Opholdstilladelse ikke forlænget. Beregning af 3-års-frist. Vejledning

§ 19. En tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages

1) Når det grundlag, som er angivet i ansøgningen eller tilladelsen, herunder efter §§ 7 eller 8, var urigtigt eller ikke længere er til stede.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på en udlænding, som er omfattet af §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, og som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år.’

§ 26, stk. 1, i udlændingeloven har følgende ordlyd, jf. lovbekendtgørelse nr. 557 af 30. juli 1998

’ § 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisning må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung,

varigheden af udlændingens ophold her i landet,

udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

udlændingens tilknytning til herboende personer,

udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer,

udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.’

Udlændingestyrelsens sagsbehandling

I sin supplerende udtalelse af 6. september 1999 har Udlændingestyrelsen oplyst at den dokumentation som (B) fremlagde på mødet den 5. maj 1995, findes blandt sagens akter. Der er imidlertid sket en sammenblanding af disse papirer med den dokumentation som han indsendte den 7. oktober 1996, og der er intet datostempel på modtagelsen af dokumentationen hvilket Udlændingestyrelsen har beklaget.

Styrelsen har imidlertid oplyst at det ud fra sammenhængen er klart hvilke papirer der relaterer sig til ansøgningens indgivelse, og hvilke der relaterer sig til hans senere beskæftigelse - og som således må være indsendt den 7. oktober 1996.

Jeg er enig med Udlændingestyrelsen i at det er beklageligt at der skete en sammenblanding af den dokumentation som (B) fremlagde den 5. maj 1995 og senere indsendte, og at dokumentationen ikke er datostemplet. Jeg har gjort styrelsen bekendt med min opfattelse.

Efter at have gennemset dokumentationen er jeg imidlertid enig med styrelsen i at sammenblandingen ikke kan give anledning til tvivl, og jeg foretager mig derfor ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Beregning af 3-års-fristen i den dagældende udlændingelovs § 19, stk. 2

Som det fremgår ovenfor, indgik (A) ægteskab med (B) den 30. marts 1995, og hun søgte om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet den 5. maj samme år. Socialcentret indkaldte to gange forgæves (B) til samtale, og Direktoratet for Udlændinge meddelte den 28. juni 1995 telefonisk (A) at (B) skulle rette henvendelse til socialcentret. Den 15. maj 1996 blev (A) og (B) vejledt om straks at indsende dokumentation for (B)’s økonomi – hvilket han først gjorde den 9. oktober 1996. Dagen efter fik (A) meddelt opholdstilladelse med henblik på varigt ophold 1 år frem. Den 8. september 1998 blev (A) og (B) skilt - altså mere end 3 år efter ægteskabets indgåelse, og ansøgningen om opholdstilladelse blev indgivet, men mindre end 3 år efter at (B) indsendte dokumentation for at han var i stand til at forsørge (A) og opholdstilladelsen som følge heraf blev meddelt.

Efter § 19, stk. 1, nr. 1, i den dagældende udlændingelov kan en tidsbegrænset opholdstilladelse inddrages når det grundlag som er angivet i ansøgningen, ikke længere er til stede. Det følger dog af § 19, stk. 2, at opholdstilladelsen alligevel ikke skal inddrages hvis udlændingen lovligt har boet her i landet med henblik på varigt ophold i mere end de sidste 3 år.

Det afgørende for vurderingen af (A)’s muligheder for opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med (B) er således hvordan 3-års-fristen i udlændingelovens § 19, stk. 2, skal beregnes.

Efter § 27 i udlændingeloven skal 3-års-fristen i § 19, stk. 2, regnes fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller - hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet - fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

I forarbejderne til § 27, stk. 1 (jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg B, sp. 2767), er følgende anført

’

På denne baggrund foreslås det, at det afgørende for fristernes begyndelsestidspunkt normalt skal være tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er givet her i landet, tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Det forudsættes naturligvis i den forbindelse, at ansøgningen er imødekommet, og at den pågældende således kan siges at have haft lovligt ophold her i landet.

’

Som det fremgår af ordlyden i § 27, stk. 1, regnes 3-års-fristen normalt fra udlændingens tilmeldelse til folkeregistret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse. I lyset af forarbejderne må dette udgangspunkt dog modificeres således at fristen tidligst kan regnes fra det tidspunkt hvor ansøgeren (materielt) opfylder betingelserne for at få den søgte opholdstilladelse. Jeg har forstået at det er myndighedernes praksis at 3-års-fristen regnes fra ansøgningsdatoen/folkeregisterdatoen når dokumentationen herfor enten foreligger på ansøgningstidspunktet eller bliver indsendt til myndighederne inden for rimelig tid efter at myndighederne (berettiget) har forlangt den nævnte dokumentation indsendt. Hvis dokumentationen derimod bliver indsendt på et langt senere tidspunkt, regnes 3-års-fristen tidligst fra myndighedens modtagelse heraf. Myndighedernes praksis på dette område kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

Jeg henviser i den forbindelse også til Lone B. Christensen mfl., Udlændingeret (1995), s. 389-390, om beregning af opholdstid.

(A) indgav ansøgningen om opholdstilladelse den 5. maj 1995, men hendes ansøgning blev først imødekommet da Udlændingestyrelsen den 9. oktober 1996 modtog (B)’s dokumentation for at han var i stand til at forsørge hende.

Selv om sagen henlå uekspederet i en længere periode, kan det i lyset af forarbejderne ikke i den konkrete sag give mig anledning til kritik at Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet vurderede at 3-års-fristen i (A)’s sag skulle regnes fra den 9. oktober 1996 og ikke fra den 5. maj 1995. Jeg har herved lagt vægt på at (B), trods flere opfordringer hertil fra Udlændingestyrelsen og socialcentret, først indsendte dokumentation for at han kunne forsørge (A) den 9. oktober 1996.

Jeg kan således ikke kritisere myndighedernes vurdering af at (A)’s opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, litra a, ikke kunne forlænges da hun ikke havde haft lovligt ophold med henblik på varigt ophold i mere end de sidste 3 år.

De har i klagen til mig gjort gældende at (A) på intet tidspunkt er blevet vejledt om beregningen af 3-års-fristen, og at Udlændingestyrelsen ikke har kunnet bekræfte at styrelsen i forbindelse med meddelelsen af opholdstilladelsen har givet oplysning herom da dette ikke fremgår af styrelsens interne notater. Heroverfor har Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af 10. december 1998 oplyst at det er styrelsens praksis at ansøgeren mundtligt bliver vejledt om 3-års-fristen når opholdstilladelsen udleveres. Styrelsen har i den forbindelse henvist til ansøgningsskemaet hvor følgende er noteret: ’Regnes fra 09.10.96 da grundlag først ok der’.

Det kan således ikke umiddelbart konstateres om (A) mundtligt er blevet vejledt om 3-års-fristen da hun fik opholdstilladelsen.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af i hvilket omfang (A) er blevet vejledt om beregningen af 3-års-fristen i forbindelse med at hun fik opholdstilladelsen, vil ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse eventuelt ske ved domstolene.

Jeg skal dog tilføje at det efter min opfattelse havde været naturligt at (A) under telefonsamtalen med Direktoratet for Udlændinge den 28. juni 1995 var blevet vejledt om konsekvenserne for beregningen af 3-års-fristen hvis der ikke inden for rimelig tid blev indsendt dokumentation for (B)’s evne til at forsørge hende. En sådan vejledning kunne alternativt have været meddelt parret skriftligt i forlængelse af telefonsamtalen.

Jeg har gjort Udlændingestyrelsen bekendt med min opfattelse og foretager mig ikke mere vedrørende denne del af Deres klage.

Opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 26

De har under sagens behandling påberåbt Dem udlændingelovens § 26 i tilfælde af at myndighederne ikke skulle anse 3-års-fristen for opfyldt. De har i den forbindelse gjort gældende at (A) har opholdt sig her i landet i 7 år, og at hun har mistet sin tilknytning til hjemlandet i enhver henseende, herunder til arbejds- og boligmarkedet og det almindelige sociale netværk. Hun taler dansk og har arbejde her i landet.

Indenrigsministeriet vurderede ved afgørelsen af 18. februar 1999 at der ikke var særlige omstændigheder i sagen som kunne begrunde at (A)’s opholdstilladelse kunne forlænges, selv om 3-årsfristen i § 19, stk. 2, ikke var opfyldt. Ministeriet lagde bl.a. vægt på at (A) er født og opvokset i det tidligere Jugoslavien, og at hun boede dér til hun var 25 år.

Afgørelsen af om (A)’s tilhørsforhold til det danske samfund og om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil virke særlig belastende for hende, bygger i vidt omfang på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 26.

Jeg kan kun kritisere disse vurderinger og afvejninger hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets vurdering af at det ikke vil virke særlig belastende for (A) hvis hendes opholdstilladelse ikke bliver forlænget.

Jeg foretager mig derfor heller ikke mere vedrørende denne del af Deres klage.

Ulovfæstet adgang til opholdstilladelse efter 7 års ophold i Danmark

De har endelig gjort gældende at det forhold at (A) har opholdt sig i mere end 7 år her i landet, i sig selv bør føre til at hun bliver meddelt opholdstilladelse. De henviser i den forbindelse til Udlændingestyrelsens praksis. Det er Deres opfattelse at myndighederne har inddraget et ulovligt kriterium ved at kræve at (A)’s opholdstilladelse skulle have været (i det væsentligste) på samme retsgrundlag. Udlændingestyrelsen har tidligere i forbindelse med to sager vejledt Dem om en række kriterier der kan inddrages ved vurderingen af om der på ulovfæstet grundlag kan gives opholdstilladelse efter 7 års lovligt ophold her i landet. Denne vejledning indeholdt ikke oplysning om at der kunne stilles krav om at opholdstilladelsen skulle have været (i det væsentligste) på samme retsgrundlag.

Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af 4. november 1998 oplyst at udlændingeloven alene regulerer spørgsmålet om hvornår der skal meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse når der er givet opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Hvis der er givet opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, vil (forlængelse af) opholdstilladelsen alene kunne meddeles så længe grundlaget herfor er til stede.

Spørgsmålet om permanent opholdstilladelse til en person der alene har opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, er således ulovreguleret.

Som jeg har forstået det, har Udlændingestyrelsen imidlertid indført en praksis hvorefter en person på ulovfæstet grundlag tidligst efter 7 års ophold på samme retsgrundlag efter omstændighederne kan få meddelt permanent opholdstilladelse. Afgørelsen herom træffes efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Ved vurderingen lægges bl.a. vægt på udlændingens danskkundskaber, beskæftigelsessituation og tilhørsforhold til Danmark.

Indenrigsministeriet har i sin afgørelse af 18. februar 1999 modereret kriteriet ’ophold på samme retsgrundlag’ til ’ophold på i det væsentligste samme retsgrundlag’.

Denne praksis kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

Jeg kan således efter min gennemgang af sagen ikke kritisere at (A) ikke er blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter denne praksis.

Jeg foretager mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

§ 27, stk. 1, i den dagældende udlændingelov havde følgende ordlyd

’ § 27. De i §§ 11, stk. 2, 1. pkt., 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2, 19, stk. 2, og 22-25 nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse.’

Opholdstilladelse ikke forlænget. Beregning af 3-års-frist. Vejledning

A indrejste i Danmark den 19. juli 1991. Hun blev den 24. oktober 1991 meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold her i landet til den 21. december 1991 som studerende ved en højskole. Fra den 23. december 1991 til den 22. december 1992 og fra den 1. februar 1993 til den 19. december 1993 havde hun midlertidig opholdstilladelse som au pair hos to forskellige familier.

Den 18. oktober 1993 ansøgte A om opholdstilladelse som studerende ved Københavns Teknikum. Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) meddelte den 13. januar 1994 afslag på ansøgningen, og Indenrigsministeriet fastholdt dette afslag ved afgørelse af 1. marts 1995. Ministeriet pålagde i den forbindelse A at udrejse af landet senest den 30. marts 1995.

Den 30. marts 1995 indgik A ægteskab med den herboende danske statsborger, B, og den 5. maj 1995 indgav hun ansøgning til Direktoratet for Udlændinge om opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet.

Under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 4, bad Direktoratet for Udlændinge i brev af 11. maj 1995 et socialcenter om en udtalelse om hvorvidt B måtte anses for at være i stand til at påtage sig forsørgelsen af A.

Den 8. juni 1995 oplyste et andet socialcenter Direktoratet for Udlændinge om at B to gange forgæves var indkaldt til samtale, og at centret ikke ville foretage sig mere før han havde henvendt sig.

Den 28. juni 1995 meddelte Direktoratet for Udlændinge telefonisk A at B skulle rette henvendelse til det andet socialcenter.

Ved et møde i Direktoratet for Udlændinge den 15. maj 1996 blev A og B vejledt om straks at indsende dokumentation for B’s økonomi.

Ved brev af 7. oktober 1996 - modtaget i Udlændingestyrelsen den 9. oktober 1996 - indsendte B dokumentation for sine indtægtsforhold.

A blev herefter meddelt opholds- og arbejdstilladelse med henblik på varigt ophold til den 9. oktober 1997 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Den 10. oktober 1997 fik A efter ansøgning sin opholds- og arbejdstilladelse forlænget til den 9. oktober 1998 med henblik på varigt ophold.

I brev af 22. juni 1998 skrev A’s advokat til Udlændingestyrelsen at A havde bedt denne om hjælp til erhvervelse af dansk indfødsret, og advokaten bad derfor styrelsen om kopi af A’s sagsakter. Styrelsen fremsendte kopi af akterne den 4. august 1998.

Advokaten bad i brev af 9. september 1998 Udlændingestyrelsen om kopi af yderligere sagsakter da det ikke af de fremsendte akter fremgik hvornår den sidste afgørelse om opholdstilladelse var truffet. Styrelsen oplyste telefonisk advokaten om at der var givet opholdstilladelse til den 9. oktober 1998.

I brev af 17. september 1998 oplyste A’s advokat Udlændingestyrelsen om at A var blevet skilt fra B. Advokaten anførte bl.a. følgende

“Som advokat for fr. (A) meddeler jeg herved, at min klient og hr. (B) pr. den 8/9 1998 er blevet skilt. Kopi af skilsmissebevillingen vedlægges.

Det fremhæves, at ægteskabet mellem ovennævnte parter blev indgået den 30/3 1995, og at parterne den 5/5 1995 havde underskrevet samlivserklæringen.

Jeg anmoder Dem om at meddele, hvorvidt betingelsen vedrørende 3-årsfristen, i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, for forlængelse af min klients opholds- og arbejdstilladelse er opfyldt, idet det ud fra sagsakterne ikke kan konstateres, hvornår opholdstilladelsen, i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er meddelt. Jeg anmoder samtidig Styrelsen om at meddele, hvorvidt Styrelsen, i forbindelse med meddelelsen af opholdstilladelse, har givet oplysninger om beregning af 3-årsfristen til min klient.

Det er min klients opfattelse, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse, på grundlag af ægteskabet, var opfyldt ved ansøgningens indgivelse den 5/5 1995, således at skilsmissen ikke medfører konsekvenser for min klients opholdstilladelse.”

Udlændingestyrelsen svarede i brev af 29. september 1998 at A’s opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet blev regnet fra den 9. oktober 1996 hvor B godtgjorde at kunne påtage sig forsørgelsen af hende under hendes ophold her i landet, og at 3-års-fristen således ikke var opfyldt. Styrelsen oplyste endvidere at A alene var blevet mundtligt vejledt om fra hvilket tidspunkt opholdstilladelsen blev regnet.

I brev af 1. oktober 1998 gjorde A’s advokat følgende indsigelser over for Udlændingestyrelsen

“...

Indledningsvis gør jeg Styrelsen opmærksom på, at min klient hverken mundtligt eller skriftligt har modtaget vejledning om beregning af 3-årsfristen fra Styrelsen. Jeg gør endvidere Styrelsen opmærksom på, at det heller ikke fra Styrelsens interne notater af henholdsvis 5/5, 15/5 og 28/6 1996 fremgår, at min klient skulle have fået vejledning om 3-årsfristen.

På baggrund heraf er det min opfattelse, at Styrelsen ikke har et konkret grundlag for at anføre, at min klient skulle have modtaget mundtlig vejledning om 3-årsfristen. Jeg skal ikke undlade at bemærke, at det, på grund af sagsmængder i Styrelsen, forekommer usandsynligt, at De eller en anden sagsbehandler vil kunne huske, at der i 1996 er givet min klient vejledning om 3-årsfristen. Under henvisning til telefonsamtale i dag bekræfter jeg Deres oplysning om, at De ikke var sagsbehandler på sagen i 1995 og 1996.

På baggrund heraf gøres det gældende, at 3-årsfristen er opfyldt, idet min klient ikke har fået oplysninger fra Styrelsen om, at 3-årsfristen skulle regnes fra den 9/10 1996. Fristen skal derfor beregnes fra indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse, nemlig d. 5/5 1995.

Det gøres endvidere gældende, at min klient, på grund af mere end 7 års ophold og i henhold til gældende praksis, bør meddeles varig opholds- og arbejdstilladelse her i landet. Herom tillader jeg mig at henvise til Styrelsens vejledningsskrivelse af 7/5 1998 i udl.nr. 1-20-019.753, som er vedlagt i kopi, hvor der blandt andet er anført følgende

’Efter Styrelsens praksis kan der efter en konkret vurdering meddeles opholdstilladelse med henblik på varigt ophold til en udlænding med midlertidigt ophold, når denne har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år.

Ved denne vurdering lægges der blandt andet vægt på udlændingens danskkundskaber i skrift og tale, udlændingens beskæftigelse samt tilhørsforhold til Danmark.

Har udlændingen således haft ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og findes udlændingen i øvrigt at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, vil udlændingen kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet.’

Det bemærkes, at min klient opfylder alle 3 ovennævnte kriterier, idet min klient magter det danske sprog på et overordentligt niveau, idet min klient har beskæftigelse her i landet, jfr. min skrivelse af 17/9 1998, og idet min klient på grund af sprogkundskab og arbejde har fået en stærk tilknytning til Danmark. Det bemærkes, at min klient har sin omgangskreds har i landet, der hovedsaglig består af danske venner. Min klient har således tilknytning til det danske samfund i alle aspekter.

Såfremt Styrelsen fortsat ikke skulle anse 3-årsfristen for at være opfyldt, og såfremt Styrelsen ikke meddeler min klient varig opholds- og arbejdstilladelse, anmoder jeg Styrelsen om, på baggrund af nedenfor nævnte forhold, ikke at inddrage min klients opholds- og arbejdstilladelse, idet jeg påberåber mig udlændingelovens § 26.

Med hensyn til min klients tilknytning her til landet tillader jeg mig at henvise til ovennævnte forhold, idet det samtidig bemærkes, at min klient, netop på grund af det lange ophold her i landet, har mistet sin tilknytning til hjemlandet i enhver henseende. Min klient har således i hjemlandet mistet tilknytningen til arbejds- og boligmarkedet og det almindelige sociale netværk.

I forbindelse hermed anmodes Styrelsen om særligt at lægge vægt på min klients lange ophold her i landet, der nu er mere end 7 år.

...”

Udlændingestyrelsen afslog ved afgørelse af 4. november 1998 at forlænge A’s opholdstilladelse med følgende begrundelse

“...

Afgørelsen er truffet under hensyn til, at grundlaget for den meddelte tilladelse ikke længere er til stede, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 2, litra a og § 21.

Udlændingestyrelsen finder efter det oplyste endvidere ikke, at der foreligger særlige forhold, der kan begrunde en forlængelse af Deres opholds- og arbejdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, jf. § 11, stk. 2.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at Deres klient ikke har børn her i landet, ligesom Deres klient ikke har yderligere familie bosiddende i Danmark.

Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at Deres klient er 32 år og opvokset i Jugoslavien.

Styrelsen fastholder tillige, at 3-årsfristen regnes fra den 9. oktober 1996, hvor styrelsen modtog dokumentation for Deres klients ægtefælles beskæftigelse.

De har anmodet om at Deres klient meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

Deres ansøgning kan ikke imødekommes.

Efter styrelsens praksis meddeles en udlænding tidsubegrænset opholdstilladelse efter 3 års fast ophold i Danmark. Det er dog en forudsætning for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen på samme retsgrundlag med henblik på varigt ophold har boet her i landet i mere end de sidste 3 år.

Af udlændingelovens § 11, stk. 1, fremgår, at en opholdstilladelse gives med henblik på midlertidigt eller varigt ophold her i landet.

Efter styrelsens praksis kan der tidligst efter 7 års ophold på samme retsgrundlag, med henblik på midlertidigt ophold, tages stilling til en ansøgning om permanent opholdstilladelse.

Afgørelsen er truffet under henvisning til, at Deres klient ikke har haft opholdstilladelse i 3 år med henblik på varigt ophold, og at Deres klient ikke har haft opholdstilladelse i 7 år med henblik på midlertidigt ophold på samme retsgrundlag.

...”

A’s advokat klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse til Indenrigsministeriet den 6. november 1998. I brev af 23. november 1998 uddybede advokaten klagen over for Udlændingestyrelsen og bad samtidig styrelsen om at genoptage sagen. Advokaten anførte bl.a. at Udlændingestyrelsen på intet tidspunkt havde meddelt A at 3-års-fristen ikke skulle gælde fra den 5. maj 1995, men fra et senere tidspunkt, at der ikke findes en skreven regel om beregning af 3-års-fristen som styrelsen med rette kunne forvente at A kunne gøre sig bekendt med, hvilket er i strid med god forvaltningsskik, og at styrelsens krav om opholdstilladelse i 7 år med henblik på midlertidigt ophold på samme retsgrundlag udgjorde et ulovligt kriterium. Endelig gjorde advokaten gældende at Udlændingestyrelsen ikke havde taget stilling til de forhold vedrørende udlændingelovens § 26 som denne havde anført i brevet af 1. oktober 1998.

Udlændingestyrelsen afslog den 10. december 1998 at genoptage sagen og fastholdt at 3-års-fristen skulle regnes fra den 9. oktober 1996. Styrelsen anførte bl.a. følgende

“Styrelsen har (...) først haft mulighed for at træffe afgørelse i ansøgningen 1 år og 5 måneder efter ansøgningen er indgivet, baseret fortrinsvis på lønoplysninger for sommeren/efteråret 1996.

Det er herefter styrelsens praksis, at 3årsfristen beregnes fra den dato dokumentationen kommer styrelsen i hænde, når tidspunktet ikke ligger i umiddelbar forlængelse af ansøgningens indgivelse.

Det er endvidere styrelsens praksis, at ansøgeren bliver gjort bekendt med dette forhold ved mundtlig vejledning, når opholdstilladelsen udleveres, idet tilladelsen udløber 1 år senere, regnet fra den dato den nødvendige dokumentation bliver indleveret. Datoen er i den anledning noteret på skemaet af 5. maj 1996 med teksten - citat – ’regnes fra 9. oktober 1996, da grundlag først ok der’.

Det er således ikke korrekt, når De i Deres brev af 23. november 1998 øverst side 2 anfører, at det ikke fremgår af sagsakterne, hvornår 3årsfristen regnes fra (kopi af skema vedlagt).

De har endvidere fremført, at det ikke er dokumenteret, at det hidtidige grundlag skal være det samme grundlag i hele 7-årsperioden, for at der efter 7 års ophold kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

De har i den anledning vedlagt 2 konkrete afgørelser i andre udlændingesager, hvor betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter 7 års ophold er opremset. De bemærker, at i disse sager er det ikke tilkendegivet, at det er en betingelse at opholdstilladelsen i de forløbne 7 år skulle have været på samme grundlag.

Styrelsen skal bemærke, at det kun reguleres i udlændingeloven, hvornår der skal meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, når en tilladelse er meddelt med henblik på varigt ophold. En opholdstilladelse, meddelt med henblik på midlertidigt ophold, meddeles herefter så længe grundlaget for den meddelte tilladelse er til stede.

Når styrelsen skal træffe afgørelse om der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter 7 års ophold, sker det efter styrelsens praksis udelukkende efter en konkret vurdering i hver enkelt sag. I de 2 konkrete sager De henviser til, har begge ansøgere haft opholdstilladelse på samme grundlag inden de indgav ansøgningen om permanent opholdstilladelse. Styrelsen finder herefter ikke, at der i de 2 konkrete afgørelser burde være oplyst, at grundlaget skal være det samme i alle 7 år.

Styrelsen skal endelig bemærke, at denne praksis, hvorefter de 7 års ophold skal være baseret i det væsentligste på samme grundlag, ved flere afgørelser er stadfæstet af Indenrigsministeriet.”

Udlændingestyrelsen sendte klagen videre til Indenrigsministeriet, og advokaten indsendte herefter supplerende bemærkninger til Indenrigsministeriet ved brev af 17. december 1998.

Indenrigsministeriet traf afgørelse i sagen den 18. februar 1999. Af brevet fremgik bl.a. følgende

“Efter udlændingelovens § 27, stk. 1, regnes det i § 19, stk. 2, nævnte tidsrum fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse, hvis ansøgningen er indgivet her i landet.

Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 27, stk. 1 (Retsudvalgets tilføjelse til betænkning nr. 968/1982 afgivet 31. maj 1983, ændringsforslag nr. 31), at

’(D)et afgørende for fristernes begyndelsestidspunkt normalt skal være tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret, eller hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Det forudsættes naturligvis i den forbindelse, at ansøgningen er imødekommet, og at den pågældende således kan siges at have haft lovligt ophold her i landet.’

Det følger heraf, og af bestemmelsen i udlændingelovens § 27, stk. 1, sammenholdt med § 19, stk. 2, og § 9, stk. 1, nr. 2, at såfremt ansøgningen bliver imødekommet, vil tidsrummet under sagens behandling blive medregnet som lovligt ophold. Heri ligger samtidig et krav om, at den pågældende udlænding på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen har opfyldt betingelserne for den søgte opholdstilladelse.

Det er derfor i overensstemmelse med udlændingelovens § 27, stk. 1, og med lovforarbejderne hertil, at fristen ifølge § 19, stk. 2, ikke regnes fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse, såfremt betingelserne for imødekommelse af ansøgningen først er opfyldt på et senere tidspunkt.

Indenrigsministeriet finder på denne baggrund ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af, at 3-årsfristen i Deres klients sag skal regnes fra den 9. oktober 1996. Indenrigsministeriet lægger herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først på dette tidspunkt modtog dokumentation for (B)’s indkomstforhold.

Det forhold, at Deres klient selv finder, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse var opfyldt den 5. maj 1995, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Indenrigsministeriet skal i øvrigt henvise til, at Udlændingestyrelsen gentagne gange anmodede Deres klient og (B) om at indsende dokumentation for indtægtsforhold eller rette henvendelse til et socialcenter.

I den anledning skal Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 4. november 1998.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient ikke længere samlever på fælles bopæl i ægteskab med (B), som hun blev skilt fra den 8. september 1998. Betingelserne for at forlænge opholdstilladelsen er således ikke længere til stede, idet der er grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 2, litra a, og § 21.

Indenrigsministeriet finder endvidere ikke, at der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde, at Deres klients opholds- og arbejdstilladelse på trods heraf forlænges, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 4, jf. § 26, stk. 1.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient er født og opvokset i (nu) Forbundsrepublikken Jugoslavien, hvor Deres klient har boet, til hun var 25 år.

Det forhold, at Deres klient har arbejde her i landet, kan ikke føre til, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil virke særligt belastende for Deres klient.

Det kan efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering, at Deres klient har haft ophold her i landet siden 1991.

Indenrigsministeriet kan i øvrigt henholde sig til den begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse af 4. november 1998 samt til styrelsens udtalelse af 10. december 1998 vedrørende styrelsens praksis for vejledning om 3-årsfristen.

Indenrigsministeriet har heller ikke fundet grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan udstedes tidsubegrænset opholdstilladelse til Deres klient.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at ministeriet samtidig hermed stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse om, at Deres klients opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra a, ikke kan forlænges. Deres klient har således ikke haft lovligt ophold med henblik på varigt ophold i mere end de sidste tre år.

Deres klient har tidligere haft midlertidigt ophold her i landet som følger

Fra den 24. oktober til den 21. december 1991 som studerende ved en højskole.

Fra den 23. december 1991 til den 22. december 1992 som au pair hos en familie.

Fra den 1. februar 1993 til den 19. december 1993 som au pair hos en anden familie.

Efter praksis kan der tidligst efter 7 års ophold med henblik på midlertidigt ophold på i det væsentligste samme retsgrundlag tages stilling til en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det vil i forbindelse med en sådan ansøgning være afgørende, om der foreligger ganske særlige og konkrete omstændigheder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder om betingelserne for at meddele midlertidig opholdstilladelse fortsat er til stede, ligesom der stilles krav om danskkundskaber og tilknytningsforhold til Danmark i øvrigt.

Indenrigsministeriet har lagt vægt på, at Deres klient ikke har haft mere end 7 års ophold med henblik på midlertidigt ophold i det væsentligste på samme retsgrundlag. Deres klient har haft 3 måneders ophold som studerende og to års ophold som au pair.

Indenrigsministeriet finder ikke, at Udlændingestyrelsen har anvendt kriteriet ’på samme retsgrundlag’ ulovligt, idet dette er i overensstemmelse med praksis.

Indenrigsministeriet finder ikke, at henvisningen til to konkrete sager, hvori Udlændingestyrelsen ikke i vejledningen om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse har oplyst, at det lovlige ophold her i landet skal være på i det væsentligste samme retsgrundlag, kan føre til en ændret vurdering. Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at vejledningen er givet på baggrund af konkrete omstændigheder i de pågældende sager, hvorfor ministeriet ikke finder, at Deres klient kan støtte ret på disse vejledninger i forhold til hendes egen sag.

Indenrigsministeriet kan i øvrigt henholde sig til Udlændingestyrelsens begrundelse i afgørelsen af 4. november 1998, herunder styrelsens bemærkninger vedrørende de to konkrete sager, som De har henvist til.

Indenrigsministeriet finder heller ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 10. december 1998, hvorved styrelsen afslog at genoptage sagens behandling.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at Deres brev af 23. november 1998 til Udlændingestyrelsen ikke indeholder væsentlige nye oplysninger, som kan føre til en ændret vurdering af sagen.

”

A’s advokat klagede herefter til mig i brev af 24. februar 1999 og uddybede klagen den 8. marts 1999.

Ved brev af 15. marts 1999 bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om en udtalelse i sagen. Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet henholdt sig i udtalelser af henholdsvis 26. og 29. april 1999 til de trufne afgørelser.

Den 7. juni 1999 bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om en supplerende udtalelse. Jeg skrev bl.a. således

“Indenrigsministeriet har ved sin afgørelse af 18. februar 1999 ikke fundet grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af at 3-års-fristen skal regnes fra den 9. oktober 1996, idet ministeriet har lagt vægt på at styrelsen først på dette tidspunkt modtog dokumentation for (B)’s indkomstforhold. Ministeriet har i samme forbindelse gjort opmærksom på at det forhold at (A) selv finder, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse var opfyldt den 5. maj 1995, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.

(A) udfyldte og underskrev den 5. maj 1995 et ansøgningsskema om forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse til Direktoratet for Udlændinge. Det fremgår heraf at direktoratets sagsbehandler på side 3 har krydset af og noteret at ansøgningen var vedlagt oplysningsskema og dokumentation for indtægt. Det fremgår endvidere at sagsbehandleren på bagsiden af ansøgningsskemaet har noteret at ’Manden er selvstændig. Medbr. dok. for indkomst.’ Ansøgningsskemaet ses ikke at indeholde anden dokumentation for (B)’s indtægtsforhold end den dokumentation han har indsendt ved brev af 7. oktober 1996.

Jeg beder Indenrigsministeriet oplyse hvorfor den dokumentation der blev fremlagt den 5. maj 1995, ikke findes blandt sagens akter, og hvilken betydning det har for sagen, herunder beregning af 3-års-fristen, at (B) allerede på ansøgningstidspunktet fremkom med dokumentation for sine indtægtsforhold.

Jeg beder endvidere om at Indenrigsministeriet forinden indhenter en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om sagen.”

Udlændingestyrelsen skrev i sin udtalelse af 6. september 1999 således

“Udlændingestyrelsen tilbagesender sagen til Indenrigsministeriet, idet styrelsen kan oplyse, at den dokumentation, (B) fremlagde i styrelsen den 5. maj 1995, findes blandt sagens akter.

Der er dog foretaget en sammenblanding af den dokumentation, som (B) fremlagde ved ansøgningens indgivelse den 5. maj 1995 og den dokumentation, som han indsendte ved brev af 7. oktober 1996, og der er beklageligvis intet datostempel på modtagelsen af dokumentationen.

Ud fra sammenhængen er det imidlertid klart, at (B)’s dokumentation vedrørende de økonomiske forhold i hans virksomhed tidsmæssigt relaterer sig til ansøgningens indgivelse, hvorimod hans periodedaterede lønsedler relaterer sig til hans senere beskæftigelse. Dokumentationen for de økonomiske forhold som selvstændig er mangelfuld. Der er således ikke fremlagt dokumentation for, at (B) evnede at forsørge (A) ved ansøgningens indgivelse.

Styrelsen må herefter fastholde, at de forsørgelsesmæssige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse til (A) først blev godtgjort den 9. oktober 1996, hvor styrelsen modtog fyldestgørende dokumentation for (B)’s økonomiske forhold, og at opholdstilladelsen derfor med rette blev regnet fra dette tidspunkt.

”

Indenrigsministeriets henholdt sig i sin udtalelse af 13. oktober 1999 til styrelsens udtalelse og afgørelsen af 18. februar 1999.

Advokaten modtog herefter en kopi af myndighedernes udtalelser. Ved brev af 26. oktober 1999 meddelte advokaten at udtalelserne ikke gav denne anledning til bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Da (A) i 1995 indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med (B), gjaldt følgende bestemmelse i § 9 i udlændingeloven om muligheden for opholdstilladelse på baggrund af ægteskab (jf. lovbekendtgørelse nr. 894 af 27. oktober 1994)

’ § 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til

...

2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 18 år, der

a) har dansk indfødsret

Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.’

Da (A) den 8. september 1998 blev skilt fra sin ægtefælle, gjaldt følgende bestemmelser om forlængelse og inddragelse af opholdstilladelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997

’ § 11.

Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kvinde fra det tidligere Jugoslavien fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse der var meddelt på grundlag af ægteskab med en dansk statsborger. Parret blev skilt efter ca. 3½ års ægteskab. Udlændingestyrelsen havde kort efter ægteskabets indgåelse bedt ægtemanden godtgøre at han var i stand til at forsørge kvinden. Ægtemanden indsendte - trods flere opfordringer hertil fra styrelsen - først dokumentation ca. 1½ år efter ægteskabets indgåelse. Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet mente at lovens frist for lovligt ophold her i landet i tre år først skulle regnes fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne fra manden.

Ombudsmanden udtalte sig om beregningen af 3-års-fristen. I den konkrete sag mente han ikke at der var grundlag for at kritisere at myndighederne havde regnet 3-års-fristen fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne. Det havde dog efter hans opfattelse været naturligt at kvinden under en telefonsamtale med Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om konsekvenserne for beregningen af 3-års-fristen hvis der ikke inden for rimelig tid blev indsendt dokumentation for mandens evne til at forsørge hende. (J.nr. 1999-0628-643).