Bortfald af opholdstilladelse - oplysningsgrundlag

Bortfald af opholdstilladelse - oplysningsgrundlag

Det fremgik af sagen at A, der var pakistansk statsborger, havde boet i Danmark siden den 14. oktober 1972. Den 10. maj 1976 blev han meddelt tidsubegrænset opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Den 30. april 1994 rejste han sammen med sin familie til Pakistan. Ved brev af 3. juni 1994 returnede hans ægtefælle, B, sit opholdskort og oplyste at hun og børnene havde bosat sig i Pakistan.

A rettede den 25. april 1995 henvendelse til Den Danske Ambassade i Islamabad da han ønskede at få oplyst om hans opholdstilladelse fortsat var gyldig. Han oplyste i den forbindelse at familiens ophold i Pakistan skyldtes en verserende retssag mod hans tidligere ægtefælle. Han ønskede at rejse tilbage til Danmark, mens hans ægtefælle og parrets to børn ønskede at blive i Pakistan.

Den Danske Ambassade i Islamabad sendte den 25. april 1995 følgende telex til det daværende Direktoratet for Udlændinge

“...

(A)

cpr.nr. (...)

pak.stb.

udl.nr. (...)

anmoder om at få oplyst hvorvidt hans opholdstilladelse stadig er gældende, da hans familie har opholdt sig i Pakistan siden april 1994 - p.g.a. en retssag der er verserende med hans første hustru.

(A) oplyser, at kun han ønsker at rejse tilbage til Danmark - hans hustru nr. 2 med hvem han har to børn ønsker at blive i Pakistan p.t. p.g.a. børnenes skolegang.

ansøger har tidligere boet på adressen ...

snarligt svar udbedes, da ansøger forventer at rejse til Danmark i løbet af 1 måned, hvor den verserende retssag forventes afgjort.”

Direktoratet for udlændinge svarede i telex af 26. maj 1995 til ambassaden

“...

Under henvisning til ambassadens telex af 25.04.1995 skal direktoratet hermed meddele, at (A)’s opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet i henhold til udlændingelovens par. 17, hvoraf fremgår, at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark eller hvis udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

Idet (A) har opgivet sin bopæl i Danmark er hans opholdstilladelse således bortfaldet.

Direktoratet skal anmode om, at ambassaden anmoder (A) om at indlevere sit kort D til ambassaden. Kortet bedes efterfølgende fremsendt hertil.”

Den 19. september 1997 klagede A’s daværende advokat på A’s vegne over direktoratets afgørelse. Udlændingestyrelsen fastholdt afgørelsen i brev af 16. december 1997 og oversendte sagen til Indenrigsministeriet. Ministeriet bad styrelsen om først at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 17, stk. 2.

Ved brev af 17. februar 1998 uddybede advokaten sin klage

“...

Idet jeg henviser til ambassadens skrivelse af 25 april 1995 og min klients opholdstilladelse først må anses for at have været bortfaldet efter 30 april 1995, havde min klient haft mulighed for at være rejst tilbage til Danmark inden fristens udløb, såfremt Udlændingestyrelsen (DFU) havde taget stilling evt. dispensation i løbet af få dage og ikke først ved telex til ambassaden d. 26 maj 1995.

Jeg skal således gøre gældende, at fristen er ’sprunget’ ikke på grund af min klients forhold, men alene som følge af langsommelig sagsbehandling i DFU, hvorfor opholdstilladelsen bør udleveres til min klient.”

Den 31. juli 1998 fastholdt styrelsen afgørelsen og afslog at give A opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 2. Af brevet fremgik

“...

Efter udlændingelovens § 17, stk. 2 kan det efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i de i § 17, stk. 1 nævnte tilfælde.

En sådan ansøgning vil f.eks. kunne imødekommes i tilfælde, hvor det må anses for godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af den fastsatte periode, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer. Den vil endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet forventes at vedvare mere end de fastsatte perioder, f.eks. med henblik på uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold.

Udlændingestyrelsen skal hermed meddele, at styrelsen fortsat finder, at (A)’s opholds- og arbejdstilladelse må anses for bortfaldet ex lege efter udlændingelovens § 17, stk. 1 grundet opgivelse af bopæl.

Styrelsen finder endvidere ikke at (A)’s opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2.

Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at (A) og dennes familie er udrejst pr. den 30. april 1994.

Styrelsen har tillige tillagt det betydning, at (A)’s ægtefælle, den pakistanske statsborger (B), ved brev af 3. juni 1994 til styrelsen tilkendegav, at hun og børnene havde taget ophold i Pakistan, hvorfor hun samtidig returnerede sit danske opholdskort.

Endelig har styrelsen lagt vægt på, at (A) ikke forud for udrejsen til Pakistan indgav ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, ligesom han hverken ved henvendelsen til ambassaden i Islamabad den 25. april 1995 eller senere, har dokumenteret, at uforudsete hindringer for tilbagerejsen var opstået. Det bemærkes i den forbindelse, at styrelsen ikke finder at udsættelse af en retssag kan betragtes som en uforudset hindring.

Styrelsen finder således ikke, at det forhold, at (A) rettede henvendelse til ambassaden inden udløbet af 12 måneders fristen i udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., kan bevirke, at pågældendes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 2.

...”

Den 16. oktober 1998 stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse og skrev således

“...

Efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. bortfalder en opholdstilladelse, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere , når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, jf. 2. pkt. Har udlændingen med henblik på varigt ophold boet mere end to år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. 3. pkt.

Efter udlændingelovens § 17, stk. 2, kan det dog efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i de i § 17, stk. 1, nævnte tilfælde.

Efter praksis vil en sådan ansøgning f.eks. kunne imødekommes i de tilfælde, hvor det må anses for godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer. Bestemmelsen er endvidere blevet anvendt i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, før den pågældende udrejste af Danmark.

Afgørelsen beror på en skønsmæssigt præget vurdering, hvor også udlændingens samlede ophold her i landet og i hjemlandet samt udlændingens familiemæssige tilknytning her til landet kan tale for imødekommelse af en ansøgning om bevarelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2.

I den anledning skal Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 26. maj 1995 vedrørende bortfald af Deres klients opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet Deres klient må anses for at have opgivet sin bopæl her i landet. Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at det ifølge udskrift af Det Centrale Personregister fremgår, at Deres klient og dennes familie udrejste af landet den 30. april 1994 til Pakistan.

Indenrigsministeriet finder endvidere ikke, at der på grundlag af de foreliggende oplysninger er grundlag for ikke at anse Deres klients opholdstilladelse for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient ikke forud for familiens udrejse til Pakistan indgav ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, ligesom Deres klient hverken ved henvendelsen til ambassaden i Islamabad den 25. april 1995 eller senere har dokumenteret, at der var opstået udforudsete hindringer for tilbagerejsen.

Indenrigsministeriet kan herved i øvrigt henholde sig til Udlændingestyrelsens begrundelse i styrelsens afgørelse af 31. juli 1998.

Det, der foreligger oplyst om, at Deres klients tilstedeværelse i Pakistan skyldtes en verserende retssag, og det, De har anført i Deres brev af 17. februar 1998, kan efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke føre til et andet resultat.

...”

Advokat C anmodede på A’s vegne den 12. januar 1999 Indenrigsministeriet om at genoptage sagen. Ministeriet afslog den 21. januar 1999 anmodningen med den begrundelse at C’s brev ikke indeholdt nye væsentlige oplysninger der kunne føre til en ændret vurdering af sagen.

Den 19. marts 1999 klagede C til mig. C anførte bl.a. til støtte for klagen at Direktoratet for Udlændinge burde have besvaret Den Danske Ambassade i Islamabads telex af 25. april 1995 inden for 12-måneders-fristens udløb den 30. april 1999. Ved ikke at svare var det C’s opfattelse at direktoratet forhindrede A i selv at vælge om han ville rejse tilbage. Det var endvidere C’s opfattelse at udsættelsen af retssagen var en uforudset hindring for tilbagerejsen.

Jeg bad den 30. marts 1999 Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om udtalelser i sagen.

Udlændingestyrelsen henholdt sig i udtalelse af 4. maj 1999 til de trufne afgørelser og skrev endvidere

“...

Styrelsens afgørelse af 26. maj 1995 blev meddelt allerede fordi (A) efter styrelsens opfattelse havde opgivet sin bopæl i Danmark i forbindelse med udrejsen til Pakistan. Såfremt bopælen i Danmark opgives bortfalder tilladelsen ex lege i forbindelse med den pågældendes udrejse af landet.

Bestemmelsen i § 17, stk. 1, 3. pkt. om, at en udlænding, der med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end 2 år, kan opholde sig uden for landet i 12 på hinanden følgende måneder, finder således efter styrelsens opfattelse ikke anvendelse i nærværende sag.

Styrelsen skal samtidig bemærke, at det er styrelsens vurdering, at man, såfremt ambassaden ved henvendelsen den 25. april 1995 havde oplyst, at (A) ansøgte om dispensation fra reglerne om bortfald af sin opholdstilladelse, havde anlagt samme vurdering af spørgsmålet om opholdstilladelsens fortsatte beståen, under henvisning til, at bopælen i Danmark måtte anses for opgivet samt til, at (A) ikke inden sin udrejse af Danmark havde anmodet om dispensation fra udlændingelovens § 17, stk. 1.

Det forhold, at (A)’s forældre og søskende fortsat opholder sig i Danmark, kan efter styrelsens opfattelse ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Styrelsen finder ikke, at det af advokat (C) i brev af 19. marts 1999 til Folketingets Ombudsmand anførte vedrørende det forhold, at (A) ved sin henvendelse til ambassaden i Islamabad blev anmodet om at deponere sin opholdstilladelse hos ambassaden, giver anledning til yderligere bemærkninger.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at vurderingen af, om (A)’s opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet ikke var begrundet i, at han havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, men i, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark i forbindelse med udrejsen til Pakistan, hvorfor (A)’s eventuelle tilbagevenden til Danmark ikke var betinget af overholdelse af den i udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. anførte frist på 12 måneder regnet fra udrejsetidspunktet.

...”

Indenrigsministeriet henholdt sig i udtalelse af 28. maj 1999 ligeledes til de trufne afgørelser og skrev

“...

Indenrigsministeriet kan endvidere henholde sig til Udlændingestyrelsens udtalelse af 4. maj 1999, herunder bemærkningen om, at uanset om (A) ved henvendelsen til Den Danske Ambassade i Islamabad den 25. april 1995 eller senere havde dokumenteret, at der var opstået uforudsete hindringer for tilbagerejsen, ville dette ikke have kunnet føre til, at opholdstilladelsen efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 2, ikke skulle anses for bortfaldet. Indenrigsministeriet skal herved henvise til, at udlændingemyndighederne har anset opholdstilladelsen for bortfaldet allerede fordi, at (A) har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. herved udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

Indenrigsministeriet skal derfor beklage, at ministeriet i afgørelsen af 16. oktober 1998 i forbindelse med vurderingen efter udlændingelovens § 17, stk. 2, tillige har anført at have lagt vægt på, at (A) hverken ved henvendelsen til ambassaden den 25. april 1995 eller senere har dokumenteret, at der var opstået uforudset hindringer for tilbagerejsen. Som det er anført ovenfor, ville en sådan eventuel dokumentation ikke have ført til et andet resultat i den foreliggende sag.

...”

Den 22. juni 1999 fremkom C med sine supplerende bemærkninger til sagen. Ministeriet meddelte mig den 16. juli 1999 at ministeriet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Udlændingelovens § 17 (lovbek. nr. 73 af 2. februar 1999) har følgende ordlyd

’ § 17. En opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Har udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt boet mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. I de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet herfor.

Stk. 2. Det kan dog efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i de i stk. 1 nævnte tilfælde.

...’

Som det fremgår af bestemmelsen, bortfalder en opholdstilladelse i to situationer. Den første situation er den hvor udlændingen har opgivet sin bopæl i Danmark. Den anden situation er den hvor udlændingen har opholdt sig i udlandet i mere end 6, henholdsvis 12, på hinanden følgende måneder. Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 17 (Folketingstidende 1982-83, tillæg B, sp. 1966) at udvidelsen af fristen fra 6 til 12 måneder i visse situationer udelukkende er tænkt som en modifikation af reglen i § 17, stk. 1, 2. pkt.

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet har henvist til at opholdstilladelsen er bortfaldet i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 1, 1. pkt., og har ikke anvendt bestemmelsen i § 17, stk. 1, 2. pkt. Spørgsmålet om hvorvidt Direktoratet for Udlændinge burde have reageret på (A)’s forespørgsel inden udløbet af de 12 måneder, er derfor ikke umiddelbart relevant for bedømmelsen af myndighedernes afgørelser.

Jeg vil derfor i det følgende koncentrere mig om hvorvidt betingelserne for anvendelse af § 17, stk. 1, 1. pkt., var til stede.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 17 blev vedtaget på baggrund af betænkning nr. 968 fra 1982 om udlændingeloven. I betænkningen (s. 153) anføres om det daværende forslags § 13, stk. 1

’...

Udkastets § 13, stk. 1, 1. pkt. fastslår, at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark. En opgivelse foreligger, hvis udlændingen ved egne handlinger tilkendegiver dette, f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig og ejendele, opgivelse af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening m.v., flytning af bohave eller på anden måde, jfr. betænkning 882/1979 side 96 - 97.

...’

Af den nævnte betænkning nr. 882 fra 1979, s. 96, fremgår

’...

En opgivelse foreligger, når en udlænding ved sine egne handlinger, f.eks. fraflytning til udlandet, salg af ejendom og ejendele eller på anden måde viser, at han ønsker at opgive sin bopæl. Andres dispositioner f.eks. frameldelse af ham til folkeregistret, er uden betydning.

...’

Det fremgår af sagen at Indenrigsministeriet som grundlag for at antage at (A) har opgivet sin bopæl i Danmark, har henvist til at det ifølge udskrift af Det Centrale Personregister fremgår at (A) og hans familie udrejste af landet den 30. april 1994 til Pakistan.

Jeg har forstået at Udlændingestyrelsen har lagt vægt på at (A) og dennes familie er udrejst den 30. april 1994, og at (A)’s ægtefælle ved brev af 3. juni 1994 til styrelsen tilkendegav at hun og børnene havde taget ophold i Pakistan og samtidig returnerede sin danske opholdstilladelse.

Som det fremgår af forarbejderne til § 17, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for at fastslå at en udlænding har opgivet sin bopæl i Danmark at udlændingen ved sine egne handlinger har vist at han har ønsket at opgive sin bopæl. Andres dispositioner, f.eks. frameldelse af ham til folkeregistret , er uden betydning.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt til at fastslå at (A) har opgivet sin bopæl i Danmark, at konstatere at det fremgår af Det Centrale Personregister at han er rejst ud af landet. Sådan som sagen er oplyst for mig, har myndighederne ikke undersøgt omstændighederne bag (A)’s frameldelse af personregistret, navnlig om det er ham selv der har foretaget frameldelsen.

Tilsvarende viser den blotte omstændighed at (A) er rejst ud af landet, ikke om han derved har ønsket at opgive sin bopæl eller ej.

Heller ikke (A)’s (tidligere) ægtefælles bemærkninger om at hun og børnene har taget ophold i Pakistan, kan tages som udtryk for at (A) ved egen handling har vist at han ønskede at tage ophold i Pakistan.

Jeg må derfor konkludere at hverken Udlændingestyrelsen eller Indenrigsministeriet - ud fra de foreliggende oplysninger - har haft tilstrækkeligt grundlag for at antage at (A) har opgivet sin bopæl i Danmark. Det er derfor min opfattelse at Udlændingestyrelsens og Indenrigsministeriets afgørelser om bortfald af (A)’s opholdstilladelse i medfør af § 17, stk. 1, 1. pkt, er kritisable, og jeg har henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage sagens behandling og - i lyset af det anførte - at træffe en ny afgørelse.

Under hensyntagen hertil har jeg ikke fundet det fornødent at tage stilling til om grundlaget for at anvende dispensationsadgangen i udlændingelovens § 17, stk. 2, var til stede.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse og bedt ministeriet om at underrette mig om sin fornyede afgørelse. Jeg foretager mig dog ikke mere i sagen medmindre jeg hører fra Dem igen.

”

Indenrigsministeriet genoptog herefter sagen og traf efter indhentelse af yderligere oplysninger en fornyet afgørelse den 12. januar 2000. Advokat C klagede over afgørelsen.

Efter en gennemgang af sagen udtalte jeg at jeg ikke havde fundet sådanne særlige omstændigheder at jeg havde grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets afgørelse hvorefter ministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., anså opholdstilladelsen for bortfaldet. Jeg lagde herved bl.a. vægt på at ministeriet i overensstemmelse med min henstilling af 5. august 1999 nu havde foretaget en samlet vurdering af de dispositioner A foretog sig i forbindelse med udrejsen til Pakistan. Jeg udtalte også at jeg ikke havde fundet at der i sagen forelå sådanne særlige omstændigheder at jeg kunne kritisere at Indenrigsministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2, fandt at A’s opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En advokat klagede på vegne af en pakistansk statsborger over at Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., anså den pakistanske statsborgers opholdstilladelse for bortfaldet. Myndighederne begrundede afgørelserne med at han havde opgivet sin bopæl i Danmark, og henviste til at han var frameldt folkeregistret, at han var rejst ud af landet, og at hans tidligere kone havde meddelt at hun havde bopæl i Pakistan sammen med parrets børn.

Ombudsmanden anførte at det fremgår af bestemmelsens forarbejder at det er en betingelse for anvendelse af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at udlændingen ved sine egne handlinger har vist at han har ønsket at opgive sin bopæl i Danmark. Andres dispositioner er derimod uden betydning.

Ombudsmanden udtalte på den baggrund at hverken Udlændingestyrelsen eller Indenrigsministeriet - ud fra de foreliggende oplysninger - havde tilstrækkeligt grundlag for at antage at den pakistanske statsborger havde opgivet sin bopæl i Danmark. Myndighedernes afgørelser var derfor efter ombudsmandens opfattelse kritisable, og ombudsmanden henstillede til Indenrigsministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1999-0941-643).