Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter planlovens § 14

Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter planlovens § 14

A klagede over Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve et af Middelfart Kommune nedlagt forbud mod bebyggelse af en ejendom.

På den pågældende ejendom og en række andre ejendomme i området var der den 3. juni 1957 af Vejlby-Strib Sogneråd blevet tinglyst følgende deklaration

"I henhold til lov nr. 275 af 28. november 1928 om fastsættelse af byggelinier ved veje og gader, har undertegnede sogneråd besluttet, at der på de grunde, som er beliggende ved bivejene i Vejlby - Strib kommune ikke må opføres bygninger eller udføres andre faste anlæg af nogen art, jfr. lovens § 1, i en afstand fra vejens midtlinie af mindre end 10,00 m.

Hvor byveje skærer hinanden, bestemmes byggeafstanden af en skrålinie, som forbinder punkter i vejenes midtlinier, der ligger i 25 m ' afstand fra midtliniernes skæringspunkt.

Hvor byveje udmunder i - eller skærer - landeveje eller ubevogtede jernbaneoverskæringer, er begge de tilsvarende afstande 35 m.

Hjørnebygninger, der opføres i den fastsatte byggelinie, samt hjørnegrunde skal have brudt hjørne af mindst 2,5 m ' bredde med lige store vinkler mod vej - og gadelinier.

Anvendelsen af de anførte mindste afstande for bebyggelsen forudsætter, at bygningen opføres med sin jordlinie i fremtidig vejhøjde efter vejbestyrelsens nærmere anvisning. Er dette ikke tilfældet, skal bygningen rykkes så meget længere tilbage, som svarer til 1,5 gange højdeforskellen foruden den fornødne bredde til passage foran bygningen - mindst 1 m.

..."

I et brev modtaget den 3. juni 1994 anmodede B, der ejede ejendommen X-vej nr. ..., Middelfart Kommune om at der måtte bygges et beboelseshus på strandgrunden tilhørende X-vej nr...., og B bad om at få størrelsen oplyst.

Middelfart Kommune besvarede brevet den 12. juli 1994. Kommunen anførte bl.a. følgende

"...

Det bekræftes hermed, at ovennævnte ejendom er beliggende i byzone.

Grunden er beliggende i kommuneplanens område B 45, boligområde. Det betyder, at der indenfor visse rammer kan forventes tilladelse til opførelse af helårsbolig, hvis ansøgning indsendes.

Rammerne er

Grunden er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 17 om skovbyggelinier ( 300 m ). Kommunen kan, efter at have givet skovejer lejlighed til udtalelse, gøre undtagelse fra forbudet mod bebyggelse. Bedømt udfra tidligere afgørelser i området, er der stor sandsynlighed for, at tilladelse kan meddeles.

Grunden er i ejendomsregistret angivet med et areal på 426 m2. Det vil sige, at der højst kan opføres et hus med et bruttoetageareal på 25% af 426 m2 - 106 m2.

Grunden er omfattet af tinglyst deklaration af 3. juni 1957 om vejbyggelinier ( 10 m fra vejmidte).

..."

Den 12. marts 1995 søgte B kommunen om dispensation fra byggelinierne, da B ønskede at huset skulle ligge 2 m nærmere X-vej.

Den 10. april 1995 svarede kommunen således

"De har ansøgt om dispensation fra tinglyst vejbyggelinie således, at der kan opføres et nyt enfamiliehus 7,5 m fra vejmidte.

Middelfart byråds teknik- og miljøudvalg har behandlet ansøgningen på møde den 5. april 1995. Udvalget vedtog at meddele dispensation til det ansøgte.

For en ordens skyld gøres opmærksom på at bebyggelsesprocenten ikke må overstige 25. Det vil sige et bruttoetageareal på højst 106 m2.

Den fremsendte skitsemæssige tegning viser et boligareal på ca. 118 m2 og et carportareal på ca. 38 m2. Altså et bruttoetageareal på (118 + 38 - 35) = 121 m2.

Vi forventer, at det endelige projekt bliver rettet ind, så bebyggelsesprocenten ikke overstiger 25.

Yderligere byggesagsbehandling afventer relevant tegningsmateriale."

Det fremgik af udskriften af protokollen for teknik- og miljøudvalgets møde den 5. april 1995 at der tidligere langs X-vej var meddelt dispensation fra vejbyggelinien 10 m fra vejmidte.

I et brev af 16. april 1995 gjorde A sammen med en række andre beboere på X-vej indsigelse over for kommunen mod planerne om at give tilladelse til, at der blev opført et enfamilieshus på ejendommen X-vej nr. .... I brevet blev det fremhævet at de omkringboende naboer ikke blev informeret eller hørt angående byggeriet, og A og de øvrige underskrivere af brevet anmodede om at der blev indkaldt til offentlig høring om sagen inden en eventuel byggetilladelse blev givet.

X-vejskvarterets Grundejerforening anmodede ligeledes i et brev af 19. april 1995 kommunen om at der blev afholdt en høring inden en evt. byggetilladelse blev givet.

Kommunens teknik- og miljøudvalg behandlede sagen på et møde den 4. maj 1995. Udvalget indstillede til økonomiudvalget at der blev udarbejdet et lokalplanforslag for området med henblik på at friholde et nærmere afgrænset område vest for X-vej for bebyggelse. Endvidere blev det indstillet at der blev nedlagt forbud mod bebyggelse på ejendommen X-vej nr. ... efter § 14 i planloven. Udvalget gav meddelelse om indstillingerne til B, X-vejskvarterets Grundejerforening og til C og D.

Den 24. maj 1995 rettede advokat E henvendelse til Middelfart Kommune på vegne af B. Han anmodede kommunen om at redegøre for sin ændrede opfattelse af sagen, herunder navnlig begrundelsen for ønsket om at nedlægge forbud mod bebyggelse af ejendommen X-vej nr. ...

Indstillingen fra teknik- og miljøudvalget blev behandlet på et møde i økonomiudvalget den 30. maj 1995 hvor det blev indstillet at godkende indstillingen.

B gjorde i et brev af 1. juni 1995 til kommunen rede for sit syn på sagen.

Den 6. juni 1995 tiltrådte byrådet indstillingen fra økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget. Beslutningen blev meddelt B i et brev af 20. juni 1995.

Middelfart Kommune besvarede den 21. juni 1995 henvendelsen fra advokat E.

Fyns Amt oplyste i et brev af 23. juni 1995 til C bl.a. følgende

"...

Fyns Amt kan på det foreliggende grundlag oplyse følgende

· Ejendommen ligger i byzone, og amtets tilladelse efter planloven er derfor ufornøden.

· Strandbeskyttelseslinien er ophævet på den pågældende strækning, og ejendommen er dermed ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens § 15.

· Ejendommen er endvidere undtaget for naturbeskyttelseslovens bestemmelser om skovbyggelinie (§ 17), idet der mellem ejendommen og (Y-by) skov er placeret en sammenhængende lovlig bebyggelse.

· Ejendommen er ikke omfattet af nogen fredning. Fredningsnævnets tilladelse er derfor ufornøden.

..."

Den 5. juli 1995 klagede advokat E på vegne af B til Naturklagenævnet over kommunens forbud mod bebyggelse af ejendommen.

På anmodning fra Naturklagenævnet afgav kommunen en udtalelse den 2. august 1995.

Den 10. september 1995 fremsatte B sine bemærkninger til kommunens udtalelse.

Den 23. november 1995 ophævede Naturklagenævnet det nedlagte forbud. Nævnet anførte bl.a. følgende

"...

Ifølge planlovens § 14 kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbuddet kan højst nedlægges for et år.

Der kan ikke nedlægges forbud mod et påtænkt byggeri, hvortil kommunen har meddelt byggetilladelse.

Der er ikke meddelt ejeren byggetilladelse i dette tilfælde. Det fremgår imidlertid af sagsforløbet, navnlig kommunens breve af 12. juli 1994 og 10. april 1995, at kommunen på baggrund af et konkret byggeprojekt har givet ejeren tilsagn om at ejendommen vil kunne bebygges med et enfamiliehus som ansøgt, men med et lidt reduceret bruttoetageareal.

Tilsagnet har i forhold til ejeren karakter af en forhåndsaccept som kommunen ikke ville kunne fragå ved at undlade at give byggetilladelse.

Efter Naturklagenævnets opfattelse må en sådan bindende forhåndsbesked sidestilles med en byggetilladelse, der begrænser retten til at nedlægge forbud efter planlovens § 14.

Middelfart Kommune har herefter ikke haft hjemmel til at nedlægge forbud som sket.

..."

Advokat F rettede den 17. januar 1996 henvendelse til Middelfart Kommune på vegne af en kreds af grundejere på X-vej. Han opfordrede kommunen til i et kommende lokalplanforslag for området ikke at undtage ejendommen X-vej nr. ... fra en i øvrigt ensartet regulering af adgangen til bebyggelse.

Den 23. februar 1996 rettede advokat F henvendelse til advokat E vegne af en kreds af grundejere på X-vej og henstillede at byggeplanerne for ejendommen blev revurderet. Han anførte i brevet at opførelsen af byggeri på ejendommen ville forringe værdien af hans klienters ejendomme og ville stride mod naboretlige regler.

Den 19. marts 1996 udsendte Middelfart Kommune et forslag til lokalplan for området. I indledning til forslaget var bl.a. anført følgende

"Lokalplanen er foranlediget af en byggesag, som omhandlede én af de små parceller (matr. nr....), som ligger vest for (X-vej). Ejeren har opnået tilladelse til at opføre et helårshus på grunden, men de overvejelser, sagen gav anledning til, har medført, at byrådet nu ønsker fastlagt, hvorledes dette attraktive kystområde skal se ud og fungere i fremtiden."

Ifølge lokalplanforslaget måtte de ejendomme der var vist som priksignatur på kortbilaget (alle ejendomme mellem X-vej og Lillebæltshalvøen, bortset fra X-vej nr. ...) ikke bebygges, men skulle anvendes som private haver, daghaver, opholdsarealer og lignende formål for de pågældende grundejere. Endvidere ophævedes deklarationen af 3. juni 1957. Den 29. marts 1996 udsendte kommunen en rettelse til lokalplanforslaget, idet ejendommen X-vej nr. ... ved en fejl var vist uden priksignatur på kortbilaget.

Den 24. marts 1996 rettede A henvendelse til mig. A gjorde bl.a. gældende, at kommunen havde forsømt at foretage nabohøring forud for afgørelsen om dispensation fra vejbyggelinien, at kommunen ikke havde været opmærksom på sikkerhedszonen omkring DONG's hovedgasledning, at der forelå lokalplanpligt, og at afgørelsen stred mod kommuneplanen. Endvidere fremsatte A bemærkninger til B's breve af 1. juni og 10. september 1995.

Den 24. marts 1996 anmodede A desuden Naturklagenævnet om at genoptage behandlingen af sagen. Dette afslog nævnet i et brev af 26. april 1996.

Den 17. april 1996 gjorde en række beboere på X-vej over for kommunen indsigelse mod lokalplanforslaget.

Den 26. april 1996 anmodede jeg Middelfart Kommune og Naturklagenævnet om en udtalelse i sagen.

Middelfart Kommune afgav den 7. juni 1996 en udtalelse. Kommunen anførte bl.a. følgende

"...

Det kan i den forbindelse anføres, at det efter vor opfattelse er faktuelle oplysninger, der er givet i vor skrivelse af 12. juli 1994. Der er ikke tale om nogen afgørelse, der skulle træffes.

Angående vor skrivelse af 10. april 1995, vedrørende dispensation fra vejbyggelinien, kan anføres, at det under sagens behandling, har været vurderet, at de omboende ikke havde nogen væsentlig interesse i sagens afgørelse.

Vejbyggelinien er pålagt af kommunen og tinglyst på ejendommen den 3. juni 1957, for at have mulighed for at kunne udvide vejen, hvis det blev aktuelt. Udvidelse af vejen er aldrig blevet aktuel, og det skønnes ikke påkrævet at opretholde byggelinien det pågældende sted."

Den 8. juli 1996 klagede A til Naturklagenævnet over kommunens behandling af sagen. A gjorde bl.a. gældende, at der ikke var foretaget nabohøring forud for afgørelsen af 10. april 1995, og at lokalplanforslaget var udtryk for forskelsbehandling.

Den 7. august 1996 afgav Naturklagenævnet en udtalelse til mig. nævnet anførte bl.a. følgende

"...

Naturklagenævnet kan henholde sig til nævnets afgørelse af 23. november 1995 og senere afslag i skrivelse af 26. april 1996 på klagernes anmodning om genoptagelse af sagen.

Det har ikke været aktuelt at tage stilling til klagernes partsstatus i forbindelse med det spørgsmål som forelå til bedømmelse for Naturklagenævnet ved afgørelsen af 23. november 1995. Spørgsmålet drejede sig om lovligheden af kommunens forbud over for ejeren efter planlovens § 14. Nævnet har alene vurderet dette spørgsmål og har ikke truffet nogen (for naboerne bebyrdende) afgørelse om at der skulle gives tilladelse til byggeri.

Naturklagenævnet lagde ved sin afgørelse vægt på kommunens tidligere tilkendegivelser overfor ejeren (som man fandt havde karakter af et bindende forhåndstilsagn) uden at tage stilling til om disse tilkendegivelser i sig selv havde karakter af afgørelser i forhold til andre parter.

Ved afgørelsen om at underkende kommunens § 14 forbud udtalte Naturklagenævnet sig ikke nærmere om konsekvenserne. Såfremt kommunen besluttede at give byggetilladelse i overensstemmelse med forhåndstilsagnet måtte dette muligvis kræve forudgående partshøring af naboerne. En anden mulighed, eventuelt efter partshøring, ville være at give ejeren erstatning for manglende byggeadgang.

Erstatningsmuligheden fremgår ikke udtrykkeligt af Naturklagenævnets afgørelse. Det kan diskuteres om den burde være nævnt, ligesom der muligvis også burde være peget på et eventuelt behov for partshøring. Nævnet kan dog næppe antages at være forpligtet til at yde en sådan vejledning over for en kommune.

Naturklagenævnet finder iøvrigt ikke nu at kunne udtale sig nærmere om forhold som har været uden betydning for nævnets afgørelse."

Den 13. august 1996 meddelte Naturklagenævnet at man ikke kunne tage stilling til A's henvendelse, idet spørgsmålet om genoptagelse af sagen var til behandling hos mig.

Den 19. august 1996 anmodede jeg Middelfart Kommune om en udtalelse til det af Naturklagenævnet anførte, navnlig for så vidt angår partshøring i forbindelse med en eventuel byggetilladelse og om muligheden for erstatning.

Den 13. september 1996 anmodede A kommunen om ikke at give byggetilladelse til det påtænkte byggeri på ejendommen X-vej nr. ....

Den 16. september 1996 afgav kommunen en udtalelse til mig. Kommunen anførte følgende

"De har bedt om Middelfart Kommunes udtalelse til Naturklagenævnets udtalelse af 07.08.1996. For så vidt angår partshøring i forbindelse med en eventuel byggetilladelse: De to breve, der bliver benævnt som 'byggetilladelser' er

Kommunens brev af 12.07.1994 til (B). Her gives nogle faktiske oplysninger om ejendommen, og om, at der inden for visse rammer kan forventes tilladelse til opførelse af helårsbolig. Dette brev indeholder ingen afgørelse, der kræver naboorientering.

Kommunens brev af 10.04.1995 til (B). Her meddeles dispensation fra en byggelinie, som er tinglyst den 3. juni 1957, efter vejlovgivningen, for at sikre en eventuel udvidelse af vejen. Udvidelse af vejen er aldrig blevet aktuel, og det skønnes ikke påkrævet at opretholde byggelinien det pågældende sted. Det betyder også, at der ikke er tale om bebyggelsesregulerende linie efter planlovgivningen, og der skal ikke foretages naboorientering inden afgørelser træffes.

Konklusionen er, at der ikke er meddelt dispensationer efter planlovgivning eller byggelovgivning, der kunne give anledning til naboorientering.

For så vidt angår spørgsmålet om eventuel erstatning kan oplyses, at der ikke er rejst erstatningskrav mod kommunen. Spørgsmålet har derfor ikke været behandlet, hverken af embedsmænd eller politikere."

Den 24. september 1996 meddelte A mig at formanden for teknik- og miljøudvalget mundtligt havde oplyst over for A, at kommunen efter al sandsynlighed ikke kunne undgå at give ejeren af ejendommen X-vej nr. ... byggetilladelse, hvilket udvalget ville tage stilling til på et møde den følgende dag.

Middelfart Kommune meddelte A i et brev af 25. september 1996, som jeg modtog i kopi, at formanden for teknik- og miljøudvalget stod uforstående over for A's påstand i brevet af 24. september 1996, at sagen ikke var blevet drøftet på denne dags udvalgsmøde og at byggetilladelsen var meddelt.

Den 9. oktober 1996 anmodede jeg Middelfart Kommune om en udtalelse om spørgsmålet om partshøring af ejer og naboer efter forvaltningslovens § 19, ligesom jeg anmodede om kommunens udtalelse om hvornår der efter kommunens opfattelse var blevet truffet endelig afgørelse i sagen.

Den 25. oktober 1996 rettede A henvendelse til miljø- og energiministeren om sagen.

Den 27. november 1996 meddelte Miljø- og Energiministeriet A at ministeriet ikke kunne behandle klager over en kommunalbestyrelses afgørelser efter planloven, men at klage kunne indgives til Naturklagenævnet.

Den 3. december 1996 besvarede Middelfart Kommune min henvendelse. Kommunen anførte følgende

"Ejendommen lå i et område som er omfattet af kommuneplanens lokalplanrammer (B45) som er almen bekendte. Partshøring efter forvaltningslovens § 19 har derfor ikke været overvejet.

Efter kommunens opfattelse er den endelige afgørelse truffet ved Byrådets vedtagelse den 05.08.1996 af lokalplan 32.13, jfr. afsnittet om lokalplanens retsvirkninger.

Der er meddelt byggetilladelse den 20. september 1996."

Den 7. januar 1997 fremsatte A sine bemærkninger til kommunens brev af 3. december 1996.

Ombudsmandens udtalelse

"Min behandling af sagen angår kun den afgørelse som Naturklagenævnet har truffet. Den vedrører således ikke indholdet af lokalplanen.

Planloven indeholder i § 14 følgende bestemmelse om foreløbige forbud

'Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbudet kan højst nedlægges for et år. Kommunalbestyrelsen tinglyser forbudet på den pågældende ejendom. Tinglysningen er uden betydning for forbudets gyldighed.'

Forvaltningsloven indeholder en bestemmelse i § 19 om partshøring som har følgende ordlyd

'Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.'

Naturklagenævnet har begrundet sin afgørelse med at ejeren af Middelfart Kommune har fået et tilsagn der har karakter af en forhåndsaccept som kommunen ikke ville kunne fragå ved at nægte at give byggetilladelse. Nævnet henviser i den forbindelse navnlig til kommunens breve af 12. juli 1994 og 10. april 1995. Der foreligger således efter nævnets opfattelse en bindende forhåndsbesked, og nævnet finder at den må sidestilles med en byggetilladelse. Nævnet konkluderer, at da der ikke kan nedlægges forbud efter planlovens § 14 mod et påtænkt byggeri, hvortil kommunen har givet byggetilladelse, havde Middelfart Kommune ikke hjemmel til at nedlægge forbudet angående byggeri på ejendommen (X-vej) nr. ....

Jeg er enig med Naturklagenævnet i at der ikke kan nedlægges forbud mod et påtænkt byggeri hvis der er givet byggetilladelse til byggeriet. Jeg henviser til Bendt Andersen og Ole Christiansen, Kommuneplanloven, 3. udg., s. 170, og Anne Birte Boeck, Lov om Planlægning, s. 135. Men Naturklagenævnets afgørelse rejser spørgsmål om Middelfart Kommune med brevene af 12. juli 1994 og 10. april 1995 havde truffet en bindende afgørelse over for ejeren af ejendommen (X-vej) nr. ... som måtte sidestilles med en byggetilladelse. Desuden rejser sagen spørgsmål om betydningen af den manglende partshøring.

Middelfart Kommune har over for mig oplyst at der i brevet af 12. juli 1994 alene blev givet faktuelle oplysninger, og kommunen har bestridt at der blev truffet nogen afgørelse i den forbindelse. Desuden har kommunen oplyst at der med brevet af 10. april 1995 blev meddelt en dispensation fra den tinglyste vejbyggelinie.

Sådan som brevet af 12. juli 1994 er formuleret havde ejeren af ejendommen (X-vej) nr. ... efter min opfattelse en berettiget forventning om at kunne opnå en byggetilladelse inden for de rammer som nævnes i brevet. Jeg henviser til at det i brevet er anført at der inden for visse rammer kan forventes tilladelse til at opføre en helårsbolig, og at disse rammer er angivet meget præcist. Dette bestyrkes yderligere af brevet af 10. april 1995, hvor der blev givet dispensation fra vejbyggelinien så der kunne opføres et enfamilieshus 7,5 m fra vejmidten, og hvor et af vilkårene for at opføre et sådant hus blev gentaget. Jeg er derfor enig med Naturklagenævnet i at der med de to breve blev givet en forhåndstilladelse der i forhold til bestemmelsen i planlovens § 14 kan sidestilles med en byggetilladelse.

Angående spørgsmålet om partshøring har Naturklagenævnet anført at det ikke var aktuelt for nævnet at tage stilling til (A)'s partsstatus, da afgørelsen alene drejede sig om lovligheden af kommunens forbud over for ejeren af ejendommen. Nævnet har heller ikke taget stilling til konsekvenserne af at forbudet blev ophævet. Der er således ikke taget stilling til om kommunen kan give en byggetilladelse uden forudgående partshøring eller om der i stedet skal gives ejeren erstatning for manglende byggeadgang.

Jeg bemærker hertil at en forvaltningsmyndighed skal følge de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder reglerne i forvaltningsloven, når den træffer en afgørelse. Hvis disse regler er blevet overtrådt, kan det efter omstændighederne medføre at den trufne afgørelse ikke er gyldig. Navnlig tilsidesættelse af de regler der betegnes som garantiforskrifter, kan medføre at afgørelsen betragtes som ugyldig. Reglerne om partshøring betragtes normalt som garantiforskrifter. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, s. 564 ff, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret - Sagsbehandling, 4. udg., s. 281ff.

Når der skal tages stilling til om en meddelt byggetilladelse er til hinder for at der nedlægges et forbud efter planlovens § 14, vil der normalt ikke være anledning til at undersøge om de forvaltningsretlige regler var blevet tilsidesat da afgørelsen om at give byggetilladelsen blev truffet. I den foreliggende sag var der imidlertid i brevene af 16. og 19. april 1995 til Middelfart Kommune blevet gjort opmærksom på at de berørte parter ikke var blevet inddraget i sagen. Middelfart Kommune sendte disse breve til Naturklagenævnet sammen med sagens øvrige dokumenter, inden nævnet traf afgørelse.

Inden det traf afgørelse om at ophæve det nedlagte forbud, burde nævnet derfor have undersøgt om de forvaltningsretlige regler, herunder navnlig reglerne om partshøring, var blevet tilsidesat i forbindelse med kommunens forhåndstilladelse, ikke mindst da reglerne om partshøring som nævnt betragtes som garantiforskrifter, hvis tilsidesættelse efter omstændighederne kan medføre at den pågældende afgørelse betragtes som ugyldig. I givet fald burde nævnet have taget stilling til om tilladelsen var ugyldig og derfor ikke var til hinder for at der blev nedlagt et foreløbigt forbud mod byggeri på ejendommen. Jeg har gjort Naturklagenævnet bekendt med min opfattelse.

Da der nu er givet byggetilladelse til byggeriet, foretager jeg ikke yderligere i sagen. Jeg vil dog gøre opmærksom på at der efter retspraksis er mulighed for, under visse betingelser, at rejse krav om erstatning over for en myndighed der har tilsidesat sin pligt til at foretage partshøring. Jeg henviser til Højesterets dom af 12. september 1996, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1462."

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Naturklagenævnet havde besluttet at ophæve et forbud nedlagt af Middelfart Kommune mod bebyggelse af en ejendom.

Middelfart Kommune havde givet ejeren tilsagn om at hans ejendom kunne bebygges med et enfamiliehus, men med et mindre etageareal. Tilsagnet havde i forhold til ejeren karakter af en bindende forhåndsbesked som efter Naturklagenævnets opfattelse måtte sidestilles med en byggetilladelse. Efter nævnets mening var der derfor ikke hjemmel til senere at nedlægge forbud mod bebyggelsen efter planlovens § 14.

Efter ombudsmandens opfattelse burde Naturklagenævnet, inden det traf afgørelse om at ophæve det nedlagte forbud, have undersøgt om de forvaltningsretlige regler, navnlig reglerne om partshøring, var blevet tilsidesat i forbindelse med forhåndstilladelsen. I givet fald burde nævnet have taget stilling til om tilladelsen var ugyldig og derfor ikke var til hinder for at der blev nedlagt et foreløbigt forbud mod byggeri på ejendommen. (J.nr. 1996-0797-160).