Bortfald af bevilliget støtte til køb af bil

§ 2. For at støtte kan ydes, skal ansøgeren have et kørselsbehov

i forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen, eller

i forbindelse med uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder, eller

hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse.

Stk. 2. Der kan ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov udfra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger.

...

§ 8. Efter § 16 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv. er revaliderings- og pensionsnævnet bemyndiget til at bevilge fritagelse for betaling af vægtafgift, når ansøgeren opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse for støtte til køb af bil eller betaling af registreringsafgift efter § 16.

§ 9. Der kan ydes tilskud til nødvendig indretning af en bil, herunder til aggregater, uanset om der kan ydes støtte til anskaffelse af bil efter §§ 1-2. Tilskud er betinget af, at bilen tilhører ansøgeren eller en anden person inden for husstanden.

Stk. 2. Tilskud til automatisk transmission, der udgør 15.000 kr. er endvidere betinget af, at bilen er under 1 år.

Stk. 3. Der kan normalt tidligst ydes tilskud efter 6 år til lignende indretning af en bil.

Stk. 4. Revaliderings- og Pensionsnævnet kan bemyndige det sociale udvalg til at bevilge tilskud efter stk. 1-2, når politiet har krævet særlige indretninger i bilen.

...

§ 11. Som vilkår for lån efter §§ 4 og 6 gælder

...

6) De helbredsmæssige og eventuelle erhvervs- eller uddannelsesmæssige forudsætninger for støtte skal fortsat være til stede, jf. §§ 1-2.

...

§ 13. Hvis de i §§ 11-12 nævnte vilkår ikke overholdes, afgiver det sociale udvalg indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, om lånet skal opsiges og vægtafgiftsfritagelsen skal bortfalde.

Stk. 2. Træffer revaliderings- og pensionsnævnet beslutning om støttens bortfald, skal restgælden efter §§ 4-6 indfries og vægtafgiftsfritagelsen bortfalde med udgangen af den efterfølgende måned, jf. § 15, stk. 2.'

2. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 21. september 1995

Deres sag rejser navnlig 2 spørgsmål. Det første er om De efter Deres helbredstilstand var berettiget til støtte til køb af bil m.v. Det andet spørgsmål er hvilken betydning det måtte have, at Varde Kommune først udbetalte lånet og efterfølgende ankede revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 5. april 1995 til Den Sociale Ankestyrelse.

Efter bestemmelserne er det afgørende for hvorvidt der kan tilkendes støtte til køb af bil m.v. om der er tale om en varig nedsættelse af funktionsevnen. Endvidere skal ansøgeren have et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelserne og letter den daglige tilværelse (trivselsbil).

Ved bedømmelsen af om der kan ydes tilskud, skal myndighederne foretage en konkret samlet vurdering af ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold. Denne konkrete samlede vurdering bygger dels på en bevismæssig vurdering af ansøgerens helbredstilstand dels på en vurdering som forudsætter lægelig sagkundskab og dels på en socialfaglig vurdering af ansøgerens sociale situation.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare bevisspørgsmålet om Deres helbredstilstand fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen eller foretage yderligere lægeundersøgelser, men behandler klager på et skriftligt grundlag. Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvist bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægelige vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Endeligt bygger den konkrete samlede vurdering på en socialfaglig vurdering af Deres sociale situation. Der er her tale om vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Ankestyrelsen der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder, at jeg kan kritisere Den Sociale Ankestyrelses vurdering af Deres helbredstilstand i forhold til reglerne for støtte til bil.

Der kan imidlertid rejses spørgsmål om hvorvidt den omstændighed, at Varde Kommune først ekspederede lånesagen og efterfølgende ankede Revaliderings- og Pensionsnævnet for Ribe Amts afgørelse af 5. april 1995 til Den Sociale Ankestyrelse, kan føre til et andet - og for Dem tilfredsstillende - resultat.

Som ovenfor anført skrev De den 25. maj 1995 til Den Sociale Ankestyrelse at De ikke regnede med at kommunen ville anke revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, da Deres sagsbehandler omgående klausulerede på papirerne, og betalte bilforhandleren. De skrev også at De den dag De skulle afhente Deres nye bil, ringede til kommunen og spurgte Deres sagsbehandler, om alt var i orden, hvilket hun forsikrede Dem om.

Den Sociale Ankestyrelse udtalte som ovenfor anført den 13. juni 1997 bl.a.

'Den omstændighed, at kommunen først ankede nævnets afgørelse efter at den havde godkendt og betalt for bilen kan ikke give grundlag for en ændring af Ankestyrelsens afgørelse, hvorefter (A) ikke opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil og derfor ikke for fremtiden var berettiget til den bevilgede støtte.'

Deres sag rejser det spørgsmål om den omstændighed at Den Sociale Ankestyrelse omgør et revaliderings- og pensionsnævns bevilling af støtte til køb af bil automatisk altid skal medføre, at bevillingen af lånet bortfalder, og lånet som er udbetalt og anvendt i overensstemmelse med sit formål skal opsiges og dermed tilbagebetales.

Svaret på dette spørgsmål beror på en nærmere fortolkning af bistandslovens § 15 b, stk. 3, som jeg har citeret ovenfor i min udtalelse under punkt 1. Spørgsmålet er således om bistandslovens § 15 b, stk. 3, er en 'kan'-regel eller en 'skal'-regel.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 1993/94, tillæg A, sp. 8472) anføres bl.a.

'I de tilfælde, hvor Den Sociale Ankestyrelse finder, at betingelserne for at modtage en social ydelse ikke er til stede, foreslås det, at Ankestyrelsen samtidig med, at der træffes en afgørelse til ugunst for borgeren, træffer afgørelse om tidspunktet for bortfald eller ændring af ydelsen. Tilsvarende foreslås det præciseret, at

Ankestyrelsen ved afgørelse om støtte til erhvervelse af motorkøretøj samtidigt træffer afgørelse om bortfald af et eventuelt bevilget og udnyttet lån.'

Bemærkningerne kan efter omstændighederne forstås således at der er tale om en 'skal'-regel, således at bevilgede og udnyttede lån altid skal tilbagebetales. Herimod taler imidlertid bestemmelsens ordlyd: 'Den Sociale Ankestyrelse kan ved afgørelser om støtte til erhvervelse af motorkøretøj efter § 58, stk. 3 og 8, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån mv.' Bestemmelsen i bistandslovens § 15 b, stk. 3, er videreført i § 72, stk. 3, i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område, der træder i kraft den 1. juli 1998. I § 72, stk. 3, er ligeledes anvendt ordet 'kan'.

Den Sociale Ankestyrelse angav ikke bistandslovens § 15 b, stk. 3, som lovgrundlag (hjemmel) i Ankestyrelsens brev af 28. september 1995. Ankestyrelsen anvendte heller ikke en formulering i stil med 'Den Sociale Ankestyrelse har samtidigt truffet afgørelse om at lånet skal opsiges, restgælden skal indfries og vægtafgiftsfritagelsen skal bortfalde med udgangen af oktober måned'. Ankestyrelsens meddelelse af at 'lånet skal herefter opsiges, restgælden skal indfries og vægtafgiftsfritagelsen skal bortfalde med udgangen af oktober måned' fremtræder umiddelbart som en automatisk følge af den afgørelse, der angives at være truffet i medfør af de anførte bestemmelser i Socialministeriets bilbekendtgørelse. Heller ikke Den Sociale Ankestyrelses udtalelse af 13. juni 1997 belyser spørgsmålet nærmere.

Den Sociale Ankestyrelse har hverken i sit brev til Dem af 28. september 1995 eller i sin senere udtalelse til mig taget klart stilling til dette fortolkningsspørgsmål og dermed heller ikke taget klart stilling til Deres sag. Jeg har derfor henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at Ankestyrelsen genoptager sagen og meddeler Dem en afgørelse, hvori Ankestyrelsen tager konkret stilling til, om revaliderings- og pensionsnævnets bevilling af 5. april 1995 skal bortfalde og det allerede udbetalte lån opsiges som følge af Ankestyrelsens afgørelse om at De ikke opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil. Hvis Den Sociale Ankestyrelse er af den opfattelse at opsigelsen af lånet og kravet om indfrielse af restgælden er en automatisk følge af afgørelsen om at De ikke opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil, har jeg henstillet til Ankestyrelsen at styrelsen giver Dem en uddybende begrundelse for lovgrundlaget (hjemmelsgrundlaget) herfor. Hvis Den Sociale Ankestyrelse er af den opfattelse at opsigelsen af lånet og kravet om indfrielse af restgælden forudsætter at Ankestyrelsen træffer en konkret afgørelse herom, har jeg henstillet til Ankestyrelsen at styrelsen giver Dem en uddybende begrundelse for de kriterier, som indgår i Ankestyrelsens skønsudøvelse med hensyn til om lån skal opsiges og kræves tilbagebetalt.

Jeg har gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse, og jeg har samtidigt anmodet Ankestyrelsen om at blive underrettet om styrelsens nye afgørelse i sagen.

Endeligt har jeg meddelt Ankestyrelsen at det i sig selv er en fejl, at styrelsen i brevet af 28. september 1995 om Ankestyrelsens afgørelse af 21. september 1995 undlod at henvise til bistandslovens § 15 b, stk. 3. Jeg har henvist til det følger af forvaltningslovens § 22 og § 24, stk. 1, at forvaltningsmyndigheder, når de træffer afgørelser hvor borgeren ikke får fuldt ud medhold, skal henvise til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

Jeg må bede Dem afvente Den Sociale Ankestyrelses nye afgørelse, før De tager stilling til om der eventuelt er grundlag for at klage til mig igen.

Den Sociale Ankestyrelse skrev i Ankestyrelsens udtalelse til mig af 13. juni 1997 at Højesterets dom af 13. november 1996 ikke ses at have betydning for Deres sag. Efter en nærmere gennemgang af dommen og Deres sag må jeg erklære mig enig i at Højesterets dom ikke har betydning for Deres sag. Det er for så vidt beklageligt at Deres sag var sat i bero herpå uden at dommen 'førte til noget', men på den anden side kunne det ikke ganske udelukkes at dommen kunne få betydning.

3. Spørgsmålet om en eventuel afdragsordning

I Deres ovenfor citerede brev til mig af 4. august 1997 skrev De under henvisning til Den Sociale Ankestyrelses udtalelse af 13. juni 1997 bl.a. at De fandt det forkert, at hverken kommunen eller Ankestyrelsen havde nævnt muligheden for en afdragsordning i forbindelse med Den Sociale Ankestyrelses afgørelse.

Ombudsmanden kan ikke behandle klager over forhold som den pågældende myndighed ikke har taget konkret stilling til. Ombudsmanden kan heller ikke behandle klager over forhold der kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).

De har - så vidt jeg kan se - ikke klaget til Varde Kommune over at kommunen ikke tilbød Dem en afdragsordning for Deres lån til bil. Varde Kommunes afgørelse kan indbringes for Det Sociale Ankenævn for Ribe Amt, Puggaardsgade 7, 6760 Ribe, hvis afgørelse i øvrigt kan påklages til Den Sociale Ankestyrelse, som dog kun realitetsbehandler klager, der er af principiel eller generel betydning.

Hvis De fortsat ønsker at klage over at Varde Kommune ikke tilbød Dem en afdragsordning, må jeg henvise Dem til at klage over dette til Varde Kommune. Jeg beder Dem i givet fald afvente kommunens afgørelse og - hvis De er utilfreds med afgørelsen - udnytte de nævnte klagemuligheder, før De tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig.

Deres klage giver mig ikke anledning til at foretage videre."

§ 58. Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til hjælpemidler, herunder merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som

er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv, eller

i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller

i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

...

Stk. 3. Til personer, der er omfattet af stk. 1, kan der ydes støtte til erhvervelse af motorkøretøj. Støtten ydes som rentefri lån inden for en ramme på 108.000 kr. Socialministeren fastsætter regler om tilbagebetaling af lån, herunder om, at pligten til at tilbagebetale en del af lånet kan bortfalde. Den del af lånet, der skal tilbagebetales, forhøjes med 20 pct. af den del af indkomstgrundlaget, jf. stk. 4, der overstiger 129.000 kr.'

De relevante bestemmelser i bekendtgørelsen har følgende ordlyd

' § 1. Støtte til køb af bil kan ydes til personer med en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

Bortfald af bevilliget støtte til køb af bil

A søgte den 11. november 1993 om støtte til køb af bil.

Ved brev af 7. november 1994 indstillede Varde Kommune til Revaliderings- og Pensionsnævnet for Ribe Amt at der blev meddelt afslag på A's ansøgning.

Den 5. april 1995 traf Revaliderings- og Pensionsnævnet for Ribe Amt afgørelse om at imødekomme A's ansøgning. Nævnet skrev bl.a. følgende i afgørelsen

"Det fremgår af sagen, at De i henholdsvis 1977 og 1986 har fået bevilget økonomisk støtte til hjælpemiddelbil indenfor lånerammen samt fritagelse for betaling af vægtafgift.

Begge gange har Varde kommune fremsendt sagen til revaliderings- og pensionsnævnet med positiv indstilling.

I forbindelse med den aktuelle ansøgning om udskiftning af hjælpemiddelbil har Varde kommune imidlertid fremsendt sagen med indstilling om afslag med den begrundelse, at De kan benytte offentlige transportmidler.

Helbredsmæssigt lider De af følgetilstande efter en medfødt hjertesygdom. Deres gangdistance beskrives som følge heraf som værende meget svingende, mellem 50 og 1000 meter, afhængig af vejret.

På revaliderings‑ og pensionsnævnets foranledning er der rekvireret en statusbedømmelse fra medicinsk afdeling, Varde sygehus, den foreligger dateret 16. december 1994.

Revaliderings- og pensionsnævnet har lagt vægt på, at Deres helbredsmæssige tilstand ikke er ændret i forhold til tidspunktet for tidligere tilkendelser, og finder derfor, at der fortsat er et vist skånebehov til stede.

...

Både De og kommunen kan klage over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. Hvis De vil klage, skal klagen inden 4 uger sendes til nævnet.

...

De må ikke indgå bindende aftale om køb af bil, før De hører nærmere fra Deres opholdskommune. "

Inden klagefristens udløb indgik A aftale om køb af ny bil.

Ved brev af 3. maj 1995 klagede Varde Kommune over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. Varde Kommune skrev til støtte for klagen bl.a. følgende

"Forvaltningen har ved sagens behandling taget udgangspunkt i ansøgers helbredsmæssige situation for nuværende. Det er overfor forvaltningen oplyst, at ansøger passer hus, have og kan klare en gangdistance på op til 1.000 meter.

Forvaltningen har herefter vurderet, at ansøgers hjertelidelse ikke vil være til hinder for anvendelse af offentlige transportmidler."

Den 25. maj 1995 skrev A til Den Sociale Ankestyrelse. A skrev bl.a. følgende

"Jeg havde fået at vide muligheden for at kommunen kunne anke Statsamtets afgørelse, men regnede faktisk ikke med at de ville gøre det, da min sagsbehandler omgående klausulerede på papirerne, og desforuden har betalt bilforhandleren. Den dag jeg skulle afhente den nye bil, ringede jeg til kommunen og talte med (B). Jeg spurgte, om alt var i orden, og der ikke kunne blive noget senere. Dette forsikrede hun mig om, at der ikke kunne blive, ellers ville jeg ikke have afhentet den nye bil."

Den Sociale Ankestyrelse traf den 21. september 1995 afgørelse, som Ankestyrelsen meddelte A ved brev af 26. september 1995 som rettet ved brev af 28. september 1995. Ankestyrelsen skrev i brevet af 28. september 1995 bl.a. følgende

"Der blev truffet følgende

A F G Ø R E L S E

De er ikke berettiget til støtte til køb af bil efter § 1 og § 2, stk. 1, nr. 3, i Socialministeriets bilbekendtgørelse.

De opfylder derfor heller ikke betingelserne for fritagelse for betaling af vægtafgift efter bekendtgørelsens § 8.

Begrundelsen er, at der ikke foreligger en så væsentlig varig nedsættelse af Deres funktionsevne, at De ikke skulle kunne færdes uden brug af bil.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at De vil være i stand til at benytte offentlige transportmidler samt at De har en gangdistance på 50 - 1.000 m.

Ved afgørelsen har Ankestyrelsen i øvrigt taget udgangspunkt i, at der efter praksis normalt kræves en meget betydelig funktionsnedsættelse som følge af invaliditet eller sygdom, for at der kan ydes støtte til bilkøb. Det gælder især, hvis kørselsbehovet - som i Deres tilfælde - ikke er begrundet med uddannelse eller erhverv.

Ankestyrelsen har endelig lagt vægt på, at De som pensionist skønnes at kunne afpasse Deres aktiviteter med rimelig hensyntagen til Deres helbredsmæssige tilstand.

Ankestyrelsen ændrer således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Lånet skal herefter opsiges, restgælden skal indfries og vægtafgiftsfritagelsen skal bortfalde med udgangen af oktober måned.

...

Lovgrundlaget for afgørelsen

Deres ansøgning er bedømt efter bistandslovens § 58, stk. 3, og §§ 1, 2, 8, 9 og 13, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58 (bilbekendtgørelsen)."

Den 14. november 1995 modtog jeg A's klage over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse. A skrev bl.a. at der ved afgørelsen ikke var taget hensyn til hendes rygskade, idet der kun var fokuseret på hendes hjertefejl. A skrev endvidere bl.a. følgende

"Da jeg har talt med min sagsbehandler ved StatsAmtet, (C), torsdag den 6. april d.å. og fået at vide, at jeg var tildelt støtte til køb af ny bil, kontakter jeg bilforhandleren for at få en prøvetur i den bil, jeg godt kunne tænke mig. Bilforhandleren kontakter Varde Kommune og taler med (B), der ifølge bilforhandleren siger, at når StatsAmtet havde sagt JA, var der ikke noget i vejen for at jeg kunne købe bilen. Varde Kommune får så meget travlt med at få faxet papirerne med godkendelsen fra StatsAmtet til Varde Kommune, der også havde travlt med at få klausuleret papirerne på bilen, så jeg allerede kunne afhente den mandag den 10. april.

Jeg vidste godt, at muligheden for at Varde Kommune kunne anke StatsAmtets afgørelse forelå, derfor kontaktede jeg min sagsbehandler ved Varde Kommune, (B), lige inden jeg kørte til bilforhandleren for at hente den nye bil. (B) forsikrede mig om, at alt var i orden, og at der ikke ville blive noget senere. Dette benægter (B) nu at have udtalt sig om.

...

Jeg mener heller ikke, at det kan være rigtigt af en kommune først at give tilladelse til køb af bil, efter de er blevet underkendt af amtet, og derefter anke sagen. Det sætter den handicappede i en meget ubehagelig situation, hvis kommunen får medhold hos Ankestyrelsen. Det har sat mig i den situation at jeg har måttet optage et banklån, som jeg faktisk ikke har råd til, for at kunne beholde min bil, hvorved min økonomi er helt i ruiner de næste mange år. Hele denne sag har selvfølgelig også været en stor psykisk belastning, som jo ikke er blevet mindre nu efter Den Sociale Ankestyrelses afgørelse.

I brevet fra Den Sociale Ankestyrelse er der desuden nogle bemærkninger om, at man som pensionist 'skønnes at kunne afrette sine aktiviteter med hensyntagen til ens helbredsmæssige tilstand'. Disse bemærkninger finder jeg ret unødvendige. Det er jo netop af hensyntagen til min helbredstilstand, at jeg ikke er i stand til at tage et arbejde eller tage en uddannelse.... Jeg får jo bilen for at kunne leve et så normalt og uafhængigt liv som muligt."

Ved brev af 17. november 1995 anmodede jeg Den Sociale Ankestyrelse om udlån af sagens akter.

Den 1. februar 1996 skrev jeg til A at jeg ikke kunne færdigbehandle hendes sag på det tidspunkt p.g.a. en retssag ved Højesteret, og den 3. december 1996 sendte jeg A en anonymiseret kopi af Højesterets dom fra 13. november 1996 i den pågældende sag. Jeg bad A om at meddele mig, hvorvidt hun fortsat ønskede at jeg skulle undersøge hendes sag om støtte til køb af en bil.

I brev af 10. december 1996 bad A mig om fortsat at behandle hendes klage.

Den 23. december 1996 bad jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af A's klage over Ankestyrelsens afgørelse af 21. september 1995.

Den Sociale Ankestyrelse udtalte den 13. juni 1997 bl.a. følgende

"Det fremgår af bistandslovens § 15 b, stk. 3, at Den Sociale Ankekestyrelse ved afgørelser om støtte til erhvervelse af motorkøretøj efter § 58, stk. 3, samtidig kan træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v. Denne bestemmelse trådte i kraft den 1. juli 1994 og kan efter Ankestyrelsens opfattelse ses som udtryk for en præcisering af hidtidig praksis. Dette sammenholdt med bilbekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 6, hvoraf fremgår at betingelserne for bilstøtte efter § 1 og § 2 fortsat skal være til stede, støtter efter Ankestyrelsens opfattelse, at bilstøtte er en løbende ydelse. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til bistandslovens § 15b, stk. 3, jf. forslag til lov om ændring af lov om social pension, lov om social bistand og den sociale styrelseslov mv. (Tilkendelseskompetence m.v.) L 244, § 2, nr. 3.

Ankestyrelsen har således i bistandslovens § 15 b, stk. 3, haft udtrykkelig lovhjemmel til at opsige lånet og kræve tilbagebetaling for perioden efter Ankestyrelsens afgørelse, selv om lånet var udbetalt til (A).

Højesteretsdommen af 13. november 1996 ses på denne baggrund ikke at have betydning for afgørelsen.

Da der ikke ved Højesteretsdommen er taget stilling til, om Ankestyrelsen i den tidligere sag kunne have opsagt et allerede udbetalt lån, ses dommen heller ikke at kunne give anledning til at anfægte Ankestyrelsens praksis for tiden inden ovennævnte bestemmelse trådte i kraft, jf. SM 0‑52‑90 om Ankestyrelsens praksis. Heller ikke ved landsretsdommen er der taget afstand fra denne praksis.

Den omstændighed, at kommunen først ankede nævnets afgørelse efter at den havde godkendt og betalt for bilen kan ikke give grundlag for en ændring af Ankestyrelsens afgørelse, hvorefter (A) ikke opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil og derfor ikke for fremtiden var berettiget til den bevilgede støtte.

Spørgsmålet om, hvorvidt (A) kan kræve erstatning fra kommunen på grundlag af almindelige erstatningsretlige regler, henhører under domstolene.

Det bemærkes, at efter bilbekendtgørelsens § 15 kan kommunen, når der er truffet beslutning om indfrielse af restgæld, fastsætte en afdragsordning. Kommunen kan endvidere træffe afgørelse om henstand med tilbagebetalingen og eftergivelse af lånet ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v.

En klage over sagsbehandlingstiden i kommunen og over sagsbehandlerens optræden skal rettes til kommunalbestyrelsen.

...

I den samlede vurdering af (A)'s funktionsniveau er der også taget hensyn til de i sagen foreliggende oplysninger om (A)'s ryglidelse. Der foreligger således oplysninger fra en røntgenundersøgelse af 13. september 1994. Efter Ankestyrelsens vurdering var der ikke beskrevet en ryglidelse af en sådan sværhedsgrad, at den sammen med hjertelidelsen kunne give anledning til bilstøtte. Det bemærkes desuden, at Ankestyrelsen ved vurderingen af funktionsniveauet har foretaget en selvstændig vurdering ud fra de foreliggende objektive lægelige oplysninger om helbredstilstanden samt (A)'s egne oplysninger om gangdistancen. Ankestyrelsen har således ikke lagt vægt på, at der er læger, som har udtalt, at (A) er berettiget til bilstøtte.

Med hensyn til det anførte om en selvmodsigelse i Ankestyrelsens afgørelse, meddelt den 26. september 1995, henvises der til, at Ankestyrelsen i brev af 28. september 1995 til (A) beklagede, at der var sket en skrivefejl og samtidig vedlagde en korrekt formuleret afgørelse."

Den 19. juni 1997 sendte jeg A kopi af af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse med anmodning om hendes eventuelle bemærkninger.

Den 6. august 1997 modtog jeg A's afsluttende bemærkninger. A skrev bl.a.

"I udtalelsen fra Den Sociale Ankestyrelse nævnes det, at efter bilbekendtgørelsen § 15 kan kommunen fastsætte en afdragsordning, når der er truffet beslutning om indfrielse af restgæld. Varde Kommune har overhovedet ikke nævnt denne mulighed overfor mig. Derimod står der i brevet fra Varde Kommune af 4. Oktober, 1995 at restgælden kan afvikles ved enten at aflevere den bevilgede bil samt dertil hørende registreringsattest og bilnøgler til Varde kommune, eller at indbetale restgælden på kr. 100.500, hvorved jeg så ville overtage bilen.

Selv da jeg talte med (D), Varde Kommune, efter at have fået brevet fra Varde kommune vedrørende afvikling af restgælden, nævnte hun intet om muligheden for en eventuel afdragsordning. Efter at Ankestyrelsen havde truffet deres afgørelsen var tonen hos kommunen overfor mig (stadig) ret uforsonlig.

Havde Varde Kommune nævnt at der var mulighed for at få en afdragsordning, ville jeg nok have bedt om en sådan, og så havde jeg måske ikke behøvet at tage et lån i banken, og var derved sluppet for at skulle betale dyre renter, ca kr. 47.000 over 6 år. Jeg finder det således forkert, at hverken kommune eller ankestyrelse nævner muligheden for en afdragsordning i forbindelse med Den Sociale Ankestyrelses afgørelse.

Jeg vil gerne igen nævne, at jeg stadig står uforstående overfor Den Sociale Ankestyrelses afgørelse, idet min helbredsmæssige situation jo på ingen måde er forbedret, siden jeg sidst fik tildelt støtte til køb af bil i 1986. Hertil kommer at man alene hæfter sig ved, om bilen skal benyttes i forbindelse med arbejde eller uddannelse, men ikke tager hensyn til bistandslovens §58 stk. 1 og stk. 5, hvori der er anført, at der kan ydes støtte til hjælpemidler så som motorkøretøj hvis det 'I væsentlig grad kan afhjælpe den pågældendes lidelse og være til hjælp i den daglige tilværelse'."

Ombudsmandens udtalelse

"Jeg har koncentreret min undersøgelse om Ankestyrelsens afgørelse af 21. september 1995, hvor De fik afslag på støtte til bil (trivselsbil). Ankestyrelsens afgørelse er truffet i henhold til bistandslovens § 58, stk. 1 og 3, og §§ 1, 2, 8, 9 og 13 i Socialministeriets bekendtgørelse (nr. 886 af 11. december 1986 med senere ændringer) om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.

1. Retsreglerne

De relevante bestemmelser i bistandsloven har følgende ordlyd

' § 15 b....

Stk. 3. Den Sociale Ankestyrelse kan ved afgørelser om støtte til erhvervelse af motorkøretøj efter § 58, stk. 3 og 8, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

...

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En førtidspensionist fik af revaliderings- og pensionsnævnet støtte til køb af en bil i form af et lån. Først efter at kommunen havde udbetalt lånet til bilen, klagede kommunen over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Den Sociale Ankestyrelse ændrede nævnets afgørelse, og styrelsen bestemte at lånet skulle opsiges og restgælden indfries.

Ombudsmanden bad Den Sociale Ankestyrelse tage stilling til om opsigelsen af lånet var en automatisk følge af styrelsens afgørelse om at førtidspensionisten ikke var berettiget til støtte. I så fald skulle førtidspensionisten have en uddybende begrundelse for lovgrundlaget. Hvis Ankestyrelsen ikke mente det var en automatisk følge, henstillede ombudsmanden at styrelsen gav en uddybende begrundelse for de kriterier som indgik i Ankestyrelsens vurderingen af om lånet skulle opsiges. (J.nr. 1995-2442-054).