Disciplinær afskedigelse af polititjenestemand som følge af tyveri

§ 24. Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation - herunder nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 20-22, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen.

§ 28. Tjenestemænd kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. Afsked kan dog ske med kortere varsel, såfremt den er begrundet i, at tjenestemanden som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i stillingen.’

Der er ingen tvivl om at det forhold at (A) blev straffet for butikstyveri, udgjorde en tilsidesættelse af tjenestemandslovens § 10. Sagens hovedproblem er om den disciplinærstraf der blev fastsat i medfør af tjenestemandslovens § 24, har været for hård i forhold til forseelsens grovhed.

Som det ses, indeholder § 24 i tjenestemandsloven ikke udtrykkelige regler om sanktionsudmålingen. I denne forstand er fastsættelse af disciplinærstraf af skønsmæssig karakter.

Det følger imidlertid af almindelige ulovbestemte offentligretlige grundsætninger at sanktionsfastsættelsen skal ske på et bevismæssigt sikkert grundlag ligesom sanktionerne skal stå i et rimeligt forhold til den begåede forseelses grovhed. Det må ligeledes kræves at sanktionsvalget ikke er udtryk for usaglig forskelsbehandling, magtfordrejning eller på anden måde bygger på usaglige kriterier. Inden for denne retlige ramme beror afgørelsen på den pågældende arbejdsgivers egen vurdering af hvad der må anses for passende.

Jeg har ved min gennemgang af sagen indhentet oplysninger om den praksis der i almindelighed følges inden for politiet med hensyn til disciplinærsanktioner over for polititjenestemænd som bliver straffet. Oplysningerne viser for det første at sanktionsfastsættelser sker efter en individuel vurdering af den enkelte sags omstændigheder, men således at en straf for en handling som den (A) har begået, som udgangspunkt fører til afskedigelse i henhold til tjenestemandslovens § 24. Jeg har ikke fundet holdepunkter for at antage at Justitsministeriet burde have afveget fra dette udgangspunkt, og således heller ikke anledning til at antage at (A) har været udsat for usaglig forskelsbehandling.

Der ses heller ikke at være tale om egentlig bevistvivl med hensyn til den begåede handling. Sagen er blevet overordentlig grundigt undersøgt og pådømt i to retsinstanser som begge har lagt til grund at (A) begik butikstyveri, og at tyveriet foregik mens (A) var i tjeneste.

Jeg har overvejet KRIM’s synspunkt om at der er tale om en uproportionel retsfølge, og har i den forbindelse noteret mig at den fastsatte straf, 3 x 100 kr. i dagbøder, er en mild straf. Jeg er imidlertid enig med Rigspolitichefen i at fastsættelsen af disciplinærsanktioner efter tjenestemandslovens § 24 og strafudmåling efter straffeloven principielt beror på forskellige synspunkter. I denne forbindelse skal jeg henvise til at sanktioner efter § 24 besluttes i forhold til tjenstlige forseelser og ikke i forhold til strafbare handlinger. En tjenestemand kan således også tænkes at overtræde decorumskravet i tjenestemandslovens § 10 ved ikkestrafbare handlinger.

Jeg vil ikke dermed afvise at straffastsættelsen i et tilfælde som det foreliggende hvor den tjenstlige forseelse består i at tjenestemanden har begået en strafbar handling, kan indgå som et element i bedømmelsen af den tjenstlige forseelses grovhed. Straffastsættelsen er imidlertid blot ét blandt flere elementer som kan inddrages i vurderingen.

Det må som anført af Rigspolitichefen og Justitsministeriet også tages i betragtning at der er tale om en polititjenestemand, dvs. en person som har det som sin opgave at kontrollere borgernes overholdelse af strafsanktionerede regler, samt at der var tale om en forsyndelse mod hvilken borgernes vigtigste værn er en politianmeldelse.

Det forhold at butikstyveri i forhold til tjenestemænd med anden beskæftigelse end retshåndhævelse ikke har ført til disciplinær afsked, kan efter min mening ikke tillægges afgørende betydning. I denne forbindelse kommer det især i betragtning at ansatte i politiet må anses for undergivet et decorumskrav som er strengere end for de fleste ansættelsesgrupper i den offentlige forvaltning.

Under disse omstændigheder mener jeg ikke - selv om sanktionen afsked med opsat pension af (A) må opfattes som en supplerende straf der i sig selv er mere byrdefuld end den ved straffedommen fastsatte straf - at sanktionsvalget kan kritiseres.

Ved vurderingen af sanktionsvalgets lovlighed kan der efter min mening ikke tages særlige hensyn til de generelle tilkendegivelser om resocialisering af straffede personer i forbindelse med ansættelse i det offentlige. Disse overvejelser sigter på at modvirke at straffens virkning forfølger den pågældende i lang tid efter at straffen er udstået.

Alt i alt mener jeg som det ses ikke at der er holdepunkter for kritik i anledning af Justitsministeriets afgørelse om at afskedige (A).”

NOTER: (*1) FOB 1980, s. 623.

Disciplinær afskedigelse af polititjenestemand som følge af tyveri

Det fremgik af de foreliggende oplysninger at A blev ansat som tjenestemand i politiet den 1. november 1976. Den 1. juni 1991 blev han udnævnt til vicepolitikommissær.

Den 9. november 1993 blev A afhørt af X-by politi i anledning af en anmeldelse for tyveri i en selvbetjeningsbutik af en barberskraber til en værdi af 40 kr. Ifølge politirapporten havde A gemt barberskraberen under sin jakke da han gik igennem kasseapparatet med andre varer. Af afhøringsrapporten fremgik at en butiksdetektiv havde iagttaget at A inden han gik til kassen med sin indkøbsvogn, “lænede sig ind over indkøbsvognen og tog Gillette-pakken som han puttede ind under jakken”. Det fremgik endvidere at detektiven fulgte med til kasselinien og så at A gik igennem og betalte for varerne i indkøbsvognen og derfra gik videre til gangarealet mod udgangen.

A forklarede selv at han havde konstateret at han ikke havde penge nok til at betale for alle varerne i indkøbsvognen, og at han efter en pludselig indskydelse lagde barberskraberen inden for jakken og undlod at betale. Han forklarede også at indkøbet skete mens han var i tjeneste, og at indkøbene var slik til “slikboden” i vagtstuen på X-by politistation. Han erkendte sig skyldig i butikstyveri.

Senere - den 18. november 1993 - blev såvel butiksdetektiven som A afhørt af rigspolitiets rejseafdeling. Butiksdetektiven forklarede i alt væsentligt som under første afhøring. A forklarede at indkøbsturen i butikken var sket i højt tempo, og at han havde stukket barberskraberen i jakkens handskelomme for at holde den adskilt fra varerne i indkøbsvognen idet skraberen var et privat køb. Da han gik gennem kasselinien, havde han fuldstændig glemt barberskraberen.

I brev af 3. december 1993 til politimesteren i X-by meddelte Rigspolitichefen at A var blevet suspenderet fordi Statsadvokaten i Viborg havde rejst tiltale mod ham for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1.

Den 6. december 1993 blev A af en politiinspektør ved X-by politi gjort bekendt med suspensionen.

Retten i X-by fandt ved dom af 17. december 1993 A skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Straffen fastsattes til 3 dagbøder a 100 kr.

Med tilladelse fra Justitsministeriet blev dommen anket til Vestre Landsret som ved dom af 24. august 1994 stadfæstede byrettens dom.

Under retssagen forklarede A at det havde været hans mening at holde barberskraberen i hånden mens han kørte rundt i butikken. Da indkøbsvognen var defekt, kunne han ikke styre den med én hånd. Derfor havde han lagt skraberen i jakkens handskelomme. Da han gik gennem kasselinien, havde han fuldstændig glemt skraberen. 5 dommere fandt det bevist at barberskraberen befandt sig under tiltaltes jakke da han passerede kassen.

I brev af 31. august 1994 indstillede politimesteren i X-by at A blev afskediget i medfør af tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Rigspolitichefen sendte den 22. september 1994 sagen til høring hos CO II. Dansk Politiforbund og CO II svarede henholdsvis 5. og 7. oktober 1994 at de ingen bemærkninger havde til afskedigelsen.

Den 3. november 1994 sendte rigspolitiet sagen til partshøring. I brevet anførtes

“...

Af sagens akter fremgår

at De tirsdag den 9. november 1993 blev sigtet for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved samme dag kl. ca. 1230 i varehuset OBS, Merkurvej i (X-by), at have stjålet en barberskraber til en udsalgspris af kr. 39,95,

at De blev suspenderet i medfør af tjenestemandslovens § 19, stk. 1, fra den 7. december 1993 at regne. De ønskede ikke afgørelsen om suspenderingen indbragt for Justitsministeriet,

at De den 17. december 1993 af retten i (X-by) blev idømt 3 dagbøder á kr. 100,‑ for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1,

at De den 17. februar 1994 efter ansøgning fik Justitsministeriets særlige tilladelse til anke af dommen, og

at byrettens dom blev stadfæstet af Vestre Landsret den 24. august 1994.

På denne baggrund indstillede politimesteren i (X-by), at De som disciplinær straf afskediges uden varsel. Det fandtes ufornødent at afholde tjenstligt forhør, da De var blevet dømt og havde fået sagen prøvet ved Landsretten.

Rigspolitiet er enig i politimesterens indstilling og agter at indstille til Justitsministeriet, at De afskediges uden varsel i medfør af tjenestemandslovens § 28, 2. punkt, idet De ved tyveriet skønnes uskikket til at forblive i politiets tjeneste.

Dansk Politiforbund og Centralorganisation II har haft disciplinærsagen til gennemsyn og har haft lejlighed til at afgive en udtalelse.

Dansk Politiforbund har den 5. oktober 1994 tiltrådt, at Rigspolitiet indstiller Dem til afsked uden varsel.

Centralorganisation II har den 7. oktober 1994 oplyst, at der ikke er bemærkninger til den påtænkte afsked.

Forinden Rigspolitiets indstilling til Justitsministeriet, gives der Dem herved adgang til at fremkomme med en udtalelse i henhold til forvaltningslovens § 19 og tjenestemandslovens § 31, stk. 1.

...”

I brev af 9. november 1994 anmodede A om partsaktindsigt i disciplinærsagen. Rigspolitichefen imødekom anmodningen med brev af 14. november 1994 og bad ham komme med en eventuel udtalelse inden tre uger fra brevets dato.

I et brev af 2. december 1994 skrev stud.jur. B på A’s vegne til Rigspolitichefen. Han gjorde bl.a. følgende gældende

“...

Det bestrides ikke, at afskedigelse kan ske efter et frit skøn. Imidlertid er skønnet undergivet de for diskretionære forvaltningsakter almindeligt gældende grundsætninger.

Det er fast antaget i domstolenes og ombudsmandens praksis, at der skal være et rimeligt forhold mellem den konstaterede tjenesteforseelse og den ikendte disciplinærstraf. Se f.eks. U 1964.714.H (proportionalitetsprincippet). En sådan praksis synes i almindelighed også at kunne spores i Rigspolitichefens afgørelser, hvor afskedigelse ofte undlades i tilfælde, hvor der er begået mindre – enkeltstående – lovovertrædelser

For eksempel ses af punkt 73 i Rigspolitichefens resumé over disciplinærsager vedrørende 1992, at en politiassistent ikke blev afskediget, uagtet at denne var idømt 20 dagbøder á kr. 200 for overtrædelse af straffelovens § 165 ved at have indgivet falsk anmeldelse til politiet om tyveri af et videokamera.

I punkt 97 i samme resumé ses, at en politibetjent ikke blev afskediget efter at have vedtaget en indenretlig bøde lydende på kr. 3.000 for underslæb ved at have tilegnet sig et beløb fra tjenestestedets hittegodskasse.

Fra Rigspolitichefens resumé vedrørende 1993 skal nævnes punkt 69. Her undlod man afsked af en politiassistent, som var idømt 20 dagbøder á kr. 250 for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1 ved i sin fritid i 4 tilfælde at have brudt tavshedspligten.

Af punkt 85 i samme resumé fremgår, at en politiassistent ikke blev afskediget, uagtet at han var idømt 10 dagbøder á kr. 300 for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have begået vold mod sin stedsøn.

Af punkt 72 fremgår, at en bøde på kr. 2.800 for overtrædelse af straffelovens § 163 ved at have udfærdiget en urigtig rapport ikke førte til afskedigelse.

Den 11. december 1990 udtalte vicepolitimester (C) fra Rigspolitichefens Personaleafdeling til Politiken, at kun få polititjenestemænd pågrebet i spirituskørsel afskediges, idet en aftale med politiets organisationer fører til, at bilister med en spirituspromille under 1,5 som regel ikke mister deres stilling i politiet.

Ovenstående afgørelser og udtalelse fra Rigspolitichefens Personaleafdeling viser, at (undertiden meget store) bøder for overtrædelse af både særlovs‑ og straffelovsdelikter såvel i tilknytning til tjenesten som uden for tjenesten ikke nødvendigvis fører til afskedigelse. Dette tyder på, at man tager hensyn til det ovenforomtalte proportionalitetsprincip.

Udgangspunktet for vurderingen af, om der foreligger en tjenesteforseelse, er reglen i tjenestemandslovens § 10, hvorefter tjenestemanden skal vise sig ’værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver’ – det såkaldte værdighedskriterium. En tjenestemand må derudover ikke have gjort sig skyldig i et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af vedkommende stilling. Det såkaldte adækvanskriterium skal således også være opfyldt. (se f.eks. ’Forvaltningspersonellet’, DJØF 1990, side 57f.).

Efter en gennemgang af andre sager afgjort af Rigspolitichefen er det vanskeligt at se, at adækvanssynspunktet kan være tillagt nogen betydning i (A)’s tilfælde: Personer, der har kørt spirituskørsel (også i tjenestekøretøjer), får ofte lov til at forblive i tjenesten, uagtet at polititjeneste undertiden stiller ganske særlige krav netop til en persons evne (og holdning) til motorkørsel – navnlig under udrykningskørsel og vel også under kørsel med borgere, der mod deres vilje befordres i politiets køretøjer. Fra eksemplerne gennemgået ovenfor ses også, at en person, der i sin fritid havde forbrudt sig mod sin tavshedspligt, kunne fortsætte i tjenesten. Det skulle være overflødigt at nævne, at såvel adgangen til særlig viden om borgerne som efterforskningen af forbrydelser stiller særligt vidtgående krav til politifolks evne til ikke overfor uvedkommende at røbe hemmeligheder erfaret i tjenesten. Misbrug af særlige politimæssige beføjelser ses også i eksemplet, hvor en person uretmæssigt havde tilegnet sig midler fra hittegodskassen. Denne havde pågældende adgang til netop i sin egenskab af at være politimand. (A) har under sin forbrydelse ikke udnyttet den særlige viden eller de særlige beføjelser, som han i sin egenskab af at være polititjenestemand besidder.

Ud fra værdighedskriteriet forekommer reaktionen mod (A) også ganske urigtig: Værdighedskravet i tjenestemandslovens § 10 kaldes undertiden ’en retlig standard’, idet den henviser til den almindelige opfattelse i samfundet. (Se nærmere om dette begreb f.eks. i Forvaltningsret, Almindelige emner, 2. udgave, DJØF 1989, side 220).

Der skal således tages hensyn til den almindelige opfattelse i samfundet for ikke at træffe afgørelser i strid med bestemmelsen. Opinionsundersøgelser eller den offentlige debat kan derfor være et bidrag til fortolkningen af bestemmelsen. Analyseinstituttet Observa har foretaget en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af den voksne del af befolkningen (1304 personer). Undersøgelsen er offentliggjort i Morgenavisen Jyllands‑Posten den 27. marts 1988 og udtaler sig om holdningen til strafniveauet overfor en række forbrydelseskategorier. Det fremgår, at et stort flertal af de adspurgte (69%) ønskede hårdere straffe for spirituskørsel. For butikstyveri ønskede flertallet (56%) derimod de nuværende straffe bibeholdt (eller lempet). Undersøgelsen udtaler sig ikke direkte om holdninger til strafbare forhold begået af tjenestemænd. Det er formentlig almindeligt kendt i befolkningen, at spirituskørsel ofte straffes med frihedsstraf, ubetinget frakendelse af førerretten og klækkelige bøder, og at butikstyveri oftest straffes med meget små bøder. Derfor er det ganske særligt bemærkelsesværdigt, at flertallet til trods derfor ønsker (endnu) hårdere straffe for spirituskørsel og uændrede eller mildere straffe for butikstyveri. Dette kan muligvis tages som udtryk for, at spirituskørsel i almindelighed fordømmes i videre omfang end butikstyveri.

Af medieomtalen af en sag om et folketingsmedlems butikstyveri i sommeren 1992 ses, at også flere folkevalgte vurderer butikstyveri mildt. Tidligere Justitsminister Ole Espersen udtalte, at et butikstyveri anset med en bøde på 300 kr. ’på ingen måde er nogen grov kriminel handling’ (Jyllands‑Posten, den 31. juli 1992). Daværende formand for Folketinget H. P. Clausen betegnede butikstyverier som en beskeden sag, som der ikke var nogen grund til at tage op i folketinget, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen fandt, at medieomtalen var tilstrækkelig straf (Jyllands‑Posten, den 1. august 1992). Ingen gav under debatten udtryk for, at de anså pågældende som uværdig til at være medlem af folketinget. Eksemplerne skal ikke tages som udtryk for en påstand om, at værdighedskravet for polititjenestemænd og folketingsmedlemmer er det samme, men kun om at holdningen til butikstyveri i almindelighed ikke er særlig restriktiv.

Butikschef (D) udtalte under rejseafdelingens afhøring i november 1993, at han ‑ mod forretningens almindelige praksis ‑ havde overvejet ikke at indblande politiet på grund af de ’alvorlige konsekvenser’ for (A). Det kan overvejes, om strenge disciplinarmidler i tilfælde, hvor forseelsen i almindelighed anses som bagatelagtig, vækker særlig sympatifølelse, således at lovovertrædere blandt politifolk i større eller mindre grad unddrager sig strafforfølgning.

I strafferetten påvirker forbrydelsens grovhed strafudmålingen. I ’Kommenteret straffelov’ af Vagn Greve m.fl., DJØF 1984, anses i kommentaren til § 80 tabet ved en berigelsesforbrydelse som ’utvivlsomt den vigtigste udmålingsfaktor'. (A)’s tyveri af en genstand til kr. 39 er pådømt efter straffelovens § 287 som værende ’af mindre strafværdighed’.

Strafferettens udmålingsprincipper genfindes i tjenestemandsretten. I Cirkulære 201 af den 23. august 1973 henstilles der til, at reaktion ’anvendes på passende måde, bl.a. således at alvorligere tilfælde e.o. medfører overførelse til anden stilling eller ‑ især gentagelsestilfælde – afsked’. Af ’Forvaltningepersonellet', DJØF 1990, side 145 f. fremgår, at principperne i straffelovens § 80 og strafforhøjelses‑ og nedsættelsesgrundene i strafferetten indgår i udmålingen af disciplinærstraffe. Det kan undre, at politimesteren i (X-by) i sin skrivelse af den 31. august 1994 til Rigspolitichefen ikke tillægger det stjålnes beskedne værdi betydning for spørgsmålet om afskedigelse af (A).

Af Betænkning 483 fra 1969, bind 1, side 124, fremgår, at ’tjenestemandens forhold i øvrigt’ har betydning for valget af disciplinærstraf: (A) har været i politiets tjeneste gennem 17 år. Han har ikke tidligere frembudt disciplinære vanskeligheder af nogen art. Hans præstation er regelmæssigt blevet bedømt, senest i februar 1993. Ved den generelle vurdering af hans egnethed til at være leder på næsthøjere ledelsesniveau er han placeret over gennemsnittet. I begrundelsen for denne placering har bedømmelsesmyndigheden fremhævet (A)’s faglige viden og kendskab til politiets opgaver og organisation, hans disponeringsevne, handle- og dømmekraft, selvstændighed, overblik og kommunikationsevne. På min forespørgsel har (A) oplyst, at han ‑ ud af i alt 15 vagthavende i (X-by) politikreds ‑ har de bedste karakterer.

Rigspolitichefens påtænkte indstilling vedrørende (A) synes at være i strid såvel med proportionalitetsprincippet omtalt ovenfor som med Rigspolitichefens egen praksis i forhold til forbrydelser, der er langt grovere end den, som (A) er straffet for. Det bør endvidere overvejes, hvorvidt afskedigelsen også er et brud på den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

...”

Rigspolitichefen videresendte sagen til Justitsministeriet med brev af 5. maj 1995. Rigspolitichefen tiltrådte politimesterens indstilling om at A blev afskediget uden varsel i medfør af tjenestemandslovens § 28, 2. pkt. Med indstillingen fulgte et notat af 16. januar 1995 med en vurdering af de sager B havde omtalt i sit indlæg af 2. december 1994. Notatet indeholdt bl.a. følgende

“I skrivelsen er bl.a. henvist til 5 disciplinærsager - fundet i Rigspolitichefens resumé over disciplinærsager for 1992 og 1993

1) Punkt 73/1992.

Falsk anmeldelse, strl. § 165.

En 32 årig politiassistent blev indberettet i anledning af, at der var indledt undersøgelse mod ham på grund af falsk anmeldelse om indbrud i politiassistentens campingvogn, hvorfra der skulle være stjålet et videokamera. Dette var retteligt stjålet fra pågældende på en golfbane. Pkr. indstillede, at der ikke skete suspension.

Idømt 20 dagbøder á kr. 200,-. Pkr. indstillede, at sagen blev afgjort ved degradation.

Afgørelsesresumé

Degraderet.

2) Punkt 97/1992.

Underslæb ‑ overtrædelse af den grønlandske kriminallovs § 74a, stk. 1, nr. 1.

En 26 årig politibetjent blev indberettet som sigtet for underslæb med hensyn til et beløb fra stationens hittegodskasse og vold forøvet mod en anholdt detentionsanbragt person. Sagen vedr. vold blev henlagt.

For underslæb vedtog pb.en en indenretslig bøde på kr. 3.000,‑. Pkr. indstillede, at pgl. blev tvangsforflyttet.

Afgørelsesresumé

Tvangsforflyttet til anden politikreds.

Referentens kommentarer

Af disciplinærsagsresumeet fremgår ikke, at der var tale om en grønlandsk kollega, eller at pgl. blev dømt efter den grønlandske kriminallov.

En lignende sag begået her i landet ville utvivlsomt have medført en dom for overtrædelse af straffelovens § 278 og afsked som disciplinær reaktion.

3) Punkt 69/1993.

Tavshedspligt ‑ strl. § 152, stk. 1.

En 29 årig politiassistent indberettes for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, ved i sin fritid at have brudt tavshedspligten i 4 tilfælde.

Pgl. idømt 20 dagbøder á kr. 250,‑.

Politimesteren indstillede, at sagen blev afgjort med bøde og degradation.

Organisationerne henstillede, at sagen blev afgjort ved en kraftig bøde.

Afgørelsesresumé

Politiassistenten degraderedes således, at anciennitetsmæssig oprykning fra lr. 15/21 til lr. 15/22 blev udskudt i 2 år.

4) Punkt 84/1993 (ikke pkt. 85 som anført i skr.).

Vold ‑ strl. § 244.

En 27 årig politiassistent indberettes i anledning af overtrædelse af straffelovens § 244 ved under en diskussion om en 12‑årig stedsøns opførsel med en hånd at have grebet fat i stedsønnens kraveben og presset en finger mod halsen for at tvinge stedsønnen til øjenkontakt, hvorved stedsønnen pådrog sig en minimal blodudtrædning på siden af halsen.

Byretten idømte 10 dagbøder af kr. 300.

Politimesteren indstillede, at sagen blev afgjort uden reaktion.

Afgørelsesresumé

Irettesættelse meddelt af Rigspolitichefen.

5) Punkt 72/1993.

Urigtig rapport ‑ strl. § 163.

En 40‑årig politiassistent indberettes i anledning af sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 163 ved at have udfærdiget en oplysningsrapport, der fremstod som politiassistentens egne observationer, uagtet der var tale om en anden persons observationer.

Sagen strafferetsligt afgjort ved bødeforlæg på kr. 2.800.

Afgørelsesresumé

Disciplinær bøde på kr. 1500,‑.

* * * *

I Rigspolitichefens (Personaleafdelingen) notat af juni 1994 om disciplinærsagers behandling ‑ side 13 pkt. 7 ’Anvendelse af disciplinære straffe’ er bl.a. anført

’Afsiges der ubetinget frihedsstraf , vil dette principielt altid medføre indstilling til Justitsministeriet om afskedigelse, hvorimod der i enkelte tilfælde af betinget frihedsstraf er forekommet disciplinære afgørelser uden afskedigelse, men i så fald med en lavere, men absolut følelig straf’.

’ Berigelsesforbrydelser vil ligeledes, som altovervejende hovedregel, medføre indstilling til Justitsministeriet til afskedigelse, selvom sagen strafferetsligt er afgjort med bødevedtagelse eller advarsel’.”

Med brev af 6. juni 1995 anmodede Rigspolitichefen Finansministeriet om en udtalelse i henhold til tjenestemandslovens § 31, stk. 2. Finansministeriet, Statens Regnskabsdirektorat, afgav udtalelse den 16. juni 1995.

I brev af 19. juli 1995 skrev Justitsministeriet følgende til A

“Ved skrivelse af 5. maj 1995 har Rigspolitichefen indstillet til Justitsministeriet, at De afskediges uden varsel, idet De ved Vestre Landsrets dom af 24. august 1994 blev fundet skyldig i tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, og idømt 3 dagbøder á 100 kr. Kopi af skrivelsen og et af Rigspolitichefen udarbejdet sagsnotat af 16. januar 1995 vedlægges til orientering.

Da Justitsministeriet på det foreliggende grundlag er sindet at følge Rigspolitichefens indstilling, er der i medfør af tjenestemandslovens § 31, stk. 2, indhentet en udtalelse fra Finansministeriet, Statens Regnskabsdirektorat. Kopi af udtalelsen vedlægges ligeledes til orientering.

Såfremt De på denne baggrund ønsker at fremkomme med yderligere bemærkninger til sagen, skal man anmode om at modtage disse senest den 14. august 1995 , idet ministeriet herefter vil træffe afgørelse i sagen.”

I brev af 3. august 1995 anmodede A om partsaktindsigt hvilket ministeriet imødekom ved brev af 14. august 1995.

I brev af 25. august 1995 fremsatte A yderligere kommentarer. Han anførte

“Jeg kan hertil oplyse, at jeg er meget overrasket over Rigspolitichefens indstilling, idet jeg er bekendt med, at flere polititjenestemænd tidligere er dømt for lignende kriminalitet, og stadig er ansat ved politiet.

Rigspolitichefens personaleafdeling har tilsyneladende ikke meddelt Justitsministeriet, at der tidligere er truffet disciplinære afgørelser i lignende sager, og at der i disse sager er truffet langt lempeligere afgørelser.

Jeg finder det yderst betænkeligt, hvis der træffes afgørelse i min sag før Rigspolitichefens personaleafdeling har redegjort for, hvad der ligger til grund for de tidligere sagers afgørelser.

Jeg skal på det kraftigste opfordre Justitsministeriet til at anmode om en sådan redegørelse før der træffes afgørelse i min sag.

Til slut skal jeg understrege, at jeg er uskyldigt dømt , hvilket jeg hele tiden har fastholdt og udelukkende mener, at sagen mod mig kun førte til domfældelse, fordi jeg er polititjenestemand. Jeg har til støtte herfor henvist til flere identiske sager, hvor andre borgere er blevet frikendt.

Dette har jeg desværre måtte konstatere, at det er umuligt at ændre.”

Justitsministeriet traf afgørelse om at afskedige A i brev af 11. oktober 1995. Ministeriet anførte

“Rigspolitichefen har ved skrivelse af 5. maj 1995 efter indstilling fra politimesteren i (X-by) indstillet til Justitsministeriet, at De afskediges uden varsel, idet De ved Vestre Landsrets dom af 24. august 1994 blev fundet skyldig i tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, og idømt 3 dagbøder á 100 kr.

Rigspolitichefen har oplyst, at man ikke har fundet anledning til at ændre indstillingen om afskedigelse på baggrund af den udtalelse af 2. december 1994, som (B) er fremkommet med på Deres vegne.

I medfør af tjenestemandslovens § 31, stk. 2, har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Finansministeriet, Statens Regnskabsdirektorat, der har oplyst, at De ved afsked på det foreliggende grundlag bevarer retten til opsat pension i henhold til tjenestemandspensionsloven, kap. 7.

De har modtaget kopi af Rigspolitichefens skrivelse af 5. maj 1995 og et af Rigspolitichefen udarbejdet sagsnotat af 16. januar 1995 samt af udtalelsen fra Finansministeriet, Statens Regnskabsdirektorat. De har endvidere efter anmodning modtaget kopi af sagens akter.

Ved skrivelse af 25. august 1995 er De herefter fremkommet med yderligere bemærkninger til sagen. De har anført, at der efter Deres opfattelse er ansat polititjenestemænd, som er dømt for lignende kriminalitet, og De finder, at Justitsministeriet bør indhente en redegørelse herom fra Rigspolitichefen.

De har endvidere fastholdt at være uskyldig dømt og mener, at der kun skete domfældelse, fordi De er polititjenestemand.

Efter en gennemgang af sagen finder Justitsministeriet Dem som følge af det strafbare forhold, som De i to retsinstanser er dømt skyldig i, uskikket til at forblive i politiets tjeneste, og man meddeler Dem herved afsked med øjeblikkelig virkning, jf. tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Justitsministeriet finder ikke, at det af Dem anførte kan føre til, at De ikke afskediges fra Deres stilling som polititjenestemand, ligesom man ikke finder grundlag for at indhente yderligere oplysninger til brug for sagens behandling.

...”

I brev af 11. oktober 1996 klagede KRIM på A’s vegne til mig over afgørelsen. KRIM anførte bl.a.

“Afskedigelsen af (A) synes at være i strid med såvel proportionalitetsprincippet omtalt ovenfor som med Rigspolitichefens egen praksis i forhold til forbrydelser, som forekommer langt grovere end den, som (A) er straffet for. Det er værd at bemærke, at der i praksis findes mange eksempler på, at straffelovsovertrædelser ikke har ført til afskedigelse. Det bør overvejes, hvorvidt afskedigelsen også er et brud på den almindelige lighedsgrundsætning. Afslutningsvist gøres det gældende, at afgørelsen er truffet på et mangelfuldt grundlag, idet afgørelsesmyndigheden synes ikke at have afvejet de oplysninger, som foreligger om (A)’s gode tjenestelige og personlige forhold.”

I et brev af 10. december 1996 udtalte Rigspolitichefen

“...

Tjenestemandslovens § 10 har følgende indhold

’Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver’.

Om en given adfærd er i strid med værdighedskravet beror på en skønsmæssig afgørelse, hvor der blandt andet tages hensyn til arten af den stilling, som tjenestemanden indtager.

Det er min generelle opfattelse, at der eksisterer et særligt strengt værdighedskrav for polititjenestemænd.

Samme synspunkt gør sig gældende ved sanktionsfastsættelse.

En tjenesteforseelse kan bestå i et strafbart forhold.

Ethvert strafbart forhold begået af en polititjenestemand må i sagens natur disciplinært betragtes med stor alvor.

Det er dog fortsat en konkret vurdering, hvilke disciplinære følger et strafbart forhold skal have for en polititjenestemand.

Det bemærkes i den sammenhæng, at der ikke nødvendigvis er noget entydigt sammenfald for så vidt angår den strafferetlige og den disciplinære vurdering af grovheden af en adfærd.

Således medfører berigelsesforbrydelser som altovervejende hovedregel indstilling om disciplinær afsked, også selv om sagen strafferetligt er afgjort med bøde; det vil sige henført under straffelovens § 287 som mindre strafværdig.

I nærværende sag, hvor der er tale om tyveri med en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet, har jeg følgeligt ikke været i tvivl om, at sagen skulle føre til disciplinær afsked. Såfremt jeg havde fundet, at sagen udgjorde et ’grænsetilfælde’, kunne det som skærpende omstændighed have været anført, at (A) begik handlingen i tjenestetiden.

...”

Justitsministeriet afgav udtalelse den 6. januar 1997. Ministeriet kunne henholde sig til sin afgørelse af 11. oktober 1996.

KRIM kommenterede udtalelserne i et brev af 5. marts 1997. Det anførtes heri bl.a.

“Det fremgår intetsteds i tjenestemandslovgivningen, at bestemte typer lovovertrædelser (f.eks. butikstyveri) i relation til bestemte grupper af tjenestemænd (f.eks. polititjenestemænd) uden undtagelse skal føre til, at tjenestemanden ikke kan anses som værdig til den agtelse og tillid, som efter Tjenestemandsloven kræves af tjenestemænd.

En praksis, hvorefter polititjenestemænd uden undtagelse afskediges, hvis de straffes for butikstyveri, må antages at stride mod de forvaltningsretlige grundsætninger om skønsudøvelse, jvf. herom Jon Andersens bemærkninger i UfR 1991. B.272ff om ’Skøn under regel’. (Se også FOB 1980.623).

Af § 3 i Finansministeriets cirkulære nr. 2 af den 14. januar 1963 ’angående spørgsmålet om ansættelse under staten af personer, der har begået strafbare forhold’ fremgår

’Der må ikke fastsættes almindelige administrative forskrifter, hvorefter straffede eller grupper af straffede generelt udelukkes fra ansættelse i visse stillinger. Gældende forskrifter af denne karakter bør ophæves.’

Det forhold, at Rigspolitichefen ikke direkte har udarbejdet forskrifter, hvorefter polititjenestemænd, som straffes for butikstyveri, uden undtagelse afskediges, men i stedet blot følger en praksis, hvorefter sådanne uden undtagelse afskediges, kan føre til overvejelser om, hvorvidt ovenstående bestemmelse er forsøgt omgået.

Skrivelsen fra Rigspolitichefen af den 10. december 1996 giver umiddelbart indtryk af, at man foretager et konkret skøn, navnlig med formuleringen ’som altovervejende hovedregel’ (andet afsnit af side 2): Imidlertid peger meget på, at man ikke har foretaget nogen afvejning af de forhold, som gør sig gældende i (A)’s tilfælde: (A) har 17 års tjeneste i politiet bag sig og har ikke tidligere givet disciplinære vanskeligheder. Skrivelsen af den 11. februar 1993, som kaldes en ’udvidet bedømmelse’, og som Folketingets Ombudsmand har modtaget i kopi sammen med Krim’s skrivelse af den 11. oktober 1996, oplyser blandt andet, at politiledelsens bedømmelse ’som helhed’ af (A) placerer dennes egnethed som ’leder på næsthøjeste niveau’ over gennemsnittet (skrivelsens side 2, sidste afsnit). Dette skal sættes i forhold til, at den lovbestemmelse, som (A) er straffet efter, angår tyverier ’af mindre strafværdighed’. Krim er ikke enig med Rigspolitichefen i, at det skulle være skærpende, at (A) har begået tyveriet over for ’en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet’ (skrivelsen af den 10. december 1996, side 2, 3. afsnit). Krim forstår udtalelsen således, at (A) ville være mindre belastet, hvis han havde haft en tættere relation til offeret. Krim har ikke i praksis kunne finde eksempler på, at dette skulle kunne føre til en mildere bedømmelse af gerningsmanden.

Krim mener ikke, at det ‑ som anført i Rigspolitichefens skrivelse af den 10. december 1996 ‑ har betydning, at (A) har begået tyveriet i tjenestetiden. Det ville efter Krim’s opfattelse have haft betydning, hvis (A) havde udnyttet sin position som polititjenestemand under udførelsen af sin strafbare handling. Det fremgår af sagen, at (A) normalt tog civilt tøj over sin uniform, når han foretog private indkøb og lignende i tjenestetiden, hvilket han også havde gjort den omhandlede dag.

Til støtte for, at polititjenestemænd, som begår straffelovsovertrædelser i tilknytning til tjenesten, ikke altid afskediges, skal Krim særligt fremhæve afgørelse nr. 53 i Disciplinærsagsresumé 1995. Det fremgår, at en chefkriminalinspektør havde vedtaget en bøde på kr. 4.000 for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1 (tavshedsbrud) samt samme lovs § 264 d (videregivelse af oplysninger om andres private forhold). Pågældende fik en irettesættelse. (Afgørelsen vedlægges som bilag). Bøden er væsentlig større end den bøde, som (A) blev idømt.

Afslutningsvist skal det bemærkes, at Rigspolitichefens praksis i forhold til polititjenestemænd, som begår straffelovsovertrædelser, gennemgående synes strengere, end den praksis, som følges i forhold til disses særlovsovertrædelser, selv om straffene for de konkrete særlovsovertrædelser i mange tilfælde er langt strengere. Særligt udtalt synes denne praksis at være i forhold til spirituskørsel. En sådan praksis synes ikke at have støtte i forarbejderne til straffeloven. Et forslag om, at straffeloven skulle indeholde de mere dadelværdige delikter, og at en særlig ’forseelseslov’ skulle indeholde de mindre dadelværdige delikter, blev forkastet ved vedtagelsen af straffeloven (Rigsdagstidende 1924/25 A, spalte 3266). Dette er blandt andet udtrykt således

’Forskellen mellem Forbrydelser og Forseelser er ukendt i dansk Ret, og det er ikke muligt at opstille en rationel Grænse i saa Henseende. Om et Forhold skal henføres under den ene eller den anden af disse Grupper kan ikke afgøres en Gang for alle ved en Lovregel, men vil afhænge af den offentlige Mening, der for adskillige Forholds Vedkommende vil kunne ændres i Tidens løb saavel til den ene som til den anden Side’.”

I et brev af 8. maj 1997 afgav KRIM følgende supplerende bemærkninger

“På baggrund af ’Beretning og indstilling fra forhørsleder, landsdommer Peter Lilholt, i anledning af en tjenstlig undersøgelse mod døgnplejekonsulent i Fredericia Kommune (E)’, afgivet i Viborg den 25. marts 1997, har Krim yderligere bemærkninger til sagen om afskedigelsen af vicepolitikommissær (A), (X-by). De bemærkninger, som Krim har at tilføje i anledning af ovennævnte undersøgelse, bygger på citater fra lovtidende, den juridiske litteratur og forvaltningspraksis brugt i undersøgelsen. Derfor har Krim valgt udelukkende at citere kilderne i denne skrivelse til Folketingets Ombudsmand, således at Folketingets Ombudsmand har adgang til at efterprøve de i Krim’s bemærkninger fremførte påstande. Krim har af denne grund undladt at medsende kopi af den omfattende disciplinærundersøgelse. Det beklages, at vi ikke har kunnet overholde den telefonisk aftalte tidsfrist. Vores virksomhed er baseret på ulønnet arbejdskraft, og vi har haft et uventet stort sagspres på det sidste.

De synspunkter, som taler mod ansættelse af straffede i visse stillinger, kan i et vist omfang også gøres gældende i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt en straffet person kan forblive i en stilling , som pågældende var ansat i på det tidspunkt, hvor det strafbare forhold blev begået. Derfor må det antages at være af betydning for vurderingen af sanktionsvalget overfor (A), at det af Betænkning 239 ’afgivet af det af Justitsministeriet den 26. juli 1957 nedsatte udvalg til overvejelse af, i hvilket omfang personer, der har været i konflikt med straffelovgivningen, bør kunne opnå ansættelse i stillinger under stat og kommune’ fremgår, at der skal udvises særlig tilbageholdenhed med ansættelse af straffede i stillinger, ’der indebærer udøvelse af myndighed’ (side 45, 1. spalte øverst).

Af Folketingets forhandlinger den 12. oktober 1983, jf. Folketingstidende 1983‑1984 (1. samling), Forhandlinger, Bind 1, spalte 508‑513, ses en diskussion, hvor lignende synspunkter gøres gældende. Diskussionen var en følge af, at Direktøren for Arbejdsdirektoratet forinden var blevet straffet for butikstyveri, og at dette havde ført til en irettesættelse (og ikke afskedigelse). Statsministeren udtaler blandt andet følgende

’I denne sag, hvor det drejede sig om værdier for 132 kr., mener jeg som sagt, at det er i overensstemmelse med de regler, der findes i vores tjenestemandssystem, at ministeren har afgjort sagen, som sket er. ... Jeg vil gerne have lov til at sige til hr. ( ), at der er stor forskel på, om forseelsen er begået i tjenesten, under dens udførelse, eller under private forhold. Det er klart, at det spiller en rolle, om den pågældende, som begår en forseelse, dermed mister den anseelse, den troværdighed, den tillid, som er nødvendig eller naturlig, når man skal fortsætte i sin stliling. Det mener jeg også, at man plejer at tage hensyn til, når man afgør sagerne. Det er derfor, der f.eks. for polititjenestemænd eller for toldpersonale kan gælde regler, som har en lidt særlig karakter, fordi de pågældende er ansat til at varetage retshåndhævelse eller lignende.’

Den omstændighed, at statsministeren påpeger, at reglerne, der gælder for polititjenestemænd eller toldpersonale, er af en ’lidt særlig karakter’, kan næppe forstås anderledes, end at der bør foretages en strengere vurdering i tilfælde, hvor sådanne personer har begået en straffelovsovertrædelse. Det forhold, at der skal foretages en strengere vurdering, er dog ikke ensbetydende med, at enhver straffelovsovertrædelse begået af sådanne personer bør føre til, at pågældende afskediges. Som eksempel på, at der efter praksis også i sådanne tilfælde anvendes andre sanktioner end afskedigelse, kan nævnes et tilfælde, hvor en ’visitationsbetjent’ ved Københavns lufthavn blev straffet for butikstyveri, og hvor trafikministeriet i en skrivelse af den 22. marts 1996 besluttede, at dette ikke skulle føre til afskedigelse men en mildere sanktion. Pågældende blev for en periode af 1 år overført til arbejde, der ikke omfattede ’visitationsopgaver’. Sagen er omtalt på side 74 (øverst) i ’Beretning og indstilling fra forhørsleder, landsdommer Peter Lilholt, i anledning af en tjenstlig undersøgelse mod døgnplejekonsulent i Fredericia Kommune (E)’, der er afgivet i Viborg den 25. marts 1997. I Krim’s første skrivelse til Folketingets Ombudsmand vedrørende (A)’s sag henvises der til et sagsnotat fra Rigspolitichefen af den 16. januar 1995. Deraf fremgår, at der ikke skete afskedigelse i et tilfælde, hvor en polititjenestemand var blevet idømt 20 dagbøder á 200 kr. på grund af falsk anmeldelse om indbrud i politiassistentens campingvogn, hvorfra der skulle være stjålet et videokamera, medens kameraet retteligt var stjålet fra politiassistenten på en golfbane.

Det er værd at bemærke, at (A)’s butikstyveri angik værdier for kr. 39.95, medens det af Direktøren for Arbejdsdirektoratet begåede butikstyveri angik værdier for kr. 132. Dertil kommer, at (A)’s butikstyveri er begået godt 10 år senere, således at forekomsten af almindelige prisstigninger har ført til, at forskellen på værdien af de to butikstyverier må anses for større end beløbenes udvisende. Det bør også fremhæves, at Direktøren for Arbejdsdirektoratet som følge af tyveriet fik en ’irettesættelse’. Da der i det tjenesteretlige system findes flere sanktioner, der er strengere end irettesættelse og mindre strenge end afskedigelse, ville (A) kunne være mødt med en mindre streng reaktion end afskedigelse, uden at dette ville komme i konflikt med den omstændighed, at der vedrørende polititjenestemænd gælder regler, som – ifølge statsministerens formulering i citatet ovenfor – har en ’lidt særlig karakter’. Statsministeren peger i citatet også på den omstændighed, at der skal skelnes mellem, om en forseelse er begået ’i tjenesten, under dens udførelse, eller under private forhold’. (A)’s butikstyveri er ‑ som anført af Rigspolitichefen i dennes skrivelse af den 10. december 1996 ‑ begået i ’tjenestetiden’ (side 2). Dette fører efter rigspolitichefens opfattelse til, at der foreligger en ’skærpende omstændighed’. Det skal i den forbindelse bemærkes, at (A) ifølge det oplyste havde indfundet sig i supermarkedet for at købe chokoladevarer til en ’slikkasse’, som blev drevet i fællesskab mellem polititjenestemændene ved politiet i (X-by). Denne indkøbstur, som efter det oplyste i øvrigt foregik i (A)’s frokostpause, kan næppe siges at være et led i tjenestens ’udførelse’. (A) har til Krim forklaret, at han under indkøbsturen bar en civil jakke over sin tjenesteskjorte. Dette er ifølge (A) den sædvanlige fremgangsmåde, når polititjenestemænd i tjenestetiden foretager civile handlinger som f.eks. at gå på indkøb. Det forekommer af de anførte grunde efter Krim’s vurdering noget formalistisk at tillægge den omstændighed, at tyveriet foregik i ’tjenestetiden’, betydning.

Afslutningsvist henvises der til Ole Hasselbalchs bog ’Ansættelsesretten’, 2. udgave, 1997. Af side 613f. fremgår blandt andet følgende

’I den udstrækning, betingelser for de respektive sanktioner er opfyldt, kan arbejdsgiveren frit vælge mellem dem. Der skal imidlertid foretages en individuel vurdering af den enkelte sag, og ved afgørelsen må ikke inddrages sagligt uvedkommende hensyn men kun forvaltningens behov. Afgørende derfor er tjenesteforseelsens art og grovhed, graden af subjektiv tilregnelighed, og om der er tale om et gentagelsestilfælde. Endvidere kan der tages hensyn til tjenestemandens forhold i øvrigt, altså også uden for sagen (f.eks. levealder, helbredstilstand og tjenestealder). Det kan også e.o. være en formildende omstændighed, at der allerede er pålagt pågældende en straffedom i anledning af samme forseelse, ligesom der kan henses til forældelsessynspunkter. I øvrigt erindres om, at proportionalitetsprincippet skal overholdes (således forstået, at der må være et rimeligt forhold mellem forseelsen og den valgte sanktion med de konsekvenser, denne påfører tjenestemanden). Afgørelsen må hvile på en samlet overvejelse over disse forhold, herunder foreliggende skærpende og formildende omstændigheder.’

Det er Krim’s opfattelse, at den straffelovsovertrædelse, som (A) er dømt for, hører blandt de allermest bagatelagtige. Afskediges (A) for denne enkeltstående forseelse, er det vanskeligt at forestille sig en straffelovsovertrædelse, som er så beskeden, at den efter Rigspolitichefens opfattelse ikke bør føre til afskedigelse. Hverken en fortolkning af tjenestemandslovens § 10, af udtalelserne i Folketingstidende citeret ovenfor eller af den juridiske litteratur giver holdepunkter for at antage, at lovgivningsmagten støtter en praksis, hvorefter enhver straffelovsovertrædelse bør føre til afskedigelse fra stillinger i politiet. En afskedigelse af (A) –på grundlag af det bagatelagtige tyveri må efter Krim’s opfattelse – sammenholdt med den omstændighed, at (A)’s tjenesteforhold ifølge den blandt bilagene forekommende ’tjenestebedømmelse’ vel nærmest må betegnes som eksemplariske - anses for at være i strid med intentionerne bag tjenestemandsloven.”

I et brev af 11. august 1997 anmodede jeg Justitsministeriet og Rigspolitichefen om supplerende udtalelser. Jeg bad om følgende

“...

Det fremgår af sagens akter at (A) blev afskediget efter tjenestemandslovens § 28, 2. pkt., hvorefter tjenestemænd kan afskediges med forkortet varsel, hvis afskedigelsen f.eks. er begrundet i strafbart forhold der medfører at tjenestemanden er uskikket til at forblive i stillingen. Grundlaget for afskedigelsen af (A) var at han ved Vestre Landsret var blevet idømt 3 dagbøder á 100,- kr. efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, tyveri, ved i et supermarked at have stjålet en barberskraber til en værdi af 39,95 kr.

Krim har under disciplinærsagens behandling og i sine breve til mig anført at afgørelsen er i strid med den almindelige lighedsgrundsætning, idet polititjenestemænd dømt for lignende forhold eller forhold der efter almindelig opfattelse er af grovere karakter har bevaret deres ansættelse i politiet. Krim har videre anført at afgørelsen er udtryk for at Justitsministeriet har sat sit skøn under en regel, idet ministeriet ved afgørelsen ikke har taget hensyn til (A)’s øvrige forhold.

I Rigspolitichefens udtalelse af 10. december 1996 er blandt andet følgende anført

’Således medfører berigelsesforbrydelser som altovervejende hovedregel indstilling om disciplinær afsked, også selv om sagen strafferetligt er afgjort med bøde; det vil sige henført under straffelovens § 287 som mindre strafværdig.

I nærværende sag, hvor der er tale om tyveri med en ukendt tredjemand som umiddelbar forurettet, har jeg følgeligt ikke været i tvivl om, at sagen skulle føre til disciplinær afsked. Såfremt jeg havde fundet, at sagen udgjorde et ’grænsetilfælde’, kunne det som skærpende omstændighed have været anført, at (A) begik handlingen i tjenestetiden.’

Til brug for min behandling af sagen beder jeg Rigspolitichefen og Justitsministeriet redegøre for hensynene bag udgangspunktet om at netop berigelsesforbrydelser som altovervejende hovedregel medfører afskedigelse (i modsætning til de andre forbrydelser/forseelser begået af polititjenestemænd, som har været fremdraget under sagens behandling hos Rigspolitichefen og Justitsministeriet). Som jeg forstår Rigspolitichefens udtalelse, er det en skærpende omstændighed i relation til ansættelsesmyndighedens reaktion hvis berigelsesforbrydelsen begås mod en ukendt tredjemand. Rigspolitichefen bedes i sin udtalelse begrunde denne opfattelse.

Jeg anmoder endvidere om oplysninger om andre lignende sager. I den forbindelse beder jeg myndighederne oplyse om eventuelle sager, hvor udgangspunktet om afsked er fraveget eller overvejet fraveget, og hvilke forhold der herved er taget i betragtning.

...”

Rigspolitichefen svarede i brev af 5. januar 1998. Han anførte bl.a.

“Det beror på en skønsmæssig afgørelse, om en given adfærd er i strid med dette værdighedskrav. Herunder tages blandt andet hensyn til arten af den stilling, som tjenestemanden indtager.

Det er min opfattelse, at der i sagens natur må gælde et særligt strengt værdighedskrav for polititjenestemænd, der repræsenterer statens umiddelbare magtudøvelsesapparat direkte i forhold til borgerne.

Samme synspunkt gør sig gældende ved sanktionsfastsættelse.

Enhver strafbar adfærd, udøvet af en polititjenestemand, vil typisk tillige indebære en ’overtrædelse’ af tjenestemandslovens § 10, og må i sagens natur disciplinært betragtes med stor alvor.

Hvilken disciplinær sanktion, der i givet fald skal ikendes, vil dog være resultatet af en konkret vurdering. Den konkret udviste adfærd og den idømte straf indgår som led i vurderingen.

Den straf, som udmåles af domstolene i den enkelte (straffe‑)sag er bl.a. resultatet af nogle overordnede almene overvejelser om strafværdigheden af netop dette forhold, set i sammenhæng også med strafværdigheden af helt andre typer af strafbare forhold. Straffen vil selvsagt have betydning også for den disciplinære vurdering. Det er dog oplagt, at netop fordi værdighedskravet i tjenestemandslovens § 10 varierer med stillingen, vil der ikke nødvendigvis være noget entydigt sammenfald for så vidt angår den strafferetlige og den disciplinære vurdering af en strafbar adfærd.

En adfærd, der strafferetligt har ført til ubetinget frihedsstraf, vil dog efter min opfattelse altid skulle føre til disciplinær afsked, allerede fordi jeg finder afsoning uforeneligt med værdighedskravet for en polititjenestemand.

For alle andre strafbare forhold vil den disciplinære sanktion være afhængig af en række momenter. Ved siden af almindelige strafudmålingsprincipper indgår tillige en vurdering, der bl.a. bygger på, hvor tæt forholdet ligger på politiets daglige arbejdsområder.

Det overordnede synspunkt er selvfølgelig, hvordan det skønnes, at befolkningen som helhed vil vurdere den straffede polititjenestemands agtelse og tillid i dennes fremtidige virke i befolkningen.

Strafbar adfærd, som indebærer momenter af 1) berigelse og 2) vold vil efter dette synspunkt typisk blive vurderet strengere, end 3) andre sager.

ad. 1)

De klassiske berigelsesforbrydelser er efter min opfattelse typeeksempler på adfærd, som er uforenelig med den agtelse og tillid, som kræves af en polititjenestemand. Der er tale om utvivlsomt forsætlige forbrydelser ‑ omend de kan være mere eller mindre planlagt. Der er tale om en konkret forurettet. Formålet er økonomisk vinding og incitamentet vil ofte ikke være udtømt med en enkelt overtrædelse.

Forebyggelse og efterforskning af berigelsesforbrydelser er et af politiets absolutte kerneområder.

Butikstyveri udgør en specielt tydelig kategori.

Det eneste værn mod at svage sjæle fristes til at stjæle fra selvbetjeningsbutikker, udstillingsstativer m.v. er truslen om anmeldelse og politiets aktive indgriben.

Som led i sit daglige arbejde har polititjenestemanden sin gang i private hjem og virksomheder, f.eks ved dødfundne og når tyveri har fundet sted, og hyppigt førend et eventuelt økonomisk tab er opgjort. Polititjenestemanden forvalter også i en lang række situationer andre menneskers værdigenstande, eksempelvis ved ransagninger, visitationer, hittegods m.v.

Jeg tror ikke, at befolkningen vil acceptere den mulighed, at den polititjenestemand, de lukker ind i deres private hjem for at lave gerningsstedsundersøgelse, eller som tilkaldes til et tomt forretningslokale af en tyverialarm, selv har gjort sig skyldig i tyveri.

En sådan polititjenestemand har selvsagt ikke befolkningens tillid.

Dette synspunkt er så tungtvejende, at der kun ses ganske enkelte sager, hvor egentlige berigelsesforbrydelser ikke har medført disciplinær afsked af polititjenestemænd.

Jeg skal kort henvise til følgende sager, hvor uddrag af akterne er vedlagt i anonymiseret form

(V). En politiassistent begik butikstyveri (113 kr) og blev anset med en straffebøde på 300 kr.

En lægeerklæring udfærdiget til brug for sagen angav, at politiassistenten i månederne forud for tyveriet havde været i medicinsk behandling for psykiske problemer, og at tyveriet umiddelbart skønnedes at bunde heri. Politimesteren henviste hertil og indstillede, at disciplinærsager blev afgjort med degradation.

Disciplinærsagen blev afgjort med degradation.

Afgørelsen er ikke nærmere begrundet, men det fremgår af sagens referatark, at indstilling om afsked ansås for at være den sædvanlige afgørelse.

(VI) En politiassistent stjal 84 kr fra vagtholdets kaffekasse og blev anset med en straffebøde på 500 kr.

Disciplinærsagen blev afgjort med overførsel til anden kreds.

Afgørelsen er ikke nærmere begrundet, men det fremgår af sagens referatark, at sanktionsvalget overvejedes nøje ‑ bl.a. i lyset af Justitsministeriets afgørelse i den nedenfor omtalte sag (VII).

I tilknytning til denne sag bemærkes, at jeg i en helt tilsvarende senere sag (IX) har truffet afgørelse om suspension, idet jeg anså afsked som sagens rette disciplinære afgørelse. Disciplinærsagen afsluttedes dog ved at politiassistenten søgte – og fik bevilget – sin afsked.

(VII). En politiassistent stjal dele for 200‑300 kr (nyværdi 963 kr) fra en indbragt hittegodscykel.

Forholdet blev i byretten og landsretten henført under § 285 og anset med fængsel i 30 dage. I Højesteret henførtes forholdet under § 287 og anset med 20 dagbøder.

Efter sagens start påbegyndtes psykiatrisk behandling. Til brug for straffesagen udarbejdedes mentalerklæring der forelagdes Retslægerådet. Der anvendtes udtryk som ’abnorm enkeltreaktion’ og ’svækkelse af sædvanlige modforestillinger’.

Jeg indstillede sagen til disciplinær afsked, men Justitsministeriet fandt ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for denne sanktion.

I tilknytning til denne sag henvises til en senere sag (II), hvori en politiassistent havde tilegnet sig et (brugt) cykelstyr fra en hittegodscykel.

Sagen blev strafferetligt afgjort med en advarsel.

Justitsministeriet tiltrådte min indstilling om disciplinær afsked.

Sagen gav anledning til nøje overvejelser om den disciplinære sanktion.

(I) En politiassistent blev idømt betinget fængsel uden straffastsættelse for dokumentfalsk i forbindelse med nogle lånedokumenter. Under henvisning til forholdet mellem de involverede parter (ægtefæller) førte sagen ikke til afsked.

Endelig skal jeg omtale en tidligere sag, som havde sit udspring i, at der om natten var begået rudeknusningstyveri fra en tankstations butikslokale. To politiassistenter blev sendt til opgaven. Ankommet til gerningsstedet forsøgte den ene politiassistent at dække for et overvågningskamera, mens den anden stjal 4 flasker spiritus.

Sagen, der naturligvis førte til ubetinget fængsel og disciplinær afsked, er ikke nævnt af hensyn til sanktionen, men for at illustrere at polititjenestemænds arbejdsopgaver nødvendiggør, at de nyder befolkningens absolutte tillid.

ad. 2)

Sager der involverer vold og/eller trusler udgør et andet særligt problem. Dette skal ses i sammenhæng med de særlige magtbeføjelser, som er tillagt polititjenestemænd. Udgangspunktet må være, at domfældelse for eksempelvis vold må føre til afsked.

At dette synspunkt dog ikke altid fører til afsked illustreres af to nyere sager, hvis akter vedlægges i uddrag i anonymiseret form (III og IV).

ad. 3)

Bortset fra visse sager om spiritus/promillekørsel, vil andre straffesager , der ikke har ført til ubetinget frihedsstraf, sjældent føre til afsked.

Sluttelig bemærkes, at jeg ved afgørelse af disciplinærsager vedrørende tjenestemandsansat personale, som ikke har politimyndighed – eksempelvis kontorpersonale, følger en anden og mildere praksis.

Eksempelvis fører et butikstyveri ikke til disciplinær afsked.

I skrivelse af 11. august 1997 anmoder Folketingets Ombudsmand specifikt om svar på tre spørgsmål.

Jeg anmodes om at redegøre for hensynene bag udgangspunktet om at netop berigelsesforbrydelser som altovervejende hovedregel medfører afskedigelse (i modsætning til de andre forbrydelser/forseelser begået af polititjenestemænd, som har været fremdraget under sagens behandling hos Rigspolitichefen og Justitsministeriet).

Jeg anmodes om at begrunde min opfattelse, hvorefter det er en skærpende omstændighed i relation til ansættelsesmyndighedens reaktion, hvis berigelsesforbrydelsen begås mod en ukendt tredjemand.

Jeg anmodes om oplysninger om lignende sager.

ad. a. og c.

Der henvises til ovennævnte generelle redegørelse.

ad. b.

Min bemærkning om ’ukendt tredjemand’ skal forstås som et forbehold om eventuelt at fravige hovedreglen om afsked, hvis berigelsesforbrydelsen er begået inden for eksempelvis (tidligere) samlivsforhold eller lignende.

Der er således tale om et sædvanligt udmålingsprincip, som også gør sig gældende i de ovenfor nævnte voldssager samt i den af KRIM omtalte sag om lussing mod en søn.”

Justitsministeriet svarede i brev af 26. oktober 1998. Ministeriet henviste til følgende

“...

1. Ombudsmanden har anmodet Justitsministeriet og Rigspolitichefen om en redegørelse for hensynet bag udgangspunktet om, at berigelsesforbrydelser begået af polititjenestemænd som altovervejende hovedregel medfører afskedigelse som disciplinær straf.

Justitsministeriet har modtaget vedlagte udtalelse af 5. januar 1998 fra Rigspolitichefen, hvortil der henvises. Justitsministeriet skal endvidere knytte enkelte yderligere bemærkninger til Rigspolitichefens redegørelse.

Tjenestemandslovgivningen indeholder ingen nærmere angivelse af, hvad der kan anses for en tjenstlig forseelse. Med udgangspunkt i tjenestemandslovens § 10 antages der at foreligge en overtrædelse i tilfælde, hvor en tjenestemand ikke samvittighedsfuldt overholder de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten viser sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I Jørgen Mathiassen: Forvaltningepersonellet (1992), s. 84 anføres om decorumkravet i tjenestemandslovens § 10

’Værdighedskravet er umiddelbart knyttet til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Kravet er således forskelligt efter stillingens art, men kan også variere efter de omgivelser, hvori hvervet udføres’.

Efter reglen i retsplejelovens § 108 har politiet til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne. Hertil kommer en række administrative opgaver, tilsyns‑ og kontrolopgaver og beredskabsopgaver m.v.

På baggrund af den retshåndhævende karakter af de arbejdsopgaver, der udføres af politiet, finder Justitsministeriet, at der må foretages en streng bedømmelse både ved vurderingen af, om der foreligger en tjenesteforseelse, jf. tjenestemandslovens § 10, og ved sanktionsvalget, jf. tjenestemandslovens § 24, såfremt en polititjenestemand gør sig skyldig i overtrædelse af straffelovgivningen, hvad enten det sker i eller uden for tjenesten.

Blandt politiets hovedarbejdsopgaver hører forebyggelse og efterforskning af berigelsesforbrydelser. En polititjenestemand vil endvidere som led i sit arbejde ofte skulle forvalte værdigenstande, der tilhører andre, ligesom polititjenestemanden som led i tjenesten vil færdes i private hjem og virksomheder. Det er derfor af afgørende betydning, at politipersonalet nyder almindelig tillid i befolkningen.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det derfor i høj grad anses for egnet til at svække politiets almindelige omdømme, når en polititjenestemand kendes skyldig i en berigelsesforbrydelse, og forholdet må anses for en alvorlig disciplinær forseelse, som må imødegås med en tilsvarende alvorlig disciplinær sanktion ved siden af den strafferetlige forfølgning. Det kan efter Justitsministeriets opfattelse i den henseende ikke tillægges afgørende betydning, om det strafbare forhold alene er henført under straffelovens § 287 som mindre strafværdigt.

Som disciplinær straf for en tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige 1/2 måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet tjenestested eller til anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet, degradation – herunder nedrykning med eet eller flere løntrin inden for samme lønramme, eller afsked, jf. tjenestemandslovens § 24, 1. pkt.

De almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelsen finder anvendelse ved afgørelsen om pålæggelse af disciplinærstraf.

Sanktionsvalget må således træffes på grundlag af en konkret bedømmelse af den begåede tjenesteforseelses karakter og grovhed sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, f.eks. den pågældendes tjenstlige forhold, herunder tidligere tjenesteforseelser, eller tidligere straffedomme, og de nærmere omstændigheder i forbindelse med begåelsen af tjenesteforseelsen eller det strafbare forhold, ligesom almindelige strafforhøjelses‑ og nedsættelsesgrunde, jf. navnlig straffelovens §§ 83‑86, vil indgå i afvejningen. Det vil endvidere sædvanligvis blive anset for en skærpende omstændighed, hvis det strafbare forhold er begået som led i tjenesten.

Om afskedigelse som disciplinær straf anføres i Hans Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, Kaj Larsen og Karsten Loiborg: Forvaltningeret (1994), s. 172f.

’Ligesom ved diskretionær afskedigelse gælder, at de almindelige forvaltningeretlige grundsætninger for skønsudøvelse finder anvendelse. Afgørelser om afskedigelse af disciplinære grunde skal således være båret af saglige hensyn, og der skal være et rimeligt forhold mellem den konstaterede tjenstlige forseelse og anvendelsen af afskedigelse som disciplinær straf’.

Under henvisning til at en berigelsesforbrydelse begået af en polititjenestemand må anses for en alvorlig disciplinær forseelse, vil den pågældende som udgangspunkt blive meddelt afsked som disciplinær straf, idet den pågældende som følge af det strafbare forhold må anses for uskikket til at forblive i stillingen, jf. tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

En vurdering af samtlige sagens omstændigheder kan imidlertid undtagelsesvis føre til en anden ‑ og mildere ‑ sanktion. Som eksempel herpå kan nævnes ministeriets afgørelse af 3. marts 1983 (j.nr. ). Sagen omhandler en politiassistent, der ved Højesterets dom af 22. oktober 1982 blev domfældt for overtrædelse af straffelovens § 287, stk. 1, jf. § 276 med 20 dagbøder á 200 kr.

Det fremgår af sagen, at politiassistenten efter sagens indledning påbegyndte psykiatrisk behandling, og at der til brug for behandlingen af sagen blev indhentet en udtalelse hos Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at den pågældende forud for den påsigtede handling i længere tid havde været psykisk belastet, uden at den pågældende dog kunne henføres til de i straffelovens § 16 eller § 69 omhandlede personkredse.

Justitsministeriet fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at følge Rigspolitichefens indstilling om afsked, og sagen blev derfor afgjort med en disciplinær straf i form af forflyttelse og degradation. Der vedlægges kopi af Højesterets, landsrettens og byrettens domme, Justitsministeriets afgørelse og Rigspolitichefens indstilling til Justitsministeriet i sagen.

Afskedigelse vil sædvanligvis ske med forkortet varsel, jf. tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Som eksempel på anvendelse af det almindelige afskedigelsesvarsel på 3 måneder i medfør af tjenestemandslovens § 28, 1. pkt., kan nævnes Justitsministeriets afgørelse af 24. april 1995 (j.nr. ). Det fremgår af sagen, at den pågældende politiassistent i Københavns Byret den 13. januar 1994 blev meddelt en advarsel for tyveri, jf. straffelovens § 276, jf. § 287, af et cykelstyr til en værdi af ca. 500 kr. fra en aflåst cykelindhegning på Københavns Politis Station 4. Det fremgår endvidere af sagen, at den pågældende havde deltaget som polititjenestemand i urolighederne på Nørrebro i 1993, og at han som følge heraf havde haft en posttraumatisk reaktion. Der vedlægges kopi af retsbogsudskrift, Justitsministeriets afgørelse og Rigspolitichefens indstilling til Justitsministeriet i sagen.

Også i sager om overtrædelse af straffelovens voldsbestemmelser anlægges typisk en streng bedømmelse ved vurderingen af, om der foreligger en tjenesteforseelse og ved udmålingen af den disciplinære reaktion. Dette gælder, uanset om forholdet er begået i eller uden for tjenesten.

Som det er ombudsmanden bekendt, har Justitsministeriet taget initiativ til en drøftelse med blandt andet Rigspolitichefen om, hvilke tjenstlige, disciplinære og eventuelt strafferetlige sanktioner, der kan tages i anvendelse ved misbrug af Kriminalregisteret. Dette spørgsmål er fortsat under behandling i Justitsministeriet, og Folketingets Ombudsmand vil blive orienteret om udfaldet af disse overvejelser.

2. Ombudsmanden har endvidere anmodet Rigspolitichefen om en udtalelse om, hvorvidt det anses for en skærpende omstændighed i relation til ansættelsesmyndighedens reaktion, hvis berigelsesforbrydelsen begås mod en ukendt trediemand.

Der henvises til det anførte i Rigspolitichefens udtalelse.

3. Ombudsmanden har endelig anmodet Justitsministeriet og Rigspolitichefen om oplysning om andre lignende sager.

Der henvises til det vedlagte materiale fra Rigspolitichefen.

...”

Ombudsmandens udtalelse

”Justitsministeriets afgørelse om at afskedige (A) blev truffet på grundlag af tjenestemandslovens §§ 10, 24 og 28. Bestemmelserne har følgende indhold

’ § 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

KRIM klagede på vegne af en vicepolitikommissær over at Justitsministeriet havde truffet afgørelse om at afskedige ham efter tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Polititjenestemanden var ved Vestre Landsret idømt 3 dagbøder a 100 kr. for tyveri ved i et supermarked at have stjålet en barberskraber til en værdi af 39,95 kr.

I forbindelse med spørgsmålet om hvorvidt disciplinærstraffen havde været for hård i forhold til forseelsens grovhed, udtalte ombudsmanden at fastsættelsen af disciplinærsanktioner efter tjenestemandslovens § 24 og strafudmåling efter straffeloven principielt beror på forskellige synspunkter. Sanktioner efter tjenestemandslovens § 24 besluttes i forhold til tjenstlige forseelser og ikke i forhold til strafbare handlinger. Straffastsættelsen kan imidlertid indgå som ét blandt flere elementer der kan inddrages i vurderingen af den tjenstlige forseelses grovhed.

Ombudsmanden udtalte endvidere at det som anført af Rigspolitichefen og Justitsministeriet måtte tages i betragtning at en polititjenestemand har til opgave at kontrollere borgernes overholdelse af strafsanktionerede regler, og at der var tale om en handling mod hvilken borgernes vigtigste værn er en politianmeldelse.

Ombudsmanden mente ikke at der var holdepunkter for kritik i anledning af afgørelsen om at afskedige politikommissæren. (J.nr. 1996-2410-812).