Inspektion af detentionen i Nykøbing Falster
Statutory Text (2 Articles)
Inspektion af detentionen i Nykøbing Falster
Den 9. december 1998 afgav inspektionschefen følgende rapport til Politimesteren i Nykøbing Falster og Justitsministeriet
"Den 19. marts 1998 foretog jeg og tre af embedets øvrige medarbejdere inspektion af detentionen på Politigården i Nykøbing Falster.
Denne rapport har i en foreløbig udgave været sendt til Politimesteren i Nykøbing Falster og Justitsministeriet med henblik på myndighedernes eventuelle bemærkninger om faktiske forhold, som den foreløbige rapport måtte give anledning til. Jeg har ikke modtaget bemærkninger fra myndighederne.
I den endelige rapport har jeg indarbejdet oplysninger som jeg efter afgivelsen af den foreløbige rapport har modtaget fra Justitsministeriet i anledning af min inspektion af detentionen i Herning. Oplysningerne er medtaget i det omfang de vedrører spørgsmål, der er omfattet af begge inspektioner. Jeg har også indarbejdet oplysninger som jeg ligeledes efterfølgende har modtaget fra Justitsministeriet i anden anledning vedrørende kundgørelse II, nr. 55 af 28. marts 1994 om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer.
1. Detentionslokalerne
Detentionen er beliggende i kælderetagen på politistationen, og består af fire detentionslokaler, hvoraf det ene har plads til to personer. De er på henholdsvis ca. 4 og 7 kvm. Der er hvidmalede vægge og stengulv samt forhøjet sengeleje i gulvet i alle fire lokaler. Der er rist i gulvet. Der er madrasser i lokalerne og et tæppe som de indsatte kan tage over sig. Lokalerne er oplyst af en lampe der lyser ind i lokalet gennem nogle glasfliser monteret i væggen. I hvert lokales loft er der indbygget et kamera, en mikrofon og en højttaler, og der er kaldeknap. Alle instrumenter blev på inspektionen afprøvet og det kunne konstateres at de virkede. Der er indkig i dørene og ingen udhæng i lokalerne. Dog er døren til det ene lokale (nr. 24) af tremmer som det flere steder er muligt at binde en snor rundt om. Der er toilet i tilknytning til lokalerne.
Politimesteren i Nykøbing Falster har i brevet af 17. april 1998 oplyst at han umiddelbart efter inspektionen havde instrueret de vagthavende om indtil videre 'så vidt muligt' at undlade at benytte detentionsrum 2 (lokale 24), ligesom han havde orienteret Rigspolitichefen, afdeling H, om forholdet.
Jeg må finde det beklageligt at døren til detentionsrum 2 (lokale 24) ikke er i en sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. Efter min opfattelse bør lokalet ikke benyttes før døren er bragt i en sådan stand.
For det tilfælde at døren endnu ikke er bragt i en sikkerhedsmæssig forsvarlig stand henstiller jeg at politimesterens instruks til personalet om indtil videre 'så vidt muligt' ikke at benytte lokalet ændres til en instruks om ikke at benytte lokalet før døren er bragt i en sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. Jeg beder om underretning om hvad der er sket.
Indretningen af detentionslokalerne giver mig ikke i øvrigt anledning til bemærkninger.
2. Rapportgennemgang
Jeg bad under inspektionen om rapportmateriale vedrørende de seneste 20 anbringelser i detentionen forud inspektionen, men jeg har modtaget rapporter vedrørende i alt 21 som alle tæller med i gennemgangen nedenfor. Den ældste anbringelse er en anbringelse den 31. januar 1998 fra kl. 01.30 til kl. 11.15 og den seneste en anbringelse den 17. marts kl. 17.42 til den 18. marts 1998 kl. 09.40.
Notater om detentionsanbringelserne er foretaget på fortrykte blanketter (anholdelsesrapporter) der indeholder rubrikker til angivelse af bl.a. navn, bopæl, cpr.nr., kontanter og andre effekter, tidspunkt for anholdelse og løsladelse, angivelse af vagthavende og dennes bemærkninger efter besigtigelse af den pågældende, lægetilsyn og personligt tilsyn, eventuelle yderligere bemærkninger og rubrikker til afkrydsning af bl.a. om den pågældende har udtrykt ønske om læge og i givet fald en bestemt læge. Oplysning om vagthavende og hvem der har foretaget tilsyn er sket ved angivelse af initialer.
Af Politiets Årsberetning for 1997 fremgår det (s. 181), at der i dette år var i alt 228 detentionsanbringelser af spirituspåvirkede personer i Nykøbing Falster politikreds. Heraf blev 129 lægeundersøgt (mens 15 blev indbragt til sygehus og 13 til hjemmet).
Politimesteren oplyste under inspektionen at der som hovedregel sker lægeundersøgelse, men hvis der er tale om 'faste kunder' - som der er mange af - er det hovedreglen at der ikke sker lægetilsyn. Politiet har en aftale med tre faste læger, og de kommer stort set altid med det samme. Hvis det er lægevagten der skal tilse den pågældende, kan der godt gå nogen tid. Ofte forsøger politiet først at få/bringe de pågældende hjem. Samarbejdet med sygehuset fungerer godt. Politiet bliver ikke afvist når de kommer med en beruser, som efter undersøgelse ofte bliver 'visiteret' til detentionen.
Nærmere regler om detentionsanbringelse er fastsat i Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 55 af 28. marts 1994.
2.1.
Efter kundgørelsens § 2 må i almindelighed kun spirituspåvirkede personer anbringes i detentioner.
I alle tilfælde på nær et er der i rubrikken 'Vagth. Besigtigelse af anholdte' (eller andetsted i rapporten) gjort bemærkninger der (indirekte) angiver at pågældende var påvirket af spiritus - eller narko/medicin.
2.2.
Efter kundgørelsens § 9 skal der ske lægeundersøgelse, medmindre det på grundlag af den tilbageholdtes tilstand eller omstændighederne i øvrigt, f.eks. oplysninger om den tilbageholdtes færden, findes ubetænkeligt at lægeundersøgelse undlades.
Den fortrykte anholdelsesrapport som politiet i Nykøbing Falster anvender indeholder et felt til angivelse af 'Læge' og dennes 'Bemærkninger'. I 13 af de 21 tilfælde er lægens initialer eller navn anført i rubrikken 'Læge'. I et af disse tilfælde er der sat % ud for initialerne, men det fremgår andetsted af notatet at den pågældende faktisk blev tilset af en læge. I yderligere et tilfælde er der i lægerubrikken anført 'Ja'. Ud over de to nævnte tilfælde hvor det udtrykkeligt er anført at der var lægetilsyn, er der i seks af de nævnte i alt 14 tilfælde i rubrikken til lægens bemærkninger gjort notat f.eks. om at der intet er til hinder for detentionsanbringelse. Notaterne ses ud fra skrifttypen at være foretaget af politipersonalet, men jeg lægger til grund at det afspejler lægens opfattelse, og at der således faktisk har været lægetilsyn. I tre af de 14 tilfælde er der anført et % i rubrikken til lægens bemærkninger, som jeg forstår sådan at lægen ikke har haft nogen bemærkninger til detentionsanbringelse. I endnu et af de 14 tilfælde er det anført at læge er tilkaldt, men ikke om der faktisk var lægetilsyn, men det går jeg ud fra var tilfældet (og at lægen ikke havde nogen bemærkninger). I de to sidste af de 14 tilfælde er lægens navn (af vagthavende) angivet i rubrikken 'læge', mens rubrikken til lægens bemærkninger ikke er udfyldt. Angivelse af lægens navn siger ikke i sig selv noget om hvorvidt der rent faktisk var lægetilsyn i disse tilfælde, men det går jeg imidlertid ud fra har været tilfældet, og at lægen ikke har haft bemærkninger.
Der ses således at have været lægetilsyn i 14 af de i alt 21 tilfælde som jeg har modtaget til gennemsyn.
I et enkelt af de syv resterende tilfælde er det udtrykkeligt anført at læge ikke er fundet påkrævet. I fire tilfælde er der sat % eller / i rubrikken vedrørende 'læge'. Jeg lægger til grund at lægeundersøgelse i disse fire tilfælde heller ikke er fundet påkrævet, og at spørgsmålet om lægetilsyn således har været overvejet i overensstemmelse med § 9 i kundgørelsen.
I de to sidste tilfælde er der ingen notater i rubrikkerne der gør det muligt at se om spørgsmålet har været overvejet, men det går jeg ud fra er tilfældet (at lægetilsyn er skønnet unødvendigt).
Jeg lægger således til grund at der i alle sager er forholdt i overensstemmelse med kundgørelsens § 9.
Kundgørelsen foreskriver ikke notatpligt med hensyn til spørgsmålet om overvejelser om lægetilsyn, men den blanket som politiet i Nykøbing Falster anvender indeholder rubrikker til notater vedrørende spørgsmålet om lægetilsyn. Til orientering for Politimesteren i Nykøbing Falster kan jeg oplyse at jeg i forbindelse med min inspektion af detentionen i Herning har henstillet til Justitsministeriet i samarbejde med Rigspolitichefen at overveje i kundgørelsen at indføre notatpligt med hensyn til dette spørgsmål. Jeg har henvist til at en sådan notatpligt vil være hensigtsmæssig med henblik på at sikre at lægetilsyn overvejes i hvert enkelt tilfælde, og muligheden for kontrol med at det er overvejet.
I brev af 6. november 1998 har Justitsministeriet oplyst at ministeriet på et møde den 7. oktober 1998 med Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og Foreningen af Politimestre i Danmark har drøftet (bl.a.) spørgsmålet om notatpligt med hensyn til overvejelser om lægetilsyn. Ministeriet har herefter taget initiativ til at der i forbindelse med en generel revision af kundgørelse II, nr. 55 af 28. marts 1994 om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer indføres krav om en sådan notatpligt.
Jeg har i en opfølgningsrapport vedrørende inspektionen af detentionen i Herning taget det oplyste til efterretning.
På denne baggrund foretager jeg mig - for så vidt angår detentionen i Nykøbing Falster - ikke mere vedrørende spørgsmålet om notatpligt i den anførte relation.
Der er i øvrigt i den fortrykte blanket som politiet i Nykøbing Falster anvender rubrikker til afkrydsning af om den pågældende selv har ytret ønske om (en bestemt) læge, og det har der været tale om i seks tilfælde. I tre af disse tilfælde er der imidlertid ikke sket lægetilsyn. Jeg går ud fra at det skyldes at personalet ikke har fundet lægetilsyn nødvendigt.
Det forhold at den pågældende begærer lægetilsyn forpligter ikke sig selv politiet til at tilkalde læge. Jeg går ud fra at personalet i de tre sager uanset den pågældendes ønske om læge har fundet lægetilsyn upåkrævet.
Jeg har ikke grundlag for at anfægte denne vurdering og foretager mig derfor ikke mere vedrørende dette forhold.
2.3.
Efter kundgørelsens § 12 skal der hurtigst muligt, og inden endelig anbringelse i detentionsrum iværksættes, indhentes oplysninger om den tilbageholdte i kriminalregisteret med henblik på f.eks. skærpet tilsyn, eventuelle sygdomme mv.
Det fremgår ikke af nogen af rapporterne at der er indhentet oplysninger i kriminalregisteret på grundlag af denne bestemmelse.
Anholdelsesrapporten indeholder en rubrik med teksten 'Sag ved', som jeg går ud fra er til angivelse af oplysninger som indhentes bl.a. på baggrund af oplysninger fra kriminalregistret. Da anholdelsesrapporten (så vidt ses) anvendes generelt ved anholdelser, går jeg imidlertid ud fra at denne rubrik er møntet på indhentelse af oplysninger om hvorvidt den pågældende har verserende straffesager mv. Rubrikken er i udfyldt i 14 tilfælde.
I et enkelt tilfælde - hvor rubrikken ikke er udfyldt - er det i bemærkningerne nederst på rapporten angivet at den pågældende er skizofren og ikke havde fået medicin i flere dage. Jeg går imidlertid ikke ud fra at oplysningen (om skizofreni) er noteret ned på grundlag af check i kriminalregistret, men på grundlag af bestemmelsen i § 7, stk. 2. Efter denne bestemmelse skal den vagthavende med henblik på spørgsmålet om lægeundersøgelse sikre sig alle relevante oplysninger som foreligger om den tilbageholdte i forbindelse med anmeldelsen, tilbageholdelsen og indbringelsen.
Det er således på det foreliggende grundlag ikke muligt at efterprøve om der er forholdt i overensstemmelse med kundgørelsens § 12 i sagerne. Jeg beder Politimesteren i Nykøbing Falster om at redegøre nærmere for praksis på dette område. Hvis spørgsmålet er belyst i andet materiale, beder jeg om at dette sendes til mig.
2.4.
Efter kundgørelsens § 13, stk. 1, skal der inden anbringelse i detentionen ske visitation i overværelse af vagthavende, og tilbageholdte skal fratages alle genstande som kan benyttes til at volde skade på den pågældende selv, på andre personer eller på ting. Herudover skal bl.a. samtlige lommer tømmes, og de bør krænges hvis det er muligt. Efter bestemmelsens stk. 3, skal penge og værdi-genstande der fratages en tilbageholdt, noteres, f.eks. i anholdelsesprotokollen.
Der er i samtlige tilfælde noteringer i rubrikkerne 'kontanter' med angivelse af beløbet eller et %, mens der kun i fire tilfælde er notat i rubrikken 'andre effekter'. I et af tilfældene er der et %, i et andet er det anført at der var tale om nøgler. I de to sidste tilfælde fremgår det ikke hvad det var. Der er anført henholdsvis et + og 'div'.
Jeg går ud fra at de manglende angivelser i størsteparten af sagerne i rubrikken om effekter er udtryk for at den pågældende ikke var i besiddelse af effekter der skulle fratages (men kun eventuelt penge).
Der ses således at være sket visitation i alle tilfælde og gjort notat om fratagne effekter.
For så vidt angår de to tilfælde hvor det ikke er angivet hvilke effekter der var frataget beder jeg politimesteren om en udtalelse om denne noterings overensstemmelse med kundgørelsens § 13, stk. 3.
Jeg kan ikke ud af de foreliggende oplysninger se om visitationen har været foretages i overværelse af vagthavende, men det går jeg ud fra er tilfældet; rubrikkerne til angivelse af vagthavendes initialer og bemærkninger efter besigtigelse af den pågældende er udfyldt i alle rapporter på nær tre. Der er (heller) ikke pligt til at gøre notat om dette forhold.
Efter kundgørelsens § 13, stk. 2, må en 'egentlig' visitation kun foretages af personer af samme køn som den der visiteres.
I rapporterne er det pågældende personale angivet med initialer så det er ikke muligt for mig at se om der har været tale om personale af det ene eller det andet køn.
To af rapporterne vedrører detentionsanbringelse af kvinder.
Jeg beder politimesteren om en udtalelse om fremgangsmåden ved foretagelse af visitation. Jeg beder endvidere politimesteren og Justitsministeriet om oplysning om hvornår der er tale om 'egentlige' visitationer efter § 13, stk. 2. Hvis der i nogen af de sager som jeg har modtaget har været foretaget egentlige visitationer, beder jeg politimesteren om at modtage oplysninger der gør det muligt for mig at konstatere om kundgørelsens § 13, stk. 2, har været overholdt i de pågældende sager.
2.5.
Efter § 17, stk. 1, i kundgørelsen skal der ske et effektivt tilsyn med detentionsanbragte. Tilsyn skal efter bestemmelsens stk. 4 ske så hyppigt, som den indsattes tilstand gør det nødvendigt, og 'så vidt muligt' mindst 1 gang hver halve time. Når der har været foretaget tilsyn, skal det noteres med angivelse af klokkeslæt og underskrift eller initialer, jf. stk. 5. Overvågning af detentionsrum med tekniske hjælpemidler, herunder tilsyn, der alene foretages ved at kigge gennem spionøjet i døren til detentionsrummet, kan anvendes som supplement til det i stk. 4 foreskrevne tilsyn, men kan ikke træde i stedet herfor, jf. stk. 6.
Jeg er bekendt med, at der for nogle (andre) politikredses vedkommende har været etableret en forsøgsordning med elektronisk overvågning til delvis erstatning for det personlige tilsyn, jf. Rigspolitichefens skrivelse af 26. januar 1996 til de pågældende politikredse. Justitsministeriets bemærkninger til en redegørelse fra Rigspolitichefen om forsøgsordningen forelå ikke på tidspunktet for afgivelse af den foreløbige rapport. Justitsministeriet har imidlertid i brevet af 6. november 1998 oplyst, at ministeriet - som resultat af drøftelserne på det afholdte møde den 7. oktober 1998 - har tiltrådt Rigspolitichefens indstilling om, at forsøgsordningen gøres permanent og udvides til at omfatte samtlige af politiets detentionslokaler, der er udstyret med et moderne lytte- og overvågningsudstyr. Justitsministeriet har endvidere oplyst, at ministeriet som følge heraf har taget initiativ til udarbejdelse af nærmere forskrifter for ordningen i forbindelse med en generel revision af kundgørelse II, nr. 55 af 28. marts 1994 om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer. Justitsministeriet har anført, at ombudsmanden vil blive orienteret om resultatet af dette arbejde.
Af anholdelsesrapporterne fremgår dato og klokkeslæt for henholdsvis anholdelsen og løsladelsen af den pågældende, jf. pligten til at gøre notat herom i kundgørelsens § 7, stk. 1, og § 18, 2. pkt. (I et enkelt tilfælde mangler dog notering om både anholdelsestidspunkt (klokkeslættet) og løsladelsestidspunkt, og i et andet tilfælde er løsladelsestidspunktet utydeligt angivet, men der er tale om enkeltstående fejl). Herudover fremgår tidspunkterne for tilsyn og tilsynsførendes initialer.
Jeg går ud fra at 'anholdelsestidspunktet' angiver tidspunktet for indbringelsen til politistationen, og at anbringelse i detentionen - efter visitation - generelt ersket forholdsvis kort tid herefter. Jeg har noteret mig at vagthavende i to tilfælde (anbringelser den 12. marts 1998 og 13. marts 1998) har noteret klokkeslæt efter sine initialer, hvoraf fremgår at vagthavendes besigtigelse af den pågældende har fundet sted henholdsvis 13 og 2 minutter efter anholdelsestidspunktet. I yderligere et tilfælde er det angivet at den pågældende blev anholdt kl. 14.30 og afgivet til detentionen kl. 14.45, altså (først) et kvarter efter.
I ni sager er der sket tilsyn med intervaller på (mindst) hver halve time fra indsættelsen i detentionen til løsladelsen. Jeg har heri medregnet de to sager hvor anholdelses- og løsladelsestidspunkt ikke fremgår og hvor sidstnævnte tidspunkt er utydeligt, selv om det i disse sager streng taget ikke er muligt at kontrollere om tilsyn omkring de manglende tidsangivelser har været i overensstemmelse med kundgørelsens § 17. I de resterende sager er der mere end ½ time mellem noteringerne mellem to eller flere tilsyn i forbindelse med den enkelte anbringelse. I fem tilfælde er der tale om mellem 30 og 45 minutter, i fem tilfælde mellem 45 minutter og 1 time, og i syv tilfælde en time eller mere. To af detentionsanbringelserne (begge anbringelser den 27.-28. februar 1998) tæller med alle tre steder, og to anbringelser (den ene også en anbringelse den 27.-28. februar 1998 og den anden den 17.-18. marts 1998) to steder. Det længste interval er 3 timer (en anbringelse den 31. januar 1998 mellem kl. 1.30-11.15, hvor der ingen noteringer er om tilsyn mellem kl. 4.00 og 7.00.
Jeg har endvidere noteret mig at der i otte tilfælde er tale om at sidste notat om tilsyn ligger mere end 30 minutter før det angivne løsladelsestidspunkt (f.eks. to anbringelser den 27.-28. februar 1998 hvor seneste noterede tilsyn er kl. 6.35, og hvor det er oplyst at de pågældende blev løsladt henholdsvis kl. 9.27 og kl. 9.40, og en anbringelse den 6. marts 1998 hvor sidste tilsyn er noteret til kl. 19.00 og løsladelse til kl. 21.28).
På det foreliggende grundlag lægger jeg til grund at der er gjort notat om de tilsyn der rent faktisk har været foretaget. Jeg lægger med andre ord til grund at der i de tilfælde hvor der er mere end ½ time mellem notat om tilsyn, og hvor der ikke er tilsyn op til 30 minutter for løsladelsen - i hvert fald generelt - er tale om at der rent faktisk er gået mere end ½ time, og ikke har været tilsyn efter sidst angivne notat herom, og ikke blot at der ikke er gjort notat om tilsyn som rent faktisk har fundet sted.
Der er ikke oplysninger om at der i nogen af de tilfælde hvor der har været (væsentligt) mere en ½ time mellem tilsyn (eller fra sidste tilsyn til løsladelse), har været tale om at det skyldes at det ikke var 'muligt' at føre tilsyn med dette interval. Jeg lægger på det foreliggende grundlag til grund at der ikke har været hindringer for tilsyn hver halve time.
Jeg må på dette grundlag finde det beklageligt at der i over halvdelen af tilfældene ikke er foretaget tilsyn der fuldt ud er i overensstemmelse med kundgørelsens § 17, stk. 4.
Jeg beder politimesteren om at oplyse mig om hvorvidt der er fastsat lokale bestemmelser om tilsynets forløb, jf. kundgørelsens § 17, stk. 8. I bekræftende fald beder jeg om et eksemplar eller en kopi heraf.
2.6.
Efter § 19 i kundgørelsen skal den pågældende inden han/hun forlader politistationen, vejledes om mulighederne for alkoholafvænning og -behandling. Rigspolitichefen har udarbejdet en pjece herom der er omtalt i Rigspolitichefens cirkulæreskrivelse af 24. november 1987.
Under min inspektion af detentionen i Nykøbing Falster blev det på forespørgsel oplyst at politiet ikke har nogen (skriftlig) vejledning om alkoholafvænning til udlevering til de detentionsanbragte, men at man 'engang imellem' snakker med nogen af dem om det.
I den fortrykte anholdelsesrapport er der en rubrik til afkrydsning af om 'Vejledning' er udleveret, og i fire tilfælde er der sat kryds i denne rubrik. Jeg går imidlertid ud fra at det ikke er den ovennævnte pjece rubrikken sigter til, men den vejledning som er udarbejdet til udlevering til anholdte, jf. også at der i de fire tilfælde er vejledt om adgangen til advokatbistand. Jeg går således ud fra at de pågældende tillige er anholdt (i to tilfælde fremgår det at der var tale om husspektakler, mens der ikke fremgår noget om anholdelsesgrundlaget i deto øvrige sager). Jeg går på denne baggrund - og på baggrund af oplysningen under inspektionen om at politiet ikke har nogen vejledning - ud fra at der ikke er tale om at de pågældende har fået udleveret den pjece som Rigspolitichefen har udarbejdet til brug for vejledning efter kundgørelsens § 19.
Efter bestemmelsen i § 19 har politiet en forpligtelse til at vejlede alle de detentionsanbragte om mulighederne for alkoholafvænning og -behandling.
Vejledning vil kunne ske mundtligt og/eller ved udlevering af den nævnte pjece (som kan fås ved henvendelse til Rigspolitichefen).
Jeg må finde det beklageligt at det kun er 'engang imellem' at de detentionsanbragte vejledes, og at der således i de fleste tilfælde ikke forholdes i overensstemmelse med kundgørelsens § 19. Idet jeg går ud fra at politiet i fremtiden er opmærksom på denne vejledningsforpligtelse, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette forhold.
I forbindelse med min inspektion af detentionen i Herning har jeg anført at det - ligesom med hensyn til spørgsmål om lægetilsyn - efter min opfattelse vil være hensigtsmæssigt, at der også gøres notat om vejledning efter kundgørelsens § 19. Det kan ske i forbindelse med notat som der efter kundgørelsens § 18, 2. pkt., skal gøres om løsladelsestidspunktet. For så vidt angår vejledning af detentions-anbragte hos politiet i Nykøbing Falster vil det kunne ske ved afkrydsning i rubrikken 'Vejledning udleveret' i den fortrykte anholdelsesrapport, men det bør i så fald udtrykkeligt anføres at der er tale om vejledning efter kundgørelsens § 19.
Jeg har henstillet til Justitsministeriet også at overveje at indføre notatpligt vedrørende dette spørgsmål. Jeg har udbedt mig underretning om hvad der videre sker i den anledning.
Da jeg afgav den foreløbige rapport, havde jeg ikke modtaget en underretning som beskrevet fra Justitsministeriet. Justitsministeriet har efterfølgende i brevet af 6. november 1998 oplyst at dette spørgsmål også er drøftet på mødet den 7. oktober 1998. Justitsministeriet har herefter taget initiativ til at der ved revisionen af kundgørelsen også indføres krav om notatpligt vedrørende dette forhold. Justitsministeriet har erklæret sig enig med mig i, at notatet mest hensigtsmæssigt kan gøres i forbindelse med notatet om løsladelsestidspunktet.
Jeg har forbindelse med min inspektion af detentionen i Herning taget det oplyste til efterretning.
Herefter foretager jeg mig ikke videre vedrørende spørgsmålet om notatpligt i relation til detentionen i Nykøbing Falster.
I brevet af 6. november 1998 har Justitsministeriet yderligere oplyst at ministeriet også har taget initiativ til, at der sker en generel revision af Rigspolitichefens pjece fra 1987 om alkoholafvænning og -behandling.
3. Opfølgning
Jeg beder om at politimesterens udtalelser mv. tilbagesendes gennem Justitsministeriet, som jeg ligeledes beder om en udtalelse.
4. Underretning
Denne rapport sendes til Politimesteren i Nykøbing Falster og til Justitsministeriet samt til Folketingets Retsudvalg."
Jeg modtog herefter breve af 26. januar 1999 og 22. marts 1999 med bilag fra henholdsvis politimesteren og Justitsministeriet. Justitsministeriet henholdt sig til en indhentet udtalelse af 15. marts 1999 fra Rigspolitichefen vedrørende et af spørgsmålene i rapporten, men jeg forstod i øvrigt ministeriet udtalelse sådan at politimesterens udtalelse ikke gav ministeriet anledning til øvrige bemærkninger vedørende forholdene i denne udtalelse.
I en opfølningsrapport af 6. april 1999 skrev jeg herefter følgende
"...
Ad pkt. 1. - Detentionslokalerne
Hvis en dør der ved inspektionen ikke var i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, ikke var bragt i en sådan stand, henstillede jeg til politimesteren at ændre en instruks som han umiddelbart efter
inspektionen havde udfærdiget om 'så vidt muligt' ikke at benytte lokalet til en instruks om ikke at benytte lokalet før døren var bragt i en sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. Jeg bad om underretning om hvad der skete.
Politimesteren har i brevet af 26. januar 1999 oplyst at han efter modtagelse af min foreløbige rapport (af 14. oktober 1998) bestemte at det pågældende detentionslokale indtil videre ikke må benyttes. Politimesteren har samtidig oplyst at det endnu ikke har været økonomisk muligt at bringe døren i en sikkerhedsmæssig forsvarlig stand.
Jeg tager det oplyste til efterretning og foretager mig ikke mere vedrørende dette forhold.
Ad pkt. 2. - Rapportgennemgang
Politimesteren har indledningsvis præciseret betydningen af enkelte rubrikker i den anholdelsesprotokol hvori også detentionsanbringelser anføres, således
''Anholdelsesdato' og 'Kl' henviser til dato og klokkeslæt for anholdelsen, hvor den end måtte være foretaget. Rubrikkerne er tillige 'huskeseddel' for vagthavende i relation til bestemmelsen i retsplejelovens § 758, stk. 2.
'Sag ved' udfyldes til at anføre, hvorvidt der i forbindelse med anholdelsen er optaget rapport, og i bekræftende fald til anførsel af initialerne på den polititjenestemand, som har optaget rapporten.
'Vejledning udleveret' tjener som 'huskeseddel' for vagthavende med hensyn til orientering om de rettigheder, som anholdte i øvrigt har i forbindelse med anholdelsen, og som fremgår af en skriftlig vejledning.
Jeg har som følge af flere bemærkninger i rapporten om noteringer i anholdelsesrapporten revideret blanketten og indføjet yderligere rubrikker, som nærmere angivet nedenfor.
...'
Politimesteren har samtidig vedlagt et eksemplar af den reviderede blanket. Heri er indføjet rubrikker til oplysning om hvornår den pågældende er indbragt til politistationen, hvem der har visiteret vedkommende, hvornår den pågældende er hensat i detentionen og i hvilket detentionslokale, forespørgsel til kriminalregistret, rapportoptager, dato og klokkeslet for udtagelse af detentionen og udlevering af vejledning om alkohol.
Jeg har noteret mig disse præciseringer og politimesterens reviderede anholdelsesblanket.
Ad pkt. 2.3. - Oplysninger fra kriminalregistret
Jeg bad politimesteren om at redegøre for praksis med hensyn til overholdelse af bestemmelsen i § 12, i Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 55, af 28. marts 1994 om indhentelse af oplysninger fra kriminalregistret.
Politimesteren har herom anført følgende
'...
Henvisningen i kundgørelsens § 12 til oplysninger om eventuelle sygdomme m.v. har kun begrænset praktisk relevans, idet der kun i begrænset omfang sker opdatering af sådanne oplysninger i registret. Indhentelse af oplysninger om sygdomme m.v. sker således typisk på baggrund af § 7, stk. 2.
Det er fast praksis, at der forud for enhver detentionsanbringelse sker forespørgsel til Kriminalregistret, for at opnå et aktuelt billede af den indbragte. Denne praksis er ikke beskrevet i instruktioner til vagthavende, men betragtes af alle vagthavende som fast rutine.
I blanketten anholdelsesrapport er nu indføjet en rubrik om forespørgsel til Kriminalregistret (KR).'
Jeg tager det oplyste, herunder indføjelsen af en ny rubrik i anholdelsesrapporten, til efterretning og foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
Ad pkt. 2.4. - Fratagelse af effekter
Jeg bad politimesteren om en udtalelse om overholdelse af kundgørelsens § 13, stk. 3, i to tilfælde hvor det ikke var angivet, hvilke effekter der var frataget.
Politimesteren har herom anført følgende
'...
Der er den 2. november 1998 udfærdiget en instruks til vagthavende om udfærdigelse af anholdelsesrapporter. Instruksen afløser en tidligere instruks, der for så vidt angår optælling af kontanter og registrering af værdigenstande var næsten identisk med den nu foreliggende.
Et eksemplar af instruksen vedlægges.
Jeg har gennemgået de anholdelsesrapporter, som ligger til grund for rapporten, og jeg har ved forespørgsel hos de implicerede vagthavende undersøgt, hvorledes der er forholdt med hensyn til eventuelt fratagne effekter. Jeg kan oplyse, at der i alle tilfælde er sket optælling af eventuelle kontanter, og at det i alle tilfælde er noteret, hvis værdigenstande er frataget.
Jeg er enig i, at fratagne værdigenstande skal angives mere præcist end sket i 2 tilfælde, og jeg har indskærpet, at de vagthavende bør være omhyggelige med noteringen i anholdelsesrapporten.'
Jeg tager det oplyste til efterretning og foretager mig ikke mere vedrørende dette forhold.
Ad pkt. 2.4. - Fremgangsmåden ved visitation mv.
Jeg bad politimesteren om en udtalelse om fremgangsmåden ved visitation. Jeg bad endvidere politimesteren og Justitsministeriet om en udtalelse om hvornår der er tale om en 'egentlig' visitation, jf. kundgørelsens § 13, stk. 2, og politimesteren om oplysninger der gjorde det muligt at efterprøve om denne bestemmelse havde været overholdt i to tilfælde af detentionsanbringelse af kvinder.
Politimesteren har herom anført følgende
'Formålet med visitationen er som anført i § 13, stk. 1 primært at fratage den frihedsberøvede alle genstande, som kan benyttes til at volde skade på den pågældende selv, på andre personer eller ting. Der skal ske tømning og undersøgelse af alle lommer og eventuelle øvrige gemmesteder i tøjet.
Efter § 13, stk. 2 må en egentlig visitation kun foretages af personer af samme køn som den, der visiteres.
I praksis gennemføres visitationen, der altid sker i overværelse af vagthavende, ved at eventuelt overtøj undersøges, typisk efter at være aftaget den frihedsberøvede.
Derefter foretages en kropsnær beføling uden på den øvrige beklædning (skjorte, bukser etc.), samt en undersøgelse af denne beklædnings lommer m.v. Denne del af undersøgelsen betragtes som en egentlig visitation, idet der som anført gennem en kropsnær beføling undersøges for, om den pågældende har genstande gemt i denne beklædning eller fastgjort på kroppen under tøjet.
Denne egentlige visitation foretages altid af en person af samme køn som den frihedsberøvede, jfr. § 13, stk. 2.
Jeg kan oplyse, at i de to tilfælde, hvor kvinder er blevet detentionsanbragt, er den egentlige visitation foretaget af en kvindelig politiassistent med initialerne DLA. ...
Efter praksis sker egentlig visitation hèr i alle tilfælde forud for indsættelse i detention. Herom kan jeg anføre følgende
Bestemmelsen i kundgørelsens § 13 har for så vidt angår anholdte sin hjemmel i retsplejelovens § 758, jfr. § 792 e, og for så vidt angår andre frihedsberøvede i disse bestemmelsers analogi. Henvisningen til § 792 e indebærer blandt andet, at et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, kun må foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. Kræver et sådant indgreb afklædning, må det kun overværes af personer af samme køn (mine understregninger).
Som anført praktiseres visitationen altid ved, at den 'indre' beklædning undersøges ved en kropsnær beføling, og den foretages altid af personer af samme køn som den undersøgte. Alternativet til en kropsnær beføling ville være, at den indre beklædning (skjorte, bukser m.v.) skulle aftages den indbragte med henblik på undersøgelse af lommer m.v.. Den indbragte ville herefter være nøgen eller delvis nøgen, og den afsluttende besigtigelse af legemets ydre, som kun måtte foretages og overværes af en person af samme køn, ville efter min opfattelse være unødigt krænkende, jfr. § 792 e, stk. 1 og 2, uanset personens køn.
I blanketten anholdelsesrapport er nu indføjet en rubrik til anførsel af initialer på den person, der har foretaget visitationen.'
Rigspolitichefen har i udtalelsen af 15. marts 1999 om dette spørgsmål bl.a. udtalt følgende
'...
Baggrunden for sondringen i kundgørelsens § 13 mellem visitation og egentlig visitation er bestemmelserne i retsplejelovens § 758 og § 792 e, hvorefter overfladisk visitation af den ydre beklædning (typisk overtøj) kan foretages og overværes af personer af begge køn, mens visitation i form af beføling af kroppen eller andre indgreb, der efter den til enhver tid gældende retsopfattelse er egnede til at krænke blufærdigheden, kun må foretages af personer af samme køn. Der henvises i den forbindelse til Karnov, Retspleje og Strafferet, 1998, side 208 note 3027.
...'
Justitsministeriet har henholdt sig til Rigspolitichefens udtalelse.
Jeg tager det oplyste, herunder at der altid sker en egentlig visitation forud for detentionsanbringelse i detentionen i Nykøbing Falster, til efterretning.
Jeg har bemærket mig at den nye instruks (nr. 3 af 2. november 1998) om udfærdigelse af anholdelsesrapporter mv. alene taler om visitation i form af legemsbesigtigelse. Instruksen henviser dog samtidig, omend i et særskilt punkt, til kundgørelsen for så vidt angår detentionsanbringelse. Under henvisning til oplysningen om at der efter praksis altid sker egentlig visitation ved hensættelse i detentionen og til det jeg har anført lige nedenfor, giver dette mig dog ikke anledning til at foretage mig yderligere udover at henlede politimesterens opmærksom på eventuelt at overveje at gengive denne praksis i instruksen.
Da formålet med visitation forud for hensættelse i detentionen er at sikre at den pågældende fratages alle genstande som kan benyttes til at volde skade, går jeg ud fra at der efter bestemmelsen i § 13 altid er pligt til at foretage en egentlig visitation (i form af beføling af den 'indre' beklædning), og at det således ikke er tilstrækkeligt med en overfladisk visitation af den ydre beklædning. Jeg forstår herefter sondringen i § 13 mellem visitation og egentlig visitation sådan at bestemmelsen i § 13, stk. 2, om egentlige visitationer alene har til hensigt at angive at der skal være kønsfællesskab mellem den der foretager denne del af visitationen, og den der visiteres.
Jeg foretager mig herefter ikke mere vedrørende dette forhold.
Ad pkt. 2.5. - Tilsyn
I anledning af min kritik af at der i over halvdelen af tilfældene ikke havde været ført tilsyn fuldt ud i overensstemmelse med kundgørelsens § 17, stk. 4, har politimesteren i brevet af 26. januar 1999 anført følgende
'...
Jeg kan med henvisning til indledningen ... oplyse, at de undersøgte detentionsanbringelser er sket efter anholdelser over hele politikredsen. Der vil derfor være variationer i tidsforløbene mellem anholdelsestidspunktet og detentionsanbringelsen, idet transporttiden indgår i tidsforløbet.
I visse tilfælde vil der således være hengået mere end ½ time fra anholdelsestidspunktet - som noteres i anholdlesesrapporten - til det første tilsyn, men ikke nødvendigvis fra tidspunktet for anbringelsen i detentionen til det første tilsyn.
I tidsrummet mellem sidst noterede tilsyn og løsladelsestidspunktet indgår tid til toiletbesøg, udlevering af effekter samt i flere tilfælde tid til afhøring af den detentionsanbragte. I dette tidsrum er den pågældende ikke uden tilsyn.
Ved forespørgsel har de implicerede vagthavende oplyst, at der i flere tilfælde havde været ført tilsyn, som ikke var noteret.
Det er indskærpet overfor vagthavendegruppen, at der skal føres tilsyn efter bestemmelserne, at tilsynene skal noteres, og at eventuelle hindringer for ½-times tilsyn skal noteres.
I blanketten er nu indføjet rubrikker til angivelse af tidspunkterne for indsættelse i og udtagelse af detentionen.
...'
Jeg har noteret mig politimesterens oplysninger hvorefter det ikke ud af den dagældende anholdelsesprotokol kan ses, hvornår der er sket henholdsvis hensættelse i og udtagelse af detentionen , og om tilsyn i tilknytning til disse tidspunkter derfor har været i overensstemmelse med kundgørelsen (½-times reglen).
Jeg har endvidere noteret mig at der nu i anholdelsesblanketten er rubrikker til notering af disse tidspunkter.
Jeg tager til efterretning at der er foretaget flere tilsyn end der er gjort notat om, men jeg finder det beklageligt at disse tilsyn ikke er noteret. Jeg har noteret mig at politimesteren har indskærpet bl.a. notatpligten over for vagthavendegruppen.
Endelig har jeg noteret mig at politimesteren - som svar på mit spørgsmål herom - har oplyst at der ikke er fastsat lokale bestemmelse om tilsynets forløb efter kundgørelsens § 17, stk. 8.
Ad pkt. 2.6. - Vejledning om alkoholafvænning og -behandling
I anledning af min kritik af at det kun er 'engang imellem' at de detentionsanbragte vejledes om mulighederne for alkoholafvænning og -behandling (jf. kundgørelsens § 19) har politimesteren anført
'...
Jeg kan oplyse, at pligten til at vejlede blev efterlevet efter bestemmelsens indførelse i 1987.
Praktiske erfaringer viste dog snart, at de løsladte under den mundtlige vejledning oftest benægtede, at de havde et alkoholproblem. De, som erkendte dette, ønskede ikke at modtage behandling herfor, hvorfor de enten ikke modtog pjecen, eller kastede den på trappen eller på gårdspladsen i Politigården, når de forlod stedet.
Der har herefter udviklet sig en praksis, hvorefter vagthavende ved løsladelse af 'ikke-kendte' detentionsanbragte giver en mundtlig vejledning.
Efter inspektionen har jeg rekvireret 2 aktuelle pjecer om alkoholrådgivning, som nu tilbydes udleveret.
Pjecerne vedlægges til orientering.'
Jeg forstår den beskrevne praksis sådan at 'kendte' ikke (på ny) er blevet vejledt om mulighederne for alkoholafvænning eller -behandling. Det står mig derimod ikke helt klart om de nye pjecer tilbydes udleveret til alle eller kun til 'ikke-kendte'. Jeg går dog ud fra at det anførte skal forstås sådan at alle detentionsanbragte tilbydes disse pjecer.
Jeg kan i den forbindelse oplyse at jeg i forbindelse med min inspektion af detentionen i Hjørring har bedt Justitsministeriet om en udtalelse om fremgangsmåden i denne politikreds, hvorefter politiet ikke udleverer pjecen til personer der tidligere har fået udleveret den, men smidt den væk.
Denne rapport er sendt til Politimesteren i Nykøbing Falster, Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg."
Resumé
I marts måned 1998 foretog inspektionschefen inspektion af detentionen i Nykøbing Falster.
Inspektionschefen henstillede at et af detentionslokalerne ikke blev benyttet før døren var bragt i en sikkerhedsmæssig forsvarlig stand.
Ombudsmandsinstitutionen modtog rapportmateriale om de seneste 21 anbringelser i detentionen. Gennemgangen heraf gav anledning til kritik af utilstrækkeligt tilsyn i over halvdelen af tilfældene, og af at der kun en gang imellem blev vejledt om mulighederne om alkoholafvænning- og behandling. (J.nr. 1998-0239-629).