Indledende behandling ved politiet og statsadvokats sagsoplysning af politiklagenævnssag

Indledende behandling ved politiet og statsadvokats sagsoplysning af politiklagenævnssag

A klagede over nogle forhold i forbindelse med en politiklagenævnssag, herunder politiets indledende efterforskning, statsadvokatens oplysningsgrundlag og manglende partshøring.

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

B rettede den 27. februar 1998 kl. 20.10 henvendelse til politiet i Esbjerg idet hun ønskede at klage over A som er ansat ved politiet i Esbjerg.

Klagen blev modtaget af vagthavende ved ordenspolitiet, politiassistent C, som tillige fungerede som stedfortræder for afdelingslederen, politiinspektøren. C kontaktede herefter telefonisk politiinspektøren som bemyndigede ham til at gennemføre en samtale med B og efterfølgende nedskrive hvad der passerede i forbindelse med hendes henvendelse og samtalen.

B uddybede samme aften på politistationen sin klage over for politiassistent C. C nedskrev B’s forklaring i en afhøringsrapport under overskriften: “Vedr. ... klage over pa. (A), Esbjerg Politi.”

Af rapporten fremgik at B havde forklaret at hun dagen før, den 26. februar 1998, havde været på paskontoret sammen med sine to søstre og den ene søsters søn. Formålet med besøget var at B skulle have skrevet et af sin søsters børn i sit pas.

B’s nevø kontaktede under opholdet en politimand som også B senere talte med. Manden var ved at spise et æble. I første omgang talte de om et smykke som B havde tabt, og dernæst om muligheden for en rundvisning på politistationen for B’s nevø. Politimanden oplyste at de kunne komme op og aftale en rundvisning. Han sagde at de vidste hvor han sad. B opgav efter sin forklaring ikke sit navn eller andet til politimanden.

B forklarede endvidere at hun følte at politimanden kiggede efter hende da hun og hendes søstre sammen med drengen efterfølgende tog opstilling foran hittegodskontoret for at holde øje med en køreprøve.

Af rapporten fremgik desuden følgende

“...

D.d. kl. ca. 18.15 blev afh. ringet op på sin bopæl. Efter at afh. tog røret af telefonen og præsenterede sig, spurgte en mandsstemme, uden at præsentere sig, om afh. var klar til, sammen med hendes nevø, at få en rundtur.

Afh. svarede straks, ’det kan jeg da ikke, fordi jeg har jo ikke min nevø her’. Afh. var straks klar over, at det drejede sig om den aftalte rundvisning på Esbjerg Politistation, men troede, at det var hendes søsters mand, der ville lave en ’joke’ med hende. Afh. fandt dog hurtigt ud af, at det er alvorligt ment. Manden i telefonen svarede, ’nå, men ved du hvem jeg er’. Afh. sagde, her, at ’Du er manden på politistationen, der spiste et grønt æble’, hvilket han svarede ja til.

Manden i telefonen, spurgte så, om afh. var interesseret i selv at få en rundvisning på stationen. Afh. svarede nej til dette, idet det var hendes nevø, der skulle se stationen.

Manden i telefonen, spurgte så igen, om afh. ville ned og se stationen, uden hendes nevø, idet denne nevø var en træls eller bøvlet unge, at have med. I dette udsagn følte afh., at nevøen kun var i vejen, og at det kun var afh., som han ville have en aftale med.

I samme åndedrag sagde han, ’jeg ved jo også, hvem din fader er’, og han ville gerne diskutere hendes faders sag med hende under 4 øjne. Afh. fader navn blev ikke nævnt på noget tidspunkt.

Afh. forklarede i den forbindelse, at hendes fader, (...), var den. 4. juni 1994 blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg i 6 måneder, hvilket han dog senere blev frikendt for. Afh. mente også, at denne politimand, havde bevogtet hendes fader, under et retsmøde, hvor de pårørende havde fået lov til at tale med hendes fader i et venterum ved retten.

Afh. blev efter dette mærkelig til mode, og bange, hvorefter hun afviste, at ville komme ind på politigården og tale om denne sag.

Efter dette blev afh. igen spurgt, om hun ville komme ind og se stationen. Det virkede som om, at han ikke kunne forstå afvisningen. Afh. sagde til dette, at hun kun ville komme derind sammen med hendes nevø.

På dette tidspunkt, spurgte afh. efter, hvor han havde afh.’s telefonnummer fra. Til dette svarede han, ’os politifolk, vi har jo vores forbindelser’.

Efter dette, spurgte han, om han måtte ringe tilbage, for at aftale en for-rundvisning. Afh. svarede først ja til dette. Afh. var på dette tidspunkt, stadig noget overrumplet af situationen. Hun rettede ja-et til et nej, og spurgte, om hun ikke kunne ringe tilbage.

Personen svarede ja til dette. Afh. spurgte derfor om hans navn. Til dette svarede han, at han hed (A), og at hun kunne ringe på politistationen. Afh. sagde så, ’Vi snakkes ved’, hvorefter han svarede ’ja, ja det gør vi da.’. Herefter blev røret lagt på.

Afh. forklarede til rapporten, at hun havde indtryk af, at pgl. var beruset. Dette skønnede hun ud fra, den måde han talte på, samt at han gentog sig selv mange gange.

Afh. mente, grunden for henvendelsen var, at han enten var blevet forelsket i hende, eller han ville forsøge at ’score’ hende.

Med hensyn til omtalen af hendes fader, følte afh. ikke, at det var en trussel, men nærmere et ønske om at gøre afh. nysgerrig, således at han kunne komme til at tale med hende i enerum.

Afh. forklarede, at hun havde et vidne til samtalen, (D).

Dette vidne, opholdt sig i afh.s lejlighed, da opringningen kom.

Da afh. blev klar over, at det ikke var en ’joke’, vinkede hun vidnet over til telefonen, hvorefter vidnet lyttede til samtalen. Vidnet har overhørt samtalen fra det sted, hvor afh. spurgte manden i telefonen, om det var ham med det grønne æble.

Afh. vil gerne klage over (A)’s opførsel, idet hun følte, at både opringningen med de skjulte tilbud, og omtalen af hendes fader var utilstedelig.

...”

Den 3. marts 1998 fremsendte Politimesteren i Esbjerg afhøringsrapporten til Statsadvokaten i Sønderborg med henblik på at statsadvokaten indledte en nærmere undersøgelse i sagen.

Den 27. marts 1998 foretog statsadvokaten indenretligt forhør af D ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.

D bekræftede i sin forklaring B’s forklaring vedrørende telefonsamtalen, herunder at D overhørte en del af samtalen.

Den 29. april 1998 klagede A til Statsadvokaten i Sønderborg. A’s advokat havde på dette tidspunkt modtaget et kopisæt af sagen vedrørende A.

I klagen anførte A blandt andet følgende

“...

Af kopisættet kan jeg se, at politiassistent (C) den 27. februar 1998 optager afhøringsrapport, som er den modtagne klage.

Som det fremgår af retsplejelovens § 119 (1019, min rettelse) er det statsadvokaten der behandler klager over politipersonalets adfærd, og klager skal stiles direkte til statsadvokaten. Kun uopsættelige undersøgelsesskridt kan politiet foretage på egen hånd, og det var ikke nødvendigt i nærværende sag.

Det fremgår af politimestercirkulære nr. 6/1995 fra politimester Illum, Esbjerg, at der som retningslinie for modtagelse af klager ved mundtlige henvendelser skal henvises til en samtale med en afdelingsleder eller dennes stedfortræder, med mindre der åbenbart er tale om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten eller en alvorlig klage over politipersonalets adfærd i tjenesten, hvilken adfærd helt åbenbart ikke kan karakteriseres som en ’mindre klage’.

Det er min opfattelse, at anmeldelsen i form af en egentlig afhøringsrapport medfører, at (jeg) ikke får det fair play som lovændringen i 1995 tilsigter. Herudover finder jeg det forkert, at statsadvokaten lægger rapporten til grund som afhøringsrapport, idet vidnet efterfølgende bliver afhørt med udgangspunkt i rapporten.

Statsadvokaten burde have indkaldt klageren til rapportoptagelse i henhold til Retsplejelovens bestemmelser og eventuelt efterfølgende have afhørt vidnet.

Var den korrekte fremgangsmåde blevet fulgt af politiet, dels ved anmeldelsen hvor et efterfølgende møde med en afdelingsleder måske kunne have medført klagens bortfald, dels ved at statsadvokaten ved afhøringen af klageren selv måske ved visitation kunne have afvist klagen har medført, at (jeg) stilles ringere end (jeg) burde have gjort ved den verserende sag.

...”

Den 4. maj 1998 foretog statsadvokaten indenretligt forhør af A ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag. A blev afhørt uden sigtelse og med sin advokats tilstedeværelse.

Af A’s forklaring fremgik at han havde en anden opfattelse af det passerede end B. A havde forklaret at B, hvis ene søster og far han kendte, rettede henvendelse til ham 2-3 gange under sit besøg på politistationen den 26. februar 1998.

A forklarede videre at B havde sagt til ham at det var hende som tog sig af rundvisningen sammen med nevøen, og at hun uden forbehold accepterede at A skulle sætte sig i forbindelse med hende.

Om baggrunden for telefonopkaldet oplyste A at han havde undersøgt om der var en rundvisning på trapperne hvilket der ikke var. A måtte derfor henvise til en kollega der havde med den slags at gøre.

Af afhøringsrapporten fremgik desuden at A havde forklaret at han ringede fredag den 27. februar 1998 efter at have været til et møde hvor han havde indtaget højst 3 øl og 2 snapse. Han følte sig ikke påvirket, i hvert fald ikke i en grad så han ikke kunne føre en almindelig samtale.

A forklarede at han præsenterede sig i telefonen og oplyste at det drejede sig om rundvisningen, men at han ikke nåede længere, da han “fik en spand lort i hovedet” og blev bebrejdet at han ringede sent, og at de ikke havde nogen aftale om rundvisning. Han forsøgte herpå at dæmpe B ned.

A tilkendegav desuden at han ikke havde truet eller udnyttet sin stilling, og forklarede at der ikke på nogen måde var bagtanker med opkaldet. Han kunne ikke huske at han skulle have foreslået B at komme ind på stationen samme aften, og han huskede ikke at have tilbudt B en rundvisning alene, men han vil dog ikke afvise dette sidste punkt.

At han havde nævnt faderens sag, forklarede A med at han prøvede alt for at få B ned på jorden igen.

Den 20. maj 1998 foretog statsadvokaten indenretligt forhør af kontorfuldmægtig E ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.

E er ansat ved politiet i Esbjerg og var til stede ved B’s ophold på politistationen den 26. februar 1998.

E forklarede at hun ikke kendte B. Hun forklarede at hun observerede at en høj lyshåret dame var henne for at tale med A. E fulgte ikke med i samtalen og var ikke i stand til at gentage hvad der var blevet sagt.

Samme dag, den 20. maj 1998, foretog statsadvokaten indenretligt forhør af kontorassistent F ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag.

F er ansat ved politiet i Esbjerg og var ligesom E til stede ved B’s ophold på politistationen den 26. februar 1998.

F forklarede at hun havde et vist kendskab til B som hun havde gået i skole med.

F forklarede at det var hende som ekspederede B’s søster ved skranken. Hun havde observeret at B var henne hos A, men hun kunne ikke høre hvad de talte om. Hun forklarede at de grinte og snakkede sammen som almindelig hyggesnak.

Den 1998 meddelte Statsadvokaten i Sønderborg A sin afgørelse i anledning af A’s klage over politiets afhøring af B og over at statsadvokaten lagde afhøringsrapporten til grund for sin undersøgelse. Statsadvokaten havde forinden indhentet en udtalelse fra Politimesteren i Esbjerg.

Af brevet fremgik blandt andet følgende

“...

Politimesteren har blandt andet udtalt, at han er af den opfattelse, at der i forbindelse med (B)’s klage er henholdt helt i overensstemmelse med retningslinierne i politimestercirkulære nr. 6/95. Politimesteren har endvidere bemærket, at det fremgår af pa. (C)’s afhøringsrapport af 27. februar 1998, at (B) rettede henvendelse til stationen fredag aften kl. 20.10 for at klage over en politiassistent. På dette tidspunkt er vagthavende hos ordenspolitiet stedfortræder for politiinspektøren. Politiassistent (C) forelagde telefonisk sagen for politiinspektøren og blev her bemyndiget til at gennemføre samtalen med (B) og efterfølgende notere klagerens forklaring ned. Formålet med samtalen var at afklare klagens karakter. Politimesteren har endelig oplyst, at politirapporten af 27. februar 1998 svarer til de notitser, der ofte udarbejdes i anledning af klager over politiet. Politimesteren er af den opfattelse, at det indledende arbejde er i overensstemmelse med de retningslinier, der er fastlagt for behandling af klagesager efter 1. januar 1996.

Det fremgår af retsplejelovens § 1019, stk. 3, at politiet på egen hånd, kan foretage uopsættelige undersøgelsesskridt, som politiet snarest muligt skal underrette statsadvokaten om. Det samme gælder vedrørende mulige straffesager mod politiet, jfr. retsplejelovens § 1020 b, stk. 3. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget vedr. behandlingen af klager over politipersonalet m.v. har disse bestemmelser et snævert anvendelsesområde og tilsigter at undgå bevistab.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at selv om det er statsadvokaten, der behandler klager over politiets adfærd, forudsættes det, at den hidtil fulgte praksis vedrørende politiets behandling af mindre klager opretholdes. Således vil små klager kunne afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Politiet skal udfærdige en notits om det passerede, som skal sendes til statsadvokaten, der så kan få lejlighed til, eventuelt af egen drift, at iværksætte en nærmere undersøgelse. Notitsen skal tillige fremsendes til politiklagenævnet ved statsadvokatens foranstaltning. Der kan tillige henvises til betænkning nr. 1278, kap. 11, afsnit 4.

For at kunne vurdere klagen, og bedømme om der er tale om en mindre klage, der kan afsluttes med en samtale med en overordnet polititjenestemand, er det efter min opfattelse i overensstemmelse med politiklagenævnsordningen, at klageren overfor politiet afgiver forklaring om det passerede i en situation som i denne konkrete sag.

For så vidt angår (B)’s henvendelse, viste der sig at være behov for en mere detaljeret forklaring, der blev skrevet ned i en afhøringsrapport, som Politimesteren videresendte til statsadvokaturen.

(B)’s klage er efter min opfattelse en alvorlig adfærdsklage. Sagen giver endvidere grundlag for mistanke om overtrædelse af straffelovens § 150. Dette kunne imidlertid først vurderes efter at (B) havde forklaret om det passerede. Sagen blev derpå straks videresendt til statsadvokaten.

Det er min opfattelse, at der ikke er grundlag for at kritisere politiets indledende dispositioner i sagen.

De nævner i Deres skrivelse af 29. april 1998, at statsadvokaten burde have indkaldt klageren til afhøring, og først derefter afhørt vidner i sagen. (B)’s forklaring til politiet er efter min opfattelse forholdsvis detaljeret. Der er intet grundlag for at antage, at afhøringen ikke er foregået forsvarligt, og (B) har gennemlæst og godkendt forklaringen. På den baggrund ville det efter min opfattelse være unødvendigt dobbeltarbejde, at anmode hende om at gentage forklaringen for en medarbejder fra statsadvokaturen. Det ville endvidere forhale sagens videre ekspedition, hvilket ingen kan være interesseret i. Jeg har imidlertid indkaldt (B) til efterafhøring, således at hun kan foreholdes de fremkomne oplysninger i sagen.

Jeg mener således ikke, at (Deres) retssikkerhed er blevet tilsidesat i forbindelse med sagens behandling.

...”

Den 22. juni 1998 blev B afhørt ved Retten i Esbjerg hvilket fremgik af afhøringsrapport af samme dag. Hun gentog i alt væsentligt den forklaring som fremgik af politirapporten af 27. februar 1998.

A påklagede den 23. juni 1998 statsadvokatens afgørelse af 2. juni 1998 til Rigsadvokaten. I klagen anførte A blandt andet følgende

“...

Politiassistent (C) blev herefter beordret til at indkalde klageren straks til stationen for at foretage en decideret afhøring til rapport. Sidstnævnte har politiassistent (C) udtalt og forklaret over for (mig).

Ovenstående fremgangsmåde er klart i strid med Justitsministeriets cirkulæreskrivelse til Anklagemyndigheden og Politiet vedrørende behandling af klager over politipersonale m.v. af 29. december 1995 samt Rigsadvokatens cirkulære til samtlige politimestre af 14. juni 1996.

Det fremgår af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse side 2, 3. afsnit, at ’politiet i adfærdsklager udelukkende kan foretage uopsættelige undersøgelsesskridt, der ikke kan afvente at statsadvokaten indleder sin undersøgelse af en konkret sag.

Formålet med bestemmelsen, som har et snævert sigte er at undgå bevistab som følge af den korte tid der i praksis efter omstændighederne vil kunne gå, før statsadvokaten kan tage sig af sagen’. Det fremgår endvidere under punkt 3, straffesager mod politiet, at samme fremgangsmåde skal ske i straffesager mod politipersonale.

Under punkt 7 i cirkulæret er anført ’behandlingen af mindre klager’.

Af andet afsnit fremgår det, at ’mange små klager bliver afgjort ved en samtale mellem overordnet polititjenestemand og klageren, hvorved fejltagelser og misforståelser opklares, og klageren vil undertiden være tilfreds hermed.

I nogle tilfælde vil klageren umiddelbart kunne få medhold i sin klage, f.eks. hvor den indklagede polititjenestemand erkender at have opført sig ukorrekt.

Såfremt klageren i sådanne tilfælde modtager beklagelse af det passerede med tilsagn om at forholdet vil blive påtalt, og han erklærer sig tilfreds hermed, vil der ofte ikke være behov for at iværksætte nogen undersøgelse. Klageren må imidlertid af politiet vejledes om den formelle klagemulighed ved statsadvokaten, og politiet må udfærdige en notits om det passerede, som forelægges for statsadvokaten’.

I den konkrete sag foreligger ingen risiko for tab af bevis, og der er ingen anledning til at foretage uopsættelige skridt. Ej heller har muligheden for en samtale med en overordnet tjenestemand, som ovenfor anført, været forsøgt.

...”

Den 8. juli 1998 meddelte Rigsadvokaten A sin afgørelse efter at have indhentet en udtalelse fra statsadvokaten. Rigsadvokaten erklærede sig enig i statsadvokatens afgørelse af 2. juni 1998 og lagde vægt på de samme forhold.

Den 31. august 1998 meddelte Statsadvokaten i Sønderborg A sin afgørelse i politiklagesagen. Sagen havde forinden været forelagt politiklagenævnet der havde erklæret sig enig i afgørelsen.

Det fremgik af afgørelsen at statsadvokaten ikke fandt grundlag for at rejse sigtelse over for A for overtrædelse af straffelovens § 150 og § 155. Statsadvokaten indstillede på baggrund heraf sin efterforskning i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.

Statsadvokaten udtalte imidlertid, at A ikke burde have foretaget opringningen efter at have indtaget spiritus, at A ikke burde have inviteret B ind på stationen til en rundvisning, og at han ikke burde have tilkendegivet at han ville have en samtale under fire øjne om faderens tidligere sag.

Statsadvokaten udtrykte sin beklagelse over for B og underrettede Politimesteren i Esbjerg om sin afgørelse med henblik på en eventuel disciplinær reaktion over for A.

Den 28. september 1998 påklagede A statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten besvarede klagen den 3. december 1998 efter at have indhentet en udtalelse fra Statsadvokaten i Sønderborg.

Rigsadvokaten anførte blandt andet følgende

“...

De har i Deres skrivelse af 1. oktober 1998 anført, at (De) ikke har fået adgang til kontradiktion i anledning af genafhøringen af (B) den 22. juni 1998.

Statsadvokaten har i sin udtalelse til mig anført, at sagen - som anført ovenfor - har været behandlet som en potentiel straffelovsovertrædelse efter retsplejelovens kapitel 93 c. Statsadvokaten har derfor ikke fremsendt sagsfremstilling, hvilket er baggrunden for, at der ikke er givet adgang til kontradiktion efter genafhøring af klageren.

Jeg kan tilføje at forvaltningslovens regler om partshøring ikke gælder i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. lovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 9, stk. 3.

Jeg kan herefter meddele, at jeg ikke har fundet grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse, hvorefter statsadvokaten beklager det passerede.

Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på de samme forhold, som statsadvokaten har anført som begrundelse for sin afgørelse. Jeg finder dog, at det selv om det måtte lægges til grund, at (B) hidsede sig op, yderligere må anses for kritisabelt, at faderens sag, der var afsluttet ved Vestre Landsrets dom af 23. november 1994, er blevet bragt på bane af (Dem).

...”

A klagede herefter til mig.

I forbindelse med min behandling af klagen udtalte Statsadvokaten i Sønderborg blandt andet følgende

“...

Jeg finder det ikke afgørende om de indledende oplysninger skrives i en rapport med overskriften ’notits’ eller en rapport med overskriften ’afhøringsrapport’. De indledende oplysninger medførte, at sagen straks blev videresendt til statsadvokaturen jfr. sagens bilag 1.

Vedr. Politimestercirkulære nr. 6/95 fra Politimesteren i Esbjerg bemærkes, at dette findes at være i overensstemmelse med både intentionerne vedr. notitsklager og den måde, hvorpå ordningen administreres i praksis. De øvrige retningslinier findes tillige at være i overensstemmelse med reglerne vedr. klager/anmeldelser mod polititjenestemænd. Det kan i praksis i en konkret situation være en vanskelig afgrænsning, om en klager skal afskæres fra at udtale sig i en situation, hvor klagen ser ud til at være udenfor ’notitsområdet’, men hvor klager har et ønske om at udtale sig.

...”

Statsadvokaten henholdt sig i øvrigt til sin afgørelse af 2. juni 1998. Rigsadvokaten henholdt sig til statsadvokatens udtalelse samt til sin afgørelse af 8. juli 1998.

Ombudsmandens udtalelse

“Jeg har forstået Deres brev som en klage over statsadvokatens og Rigsadvokatens afgørelse af henholdsvis 2. juni og 8. juli 1998. Jeg har således ikke forstået henvendelsen som en klage over afgørelsen i politiklagenævnssagen, dvs. afgørelsen i selve sagen om adfærdsklagen.

Deres klage angår således dels spørgsmålet om politiets afhøring af (B), dels det forhold at statsadvokaten lod politiets afhøringsrapport indgå som en del af grundlaget for sin undersøgelse, og endelig statsadvokatens manglende partshøring.

1. Politiets afhøring af (B)

Ved lovændring af 1. januar 1996 blev retsplejelovens bestemmelser om behandling af klager over politiet ændret (lov nr. 393 af 14. juni 1995 om ændring af retsplejeloven). Lovændringen havde blandt andet baggrund i betænkning 1278/1994 om behandlingen af klager over politipersonale.

Bestemmelserne indebærer at klager over politiet skal undersøges og afgøres af statsadvokaterne. Dette gælder både adfærdsklager, dvs. klager over politiets opførsel der kan føre til disciplinære reaktioner, og straffesager, dvs. klager hvor det skal undersøges om der er grundlag for at rejse strafferetlig tiltale imod politipersonale på grund af adfærd i tjenesten.

Lovændringen var blandt andet begrundet i et ønske om at politiet ikke længere skulle undersøge og afgøre klager over sig selv sådan som det tidligere var tilfældet.

Klager over politiet skal således efter bestemmelserne indbringes for statsadvokaten (lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1998 om rettens pleje, § 1019 og § 1020).

Dette indebærer imidlertid ikke at politiet ikke kan modtage, videresende og i et vist begrænset omfang behandle sager om politiet. Således fremgår det af lovens forarbejder at den hidtidige praksis hvorefter mindre klager kan behandles af politiet, opretholdes. Der er blandt andet anført følgende herom i lovens forarbejder (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 3565)

’...

Selv om det efter den foreslåede bestemmelse er statsadvokaten, der behandler klager over politipersonalets adfærd, forudsættes det, at den hidtil fulgte praksis vedrørende politiets behandling af mindre klager opretholdes, afsnit 3.1.2. Efter denne praksis bliver mange småklager afgjort ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Klageren må imidlertid af politiet vejledes om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og politiet må udfærdige en notits om det passerede, som forelægges for statsadvokaten, således at statsadvokaten kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en undersøgelse af egen drift.

...’

Efter bestemmelserne i retsplejelovens § 1019, stk. 3, og § 1020, stk. 3, kan politiet på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt, dvs. undersøgelsesskridt der ikke kan afvente at statsadvokaten indleder sin efterforskning. Bestemmelserne har til formål at undgå bevistab som følge af den tid der kan gå før statsadvokaten kan tage sig af sagen. Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde. Statsadvokaten skal snarest muligt underrettes om sådanne efterforskningsskridt (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 3565).

Politiets visitering af klager over politipersonalets adfærd er desuden reguleret ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse til Anklagemyndigheden og Politiet vedrørende klager over politipersonale m.v. af 29. december 1995 og Rigsadvokatens cirkulære til samtlige politimestre af 14. juni 1996. Jeg henviser til citaterne herfra ovenfor (...).

I Esbjerg politikreds gælder endvidere politimestercirkulære nr. 6/1995 af 29. december 1995. Af cirkulæret fremgår blandt andet følgende

’...

RETNINGSLINIER FOR MODTAGELSE AF KLAGER.

Selve modtagelsen.

Mundtlige henvendelser.

1. Tilkendegiver en borger et ønske om at klage over politipersonalet, henvises klageren til en samtale med en afdelingsleder eller dennes stedfortræder,

medmindre der åbenbart er tale om

enten

a. en anmeldelse om et strafbart forhold begået af politipersonalet i tjenesten,

eller

b. en alvorlig klage over politipersonalets adfærd i tjenesten, hvilken adfærd helt åbenbart ikke kan karakteriseres som en ’mindre klage’.

...

DEN UMIDDELBARE EFTERFØLGENDE EKSPEDITION.

1. Under afdelingslederens samtale med klageren søges afdækket, om der alene er tale om en alvorlig ment adfærdsklage, en dispositionsklage, en klage over en materiel afgørelse eller en blanding af forskellige kategorier af klager.

...’

Det fremgår af sagen at klagen mod (Dem) i første omgang blev modtaget af den vagthavende politiassistent som tillige fungerede som stedfortræder for afdelingslederen, politiinspektøren, og at den vagthavende umiddelbart herefter blev bemyndiget af politiinspektøren til at gennemføre en samtale med klageren og efterfølgende nedskrive hvad der passerede i forbindelse med samtalen.

Det fremgår ikke af sagen hvilke oplysninger den vagthavende politiassistent modtog da klagen i første omgang blev indgivet af (B). Jeg kan derfor ikke vurdere om det på dette tidspunkt burde have stået den vagthavende politiassistent klart at der åbenbart var tale om en klage som efter politimestercirkulære 6/95 ikke burde behandles af politiet. Jeg lægger på baggrund af sagens øvrige oplysninger til grund at dette ikke var tilfældet.

Dette forløb er derfor, som det er forelagt for mig, i overensstemmelse med visitationsordningen ved politiet som den er fastlagt i politimestercirkulære for Esbjerg politi nr. 6/1995 af 29. december 1995.

Uanset at indholdet af samtalen blev noteret i form af en afhøringsrapport, mener jeg ikke at der var tale om et egentligt efterforskningsskridt. Derimod havde samtalen til formål at klarlægge den mundtlige klages karakter, herunder om der var tale om anmeldelse af et strafbart forhold, eller om en adfærdsklage som efter omstændighederne kunne afgøres ved en samtale sådan som det er forudsat i lovens forarbejder.

Jeg kan derfor ikke kritisere politiets fremgangsmåde.

2. Statsadvokatens inddragelse af afhøringsrapporten af 27. februar 1998 i sin undersøgelse

I lyset af de synspunkter som jeg har anført ovenfor, kan jeg ikke kritisere at statsadvokaten lod afhøringsrapporten af 27. februar 1998 indgå som en del af grundlaget for sin undersøgelse.

Jeg lægger herunder vægt på at rapporten, uanset dennes form af en afhøringsrapport udarbejdet af politiet, udgjorde et skriftligt grundlag for klagen som var underskrevet af klageren og således måtte kunne sidestilles med en klage udformet af klageren selv.

3. Statsadvokatens manglende partshøring

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1019e, stk. 4, som gælder for adfærdsklager, skal den beskikkede advokat løbende have tilsendt genpart af det materiale som statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Der er ikke tale om en egentlig partshøring da den løbende orientering ikke udtrykkeligt er fulgt af nogen adgang til at fremkomme med en udtalelse. Den beskikkede advokat har endvidere ikke adgang til at overlevere det fremkomne materiale til sin klient eller andre (lovens § 1019, stk. 4). Bestemmelsen er ikke gentaget i lovens kapitel 93c om straffesager idet der her henvises til retsplejelovens almindelige bestemmelser om behandling af straffesager (lovens § 1020g).

Regler om partshøring findes i forvaltningsloven hvis § 19 indeholder følgende bestemmelser

’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

...

4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,...”

Forvaltningslovens § 9, som indleder lovens kapitel 4, indeholder følgende bestemmelse

’ § 9.

...

Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. dog § 18.’

Som det fremgår af sagen, behandlede Statsadvokaten i Sønderborg indledningsvis klagen imod (A) som en potentiel straffelovsovertrædelse efter retsplejelovens kapitel 93c. Statsadvokatens efterforskning havde således blandt andet til formål at undersøge om der var grundlag for at sigte (A) for overtrædelse af straffelovens § 150 og § 155 ved at have misbrugt sin stilling til at forsøge at tvinge (B) til at komme ind på politistationen.

Jeg finder ikke grundlag for at kritisere at statsadvokaten ikke partshørte (Dem) i det tidsrum hvor sagen blev behandlet som en potentiel straffesag.

Fra det tidspunkt da statsadvokaten traf beslutning om at opgive strafferetlig forfølgning, men fastholdt at ville udtale kritik af (A)’s adfærd, ændrede sagen karakter bl.a. således at partshøringsforpligtelsen efter den ovenfor gengivne bestemmelse i forvaltningslovens § 19 indtrådte.

Rigsadvokaten har i den ovenfor delvis gengivne afgørelse af 3. december 1998 om partshøringsforpligtelsen henvist til at der var tale om en potentiel straffelovsovertrædelse, og at forvaltningslovens regler om partshøring ikke gælder i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 9, stk. 3.

Jeg går ud fra at Rigsadvokaten med dette alene sigter til tiden forud for beslutningen om at opgive påtale.

Pligten til at foretage partshøring efter forvaltningslovens § 19 foreligger alene i de tilfælde hvor myndigheden er kommet i besiddelse af (nye) oplysninger om faktiske forhold som er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som parten må antages ikke at være bekendt med.

Da (B)’s forklaring i retten den 22. juni 1998 ikke indeholdt sådanne oplysninger, foretager jeg ikke mere vedrørende partshøringsspørgsmålet.

Jeg foretager mig ikke mere i sagen.

...”

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

I forbindelse med en klage over en politiassistent blev klageren afhørt, og der blev optaget rapport om det forklarede. Uanset at indholdet af samtalen blev noteret i form af en afhøringsrapport, mente ombudsmanden ikke at der var tale om et egentligt efterforskningsskridt. Derimod havde samtalen til formål at klarlægge den mundtlige klages karakter, herunder om der var tale om anmeldelse af et strafbart forhold eller om en adfærdsklage som efter omstændighederne kunne afgøres ved en samtale. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere at politimesteren ikke straks henviste klageren til at henvende sig til statsadvokaten.

Ved efterforskningen af klagen lod statsadvokaten politiets afhøringsrapport indgå som en del af grundlaget for sin undersøgelse. Ombudsmanden kunne ikke kritisere dette. Ombudsmanden lagde vægt på at rapporten, uanset dens form af en afhøringsrapport udarbejdet af politiet, udgjorde et skriftligt grundlag for klagen. Afhøringsrapporten var underskrevet af klageren og måtte således kunne sidestilles med en klage udformet af klageren selv.

Politiassistenten klagede over at han ikke var blevet partshørt i forbindelse med en genafhøring af klageren. Ombudsmanden udtalte at sagen fra det tidspunkt da statsadvokaten traf beslutning om at opgive strafferetlig forfølgning, men fastholdt at ville udtale kritik af politiassistentens adfærd, ændrede karakter således at partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 indtrådte. Da der imidlertid ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger under genafhøringen, kunne ombudsmanden ikke kritisere at partshøring ikke havde fundet sted. (J.nr. 1999-0556-609).