Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om ophør af særligt pensionstillæg
Statutory Text (3 Articles)
Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om ophør af særligt pensionstillæg
En mand, A, klagede over det sociale ankenævns afgørelse af 15. april 1997. Ankenævnet fastholdt ved denne afgørelse at et særligt pensionstillæg for enlige pensionister ikke fortsat kunne udbetales til A.
Det fremgik af sagen at A boede i samme lejlighed som B. Indtil den 1. januar 1996 modtog A et særligt pensionstillæg til reelt enlige.
Af Brøndby Kommunes journalark fremgik at B den 4. december 1995 ringede til kommunen og fik oplyst at hun ikke var berettiget til det særlige tillæg for reelt enlige, da hun boede sammen med A. B oplyste til dette at A ikke var hendes samlever men derimod en logerende. Kommunens journalark refererer videre at A havde henvendt sig personligt til forvaltningen hvor A havde oplyst at han søgte egen lejlighed. A havde ved den lejlighed fået en frist til 1. januar 1996 vedrørende udbetaling af tillæg til reelt enlige. Kommunens journalark fra den 4. december 1995 refererede endvidere følgende fra en telefonsamtale samme dag mellem A og kommunen
"...
Manden kommer nu til tlf. og spørger om det kan svare sig med boligydelse til denne lejlighed, da de nu har fået tilbudt en 3-værelses lejlighed i sammme boligselskab til 1 april 96.
Manden oplyser, at dette er den allerbedste løsning- og en meget bedre lejlighed, hvor de begge skal skrive under på kontrakten, og hvor de fortsat kan have hver sit værelse og samme stue.
..."
Af kommunens elektroniske arkivmateriale vedrørende pensionsudbetalingen pr. 1. januar 1996 fremgik at A fik udbetalt et grundbeløb, et førtidsbeløb, et pensionstillæg, og et personligt tillæg. Kommunen stoppede dermed fra og med denne dato for udbetaling af det særlige tillæg for reelt enlige.
Den 7. januar 1997 klagede A mundtligt til Brøndby Kommune over at kommunen året før havde stoppet for udbetaling af det særlige tillæg.
Den 8. januar 1997 oversendte kommunen A's sag til Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt. Af brevet til nævnet fremgik bl.a. følgende
"...
Ifølge pgl. har han - siden 15/7 92 - boet i en lejet 2 værelses lejlighed på 69 m2 sammen med en kvinde på 68 år. Lejligheden står i (B)'s navn. Da (B) søger folkepension, og spørgsmålet om samliv bliver bragt på bane, oplyses det, at de ikke er samlevende. I samme telefonsamtale forespørges hvorvidt det kan svare sig at flytte til en større lejlighed, som de netop har fået tilbudt sammen. Enligtillæg til (A) blev herefter stoppet med virkning fra 1/1-1996. Der er kun givet meddelelse herom i form af en pensionsmeddelelse, som er udsendt i forbindelse med den årlige omberegning af pensionen. I denne meddelelse fremgår også klagevejledning. Pågældende har ikke anket denne nedsættelse før nu.
Sagen er nu genvurderet, og man har besluttet at fastholde, at der ikke kan ydes enligtillæg til ovennævnte husstand.
..."
Den 22. januar 1997 sendte det sociale ankenævn kopi af kommunens oversendelsesbrev af 8. januar 1997 til A således at han kunne få lejlighed til at komme med sine bemærkninger hertil. A havde ingen bemærkninger til sagen.
I brev af 15. april 1997 tiltrådte ankenævnet Brøndby Kommunes afgørelse. Af begrundelsen for afgørelsen fremgik følgende
"Det er herved lagt til grund, at De og (B), som sagen foreligger oplyst, må anses at leve i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, hvilket i særdeleshed er bestyrket af Deres planer om sammen at flytte til en anden og større bolig."
Den 13. oktober 1997 henvendte A sig personligt her ved ombudsmandsembedet. A klagede bl.a. over myndighedernes afgørelser om at A ikke opfyldte betingelserne for udbetaling af det særlige tillæg for reelt enlige.
I anledning af A's klage bad jeg den 5. november 1997 henholdsvis Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt og Brøndby Kommune om udtalelser vedrørende A's sag. Jeg bad myndighederne særligt udtale sig om, om A var blevet partshørt før henholdsvis kommunen og ankenævnet traf afgørelse i sagen, samt om hvornår og hvorledes A fik meddelelse om kommunens afgørelse.
Brøndby Kommune meddelte i brev af 27. november 1997 at kommunen ikke havde yderligere kommentarer til sagen.
Af ankenævnets udtalelse af 19. december 1997 fremgik bl.a. følgende
"...
Af kommunens fremsendelsesskrivelse til Ankenævnet af 8/1-97 fremgår det, at underretningen om at standse udbetalingen af det særlige pensionstillæg for reelt enlige oprindelig blev givet i pensionsmeddelelsen pr. 1. januar 1996.
Det Sociale Ankenævn har, før det traf afgørelse i sagen, tilstillet klager det i kopi vedlagte brev af 22. januar 1997, som ikke har foranlediget yderligere bemærkninger til sagen fra klager.
..."
Den 30. december 1997 sendte jeg A kopier af myndighedernes udtalelser således at A kunne få lejlighed til at komme med sine bemærkninger hertil.
Efter en foreløbig gennemgang af A's sag bad en af mine medarbejdere den 6. januar 1998 telefonisk ankenævnet om at fremsende to akter som ikke lå blandt de tidligere modtagne sagsakter fra nævnet. Jeg modtog disse akter den 12. januar 1998 vedlagt et brev af 9. januar fra ankenævnet.
I brevet af 9. januar 1998 udtalte nævnet bl.a. følgende
"Under henvisning til telefonsamtale af 6. januar 1998 fremsendes vedlagt følgende bilag
1) ...
2) Den fra kommunen den 7. januar 1998 modtagne kopi af kommunens elektroniske arkivmateriale vedrørende pensionsudbetalingen pr. 1. januar 1996. Kommunen er ikke i besiddelse af nogen direkte kopi af den pågældende pensionsmeddelelse, idet der - som det fremgår af sagen - først er klaget over at det særlige pensionstillæg for enlige pensionister ikke udbetales 1 år senere, den 7. januar 1997.
Det bør måske tilføjes, at klageren, der er (udenlandsk) statsborger, kun er berettiget til at modtage en brøkpension, som ikke udgør et fornødent eksistensgrundlag for ham.
Som følge heraf er klageren, i medfør af pensionslovens § 17, tildelt et løbende tillæg, som overstiger det omhandlede tillæg til reelt enlige pensionister, som supplement til brøkpensionen. Dette tillæg tildeles i princippet på grundlag af en konkret vurdering af pensionistens indtægter og faste udgifter.
Det vil derfor formentlig være uden økonomisk betydning for klageren, hvis han skulle blive tilkendt tillæg som reelt enlig, idet en konsekvens heraf må formodes at blive, at det løbende personlige tillæg vil blive formindsket tilsvarende."
Jeg sendte kopi af dette brev til A den 14. januar således at han fik mulighed for at komme med sine bemærkninger hertil.
A ringede til en af mine medarbejdere den 4. maj 1998. A oplyste bl.a. at han havde fået konstateret at han led af en dødelig kræftsygdom, og at han var 100% invalid.
Ombudsmandens udtalelse
" Brøndby Kommunes afgørelse i sagen
Som det fremgår af sagsfremstillingen ovenfor er akterne i Deres sag vedlagt en kopi af kommunens elektroniske arkivmateriale vedrørende pensionsudbetalingen pr. 1. januar 1996. Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt oplyste i brev af 9. januar 1998 til mig at Brøndby Kommune ikke var i besiddelse af nogen direkte kopi af den pensionsmeddelelse hvoraf kommunens afgørelse om bortfald af pensionstillæg til reelt enlige fremgik.
Forvaltningsmyndigheder bør af hensyn til reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven om aktindsigt og af hensyn til sikring af bevis, sørge for at der i myndighedens sager opbevares kopier af udgående post. Jeg har tidligere udtalt mig om dette i en sag, som jeg har vedlagt i anonymiseret form. Jeg mener således at det havde været ønskeligt om Brøndby Kommune havde opbevaret kopier af den pensionsmeddelelse som kommunen har sendt til Dem. Dette ville blandt andet have givet Brøndby Kommune mulighed for at opfylde sine pligter efter offentlighedsloven og forvaltningsloven ved eventuelle begæringer om aktindsigt.
Jeg kan i den forbindelse endvidere oplyse at jeg har drøftelser om dette spørgsmål med Kommunernes Landsforening og Kommunedata.
Jeg har gjort Brøndby Kommune bekendt med min opfattelse og foretager mig herefter ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
Sagsoplysningen for myndighedernes afgørelser
Ved fastsættelsen af pension anvendes i følge lov om social pension § 49, stk. 1, forskellige beløb, herunder et pensionstillæg for enlige.
Myndighedernes afgørelser er i øvrigt truffet i henhold til lov om social pension § 49, stk. 2, som er formuleret således
'Ved fastsættelse af pensionen anses gifte som enlige, hvis samlivet med ægtefællen er ophævet. Ved udbetaling af pensionstillæg, jf. stk. 1, nr. 3, anses personer, der ikke lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, som enlige.'
Efter lov om social pension § 26 kan ministeren fastsætte nærmere regler om bl.a. 'indgivelse af ansøgninger, fremskaffelse af oplysninger og dokumentation' i sager om pension. Bl.a. på denne baggrund har Socialministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 522 af 16. juni 1994 om social pension. Bekendtgørelsens § 3 har følgende ordlyd
' § 3. Ansøgere og andre, der har kendskab til forholdene, skal give kommunalbestyrelsen oplysninger og dokumentation, som anses for nødvendig for at afgøre, om betingelserne for pension er opfyldt samt for at beregne og udbetale pension.'
Lov om social pension indeholder i § 45 følgende bestemmelse
' § 45. Kommunalbestyrelsen kan af offentlige myndigheder og private kræve at få stillet de oplysninger til rådighed, der er nødvendige ved beregningen af pensionen. Kommunalbestyrelsen kan herunder indhente oplysninger om pensionistens økonomiske forhold, også i elektronisk form, fra skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser.'
Ved siden af disse særlige regler om oplysning af pensionssager gælder de almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger om sagsoplysningen.
Officialprincippet forpligter den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette kan eventuelt ske i samarbejde med parten i sagen.
At officialprincippet også gælder i sager om social pension har fundet et præcist udtryk i socialministeriets cirkulære nr. 193 af 3. november 1994 om social pension. Cirkulærets § 6 lyder således
' § 6. Kommunalbestyrelsen skal indhente alle oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan pålægge offentlige myndigheder at give oplysninger og dokumentation, som anses for nødvendig for sagsbehandlingen. Udskrifter mv. kan kræves uden betaling.'
Som det fremgår af pensionslovens § 49, stk. 2, er det af betydning for størrelsen af pensionstillæg om en ansøger er reelt enlig.
Brøndby Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt var derfor i den foreliggende sag forpligtet til i overensstemmelse med officialprincippet at tilvejebringe oplysninger om hvorvidt De var reelt enlig.
Ankenævnet har i afgørelsen af 15. april 1997 begrundet afgørelsen med at som sagen forelå oplyst måtte De og (B) anses for at leve i et samlivsforhold, hvor I gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidragede til den fælles husførelse, og hvor jeres samliv efter dansk ret kunne føre til ægteskab, hvilket nævnet vurderede i særdeleshed var bestyrket af jeres planer om sammen at flytte til en anden og større bolig.
Det fremgår af kommunens journalark af 4. december 1995 at De har oplyst at De og (B) har fået tilbudt en 3-værelseslejlighed som I overvejer at leje.
Af de tilsendte akter fremgår imidlertid ikke om De og (B) gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til en fælles husførelse.
Som sagen foreligger oplyst for mig må jeg lægge til grund at Brøndby Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt ikke har fremskaffet oplysninger vedrørende ovenstående før myndighederne traf afgørelse i sagen. Dette finder jeg meget beklageligt.
Ankenævnet og kommunen havde således efter min mening ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere at De ikke var reelt enlig. Myndighederne burde efter min opfattelse have fremskaffet yderligere oplysninger i sagen til belysning af på hvilken måde De og (B) delte bopæl.
Jeg har gjort Brøndby Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt bekendt med min opfattelse og henstillet til nævnet at genoptage sagen set i lyset af de synspunkter jeg har nævnt ovenfor samt set i lyset af SM P-20-95.
..."
Den 3. juni 1998 besluttede det sociale ankenævn at genoptage sagen. Den 18. december 1998 traf Ankestyrelsen herefter afgørelse om hjemvisning af sagen til fornyet vurdering og afgørelse i Brøndby Kommune.
Jeg meddelte herefter ankenævnet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig videre i sagen.
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
En pensionist klagede over at det sociale ankenævn havde standset udbetalingen af et særligt pensionstillæg for enlige. Nævnet mente ikke at pensionisten kunne betegnes som reelt enlig og lagde til grund at der var fælles husførelse mellem pensionisten og en kvinde.
Ombudsmanden udtalte at kommunen og ankenævnet i den foreliggende sag var forpligtet til at skaffe nærmere oplysninger om hvorvidt pensionisten var reelt enlig. Specielt i forbindelse med vurdering af en eventuel fælles husførelse var det foreliggende oplysningsgrundlag utilstrækkeligt.
Ombudsmanden betegnede den mangelfulde sagsoplysning som beklagelig og henstillede til det sociale ankenævn at genoptage sagen.
Om det forhold at kommunens afgørelse ikke kunne skaffes til veje ud over 1 år fra afgørelsestidspunktet, udtalte ombudsmanden at opbevaring af kopier af afgørelser er ønskelig af hensyn til vurderingen af begrundelse og klagevejledning, og af hensyn til aktindsigt. (J.nr. 1997-2792-040).