Legislator Case Law & Legislation
O19980036470 DK

Afslag på førtidspension. Inhabilitet

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 1998 364 Valid

Afslag på førtidspension. Inhabilitet

En kvinde, A, klagede over Revaliderings- og Pensionsnævnet (nu Det Sociale Nævn) for Århus Amts afgørelse af 14. juni 1996 om afslag på A's ansøgning om førtidspension.

Det fremgik af sagen at A på grund af hoved-, nakke- og armsmerter søgte om førtidspension. Den 7. juni 1996 meddelte K Kommune at A's pensionssag havde været behandlet på pensionsmøde den 4. juni 1996, hvor der blev truffet følgende afgørelse

"Der meddeles afslag på den ansøgte førtidspension.

Der er ved sagens behandling lagt vægt på, at varighedskriteriet ikke skønnes opfyldt, og derved kan erhvervsevnen ikke vurderes som varigt nedsat på nuværende tidspunkt."

I brev af 14. juni 1996 klagede A over afgørelsen til Revaliderings- og Pensionsnævnet for Århus Amt.

Den 29. november 1996 tiltrådte nævnet K Kommunes afgørelse. Det fremgik af brevet at B havde været sagsbehandler. Brevet var underskrevet af C og B.

A klagede den 14. december 1996 over nævnets afslag på A's ansøgning om førtidspension. A skrev bl.a.

"I anledning af afslag på ansøgning om førtidspension har jeg bemærket, at 2 personer (arbejdskonsulent (B) og sociallæge (D)) tilsyneladende har været i en dobbeltrolle, idet de begge har deltaget i bedømmelsen om førtidspension både ved behandlingen hos (K) Kommune og i Revaliderings- og pensionsnævnet, Århus Amt.

Efter mit skøn må de være inhabile i min ankesag. Det kan da ikke være rigtigt, at de skal være med til at bedømme, om deres udtalelser på pensionsmødet i (K) Kommune nu også er korrekte, når sagen kommer for Revaliderings- og pensionsnævnet, Århus amt.

...

Der er noget som jeg absolut ikke forstår.

Hvordan kan (B), Århus amt, deltage i en anke, hvor hun i 1. instans optræder som revalideringskonsulent og ved anken er anført som sagsbehandler. Hun optræder efter mit skøn i en dobbeltrolle, idet hun ved anken skal være med til at tage stilling til den afgørelse, hun selv har været med til at træffe.

Er det betryggende?

I alle andre instanser inden for retsvæsenet er det da altid 'nye øjne', der ser på en sag ved evt. anke.

..."

Den 20. december 1996 videresendte revaliderings- og pensionsnævnet A's klage og skrev samtidig følgende til A

"...

Statsamtet kan hertil svare, at socialrådgiver (B) fungerer som konsulent for bl.a. (K) Kommune.

Det er et krav for konsulentbetjeningen, at konsulenten ikke deltager i behandlingen af konkrete sager i kommunen, herunder deltager i møder, hvor der træffes afgørelser. En eventuel vurdering af Deres sag har alene været af generel karakter.

Statsamtet har ikke fundet (B) inhabil i den konkrete sag.

..."

Den 7. januar 1997 afviste Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagen. Styrelsen fandt ikke at sagen var af principiel eller generel betydning.

I sin klage til mig anførte A bl.a.

"Det jeg ikke kan forstå er følgende

På et møde med min sagsbehandler (E), (K) Kommune, fortalte hun min mand og datter (jeg var desværre syg på dette tidspunkt), at et pensionspanel for (K) Kommune består af sagsbehandler (i dette tilfælde (E)), afdelingsleder (F), (K) Kommune, lægekonsulent (D) samt revalideringskonsulent (B), Århus Amt.

Vedr. forløbet af et sådant møde forklarede hun, at proceduren var den, at hver af deltagerne havde 1 stemme og at (K) Kommune i dette tilfælde var blevet nedstemt af de 2 øvrige deltagere, og at hun stadig ikke kunne forstå, at der var blevet givet afslag på pensionsansøgningen.

Vi fik selvfølgelig ikke denne forklaring skriftligt, men vi anså det ikke for nødvendigt, når voksne mennesker taler sammen. (Både min mand og datter er ansat i politiet og regner som en selvfølge med, at en offentlig ansat har pligt til og som en selvfølgelighed orienterer i overensstemmelse med de givne bestemmelser).

Vedr. forløbet af anken forklarede (E), at der nok ville gå 4-6 mdr., inden sagen kom for i Revaliderings- og pensionsnævnet. På forespørgsel oplyste hun, at (B), Århus Amt og sociallæge (D) ville deltage i ankesagen ved Århus Statsamt. Hun forklarede også, at den eneste grund til afslaget på ansøgning om pension var, at varighedskriteriet ikke var opfyldt.

På forespørgsel oplyste hun, at der ikke forelå noget skriftligt vedr. pensionsmødet i (K) Kommune.

14/6 96 ankede vi afgørelsen og anmodede samtidig om aktindsigt.

29/11 96 Århus Statsamt meddeler (bilag 29) stadfæstelse af kommunens afgørelse. Samtidig meddeles, at afgørelsen ikke kan ankes. Det er i svarskrivelsen anført, at sagsbehandler er (B), Århus Amt.

Der er her noget, der undrer mig meget.

Hvordan kan (B), Århus amt, loyalt i 1. instans optræde som revalideringskonsulent og i 2. instans optræde som sagsbehandler?, hvor hun skal være med til at fremstille/tage stilling til en afgørelse, hun selv har været med til at træffe.

...

I brev fra Århus Statsamt svarer souschef (C), at (B) ikke er inhabil - at sociallæge (D) ikke er tilknyttet Århus amt. Videre skriver han, at socialrådgiver (hun fungerer åbenbart både som revalideringskonsulent, sagsbehandler og socialrådgiver) fungerer som konsulent for bl.a. (K) Kommune, og at det er et krav til konsulentbetjeningen, 'at konsulenten ikke deltager i behandlingen af konkrete sager i kommunen, herunder deltager i møder, hvor der træffes afgørelser'.

Dette er jo i direkte modstrid med, hvad sagsbehandler (E), (K) Kommune oplyste ved mødet den 13/6 1996.

..."

I anledning af A's klage bad jeg revaliderings- og pensionsnævnet om en udtalelse. Jeg bad om at få oplyst om B deltog i K Kommunes behandling af A's ansøgning om førtidspension. Jeg bad nævnet om forinden at indhente en udtalelse fra K Kommune om sagen.

Den 18. februar 1997 udtalte K Kommune følgende

"...

Pensionssagen blev principielt drøftet med amtets konsulent (B) netop omkring varighedskriteriet. Sagen blev desuden drøftet med (K) Kommunes lægekonsulent (D).

Kompetencen til at afgøre pensionssager ligger i (K) Kommune hos undertegnede afdelingsleder, og jeg traf alene afgørelsen om at give afslag på pension.

I sit brev henviser (A) til en samtale sagsbehandler (E) havde med (A)'s ægtefælle efter pensionsmødet. (E) er en erfaren sagsbehandler og er fuldt ud klar over, at afgørelsen om pension træffes af afdelingslederen alene, så hvorledes (A)'s ægtefælle har fået oplevelsen af et forum, hvor hver person har 1 stemme er uforklarlig for herværende forvaltning.

Hvis (K) Social- og Kulturforvaltning har været medvirkende til misforståelserne i denne sag beklages de, men vi er ikke vidende om hvordan disse misforståelser kan være opstået."

Revaliderings- og pensionsnævnet udtalte følgende den 7. april 1997

"...

Udover funktionen som daglig leder af sekretariatet for Revaliderings- og Pensionsnævnet fungerer jeg også som stedfortræder for nævnets formand, amtmand (G). Jeg har vurderet, at socialrådgiver (B) har opfyldt habilitetskravene til behandling af den konkrete sag.

Statsamtet er opmærksom på, at udtalelser i konkrete sager i forbindelse med konsulentbetjeningen af amtets kommuner medfører inhabilitet ved eventuel senere ankesagsbehandling.

..."

Den 22. april 1997 kommenterede A's mand og A's datter myndighedernes udtalelser således

"...

Da vi var uvidende om, hvorledes et pensionsmøde foregår, spurgte vi (E) om forløbet af et sådant møde.

Hertil svarede hun, at flg. deltog i pensionsmødet: 1. sagsbehandler (E), 2. hendes chef, afdelingsleder (F), 3. revalideringskonsulent (B), Århus Amt, 4. sociallæge (D). På spørgsmål fra (A's ægtefælle) om, hvordan selve mødet foregik, svarede hun, at hun havde stemt for pension, (D) havde stemt for pension, men at de var blevet nedstemt, idet (B) havde henvist til en SM-meddelelse med henvisning til, at der ikke var gået 4 år siden uheldet, hvorfor varighedskriteriet ikke var opfyldt. Der blev derfor, og alene derfor givet afslag på pension.

Hun gentog på forespørgsel, at det var den eneste grund, og at (A) helt sikkert ville få pension, når der var forløbet 4 år fra skadesdatoen.

Mødet foregik i en rolig og afslappet atmosfære, men vi bad (E) om, at hun i fremtiden ville skrive, når hun skulle i kontakt med (A), idet (A) ikke længere stolede på hendes ord. Hertil svarede hun, at det ville hun gøre, og at hun var ked at, at (A) ikke havde tillid til hendes ord.

Samtidig gav vi (E) et brev fra læge (H). Hertil oplyste hun, at hun ville tage det med til et nyt møde.

Dette er, hvad der foregik på dette møde. Der er absolut ingen misforståelser/misfortolkninger af, hvad (E) har sagt.

Det undrer os derfor meget, at afdelingsleder (F) ikke kan forstå, hvorledes 'ægtefællen har opfattet pensionsmødet som et forum'.

Som anført var vi forinden mødet med (E) totalt uvidende om, hvordan et pensionsmøde foregår, og det var derfor for os naturligt at spørge sagsbehandleren. Hvorfor skulle vi dog påstå, at det var forløbet som af os beskrevet, hvis ikke vi havde fået det fortalt af (E)?

Hvor skulle vi i givet fald have fået navnene på (B) og (D), hvis ikke vi havde fået dem af (E)?

(F) nævner i sit svar ordet ægtefælle. Hvorfor skriver hun ikke ægtefælle og datter. Vi var dog trods alt til stede begge 2 under hele mødet.?

Hvorfor sagde (E) ikke direkte, at det alene var afdelingsleder (F), der træffer afgørelsen, hvis dette, som anført er tilfældet? Hvilken fordel skulle vi have af at opdigte den forklaring, der er beskrevet ovenfor?

Vi har anmodet om aktindsigt, men (E) oplyste på mødet, at der absolut intet forelå skriftligt fra pensionsmødet. Vi syntes, at det lød meget mærkeligt, idet der normalt i alle offentlige sammenhænge altid foreligger et referat, men (E) fastholdt, at der intet skriftligt forelå. Hvis det ikke er tilfældet, hvordan kan (F) så klart huske en sag, der går tilbage til den 4/6 1996. Der er dog formentlig 'løbet' mange sager over hendes skrivebord siden?

..."

Som A er orienteret om, bad jeg den 1. april 1998 revaliderings- og pensionsnævnet om en supplerende udtalelse. Jeg bad nævnet om præcist at redegøre for hvorledes B bistod K Kommune ved kommunens behandling af sagen, herunder oplyse nærmere om tid og sted for vejledningen samt indholdet heraf. Jeg bad også om at få oplyst om B deltog i K Kommunes pensionsmøde den 4. juni 1996. Endelig bad jeg nævnet om inden sin udtalelse at indhente en udtalelse fra kommunen.

Den 15. juli 1998 sendte Det Sociale Nævn for Århus Amt (tidligere revaliderings- og pensionsnævnet) kommunen kopi af sit brev af samme dato til mig. Af brevet fremgik bl.a.

"Idet der henvises til tidligere brev herfra af 7. april 1997 kan det oplyses, at socialrådgiver (B) har deltaget i et møde med medarbejdere fra K Kommunes Socialforvaltning d. 4. juni 1996. I mødet besvarer (B) spørgsmål til sagsbehandlingen af pensionssager m.v. samt redegør for eventuelle nye praksisudmeldinger. Kommunerne er orienteret om, at statsamtets medarbejdere ikke må deltage i konkret sagsbehandling."

Den 31. august 1998 udtalte kommunen følgende

"...

(A)'s ansøgning om pension blev behandlet på pensionsmødet den 4/6-96 i (K) Kommune.

Som tidligere beskrevet ligger tilkendelseskompetancen i (K) Kommune hos undertegnede. Afgørelser om pension bliver truffet 1 gang om måneden på et møde.

Indtil 1/4-98 var proceduren for pensionsmøder således

De forskellige sagsbehandlere kom på skift ind til mødet og forelagde sager. Med på mødet var amtets konsulent og kommunens lægekonsulent som særligt sagkyndige. Afgørelsen om pension blev efter forelæggelsen af sagen truffet af undertegnede.

Der er ingen øvrige notater fra mødet, ud over en beslutningsprotokol.

Fra 1/4-98 har kommunen overtaget tilkendelseskompetance til alle typer førtidspensioner. Proceduren for pensionsmøderne er hermed ændret, således at amtets konsulent ikke længere er til stede ved møderne.

..."

Den 8. september 1998 udtalte det sociale nævn følgende

"...

Statsamtet har ikke bemærkninger til kommunens seneste udtalelse.

Det er fortsat Statsamtets opfattelse, at socialrådgiver (B)'s deltagelse i mødet den 4. juni 1996 med medarbejdere fra (K) Kommune har været i overensstemmelse med den almindelige vejledningsforpligtelse, der påhvilede det tidligere Revaliderings- og Pensionsnævn. Der kan i den forbindelse henvises til § 18, stk. 5 i lov nr. 399 af 6. juni 1991 om ændring af den sociale styrelseslov og lov om social pension m.v., pkt. 12 i vejledning nr. 188 af 12. november 1991 om omlægningen af regler om tilkendelse af førtidspension m.v. og pkt. 12 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 920 af 18. december 1991 og forretningsordenen for De Sociale Ankenævn og Revaliderings- og Pensionsnævnene. Efter det i sagen oplyste har (B) ikke deltaget ved afgørelsen af (A)'s sag den 4. juni 1996.

Det er ligeledes Statsamtets opfattelse, at der ikke er sket en overtrædelse af forvaltningslovens bestemmelser om inhabilitet i forbindelse med (B)'s behandling af (A)'s klage den 14. juni 1996 til Revaliderings- og Pensionsnævnet. Statsamtet (her sekretariatet for Revaliderings- og Pensionsnævnet) er/var meget opmærksom på, at man i disse typer sager både har en vejledningsforpligtelse og samtidig kan være ankeinstans. Statsamtet er meget bevidst om retssikkerheden i disse sager.

Revaliderings- og Pensionsnævnet stadfæstede den 29. november 1996 kommunens afgørelse om afslag på førtidspension. Med hjemmel i forretningsordenens § 6 blev sagen afgjort uden forelæggelse i et møde (formandsafgørelse). I overensstemmelse med praksis i sekretariatet forelagde (B) sagen for sekretariatets souschef, hvorefter afgørelsen blev meddelt (A).

..."

I to breve af 28. september 1998 har A kommenteret myndighedernes udtalelser. Vedrørende K Kommunes udtalelse har A anført følgende

"...

Det undrer mig, at (E) ved mødet den 13/6 1996 ikke som erfaren sagsbehandler, jfr. (F)'s skrivelse til Århus Statsamt af 18/2 1997 loyalt og i følge reglerne gav os en korrekt orientering om, hvorledes et pensionsmøde foregik.

Som tidligere beskrevet til ombudsmanden: hvorfor skulle vi (min datter og ægtefælle) dog opdigte en historie. Der blev jo overhovedet ikke nævnt noget om, at (F) alene havde afgørelseskompetancen.

Det undrer mig også, at der ikke foreligger nogen form for notater ud over en beslutningsprotokol. Det virker mere end underligt, når man tager i betragtning, hvor alvorlige sager (personlige/økonomiske aspekter), de beskæftiger sig med. Er de da slet ikke klar over rækkevidden af deres afgørelse, siden de end ikke ulejliger sig med notater m.v.

Jeg studser også over, at (K) Kommune fra 1/4 1998 har ændret proceduren for pensionsmøder, Hvorfor lige pludselig denne ændrede fremgangsmåde, er det ikke fordi (E)'s forklaring om et pensionsmøde er sand ?.

En ting er helt sikker. Vi troede, at vi fik en loyal og regelret forklaring, når vi henvendte os til kommunen. Det har vi ikke fået. Tværtimod prøver (F) at 'gyde olie på de oprørte vande' for at dække over (E). I øvrigt synes jeg at (E) burde besvare vores påstande/anklager om mødet den 13/6 1996, der i mine øjne er ganske alvorlige for en offentlig ansat, og ikke bare lade sin chef svare for sig.

Men det korte af det lange er: I pensionsmødet deltog (F), amtskonsulent (B), sociallæge (D) samt (E) og det er jo netop, hvad (E) fortalte os om mødet den 13/6 1996.

..."

Til det sociale nævns udtalelse havde A følgende bemærkninger

"...

Århus Statsamt henviser til vejledning nr. 188 af 12/11 1991 pkt. 12. Jeg kan ikke se, at der har været tale om vejledning, når amtskonsulent (B) selv har deltaget i pensionsmødet, det er jo ikke det stk. 12 drejer sig om.

Videre henvises til lov nr. 399 af 6/6 1991 § 18. Denne § beskriver alene, hvorledes revaliderings- og pensionsnævnet er sammensat, men det er jo slet ikke aktuelt her, hvor der er tale om en formandsafgørelse. Jeg kan se, at i henhold til bekendtgørelse nr. 920 af 18/12 1991 § 6, kan formanden bestemme, at sagen kan afgøres uden forelæggelse i et møde med de medlemmer, der er valgt af de forskellige organisationer.

Det vil med andre ord sige, at han stoler fuldt og fast på amtskonsulent (B), der blot kan gå ind til ham med sit eget afslag, som han blot skal underskrive. Det er virkelig betryggende, men hvor er retssikkerheden, som amtet henviser til.

Jeg mener derfor, at Århus Statsamt har overspillet sin vejledningsforpligtigelse ved at lade (B) deltage i pensionsmødet, hvor hun er absolut inhabil ved evt. anke.

Det ser jo også ud til at være tilfældet, når man fra 1/4 1998 har ændret proceduren, således at amtskonsulenten ikke længere deltager i møderne.

..."

Ombudsmandens udtalelse

"Som tidligere anført har jeg valgt at koncentrere min undersøgelse om spørgsmålet om hvorvidt (B) var inhabil ved revaliderings- og pensionsnævnets behandling af sagen. Spørgsmålet er nærmere om den vejledning som (B) gav kommunen i forbindelse med afgørelsen i 1. instans, har været så konkret at den vil kunne begrunde en risiko for at der kan opstå tvivl om hendes upartiskhed ved behandlingen af sagen i 2. instans.

Det Sociale Nævn for Århus Amt har i udtalelsen til mig henvist til § 17, stk. 4, i den tidligere gældende sociale styrelseslov og til § 12, stk. 3, i den tidligere gældende bekendtgørelse af forretningsordnen for de sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnene, hvoraf det fremgår af nævnene (sekretariatet) efter anmodning eller af egen drift yder vejledning til kommunerne vedrørende fortolkning af retsregler mv. inden for nævnets kompetenceområde. Nævnet har endvidere henvist til pkt. 12 i vejledning nr. 188 af 12. november 1991 om omlægninger af regler om tilkendelse af førtidspension, refusionssatser og ankestrukturen på det sociale område.

Forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4 og 5, og stk. 3, lyder således

'§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

...

4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

...

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.'

Inhabilitetsreglernes baggrund er et grundlæggende krav om saglig forvaltning. Reglerne om inhabilitet skal sikre at borgerne kan have tillid til at offentlige myndigheders afgørelser alene træffes på grundlag af saglige hensyn. Ud fra et ønske om at undgå mistanke om at en myndighedsperson lader sig påvirke af personlige eller andre uvedkommende interesser i sagen, er det i bestemmelserne om inhabilitet fastsat at man ikke må medvirke ved behandlingen af sager som man har en vis personlig interesse i.

(K) Kommune har i udtalelsen af 31. august 1998 oplyst at pensionsmødet den 4. juni 1996 forløb således at de forskellige sagsbehandlere (på skift) kom ind til mødet og forelagde sagerne, herunder Deres pensionsansøgning. Ud over de sagsbehandlere der på skift forelagde sager, var mødedeltagerne 'amtets konsulent' (B), kommunens lægekonsulent og kommunens afdelingsleder. Efter det oplyste blev der på mødet (efter sagsbehandlerens forelæggelse) taget endelig stilling til de forelagte pensionsansøgninger. Afgørelserne blev truffet af afdelingslederen. Konsulenterne deltog i mødet som særligt sagkyndige. Det fremgår af (K) Kommunes udtalelse af 18. februar 1997 at Deres sag blev drøftet principielt med (B) netop vedrørende varighedskriteriet.

Det antages at en ankeinstans normalt kan yde en 1. instans generel vejledning om eksempelvis forståelse af lovgivning o.l., uden at dette vil bevirke at den person der har ydet vejledningen, bliver inhabil i forhold til en eventuel klage over 1. instansens afgørelse. Tilkendegiver den pågældende derimod en forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den konkrete sags udfald, vil der foreligge toinstansinhabilitet i forhold til en senere klagesag, jf. herom nærmere s. 183ff i Forvaltningsret af Hans Gammeltoft-Hansen mfl. og s. 98 i Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter (1992).

(K) Kommune afslog Deres ansøgning om førtidspension under henvisning til at De ikke opfyldte varighedskriteriet. Som anført deltog (B) i mødet den 4. juni 1996 hvor Deres sag blev afgjort. I den forbindelse deltog hun i drøftelserne om varighedskriteriet. På baggrund af det skitserede forløb mener jeg ikke der kan ses bort fra en risiko for at (B) som sagsbehandler i nævnets sekretariat har kunnet føle sig bundet af sin tidligere rådgivning til (K) Kommune.

I lyset heraf finder jeg det beklageligt at (B) medvirkede ved revaliderings- og pensionsnævnets behandling af Deres klage over (K) Kommunes afgørelse, idet hun måtte anses for at være inhabil (jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4) i forhold til Deres klage over kommunens afslag på Deres ansøgning om førtidspension.

Det oplyses i det sociale nævns udtalelse af 8. september 1998 at Deres sag blev afgjort ved en formandsafgørelse uden forelæggelse for nævnet. Nævnet har desuden oplyst at (B) i overensstemmelse med praksis i sekretariatet forelagde sagen for sekretariatets souschef hvorefter afgørelsen blev meddelt Dem.

Jeg må forstå nævnets udtalelse af 7. april 1997 til mig således at den daglige leder af nævnssekretariatet har vurderet (B)'s habilitet med hensyn til behandlingen af Deres klage. På baggrund af det ovenforstående finder jeg det beklageligt at nævnet ikke mente at (B) var inhabil.

Jeg har derfor i dag henstillet til Det Sociale Nævn for Århus Amt at genoptage behandlingen af Deres klage over (K) Kommunes afgørelse af 4. juni 1996 i lyset af min opfattelse.

Jeg har ikke i øvrigt taget stilling til myndighedernes behandling af Deres ansøgning om førtidspension. Jeg beder Dem afvente det sociale nævns fornyede behandling af sagen, og eventuelt indbringe denne for Den Sociale Ankestyrelse, før De tager stilling til om der er grundlag for at rette henvendelse til mig angående sagen. Hvis De ønsker at klage over andre forhold i forbindelse med (K) Kommunes afgørelse af 4. juni 1996, revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 29. november 1996 eller Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 7. januar 1997, beder jeg Dem om at meddele mig dette senest otte uger efter det sociale nævns og Ankestyrelsens afsluttende behandling af sagen.

På det foreliggende grundlag foretager jeg mig ikke mere i sagen."

Udtalelser 1998 364 Valid

Resumé

En kvinde klagede over revaliderings- og pensionsnævnets afslag på hendes ansøgning om førtidspension. Hun gjorde bl.a. gældende at en konsulent som havde medvirket i forbindelse med kommunens behandling af sagen også - som sagsbehandler - havde deltaget i revaliderings- og pensionnævnets behandling af klagen over kommunens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at der ikke kunne ses bort fra risikoen for at konsulenten som sagsbehandler i revaliderings- og pensionsnævnets sekretariat havde følt sig bundet af sin tidligere rådgivning til kommunen. På den baggrund mente ombudsmanden det var beklageligt at konsulenten deltog i revaliderings- og pensionsnævnets behandling af klagen, idet han måtte anses for inhabil.

Ombudsmanden mente endvidere det var beklageligt at det sociale nævn ikke havde erklæret konsulenten inhabil. På denne baggrund henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage behandlingen af klagen over pensionsafgørelsen. (J.nr. 1997-0086-009).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →