Forbud mod tatovering under indlæggelse på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sj.

Forbud mod tatovering under indlæggelse på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sj.

Det fremgik af sagens akter at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den 12. august 1996 videresendte en klage fra A, der var patient på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, til behandling i Vestsjællands Amt. Klagen vedrørte et afslag fra amtshospitalet på at A kunne lade sig tatovere.

Den 12. november 1996 bad Vestsjællands Amt amtshospitalet om en udtalelse i sagen, og i udtalelse af 4. december 1996 oplyste hospitalet bl.a. følgende

"Domfældte har igennem ½-1 år lejlighedsvis fremsat ønske om at blive tatoveret, idet han efter rygeophør har fået et vist overskud af lommepengebeløbet. Hans ønske er at blive tatoveret med sorte streger på begge arme. Hans ønske om en sådan tatovering har været fremsat med vekslende energi, ligesom han, formentlig som følge af sin sygdom har fremtrådt meget ambivalent i sit ønske.

Ovennævntes korte sygehistorie skrives alene til Sundhedsforvaltningens orientering, men det er ikke individuelle overvejelser om denne patient der begrunder afvisningen af hans ønske om tatovering. Der er derimod tale om et generelt forbud der gælder alle patienter.

Sikringsafdelingen er en særlig institution indenfor det psykiatriske behandlingssystem målrettet til psykiatrisk behandling af særlig farlige sindssyge personer under en frihedsberøvelse mere restriktiv end under almindelig fængselsmæssige forhold. Det er den lægelige målsætning, at indlæggelse i Sikringsafdelingen er af kortest mulig varighed til at sikre, at patienten kan behandles under mindre frihedsberøvende rammer. For enkelte patienter vil indlæggelsen blive meget langvarig som det er tilfældet med (A), en afgørelse der kan indbringes for retten, hvis den domfældte ønsker det.

Patientgruppen er præget af svær sindssygdom, og de har alle begået kriminalitet eller voldshandlinger. Dette betyder, at der udover en intensiv psykiatrisk behandling er en intensiv observation og kontrol af mere sikkerhedsmæssig art i afdelingen. Af denne grund er patienternes mulighed for aktivering meget begrænsede, idet såvel personalemæssige og bygningsmæssige forhold sætter snævre rammer for hvilke aktiviteter der kan etableres. Der er mulighed for gymnastikterapi, værkstedsterapi, skolegang og i perioder madlavning, men patienten vil i store dele af hverdagen være henvist til egen sysselsætning og egne aktiviteter. De begrænsede muligheder, i kombination med patientens ofte forstyrrede selvopfattelse og realitetstilpasning bevirker for nogen patienter en total ligegyldighed med egen person, herunder hygiejne, påklædning, frisurer m.v. hos andre patienter kan det give en sygelig optagethed af egen krop, dennes udseende og funktioner bl.a. med ønske om ændring af frisurer, skæg og kost- og rygevaner.

Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at afgøre, hvorvidt disse forskellige former for adfærd og optagethed eller neglegt af egen person og krop kan ses som følge af den psykiatriske frihedsberøvelse og i hvilket omfang der er tale om et mere grundlæggende og vedvarende personlighedstræk.

Hvis man tillod patienterne at lade sig tatovere i den tidsperiode hvor de er indlagt i Sikringsafdelingen ville der være en vis, måske endog betydelig risiko for, at de resten af deres liv ville fortryde en sådan handling og udsmykning hvor ønsket herom var opstået under meget kunstige og helt unormale livsomstændigheder."

Det fremgik videre af sagen at Vestsjællands Amt den 11. februar 1997 telefonisk kontaktede amtshospitalet. Af telefonnotatet vedrørende samtalen fremgik følgende

"Der er ifølge overlæge (...) ikke nogen retlig regulering m h t spørgsmålet, man har tidligere haft vejledende møder med Justitsministeriet ved lignende spørgsmål der er simpelthen tale om en anstaltsordning hvor man blot ser på de overordnede forhold mht sikringsanstalten. Det betyder man skal se på den psykiske syges tilstand.

..."

Vestsjællands Amt traf herefter den 18. februar 1997 denne afgørelse i sagen

"...

Vestsjællands amt har forelagt Deres henvendelse for Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, som har udtalt følgende

Der er tale om et generelt forbud imod tatovering, og en fast praksis som omfatter patienter på afdelingen.

Amtet har derfor ikke mulighed for at tilgodese Deres ønske, idet der er tale om en generel ordensforskrift, som skal sørge for at patienter i indlæggelsesperioden sikres bedst mulig under hensyn til deres sygdom."

A henvendte sig herefter til Justitsministeriet om sagen. Ministeriet meddelte den 12. juni 1997 at ministeriet ikke havde kompetence til at tage stilling til klagen og fortsatte

"...

Det kan imidlertid oplyses, at der ikke i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven) er fastsat regler, der regulerer, om der kan foretages restriktioner af denne karakter.

Det kan endvidere oplyses, at Justitsministeriet i anden sammenhæng har tilkendegivet, at det er ministeriets opfattelse, at der ved siden af psykiatrilovens forskellige former for tvang efter omstændighederne på andet retligt grundlag kan anvendes andre former for mindre vidtgående indgreb og restriktioner over for personer, der er indlagt eller anbragt i henhold til psykiatriloven.

Sådanne indgreb vil kunne foretages med hjemmel i anstaltsmæssige ordenshensyn og ud fra nødværge- og nødretslignende synspunkter, såfremt de er sagligt begrundede og ikke rækker videre, end formålet nødvendiggør."

I brev af 14. juli 1997 klagede A til mig. Han anførte at han betragtede forbuddet mod tatovering som en umyndiggørelse af hans person.

I anledning af klagen indhentede jeg udtalelser fra Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland og Vestsjællands Amt.

Amtshospitalet udtalte den 15. august 1997 følgende om sagen

"...

I brev af 4.12.1996 har jeg som baggrund for, at afslå domfældtes ønske om tatovering under indlæggelse i Sikringsafdelingen, afgivet en udtalelse der begrunder dette afslag. (A) har fortsat periodisk, men ikke vedvarende, et ønske om at lade sig tatovere med sorte streger på begge arme. Den svingende sygdomsintensitet og den deraf følgende ambivalens ville konkret for netop denne patient medføre at man ville give afslag med henvisning hertil. Begrundelsen er dog ikke individuel, men er begrundet i et generelt forbud for alle patienter indlagt i Sikringsafdelingen. Begrundelsen herfor er, at alle patienter er tvangsmæssigt indlagt under svært frihedsberøvende rammer og at hovedårsagen til deres indlæggelse er sindssygdom i dennes mest intense fase. Når sygdommen kan kontrolleres under mindre frihedsberøvende former har de et retskrav på udskrivning og en deraf følgende mere selvstændig adfærd, herunder mulighed for at lade sig tatovere, hvis dette ønske opretholdes.

..."

I sin udtalelse af 15. december 1997 redegjorde Vestsjællands Amt indledningsvis for sagens forløb og meddelte herefter følgende

"...

I denne anledning skal amtet udtale, at det retlige grundlag for hospitalsledelsens beslutning om ikke at tillade tatovering på sikringsafdelingen skal findes i 'hospitalsledelsens almindelige, ulovbestemte beføjelser til at fastsætte forskrifter for de sikkerhedsforvaredes opholdsvilkår og til at regulere det ansatte personales tjenstlige opgaver'. Der synes ikke overfor (A) at være foretaget så vidtgående indgreb, at opholdsvilkårene i denne henseende må anses for særligt skærpede i forhold til vilkår, der gælder for personer, der er indsat i almindelige lukkede fængsler.

Der henvises til Justitsministeriets tilkendegivelse i brevet af 12. juni 1997 om hjemmel i såkaldte 'anstaltsmæssige ordenshensyn' og til overlæge på Amtshospitalet, (...)'s udtalelser af 4/12 1996 og 15/8 1997 med bilag om et generelt forbud, der gælder alle patienter.

..."

Ombudsmandens udtalelse

" 1. Myndighedernes afgørelser

Det fremgår af sagen at myndighedernes afgørelser om ikke at tillade Dem at blive tatoveret under Deres ophold på sikringsafdelingen ikke er begrundet i en vurdering af Deres individuelle forhold (selvom disse efter det oplyste konkret ville føre til samme resultat), men derimod følger af et generelt forbud for alle patienter der er indlagt på afdelingen. Det er således spørgsmålet om hjemmelen for denne generelle adfærdsregulering i forhold til sikringsafdelingens patienter der har været genstand for min undersøgelse.

Spørgsmålet om lovligheden af denne form for indgreb i den personlige frihed er ikke reguleret i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven).

Justitsministeriet (som psykiatriloven hører under) kom den 8. september 1997 i sin besvarelse af spørgsmål nr. 26 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (L 133) ind på spørgsmålet om andre tvangsindgreb end de i loven omtalte. Justitsministeriet anførte bl.a.

'...

De tvangsindgreb, der i dag er reguleret i psykiatriloven, omfatter frihedsberøvelse i form af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og farlighedsdekret, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og beskyttelsesfiksering.

Psykiatrilovens udtrykkelige opregning af hovedformerne for tvangsindgreb antages imidlertid ikke at udelukke, at der efter omstændighederne kan anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de indgreb, der udtrykkeligt er nævnt i loven. Som eksempler på sådanne indgreb kan nævnes inddragelse af narkotika, alkohol, knive, lightere m.v. og restriktioner med hensyn til besøg, brug af telefon og lignende. Det fremgår i den forbindelse af forarbejderne til psykiatriloven, at straffelovens §§ 13 og 14 om nødværge og nødret gælder ved siden af lovens regler, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 2076.

...

Om lovligheden af visse mindre vidtgående indgreb, der ikke er hjemlet umiddelbart i psykiatriloven, har Justitsministeriet endvidere i en skrivelse af 10. november 1989 til Ringkøbing Amtskommune bl.a. udtalt, at

'de retlige grænser for foretagelse af sådanne foranstaltninger uden for strafferetsplejen som hidtil må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til opretholdelse af ro, orden og sikkerhed tilsiger.

Det er vanskeligt præcist at angive den nærmere rækkevidde af sådanne anstaltssynspunkter, og hvilke forhold der kan reguleres i medfør heraf. Som centrale krav kan generelt opstilles, at indgrebene skal være sagligt begrundede, ligesom det må kræves, at de foretages under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

Overholdes disse krav, vil det efter omstændighederne, kunne være berettiget at foretage indgreb af den nævnte karakter. I særlige tilfælde, f.eks. hvor der foreligger fare for medpatienter, må personalet endog være forpligtet til at tage f.eks. en kniv fra en voldsom patient.

...'

Jeg kan tilslutte mig det af Justitsministeriet anførte. Jeg bemærker at sådanne sagligt begrundede restriktioner - stadig under iagttagelse af kravet om proportionalitet - må kunne bringes i anvendelse ikke blot til beskyttelse af medpatienter og personale på afdelingen, men også for at beskytte de(n) pågældende patient(er) selv.

Patienterne på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland lider efter det oplyste alle af svære sindssygdomme i den mest intense fase og af en karakter der kræver særlig intensiv psykiatrisk behandling, og amtshospitalet har begrundet forbuddet med at det derfor kan være vanskeligt at afgøre om f.eks. et ønske om tatovering er en følge af den psykiske sygdom og frihedsberøvelse som den pågældende senere eventuelt vil fortryde.

Under henvisning hertil og idet jeg henviser til det som amtshospitalet har anført i udtalelsen af 15. august 1997 om at patienterne når sygdommen kan kontrolleres under mindre frihedsberøvende former har et retskrav på udskrivning fra sikringsafdelingen, har jeg ikke grundlag for at kritisere at sikringsafdelingens ledelse har fastsat et forbud mod tatovering under indlæggelse på afdelingen.

2. Vestsjællands Amts sagsbehandling

A. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn sendte den 12. august 1996 Deres klage videre til Vestsjællands Amt. Som sagen foreligger oplyst må jeg gå ud fra at sagen henlå uekspederet i amtet i tre måneder indtil amtet den 8. november 1996 skriftligt bad amtshospitalet om en opringning og efterfølgende den 12. november 1996 om en udtalelse i sagen. De modtog ikke nogen kvittering fra amtet for modtagelsen af Deres klage, ligesom De heller ikke i forbindelse med amtets høring af amtshospitalet blev underrettet om hvad der skete i sagen. Det mener jeg var en fejl.

Jeg henviser til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) hvoraf følgende fremgår om svarfrister mv. (punkt 206)

'Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.'

Jeg har gjort Vestsjællands Amt bekendt med min opfattelse.

B. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, om partshøring har dette indhold

'Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.'

Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland fremkom den 4. december 1996 med en udtalelse til sagen. I udtalelsen beskrev hospitalet sikringsafdelingens særlige karakter og patientgruppe og begrundede sit oprindelige (mundtlige) afslag på Deres anmodning om tilladelse til tatovering. Der ligger i sagen desuden et telefonnotat vedrørende Vestsjællands Amts henvendelse til amtshospitalet den 11. februar 1997 om hjemmelen for afgørelsen.

I brev af 18. februar 1997 tiltrådte Vestsjællands Amt amtshospitalets afgørelse. Efter min opfattelse burde amtet inden sagen blev afgjort have givet Dem lejlighed til at kommentere de indhentede oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Jeg har gjort Vestsjællands Amt bekendt med min opfattelse, men har ikke fundet grundlag for at foretage mere vedrørende spørgsmålet."

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En patient på sikringsafdelingen klagede over at afdelingens ledelse og Vestsjællands Amt havde afslået hans anmodning om at måtte lade sig tatovere på armene. Afslaget var givet på baggrund af et generelt forbud mod tatovering under indlæggelse.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere at sikringsafdelingens ledelse generelt havde forbudt tatovering under indlæggelse på afdelingen. Ombudsmanden henviste til det sikringsafdelingens ledelse havde oplyst om afdelingens patientgruppe og om at patienterne, når sygdommen kan kontrolleres under mindre frihedsberøvende former, har et retskrav på udskrivning fra sikringsafdelingen.

Ombudsmanden kritiserede derimod Vestsjællands Amt for manglende underretning til klageren om sagens behandling og for manglende partshøring. (J.nr. 1997-1930-424).