Inspektion af psykiatrisk afdeling på Sygehus Fyn, Middelfart

Inspektion af psykiatrisk afdeling på Sygehus Fyn, Middelfart

I inspektionsrapporten af 23. november 1998 skrev inspektionschefen således til den psykiatriske afdeling i Middelfart og Fyns Amt

" 1. Indledning

Den 1. januar 1997 trådte en ny lov om Folketingets Ombudsmand i kraft. Ifølge lovens § 7, stk. 1, omfatter ombudsmandens kompetence alle dele af den offentlige forvaltning; den tidligere eksisterende begrænsning i ombudsmandens kompetence over for (amts)kommunerne er således ophævet.

Efter § 18 i loven kan ombudsmanden undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert tjenestested der hører under ombudsmandens virksomhed. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget om den nye ombudsmandslov er det forudsat at der kommer 'en vis forøgelse af inspektionsvirksomheden i forhold til det kommunale område, især af psykiatriske hospitaler og andre institutioner for mentalt handicappede'.

Som et led i denne inspektionsvirksomhed foretog jeg og to af embedets øvrige medarbejdere den 6. og 7. maj 1998 inspektion af den psykiatriske afdeling på Sygehus Fyn i Middelfart. Til stede under inspektionen var bl.a. centerchef (A), administrerende overlæge (B) og oversygeplejerske (C).

Inspektionen bestod af en indledende samtale med ledelsen, rundvisning på afdelingen, samtaler med patienter der havde anmodet herom og en opsamlende samtale med (A) og (B). Den 7. maj 1998 var Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, selv til stede under et møde med afdelingens lokalsamarbejdsudvalg.

En del af de 12 samtaler som jeg havde med patienter på afdelingen førte efterfølgende til særskilte breve til de pågældende om behandlingen af de klagepunkter som de fremførte.

I forbindelse med inspektionen anmodede jeg om kopi af afdelingens tilførsler i tvangsprotokollen i 1997 vedrørende tvangsindlæggelse og -tilbageholdelse, tvangsbehandling og tvangsfiksering samt anvendelse af fysisk magt, jf. nærmere herom nedenfor under punkt 5. Jeg modtog desuden - efter at der var indhentet samtykke fra de pågældende patienter - to eksempler på patientjournaler indeholdende behandlingsplaner mv.

I tilslutning til inspektionen udarbejdede jeg

et referat af det indledende møde med ledelsen,

et notat om iagttagelser under rundgang på afdelingen, og

et referat af mødet med lokalsamarbejdsudvalget.

Med brev af 20. maj 1998 blev dette materiale forelagt afdelingsledelsen og centerledelsen som blev bedt om at fremkomme med eventuelle bemærkninger/rettelser inden en måned. Jeg modtog herefter brev af 9. juni 1998 fra centerchef (A) med hendes og afdelingsledelsens bemærkninger. Bemærkningerne er indarbejdet i rapporten.

Ligeledes sendte jeg den 30. september 1998 en foreløbig udgave af rapporten til afdelingsledelsen og Fyns Amt med anmodning om at modtage eventuelle yderligere bemærkninger/rettelser vedrørende faktiske og retlige forhold. Med breve af 28. og 30. oktober 1998 modtog jeg kommentarer/rettelser fra henholdsvis afdelingsledelsen og Sygehus Fyn, Ledelsessekretariatet. Disse bemærkninger er også indarbejdet i den endelige rapport.

2. Afdelingens organisation

Psykiatrisk afdeling i Middelfart er en del af Sygehus Fyn Center Vest. Sygehus Fyn består - udover to tværgående centre og et jordemodercenter - af tre kliniske centre hvoraf Center Vest omfatter sygehusenhederne i Middelfart, Bogense og Assens med i alt syv sygehusafdelinger.

Afdelingens arbejdsområde er i den afdelingsbeskrivelse som jeg modtog forud for inspektionen blandt andet beskrevet således

'Afdelingen varetager den psykiatriske service for det vestfynske område og har desuden en amtsfunktion for det retspsykiatriske område samt delvis inden for alkoholbehandlingsområdet. Det vejledende optageområde samt det område distriktspsykiatrien virker i, er større end de områder, de øvrige kliniske afdelinger i Center Vest primært modtager patienter fra. Det omfatter 12 kommuner og har en samlet befolkning på ca. 103.000 personer.'

Afdelingens almen psykiatriske afsnit udgøres af tre sengeafsnit - et lukket (K19) og to åbne (K7 og K18) - samt daghospital, ambulatorie og familieterapi. Herudover huser afdelingen et lukket gerontopsykiatrisk afsnit, et åbent og et lukket retspsykiatrisk sengeafsnit (17a og M17) samt et alkoholistbehandlingscenter.

Afdelingen er normeret til 76 sengepladser (1997). Hertil kommer 12 dagpladser i alkoholistbehandlingscentret og 20 dagpladser på daghospitalet. Afdelingen har ca. 800 indlæggelser om året.

3. Bygningsmæssige forhold mv.

3.1. Generelt

Afdelingen er beliggende i bygninger opført i 1888 til psykiatrisk statshospital. Statshospitalet var oprindeligt indrettet til ca. 400 patienter, men husede i en periode op til 1100 psykiatriske patienter. I den del af bygningerne på området som ikke længere benyttes til psykiatrisk hospital findes der i dag bl.a. social- og sundhedsskole, HTX-skole og et plejehjem. Desuden er Udslusningsboligerne og Teglgårdshuset, som Folketingets Ombudsmand foretog særskilt inspektion af den 7. maj 1998, beliggende på området.

I efteråret 1997 påbegyndtes opførelsen af en ny psykiatrisk afdeling uden for det nuværende sygehusområde. Afdelingen forventes ibrugtaget den 3. maj 1999.

Hele den psykiatriske afdeling står således foran flytning, dog bortset fra alkoholistbehandlingscentret der som det eneste afsnit forbliver i det nuværende bygningskompleks.

3.2. Rundgang

3.2.1.Alkoholistbehandlingscentret (AC-Centret)

På alkoholistbehandlingscentret er der mulighed for indlæggelse på et fem-døgns-afsnit hvis tilstanden kræver det og den pågældende er indstillet på behandling. Indlæggelse sker i så fald fra mandag til fredag i forløb af enten to-tre eller seks-otte ugers varighed.

Fem-døgns-afsnittet, som er beliggende på 1. sal, har otte sengepladser, fordelt med en fire-sengs-stue, en to-sengs-stue og to enestuer.

Fire-sengs-stuen er på ca. 35 m². Den var møbleret med to almindelige senge, to opredningsbrikse, skabe med lås og to håndvaske med koldt og varmt vand samt spejle. Stuen var pæn og ren.

To-sengs-stuen, der var på ca. 20 m², og den foreviste enestue var tilsvarende indrettet og også i pæn stand.

Udover de otte døgnpladser råder alkoholistbehandlingscentret over en 'dagafrusningsfunktion' med to afrusningspladser tilknyttet. Dagafrusningen har eksisteret siden 1991 og har ifølge oplysningerne fra den tilstedeværende overlæge vist sig at være et meget vellykket initiativ. Byens praktiserende læger henviser således til afrusningen. Afrusningen er åben i dagtimerne på hverdage som et tilbud til personer der har behov for et opholdssted og evt. hjælp indtil de er blevet ædru. Henvendelse til afrusningen kan føre til senere indlæggelse eller ambulant behandling.

Afrusningsrummet var møbleret med to skindbrikse og med natborde, håndvask og spejl.

Herudover er centret normeret til 12 dagpatienter. Ifølge afdelingsbeskrivelsen er det faktiske antal dagpladser dog 20. Dagcentret tilbyder ambulant medicinsk behandling og samtaleterapi.

Alle fælles opholdsrum i ambulatoriet var holdt i afdæmpede farver, og der var lyst og rent alle vegne. Spisestuen er stor og var pænt indrettet. Overalt er rygning forbudt, bortset fra gangarealer og opholdsstue.

Der er to baderum på centret med bad og toilet. Baderummene og den tilhørende sanitet var pæne og i orden med varmt/koldt vand, spejle og lås på skabene.

På gangene var der ophængt opslagstavler med oversigt over dagens aktiviteter, og der var adgang til mønttelefon.

Under inspektionen havde jeg bl.a. en samtale med repræsentanter for centrets brugere der nærer bekymring for centrets fremtidige status og eksistens. Vedrørende min efterfølgende behandling af dette spørgsmål henvises til punkt 4.1. nedenfor.

3.2.2. Afsnit K7 (almen psykiatri, åbent afsnit)

Afsnittet er normeret til 13 sengepladser som er fordelt på to fire-sengs-stuer og fem enestuer.

De to fire-sengs-stuer, der begge havde kvindelige patienter, er på ca. 35 m² og fremstod pæne og velholdte. Hver stue havde fire senge med tilhørende natborde. Til hver sengeplads hørte desuden et aflåseligt garderobeskab og en opslagstavle der var ophængt over sengen. Hver fire-sengs-stue havde fælles håndvask med varmt/koldt vand, spejl og forhæng til at trække for.

I den ene fire-sengs-stue var der på tidspunktet for inspektionen opstillet afskærmning omkring en patient som havde det dårligt.

Det blev oplyst at det ikke er muligt for patienterne selv at vælge hvem de kommer til at dele stue med.

Den gennemsnitlige indlæggelsestid på dette afsnit blev oplyst at være ca. 30 dage.

Enestuerne havde tilsvarende indretning: seng, natbord, opslagstavle, skabe, skindstol, håndvask og spejl.

Der er - som på alle afsnit hvor de fysiske rammer tillader det - opholdsstuer til henholdsvis rygere og ikke-rygere. Opholdsstuen hvor rygning er tilladt er et større lokale på ca. 50 m². Stuen var nydeligt møbleret med velholdte møbler, klaver, tv, computer og printer (af ældre dato), bordtennisbord, motionscykel, bobspil og andre spil, to sofagrupper, bøger (der udskiftes månedligt af det lokale bibliotek), mange grønne planter, malerier på væggene og gulvtæpper. Stuen havde grøn udsigt over hospitalsområdet. Der var røgdetektor og ventilation i loftet.

Den røgfrie opholdsstue bruges efter det oplyste til mere 'stille' aktiviteter. Denne stue er noget mindre, men udstyret med tv, to sofagrupper, gulvtæpper, malerier, reoler med sangbøger, grønne planter mv. Her afholdes patientmøder for afsnittets patienter hver måned.

Afsnittets spisestue var indrettet med fire spiseborde opstillet som en café.

Der var et anretterkøkken som benyttes i forbindelse med anretning af den mad som tre gange dagligt bringes fra det somatiske hospital.

Samtalerummet var møbleret med briks, sofagruppe, håndvask mv. På væggen var ophængt et landkort. Det blev oplyst at lokalet desuden fungerer som opholdsstue om aftenen.

Afsnittets baderum indeholder to badeafsnit hvoraf det ene er handicaptilgængeligt. Diverse badeartikler (creme, sæbe, shampoo osv.) stod fremme til fri afbenyttelse, ligesom der forefandtes forskellige ting (klemmer, handsker, sæbe mv.) i forrummet der blev benyttet som vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler.

Endvidere var der to toiletrum med flere toiletter og skyllerum osv. Saniteten var hel, pæn og ren, det samme var spejle, gulve mv.

3.2.3. Afsnit K18 (almen psykiatri, åbent afsnit)

Afsnittet er som K7 normeret til 13 sengepladser og havde i hovedsagen samme indretning og standard som K7.

3.2.4. Afsnit K19 (almen psykiatri, lukket afsnit)

Afsnittet er normeret til 12 sengepladser og er beliggende i stueetagen.

Der er to opholdsstuer på afsnittet - en for rygere og en røgfri. Den røgfri opholdsstue var indrettet med bl.a. bordtennisbord, ribber, whiteboardtavle og motionscykel, og den anden med arrangementer med fire småborde og tv.

Samtale/besøgsrummet var møbleret med bl.a. briks, lægerullebord og håndvask. Det sker efter det oplyste ofte at besøgsrummet på dette afsnit inddrages til sengestue.

Der blev forevist en enestue som gjorde et noget trist indtryk, bl.a. på grund af nedslidte vægge.

I forbindelse med en af mine samtaler med patienter på dette afsnit ønskede den pågældende patient desuden at fremvise sin enestue. Denne stue var nydeligt indrettet med patientens egne møbler, bl.a. fyrretræskommode, lædermøbler, gulvtæppe og stereoanlæg med store højttalere.

Afdelingsledelsen bekræftede efterfølgende muligheden for at patienter der er indlagt i længere perioder medbringer egne møbler mv.

Afsnittet havde spisestue og bad/toilet svarende til de øvrige afsnit.

3.2.5. Afsnit GA (gerontopsykiatri, lukket afsnit)

Det gerontopsykiatriske afsnit huser patienter på 65 år og derover. Afsnittet har otte enestuer.

Ifølge afdelingsbeskrivelsen tilbyder afsnittet udover den direkte patientbehandling supervision og rådgivning for plejepersonale i primærkommuner og støtte til pårørende.

Afsnittet har en større opholdsstue med bl.a. stereoanlæg, tv, motionscykel, strygebræt.

Herudover råder afsnittet over en mindre tv-stue der var indrettet med gulvtæppe, kludetæpper, patchwork mv. Udover tv fandtes der radio og diverse spil. Stuen virkede hyggelig og havde et næsten hjemligt præg.

På gangarealet bidrog store potteplanter til den gode og rolige atmosfære. Der var desuden opstillet en transportabel mønttelefon. Der var et klaver og en stor tavle med personalets billede og navn.

Spisestuen var lys og i pæn stand.

Bade-, toilet- og vaskerum var af samme standard som på de øvrige afsnit.

Afsnittet anvender et alarmanlæg med bærbare alarmer. Afsnittet har ikke noget patientkald.

3.2.6. Daghospital

Daghospitalets funktion er at følge patienter som er udskrevet fra afdelingens sengeafsnit. Daghospitalet tilbyder således bl.a. gruppeterapi og enkeltsamtaler.

Det blev oplyst at 25-30 patienter er tilknyttet afsnittet, og at der på tidspunktet for inspektionen var et fremmøde på ca. 15 personer.

Afsnittet havde naturligt nok ikke helt det næsten hyggelige miljø som prægede nogle af sengeafsnittene, men daghospitalet var i øvrigt absolut nydeligt indrettet

Den største opholdsstue, som var røgfri, var møbleret med bl.a. et stort fællesbord, skrivebord, tv og stereo samt strygebræt.

Derudover var der en mindre opholdsstue - også røgfri - som var forholdsvis beskedent indrettet.

Opholdsstuen hvor der må ryges var af samme størrelse som den lille røgfri stue og var hyggeligt indrettet.

Der er tre samtalerum, som ifølge personalet ofte alle er i brug.

På gangen var der opsat fast telefon og en opslagstavle med tilbud om forskellige aktiviteter, såsom motion, frisørbesøg, rundvisning på byggepladsen osv.

Afsnittet råder desuden over et motionsrum med ribber, bordtennisbord, madrasser mv.

Der var to toiletrum og baderum.

3.2.7. Afsnit M17 (retspsykiatri, lukket afsnit)

Afdelingens retspsykiatriske afsnit varetager behandlingen af voksne psykiatriske patienter fra hele Fyns Amt der udover en psykisk lidelse har kontakt med retsvæsenet.

Afsnittet er normeret til 12 sengepladser som fordeler sig med fire to-sengsstuer og fire enestuer. Afsnittet råder desuden over et sikringsrum.

Afsnittet er beliggende på 1. sal. Adgang til afsnittet foregår via en sluse med glasdøre. Den inderste dør kan ikke låses op før yderdøren er låst. Det blev oplyst at ruderne på afsnittet også er sikrede. Der er elevator på afsnittet som kræver en særlig nøgle for at kunne betjenes.

Jeg fik forevist en enestue der var pænt møbleret med gode møbler.

Under rundgangen havde jeg en samtale med en patient som lå bæltefikseret i sikringsrummet. sikringsrummet var uden det møblement som fandtes på de almindelige stuer, men var dog bl.a. udstyret med et sengebord ved siden af sengen som var placeret midt i lokalet. Der var endvidere tv i lokalet. Patienten havde fast vagt der forblev i rummet under samtalen.

Afsnittet indeholder en opholdsstue der bl.a. var udstyret med tv.

Der var endvidere et besøgs-/samtalerum møbleret med skrivebord, briks og skab.

Gangarealerne gjorde ikke det samme positive indtryk som det var tilfældet på flere af de andre afsnit. Der var opsat fast mønttelefon på gangen.

Bad og toiletter fremstod mere slidte end på de øvrige afsnit. Spejlene var af sikkerhedshensyn fremstillet af polerede metalplader i stedet for glas.

I et rum bag personalets kontor opbevares medicin i et aflåst medicinskab. Det blev på forespørgsel oplyst at der føres regelmæssigt tilsyn med skabet. Her fandtes endvidere et walkie-talkie anlæg til brug ved udgang i haven.

Udover spisestuen var der et mindre patientkøkken med lille bordovn, køle- og fryseskab, aflåste kogeplader indbygget i stålbordpladen, el-kedel, kaffemaskine mm. Det blev oplyst at køkkenet lukkes for brug kl. 22.00. På grund af nogle af patienternes tilbøjelighed til at stjæle fra medpatienter låses indkøbte varer mv. inde i et depotrum. Patienterne kan bestille pizza to gange om ugen og grill-mad en gang om ugen fra en forretning i byen. Endvidere arrangeres der daglige købmandsture for de patienter der har tilladelse til udgang.

Et større lokale blev benyttet til industriterapi. Lokalet var velindrettet med gode arbejdsborde. På en af væggene var der ophængt prøver på den beskæftigelse som foregår i industriterapien, f.eks. i form af pakning af søm, skruer, kroge, plasticbeslag, tegnestifter o.l. Personalet oplyste at patienterne kan tjene en rimelig dagløn i terapien. Der forefandtes desuden en række spil, kort o.l. Der er adgang til spil mv. hele døgnet. Der var installeret patientkald i lokalet.

I bygningens kælder findes et motionsrum, kaldet 'pusterummet'. Motionsrummet var godt indrettet og forekom velforsynet med træningsmaskiner såsom steptræner, rygtræner, vægtstang, ribbe, trampolin, motionscykel, måtter, briks mv. Lokalet var i nydelig stand og var forsynet med stereoanlæg og telefon. Det blev oplyst at der må være to patienter i 'pusterummet' ad gangen og altid i følge med personale.

Patienterne på det lukkede retspsykiatriske afsnit har adgang til en pænt stor have, indhegnet af ca. tre meter højt trådhegn. Der var opstillet boldnet mv., og der var en del havemøbler samt en grill, indstøbt i et cementbord. Det blev oplyst at der ofte bliver grillet om sommeren. Patienterne er under brug af haven altid ledsaget af personale og i den forbindelse benyttes walkie-talkies da der ikke er udsigt over haveanlægget fra bygningens vinduer. Det er muligt at se ind i haven gennem trådhegnet fra de bagvedliggende bygninger som ikke er en del af den psykiatriske afdeling hvilket afdelingsledelsen selv påpegede som værende utilfredsstillende. Det blev i øvrigt oplyst at der i det nye byggeri bliver mulighed for udendørsophold i en lukket have.

Psykiatrisk afdeling rummer - udover de afsnit mv. som jeg så under rundgangen - også bl.a. ergoterapi- og fysioterapilokaler som jeg af tidsmæssige grunde ikke besøgte. Det blev af afdelingsledelsen oplyst at patientaktiviteterne i dagtimerne er koncentreret dér, og at sengeafsnittene derfor kan forekomme mere tomme og stille.

De fysiske rammer på den psykiatriske afdeling var efter min opfattelse generelt acceptable; selvom bygningerne stadig i hovedsagen er indrettet på en måde som var typisk for datidens hospitalsbyggeri, og som i dag vel ikke er helt tidssvarende, var de i god vedligeholdelsesstand.

På de enkelte afsnit blev der desuden gjort en del for at forbedre patienternes trivsel under de givne forhold ved hjælp af planter, udsmykning o.l. på fællesarealerne. Under hensyn hertil og navnlig til den forestående flytning til nyopførte bygninger foretager jeg mig ikke videre for så vidt angår de bygningsmæssige forhold.

4. Andre forhold

4.1. Alkoholistbehandlingscentrets fremtid

Som nævnt ovenfor under punkt 3.2.1. havde jeg under rundgangen en samtale med tre repræsentanter for AC-centrets brugere. De oplyste at de var bekymrede for centrets fremtidige status og eksistens på grund af forlydender om at Fyns Amt overvejer at lade administrationen af centret overgå fra sygehusforvaltningen til den amtskommunale sociale forvaltning eller helt lukke centret. Brugerne havde dannet en støtteforening, 'AC's Venner', som brugerrepræsentanterne oplyste har 160 medlemmer.

I forlængelse af samtalen rettede foreningen skriftlig henvendelse til Folketingets Ombudsmand om sagen. Ombudsmanden sendte henvendelsen videre til Fyns Amts Sygehusudvalg for at amtet - eventuelt efter at have indhentet en udtalelse fra den psykiatriske afdeling - nærmere kunne redegøre for sagen over for brugerne. Ombudsmanden bad amtet om underretning om svaret til foreningen.

Ombudsmandsinstitutionen blev efterfølgende orienteret om at Sygehus Fyn, Ledelsessekretariatet, den 15. juli 1998 havde svaret Foreningen AC's Venner. Af svaret fremgik det bl.a. at spørgsmålet om at flytte den politiske og administrative forankring af alkoholområdet fra sygehusregi til social- og sundhedsregi ville blive behandlet på Fyns Amts Sygehusudvalgs møde den 10. august 1998, og at de sideløbende overvejelser om hvorledes en budgetteret besparelse på alkoholområdet skal udmøntes forventedes afsluttet politisk inden årets udgang.

Jeg beder psykiatrisk afdeling og Fyns Amts Sygehusudvalg om at oplyse hvad der er sket i sagen siden da.

4.2. Politianmeldelse af vold mod personalet

Under inspektionen blev det oplyst at vold patienterne indbyrdes uhyre sjældent forekommer. Derimod havde der efter det oplyste inden for det sidste år været nogle tilfælde af vold mod personalet. Der findes et skema vedrørende 'efterbehandling' af sådanne episoder, og der sker indberetning til Arbejdsskadestyrelsen. Der er desuden planer om at alle medarbejdere skal på 1½ dags kursus om emnet.

For så vidt angår politianmeldelse af patienters fysiske overgreb mod personalet var det afdelingsledelsens holdning at man skulle støtte den pågældende i et eventuelt ønske om selv at indgive politianmeldelse i en sådan situation, men at sygehuset (ledelsen) ikke uden videre kan indgive anmeldelse på personalets vegne på grund af tavshedspligtsreglerne.

Afdelingsledelsen har efterfølgende oplyst at man har rettet henvendelse til politiet i Middelfart med henblik på at drøfte anmeldelsespraksis.

Jeg beder om at modtage nærmere oplysninger om disse drøftelser og om udfaldet heraf.

4.3. Udslusning af færdigbehandlede patienter

Det blev under inspektionen fra både afdelingsledelsen og medarbejderne påpeget som et problem at ophold på den psykiatriske afdeling af og til forlænges efter at patienten er færdigbehandlet på grund af manglende plads i boinstitutioner mv.

Ledelsen har oplyst at det - selvom der måske ikke er tale om et stort problem rent antalsmæssigt - er et stort problem i det enkelte tilfælde.

En medarbejder nævnte endog risikoen for at der (i hvert fald på retspsykiatrisk afsnit) skabes narkomaner i løbet af ventetiden på udslusning.

Jeg beder afdelingsledelsen om nærmere oplysninger om i hvilket omfang færdigbehandlede patienter fortsat må være indlagt på afdelingen på grund af mangel på aftageinstitutioner - såvel antallet af tilfælde som den tidsmæssige udstrækning heraf.

Jeg bemærker at afdelingsledelsen har oplyst at de pågældende patienter afventer plads i amts kommunale sociale boinstitutioner til psykiatriske patienter. Jeg går derfor ud fra at bestemmelsen i sygehuslovens § 12 hvorefter amtskommunen kan afkræve færdigbehandlede patienters bopælskommune betaling pr. sengedag som udgangspunkt ikke er relevant i denne sammenhæng.

Hvis det imidlertid forekommer at patienter venter på plads i primærkommunale institutioner, beder jeg psykiatrisk afdeling/Fyns Amt om at oplyse hvorvidt man benytter sig af muligheden for at anvende sygehuslovens § 12.

4.4. Patientmøder

Ifølge § 30 i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien med senere ændringer (psykiatriloven) skal der på hvert enkelt psykiatrisk sygehus eller afdeling oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som fastsættes af sundhedsministeren.

Med hjemmel i denne bestemmelse har Sundhedsministeren udarbejdet bekendtgørelse nr. 708 af 20. november 1989 om patientråd og patientmøder på psykiatriske sygehuse og afdelinger.

Af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, fremgår det at amtsrådet skal beslutte hvorvidt der på det enkelte psykiatriske sygehus eller afdeling skal oprettes patientråd eller afholdes patientmøder.

Jeg forstod under inspektionen at det for så vidt angår psykiatrisk afdeling i Middelfart er besluttet at der afholdes patientmøder, og at disse afholdes særskilt på de enkelte afsnit.

Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 4, skal amtsrådet udfærdige nærmere retningslinier for oprettelse af patientråd og afholdelse af patientmøder, herunder om antallet af medlemmer i de nævnte organet samt disses virksomhed.

Jeg beder om at modtage et eksemplar af de gældende retningslinier for patientmøder, og jeg beder i den forbindelse om at få oplyst hvor ofte patientmøder afholdes på afsnittene.

4.5. Adgang til frisk luft

Jeg spurgte om hvorledes patienternes adgang til frisk luft administreres. Det blev oplyst at adgangen til frisk luft tager udgangspunkt i den enkeltes behandlingsplan, og at det er det tilstedeværende personale der tager stilling til om en patients ønske om at komme ud kan imødekommes, eventuelt efter forelæggelse på stuegangskonference.

Afdelingsledelsen forklarede herudover at det - udover afslag af behandlingsmæssige grunde - også forekommer at patienter ikke kommer ud den pågældende dag på grund af personalesituationen. Der er ikke faste retningslinier/rutiner vedrørende spørgsmålet. Adgang til frisk luft er imidlertid en målsætning i enhver god sygehuspleje.

Under mødet med lokalsamarbejdsudvalget blev det samme problem bragt på bane af en af medarbejderne som oplyste at der i visse tilfælde kan gå adskillige dage uden at patienter der ønsker det kommer udendørs.

Det fremgår af § 2 i den nugældende psykiatrilov at sygehusmyndigheden med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god sygehusstandard. Jeg er enig med ledelsen i at muligheden for at komme ud i frisk luft i løbet af dagen - når behandlingsmæssige hensyn ikke tilsiger det modsatte - må være en målsætning i en sådan god sygehuspleje.

Af Retsudvalgets betænkning til forslaget til psykiatrilov (Folketingstidende 1988/89, tillæg B, sp. 1336) fremgik således også bl.a. følgende bemærkninger til bestemmelsen i lovens § 2

'Endvidere må der lægges vægt på muligheden for meningsfyldte aktiviteter, herunder også muligheden for at kunne komme ud i fri luft/skifte opholdssted i løbet af dagen. Det bemærkes i den forbindelse, at denne målsætning for visse afdelingers vedkommende ikke i øjeblikket kan anses for opfyldt.'

Den 1. januar 1999 træder lov nr. 403 af 26. juni 1998 om ændring af psykiatriloven i kraft. Med ændringsloven bliver § 2 sålydende

'Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, mulighed for udendørs ophold samt beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.'

Af bemærkningerne til forslaget til ændringslov (lovforslag L 36, fremsat af Justitsministeren den 27. marts 1998) fremgår det at hensigten med denne affattelse af § 2 har været at 'understrege behovet for og vigtigheden af, at forholdene på de psykiatriske afdelinger forbedres, herunder navnlig de bygningsmæssige forhold' (s. 16).

Det fremgår videre af bemærkningerne at regeringen i april 1997 har indgået en aftale med Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner om den fortsatte udbygning af tilbudene til sindslidende, og at parterne bl.a. er enige om en målsætning om at alle patienter skal have mulighed mindst ét miljøskift om dagen, herunder mulighed for at komme ud i frisk luft dagligt (s. 17 i bemærkningerne).

Jeg henstiller på den baggrund at afdelingsledelsen overvejer om der kan fastlægges retningslinier e.l. på de enkelte afsnit som kan frigøre det nødvendige personale til at der kan gennemføres i hvert fald en daglig tur udendørs (i haven eller på afdelingens område i øvrigt) med de patienter som måtte ønske det og for hvem udendørsopholdet ikke er utilrådeligt af behandlingsmæssige årsager. Jeg beder ledelsen underrette mig om udfaldet af overvejelserne.

4.6. Opbevaring af journaler

Under inspektionen fik jeg forevist daghospitalets kontor der bl.a. indeholdt afsnittets journalskabe som var ulåste for at være umiddelbart tilgængelige for hele personalet. Dette er efter det oplyste altid tilfældet, og jeg forstod at ulåste journalskabe er det sædvanlige også på andre afsnit på den psykiatriske afdeling.

Jeg går ud fra at personalet på de enkelte afsnit er opmærksomme på at sikre at patienter eller andre uvedkommende ikke får adgang til journalerne. Jeg foretager mig ikke mere vedrørende spørgsmålet.

4.7. Børn og unge

Under den indledende samtale blev det på forespørgsel oplyst at børn og unge uhyre sjældent indlægges på afdelingen da der findes et ungdomspsykiatrisk afsnit i Odense. Indlæggelse af børn og unge kan dog finde sted helt akut, men afdelingen modtager helst ikke unge under 18 år.

De tilstedeværende fra afdelingens ledelse og centerchefen havde ingen erindring om tilfælde af tvangs indlæggelse af børn og unge.

Jeg foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.

4.8. Narkotika

Både under det indledende møde med ledelsen og under mødet med lokalsamarbejdsudvalget blev spørgsmålet om narkotikamisbrug blandt patienterne drøftet.

Det blev oplyst at der er tale om et stort problem. Mange af patienterne, især på det lukkede, retspsykiatriske afsnit, er blandingsmisbrugere. De hyppigste problemer består i misbrug af hash og alkohol.

Narkotika skaffes fra forhandlere udefra eller bringes ind på afdelingen af besøgende. Ved konkret mistanke om at en patient indsmugler narkotika kan det komme på tale at begrænse og overvåge patientens besøg, ligesom aftalt visitation er en mulighed. Det har ligeledes vist sig nødvendigt at holde vinduerne lukket på de lukkede afsnit for at hindre indsmugling.

Der eksisterer sandsynligvis økonomiske afhængighedsforhold nogle af patienterne indbyrdes med udgangspunkt i narkotikahandel. Det blev i den sammenhæng oplyst at det forekommer at patienter på retspsykiatrisk afsnit kan føle sig presset eller direkte truet af medpatienter således at det bliver nødvendigt at skærme én af parterne.

Hvis en narkotikamisbruger der er i egentlig narkobehandling indlægges - hvilket ifølge det oplyste ikke sker ret ofte - følges den amtskommunale behandlingsplan under indlæggelsen.

Jeg er enig i at indsmugling og misbrug af narkotika på afdelingens område må betragtes som et stort problem. Jeg anser det i den forbindelse for et særligt problem hvis svage patienter bliver bragt i et afhængighedsforhold til andre, herunder andre patienter.

Jeg går ud fra at personalet gør hvad der inden for de gældende regler er muligt for at begrænse indførslen af narkotiske stoffer.

En medarbejder nævnte under mødet med lokalsamarbejdsudvalget at det er utilfredsstillende at patienterne på de lukkede afsnit ikke kan få frisk luft på stuerne da vinduerne holdes lukket på grund af risikoen for indsmugling af narkotika. Jeg noterede mig desuden at uvedkommende tilsyneladende har uhindret adgang til hospitalsområdet. Problemet må således i et vist omfang formodes at have sammenhæng med de nuværende bygningsmæssige forhold. Jeg går ud fra at der ved planlægningen af de nye bygninger er foregået overvejelser om hvorledes indretningen mv. kan medvirke til at minimere indsmugling af narkotika.

Jeg foretager ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

4.9. Kost

Den psykiatriske afdeling modtager færdiglavet mad fra det nærliggende somatiske hospital. Maden anrettes i anretterkøkkener på de enkelte afsnit.

Under inspektionen havde jeg og mine medarbejdere sammen med afdelingsledelsen lejlighed til at spise den samme mad som patienterne fik serveret til frokost den pågældende dag. Der blev serveret en varm ret og dessert.

Maden var udmærket og giver mig ikke anledning til bemærkninger.

4.10. Fiksering for åben dør

Under den indledende samtale bekræftede ledelsen at der altid er fast vagt på stuen hos en bæltefikseret patient. Det blev desuden på min forespørgsel oplyst at der ikke foreligger retningslinier vedrørende spørgsmålet om døren fra stuen til gangen skal være åben eller lukket. Dette spørgsmål blev ikke anset for at være et problem i praksis.

Som nævnt ovenfor under punkt 3.2.7. havde jeg under den efterfølgende rundgang en samtale med en patient som lå bæltefikseret i et sikringsrum. Jeg bemærkede at den fikserede lå for åben dør.

Folketingets Ombudsmand har tidligere i forbindelse med inspektion af Rigshospitalets Psykiatriske Afdeling O beskæftiget sig med spørgsmålet om åben eller lukket dør ind til tvangsfikserede. Inspektionsrapporten er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 201ff, hvor der på s. 208-209 er anført følgende

'...

Afdelingen oplyste ved inspektionen, at det er afdelingens ønske, når det er nødvendigt at tvangsfiksere, at der kan tilknyttes en fast vagt, som hele tiden er ved den fikseredes side, og at døren til det lokale, hvor patienten ligger fikseret, kan lukkes. Imidlertid sker mange fikseringer om aftenen og om natten, hvor der er mangel på personale. Dette medfører, at den fikserede må ligge alene og for åben dør.

Dette er efter min opfattelse en ydmygende og uacceptabel situation for den tvangsfikserede; endvidere kan det være ubehageligt for medpatienter og for pårørende, der måtte være på afdelingen.

...'

Ifølge § 16 i psykiatriloven (der trådte i kraft den 1. oktober 1989) skal en patient, der er tvangsfikseret med bælte, nu have fast vagt. Bestemmelsen er gentaget i § 14, stk. 1, i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 21. september 1989 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger.

I bekendtgørelsens § 14, stk. 3, fastslås det at tilsynet skal udføres med hensyntagen til patientens egne ønsker og med respekt for dennes værdighed og selvfølelse. I § 14, stk. 4, er det videre anført at patienten skal have ret til et vist privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed.

Jeg går ud fra at det personale der varetager funktionen som vagt ved fikserede patienter er bekendt med bekendtgørelsens bestemmelser og således i videst muligt omfang tager hensyn til patientens egne ønsker, også for så vidt angår spørgsmålet om døren ud til gangarealet skal være åben eller lukket. Jeg foretager mig ikke mere vedrørende spørgsmålet.

4.11. Rygning

Vedrørende en rygepolitik på afdelingen oplyste ledelsen at der - nu da der er rimelige pladsforhold på afdelingen - hvor det kan lade sig gøre er indrettet to dagligstuer på hvert afsnit hvoraf den ene er røgfri. En meget stor del af patienterne ryger massivt, og fællesskab og samvær foregår derfor ofte i de opholdsrum hvor rygning er tilladt. Der er forskellige retningslinier vedrørende rygning på de forskellige afsnit.

Ledelsen anførte videre at der formentlig hos personalet er en del modstand mod at indføre begrænsninger i rygemulighederne. Jeg bragte derfor også spørgsmålet op på mødet med lokalsamarbejdsudvalget og spurgte om der (også) er tale om et personaleproblem. Ledelsen bemærkede at flere patienter sikkert ville kunne vænne sig til røgfrit miljø hvis det var normen. Flere arrangementer kunne f.eks. afholdes i røgfrie rum, men det var i den forbindelse opfattelsen at personalet vistnok er en del af problemet. Fra medarbejderside blev det nævnt at debatten om rygepolitik allerede er i gang på de enkelte afsnit, f.eks. i forbindelse med patientmøder og personalemøder.

Ifølge lov nr. 436 af 14. juni 1995 om røgfri miljøer i offentlige lokaler, transportmidler og lignende, § 2, skal amtsrådet have fastsat bestemmelser om røgfri miljøer på bl.a. amtskommunale sygehuse. Jeg beder om at modtage et eksemplar af de bestemmelser, der i den anledning er fastsat af Fyns Amt, og som vedrører den psykiatriske afdeling.

Jeg er opmærksom på (og kunne under inspektionen ved selvsyn konstatere) at mange psykiatriske patienter har et stort tobaksforbrug, og at det er noget der spiller en stor rolle for den enkelte. Jeg finder det imidlertid problematisk hvis patientmøder og andre mere formaliserede former for samvær på afsnittene foregår i opholdsstuer for rygere sådan at ikke-rygende patienter påtvinges at opholde sig i røgfyldte lokaler for at kunne deltage.

Jeg mener desuden at det er problematisk at der - som jeg har forstået - stadig er afsnit hvor der ikke findes opholdsstuer for ikke-rygere. Ikke-rygende patienter er i disse tilfælde nødsaget til at opholde sig i en opholdsstue for rygere (eller gangarealet), ikke blot under møder og lignende, men også for at kunne tage del i det almindelige uformelle sociale samvær med medpatienter og personale.

Jeg går ud fra at den debat som efter det oplyste allerede er i gang personalet indbyrdes og sammen med patienterne fortsættes, og at det jeg har anført indgår i de fremtidige overvejelser af en rygepolitik for personalet såvel som for patienterne.

5. Gennemgang af tilførsler til tvangsprotokollen

Som nævnt i indledningen anmodede jeg under inspektionen om at modtage kopi af afdelingens tilførsler i tvangsprotokollen i 1997 vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering. Materialet blev udleveret til mig inden inspektionens afslutning.

Jeg har ikke mulighed for at vurdere om anvendelsen af tvangsforanstaltninger i de enkelte tilfælde har været berettiget. Ved min gennemgang af materialet har jeg derfor navnlig koncentreret mig om hvorvidt proceduren i forhold til de gældende regler er blevet fulgt. Gennemgangen giver mig anledning til følgende bemærkninger

5.1. Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

Der er i alt udfyldt 42 skemaer til brug for tilførsler i tvangsprotokollen om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i 1997. Heraf fremgår det at tvangsindlæggelse fandt sted i 24 tilfælde, og at der i 23 tilfælde blev truffet beslutning om tvangstilbageholdelse - med eller uden forudgående tvangsindlæggelse.

Tvangsindlæggelse sker på grundlag af en lægeerklæring der er udarbejdet af den læge som har undersøgt den pågældende med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge der er ansat på den psykiatriske afdeling hvor indlæggelsen skal finde sted, og lægen må ikke være inhabil (psykiatrilovens § 7). Det er dog overlægen på den psykiatriske afdeling der træffer den endelige administrative afgørelse om hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. psykiatriloven § 9, stk. 2 og § 14, stk. 1, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 20. september 1989 om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser.

Sundhedsministeriets skema til brug for tilførsler i tvangsprotokollen om bl.a. tvangsindlæggelser giver ikke mulighed for at konstatere om og på hvilket tidspunkt den psykiatriske overlæge har truffet denne afgørelse. Jeg beder psykiatrisk afdeling om at fremkomme med nærmere oplysninger om afdelingens rutiner vedrørende overlægens beslutning om at betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt.

Jeg har ved gennemgangen af skemaerne konstateret at der i forbindelse med tvangsindlæggelse i nogle (de fleste) tilfælde er anført en af afdelingens læger og i andre tilfælde den indlæggende (praktiserende) læge.

Jeg beder om at modtage oplysning om hvilken læge der efter afdelingens opfattelse retteligt skal være anført på skemaerne om tvangsindlæggelse. Jeg går ud fra at afdelingsledelsen herefter vil sikre at praksis vedrørende dette spørgsmål bliver gjort ensartet.

Det påhviler til stadighed overlægen at påse, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 1. For så vidt angår frihedsberøvelse skal resultatet af denne efterprøvelse tilføres tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes, jf. lovens § 21, stk. 2, 1. punktum.

Af skemaerne fremgår det at patienten i 38 ud af de 42 tilfælde af frihedsberøvelse enten blev udskrevet senest på trediedagen efter frihedsberøvelsen eller at de obligatoriske prøvelsesfrister i § 21, stk. 2, har været overholdt. Efterprøvelsen har i alle tilfælde været foretaget af en overlæge.

Vedrørende et tilfælde (tvangstilbageholdelse af 24. marts 1997) er det angivet at revurdering på dag 3 fandt sted den 20. marts 1997.

Jeg går ud fra at der er tale om en skrivefejl. De efterfølgende revurderinger skete inden for lovens frister.

Af et andet skema er det angivet at tvangsindlæggelse fandt sted den 5. maj 1997, kl. 14.45, og at frihedsberøvelsen ophørte den samme dag kl. 11.30.

Jeg går også her ud fra at der er tale om en skrivefejl og beder om at få oplyst de korrekte datoer og tidspunkter for henholdsvis tvangsindlæggelsen og frihedsberøvelsens ophør.

Det er på et skema vedrørende en tvangsindlæggelse foretaget den 18. december 1997 alene noteret at frihedsberøvelsen ophørte den 23. december 1997.

Jeg må således på det foreliggende grundlag gå ud fra at der ikke har været foretaget den obligatoriske revurdering på dag 3 efter frihedsberøvelsen. Det må jeg finde beklageligt.

Det samme gør sig gældende vedrørende et skema om tvangstilbageholdelse den 30. december 1997. I dette tilfælde er det alene anført at frihedsberøvelsen ophørte den 5. januar 1997 (skal i øvrigt være 1998).

Jeg må også for så vidt angår dette tilfælde finde det beklageligt at der tilsyneladende ikke blev foretaget revurdering af tilbageholdelsen på dag 3 efter frihedsberøvelsen.

Særligt vedrørende den situation hvor en patient fremsætter anmodning om udskrivning fremgår det af psykiatrilovens § 10, stk. 3, at overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer skal meddele patienten om denne kan udskrives eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen.

Disse tidsfrister er i alle tilfælde overholdt.

I et tilfælde har patienten fremsat udskrivningsønsket den 28. januar 1997, kl. 11. Det er angivet at tvangstilbageholdelse også fandt sted den 28. januar 1997, men uden angivelse af klokkeslæt.

Selvom det kan udledes af skemaet at tvangstilbageholdelsen blev besluttet (og meddelt patienten) inden for fristen - i det foreliggende tilfælde 48 timer - mener jeg at det havde været mest korrekt også i dette tilfælde at anføre det nøjagtige tidspunkt for (meddelelse om) beslutning om tilbageholdelse.

5.2. Tvangsbehandling

Jeg modtog skemaer vedrørende 14 beslutninger om tvangsbehandling; fire skemaer vedrører beslutning om NCE-behandling og ti skemaer vedrører tvangsmedicinering, heraf et enkelt tilfælde af tvangsmedicinering i forbindelse med behandling af en somatisk lidelse.

Det fremgår af § 12, stk. 3, i psykiatriloven at afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen der samtidig træffer bestemmelse om i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Ved tvangsmedicinering skal der altid være en læge til stede, jf. § 6 i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 617 af 21. september 1989 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger (tvangsbekendtgørelsen).

Jeg har ved at sammenholde skemaerne om tvangsbehandling med fortegnelsen over afdelingens overlæger som angivet i Kommunal Håndbogen 1997 konstateret at kravet om at beslutningen om tvangsbehandling skal træffes af en overlæge i alle tilfælde har været overholdt. I et enkelt tilfælde (beslutning af 7. april 1997) er der dog ikke på skemaet anført nogen ordinerende overlæges underskrift, men en overlæge er angivet som værende til stede under tvangsbehandlingens udførelse.

Dette enkeltstående tilfælde giver mig ikke grundlag for at foretage mere.

I to tilfælde (beslutninger af 8. august og 1. december 1997) er der ikke i skemaerne angivet noget tidspunkt for udførelse af tvangsbehandlingen eller hvilken læge der var til stede. Tvangsbehandlingen er imidlertid i disse tilfælde anført først at være ophørt henholdsvis 21 og 10 dage efter at beslutningen blev truffet.

Jeg beder afdelingen om at oplyse hvorvidt tvangsbehandling i disse tilfælde er blevet gennemført og i bekræftende fald redegøre for den tilsyneladende mangelfulde udfyldelse af skemaerne.

I et tilfælde (beslutning af 30. januar 1997) blev det ifølge afkrydsningen i skemaet besluttet at tvangsbehandle for en somatisk lidelse. I et sådant tilfælde skal beslutning om tvangsbehandling træffes af vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab, jf. psykiatrilovens § 13, stk. 2, og tvangsbekendtgørelsens § 8, stk. 2. Dette ses ikke at være sket i det foreliggende tilfælde.

Det fremgår imidlertid af den anførte begrundelse for tvangsbehandlingen at behandlingen bestod i at give næring (væske, mad og medicin) via mavesonde. Særligt om tvangsernæring gælder § 7 i tvangsbekendtgørelsen. Gennemførelse af tvangsernæring betragtes efter bekendtgørelsen ikke som en tvangsbehandling af en legemlig lidelse, men derimod som en form for tvangsmedicinering.

Jeg mener herefter at det må bero på en fejl at den psykiatriske overlæge har afkrydset rubrikken vedrørende tvangsbehandling af en somatisk lidelse, og jeg har således ikke grundlag for at kritisere at beslutningen om tvangsernæring blev truffet af overlægen alene.

Af § 3, stk. 2, i tvangsbekendtgørelsen fremgår det videre at tvangsmedicinering (bortset fra visse akutte, farlige situationer) forudsætter at patienten og patientens rådgiver er fuldt informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.

Jeg anmoder om nærmere oplysning om hvilken fremgangsmåde der anvendes for at sikre at kravet om information af patientrådgiveren opfyldes.

5.3. Tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt

Jeg fik udleveret 105 skemaer til brug for tilførsler til tvangsprotokollen omhandlende 76 tilfælde af tvangsfiksering og 65 tilfælde af anvendelse af en eller flere former for fysisk magt (f.eks. fastholden i kombination med indgivelse af beroligende medicin).

Af psykiatriloven fremgår det i § 14, stk. 1, at der som midler til tvangsfiksering alene må anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker. Af stk. 2 fremgår det videre at tvangsfiksering kun må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge at en patient

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Under de samme betingelser kan en indlagt person fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 1. Over for personer der er frihedsberøvet efter reglerne i lovens kap. 3 kan der anvendes den magt der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Ifølge lovens § 15, stk. 1, skal tvangsfiksering besluttes af en læge efter at denne har tilset patienten. Beslutning om at der foruden bælte skal anvendes hånd eller fodremme, skal dog træffes af overlægen, jf. stk. 2.

I alle skemaer vedrørende fikseringer og/eller fysisk magtanvendelse, undtagen et enkelt skema, er der angivet en ordinerende læge som enten var til stede eller ankom kort tid efter tvangsindgrebet. Det tilfælde som ifølge skemaet ikke har været ordineret eller sanktioneret af en læge vedrørte en fastholden som fandt sted den 28. november 1997.

Da fastholden efter lovens § 17, stk. 1, ikke er blandt de tvangsindgreb som kræver beslutning af en læge, giver skemaet mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.

Hvis det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel, jf. § 17, stk. 2.

I fire af de tilfælde hvor der er givet beroligende medicin under fysisk magtanvendelse er det angivet at den ordinerende læge ankom på et (lidt) senere tidspunkt end tvangsindgrebet blev påbegyndt. Det drejer sig om magtanvendelser foretaget 24. juli, 11. august samt 2. og 5. november 1997.

Jeg er opmærksom på at der i samtlige de fire tilfælde også blev foretaget bæltefiksering hvilket i akutte tilfælde kan iværksættes af plejepersonalet med efterfølgende godkendelse fra lægen, jf. psykiatrilovens § 15, stk. 3. Jeg beder imidlertid den psykiatriske afdeling om at oplyse om det forekommer at patienter med magt gives beroligende medicin uden at beslutning herom forudgående er truffet af en læge. I bekræftende fald beder jeg afdelingen udtale sig om hvorvidt denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med lovens § 17, stk. 2.

En patient der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt, jf. psykiatrilovens § 16. Jeg har ved gennemgangen af skemaerne konstateret at rubrikken til angivelse af en faste vagt i en række tilfælde enten slet ikke er udfyldt eller er udfyldt med et 'X' eller 'ja'.

Jeg mener at det er kritisabelt at rubrikken vedrørende fast vagt i 39 tilfælde af bæltefikseringer slet ikke er udfyldt (eller udfyldt med et navn, mens ordene 'fast vagt' samtidig er overstreget). Under hensyn til at ledelsen under inspektionen udtalte at der altid er fast vagt ved bæltefikserede, jf. ovenfor under punkt 4.10., går jeg dog ud fra at dette også har været tilfældet i de foreliggende situationer. Jeg henstiller derfor at afdelingsledelsen over for personalet indskærper at skemaerne også på dette punkt skal udfyldes.

Jeg har endvidere bemærket at det i flere tilfælde er anført at funktionen som fast vagt blev udført af 'personalet på skift'.

Jeg går ud fra at personalet er opmærksom på at en fast vagt skal være en hertil udpeget person (sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret personale) som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end den at tage sig af den eller de bæltefikserede personer, jf. § 14, stk. 2, i den ovenfor omtalte tvangsbekendtgørelse.

Hånd- og/eller fodremme blev i 1997 anvendt i seks tilfælde. I et af disse tilfælde (tvangsfiksering af 18. december 1997) har overlægen så vidt ses ikke sanktioneret anvendelsen af hånd og fodremme, jf. psykiatrilovens § 15, stk. 2.

Det finder jeg kritisabelt.

5.4. Beskyttelsesfiksering

Afdelingsledelsen oplyste at der ikke har været tilfælde af beskyttelsesfiksering på afdelingen i 1997.

6. Opfølgning

Som det fremgår af de enkelte afsnit ovenfor har jeg i flere tilfælde bedt afdelingsledelsen om nærmere underretning mv. vedrørende forskellige forhold. Jeg beder om at disse underretninger sendes gennem Fyns Amt, Sygehusudvalget, for at amtet kan få lejlighed til at kommentere det som afdelingsledelsen anfører.

7. Underretning

Denne rapport sendes i tre eksemplarer til den psykiatriske afdeling i Middelfart. Jeg beder om at det ene eksemplar bliver gjort tilgængeligt for patienterne. Rapporten sendes desuden til Folketingets Retsudvalg og Fyns Amt."

NOTER (*1) Jf. FOB 1988, s. 201ff.

Resumé

Den 6. maj 1998 inspicerede inspektionschefen den psykiatriske afdeling på Sygehus Fyn, Middelfart, og i forbindelse hermed afholdt ombudsmanden den 7. maj 1998 et møde med afdelingens lokalsamarbejdsudvalg.

De fysiske rammer var generelt acceptable og da afdelingen samtidig stod foran flytning til nyopførte bygninger, gav de bygningsmæssige forhold ikke anledning til at foretage videre.

Inspektionen førte bl.a. til en henstilling til afdelingsledelsen om at overveje nærmere retningslinier for at sikre patienternes adgang til dagligt at få frisk luft.

En gennemgang af tilførsler til tvangsprotokollen i 1997 gav på enkelte punkter anledning til kritik og i andre tilfælde uddybende spørgsmål. (J.nr. 1998-0918-424).