Overførsel til jobbørs. Afgørelsesbegrebet. Partshøring
Statutory Text (3 Articles)
Overførsel til jobbørs. Afgørelsesbegrebet. Partshøring
A, der var ansat i DSB, klagede til mig over at han var blevet overført til en jobbørs uden forudgående partshøring.
Det fremgik af sagens akter at DSB bane, Infrastruktur, den 10. oktober 1996 skrev til A at hans stilling som sikringsmester ved Infrastrukturstrækning Århus var omfattet af nødvendige indskrænkninger i aktiviteterne, og at han derfor med virkning fra den 1. november 1996 blev overført til den centrale jobbørs sammen med ca. 90 andre medarbejdere fra Infrastruktur.
Brevet blev udleveret samme dag på et møde som A var indkaldt til med henblik på en personlig samtale. Der forelå ikke noget godkendt referat fra mødet, men tillidsrepræsentanten der deltog i mødet udarbejdede et referat som A vedlagde en klage af 21. oktober 1996 til den administrerende direktør for DSB. Af referatet fremgik bl.a. at udvælgelsen var aftalt mellem regionschefen og strækningschefen. I klagen skrev A bl.a. at det havde været umuligt for ham at få oplysning om hvilke aktiviteter der skulle indskrænkes, og hvorfor det netop var hans stilling der var blevet overtallig.
Tillidsmanden skrev den 22. oktober 1996 til regionschefen og bad om oplysning om de kriterier der var anvendt ved udvælgelsen.
Af et referat af et møde i samarbejdsudvalget VSU i DSB bane den 28. oktober 1996 fremgik det under pkt. 4 at ledelsen oplyste at de der blev tilbage efter personalereduktionerne, var dem der var bedst til at løse opgaverne.
I brev af 4. november 1996 til DSB bane, Infrastruktur, gjorde A indsigelse mod overførsel til jobbørs.
Den 4. november 1996 meddelte DSB bane, Jobbørs, A at han ville blive overført til den centrale jobbørs i DSB bane, og at han ville blive indkaldt til en jobbørssamtale. Formålet med samtalen var at fremskaffe det bedst mulige grundlag for at hjælpe ham med at finde anden beskæftigelse, f.eks. ved at hjælpe ham i gang med omstilling eller lignende.
DSB bane, Jobbørs, skrev den 6. november 1996 bl.a. følgende til A
"...
For god ordens skyld skal jeg præcisere, at du er overført til den centrale jobbørs i DSB bane, at deltagelse i en jobbørssamtale er frivillig, men at hvis du ikke ønsker at modtage tilbuddet om at stå i jobbørsen, og dermed deltage i en jobbørssamtale, bortfalder DSBs forpligtelser overfor dig, og du kan opsiges med normalt varsel.
..."
Den 22. november 1996 skrev DSB bane, Jobbørs, til A om lønforholdene i forbindelse med placering i jobbørs.
DSBs administrerende direktør besvarede den 27. november 1996 henvendelsen fra A. Direktøren skrev bl.a. at det var oplyst over for ham at gældende regler var overholdt, og at det på samarbejdsudvalgsmøderne var blevet fastslået at den del af personalet der ikke var reel økonomisk og aktivitetsmæssig dækning for, skulle indmeldes i jobbørsen som overtallige. Han henviste A til at kontakte jobbørsen som var den ansvarlige for sagen.
Den 11. december 1996 skrev DSB bane, Jobbørsen, bl.a. følgende til A
"...
Som det fremgår af de i fremstillingen nævnte breve (som vedlægges i kopi, da du har begæret aktindsigt) og som ligger til grund for din overflytning til DSB banes centrale jobbørs, er DSB i en alvorlig økonomisk situation, der blandt andet kræver besparelser på personaleressourcerne i alle dele af koncernen.
Disse besparelser vil ikke kunne nås ved naturlig afgang, og det følger heraf, at et større antal medarbejdere vil blive berørt af de nødvendige indskrænkninger i aktiviteter og dermed overført til jobbørsen. Således også i DSB bane.
Overførslen af den enkelte medarbejder til jobbørsen er således sket udfra et ledelsesmæssigt skøn over hvorledes DSB bane bedst muligt løser de fremtidige opgaver med færre ressourcer. Herunder hvor og af hvem de fremtidige og forventede opgaver udføres mest hensigtsmæssigt, da den kommende Banestyrelse skal drive konkurrencedygtig virksomhed. Dette er der tilslutning til i DSB banes virksomhedssamarbejdsudvalg.
Da du imidlertid har gjort indsigelse mod din overførsel til DSB banes centrale jobbørs, skal jeg med henvisning til forvaltningslovens § 19 om partshøring give dig lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. ...
..."
A sendte den 8. januar 1997 en udtalelse i sagen. Han gjorde bl.a. gældende at forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse ikke var overholdt. Desuden var retningslinierne i "Vejledning for omstilling af medarbejdere i DSB" ikke blevet fulgt.
I brev af 19. februar 1997 bad Banestyrelsen, Administrationsafdelingen, om Servicedivisionens bemærkninger til sagen.
Servicedivisionen svarede den 10. marts 1997 bl.a. følgende
"...
Overførsel til jobbørsen
(A) er indmeldt i jobbørsen på baggrund af, at hans stilling var omfattet af de indskrænkninger der var nødvendige, for at tilpasse aktiviteterne til de givne økonomiske rammer. Udvælgelsen af netop (A), er også sket på baggrund af en samlet vurdering af, hvem man bedst kan undvære i en fremtidig konkurrencesituation.
..."
I brev af 25. marts 1997 skrev Banestyrelsen, Jobbørsen, bl.a. følgende til A
"...
Generelt kan det oplyses, at Banestyrelsens direktør, (...), allerede på et møde i DSB banes VSU (virksomhedssamarbejdsudvalg) den 28. oktober 1997 har givet udtryk for, at nogle ting i forbindelse med overførslen af medarbejdere til jobbørsen kunne have været håndteret bedre, og at man vil være opmærksom på dette fremover. Du har tidligere fået tilsendt kopi af referat af mødet.
Jeg mener at direktør (...)'s udtalelser besvarer den del af dine bemærkninger, der vedrører selve processen i forbindelse med din overførsel til jobbørsen.
...
Med hensyn til begrundelse for din overførsel til jobbørsen, er der allerede svaret på dette i brev til dig af 11. december 1996 fra jobbørsen. Vi har supplerende fået oplyst, at overførslen skete, fordi der også inden for dit ansættelsesområde skulle ske besparelser. Når du blev udpeget som en af dem man måtte overføre til jobbørsen, skete det på baggrund af en samlet vurdering, hvilke medarbejdere man bedst kunne bruge til de forventede arbejdsopgaver i den fremtidige organisation. Her blev det således vurderet, at andre medarbejdere ud fra en samlet betragtning ville passe bedre til løsning af opgaverne.
...
Med hensyn til dine bemærkninger om partshøring og klagevejledning skal jeg dog for god ordens skyld bemærke, at der ikke i samme brev - som f.eks. i brevet der meddeler dig din overførsel til jobbørsen - kan foretages både partshøring og gives klagevejledning. Disse to foranstaltninger fra forvaltningsloven anvendes på forskellige tidspunkter i processen, når der behandles henvendelser fra f.eks. medarbejdere.
...
Stillingen er ikke genbesat, og sammen med de øvrige overførsler til jobbørsen, udgør den en del af den nødvendige besparelse i Infrastruktur (/Servicedivisionen).
...
4. punkt, vedr. begrundelse.
Der blev i dit tilfælde i et vist omfang givet begrundelse for overførslen til jobbørsen, ved Infrastrukturs brev af 10. oktober 1996, og senere ved jobbørsens brev af 11. december 1996, men som nævnt ovenfor (direktør (...)'s udtalelser på VSU-møde den 28. oktober 1996) er det erkendt, at visse dele af proceduren kunne have været gennemført bedre.
5. punkt, vedr. partshøring.
Er besvaret ovenfor.
...
Vores konklusion
Samtlige dine bemærkninger, spørgsmål m.v. er således vurderet og taget til efterretning, men efter jobbørsens opfattelse giver de ikke anledning til at ændre indstillingen om at overføre dig til jobbørsen med virkning fra 1. november 1996. Denne fastholdes derfor.
..."
A klagede herefter den 7. april 1997 til direktøren for Banestyrelsen.
Den 15. april 1997 fremsendte Banestyrelsen, Service, til jobbørsen et notat af 14. marts 1997 fra Infrastrukturstrækning Århus om A's arbejdsopgaver og ledelsesansvar.
I et brev af 29. april 1997 uddybede A sin klage. Han anførte bl.a. at fraværet af notater om begrundelsen for overførslen bestyrkede ham i formodningen om at udvælgelsen ikke var sket efter objektive kriterier.
Banestyrelsen, Administrationsafdeling, Personale, skrev den 25. juni 1997 bl.a. følgende til A
"...
Med hensyn til dine muligheder for ved høring at komme med bemærkninger fremgår det af sagen, at jobbørsen flere gange har givet dig mulighed for at komme med bemærkninger og spørgsmål til din overførsel til jobbørsen, samt om forhold vedrørende jobbørsen i øvrigt. Spørgsmål og bemærkninger er besvaret, og du har fået klagevejledning, d.v.s. henvisning til, hvor en afgørelse kan påklages.
Det er efter Banes opfattelse derfor tilstræbt at få inddraget så mange aspekter i sagen som muligt, for dermed at få relevante forhold belyst tilstrækkeligt.
...
Efter en samlet vurdering af dine klager, indsigelser og andre breve, samt de besvarelser du har fået på dine henvendelser, syntes der ikke at være grundlag for at ændre afgørelsen vedr. din overflytning til jobbørsen.
På denne baggrund er det Banes indstilling, at du fortsat bør være overført til jobbørsen med virkning fra 1. november 1996.
Efter forvaltningslovens § 19 har du ret til at udtale dig til sagen, og du får derfor 3 uger til at komme med eventuelle bemærkninger til dette brev.
..."
A afgav en udtalelse til sagen den 30. juli 1997.
I et brev af 5. august 1997 skrev Banestyrelsen, Administrationsafdeling, Personale, bl.a. følgende til ham
"...
Du har nu været i Banes jobbørs i ca. 7 måneder, og jobbørsen har i denne periode bl.a. forsøgt at genbeskæftige så mange medarbejdere som muligt.
Bane må imidlertid konstatere, at det har været en meget vanskelig opgave, og der er ikke udsigt til, at det skal lykkes at genbeskæftige medarbejderne i jobbørsen.
Bane agter derfor at nedlægge din stilling, og afskedige dig med det lovmæssige varsel på 3 måneder, regnet fra udgangen af august 1997.
...
Du var i Infrastruktur ansat ved Infrastrukturstrækning Århus. Begrundelsen for din overførsel til jobbørsen var et ledelsesmæssigt skøn, hvor der blev lagt vægt på, hvilke medarbejdere Infrastruktur bedst kunne undvære ved den fremtidige opgavevaretagelse.
Ved afgørelsen af, at du var en af de medarbejdere, det var nødvendigt at overføre til jobbørsen, har man taget din stabilitet og produktivitet i betragtning.
Det skal tilføjes, at der er tale om en relativ vurdering, nødvendiggjort af de aktuelle besparelseskrav.
Efter overførslen til jobbørsen har du deltaget/er du tilbudt deltagelse i følgende aktiviteter
Jobbørssamtale den 21.11.1996 og den 02.06.1997
DSB Uddannelse: Jobsøgningskursus (17. - 20.06.1997).
Bane har desuden anmodet Trafikministeriet om at undersøge, om det ville være muligt at genplacere tjenestemænd andre steder inden for ministeriets område. Ministeriet har hertil svaret, at dette ikke er muligt.
..."
Den 6. august 1997 skrev personalekontoret til A at han ikke havde fremsendt bemærkninger til Banestyrelsens brev af 25. juni 1997. Det var derfor på det foreliggende grundlag besluttet at fastholde overflytningen til jobbørsen fra 1. november 1996.
Personalekontoret fastholdt den 11. august 1997 brevene af 5. og 6. august 1997, da A's brev af 30. juli 1997 efter personalekontorets opfattelse ikke tilførte sagen nye aspekter.
I brev af 15. august 1997 fremsatte A bemærkninger til den påtænkte afskedigelse.
Den 26. august 1997 klagede B på vegne af Dansk Jernbaneforbund til Trafikministeriet over beslutningen om overførsel af denne til jobbørsen. B anførte at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende partshøring og manglende konkret og individuel begrundelse på tidspunktet for overførslen. Retsbeskyttelseshensyn måtte føre til at kravene om partshøring og begrundelse måtte stilles i forbindelse med afgørelsen om overførsel til jobbørs - i hvert fald under omstændigheder som de foreliggende, hvor forventninger til omstilling af et stort antal mennesker til nye jobs allerede i oktober 1996 måtte have været meget små - og ikke først ved varsling om afskedigelse.
Banestyrelsen afgav en udtalelse i sagen den 9. september 1997, og Trafikministeriet traf herefter afgørelse i sagen den 15. september 1997. I afgørelsen har ministeriet bl.a. anført følgende
"...
Det er jobbørsens opgave at arbejde for en genplacering af medarbejderne og i forbindelse hermed at gennemføre eventuelle forbedringer af medarbejdernes kvalifikationer under deres tilknytning til jobbørsen. Etablering af jobbørsen sker bl.a. for at undgå afskedigelser, idet den naturlige afgang vil medføre ledige stillinger i andre dele af virksomheden, som de pågældende vil kunne tilbydes.
...
Det er ministeriets opfattelse, at overførslen til jobbørsen ikke kan sidestilles med afskedigelse, idet et af formålene netop er at undgå afskedigelser. De i Deres brev anførte henvisninger til domme og ombudsmandsudtalelser vedrører alle afskedigelsessager.
Det er ligeledes ministeriets opfattelse, at en overførsel til jobbørsen ikke giver en retlig forpligtelse til at foretage høring af medarbejderne. Medarbejdernes generelle løn- og ansættelsesvilkår ændres således ikke i forbindelse med overførslen.
Det bemærkes, at en overførsel til en jobbørs heller ikke kan medføre krav på rådighedsløn i henhold til tjenestemandslovens § 31, idet stillingen ikke nedlægges.
...
Ministeriet finder derfor ikke grundlag for at ændre den af Banestyrelsen trufne afgørelse om overførsel af (A) til jobbørsen.
..."
I klagen til mig fastholdt B klagepunkterne.
I en udtalelse til mig i anledning af klagen henholdt Trafikministeriet sig til en udtalelse fra Banestyrelsen modtaget i ministeriet den 7. november 1997. Banestyrelsen udtalte bl.a. følgende
"...
(A) blev sammen med ca. 130 medarbejdere i det daværende DSB bane overflyttet til jobbørsen med virkning fra 1. november 1996.
...
Bane fastholder, at overførsel til jobbørsen ikke kan sidestilles med afskedigelse. Det fremgår således flere steder, herunder i omstillingsvejledninger, interne retningslinier, og breve til de medarbejdere, der blev overført til jobbørsen, at jobbørsens primære funktioner er at genplacere medarbejderne, eller medvirke til at medarbejdernes muligheder for at få anden beskæftigelse forbedres, samt at jobbørsen administrerer medarbejdernes ansættelsesforhold fuldstændig på lige fod med administration af ansættelsesforhold i andre afdelinger, enheder m.v.
Det har siden efteråret 1996 været jobbørsens klare mål at undgå afskedigelser af de medarbejdere, der blev overført til jobbørsen. Jobbørsen har således formidlet fast ansættelse til 20 medarbejdere.
Derudover har medarbejderne i jobbørsen bl.a. været til individuelle samtaler i jobbørsen, og som supplement til bestræbelserne for genplacering har der været kontakt til Arbejdsformidlingen, således at medarbejderne i dette regi har haft supplerende mulighed for individuel rådgivning.
Hertil kommer, at medarbejderne har været tilmeldt ialt 207 kurser af såvel kortere som længere varighed, med henblik på styrkelse af medarbejdernes kvalifikationer.
Endelig er der med 38 medarbejdere indgået aftale om fratrædelsesordning.
...
I sommeren 1997, efter ca. 8 måneders indsats fra jobbørsens side, måtte Bane konkludere, at der havde været tale om en meget vanskelig opgave, og at der ikke var udsigt til at genplacering af medarbejderne ville lykkes. Først derefter blev det besluttet, at man måtte skride til afskedigelse af medarbejderne i jobbørsen.
...
Overførslen skete i efteråret 1996, og på det tidspunkt kunne det ikke vides, om mange eller få medarbejdere kunne genplaceres. Det af (...)'s advokat i brev af 30. september 1997, s. 3, 4. afsnit, anførte synspunkt, at der ved udvælgelsen i efteråret 1996 skulle kunne differentieres mellem medarbejdere, det på et eller andet tidspunkt kunne lykkes for jobbørsen at genplacere, og medarbejdere, der ikke ville kunne genplaceres, er derfor ikke realistisk.
På denne baggrund er det fortsat Banes opfattelse, at der ikke har været en retlig forpligtelse til partshøring af medarbejderne ved overførsel til jobbørsen i efteråret 1996, idet der ikke var tale om afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det kan tilføjes, at de medarbejdere, som efterfølgende har rettet henvendelse til Bane om supplerende eller uddybende bemærkninger til overførslen, har fået besvaret disse.
Det skal bemærkes, at Banes hovedsamarbejdsudvalg i forbindelse med udarbejdelsen af en personalepolitik for Bane, også har vedtaget en omstillingspolitik til afløsning for de hidtil gældende omstillingsvejledninger, der var vedtaget i DSB-regi. Den nye omstillingspolitik indebærer bl.a., at de medarbejdere, som fremover eventuelt vil blive overtallige, vil blive varslet til afskedigelse allerede i forbindelse med en udvælgelsesprocedure, og det fremgår derfor også, at medarbejderen skal partshøres i denne forbindelse.
Efter varsling og partshøring overføres medarbejderen ikke til en jobbørs, men vil gennem en 4-måneders periode blive forsøgt omstillet til anden beskæftigelse, mens han/hun forbliver i den hidtidige stilling.
Endelig skal det for så vidt angår Folketingets Ombudsmands henvisning til Finansministeriets skrivelse af 19. oktober 1995 med bilag bemærkes, at der efter Banes opfattelse ikke forelå en situation, hvor almindelige principper for god forvaltningsskik tilsiger at der burde være foretaget partshøring. Det fremhæves herved påny, at overførslen til jobbørsen havde til formål at genplacere medarbejderne, således at ansættelsesforholdet kunne opretholdes.
..."
B kommenterede udtalelsen i brev af 7. januar 1998.
Ombudsmandens udtalelse
"De har anført at der forud for beslutningen om overførsel til jobbørs skulle være foretaget partshøring, og at der skulle være givet en konkret og individuel begrundelse for beslutningen.
Forvaltningsloven, og dermed lovens krav om partshøring og begrundelse, gælder for behandlingen af sager hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1.
I forarbejderne til forvaltningsloven er det anført at der med udtrykket 'truffet afgørelse' sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser der går ud på at fastsætte hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115.
Hvis der er tale om stillingsændringer ud over forflyttelsesgrænsen, dvs. forflyttelse eller stillingsnedlæggelse, er der utvivlsomt tale om afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det samme gælder beslutninger om ansættelse, afskedigelse og disciplinære sanktioner. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 152.
Forflyttelsesgrænsen er nærmere defineret i tjenestemandslovens § 12, stk. 1, der har denne ordlyd
'Inden for sit ansættelsesområde har en tjenestemand pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for ham. I samme omfang kan det pålægges ham at overtage en anden stilling.'
Uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb falder f.eks. tjenestebefalinger til myndighedens ansatte, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 116.
Også andre beslutninger som myndigheden træffer i forbindelse med ledelsen og fordelingen af de opgaver som det påhviler myndigheden at varetage, antages at falde udenfor forvaltningslovens afgørelsesbegreb. F.eks. er beslutninger om hvor en medarbejder inden for sit ansættelsesområde skal gøre tjeneste, fastlæggelse af vagtskemaer, ferier og fridage ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 151.
Det antages endvidere at hvis der i forbindelse med overvejelser af om der er grundlag for afskedigelse, træffes beslutning om tjenestefritagelse uden lønreduktion eller om ændringer i den pågældendes arbejdsopgaver, er disse beslutninger i almindelighed ikke omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, jf. ligeledes Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 158.
Finansministeriet har i brev af 19. oktober 1995 (som De har modtaget kopi af) til Justitsministeriet udtalt sig på linie hermed. Finansministeriet har desuden udtalt at det dog næppe kan udelukkes at tjenestefritagelse uden lønreduktion i visse tilfælde vil være en så indgribende foranstaltning over for den ansatte at almindelige principper om god forvaltningsskik kan føre til at der bør foretages partshøring, og at forudgående inddragelse af den ansatte i myndighedens beslutningsproces i forbindelse med en tjenestefritagelse tillige kan anses som led i en hensynsfuld personalepolitik. Justitsministeriet har i brev af 24. oktober 1995 tilsluttet sig Finansministeriets opfattelse.
Det er også i øvrigt antaget at ansatte i et vist omfang - som følge af arbejdsgiverens ledelsesret - må finde sig i at arbejdsgiveren pålægger dem ikke at udføre deres arbejde og ikke at indfinde sig på arbejdspladsen, forudsat at der fortsat udbetales sædvanlig løn og forudsat at beslutningen er sagligt begrundet. Jeg henviser bl.a. til Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten (1997), s. 469ff, Ruth Nielsen, Lærebog i arbejdsret (1992), s. 229, Lars Svenning Andersen, Funktionærret (1998), s. 149 og 484ff.
Spørgsmålet er om overførslen til jobbørs medførte en sådan statusforandring at beslutningen er omfattet af afgørelsesbegrebet, eller om overførslen kunne ske som led i den almindelige ledelsesret. Beslutningen indebar at (A) blev fritaget for tjeneste, men skulle stå til rådighed i et vist omfang. Ændringen medførte ingen ændringer i hans faste løn eller øvrige ansættelsesvilkår. Baggrunden for overførslen var indskrænkninger som følge af besparelser. Overførslen havde således ikke disciplinær karakter. Formålet med jobbørsen var angiveligt primært at søge de pågældende medarbejdere genplaceret. Selv om det må have fremtrådt som overvejende sandsynligt at mange af de overførte ikke ville kunne genplaceres, var det ikke ved overførslen klart hvilke medarbejdere der ville kunne genplaceres, og hvilke det ville blive nødvendigt at afskedige.
På denne baggrund er det min opfattelse at overførslen næppe indebar så gennemgribende ændringer i (A)'s status at beslutningen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Jeg mener dog at spørgsmålet er tvivlsomt.
Særligt under hensyn til at opholdet i jobbørsen måtte forventes at blive af en vis længere varighed, og til at overførslen indebar en væsentlig ændring i arbejdets omfang, ville det efter min opfattelse have været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om (A) inden beslutningen om overførsel havde fået lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet, og i den forbindelse havde modtaget en begrundelse for hvorfor netop han skulle overføres.
I denne forbindelse bemærker jeg at den anvendte procedure heller ikke harmonerede med DSBs interne retningslinier. Jeg henviser til at 'Vejledning for omstilling af medarbejdere i DSB', tiltrådt af jobbørsrådet den 3. juni 1996, pkt. 4.2, s. 8, 3. sidste afsnit, forudsætter at forvaltningsloven finder anvendelse i forbindelse med udvælgelsen af medarbejdere til jobbørs. Tilsvarende nævner vejledningen pr. 1. januar 1997, pkt. 4.3, s. 7, næstsidste afsnit, udtrykkeligt at forvaltningslovens regler om partshøring finder anvendelse før der træffes afgørelse om overførsel til jobbørs.
Jeg anser det i sig selv for beklageligt at de interne retningslinier ikke blev fulgt, omend forholdet som nævnt ikke kan anses for omfattet af forvaltningsloven.
Jeg har gjort DSB og Trafikministeriet bekendt med min opfattelse.
Ledelsens beslutning om overførsel til jobbørs bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder vedrørende arbejdets fremtidige udførelse og (A)'s egnethed i denne forbindelse. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end DSBs ledelse og Trafikministeriet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder.
Jeg har herved lagt vægt på at det efter det oplyste må lægges til grund at (A)'s stilling var omfattet af nødvendige indskrænkninger i DSBs aktiviteter, og at beslutningen om overførsel blev truffet på grundlag af konkrete og individuelle overvejelser af hvem der burde overføres. Der er efter min opfattelse intet i de foreliggende oplysninger der giver grundlag for at antage at der skulle være lagt usaglige hensyn til grund ved udvælgelsen.
Jeg har således ikke grundlag for at kritisere beslutningen om overførsel."
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
En ansat i DSB klagede over at han var overført til en jobbørs uden at være partshørt. Beslutningen indebar at han blev fritaget for tjeneste, men i et vist omfang skulle stå til rådighed. Overførslen blev begrundet med indskrænkninger.
Ombudsmanden mente ikke beslutningen om overførsel til jobbørsen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men mente dog spørgsmålet var tvivlsomt. Det havde efter ombudsmandens mening været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om den ansatte inden beslutningen havde fået lejlighed til at udtale sig, og havde fået en begrundelse for hvorfor netop han skulle overføres.
Ombudsmanden anså det i sig selv for beklageligt at DSB's egne retningslinier i sådanne sager ikke var blevet fulgt. Efter disse retningslinier skulle forvaltningslovens regler om partshøring følges før der blev truffet afgørelse om overførsel til jobbørs. (J.nr. 1997-2679-819).