Retten til flere partsrepræsentanter i henhold til forvaltningslovens § 8

§ 730. Den, der sigtes for en forbrydelse, er berettiget til at vælge en forsvarer til at stå ham bi i overensstemmelse med de nedenfor nærmere angivne regler. Er han under 18 år, tilkommer valget hans værge, som derhos altid er berettiget til at optræde på hans vegne.

...

§ 738. Retten kan tillade, at flere valgte forsvarere optræder for samme sigtede. Retten kan endvidere undtagelsesvis beskikke flere offentlige forsvarere for sigtede. Sigtede er berettiget til selv tillige at tage ordet til sit forsvar.’

Arbejdsmarkedets Ankenævns beslutning af 31. marts 1998 som blev fastholdt den 15. april 1998

I brev af 29. maj 1998 uddybede ankenævnet begrundelsen for nævnets beslutning af 31. marts 1998. Ankenævnet oplyste i den forbindelse at de i Deres brev af 26. marts 1998 rejste spørgsmål efter nævnets vurdering havde tæt tilknytning til den verserende retssag anlagt af (A) mod nævnet. Endvidere oplyste nævnet at advokat (C) varetog (A)’s interesser i retssagen og de dertil knyttede spørgsmål.

Herefter fandt ankenævnet det ikke hensigtsmæssigt at (A) under den verserende sag var repræsenteret af mere end én partsrepræsentant. Ankenævnet fandt at dette var i overensstemmelse med forvaltningslovens § 8 og bemærkede i den forbindelse at (A) ikke var afskåret fra partsrepræsentation.

For så vidt angår de sager der behandles af domstolene, fremgår det af retsplejelovens § 260 at alene advokater og nært beslægtede er berettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne. En sådan begrænsning findes ikke for behandling af sager hvori der er eller vil blive truffet en afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Af forvaltningslovens § 8 fremgår det således at en part kan lade sig repræsentere af ’andre’. Dette må på baggrund af bestemmelsens forarbejder forstås således at parten (også) kan lade sig repræsentere af repræsentanter der ikke er advokater eller nært beslægtede.

Bestemmelsen i forvaltningsloven tager ikke stilling til om en part er berettiget til flere end én partsrepræsentant. Heller ikke lovens forarbejder tager stilling til dette spørgsmål.

Det følger af fuldmagtsforholdets natur at en part er berettiget til én partsrepræsentant der handler på vegne af parten over for myndighederne. En ret til mere end én partsrepræsentant må derfor forudsætte særlige bestemmelser herom.

Denne opfattelse støttes af reglerne for straffesager der behandles ved domstolene. I retsplejelovens § 738 er der således en (særlig) hjemmel til at en part har flere partsrepræsentanter.

Det er på denne baggrund min opfattelse at det kræver særlig hjemmel for at en part har ret til flere partsrepræsentanter. Der findes ikke i forvaltningsloven en sådan særlig hjemmel til ret til flere partsrepræsentanter.

(A)’s brev af 11. marts 1998 bemyndiger Dem til at rette henvendelse til relevante myndigheder i forbindelse med hans sag vedrørende selvstændig erhvervsvirksomhed. Fuldmagten giver Dem efter sin ordlyd ikke fuldmagt til som partsrepræsentant at varetage (A)’s interesser over for myndighederne.

På den baggrund har jeg ikke fundet grundlag for at kritisere at Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt det mest hensigtsmæssigt at (A) kun var repræsenteret af én partsrepræsentant over for myndighederne, og at denne repræsentant var advokat (C).

Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sagen

Jeg må forstå sagen således at advokat (C) repræsenterede (A) i en sag der var anlagt ved Vestre Landsret på tidspunktet for ankenævnets beslutning af 31. marts 1998, og at (C) således på dette tidspunkt havde en rettergangsfuldmagt, mens De havde en skriftlig fuldmagt, begge fra (A).

Jeg må endvidere forstå situationen således at ankenævnet forinden beslutningen af 31. marts 1998 var i tvivl om hvem der repræsenterede (A), og at nævnet ved den telefoniske henvendelse til (A)’s ægtefælle har søgt at afklare dette spørgsmål.

Af ankenævnets telefonnotat af 27. marts 1998 fremgår følgende

’(A)’s ægtefælle oplyste, at (B) havde fået en fuldmagt, men at advokat (C) fortsat førte sagen på vegne af (A).’

Idet jeg bemærker at (A) ifølge det oplyste er stærkt hørehæmmet, rejser denne telefoniske henvendelse til hans ægtefælle følgende to problemstillinger

1. Det fremgår ikke af notatet af 27. marts 1998, eller i øvrigt af sagen, om (A)’s ægtefælle havde fuldmagt til at repræsentere (A). Hvis det lægges til grund at formålet med telefonsamtalen var at afklare repræsentationsforholdet for (A), burde ankenævnet efter min opfattelse have afklaret dette fuldmagtsforhold forud for telefonsamtalen.

2. Det næste problem samtalen rejser, er om den tjente sit formål. Spørgsmålet er således om tvivlen om partsrepræsentationens rækkevidde blev afklaret ved samtalen. Det fremgår ikke af ankenævnets telefonnotat hvem (A) ønskede som repræsentant i sagen. Af telefonnotatet fremgår det heller ikke hvad der nærmere menes med ’sagen’ som (A)’s ægtefælle omtaler. Det kan således ikke ses om der henvises til retssagen, eller om der er tale om (A)’s sag ved myndighederne generelt. Jeg finder herefter ikke at det kan lægges til grund at tvivlen om repræsentationsforholdet blev tilstrækkeligt afklaret ved den telefoniske forespørgsel.

Jeg har overvejet om nævnet - eventuelt skriftligt - burde have fået endeligt oplyst af (A) selv hvem han ønskede som repræsentant over for myndighederne. Jeg har dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at nævnet ikke foretog sig yderligere selvom det var en nærliggende mulighed.

”

Retten til flere partsrepræsentanter i henhold til forvaltningslovens § 8

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

Den 11. marts 1998 skrev A følgende

“ FULDMAGT.

Jeg bemyndiger herved

(B)

til på mine vegne at rette henvendelse til implicerede, relevante myndigheder og andre i forbindelse med den sag, der er en følge af (Arbejdsløshedskassen K)’s skrivelse til mig af 6. februar 1997 med påstand om, at jeg har drevet selvstændig virksomhed ved fiskeri.

...”

I et brev af 12. marts 1998 til B meddelte Direktoratet blandt andet at direktoratet ikke fandt det rigtigt at kommentere sagen om A’s overgangsydelse yderligere, da den var endeligt afgjort af Arbejdsmarkedets Ankenævn i forhold til A.

Den 20. marts 1998 oplyste Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen til B bl.a. at direktoratet var bekendt med at Arbejdsmarkedets Ankenævn var blevet stævnet i sagen af A, og at Direktoratet var sikker på at A’s advokat varetog hans interesser betryggende.

B anmodede i brev af 26. marts 1998 Arbejdsmarkedets Ankenævn om en uddybende begrundelse for ankenævnets afgørelse af 18. december 1997 i A’s sag om tilbagebetaling af overgangsydelse.

Den 27. marts 1998 havde ankenævnet telefonisk kontakt med A’s ægtefælle. Af kontorrapporten for telefonsamtalen fremgik følgende

“(A)’s ægtefælle oplyste, at (B) havde fået en fuldmagt, men at advokat (C) fortsat førte sagen på vegne af (A).”

Samme dag bekræftede en medarbejder ved advokatfirmaet D telefonisk over for Arbejdsmarkedets Ankenævn at C fortsat førte sagen på vegne af A.

Ankenævnet skrev i brev af 31. marts 1998 til B og oplyste bl.a. at fremtidige henvendelser på vegne af A kun ville blive besvaret hvis disse blev fremsendt af advokat C. Nævnet anførte følgende

“...

Det er ankenævnets opfattelse, at ankenævnets afgørelse af 18. december 1997 er truffet på et såvel faktisk som retligt fyldestgørende grundlag.

Ankenævnet skal således henholde sig til sin afgørelse af 18. december 1997.

Ankenævnet finder derfor ikke anledning til at give en yderligere begrundelse, men skal iøvrigt henvise til, at (A) har anlagt retssag mod ankenævnet ved Vestre Landsret.

Ankenævnet har den 27. marts 1998 fået oplyst, at advokat (C) fortsat repræsenterer (A) i sagen. Ankenævnet skal derfor oplyse, at fremtidige henvendelser på vegne af (A) kun vil blive besvaret, såfremt disse fremsendes af advokat (C).”

En kopi af brevet blev samme dag sendt til advokat C. Ankenævnet henledte i den forbindelse advokatens opmærksomhed på at nævnet havde anført over for B at nævnet for fremtiden alene ville besvare henvendelser i sagen på vegne af A såfremt disse kom fra advokaten.

I brev af 7. april 1998 anmodede B på ny ankenævnet om dets stillingtagen til en række forhold i A’s sag. B henviste i brevet til at B havde fuldmagt fra A. Ankenævnet fastholdt i brev af 15. april 1998 at fremtidige henvendelser kun ville blive besvaret hvis de blev fremsendt af advokat C. Ankenævnet bemærkede i den forbindelse at nævnet den 27. marts 1998 havde fået oplyst at advokat C fortsat repræsenterede A. C fik også kopi af dette brev.

B klagede i brev af 20. april 1998 hertil bl.a. over at ankenævnet ikke ville besvare fremtidige henvendelser fra B i sagen. Jeg oversendte den 10. maj 1998 B’s klage til ankenævnet som en anmodning fra B om at modtage en uddybende begrundelse for nævnets beslutning vedrørende partsrepræsentation. Ankenævnet skrev i brev af 29. maj 1998 bl.a. følgende til B

“...

Ankenævnet finder, at de i brev af 26. marts 1998 rejste spørgsmål vedrørende ankenævnets afgørelse, herunder blandt andet det faktiske og juridiske grundlag for ankenævnets afgørelse, har tæt tilknytning til den verserende retssag anlagt af (A) mod ankenævnet.

Ankenævnet skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på det af Folketingets Ombudsmand i brev af 7. maj 1998 anførte om, at en isoleret behandling af den forvaltningsretlige del af sagen, herunder myndighedernes sagsbehandling, efter hans mening ikke vil være hensigtsmæssig. Folketingets Ombudsmand giver således udtryk for, at mange forvaltningsretlige spørgsmål har tæt sammenhæng med sagens materielle indhold, hvilket vil sige spørgsmålet om forståelsen og anvendelsen af arbejdsløshedsforsikringsloven.

Ankenævnet har fået oplyst, at advokat (C) varetager (A)’s interesser i retssagen mod ankenævnet og dermed de i relation til denne knyttede spørgsmål.

Ankenævnet finder det på den baggrund ikke hensigtsmæssigt, at (A) under den verserende sag er repræsenteret af mere end 1 partsrepræsentant.

Ankenævnet finder, at dette er i overensstemmelse med forvaltningslovens § 8. Ankenævnet skal således bemærke, at ankenævnet ved den trufne afgørelse ikke har afskåret (A) fra partsrepræsentation.”

Den 5. juni 1998 klagede B på ny hertil over ankenævnets beslutning, og den 26. juni 1998 anmodede jeg ankenævnet om en udtalelse til brug for sagen. Nævnet udtalte følgende i brev af 30. juni 1998

“...

Ankenævnet skal oplyse, at ankenævnet ved brev af 31. marts 1998 oplyste (A)’s advokat (C) om, at ankenævnet over for (B) havde anført, at ankenævnet for fremtiden alene ville besvare henvendelser i sagen på vegne af (A) fra advokat (C).

Ankenævnet medsendte kopi af (B)’s breve af 22. marts og 26. marts 1998 med bilag og ankenævnets besvarelser af 25. marts og 31. marts 1998 herpå.

Ankenævnet har således gennem (A)’s partsrepræsentant advokat (C) informeret (A) om ankenævnets afgørelse.

...”

Jeg sendte den 7. juli 1998 ankenævnets udtalelse til B med henblik på hans eventuelle bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

“ Lovgrundlaget

Af forvaltningslovens § 8 fremgår følgende

’§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.”

I forarbejderne til forvaltningslovens § 8 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 130f ) fremgår blandt andet følgende

’ I § 8, stk. 1 er det som et almindeligt princip fastsat, at en part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre.

Der er ikke i bestemmelsen fastsat regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part. Parten kan således lade sig repræsentere eller bistå af såvel sagkyndige - f.eks. en advokat eller en revisor - som af andre. Da den, der repræsenterer andre, i visse tilfælde kan pådrage sig straf- og erstatningsansvar, vil det normalt kunne kræves, at den, der repræsenterer en part, er myndig. Derimod vil der som regel ikke være noget til hinder for, at mindreårige, der har den fornødne modenhed, bistår en part, f.eks. at et barn bistår sine forældre som tolk. Parten vil i almindelighed også kunne lade sig repræsentere af en interesseorganisation.

Efter bestemmelsen kan parten lade sig repræsentere i forbindelse med hele sagens behandling, men parten kan også vælge kun at lade sig repræsentere under en del af sagens behandling eller alene at lade sig bistå under møder med forvaltningsmyndighedens personale.

...

Partens adgang til at lade sig repræsentere eller bistå under sagens behandling gælder efter stk. 2 ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

En part i en sag, der er under behandling i den offentlige forvaltning, kan efter administrativ praksis i dag normalt altid vælge at lade sig repræsentere i forbindelse med forvaltningens sagsbehandling. I overensstemmelse hermed forudsætter justitsministeriet, at der efter den foreslåede bestemmelse kun i ganske særlige tilfælde nægtes en part adgang til at lade sig repræsentere eller bistå under sagens behandling.

Undtagelsesbestemmelsen indebærer, at der i hvert enkelt tilfælde af den pågældende myndighed skal foretages en konkret afvejning af på den ene side partens interesse i at få den pågældende bistand og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære partens adgang til at lade sig repræsentere eller bistå.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor parten under et møde med myndigheden ønsker sig bistået af flere personer og myndigheden, af hensyn til sagsbehandlingen, ro og orden eller af hensyn til andre parter, finder at burde begrænse antallet af bisiddere eller helt at udelukke andre end parterne selv fra at deltage i mødet.

Undtagelsesbestemmelsen vil også kunne anvendes i de tilfælde, hvor parten ønsker at skifte repræsentant, og en deraf følgende udsættelse af sagen vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse. Hvis udsættelsen i øvrigt findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, kan myndigheden ligeledes undlade at efterkomme partens ønske om at lade sig repræsentere eller bistå under sagen.

Hvis den pågældende repræsentant er ganske uegnet til at varetage partens interesser, kan bestemmelsen i særlige tilfælde tænkes anvendt også af hensyn til parten selv.’

I Forvaltningsret (1994), s. 351, af Jon Andersen mfl., fremgår blandt andet følgende

’...

Parten bestemmer selv, hvornår og i hvilket omfang han ønsker at lade sig repræsentere. Har parten eller repræsentanten ikke præciseret omfanget, må forvaltningen gå ud fra, at repræsentanten varetager alle partens interesser i sagen. Er myndigheden i tvivl med hensyn til repræsentationsomfanget, må myndigheden tage initiativ til at få spørgsmålet afklaret.

...’

Retsplejelovens §§ 260, 730 og 738 indeholder blandt andet følgende bestemmelser

’§ 260. Enhver kan både som sagsøger og som sagvolder lade møde i retten for sig ved en efter nedenstående regler berettiget rettergangsfuldmægtig.

Stk. 2. Advokater er eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne; dog kan der mødes af værger for umyndige og umyndiggjorte, af lavværger for personer, der er sat under lavværgemål, ved ægtefælle, beslægtede og besvogrede i anden grad af sidelinien eller nærmere, ved personer, der hører til samme husstand som parten, samt ved personer, der står i fast tjenesteforhold til parten, således at de er antagne af ham for ikke en kortere tid end en måned og - når parten ikke selv er advokat - ikke med det særlige hverv for øje at møde for retten.

...

Stk. 5. Endvidere er det under skiftebehandlinger tilladt at lade møde for sig også ved andre end de foran nævnte personer, og det samme gælder under fogedforretninger, derunder auktionsforretninger, for dens vedkommende, imod hvem retshandlingen er rettet, og under sidstnævnte forretninger for de bydendes vedkommende, alt for så vidt ikke fremsatte påstande eller indsigelser foranlediger forhandling for vedkommende ret, jf. dog § 495, stk. 2.

...

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Klageren i denne sag havde fuldmagt til at rette henvendelse til relevante myndigheder vedrørende partens sag om overgangsydelse.

Han bad Arbejdsmarkedets Ankenævn om en uddybende begrundelse for ankenævnets afgørelse i sagen. Ankenævnet var også stævnet af partens advokat, og tog derfor telefonisk kontakt til parten selv. Under samtalen oplyste partens ægtefælle at klageren havde fået en fuldmagt, men at advokaten fortsat førte sagen på vegne af parten.

Arbejdsmarkedets Ankenævn oplyste klageren om at fremtidige henvendelser på vegne af parten kun ville blive besvaret hvis de var indsendt af advokaten. Kopi af brevet blev sendt til advokaten, og ankenævnet oplyste advokaten om at nævnet ikke fandt det hensigtsmæssigt at parten under den verserende sag var repræsenteret af mere end én partsrepræsentant.

Ombudsmanden udtalte at parten som følge af fuldmagtsforholdets natur er berettiget til én partsrepræsentant – en ret til flere partsrepræsentanter må forudsætte særlige bestemmelser herom.

Da parten ifølge det oplyste var stærkt hørehæmmet, bemærkede ombudsmanden om ankenævnets telefoniske henvendelse at det ikke fremgik af sagen om partens ægtefælle havde fuldmagt hvilket burde have været afklaret forud for telefonsamtalen. Tvivlen om partsrepræsentationen blev heller ikke afklaret ved telefonsamtalen. Ombudsmanden mente dog ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at ankenævnet ikke foretog sig yderligere. (J.nr. 1998-1630-009).