære, des sikrere må den retskildemæssige hjemmel være, jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 213, Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 74, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 210.

A. Kan udvalget indkalde en sag hvor nævnet har truffet afgørelse, og selv træffe afgørelse i sagen?

I forarbejderne til bestemmelsen i § 59 er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 1889-1890 og 1913)

’Efter de gældende regler er udgangspunktet, at alle sager behandles og afgøres lokalt. Kun i tilfælde, hvor de lokale nævn ikke har tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om der foregår overtrædelser af de gældende regler, nemlig i network-sager, der omfatter flere lokalområder, er sagen henlagt til det centrale udvalg - Udvalget vedr. Lokal Radio og TV - som 1. instans. Desuden er mulighederne for at påklage de lokale afgørelser stærkt begrænsede, idet det kun er de lokale nævns mere indgribende afgørelser - om nægtelse eller inddragelse af en tilladelse - som kan indbringes for Udvalget vedr. Lokal Radio og TV.

Erfaringerne med ordningen har imidlertid vist, at der også i andre sagstyper end de ovenfor nævnte kan være et behov for fra centralt hold at kunne gribe ind med henblik på sikring af en lovmæssig forvaltning.

Udvalgets kompetence til som 1. instans at behandle network-sager foreslås således udbygget, så den også kommer til at omfatte relationerne mellem lokale tilladelseshavere og radio- eller fjernsynsforetagender, hvis virksomhed ikke er omfattet af den lokale tilladelsesordning, f.eks. satellit- eller kabelforetagender. Erfaringerne viser, at de lokale nævn, som efter de gældende regler varetager denne type sager, kan have vanskeligt ved at håndtere disse.

Det foreslås desuden at udvalget får mulighed for selv at tage sager, der som udgangspunkt behandles lokalt, op - dvs. at udvalget gives en såkaldt ’call-in’ beføjelse m.h.t. de lokale afgørelser. Udvalget vil i den forbindelse dels kunne pålægge et lokalt nævn at tage en sag op til behandling, enten i form af en genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, eller i tilfælde hvor det lokale nævn udviser passivitet med hensyn til behandlingen af en sag, dels undtagelsesvis selv kunne træffe afgørelse i en i øvrigt lokal sag.

Forslagene må forventes i højere grad at sikre en ensartet praksis, ligesom de formentlig vil tilskynde de lokale nævn til i højere grad at leve op til de gældende regler om tilsynspligt.

Stk. 6 (nu stk. 8, min tilføjelse) er en ny bestemmelse. Med henblik på at sikre en lovmæssig forvaltning foreslås det at give Udvalget vedr. Lokal Radio og TV kompetence til i visse tilfælde at gå ind i sager, som i øvrigt fortsat skal behandles og afgøres lokalt

I tilfælde, hvor et lokalt nævn synes at forholde sig passivt over for åbenbare tilsidesættelser af gældende bestemmelser, bør udvalget kunne pålægge nævnet at tage sagen op til behandling og afgørelse, hvis sagen ligger inden for nævnets kompetence og ikke tidligere har været behandlet i nævnet.

I tilfælde, hvor et lokalt nævn har truffet afgørelse, der synes at indebære en åbenbar tilsidesættelse af gældende bestemmelser, bør udvalget kunne pålægge nævnet at genbehandle sagen. Som eksempel kan nævnes, at et nævn har truffet en afgørelse, som ikke er påklaget til udvalget, men som er i åbenbar modstrid med udvalgets afgørelse i tilsvarende sager.

Udvalget bør undtagelsesvis kunne beslutte at overtage det lokale nævns beføjelser efter loven.’

Som det fremgår af de citerede forarbejder, er der heller ikke her udtrykkeligt taget stilling til spørgsmålet. Jeg finder imidlertid med støtte i ordlyden af bestemmelsen – hvor ordet ’sagen’ i pkt. 3 med føje kan forstås som dækkende begge typer af sager som nævnt i pkt. 1 og 2., henholdsvis en ikke tidligere behandlet sag og en tidligere behandlet sag – ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets retsopfattelse på dette punkt.

B. Kan udvalget i forbindelse med indkaldelsen træffe en mere bebyrdende afgørelse?

Jeg har forstået sagen således at udvalget i de situationer hvor der indkaldes sager fra de lokale nævn, mener at det står frit i sine reaktionsmuligheder. Udvalget mener således ikke at der skulle gælde nogen begrænsninger i udvalgets muligheder for at ændre til skade for adressaten i forhold til den afgørelse det lokale nævn har truffet.

Det fremgår imidlertid af den forvaltningsretlige litteratur at i den situation hvor en overordnet myndighed på eget initiativ ønsker at omgøre en afgørelse truffet af en underordnet myndighed, er hovedreglen at den overordnede myndighed kun kan omgøre i samme omfang som den underordnede ville kunne have gjort det efter almindelige tilbagekaldelsesregler. Se bl.a. Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 468-469, og Bent Christensen, Prøvelse, 2. udgave (1994), s. 262-263 og s. 265-266, og f.eks. den sag som er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 74. Så meget mere må dette gælde når udvalget, der ikke står i et traditionelt hierarkisk overordnelsesforhold til de lokale nævn, på et særligt retsgrundlag tager en sag op til behandling. Jeg henviser i den forbindelse også til at det i den almindelige forvaltningsretlige litteratur antages at der i forbindelse med en almindelig klagesagsbehandling også kan gælde visse begrænsninger i klagemyndighedens adgang til at omgøre til skade for klageren (reformatio in pejus). Se i den forbindelse Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3 udgave (1997), s. 286f.

Efter min opfattelse kræver det således en særlig hjemmel i den lovfæstede call in-ordning hvis udvalget uden at iagttage de almindelige tilbagekaldelsesprincipper på eget initiativ skulle kunne ændre det lokale nævns afgørelse til skade for adressaten.

Efter ordlyden i § 59, stk. 8, kan udvalget på eget initiativ tage en sag op til behandling. Loven nævner alene at udvalget kan pålægge et lokalt nævn at tage en ikke tidligere behandlet sag op til afgørelse, at udvalget kan pålægge et lokalt nævn at tage en tidligere behandlet sag op igen, og i særlige tilfælde at udvalget selv kan træffe afgørelse i sagen. I de særlige tilfælde hvor udvalget selv kan træffe afgørelse, er der dog ikke udtrykkeligt givet udvalget særlige beføjelser vedrørende reaktionsmulighederne over for adressaten. Jeg kan i den forbindelse f.eks. henvise til § 88, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring (lovbekendtgørelse nr. 587 af 10. august 1998) hvor det i forbindelse med direktøren for Arbejdsløshedsforsikringens tilsynsbeføjelser over for a-kasserne direkte er anført at kassens afgørelser kan ændres såvel til gunst som til ugunst for medlemmerne.

Heller ikke i forarbejderne til bestemmelsen er spørgsmålet omtalt. Dog er det i bemærkningerne til den situation hvor udvalget selv kan træffe afgørelse, nævnt at udvalget overtager ’det lokale nævns beføjelser efter loven’. Dette taler efter min opfattelse nærmest i retning af at udvalget ikke har større adgang til at omgøre en afgørelse truffet af et lokalt nævn, end den mulighed nævnet selv ville have for at tilbagekalde eller ændre sin afgørelse. Jeg finder endvidere ikke at bemærkningerne i forarbejderne om at formålet med call in-ordningen bl.a. er at sikre en ensartet praksis på området, udgør tilstrækkelig hjemmel til at fravige den førnævnte hovedregel om mulighederne for omgørelse til skade for adressaten.

Samlet er det således min opfattelse at udvalget kun havde mulighed for at omgøre nævnets afgørelse i det omfang som nævnet selv kunne have tilbagekaldt denne.

Udvalgets begrundelse for at træffe en anden afgørelse end nævnet, er - som jeg har forstået det - hensynet til lighed og konsekvens ved administrationen af det pågældende område. Det antages at dette hensyn normalt ikke er tilstrækkeligt til at tilbagekalde en afgørelse til ugunst for den pågældende. Hertil kommer at udvalgets ændrede vurdering af sagen skete på et uændret faktisk og retligt grundlag i forhold til nævnets seneste afgørelse af 29. september 1997. Mulighederne for tilbagekaldelse til ugunst på grundlag af en sådan omvurdering antages normalt også at være begrænsede. Se bl.a. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 625-626, og Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 442-443 og s. 446-448.

Jeg finder på den baggrund ikke at udvalget på det foreliggende grundlag kunne have tilbagekaldt afgørelsen, og dermed heller ikke at udvalget havde hjemmel til at træffe en afgørelse der var mere bebyrdende i forhold til tilladelseshaveren end den afgørelse som nævnet havde truffet.

Jeg har gjort udvalget og Kulturministeriet bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig henstillet til udvalget at genoptage sagens behandling.

Nævnets sagsbehandling

1. Nævnets sagsbehandling i forbindelse med nævnets afgørelse af 16. juni 1997

Jeg har forstået nævnet således at man ikke mener at man ved afgørelsen af 16. juni 1997 inddrog (A)’s sendetilladelse i (X-by). (A)’s sendetilladelse udløb først den 31. januar 2000. Jeg finder på den baggrund at nævnet ved sin afgørelse af 16. juni 1997 inddrog (A)’s sendetilladelse og dermed traf en afgørelse der var bebyrdende i forhold til radioen. Denne opfattelse bliver lagt til grund i det følgende.

A. Partshøring

Det fremgår af sagen at nævnet bl.a. baserede sin afgørelse af 16. juni 1997 på oplysninger om at (A) ville starte lokalradiovirksomhed i (Y-by) den 1. august 1997. Nævnet havde oplysningen fra en lokalavis.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, har følgende ordlyd

’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte faktiske oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

Jeg finder at oplysningen om at (A) ville starte i (Y-by) den 1. august 1997, var en sådan oplysning vedrørende sagens faktiske omstændigheder som nævnet havde pligt til at partshøre over i forhold til (A) inden der blev truffet afgørelse, jf. forvaltningslovens § 19. Jeg har herved lagt vægt på at (A) havde meddelt nævnet at man endnu ikke var parat til at offentliggøre datoen for starten i (Y-by). (A) vidste således ikke at oplysningen fra lokalavisen om starten i (Y-by) indgik i nævnets afgørelsesgrundlag, jf. herved John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 236.

B. Klagevejledning

Forvaltningslovens § 25 om klagevejledning har følgende ordlyd

’ § 25. Afgørelser, som kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist.’

Klagevejledning skal ifølge bestemmelsens ordlyd gives i forbindelse med meddelelsen af den trufne afgørelse, jf. også John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, s. 303. Jeg finder derfor at nævnets afgørelse af 16. juni 1997 burde have været ledsaget af en vejledning om muligheden for at klage over afgørelsen til udvalget. Dette gælder uanset at (A) efterfølgende blev vejledt om klageadgangen.

2. Nævnets sagsbehandling efter afgørelsen af 16. juni 1997 og indtil udvalgets hjemvisning

A. Notatpligt

Det fremgår af sagen at nævnets anmodning om at modtage bånd fra (A) efter at nævnets formand den 9. august 1997 havde lyttet til nævnets udsendelser, blev fremsat mundtligt. Der er ikke i sagens bilag vedlagt et notat om denne mundtlige anmodning.

Call in-omgørelse til skade for adressaten

Det fremgår af akterne at lokalradionævnet i en kommune den 19. november 1996 meddelte den lokale radiostation, A, tilladelse til programvirksomhed ved hjælp af radioanlæg i X-by. Tilladelsen gjaldt for perioden 1. februar 1997 - 31. januar 2000.

Samme dag skrev lokalradionævnet således til A

“Kulturministeriets lovbekendtgørelse nr. 666 af 5. juni 1996 lyder § 69, stk. 2: ’Der må ikke reklameres for øl, vin, spiritus eller tobak.’ § 52 siger: ’Tilladelsens indehaver skal påse, at reglerne om reklamer overholdes.’

Lokalradionævnet skal derfor meddele, at det efter gennemhør af (A)’s udsendelser klart og utvetydigt må tage afstand fra reklamen for (diskoteket), som ganske tydeligt overtræder ovennævnte bestemmelser vedrørende reklamer.

Til sidst skal blot nævnes, at § 55 i samme lovbekendtgørelse nr. 666 lyder: ’Overtrædes § 52 eller § 53 kan en tilladelse inddrages midlertidigt eller endeligt.’“

Den 2. juni 1997 bad lokalradionævnet A om visse oplysninger vedrørende ledelsesforholdene på stationen. Lokalradionævnet skrev følgende

“Lokalradionævnet i (X-by) har gennem Lokalavisen i (Y-by) fra d. 13. maj og 21. maj 1997 erfaret, at (A) har søgt og fået tilladelse til at drive lokalradio i (Y-by) gældende fra den 7. maj 1997.

På den baggrund og med hjemmel i ’Bekendtgørelse af lov om radio og fjernsynsvirksomhed’ af 29. januar 1997, § 44, stk. 1: ’I selskabet, foreningen el. lign. skal et flertal af bestyrelsens medlemmer have bopæl i området’, og stk. 2: ’Samme person kan ikke være medlem af bestyrelsen for mere end en lokal radio’, samt stk. 3: ’Samme person kan ikke være programansvarlig for eller på anden måde deltage i den overordnede ledelse af programvirksomheden på mere end en lokalradio’, ønsker et klart flertal af lokalradionævnet i (X-by)

· oplysninger om bestyrelsens sammensætning i (X-by) og i (Y-by).

· navn og adresse på stationsledere.

· en dato for ophør i (X-by).

Ovennævnte oplysninger bedes tilstilet sekretariatet for lokalradionævnet i (X-by) hurtigst muligt og senest onsdag d. 11.06.1997 inden kl. 12.00.”

Ved brev af 10. juni 1997 besvarede A brevet. I den forbindelse blev det oplyst at A endnu ikke var rede til at offentliggøre datoen for A’s ophør i X-by.

Den 16. juni 1997 meddelte lokalradionævnet i X-by A at stationens sendetilladelse ville ophøre med virkning fra 31. juli 1997. Nævnet skrev således

“Lokalradionævnet takker for redegørelse af 10. juni 1997 vedrørende (A)’s bestyrelse, struktur, virke i (X-by) og fremtidigt virke i (Y-by).

Lokalradionævnet har på sit møde torsdag d. 12. juni behandlet redegørelsen og er nået til følgende konklusioner

Med (B)’s udtræden af bestyrelsen er der ikke sammenfald i bestyrelsesmedlemmer i (X-by) og (Y-by). § 44, stk. 2 er derved overholdt.

Strukturen i (A), jvf. bilag 1 i ansøgning om tilladelse af 08.11.96, er fuldstændig identisk i (X-by) og (Y-by) (samme stationschef, samme musikchef, samme produktionschef m.m.). D.v.s. at § 44 stk. 3 ’Samme person kan ikke være programansvarlig for eller på anden måde deltage i den overordnede ledelse af programvirksomheden på mere end en lokalradio’, ikke er overholdt efter lokalradionævnets mening.

På mødet d. 28.11.1996 med lokalradionævnet, (A) og (D, en anden lokal radiostation) præciserede nævnet at gældende regler skulle overholdes bl.a. § 44 stk. 1 ’Tilladelse kan udstedes til selskaber, foreninger og lign.’ ikke til en enkelt person eller til et personligt ejet firma. (A) lovede at ændre på denne konstruktion inden for 8 uger, alligevel fremgår det tydeligt i brev af 10. juni 1997, at (A) ejes af 1 mand – (B).

2 ud af 3 punkter er altså ikke i overensstemmelse med gældende lovgivning. Såfremt betingelserne i § 44 ikke overholdes kan tilladelsen iflg. § 55 stk. 2 inddrages. Dette ønsker lokalradionævnet i (X-by) dog ikke at benytte sig af, man ønsker ikke at stille sig hindrende for (A)’s fremtid i (Y-by), men da (A) selv har ytret at radioen starter i (Y-by) d. 1. august 1997, ophører sendetilladelsen i (X-by) hermed d. 31.07.97 kl. 24.00.”

Sådan som sagen er oplyst for mig, havde lokalradionævnet oplysningen om at sendevirksomheden i (Y-by) ville begynde den 1. august 1997 fra en lokal avis.

Afgørelsen indeholdt ikke en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25, men der blev efterfølgende vejledt om klageadgangen til udvalget, jf. lokalradionævnets brev af 30. juni 1997.

Den 24. juni 1997 meddelte A lokalradionævnet at stationen ikke ville acceptere afgørelsen af 16. juni 1997.

Samme dag klagede A til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV over afgørelsen. Det blev i brevet gjort gældende at der eksisterer et produktionsselskab med samme navn som A der leverer programmer til tilladelseshaveren. Selv om det er det samme navn, er der alene tale om et økonomisk samarbejde hvor tilladelseshaveren har bevaret uafhængigheden af produktionsselskabet. Stationen oplyste desuden at tilladelsen i Y-by først ville blive udnyttet når programvirksomheden i X-by var blevet afviklet. Til sidst skrev A følgende

“...

Samtidig anmoder vi Udvalget om at vurdere formanden for lokalradionævnet i (X-by) – (C)’s - habilitet i nævnet. Vi finder det ikke betryggende, at lokalradionævnsformanden som stifter af vores konkurrerende lokalradio i byen, (D), skal varetage en position der kræver et stort mål af objektivitet. Vi har tidligere måtte indgive en klage over en afgørelse i nævnet - en klage vi fik medhold i, men vi har siden måtte indkassere den ene ubehagelige overraskelse efter den anden. Senest nu, hvor nævnet har besluttet at tage vores sendetilladelse fra os fremfor at hjælpe os sådan som vi har bedt om.

...”

Den 4. juli 1997 bad udvalget nævnet om en udtalelse samt om udlån af sagens akter. Udvalget bad nævnet sende sin udtalelse til A med henblik på at radioen over for udvalget kunne afgive sine bemærkninger. A modtog samtidig kopi af brevet til lokalradionævnet.

Den 21. juli 1997 udtalte nævnet bl.a. at der var lagt vægt på konstruktionen mellem tilladelseshaveren og produktionsselskabet, og på at stationen havde 2 tilladelser på samme tid. Videre skrev nævnet følgende

“...

Vedr. klagen fra (A) af 24.06.97: Såfremt de ubehagelige overraskelser består i pålægget om at ophøre med at bruge spiritusreklamer også de underforståede, så er det rigtigt, at (A) har fået en overraskelse fra (X-by) lokalradionævn. Ligeledes ved tildeling af ny sendetilladelse pr. 19.11.96 (bilag 3) hvor lokalradionævnet fastholdt, at den konkurrerende radio fortsat også skulle have daglig sendetid, og således ikke gav (A) 24 timers daglig sendetid som ansøgt (bilag 1).

Til sidst skal nævnes, at formanden for lokalradionævnet (C) udtrådte af bestyrelsen i (D) i 1989 og indtrådte i lokalradionævnet i 1990, valgt af oplysningsforbundene i (X-by).

...”

A modtog kopi af denne udtalelse og bad på den baggrund ved brev af 29. juli 1997 lokalradionævnet om “uddybende oplysninger”. A sendte kopi af brevet til udvalget.

Efter at C den 9. august 1997 havde lyttet til A’s udsendelser og i den forbindelse var blevet opmærksom på at der var blevet sendt alkoholreklamer, bad sekretæren for lokalradionævnet – så vidt jeg kan se mundtligt – A indsende båndene fra de pågældende udsendelser, jf. brev af 20. august 1997. Der var ikke i sagens bilag vedlagt et notat om en sådan samtale.

Da lokalradionævnet den 20. august 1997 endnu ikke havde modtaget båndene, skrev lokalradionævnet således til A

“Da lokalradionævnets sekretariat trods telefonisk aftale herom d. 11.08.1997, endnu ikke har modtaget 2 stk. bånd af programvirksomheden lørdag d. 09.08.97 skal jeg med hjemmel i ’Bekendtgørelse om optagelse og opbevaring af lokale radio- og fjernsynsudsendelser af 15.10.1987’ pålægge (A) hurtigst muligt at aflevere disse bånd til sekretariatet.

...”

Ved brev af 22. august 1997 fremsatte A sine bemærkninger til nævnets udtalelse. De blev sendt til både udvalget og lokalradionævnet.

Den 25. august 1997 meddelte lokalradionævnet udvalget at nævnet endnu ikke havde modtaget de ovenfor omtalte bånd fra den 9. august 1997. Så vidt jeg har kunnet se af sagen, modtog A ikke kopi af dette brev. Senere samme dag modtog lokalradionævnet båndene. A skrev i den forbindelse bl.a. følgende

“For at undgå misforståelser i fremtiden, bedes De ved henvendelser til (A) om udlevering af sladrebånd, udforme en skriftlig anmodning eller krav med angivelse af hvilken sag nævnet ønsker indsigt i ved aflytning af radiostationens sladrebånd.”

Ved brev af 4. september 1997 hjemviste udvalget sagen til fornyet behandling i nævnet. Udvalget gav følgende begrundelse for sin beslutning

“Udvalget vedr. Lokal Radio og TV har behandlet sagen om nævnets inddragelse af (A)’s tilladelse til programvirksomhed på et møde den 2. september 1997. Det fremgår af sagen, at inddragelsen af tilladelsen var begrundet i nævnets antagelse om, at klageren ville udnytte den opnåede programtilladelse i (Y) Kommune allerede fra det tidspunkt, hvor tilladelsen blev udstedt, jf. nævnets skrivelse af 16. juni 1997 i slutningen.

Det er imidlertid blevet oplyst, at denne antagelse ikke har været korrekt, og at klageren fortsat ikke udnytter tilladelsen i (Y) Kommune. På denne baggrund samt under hensyntagen til sagens øvrige oplysninger, herunder vedrørende spørgsmålet om stationens udøvelse af selvstændig programvirksomhed, anmoder udvalget nævnet om at foretage en fornyet behandling af sagen. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at udvalget ikke finder, at der i forbindelse med nævnets behandling af sagen er begået en formel fejl, som kunne bevirke afgørelsens ulovlighed.

...”

Udvalget sendte A en kopi af afgørelsen til orientering, jf. brev af 4. juli 1997.

Den 19. september 1997 meddelte A lokalradionævnet at den sidste udsendelse i X-by ville blive sendt den 30. oktober 1997. Stationen skrev således

“Vi har nu langt om længe fået en dato af Tele Danmark for levering af det udstyr, vi skal bruge for at komme i gang i (Y-by).

Sendeudstyret på vores nye sendemast er klar onsdag den 1. november , hvor vi starter vores aktiviteter i (Y-by).

Sidste udsendelse på frekvensen 90,0 vil være tirsdag d. 30. oktober med afslutning kl. 24.00.”

Den 29. september 1997 meddelte lokalradionævnet Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV at nævnet fastholdt beslutningen om inddragelse af sendetilladelsen under henvisning til organisationsformerne, og til at stationen udsendte alkoholreklamer. Nævnet skrev således

“Når lokalradionævnet fastsatte inddragelse af sendetilladelsen til den 31. juli 1997, skete det på baggrund af oplysninger fra (A) selv i avisartikler, og fra (Y) Kommune om at radioen ville sende i (Y-by) fra 1. august 1997. For at undgå overtrædelse af såvel § 44 stk. 2 som § 50 stk. 1-2-3 i bekendtgørelse nr. 666 af 5. juli 1996 inddrog lokalradionævnet derfor (A)’s sendetilladelse.

Derfor har lokalradionævnet i (X-by) på sit møde den 25.09.1997 besluttet at fastholde sin beslutning om, at inddrage (A)’s sendetilladelse

I sin ansøgning af 08.11.1996 stiller (A) ultimative krav om sendetider i fremtiden. Desuden nedrakkes den anden radio i (X-by), (D), på det groveste. Det fremgår helt klart at ansøgeren faktisk ikke er interesseret i, at dele frekvensen med andre (bilag).

Selskabsform: (A) skriver i bilagsmateriale vedr. ansøgning om sendetilladelse, at (A) i øjeblikket er et personligt ejet selskab. ’Vi vil så hurtigt som muligt etablere et anpartsselskab med en eller flere private investorer. Denne overgang vil finde sted senest juni 1997’. Trods flere henvendelser herom fra lokalradionævnet, har denne ændring af selskabsform endnu ikke fundet sted (bilag).

(A) udsender til stadighed, trods talrige henstillinger, spiritusreklamer bl.a. for (diskoteket) i (X-by): ’Piger har fri adgang og det vi ikke må sige koster 10 kr. mellem 23 og 24. Shots koster 15 kr.’. Et skud høres og der siges ’Er det sådant et her’, og derefter: ’Piger, er det det vi ikke må sige’ (bilag i form af bånd).

Under hensyntagen til sidste brev af 19.09.97 fra (A)’s sidste udsendelse i (X-by) den 30.10.97 fastholder lokalradionævnet inddragelse af sendetilladelse med udgangen af denne dag (bilag).”

Sådan som sagen er oplyst for mig, modtog A ikke kopi af dette brev. Derimod sendte nævnet samme dato følgende brev til A

“Jeg skal herved bekræfte modtagelsen af brev af 19.09.1997 vedr. sidste udsendelse d. 30.10.1997 i (X-by). Jeg skal samtidig meddele, at sendetidstilladelse til (A) inddrages på samme tidspunkt. Nøgle til mast bedes venligst afleveret til lokalradionævnets sekretariat umiddelbart efter.”

På et møde den 7. oktober 1997 traf udvalget en ny afgørelse i sagen. Jeg har måttet lægge til grund at A ikke blev gjort bekendt med at udvalget på ny behandlede sagen eller i øvrigt fik lejlighed til at afgive sine bemærkninger førend udvalget på ny traf afgørelse i sagen.

Den 13. oktober 1997 sendte udvalget sin afgørelse til A. Den gik ud på at A’s tilladelse til lokal radiovirksomhed i X Kommune skulle inddrages fra og med den 16. oktober 1997 til og med den 31. oktober 1997 hvor tilladelsen af andre grunde bortfaldt.

Udvalget gav bl.a. følgende begrundelse

“Udvalget finder, at nævnet har været berettiget til at gribe ind overfor tilladelseshaverens udsendelsesvirksomhed, dels som følge af den af nævnet konstaterede overtrædelse af forbudet mod alkoholreklamer, dels som følge af den manglende imødekommelse af kravet om udlevering af båndoptagelser af udsendelsesvirksomheden. Da tilladelseshaveren har oplyst under alle omstændigheder at ville ophøre med udsendelsesvirksomheden ved udgangen af indeværende måned, er der ikke anledning for udvalget til at afgøre, om de begåede overtrædelser var tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde en endelig inddragelse af sendetilladelsen. Det kan under alle omstændigheder fastslås, at overtrædelserne er tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde, at tilladelsen inddrages fra og med den 16. oktober til og med den 31. oktober 1997, hvor tilladelsen af andre grunde bortfalder ...”

Den 15. oktober 1997 faxede A kopi af brevet af 29. september 1997 fra lokalradionævnet som stationen havde modtaget, til udvalget.

Ved brev af 16. oktober 1997 bad E på vegne af A udvalget genoptage sagens behandling. E klagede bl.a. over at A ikke var blevet partshørt over nævnets afgørelse af 29. september 1997 som alene var blevet sendt til udvalget, ligesom E anførte at forvaltningslovens regler om begrundelse ikke var overholdt. E bad om aktindsigt samt om at få lov til at afgive en udtalelse i sagen, jf. forvaltningslovens § 21. Videre anførte E at der hverken var hjemmel til at inddrage på grund af manglende indsendelse af lydbånd eller på grund af udsendelse af alkoholreklamer. Efter E’s opfattelse var det Radio- og Reklameudvalget som skulle tage stilling til spørgsmålet om alkoholreklamer. E skrev desuden at nævnet ikke behandlede alkoholreklamer på forskellige stationer ens. E skrev endvidere at formanden for lokalnævnet var inhabil.

Den 20. oktober 1997 meddelte udvalget E at han snarest muligt ville modtage svar på de fremførte indsigelser. Endvidere fik E aktindsigt i sagen.

Samme dag bad A lokalradionævnet om aktindsigt i sagen.

Den 21. oktober 1997 bad E tilsynsrådet om at se på spørgsmålet om generel habilitet i lokalradionævnet.

Samme dag skrev E på ny til udvalget. Heri satte E bl.a. spørgsmålstegn ved udvalgets adgang til at ændre et lokalt radionævns afgørelser. Vedrørende nævnets afgørelse af 29. september 1997 skrev E bl.a. at nævnets påstand om at A havde fået talrige henstillinger om alkoholreklamer, var udokumenteret, samt at stationen ikke i 1997 havde modtaget nogen henstillinger. E oplyste supplerende at lydbåndene var blevet afleveret den 25. august 1997.

Den 23. oktober 1997 bad E nævnet fremsende kopi af de omtalte henstillinger om spiritusreklamer samt dokumentation for manglende aflevering af bånd.

Ved brev af 24. oktober 1997 rykkede E lokalradionævnet for svar på sit brev af 21. oktober 1997.

Samme dag dokumenterede nævnet yderligere sine indsigelser vedrørende alkoholreklamer idet nævnet skrev således til udvalget

“På lokalradionævnsmødet d. 28.11.96 blev det klart præciseret overfor såvel (D) som (A) at gældende regler bl.a. omkring spiritusreklamer skulle overholdes. Hvis dette ikke skete ville tildelingen af sende-tid fra 01.01.97 blive taget op til overvejelse.

Som det fremgår af fremsendte bilag har der været indhentet kontrolbånd fra (A) d. 13.11.96, 27.03.97, 31.03.97, 01.04.97 samt 2 bånd fra d. 09.08.97.

Hver gang er der blevet gjort opmærksom på, at det var på baggrund af spiritusreklamer.

Af B.T.s artikel d. 12.04.97 fremgår også tydeligt at der er tale om spiritusreklamer.

Endelig beskæftigede lokalradionævnet sig også med emnet d. 29.05.97 på baggrund af et nævnsmedlems deltagelse i Udvalgets konference d. 20.05.97, hvor det blev præciseret, at nævnet ikke selv skal komme med henstillinger, men umiddelbart oversende klager over spiritusreklamer direkte til Udvalget vedr. Lokal Radio- og TV. Fremsendelse af kontrolbånd fra d. 09.08.97 ses i forlængelse af dels udvalgets konference, og dels på baggrund af aftalen vedr. sendetilladelsen pr. 01.01.97.

Endelig er reklamens ordvalg udtryk for, at radioen ikke handler i god tro.

Lokalradionævnet betragtede mødet d. 29.11.96, hvor adfærden for fremtiden blev aftalt med (A), sagerne om deres tidligere spiritusreklamer som afsluttet, men de kan ikke undgå at være med som baggrund for udtrykket talrige.

Til sidst skal nævnes at formanden for lokalradionævnet i sine samtaler med (A) refereret på nævnsmødet d. 18.03.97 og så sent som d. 23.04.97 i et indlæg til (X-by) Avis gør opmærksom på, at lokalradionævnet også kan være rådgivende, hvis man henvender sig med evt. problemer.”

Den 28. oktober 1997 meddelte udvalget E at udvalget i anledning af hans klage havde besluttet at indhente en udtalelse fra nævnet. E blev samtidig spurgt om hvorvidt han ønskede at sagen blev forelagt for Radio- og TV-Reklameudvalget til bedømmelse. Udvalget bad lokalradionævnet om at sende A en kopi af sin udtalelse.

Ved brev af 4. november 1997 redegjorde nævnet for de tilfælde hvor alkoholreklameforbudet var blevet overtrådt, og i hvilket omfang der var blevet givet henstillinger. Nævnet skrev følgende

“ Vedrørende spiritusreklamer i (A)

Ad (E)’s brev til lokalradionævnet af 23.10.97

Ad (E)’s brev til Udvalget vedr. Lokalradio og TV af 23.10.97, side 2: ’Disse talrige henstillinger ses udokumenteret’.

Reklamen d. 09.08.97: ’Piger har fri adgang, og det vi ikke må sige koster 10 kr. mellem 23 og 24. Shots koster 15 kr. ...’.

Den er fjerde generation af den reklame, som vi erfarede og påtalte skriftligt d. 19.11.96.

’Whisky, vodka og rom koster 10 kr. mellem ...’.

’Den skotske nationaldrik, det hvide vand fra Rusland og drikken med navn efter Italiens hovedstad koster kun ...’.

’I (diskoteket) kan du ikke købe kærnemælk og sødmælk, men de kendte mærker koster kun

Anden omskrivning blev påtalt telefonisk af nævnsformanden. Tredje omskrivning blev påtalt ved mødet d. 29.11.96. Nævnets pålæg om, at lov og regler skal overholdes i forbindelse med fornyelsen af sendetilladelsen, henviser både til spiritusreklamer og selskabskonstruktion.

Vi må holde for, at omskrivningerne er sket efter nævnets påtale og ikke af radioens egen drift.

Udover spiritusreklamerne fra (diskoteket), hvor (A) sender natradio fra, er der sendt følgende

× (Cafeen)’s billige øl.

× Udsendelse fra party på værtshuset i (Y-by) – udskænkning af tequila.

Lokalradionævnet indkaldte bånd med de nævnte reklamer.

Spiritusreklamer er i sig selv ulovlige, men desuden en klar overtrædelse af påbud om at overholde lov og regler, i forbindelse med den nye sendetidstilladelse pr. 01.01.97.

Vedrørende henstillinger

(A)’s anbringende: ’vi kan oplyse, at vi ikke har modtaget henstillinger om ikke at udsende spiritusreklamer i år ’. Ved indgangen af året har radioen det grundliggende påbud om at overholde reglerne. Da nævnet efterfølgende fandt oplysning fornødent, blev der fremsendt et eksemplar af bekendtgørelsen af den reviderede lov om radio og fjernsynsvirksomhed, hvor radioen i kapitel 8, § 68 stk. 2 klart kan læse om forbudet.

Personlige samtaler kan selvsagt ikke dokumenteres, men overholdelse af forbudet mod spiritusreklamer har været draget frem som grundlag for lokalradionævnets tillid til radioens virke.

Ad (E)’s breve til lokalradionævn og Udvalget af 23.10.97 (side 3) vedrørende manglende aflevering af sladrebånd

Da (sekretæren for lokalradionævnet) d. 25.08.97 afsendte telefax att. ( ), var kontrolbåndet ikke modtaget på nævnssekretariatet. Det skete dog senere på dagen, men fortsatte 14 dage efter at der telefonisk er bedt om båndet og 5 dage efter den skriftlige henvendelse.

Ad (E)’s brev til Udvalget d. 23.10.97 side 2

’Påstået grov nedrakning af lokalnævnets formands tidligere radiostation’. Dette anbringende er en pådutning af forhold som ikke har eksisteret. (C) har været formand for en foreningsradio, har altså ikke ejet en radiostation.

’På grund af usaglig chikane har (A) ikke kunnet etablere et anpartsselskab’. I (A)’s korrespondance påstås det, at de gang på gang har været udsat for chikane fra lokalradionævnet. Nu må nævnet udbede sig en præcisering og udførlig dokumentation for de fremsatte påstande, ellers må de trækkes tilbage.

(E)’s anbringender vedrørende Udvalgets tilbagesendelse af nævnsbeslutningen vedrørende inddragelse af sendetidstilladelse i (X) Kommune til fornyet behandling bygger tilsyneladende på en misopfattelse. Udvalget bemærker ved tilbagesendelsen, at der ikke er begået formelle fejl. Genoptagelsen skal ses i forhold til den dato, hvor radioen faktisk går i luften i (Y-by). Nævnets seneste afgørelse bygger på de samme forhold. At skrivelsen fra nævnet til Udvalget d. 29.09.97 ikke er tilgået (A) skal ses på baggrund af, at nævnet var blevet bedt om et sammendrag af sagen.

(E) har i brev af 16.10.97 til Udvalget stillet spørgsmål om (C)’s adfærd og i brev af 21.10.97 indbragt spørgsmålet om (C) og (et andet medlem)’s habilitet for tilsynsrådet, hvorfor habiliteten også skal kommenteres her

Vedrørende (C)’s habilitet skal på ny anføres, at hun forlod formandsposten og udtrådte af bestyrelsen for (D) i 1989. § 20 stk. 1 i lov om lokal radio‑ og fjernsynsvirksomhed er således ikke tilsidesat. (C) er udpeget af oplysningsforbundene i (X-by) og virker ikke indenfor offentlig forvaltning , hvorfor henvisning til forvaltningslovens § 3 stk. 1 nr. 5 er irrelevant.

(Det andet medlem) er udpeget af LO og virker ej heller inden for det offentlige. Hendes voksne 32‑årige udeboende søn ( ) har været medarbejder ved (D) og er nu medarbejder ved (A), dog ikke i nogen ledende stilling, seneste kendte stilling er ’sladrebånd ansvarlig’ vedlagt (A)’s egen oversigt over ledende personer. Heller ikke i dette tilfælde er habilitetsparagrafferne tilsidesat.”

Ved brev af 7. november 1997 fremsatte E yderligere bemærkninger til sagen. E anførte bl.a. at det beroede på en misforståelse at lokalradionævnet først modtog båndene fra den 9. august 1997 den 25. august 1997.

Efter at udvalget fra tilsynsrådet havde modtaget E’s klage af 21. oktober 1997 vedrørende den generelle habilitet i lokalradionævnet, bad udvalget den 12. november 1997 lokalradionævnet om eventuelle supplerede bemærkninger. Udvalget bad endvidere lokalradionævnet om at sende eventuelle bemærkninger til A.

Den 20. november 1997 fremsendte lokalradionævnet bl.a. sine supplerende bemærkninger til spørgsmålet om generel inhabilitet i nævnet. E modtog kopi af dette brev.

Ved brev af 21. november 1997 kommenterede E lokalradionævnets brev af 20. november 1997.

Den 24. november 1997 fremsatte E over for udvalget yderligere bemærkninger til sagen. Som begrundelse for at A burde have været partshørt inden der blev truffet afgørelse den 7. oktober 1997, skrev E bl.a. således

“Ifølge Vogter, p. 234 og 235, vil reglerne om partshøring i praksis som hovedregel medføre en pligt for myndigheden til at underrette den part, som ikke kan antages at være bekendt med sagens eksistens, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. F.T. 1985/86, Tillæg A, sp. 94. ...

Der er pligt til at foretage partshøring, såfremt parten ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er indgået i sagen. Høringspligten består altså, selv om parten kender de pågældende oplysninger. Herved opnås, at der gives parten mulighed for at kommentere, supplere eller korrigere oplysninger, som den pågældende ikke har haft anledning til at hæfte sig ved før høringen, fordi den pågældende ikke har været bekendt med, at oplysningerne indgik i myndighedens beslutningsgrundlag i denne sag, jf. F.T. 1985/86, Tillæg A, sp. 151.

Folketingets Ombudsmands praksis har ifølge Vogter, p. 236, været meget tilbageholdende med at anerkende, at myndighederne i sådanne tilfælde kan undlade partshøring, jf. FOB 1988.18, FOB 1989.188, FOB 1990.22 og FOB 1990.206.”

På et møde den 2. december 1997 besluttede udvalget at afslå genoptagelsesanmodningen. Den 18. december 1997 fik E meddelelse herom. Udvalget vedlagde som begrundelse et notat hvoraf bl.a. følgende fremgik

“(E) har bl.a. i brev af 16. oktober 1997 påpeget, at (A) forud for udvalgets endelige stillingtagen ikke fik forelagt det lokale nævns brev af 29. september 1997 til udvalget, hvorved nævnet fastholdt beslutningen om at inddrage stationens programtilladelse. Det er (E)’s opfattelse, at dette er i strid med forvaltningslovens § 19.

Det fremgår af § 19, at såfremt en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

Som begrundelse for fastholdelse af beslutningen om inddragelse af tilladelsen henviste nævnet i skrivelsen af 29. september 1997 til en række tidligere anførte forhold, herunder problemerne med (A)’s ejerskabsforhold og stationens udsendelse af ulovlige reklamer. (A) har under hele sagsforløbet modtaget orientering om alle oplysninger og akter i sagen og har i forbindelse hermed fået lejlighed til at udtale sig. De oplysninger og faktiske omstændigheder, som lå til grund for nævnets afgørelse og efterfølgende udvalgets stadfæstelse af afgørelsen, var (A) således allerede bekendt med på afgørelsestidspunktet. Hertil kommer at (A) har haft mulighed for at udtale sig om sagens faktiske omstændigheder, hvilket stationen også har benyttet sig af. Der henvises i denne forbindelse bl.a. til skrivelserne af henholdsvis 29. juli 1997 og 22. august 1997 til udvalget. Ingen oplysninger i sagen er således blevet forholdt (A).

Forvaltningslovens § 19 er således ikke tilsidesat i denne sag.

Forvaltningslovens § 21

(E) har ligeledes i brev af 16. oktober 1997 anført, at (A) ikke fik mulighed for at afgive en udtalelse i sagen inden udvalget traf sin endelige afgørelse. Ifølge (E) er dette i strid med forvaltningslovens § 21.

Det fremgår af § 21, at den der er part i en sag på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse i sagen.

Udvalget har under hele sagsforløbet tilset, at (A) fik kopier af alle oplysninger, som indgik til sagen, og har i denne forbindelse givet stationen lejlighed til at fremsætte supplerende oplysninger om nævnets udtalelser. Der henvises i denne forbindelse bl.a. til udvalgets skrivelser af 4. juli 1997 og 4. september 1997.

Udvalget har således ikke ved sin behandling af sagen tilsidesat forvaltningslovens § 21.

Forvaltningslovens § 24

Ligeledes i brev af 16. oktober 1997 gør (E) gældende, at udvalgets afgørelse ikke er korrekt begrundet. (E) henviser i denne forbindelse til forvaltningslovens § 24.

Det fremgår af § 24, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Det er korrekt, at udvalgets afgørelse ikke indeholder henvisning til retsregler, men (A) har som følge af sagens behandling været bekendt med afgørelsens retlige grundlag.

Utilstrækkelig dokumentation

(E) gør i flere af skrivelserne gældende, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, og at der forekommer utilstrækkelig dokumentation og urigtige oplysninger vedrørende de af nævnet anførte påstande. Det er bl.a. (E)’s opfattelse, at det ikke er korrekt, at nævnet har rettet talrige henstillinger til (A) vedrørende udsendelse af reklamer for alkoholholdige drikkevarer og at stationen ikke har imødekommet nævnets anmodninger om indsendelse af registreringsbånd. Der henvises i denne forbindelse til (E)’s skrivelser af bl.a. 23. oktober 1997 og 7. november 1997.

Udvalget skal i denne forbindelse henvise til nævnets skrivelse til udvalget af 4. november 1997. Det fremgår heraf, at der flere gange har været både skriftlig og mundtlig kontakt mellem nævnet og (A) vedrørende udsendelse af reklamer for alkoholholdige drikkevarer, og at nævnet på dette grundlag har givet stationen et pålæg om at overholde de gældende reklameregler. Nævnet anfører endvidere, at man efter nævnets afgørelse havde modtaget registreringsbåndene, men at dette skete med 14 dages forsinkelse.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at udvalget tillægger det afgørende betydning, at en tilladelseshaver loyalt efterlever de krav, som det lokale nævn stiller, herunder straks fremkommer med udbedte registreringsbånd, som man efter loven skal opbevare. Hele nævnets kontrolfunktion er afhængig af dette.

Bedømmelse af reklamer

(E) kritisere endvidere, at det lokale nævn og udvalget har taget stilling til spørgsmålet om udsendelse af ulovlige reklamer. Det er således (E)’s opfattelse, at det er radio- og TV-Reklamenævnet, som har kompetencen til at træffe afgørelse i sådanne sager.

Det fremgår af radio- og fjernsynslovens § 57, stk. 2, at de lokale nævn fører tilsyn med, at tilladelseshaverne overholder alle radio- og fjernsynsloven, herunder de gældende reklameregler, jf. lovens § 52, jf. kap. 8. Som rekursmyndighed for de lokale nævn har udvalget samme forpligtelse og beføjelse. Det betragtes derfor som værende i overensstemmelse med de gældende regler, at nævnet har forsøgt at få (A) til ikke at udsende reklamer for alkoholholdige drikkevarer, og at nævnet har reageret på den manglende efterlevelse.

Det bemærkes endvidere, at udvalget efterfølgende ved skrivelse af 28. oktober 1997 spurgte (A) om stationen ønskede at få de omhandlede reklamer forelagt Radio og TV-Reklamenævnet til bedømmelse. (A) har imidlertid ikke fremsat et sådant ønske, som udvalget i givet fald ville være villig til at imødekomme.

Inhabilitet

Ved skrivelse af 21. oktober 1997 har (E) til det lokale tilsynsråd indbragt spørgsmålet om to nævnsmedlemmers habilitet. Tilsynsrådet har herefter oversendt sagen til udvalget. Under henvisning til lokal radio- og fjernsynsbekendtgørelsens § 20, stk. 2, om speciel inhabilitet er det (E)’s opfattelse, at formanden for nævnet ikke kan være medlem af nævnet p.g.a. dennes tidligere formandskab for en anden lokalradio. Endvidere er det (E)’s opfattelse, at et andet nævnsmedlem er inhabil fordi dennes søn er ansat på den lokalradio, som sagen vedrører. I skrivelsen anfører (E) i forlængelse heraf en række forhold, som skulle være konkrete beviser på de to medlemmers inhabilitet.

Udvalget har ikke fundet at det anførte har kunnet begrunde, at de pågældende nævnsmedlemmer var inhabile.”

Den 6. januar 1998 indbragte E sagen for mig. E klagede over at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV på mødet den 7. oktober 1997 traf afgørelse om at inddrage A’s tilladelse til lokal radiovirksomhed i X Kommune fra og med den 16. oktober 1997 til og med den 31. oktober 1997 hvor tilladelsen af andre grunde bortfaldt. E bad mig undersøge om udvalget havde gjort sig skyldig i fejl og forsømmelser i forbindelse med sagens behandling mv. E fremsatte i et bilag sine bemærkninger til udvalgets sagsfremstilling mv. E stillede sig fortsat uforstående over for at nævnet ikke havde meddelt A sin afgørelse af 29. september 1997. Videre anførte E bl.a. at udvalget burde have partshørt A inden der blev truffet afgørelse den 7. oktober 1997, samt at begrundelsen burde have henvist til de relevante retsregler.

Efter yderligere korrespondance bad jeg den 26. februar 1998 udvalget og nævnet om en udtalelse i anledning af klagen samt om udlån af sagens akter.

Ved brev af 22. april 1998 meddelte udvalget mig at nævnet ikke havde yderligere kommentarer til sagen, og at udvalget kunne henholde sig til sit notat af 18. december 1997 om sagen. Den 13. maj 1998 sendte jeg udtalelsen til E til orientering.

Den 31. august 1998 bad jeg udvalget om en supplerende udtalelse. Jeg skrev i den forbindelse følgende

“...

Det fremgår af sagens akter at Lokalradionævnet i (X-by) den 16. juni 1997 meddelte (A) i (X-by) at stationens sendetilladelse ville blive inddraget med virkning fra den 31. juli 1997.

Den 24. juni 1997 klagede (A) over afgørelsen til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV. På et møde den 2. september 1997 behandlede udvalget sagen. Udvalget besluttede at anmode nævnet om at foretage en fornyet behandling af sagen (hjemvisning) hvilket udvalget meddelte (A). Udvalget bemærkede at der efter udvalgets opfattelse ikke var begået en formel fejl som kunne bevirke afgørelsens ugyldighed i forbindelse med nævnets behandling af sagen. Endelig bad udvalget om at blive orienteret om sagens udfald i nævnet.

Den 29. september 1997 traf nævnet en ny afgørelse i sagen hvorefter sendetilladelsen blev inddraget med virkning fra den 31. oktober 1997. Baggrunden herfor var at (A) havde meddelt at sidste udsendelse i (X-by) var den 30. oktober 1997. Afgørelsen blev sendt til udvalget. (A) fik samme dag meddelelse fra nævnet om at sendetilladelsen ville ophøre i forbindelse med sidste udsendelse den 30. oktober 1997.

Sådan som sagen er oplyst for mig, modtog udvalget ikke en klage fra (A) over den nye afgørelse. Alligevel behandlede udvalget nævnets afgørelse på et møde den 7. oktober 1997. Den 13. oktober 1997 meddelte udvalget (A) at udvalget havde truffet afgørelse om at inddrage sendetilladelsen midlertidigt fra den 16. til den 31. oktober 1997.

Det fremgår af afgørelsen at den er truffet på baggrund af den oprindelige klage af 24. juni 1997, dvs. som rekursinstans. Da der ikke forelå en klage fra (A) over afgørelsen af 29. september 1997, er jeg i tvivl om på hvilket hjemmelsgrundlag udvalget har truffet afgørelse i sagen, og jeg beder derfor udvalget oplyse mig herom.

...”

Den 12. september 1998 afgav udvalget sin supplerende udtalelse og skrev bl.a. således

“Efter at det lokale nævn på et møde den 25. september 1997 havde truffet afgørelse om at inddrage (A)’s programtilladelse, modtog udvalget kopi af denne afgørelse fra nævnet ved skrivelse af 29. september 1997. Den 15. oktober 1997 blev udvalget telefonisk kontaktet af (A), som tilkendegav sin utilfredshed med nævnets afgørelse. (A) fremsendte herefter pr. fax kopi af et brev af 29. september 1998 fra nævnet til (A), hvoraf det fremgår, at stationens sidste udsendelse ville være den 30. oktober 1997, og at nøgle til mast skulle indleveres til nævnets sekretariat umiddelbart efter denne dato. Faxen vedlægges i kopi.

Udvalget måtte herefter opfatte situationen således, at (A) fortsat protesterede mod nævnets afgørelse og fastholdt, at gældende regler ikke var overtrådt på en måde, der kunne begrunde den af nævnet trufne afgørelse om inddragelse af programtilladelsen, og at (A) ønskede at udvalget behandlede sagen. En sådan behandling kunne udvalget under alle omstændigheder have foretaget, idet man i denne sag særligt havde anmodet om at blive orienteret om sagens udfald i nævnet. Efter radio- og fjernsynslovens § 59, stk. 8, nr. 3, har udvalget kompetence til i særlige tilfælde på eget initiativ at træffe afgørelse i en sag. Denne kompetenceregel blev indsat i loven i 1992. Af bemærkningerne til lovforslaget (L 73, Folketinget 1992-93) fremgår det, at det med henblik på at sikre en lovmæssig forvaltning lokalt foreslås det at give Udvalget vedr. Lokal Radio og TV kompetence til i visse tilfælde at gå ind i sager, som i øvrigt fortsat skal behandles og afgøres lokalt.

Ved sagens fornyede behandling måtte udvalget tage stilling til to spørgsmål. Man måtte for det første afgøre om klageren havde gjort sig skyldig i de overtrædelser, som nævnet havde lagt til grund for sin afgørelse. For det andet forelå spørgsmålet, om overtrædelserne således som nævnet i begge sine afgørelser havde antaget kunne begrunde en varig inddragelse af programtilladelsen.

Som det fremgår, fandt udvalget, at der forelå overtrædelser af gældende regler.

Således som sagen forelå, var der ikke anledning for udvalget til at afgøre, at de begåede overtrædelser var tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde en varig inddragelse af tilladelsen – en sanktion der kun yderst sjældent er bragt i anvendelse – men at der derimod var tale om overtrædelser, der passende burde medføre en midlertidig inddragelse af programtilladelsen i 2 uger.

Udvalget var opmærksom på, at en varig inddragelse af programtilladelsen i (X-by) efter nævnets afgørelse først ville få virkning fra et tidspunkt, hvor tilladelseshaveren havde tilkendegivet, at han ville ophøre med udsendelsesvirksomheden i dette nævnsområde og flytte virksomheden til et naboområde. Da inddragelsen af programtilladelsen ikke ville få nogen retsvirkning i naboområdet, ville de konstaterede regelovertrædelser, hvis man fulgte det af nævnet angivne begyndelsestidspunkt, reelt ingen reaktion medføre.

Udvalget der har til opgave ikke alene at se på forholdene i det enkelte nævnsområde, men at anlægge en mere generel synsvinkel på de sanktioner, der bringes i anvendelse, fandt en sådan udgang på sagen uholdbar, og traf derfor beslutning om, at den midlertidige inddragelse af programtilladelsen skulle ske, medens sendevirksomheden fortsat var placeret i (X-by) – nævnets område.”

Den 30. september 1998 sendte jeg udtalelsen til E, og den 8. oktober 1998 afgav E sine bemærkninger hertil.

Efter at have modtaget E’s bemærkninger meddelte udvalget mig den 2. december 1998 følgende

“...

Udvalget skal meget beklage, at der i udvalgets skrivelse af 12. september 1998 er en selvklar fejl. En fax af 16. oktober 1997 kan naturligvis ikke betragtes som en klage over nævnets afgørelse af 29. september 1997, når udvalget allerede den 13. oktober 1997 havde truffet afgørelse i sagen. Der foreligger herefter ingen dokumentation for, at klageren har påklaget nævnets afgørelse af 29. september 1997.

Således som sagen foreligger er udvalget herefter enig med Folketingets Ombudsmand, når det i skrivelsen af 31. oktober 1998 anføres, at afgørelsen om at inddrage programtilladelsen midlertidigt er truffet i fortsættelse af behandlingen af den oprindelige klage af 24. juni 1997.

Det er dog fortsat udvalgets opfattelse, at radio- og fjernsynslovens § 59, stk. 8, nr. 3, indeholder tilstrækkelig hjemmel til at udvalget på eget initiativ kan behandle sager af denne karakter. Dette fremgår allerede af udvalgets skrivelse af 12. september 1998. Med hensyn til den saglige begrundelse for afgørelsen kan også fortsat henvises til denne skrivelse.”

Efter at have gennemgået sagen bad jeg i brev af 21. maj 1999 Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV om en supplerende udtalelse. Om baggrunden for anmodningen skrev jeg bl.a. følgende

“Lokalradionævnet i (X) Kommune inddrog den 16. juni 1997 (A)’s sendetilladelse med virkning fra den 31. juli 1997. Afgørelsen blev påklaget til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV. Udvalget traf afgørelse i sagen den 4. september 1997 og hjemviste sagen til fornyet behandling i nævnet. Lokalradionævnet traf ny afgørelse den 29. september 1997 og inddrog sendetilladelsen fra den 30. oktober 1997.

(A) der tidligere havde oplyst at sidste radioudsendelse ville være den 30. oktober 1997, klagede ikke over denne afgørelse.

Den 7. oktober 1997 traf Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV på ny afgørelse i sagen. Sendetilladelsen for (A) blev inddraget fra den 16. oktober 1997. Afgørelsen var således bebyrdende for (A).

Jeg har forstået (E) således at (A) trods sine kritikpunkter mod lokalradionævnet for så vidt har accepteret afgørelsen om at sendetilladelsen blev inddraget pr. 30. oktober 1997. (E)’s primære indsigelse er således at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV - i mangel af en klage fra (A) - ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om inddragelse af sendetilladelsen fra den 16. oktober 1997.

Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV er enig i at der ikke forelå en klage fra (A). Men udvalget henviser til at radio- og fjernsynslovens § 59, stk. 8, nr. 3, indeholder tilstrækkelig hjemmel til at udvalget på eget initiativ kan behandle sagen.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Et lokalradionævn inddrog med virkning fra 31. juli 1997 en lokalradiostations sendetilladelse selv om stationen oprindelig var meddelt sendetilladelse indtil den 31. januar 2000. Årsagen til tilbagekaldelsen var at nævnet gennem en lokalavis havde erfaret at lokalradioen pr. 1. august 1997 ville sende i en anden by. Lokalradioen klagede over afgørelsen til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV. Udvalget hjemviste sagen til fornyet behandling i nævnet, idet det bl.a. blev oplyst at det ikke var korrekt at lokalradioen ville starte lokalradiovirksomhed i den anden by allerede med virkning fra 1. august 1997.

Lokalradionævnet traf på ny afgørelse om at inddrage sendetilladelsen ved udgangen af oktober 1997. Afgørelsen var bl.a. begrundet i at lokalradioen trods talrige henstillinger udsendte spiritusreklamer. Afgørelsen blev sendt til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV, men ikke til lokalradioen. Lokalradioen fik blot en bekræftelse på sin egen meddelelse om at radioen ville ophøre med at sende den 30. oktober 1997.

Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV traf herefter – uden at lokalradioen havde klaget over afgørelsen fra lokalradionævnet – en ny afgørelse hvorved sendetilladelsen blev inddraget allerede fra den 16. oktober 1997.

Ombudsmanden mente at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV kunne indkalde sagen til behandling, men at udvalget ikke havde hjemmel til at ændre lokalradionævnets afgørelse til skade for lokalradioen.

Herudover kritiserede ombudsmanden både nævnets og udvalgets sagsbehandling på flere punkter. (J.nr. 1998-0040-75).