Genoptagelse. Ændrede faktiske forhold. Forkert og vildledende begrundelse (tilskudkanydestil)
Table of Provisions (19)
Statutory Text (19 Articles)
§ 2. Tilskud kan ydes til
1) gennemførelse af energieffektiviserende foranstaltninger i erhvervsvirksomheder,
...
§ 3. Tilskud til projekter vedrørende gennemførelse af energieffektiviserende foranstaltninger kan ydes med indtil 30 pct. af investeringsomkostningerne og udgifterne vedrørende rådgivning, projektering og konsulentbistand mv.
...
§ 4. Ansøgning om tilskud bilagt redegørelse for de påtænkte aktiviteter indsendes til Energistyrelsen.
Stk. 2. På grundlag af ansøgningen kan Energistyrelsen meddele tilsagn om tilskud.
Stk. 3. Energistyrelsen udbetaler tilskud efter ansøgning på grundlag af dokumentation af de udgifter, der er forbundet med aktiviteterne. Energistyrelsen kan stille krav om, at der skal foreligge et revideret regnskab. Tilskud kan ikke udbetales med større beløb end anført i tilsagnet.
Stk. 4. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at arbejdet først påbegyndes, efter at skriftligt tilsagn om tilskud er givet, og at arbejdet er afsluttet og ansøgning om udbetaling indsendt til Energistyrelsen inden en nærmere fastsat frist.
Stk. 5. Energistyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen, eller hvis betingelserne for at yde tilsagn ikke længere er til stede. Hvis tilskuddet er udbetalt, kan det kræves tilbagebetalt.
...
§ 5. Energistyrelsens afgørelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Kapitel 6
Ansøgning om tilskud
§ 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om lovens gennemførelse, herunder om afgrænsningen af tilskudsberettigede foranstaltninger og aktiviteter, om udgifter, rentabilitetskrav, energisyn, tilskudsberettigelse, tilskuddets størrelse, beregning og udbetaling, tidsfrister efter § 4, stk. 4, mv.'
Bl.a. i medfør af lovens § 6 er udstedt bek. nr. 864 af 17. november 1995 om statstilskud til energibesparelser mv. i erhvervsvirksomheder (som ændret ved bek. nr. 743 af 9. august 1996). Bekendtgørelsen indeholder bl.a. følgende bestemmelser
'Kapitel 2
Tilskud til gennemførelse af energieffektiviserende foranstaltninger
§ 6. Energistyrelsen kan yde tilskud til gennemførelse af projekter for energieffektivisering i en erhvervsvirksomhed. Tilskud kan ydes til individuelt udformede projekter og til projekter, der gennemføres efter en godkendt standardløsning, jf. stk. 2. Der kan herunder ydes tilskud til projekter, der indebærer udbredelse af udstyr og komponenter, der er særligt energieffektive.
...
Kapitel 7
Tilsagn om tilskud
§ 7. Tilskuddet ydes med indtil 30 pct. af tilskudsgrundlaget.
...
Kapitel 8
Udbetaling af tilskud
...
§ 8. Der kan ikke ydes tilskud til projekter, som det driftsøkonomisk vil være rentabelt at gennemføre uden tilskud, eller som virksomheden efter anden lovgivning er forpligtet til at gennemføre.
...
§ 19. Ansøgninger om tilskud indsendes til Energistyrelsen. Ved ansøgninger skal anvendes særlige skemaer, som er godkendt af Energistyrelsen vedrørende de enkelte tilskudsformål.
Stk. 2. Ansøgningsskemaer skal være fuldstændigt udfyldt og være underskrevet af ansøgeren. Ansøgningsskemaer, der er mangelfuldt udfyldt eller efter Energistyrelsens vurdering ikke opfylder de stillede krav til dokumentation, kan returneres.
...
§ 20. Ansøgninger om tilsagn om tilskud til projekter for energieffektivisering i en erhvervsvirksomhed, jf. kapitel 2, skal i fornødent omfang vedlægges følgende
en redegørelse for de forventede energieffektiviserende virkninger i virksomheden, hvis projektet gennemføres,
en beskrivelse med tegninger vedrørende projektets karakter og tekniske udformning, når projektet ikke er baseret på en godkendt standardløsning,
oplysning om, hvilken godkendt standardløsning projektet udføres efter,
budget for udgifterne ved projektets gennemførelse vedlagt eventuelle indhentede tilbud,
tidsplan for projektets gennemførelse,
vurdering af projektets indvirkning på virksomhedens økonomiske drift,
oplysning om, hvorvidt virksomheden har overvejet alternative løsninger, der kan medføre en højere energieffektivisering end det planlagte projekt,
oplysning om, hvorvidt der samtidig søges støtte efter anden lovgivning til projektet,
oplysning om, hvorvidt virksomheden har indgået aftale om energieffektivisering efter lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, eller har indsendt en hensigtserklæring med henblik herpå, samt
eventuelle andre oplysninger, som kan have betydning for Energistyrelsens vurdering af ansøgningen.
..
Stk. 3. Energistyrelsen kan anmode ansøgere om yderligere oplysninger til brug for vurderingen af ansøgninger, herunder oplysninger om en virksomheds økonomiske og selskabsmæssige forhold.
Stk. 4. Energistyrelsen kan meddele afslag på en ansøgning med den begrundelse, at ansøgeren ikke efter anmodning har indsendt korrekt udfyldt ansøgningsskema eller nødvendige oplysninger om projektet inden en fastsat frist.
§ 21. På grundlag af oplysningerne i indkomne ansøgninger vurderer Energistyrelsen, om der kan meddeles tilsagn om tilskud til det ansøgte formål.
Stk. 2. Ved afgørelser om tilsagn skal der henses til, om gennemførelsen af det ansøgte projekt kan antages at ville medføre eller fremme en energimæssig eller miljømæssig forbedring, som står i rimeligt forhold til udgifterne. I vurderingen kan indgå, om der kunne gennemføres alternative løsninger, der kunne medføre en højere energieffektivisering end det planlagte projekt.
...
§ 23. Tilsagn om tilskud meddeles på følgende betingelser
1) Projektet eller aktiviteten må ikke være påbegyndt, før tilsagnet blev meddelt.
...
§ 35. Der kan ikke udbetales tilskud, hvis der inden meddelelsen om tilsagn var påbegyndt arbejder eller gennemført indkøb mv. vedrørende det tilskudsberettigede formål eller indgået bindende aftaler om arbejder eller leverancer mv.'
Det centrale spørgsmål i sagen er om (A) har krav på at Energistyrelsen genoptager sagen og foretager en ny realitetsbehandling på baggrund af de korrekte oplysninger om gaspris og om projektets driftsøkonomiske besparelser, eller om Energistyrelsen på andet grundlag er erstatningsansvarlig over for (A).
Det må først afklares hvilken betydning bestemmelsen i lovens § 4, stk. 4, har i den forbindelse. Spørgsmålet må afklares ved en fortolkning af bestemmelsen.
Der er ikke i forarbejderne til § 4, stk. 4 - eller til loven i øvrigt - holdepunkter for hvorledes bestemmelsen skal forstås eller anvendes.
Bestemmelsen er indsat i selve loven og er gentaget flere steder i bekendtgørelsen (§ 23, stk. 1, nr. 1, og § 35). Bestemmelsen er ufravigelig - der er hverken efter loven eller bekendtgørelsen nogen dispensationsmuligheder. Bestemmelsen i lovens § 4, stk. 4, må på den baggrund efter min opfattelse føre til at det er udelukket at yde tilskud til et projekt, hvis arbejdet påbegyndes før skriftligt tilsagn om tilskud er givet.
Derimod kan Energistyrelsen som nævnt i styrelsens udtalelse til mig af 7. august 1997 på andet grundlag blive erstatningsansvarlig.
I forbindelse med administrativ rekurs er det i den forvaltningsretlige litteratur almindeligt antaget at klageinstansen - såfremt de faktiske forhold på tidspunktet for klageinstansens behandling af sagen har ændret sig - som udgangspunkt ikke alene er berettiget, men principielt også er forpligtet til at træffe afgørelse på grundlag af de ændrede forhold. Der gælder dog heri den begrænsning at ændrede faktiske forhold ikke kan tillægges afgørende betydning, såfremt klageren på tidspunktet for førsteinstansbehandlingen havde et retskrav som med urette er blevet bestridt af førsteinstansen. Se bl.a. Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997), 3. udg., s. 275, og den sag der er refereret i Ombudsmandens beretning for året 1982, s. 138.
Jeg finder at et lignende princip kan finde anvendelse i forbindelse med en sags genoptagelse. Dette fører til at Energistyrelsen med rette har kunnet afvise at genoptage sagen og ændre afgørelsen med den begrundelse at (A) allerede havde gennemført projektet, medmindre (A) på tidspunktet da Energistyrelsen første gang traf afgørelse, havde et retskrav på at få tilskud.
Ved vurderingen af om en tilskudsansøgning skal imødekommes, skal der bl.a. lægges vægt på om den miljømæssige eller energimæssige forbedring i forbindelse med projektet står i rimeligt forhold til udgifterne (miljømæssig tilbagebetalingstid), jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 2, og om det vil være rentabelt at gennemføre projektet uden tilskud (økonomisk tilbagebetalingstid), jf. bekendtgørelsens § 8. Efter Energistyrelsens praksis må den miljømæssige tilbagebetalingstid som hovedregel ikke overstige seks år og den økonomiske tilbagebetalingstid ikke være under to år. Begge kriterier skal være opfyldt.
Selv om Energistyrelsen i forbindelse med afgørelsen havde lagt den rigtige gaspris til grund, ville (A) alligevel have fået afslag på ansøgningen. Det skyldes at kriteriet om at den økonomiske tilbagebetalingstid skulle være under to år - ud fra de oplysninger Energistyrelsen havde på det tidspunkt - ikke var opfyldt.
(A) havde dermed ikke på tidspunktet da Energistyrelsen traf sin afgørelse, et retskrav på at få tilskud. Det bemærkes i denne forbindelse at jeg er enig med Energistyrelsen i at risikoen for at der er givet forkerte oplysninger i en ansøgningssag som denne, må påhvile (A).
Denne betragtning fører således til at Energistyrelsen da (A) søgte at få sagen genoptaget, med rette lagde vægt på de ændrede faktiske forhold - at (A) nu havde gennemført projektet - og at der derfor ud fra reglen i lovens § 4, stk. 4, ikke kunne ydes tilskud.
Spørgsmålet er om det forhold at styrelsen begik fejl i forbindelse med sagens behandling, kan føre til et andet resultat - at styrelsen er erstatningsansvarlig over for (A).
Det ligger fast at Energistyrelsen forud for afgørelsen af 21. august 1996 anvendte en for lav gaspris, og at dette kan bebrejdes styrelsen. Ved en korrekt anvendt gaspris ville kriteriet som at den miljømæssige tilbagebetalingstid ikke må overstige seks år, være opfyldt. Det ligger ligeledes fast at der alligevel ville være grundlag for at give afslag fordi den økonomiske tilbagebetalingstid ikke var tilstrækkelig lang. Energistyrelsen burde således i sin afgørelse af 21. august 1996 have meddelt afslag alene efter kriteriet om økonomisk tilbagebetalingstid.
I forbindelse med vejledningsfejl er det i tidligere ombudsmandspraksis og retspraksis antaget at utilstrækkelig, mangelfuld eller vildledende vejledning kan føre til at en borger retligt og økonomisk bør stilles som om myndigheden havde vejledt korrekt, og borgeren havde handlet i overensstemmelse med denne vejledning. Se bl.a. den sag der er refereret i min beretning for året 1989, s. 168f, og Østre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, s. 263f. Jeg finder at noget tilsvarende må gælde i relation til utilstrækkelige, mangelfulde eller vildledende begrundelser.
(A) fik en forkert og også vildledende begrundelse for afgørelsen. Spørgsmålet er om fabrikken ville have handlet anderledes hvis Energistyrelsen med det samme havde meddelt den korrekte begrundelse, eller nærmere bestemt om fabrikken ville have handlet på en måde så man havde opnået tilskud.
(A) valgte at sætte projektet i gang allerede i midten af september 1996, det vil sige knap en måned efter afslaget og uden forinden at have anfægtet Energistyrelsens afgørelse. Det forekommer mig ikke nærliggende at antage at fabrikken ville have udsat projektet eller hurtigere have rettet henvendelse til Energistyrelsen hvis afslaget i stedet havde været begrundet i at kriteriet vedrørende økonomisk tilbagebetalingstid ikke var opfyldt. Under disse omstændigheder finder jeg ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Energistyrelsen at (A) bør stilles som om man med det samme havde fået meddelt den korrekte afgørelse, og i konsekvens heraf havde handlet på en måde så man kunne opnå tilskud efter reglerne; det vil sige have sat projektet i bero, have korrigeret oplysninger vedrørende de driftsøkonomiske konsekvenser af projektet og have afventet tilsagn.
Den endelige afgørelse af erstatningsspørgsmålet hører under domstolene."
NOTER (*1) Jf. FOB 1989, s. 168f.
Genoptagelse. Ændrede faktiske forhold. Forkert og vildledende begrundelse
Virksomheden A indgav den 6. juni 1996 ansøgning til Energistyrelsen om tilskud til et individuelt udformet investeringsprojekt i henhold til lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder. Projektet bestod i udskiftning af en autoklave og i forbindelse hermed investering i forskelligt energi- og ressourcebesparende udstyr.
Ansøgningen blev indgivet på et særligt ansøgningsskema. Til skemaet hørte en vejledning om hvordan det skulle udfyldes. I "vejledning til bilag" var bl.a. anført følgende vedrørende beregning af tilbagebetalingstider
"På grundlag af de opgivne tal for besparelser/udgifter udregnes henholdsvis den økonomiske og den miljømæssige tilbagebetalingstid, som danner grundlag for den konkrete vurdering af ansøgningen. I det efterfølgende skema er det muligt for ansøger selv, at udregne den økonomiske og den miljømæssige tilbagebetalingstid (skemaet skal ikke medsendes).
Som hovedregel gives ikke tilskud til projekter, som det driftsøkonomisk vil være rentabelt at gennemføre. Derudover vurderes det, om gennemførelsen af projektet vil medføre eller fremme en energimæssig eller miljømæssig forbedring, som står i rimeligt forhold til udgifterne. Dette administreres på følgende måde
Den økonomiske tilbagebetalingstid TBTø beregnet på basis af virksomhedens reelt betalte energiudgifter + afgiftsniveau for 1998, må ikke være under 2 år før tilskud (dog 3 år efter tilskud for projekter omfattet af en aftale). Hvis tilbagebetalingstiden efter tilskud kommer under 2 år, vil tilskudsprocenten blive gradueret så tilbagebetalingstiden efter tilskud rammer 2 år.
Den miljømæssige tilbagebetalingstid TBTm bør ikke overstige 6 år (beregnet før tilskud).
...
Den miljømæssige tilbagebetalingstid (TBTm) beregnes ud fra nedenstående tabeller.
Årlig energibesparelse/udgift
Miljømæssig energipris
Miljøbesparelse pr. år
.
Naturgas o.300.000 Nm3 /år
kNm3 /år
1260 kr/kNm3
Naturgas
u. 300.000 Nm3 /år
kNm3 /år
1670 kr/kNm3
kr/år
..."
I skemaet anførte A bl.a. følgende (det der er markeret med fed skrift er skemaets fortrykte tekst)
"...
4 - Projektets start/slut tidspunkt
Forventet startdato: 15/7-1996
Forventet slutdato: 29/7 1996
...
9 - Forventede omkostninger (anført ekskl. moms)
(NB: detaljeret og - så vidt muligt - dokumenteret budget skal vedlægges)
Materialer og anlæg (herunder anskaffelse af udstyr
461.048,- kr .
Arbejdskraft (i forbindelse med installation)
35.100,- kr .
Rådgivning/Projektering
0,- kr .
Andre omkostninger (f.eks. udgifter til revision)
0,- kr.
Omkostninger i alt
496.148,- kr.
Ansøgt tilskudsbeløb (max 30% af ovenstående
138.314,- kr.
...
11 - Energibesparelser eller brændselsomlægninger af projektet
(besparelser angives med + (positivt) og merforbrug angives med - (negativt))
Energibesparelser fordelt på
Enhed
Energi-forbrug seneste år
Let proces
Tung proces
Rum varme
Priser pr. enhed
(ex. afgift)
Naturgas
m3
225.841
56.555
1,2691 kr.
I alt
12 - Andre driftsbesparelser/- udgifter
Art
Lønomkostninger
210.000,- kr.
I alt
210.000,- kr.
..."
Af en redegørelse vedlagt ansøgningsskemaet fremgik bl.a. følgende
" Baggrund
Virksomhedens autoklaver er af ældre dato, og i forbindelse med stigende efterspørgsel på (vores) konservesprodukter, er det besluttet at udskifte den ældste autoklave af mærket Phønix, fremstillet i 1962, da denne må siges at være udtjent.
I den forbindelse opfylder virksomheden sin pligt til at investere i 'renere teknologi', og opfylder dermed formålsparagraffen, § 1, i 'Lov om miljøbeskyttelse' af 27. juli 1994, hvori det, i stk. 2, bl.a. hedder: 'Med denne lov tilsigtes særlig at begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer', og '- at fremme anvendelsen af renere teknologi'.
Dette søges gennemført ved både ressoucebesparelse og energiintegration.
Ressourcebesparelse
Autoklaveringen af virksomhedens konservesprodukter foregår p.t. ved direkte indblæsning af damp i 2 vandfyldte autoklaver. Ved investeringen i ny autoklave søges dampforbruget, og dermed forbruget af naturgas, begrænset ved brug af risleautoklave, som indeholder væsentligt mindre procesvand end vandfyldte autoklaver, idet den begrænsede mængde vand pumpes kontinuerligt rundt, over en pladevarmeveksler, til et system af 'rislebakker', en slags bakker fyldt med små huller hvorigennem vandet risler ned over dåserne. Samtidigt isoleres selve autoklavetanken og alle rørføringer, således at varmetabet begrænses til et minimum.
Idet dampopvarmning af autoklaven foregår over en varmeveksler, returneres den forbrugte damp som kondensat til dampkedlens fødevandsbeholder, hvorved fødevandets temperatur øges og der skal forbruges mindre naturgas og drikkevand til kedlens dampproduktion.
Kølingen af konservesprodukterne foregår i dag ved hjælp af rindende drikkevand. I øjeblikket er forbruget af rindende drikkevand til køling på ca. 50 m3 vand pr. døgn, stigende til 70 m3 pr. døgn, ved opfyldelse af den budgetterede produktion. Dette vandforbrug søges begrænset ved indskydelse af et køletårn i det lukkede kredsløb, som procesvandets befordring i autoklaven udgør. Herved spares op mod 90 % af forbruget af drikkevand, alternativt, skulle der i vandbesparelses øjemed, indskydes et konventionelt køleanlæg, for køling af vandet i det lukkede kredsløb, hvilket dog må anses for at være helt urealistisk i energimæssig henseende, idet forbruget af elektricitet hertil vil være endog særdeles voldsomt.
Samtidigt forsynes den eksisterende autoklave, som ikke skal udskiftes, med varmeveksler, hvorved der ikke længere vil blive anvendt direkte dampindblæsning til opvarmning af konservesprodukterne og rindende drikkevand til køling.
Energiintegration
Der etableres varmeveksler og akkumuleringstank på kølevandets returledning til køletårnet, hvorved energien i det opvarmede kølevand anvendes til opvarmning af brugsvand. Hermed integreres forbruget af naturgas til opvarmning af varmt brugsvand i det forbrug af naturgas som anvendes til opvarmning af konservesprodukter. Samtidigt mindskes belastningen på køletårnet, idet returvandet har en lavere temperatur, herved mindskes forbruget af elektricitet til køletårnets drift.
...
Beregninger
Forudsætninger
Efterfølgende er opstillet beregninger for naturgasforbruget i 2 autoklaver, en standardudstyret, vandfyldt Phønix autoklave og en Phønix risleautoklave udstyret med 'Phønix energisparepakke'. Beregningerne er specifikke for de produkter som virksomheden har budgetteret med at producere i 1996. For det enkelte produkt og den enkelte autoklave er naturgasforbruget beregnet.
Dernæst er naturgasforbruget beregnet for den budgetterede produktion, som skal koges i eksisterende og tilbageblivende autoklave.
Til sidst er naturgasforbruget beregnet for den samlede budgetterede produktion med de autoklaver, som virksomheden i dag har til rådighed.
Naturgasforbruget for en ny autoklave er beregnet med følgende forudsætning
· Målt virkningsgrad af N-gas: 35,42 MJ/m3.
· Kedeltemperatur 180o C, tryk 10 bar~ 2.014 KJ/kg damp
· Naturgaspris i 1995: 1,2691 Dkr/m3.
Konklusion af beregningerne
Det fremgår af beregningerne at merbesparelsen ved en autoklave udstyret med 'Phønix energipakke' i forhold til standardudførelsen udgør: Dkr. 35.880,-.
Den samlede energibesparelse ved hele investeringen (differencen mellem naturgasforbrug for eksisterende autoklaver og udskiftning af en autoklave med en Phønix autoklave udstyret med 'Phønix energipakke') udgør: Dkr. 46.774,-.1 )
Derudover vil der være en energibesparelse på ca. Dkr. 25.000,-2 ) ved udnyttelse af energi i opvarmet returkølevand, idet det daglige målte forbrug udgør ca. 14 m3 varmt vand hvortil medgår et målt forbrug på 57 kWh/m3 svarende til 205,2 MJ/m3. Målingerne af varmtvandsforbruget er udført i den nyligt forløbne periode med mange helligdage, men et foreløbigt dagsgennemsnit er målt til ca. 12- 13 m3, men forventes at ville være svagt stigende.
Den samlede energibesparelse ved investeringen, sum af1 ) og2 ), forventes at ville blive
- Dkr. 71.774,-.
...
Budget for investeringen
...
Besparelser i drift og energi udgør
- Lønomkostninger pr. år
Dkr.: 210.000,-.
- Energi (Naturgas) pr. år
Dkr.: 71.774,-.
Ialt
Dkr.: 284.774,-.”
Den 9. juli 1996 fremkom A med yderligere oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningen. Om energibesparelse var bl.a. anført følgende
"Energibesparelserne beskrevet herefter, er beregnet på baggrund af vedlagte bilag.
Bilag 1 beskriver energiforbruget ved kogning af virksomhedens budgetterede produktion, fordelt med de produkter som påtænkes varmebehandlet med ny autoklave. Beregningerne er foretaget på, dels en risleautoklave med ekstaudstyr til energibesparelse, dels en standard vandfyldt autoklave.
Bilag 2 beskriver energiforbruget ved kogning af den resterende del af virksomhedens budgetterede produktion i eksisterende, tilbageblivende autoklave, påmonteret det i afsnit D beskrevne ekstraudstyr, samt energiforbruget ved kogning ved den nuværende udførelse.
Den samlede besparelse ved investering i det i afsnit A, B og C beskrevne udstyr udgør
34.740 m3 naturgas.
Besparelsen ved investering i det i afsnit D beskrevne udstyr udgør
19.700 m3 naturgas.
Den samlede investerings besparelse udgør
54.440 m3 naturgas."
I forbindelse med sagens behandling hos Energistyrelsen blev nogle af de oplysninger som A havde givet, indsat i et skema med henblik på at beregne projektets miljømæssige og driftsøkonomiske tilbagebetalingstid. Af skemaet fremgik følgende (det der er markeret med fed skrift, er skemaets fortrykte tekst)
" PROJEKTETS ENERGIKONSEKVENSER (besparelse angives med + og forøgelser med -)
'Miljømæssig' besparelse
'Økonomisk' besparelse
Energi kilde
enhed
Seneste årlige energiforbrug
Energibesparelse
Standardpris (kr/enhed)
Besparelse (kr/år)
Brændselspris (kr/enhed)
Besparelse (kr/år)
Natur-
gas
kNm3 /
år
226
57
1260
71.820
1420
80.940
A. FORVENTEDE 'MILJØMÆSSIGE' BESPARELSE - I alt kr/år 71.820
B. FORVENTEDE 'ØKONOMISKE' BESPARELSE I alt kr/år 80.940
C. ANDRE driftsøkonomiske besparelser kr/år 210.000
PROJEKTETS OMKOSTNINGER
1. RÅDGIVNING OG PROJEKTERING kr.
2. MATERIALER OG ANLÆG kr. 461.048
3. ARBEJDSLØN (INSTALLATION) kr. 35.100
4. ANDRE OMKOSTNINGER (IKKE KAPITALUDGIFTER) kr.
D. FORVENTEDE ØKONOMISKE OMKOSTNINGER - I alt kr. 496.148
PROJEKTETS 'MILJØMÆSSIGE' TILBAGEBETALINGSTID (D/A): 6,9 år
PROJEKTETS 'DRIFTSØKONOMISKE' TILBAGEBETALINGSTID (D/B+C)): 1,7 år"
Den 21. august 1996 traf Energistyrelsen afgørelse om at give A afslag på ansøgningen. I afgørelsen var anført følgende begrundelse
"Dette skyldes, at projektet har en energimæssig tilbagebetalingstid på 6,9 år. Efter Energistyrelsens opfattelse indebærer projektet derfor ikke en energimæssig eller miljømæssig forbedring, der kan anses for rimelig i forhold til udgifterne, jf. § 21, stk. 2, i bekendtgørelsen om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder."
Energistyrelsen oplyste at afgørelsen ikke kunne indbringes for højere administrativ myndighed.
I brev af 25. september 1996 fremkom A med sine kommentarer til afgørelsen. Af brevet fremgik bl.a. følgende
"I bilag til vejledningen anføres det;
'Den miljømæssige tilbagebetalingstid TBTm bør ikke overstige 6 år'.
Der står ikke, må ikke overstige. I vore beregninger, som var usikre, fordi alt var nyt for os i vore budgetterede beregninger, ligger vi indenfor en margin på 15%.
Vor opfattelse var derfor, at ordet 'bør' giver mulighed for hos Energistyrelsen at indlægge en professionel vurdering under behandlingen af sagen.
I afslaget anfører man endvidere, at den miljømæssige forbedring ikke anses for tilstrækkelig. Dette er en stor fejlvurdering af Energistyrelsen.
Med den nye autoklave sparer vi halvdelen af vort tidligere samlede vandforbrug, idet alt kølevandet fra nu af bliver genbrugt.
Når kølevandet genbruges, vil vi samtidig udlede det mindre vand i vort rensningsanlæg og derfra ud i naturen.
Foruden den energimæssige besparelse på disse to områder ligger der således nogle store ressourcemæssige besparelser.
Med den nye autoklave foregår alt automatisk, dvs. ind- og udkørsel af vogne - ligesom vognene tømmes og fyldes automatisk. Dette betyder meget miljømæssigt for de mennesker, der før skubbede og trak vognene på plads samt bukkede sig, når vognene skulle tømmes.
Vi er et lille firma, som producerer kødkonserves, og vi har aldrig lært at lave ansøgninger, så de passer ind i systemerne.
Een ting ved vi imidlertid helt sikkert - vi har for et lille firma virkelig foretaget en miljømæssig korrekt investering under hensyntagen til tidens mange krav om at skåne omgivelserne og spare på ressourcerne.
Hvorfor Energistyrelsen embedsmænd ikke har villet gå ind i en total vurdering af sagen under behandlingen af vor ansøgning - kan vi kun gætte på. Vi har imidlertid måttet notere, at afvisningen blev givet under reference til en paragraf - hvilket efter vor opfattelse er for nemt.
Vi føler os uretfærdigt, usagligt og meget uprofessionelt behandlet af Energistyrelsen.
Vi vil gå videre med sagen, og vi beder derfor Energistyrelsen om kommentarer til ovennævnte."
Den 22. oktober 1996 rykkede A Energistyrelsen for svar. Den 30. oktober 1996 svarede Energistyrelsen bl.a. følgende
"Energistyrelsen administrerer tilskud efter 'Bekendtgørelse om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder'.
Af bekendtgørelsens § 21 stk. 2 fremgår bl.a: 'Ved afgørelser om tilsagn skal der henses til, om gennemførelsen af det ansøgte projekt kan antages at ville medføre eller fremme en energimæssig eller miljømæssig forbedring, som står i rimeligt forhold til udgifterne.' I forbindelse med administrationen af denne paragraf har Energistyrelsen den praksis, at den energimæssige tilbagebetalingstid ikke bør overstige 6 år. Udskiftningen af autoklaven har en energimæssig tilbagebetalingstid på 6,9 år.
Af bekendtgørelsens § 8 stk. 1 fremgår: 'Der kan ikke ydes tilskud til projekter, som det driftsøkonomisk vil være rentabelt at gennemføre uden tilskud, eller som virksomheden efter anden lovgivning er forpligtet til at gennemføre.' Ved administrationen heraf har Energistyrelsen den praksis, at den økonomiske tilbagebetalingstid ikke bør være mindre end 2 år efter tilskud. Udskiftningen af autoklaven har ifølge oplysningerne i ansøgningen en økonomisk tilbagebetalingstid på 1,7 år.
I brevet fra (A) af 25. september 1996 fremhæves, at udskiftningen af autoklaven vil indebære vandbesparelser.
Det er Energistyrelsens opfattelse, at vandbesparelserne kunne tale for, at praksis vedrørende en energimæssig tilbagebetalingstid på 6 år evt. blev fraveget, hvorimod de ikke kan tale for, at praksis vedrørende en økonomisk tilbagebetalingstid på to år fraviges."
A henvendte sig herefter til Dansk Industri. Den 7. november 1996 ringede B fra Dansk Industri til Energistyrelsen og oplyste at der ved beregningen af den miljømæssige tilbagebetalingstid i forbindelse med afslaget var anvendt en gaspris svarende til et forbrug over 300.000 m3 pr. år. Hvis gasprisen svarende til et forbrug på under 300.000 m3 pr. år blev anvendt, fik man en tilbagebetalingstid på under seks år. B oplyste desuden at ikke hele besparelsen i lønudgift kunne henføres til den miljø- og energimæssige del af investeringen som der var søgt tilskud til.
På baggrund af Dansk Industris telefoniske henvendelse bad Energistyrelsen den 7. november 1996 A om en beskrivelse af hvordan besparelsen i lønudgift opstod, sådan at det kunne vurderes hvor stor en del af besparelsen der burde henføres til den miljø- og energimæssige del af investeringen.
Energistyrelsen ville herefter vurdere om der var grundlag for at genoptage sagen.
I brev af 12. november 1996 oplyste A herefter bl.a. følgende
"Som det fremgår af ansøgningsskemaet har vi et årligt naturgasforbrug på under 300.000 m3. Vort gasforbrug i de seneste 3 år var henholdsvis 198.658 m3 i 1993, 233.322 m3 i 1994 og 225.841 m3 i 1995. Derved skal der ifølge Energistyrelsens egen 'vejledning til bilag' anvendes en miljømæssig energipris på kr. 1670 pr. kNm3. Dermed fås en energimæssig eller miljømæssig tilbagebetalingstid på 5,3 år - dvs. inden for det accepterede interval.
I senere korrespondance har Energistyrelsen givet udtryk for, at projektet ud over den tilsyneladende for høje energimæssige tilbagebetalingstid har en for kort økonomisk tilbagebetalingstid. På dette tidspunkt blev vi opmærksom på, at oplysningerne i ansøgningsskemaet vedrørende forventede sparede lønudgifter ikke er tilstrækkeligt klart angivet. Vi har angivet et beløb på kr. 210.000,00 - men dette beløb dækker den samlede mandskabsbesparelse i forbindelse med udskiftningen af autoklaven, ikke kun i forbindelse med merinvesteringen i en energibesparende autoklave.
- Besparelser i lønudgift, som kan henføres direkte til investeringen i energibesparende udstyr. Kortere procestid som følge af fuldstændig isolering af systemet, brug af køletårn m.v. Ialt 700 timer pr. år à kr. 100,00 pr.time: Kr. 70.000,00 pr. år.
- Besparelse i lønudgift som følge af højere kapacitet pr. batch. Denne del af besparelsen er i høj grad teoretisk, og det skal med tiden vise sig, om den er praktisk gennemførlig, idet forudsætningen herfor er en fuldstændig optimering af samtlige processer før og efter autoklaveringen. Såfremt forudsætningerne er i orden, vil besparelsen i bedste fald udgøre 1.400 timer pr. år à 100,00 pr. time: kr. 140.000,00 pr. år.
Når de kr. 70.000,00 indregnes, fås en økonomisk tilbagebetalingstid på 3,0 år før tilskud på merinvesteringen i energibesparende udstyr. Dermed er også dette kriterium før opnåelse af tilskud opfyldt. På denne baggrund har vi fuld tillid til, at Energistyrelsen vil genoptage tilskudsansøgningen og give tilsagn om de ansøgte kr. 138.314,00.
Det kan efter vores mening ikke være en hindring for tilsagnet, at vi i mellemtiden har gennemført projektet. Ansøgningen blev sendt den 6. juni 1996, og vi modtog først 11 uger senere brev med afslag. På det tidspunkt kunne vi ikke længere udskyde udskiftningen af autoklaven. Når afslaget bygger på en fejlbehandling af sagen i Energistyrelsen, må der være mulighed for at give tilskud alligevel.
Investeringen, der er søgt tilskud til, er en del af et anlægsprojekt til kr. 2 mio. - og det var naturligvis ikke muligt at vente i flere måneder på en afklaring mht. tilskudsansøgningen. Vi besluttede at afholde merinvesteringen på trods af afslaget primært for at mindske virksomhedens miljøbelastning. Vi føler dog, at vi i denne sag er blevet snydt for et tilskud, vi er berettigede til efter de gældende regler og som kunne have bragt tilbagebetalingstiden på merinvesteringen for den energi- og miljøeffektive autoklave ned fra 3 til 2 år."
Den 20. november 1996 svarede Energistyrelsen bl.a. følgende
"På baggrund af at projektet nu er gennemført, kan tilskudsansøgningen imidlertid desværre ikke genoptages.
Energistyrelsen skal i den forbindelse henvise til 'lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder' § 4 stk. 4: 'Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at arbejdet først påbegyndes, efter at skriftligt tilsagn om tilskud er givet, og at arbejdet er afsluttet og ansøgning om udbetaling indsendt til Energistyrelsen inden en nærmere fastsat frist."
Den 16. december 1996 rettede Dansk Industri henvendelse til Miljø- og Energiministeriets departement i sagen. Dansk Industri beskrev sagens forløb og anførte desuden følgende
"Dansk Industri finder henvisningen til § 4 stk. 4 irrelevant. Sagen drejer sig alene om at rette op på en administrativ fejl, som er erkendt af Energistyrelsen. Dansk Industri har forståelse for at fejl kan indtræffe, når der årligt behandles mere end 2.000 ansøgninger, men ikke forståelse for at man nægter at rette op på erkendte fejl.
Er der ikke inden for gældende regler mulighed for at udbetale de 138.000 kr. til (A) går Dansk Industri ud fra at Miljø- og Energiministeriet snarest tilvejebringer den nødvendige hjemmel."
Miljø- og Energiministeriet overgav Dansk Industris henvendelse til Energistyrelsen til besvarelse. Af svaret der forelå den 9. januar 1997, fremgår bl.a. følgende
"Energistyrelsen anvender 2 tilbagebetalingskriterier ved behandlingen af ansøgninger om statstilskud til investeringsprojekter. En driftsøkonomisk tilbagebetalingstid, som ikke må ligge under 2 år og en miljømæssig tilbagebetalingstid, som ikke må ligge over 6 år. Begge disse kriterier skal være opfyldt, for at der kan udløses et tilskud.
Ifølge oplysningerne i ansøgningen fra (A) og ifølge Energistyrelsens beregninger, opfyldte ansøger ingen af kriterierne, da den driftsøkonomiske tilbagebetalingstid var for kort (1,7 år) og den miljømæssige tilbagebetalingstid for lang (6,9 år). Sidstnævnte beregning var, som De anfører, forkert. Den korrekte miljømæssige tilbagebetalingstid er 5,2 år.
Projektet ville imidlertid fortsat have modtaget et afslag på grund af den for lave driftsøkonomiske tilbagebetalingstid.
I den forbindelse var begrundelsen i Energistyrelsens afslagsskrivelse af 21. august 1996 ikke fyldestgørende. Det burde her have fremgået, at afslaget var begrundet i både den for lange miljømæssige tilbagebetalingstid og den for korte driftsøkonomiske tilbagebetalingstid.
Afslaget var imidlertid en korrekt beslutning, da ansøger ikke opfyldte de kriterier, som Energistyrelsen ligger til grund i sin administration af tilskudspuljen til energibesparelser i erhvervslivet.
Det er således ikke korrekt, når De skriver, at ' Var den rigtige gaspris blevet lagt til grund, havde (A) fået tildelt 138.000 kr. i støtte'. Den erkendte administrative fejl, som De henviser til, var ikke i sig selv udslagsgivende for afslaget, da ansøger under alle omstændigheder med den til Energistyrelsen afgivne oplysninger ville have fået afslag på sin ansøgning.
Energistyrelsen får først nye oplysninger, som kan korrigere den driftsøkonomiske tilbagebetalingstid efter, at projektet er igangsat.
Ifølge Lov om statstilskud til energibesparelser i Erhvervslivet § 4, stk. 4 kan Energistyrelsen ikke udbetale tilskud til projekter, som er påbegyndt før der er givet tilsagn om tilskud. Ansøger skulle således have fremsendt de korrigerede oplysninger og modtaget tilsagn om tilskud inden igangsætning af projektet for at kunne opnå tilskud til projektet."
I brev af 15. januar 1997 henvendte Dansk Industri sig på ny til Miljø- og Energiministeriet med anmodning om at ministeriet greb ind i sagen, fordi Energistyrelsens holdning efter Dansk Industris opfattelse var i strid med god forvaltningsskik. Dansk Industri gav følgende begrundelse for sin opfattelse
"Den 21. august 1996 modtager (A) afslag på ansøgning om investeringstilskud til energibesparende autoklave.
Af en samlet investering på 2 mio. kr. mente virksomheden sig berettiget til et tilskud på 138.000 kr. Kun merinvesteringen til indkøb af særlig energibesparende autoklave falder under tilskudsordningen.
Som eneste begrundelse giver Energistyrelsen imidlertid afslag med henvisning til, at den energimæssige tilbagebetalingstid er 6,9 år og dermed for lang.
Ved beregningen af den energimæssige tilbagebetalingstid begår Energistyrelsen den første fejl. Man anvender en forkert gaspris. Var den rigtige gaspris blevet lagt til grund, ville man have fået en tilbagebetalingstid på 5,2 år, hvilket ligger inden for det interval, der udløser tilskud.
Under klagesagens forløb har Energistyrelsen hævdet, at projektet også ville have fået afslag, selv om den lige nævnte fejl omkring gasprisen ikke var blevet begået. Det hænger sammen med, at den driftsøkonomiske tilbagebetalingstid baseret på virksomhedens oplysninger i ansøgningen kan beregnes til 1,7 år, hvilket er for kort til at udløse tilskud.
Her begår Energistyrelsen den anden fejl. I afslaget af den 21. august er den korte driftsøkonomiske tilbagebetalingstid overhovedet ikke nævnt.
Havde dette været tilfældet, ville (A) allerede på dette tidspunkt kunne have forsynet Energistyrelsen med nye oplysninger. Oplysninger der ville hæve den driftsøkonomiske tilbagebetalingstid fra 1,7 år til 3,1 år. Grundet Energistyrelsens mangelfulde udformning af afslaget kommer disse oplysninger først frem efter, at projektet er sat i gang.
Om den driftsøkonomiske tilbagebetalingstid i tilfældet (A) er der i øvrigt grund til at gøre opmærksom på, at en erfaren sagsbehandler af sig selv burde have opdaget, at virksomhedens angivelse af driftsøkonomiske besparelser næppe alene kunne skyldes merinvesteringen i energibesparelser, men kun kunne forklares, hvis der - som det altså også var tilfældet - var regnet med de samlede besparelser ved indkøb af autoklaven.
Energistyrelsens afgørelser vedrørende tilskudsordningen kan som bekendt ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Med en sådan regel er det særlig vigtigt, at der etableres et kvalitetsikringssystem så fejl reduceres til et minimum. Selv med et sådant system - som Dansk Industri går ud fra Energistyrelsen har - kan fejl naturligvis ikke helt undgås. Det er sagen om (A) et eksempel på.
Efter Dansk Industris opfattelse må det være Miljø- og Energiministeriets ansvar at drage omsorg for, at der helt uafhængigt af tilskudslovens § 4, stk. 4 er mulighed for at kompensere økonomisk for sådanne fejl. Alt andet vil som tidligere fremhævet være i strid med god forvaltningsskik."
Miljø- og Energiministeriet bad Energistyrelsen om en udtalelse om sagen. Denne forelå den 6. februar 1997. Energistyrelsen redegjorde for sagens forløb og anførte i den forbindelse bl.a. følgende
"Miljø- og Energiministeriets departement modtager d. 16. januar 1997 fornyet henvendelse fra Dansk Industri. Miljø- og Energiministeriet bedes her om at gribe ind over for Energistyrelsens holdning, som anføres at være i strid med god forvaltningsskik.
Det anføres endvidere, som det eneste nye i.f.t. Dansk Industris første henvendelse, ' .. at en erfaren sagsbehandler af sig selv burde have opdaget, at virksomhedens angivelse af driftsøkonomiske besparelser næppe alene kunne skyldes merinvesteringen i energibesparelser, men kun kunne forklares, hvis der - som det altså også var tilfældet - var regnet med de samlede besparelser ved indkøb af autoklaven'. Energistyrelsen er ikke enig i denne vurdering. Ansvaret for at opgive de korrekte oplysninger til belysningen af tilskudsansøgningen påhviler alene tilskudsansøger. Energistyrelsen må som udgangspunkt kunne stole på de af ansøger opgivne oplysninger. I det konkrete tilfælde er det ikke åbenbart, at kun en vis del af den driftsøkonomiske besparelse vil kunne henføres til merinvesteringen. Den driftsøkonomiske besparelse som følge af merinvesteringen på kr, 210.000 var således nævnt både i ansøgningsskemaet og projektbeskrivelsen. Energistyrelsen havde således ikke noget grundlag for at betvivle ansøgers oplysninger.
Konklusion
Energistyrelsens afgørelse af d. 21. august er saglig korrekt. Begrundelsen til ansøger var ufyldestgørende, men udfra ansøgers oplysninger, som Energistyrelsen ikke havde noget grundlag for at betvivle, skulle der gives afslag på ansøgningen.
Da der ved Dansk Industris mellemkomst kommer nye oplysninger i sagen, kontakter Energistyrelsen samme dag virksomheden med henblik på at revurdere sagen, hvis de nye oplysninger giver mulighed herfor. Virksomheden oplyste efterfølgende, at projektet var udført.
Tilskudsloven hindrer tilskud til projekter, som er påbegyndt før skriftligt tilsagn om tilskud. Ansøger har under hele sagsforløbet været bekendt hermed."
Den 7. april 1997 besvarede Miljø- og Energiministeriet herefter Dansk Industris henvendelse. Ministeriet skrev bl.a. følgende
"Miljø- og Energiministeriet er enig med Energistyrelsen i, at afgørelsen af 21. august 1996 var sagligt korrekt. Begrundelsen til ansøger var ufyldestgørende, men udfra ansøgers oplysninger, som Energistyrelsen ikke havde noget grundlag for at betvivle, skulle der gives afslag på ansøgningen.
Dansk Industri foreslår mere generelt, at der etableres et kvalitetssikringssystem, så fejl fra Energistyrelsens side vedrørende investeringstilskudsordningen reduceres til et minimum. Energistyrelsen har i den forbindelse oplyst, at man i 1996 har behandlet omkring 2.700 tilskudssager under statstilskudsordningen for energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder. Styrelsen har ikke her oplevet sager af tilsvarende karakter som (A). Energistyrelsens behandling af sager under den pågældende tilskudsordning må således generelt betegnes som velfungerende.
Dansk Industri anfører, at det må være Miljø- og Energiministeriets ansvar at drage omsorg for, at der helt uafhængigt af tilskudslovens §4, stk. 4 er mulighed for at kompensere økonomisk for fejl begået af Energistyrelsen. Miljø- og Energiministeriet vil i forbindelse med fremtidige revisioner af tilskudsloven overveje at foreslå indføjet en dispensationsbestemmelse til §4, stk. 4, som kan tages i anvendelse i særlige tilfælde såsom eventuelle fejl."
Den 27. juni 1997 klagede Dansk Industri til mig. I anledning af klagen indhentede jeg udtalelser af henholdsvis 7. august 1997 og 27. august 1997 fra Energistyrelsen og Miljø- og Energiministeriet. Af Energistyrelsens udtalelse fremgik bl.a. følgende
"På dette tidspunkt har ansøger imidlertid allerede gennemført projektet, velvidende at der ikke kan gives tilsagn om tilskud, hvis projektet er påbegyndt. Denne oplysning står som noget af det første i ansøgningsskemaet. Det fremgår ligeledes af ansøgningsskemaet, at der ikke må være indgået bindende aftale om det ansøgte projekt, før der er givet skriftligt tilsagn om tilskud. Ansøger oplyser, at der afgives ordre i uge 38. Tidspunktet ligger forud for ansøgers fornyede henvendelse til Energistyrelsen af 25. september 1996. Det må derfor konstateres, at ansøger uanset Energistyrelsens afslag og anførte begrundelse og uden at rette henvendelse for at få sagen genoptaget har ordret det energibesparende udstyr selvom ansøger vidste, at konsekvensen var, at Energistyrelsen ikke kunne yde tilskud til projektet.
Hvis Energistyrelsen i forbindelse med behandlingen af tilskudsansøgningen havde begået erstatningspådragende fejl, herunder kunne gøres ansvarlig for de forkerte oplysninger i tilskudsansøgningen, ville Energistyrelsen kunne genoptage sagen og udbetale tilskud, uanset at arbejdet var påbegyndt, før Energistyrelsen havde givet skriftligt tilsagn om tilskud.
I dette tilfælde, hvor ansøger har afgivet fejlagtige oplysninger, som Energistyrelsen ikke havde grund til at betvivle, må ansøger selv bære ansvaret for det oprindelige afslag.
Energistyrelsen var indstillet på at genoptage sagen og foretage en ny realitetsbehandling af ansøgningen på baggrund af ansøgerens nye faktiske oplysninger.
Det er Energistyrelsens opfattelse, at der i situationer hvor sagen genoptages på baggrund af fremsendelse af nye faktuelle oplysninger fra ansøger, skal ske en fornyet behandling ud fra de forhold, der gælder på dette tidspunkt. Ellers kunne Energistyrelsen komme til at stå i den situation at skulle yde tilskud i genoptagne 'gamle' sager, hvor der ikke længere var tilskudsmidler eksempelvis p.g.a. tilskudsordningens ophør.
Da ansøger havde udskiftet autoklaven, før Energistyrelsen modtog de nye oplysninger og før skriftligt tilsagn om tilskud til autoklaven forelå, er det p.g.a. §4, stk. 4 i lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder (Energistyrelsens lovbekendtgørelse nr. 742 af 9. august 1996) ikke muligt for Energistyrelsen at udbetale tilskud til autoklaven.
Ansøger oplyser i skrivelse af 14. februar 1997 til departementet, at forholdet om lønbesparelsen på kr. 210.000 var afklaret på et meget tidligt tidspunkt under sagsbehandlingen. Dette er ikke korrekt og iøvrigt i modstrid med ansøgers egne oplysninger i skrivelse af 12. november 1996, hvori ansøger oplyser, at det først er efter Energistyrelsens skrivelse af 30. oktober 1996, at ansøger blev opmærksom på, at de forventede sparede lønudgifter ikke var tilstrækkeligt klart angivet."
Miljø- og Energiministeriet henviste til Energistyrelsens udtalelse.
I brev af 30. september 1997 fremkom Dansk Industri med sine bemærkninger til udtalelserne. Dansk Industri skrev bl.a. følgende
"Energistyrelsen (ENS) skriver på side 2, afsnit 2., at sagen faktisk kunne genoptages, hvis ENS havde begået fejl i behandlingen. Det er jo netop det de har gjort ved at afvise ansøgningen med begrundelse i, at den miljømæssige tilbagebetalingstid ikke opfyldte reglerne. Dermed vedgår ENS jo, at sagen burde være blevet genoptaget på trods af at arbejdet var påbegyndt.
ENS lægger i udtalelsen vægt på, at der i ansøgningen er opgivet forkerte tal mht. besparelserne i lønomkostninger i forbindelse med projektet. Det er ikke korrekt. Det tal virksomheden har opgivet er den samlede besparelse ved hele projektet, ikke ved merinvesteringen i en mere energieffektiv maskine. Ifølge virksomheden er ansøgningsskemaet uklart formuleret på dette punkt. Der skal i skemaet opgives oplysninger om såvel tilskudsprojektet (her merinvesteringen) og det samlede projekt. Det er vanskeligt at se om det er tallet for det samlede projekt eller for merinvesteringen, der skal opgives det pågældende sted - medmindre man er 100 pct. inde i ENS tankegang og ved præcis hvilke beregningsformler de skal bruges til.
For virksomheden er det dog af endnu mere afgørende betydning, at ansøgningsskemaet blev udfyldt i tæt dialog med Energistyrelsens sagsbehandler. Han blev konfronteret med projektets hovedtal allerede inden ansøgningen blev sendt og var endvidere i dialog med virksomheden i løbet af den 11 ugers sagsbehandling der førte frem til afslaget. Spørgsmålet vedrørende lønomkostninger og økonomisk tilbagebetaling blev berørt og virksomheden fik ikke indtryk af, at der var et problem på dette punkt. Hvis de havde fået at vide, at der var et problem der, kunne denne lille misforståelse have været rettet med det samme.
Ansøgningen blev afvist ene og alene på den (af ENS fejlagtigt) beregnede miljømæssige tilbagebetalingstid. Lønomkostningerne har ingen indflydelse på denne tilbagebetalingstid.
Afslagets klare og bestemte ordlyd lagde i øvrigt ikke op til yderligere diskussion. Det er derfor ikke korrekt, at 'Energistyrelsen var indstillet på at genoptage sagen og foretage en ny realitetsbehandling af ansøgningen på baggrund af ansøgerens nye faktiske oplysninger' (side 2, afsnit 4).
Desuden et det værd at huske, at ENS på dette tidspunkt allerede havde brugt 11 uger mod de lovede 3 ugers sagsbehandling. En yderligere langvarig sagsbehandling inden projektstart var ikke en realistisk mulighed for virksomheden.
Det er ikke korrekt, at ENS ikke havde grundlag for at betvivle ansøgers oplysninger om besparelsen i lønudgift (side 1, afsnit 3). Det burde have givet anledning til undren hos en sagsbehandler, når en mer investering i en energieffektiv maskine frem for en traditionel maskine pludselig giver anledning til en meget betydelig besparelse i lønomkostninger - specielt, når sagsbehandleren har været i tæt dialog med virksomheden i hele ansøgningsforløbet og dermed kender hovedtrækkene i projektet."
Den 7. oktober 1997 bad jeg Miljø- og Energiministeriet om eventuelle bemærkninger til det som Dansk Industri havde anført. Den 11. december 1997 modtog jeg udtalelser af henholdsvis den 21. oktober 1997 og den 10. december 1997 fra Energistyrelsen og Miljø- og Energiministeriet. Af Energistyrelsens udtalelse fremgik bl.a. følgende
"Energistyrelsen fastholder, at den oprindelige afgørelse var saglig korrekt set i lyset af de oplysninger, ansøger havde opgivet både i ansøgningsskemaet og projektbeskrivelsen. Det fremgår også af sagsbehandlingsskemaet af 21. august 1996, at sagsbehandleren var bevidst om, at projektets driftsøkonomiske tilbagebetalingstid var under 2 år og derfor ikke tilskudsberettiget.
Begrundelsen var imidlertid ufyldestgørende, et forhold som Energistyrelsen ved flere lejligheder har beklaget. Der skal i den forbindelse henvises til Energistyrelsens redegørelse af d. 7. august 1997.
Dansk Industri anfører, at ansøgningsskemaet blev udfyldt i tæt dialog med Energistyrelsens sagsbehandler, som blev konfronteret med projektets hovedtal allerede inden ansøgningen blev sendt.
Energistyrelsens sagsbehandlere har naturligvis den faste praksis at svare på spørgsmål om tilskudsreglerne både mundtligt og skriftligt. I den konkrete sag er der i tråd hermed telefonisk blevet svaret på spørgsmål om reglerne i forbindelse med ansøgningen. Ansvaret for den ukorrekte angivelse af lønomkostningsbesparelsen er imidlertid alene virksomhedens.
Det anføres endvidere, at ansøgningsskemaet er uklart formuleret m.h.t. spørgsmålet om merinvestering. Hertil må Energistyrelsen bemærke, at sondringen i forbindelse med merinvestering i energieffektivt udstyr meget sjældent giver anledning til problemer i forbindelse med de mange individuelle tilskudssager. Energistyrelsen mener derfor ikke, at ansøgningsskemaet er uklart på dette punkt.
Energistyrelsen havde som tidligere anført ingen grund til at betvivle ansøgers oplysninger om besparelsen i lønomkostning. Hvis sagsbehandleren havde haft nogen som helst grund til at betvivle denne oplysning, ville han naturligvis have forsøgt at indhente de korrekte oplysninger.
Denne opfattelse bestyrkes af sagsbehandlerens adfærd, da han bliver opmærksom på, at oplysningerne i den oprindelige ansøgning evt. ikke var korrekte: Samme dag skrives der til virksomheden m.h.p. at genoptage sagen.
Energistyrelsen var således indstillet på at genoptage sagen, da der med Dansk Industris mellemkomst kommer nye oplysninger i sagen. Dansk Industris påstand (s. 2, 1. afsnit) om, at Energistyrelsen ikke var indstillet på at foretage en ny realitetsbehandling af sagen, er således ikke korrekt, hvilket også fremgår af akterne.
Energistyrelsen tilstræber generelt en så kort sagsbehandlingstid, som overhovedet muligt. På daværende tidspunkt var det således den erklærede målsætning at behandle alle korrekt oplyste individuelle tilskudssager indenfor 4 uger. I den konkrete sag skyldes sagsbehandlingstiden bl.a., at sagen som følge af en ufuldstændig projektbeskrivelse fra ansøger ikke var klar til reel behandling før 5 uger efter modtagelse af ansøgningen."
Miljø- og Energiministeriet henviste til Energistyrelsens udtalelse.
Ombudsmandens udtalelse
"Afgørelsen om afslag på tilskud er truffet i henhold til lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder. Lovbek.nr. 742 af 9. august 1996 (som var gældende på det tidspunkt da afgørelsen blev truffet) indeholder bl.a. følgende bestemmelser
' § 1. Der kan gives statstilskud til foranstaltninger og aktiviteter, der
1) medfører bedre energiudnyttelse eller energibesparelser, herunder reduktioner i kuldioxid- og svovldioxidemissioner, i erhvervsvirksomheder, eller
2) fremmer erhvervsvirksomhedens omstilling til mere energieffektive teknologier og produktionsmetoder.
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
Energistyrelsen gav en virksomhed afslag på tilskud til et investeringsprojekt. Ifølge en bekendtgørelse og Energistyrelsens praksis skulle to kriterier være opfyldt for at få tilskud: den økonomiske tilbagebetalingstid måtte ikke være under to år, og den miljømæssige tilbagebetalingstid burde ikke overstige 6 år. Energistyrelsen gav afslag da ingen af kriterierne var opfyldt, men henviste i sin begrundelse kun til kriteriet om miljømæssig tilbagebetalingstid.
Virksomheden blev efterfølgende opmærksom på at Energistyrelsen havde lagt et forkert tal til grund ved beregningen af den miljømæssige tilbagebetalingstid, og at man selv havde opgivet et forkert tal til beregningen af den økonomiske tilbagebetalingstid. Virksomheden forsøgte på det grundlag at få sagen genoptaget. Energistyrelsen erkendte fejlen, men afviste at genoptage sagen under henvisning til en bestemmelse i loven som gjorde udbetaling af tilskud betinget af at projektet ikke var sat i gang før der var givet et skriftligt tilsagn. Energistyrelsen havde først modtaget de nye oplysninger om den økonomiske tilbagebetalingstid, efter at virksomheden havde sat projektet i gang.
Ombudsmanden udtalte bl.a. at virksomheden selv måtte bære risikoen for at der var givet forkerte faktiske oplysninger. Energistyrelsen kunne derfor med rette i forbindelse med behandlingen af genoptagelsesanmodningen lægge de ændrede faktiske forhold - at projektet nu var sat i gang - til grund. Det ændrede ikke herved at Energistyrelsen havde givet en forkert og vildledende begrundelse for sin afgørelse, idet det ikke forekom nærliggende at antage at virksomheden ville have handlet anderledes og undladt at sætte projektet i gang, hvis afslaget i stedet havde været begrundet i at kriteriet vedrørende den økonomiske tilbagebetalingstid ikke var opfyldt. (J.nr. 1997-1741-323).