Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring

Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring

A, som indtil september 1997 var ansat som socialchef i Hillerød Kommune, rejste i 1995 over for borgmesteren spørgsmål om sin arbejdssituation. Baggrunden var at formanden for kommunens socialudvalg, B, efter A’s opfattelse blandede sig på en uheldig måde i socialforvaltningens behandling af konkrete sager.

I april 1995 orienterede A mundtligt B, som var indvalgt for Det Konservative Folkeparti og formand for socialudvalget, om at hendes henvendelser til socialforvaltningen skulle gå gennem ham.

Den 3. maj 1995 orienterede A hende skriftligt om at hun efter hans mening ikke overholdt de retningslinier han havde orienteret om i april 1995. I begyndelsen af maj 1995 underrettede A kommunaldirektør C og borgmester D herom (D var valgt for Venstre). I tilslutning hertil sendte han den 19. maj 1995 et notat til kommunaldirektøren om B’s handlinger. I notatet anførte han bl.a.

“Følgende samarbejds‑ og kommunikationsmodel har været aftalt med (B) de 4 år jeg har været i forvaltningen

1. Al kontakt til socialforvaltningen går som udgangspunkt gennem enten mig selv eller (E) (vicesocialchef, min bemærkning).

2. Faktuelle tilgængelige oplysninger kan (B) hente direkte hos relevante medarbejdere.

3. Hvor (E) eller jeg ikke er til stede, gælder almindelig sund fornuft gående på, at (B) i hastende sager naturligvis kan kontakte og drøfte problemstillinger med medarbejdere.

Ovenstående model finder jeg rigtig og brugbar. Problemet er blot, at den har været aftalt med (B) 6‑8 gange hvor hun efterfølgende systematisk har brudt den.

Såfremt vi ikke kan sikre en overholdelse af ovenstående samarbejdsmodel er jeg nødt at gøre opmærksom på følgende konsekvenser

Der vil blive tale om et unødvendigt ressourcespild af medarbejdere i forvaltningen.

Der vil forekomme fejl i sagsbehandlingen.

Der vil opstå misforståelser i kommunikationen, herunder servicering af socialudvalget.

Der vil forekomme politisk pres/pression overfor medarbejdere i konkrete sager.

Der vil forekomme ulovlige beslutninger.

Der vil være tale om uacceptable vilkår for min forvaltningsledelse.

Som sagt er det eneste problem udelukkende, at (B) ikke ønsker at acceptere en normal velfungerende samarbejds‑ og kommunikationsmodel med forvaltningen. Det er min klare opfattelse, at Økonomiudvalget med Borgmesteren i spidsen har et problem med at sikre en fornuftig normal politisk ledelse af socialudvalget.

Udover ovenstående problemfelt, har jeg overfor (B) gjort opmærksom på, at jeg ikke længere deltager i at realisere det jeg kalder for (B)’s lunefulde diffuse personalepolitik gående på, at ledere i forvaltningen, som af den ene eller anden årsag falder i unåde skal fjernes fra deres stilling, uanset min orientering om, at de pågældende personer intet forkert har foretaget sig, og virker tilfredsstillende i deres funktion.

Den sidste konflikt vi har haft nærmer sig næsten det groteske. Der er tale om ... som beskyldes for de mest fantastiske forhold, meget i stil med de historier (B) sender ud i de politiske cirkler vedr. undertegnede.

Jeg vedlægger samtidig til din orientering lidt løst materiale, der giver en lille stemningsbeskrivelse af situationen.

Til orientering kan jeg endvidere oplyse, at (B) har kontaktet den centrale pladsanvisning 8‑10 gange vedr. (...)’s barnebarn. Dette samtidig med, at familien naturligvis kører en helt normal kontakt til medarbejderne.”

Det materiale der henvistes til, var tre notater om B’s henvendelser i enkeltsager. Notaterne havde følgende indhold

“...

Følgende henvendelser er noteret i ældre/handicapafdelingen

1. Marts 1993

(B) anmoder om at tilsynsførende (F) husker sygepl. på at dryppe øjne hos ... og spørger ind til, om hj.hj. fungerer + henviser til fru ... (P.S. sønnens søster er ..., hvormed hj.hj.afd. i forvejen har et tæt samarbejde).

2. 26.4.93

(B) anmoder om at Familien... får tilbudt hovedrengøring.

3. 5.5.93

(B) vedr. ...

Ældre/handicapafd. anmodes om at vurdere ... mhp vis. til ældrebolig med senere flytning til bolig i ..., hvor søn bor.

4. 27.5.93

I forbindelse med OBS‑opholdet til ... kaldes (G) til møde med (B), hvor bror til ... er til stede.

5. en dag i maj 93

Sygepl. (H) får besked om at følge med (B) på besøg hos Fru...

6. 8.11.93

Fru (B) henvender sig til ældre/hand.afd. med forespørgsel vedr. hj.hj./døgnpleje til Fru ... da denne borger meget ofte ringer både til hr. og fru (B).

7. 8.11.93

(B) ønsker tilsynsf.sygepl.vurdere behov hos ... hvor ægtefællen netop er død.

(B) får meldingen fra byrådsmedl. (I).

8. 8.11.93

(B) taler ved samme lejlighed om hj.hj.-kollektivets adresse hos ...

9. 8.11.93

(B) påpeger behov for pl.hjem til ...

10. 16.11.93

(B) ringer og hører ind til, om der er for mange timers hj.hj. til ... da (B) er orienteret om, at hj.hj. er med i bilen ved dyrlægebesøg + til bilvask.

11. 16.11.93

(B) forhører sig i samme moment om evt. udvidelse af hj.hj. til at ordne grøntsager hos ...

12. 18.11.93

... er til samtale med (B) der igen ringer til ældre/handicapafd. for at bekræftige aftalen 2 gange både kl. 15 og kl. 15.45. (Den tilsynsførende hj.hj.leder har besøgt begge hjem ... og ... for at tage vurderingerne op på ny).

Konklusion: ... har timer efter behov, meget plejekrævende.

Får udvidet hj.hj. med ½ time pr. dag til grøntsagsskrælning.

13. 9.12.93

(B) henvender sig vedr. hovedreng. (gardiner) hos ...

Efterfølgende har (G) samtaler med hovedrengøringsholdets 2 hjælpere på skift + skriftligt resume fra hver + samtaler og skriftligt resume fra de tilsynsf. hj.hj. ledere + overassistenterne + (J).

14. 16.12.93

(G) har møde hos (B). (B) anmoder (G) om at ringe ... op vedr. de 2 rengøringshjælpere ikke har vasket gardinerne. Vi kan ikke gøre mere.

15. 16.12.93

(G) ringer ... op.

16. 20.12.93

Borgmester (K) forhører sig om boligtilbud/hj.hj./OBS‑ophold til ... efter opkald fra ... samme dag. Borgmesteren anmoder om at ... OBS‑ophold forlænges til 1.2.1994.

17. 28.12.93

(E) meddeler, at (B) ønsker endelig afgørelse af gardinsagen hos ...

(G) laver skriftlig redegørelse for orientering til hovedreng.hold vedr. rengøring i samarbejde med den enkelte borger m.v.

18. 3.1.94

Ældre/handicapafd. pålægges af (B) at betale nye gardiner til ... idet sagen må afsluttes.

19. 10.1.94

Ergoterapeut (L) ringes op af (B) vedr. ændring af boligmæssige forhold ...”

“9.3.95

Opr. d.d. fra (B) som har ... til samtale, vedr. hendes ans. om § 43 til frisør. (B) giver udtryk for ikke at kunne forstå at det er noget problem hun mener at sag må være oplagt og hun kan ikke forstå at det skal tage så lang tid at behandle den. Ut svarer at pgl. har været til samtale for en md. siden og at jeg afventer lægepapirer. (B) giver atter udtryk for at at det ikke kan være så vanskeligt at tage stilling til, og hun vil gerne vide hvornår den kan komme på samråd, siger desuden at det jo må gå hurtigt da pgl. har fundet en der vil have hende i lære. Oplyser desuden at hun jo også har en mening om sagen.

17.3.95

Opringning igår torsdag kl. 18.00 fra (B), som oplyste at hun var blevet kontaktet af ... (B) gav udtryk for at hun ikke kunne forstå at det skulle være så vanskeligt at få bevilget en § 43 til ... mente at det jo måtte være temmelig oplagt, kunne ikke forstå at ut skulle spørge til om hun havde pasning til børnene da disse jo er ... år og ... år, stillede sig ligeledes uforstående overfor at jeg havde spurgt til om ... havde andre erhvervsønsker end frisør, ... mente at ... nærmest havde sagt at hun ikke ville blive bevilget en § 43 til frisør. Efter hendes mening udsatte jeg ... for et urimeligt pres. Hun gav udtryk for at det at spørge til om ... havde andre erhvervsønsker måtte være et udtryk for at forvaltningen ville gå med både livrem og seler, hun spurgte desuden om hun skulle skrive dette til ...”

“4.4.94

Soc.udv.form. (B) anmodet om at få ovennævntes sag.

6.4.95

Kl. 17.35 opr. fra (B), der opl. at hun sidder og drøfter ...s sag med (M) og (N) fra Egeborg.

(B) spørger: Er ... kommet ud i noget skidt hvortil jeg svarer nej.

Næste spørgsmål: Lever ... et ordentligt liv. Jeg svarer at han lever sammen med sin kæreste. ... er meget positiv - har lært mig en masse om, hvordan det er at være alkoholiker. Endvidere arbejder han sammen med Misbrugscenteret om et projekt. Så spørges der om han tjener penge ved dette. Hertil svares nej.

Jeg føler mig som et stort ?tegn.”

Den 22. maj 1995 udarbejdede kommunaldirektøren et notat om forholdet mellem de stående udvalg og forvaltningerne. Notatet havde bl.a. følgende indhold

“...

Der tilkommer principielt ikke de enkelte udvalgsmedlemmer nogen adgang til på egen hånd at rekvirere oplysninger fra forvaltningen eller de kommunale institutioner, idet en konsekvens af at borgmesteren overfor kommunalbestyrelsen har ansvaret for ledelsen af forvaltningen er, at alle henvendelser fra kommunalbestyrelsen eller fra et af dens medlemmer til den kommunale forvaltning må foregå via Borgmesteren eller med dennes samtykke.

I praksis er det imidlertid i mange kommuner accepteret at mere rutineprægede henvendelser, f.eks. indhentelse af oplysninger sker direkte til en ansat i kommunen, eventuelt således at borgmesteren efterfølgende underrettes af forvaltningen om henvendelsen, og sådan er det da også foregået i Hillerød Kommune i flere år.

Inden for det stående udvalgs sagsområde vil normalt en eller flere administrationsgrene varetage det daglige arbejde. I de spørgsmål, som behandles af de ansatte, og som skal eller vil kunne behandles af udvalget, har udvalget en almindelig instruktionsbeføjelse og omgørelsesadgang. Udvalget vil tillige kunne træffe beslutning om, hvordan de ønsker at blive orienteret fra administrationen om dennes daglige arbejde. Udvalget fastsætter således selv beslutnings‑ og informationsniveauet i forhold til administrationen, men dette skal naturligvis ske med respekt af Byrådets beslutninger samt Økonomiudvalgets‑ og Borgmesterens beføjelser med hensyn til tilrettelæggelse af det daglige arbejde.

I samarbejdet mellem forvaltningens øverste chef og den pågældende udvalgsformand er det normal god skik at al kontakt til forvaltningen som udgangspunkt foregår via forvaltningschefen eller dennes stedfortræder. Hvis forvaltningschefen og dennes stedfortræder ikke er tilstede kan det almindeligvis accepteres, at man i sådanne situationer kan kontakte og drøfte generelle problemstillinger med de pågældende afdelingsledere eller nøglemedarbejdere og bagefter orientere forvaltningschefen om, hvad der er passeret. Derudover kan pågældende udvalgsformand eller medlemmer af udvalget som nævnt i ovenstående normalt hente faglige tilgængelige oplysninger i konkrete sager hos de relevante medarbejdere og bagefter orientere om, at dette er sket.

Derimod er det vigtigt at holde fast i, at det altid er forvaltningschefens opgave at lede den daglige drift af forvaltningen. Det betyder selvsagt, at hverken udvalgsformanden eller medlemmer af udvalget har beføjelser til at igangsætte konkrete opgaver i forvaltningen, men at sådanne ønsker må drøftes med forvaltningschefen eller dennes stedfortræder.”

Notatet dannede grundlag for et møde den 23. maj 1995 mellem socialchef A, borgmesteren, kommunaldirektøren, 1. viceborgmester O (indvalgt for Det Konservative Folkeparti) og B. På mødet var der enighed om at retningslinierne i notatet fremover skulle følges.

I et brev af 29. juni 1995 til kommunaldirektør C skrev A på ny om spørgsmålet. Han anførte bl.a.

“I forlængelse af min tidligere orientering om ovenstående emne, samt det afholdte borgmestermøde hvor der var enighed om de udleverede retningslinier, er jeg nødt til at oplyse dig om, at (B) på ingen måder respekterer de aftalte retningslinier.

Når jeg har forsøgt at drøfte konkrete situationer med (B) reagerer hun mere end uhensigtsmæssigt, hvilket umuliggør løsning af sagerne.

Som jeg før har orienteret, er det min klare opfattelse, at Økonomiudvalget med Borgmesteren i spidsen, har et problem med at sikre en fornuftig politisk ledelse af socialudvalget.

Jeg er naturligvis til enhver tid nødt til at acceptere de givne arbejdsbetingelser i kommunen. På den anden side er jeg også nødt til at orientere om, at (B)’s adfærd i socialforvaltningen kan betyde følgende

Et helt unødvendig ressourcespild af medarbejdere i forvaltningen.

Fejl i sagsbehandlingen.

Misforståelser i kommunikationen, herunder servicering af Socialudvalg og Økonomiudvalg.

Politisk pression/pres overfor medarbejdere i konkretsager.

Ulovlige beslutninger/handlinger.

Med den beskrevne situation finder jeg, at der er tale om helt uacceptable vilkår for min forvaltningsledelse. Dette sammenholdt med (B)’s lunefulde diffuse personalepolitik i relation til mig og en gruppe ledere i socialforvaltningen gør, at jeg er nødt til at anmode dig om at rette henvendelse til Borgmester (D)/Økonomiudvalget således, at jeg kan få skabt blot nogenlunde tålelige arbejdsbetingelser.

Jeg har ikke drøftet denne henvendelse med min afdelingsledergruppe men er ikke et øjeblik i tvivl om, at de på alle måder er helt enige med mig i vurdering af samarbejdet med (B).”

Kommunaldirektøren svarede 22. august 1995 således

“Jeg er ked af at høre, at den samtale, vi havde sammen med Borgmesteren og (B) samt (O) ikke har fået det ønskede resultat om bedre arbejdsforhold for dig som leder af Social- og Sundhedsforvaltningen.

Jeg har i dag videresendt en kopi af dit brev til borgmester (D) med henblik på en videre behandling af sagen.

Jeg skal for god ordens skyld indskærpe over for dig, at det er din pligt straks at melde fra, hvis du mener, at forvaltningen i nogle situationer bliver presset til at udføre klare ulovlige handlinger. Det samme vil naturligvis være gældende for samtlige medarbejdere i Social‑ og Sundhedsforvaltningen.

Såfremt der opstår sådanne forhold, vil jeg gerne orienteres straks.”

Borgmesteren sendte den 30. august 1995 A følgende brev

“Fra kommunaldirektør (C) har jeg, som du ved, modtaget kopi af dit brev af 22. august vedr. social‑ og sundhedsforvaltningens samarbejde og kommunikation med socialudvalgsformand (B).

Med udgangspunkt i dit brev har jeg haft en samtale med (B), som er helt uforstående over for de meget alvorlige klager, du fremfører. Efter hendes opfattelse har hun alene bedt om oplysninger til brug for den politiske behandling af sager i socialudvalget og i sager, hvor borgere har henvendt sig til hende med forskellige problemer. Det er hendes erfaring, at hun jævnligt er nødt til at gå direkte til afdelingsledere for at få oplysninger i akutte sager, fordi både du og (E) ofte er fraværende, men hun blander sig ikke i den daglige drift i socialforvaltningen.

Der er mange store opgaver på det sociale område. Vi skylder klienterne og skatteborgerne, at vi bruger kræfterne til at løse disse problemer, og vi skulle også gerne selv have lidt arbejdsglæde. Derfor er det nødvendigt at vi får genetableret det gode samarbejde, der tidligere har været mellem socialudvalg og forvaltning.

Nu oplever jeg frustration og mistillid fra begge sider. Det skulle vi gerne have ændret til konstruktiv kritik, som fører til nye løsninger og gensidig respekt. Vi må nok starte med lidt selvransagelse. Hvor var det, det gik galt? Hvor kom vi til at træde hinanden for nær? Hvordan skaber vi rimelige arbejdsforhold for hinanden? Forstår vi hinandens arbejdsvilkår? Er vi loyale overfor hinanden? Lytter vi til hinanden? Hjælper vi hinanden nok? Men så må de gensidige beskyldninger høre op. Det fører ikke videre at gentage påstande og er de udokumenterede, kan de være ansvarspådragende.

Kommunaldirektørens notat af 22. maj 1995 er grundlaget for samarbejdet. Opstår der nye problemer, er det vigtigt at sige fra i den konkrete situation og jeg går gerne ind i en samtale om aktuelle problemer og om fremtiden, hvis I finder det nødvendigt.

Bl.a skulle vi måske diskutere håndteringen af borgerhenvendelser. Jeg ved af egen erfaring, at det kan være svært, men måske kunne vi nå frem til nogle principper, som kunne give tryghed for alle også for de borgere, der henvender sig.

...”

I et brev af 31. januar 1996 henvendte A sig på ny til kommunaldirektøren. Han anførte bl.a.

“...

D. 30. August 1995 modtog jeg et brev fra borgmester (D) vedrørende den rejste problemstilling.

Brevet tog efter min mening på ingen måde stilling til de rejste problemstillinger, men derimod nogle formuleringer jeg kun kunne opfatte som en besked på ikke at gentage udokumenterede påstande.

Den forløbne periode har ikke ændret på tingenes tilstand, tværtimod.

Jeg orienterede dig derfor i starten af januar måned om, at jeg naturligvis vil bestræbe mig på at løse mine ledelsesopgaver tilfredsstillende resten af min ansættelsesperiode, men samtidig at jeg ville sikre gode og rimelige arbejdsbetingelser for mine medarbejdere og mig selv.

For ikke at gå fejl af hinanden, skal jeg derfor anmode dig om at tage stilling til følgende

I din henvendelse af 22. August 1995 indskærper du for god ordens skyld over for mig, at jeg har pligt til straks at melde fra, hvis jeg mener, at forvaltningen i nogle situationer bliver presset til at udføre klare ulovlige handlinger.

Da jeg allerede inden sommerferien 95 orienterede dig om at (P) og (B) udøvede politisk pression/pres over for medarbejdere i konkretsager, samt at samme personer handlede ulovligt i forbindelse med deres udvalgsarbejde, gik jeg ud fra, at din indskærpelse over for mig udelukkende drejede sig om fremtiden.

Såfremt dette ikke har været tilfældet, skal jeg anmode dig om at korrigere min opfattelse.”

Kommunaldirektøren besvarede brevet den 5. februar 1996 således

“...

Tak for redegørelse af 31. januar 1996 omkring min forespørgsel vedrørende edb-udstyr på ... Jeg har orienteret Borgmesteren om dit svar og foretager mig ikke yderligere i sagen, idet jeg tager din redegørelse til efterretning.

...

I yderligere et brev af 31. januar 1996 beder du mig om at tage stilling til spørgsmålet om i hvilket omfang, du skal sige fra overfor klare ulovlige handlinger, jævnfør mit brev til dig af 22. august 1995.

Jeg er noget overrasket over at kunne få et spørgsmål af den karakter fra en forvaltningschef, der har en juridisk embedseksamen bag sig. Men jeg skal gerne endnu engang overfor dig præcisere, at en embedsmand altid har pligt til at sige fra, hvis han af politikerne anmodes om at udføre klare ulovlige beslutninger, og at embedsmanden, hvis han ikke siger fra, bringer sig selv i en situation, hvor han kan risikere at udsætte sig selv for kritik for pligtforsømmelse. Det kan naturligvis ofte være vanskeligt at afgøre, om der er tale om klare ulovligheder, eller man bevæger sig i en grå zone. Men for begge situationers vedkommende gælder, at såfremt en embedsmand er i tvivl, må han rådføre sig med sin nærmeste foresatte.

Jeg skal anmode dig om hurtigst muligt at gennemlæse publikationen med titlen ’Forholdet mellem embedsmænd og politikere’, som Chefforeningerne udgav for nogle år siden, og som jeg ved du er i besiddelse af. Hvis du alligevel skulle mangle et eksemplar, må du gerne rette henvendelse til mig.

Endelig vil jeg gøre dig opmærksom på, at jeg endnu ikke har modtaget svar i sagen vedrørende bevillingsproceduren omkring beboerhuset i Østbyen, hvortil der fra Arbejdsmarkedsområdet er tilført 100.000 kr.”

I et brev til borgmesteren “angående mine arbejdsbetingelser som forvaltningschef i Hillerød Kommune” af 22. februar 1996 redegjorde A for sine problemer med B. Han redegjorde for forløbet fra februar-marts 1995 til modtagelsen af borgmesterens brev af 30. august 1995. Om det videre forløb skrev han følgende

“...

September 1995

Den eneste efterfølgende drøftelse har jeg på en gang‑snak hvor jeg orienterer (C) om mit syn på Borgmesterens brev samt at jeg faktisk har opgivet at få løst problemet.

På nuværende tidspunkt har jeg klart orienteret Kommunaldirektør (C) om ulovlige handlinger/beslutninger. Hvorvidt Borgmester (D)/Økonomiudvalget ligeledes er orienteret om disse forhold kan jeg naturligvis ikke udtale mig om. Det er dog min helt klare opfattelse, at mit brev til Kommunaldirektøren af 29. juni 1995 klart indikerer, at der handles ulovlig/træffes ulovlige beslutninger.

Oktober 1995

Chefgruppen træffer beslutning om realisering af Byrådets besparelse på 19 administrative stillinger.

Under chefgruppens behandling af dette emne er det min klare opfattelse, at kommunaldirektøren stiltiende har dømt både mig og socialforvaltningen død.

Jeg gør internt i chefgruppen opmærksom på, at jeg finder chefgruppens beslutningsgrundlag i sagen for særdeles mangelfuld. Dette begrunder jeg bl.a. med at

(C) ønsker ikke at drøfte de problemer der ligger i socialforvaltningen gående på, at vi både har konto 5 og konto 6 medarbejdere blandet i samme grupper.

(C) ønsker ikke at begrunde hans forslag til fordeling af afskedigelserne mellem forvaltningerne, uanset at Kommunaldirektørens egen afdeling på Rådhuset efter fordelingstal kun skal yde en nednormering på ca. halvdelen af social‑ og sundhedsforvaltningens.

(C) ønsker ikke at drøfte arbejdsbelastning mellem forvaltningerne.

Uanset min orientering om at social‑ og sundhedsforvaltningen efter min vurdering vil få endda overordentlig vanskeligt ved at løse den pålagte opgave, fastholder (C) sin fordelingsmodel, hvilket af hensyn til omverdenen slutter med en enig chefgruppebeslutning.

Ultimo Oktober 1995

Efter et par dages grundige overvejelser orienterer jeg Kommunaldirektør (C) om, at jeg på baggrund af hans håndtering af personalereduktionerne på konto 6 området ønsker at fratræde som forvaltningschef i Hillerød Kommune. Det er i den forbindelse klart, at det lange seje forgæves træk med at få løst problemerne omkring (B) har spillet ind. Det afgørende for min beslutning var imidlertid, at jeg nu tydelig mærkede, at den opbakning jeg hidtil havde mærket fra Kommunaldirektøren nu ikke længere var til stede.

Min aftale med Kommunaldirektør (C) blev at han skulle forsøge at få en fratrædelsesaftale med Økonomiudvalget.

November 1995

Borgmester (D) orienterer mig om, at Økonomiudvalget ikke ønsker at indgå i en fratrædelsesaftale. Dette finder jeg helt OK men må dog samtidig gøre opmærksom på, at jeg resten af min ansættelsesperiode vil sikre rimelige arbejdsbetingelser både for mig selv og mine medarbejdere i social‑ og sundhedsforvaltningen.

Januar 1996

Efter planlagt sygeperiode i hele december måned (operation) vender jeg tilbage til mit arbejde umiddelbart efter nytår. Her mærker jeg meget tydeligt, at personer omkring Kommunaldirektør (C) har disponeret med udgangspunkt i, at jeg fik og tiltrådte en stilling i Helsingør Kommune jeg havde søgt.

Dette skabte selvstændigt så mange problemer, så jeg fandt det nødvendigt at køre relativt firkantet bl.a. via skriftlig kommunikation indtil der var grundlag for en mere almindelig samarbejdsform med Kommunaldirektøren.

./. Den efter social‑ og sundhedsforvaltningens mening helt uacceptable igangsætning af administrationsudviklingsprojektet, samt Kommunaldirektør (C)’s beslutning om, at social‑ og sundhedsforvaltningens 2 ledere på økonomi‑ og regnskabsområdet halvtids skal frikøbes til at indgå i projektet det kommende års tid, kan jeg kun opfatte som et ønske om at fremprovokere et sammenbrud i social‑ og sundhedsforvaltningen.

Et sammenbrud kunne herefter kombineres med udefra kommende konsulenter som bl.a. kunne aflevere en rapport til Økonomiudvalget, hvor man bl.a. beskriver ulovlige beslutninger/handlinger.

31. januar 1996

./. For at undgå at blive fanget i en eventuel kommende undersøgelse i social‑ og sundhedsforvaltningen, rettede jeg henvendelse til Kommunaldirektør (C) vedr. emnet.

15. februar 1996

./. Kommunaldirektør (C)’s noget besynderlige brev vælger jeg at opfatte som en noget forsinket rykkerskrivelse for min manglende indberetning om de ulovlige handlinger/beslutninger jeg orienterede ham om for snart 1 år siden.

Derfor følgende dokumentation

Ledere som socialudvalgsformand (B) samt til dels også (P) uden det ringeste grundlag har ønsket at få fjernet fra deres stillinger

tidligere... blev efter voldsomt vedvarende politisk pres fjernet fra sin stilling og er nu placeret i social‑ og sundhedsforvaltningens... afdeling. Pågældendes arbejdsliv er stort set spoleret. De deraf følgende samarbejdsvanskeligheder er efterhånden så massive, så ... læner sig op af en afskedigelsessag.

Jeg har trods vedvarende og voldsomt politisk pres nægtet at fjerne ... som afdelingsleder. Som svar har (B) samt (P) behandlet ... så uanstændigt så ... til sidst gav op og frivillig fortrak fra aldelingslederstillingen. ... blev bl.a. af socialudvalget beskyldt for ulovligheder som i virkeligheden var iværksat/iscenesat af socialudvalgsformand (B).

Tidligere

... har efter flere års vedvarende politisk pres givet op, og søgt og fået anden stilling i .... Der har været rettet de mest utrolige angreb på embedsførelsen. Alle klageforhold er blevet afdækket og tilbagevist gennem perioden.

... Er fortsat ansat og i uvidenhed om (B)’s forsøg på at få ... fjernet fra sin stilling.

... Fortsat ansat og uvidende om (B)’s forsøg på at få ... fjernet fra stillingen.

Flere eksempler kunne tilføjes, men jeg finder det unødvendigt.

Politisk pression overfor medarbejdere i social‑ og sundhedsforvaltningen

(B) har i en række af disse sager handlet efter anmodning fra (P).

Ulovlige handlinger

...sagen, udvalgsbehandlet... 1995.

(P) og (B) anvender en orienteringssag til at skaffe sig indsigt med henblik på en forældremyndighedssag som ikke vedkommer socialudvalg/forvaltning.

... sagen, jr.nr.

... sagen/formandsbeslutning af 3. januar 1994.

... sagen. (B) indhenter telefonisk følsomme personoplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med direktøren for Egeborg.

De beskrevne eksempler er sager jeg tilfældigt er stødt på frem til perioden maj 1995.

Det er min vurdering, at en mere systematisk undersøgelse/eftersøgning af ulovlige beslutninger vil føre til et langt større sagstal.

Afsluttende bemærkninger

Det er afgørende for mig afslutningsvis at gøre opmærksom på, at denne henvendelse fra min side udelukkende er tænkt som en orientering til min arbejdsgiver. Hvorledes man ønsker at handle/ikke handle i relation til (P) og (B) ønsker jeg ikke at blande mig i.

Samtidig skal jeg gøre opmærksom på, at de beskrevne/rejste problemstillinger ikke hindrer mig i at løse de normale opgaver som forvaltningschef i Hillerød Kommune.

Jeg har en helt klar målsætning gående på, at yde en optimal kvalificeret indsats resten af min ansættelsesperiode i Hillerød Kommune.”

Som bilag vedlagde A bl.a. sit brev af 19. maj 1995 til kommunaldirektøren.

Tjenstlig pålæg til socialchefen om indberetning

Herefter indkaldtes A til en tjenstlig samtale den 4. marts 1996. Ved mødets afslutning fik han udleveret følgende brev

“På baggrund af dit brev af 22. februar 1996 til borgmesteren samt drøftelserne ved den tjenstlige samtale, du har deltaget i idag, pålægges du hermed at dokumentere de påstande om ulovlige handlinger som du anfører, at socialudvalgsformand (B) og udvalgsmedlem (P) har begået.

Det forventes, at dokumentationen indeholder oplysninger om hvilke love eller bestemmelser, der er overtrådt, og hvori ulovligheden består. Endelig ønskes en redegørelse for, hvad du i de konkrete sager har gjort for at forhindre de påståede ulovligheder.

Dokumentation og redegørelse skal være kommunaldirektør (C) i hænde senest den 18. marts 1996 kl. 12.00.

Du bedes kvittere for modtagelsen af dette brev på vedlagte kopi.”

A sendte den 6. marts 1996 et brev til kommunaldirektøren hvori han bemærkede

“Efter at have sundet mig lidt efter det efter min mening noget besynderlige møde den 4. marts 1996/tjenestelig samtale vedrørende de ulovlige handlinger i socialudvalgets regi, finder jeg det gavnligt, at knytte følgende supplerende bemærkninger

Som jeg oplyste på mødet, er jeg naturligvis indstillet på at løse den opgave jeg er blevet pålagt jvfr. brev af 4. marts 1996.

For at præcisere mødets indhold finder jeg det efterfølgende rigtigt at supplere referatet med følgende

som begrundelse for indkaldelse til den tjenstlige samtale blev det anført, at sagens videre udvikling kunne vise at der var forhold man ville påtale overfor socialchefen.

Jeg håber at du og (Q) er enige i, at ovenstående kan indgå som bilag til det udarbejdede referat. Såfremt mit supplement giver anledning til problemer kan vi løbe sammen og drøfte hvorledes vi forholder os.

Jeg håber iøvrigt, at både Du og (D) er helt på det rene med de konsekvenser der ligger i, at I pålægger mig at dokumentere de ulovligheder jeg omtaler i mit orienteringsnotat af 22. februar 1996.”

I et brev af 11. marts 1996 svarede kommunaldirektøren

“Ved brev af 6. marts 1996 til mig har du bl.a. meddelt, at du finder det rigtig at supplere det underskrevne referat af den tjenstlige samtale den 4. marts 1996 med følgende: ’Som begrundelse for indkaldelse til den tjenstlige samtale blev det anført, at sagens videre udvikling kunne vise at der var forhold man ville påtale overfor socialchefen’.

Jeg er ikke enig med dig i, at dette var en begrundelse for den tjenstlige samtale, idet den tjenstlige samtales formål alene var, at pålægge dig at dokumentere de påstande, som du fremsatte i dit brev af 22. februar 1996 til borgmesteren, hvilket også fremgår af referatet.

Jeg er derimod enig med dig i, at vi orienterede dig om, at konsekvensen af at beskylde en politiker for ulovlige handlinger/beslutninger, kunne falde tilbage på dig, hvis du ikke kunne dokumentere beskyldningerne, eller du ikke på tilfredsstillende vis kunne redegøre for, hvad du havde gjort for at forhindre politikerne i at træffe beslutningerne og/eller udføre handlingerne.”

Socialchefens indberetning af 18. marts 1996

I et brev af 18. marts 1996 sendte A derpå et brev til borgmesteren hvori han redegjorde for “ulovlige handlinger begået af socialudvalgsformand (B) og udvalgsmedlem (P)”. Sidstnævnte var indvalgt i byrådet for Socialdemokratiet. A anførte

“Ved brev af 4. marts 1996 pålægger du mig, at

dokumentere de påståede ulovlige handlinger begået af ovennævnte udvalgsmedlemmer.

at redegøre for hvad jeg i de konkrete sager har gjort for at forhindre de påståede ulovligheder.

Som oplyst på mødet med Kommunaldirektør (C) og Personalechef (Q) samt gentaget i mit brev af 6. marts 1996 har jeg naturligvis været indstillet på at løse den pålagte opgave.

Da jeg var usikker på løsning af opgaven i relation til min tavshedspligt, har jeg forsøgt at afdække dette forhold nærmere.

En kontakt til Socialministeriet samt Justitsministeriet gav ikke en afklaring, hvorefter jeg drøftede sagen løst med (R) samt (S) på Borgmesterkontoret.

På den baggrund har jeg valgt følgende fremgangsmåde

Vedlagte konvolut A, indeholder en anonymiseret beskrivelse af de omtalte sager. Da beskrivelsen er rimelig detaljeret, vurderer jeg det som værende så som så med anonymiteten.

Konvolut B, indeholder kopi af relevant sagsmateriale og dermed direkte personfølsomme oplysninger.

I forbindelse med dokumentationen har jeg valgt ikke at gøre brug af redegørelser fra medarbejdere og klienter, idet jeg uanset det klare pålæg, ikke har fundet at det var Økonomiudvalgets/din hensigt, at jeg skulle gå så vidt.

Generelle bemærkninger.

Siden min ansættelse i Hillerød Kommune og dermed samarbejde med socialudvalgsformand (B) har jeg stort set aldrig oplevet, at hun har været uenig i forvaltningens administration af lovgivning samt de politiske retningslinier, der var fastlagt.

En klar undtagelse er imidlertid en gruppe af sager, hvor (B) af andre grunde end indholdsmæssige, har ønsket en helt særlig afgørelse.

En opdeling af disse sager kan ske i følgende 3 grupper

Personsager, hvor borgeren havde private relationer/tilknytning til (B)’s omgangskreds. I disse sager beskriver (B), at hun har en særlig interesse i at få dem bragt på plads på en for borgeren tilfredsstillende måde.

Personsager, hvor hun har lovet (P), at løse konkrete opgaver. (B) beskriver selv disse sager overfor undertegnede og (E) med bemærkninger om, at hun godt ved, at hun har ’serviceret’ (P) temmelig omfattende i en periode på bekostning af forvaltningen.

Sager, hvor (B) åbenbart frygter at løbe ind i politisk modvind, hvis hun ikke imødekommer borgernes ønske.

Efter min vurdering er der tale om magtfordrejning samt brud på de helt elementære forvaltningsretslige grundprincipper.

En nærmere undersøgelse herunder afhøring af relevante personer vil kunne afdække strafbare forhold.

Som jeg tidligere har beskrevet er de omtalte sager udelukkende eksempler, hvor en nærmere kulegravning i forvaltningen vil vise et ret klart billede af, at (B) og til dels også (P) bevidst har forsøgt at give positiv særbehandling til borgere, som de havde tætte relationer til.

Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, at alle de beskrevne sager har været suppleret med et forholdsvis omfattende politisk pres med henblik på, at få enkeltmedarbejdere i forvaltningen til selv at træffe de beslutninger, man politisk ønskede. Man vil ligeledes se, at når dette ikke lykkedes, er (B) selv gået ind og truffet de nødvendige beslutninger.

I brev af 4. marts 1996 anmoder du mig ligeledes om, at gøre rede for, hvad jeg har gjort for at forhindre de påståede ulovligheder. Som det fremgår af sagsbeskrivelserne i de enkelte tilfælde, har jeg ikke haft mulighed for at forhindre hverken (B) eller (P) i at handle ulovligt.

I relation til (P) gjorde jeg på udvalgsmødet opmærksom på, at jeg var i tvivl om, hvorvidt hun var inhabil. Efterfølgende har (P) reageret særdeles ubehageligt overfor mig bl.a. med beskyldninger om, at jeg bag hendes ryg havde indberettet hende overfor Borgmesterkontoret.”

“ Indhentning af personfølsomme oplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg.

Der er tale om en borger, som har været i behandling for alkoholmisbrug på behandlingsinstitutionen Egeborg.

1. ... påbegyndte vedkommende en uddannelse som misbrugskonsulent betalt over BIS. § 43 stk. 7.

Uddannelsen foregik på behandlingsinstitutionen Egeborg. 1. juni 1994 afbrød pågældende uddannelsen, fordi ... ikke mente, at der foregik nogen egentlig uddannelse på Egeborg. ... mente kun at blive anvendt som gratis arbejdskraft.

Efter at have afbrudt sit uddannelsesforløb på Egeborg, deltager pågældende i projektarbejde indenfor ... Misbrugscenter. Projektet beskæftiger sig med oplysning på Misbrugsområdet.

20. februar 1995 bevilges pågældende uddannelse til alkolog på ... Hospital i h.t. BIS. § 43 stk. 2.

Sideløbende med dette sker der følgende

3. marts 1995 deltager jeg i et møde i Kulturel forvaltning hvor direktør (N), Egeborg, orienterede om hendes virksomheds mulighed for at tilbyde informations‑ og oplysningskampagner på misbrugsområdet.

4. april 1995 anmoder socialudvalgsformand (B) om, at få pågældende persons klientsag over.

6. april 1995 afholder (B) et politisk møde ((B)’s egen oplysning) med socialudvalgsmedlem (M) samt direktør (N) fra Egeborg.

Under mødet kontakter (B) socialforvaltningen, med henblik på at indhente personfølsomme oplysninger om vedkommendes helbredstilstand evt. misbrug samt om vedkommende arbejder sammen med ... Misbrugscenter om et projekt og hvorvidt pågældende tjener penge ved dette.

Da jeg efterfølgende blev orienteret om ovenstående, anmodede jeg om notat udarbejdet af daværende gruppeleder .

Ved vurdering af sagen skal man være opmærksom på, at pågældende i relation til behandlingsinstitutionen Egeborg ophører som klient pr. 1. ... Herefter har institutionen ingen relationer til pågældende som berettiger til aktindsigt.”

“ Retssag om placering af forældremyndighed.

Som en del af en stor kompliceret familiesag, yder socialforvaltningen bistand til 2 forældre som sideløbende med dette har en retssag kørende, med henblik på placering af forældremyndighed for deres fælles barn.

Vi har fra forvaltningens side tydeligt gjort socialudvalget opmærksom på, at det er afgørende at forvaltningens sagsbehandling i disse 2 sager, grundet forældremyndighedssagen, holdes strengt adskilt. De 2 forældre har selvstændig sagsbehandler.

På socialudvalgsmødet den 23. marts 1995 havde socialforvaltningen en efterretningssag vedr. moderen gående på, at forvaltningen var påbegyndt hjemgivelse af pågældendes ... børn.

Denne hjemgivelse var begrundet i et meget positivt forløb beskrevet af institutionen hvor børnene var anbragt, herunder at mor barn forholdet var styrket væsentligt.

Uagtet at sagen ikke var til drøftelse på udvalgsmødet, forhindrede (B) som udvalgsformand ikke (P) i at krydsforhøre forvaltningen, og i den forbindelse rette en væsentlig kritik af vores positive syn på pågældende. (P) tilkendegav bl.a., at hun ikke troede på den plan der var lagt kunne holde.

Det er pågældende mor, der ligger i retssag om placering af forældremyndigheden, men vel og mærke ikke et af de børn der er på efterretningssagen, men et andet barn.

I samme diskussion med socialforvaltningen rykker (P) for, at forvaltningen nu snart må finde en lejlighed til modparten i sagen om forældremyndighed.

Forvaltningen gør opmærksom på, at sagerne skal holdes adskilt, og at man naturligvis støtter begge forældre uanset den verserende uenighed om placering af forældremyndigheden.

Det er min opfattelse, at (P) på det omtalte socialudvalgsmøde, uberettiget har varetaget andre interesser end de saglige.”

” Udstedelse af blanket E 111 i forbindelse med studieophold i udlandet.

Der er her tale om en sag hvor socialforvaltningen gav afslag på at udstede en blanket E 111 i forbindelse med en persons studieophold i ...land.

Efter henvendelse fra pågældende’s ... som gennem en lang periode havde lagt et pres på socialforvaltningen med henblik på at ændre afgørelse, valgte B at træffe beslutning om udstedelse af den omtalt blanket E 111.

(B) var orienteret om, at en sådan beslutning var ulovlig, men valgte på trods af dette at udstede den.

På beslutningstidspunktet var der ikke grundlag for at pege på usikkerhed vedr. retsgrundlaget på området.

Først 1 måned senere opstod der i en periode tvivl om retsgrundlaget, grundet en fejlfortolkning i Socialministeriet, som i øvrigt ikke er ressortområde vedr. disse blanketter.”

“ Gardinsagen.

24. maj 1993 påbegyndes hovedrengøring i en pensionists hjem. I den forbindelse klager pågældende over at de kommunale medarbejdere har vasket gardiner således, at de er krøbet ½ m. Sagen undersøges grundigt, herunder i et tæt samarbejde med Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab.

Den 12. november 1993 tilskriver KGF borgeren med orientering om, at der ikke kan ydes erstatningsbeløb, idet ... selv har lagt gardinerne i vaskemaskinen ligesom ... selv har sat den i gang.

Endvidere er det oplyst, at pågældende på uheldstidspunktet var i stand til at varetage egne interesser. På den baggrund finder KGF ikke at det er bevist eller sandsynliggjort at uheldet kan tilbageføres til fejl eller forsømmelser fra kommunens side der kan begrunde et juridisk erstatningsansvar.

Ca. 30. november 1993 anmoder (B) social‑ og sundhedsforvaltningen om at se på sagen igen. Baggrunden er, at (B) har talt med borgeren om gardinsagen.

Efterfølgende rekapitulerer forvaltningen sagen via samtaler med hovedrengøringsholdets 2 hjælpere skriftligt resume fra hver, samt samtaler og skriftligt resume fra de tilsynsførende hjemmehjælpsledere samt overassistenterne og afdelingsleder

Forvaltningen drøfter herefter sagen færdig med (B) den 16. december 1993. (B) anmoder forvaltningen om at rette henvendelse pr. telefon til pågældende borger med oplysning om, at medarbejderne ikke har vasket gardinerne samt at vi ikke kan gøre mere.

Den 16. december 1993 orienterer forvaltningen borgeren om ovenstående beslutning.

Den 28. december 1993 meddeler (B) at hun ønsker en ’endelig’ afgørelse af gardinsagen.

Den 28. december 1993 udarbejdes kort resume af sagen hvor konklusionen fastholdes, at ældre/handicapafdelingen desværre ikke kan påtage sig økonomisk ansvar i ovennævnte sag.

3. Januar 1994. Ældre/handicapafdelingen pålægges af (B) at betale de nye gardiner til borgeren, idet hun mener, at sagen nu må afsluttes.

Det anføres i pågældende personsag, at den politiske beslutning ikke er i overensstemmelse med administrationens afgørelse af sagen.”

“ Aktiveringssagen

Denne sag drejer sig om en ung ... som på flere måder ikke lever op til de krav socialudvalget har fastsat til aktiveringsklare personer. ... vægrer sig for at gå ind i de tilbud ... får, og ... følger ikke de aftaler, vi laver med .

I en periode fra slutningen af maj 1995 til slutningen af juni 1995 lægger (P) og (B) på forskellige måder pres på socialforvaltningen med henblik på at opnå en særbehandling af pågældende borger.

Der er tale om en myndig person, som i den pågældende periode ikke selvstændigt har klaget til socialforvaltningen.

Det er min opfattelse, at der er tale om klager som stammer fra pågældendes forældre med tilknytning til . Det er ligeledes min opfattelse, at et udarbejdet notat som retter injurierende anklage mod medarbejdere i socialforvaltningen er udarbejdet i disse.

Der er tale om en ... som starter jobtilbud i ... den ... 1995. 2 uger senere opsiger ... dette arbejde.

1. juni 1995 er pågældende til jobsamtale og ytrer ønske om en ... uddannelse. Dette støttes ... i og der lægges en handleplan med henblik på at nå målet ‑ en ... uddannelse. I mellemtiden skal pågældende imidlertid aktiveres hvilket påbegyndes juni 1995 i.

6. juni 1995 tilkaldes afdelingsleder ... akut til en snak med (P) og (B) i forlængelse af et udvalgsmøde. Her klager (P) over, at arbejdsmarkedsafdelingen ikke arbejder ud fra den politik socialudvalget har fastlagt. l den forbindelse udleverer (P) det omtalte notat, der insinuerer tvivlsomme relationer mellem socialforvaltningen og en privat virksomhed.

8. juni 1995 forsøger pågældende at komme ud af aktiveringsprojektet bl.a. via henvendelse fra egen læge. ... klager bliver afdækket som grundløse.

12. juni 1995 ønsker pågældende at holde ferie her og nu, uanset det strider mod de regler, der gælder for aktivering i Hillerød Kommune.

Sideløbende med dette arbejder (B) med sagen, idet hun 7. juni forespørger forvaltningen, hvad man havde tænkt sig ved den rejste klage. Da der ikke er rejst en klage fra klienten selv, har vi ingen mulighed for at arbejde med sagen. Forvaltningen gør (B) opmærksom på, at det er vigtigt at vide, hvem det er, vi udtaler os til, om det er (B), (P), pågældendes mor eller andre. Herefter vælger (B) at indkalde pågældende til et møde med begrundelse i, at (B) er bekendt med, at pågældende er utilfreds med den vejledning, ... har fået i Arbejdsmarkedsafdelingen i forbindelse med pågældendes nuværende beskæftigelsessituation samt den fremtidige uddannelse.

Efter henstilling fra socialudvalgsformand (B) og indstilling fra psykolog ... bevilger forvaltningen forrevalidering i perioden ... 1995 til ... 1996.

28. juni 1995 forelægger undertegnede sagen for kommunaldirektør (C) med henblik på spørgsmålet om det anonyme udaterede notat.

2. august 1995 svarer kommunaldirektøren bl.a. med bemærkninger, at han finder det dybt beklageligt, at der foreligger et anonymt notat i en sag som denne, med de insinuationer der ligger i den omkring en medarbejders virke som jobkonsulent.

Samme dato er Borgmester (D) orienteret om sagsforløbet.”

“ Personforfølgende/ulovlig anklage/muligvis magtfordrejning i forbindelse med behandling af børnesag.

Et barn blev 1. april 1993 anbragt på behandlingshjem efter en nøje faglig vurdering truffet på baggrund af en langvarigt kendskab til familien sammenholdt med en undersøgelse og vurdering foretaget af amtets børnerådgivning.

(P) kender familien og ønsker sagen drøftet i socialudvalget.

Socialudvalget ændrer den 4. maj 1993 familieafdelingens beslutning, således at barnet hjemgives til moderen efter 5 ugers døgnophold på . Der iværksættes foranstaltninger i hjemmet og det sociale udvalg holdes orienteret om forløbet.

27. januar 1994 drøftes sagen påny i det sociale udvalg, hvor der er uenighed om hvorvidt de iværksatte foranstaltninger er tilstrækkelige til at sikre barnets sundhed og udvikling.

(P) må af arbejdsmæssige grunde forlade mødet inden der er truffet en beslutning, og forlader lokalet med ordene: Jeg tilgiver dig aldrig (B), hvis I træffer beslutning om at barnet skal døgnanbringes.

(T) ønsker ikke at tage stilling til sagen, men de tre øvrige socialudvalgsmedlemmer beslutter, at foreslå moderen en frivillig anbringelse af barnet på .

Beslutningen når ikke at blive effektueret inden socialudvalget igen vil se sagen. På et møde den 10. marts 1994 ændres beslutningen til en ambulant undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling.

Efterfølgende ønsker (B) oplyst, om vi kan sikre os, at (T) ikke får noget med sagens behandling at gøre.

Sagen henvises til børnepsyk. og en psykolog derfra kontakter telefonisk forvaltningen, for at få uddybet, hvad det er for en opgave der skal varetages. På forspørgsel om, hvem der skal arbejde med sagen, svarer psykologen, at det ud over hende selv er socialrådgiver... idet (T) jo sidder i soc.udv. og derfor ikke skal være involveret.

(B) orienteres efterfølgende om denne samtale.

I mellemtiden har socialudvalget besluttet for en periode at flytte kompetencen vedr. døgnanbringelser fra familieafdelingen til socialudvalget.

På et efterfølgende socialudvalgsmøde møder lederen af familieafdelingen (der også var til stede på mødet i januar 1994) op sammen med en sagsbehandler i en anden personsag, men bliver bedt om at forlade mødet igen, idet (B) giver udtryk for at have et “problem”, hun skal have afklaret.

Efterfølgende udtrykker (P) at (B) har lovet hende, at hun aldrig skulle se den pågældende leder på socialudvalgsmøderne igen.

(A) meddeler, at der ikke er belæg for dette, da det er lederens ansvarsområde.

Den 20. maj 1994 beslutter familieafdelingen, at indstille til socialudvalget, at et lille barn skal anbringes på behandlingshjem. Sagen sættes på dagsordenen til den 30. maj 1994.

Fra indstillingen er foretaget, og indtil mødet skal afholdes opstår der en akut situation i familien, som medfører at sagsbehandleren i lederens fravær (ferie) anbringer barnet på døgninstitution for at sikre barnets sundhed og udvikling. Da sagsbehandleren efterfølgende bliver opmærksom på, at formanden for soc.udv. skulle godkende anbringelsen, inden den blev foretaget, laver hun sammen med gruppelederen en redegørelse for denne beklagelige fejltagelse, således at redegørelsen foreligger til mødet den 30. maj.

(B) ønsker imidlertid ikke at modtage denne redegørelse, idet hun uden den i hånden får mulighed for at anklage den ansvarlige leder for ikke at have taget alvorligt, at kompetencen er flyttet fra afdelingen til socialudvalget.

På samme møde fortæller (T) , at lederen har spurgt på børnepsykiatrisk afdeling, om hun kom i berøring med den sag, der på mødet den 10. marts 1994 blev henvist til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling. (B) undlader at oplyse de øvrige udvalgsmedlemmer, at denne forspørgsel har fundet sted på hendes foranledning.

Det samlede socialudvalg meddeler herefter, at det ikke længere har tillid til den pågældende leder, og (B) har dermed indfriet sit løfte til (P).”

Vedlagt brevet var anonymiserede beskrivelser af de omtalte sager samt “en lukket kuvert (kuvert B) angiveligt indeholdende relevant sagsmateriale med oplysninger der betegnes ’personfølsomme’” (citeret fra side 5 i en redegørelse april 1996 om sagen udarbejdet af borgmesterkontoret). Bilagene i kuvert B var ifølge redegørelsen identiske med de bilag som A i maj 1995 sendte til kommunaldirektøren.

Uddybende spørgsmål fra borgmesteren den 27. marts 1996

I et brev af 27. marts 1996 skrev borgmesteren bl.a. således til A

“Jeg skal herved bekræfte modtagelsen af dit brev af 18. marts 1996, modtaget den 19. marts 1996, hvori du giver en redegørelse for de ulovlige handlinger, som du mener, at socialudvalgsformand (B) og socialudvalgsmedlem (P) har begået.

I redegørelsen gør du indledningsvis opmærksom på, at du har været usikker på løsning af opgaven i relation til din tavshedspligt, hvilket har medført, at du sammen med redegørelsen fremsender to kuverter, hvoraf den ene (kuvert A) indeholder en anonymiseret beskrivelse af et antal sager, mens den anden (kuvert B) indeholder relevant sagsmateriale med direkte personfølsomme oplysninger.

Jeg returnerer herved kuvert B i uåbnet stand, idet jeg ikke på nuværende tidspunkt har behov for dette materiale. Jeg beder dig dog samtidig bekræfte, at kuverten alene indeholder sagsmateriale, der vedrører de sager, der er omtalt i kuvert A.

Med hensyn til din redegørelse og dokumentation, må jeg meddele dig, at jeg generelt ikke finder den tilfredsstillende, idet den rejser flere spørgsmål, end den besvarer. Hertil kommer, at redegørelsen og dokumentationen ikke opfylder de forventninger, som var beskrevet i mit pålæg til dig af 4. marts 1996, til bl.a. oplysninger om, hvilke love eller bestemmelser, du anser for overtrådt, og hvori ulovligheden består. Endelig finder jeg ikke, at du fyldestgørende har redegjort for, hvad du har gjort for at forhindre de påståede ulovligheder.

Gennemlæsningen har givet mig anledning til en række spørgsmål, som jeg vil bede dig besvare. Jeg finder det imidlertid nødvendigt at understrege, at der ikke nødvendigvis er tale om en udtømmende opremsning, hvorfor jeg vil anbefale dig kritisk at vurdere din redegørelse og dokumentation, med henblik på evt. yderligere præciseringer, som du måtte finde nødvendige.

For så vidt angår redegørelsen giver denne mig anledning til følgende spørgsmål

1. Du anfører nederst på side 1, at du har valgt ikke at gøre brug af redegørelser fra medarbejdere og klienter, idet du finder, at dette vil være for vidtgående.

Jeg er ikke enig i dit standpunkt, jfr. iøvrigt også mit pålæg herom, idet jeg finder det særdeles påtrængende, at alt materiale der kan medvirke til at dokumentere dine alvorlige påstande, anvendes, uanset formen.

2. Under dine generelle bemærkninger (side 2) anfører du under pkt. A, at (B) beskriver, at hun har en særlig interesse i at få dem (sagerne) bragt på plads på en for borgeren tilfredsstillende måde. Jeg skal bede dig om at redegøre for i hvilken form, i hvilken sammenhæng og til hvem denne beskrivelse er givet. Såfremt beskrivelsen foreligger skriftligt, skal jeg bede dig om at vedlægge en kopi.

3. Umiddelbart efter punkterne A‑C anfører du, at afgørelsen i disse typer sager efter din vurdering er udtryk for magtfordrejning samt brud på de helt elementære forvaltningsretlige grundprincipper. Jeg går ud fra, at de sager, du omtaler i bilag 1‑6, er omfattet af denne vurdering. Såfremt dette er tilfældet, skal jeg anmode dig om, at oplyse, hvilke af de seks dokumenterede sager, der kan henføres til den enkelte kategori. Endvidere skal jeg anmode dig om at oplyse, hvilke elementære forvaltningsretlige grundprincipper, du anser for brudt, og på hvilken måde dette er sket.

4. Umiddelbart efter ovenstående nævner du, at en nærmere undersøgelse, herunder afhøring af relevante personer, vil kunne afdække strafbare forhold. Jeg skal på det kraftigste anmode dig om at dokumentere dette udsagn, bl.a ved oplysning om, hvem du mener, der har begået strafbare forhold, hvilke straffelovsbestemmelser du anser for overtrådt, og hvori den strafbare handling består. Endelig skal jeg anmode dig om at redegøre for, hvorfor du i givet fald ikke har overvejet at foretage politianmeldelse ved mistanke om strafbare forhold.

5. I næste afsnit anfører du, at de omtalte sager (sagerne 1‑6) udelukkende er eksempler. Jeg skal på denne baggrund henvise til referatet af den tjenstlige samtale, hvor du udtrykkeligt ønskede oplyst, om redegørelsen også skulle omhandle øvrige ulovlige forhold (udover de fem sager, som du nævnte i dit brev af 22. februar 1996), hvilket blev besvaret bekræftende. Jeg skal derfor endnu engang anmode dig om at dokumentere de sager, hvor du mener, at (B) og/eller (P) har handlet ulovligt.

6. I samme afsnit anfører du, at (B) og til dels også (P) bevidst har forsøgt at give positiv særbehandling til borgere, som de havde tætte relationer til. Jeg skal bede dig om at dokumentere den bevidste hensigt, som du anfører, at de to politikere har haft. Endvidere skal jeg bede dig om at redegøre for, hvad der har hindret den positive særbehandling, idet du nævner, at der er tale om forsøg.

7. For så vidt angår din redegørelse for, hvad du har gjort for at forhindre ulovlighederne, anfører du, at du ikke har haft mulighed for hindre hverken (B) eller (P) i at handle ulovligt. Jeg skal på denne baggrund bede dig fremsende dokumentation for, at du har gjort udvalget, de pågældende, eller et eller flere af udvalgets medlemmer, opmærksom på, at du fandt en given beslutning eller disposition for ulovlig, og at udvalget, eller et eller flere af dets medlemmer, på trods af din rådgivning, har handlet ulovligt. Dokumentation kan f.eks. ske i form af afskrift af dine notater på de pågældende sager, ved fremsendelse af de instrukser, som du har givet til personalet for at forhindre ulovlighederne, eller ved den indberetning om forholdet, som jeg går ud fra, at du har lavet.

Med hensyn til din dokumentation af de seks sager, vil jeg knytte følgende generelle bemærkninger

For det første er det nødvendigt, at du redegør for, hvordan kompetencen er fastlagt i de forskellige sager. Ligger kompetencen, efter kompetenceplanen, hos udvalget, og i hvilket omfang er den evt. delegeret til forvaltningschefen og/eller administrationen.

For det andet mangler der generelt henvisning til relevante lovbestemmelser, samt en redegørelse for, hvori ulovligheden består, og om afgørelsen i de enkelte sager beror på et skøn eller konkret retsanvendelse.

8. Sagen vedrørende Egeborg

Det står ikke ganske klart for mig, om (B) rent faktisk har fået de ønskede personfølsomme oplysninger, eller om der kun er tale om forsøg på at få disse oplysninger, hvilket jeg vil bede dig besvare. Såfremt (B) har fået oplysningerne, skal jeg bede dig om at belyse, hvorfor man fra forvaltningens side har videregivet de personfølsomme oplysninger, idet jeg går ud fra, at du er enig i, at hvis det er ulovligt for (B) at indhente de pågældende oplysninger, vil det også være ulovligt at give hende de ønskede oplysninger. Såfremt du mener, at ulovligheden består i, at oplysningerne er videregivet til udenforstående, skal jeg anmode dig om at dokumentere denne påstand, idet jeg herved forudsætter, at Socialforvaltningen ikke har været repræsenteret ved mødet den 6. april 1995.

9. Forældremyndighedssagen

I denne sag er det nødvendigt med en uddybning af, hvilke usaglige interesser (P) har varetaget.

Som jeg læser din sagsfremstilling, anfægter du for det første, at man fra politisk hold forhører sig om og drøfter en efterretningssag. Er det dette forhold du finder er udtryk for usaglig interessevaretagelse ‑ og hvori består det usaglige i givet fald og i forhold til hvem? Eller er det det forhold, at (P) er uenig i forvaltningens vurdering af sagen? Hvem har efter kompetenceplanen afgørelseskompetencen i sådanne sager? Derefter rykker (P) for en lejlighed til modparten (faderen?). Er det dette, der er usagligt ‑ og i givet fald på hvilken måde?

10. Udstedelse af blanket E 111

I sagsfremstillingen anfører du, at (B) var orienteret om, at udstedelse af blanket E 111 i den givne situation var ulovlig.

Jeg vil bede dig redegøre nærmere for, hvori ulovligheden består. Endvidere vil jeg bede dig om at dokumentere, at den nævnte orientering har fundet sted, herunder hvem der har givet den, og om den er givet skriftligt eller mundtligt. Herudover vil jeg bede dig om at fremsende kopi af blanketten (i tilstrækkelig anonymiseret form), samt oplyse, om (B) egenhændigt har udfyldt hele blanketten, eller om blanketten er udfyldt af forvaltningen og underskrevet af (B).

11. Gardinsagen

Du anfører, at (B) den 3. januar 1994 pålægger ældre/handicapafdelingen at betale nye gardiner til borgeren for at få afsluttet sagen, og at der gøres notat i personsagen om, at der er uoverensstemmelse mellem den administrative og den politiske beslutning i sagen.

Jeg vil her særligt bede dig redegøre for kompetencefordelingen i sådanne sager, samt oplyse mig om hvilket beløb, der er tale om. Endvidere vil jeg bede dig redegøre for, hvorfor forvaltningen efterkommer pålægget, hvis man mener, at der er tale om et ulovligt pålæg, og hvilken betydning notatet i personsagen om de uoverensstemmende beslutninger har.

12. Aktiveringssagen

I denne sag vil jeg bede dig redegøre nærmere for, hvori du mener, ulovligheden består.

Som du anfører, er jeg tidligere orienteret om denne sag, hvor jeg var - og er ‑ enig i kommunaldirektørens svar til dig om, at det er dybt beklageligt, at der foreligger et anonymt notat i en sag som denne. Jeg har bemærket mig, at du nu anfører, at det pågældende notat ‑ efter din opfattelse ‑ er ’udarbejdet i disse ....’). Jeg er imidlertid ikke klar over, hvilken betydning dette forhold skal tillægges, og vil bede dig om at redegøre nærmere herfor. Såfremt dette forhold spiller en væsentlig rolle for bedømmelse af sagen, vil jeg naturligvis bede dig om at dokumentere din opfattelse, eller i det mindste redegøre for hvilke forhold der begrunder din opfattelse.

13. Personforfølgelse/Ulovlig anklage/muligvis magtfordrejning i børnesag

Overskriften på denne sag indiceret tre alvorlige forhold. Jeg har læst sagsfremstillingen flere gange og må tilstå, at jeg har svært ved at gennemskue, hvad det er du mener at dokumentere. Jeg vil derfor bede dig om præcis at angive, hvilke forhold der ligger bag din påstand om henholdsvis personforfølgelse, ulovlig anklage og mulig magtfordrejning.

Som nævnt ovenfor, bør du ikke opfatte disse spørgsmål som udtømmende. Det er vigtigt, at du i hver enkelt sag ‑ og i de evt. andre sager, som du antyder findes ‑ giver en fyldestgørende forklaring på, hvorfor du mener, at der er tale om ulovligheder, og at du præcist angiver, hvori du mener, at ulovlighederne består, samt at du iøvrigt dokumenterer dine påstande på tilfredsstillende vis. Endelig savner jeg som tidligere nævnt en nærmere redegørelse ‑ og dokumentation ‑ for, hvad du har gjort for at forhindre politikerne i at træffe ulovlige beslutninger, og/eller hvad du har gjort for at forhindre, at de ulovlige beslutninger er blevet effektueret.

Afslutningsvis vil jeg oplyse dig om, at jeg ser med stor alvor på hele denne sag, og at jeg derfor som nævnt er noget skuffet over kvaliteten i den fremsendte redegørelse og den medfølgende ’dokumentation’.

Da jeg allerede den 4. marts 1996 pålagde dig at fremsende redegørelse og dokumentation for dine påstande, og samtidig gjorde rede for, hvad jeg som minimum forventede af henholdsvis redegørelse og dokumentation, skal jeg anmode dig om at fremsende din supplerende redegørelse, så jeg har den i hænde senest den 3. april 1996 kl 12.00.”

Socialchefens svar af 2. april 1996

A svarede i brev af 2. april 1996 og anførte bl.a.

“...

I min redegørelse af 18. marts 1996 gør jeg opmærksom på, at jeg naturligvis var indstillet på at løse den pålagte opgave. Jeg er fortsat også indstillet på at være behjælpelig i det omfang, jeg har mulighed for det. Når det er sagt, finder jeg imidlertid også anledning til at gøre opmærksom på, at der er grænser for, hvad jeg finder rimeligt at stille op til i forbindelse med udøvelse af min indberetningspligt som forvaltningschef.

Jeg undrer mig over din fremgangsmåde. Det naturlige ville have været at tage en nærmere kontakt med mig, med henblik på drøftelse af min indberetning vedrørende ulovligheder. Herefter kunne vi have handlet i fællesskab. Enten ved at konstatere, at du ikke var enig i min vurdering, eller ved at arbejde mere i dybden omkring sagen, f.eks. i samarbejde med Kommunernes Revisionsafdeling.

Nu har du i stedet valgt at arbejde med ord som ’påstande’ og indkaldt mig til tjenstlig samtale. Dit metodevalg i denne sag afviger væsentligt fra, hvad jeg er vant til fra din side.

Iøvrigt undrer jeg mig over, at du returnerer konvolut B, som udgør en integreret del af min redegørelse, herunder omfattende sagsmateriale, som udgør dokumentationsmateriale vedrørende de enkelte sager. At du samtidig dumper min redegørelse med bemærkninger om en skuffende kvalitet samt manglende dokumentation, er for mig at se en naturlig konsekvens af den returnerede konvolut.

Jeg har valgt at nummerere dine spørgsmål, og vil i mine efterfølgende afsnit henvise til disse.

ad.l.

Jeg er naturligvis ked af, at du ikke er enig i mit standpunkt. Jeg er imidlertid nødt til at fastholde, at jeg ikke ønsker at rette henvendelse til hverken tidligere medarbejdere eller nuværende klienter med henblik på at få udarbejdet de nødvendige redegørelser til dokumentation af sagerne. Hvis du finder det nødvendigt, deltager jeg naturligvis gerne i en nærmere drøftelse af, hvordan man eventuelt kunne indhente de ønskede redegørelser.

ad.2.

(B) har gentagne gange mundtligt overfor mig, og sandsynligvis også (E) og andre, givet den omtalte beskrivelse. Dette er der for så vidt ikke noget forkert i, blot den særlige interesse holdes indenfor de handlemuligheder, der er til rådighed for borgere i al almindelighed.

ad.3.

Forvaltningsretten indeholder bl.a. en lighedsgrundsætning gående på, at forvaltningen tilpligtes at afgøre det seneste tilfælde i overensstemmelse med de tidligere afgørelser. Aktiveringssagen, gardinsagen og E111-sagen er et eksempel på, at lighedsprincippet er tilsidesat. I sidstnævnte sag savnes tillige lovhjemmel for at udstede den omtalte blanket.

Magtfordrejning foreligger, når man i stedet for at varetage den opgave, som fremgår af den konkrete sag, varetager andre interesser, herunder private. Dette er tilfældet i den beskrevne børnesag, sag om forældremyndighed samt Egeborg sagen.

ad.4.

Jeg kender ikke det nærmere indhold af mødet med behandlingsinstitutionen Egeborg. Jeg kender ligeledes heller ikke de nærmere omstændigheder vedrørende (P)’s engagement i de beskrevne familiesager, hvor forældremyndighedssagen indgår. På den baggrund gør jeg opmærksom på, at en nærmere undersøgelse, herunder afhøring af relevante personer, vil kunne afdække strafbare forhold. Jeg tænker her på straffelovens § 152, der omhandler videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Jeg har derimod ikke givet udtryk for, at jeg mener, at nogen har begået strafbare forhold, og har derfor heller ikke overvejet at foretage politianmeldelse.

ad.5.

Som jeg tidligere har orienteret om, er de valgte sager eksempler jeg mere eller mindre tilfældigt er stødt på. Såfremt du ønsker en egentlig afdækning af et større sagstal, vil det kræve involvering af en lang række medarbejdere i forvaltningen samt tage betydelig længere tid. Såfremt du fastholder dit ønske på dette punkt, skal jeg foreslå, at opgaven løses i et samarbejde med Kommunernes Revisionsafdeling. Det er vigtigt her at være opmærksom på, at de konkrete sager udelukkende er et eksempel, og dermed billede af et mønster af sager. Det er for så vidt også forklaringen på, at medarbejderne i enkeltsager ikke handler således, som du f.eks. forventer med omgående indberetningspligt. Jeg er på et tidspunkt blevet opmærksom på mønstret, og har indberettet dette til Kommunaldirektør (C).

ad.6.

Når jeg bruger ordet ’Forsøg’ er det fordi, det må bero på en konkret vurdering, om man mener, at forsøget har givet det ønskede resultat en positiv særbehandling.

ad.7.

Det vil fremgå af min samlede redegørelse, at jeg i samtlige sager med undtagelse af en, udelukkende har fået ulovlighederne som efterretningssager. Jeg har undervejs i en række af sagerne gjort (B) opmærksom på grænserne for de lovlige beslutninger.

Den eneste undtagelse er (P)’s handlinger i de beskrevne børnesager.

ad.8.

Jfr. dokumentation i konvolut B har (B) fået de personfølsomme oplysninger.

Der var mig bekendt ikke forvaltningsdeltagelse i det beskrevne møde.

ad.9.

Sagen går i al sin enkelhed på, at (P) bruger sit socaludvalgsarbejde til at varetage faderens interesser i en forældremyndighedssag, som ikke er Udvalgets område. Dette kommer efter min opfattelse tydeligt til udtryk i forbindelse med hendes udspørgen omkring den konkret omtalte sag. Det er min overbevisning, at de deltagende sagsbehandlere fra Familiegruppen er enige i denne vurdering. Det afgørende er ikke de enkelte begivenheder i denne sag, men en meget klar opfattelse af, at (P) i hendes handlinger som socialudvalgsmedlem arbejder på at varetage en anden interesse, end den indholdsmæssige i sagen.

ad.10.

(B) er i denne sag tydeligt gjort opmærksom på, både af undertegnede, (E) samt daværende ... at pågældende jfv. lovgrundlaget ikke var berettiget til at få udstedt den omtalte attest. Omkring de nærmere omstændigheder skal jeg henvise til din egen redegørelse til pågældende borger.

ad.11.

Angående ulovligheden henviser jeg til tidligere afsnit. Vedrørende det anonyme notat, har jeg ikke yderligere oplysninger, udover at jeg finder det relevant, at sagen stammer fra en af (P)’s ..., og således ikke er en tilfældig borgerhenvendelse til en politiker.

ad.12.

Jeg skal forsøge yderligere klargøring

Den omtalte personforfølgelse starter i forlængelse af (P)’s utilfredshed med behandling af den beskrevne personsag. Fra den dag og frem til at vedkommende afdelingsleder ikke længere ønsker at bestride stillingen på disse vilkår, gøres der alt for at tilværelsen arbejdsmæssigt bliver så ulidelig som overhovedet muligt. Der er efter min vurdering tale om bl.a. en evig jagt på felter/opgaver, man kan kritisere vedkommende for ikke at have løst tilstrækkeligt godt nok o.s.v. Et særligt lille element er (P)’s ’pålæg’ til (B) om, at afdelingslederen ikke længere skal deltage i Udvalgets møder.

Den ulovlige anklage går på (T)’s anklage om, at afdelingslederen har rettet en ikke saglig forespørgsel til Børnepsykiatrisk Afd. omkring hendes eventuelle deltagelse i den omtalte personsag.

Magtfordrejning fordi (B) i forbindelse med behandling af de beskrevne børnesager, er gået efter at imødekomme (P)’s ønske om fjernelse af afdelingslederen, og ikke en saglig behandling af de relevante emner.

Afsluttende bemærkninger

Ved redegørelse af 29. juni 1995 orienterede jeg dig om de fortsatte problemer med (B) i relation til hendes samarbejde med Social‑ og Sundhedsforvaltningen. I den forbindelse gør jeg opmærksom på, at det uløste problem bl.a. betyder

Fejl i sagsbehandlingen.

Misforståelser i kommunikationen, herunder serviceringen af Social‑ og Sundhedsudvalg og Økonomiudvalg.

Politisk pression/pres overfor medarbejdere i konkretsager.

Ulovlige beslutninger/handlinger.

Det er ikke tilfældigt, at min listning slutter med ulovlige beslutninger/handlinger.

Jeg er naturligvis helt enig i vurdering af denne sags alvor, men må dog samtidig gøre dig opmærksom på, at arbejdsbetingelserne for mig og forvaltningens medarbejdere, fortsat er særdeles utilfredsstillende.

Den forløbne periode har indeholdt fyring af 7 medarbejdere i Social‑ og Sundhedsforvaltningen samt tilgang af yderligere opgaver.”

Møde den 16. april 1996 mellem socialchefen og kommunaldirektøren

Den 16. april 1996 havde kommunaldirektøren og A en samtale om indberetningerne. Sekretariatschefen, der overværede samtalen, udarbejdede den 23. april 1996 følgende notat herom

“...

Vedrørende indholdet af konvolut B til Socialchef (A)’s skrivelse af 18. marts 1996 blev det oplyst, at indholdet skal opfattes som en integreret del af redegørelsen. Kommunaldirektøren pålagde (A) at fremvise de dokumenter i konvolut B, der efter hans skøn er nødvendige til bedømmelse af sagen, men kun i det omfang tavshedspligtsreglerne ikke derved tilsidesættes, hvilket betyder, at personlige oplysninger, der ikke er nødvendige for bedømmelse af denne indberetning, kun bør fremvises i anonymiseret form.

Under samtalen fremviste (A) bilag fra konvolut B, der alle tidligere er fremsendt til Kommunaldirektøren (maj 1995).

Vedrørende anvendelse af redegørelser fra medarbejdere og klienter oplyste (A), at der teoretisk ’sagtens kunne foreligge’ flere sager, men (A) havde ikke haft energi til at pille sådanne yderligere sager frem. Direkte forespurgt oplyste (A) at de yderligere sager, han kunne tænke på, er sager, hvor (B) udøver et politisk pres ‑ ikke sager, hvor hun vel vidende, at der vil være tale om ulovlige forhold gennemtvinger en ulovlig afgørelse. (A) var ikke vidende om, at der i andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre fra (B).

Generelt

(A) oplyste, at han har ført mange samtaler med (B) om alle de nævnte sager med undtagelse af Egeborg‑sagen. Der er ikke fra (A)’s side overfor (B) klart gjort opmærksom på, at påtænkte beslutninger ville være i strid med gældende ret, og der er ikke afleveret notater om sådanne forhold, dog husker (A) ikke, om han gjorde et notat herom på sagen om udstedelse af blanket E‑111.

Der foreligger ikke skriftlige interne forholdsregler i Social‑ og Sundhedsforvaltningen om, hvordan medarbejderne skal forholde sig, såfremt der opstår situationer, hvor der gives ordre til afgørelser o. lign. der er i strid med gældende ret, men det er noget, der er drøftet på afdelingsledermøder. Efterfølgende har (A) givet ordre til, at der skal ske indberetning til ham om evt. ulovlige forhold i forvaltningen.

Aktiveringssagen.

(A) oplyste, at det er en klar politisk holdning, at man skal aktivere i overensstemmelse med den gældende lov. I den konkrete sag handler forvaltningen over for klienten (...), som selv aktivt har ’arbejdet’ på at blive fri for at påtage sig arbejde.

Generelt har den fremgangsmåde været anvendt, at (P) henvender sig til (B), for at få denne til at stille spørgmål til forvaltningen, og hvis (B) ikke sørger for svarene til (P) stiller hun selv spørgsmålene i forbindelse med udvalgets møder, og de relevante medarbejdere bliver hidkaldt til mødets slutning. Det var det sidste, der skete i denne sag.

(B) gav ordre til, at klienten i denne sag skulle sættes i gang med et uddannelsesforløb. Denne ordre var i strid med den fremgangsmåde, der er fastlagt i udvalget ‑ i alle andre tilfælde ville den unge ’være blevet lagt på is’, og senere igen sat i gang med aktivering i form af et arbejdstilbud.

Direkte adspurgt oplyste (A), at der ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd, men at hun har overtrådt den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ved at bryde ind i sagen. Klienten ’står af’/prøver at undslå sig for at påtage sig et arbejde, og alle andre unge ville i situationen have fået besked om at fortsætte aktiveringen.

Vedrørende det forhold, at (B) selv havde indkaldt klienten til et møde, oplyste (A), at forvaltningen ikke havde overvejet den problemstilling, at borgere efter forvaltningsloven kan henvende sig ved en fuldmægtig, medmindre personligt fremmøde i helt særlige tilfælde ‑ fx. pasudstedelse ‑ er nødvendig.

Gardinsagen.

Som udgangspunkt var (A) enig i, at denne sag vedrører spørgsmålet om erstatningspligt for en ansvarspådragende handling. Spørgsmålet er, om kommunens hjemmehjælp har vasket gardiner med den konsekvens, at gardinerne er krøbet. Forvaltningen har undersøgt sagen, og de involverede oplyser, at de ikke har vasket gardiner. Klienten oplyser, at det ikke er ham, der har vasket dem.

(A) har oplyst, at sagen har været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, som ikke har ment, at det er godtgjort, at vaskeri er udført af den kommunale hjemmehjælp. (B) havde under sagens indledende behandling været enig i, at der ikke skulle ydes erstatning for gardinerne, men efter henvendelse fra klienten går (B) ind og ’kortslutter’ sagen, og giver besked om, at gardinerne skal betales. (A) kunne bekræfte, at i denne sag står påstand øjensynligt mod påstand, og en endegyldig afgørelse ville i yderste konsekvens kun kunne findes ved en retssag.

(A) fastholdt, at (B)’s adfærd er en overtrædelse af lighedsgrundsætningen, eller anderledes beskrevet har (B) begået en ulovlighed ved at handle i strid med de forvaltningslovens principper.

Egeborg‑sagen

(A) kunne ikke udtale sig om, hvorvidt der er begået strafbare forhold. Han er vidende om, at (B) har bedt om, og har fået udleveret personfølsomme oplysninger til brug for et møde. Det er ikke oplyst konkret hvilke oplysninger det drejer sig om. (A) er ikke bekendt med, om (B) har videregivet oplysningerne. Forvaltningen gjorde ikke ved udleveringen af oplysningerne bemærkning til (B) om, at oplysningerne var tavshedsbelagte og ikke måtte videregives.

(A) finder, at det kunne være ’spændende’, om denne sag drøftes med (B) og direktøren for Egeborg. Sådan samtale er ikke ført mellem (A) og (B).

E‑111 blanketsagen.

(A) oplyste, at denne sag i grunden var en ’åndsvag lille dum sag’, som bedre kunne være ordnet, såfremt (B) var ’gået ind i sagen’ før forvaltningen havde meddelt afslag til klienten.

(A) oplyste, at han, inden man sendte forespørgslen til sundhedsministeriet, klart havde oplyst overfor (B), at forvaltningen ikke var i tvivl om retstilstanden.

Forældremyndighedssagen.

De to sager om børn (forældremyndighed og børnesagen) vedrører to mødre, der er ..., og iøvrigt medlemmer af ... sundhedsforvaltningen.

I forældremyndighedssagen har faderen og moderen forskellige sagsbehandlere og faderens og moderens sager holdes fuldstændigt adskilt af hensyn til forældremyndighedssagen, der verserer for retten. Sagen er i overensstemmelse med praksis i udvalget på dagsordenen som en efterretningssag, og (A) mener, at der var to medarbejdere med til mødet. (P) gennemførte en udførlig udspørgen og kritiserede de afgørelser og vurderinger, der indeholdt positive vurderinger af moderen i forældremyndighedssagen. (P) fandt, at hjemgivelse af barnet fra institution var helt ukorrekt, men begrundede ikke denne vurdering. Endvidere kritiserede (B) under mødet, at forvaltningen ikke i tilstrækkeligt omfang havde sørget for faderen.

(A) mener, at (B) og (P) ved deres adfærd prøvede at skade moderens mulighed for at få forældremyndigheden, og tilsvarende forbedre faderens muligheder. (A) vurderer, at der ikke var konsekvens i (P)’s opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering af sagen.

Børnesagen.

(A) oplyste, at (B) aldrig tidligere har været uenig i forvaltningens håndtering af børnesagerne. I denne sag havde udvalget som følge af (P)’s engagement svært ved at komme frem til en beslutning.

Forløbet er i en meget kortfattet beskrivelse, at udvalget beslutter frivillig anbringelse uden for hjemmet af et barn. Efter at moderen har talt med en person, hvem det er, er ikke (A) bekendt, henvender moderen sig til udvalget. Udvalget ændrer ved en enstemmig vedtagelse beslutningen om anbringelse, og beslutter i stedet, at moder og barn skal behandles på børnepsykiatrisk afdeling. På grund af (T)’s ansættelse medvirker forvaltningen til at indhente oplysning om, hvorvidt denne kommer til at arbejde med sagen på børnepsykiatrisk afdeling. Efterfølgende vurderer (A), at forvaltningen ikke burde have medvirket til denne forespørgsel, som skete med (B)’s vidende/indforståelse.

(P) ønsker efterfølgende, at medarbejderes handlemåde omkring forespørgslen til børnepsykiatrisk afdeling skal have konsekvenser for den pågældende. Der opstår en voldsom diskussion i udvalget, hvorunder (B) ’glemmer’, at hun har givet ordre til forespørgslen til børnepsykiatrisk afdeling. Udvalget ønsker at have en drøftelse uden tilstedeværelse af medarbejdere eller forvaltningscheferne. Efter drøftelsen bringes sagen på plads i udvalget.

(A) oplyser, at udvalgets ombeslutning med hensyn til, at barnet ikke skal anbringes uden for hjemmet er udtryk for magtfordrejning ‑ i hvert fald er det en usaglig beslutning, som (A) under udvalgets behandling gjorde opmærksom på.

Efter mødet med Kommunaldirektør (C) den 16. april 1996 har (A) overfor referenten uddybet sit synspunkt med, at han finder, at (B) handler politisk med (P) ved at medvirke til ombeslutningen om ikke at anbringe barnet uden for hjemmet. (B)’s begrundelse for beslutningen er usaglig/politisk begrundet og derfor er hendes handling udtryk for magtfordrejning, mens han ikke er bekendt med de øvrige medlemmers overvejelser, og derfor ikke bedømmer disses beslutning som udtryk for magtfordrejning.”

Den 26. april 1996 afholdtes et nyt møde mellem A, kommunaldirektøren og sekretariatschefen. A meddelte på mødet at sekretariatschefens notat af 23. april 1996 var uantageligt da det på en række punkter var ukorrekt eller misvisende. Det aftaltes at A udarbejdede sit eget referat af mødet den 16. april 1996.

Den 29. april 1996 udarbejdede A det følgende referat af samtalen den 16. april 1996.

“...

Mødet var indkaldt af (C) med henblik på, at drøfte indholdet i konvolut B/(A)’s indberetning om ulovligheder.

På mødet orienterede (C) om, at lovgrundlaget ikke gav ham mulighed for at åbne konvolut B og gennemlæse de fremsendte sagsakter.

På den baggrund blev det aftalt, at gennemgå de enkelte sager således, at (A) kunne kommentere og supplere de anonymiserede sager således, at nødvendig beslutningsgrundlag var til stede uden at åbne konvolut B.

(A) indledte med at redegøre for notatet af 22. februar 1996 til Borgmester (D). I notatet havde (A) valgt ikke at beskrive de enkelte sager, men derimod at sikre en identifikation af sagerne. På den måde kunne Borgmester (D) frit vælge, om hun ville iværksætte en nærmere undersøgelse og i givet fald hvem der skulle forestå denne.

Herefter blev de anonymiserede notater gået grundigt igennem.

Under mødet var der enighed om, at gardinsagen ikke indeholdt personfølsomme oplysninger, hvorefter dette bilag blev gennemgået. Dette var iøvrigt et bilag, som tidligere er fremsendt til Kommunaldirektøren. Der blev ikke på mødet fremlagt yderligere bilag fra konvolut B. Derimod var der enighed om, at det interne notat fra tidligere var fremsendt til Kommunaldirektøren maj 1995.

Vedr. anvendelse af redegørelser fra medarbejdere orienterede (A) om, at det drejede sig om dokumentation i forhold til de 2 børnesager. Under henvisning til tidligere redegørelse/ad 5 oplyste (A), at han p.t. ikke har kendskab til sager, hvor der vil være tale om ulovlige forhold. Derimod har (A) kendskab til en lang række sager, hvor (B) har udøvet et voldsomt politisk pres.

(A) oplyste, at han har ført mange samtaler med (B) om de nævnte sager, med undtagelse af Egeborg sagen. Bortset fra notater på blanketsagen samt gardinsagen, er der ikke udarbejdet særskilte notater fra forvaltningens side i de omtalte sager.

Der foreligger ikke skriftlig interne forholdsregler i social‑ og sundhedsforvaltningen om, hvordan medarbejderne skal forholde sig, såfremt det opstår situationer, hvor der gives ordrer til afgørelser og lignende der er i strid med gældende ret, men det er noget der i den aktuelle periode har været drøftet på afdelingsledermøder.

Aktiveringssagen.

(A) oplyste, at lovgrundlaget kombineret med social‑ og sundhedsudvalgets beslutning klart pålægger forvaltningen, at aktivere alle kontanthjælpsmodtagere samt at køre en klar og konsekvent linie såfremt de undslår sig denne aktivering.

I den konkrete sag handler forvaltningen overfor klienten, som selv aktivt har arbejdet på at blive fri for at påtage sig arbejde.

I øvrigt er det generelle samarbejde mellem (P) og (B) i disse sager, at (P) henvender sig til (B) for at få denne til at rejse sagen i forhold til forvaltningen. Hvis (B) ikke sørger for svar til tiden, stiller (P) selv spørgsmålene i forlængelse/forbindelse med udvalgets møder. Herefter bliver relevante medarbejdere omgående hidkaldt. Dette var også forløbet i denne aktiveringssag.

Gardinsagen.

(A) var enig i, at denne sag vedrører spørgsmålet om erstatningspligt for en ansvarspådragende handling. Sagen har været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab.

Egeborgsagen.

Forvaltningen gjorde ikke ved udlevering af oplysningerne bemærkninger til (B) om, at oplysningerne var tavshedsbelagte og ikke måtte videregives.

Forældremyndighedssagen.

Det er bl.a. i denne sag, at en redegørelse fra tidligere medarbejdere, samt de pågældende personer, ville kunne skabe et bedre beslutningsgrundlag.

Sagen er i overensstemmelse med praksis i udvalget på dagsordenen som en efterretningssag, og (A) mener, at der var 2 medarbejdere til stede på mødet. (P) gennemførte med udgangspunkt i efterretningssagen en udførlig udspørgen og kritiserede de afgørelser og vurderinger af positiv karakter, som forvaltningen havde udarbejdet, og som lå til grund for forvaltningens beslutning om hjemgivelse af barnet. (P) fandt, at hjemgivelse af barnet fra institutionen var ukorrekt, men begrundede ikke denne vurdering. Der faldt på mødet bl.a. ironiske bemærkninger til forvaltningen gående på, god fornøjelse. Samtidig kritiserede (P) at forvaltningen ikke i tilstrækkeligt omfang havde sørget for faderen.

(A) vurderer, at der ikke var konsekvens i (P)’s opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering af denne sag i relation til andre lignende.

Børnesagen.

(A) oplyste, at (B) stort set aldrig tidligere har været uenig i forvaltningens indstilling i disse børnesager. I denne sag havde social‑ og sundhedsforvaltningen som følge af (P)’s stillingtagen, svært ved at komme frem til en beslutning. Udvalget ønskede anbringelse, (P) var imod.

Forløbet er meget kortfattet, at udvalget beslutter frivillig anbringelse udenfor hjemmet af barnet. Efter at moderen har talt med en person, hvem det er ‑ er ikke (A) bekendt, orienterer moderen om, at hun ikke længere deltager i en anbringelse af barnet. Udvalget ændrer på et efterfølgende møde enstemmigt den tidligere beslutning om anbringelse, og beslutter i stedet, at mor og barn skal behandles på børnepsykiatrisk afdeling.

(A) gør opmærksom på, at han finder, at (B) handler politisk med (P), ved at medvirke til ombeslutning om ikke at anbringe barnet udenfor hjemmet. (B)’s begrundelse for beslutningen er usaglig/begrundet i en politisk handel, og derfor er hendes handling udtryk for magtfordrejning. Han er ikke bekendt med de øvrige medlemmers overvejelser omkring den ændrede beslutning.

Afsluttende bemærkninger.

Dette referat tager udgangspunkt i de tidligere fremsendte redegørelser, og har således alene medtaget nye oplysninger fra mødet den 16. april 1996.

(S) har udarbejdet et udkast til notat fra mødet den 16. april 1996. Da dette notat indenholder en række fejl og misforståelser samt på andre felter udelukkende består af udpluk fra længere samtaler, har jeg efter aftale med (C) og (S) lovet, at udarbejde dette uddybende notat.

Jeg har således valgt, ikke at kommentere (S)’s notat af 23. april 1996.”

Borgmesterens redegørelse af april 1996

I april 1996 udfærdigede borgmesterkontoret en redegørelse over sagen til brug for byrådets stillingtagen til hvad der burde ske på baggrund af A’s indberetninger.

Disse dokumenter samt nogle enkelte yderligere der er gengivet foran, blev optaget som bilag til borgmesterens redegørelse af april 1996 “vedrørende (A)’s indberetninger om socialudvalgsformand (B) og socialudvalgsmedlem (P)”. Redegørelsen indledtes med en beskrivelse af sagsforløbet fra sommeren 1995 til april 1996.

Dernæst indeholdt redegørelsen en gennemgang af de fremdragne enkeltsager. Denne del havde følgende indhold

“...

a. Sagen om indhentning af personfølsomme oplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg.

Socialchef (A)’s redegørelse for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som bilag A.

I skrivelsen af 2. april 1996 supplerer Socialchef (A) redegørelsen med at oplyse, at magtfordrejning foreligger, når man i stedet for at varetage den opgave, som fremgår af den konkrete sag, varetager andre interesser, herunder private, og at der foreligger magtfordrejning i denne sag.

Endvidere oplyser Socialchef (A) den 2. april 1996, at han ikke kender det nærmere indhold af mødet med Direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg. På den baggrund gør han opmærksom på, at en nærmere undersøgelse herunder afhøring af relevante personer, vil kunne afdække strafbare forhold ‑ straffelovens § 152, der omhandler videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Socialchef (A) tilkendegiver, at han dermed ikke har givet udtryk for, at han mener, at nogen har begået strafbare forhold, og har derfor heller ikke overvejet at foretage politianmeldelse.

I skrivelsen af 2. april 1996 oplyses endvidere, at der socialchefen bekendt ikke var forvaltningsdeltagelse i det møde Socialudvalgsformanden holdt med direktøren for Egeborg, da oplysningerne blev rekvireret.

På mødet den 16. april 1996 (socialchef (A) kan ikke godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste Socialchef (A), at han ikke kunne udtale sig om, hvorvidt der er begået strafbare forhold. Han er vidende om, at (B) har bedt om og har fået udleveret personfølsomme oplysninger til brug for et møde. Det er ikke oplyst konkret hvilke oplysninger, det drejer sig om. (A) er ikke bekendt med, om (B) uberettiget har videregivet eller udnyttet oplysningerne. Forvaltningen gjorde ikke ved udleveringen af oplysningerne bemærkning til (B) om, at oplysningerne var tavshedsbelagte.

(A) finder, at det kunne være ’spændende’, om denne sag drøftes med (B) og direktøren for Egeborg. Sådan samtale er ikke ført mellem (A) og (B).

b. ... sagen ‑ Børnesagen ‑ Personforfølgelse/ulovlig anklage/ muligvis magtfordrejning i forbindelse med behandling af børnesag.

Socialchef (A)’s redegørelse for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som bilag B.

I skrivelsen af 2. april 1996 supplerer Socialchef (A) redegørelsen med at oplyse, at der foreligger magtfordrejning i denne sag.

Indberetningen om magtfordrejning uddybes i skrivelsen af 2. april 1996 ved at det oplyses, at den omtalte personforfølgelse af en medarbejder i social‑ og sundhedsforvaltningen starter i forlængelse af (P)’s utilfredshed med behandlingen af den beskrevne personsag. Fra den dag og frem til at vedkommende afdelingsleder ikke længere ønsker at bestride stillingen på disse vilkår, gøres der alt for at tilværelsen arbejdsmæssigt bliver så ulidelig som overhovedet muligt. Socialchefen udtaler, at der efter hans vurdering er tale om bl.a. en evig jagt på felter/opgaver, man kan kritisere vedkommende for ikke at have løst tilstrækkeligt godt. Særligt fremhæves, at (P) har givet ’pålæg’ til (B) om, at aldelingslederen ikke længere skal deltage i udvalgets møder.

Endvidere udtaler Socialchef (A), ligesom under Egeborg‑sagen, at en nærmere undersøgelse herunder afhøring af relevante personer, vil kunne afdække strafbare forhold ‑ straffelovens § 152, der omhandler videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Socialchef (A) tilkendegiver, at han dermed ikke har givet udtryk for, at han mener, at nogen har begået strafbare forhold, og har derfor heller ikke overvejet at foretage politianmeldelse.

På mødet den 16. april 1996 (socialchef (A) kan ikke godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste (A), at (B) aldrig tidligere har været uenig i forvaltningens håndtering af børnesagerne. I denne sag havde udvalget som følge af (P)’s engagement svært ved at komme frem til en beslutning.

Forløbet er i en meget kortfattet beskrivelse, at udvalget beslutter frivillig anbringelse uden for hjemmet af et barn. Efter at moderen har talt med en person, henvender moderen sig til udvalget (Socialchefen ved ikke hvem det er, moderen har talt med). Moderens henvendelse fører til, at udvalget ved en enstemmig vedtagelse ændrer beslutningen om anbringelse, og i stedet beslutter, at moder og barn skal behandles på børnepsykiatrisk afdeling. På grund af (T)’s ansættelse medvirker forvaltningen til at indhente oplysning om, hvorvidt (T) kommer til at arbejde med sagen på børnepsykiatrisk afdeling. Efterfølgende vurderer (A), at forvaltningen ikke burde have medvirket til denne forespørgsel, som skete på (B)’s opfordring eller i hvertfald med hendes viden/indforståelse.

(P) ønsker efterfølgende, at medarbejderens handlemåde omkring forespørgslen til børnepsykiatrisk afdeling skal have konsekvenser for den pågældende. Der opstår en voldsom diskussion i udvalget, hvorunder (B) ’glemmer’, at hun har givet ordre til forespørgslen til børnepsykiatrisk afdeling. Udvalget ønsker at have en drøftelse uden tilstedeværelse af medarbejdere eller forvaltningschefen. Efter drøftelsen bringes sagen på plads i udvalget.

(A) oplyser den 16. april 1996, at han bedømmer, at udvalgets ombeslutning med hensyn til, at barnet ikke skal anbringes uden for hjemmet, er en usaglig beslutning, og det gjorde (A) under udvalgets behandling opmærksom på.

(A) har yderligere uddybet sit synspunkt med, at han finder, at (B) handler politisk med (P) ved at medvirke til ombeslutningen om ikke at anbringe barnet uden for hjemmet. (B)’s begrundelse for beslutningen er usaglig/politisk begrundet, og derfor er hendes handling udtryk for magtfordrejning, mens han ikke er bekendt med de øvrige medlemmers overvejelse, og bedømmer derfor ikke disses beslutning som magtfordrejning.

c. ’...sagen’ ‑ Udstedelse af blanket E 111 i forbindelse med studieophold i udlandet.

Socialchef (A)’s redegørelse for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som bilag C.

I skrivelsen af 2. april 1996 supplerer Socialchef (A) redegørelsen med at definere lighedsgrundsætningen som forvaltningens pligt til at afgøre det seneste tilfælde i overensstemmelse med de tidligere afgørelser og oplyser, at lighedsgrundsætningen blev tilsidesat ved udstedelse af den omhandlede blanket, og at der tillige savnes lovhjemmel for at udstede blanketten.

Socialchef (A) oplyser, at (B) i denne sag tydeligt blev gjort opmærksom på, at pågældende ikke efter gældende lovgivning var berettiget til at få udstedt den omhandlede attest. Der redegøres iøvrigt ikke nærmere for sagen, men der henvises til Borgmesterens besvarelse af en klage fra den pågældende borger.

Ifølge Borgmesterkontorets sagsakter var der tale om følgende ekspeditioner i denne sag

15. nov. 94

... henvendte sig til (B) med klage over et afslag til hans ... på udstedelse af blanket E 111 - og oplyser, at der i Hillerød er udstedt en E 111 blanket til ... (navngivne) studiekammereat i et lignende tilfælde.

23. nov. 94

Social- og sundhedsforvaltningen forelægger sundhedsministeriet spørgsmålet om der kan udstedes blanket i det pågældende tilfælde.

24. nov. 94

... retter skriftlig henvendelse til (B) med oplysning om, at hans ... har problemer (/risikerer at blive afvist fra universitetet) p.gr. af den manglende blanket, og påstår fortsat, at hun har krav på den.

Socialudvalgsformanden træffer beslutning om, at der indtil der foreligger en udtalelse/afgørelse fra sundhedsministeriet, skal udstedes en blanket E 111.

8. dec. 94

Sundhedsministeriet afgør, at blanketten ikke skal udstedes.

21. dec. 94

Socialministeriet (der ikke er ressortministerium) afgiver en udtalelse til sundhedsministeriet. Denne udtalelse giver udtryk for den antagelse, at blanketten kan udstedes. ... sender kopi af denne udtalelse til (B).

På mødet den 16. april 1996 (socialchef (A) kan ikke godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste Socialchef (A), at denne sag bedre kunne være ordnet, såfremt (B) var ’gået ind i sagen’ før forvaltningen havde meddelt afslag til klienten.

(A) oplyste endvidere den 16. april 1996, at han, inden man sendte forespørgslen til sundhedsministeriet, klart havde oplyst overfor (B), at forvaltningen ikke var i tvivl om retstilstanden.

d. ... sagen – ’Gardinsagen’

Socialchef (A)’s redegørelse for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som bilag D.

I skrivelse af 2. april 1996 supplerer Socialchef (A) sin redegørelse med at anføre, at lighedsgrundsætningen er tilsidesat i denne sag.

På mødet den 16. april 1996 (socialchef (A) kan ikke godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste (A), at han som udgangspunkt var enig i, at denne sag vedrører spørgsmålet om erstatningspligt for en ansvarspådragende handling. Dette bekræftes i socialchefens notat af 29. april 1996 (bilag 12c). Spørgsmålet er, om kommunens hjemmehjælp har vasket gardiner med den konsekvens, at gardinerne er krøbet. Forvaltningen har undersøgt sagen, og de involverede oplyser, at de ikke har vasket gardiner. Klienten oplyser, at det ikke er hende, der har vasket dem.

(A) oplyste endvidere, at sagen har været forelagt skriftligt for Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, som ikke har ment, at det er godtgjort, at vasken er udført af den kommunale hjemmehjælp. (B) havde under sagens indledende behandling været enig i, at der ikke skulle ydes erstatning for gardinerne, men efter henvendelse fra klienten går (B) ind og ’kortslutter’ sagen, og giver besked om, at gardinerne skal betales. (A) kunne bekræfte, at i denne sag står påstand øjensynligt mod påstand, og en endegyldig afgørelse ville i yderste konsekvens kun kunne findes ved en retssag.

(A) fastholdt, at (B)’s adfærd er en overtrædelse af lighedsgrundsætningen eller anderledes beskrevet har (B) begået en ulovlighed ved at handle i strid med forvaltningslovens principper.

e. Aktiveringssagen

Socialchef (A)’s redegørelse for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som bilag E.

Denne sag er i skrivelsen af 22. februar 1996 kategoriseret som en sag, hvor der er udøvet politisk pression, og i skrivelsen af 2. april 1996 kategoriseres sagen som en sag, hvor lighedsgrundsætningen er tilsidesat.

I skrivelsen af 2. april 1996 oplyser Socialchef (A), at han ikke har yderligere oplysninger vedrørende det anonyme notat, der er omtalt i bilag E udover at han finder det relevant, at sagen stammer fra en af (P)’s... og ikke er en tilfældig borgerhenvendelse til en politiker. Endvidere udtaler Socialchefen som refereret under Egeborg‑sagen, at en nærmere undersøgelse herunder afhøring af relevante personer, vil kunne afdække strafbare forhold ‑ straffelovens § 152, der omhandler videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Socialchef (A) tilkendegiver, at han dermed ikke har givet udtryk for, at han mener, at nogen har begået strafbare forhold, og har derfor heller ikke overvejet at foretage politianmeldelse.

På mødet den 16. april 1996 (socialchef (A) kan ikke godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) oplyste (A), at lovgivningen og en klar politisk beslutning pålægger forvaltningen, at alle kontanthjælpmodtagere skal aktiveres. I den konkrete sag handler forvaltningen over for klienten som selv aktivt har ’arbejdet’ på at blive fri for at påtage sig arbejde.

I forbindelse med arbejdet i Social‑ og Sundhedsudvalget har den fremgangsmåde i almindelighed været anvendt, at (P) har henvendt sig til (B), for at få denne til at stille spørgsmål til forvaltningen. I situationer, hvor (B) ikke har sørget for svar til (P), har hun selv stillet spørgsmålene i forbindelse med udvalgsmøderne, og de relevante medarbejdere er blevet hidkaldt til møderne ved afslutningen af disse. Det var denne fremgangsmåde, der var årsag til, at denne sag blev drøftet i forbindelse med et udvalgsmøde.

Socialchef (A) oplyste endvidere den 16. april 1996, at (B) gav ordre til, at klienten i denne sag skulle sættes i gang med et uddannelsesforløb. Denne ordre var i strid med den fremgangsmåde, der er fastlagt i udvalget ‑ i alle andre tilfælde ville den unge ’være blevet lagt på is’, og senere igen sat i gang med aktivering i form af et arbejdstilbud.

(A)’s bedømmelse den 16. april 1996 var, at der ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd, men at hun har overtrådt den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ved at bryde ind i sagen. Klienten ’står af’/prøver at undslå sig for at påtage sig et arbejde, og alle andre unge ville i situationen have fået besked om at fortsætte aktiveringen.

Vedrørende det forhold, at (B) selv havde indkaldt klienten til et møde, oplyste (A) den 16. april 1996, at forvaltningen ikke havde overvejet den problemstilling, at borgere efter forvaltningsloven kan henvende sig ved en fuldmægtig, medmindre personligt fremmøde i helt særlige tilfælde ‑ fx. pasudstedelse ‑ er nødvendig.

f. Retssag om placering af forældremyndighed.

Socialchef (A)’s redegørelse for sagen (bilag til skrivelsen af 18. marts 1996) er vedlagt dette notat som bilag F.

I skrivelsen af 2. april 1996 supplerer Socialchef (A) redegørelsen med at oplyse, at der foreligger magtfordrejning i denne sag.

I skrivelsen af 2. april 1996 oplyser Socialchefen, at sagen går ud på, at (P) bruger sit socialudvalgsarbejde på at varetage faderens interesser i en forældremyndighedssag (retssag om forældremyndigheden). Det kommer efter Socialchefens opfattelse tydeligt til udtryk i forbindelse med (P)’s udspørgen omkring den konkrete omtalte sag. Socialchefen udtaler, at han finder, at det afgørende ikke er de enkelte begivenheder i denne sag, men en meget klar opfattelse af, at (P) i sine handlinger som socialudvalgsmedlem arbejder på at varetage en anden interesse, end den indholdsmæssige i sagen.

På mødet den 16. april 1996 (socialchef (A) kan ikke godkende Borgmesterkontorets notat fra dette møde) blev de nærmere omstændigheder omkring sagsforløbet nærmere beskrevet (der henvises til notaterne vedrørende mødet, bilag 11 og 12 til dette notat).

Socialchef (A) vurderede på mødet den 16. april 1996, at (B) og (P) ved deres adfærd prøvede at skade moderens mulighed for at få forældremyndigheden, og tilsvarende forbedre faderens muligheder. (A) vurderer, at der ikke var konsekvens i (P)’s opfattelse og vurdering af forvaltningens håndtering af sagen.

Det oplyses, i Socialchefens referat fra mødet den 16. april 1996, at det bl.a. er i denne sag, at en redegørelse fra tidligere medarbejdere samt de pågældende personer, ville kunne skabe et bedre beslutningsgrundlag.”

Endelig indeholdt redegørelsen følgende bemærkninger om “øvrige problemstillinger”

“...

a. Inhabilitet

I Socialchef (A)’s redegørelse af 18. april 1996 opdeles de sager, hvor (B) ønsker en særlig afgørelse, i tre grupper (se side 3 i dette notat), hvoraf den ene gruppe er personsager, hvor borgeren havde private relationer/tilknytning til (B)’s omgangskreds. Der er ikke i det foreliggende materiale oplysninger, der nærmere kan belyse, hvilken personlig tilknytning der hentydes til. Den givne beskrivelse kan give anledning til at overveje, om der har foreligget tilfælde af inhabilitet, men der må dog henvises til, at almindeligt bekendtskab/kendskab til lokalsamfundets borgere ikke medfører inhabilitet for byrådsmedlemmer. Spørgsmålet om (P)’s inhabilitet i den omhandlede forældremyndighedssag blev belyst af Borgmesterkontorets jurist på foranledning af Socialchefen i forbindelse med sagens behandling i udvalget. Der forelå ikke oplysninger, der kunne give Borgmesterkontorets jurist anledning til at anbefale udvalget at træffe beslutning om at anse hende for inhabil.

b. Kommunernes Revisionsafdeling.

Socialchef (A) peger på, at Kommunernes Revisionsafdeling kunne indtages i en udredning af, om (B) og (P) har handlet ulovligt/i strid med gældende ret. Kommunernes Revisionsafdelings ekspertise ligger indenfor de økonomiske forhold. I en stor del af de sager, som Socialchefen har foretaget indberetning om, vedrører de direkte beslutninger ikke direkte økonomiske ydelser til enkeltpersoner.

Tilsynsrådet varetager tilsynet med byrådene. Det almindelige kommunale tilsyn omfatter alene den virksomhed, der udøves af Byrådet og de kommunalpolitiske organer, og ikke de enkelte byrådsmedlemmer bortset fra tilfælde, hvor en borgmester eller en udvalgsformand handler på vegne af Byrådet eller et udvalg. Dog kan Tilsynsrådet anlægge erstatningssag mod et byrådsmedlem, der er ansvarlig for, at kommunen er påført et tab (stl. § 61, stk. 3) eller begære, at der rejses påtale mod et byrådsmedlem, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører.”

Afslutningsvis opregnedes “Borgmesteren og kommunaldirektørens konklusioner” i sagen

“...

Borgmesteren og Kommunaldirektøren har på grundlag af de skriftlige redegørelser fra Socialchef (A) og dokumentationernes indhold, vurderet Socialchefens indberetninger og de deri indeholdte påstande.

Med hensyn til de konkrete sager, der er omfattet af Socialchef (A)’s indberetninger, finder Borgmesteren og Kommunaldirektøren

at der ikke i Egeborg‑sagen, (...), foreligger oplysninger der giver belæg for at antage, at socialudvalgsformanden har benyttet de udleverede oplysninger på en måde, der indebærer en overtrædelse af straffelovens § 152, og

at der endvidere ikke er grund til at tilslutte sig socialchefens påstand om, at der er udøvet magtfordrejning ved socialudvalgsformandens handlinger i Egeborg-sagen,

at der ikke er grund til at antage, at der er udøvet magtfordrejning ved Socialudvalgsformandens deltagelse i afstemningen i Social‑ og Sundhedsudvalget i forbindelse med behandlingen af Børnesagen (...), ligesom det heller ikke vurderes, at Socialudvalgsmedlem (P) har udøvet aktiviteter, som der er grundlag for karakterisere som magtfordrejning,

at der ikke ud fra en vurdering af sagsforløbet i Blanket E‑111‑sagen (...), som sagen fremstår i de foreliggende sagsakter, er grundlag for at antage, at Socialudvalgsformand (B) har tilsidesat lighedsgrundsætningen ved sin beslutning om på det givne tidspunkt i sagsforløbet at udstede erklæringen.

at Gardinsagen (...) af Socialudvalgsformand (B) er afgjort med udgangspunkt i at der forelå en sag om kommunens erstatningsansvar. En erstatningssag må afgøres efter en vurdering af samtlige foreliggende oplysninger, men en egentlig bevisbedømmelse kan kun ske under en retssag. Der findes ikke grundlag for at antage at Socialudvalgsformand (B) har handlet retsstridigt ved at revurdere oplysningerne i sagen og ændre et tidligere meddelt afslag på at erstatte gardinerne,

at der ikke i Aktiveringssagen (...) foreligger oplysninger, der giver anledning til en antagelse om, at Socialudvalgsformand (B) eller Socialudvalgsmedlem (P) har overtrådt straffelovens § 152 eller til at antage, at der uden lovhjemmel er foretaget en sådan forskelbehandling af borgere, at det kan karakteriseres som overtrædelse af lighedsgrundsætningen,

at udgangspunktet for bedømmelse af Forældremyndighedssagen (...) er, at Socialudvalgsmedlem (P) har haft et sagligt grundlag for at vurdere sagen og komme til en anden konklusion end den Social‑ og Sundhedsforvaltningen var kommet til. Tilsvarende gælder for Socialudvalgsformand (B)’s stillingtagen, og der er ikke grundlag for at antage, at der er udøvet magtfordrejning i sagen.

Generelt for de konkrete sager i relation til Socialudvalgsmedlem (P) bemærkes, at magtfordrejning og tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen kan foreligge ved en afgørelse i forhold til en borger. Dette betyder, at kun et kompetent beslutningsorgan (fx. socialudvalget eller udvalgets formand, når denne handler på udvalgets vegne), men ikke et ’menigt’ medlem kan gøre sig skyldig i magtfordrejning eller tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen. På trods af dette er Socialudvalgsmedlem (P)’s forhold bedømt i ovenstående konklusioner analogt med socialudvalgsformandens.

I redegørelsens afsnit 3 er refereret, at Socialchef (A) oplyser, at Socialudvalgsformand (B) havde private relationer til nogle af de personer, der er parter i de sager, som indberetningerne vedrører. Borgmesteren og Kommunaldirektøren finder ikke, at denne oplysning, der ikke er yderligere begrundet eller dokumenteret, bør føre til, at der bør anstilles yderligere undersøgelser.

Det er flere steder i Socialchefens indberetninger oplyst, at der i Social‑ og Sundhedsforvaltningen foreligger flere sager, hvor Socialudvalgsformanden har handlet retsstridigt. Dette spørgsmål har været overvejet nøje ved gennemgangen af indberetningeren og dokumentationerne, og Borgmesteren og Kommunaldirektøren finder, at det kan konkluderes, at Socialchefen har været udsat for et politisk pres fra (B), men at der ikke er fremlagt sager, hvori hun vel vidende at der vil være tale om ulovlige forhold, gennemtvinger en ulovlig afgørelse.

(A) er ikke fremkommet med oplysninger om, at der i andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre fra (B).

På baggrund af,

at de foreliggende indberetninger fra Socialchefen har været meget uklare og upræcise, og

at Socialchef (A) har udtalt, at han ikke var vidende om, at der i andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre fra (B)

finder Borgmesteren og Kommunaldirektøren ikke, at der er grundlag for at anbefale, at der foranstaltes yderligere undersøgelser, idet det ikke antages, at yderligere undersøgelser vil bringe forhold frem, hvor det kan konstateres, at Socialudvalgsformand (B) har handlet retsstridigt. Det samme gælder for (P)’s vedkommende.

Som en sammenfattende konklusion udtaler Borgmesteren og Kommunaldirektøren herefter, at der ikke antages at være grundlag for at antage, at Socialudvalgsformand (B) eller Socialudvalgsmedlem (P) har begået ulovligheder eller iøvrigt handlet i strid med gældende ret i nogle af de sager, der er omfattet af Socialchef (A)’s indberetninger.”

Byrådsmødet den 8. maj 1996

Redegørelsen blev forelagt på et byrådsmøde den 8. maj 1996. Af udskrift fra beslutningsprotokollen fra mødet fremgår at der blev truffet følgende beslutning på baggrund af redegørelsen

“...

Der foretoges afstemning om følgende forslag

’Byrådet tiltræder borgmesterens og kommunaldirektørens konklusion i redegørelsen af april 1996, side 14‑16, der tilbageviser beskyldningerne om ulovlighed.

Der er udtrykt ønske om, at sagen sendes til Tilsynsrådet.

Byrådet har intet at indvende herimod. Sagen oversendes til Tilsynsrådet’.

10 stemte for (C, V)

8 stemte imod (A, T, B, F)

Partierne A, B, F og T foreslog, at sagen fremsendes til Tilsynsrådet.

Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

...”

Samtidig vedtog byrådet at fritage A fra tjeneste. Fra september 1997 afskedigedes A med pension.

I overensstemmelse med byrådsbeslutningen sendte kommunen derpå med brev af 10. maj 1996 sagen til tilsynsrådet.

Åbent brev fra medarbejdere i socialforvaltningen

I et “åbent brev” til borgmesteren udtalte medarbejderne i socialforvaltningen følgende

“Efter at have læst den offentliggjorte redegørelse skal vi tilkendegive, at vi genkender socialchef (A)’s fremstilling af vores arbejdsforhold i Social‑ og sundhedsforvaltningen, men vi er rystede over det samlede indtryk.

Vi tager ikke stilling til, hvorvidt der er foregået ulovligheder.

Vi forholder os udelukkende til, hvordan problemstillingerne indvirker på vores dagligdag.

Det burde være almindelig praksis, at politikerne udstikker de overordnede rammer og overlader den individuelle sagsbehandling til administrationen.

I Social‑ og sundhedsforvaltningen i Hillerød Kommune er der mange eksempler på, at denne praksis bliver brudt. Vi må konstatere, at (A)’s bestræbelser på at skabe klare kommunikationsveje mellem politikere og administration ikke har ændret på forholdene.

Det er uholdbart, at politikerne lægger pres på medarbejderne. Et pres, der medfører en uensartet sagsbehandling. Vi oplever denne indblanding frustrerende og ødelæggende for kontakten til klienterne. Det er overordentlig vanskeligt for os at sige fra over for politisk pres i en i forvejen travl hverdag. Rapporten efterlader tvivl om, hvem der støtter os i at sige fra over for dette pres.

Vi må tage afstand fra, at politikerne blander sig i personaleledelsen i Social- og sundhedsforvaltningen. Det psykiske arbejdsmiljø er meget påvirket af denne indblanding, som har betydet, at vi har måttet sige farvel til gode og dygtige kollegaer.

Redegørelsen efterlader utryghed, når vi læser, at nogle kollegaer er uønskede af Social- og sundhedsudvalget.

Hvordan har borgmesteren og kommunaldirektøren tænkt sig at tage hånd om vores arbejdsforhold, så vi i fremtiden undgår politisk indblanding i administrative og ledelsesmæssige opgaver?

...”

Kopi af brevet blev sendt til tilsynsrådet.

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amts behandling af sagen

Tilsynsrådet bad i brev af 31. maj 1996 byrådet om at tilvejebringe udtalelser fra B og P om A’s indberetninger. Endvidere bad rådet kommunen oplyse i hvilket omfang byrådet og socialudvalget havde delegeret opgaver til formanden for socialudvalget og/eller administrationen. Endvidere blev byrådet bedt om en udtalelse i anledning af de tilvejebragte oplysninger og redegørelsen.

B’s advokats redegørelse af 4. marts 1997

B afgav den 4. marts 1997 en redegørelse. Redegørelsen blev udarbejdet af advokat Z som var blevet antaget af B og betalt af kommunen. Redegørelsen indeholdt bl.a. følgende

“...

a. Sagen om indhentning af personfølsomme oplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg

Sagen har sit udspring i, at en borger, der havde været i behandling som alkoholmisbruger, i januar 1994 fik bevilget et ophold på behandlingsinstitutionen Egeborg med henblik på at gennemføre en uddannelse som misbrugskonsulent.

Den pågældende afbrød imidlertid sit ophold på Egeborg under henvisning til, at indholdet af uddannelsen var utilfredsstillende.

Det fremgår af sagen, at den pågældende efterfølgende var i løbende kontakt med Social‑ og Sundhedsforvaltningen, og at han blandt andet i februar 1995 fik bevilget støtte til en uddannelse som alkolog på Frederiksberg Hospital.

I begyndelsen af april 1995 bad næstformand i Social‑ og Sundhedsudvalget, (M) (indvalgt for Venstre, min bemærkning) (B) om en drøftelse vedrørende den pågældende borger.

Med henblik på at forberede sig til denne drøftelse rettede (B) henvendelse til ekspeditionssekretær (U), Social‑ og Sundhedsforvaltningen, for at genopfriske sin hukommelse om sagens forløb og få oplysning om dens aktuelle stade.

Den aftalte drøftelse mellem (B) og (M) om den pågældende borger fandt sted 6. april 1995 på (B)’s kontor. Der var ikke andre til stede ved mødet.

I anden anledning havde (M) og (B) aftalt et møde med institutionsleder (N), Egeborg. Dette møde fandt efterfølgende sted samme dag den 6. april 1995, ligeledes på (B)’s kontor. Der var ikke andre til stede end de tre nævnte.

Formålet med mødet var en generel drøftelse om Social‑ og Sundhedsudvalgets samarbejde med Egeborg, herunder om de foreliggende klienttilbud, om det behandlingsmæssige forløb og om behandlingsresultaterne.

Mødet var uden nogen sammenhæng med mødet forud mellem (B) og (M), og den pågældende borgers sag blev ikke drøftet på mødet, ligesom der ikke til institutionslederen blev givet nogen oplysninger om den pågældende borger.

I et brev af 2. april 1996 til borgmesteren har (A) gjort gældende, dels at der ved det beskrevne hændelsesforløb foreligger magtfordrejning fra (B)’s side, dels at en nærmere undersøgelse vil kunne afdække, om (B) har tilsidesat straffelovens § 152 ved videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. (A) har ikke i brevet nærmere konkretiseret, på hvilke omstændigheder han støtter sit synspunkt om magtfordrejning.

På baggrund af det faktiske hændelsesforløb, således som det er beskrevet ovenfor, må det i det hele afvises, at der har foreligget magtfordrejning, allerede fordi (B) ikke har modtaget nogen oplysninger vedrørende den pågældende borger, som i forhold til hende eller andre medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget er fortrolige, og fordi hun ikke har udnyttet endsige har videregivet sådanne oplysninger til tredjemand.

Jeg henviser endvidere til, at det såvel af (A)’s brev af 2. april 1996 til borgmesteren som af drøftelserne på et møde 16. april 1996 med kommunaldirektør (C) fremgår, at (A) ikke har haft noget kendskab til det nærmere indhold af mødet mellem (B), (M) og institutionsleder (N), og at han heller ikke har haft noget kendskab til, om (B) på mødet har videregivet eller udnyttet fortrolige oplysninger.

Det kan således konstateres, at (A)’s klager beror på antagelser om det faktiske hændelsesforløb, som er uden hold i virkeligheden.

b. Sagen om behandlingen af en børnesag

Der er tale om en børnesag med et længerevarende forløb.

I dette forløb havde barnet været døgnanbragt på behandlingshjem fra 1. april til 6. maj 1993, men var derefter blevet hjemgivet til moderen.

På et møde i Social‑ og Sundhedsudvalget 27. januar 1994 blev sagen taget op på ny, og et flertal i udvalget traf beslutning om at foreslå frivillig anbringelse af barnet på behandlingshjem.

Det bemærkes i den forbindelse, at beslutningskompetencen i anbringelsessager, efter i april 1993 at være blevet henlagt til Social‑ og Sundhedsforvaltningens Familieafdeling, efterfølgende på ny blev flyttet tilbage til Social‑ og Sundhedsudvalget.

Efter en henvendelse fra barnets moder tog Social‑ og Sundhedsudvalget på ny sagen op på et møde 10. marts 1994, og efter en meget indgående drøftelse ændrede udvalget enstemmigt den tidligere trufne beslutning, idet det blev vedtaget at henvise barnet til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling på Hillerød Centralsygehus.

Da et medlem af udvalget, (T), tillige var ansat som socialrådgiver på børnepsykiatrisk afdeling, bad (B) for at undgå unødige problemer forvaltningen om at indhente oplysning på hospitalet om, hvorvidt (T) skulle deltage i undersøgelsen af det pågældende barn. Forvaltningen fik herefter af hospitalet bekræftet, at (T) ikke skulle deltage ved undersøgelsen.

På dette tidspunkt var der af flere medlemmer af Social‑ og Sundhedsudvalget rejst kritik af den måde, hvorpå lederen af Familieafdelingen behandlede børnesagerne.

På et efterfølgende møde i Social‑ og Sundhedsudvalget blev dette spørgsmål bragt op til drøftelse, og (B) bad derfor de tilstedeværende repræsentanter fra forvaltningen om at forlade mødet under denne drøftelse.

Under drøftelserne herom blev der rejst kritik af, at der var rettet forespørgsel til børnepsykiatrisk afdeling om (T)’s deltagelse i undersøgelsen af det pågældende barn. (B) var ikke i den forbindelse opmærksom på at orientere udvalget om, at initiativet til forespørgslen til psykiatrisk afdeling var udgået fra hende.

Det skal tilføjes, at denne drøftelse ikke fik nogen ansættelsesmæssige konsekvenser for lederen af Familieafdelingen.

(B) lod efterfølgende på et udvalgsmøde medlemmerne af Social‑ og Sundhedsudvalget selv orientere (A) om deres bedømmelse af Familieafdelingens leders arbejde, ligesom (B) derudover sammen med (A) havde en samtale med den pågældende herom. (A) gav ikke på det tidspunkt udtryk for, at han ikke var enig i den kritik, der var rejst.

Det fremgår ikke klart af (A)’s indlæg vedrørende denne sag, hvori hans klager består. I det omfang, klagerne retter sig mod (B), synes de dog at dreje sig om følgende

En nærmere undersøgelse, herunder afhøring af relevante personer, vil kunne afdække, om (B) har tilsidesat straffelovens § 152 ved videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger.

Den ændrede beslutning om at lade barnet undersøge på børnepsykiatrisk afdeling i stedet for frivillig anbringelse af barnet udenfor hjemmet er usaglig og politisk begrundet og derfor udtryk for magtfordrejning.

(B) har forsøgt at imødekomme (P)’s ønske om fjernelse af lederen af Familieafdelingen, og der foreligger derfor også i denne henseende magtfordrejning.

Det skal hertil bemærkes, at det er helt uoplyst af (A), hvilke fortrolige oplysninger (B) skulle have videregivet eller udnyttet, og på hvilken måde dette skulle være sket. (A)’s bemærkninger herom har da også alene karakter af en antagelse om, at yderligere undersøgelser vil kunne afklare, om en sådan videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger har fundet sted.

(B) har imidlertid hverken videregivet eller udnyttet fortrolige oplysninger, og (A)’s klage i så henseende må derfor i det hele afvises som grundløs.

Som anført ovenfor blev beslutningen om at lade det pågældende barn undersøge på børnepsykiatrisk afdeling, Hillerød Centralsygehus, truffet af et enstemmigt Social‑ og Sundhedsudvalg efter en indgående drøftelse. (B) har tilsluttet sig denne vedtagelse, efter at hun på baggrund af drøftelserne havde ændret opfattelse af, hvad der var det mest formålstjenlige behandlingsskridt i sagen. Det bemærkes herved, at der var tale om at foretage et valg imellem to behandlingstiltag ‑ enten anbringelse udenfor hjemmet eller børnepsykiatrisk undersøgelse ‑ som begge var saglige og relevante.

Der er intet i det foreliggende materiale, som kan støtte en antagelse om, at beslutningen om at lade det pågældende barn undersøge på børnepsykiatrisk afdeling på Hillerød Centralsygehus har været båret af usaglige hensyn, eller at der i den forbindelse foreligger magtfordrejning.

Der er heller intet grundlag i materialet for en antagelse om, at (B) ved sin deltagelse i behandlingen af sagen har ladet sig styre af et ønske fra anden side om, at lederen af Familieafdelingen skulle fjernes, men det kan, som ovenfor anført, bekræftes, at der blandt medlemmerne af Social‑ og Sundhedsudvalget ikke var fuld tilfredshed med den pågældende leders arbejde ‑ en kritik, som (A) på dette tidspunkt selv delte. For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes, at (B) ikke for sit eget vedkommende på noget tidspunkt har givet udtryk for, at lederen burde flyttes fra stillingen.

Det var både sagligt og relevant, at (B) for at undgå, at der skulle opstå nogen komplikationer eller kritik, ønskede at sikre sig, at (T) ikke som socialrådgiver ved børnepsykiatrisk afdeling, Hillerød Centralsygehus, deltog ved undersøgelsen af det pågældende barn, da hun som medlem af Social‑ og Sundhedsudvalget selv havde været med til at træffe beslutningen om at lade undersøgelsen foretage.

(B) beklager, at hun på det møde i Social‑ og Sundhedsudvalget, hvor Familieafdelingens ledere arbejde blev drøftet, ikke var opmærksom på at orientere om, at hun og ikke lederen af Familieafdelingen havde taget initiativ til forespørgselen til Hillerød Centralsygehus om (T)’s deltagelse i undersøgelsen af barnet. Denne forglemmelse har imidlertid været helt uden betydning for sagen og for afdelingslederens ansættelsesforhold i øvrigt.

c. Sagen om udstedelse af blanket E‑111 i forbindelse med et studieophold i udlandet

Sagen drejer sig om berettigelsen af at genudstede en såkaldt blanket E‑lll til en studerende, der var tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, i forbindelse med den pågældendes studieophold i udlandet.

Blanketten tjener som bevis for, at den pågældende har ret til akut sygehjælp i udlandet efter reglerne for sygesikrede i opholdslandet, men for dansk regning.

Den pågældende borger rejste den 1. februar 1993 til Frankrig for at videreuddanne sig, og hun blev derefter i sommeren 1993 optaget på uddannelsesinstitutionen Ecole Europeenne des Affaires. Uddannelsesforløbet på institutionen var tilrettelagt til at strække sig over i alt tre år, idet de studerende skulle læse et år skiftevis i Frankrig, i England og i Tyskland. Det bemærkes herved, at den pågældende har opholdt sig i Danmark i sommerferier imellem de enkelte årlige ophold i udlandet.

Københavns Kommune, hvor den pågældende havde sin bopæl, inden hun flyttede sin adresse til Hillerød Kommune, havde ad to gange udstedt E‑111 blanketter til hende, første gang for perioden 1. januar til 1. juli 1993 og dernæst for perioden fra 1. juli 1993 til 1. juli 1994, som var det tidsrum, hvor hun studerede i Frankrig.

Da den pågældende pr. september 1994 i overensstemmelse med studie-planer påbegyndte sine studier i England, anmodede hun Hillerød Kommune om en ny E‑lll blanket, men fik afslag under henvisning til, at blanketten kun kunne udstedes en gang og for et år.

Den pågældendes far, der nu var gået ind i sagen for sin datter, rettede herefter ved en nærmere redegørelse af 15. november 1994 henvendelse om sagen til (B) i dennes egenskab af socialudvalgsformand.

Efter nærmere undersøgelser af spørgsmålet traf (B) 24. november 1994 afgørelse om, at der skulle udstedes en ny blanket til den studerende. Afgørelsen, der foreligger skriftligt og er underskrevet af (B), har følgende ordlyd

’Socialudvalgsformand (B) har d.d. truffet afgørelse om, at der indtil der foreligger en afgørelse/udtalelse fra Sundhedsministeriet, udstedes en blanket E‑lll.

Blanketten udstedes for perioden indtil 30/6‑1995.’

I forbindelse med sine undersøgelser forud for afgørelsen havde (B) fået oplysning om, at alle andre danske studerende på uddannelsesinstitutionen uden indsigelser havde opnået E‑lll blanketter fra deres respektive hjemstedskommuner, at en af disse studerende var tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, hvorfra han ligeledes uden indsigelser havde fået udstedt en blanket og senere fået fornyet denne, og at den studerende, som denne sag drejer sig om, havde fået den i fotokopi vedlagte ultimative meddelelse af 14. november 1994 fra uddannelsesinstitutionen om, at såfremt blanketten ikke forelå senest 28. s.m., ville den pågældende studerende ikke kunne fortsætte sine studier på institutionen.

Af det materiale om sagen, som jeg har modtaget fra Hillerød Kommune, fremgår, at kommunen hverken kan bekræfte eller afkræfte oplysningerne vedrørende udlevering af E‑111 blanketter til den nævnte medstuderende, idet man ikke opbevarer kopier heraf. Jeg vedlægger derfor kopi af erklæring af 27. juni 1996 fra den pågældende til dokumentation.

Som det fremgår, havde Hillerød Kommune forud for (B)’s afgørelse den 24. november 1994 valgt at forelægge sagen for Sundhedsministeriet til udtalelse.

De supplerende oplysninger om sagen, som (B) havde modtaget i forbindelse med sine undersøgelser, samt det forhold, at det måtte anses for usikkert, om kommunen var berettiget til at afvise at udstede blanketten til den studerende, og at sagen derfor var blevet forelagt for Sundhedsministeriet til udtalelse, var afgørende for den beslutning, (B) traf, hvilket til dels fremgår af den skriftlige afgørelse.

I en udtalelse af 8. december 1994 meddelte Sundhedsministeriet som sin opfattelse, at blanketten ikke kunne anvendes i tilfælde af studieophold i udlandet på mere end et år, og at det derfor var en forudsætning for blankettens anvendelse, at den studerende vendte tilbage til Danmark indenfor et år.

Forelagt denne udtalelse har Socialministeriet, som er ansvarlig for fortolkning af det EU‑regelsæt, der danner grundlag for udstedelse af blanketterne, i en redegørelse af 21. december 1994 til Sundhedsministeriet udtalt, at man ikke deler Sundhedsministeriets opfattelse. Det er således i redegørelsen anført, at det absolut er muligt for en studerende at få udstedt en ny blanket efter en kortere periodes ophold i Danmark, for eksempel svarende til en studerendes sommerferie.

Der foreligger for den efterfølgende periode et omfattende materiale i sagen, som dels vedrører kravet om udstedelse af blanketten, dels spørgsmålet om berettigelsen af et af Hillerød Kommune senere fremsat krav om, at den studerende afmeldes fra Folkeregistret.

På baggrund af, at Sundhedsministeriet og Socialministeriet havde helt forskellige opfattelser af det rejste spørgsmål vedrørende udfærdigelse af E‑111 blanketter, rettede Hillerød Kommunes borgmester ved brev af 2. marts 1995 henvendelse til Statsministeren, idet borgmesteren anførte, at den foreliggende situation var meget utilfredsstillende for såvel kommunerne som de studerende og anmodede om, at ministerierne snarest fandt frem til en fælles holdning til spørgsmålet, således at Hillerød Kommune kunne få klar besked om den rette fremgangsmåde i de pågældende sager.

I Statsministerens svar af 18. maj 1995 har han, efter at have forelagt borgmesterens henvendelse for Socialministeren og Sundhedsministeren, anført, at E‑111 blanketten kan udstedes for midlertidigt ophold i en anden medlemsstat i indtil et år, at blanketten under visse forudsætninger kan fornyes, og at en fornyelse af E‑111 blanketten er betinget af, at den studerende på fornyelsestidspunktet har bopæl i Danmark.

Statsministeren har endvidere tilføjet, at ’Regeringen går ind for, at danske studerende kan deltage Aktivt i det internationale studiemiljø, og jeg finder det derfor uheldigt, når der opstår problemer i forbindelse med studieophold i udlandet.’

I konsekvens heraf har Hillerød Kommunes borgmester ‑ uden at (B) i øvrigt har været involveret i denne beslutning ‑ meddelt den studerendes far, at hans datters E‑111 blanket vil kunne fornyes, såfremt hun på fornyelsestidspunktet har bopæl i Danmark. Om dette konkret er tilfældet, må afgøres af Folkeregistret efter de gældende regler i folkeregisterloven.

Den studerendes far har indgivet klage i sagen til Tilsynsrådet, Frederiksborg Statsamt. Efter anmodning fra rådet har Det sociale Ankenævn 12. juni 1996 truffet afgørelse om, at den studerende ikke har været berettiget til at få udstedt en E111 blanket for sin sidste studieperiode i 1995/96, blandt andet under henvisning til, at den studerende af særlige grunde ikke har kunnet registreres i Hillerød Kommunes Folkeregister, når hun i sin sommerferie opholdt sig der.

Det bemærkes herved, at spørgsmålet om betydningen af folkeregistertilmelding i den studerendes sommerferie ikke indgik som grundlag for Hillerød Kommunes beslutning i efteråret 1994 om at afvise at udfærdige en blanket til den studerende og dermed heller ikke for (B)’s efterfølgende beslutning. Det skal endvidere tilføjes, at den studerende var tilmeldt Folkeregistret i Hillerød Kommune, da (B) traf afgørelse i sagen.

(A)’s klager går dels på, at (B) traf beslutningen om, at blanketten skulle udstedes til den studerende, selv om der ikke var hjemmel hertil, hvilket hun var orienteret om, dels at (B) ved sin afgørelse har tilsidesat en lighedsgrundsætning.

Det skal hertil bemærkes, at det på det tidspunkt, da (B) traf sin afgørelse, henstod som usikkert, om Hillerød Kommune var berettiget til at nægte at udstede blanketten til den pågældende.

At spørgsmålet var uafklaret, illustreres af, at Hillerød Kommune, før (B)’s afgørelse var truffet, havde fundet det nødvendigt at forelægge spørgsmålet for Sundhedsministeriet til udtalelse. En forelæggelse ville savne mening, såfremt der ikke var tvivl om spørgsmålet.

Det efterfølgende forløb, herunder naturligvis ikke mindst Sundhedsministeriets og Socialministeriets divergerende opfattelser af spørgsmålet, dokumenterer ligeledes, at spørgsmålet var uafklaret.

Det for (B) foreliggende retlige tema, da hun traf sin afgørelse 24. november 1994, var, om blanketten kun kunne udstedes en gang og for et år, eller om blanketten efterfølgende kunne fornyes.

Det fremgår af Statsministerens besvarelse af 18. maj 1995 i anledning af Hillerød Kommunes borgmesters henvendelse, at blanketten kan udstedes for en periode på indtil et år, men at den under visse forudsætninger også kan fornyes. Besvarelsen indebærer, at den studerende har haft krav på at modtage blanketten, hvis det blot var det retlige tema, der blev forelagt (B), der lægges til grund for vurderingen, nemlig om blanketten kunne fornyes efter et år.

Som nævnt ovenfor er spørgsmålet om betydningen af den studerendes mulighed for at være registreret i Folkeregistret i Hillerød Kommune først opstået efterfølgende, og det er derfor uden betydning for vurderingen af, hvorvidt (B)’s afgørelse har været retmæssig.

Imidlertid var den studerende tilmeldt folkeregistret med bopæl i Hillerød Kommune, da anmodningen om udstedelse af blanketten blev indgivet i 1994.

Da den studerende derfor på det tidspunkt opfyldte betingelserne for at få udstedt blanketten, kan det konstateres, at (B)’s afgørelse har været rigtig og i overensstemmelse med de gældende regler.

Jeg henleder endvidere opmærksomheden på, at det af den skriftlige afgørelse klart fremgår, at den kun er truffet, indtil der foreligger en afgørelse fra Sundhedsministeriet.

Af Statsministerens besvarelse af 18. maj 1995 fremgår, at det af de grunde, der er nævnt, findes uheldigt, når der opstår problemer i forbindelse med studieophold i udlandet. (B)’s afgørelse var i overensstemmelse med dette hensyn, idet den studerende var stillet over for ‑ med en frist på kun 14 dage ‑ at blive afskåret fra en fortsættelse af sine studier, såfremt den pågældende blanket ikke blev udstedt.

Hillerød Kommunes borgmesters meddelelse af 13. juni 1995 til den studerendes far om, at hans datters E‑111 blanket kunne fornyes, såfremt hun på fornyelsestidspunktet havde bopæl i Danmark, er i overensstemmelse med Statsministerens udtalelse og må anses for en tiltrædelse af (B)’s vurdering af den retlige situation, da hun i 1994 traf sin afgørelse.

For så vidt angår (A)’s klage over, at en lighedsgrundsætning er blevet tilsidesat ved (B)’s afgørelse, er det vanskeligt at se noget belæg for en sådan antagelse. Tværtimod traf (B) sin afgørelse blandt andet under hensyntagen til, at den studerende skulle stilles på samme måde, som Hillerød Kommune samtidig havde behandlet en anden studerende i relation til udstedelse af E‑111 blanketter.

Sammenfattende må (A)’s klager vedrørende denne sag afvises i deres helhed som ubegrundede.

d. ’Gardinsagen’

I maj 1993 foretog kommunens Ældre/Handicapafdeling hovedrengøring i en ældre borgers hjem. I forbindelse hermed blev nogle gardiner ødelagt, idet de blev vasket og ikke, som de burde, renset.

Det er ubestridt, at gardinerne blev ødelagt, men der foreligger i øvrigt helt divergerende forklaringer om hændelsesforløbet.

Den pågældende borger har således oplyst, at han udtrykkelig informerede de kommunale medarbejdere, der udførte hovedrengøringen om, at gardinerne ikke måtte vaskes, men skulle renses, men at medarbejderne til trods herfor vaskede gardinerne i hans vaskemaskine.

Heroverfor har de pågældende medarbejdere oplyst, at de tog gardinerne ned og lagde dem ved den pågældende borgers vaskemaskine, og at han selv lagde gardinerne i maskinen og startede den. Borgeren har rejst krav over for kommunen for de ødelagte gardiner med et beløb på kr. 2.793,50.

Kommunen anmeldte herefter kravet under kommunens ansvarsforsikring i Kommunernes gensidige Forsikringsselskab. Ved brev af 12. november 1993 til borgeren afviste forsikringsselskabet imidlertid kravet.

At Kommunernes gensidige Forsikringsselskab har indtaget dette standpunkt, kan ikke undre, da kommunen i sin skadeanmeldelse har anført, at borgeren selv havde lagt gardinerne i sin vaskemaskine og derefter havde startet maskinen.

Borgeren rettede derefter henvendelse til (B) i dennes egenskab af socialudvalgsformand, idet han i øvrigt fastholdt sit erstatningskrav.

(B) bad derpå Social‑ og Sundhedsforvaltningen om at undersøge sagen på ny.

I et længere skriftligt indlæg af 17. december 1993 redegjorde borgeren for sit syn på sagen, idet han fastholdt det rejste erstatningskrav.

Efter at have foretaget supplerende undersøgelser, herunder gennemført samtaler med de to medarbejdere, der udførte hovedrengøringen, fastholdt Ældre/Handicapafdelingen i et notat af 28. december 1993 til (B), at afdelingen ikke kan påtage sig noget ansvar i sagen.

Da (B), som oprindeligt havde været enig heri, efter en nærmere overvejelse ikke længere kunne dele denne opfattelse, anmodede hun Social‑ og Sundhedsforvaltningen om at udbetale det opgjorte erstatningsbeløb til den pågældende borger.

Af det materiale om sagen, som jeg har modtaget, fremgår, at der er foretaget ganske omfattende undersøgelser i sagen, herunder indhentet skriftlige redegørelser fra de medarbejdere, der udførte hovedrengøringen.

Det fremgår af (A)’s brev af 2. april 1996 til borgmesteren, at hans klage i denne sag går på, at (B) har tilsidesat en lighedsgrundsætning.

Ifølge den af Hillerød Kommune udarbejdede redegørelse af april 1996 har (A) på et møde 16. april 1996 med kommunaldirektør (C) præciseret, at hans klage går på, at (B) har begået en ulovlighed ved at handle i strid med forvaltningslovens principper.

Som det er fremgået, drejede sagen sig om, hvorvidt den pågældende borger kan gennemføre et krav om erstatning mod kommunen for en skadegørende handling.

En stillingtagen til sandsynligheden herfor beror på en vurdering af de foreliggende oplysninger og disse vægt. Der er altid et vist spillerum for en sådan vurdering, som beror på et skøn over de nævnte oplysninger om sagen. Det følger heraf, at der kan være forskellige vurderinger af sagen uden, at nogen af disse kan karakteriseres som ulovlige.

Der er derfor intet grundlag for at antage, at (B)’s endelige vurdering af sagen, selv om denne afveg fra forvaltningens, er retsstridig, endsige at den afgørelse, hun traf om betaling af erstatning til den pågældende borger, er ulovlig.

Det skal tilføjes, at størrelsen af det rejste erstatningskrav ikke stod i noget rimeligt forhold til de ressourcer, forvaltningen hidtil havde anvendt på sagen eller måtte antages at skulle anvende ved sagens fortsættelse, og at dette forhold tillige var bærende for (B)’s beslutning om, at sagen måtte afsluttes med udbetaling af erstatningsbeløbet.

Allerede fordi sagen som nævnt skulle afgøres på grundlag af dens konkrete omstændigheder, er (A)’s henvisning til, at en lighedsgrundsætning er tilsidesat, irrelevant, men der foreligger ikke i øvrigt nogen oplysninger, der kan begrunde en sådan antagelse.

e. Sagen om aktivering af en ung borger

Sagen vedrører en ung pige, som i marts 1995 med kommunens medvirken fik anvist arbejde i et firma i København.

Den 28. marts 1995 opsagde hun imidlertid sin stilling til fratræden samme dag, angiveligt på grund af arbejdsforholdene og under henvisning til, at hun var blevet placeret på en forkert hylde.

Der foreligger på sagen et unavngivent notat, som formentlig er udfærdiget af den unge piges mor. I notatet klages der blandt andet over, at en medarbejder i kommunen skulle have oplyst, at den unge pige som følge af, at hun opsagde sin stilling, skulle have karantæne i 5 uger.

Notatet er tilgået via socialudvalgsmedlem (P).

Den 1. juni 1995 var den unge pige til jobsamtale i kommunen og gav ved den lejlighed udtryk for et ønske om at blive uddannet som pædagog. Den pågældende medarbejder anbefalede derfor pigen, at hun hurtigst muligt skulle påbegynde en resterende skolegang, som var en forudsætning for at blive optaget på seminariet.

Samtidig modtog pigen et aktiveringstilbud om beskæftigelse ved udlejning af både på Slotssøen i Hillerød for Hillerød Turistbureau.

Denne beskæftigelse blev påbegyndt 6. juni 1995, men allerede nogle dage efter gav pigen over for kommunen med forskellige begrundelser udtryk for, at hun ønskede at ophøre hermed og endvidere for utilfredshed med, at kommunen ikke umiddelbart var indstillet på at efterkomme hendes ønske.

(B)’s egentlige engagement i sagen indskrænker sig til, at hun på dette tidspunkt tilbød at tage en samtale med pigen om sagen. Denne samtale blev herefter gennemført den 22. juni 1995.

Det fremgår af et notat, udarbejdet af afdelingsleder (V), at (B) har drøftet sagen med hende, og at hun umiddelbart kunne tiltræde, at (B) gennemførte en samtale med pigen som en fornuftig løsning.

Før samtalen den 22. juni 1995 havde (B) som en forberedelse hertil en drøftelse med kommunens psykolog, (X), som tidligere havde haft pigen som klient.

På mødet med pigen gjorde (B) det hende klart, at det var kommunens holdning, at forudsætningen for at opnå kontanthjælp var, at modtageren arbejdede. Pigen oplyste imidlertid, at hun af sine morforældre var blevet inviteret på ferie til Frankrig med alt betalt indtil det tidspunkt, da hun efter planen skulle påbegynde sin skolegang. Pigen var indforstået med ikke i ferieperioden at modtage kontanthjælp.

Da de udestående problemer, som var blevet forelagt for (B), alle synes at kunne løses på denne måde, sluttede samtalen.

Det fremgår af sagen, at pigen umiddelbart herefter efter henstilling fra (B) og indstilling fra psykolog (X) blev bevilget forrevalidering i henhold til bistandslovens §§ 37 og 43 for perioden august 1995 til juni 1996 med henblik på i denne periode at gennemføre 9. klassetrin på VUC.

I sit brev af 2. april 1996 til borgmesteren har (A) anført, at en nærmere undersøgelse vil kunne afdække, om straffelovens § 152 har været tilsidesat i denne sag ved videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Denne antagelse synes ikke at rette sig mod (B) men alene mod (P), men måtte det ikke være tilfældet, skal det blot bemærkes, at (B) ikke har drøftet eller været i forbindelse med udenforstående om sagen, og at hun allerede af denne grund derfor ikke har videregivet eller udnyttet sådanne oplysninger.

(A)’s klage i relation til (B) synes derudover alene, ifølge hvad han på mødet 16. april 1996 med kommunaldirektør (C) gav udtryk for, at være, at (B) har overtrådt en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning ved at bryde ind i sagen. (A) har dog tillige på mødet oplyst, at der efter hans bedømmelse ikke var noget ulovligt i (B)’s adfærd.

Det skal herom bemærkes, at de foranstaltninger for den unge pige, som blev gennemført efter hendes møde med (B) 22. juni 1995 for så vidt angår forrevalidering i forbindelse med gennemførelsen af skolegangen fra august 1995, blev truffet af forvaltningen alene efter henstilling fra (B) og på grundlag af en indstilling fra psykolog (X).

Det kan derfor alene være det forhold, at den unge pige fik adgang til at holde ferie med sine morforældre i Frankrig, der kan være grundlaget for (A)’s klage om tilsidesættelse af en lighedsgrundsætning.

Det skal imidlertid hertil bemærkes, at kommunen ikke har nogen mulighed for at gennemtvinge aktiveringsforanstaltninger, hvis de berørte modsætter sig at deltage heri, idet reaktionen umiddelbart alene kan være, at de pågældende kan miste adgang til kontanthjælp.

Som oplyst modtog den unge pige da heller ikke kontanthjælp under sin ferie.

Der er intet grundlag for (A)’s antagelse af, at (B) ved sin samtale med den unge pige skulle have tilsidesat en lighedsgrundsætning.

(A)’s klage(r) vedrørende denne sag må derfor ligeledes afvises i det hele som grundløs(e).

f. Retssag om placering af forældremyndighed

Sagen relaterer sig til to forældre, som Social‑ og Sundhedsforvaltningen har ydet bistand til.

Samtidig med dette førte forældrene retssag mod hinanden om forældremyndigheden til et fællesbarn.

På et møde i Social‑ og Sundhedsudvalget 23. marts 1995 behandlede udvalget som en efterretningssag, at forvaltningen var påbegyndt hjemgivelse af moderens to ældre særbørn.

Ifølge den af (A) udarbejdede skriftlige redegørelse af 18. marts 1996, ’forhindrede (B) som udvalgsformand ikke (P) i at krydsforhøre forvaltningen, og i den forbindelse rette en væsentlig kritik af vores positive syn på pågældende’ på dette udvalgsmøde.

I sit brev af 2. april 1996 til borgmesteren har (A) ikke rettet nogen klager mod (B), men på mødet 16. april 1996 med kommunaldirektør (C) har (A) efter det oplyste præciseret sin klage i relation til (B) derhen, at hun (og (P)) ved deres adfærd prøvede at skade moderens mulighed for at få forældremyndigheden og tilsvarende at forbedre faderens muligheder.

Af referatet for mødet 23. marts 1995 i Social‑ og Sundhedsudvalget fremgår intet om udvalgets drøftelser vedrørende spørgsmålet, og der er ikke i øvrigt i det materiale om sagen, som jeg har modtaget fra Hillerød Kommune, noget yderligere til belysning heraf.

(B) har ikke set det som sin opgave som formand for Social‑ og Sundhedsudvalget at afskære udvalgets medlemmer fra at stille spørgsmål, herunder kritiske spørgsmål, men at antage, at (B)’s mødeledelse i det konkrete tilfælde har haft til formål at skade en parts muligheder i den da verserende retssag, kan på baggrund af de foreliggende oplysninger kun karakteriseres som absurd.

Jeg henleder endvidere opmærksomheden på, at der på udvalgsmødet var tale om en efterretningssag, og at udvalget derfor ikke skulle træffe nogen beslutninger om sagen. Muligheden for at påvirke udfaldet af den verserende retssag må allerede af denne grund anses for at være helt akademisk.

Sammenfattende skal det oplyses, at samtlige de af (A) mod (B) fremsatte klager, hvoraf nogle har en injurierende karakter, efter en gennemgang af de faktiske forhold i de enkelte sager må afvises som grundløse.

Dog beklager (B), ..., at hun ikke var opmærksom på, på et socialudvalgsmøde i 1994 at give den omtalte orientering vedrørende en forespørgsel til Hillerød Centralsygehus. Denne forglemmelse har dog været uden nogen betydning for sagen og for den pågældende afdelings ledere ansættelsesforhold i øvrigt.

En gennemgang af sagskomplekset efterlader det klare samlede indtryk, at (A)’s standpunkter i de enkelte sager beror dels i høj grad på fejlantagelser med hensyn til de faktiske forløb, dels misforståelser med hensyn til de retlige standarder, han har henvist til, hvilket har den betydning for vurderingen af (A)’s klager, som jeg har redegjort for.”

P’s advokats redegørelse af 24. februar 1997

P’s advokat, (Y), fremkom med en redegørelse på P’s vegne i et brev af 24. februar 1997. Denne redegørelse indeholdt bl.a. følgende

“...

(A)’s notat er suppleret ved skrivelse af 2. april 1996 og i et møde den 16. april 1996. På baggrund af dette materiale ses følgende anklage af betydning for (P) rejst af (A)

Det er (A)’s påstand, at (P) har forfulgt lederen af familieafdelingen som følge af utilfredshed med forvaltningens behandling af en konkret personsag.

’Fra den dag og frem til at vedkommende afdelingsleder ikke længere ønsker at bestride stillingen på disse vilkår, gøres der alt for at tilværelsen arbejdsmæssigt bliver så ulidelig som overhovedet muligt. Der er efter min vurdering tale om bl.a. en evig jagt på felter/opgaver, man kan kritisere vedkommende for ikke at have løst tilstrækkeligt godt nok osv. Et særligt lille element er (P)’s ’pålæg’ til (B) om, at afdelingslederen ikke længere skal deltage i Udvalgets møder.’ (Redegørelsen side 77.) I Redegørelsen side 95-96 hævder (A), at socialudvalgsformand (B) skal have lovet (P), at denne aldrig skulle se den omhandlede leder på socialudvalgsmøderne igen og at dette løfte efter udnyttelse af en konkret anledning er blevet indfriet.

Jeg har fra kommunen modtaget kopi af det materiale, der forefindes vedrørende den omhandlede konkrete sag.

Der er ikke i dette materiale noget der belyser eller dokumenterer (A)’s påstande.

Der er heller ikke i dette materiale eller i den af kommunen udarbejdede redegørelse noget der dokumenterer den omhandlede leder af familieafdelingens opfattelse af sagsforløbet.

(P) kan imidlertid bekræfte, at der i socialudvalget ‑ ikke kun for hendes side, men fra hele socialudvalgets side ‑ har været opponeret overfor den pågældende leder, idet socialudvalget ikke var enig i det menneskesyn, som lederen af familieafdelingen tilkendegav under møderne. På et tidspunkt tilkendegav (A) kritik overfor den pågældende leder af familieafdelingen og (A) gav yderligere udtryk for at hun ikke var den rigtige leder i den pågældende stilling. I forlængelse heraf gav (P) udtryk for at hun så håbede at de ikke skulle se hende yderligere i udvalget.

Det bestrides således, at (P) eller andre i udvalget skal have udøvet nogen form for forfølgelse af den pågældende leder som beskrevet i det indledende citat ovenfor.

Der er efter min opfattelse intet grundlag for kritik i det beskrevne sagsforhold således som (P) kan vedkende sig det og de øvrige elementer i kritikken, der bestrides af (P) er helt og aldeles udokumenterede og må afvises.

Ad bilag E, Aktiveringssagen

Aktiveringssagen er beskrevet i socialchefens notat bilag E, side 101‑103. (A)’s påstand er, at (P) ‑ i forening med (B) ‑ har lagt pres på socialforvaltningen med henblik på at opnå en særbehandling af den pågældende borger.

Jeg har fra kommunen modtaget det materiale, der relaterer sig til aktiveringesagen og gennemgået dette og der er ikke deri nogen dokumentation for det påståede forhold.

Der er i det hele taget i materialet ikke dokumentation for noget kritisabelt forhold fra (P)’s side.

Ifølge (A)’s indberetninger skal problemet i aktiveringssagen omhandle brud på lighedsgrundsætningen. Om noget sådant foreligger i realiseret form, er det på det foreliggende grundlag ikke muligt at sige noget om og det er navnlig ikke muligt at hævde, at (P) har foretaget sig noget konkret bebrejdelsesværdigt. Beskyldningerne er udokumenterede og ufunderede.

Ad bilag F, Forældremyndighedssagen

Ifølge bilag F er (A)’s kritik af (P) knyttet til hendes handlemåde i forbindelse med at man på et socialudvalgsmøde den 23. marts 1995 havde en efterretningssag vedrørende hjemgivelse af et barn til en moder.

I redegørelsen side 111 anfører (A): ’Uagtet at sagen ikke var til drøftelse på udvalgsmøde, forhindrede (B) som udvalgsformand ikke (P) i at krydsforhøre forvaltningen, og i den forbindelse rette en væsentlig kritik af vores positive syn på pågældende. (P) tilkendegav bl.a., at hun ikke troede på den plan der var lagt kunne holde.

I samme diskussion med socialforvaltningen rykker (P) for, at forvaltningen nu snart må finde en lejlighed til modparten i sagen om forældremyndighed.

Det er min opfattelse, at (P) på det omtalte socialudvalgsmøde uberettiget har varetaget andre interesser end de saglige.’

I redegørelsen side 77 har (A) nærmere anført, at sagen i al sin enkelhed går på, ’at (P) bruger sit socialudvalgsarbejde til at varetage faderens interesser i en forældremyndighedssag, som ikke er Udvalgets område.’

Af det supplerende materiale jeg har modtaget fra kommunen vedrørende dette punkt fremgår, at det sociale udvalg tog forvaltningens indstilling til efterretning i mødet det 23. marts 1995. Materialet dokumenterer ikke den påståede episode.

Den omhandlede kvinde er ( ) til (P)’s ( ) og (P) kender således noget til den pågældende. I relation til sagen i socialudvalget var (P) klar over at den pågældende kvinde af forvaltningen var sat i antabusbehandling og (P) havde erfaret, at kvinden næppe holdt denne antabusbehandling.

Det bestrides imidlertid at (P) skal have benyttet sig af dette faktiske personkendekab til at lægge nogen form for usagligt pres på forvaltningen eller udvalget, der da også tog forvaltningens indstilling til efterretning.

(P)’s spørgsmål ved det pågældende møde vedrørte ikke den omhandlede konkrete sag, men var et generelt spørgsmål til, hvorledes man i kommunen forholder sig i forældremyndighedstvister. Selvom man måtte være af den opfattelse, at et sådant spørgsmål lå uden for mødets tema, er det jo ikke i sig selv kritisabelt at rejse det. Såfremt udvalgsformanden eller forvaltningen mente at man måtte afstå for at beskæftige sig med dette tema, måtte dette jo ganske enkelt tilkendegives overfor (P), hvad det ikke blev.

Det bestrides således, at (P) på nogen måde skal have søgt at påvirke elementer i forældremyndighedssituationen og det bestrides også at (P) skal have rejst spørgsmål om lejlighed til faderen i det omhandlede møde. Der er således ikke i det foreliggende materiale nogen dokumentation for noget kritisabelt forhold fra (P)’s side.

Sammenfattende bemærkninger

Samtlige de af tidligere socialchef (A)’s rejste anklager overfor socialudvalgsformand (P) må efter min vurdering klart afvises, idet der ikke er grundlag for at anse for dem at være korrekte. Det må vække undren, at den tidligere socialchef under bombastiske og særdeles alvorlige overskrifter på et meget ufunderet og helt udokumenteret grundlag har fremsat så alvorlige anklager imod bl.a. (P). Jeg finder dette forhold stærkt beklageligt.”

Notat af 15. marts 1997 fra lederen af arbejdsmarkedsafdelingen

I et notat af 15. marts 1997 kommenterede tidligere afdelingsleder V to af de konkrete sager. V var afdelingsleder i arbejdsmarkedsafdelingen i den pågældende periode. Hun anførte følgende

“...

Undertegnede kan bekræfte beskrivelsen fra (A) af sagsforløbet i forvaltningen.

I redegørelsen fra advokat (Z) omtales et unavngivent notat angiveligt fra den unge piges moder.

Netop omstændighederne om dette notat kan bruges som eksempel på den ikke tilfredsstillende måde samarbejdet imellem de enkelte politikere i det sociale udvalg og personalet til tider foregik på.

Det unavngivne notat havde (P) med i forbindelse med fremlæggelsen af sagen efter et udvalgsmøde overfor undertegnede. Det blev overdraget mig efter min forespørgsel. Jeg spurgte, om det var et papir jeg kunne få, for at gå videre med sagen.

Jeg fik overdraget notatet uden afsender, og måtte derfor konkludere, at det var (P), der var afsenderen. Først senere fik jeg forklaret, et bekendtskab imellem moderen og (P), de skulle ifølge en medarbejder arbejde sammen.

Brevets indhold gav anledning til en sag vedr. en krænkelse af en medarbejders arbejdsmetoder. Denne sag blev klaret internt på det pågældende tidspunkt, men er med den nuværende sag for øje et eksempel på den mistillid, der løbende bølgede imellem visse politikere og nogle medarbejdere.

Det videre forløb i sagen. Socialudvalgsformandens møde med den pågældende pige er i beskrivelsen fra advokat (Z) beskrevet i overensstemmelse med sagens akter.

Sagen vedr. indhentning af personfølsomme oplysninger til brug for en forretningsmæssig drøftelse med direktøren for behandlingsinstitutionen Egeborg.

Undertegnede fik mandag den 10.04.95 kendskab til (B)’s henvendelse i forvaltningen den 6.04.95. Jeg havde været på ferie den pågældende uge og havde som det første mandag morgen en aftale med Gruppelederen i Revalideringsgruppen.

Gruppelederen var meget overrasket og berørt af episoden. (B) havde ringet torsdag aften (ca. 17.30) for at spørge til en klients nuværende situation og evt. ydelse fra forvaltningen. Efter at Gruppelederen havde svaret, fortalte (B), at hun sad sammen med (N) fra Egeborg, og skulle bruge de givne oplysninger i mødet med hende.

Gruppelederen henvendte sig i forlængelse af episoden til socialchef (A), og fortalte undertegnede om oplevelsen den efterfølgende mandag morgen, hvor jeg vendte tilbage efter ferie.

Gruppelederen oplyste mig om, at hun havde udarbejdet et lille notat om hændelsen til (A).

Det generelle samarbejde imellem undertegnede og medlemmerne i socialudvalget.

Min opfattelse af samarbejdet imellem udvalgets medlemmer og undertegnede: ‑ mange spørgsmål stillet i udvalget, opstod ikke på grund af ønsket om indsigt, men i højere grad var de baseret på enkeltsager, der indgik i udvalgets ’uofficielle dagsorden’. Denne behandling kunne medføre følelsen af et pres på sagsbehandlingen i de enkelte sager.

Tonen imellem undertegnede og udvalget var ikke altid præget af den respekt, jeg forventede i det professionelle samarbejde.”

A fremsatte i et notat af 16. marts 1997 bemærkninger om andre sager

“Det anføres at forvaltningens forspørgsel til psykiatrisk afdeling ikke fik nogen ansættelsesmæssige konsekvenser for afdelingslederen. På det efterfølgende møde, hvor socialudvalget orienterede mig om deres syn på den pågældende leder, var ovennævnte episode medvirkende til manglende tillid til den pågældende og mødet endte med, at udvalget ønskede lederen fjernet for sin post. Kun fordi det ikke er socialudvalgets ansvarsområde at afskedige/forflytte personale, blev dette ikke en realitet. Jeg kontaktede i stedet straks efter mødet borgmesteren og kommunaldirektøren for at orientere dem om situationen.

Samtalen mellem den pågældende leder, (B) og mig blev aftalt efter ønske fra afdelingslederen, der ønskede at blive orienteret fra (B) selv om den kritik, der var rettet mod hende. (B) orienterede hende om, at hun aldrig havde været enig i, at den pågældende skulle være ansat i stillingen som afdelingsleder, idet hun ikke virkede stærk nok til at påtage sig opgaven.

Jeg påpegede her overfor for (B), at afdelingen, nu hvor lederen havde haft ansvaret i 2 år, var meget velfungerende, og at hendes bekymring således havde været ubegrundet.

Lederen spurgte om hendes opfattelse af, at (B) indtil for nylig altid havde været enig i forvaltningens håndtering af børnesagerne var rigtig, hvilket (B) bekræftede.

(B) tilkendegav, at den pågældende var en dygtig socialrådgiver, men at hun stadig ville fastholde, at hun ikke virkede stærk nok til at lede afdelingen.

(B) meddelte samtidig, at hun havde fortalt (P) og (T) at forespørgslen til psykiatrisk afdeling var sket på hendes foranledning.

Men hvorfor blev (Æ) og (M) ikke orienteret samtidigt. De gik fortsat rundt i den tro at det var lederen, der havde taget initiativ til forspørgslen?

Med hensyn til selve sagen er det korrekt, at der kan vælges mellem flere behandlingstiltag, men forvaltningen mente i dette tilfælde at pigen var udsat for så alvorligt omsorgssvigt at behandlingen ikke kunne foregå mens pigen opholdt sig i hjemmet. Vurderingen blev truffet udfra vort mangeårige kendskab til disse meget følsomme problemstillinger og vi havde samtidig indhentet fagudtalelser udefra ved Frederiksborg amts Børnerådgivning. (B) tilkendegav i første omgang en enighed med forvaltningen i denne vurdering, idet også hun igennem mange års ansvar for disse problemstillinger har fået indsigt i betydningen af indsatsen for omsorgssvigtede børn. (P)’s personlige involvering i sagen medførte, at jeg rettede henvendelse til juristen på borgmesterkontoret med en forspørgsel om inhabilitet.

Kvinden i børnesagen og kvinden i forældremyndighedssagen er søstre og må således begge være ( ) til (P)’s søn.

I sagen om forældremyndighedsspørgsmålet vil jeg blot fastholde at den pågældende sagsbehandler følte sig afhørt og pålagt at undersøge om ikke børnenes far kunne blive tilbudt en bolig herunder en lejlighed i en konkret kommunal ejendom. Ved en efterfølgende opringning til borgmesterkontoret, fik vi at vide at den pågældende ejendom netop var solgt.”

I et brev af 17. marts 1997 til A skrev den daværende afdelingsleder i børneforvaltningen således

“Du har i brev af 11.marts 1997 bedt mig komme med kommentarer til din indberetning i foråret 1996 samt efterfølgende til dine kommentarer af 16. marts 1997.

Jeg kan bekræfte, at jeg kan genkende din beskrivelse af forløbet i rapporten

I løbet af 1994 mærkede jeg en holdningsændring til mig som person, når jeg mødte op i socialudvalget, ‑ en følelse af at være mentalt fyret, som gjorde, at jeg udover at føle det personligt ubehageligt ikke længere så mig i stand til at varetage afdelingens interesser. Jeg oplevede at jeg ikke længere havde udvalgets tillid og derfor havde svært ved at blive hørt og respekteret i en dialog om de opgaver, der skulle løses.

Jeg valgte derfor først at blive fritaget for opgaven som afdelingsleder, for senere at sige op på grund af utilfredsstillende arbejdsvilkår.

Jeg havde på det tidspunkt været ansat i 17½ år og indtil 1994 været meget glad for at arbejde i Hillerød kommune, hvor der ikke tidligere havde været udtalt kritik om min arbejdsindsats.”

A sendte notatet af 16. marts 1997 og brevet af 17. marts 1997 fra afdelingslederne til byrådet med et brev af 18. marts 1997 hvori han kommenterede de to advokatredegørelser

“Jeg har via min aktindsigt læst de to advokatredegørelser.

Jeg kan konstatere at økonomiudvalget har valgt ikke at indsamle kommentarer (bl.a. fra mig) til de to redegørelser inden byrådsbehandlingen. Måske er det også det rigtige at lade tilsynsrådet stå for indsamling af materiale til belysning af sagen, men det tager jo tid alt sammen.

Jeg havde fra starten af valgt kun at udarbejde kommentarer hvis jeg blev anmodet om det af byrådet. Efter at have læst de to redegørelser syntes jeg imidlertid at byrådet har brug for i alt fald et par korte foreløbige kommentarer/oplysninger i forbindelse med deres behandling den 20. Marts 1997.

I redegørelsen fra (Y) konstateres det at der vedr. ’børnesagerne’ intet findes, der dokumenterer den omhandlende leder af familieafdelingens opfattelse af sagsforløbet. Det er jeg enig i. Derfor vedlægges

Min supplerende redegørelse af 16. Marts 1997.

Tidligere leder af familieafdelingen, (Ø)’s brev af 17. Marts 1997.

Byrådet skal være opmærksom på at

De to børnesager er fra een og samme familie, to søskende/( ) til (P)’s søn.

Afhængig af en børnesags karakter deltog enten afdelingsleder, gruppeleder, sagsbehandler psykolog eller som oftest flere af dem i udvalgsmøderne. Det forhold at (Ø) valgte at blive fritaget for afdelingslederstillingen og overgå til gruppeleder for familiegrupperne betød således ikke at hun skulle deltage mindre i udvalgets behandling af børnesager, men tværtimod mere. Så den politiske beslutning om at hun ikke fremover skulle deltage begrænsede sagsoplysningen til udvalget i disse børnesager.

I redegørelse fra (Å) fremgår det at (B) ikke har trukket fortrolige personfølsomme oplysninger til brug for mødet med (N), behandlingsinstitutionen Egeborg.

Jeg har i denne sag alene handlet på baggrund af en indberetning fra tidligere gruppeleder (U). (U) har været ansat i Hillerød kommunes socialforvaltning i mere end 42 år. Hun blev ved afskedsreceptionen bl.a. betegnet som, arbejdsom, loyal, åben, imødekommende og frem for alt ærlig og troværdig. Jeg ved at hun blandt politikere og ikke mindst (B) var kendt som netop denne person med disse egenskaber. Jeg skal beklage at hun helt urimeligt på denne måde bliver trukket frem som utroværdig. Jeg vedl. til yderligere belysning af sagen

Redegørelse af 15. Marts 1997 fra tidligere afdelingsleder (V).

Hvis nogen ønsker det kan hændelsesforløbet yderligere belyses/bekræftes af en række nøglepersoner fra socialforvaltningen.

Hvorfor er (U)’s indberetning i øvrigt som det eneste af medarbejderdokumenterne anonymiseret ?

Et lille efterskrift.

Jeg har modtaget redegørelser fra to advokatfirmaer, men undrer mig over hvor de to politikere er henne? Hvorfor har de ikke skrevet under? Det var vel dem der blev anmodet om at udarbejde redegørelserne? Det er vel deres redegørelser? Eller er det?”

Advokatredegørelserne og A’s brev af 18. marts 1997 med bilag blev af byrådet sendt til tilsynsrådet med et brev af 26. marts 1997. I fremsendelsesskrivelsen oplystes det at byrådet havde fået redegørelserne forelagt på et møde den 20. marts 1997, og at det “har noteret sig indholdet af redegørelserne”.

I et brev af 16. april 1997 fremsatte (A) kommentarer over for tilsynsrådet. Han anførte bl.a.

“Dokumentation/bevismateriale.

Af de udarbejdede advokatredegørelser fremgår det at de to politikere har en anden opfattelse/er uenige med mig i dele af min sagsfremstilling. Jeg har fra starten af ikke anset det for min opgave at fremskaffe beviser og gør det fortsat ikke. Jeg skal gøre opmærksom på at

Forvaltningens personale via brev til Byråd med kopi til tilsynsråd har givet udtryk for generel enighed med mig i min sagsfremstilling. Denne generelle enighed vil i enkeltsagerne kunne gøres konkret af involverede medarbejdere.

Konvolut B indeholder en del kopi af journalnotater. Jeg mener ikke at disse er fremsendt til Tilsynsrådet.

De øvrige socialudvalgsmedlemmer må via udsagn være centrale i forbindelse med børnesagerne og hele hetzen mod afdelingslederen i familieafdelingen. De politiske drøftelser foregik ofte på udvalgsmøder hvor jeg som forvaltningschef og det øvrige forvaltningspersonale blev anmodet om at forlade mødet, eller ikke kom ind før drøftelserne havde fundet sted.

De politiske handler mellem (B) og (P).

Umiddelbart efter at børnesagerne og stillingen som leder af familieafdelingen var faldet på plads med afgørelser, der indfriede (P)’s forventninger traf socialudvalget, støttet af (P), beslutning om overfor økonomiudvalget at anbefale bygning af et ’moderne’ plejehjem. Et projekt som efter (B)’s mening (og andres) kun kunne realiseres via en bred opbakning i Byrådet.

De øvrige socialdemokrater stoppede imidlertid sagen i økonomiudvalget.

Det kan undre at (P) som rimelig erfaren politiker bringer sig i en så dårlig situation når hun inden socialudvalgsmødet må formodes at kende sin gruppes holdning til projektet.

Tydeliggørelse af et par sider i rapporten.

Side 31. Første afsnit i brevet omhandler en af mine ledere, som, blandt meget andet, var beskyldt for uretmæssigt at have tilegnet sig kommunalt EDB udstyr (denne redegørelse s. 10, min bemærkning).

Sidste afsnit i brevet omhandler beskyldninger mod mig for at have disponeret over 100.000 kr. til boligselskabet i Østbyen.

Som så mange andre blev disse sager afdækket og der fandtes ingen uregelmæssigheder, men som altid faldt der heller ingen undskyldning.

Side 42. Jeg ved ikke hvorfor man har valgt at fjerne navnet på personen i sidste afsnit af min redegørelse. Jeg kan oplyse at det er et ledende/centralt byrådsmedlem, som (B) også havde stor brug for i forbindelse med realisering af hendes projekt. Dette kan økonomiudvalget (og forvaltningens medarbejdere) bekræfte. De kender navnet. (Denne redegørelse s. 2, min bemærkning).

Afsluttende bemærkninger.

Med udgangspunkt i at jeg afleverede min indberetning maj 1995 kan det undre at hverken kommunaldirektør, borgmester/økonomiudvalg på dette tidspunkt bad mig dokumentere forholdene. Dette sammenholdt med at de efter min mening forsøgte at handle alvorligt (og efter min mening positivt, men forgæves) på min indberetning kan jeg kun tage som udtryk for at de på daværende tidspunkt ikke nærede tvivl om rigtigheden i mine beskrivelser.

...”

Tilsynsrådet traf afgørelse i sagen i brev af 3. juni 1997 til Hillerød Byråd. Tilsynsrådet skrev bl.a.

“...

Byrådet oplyser ikke med hvilken hensigt redegørelsen fremsendes til Tilsynsrådet, men det fremgår af et af borgmester (D) underskrevet indlæg i Frederiksborg Amts Avis fra den 25. maj 1996 at ’Hele Byrådet var enige om at oversende sagen til Tilsynsrådet for at få en uvildig belysning af sagen’.

Den sag der foreligger til vurdering er Byrådets beslutning om at tilbagevise de rejste beskyldninger mod henholdsvis formanden for og et medlem af socialudvalget for at have begået ulovligheder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv.

Tilsynsrådet fandt ikke, at det sagsmateriale der var indsendt med Byrådets skrivelse af 10. maj gav et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere sagen og udbad sig derfor ved skrivelse af 31. maj 1996 yderligere oplysninger og materiale, herunder redegørelser fra (B) og (P) om de i (A)’s indberetninger indeholdte klager, herunder særligt angående de omtalte konkrete sager.

Tilsynsrådet har modtaget det udbedte materiale, senest ved Byrådets skrivelse af 26. marts 1997, hvormed fremsendles redegørelse dateret 24. februar 1997 fra advokat (Y) afgivet på (P)’s vegne og redegørelse dateret 4. marts 1997 fra advokat (Z) afgivet på (B)’s vegne.

Byrådet har noteret sig indholdet af redegørelserne, men har ikke afgivet en udtalelse i anledning af de tilvejebragte oplysninger og redegørelser.

Socialchef (A) har afgivet udtalelser til Byrådet af 15. marts 1997 efter begæret aktindsigt og til Tilsynsrådet af 16. april på rådets foranledning.

Kort sagsfremstilling.

Socialchef (A) udtaler i skrivelse af 31. Januar 1996, at (P) og (B) udøvede politisk pression/pres overfor medarbejdere i konkretsager samt at samme i forbindelse med deres udvalgs sager om konkrete personer handler ulovligt i forbindelse med deres arbejde. I et senere brev af 22. februar 1996 rekapitulerer (A) et begivenhedsforløb, der strækker sig fra februar/marts 1995. Det vedrører samarbejdet med socialudvalgsformanden, socialchefens stilling i det hele, og et antal sager inden for forskellige kategorier, herunder fire sager under kategorien ulovlige handlinger.

Disse fire sager har været genstand for yderligere skriftveksling og forhandling mellem kommunaldirektøren og socialchefen og udgør hovedgrundlaget fra de redegørelser som de to advokater har afgivet på vegne af (B) og (P).

Efter socialchefens opfattelse var der i disse sager tale om overtrædelser af straffelovens § 152 om videregivelse af fortrolige oplysninger, om udøvelse af magtfordrejning og om at der var handlet imod den forvaltningeretlige lighedsgrundsætning.

I afsnit 4. Borgmesterens og Kommunaldirektørens konklusion i Redegørelse vedrørende Socialchef (A)’s indberetninger om socialudvalgsformand (B) og socialudvalgsmedlem (P) udtales det afsluttende

’På baggrund af, at de foreliggende indberetninger fra Socialchefen har varet meget uklare og upræcise, og at Socialchef (A) har udtalt, at han ikke var vidende om, at der i andre sager er handlet klart ulovligt efter ordre fra (B) finder Borgmesteren og Kommunaldirektøren ikke, at der er grundlag for at anbefale, at der foranstaltes yderligere undersøgelser, idet det ikke antages, at yderligere undersøgelser vil bringe forhold frem, hvor det kan konstateres, at Socialudvalgsformand (B) har handlet retsstridigt. Det samme gælder for (P)’s vedkommende.

Som en sammenfattende konklusion udtaler Borgmesteren og Kommunaldirektøren herefter, at der ikke antages at være grundlag for at antage, at Socialudvalgsformand (B) eller Socialudvalgsmedlem (P) har begået ulovligheder eller iøvrigt handlet i strid med gældende ret i nogle af de sager, der er omfattet af Socialchef (A)’s indberetninger.’

Det fremgår af skrivelse af 10 maj 1996 at Hillerød Byråd på sit møde den 8. maj 1996 behandlede den nævnte redegørelse og at et flertal tiltrådte Borgmesterens og Kommunaldirektørens konklusioner, som gengivet ovenfor.

Tilsynsrådets overvejelser og udtalelse.

Når henses til rammerne for de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence og reaktionsmulighed i medfør af den kommunale styrelseslov må det i den foreliggende sag være Tilsynsrådets opgave at tage stilling til om der foreligger en ulovlig beslutning som følge af at beslutningen er tilvejebragt i strid med reglerne i den kommunale styrelseslov eller fordi der er sket en tilsidesættelse af reglerne i forvaltningsloven eller af almindelige offentlige retsgrundsætninger.

Som led i sagsbehandlingen har Tilsynsrådet måttet overveje om der i de i redegørelsen nævnte konkrete sager er forhold, der giver rådet anledning til at reagere.

De modtagne redegørelser uddyber og nuancerer i væsentlig grad den viden om sagsforløbene som det oprindelige materiale indeholder.

Tilsynsrådet finder det beklageligt, at det har taget 10 måneder at forsyne rådet med det uddybende sagsmateriale, som rådet fandt nødvendigt for at tilvejebringe et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag til vurdering af sagen.

Tilsynsrådet kan sammenfattende konstatere, at de rejste beskyldninger uanset den konkrete baggrund i hvert enkelt tilfælde ikke efter nærmere undersøgelser har afdækket sådanne forhold at det giver Tilsynsrådet anledning til at gå ind i de konkrete sager, idet der ikke er udsigt til at en videre behandling vil kunne føre til indgreb fra Tilsynsrådets side, i medfør af styrelseslovens § 61, stk. 6, jf. stk. 1‑5, overfor de pågældende, som formand for og medlem af socialudvalget.

Tilsynsrådet har bemærket sig at der ikke i det materiale Byrådet fik forelagt som grundlag for beslutningen af 8. maj 1996 indgår redegørelser fra eller referat af samtaler med (B) og (P), bortset fra en henvisning til en samtale mellem borgmesteren og (B) i borgmesterens brev af 30. august 1996 til (A). På grund af inhabilitet deltog (B) og (P) ikke i Byrådets behandling af sagen.

Som grundlæggende princip i forvaltningsretten gælder at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed at fremskaffe de fornødne sagsoplysninger, det såkaldte officialprincip, hvis iagttagelse generelt er af væsentlig betydning for afgørelsens lovlighed og rigtighed.

Kravene til forvaltningens sagsoplysning angår tilvejebringelse af et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag.

Borgmesteren, der som ansvarlig for sagens forberedelse og forelæggelse for Byrådet har været forpligtet til at tilvejebringe beslutningsgrundlaget, har skønnet, at sagen kunne forelægges med de i Redegørelse af april 1996 indeholdte oplysninger af faktisk og retlig karakter. Et byrådsmedlem ville med hjemmel i styrelseslovens § 11 have kunnet kræve at yderligere oplysninger blev tilvejebragt, men dette sket ikke.

Tilsynsrådet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at anfægte det skøn med hensyn til sagsoplysninger som borgmesteren har udøvet.

Tilsynsrådet foretager ikke videre i sagen.

...”

A klagede til mig over tilsynsrådets afgørelse som han fandt intetsigende. Han undrede sig endvidere over at oplysningerne i indberetningen, som bekræftedes af forvaltningens medarbejdere, ingen betydning havde fået fordi de to politikere gav en anden forklaring.

Efter at jeg havde modtaget sagens akter fra tilsynsrådet, meddelte jeg A i et brev af 21. januar 1998 følgende

“...

Indtil 1. januar 1997 var ombudsmandens muligheder for at behandle klager over den kommunale forvaltning begrænset til normalt kun at omfatte forhold der kan påklages til en statslig myndighed.

Ombudsmanden kan med virkning fra 1. januar 1997 behandle klager over alle dele af den offentlige forvaltning (§ 7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Det er dog en forudsætning at klagen over den kommunale forvaltning ikke vedrører afgørelser eller andre forhold i kommunen fra før den 1. januar 1997.

Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig noget vedrørende Hillerød Byråds forhold.

For så vidt angår tilsynsrådets udtalelse har jeg besluttet at iværksætte en begrænset ombudsmandsundersøgelse for så vidt angår den del af tilsynsrådets udtalelse der omhandler Hillerød Byråds oplysningsgrundlag for beslutningen af 8. maj 1996.

På den baggrund har jeg i dag bedt Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg vedlægger til Deres orientering en kopi af mit samtidige brev til tilsynsrådet.

Den øvrige del af tilsynsrådets udtalelse omhandler spørgsmålet om tilsynsrådet burde have reageret på byrådets beslutning af 8. maj 1996 om at tiltræde konklusionen i redegørelsen af april 1996. Besvarelsen af dette spørgsmål beror blandt andet på en vurdering af om (B) og (P) har begået ulovligheder i de sager som er omfattet af Deres indberetning.

Jeg har besluttet ikke at iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse om denne del af tilsynsrådets udtalelse. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven hvoraf det fremgår at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelser.

Jeg har ved min beslutning om ikke at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse om denne del af udtalelsen taget i betragtning at tilsynsrådene fører tilsyn med lovligheden af kommunernes virksomhed. Dette indebærer at tilsynsrådene ikke kan tage stilling til om en kommunal beslutning eller adfærd er hensigtsmæssig. Jeg har endvidere taget i betragtning at tilsynsrådenes pligt til at rejse en sag ikke - som det er tilfældet inden for det administrative klagesystem - er afhængig af en henvendelse fra en klageberettiget, men derimod af om der er en vis sandsynlighed for at der foreligger en ulovlighed af en vis klarhed.

Tilsynsrådet har ikke taget direkte stilling til om (B) og (P) har begået ulovligheder i de sager som er omfattet af Deres indberetning. Tilsynsrådet har derimod givet udtryk for at det for tilsynsrådet foreliggende materiale ikke har givet tilsynsrådet anledning til at gå ind i de konkrete sager fordi der ikke er udsigt til at en videre behandling vil kunne føre til indgreb fra tilsynsrådets side efter den kommunale styrelseslovs § 61.

Jeg mener ikke at der er udsigt til at jeg kan kritisere tilsynsrådets udtalelse på dette punkt.

...”

Samtidig bad jeg tilsynsrådet om en udtalelse om rådets stillingtagen til byrådets oplysningsgrundlag i forbindelse med afgørelsen af 8. maj 1996. Desuden bad jeg rådet komme ind på spørgsmålet om byrådet forud for beslutningen af 8. maj 1996 burde have inddraget B og P i sagen, jf. forvaltningslovens § 19.

Tilsynsrådet svarede i brev af 28. januar 1998 således

“...

Indledningsvis kan Tilsynsrådet i det hele henholde sig til sin redegørelse anført i skrivelsen af 3. juni 1997.

Til det første af Ombudsmanden rejste spørgsmål kan det uddybende bemærkes, at når Tilsynsrådet fandt, at det sagsmateriale der var indsendt hertil med Byrådets skrivelse af 10. maj 1996 ikke gav et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere sagen, således som den var forelagt for Tilsynsrådet, skal det ses i sammenhæng med den vurdering, som Rådet som kommunal tilsynsmyndighed måtte lægge til grund ved bedømmelsen af de forskellige mulige spørgsmål og reaktionsmuligheder i medfør af den kommunale styrelseslovgivning, som sagens forelæggelse for Tilsynsrådet kunne tænkes at give anledning til.

Der kan efter Tilsynsrådets opfattelse i nogen grad være forskel på tilstrækkeligheden af på den ene side de oplysninger, der med de særlige lokale forhold og helt specielle forudsætninger danner grundlaget for et byråds beslutning i en konkret sag og på den anden side de oplysninger, som et tilsynsråd skønner det nødvendigt at tilvejebringe ved udøvelsen af tilsynsmyndighedens legalitetstilsyn.

For så vidt angår det andet af Ombudsmanden rejste spørgsmål kan Tilsynsrådet på det direkte spørgsmål herom udtale, at Hillerød Byråd ud fra en snæver formel betragtning burde have givet (B) og (P) ‑ som parter i de indberetninger som Byrådet skulle tage stilling til ‑ lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, jf. kravet om partshøring i forvaltningslovens § 19.

Tilsynsrådet skal dog ikke undlade at påpege, at det må antages, at Borgmesteren, da hun besluttede sig for at forelægge den omhandlede sag for Byrådet, havde grund til at tro, at der var flertal for en beslutning, der tiltrådte hendes og Kommunaldirektørens konklusioner i redegørelsen, der tilbageviste beskyldningerne om ulovligheder.

Set ud fra denne synsvinkel kan det efter Tilsynsrådets opfattelse ikke siges at have stået Borgmesteren klart, at det ville være i strid med forvaltningsloven, at (B) og (P) ikke blev direkte inddraget i sagen i medfør af lovens § 19, da oplysningerne i indberetningerne således bedømt ikke af Borgmesteren kunne anses for at være til ugunst for de pågældende parter ved sagens afgørelse i Byrådet.

Endvidere må det formodes, at de 2 omhandlede byrådsmedlemmer allerede ved modtagelsen af den den 30. april 1996 udsendte dagsorden for byrådsmødet den 8. maj 1996 har haft tilstrækkelig mulighed for at gøre sig bekendt med, at Byrådet var i besiddelse af de oplysninger, der vedrørte sagens faktiske omstændigheder, således som disse var beskrevet i den med dagsordenen udsendte redegørelse.”

I et brev af 31. januar 1998 skrev A således til mig

“...

Jeg er samtidig glad for at I vil gå ind i den del der omhandler Hillerød Byråds oplysningsgrundlag for beslutningen af 8. Maj 1996. Jeg håber i den forbindelse at I vil tage stilling til om Hillerød Byråd handlede rigtigt da man ’løste’ sagen ved at fritage mig for tjeneste og dermed stemplede mig i offentligheden som en ikke særlig troværdig forvaltningschef. Et billed som altid vil forfølge mig.

Det er således ikke afgørende for mig at få ret i om der har været handlet ulovligt fra de 2 politikeres side. Det afgørende er at jeg blev tvunget til at dokumentere mine vurderinger om at de to politikere havde handlet ulovligt. En opgave jeg ikke havde mulighed for at løse hvilket alle vidste. Jeg havde bl.a. ikke kompetence til at afhøre hverken politikere eller andre udenfor min personalegruppe i forvaltningen.

...”

Ombudsmandens udtalelse

”Undersøgelsens afgrænsning

Som anført i mit brev af 21. januar 1998 til (A) har jeg begrænset min undersøgelse til at omfatte tilsynsrådets stillingtagen til om byrådet havde et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag da rådet den 8. maj 1997 traf afgørelse i sagen, samt til om byrådet i den forbindelse havde tilsidesat forvaltningslovens § 19, stk. 1, ved ikke at forelægge oplysningerne for (P) og (B).

Jeg har således ikke undersøgt og kan derfor ikke tage stilling til om byrådets afgørelse var korrekt eller til tilsynsrådets stillingtagen til dette spørgsmål.

Beskrivelse af byrådets oplysningsgrundlag

Det følger af officialprincippet eller undersøgelsesprincippet at en offentlig forvaltningsmyndighed er forpligtet til at sørge for at der inden der træffes afgørelse, foreligger et forsvarligt oplysningsgrundlag, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297. Det er kommunalbestyrelsen der har ansvaret for at dette grundlæggende princip efterleves i sager hvor en kommune træffer afgørelse. Borgmesteren må sørge for at sagen er forberedt i overensstemmelse med dette grundlæggende princip.

Ved undersøgelsen af hvilke oplysninger der bør tilvejebringes, kommer det først i betragtning hvilket tema der skal være genstand for myndighedens afgørelse.

Baggrunden for den sag der blev forelagt på mødet den 8. maj 1996, var indberetninger fra (A) om at to socialudvalgsmedlemmer blandede sig i sager vedrørende borgernes rettigheder på en måde som både organisationsmæssigt set havde uhensigtsmæssige konsekvenser, og som i visse tilfælde førte til ulovligheder.

(A)’s indberetninger skal ses i lyset af den almindeligt antagne - ulovfæstede - pligt for offentligt ansatte til at rådgive deres foresatte såfremt de bliver opmærksomme på ulovligheder eller sagligt set uforsvarlige forhold, jf. Offentligt ansatte Chefers Ansvar af Jens Peter Christensen (1998), s. 60ff, Fagligt etiske Principper i offentlig Administration, betænkning afgivet af DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe (1993), s. 138, samt Bent Christensen, Lydighedspligt, loyalitetspligt og Centraladministrationens Embedsmænd, Ugeskrift for Retsvæsen, afd. B, 1992, s. 396ff.

Pligtens nærmere indhold er ikke endeligt fastlagt i praksis. Det er dog fast antaget at ledelsen af en kommunal forvaltningsgren har pligt til først at sige fra over for sin foresatte, dvs. i dette tilfælde (B), og dernæst om nødvendigt borgmesteren såfremt vedkommende mener at kunne konstatere ulovlige handlinger, undladelser, ulovlige tjenestebefalinger eller anden tilsvarende adfærd. Det står også fast at den der modtager en sådan underretning som foresat, har en forpligtelse til at vurdere og i givet fald indlede en undersøgelse af en sådan indberetning. I den foreliggende sag hvilede denne forpligtelse således i første omgang på udvalgsformanden – (B) selv - og siden på borgmesteren.

(A)’s første indberetning blev indgivet i foråret 1995, først som underretning om at samarbejdsformen mellem ham og (B) var uhensigtsmæssig og skadelig for forvaltningens neutrale behandling af enkeltsager. I sit brev af 29. juni 1995 gjorde (A) også gældende at (B)’s adfærd resulterede i ulovlige handlinger. Dette fremgik mere konkretiseret af det materiale (A) havde udleveret til kommunaldirektøren den 5. maj 1995. Således opfattede direktøren det tilsyneladende også idet han i et brev af 22. august 1995 over for (A) indskærpede den ulovfæstede underretningspligt vedrørende ulovlige forhold.

Borgmesterens brev af 30. august 1995 var tilsyneladende borgmesterens reaktion på underretningen. Brevet viste at borgmesteren havde haft en drøftelse med (B) om underretningen, men herudover hverken agtede at undersøge eller forfølge de indberettede forhold nærmere.

I et sådant tilfælde - hvor rådgivning om ulovlige forhold ikke giver anledning til nærmere undersøgelse fra den ansvarliges side - er retsstillingen at den ansatte må fortsætte rådgivningen. (A)’s brev af 31. januar 1996 måtte forstås som en sådan fortsættelse af rådgivningen, og således opfattedes brevet også hvilket fremgik af kommunaldirektørens brev af 5. februar 1996. Det videre forløb indtil afgørelsen af 8. maj 1996 må ses i dette lys, dvs. som borgmesterens forberedelse af byrådets stillingtagen til (A)’s indberetninger om forskellige ulovlige forhold. En undersøgelse af om der skulle foreligge ulovlige forhold, måtte henhøre under borgmesteren og kommunaldirektøren. Undersøgelsen måtte omfatte samtlige indberettede forhold, dvs. både de konkrete episoder, som (A) indberettede i maj 1995, og de uddybninger heraf, der fremkom i løbet af foråret 1996.

Kommunaldirektørens undersøgelse støttede sig som naturligt i første række på de oplysninger der kunne tilvejebringes fra socialforvaltningen.

Efter modtagelsen af (A)’s brev af 22. februar 1996 tog undersøgelsen imidlertid den vending at (A) blev pålagt ’at dokumentere de påstande om ulovlige handlinger som du anfører’ (s. 14). Pålægget blev meddelt under en ’tjenstlig samtale’ den 4. marts 1996, dvs. under en samtale der angik (A)’s tjenstlige forhold. I det videre forløb indsnævredes undersøgelsen af kommunaldirektøren i overensstemmelse hermed. Kommunaldirektøren ses således ikke at have taget initiativ til at få belyst de indberettede forhold. I stedet pålagdes denne opgave inden for ganske snævre frister (A). Dermed fik (A) en opgave som han både formelt og reelt var afskåret fra at løse idet han i hvert fald ikke kunne udspørge de implicerede politikere eller tidligere ansatte.

Resultatet blev at der ikke af borgmesteren og kommunaldirektøren blev taget initiativ til en række undersøgelser og forespørgsler som måtte anses for nærliggende.

I denne fase af sagen kunne de konkrete oplysninger have været forelagt for (B) og (P), ligesom (B) og (P) kunne være blevet bedt om at fremkomme med en forklaring på en række af de beskrevne forhold. Dette gjaldt f.eks. de nærmere omstændigheder omkring tilvejebringelsen af oplysninger i ’Egeborgsagen’ og forløbet af socialudvalgsmøderne hvor ’børnesagen’ og ’forældremyndighedssagen’ blev behandlet. Ligeledes kunne man have prøvet at få en forklaring på (B)’s henvendelser i enkeltsager og især på grunden til at visse af forvaltningens afgørelser blev ændret. I den forbindelse kunne der også have været spurgt om hvilken sagsbehandling der fra (B)’s side lå bag disse beslutninger. Disse oplysninger havde kunnet belyse og eventuelt tilbagevise (A)’s påstande om at der reelt var tale om indgreb i socialforvaltningens sagsbehandling som var i strid med kompetencefordelingen fastlagt af udvalget, og som i realiteten skyldtes (B)’s ønske om at stille nogle vælgere eller politiske kolleger tilfreds.

De senere fremkomne oplysninger, både advokaternes redegørelser og det materiale (A) tilvejebragte i forbindelse med tilsynsrådets behandling af sagen, viser at sådanne undersøgelser ikke på forhånd kunne afvises som udsigtsløse.

Dokumenterne i de konkrete sager som (A) indberettede, kunne også have været gået igennem. At kommunaldirektøren nægtede at åbne den kuvert med konkrete oplysninger (A) medbragte til mødet den 4. marts 1996, synes at bero på en misforståelse af tavshedspligtsreglerne som ikke ville være til hinder for en sådan sagsgennemgang, jf. normalstyrelsesvedtægtens § 43.

En række ansatte i forvaltningen samt tidligere ansatte måtte ligeledes forventes at kunne kaste lys over navnlig hvorledes (B) havde henvendt sig i de enkelte sager og over karakteren af hendes henvendelser og derved også hendes grundlag for at ændre konkrete afgørelser. Formentlig kunne de ansatte også belyse om der var tale om hjælp til bekendte eller politiske kolleger eller om der var tale om sagligt begrundede indgreb.

Også andre politikere, f.eks. borgmesteren, kunne være blevet bedt om at belyse nogle af de indberettede forhold, f.eks. forløbet af den for andre lukkede del af socialudvalgsmøderne i de to børnesager og i sagen om afdelingslederen i børneforvaltningen.

(A) blev af borgmesteren flere gange bedt om at fremkomme med oplysninger som kunne belyse/dokumentere hans indberetninger. Han blev i den forbindelse udtrykkeligt bedt om at inddrage ansatte og eventuelt også klienter i undersøgelsen. (A) afviste at foretage disse undersøgelser og har i udtalelsen af 31. januar 1998 til mig henvist til at han savnede kompetence til at indhente disse oplysninger.

Det var ikke (A)’s ansvar at gennemføre og stå for undersøgelsen af om der eventuelt forelå ulovligheder. Derimod havde han naturligvis pligt til at medvirke til borgmesterkontorets undersøgelse af disse forhold.

Grundlaget for byrådets afgørelse var kommunaldirektørens redegørelse af april 1996. Redegørelsen begrænsede sig til det materiale som (A) havde (forsøgt) at fremdrage.

Redegørelsens kommenterende afsnit udgjorde i realiteten borgmesterkontorets undersøgelser. Disse bemærkninger blev formuleret som et delvis forsvar for de to udvalgsmedlemmer.

Tilsynsrådets afgørelse om byrådets oplysningsgrundlag

Rådet har ved vurderingen af om oplysningsgrundlaget kunne betegnes som fyldestgørende, taget udgangspunkt i officialprincippet. Rådet har dog ikke nærmere beskrevet sin opfattelse af dette - ulovfæstede - princips indhold. Af rådets bemærkninger fremgår at rådet mener at opfyldelsen af princippet i den foreliggende sag har beroet på borgmesterens skøn og de enkelte byrådsmedlemmers beføjelse til at kræve yderligere oplysninger tilvejebragt.

I udtalelsen af 28. januar 1998 har tilsynsrådet yderligere henvist til at der kan være forskel på ’tilstrækkeligheden af på den ene side de oplysninger, der med de særlige lokale forhold og helt specielle forudsætninger danner grundlaget for et byråds beslutning i en konkret sag og på den anden side de oplysninger, som et tilsynsråd skønner det nødvendigt at tilvejebringe ved udøvelsen af tilsynsmyndighedens legalitetstilsyn’.

Om oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt, beror efter min mening på det retsgrundlag der træffes afgørelse efter, om de allerede foreliggende oplysninger gør det muligt at anvende retsgrundlaget, om der er bevistvivl, om der inden for rimelighedens grænser er mulighed for at afklare eventuel bevistvivl og supplere ufuldstændige dele af oplysningsgrundlaget samt mere generelt afgørelsens karakter. Det forhold at vurderingen beror på en afvejning af en række momenter, er ikke ensbetydende med at den korrekte efterlevelse beror på et frit skøn hos de ansvarlige for afgørelsen. Det er endvidere klart at officialprincippet stiller samme krav med hensyn til oplysningsgrundlagets niveau og indhold uafhængigt af ’lokale forhold’.

Baggrunden for tilsynsrådets udtalelse om forskellen med hensyn til kravene til sagens oplysning er muligvis det såkaldte klarhedskriterium. Det er dog min opfattelse at dette kriterium ikke medfører at kravene til sagens oplysning er anderledes for den kommunale tilsynsmyndighed end for en kommune.

Det antages i almindelighed at en af betingelserne for at de kommunale tilsynsmyndigheder kan anvende sanktioner efter den kommunale styrelseslovs § 61, er at der foreligger den fornødne klarhed vedrørende kommunens tilsidesættelse af lovgivningen. Betingelsen kaldes med et fagudtryk “klarhedskriteriet”. Undertiden vil en bedømmelse af dette spørgsmål i særlig grad bero på oplysninger om sagens faktiske forhold, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1977, s. 242ff. I disse tilfælde vil betydningen af klarhedskriteriet ikke vise sig ved at der kræves i særlig grad fyldige oplysninger om sagens faktiske forhold. Klarhedskriteriet får derimod betydning som et krav om at oplysningsgrundlaget sammenholdt med retsgrundlaget med den fornødne klarhed viser at kommunen har tilsidesat lovgivningen.

Som anført foran finder jeg at det materiale der blev forelagt byrådet, kunne være blevet udbygget og dets bevismæssige fundament styrket gennem undersøgelse af dokumenter, forespørgsler hos de to implicerede udvalgsmedlemmer, de øvrige byrådsmedlemmer samt ansatte og tidligere ansatte i socialforvaltningen. Undersøgelsen var desuden tilrettelagt på en måde der gjorde det mindre sandsynligt at der ville blive skabt klarhed over de indberettede forhold fordi der ikke blev foranstaltet en gennemgang af de relevante sagsakter og udspørgning af de implicerede personer, men i stedet indhentet partsindlæg fra de to implicerede politikere.

Allerede af den grund mener jeg at tilsynsrådets konklusion - at det ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at anfægte det skøn med hensyn til sagsoplysningen som borgmesteren havde udøvet - er uholdbar.

Hertil kommer desuden det forhold at tilsynsrådet selv fandt at have brug for yderligere oplysninger i forhold til det materiale byrådet videresendte til tilsynsrådet. Rådet fandt altså ikke at kunne forholde sig til det forelagte spørgsmål uden at have fået udtalelserne fra (B) og (P). Der er intet grundlag for at antage at disse udtalelser havde mindre betydning for byrådets behandling af sagen.

Endelig finder jeg at burde pege på at der i det supplerende materiale tilsynsrådet modtog i forbindelse med sin stillingtagen til sagen, blev forelagt oplysninger som pegede i retning af at yderligere undersøgelser kunne ændre oplysningsgrundlaget væsentligt. Jeg sigter herved bl.a. til at personalet i et åbent brev af 20. maj 1996 i alt væsentligt bakkede op om (A)’s indberetning, at afdelingslederen i arbejdsmarkedsafdelingen i et notat uddybede og bekræftede (A)’s oplysninger om to af de indberettede sager, at den tidligere afdelingsleder i børneafdelingens brev af 17. marts 1997 ligeledes supplerede og støttede (A)’s indberetning, at (A)’s brev af 18. marts 1997 kastede nyt lys over Egeborgsagen, samt at det i hans indlæg af 16. april 1997 blev tydeliggjort hvilken type politiske interesser (A) mente (B) forfulgte ved sin indblanding i konkrete sager, bl.a. at hun pressede på for at skaffe daginstitutionsplads til barnebarnet af en byrådspolitiker som hun ’havde stor brug for i forbindelse med realiseringen af hendes projekt’ (et plejehjem).

Fremkomsten af disse oplysninger gav holdepunkter for at det materiale byrådet havde fået forelagt, var ufyldestgørende. Jeg finder det derfor kritisabelt at tilsynsrådet overhovedet intet gjorde for at få verificeret og uddybet disse nye oplysninger - om ikke andet så gennem en supplerende høring af kommunen.

Endelig vil jeg pege på at også de to advokatredegørelser fra henholdsvis (B) og (P) på en række punkter skabte tvivl om oplysningsgrundlagets tilstrækkelighed. Således oplyses det i redegørelserne at (B)’s anmodning om oplysninger om en klient skete til brug for et møde mellem hende og næstformanden i udvalget som fandt sted umiddelbart inden de to samme personers møde med (N). Oplysningerne bekræftes ikke af forvaltningens notat af 6. april 1995 om telefonsamtalen. Det burde derfor have været uddybet hvilken karakter det første møde havde, samt ved redegørelser fra de to politikere have været afklaret om forvaltningens notat byggede på en misforståelse.

(B) havde undladt at oplyse socialudvalget om at det var hende der havde pålagt forvaltningen at kontakte Børnepsykiatrisk Afdeling på Hillerød Centralsygehus, og ikke afdelingslederens egen beslutning. Advokaten slår denne oplysning hen som ’helt uden betydning for sagen og for afdelingslederens ansættelsesforhold i øvrigt’. Denne bemærkning modsiges dog i nogen grad af afdelingslederens brev af 17. marts 1997 om at hun først blev fritaget for stillingen som afdelingsleder og senere sagde sin stilling op efter 17½ års ansættelse i kommunen, og at anledningen hertil var det socialudvalgsmøde hvor bl.a. henvendelsen til psykiatrisk afdeling blev kritiseret.

Også fremstillingen af sagen om E 111-blanketten bekræfter for så vidt (A)’s opfattelse - at (B) traf afgørelse på et overfladisk grundlag. Advokatens fremstilling tilbageviser ikke (A)’s indberetning, nemlig at (B) som følge af at den pågældendes far henvendte sig til hende, genoptog sagen og ændrede forvaltningens afslag. Advokaten oplyste at (B) forinden havde fået ’oplysning om at alle andre danske studerende på uddannelsesinstitutionen uden indsigelser havde opnået E 111 blanketter fra deres respektive hjemstedskommuner’, samt at den implicerede studerende ikke ville kunne fortsætte på institutionen. Ved afgørelsen havde kommunen spurgt sundhedsministeren til råds og endnu ikke fået svar.

(B)’s indgreb skete - ifølge advokatens fremstilling - uden kontakt med forvaltningen og i anledning af den studerendes fars henvendelse og for at hjælpe denne. (A)’s indberetning om at (B)’s indblanding skabte vilkårlig sagsbehandling, blev således ikke tilbagevist.

Advokatens beskrivelse af ’gardinsagen’ viser heller ikke at der var anden forklaring på ændringen af forvaltningens afgørelse end at (B) havde skiftet mening efter at have fået en henvendelse fra den implicerede borger. Som sagen foreligger beskrevet i advokatredegørelsen, ville der ikke være udsigt til at kommunen ville blive pålagt erstatningsansvar under en retssag.

I (P)’s advokatredegørelse oplyses det om ’forældremyndighedssagen’ at den implicerede kvinde var søster til (P)’s svigerdatter. I (A)’s notat af 16. marts 1997 oplyses det supplerende at kvinden i ’børnesagen’ er søster til kvinden i ’forældremyndighedssagen’, og at begge således må være svigerinder til (P)’s søn. Disse oplysninger forelå ikke i forvaltningens redegørelse af april 1996. Oplysningerne bekræfter efter min mening at det oprindelige oplysningsgrundlag der blev forelagt byrådet den 8. maj 1996, var ufuldstændigt på en for sagens hovedtema - usaglig indblanding i enkeltsager - væsentlig måde.

Det er min samlede opfattelse at tilsynsrådets konklusion med hensyn til oplysningsgrundlaget var aldeles uholdbar. I betragtning af at det forelagte materiale led af åbenlyse mangler, at der i realiteten ikke fra borgmesterens side var foretaget en egentlig undersøgelse af indberetningerne, at tilsynsrådet selv modtog materiale som på nogle punkter bekræftede (A)’s indberetninger og på andre skabte væsentlig bevistvivl, samt at der var tale om en både principiel og for de implicerede personer belastende sag, er det min opfattelse at tilsynsrådets afgørelse er meget kritisabel.

Jeg har gjort tilsynsrådet bekendt med min opfattelse.

Samtidig har jeg henstillet at tilsynsrådet genoptager sagen og vurderer den på ny i lyset af det jeg har anført foran.

Partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, har følgende ordlyd

’Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

Der er ingen tvivl om at (B) og (P) måtte anses for parter i den sag som byrådet traf afgørelse om den 8. maj 1996. Var byrådet nået til den konklusion at (B) eller (P) havde handlet ulovligt, ville det kunne få konsekvenser for deres position som politikere, eventuelt ved rejsning af erstatningssag (styrelseslovens § 61, stk. 3) eller ved indgivelse af politianmeldelse (§ 61 c).

Hverken (B) eller (P) fik forelagt redegørelsen af april 1996 til udtalelse inden byrådet traf afgørelse. Tilsynsrådet burde have påtalt dette forhold. Jeg er ikke enig med rådet i at den omstændighed at borgmesteren indstillede at byrådet forkastede indberetningen, kunne fritage for partshøring. Redegørelsen indeholdt nye oplysninger som set i relation til dagsordenen for byrådsmødet måtte betragtes som både væsentlige og ugunstige for (B) og (P). Jeg skal herved også henvise til at otte af byrådets medlemmer ikke kunne stemme for indstillingen.

Jeg har gjort tilsynsrådet bekendt med min opfattelse.”

NOTER: (*1) FOB 1977, s. 242.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En socialchef havde givet indberetning om at to socialudvalgsmedlemmer havde handlet ulovligt ved at blande sig i socialforvaltningens arbejde. Socialchefen blev under en samtale med borgmesteren om tjenstlige forhold pålagt at fremkomme med dokumentation for sine påstande. Borgmesterkontoret lavede efterfølgende en redegørelse om sagen som skulle bruges ved byrådets stillingtagen til hvad der skulle ske på baggrund af socialchefens indberetninger.

Ved udarbejdelsen af redegørelsen blev de konkrete oplysninger i indberetningerne ikke forelagt for de to socialrådsmedlemmer, og de blev heller ikke bedt om en forklaring på de anførte forhold. Heller ikke ansatte i socialforvaltningen blev spurgt, og dokumenterne i de af socialchefen anførte konkrete sager blev ikke gennemgået. Redegørelsen konkluderede at socialchefens beskyldninger om ulovligheder måtte tilbagevises. Byrådet tiltrådte konklusionen og vedtog at imødekomme socialchefens anmodning om at blive fritaget. Desuden besluttede byrådet at sende sagen til tilsynsrådet.

I forbindelse med dets behandling af sagen bad tilsynsrådet om yderligere oplysninger, bl.a. om udtalelser fra de to udvalgsmedlemmer om indberetningerne. Tilsynsrådet traf afgørelse om at det ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at anfægte det skøn som borgmesteren havde udøvet med hensyn til sagsoplysninger.

Ombudsmanden udtalte om oplysningsgrundlaget at det forelagte materiale led af åbenlyse mangler, at der i realiteten ikke fra borgmesterens side var foretaget en egentlig undersøgelse af indberetningerne, at tilsynsrådet selv havde modtaget materiale som på nogle punkter bekræftede socialchefens indberetninger og på andre punkter skabte væsentlig bevistvivl, samt at der var tale om en både principiel og for de implicerede personer belastende sag. Ombudsmanden fandt på den baggrund tilsynsrådets afgørelse meget kritisabel og henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at tilsynsrådet burde have påtalt at de to udvalgsmedlemmer ikke fik forelagt borgmesterkontorets redegørelse inden byrådet traf afgørelse. (J.nr. 1997-2295-819).