Afgørelse om sletning af a-kasse-medlemskab. Proportionalitetsprincip. Vejledningspligt. Deponering

§ 1 i lov om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering har følgende ordlyd

’ § 1. Bliver en skyldner på grund af fordringshaverens forhold ude af stand til at opfylde sin forpligtelse til at erlægge en ydelse, bestående af penge eller værdipapirer, skal han være berettiget til for fordringshaverens regning at deponere ydelsen i nationalbanken eller andet godkendt forvaringssted, jf § 6, med den retsvirkning, at han anses, som om han havde opfyldt sin forpligtelse.

Det samme gælder, hvis fordringshaveren undlader at foretage, hvad skyldneren kan kræve som betingelse for at yde, eller hvis der er begrundet tvivl om, hvem der er rette fordringshaver, og uvisheden herom ikke kan lægges skyldneren til last.

Om deponeringen skal skyldneren så vidt muligt underrette fordringshaveren; undladelse heraf medfører erstatningspligt for deraf flydende tab.

...’

Forvaltningslovens § 7, stk. 1, har følgende ordlyd

’En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

(A) var ikke blevet slettet som medlem af (D) Arbejdsløshedskasse hvis han inden den 1. marts 1997 havde indbetalt 783 kr. til (C) Arbejdsløshedskasse.

(A) indbetalte imidlertid ikke det skyldige beløb. Derimod meddelte (A) i klagen af 6. februar 1997 til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og til Arbejdsmarkedets Ankenævn at beløbet ville blive deponeret ’til fordel for (C) A-kasse og indtil der er afsagt endelig, national kendelse i sagen”. Den 12. februar 1997 orienterede (A) (C) Arbejdsløshedskasse om deponeringen; direktoratet modtog kopi af brevet. Den 25. februar 1997 sendte (A) (til myndighederne) kopi af et dokument hvoraf det fremgik at han havde deponeret 783 kr. til fordel for (C) Arbejdsløshedskasse.

Jeg kan ikke kritisere Arbejdsmarkedets Ankenævns opfattelse af at deponeringen ikke havde frigørende virkning i forhold til (C) Arbejdsløshedskasses fordring. Imidlertid mener jeg det må have været åbenbart for myndighederne at (A) befandt sig i en vildfarelse om at deponeringen havde frigørende virkning, og derved i en vildfarelse om at han ved deponeringen opfyldte direktoratets afgørelse.

Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Hovedsynspunktet bag bestemmelsen er blandt andet at det skal undgås at borgeren på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for et retstab.

Borgeren skal have vejledning hvis han på et rimeligt grundlag beder om det. Imidlertid bør myndigheden efter omstændighederne også yde vejledning selv om borgeren ikke har bedt om det hvis myndigheden ud fra sagens oplysninger kan vurdere at der er behov for vejledning. Vedkommende myndighed må normalt yde vejledning hvis den der henvender sig til myndigheden, særligt har fremhævet omstændigheder af faktisk eller retlig karakter som efter de regler der gælder på det pågældende område, må give myndigheden anledning til at reagere. Det kan for eksempel være fordi det må antages at borgeren har misforstået eller ikke kender de relevante regler. Jeg henviser til Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret - Sagsbehandling, 4. udg. (1995), s. 116-118, John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 117-118, Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 261, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 43, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 168.

Jeg kan tilslutte mig det af direktoratet anførte om at spørgsmål angående lov om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering normalt ikke henhører under direktoratets område. I det konkrete tilfælde er retsvirkningerne af (A)’s deponering imidlertid det helt centrale for hans retsstilling i sagen om sletning som a-kasse-medlem. I en sådan situation påhviler der efter min opfattelse myndigheden en pligt til at undersøge retsvirkningerne af deponeringen for den konkrete sag.

Da det som anført ovenfor må have været åbenbart for myndighederne at (A) befandt sig i en vildfarelse med hensyn til deponeringens frigørende virkning, burde direktoratet have vejledt (A) om at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Iagttagelsen af denne vejledningsforpligtelse gælder i særlig grad i sager med meget vidtrækkende konsekvenser. I dette tilfælde medførte sletningen bortfald af overgangsydelse samt et større tilbagebetalingskrav.

Jeg finder det meget beklageligt at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen ikke gjorde (A) bekendt med at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse.

Jeg finder det ligeledes beklageligt at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke påtalte – og tog stilling til konsekvensen af – den manglende vejledning. Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

Afgørelsens rimelighed (proportionalitetsprincippet)

Det følger af § 86, stk. 3, i arbejdsløshedsforsikringsloven at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen kan træffe afgørelse om at et medlem slettes som a-kasse-medlem hvis den pågældende ikke inden for en fastsat frist tilbagebetaler et beløb der skal tilbagebetales.

Ved vurderingen af om (A) skulle slettes som følge af restancen på 783 kr. som han skulle tilbagebetale, lagde Arbejdsmarkedets Ankenævn vægt på at (A) ikke inden for den givne frist havde betalt den resterende dagpengegæld til kassen, og at han ikke var berettiget til med frigørende virkning at deponere beløbet. I forbindelse med ankenævnets genoptagelse af sagen anførte nævnet endvidere at nævnet havde lagt vægt på

’...

at (C) Arbejdsløshedskasse i marts, april og november 1997 ved fremsendelse af giroopkrævningskort rykkede (A) for betaling af dagpengerestgælden, at (A) med direktoratets afgørelse af 31. januar 1997 fik en yderligere frist til betaling af restgælden, således at slettelse kunne undgås, samt at (D) Arbejdsløshedskasse efter det oplyste efter direktoratets afgørelse af 31. januar 1997, men inden den angivne frist den 1. marts 1997, erindrede (A) om betaling af restgælden for at hindre slettelse.

...’

Jeg har ved min vurdering af sagen hæftet mig ved at (A) deponerede de 783 kr. og dermed viste at han var indstillet på at betale. Imidlertid befandt han sig i en vildfarelse med hensyn til retsvirkningerne af deponeringen, og den vildfarelse burde være åbenbar for myndighederne. Jeg henviser også til at det af (D) Arbejdsløshedskasses brev af 3. december 1997 fremgår at (A) – da han blev klar over at deponeringen ikke opfyldte direktoratets afgørelse – betalte de 783 kr. til (C) Arbejdsløshedskasse.

Jeg har endvidere hæftet mig ved at de 783 kr. tilsyneladende kunne have været modregnet i den løbende overgangsydelse som (A) modtog hvis proceduren i bekendtgørelse nr. 942 af 30. november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav var blevet fulgt.

Afgørelsen om at slette (A) som a-kasse-medlem har efter min opfattelse ramt (A) særdeles hårdt økonomisk. Han har blandt andet mistet retten til overgangsydelse. Jeg mener på denne baggrund det er tvivlsomt om afgørelsen om at slette (A) som a-kasse-medlem er i overensstemmelse med det grundlæggende proportionalitetsprincip. Jeg henviser for så vidt angår proportionalitetsprincippet nærmere til Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige emner (1997), s. 217ff, Jon Andersen mfl. Forvaltningsret (1994), s. 254, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1995, s. 56.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

Sammenfatning

Da Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke udtrykkeligt har taget stilling til den manglende vejlednings betydning for sagen og i lyset af det anførte om afgørelsens rimelighed (proportionalitetsprincippet), har jeg i dag henstillet til ankenævnet at genoptage behandlingen af sagen. På det foreliggende grundlag foretager jeg mig ikke mere i sagen.

”

Arbejdsmarkedets Ankenævn meddelte mig senere at nævnet på møde den 8. juli 1999 havde truffet afgørelse om at ophæve sine tidligere afgørelser i A’s sag. Nævnet besluttede efter at have overvejet sagen på ny at sletningen af A skulle ophæves under henvisning til at A ved deponering af restgælden viste vilje til at betale, at A ikke var blevet vejledt om at deponering ikke kunne ske med frigørende virkning, samt endelig under henvisning til arten og omfanget af forseelsen set i forhold til de omfattende konsekvenser som ville være følgen af en slettelse.

Jeg meddelte herefter Arbejdsmarkedets Ankenævn at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*1) FOB 1988, s.43, FOB 1989, s.168 og FOB 1995, s.56.

§ 86, Stk. 1 - 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring har følgende ordlyd

’ § 86. Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget dagpenge, delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns-, eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet.

Stk. 2. Tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 kan ske ved hel eller delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn samt i andre krav, medlemmet har mod kassen. Modregning kan også ske, efter at medlemmet har skiftet arbejdsløshedskasse.

Stk. 3. Er dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløb, som skal tilbagebetales efter stk. 1 og 2, ikke tilbagebetalt inden en frist, som kassen har fastsat, kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen.

...’

Som tidligere anført må jeg uprøvet lægge Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser fra 1996 om at (A) skal tilbagebetale de dagpenge som han har modtage med urette, til grund for min undersøgelse. Jeg har endvidere lagt til grund at beløbet i januar 1997 var 783 kr.

Afgørelsen af om et medlem skal slettes som medlem af en a-kasse, idet medlemmet ikke rettidigt har tilbagebetalt et beløb der skal tilbagebetales, bygger i vidt omfang på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse.

Om der er grundlag for at genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger frem som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. En afgørelse om genoptagelse bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Jeg kan også kun kritisere sådanne vurderinger og afvejninger hvis der er særlige omstændigheder i sagen.

Ved min gennemgang af sagen har jeg koncentreret min undersøgelse om myndighedernes vejledning af (A) og om afgørelsens overensstemmelse med hensynene bag det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetesprincip.

Vejledning af A

Afgørelse om sletning af a-kasse-medlemskab. Proportionalitetsprincip. Vejledningspligt. Deponering

En fagbevægelse, B, klagede på vegne af medlemmet A over myndighedernes afgørelser om at A skulle slettes som medlem af C Arbejdsløshedskasse.

Det fremgik af sagen at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen den 25. januar 1996 traf afgørelse om at A skulle tilbagebetale dagpenge som han havde modtaget uberettiget - i alt brutto 5.110 kr. Samtidig blev det bestemt at A skulle gennemgå 37 timers karantæne. Den 4. november 1996 tiltrådte Arbejdsmarkeds Ankenævn afgørelsen.

Pr. 1. november 1995 blev A overflyttet fra C Arbejdsløshedskasse til D Arbejdsløshedskasse. Angående sagens videre forløb anførtes det i Arbejdsmarkeds Ankenævns mødeoplæg (i forbindelse med nævnets afgørelser angående sletning som a-kassemedlem)

“...

(A) indbetalte i november 1995 kontingent til såvel (D) Arbejdsløshedskasse som til (C) Arbejdsløshedskasse.

(C) Arbejdsløshedskasse meddelte med brev af 20. februar 1996 (A), at han havde kr. 783,25 til gode i kontingent. Kassen meddelte samtidig, at en del af beløbet var gået til delvis dækning af den resterende dagpengegæld på kr. 1.022,-. (A) skyldte herefter kr. 238,75, som han snarest ville modtage en giroopkrævning på.

(C) Arbejdsløshedskasse oplyste på (A)’s forespørgsel af 29. februar 1996, at det beløb på kr. 783,25, som var indsat på hans konto i (en) bank, var hans tilgodehavende kontingent, som ved en fejl alligevel ikke var blevet modregnet i hans dagpengegæld. Gælden var således fortsat kr. 1.022,-.

...”

Den 5. november 1996 fremsendte C Arbejdsløshedskasse et nyt girokort til brug ved indbetaling af dagpengegælden. A blev samtidig gjort opmærksom på at a-kassen ville indstille til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at han blev slettet som a-kasse-medlem, hvis C Arbejdsløshedskasse ikke modtog indbetalingen rettidigt.

Den 21. januar 1997 indstillede C Arbejdsløshedskasse til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at A blev slettet som a-kassemedlem. Den 31. januar 1997 traf direktoratet afgørelse om at A – med virkning fra 21. januar 1997 – skulle slettes som medlem af D Arbejdsløshedskasse, medmindre han senest den 1. marts 1997 havde indbetalt 783 kr. til C Arbejdsløshedskasse.

I brev af 6. februar 1997 klagede A over direktoratets afgørelse. I klagen oplyste han blandt andet at han pr. 1. marts 1997 ville deponere 783 kr. indtil der var “afsagt endelig, national kendelse i sagen”. I brev af 12. februar 1997 skrev A følgende til C Arbejdsløshedskasse (Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog kopi af brevet)

“Den tilsendte opkrævning, af d. 07-02-97. kr. 783.00, er iflg. poststempel afsendt d.d. 11-02-97. og modtaget d.d. 12-02-97. indikerer at noget er galt og at sagen tilsyneladende ’lækker’.

(C) A-kasse har ved en skrivelse, af d. 21-01-97. til Dfa. indstillet mig til eksklusion, som medlem af (D) A-kasse, bl.a. med påstand om at jeg ikke har villet indgå frivillig forlig, m.m. og dette har Dfa. taget til efterretning. Jeg ønsker Dfa’s afgørelse, af d. 31-01-97. prøvet, i første omgang ved Arbejdsmarkedets ankenævn og senere evt. ved en national domstol.

Det omtalte beløb vil, i henhold til min anke til A.a. af d. 06-02-97. blive deponeret til fordel for (C) A-kasse, iht. Deponeringsloven 1932-02-16. nr. 29, om skyldneres ret til frigørelse ved deponering og indtil sagens endelige afslutning.

...”

Den 14. februar 1997 bad Arbejdsmarkedets Ankenævn Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om sagens akter og direktoratets eventuelle bemærkninger til klagen.

Det fremgik af samtalerapport udarbejdet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet den 17. februar 1997 blev kontaktet af C Arbejdsløshedskasse angående betydningen af den foretagne deponering. Det fremgik at direktoratet ville vende tilbage til spørgsmålet. Samme dag bad Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen C Arbejdsløshedskasse om yderligere oplysninger om sagen.

Den 25. februar 1997 sendte A dokumentation for at der i en bank var deponeret 783 kr. Henvendelsen blev sendt både til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Af dokumentet fremgik bl.a.

“Deponeret i anledning af følgende skyldforhold

I.h.t. min anke til Arbejdsmarkedets ankenævn af d. 06-02-97 og iht j.nr. ( ) omtalte beløb kr. 783,00 d.d. d.25/2-97 deponeret til fordel for (C) A-kasse.

Deponeringen frigøres når der ved forlig ell.endelig noteret dom er afgjort hvorvidt (C) A-kasse havde/har hjemmel i loven til at tilbageholde indbetalt faglig kontigent, m.m.som delvis nedskrivning af karantænegæld til A-kassen, i medfør af brev fra nævnte A-kasse af d. 20.02.1996.”

Den 4. marts 1997 skrev Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende

“...

Direktoratet har modtaget Deres brev af 25. februar 1997, hvori De anmoder om aktindsigt.

Sagens akter fremsendes hermed.

Direktoratet er i øjeblikket ved at indhente yderligere oplysninger til brug for sagen, når disse er indkommet, vil direktoratet tage stilling til, om afgørelsen af 31. januar 1997 fastholdes og videresende Deres anke samt sagens akter til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

...”

Den 5. marts 1997 sendte Arbejdsmarkedets Ankenævn A’s henvendelse af 25. februar 1997 videre til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen “til videre foranstaltning”.

I brev af 11. marts 1997 (til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) anførte C Arbejdsløshedskasse bl.a.

“Vi skal for god ordens skyld oplyse, at deponeringsloven fra 1932-02-16 nr. 29 ikke kan finde anvendelse overfor et krav om tilbagebetaling af statsmidler (selv om disse er udbetalt af en privat forening i form af en a-kasse), da skyldneren er sikret beløbet, hvis sagen får et for ham gunstigt udfald.”

Den 17. marts 1997 sendte A kopi af deponeringsdokumentet til C Arbejdsløshedskasse.

Den 3. april 1997 sendte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen sagen videre til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Direktoratet havde ikke fundet grundlag for at ændre den trufne afgørelse. A blev orienteret om oversendelsen. Hverken i denne forbindelse eller tidligere kommenterede direktoratet – over for A – den foretagne deponering.

Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse. Afgørelsen af 30. oktober 1997 lød således

“Ankenævnet finder, at (A) med rette er slettet som medlem af kassen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1 og 3.

Ankenævnet har lagt vægt på, at (A) ikke inden for den givne frist til kassen havde betalt den resterende dagpengegæld, og at han ikke var berettiget til med frigørende virkning at deponere beløbet, jf. lov nr. 29 af 16. februar 1932, § 1, stk. 1, idet han ikke på grund af kassens forhold var ude af stand til at opfylde sin betalingsforpligtelse.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 31. januar 1997.”

Den 3. december 1997 bad D Arbejdsløshedskasse Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at give dispensation, således at A ikke blev slettet som a-kasse-medlem. Kassen anførte bl.a.

“På overflytningsblanketten svarer (C Arbejdsløshedskasse) nej til, at medlemmet har gæld til en a-kasse, men at der verserer en sag om 37 timers effektiv karantæne.

Da (C Arbejdsløshedskasse) fremsender girokort til medlemmet, skriver de: ’Hvis du får en ydelse fra a-kassen vil der ske modregning i disse ydelser. I sådanne tilfælde skal girokortet ikke bruges’.

Vi får aldrig besked fra (C Arbejdsløshedskasse) om, at medlemmet har en gæld, som vi skal trække fra overgangsydelsen.

Vi skal beklage, at vi ikke har trukket de 783,00 kr. da vi modtager afgørelsen fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen den 31. januar 1997. Det beror alene på en misforståelse.

Medlemmet deponerer 783,00 kr. for at vise, at han er villig til at betale pengene, hvis ikke det kan være anderledes. Han regner med, at det er lige så godt, som at betale pengene til (C Arbejdsløshedskasse).

Efter at medlemmet har fået afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Ankenævn, bliver han klar over, at det ikke er nok at deponere pengene. Ifølge medlemmet har han derfor nu indbetalt 783,00 kr. til (C Arbejdsløshedskasse).

Vi vil hermed forespørge Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring om, det ikke kan være muligt, at give dispensation til medlemmet, så han kan få lov at fortsætte som medlem på grund af, at (C Arbejdsløshedskasse) ikke har oplyst os om, at vi skal trække gælden, og at vi ikke har været opmærksom på, at trække pengene efter at vi bliver klar over gælden i januar 1997.

Det får virkelig store konsekvenser for vores medlem

Han ville aldrig kunne komme på overgangsydelse igen.

Han skal ud og have 1 års arbejde (1924 arbejdstimer) for at kunne komme på efterløn.

Vi håber på et positivt svar, samt en hurtig sagsbehandling, da vores medlem jo helt klar er fortvivlet over situationen.”

Den 11. december 1997 bad A Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at genoptage behandlingen af sagen. I anmodningen anførte A at han ved nævnets afgørelse havde mistet “hele mit eksistentielle livsgrundlag, der omfatter overgangsydelse og lovsikret efterløn, i 1998”. Han havde samtidig pådraget sig en stor gæld, idet D Arbejdsløshedskasse gjorde krav på at få tilbagebetalt den udbetalte overgangsydelse.

Den 6. januar 1998 meddelte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet ikke mente der var grundlag for at genoptage behandlingen af sagen. Direktoratet sendte samtidig anmodningerne om genoptagelse videre til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ankenævnet genoptog sagen. Den 13. marts 1998 meddelte nævnet imidlertid følgende afgørelse

“Ankenævnet har efter en genoptagelse af sagen ikke fundet, at der er fremkommet nyt, der giver anledning til en ændring af ankenævnets tidligere afgørelse i sagen.

Ankenævnet kan til den tidligere anførte begrundelse tilføje, at ankenævnet har lagt vægt på følgende

at (C) Arbejdsløshedskasse i marts, april og november 1997 ved fremsendelse af giroopkrævningskort rykkede (A) for betaling af dagpengerestgælden, at (A) med direktoratets afgørelse af 31. januar 1997 fik en yderligere frist til betaling af restgælden, således at slettelse kunne undgås, samt at (D) Arbejdsløshedskasse efter det oplyste efter direktoratets afgørelse af 31. januar 1997, men inden den angivne frist den 1. marts 1997, erindrede (A) om betaling af restgælden for at hindre slettelse.

Ankenævnet henviser i øvrigt til den tidligere anførte begrundelse.

Ankenævnet fastholder herefter den tidligere afgørelse af 30. oktober 1997.”

I anledning af B’s henvendelse af 27. marts 1998 til mig bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn om en udtalelse. Jeg bad nævnet om at indhente en udtalelse fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om sagen. Jeg bad navnlig myndighederne om at oplyse om direktoratet eller nævnet havde vejledt A om at deponeringen af de 783 kr. ikke kunne tillægges betydning i relation til den frist som Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen fastsatte i afgørelsen af 31. januar 1997.

Den 4. august 1998 udtalte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende

“...

I brev af 6. februar 1997 (med bilag) ankede (A) sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn, idet han blandt andet anførte, at afgørelsen var truffet på ukorrekt grundlag. Desuden anførtes med henvisning til 3 bilag, at restgælden var betalt. I brevet oplyste (A) endelig, at han (pr. 1. marts 1997) ville deponere beløbet iht. deponeringsloven, indtil der var afsagt endelig kendelse i sagen.

Uanset ankevejledningen blev brevet både sendt til direktoratet og ankenævnet.

Den 13. februar 1997 modtog direktoratet (og (D) Arbejdsløshedskasse?) kopi af et brev fra (A) til (C) Arbejdsløshedskasse. Det fremgik også heraf, at det omtalte beløb ville blive deponeret i henhold til anken til ankenævnet.

Ankeskrivelsens oplysning om, at restgælden var betalt, medførte, at direktoratet den 17. februar 1997 anmodede (C) Arbejdsløshedskasse om yderligere oplysninger. En kopi af anmodningen blev sendt til (A).

Samme dag modtog direktoratet brev fra ankenævnet, som anmodede om lån af sagens akter samt direktoratets eventuelle bemærkninger. I den anledning blev ankenævnet den 19. februar 1997 telefonisk kontaktet med oplysning om, at der blev indhentet yderligere oplysninger fra kassen.

I brev af 25. februar 1997 til direktoratet (og ankenævnet) fremsendte (A) en kopi af et dokument, hvorefter beløbet skulle være deponeret i (en) bank.

Da direktoratets afgørelse alene vedrørte medlemskabet efter arbejdsløshedsforsikringsloven, og da deponering med (eventuel) frigørende virkning efter deponeringsloven ikke hører under direktoratets område, har direktoratet ikke umiddelbart været bekendt med og derfor ikke vejledt (A) om, at en deponering ikke kunne tillægges betydning i relation til den fastsatte frist for indbetaling.

Direktoratet modtog herefter (A)’s brev af 6. marts 1997 (med bilag) og arbejdsløshedskassens redegørelse af 11. marts 1997. Det fremgår blandt andet af sidstnævnte, at deponeringsloven ikke kan finde anvendelse over for et krav om tilbagebetaling af statsmidler.

Klagen og sagens akter blev herefter oversendt til ankenævnet i brev af 3. april 1997. I brevet oplyste direktoratet, at man ikke havde fundet grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

...”

I en udtalelse som jeg modtog den 12. august 1998, udtalte Arbejdsmarkedets Ankenævn

“...

Den 26. februar 1997 modtog ankenævnet (A)’s brev af 25. februar 1997 vedlagt dokumentation for, at (A) den 25. februar 1997 havde deponeret det skyldige beløb. Det fremgik af bilag vedlagt (A)’s brev, at han havde sendt samme dokumentation til direktoratet.

Ankenævnet erindrede med brev af 5. marts 1997 direktoratet om ankenævnets brev af 14. februar 1997, hvormed ankenævnet anmodede om direktoratets udtalelse i sagen, samt om at måtte modtage sagens akter.

Den 4. april 1997 modtog ankenævnet sagen, herunder sagens akter, fra direktoratet, hvorefter ankenævnet over for (A) bekræftede, at ankenævnet nu havde modtaget sagens akter, og at hans klage ville blive behandlet af ankenævnet.

Med afgørelsen af 30. oktober 1997 meddelte ankenævnet (A), at han ikke var berettiget til med frigørende virkning at deponere det skyldige beløb, jf. lov nr. 29 af 16. februar 1932, idet han ikke opfyldte deponeringsbetingelserne.

...”

B kommenterede myndighedernes udtalelser således

“...

Vi har bemærket at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen i deres brev af 4. august 1998 har lagt vægt på, at de ikke umiddelbart har været bekendt med og derfor ikke har vejledt (A) om, at en deponering ikke kunne tillægges betydning i relation til den fastsatte frist for indbetaling.

...”

Ombudsmandens udtalelse

”Ombudsmanden behandler klager over den offentlige forvaltning og skal bedømme om myndigheder eller personer der er omfattet af hans kompetence, handler i strid med gældende ret - eller på anden måde gør sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver (§ 7, stk. 1, og § 21 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). A-kasser falder som private foreninger uden for området af min virksomhed.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En mand klagede til Arbejdsmarkedets Ankenævn over Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse om at slette ham som medlem af en arbejdsløshedskasse fordi han ikke rettidigt havde indbetalt 783 kr. til en anden arbejdsløshedskasse. Klageren oplyste at han deponerede det omhandlede beløb. Først da Arbejdsmarkedets Ankenævn mere end et halvt år senere traf afgørelse om at klageren med rette var slettet som a-kassemedlem, fik han oplyst at han ikke med frigørende virkning kunne deponere beløbet.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere ankenævnets opfattelse af at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Ombudsmanden mente derimod at det måtte have været ret åbenbart for myndighederne at klageren befandt sig i en vildfarelse med hensyn til deponeringens frigørende virkning. Derfor burde direktoratet have vejledt klageren herom. Ombudsmanden bemærkede at iagttagelse af vejledningspligten i særlig grad gælder i sager med meget vidtrækkende konsekvenser.

Ombudsmanden mente at afgørelsen om at slette klageren som a-kassemedlem ramte klageren økonomisk særdeles hårdt, idet han bl.a. mistede retten til overgangsydelse. Det var derfor tvivlsomt om afgørelsen var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. (J.nr. 1998-0945-020).