Begrundelse i eksamensklagesag. Manglende angivelse af retningslinier for stillingtagen til bevismæssige spørgsmål

Begrundelse i eksamensklagesag. Manglende angivelse af retningslinier for stillingtagen til bevismæssige spørgsmål

Ved brev af 6. juni 1995 klagede A til Det juridiske Fakultet over eksaminationens forløb ved mundtlig eksamen i Almene Fag ved sommereksamen 1995. Ved eksamenen fik A karakteren 8. A redegjorde nærmere for eksaminators ledelse af eksaminationens forløb, og anførte at han ønskede sin præstation revurderet.

A's klage blev forelagt for bedømmerne der den 20. juni 1995 fastholdt karakteren og redegjorde nærmere for baggrunden herfor. A modtog kopi af bedømmernes afgørelse med brev af 22. juni 1995 fra fakultetet.

Ved breve af 6. juni, 15. august og 28. august 1995 uddybede A sin klage. Den ene bedømmer (B) fremkom med et supplerende svar i et brev af 1. august 1995 og den anden bedømmer (C) tilsluttede sig i brev af 22. august B's svar.

A's klage blev forelagt Ankenævnet for eksamensklager ved jurastudiet, som efter det foreliggende holdt møde den 5. september 1995.

Ankenævnet skrev i brev af 12. september 1995 til studiekontoret at Ankenævnet havde besluttet at fastholde karakteren. Ankenævnet henviste til § 11 i bekendtgørelse nr. 81 af 1. februar 1995 om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner og skrev bl.a. følgende

"Ankenævnets afgørelse er truffet på grundlag af en samlet vurdering af de fremførte klagepunkter sammenholdt med bedømmernes udtalelser af 20. juni, 1. august og 22. august 1995."

Fakultetet sendte afgørelsen til A med brev af 14. september 1995. Fakultetet henviste til den nævnte bekendtgørelse, Ankenævnets afgørelse og bedømmernes udtalelser af 20. juni, 1. august og 22. august 1995.

I brev af 28. september 1995 til fakultetet henviste A til eksamensklagebekendtgørelsens § 17, stk. 1, og anmodede om en uddybning af Ankenævnets begrundelse. A skrev bl.a. følgende

"Undertegnede finder ikke, at Ankenævnets afgørelse, af 12. september 1995 modtaget den 15. september 1995, er ledsaget af en begrundelse som bl.a. angiver de hovedhensyn, der har været bestemmende for Ankenævnets skønsudøvelse.

Ankenævnet tilkendegiver alene at; '.. afgørelsen er truffet på grundlag af en samlet vurdering af de fremførte klagepunkter sammenholdt med bedømmernes udtalelser af 20. juni, l. august og 22. august.'

Hertil skal anføres

At undertegnede netop ønskede sagen indbragt for Ankenævnet, da eksaminator og censors oprindelige udtalelse, af 20. juni 1995, ikke belyste eksaminationsforløbet korrekt, både fagligt og faktuelt.

At eksaminators og censors efterfølgende skrivelser af 1. august 1995 og 22. august 1995 ikke besvarer, men derimod rejser flere spørgsmål med hensyn til faktuelle og faglige forhold under eksaminationen ‑ Dette må nødvendigvis fremgå af sagens korrespondance, som på mange punkter er tvetydig og uigennemsigtig.

Undertegnede finder derfor ikke, at Ankenævnets begrundelse redegør for de oplysninger vedrørende sagens faktiske og faglige omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for Ankenævnets afgørelse.

Undertegnede må derfor udbede sig en uddybet begrundelse af Ankenævnet, således at undertegnede kan se hvilken betydning Ankenævnet har tillagt såvel faktuelle som faglige uoverensstemmelser mellem eksaminanden og eksaminator/censor, jævnfør bekendtgørelse nr. 81 af 1. februar 1995 om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner § 1, stk. 2. hvoraf det fremgår at klagen bl.a. kan vedrøre; Eksaminationsgrundlaget , dvs. det faglige og eksamensforløbet , dvs. det faktuelle."

Ankenævnet besvarede ved brev af 12. oktober 1995 A 's anmodning og skrev følgende

"I den anledning kan jeg oplyse, at mindre uoverensstemmelser mellem eksaminandens og bedømmernes beskrivelse af en eksamens faktiske forløb indgår i den samlede vurdering af klagens indhold, men foretages af det enkelte medlem af Ankenævnet.

Det indgår endvidere i det enkelte medlems samlede vurdering af eksamenspræstationen, i hvilket omfang eksaminandens eventuelle indsigelser imod rigtigheden af det juridiske grundlag, bedømmerne oplyser at have lagt til grund bør føre til at der gives klageren medhold i klagen.

Der er derfor normalt mange punkter i klagerens begrundelse og bedømmernes udtalelse, som af Ankenævnets enkelte medlemmer er tillagt forskellig betydning for den samlede bedømmelse, uden at det er muligt at gengive disse forskellige forholds betydning for de enkelte medlemmers vota og dermed for Ankenævnets samlede afgørelse.

Det er på den baggrund Ankenævnets opfattelse, at det ikke er muligt at give en mere detaljeret begrundelse i forbindelse med afgørelser af klager over karakterer i de afgjorte sager."

Fakultetet fremsendte ved brev af 16. oktober 1995 Ankenævnets svar af 12. oktober 1995.

I brev af 30. oktober 1995 til universitetet fastholdt A sin klage over Ankenævnets afgørelse.

Efter korrespondance med universitetet meddelte Det Juridiske Fakultets dekan ved brev af 23. januar 1996, at han ville realitetsbehandle A's klage over Ankenævnets afgørelse. Dekanen skrev bl.a. følgende

"I Deres skrivelse af 25. november 1995 har De anført, at De ikke finder, at Ankenævnet i sin afgørelse har inddraget såvel faktuelle som faglige kriterier.

Jeg har på baggrund af Ankenævnets afgørelse af 12. september 1995 og dets skrivelse af 12. oktober 1995 ikke fundet anledning til at betvivle, at Ankenævnet har inddraget de foreliggende oplysninger om både eksaminationsgrundlaget, eksamensforløbet og bedømmelsen, jfr. § 29. I den forbindelse har jeg navnligt lagt vægt på Ankenævnets skrivelse af 12. oktober 1995, 2. og 3. afsnit.

Endvidere har De i skrivelsen af 25. november 1995 forespugt, hvilken afgørelse fra Folketingets Ombudsmand, der omtales i Studiekontorets skrivelse af 15. november 1995.

Til Deres orientering kan jeg oplyse, at Folketingets Ombudsmand i en afgørelse af 22. august 1994 har taget stilling til en lignende begrundelse fra Ankenævnet. Den pågældende afgørelse vedlægges i kopi.

Endelig har De i skrivelsen af 25. november 1995 anført, at De finder, at Studiekontorets skrivelse af 3. november 1995 burde have været forsynet med klagevejledning.

Jeg skal i den forbindelse beklage, at den omtalte skrivelse ikke indeholdt en klagevejledning. Studiekontoret har overfor mig oplyst, at grunden hertil var, at man opfattede skrivelsen som en informativ service ‑ og ikke som en egentlig afgørelse.

På baggrund af ovenstående finder jeg ikke anledning til at foretage mig videre i anledning af Deres klage.

Denne afgørelse kan påklages til Undervisningsministeriet, for så vidt angår retlige spørgsmål, jfr. § 46, stk. 3, og § 48, stk. 1, 2. pkt. Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt Dem, jfr. § 48, stk. 2. Klagen skal indsendes til Det juridiske Fakultet, St. Kannikestræde 11, 1017 København K, jfr. § 48, stk. 1, 1. pkt. Fakultet vil herefter fremsende klagen til Undervisningsministeriet via universitetets rektor."

Ved brev af 5. februar 1996 påklagede A dekanens afgørelse til Undervisningsministeriet. A skrev bl.a. følgende

"Undertegnede ønsker at gøre følgende gældende

Principalt

Det Juridiske Fakultets afgørelse af 23. januar 1996 lider af retlige mangler, jævnfør Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995, § 46, stk. 3 jævnfør § 48, stk. 1, 2. pkt., hvorfor Det Juridiske Fakultets afgørelse er ugyldig og hjemvises til fornyet behandling.

Påstanden støttes på

At Det Juridiske Fakultet, i afgørelsen af 23. januar 1996, overser problemstillingen, idet Ankenævnets afgørelsesgrundlag omtales som 'kriterier', hvilket ikke er tilfældet, idet der ikke er tale om et forvaltningsretligt skøn, men en retlig bundet pligt, jævnfør Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995, § 29.

At Det Juridiske Fakultet, i afgørelsen af 23. januar 1996, ikke behandler Ankenævnets afgørelse i relation til Forvaltningsloven, som påklaget af undertegnede, i skrivelse af 25. november 1995.

Subsidiært

Ankenævnets afgørelse af 12. september 1995 lider af retlige mangler , jævnfør Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august l995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet, § 36, jævnfør § 29, hvorfor Ankenævnets afgørelse er ugyldig og hjemvises til fornyet behandling.

Påstanden støttes på

At Ankenævnet ikke kan foretage en forhåndsafvisning af en anke men er retlig forpligtet til at realitetsbehandle en anke, jævnfør Undervisningsministeriet bekendtgørelse nr. 701 af 21. august l995, § 36, jævnfør § 29. Anken kan efter realitetsbehandling blandt andet afvises, jævnfør bekendtgørelsens § 32. Ankenævnet skal derfor træffe afgørelse, og er herved omfattet af Forvaltningsloven.

At Ankenævnets afgørelse, i skrivelse af 12. september l995, ikke er ledsaget af en begrundelse som bl.a. angiver de hovedhensyn, der har været bestemmende for Ankenævnets skønsudøvelse samt hvilke oplysninger, vedrørende sagens faktiske og faglige omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning.

At det er dårlig forvaltningsskik, at Ankenævnet afviser at give begrundelse med følgende argumentation, jævnfør Ankenævnets skrivelse af 12. oktober l995; 'Der er derfor normalt mange punkter i klagerens begrundelse og bedømmernes udtalelse, som af Ankenævnets enkelte medlemmer er tillagt forskellig betydning for den samlede bedømmelse, uden at det er muligt at gengive disse forskellige forholde betydning....' (min understregning). Ankenævnet tilkender hermed netop at begrundelserne findes, men at Ankenævnet åbenbart ikke ser sig i stand til at 'udtrykke' disse begrundelser, uagtet Forvaltningslovens regler herom!.

At Ankenævnet, i skrivelse af 12. september l995, alene tilkendegiver at; '.. afgørelsen er truffet på grundlag af en samlet vurdering af de fremførte klagepunkter sammenholdt med bedømmernes udtalelser af 20. juni, l.august og 22. august.'

At undertegnedes anke, til Ankenævnet, netop havde baggrund i eksaminator og censors meget tvetydige, og som skriftligt påvist af undertegnede direkte modstridende begrundelser, jævnfør eksaminator og censors skrivelser af 20. juni 1995, 1. august l995 og 22. august 1995, som påpeget i undertegnedes skrivelse af 15. august 1995; 'I eksaminators brev af 1. august l995 forsøges endnu en ændring af det reelle hændelsesforløb...' og 'Eksaminator forsøger (jævnfør dennes tidligere skrivelse af 1. august 1995), urigtigt, at fastslå at diskussionen...' (min klamme, der henvises til de respektive skrivelsers fulde ordlyd ).

En begrundelse fra Ankenævnet kan derfor ikke , i sagen natur, relateres til eksaminator og censors begrundelse, da netop disse begrundelser med tydelighed fremstår som værende tvetydige og uforenelige.

Der er på ingen måde tale om '..mindre uoverensstemmelser..' som anført i Ankenævnets 'uddybende begrundelse' af 12. oktober 1995, men derimod meget betydelige, faktisk afgørende, uoverensstemmelser mellem eksaminator/censor og undertegnede.

At Ankenævnet er retlig bundet til at inddrage såvel faktuelle som faglige uoverensstemmelser mellem eksaminanden og eksaminator/censor, jævnfør bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet, § 29, hvoraf det fremgår at anken bl.a. kan vedrøre; ' Eksaminationsgrundlaget' , det vil sige det faglige, og 'eksamensforløbet' , det vil sige det faktuelle.

At Ankenævnets 'uddybende begrundelse', i skrivelse af 12. oktober 1995, ikke på nogen måde supplerer Ankenævnets skrivelse af 12. september 1995 eller redegør for de oplysninger vedrørende bl.a. sagens faktiske og faglige omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for Ankenævnets afgørelse.

At undertegnede, i skrivelse af 28. august 1995, opfordrer Ankenævnet til at forespørge uvildig tredie mand om spørgsmålet vedrørende 'eksaminationsgrundlaget' , hvilket Ankenævnet tilsyneladende ikke har ønsket at drage nytte af. Der henvises i denne sammenhæng til Vejledning om forvaltningsloven, punkt 199.

Hertil bemærkes yderligere at undertegnede besidder den opfattelse, på baggrund af telefonisk samtale med (D) i sin funktion som sekretær for Ankenævnet, at Ankenævnet alene har truffet afgørelse, i nærværende sag, ved sagsobjektiv vurdering af de skriftlige indlæg fra eksaminator/censor og undertegnede, hvilket indebærer at Ankenævnet ikke har taget stilling til eksaminationsgrundlaget. Denne opfattelse styrkes i høj grad af indholdet, eller rettere manglerne, i Ankenævnets skrivelser af 12. september l995 og 12. oktober 1995."

Klagen blev inden indsendelse forelagt Ankenævnet. Ankenævnet udtalte i brev af 14. februar 1996 at Ankenævnet havde realitetsbehandlet klagen og herefter truffet afgørelse.

Ved brev af 1. marts 1996 til Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet bad A bl.a. om aktindsigt i " interne formulerede retningslinier , omhandlende Ankenævnets procedure, specielt med hensyn til formulerede retningslinier om hvorledes Ankenævnet behandler det materielle indhold af en eksamensanke".

Københavns Universitet, Studieadministrationen, fremsendte den 11. marts 1996 på rektors vegne klagen til Undervisningsministeriet og udtalte at man var enig i dekanens afgørelse.

Ankenævnet oplyste i et brev af 26. marts 1996 at ankenævnet ikke har udfærdiget interne retningslinier om, hvorledes nævnet skal behandle det materielle indhold af en eksamensanke. Ved brev af 11. april 1996 videresendte Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet bl.a. svaret fra Ankenævnet til A.

Den 29. juni 1996 afgav A en supplerende udtalelse i sagen. Han skrev bl.a. følgende

" Ankenævnets processuelle stilling

Indledningsvis, skal undertegnede stille spørgsmål ved, om selve eksaminationen og bedømmernes udtalelser, kan anses for værende en afgørelse eller skal anses som værende faktisk forvaltningsvirksomhed i Forvaltningslovens forstand?

Spørgsmålet findes af betydning, idet Ankenævnets beslutning af 12. september 1995, uden tvivl er en afgørelse, jævnfør Forvaltningsloven § 2, stk.l.

Sondring har betydning for begrundelsespligten, for en afgørelse som beror på administrativ rekurs eller som udspringer fra første instans.

Det skal kort omtales, at Ankenævnets er sammensat af betydelig juridisk kompetence. Ankenævnet for det Juridiske studie har tre ud af fire medlemmer, hvor disse foruden en cand.jur eksamen, tillige besidder fornemme juridiske placeringer. Et medlem er stud.jur. Nævnets sammensætning er derfor meget fagspecifikt og formodes yderst juridisk velfunderet.

Ankenævnets kompetence, skal derfor på den ene side ses som saglig i relation til selve studiets indhold, men skal tillige, på den anden side, anses i form af en funktion som sikkerhedsgaranti for de studerende på studiet. Det vil sige en sondring mellem retskonformitet og retssikkerhed.

Ankenævnet er et forvaltningsmæssigt organ, som organisatorisk er placeret mellem Universitetet og Undervisningsministeriet, og skal derfor opfylde begge ovennævnte funktioner.

Med hensyn til diskussionen om, hvorvidt Ankenævnets afgørelse skal anses som værende rekurs eller første instans afgørelse, finder undertegnede, af retsikkerhedsmæssige årsager, når der er tvivl om den processuelle stilling, må betyde at Ankenævnet behandling, som minimum, indebærer en udvidet prøvelse, samt en begrundelse, som i hvert fald lever op til Forvaltningslovens minimumsbestemmelser.

Også det forhold, at Ankenævnets afgørelse kan rekurreres, må af hensyn til Undervisningsministeriet, som rekursorgan, indebære et krav om velbegrundet forvaltning, således at Undervisningsministeriets grundlag, i en mulig klagesag, er tilstrækkeligt. I denne sammenhæng findes Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august l995, § 48, om alene at vedrøre retlig spørgsmål, uden betydning, jævnfør Bent Christensen i »Forvaltningsret. prøvelse«, 2. udgave, side 258; 'I nyere lovgivning er der mange eksempler på, at prøvelsesgrundlaget karakteriseres ved ordene 'retlige spørgsmål'. Meningen med denne karakteristik er, at rekursinstansen skal bruge samme prøvelsesgrundlag som domstolene'. Det vil sige prøvelsesgrundlaget er fuldstændigt, med undtagelse af prøvelse af afvejningen af et forvaltningsmæssigt skøn. Herom henvises til Bent Christensen »Forvaltningsret. prøvelse«, 2. udgave, kapitel 3.

Ankenævnets realitetsbehandling

Ankenævnets prøvelsesgrundlag udspringer af en lovhjemlet retspligt. Retsgrundlaget er Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995, § 36 jævnfør § 29.

Selve prøvelsen bør være ubetinget og udtømmende. Herom skriver Bent Christensen i »Forvaltningsret. prøvelse«, 2. udgave, side 258; 'Ankenævn med sagkyndige, interesserepræsentanter eller politikere og lægmænd synes således, hvor loven ikke foreskriver noget andet, tilbøjelige til fuldstændig prøvelse'. I nærværende sag kan der ikke være tvivl om Ankenævnets sagkyndige repræsentation.

Om selve pligten til at begrunde en afgørelse, jævnfør Forvaltningsloven §§ 22 og 24, finder undertegnede, på baggrund af Ankenævnets processuelle stilling, at den særlig sagkundskab og Ankenævnets organisatoriske placering må medføre en intensiv pligt til begrundelse.

Da undertegnedes klage til Ankenævnet, netop beror på en uoverensstemmelse mellem undertegnede og eksaminator/censor, vil en begrundelse, baseret på bedømmernes udtalelser, savne mening, da netop disse udtalelser danner grundlag for klagen ‑ argumentationen vil være cirkulær!.

Der henvises til C.A.Nørgaard og J.Garde i »Forvaltningsret. Sagsbehandling«, 4. udgave, side 256. 'Navnlig hvis sagens faktiske omstændigheder er omtvistede, er det væsentlig, at det fremgår, hvilken opfattelse myndigheden har af sagens faktum, og hvilke oplysninger der er tillagt betydning.' Der henvises endvidere til Vejledning om forvaltningsloven, punkt 134.

I relation til undertegnedes anbringender overfor Ankenævnet, skal følgende bemærkes.

Følgende er, under sagen, gjort gældende af undertegnede;

I undertegnedes skrivelse af 15. august 1995

· Undertegnedes anbringende om at marxistisk teori er en faseteori.

· Det forhold at eksaminator/censors skrivelser, åbenlyst, indebærer modsætninger.

· Det forhold at eksaminator/censor, bevist, manipulerer med undertegnedes skrivelser, for at kunne fremkomme med kritik. Grundlaget for kritikken er ubegrundet, og beror alene på en, bevidst, fejlforståelse af undertegnedes klage, fra eksaminator/censors side.

· Uenigheden, om eksaminationsforløbet. Herunder eksaminators ændrede forklaring om forløbet i dennes forskellige skrivelser. Undertegnede har med direkte henvisning til pensum, anfægtet eksaminators / censors påstande.

· Betydningen af, at eksaminators manglende rutine/indsigt i de fag hvori et tillægsspørgsmål skulle stilles, med det dermed følgende manglende overblik.

· Det åbenbare forhold, at eksaminator bevist ændrer faktum i sine skrivelser.

I undertegnedes skrivelse af 28. august 1995

· Eksaminator/censors brug af 'facit'‑svar, som reelt var fejlagtige, jævnfør pensum.

· Undertegnedes, gentagne, påpegning af eksaminator/censors fordrejning af faktum, i deres skrivelser.

Ovennævnte påstande og anbringender, fremsat af både undertegnede og eksaminator/censor, må nødvendigvis indgå i Ankenævnets behandling. Behandlingen betyder, at ankenævnet skal tage stilling til disse. Herom skriver Bent Christensen i »Forvaltningsret. prøvelse«, 2. udgave, side 255; 'Relevante og forståelige påstande og anbringender har i alt fald den betydning, at rekursorganet skal tage stilling til dem'. Der henvises tillige til Folketinget Ombudsmandsberetning fra 1982 side 84.

Da Ankenævnet afviser undertegnedes klage uden specifik begrundelse, må undertegnede antage at Ankenævnet har afvist alle undertegnedes påstande og anbringender, jævnfør ovenfor.

Det giver alene undertegnede mulighed for to konklusioner, da sagsmaterialet foreligger i skriftlig form, og derfor ikke kan danne grundlag for umiddelbare problemer med bevis, at

1. Ankenævnet har ikke sat sig tilstrækkelig ind i nærværende sag. Herunder både med hensyn til faktuelle og faglige uoverensstemmelser mellem eksaminanden og eksaminator/censor.

Eller 2. Ankenævnet finder at acceptere, at eksaminator/censor kan ændre på faktum. At der eksamineres i et omfattende pensum, hvor eksaminators kendskab hertil blandt andet udspringer i et kortvarigt kursus. At ankenævnet ikke mener at være forpligtet til at tage stillig til den faglige uoverenstemmelse.

Disse konklusioner, findes at belaste Ankenævnet i sådan en grad, at Ankenævnet funktion bør overvejes. Ankenævnets funktion er netop at;

· Behandle en klage udfra det fuldstændige faktuelle og faglige grundlag.

· Sikre en standard ved eksaminationsformen, af hensyn til eksaminanden, men ikke mindst af hensyn til institutionens troværdighed.

Undertegnede, håber, at konklusionerne er fejlagtige, da følgerne må være fatale for Ankenævnet og selve den juridiske institutionen.

Men da Ankenævnet afgørelse, set i lyset af sagens indhold, ikke indeholder en begrundelse for afslaget, må alene disse konklusioner være at drage på nærværende grundlag.

Endelig skal der kort gøres en bemærkning om karakterskalaen. Jævnfør Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 513 af 22. juni 1995, § 3. § 4, stk. l, nr. 1‑7, definerer forhold som har betydning for graden af eksaminandens selvstændighed under eksaminationen."

Den 8. juli skrev Undervisningsministeriet til Københavns Universitet, Studieadministrationen, og bad om universitetets bemærkninger til A's udtalelse af 29. juni 1996.

Ved brev af 4. oktober 1996 kommenterede Studieleder for det juridiske studium, E, A's klage for så vidt angik eksamensformen og ordningen med tillægsspørgsmål. Ved brev af 7. oktober 1996 kommenterede Ankenævnet A's brev af 29. juni 1996. Ankenævnet skrev bl.a. følgende

"I følge bestemmelserne i §§ 36‑40 i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet skal Ankenævnet afgøre klager over afholdte prøver. De klager, som nævnet skal behandle angår eksamensgrundlaget, eksamensforløbet og bedømmelsen af eksamenspræstationen, jf. § 29. Nævnets behandling skal danne grundlag for, at nævnet kan træffe afgørelse af, om de påståede mangler skal føre til, at karakteren forhøjes, eller om der for mundtlige prøvers vedkommende skal tilbydes klageren en adgang til reeksamination, jf. § 40. Hvis nævnet ikke finder grundlag herfor, skal nævnet efter bekendtgørelsens formulering 'afvise klagen'.

I den foreliggende sag har afgørelsesgrundlaget for, hvorvidt der var mangler i eksamensforløbet og dermed i bedømmelsen af eksaminandens mundtlige præstation, været oplysningerne i klagerens og bedømmernes skrivelser, om hvad der skete under selve eksaminationen. Nævnet har ikke haft anledning til at inddrage klagepunkter, der alene angår indholdet af bedømmernes udtalelser eller eksaminators faglige kvalifikationer.

...

Klageren og de to bedømmere har i deres udtalelser om sagen beskrevet, hvorledes eksaminationen forløb, og har herunder redegjort for nogle af de spørgsmål, der blev stillet og på hvilken måde eksaminanden reagerede. Disse beskrivelser er på nogle områder uoverensstemmende.

På den baggrund har nævnets medlemmer på grundlag af klagens indhold og samtlige de i sagen foreliggende oplysninger om hele forløbet vurderet, om der må antages at have foreligget mangler heri af en sådan karakter, at eksaminationen måtte tilsidesættes og eksaminanden tilbydes reeksamination.

Efter denne gennemgang af klagen og de i øvrigt foreliggende oplysninger om eksaminationsforløbet har nævnet ikke fundet grundlag for at antage, at der har været sådanne mangler ved eksaminationen, at denne måtte tilsidesættes og eksaminanden tilbydes reeksamination.

Nævnet har endvidere efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om eksamenspræstationen ikke fundet grundlag for at tilsidesætte den af eksaminator og censor foretagne karakterfastsættelse og forhøje karakteren."

Den 16. oktober 1996 videresendte Det Juridiske Fakultet udtalelserne og skrev at man ikke havde yderligere bemærkninger. Den 30. oktober 1996 fremsendte Københavns Universitet, Studieadministrationen, udtalelserne til Undervisningsministeriet. Studieadministrationen beklagede den lange sagsbehandlingstid og skrev at man ikke havde yderligere bemærkninger.

Undervisningsministeriet bad den 5. november 1996 om A's eventuelle bemærkninger, og i brev af 29. november 1996 skrev A bl.a. følgende

"Der er enighed mellem undertegnede og Ankenævnet om dets virke, samt om hvilket materielt indhold, en klage til Ankenævnet kan bygge på; Eksamensgrundlaget, eksamensforløbet og bedømmelsen, jævnfør § 29 i Undervisningsministeriets Bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995.

På denne baggrund, er det påfaldende at Ankenævnet i deres skrivelse af 7. oktober, efterfølgende om undertegnedes klage fremfører; 'I den foreliggende sag har afgørelsesgrundlaget for, hvorvidt der var mangler i eksamensforløbet og dermed i bedømmelsen af eksaminandens ...' (min understregning). Hermed tilkendegiver Ankenævnet altså, at Ankenævnet, i undertegnedes klage, ikke har villet behandle eksamensgrundlaget , uagtet at Ankenævnet selv forinden har fastslået at også eksamensgrundlaget kan udgøre et grundlag for en anke!. Endnu værre bliver det, når Ankenævnet direkte afviser at behandle; '..klagepunkter, der alene angår indholdet af bedømmernes udtalelser eller eksaminators faglige kvalifikationer'. Ankenævnet afviger med tydelighed fra deres lovhjemlede opgave, jævnfør § 29, nr. 1 i Undervisningsministeriets Bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at undertegnede netop i sin klage til Ankenævnet lagde vægt på at få afgjort spørgsmålet om eksamensgrundlaget, jævnfør blandt andet undertegnedes skrivelse af 28. september 1995; Undertegnede må derfor udbede sig en uddybet begrundelse af Ankenævnet, således at undertegnede kan se hvilken betydning Ankenævnet har tillagt såvel faktuelle som faglige uoverensstemmelser mellem eksaminanden og eksaminator/censor, jævnfør bekendtgørelse nr. 81 af 1. februar 1995 om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner § 1, stk. 2. hvoraf det fremgår at klagen bl.a. kan vedrøre; 'Eksaminationsgrundlaget , dvs. det faglige og eksamensforløbet , dvs. det faktuelle'.

Spørgsmålet om eksamensgrundlaget, skal ses i lyset af eksaminator og censors meget eksplicitte tilkendegivelser i deres indledende svarskrivelser, omkring 'den rette forståelse af pensum'. Undertegnede har dog senere afvist disse 'rette forståelser' i sine skrivelser, med direkte henvisning til pensum.

Ankenævnet må derfor tage stilling til det faglige indhold i eksamensgrundlaget. Stillingtagen kan og skal ske med baggrund i eksaminator og censors skriftlige indlæg i denne sag, samt Ankenævnets specifikke kendskab til fagets pensum. Ankenævnets vil alene på denne baggrund kunne opfylde deres lovhjemlede forpligtelse til at efterkomme en klage på baggrund af eksamensgrundlaget.

Det er derfor utilstrækkeligt, når Ankenævnet tilkendegiver at deres afgørelsesgrundlag alene har været baseret; '.. på grundlag af klagens indhold og samtlige de i sagen foreliggende oplysninger om hele forløbet,...', idet det erindres at Ankenævnet selv i deres skrivelse tilkendegiver, at klagen også kan baseres på eksamensgrundlaget. Ankenævnet må nødvendigvis tage stilling til om eksaminator og censor har misforstået pensum. Materialet til denne undersøgelsesproces foreligger i form af eksaminator og censors skrivelser i relation til undertegnedes skrivelser, samt det af Ankenævnet formodede yderst velkendte pensum.

Yderligt bemærkes, at Ankenævnet i deres skrivelse af 12. oktober 1995 taler om 'mindre uoverensstemmelser' mellem eksaminanden og eksaminator. Medens Ankenævnets i sin skrivelse af 30. oktober 1996 finder at; 'Disse beskrivelser er på nogle områder uoverensstemmende ' (min fremhævelse), der er tilsyneladende ikke længere tale om 'mindre' uoverensstemmelser, men reelle forskelle i undertegnedes opfattelse, og eksaminators opfattelse. Undertegnede er bestemt enig i denne 'nye' erkendelse fra Ankenævnet.

Det skal tilføjes til Ankenævnets skrivelse af 7. oktober 1996 (side 2), at undertegnede er fejlciteret af Ankenævnet, med hensyn til Ankenævnets henvisning til undertegnedes skrivelse af 6. juli 1995. Diskussionen i undertegnedes skrivelse af 6. juli 1995, drejer sig om ' fase opdelingen' ikke om ' fag opdelingen'.

Undervisningsministeriet traf herefter afgørelse den 27. februar 1997. Efter en redegørelse for sagen skrev ministeriet bl.a.

"I henhold til § 46, stk. 3, i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet, der trådte i kraft 1. september 1995 og samtidig ophævede Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 1. februar 1995 om behandling af eksamensklager ved visse uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet kan dekanens afgørelse af 23. januar 1996 indbringes for Undervisningsministeriet, jf. § 48.

Efter samme bekendtgørelse § 48 kan ministeriet kun behandle klager vedrørende retlige spørgsmål.

Ankenævnets afgørelser i sager om eksamensklage er afgørelser i forvaltningsretlig forstand og i medfør af forvaltningslovens § 22 undergivet krav om begrundelse.

Kravene til indholdet af en begrundelse findes i forvaltningslovens § 24. Som et overordnet krav gælder, at begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningslovens, pkt. 132.

Der kan herudover ikke siges noget præcist om, hvor udførlig en begrundelse skal være. Det afhænger af en konkret vurdering bl.a. af afgørelsens art og karakter samt partens egen udførlighed i forbindelse med sagen. (jf. Hans Gammeltoft‑Hansen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 371‑72).

Ankenævnets afgørelse er en standardbegrundelse. Der er intet til hinder for anvendelse af standardbegrundelser, men kravene i forvaltningslovens § 24 gælder også for indholdet af sådanne begrundelser (jf. Hans Gammeltoft‑Hansen m.fl., Forvaltningsret 1994, s. 374).

Ankenævnets afgørelse af 12. september 1995 og uddybende begrundelse af 12. oktober 1995 er begge sendt til Dem.

Ministeriet har noteret, at dekanen har beklaget, at der ikke blev givet klagevejledning i Studiekontorets skrivelse af 3. november 1995.

For så vidt angår Deres klage over eksaminationsformen i Almene fag kan vi henvise til studievejlederen udtalelse af 4. oktober 1996. Ministeriet kan, jf. den førnævnte eksamensbekendtgørelses § 48, kun behandle klage over retlige spørgsmål og ikke behandle klage over faglige vurderinger.

Vedrørende spørgsmålet om Ankenævnets processuelle stilling henvises til den førnævnte eksamensbekendtgørelses bestemmelser om Anke.

Ankenævnets prøvelse vedrører det faglige, jf. at Ankenævnets afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, eksamensbekendtgørelsens § 41.

Klager over retlige spørgsmål vedrørende afgørelser, som er truffet i medfør af § 32 eller § 40, kan indbringes for institutionen, jf. § 46 i eksamensbekendtgørelsen.

I medfør af universitetslovens § 11 kan klager over retlige spørgsmål påklages til undervisningsministeren.

Ministeriet kan tilføje, at Ankenævnet ved en afvisning af klagen ikke skal foretage en omvurdering af eksamenspræstationen for derved at komme til nye argumenter, der eventuelt kunne føre til fastholdelse af den givne karakter.

Med hensyn til Deres anmodning om aktindsigt i materiale tilgået og modtaget fra Rektoratet vedrørende en eksamensklage har universitet besvaret spørgsmålet i brev af 14. maj 1996 med, at De har modtaget det udbedte materiale.

På Deres begæring om aktindsigt i Ankenævnets referater har universitetet svaret Dem i brev af 11. april 1996.

På det foreliggende grundlag må vi afvise Deres klage over dekanens afgørelse af 23. januar 1996.

Ministeriet beklager den lange ekspeditionstid."

Den 14. marts 1997 modtog jeg A's klage, og den 19. marts modtog jeg de pågældende afgørelser samt en række andre bilag.

Den 22. april 1997 besvarede jeg A's klage vedrørende sagsbehandlingstiden. Jeg bad samtidig Undervisningsministeriet - efter forud indhentet erklæring fra Københavns Universitet og Ankenævnet - om en udtalelse til A's klage over de afgørelser, som Københavns Universitet, Ankenævnet og Undervisningsministeriet traf i anledning af A's klage over eksaminationen den 24. maj 1995. Jeg bad tilsvarende om udtalelser om de begrundelser, som A havde fået for afgørelserne.

Den 23. april 1997 skrev A til mig, og jeg besvarede denne henvendelse ved brev af 30. april 1997.

Ankenævnet udtalte i et brev af 9. juni 1997 bl.a. følgende

"I den anledning skal jeg meddele, at Ankenævnet kan henholde sig til nævnets tidligere udtalelser i sagen. Det tilføjes, at der i Ankenævnets medlemmers vurdering af et klagepunkt, der angår eller forudsætningsvis angår forståelsen af en nærmere angiven del af indholdet af pensum, indgår den viden, som nævnets medlemmer har eller til brug for sagens afgørelse skaffer sig om indholdet af pensum på dette punkt."

Studiekontoret fremsendte den 12. juni 1997 sagen uden yderligere kommentarer til Det Juridiske Fakultet. Fakultetets dekan videresendte den 18. juni 1997 sagen og udtalte bl.a. følgende

"Med hensyn til den tidligere afgørelse vedrørende Ankenævnets begrundelse har fakultetet ikke yderligere bemærkninger, idet den foreliggende begrundelse ses at opfylde de krav, der stilles til sager af den karakter. I den forbindelse kan der henvises til Folketingets Ombudsmands udtalelser af 22. august 1994 og 28. januar 1997, hvor Ankenævnets begrundelser behandles og ikke giver anledning til kritik."

Den 30. juni 1997 fremsendte Københavns Universitet, Studieadministrationen, udtalelserne til Undervisningsministeriet. Studieadministrationen beklagede den lange sagsbehandlingstid og skrev at man ikke havde yderligere bemærkninger.

Undervisningsministeriet fremsendte den 23. juli 1997 udtalelserne til mig og meddelte at ministeriet henholdt sig til ministeriets afgørelse og udtalelserne fra Ankenævnet og Københavns Universitet.

Jeg sendte A kopi af udtalelserne og bad om hans eventuelle bemærkninger.

Den 8. april 1998 konstaterede jeg at jeg ikke havde modtaget sagens akter, hvorfor jeg bad Undervisningsministeriet om at indsamle og indsende disse til mig. Jeg sendte A en kopi af brevet.

Den 22. maj 1998 orienterede jeg A om Undervisningsministeriets brev af 19. maj 1998. Den 27. maj 1998 modtog jeg sagens akter.

Ombudsmandens udtalelse

" 1. Retsreglerne

Undervisningsministeriet har med hjemmel i Universitetslovens § 2, stk. 1, fastsat nærmere regler om behandling af eksamenklager. Da De rejste sagen ved at indgive klage til universitetet, og da bedømmerne traf afgørelse i Deres sag, gjaldt bekendtgørelse nr. 81 af 1. februar 1995 om behandling af eksamensklager ved de videregående uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet. Da Ankenævnet, Københavns Universitet og Undervisningsministeriet traf afgørelser i Deres sag gjaldt bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet, § 49 at bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. september 1995. Bekendtgørelsen indeholder ikke bestemmelser om, hvorvidt sager som er rejst før de nye reglers ikrafttræden færdigbehandles efter de tidligere regler. Da der ikke er forskel på de relevante bestemmelser for sagen, har jeg besluttet at jeg ikke vil tage stilling til hvilken af bekendtgørelserne det efter den 1. september 1995 er mest korrekt at henvise til. Jeg har valgt i det følgende at henvise til bekendtgørelse nr. 81 af 1. februar 1995 om behandling af eksamensklager ved de videregående uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet.

Den centrale bestemmelse for denne sag er § 1, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 81 af 1. februar 1995 om behandling af eksamensklager ved de videregående uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet. Bestemmelsen har følgende ordlyd

' § 1.

Stk. 2. Klagen kan vedrøre

eksaminationsgrundlaget (eksamensspørgsmål, opgaver og lignende) og dets forhold til pensum,

eksamensforløbet,

bedømmelsen.'

Jeg henviser i øvrigt til de 2 bekendtgørelser som jeg vedlægger.

2. Bedømmernes og Ankenævnets afgørelser

Med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt karaktergivning er afgørelser i forvaltningslovens forstand (hvilket har betydning for om der skal begrundes, jf. forvaltningslovens § 22), henviser jeg til min udtalelse i Folketingets Ombudsmands Beretning for året 1993, s. 315ff, (vedlagt) samt vedlagte anonymiserede udgave af min udtalelse af 28. januar 1997 s. 11f. Som det fremgår af sidstnævnte udtalelse kan det ikke give mig anledning til bemærkninger, at myndighederne ikke anser karaktergivning for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Som det fremgår af sagen i beretningen for 1993, s. 315ff, er afgørelser der træffes i en klagesag vedrørende eksamen afgørelser i forvaltningslovens forstand. De ovenfor nævnte regler om behandling af eksamensklager bruger da også betegnelsen 'afgørelse', jf. bl.a. §§ 7 og 13 i bekendtgørelsen.

Jeg har ovenfor citeret bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Det fremgår heraf at Undervisningsministeriet har præciseret betydningen af 'eksaminationsgrundlaget' ved i parentes at tilføje 'eksamensspørgsmål, opgaver og lignende'. Det fremgår også, at der kan klages over eksaminationsgrundlagets forhold til pensum (min fremhævelse). Det fremgår således at pensum ikke i sig selv er en del af 'eksaminationsgrundlaget' og at der ved 'eksaminationsgrundlaget' menes de spørgsmål, opgaver og lignende som eksaminanden bliver forelagt i forbindelse med eksaminationen. Der kan endvidere klages over eksamensforløbet og selve bedømmelsen.

Med hensyn til de spørgsmål som De er blevet stillet ved eksaminationen og Deres svar herpå, har jeg ved min gennemgang af Deres og bedømmernes udtalelser konstateret, at der er betydelige uoverensstemmelser mellem bedømmernes og Deres opfattelse af eksaminationen.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende, fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af eksamensforløbet den 24. maj 1995 vil derfor ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse.

Som jeg har anført i min vedlagte udtalelse af 28. januar 1997, s. 15, bygger bedømmelsen af en eksamenspræstation, og dermed bedømmernes og Ankenævnets stillingtagen til en klage over bedømmelsen, på en fagkyndig vurdering. Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg som ombudsmand kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvist bygger på særlig fagkyndig viden. Dette gælder også for eksamensklager fra jurastudiet, da selve bedømmelsen (udmåling af karakter) af eksamenspræstationen også her beror på en fagkyndig vurdering. Selv hvis eksamensforløbet den 24. maj 1995 kunne endeligt konstateres, ville jeg derfor være afskåret fra at efterprøve de fagkyndige vurderingers rigtighed som er af afgørende betydning for denne sag.

3. Ankenævnets begrundelse

Som det fremgår af sagen har De også klaget over Ankenævnets begrundelse for nævnets afgørelse, jf. Ankenævnets brev af 12. september 1995.

Som jeg har skrevet ovenfor i afsnit 2, er afgørelser der træffes i en klagesag vedrørende eksamen, afgørelser i forvaltningslovens forstand. Disse afgørelser skal derfor ledsages af en begrundelse, når de meddeles skriftligt og ikke giver parten fuldt ud medhold, jf. forvaltningslovens § 22. Kravene til indholdet af en begrundelse findes i forvaltningslovens § 24, der har følgende indhold

' § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3....'

Jeg har tidligere haft lejlighed til at tage stilling til begrundelseskravene til (eksamens)ankenævnenes afgørelser, jf. min vedlagte udtalelse af 28. januar 1997. I denne sag udtalte jeg (på s. 17 i vedlagte anonymiserede udgave) bl.a. følgende

'Begrundelse for afgørelser vedrørende eksamenspræstationer er ... vanskelig, og kravene til begrundelsens specifikation og udførlighed må ses i sammenhæng hermed. Ankenævnet skal ved sin vurdering ikke foretage en egentlig fornyet vurdering af eksamenspræstationen (eller give en begrundelse for den karakter som bedømmerne har givet), men skal vurdere om bedømmernes vurdering af præstationen ligger inden for rammerne af bekendtgørelsens regler herom. De enkelte medlemmer af Ankenævnet kan endvidere som anført af nævnet komme til samme resultat (afvisning) ud fra forskellige vurderinger og vægtninger af de forskellige elementer i sagen. Der kan således efter min opfattelse ikke stilles vidtgående krav til indholdet af Ankenævnets begrundelser.'

Sagen som var baggrund for min udtalelse af 28. januar 1997 vedrørte en skriftlig eksamen. Deres klage vedrører derimod en mundtlig eksamen, og i Deres sag er der betydelige uoverensstemmelser mellem bedømmernes og Deres opfattelse af eksaminationen.

Som ovenfor anført begrundede Ankenævnet og Ankenævnets sekretariat (fakultetskontoret) i brevene fra september 1995 Ankenævnets afgørelse med en henvisning til 'en samlet vurdering af de fremførte klagepunkter sammenholdt med bedømmernes udtalelser'.

I et brev af 12. oktober 1995 til Dem uddybede Ankenævnet sin begrundelse. Ankenævnet skrev - som ovenfor anført - bl.a. 'at mindre uoverensstemmelser mellem eksaminandens og bedømmernes beskrivelse af en eksamens faktiske forløb indgår i den samlede vurdering af klagens indhold, men foretages af det enkelte medlem af Ankenævnet.'

Til brug for Undervisningsministeriets behandling af Deres klage udtalte Ankenævnet i et brev af 7. oktober 1996 - som ovenfor anført - bl.a. følgende

'I den foreliggende sag har afgørelsesgrundlaget for, hvorvidt der var mangler i eksamensforløbet og dermed i bedømmelsen af eksaminandens mundtlige præstation, været oplysningerne i klagerens og bedømmernes skrivelser, om hvad der skete under selve eksaminationen.

...

Klageren og de to bedømmere har i deres udtalelser om sagen beskrevet, hvorledes eksaminationen forløb, og har herunder redegjort for nogle af de spørgsmål, der blev stillet og på hvilken måde eksaminanden reagerede. Disse beskrivelser er på nogle områder uoverensstemmende.

På den baggrund har nævnets medlemmer på grundlag af klagens indhold og samtlige de i sagen foreliggende oplysninger om hele forløbet vurderet, om der må antages at have foreligget mangler heri af en sådan karakter, at eksaminationen måtte tilsidesættes og eksaminanden tilbydes reeksamination.

Efter denne gennemgang af klagen og de i øvrigt foreliggende oplysninger om eksaminationsforløbet har nævnet ikke fundet grundlag for at antage, at der har været sådanne mangler ved eksaminationen, at denne måtte tilsidesættes og eksaminanden tilbydes reeksamination.

Nævnet har endvidere efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om eksamenspræstationen ikke fundet grundlag for at tilsidesætte den af eksaminator og censor foretagne karakterfastsættelse og forhøje karakteren.'

Som anført er der i Deres sag uoverensstemmelser mellem bedømmernes og Deres opfattelse af eksaminationen. Ankenævnet har henvist til Deres og bedømmernes udtalelser og anført at 'mindre uoverensstemmelser mellem eksaminandens og bedømmernes beskrivelse af en eksamens faktiske forløb indgår i den samlede vurdering', men Ankenævnet har ikke redegjort for, hvilket forløb af eksaminationen Ankenævnet har lagt til grund. Jeg bemærker herved at de foreliggende uoverensstemmelser vedrørende opfattelserne af eksaminationen som anført må betragtes som betydelige.

Der findes ikke i lov eller bekendtgørelse bestemmelser om Ankenævnets bedømmelse af bevismæssige spørgsmål i forbindelse med klager over mundtlige eksaminer. Som ovenfor anført har Ankenævnet i et brev af 26. marts 1996 oplyst at ankenævnet ikke har udfærdiget interne retningslinier om, hvorledes nævnet skal behandle det materielle indhold af en eksamensanke. Det fremgår imidlertid ikke af sagen om retningslinier for Ankenævnets stillingtagen til bevismæssige spørgsmål kan udledes af nævnets praksis. Hvis sådanne retningslinier kan udledes af praksis bør der efter omstændighederne redegøres herfor som led i begrundelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis Ankenævnet i praksis lægger censors og eksaminators samstemmende forklaringer vedrørende forløbet af mundtlige eksaminer til grund medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Hvis sagens faktiske omstændigheder er omtvistede er det ikke tilstrækkeligt at henvise til de forskellige opfattelser af faktum. Myndigheden må derimod redegøre nærmere for, hvilke af de pågældende oplysninger der er tillagt betydning ved sagens afgørelse, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udg. (1992), s. 284f.

Det er på den baggrund min opfattelse at Ankenævnet i sager vedrørende omtvistede faktiske omstændigheder i sin begrundelse bør redegøre for de eventuelle retningslinier for Ankenævnets stillingtagen til bevismæssige spørgsmål, som måtte kunne udledes af nævnets praksis, og for Ankenævnets konkrete bevisvurdering, jf. forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort Ankenævnet, Københavns Universitet og Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse, men jeg gør ikke mere i sagen. Hvis De ønsker en redegørelse for de eventuelle retningslinier for Ankenævnets stillingtagen til bevismæssige spørgsmål, som måtte kunne udledes af nævnets praksis, og for Ankenævnets bevisvurdering af sagen, må jeg bede Dem om selv at rette henvendelse til Ankenævnet."

NOTER (*1) Jf. FOB 1982, s. 84 og FOB 1993, s. 315ff.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En studerende klagede over et eksamensankenævns afgørelse i hans sag og over nævnets begrundelse.

Ombudsmanden mente ikke at kunne kritisere ankenævnets afgørelse, men ombudsmanden fandt anledning til at kritisere begrundelsen. Der var tale om en mundtlig eksamination og forløbet i sagen var omtvistet. Ankenævnet burde derfor have redegjort for nævnets retningslinier for stillingtagen til bevismæssige spørgsmål.

Ombudsmanden kritiserede endvidere Københavns Universitet og Undervisningsministeriet for ikke at have påtalt ankenævnets utilstrækkelige begrundelse. (J.nr. 1997-0760-712).