Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Genoptagelse. Remonstration. Sagsbehandlingstid

Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Genoptagelse. Remonstration. Sagsbehandlingstid

Ved Y-by Civilrets dom af 6. september 1995 blev A pålagt bidragspligt over for B i 10 år fra dommens dato.

Den 7. februar 1996 traf Københavns Overpræsidium afgørelse om at A fra den 15. september 1995 skulle betale 8.000 kr. om måneden i ægtefællebidrag til B. Overpræsidiet oplyste A's advokat om at afgørelsen kunne påklages til Civilretsdirektoratet. Om den nærmere procedure skrev Overpræsidiet følgende

"...

En eventuel klage sendes til Overpræsidiet. Deres klage med bilag vil herefter blive sendt til Civilretsdirektoratet sammen med sagens øvrige akter.

..."

Herefter klagede A's advokat - ved brev af 16. februar 1996 til overpræsidiet - over afgørelsen. Advokaten skrev bl.a. følgende

"Jeg skal hermed anmode Dem om at indbringe ovennævnte sag for Civilretsdirektoratet.

...

Da jeg således mener, at afgørelsen er fuldstændig forkert ud fra de sædvanlige principper og beregningsmåder - herunder ud fra sædvanlige selskabsretlige regler - må jeg anmode om, at afgørelsen om bidrag ændres med virkning fra 15.9.1995 og ikke først fra, sagen bliver færdigbehandlet af Civilretsdirektoratet, idet min klient ikke har mulighed for overhovedet at betale bidrag af den omhandlede størrelsesorden."

I brevet redegjorde A's advokat for hvorfor hun mente at overpræsidiets afgørelse var forkert. I den forbindelse oplyste advokaten bl.a. at B havde modtaget en kommission på 100.000 kr. i 1995, samt at A's indtægter var faldet - da han var blevet opsagt fra sit arbejde pr. 31. august 1995.

Ved brev af 22. februar 1996 meddelte overpræsidiet A's advokat at man havde besluttet at genoptage sagens behandling. Overpræsidiet skrev således

"...

Da brevet ses at indeholde nye oplysninger af betydning for sagen, vil Overpræsidiet foretage en ny 1. instans behandling af bidragssagen.

Det er Civilretsdirektoratets sædvanlige praksis, at tilbagesende sager til 1. instansbehandling, når nye oplysninger påberåbes.

..."

Ved brev af samme dato oplyste Københavns Overpræsidium B's advokat om klagen.

Den 7. august 1996 meddelte overpræsidiet A's advokat at man havde truffet afgørelse om at bidraget ikke skulle ændres. Brevet indeholdt samme klagevejledning som brevet af 7. februar 1996.

A's advokat meddelte den 22. august 1996 overpræsidiet at hun ønskede at klage over afgørelsen af 7. august 1996. A 's advokat bemærkede at hun allerede den 16. februar 1996 havde påklaget afgørelsen af 7. februar 1996. Samme dag informerede A's advokat B's advokat om klagen.

Den 2. september 1996 videresendte overpræsidiet klagen til Civilretsdirektoratet.

Den 3. juni 1997 traf Civilretsdirektoratet afgørelse om at nedsætte størrelsen af bidraget til 500 kr. månedligt - med virkning fra den 15. oktober 1996. Med hensyn den tilbagevirkende krafts udstrækning skrev direktoratet følgende

"...

Med hensyn til ændringstidspunktet kan vi oplyse, at en ændring af et bidrag normalt først har virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Det gælder også bidrag, der forfalder under statsamtets eller Civilretsdirektoratets behandling af sagen. Ændringer omfatter både forhøjelse, nedsættelse og bortfald af bidraget.

Baggrunden for dette er, at parterne skal kunne indrette deres økonomiske forhold på den trufne afgørelse om bidrag. Den bidragsberettigede skal således kunne regne med at modtage forfaldne bidrag, og den bidragspligtige bør ikke kunne mødes med krav om efterbetaling.

En ændring kan dog i særlige tilfælde få virkning fra et tidligere tidspunkt. Det kan navnlig ske i følgende situationer

En part har givet urigtige oplysninger, eller har undladt at give relevante oplysninger.

Statsamtets afgørelse er efter Civilretsdirektoratets opfattelse åbenbart urigtig.

Sagsbehandlingen har trukket urimelig længe ud på grund af den bidragsfastsættende myndighed eller en af sagens parter.

Vi finder efter en samlet vurdering af sagen, herunder sagsbehandlingstiden i Civilretsdirektoratet, at bidraget bør nedsættes med virkning fra den 15. oktober 1996, hvor (B) var blevet gjort bekendt med Deres klage.

..."

A's advokat klagede den 4. juni 1997 over at nedsættelsen ikke var tillagt yderligere tilbagevirkende kraft. I et brev til direktoratet henviste hun bl.a. til at B var blevet orienteret om klagen over Københavns Overpræsidiums afgørelse allerede den 22. februar 1996. Endvidere oplyste A's advokat at B's advokat var blevet bekendt med den fornyede klage den 22. august 1996. A 's advokat anførte herudover at det var B - og ikke A - der havde undladt at oplyse om en indtægt i 1995.

Civilretsdirektoratet behandlede sagen på ny og traf ny afgørelse den 31. juli 1997 hvorefter nedsættelsen fik virkning fra den 15. september 1996. I brevet skrev direktoratet følgende

"...

Vi har nu behandlet sagen på ny, og vi finder herefter, at bidraget bør nedsættes til 500 kr. månedligt med virkning fra den 15. september 1996, der er første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor (B) var blevet bekendt med, at De ville påklage overpræsidiets afgørelse. Der henvises til side 3 i afgørelsen af 3. juni 1997. Det bemærkes, at vi ikke kendte til brevet af 22. august 1996 på afgørelsestidspunktet, og vi havde heller ikke spurgt Dem, om De tidligere havde gjort (B) bekendt med klagen.

Vi finder endelig ikke, at der er grundlag for at give afgørelsen yderligere tilbagevirkende kraft henset til sagsbehandlingstiden, idet der ved afgørelsen af 3. juni 1997 er taget højde for den lange sagsbehandlingstid.

Vi finder særlig ikke, at det forhold, at overpræsidiet valgte at genoptage bidragssagen i marts 1996, efter der var fremkommet nye oplysninger i sagen, kan medføre, at bidraget nedsættes fra et tidligere tidspunkt. Vi har herved lagt vægt på, at når der fremkommer nye oplysninger efter overpræsidiets afgørelse, bør overpræsidiet behandle sagen på ny, idet parterne på denne måde sikres, at der er 2 instanser der behandler sagen.

..."

Den 22. august 1997 indbragte A's advokat direktoratets afgørelse af 31. juli 1997 for mig. I klagen anførte hun bl.a. følgende

"På denne baggrund gør jeg gældende, at Civilretsdirektoratet er forpligtet til at fastsætte bidraget fra den 15. september 1995, idet de oplysninger, der har været lagt til grund for afgørelsen, har været tilgængelige siden sagsbehandlingen startede for Københavns Overpræsidium.

Det er alene min klients tidligere hustru, der har tilbageholdt relevante oplysninger.

Endvidere gør jeg gældende, at sagsbehandlingen for Københavns Overpræsidium med deres to behandlinger af samme sag har trukket urimeligt længe ud, hvilket må komme min klient til gode, hvilket ikke ses at være tilfældet i tilstrækkeligt omfang."

På baggrund af klagen bad jeg den 29. september 1997 Civilretsdirektoratet om en udtalelse i sagen samt om udlån af sagens akter. I den forbindelse bad jeg særligt om direktoratets og overpræsidiets bemærkninger til at overpræsidiet - efter at have modtaget klagen af 16. februar 1996 - ikke videresendte denne til direktoratet i overensstemmelse med klagen.

Overpræsidiet anførte i sin udtalelse af 7. november 1997 bl.a. følgende

"...

Idet klageskrivelsen indeholdt flere nye oplysninger - herunder specielt oplysninger om hustruens provisionsindtægt for bl.a. 1995 og at der lå helbredsmæssige grunde bag mandens fratræden, fandt man det rigtigst og i overensstemmelse med praksis at genbehandle sagen med ny 1. instansbehandling, således at hver af parterne blev tilsikret mulighed for en reel 2. instansbehandling af Deres sag. Sagens genoptagelse til ny 1. instansbehandling blev meddelt begge parter ved skrivelse herfra af 22.2.97, og der ses ikke tidligere at være fremkommet indsigelse herimod.

..."

Direktoratet anførte i sin udtalelse af 1. december 1997 følgende

"...

Vi skal understrege, at beslutningen om at nedsætte bidraget hovedsageligt skyldes (X) A/S´s dårlige resultat i 1995 og 1996 i forhold til resultatet for 1994, der lå til grund for overpræsidiets afgørelse. Beslutningen om at nedsætte bidraget med tilbagevirkende kraft var således hverken begrundet i urigtige oplysninger, eller at overpræsidiets afgørelse var åbenbart urigtig, men byggede på en samlet vurdering af sagen, herunder sagsbehandlingstiden i Civilretsdirektoratet.

Vi skal endvidere præcisere, at vi tilsluttede os overpræsidiets vurdering i afgørelsen af 7. august 1996 om, at der ved afgørelsen skulle ses bort fra (B)'s indtægt i foråret 1995 på 100.000 kr.

Ombudsmanden har særligt anmodet om bemærkninger til Københavns Overpræsidiums beslutning om at genoptage sagen på baggrund af klageskrivelsen af 16. februar 1996.

Overpræsidiets udtalelse af 7. oktober 1997 vedlægges. Civilretsdirektoratet kan henholde sig hertil med den tilføjelse, at vi normalt beder statsamtet/overpræsidiet om at behandle en sag igen, hvis der fremkommer nye oplysninger. Dette skyldes, at vi som klageinstans ikke bør tage stilling til en sag på grundlag af oplysninger, som statsamtet/overpræsidiet ikke havde ved afgørelsen. På denne måde sikres det, at parterne får mulighed for at få sagen prøvet af 2 instanser.

I denne sag blev det i klagen bl.a. oplyst, at (B) havde haft en indtægt på 100.000 kr. i 1995. Denne oplysning var ny, og hvis oplysningen var korrekt, ville den kunne medføre nedsættelse/bortfald af bidraget med tilbagevirkende kraft.

Det er på den baggrund Civilretsdirektoratets opfattelse, at sagen ville være blevet sendt tilbage til behandling i første instans, hvis overpræsidiet havde fremsendt klagen hertil. Direktoratet mener derfor, at overpræsidiets beslutning om at genoptage sagen var hensigtsmæssig.

..."

Den 9. december 1997 afgav A's advokat sine bemærkninger hertil og den 18. december 1997 tilføjede hun

"I fortsættelse af min skrivelse af 9. ds. skal jeg herved præsicere, at (B) allerede fra medio februar 1996 har været bekendt med mine indsigelser imod bidragets størrelse. (B) var således bekendt med, at hun ikke kunne holde modtagelsen af kr. 100.000,00 skjult for Statsamtet.

Årsagen til min ovennævnte præcisering er, at Civilretsdirektoratet har gjort gældende, at (B) ikke var bekendt med klagen eller indholdet af klagen, hvorfor man ikke ville lade bidragsfastsættelsen gå længere tilbage."

I min foreløbige udtalelse skrev jeg bl.a.

"Jeg har forstået klagen fra A's advokat således at hun for så vidt er indforstået med Civilretsdirektoratets afgørelse hvorefter hendes klient skal betale 500 kr. om måneden i bidrag til sin fraskilte hustru. Det er derimod A's advokats opfattelse at afgørelsen burde have været tillagt yderligere tilbagevirkende kraft, primært fra den 15. september 1995, subsidiært fra den 22. februar 1996, hvor B's advokat var blevet bekendt med A's første klage til Civilretsdirektoratet.

Klagen rejser det generelle spørgsmål om hvorvidt overpræsidiet kunne genoptage sagens behandling på baggrund af A's advokats klage af 16. februar 1996 eller om overpræsidiet efter modtagelsen af klagen burde have videresendt sagen til behandling i Civilretsdirektoratet med overpræsidiets eventuelle bemærkninger.

Efter min foreløbige undersøgelse har jeg - som nævnt indledningsvis - besluttet at koncentrere min undersøgelse omkring dette spørgsmål og den eventuelle betydning heraf for fastsættelse af bidrag med tilbagevirkende kraft.

I det følgende vil jeg først se på Civilretsdirektoratet som rekursinstans (1). Derefter vil jeg behandle spørgsmålet om overpræsidiets/statsamternes adgang til at genoptage behandlingen af en sag efter at have modtaget en klage stilet til direktoratet (2) samt se på om hvilken betydning dette kan have for A's sag (3).

1. Civilretsdirektoratet som rekursinstans

Overpræsidiets afgørelse om fastsættelse af bidrag er truffet efter ægteskabslovens § 50 der har følgende ordlyd

' § 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, medens statsamtet fastsætter bidragets størrelse.

...

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag.

...'

Overpræsidiets afgørelse om et bidrags størrelse kan påklages/rekurreres til Civilretsdirektoratet. Der er tale om ulovbestemt administrativ rekurs som følge af at Civilretsdirektoratet er overordnet myndighed. Dette forhold er bl.a. nærmere beskrevet i ombudsmandens beretning for året 1988 (henholdsvis s. 276 og 299)

'...

Statsamternes afgørelser i de undersøgte sagstyper kan påklages af parterne til Familieretsdirektoratet (nu Civilretsdirektoratet - min bemærkning) som et led i det over- underordnelsesforhold, der er etableret mellem dette og statsamterne.

...

1) Familieretsdirektoratets retlige status

Familieretsdirektoratet blev med virkning fra 1. oktober 1982 oprettet ved beslutning truffet af justitsministeren.

Direktøren har i visse sager umiddelbart referat til ministeren og er i andre underlagt Justitsministeriets departement. Den nærmere opdeling af sagerne er foretaget i en skrivelse af 27. september 1982 fra Justitsministeriet til direktoratet

'Direktøren for Familieretsdirektoratet står i sit embede i nedenfor anførte omfang under justitsministeren.

1. Afgørelse af konkrete og generelle sager vedrørende familie-, adoptions- og navneret ...'

En af de vigtigste konsekvenser af denne indplacering af direktoratet er, at direktoratets afgørelser i sager som de undersøgte ikke kan påklages til Justitsministeriets departement.

Forholdet mellem statsamterne og direktoratet er hverken reguleret i loven eller ved administrative beslutninger. Det følger imidlertid af den ovenfor beskrevne opgavetildeling, at direktoratet har overtaget de beføjelser, der tidligere tilkom Justitsministeriets familieretskontor. Statsamternes afgørelser kan derfor på ulovbestemt grundlag påklages til direktoratet, ligesom direktoratet på eget initiativ kan omgøre konkrete afgørelser; endvidere kan direktoratet udstede generelle og konkrete tjenestebefalinger både vedrørende statsamternes sagsbehandling og vedrørende indholdet af de afgørelser, statsamterne træffer.

Adgangen til at indgive klage tilkommer parterne dvs. de personer, der har en individuel retlig interesse i sagernes udfald.

I mangel af lovbestemmelser om klageordningen må det antages, at de almindelige ulovfæstede principper om rekurs gælder. Dette indebærer bl.a. at der ikke gælder egentlige klagefrister, at direktoratets prøvelse af de påklagede afgørelser omfatter både retlige spørgsmål og rene hensigtsmæssighedsspørgsmål, at der i udstrakt grad kan inddrages nyt processtof under sagens behandling i klageinstansen samt at direktoratet kan reagere med stadfæstelse, omgørelse, hjemvisning samt afvisning.

...'

Når der er mulighed for administrativ rekurs, er det fast antaget at den klageberettigede i forhold til den underordnede myndigheds afgørelse har ret til at påklage afgørelsen til den højere forvaltningsmyndighed som - hvis de processuelle betingelser er opfyldt -har pligt til at tage stilling til den påklagede afgørelse, jf. Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner (1997), s. 239f og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 631.

En rekursinstans prøvelse af en afgørelse udgør som udgangspunkt en fuldstændig prøvelse af hele sagens faktum og af alle sagens retlige spørgsmål og i forlængelse heraf en stillingtagen til den konkrete subsumption i sagen, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, s. 652. Hvis ikke andet følger af loven, kan rekursinstansen reagere med afvisning, stadfæstelse, ændring, ophævelse og hjemvisning. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, s. 657, beskriver mulighederne på følgende måde

'...

Ved afvisning forstås her, at procesforudsætningerne ikke er til stede, (...) f.eks. hvis klageren ikke er klageberettiget, eller hvis klagefristen er overskredet, og der ikke bortses herfra. Afvisning indebærer, at sagen ikke undergives realitetsbehandling.

Ved stadfæstelse forstås her, at procesforudsætningerne har været opfyldt, og at rekursinstansen efter realitetsbehandling af klagen ikke finder grundlag for at ændre eller ophæve underinstansens afgørelse.

Ved ændring forstås her, at rekursinstansen efter realitetsbehandling af sagen finder, at underinstansens afgørelse skal ændres, og hvor rekursinstansen herefter sætter sin egen afgørelse i stedet.

Ved ophævelse forstås her, at der ikke er hjemmel til den af underinstansen trufne afgørelse, og at rekursinstansen ikke har hjemmel til eller ønsker at sætte sin egen (indholdsmæssigt ændrede) afgørelse i stedet. Ophævelse sker ligeledes, hvor underinstansens sagsbehandling har været så mangelfuld, at det ikke vil være forsvarligt for rekursinstansen at træffe afgørelse i sagen - som i virkeligheden - 1. instans. Dette er i alle fald aktuelt når, hvor underinstansen har begået sagsbehandlingsfejl, som bevirker afgørelsens ugyldighed (...) og - herunder sagsbehandlingsfejl i underinstansen, som rekursinstansen ikke kan reparere.

...

Hjemvisning indebærer, at det overlades til førsteinstansen at træffe fornyet afgørelse i sagen. Hjemvisning kan ske, hvor afgørelsen ophæves på grund af sagsbehandlingsfejl, eller i tilfælde, hvor sagen på grund af nova har ændret sig væsentligt, og hvor det samtidig - bl.a. af hensyn til at parten fortsat har en rekursmulighed - bør overlades til førsteinstansen at træffe afgørelse i sagen på det nye grundlag.

...'

Særligt om hjemvisning skriver Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, s. 284f, som følger

'...

En sådan indebærer, at sagen sendes tilbage til førsteinstansen med henblik på, at denne kan træffe en ny afgørelse i sagen. Det er ikke ualmindeligt, at rekursinstansen i forbindelse med en hjemvisning fastsætter, hvilke retningslinier der bør følges ved den fornyede behandling af sagen. Førsteinstansen vil normalt være nødsaget til at følge disse retningslinier, idet en afgørelse i strid med disse kan forventes indbragt for rekursinstansen og ændret i overensstemmelse med retningslinierne. Hvis rekursinstansen ikke udtrykkeligt har fastsat retningslinierne for den fornyede behandling, vil disse ofte fremgå indirekte af rekursinstansens begrundelse for at tilsidesætte førsteinstansens afgørelse.

...

Hjemvisning vil blive foretrukket frem for ændring i situationer, hvor førsteinstansens afgørelse er behæftet med sådanne mangler eller bygger på et sådant forældet grundlag (fordi der er fremkommet nye oplysninger, som ikke forelå på tidspunktet for førsteinstansens afgørelse) at en ændret afgørelse i rekursinstansen i realiteten ville være en ren førsteinstansafgørelse. Hjemvisning kan således forventes, hvor førsteinstansen findes at have bygget på et forkert retligt grundlag, eller hvor der konstateres væsentlige sagsbehandlingsmangler ved førsteinstansens afgørelse. Ligeledes, hvor førsteinstansen findes at have bygget på et klart utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Endvidere, hvor der i klagesagen er anført spørgsmål eller henvist til oplysninger, som førsteinstansen ikke har taget stilling til, eller hvor der er sket væsentlige ændringer i faktum (nova).

...'

Af overpræsidiets brev af 22. februar 1996 fremgår at 'det er Civilretsdirektoratets sædvanlige praksis, at tilbagesende sager til 1. instansbehandling, når nye oplysninger påberåbes'.

Af direktoratets udtalelse af 1. december 1997 fremgår at overpræsidiets beslutning om at genoptage sagen - efter direktoratets opfattelse - var hensigtsmæssig idet sagen alligevel ville være blevet sendt tilbage til behandling i underinstansen hvis overpræsidiet umiddelbart havde fremsendt klagen til direktoratet.

Jeg forstår på den baggrund at det er direktoratets praksis at en klage automatisk - uden en egentlig realitetsprøvelse - sendes retur til underinstansen hvis direktoratet konstaterer at der er kommet nyt som ikke er indgået i underinstansens behandling af sagen.

Det er - i lyset af det jeg har anført ovenfor - min foreløbige opfattelse at Civilretsdirektoratet ikke er berettiget til automatisk at sende en klagesag til underinstansen uden en realitetsprøvelse alene med den begrundelse at der er blevet påberåbt nye oplysninger. Direktoratet er (som rekursinstans) forpligtet til at behandle klagen og efterprøve den afgørelse som der bliver klaget over. Dette er selvsagt ikke til hinder for at resultatet af prøvelsen - efter en konkret vurdering - kan blive hjemvisning til fornyet behandling ved underinstansen.

2. Genoptagelse af behandling af en sag i underinstansen

Det fremgår af sagens akter at overpræsidiet ved sin afgørelse af 7. februar 1996 meddelte at afgørelsen kunne påklages til Civilretsdirektoratet. Om den nærmere procedure stod der i afgørelsen at en eventuel klage skulle sendes til overpræsidiet hvorefter klagen ville blive sendt til Civilretsdirektoratet.

(A)'s advokat klagede den 16. februar 1996 og bad om at sagen blev indbragt for Civilretsdirektoratet. Overpræsidiet besluttede imidlertid at genoptage sagens behandling, og klagen blev ikke sendt til Civilretsdirektoratet.

Ordningen med at en eventuel klage indsendes gennem overpræsidiet og ikke stiles direkte til Civilretsdirektoratet (omvendt postgang) fremgår hverken af lov eller bekendtgørelse. I ombudsmandens beretning for året 1988 (s. 276) er praksis beskrevet således

'...

Familieretsdirektoratet har bestemt, at klager skal indgives til statsamtet, hvorfra sagen videresendes med akterne og statsamtets eventuelle bemærkninger til direktoratet.

Det følger af forvaltningslovens § 25, at statsamterne skal vejlede om klagemuligheden samt om, at klagen indgives gennem statsamtet.

...'

Ved min behandling af sagen har jeg herefter lagt til grund at ordningen bygger på en beslutning truffet af Civilretsdirektoratet. Spørgsmålet er herefter om en ulovfæstet etablering af en sådan 'omvendt postgang' for indbringelse af klager giver underinstansen adgang til - i stedet for at sende sagen til klageinstansen - at genoptage sagens behandling.

Jeg har i en tidligere sag (mit j.nr. 1994-1797-009) haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmål omkring 'omvendt postgang' med indbygget genoptagelsesadgang. I den forbindelse konkluderede jeg at en ret til at få sin sag behandlet ved rekursinstansen efter min mening ikke (delvis) kunne ophæves på grundlag af en aftale mellem den underordnede myndighed og rekursinstansen. En aftale om 'omvendt postgang' kunne således efter min mening ikke tillægges den retsvirkning at en klager ikke kunne stille krav om at rekursinstansen behandler klagen.

Som det fremgår under afsnit 1, kan overpræsidiets afgørelse om et bidrags størrelse påklages/rekurreres til Civilretsdirektoratet. Der er tale om ulovbestemt administrativ rekurs som følge af at Civilretsdirektoratet er overordnet myndighed. Den klageberettigede er tillagt en egentlig klageret.

En sådan klageret kan ikke helt eller delvist ophæves fordi der foreligger en beslutning fra den overordnede myndighed (Civilretsdirektoratet) om 'omvendt postgang'. Ønskes der etableret en egentlig adgang for den underordnede myndighed til at genoptage sagen i forbindelse med en klage til rekursmyndigheden, bør ordningen efter min foreløbige opfattelse have udtrykkelig lovhjemmel. Det bemærkes i den forbindelse at det er uden betydning at rekursinstansens reaktion må forventes at blive hjemvisning. Afgørelsen om hjemvisning ligger således alene hos rekursinstansen.

Det er i den foreliggende sag utvivlsomt at (A) efter afgørelsen den 7. februar 1996 havde krav på at Civilretsdirektoratet behandlede hans klage. Fra det tidspunkt hvor klagen blev modtaget hos overpræsidiet hørte sagen således kompetencemæssigt under Civilretsdirektoratet. Herefter var overpræsidiet - efter min foreløbige opfattelse - ikke berettiget til at genbehandle sagen og træffe en ny realitetsafgørelse, men burde have videresendt sagen til Civilretsdirektoratet.

3. Den foreliggende sag

Overpræsidiet traf den 7. februar 1996 afgørelse om at (A) skulle betale 8.000 kr. om måneden i ægtefællebidrag til (B). Afgørelsen blev påklaget, men overpræsidiet genoptog sagen. Den 7. august 1996 fastholdt overpræsidiet afgørelsen. Herefter blev sagen på ny påklaget til Civilretsdirektoratet som den 3. juni 1997 traf afgørelse om at nedsætte størrelsen af bidraget til 500 kr. pr. måned med virkning fra den 15. oktober 1996. Civilretsdirektoratet genbehandlede sagen og traf ny afgørelse den 31. juli 1997 hvorefter nedsættelsen fik virkning fra den 15. september 1996 (første forfaldsdag efter (B) blev bekendt med klage nr. 2 til Civilretsdirektoratet).

Som det fremgår af Civilretsdirektoratets afgørelse af 3. juni 1997, er det praksis at en ændring af et bidrag normalt først har virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. En ændring kan dog i særlige tilfælde få virkning fra et tidligere tidspunkt. Dette gælder navnlig hvis en part har givet urigtige oplysninger, hvis statsamtets afgørelse er åbenbart urigtig, eller hvis sagsbehandlingen har trukket urimeligt længe ud enten på grund af myndighederne eller på grund af en af sagens parter.

Sagen hørte - fra det tidspunkt klagen over afgørelsen af 7. februar 1996 blev modtaget i overpræsidiet - kompetencemæssigt under Civilretsdirektoratet, jf. det jeg har anført under afsnit 2. Overpræsidiet burde på dette tidspunkt have videresendt sagen til direktoratet.

På det foreliggende grundlag kan det ikke udelukkes at det kan have betydning for direktoratets vurdering af, i hvilken udstrækning afgørelsen skal have tilbagevirkende kraft at sagen ikke blev sendt til Civilretsdirektoratet til klagesagsbehandling, men derimod blev genoptaget i overpræsidiet."

Civilretsdirektoratet meddelte mig efterfølgende at direktoratet tog min opfattelse til efterretning, og genoptog sagens behandling.

Herefter fandt jeg ikke grundlag for at foretage videre vedrørende den del af sagen.

NOTER (*1) Jf. FOB 1988, s. 276 og s. 299.

Resumé

En mand blev den 6. september 1995 skilt ved dom og i den forbindelse pålagt at betale ægtefællebidrag til sin tidligere hustru i 10 år regnet fra dommens dato.

Den 7. februar 1996 bestemte Københavns Overpræsidium at manden fra den 15. september 1995 skulle betale 8.000 kr. om måneden i ægtefællebidrag til sin tidligere hustru. Manden klagede den 16. februar 1996 over afgørelsen. Den 22. februar 1996 meddelte overpræsidiet at man havde besluttet at genoptage behandlingen af sagen, og den 7. august 1996 fastholdt overpræsidiet sin tidligere afgørelse.

Manden klagede igen, og overpræsidiet sendte den 2. september 1996 klagen til Civilretsdirektoratet. Civilretsdirektoratet besluttede den 3. juni 1997 at nedsætte bidraget til 500 kr. med virkning fra den 15. oktober 1996. Manden klagede igen til Civilretsdirektoratet som traf afgørelse om at tillægge nedsættelsen af bidraget virkning fra den 15. september 1996.

I klagen til ombudsmanden gjorde manden gældende at afgørelsen om nedsættelse af bidraget burde have virkning fra et tidligere tidspunkt. Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse bl.a. at sagen allerede efter den første klage kompetencemæssigt henhørte under Civilretsdirektoratet. Overpræsidiet var derfor ikke berettiget til at genbehandle sagen, men burde have videresendt den til Civilretsdirektoratet. Det kunne endvidere ikke udelukkes at dette forhold havde betydning for Civilretsdirektoratets afgørelse om tilbagevirkende kraft.

Civilretsdirektoratet tog ombudsmandens opfattelse til efterretning og besluttede efterfølgende at genoptage sagen. (J.nr. 1997-2240-651).