Genoptagelse. Officialprincippet

Genoptagelse. Officialprincippet

Det fremgik af sagen at den zairiske statsborger A indrejste i Danmark den 7. november 1993 og indgav ansøgning om asyl. Den 7. december 1994 indgik han ægteskab med den herboende finske statsborger B. A indgav på baggrund af ægteskabet den 24. januar 1995 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Ansøgningen blev afslået af Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) ved brev af samme dato under henvisning til at A ikke var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas.

Den 28. februar 1995 indgav A en ny ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse. Denne ansøgning blev ved brev af 15. marts 1995 imødekommet således at A fik opholds- og arbejdstilladelse med henblik på varigt ophold indtil den 28. februar 1996.

Udlændingestyrelsen afslog den 31. marts 1995 asylansøgningen. Denne afgørelse blev den 6. september 1995 stadfæstet af Flygtningenævnet. Nævnet gav følgende begrundelse for sin afgørelse

“...

Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke på troværdig måde har sandsynliggjort, at han var eftersøgt af myndighederne i Zaire, da han udrejste af landet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet skiftende og usammenhængende forklaringer om sine angivelige fængselsophold, om brevet til den ukendte onkel og om den angivelige flugt fra det seneste fængselsophold. Ansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen har på flere punkter virket afglidende, når han blev stillet konkrete spørgsmål om egne aktiviteter. På den baggrund finder nævnet det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at bliver udsat for asylbegrundende forhold. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

...”

A’s opholds- og arbejdstilladelse blev den 29. januar 1996 forlænget til den 28. februar 1997, den 12. februar 1997 blev den forlænget til 16. december 1997, og den 9. december 1997 blev den forlænget til den 28. februar 1998.

B meddelte ved personligt fremmøde i Udlændingestyrelsen den 22. januar 1998 at hun havde indgivet ansøgning om separation. A oplyste den 27. januar 1998 til Udlændingestyrelsen at hustruen havde smidt ham ud fra deres fælles bopæl.

Udlændingestyrelsen traf den 29. januar 1998 afgørelse om inddragelse af A’s opholds- og arbejdstilladelse. Udlændingestyrelsen gav følgende begrundelse for afgørelsen

“...

Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at De ikke længere samlever på fælles bopæl med Deres ægtefælle, og at Deres ægtefælle har indgivet ansøgning om separation.

Styrelsen finder efter det oplyste ikke, at der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at inddragelse af Deres opholds- eller arbejdstilladelse bør undlades, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26.

Styrelsen har ikke fundet, at Deres tilknytning til landet efter de foreliggende oplysninger er af en sådan styrke, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for Dem.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at Deres ophold her i landet ikke har været af en sådan længde, at De herved har opnået en nær tilknytning til Danmark.

Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at De ikke har nogen familie her i landet.

...”

A klagede ved personligt fremmøde i Indenrigsministeriet den 29. januar 1998 over afgørelsen. A’s advokat klagede over afgørelsen ved telefax af 2. februar 1998 til Udlændingestyrelsen. Han anmodede samtidig om aktindsigt.

I brev af 11. februar 1998 til Udlændingestyrelsen skrev advokaten at den periode som A havde opholdt sig i Danmark med henblik på varigt ophold måtte anses for at være længere end 3 år, og at hans opholdstilladelse derfor ikke kunne inddrages.

Udlændingestyrelsen sendte den 13. februar 1998 advokatens henvendelse videre til Indenrigsministeriet sammen med en udtalelse om fristberegningsspørgsmålet. Af denne fremgik bl.a. følgende

“...

Efter styrelsens praksis skal fristen i de tilfælde, hvor ansøgeren ikke opfylder betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, idet betingelserne først opfyldes efterfølgende, beregnes fra det tidspunkt, hvor ansøgeren rent faktisk opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse.

(A) indgav den 24. januar 1995 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse her i landet, og han blev samme dag meddelt afslag herpå under henvisning til, at han ikke var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas.

Under henvisning til, at (A) først ved indgivelsen af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse den 28. februar 1995 var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas, og således først den 28. februar 1995 rent faktisk opfyldte betingelserne for meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse, skal styrelsen bemærke, at (A) først den 28. februar 1998 ville have boet lovligt her i landet i 3 år med henblik på varigt ophold.

...”

Udtalelsen blev den 17. februar 1998 sendt til A’s advokat med henblik på eventuelle bemærkninger.

Indenrigsministeriet stadfæstede den 26. oktober 1998 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af A’s opholds- og arbejdstilladelse med følgende begrundelse

“...

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient ikke længere samlever på fælles bopæl med sin ægtefælle. Grundlaget for Deres klients opholds- og arbejdstilladelse er således ikke længere til stede, og tilladelsen kan inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 21.

For så vidt angår Deres bemærkning om, hvornår 3-årsfristen i udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. § 27, stk. 1, skal regnes fra, skal Indenrigsministeriet bemærke, at fristen beregnes fra tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse. Det er imidlertid en betingelse, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes, og at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse således var til stede på ansøgningstidspunktet.

Det fremgår af sagen, at Deres klients ansøgning om opholdstilladelse indgivet den 24. januar 1995 blev afslået under henvisning til, at Deres klient ikke på daværende tidspunkt opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse.

Det fremgår endvidere af sagen, at Deres klient indgav ny ansøgning om opholdstilladelse den 28. februar 1995, og at denne ansøgning efterfølgende blev imødekommet.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at 3-årsfristen i Deres klients sag skal regnes fra den 28. februar 1995, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. § 27, stk. 1.

Indenrigsministeriet kan i øvrigt henholde sig til Udlændingestyrelsens udtalelse af 13. februar 1998 om dette spørgsmål.

Indenrigsministeriet finder efter en gennemgang af sagen ikke, at der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde, at inddragelse af Deres klients opholds- og arbejdstilladelse undlades, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1.

...”

Indenrigsministeriet pålagde samtidig A at udrejse af Danmark senest den 30. november 1998.

I brev af 2. november 1998 rettede A henvendelse til Justitsministeriet vedrørende fortolkningen af fristreglerne i udlændingeloven. Justitsministeriet oversendte den 5. november 1998 hans henvendelse til Indenrigsministeriet til besvarelse.

A anmodede i brev af 9. november 1998 Indenrigsministeren om at genoptage sagens behandling og udsætte hans udrejsefrist. Den 11. november 1998 skrev han til dronningen og statsministeren med anmodning om at hjælpe ham med hans sag. I brevet til statsministeren spurgte han bl.a. om han kunne søge humanitær opholdstilladelse. Begge breve blev sendt til Indenrigsministeriet til besvarelse.

I brev af 12. november 1998 anmodede A’s advokat Udlændingestyrelsen om at genoptage sagen og bad samtidig om at A måtte få tilladelse til at opholde sig her i landet under sagens behandling. Til støtte for ansøgningen skrev advokaten bl.a. at der var fremkommet nye oplysninger om at A havde boet i Frankrig siden 1972, og at han således ikke havde boet i Zaire siden dette tidspunkt.

A bad den 16. november 1998 Udlændingestyrelsen om at genoptage sagen. Udlændingestyrelsen sendte samme dag anmodningerne videre til Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet afslog den 26. november 1998 at tillægge genoptagelsesanmodningerne opsættende virkning med hensyn til A’s udrejsefrist.

Den 30. november 1998 klagede A’s advokat til mig over Indenrigsministeriets afgørelse af 26. november 1998. Ministeriet tillagde den 3. december 1998 efter omstændighederne klagen til mig opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Jeg oplyste i brev af 15. december 1998 at jeg efter fast praksis først tager stilling til eventuelle afslag på at tillægge klager opsættende virkning i forbindelse med en senere klage over ministeriets realitetsafgørelse af genoptagelsesspørgsmålet. Jeg meddelte at jeg derfor ikke på daværende tidspunkt fandt grundlag for at foretage mig mere i anledning af advokatens klage for A, og at sagen var henlagt her ved embedet.

Den 7. januar 1999 meddelte Indenrigsministeriet herefter at A skulle udrejse af Danmark senest den 23. januar 1999.

A mødte den 15. januar 1999 personligt i Indenrigsministeriet sammen med sin samlever C. De oplyste bl.a. at A’s fraseparerede ægtefælle B forsøgte at trække skilsmissen i langdrag. De bad om at afgørelsen om genoptagelsesspørgsmålet måtte blive sendt til C.

I et brev af 18. januar 1999 til C afslog Indenrigsministeriet at meddele A opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og afviste samtidig at genoptage sagen om inddragelse af hans opholdstilladelse. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende

“...

Efter en gennemgang af sagen har Indenrigsministeriet ikke fundet, at der foreligger humanitære hensyn af en sådan styrke, at disse afgørende taler for, at opholdstilladelse bør gives. Indenrigsministeriet bemærker herved, at bestemmelsen er tiltænkt et snævert anvendelsesområde.

Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ved behandlingen af (A)’s asylsag har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt (A) risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. En eventuel opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, skal således være begrundet i andre humanitære hensyn.

For så vidt angår (A)’s spørgsmål om, hvornår 3-årsfristen i udlændingelovens § 19 regnes fra tilmeldingen til folkeregistret, og hvornår den regnes fra indgivelse af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, jf. udlændingelovens § 27, skal Indenrigsministeriet oplyse, at det fremgår af udlændingelovens § 27, stk. 1, at det i § 19, stk. 2, nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

3-årsfristen regnes således fra tidspunktet for tilmeldingen til folkeregistret, såfremt udlændingen har søgt om og er blevet meddelt opholdstilladelse, medens den pågældende befandt sig i udlandet, medens 3-årsfristen regnes fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse, såfremt udlændingen har kunnet indgive ansøgningen i Danmark, og ansøgningen imødekommes.

Indenrigsministeriet skal bemærke, at i (A)’s sag beregnes fristen for indgivelse af ansøgning om opholdsstilladelse, idet (A) indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.

Det er imidlertid en betingelse, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes, og at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse således var opfyldt på ansøgningstidspunktet.

Det fremgår af sagen, at (A) indgav ansøgning om opholdstilladelse den 24. januar 1995, men at ansøgningen blev afslået under henvisning til, at han ikke på daværende tidspunkt opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse.

Det fremgår endvidere af sagen, at (A) indgav en ny ansøgning om opholdstilladelse den 28. februar 1995, og at denne ansøgning efterfølgende blev imødekommet.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at 3-årsfristen i (A)’s sag skal regnes fra den 28. januar 1995, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. § 27, stk. 1.

...

Indenrigsministeriet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke i forbindelse med genoptagelsesanmodningen er fremkommet nye væsentlige oplysninger, der kan begrunde en ændret vurdering af sagen.

Det af (A) oplyste vedrørende baggrunden for samlivet med hans ægtefælle samt oplysningerne om, at hans ægtefælle har psykiske problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Det forhold, at (A) taler godt dansk, at han arbejder for ISS Rengøringsservice og er sikkerhedsrepræsentant dér, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering af sagen.

Det forhold, at (A)’s skilsmisse nu afventer hans ægtefælles underskrift, og at hans udrejse vil være meget hård for Dem samt for Deres 3 børn, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering af sagen.

Det af (A) oplyste om, at han opholdt sig i Frankrig siden han var seks år, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at (A) ved asylansøgningssskema af 15. december 1993 oplyste, at han var udrejst fra sit hjemland den 29. september 1993, samt at han til politirapport af 10. januar 1994 oplyste, at han havde boet i sit hjemland indtil udrejsen.

...”

Den 19. januar 1999 klagede A’s advokat til mig over Indenrigsministeriets afgørelser af 7. og 18. januar 1999. Hvad angik afgørelsen af 18. januar 1999 anførte han bl.a. følgende

“...

Til støtte for klagen over afgørelsen af 18 ds., hvorved ministeriet behandler opholdssagen i realiteten, skal jeg for det første anføre, at ministeriet (side 4, sidste afsnit) synes at have lagt vægt på, at min klient under sin asylsag har meddelt oplysninger om, at han havde boet i sit hjemland til udrejsen til Danmark i 1993, og således ikke i Frankrig.

For så vidt ministeriet herved vil give udtryk for, at min klient under asylsagen har meddelt forkerte oplysninger, skal jeg gøre gældende, at dette kriterium ikke synes at kunne finde anvendelse ved afgørelsen om genoptagelse af min klients sag om inddragelse af den opholdstilladelse, der blev meddelt i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, på grundlag af indgået ægteskab.

For så vidt ministeriet ved bemærkningerne på side 4, sidste afsnit i skrivelsen af 18 ds. har villet give udtryk for, at det er de oplysninger, der er afgivet under asylsagen, der må lægges til grund, således at man må se bort fra det, jeg har anført i min genoptagelsesbegæring af 12. november 1998, skal jeg anføre følgende.

Dels vil ministeriets afgørelse i så fald være truffet på et forkert faktisk grundlag, idet min klient har boet i Frankrig fra han var 6 år gammel i 1972 til han indrejste i Danmark i 1993.

Desuden er afgørelsen truffet, uden at ministeriet har foretaget sig noget for at få belyst det nævnte spørgsmål om min klients bopæl i perioden 1972 til 1993.

Såfremt ministeriet skulle være af den opfattelse, at ministeriet ikke er forpligtet til at foretage sådanne undersøgelser, skal jeg anføre, at ministeriet i det mindste forud for afgørelsen burde have opfordret min klient til at dokumentere bopælsforholdene for perioden fra 1972 til 1993.

...”

Advokaten anførte desuden at 3-års-fristen skulle regnes fra den 9. december 1994 hvor A bestilte tid til indgivelse af sin ansøgning.

Hvad angik afgørelsen af 7. januar 1999 skrev advokaten bl.a. at ministeriet ikke kunne lægge til grund for sin afgørelse at jeg havde afsluttet min behandling af sagen. Han henviste til at jeg i mit brev af 15. december 1998 havde anført at jeg gik ud fra at sagen ville blive indbragt for mig igen hvis ministeriet afsluttede sin behandling med at erklære sig enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af sagen. Advokaten sendte en kopi af klagen til Indenrigsministeriet med anmodning om at den måtte blive tillagt opsættende virkning for den fastsatte udrejsefrist, eller at udrejsefristen på andet grundlag måtte blive udsat.

Ved personligt fremmøde i Indenrigsministeriet den 22. januar 1999 afleverede A et brev fra C. Det fremgik heraf at de af sagsbehandleren i Indenrigsministeriet skulle være blevet vejledt om at det ville være muligt at få udrejsefristen udsat hvis de fremviste en underskrevet anmodning om skilsmisse. Sagsbehandleren oplyste at hun ikke havde vejledt dem som beskrevet i brevet.

Indenrigsministeriet meddelte den 22. januar 1999 at klagen til mig efter udlændingelovens regler ikke havde opsættende virkning, og at man i øvrigt ikke fandt grundlag for at ændre den fastsatte udrejsefrist. Ministeriet beklagede at det af ministeriets afgørelse af 18. januar 1999 fremgik at 3-års-fristen i A’s sag skulle regnes fra den 28. januar 1995 idet der retteligt skulle have stået at fristen skulle regnes fra den 28. februar 1995.

I brev af 22. januar 1999 bad A’s advokat mig tillige tage stilling til Indenrigsministeriets afgørelse af 26. oktober 1998. Han bad mig endvidere tage stilling til Indenrigsministeriets vejledning af A og hans samlever C vedrørende muligheden for at udsætte A’s udrejsefrist hvis han viste en underskrevet anmodning om skilsmisse. Advokaten sendte en kopi til Indenrigsministeriet med anmodning om at hans klage måtte blive tillagt opsættende virkning.

Advokaten anmodede den 22. januar 1999 på A’s vegne Udlændingestyrelsen om at kunne indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, på baggrund af hans samliv og forestående ægteskab med C. Udlændingestyrelsen afviste samme dag anmodningen under henvisning til at opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, skal være opnået inden indrejsen. Udlændingestyrelsen oplyste at man ikke havde fundet at der forelå sådanne ganske særlige forhold der kunne føre til at ansøgning om opholdstilladelse kunne indgives her i landet.

Den 27. januar 1999 anmodede A’s advokat Flygtningenævnet om at genoptage A’s asylsag.

Indenrigsministeriet oplyste i brev af 27. januar 1999 at klagen til mig af 22. januar 1999 ikke havde opsættende virkning efter udlændingelovens regler.

Den 28. januar 1999 indgik A og C ægteskab. Samme dag ansøgte A’s advokat og A selv Udlændingestyrelsen om at kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, på baggrund af det indgåede ægteskab.

Udlændingestyrelsen meddelte den 29. januar 1999 at anmodningen om at indgive ansøgning om opholdstilladelse afvistes idet opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, skal være opnået inden indrejsen. Styrelsen fandt i øvrigt ikke at der var oplyst sådanne ganske særlige omstændigheder der kunne føre til at ansøgning om opholdstilladelse kunne indgives her i landet. Udlændingestyrelsen fastsatte ingen udrejsefrist under henvisning til at A’s advokat havde søgt om genoptagelse af asylsagen.

Advokaten klagede den 29. januar 1999 over afgørelsen til Indenrigsministeriet.

Den 2. februar 1999 bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser i anledning af advokatens klage til mig.

Flygtningenævnet meddelte den 4. februar 1999 at man snarest ville vende tilbage med en besvarelse af genoptagelsesanmodningen.

I brev af 8. februar 1999 til Indenrigsministeriet skrev A’s advokat at der efter hans opfattelse var særlige forhold efter udlændingelovens § 9, stk. 7, der gjorde sig gældende, således at det burde tillades at A kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse her i landet. Advokaten henviste bl.a. til den lange sagsbehandlingstid ved indlevering af ansøgning til den danske repræsentation i hjemlandet, og til at det ville være en urimelig hård belastning for C og hendes børn hvis A blev henvist til at indgive ansøgningen i hjemlandet.

Flygtningenævnet afslog den 9. marts 1999 at genoptage asylsagen. Nævnet skrev bl.a. følgende

“...

Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet under den oprindelige behandling af sagen ikke kunne lægge til grund, at Deres klient havde været eftersøgt af myndighederne i Zaire. Nævnet lagde herved vægt på, at Deres klient havde afgivet skiftende og usammenhængende forklaringer om sine angivelige fængselsophold og om en angivelig flugt fra det seneste fængselsophold. Nævnet bemærkede videre, at Deres klients forklaring under nævnsbehandlingen på flere punkter havde virket afglidende, når han var blevet stillet konkrete spørgsmål om sine aktiviteter. På denne baggrund fandt nævnet det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for asylbegrundende forhold.

...”

I sin udtalelse af 20. april 1999 henholdt Indenrigsministeriet sig til de trufne afgørelser.

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg har ved min undersøgelse af sagen valgt at koncentrere mig om Indenrigsministeriets afgørelse af 18. januar 1999 om afslag på at genoptage sagen om inddragelse af (A)’s opholds- og arbejdstilladelse (§ 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).

Om der er grundlag for at genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. En afgørelse om genoptagelse bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Jeg kan kun kritisere sådanne vurderinger og afvejninger hvis der er særlige omstændigheder i sagen.

Ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelser finder bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 1, tilsvarende anvendelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5. Bestemmelsen i § 26, stk. 1, nr. 4, har følgende ordlyd

’ § 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der foruden til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder varigheden af opholdet her i landet, tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende navnlig på grund af

...

4) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

...’

I forbindelse med genoptagelsesanmodningen fra (A)’s advokat meddelte advokaten at de oplysninger som (A) havde givet under behandlingen af asylsagen om at han var indrejst i Danmark fra Zaire, var forkerte idet (A) havde boet i Frankrig siden 1972 og var indrejst derfra. Indenrigsministeriet fandt ikke at disse oplysninger kunne føre til at sagen blev genoptaget og henviste herved til at (A) under asylsagen havde forklaret at han havde boet i sit hjemland indtil udrejsen til Danmark.

Det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette kan eventuelt ske i samarbejde med parten eller med andre myndigheder.

Princippet forudsætter ikke alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen. Dette gælder også oplysninger indhentet fra en anden myndighed. Se bl.a. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 298.

Spørgsmålet om (A)’s tilknytning til sit hjemland skal indgå i vurderingen af om der foreligger sådanne særlige omstændigheder at inddragelse skal undlades, jf. udlændingelovens § 26.

Jeg forstår Indenrigsministeriets afgørelse sådan at ministeriet ikke har tillagt oplysningerne om at (A) har opholdt sig i Frankrig siden hans tidlige barndom nogen betydning. Begrundelsen herfor er alene at (A) i sin asylsag har forklaret at han har boet i sit hjemland (Zaire) indtil udrejsen. Jeg må derfor lægge til grund at Indenrigsministeriet uden nærmere undersøgelse har afvist oplysningerne fra (A)’s advokat og lagt - de nu bestridte - oplysninger fra (A)’s asylsag til grund.

Jeg mener at Indenrigsministeriet burde have forsøgt at kontrollere rigtigheden af de nye oplysninger og have vurderet deres betydning i forbindelse med spørgsmålet om inddragelse. Dette må gælde så meget desto mere da Flygtningenævnet generelt fandt (A)’s forklaringer i asylsagen utroværdige og bl.a. ikke fandt at kunne lægge hans oplysninger om hvordan han var indrejst til Danmark fra Zaire til grund for behandlingen af sagen.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage sagens behandling med henblik på at forsøge at kontrollere rigtigheden af de nye oplysninger om (A)’s tilknytning til Zaire og vurdere deres betydning for spørgsmålet om inddragelse af hans opholds- og arbejdstilladelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af henvendelsen fra (A)’s advokat.”

Den 17. juni 1999 modtog jeg kopi af Indenrigsministeriets brev af 16. juni 1999 til A’s nye advokat. Af brevet fremgik at Indenrigsministeriet havde besluttet at genoptage sagen.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En advokat klagede på vegne af sin klient, en zairisk statsborger, over at Indenrigsministeriet havde afslået at genoptage behandlingen af en sag om inddragelse af klientens opholds- og arbejdstilladelse. Advokaten meddelte i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning at de oplysninger som klienten havde givet i forbindelse med behandlingen af asylsagen, om at han var rejst ind i Danmark fra Zaire, var forkerte idet klienten havde boet i Frankrig siden 1972 og var indrejst derfra.

Indenrigsministeriet mente ikke at oplysningerne kunne føre til at sagen skulle genoptages, og henviste til hvad klienten havde forklaret under asylsagen.

Ombudsmanden mente at Indenrigsministeriet som følge af officialprincippet burde have forsøgt at kontrollere rigtigheden af de nye oplysninger og have vurderet deres betydning i forbindelse med spørgsmålet om inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Indenrigsministeriet at genoptage behandlingen af sagen. (J.nr. 1999-0205-642).