Afslag på godkendelse af aftale om overførsel af forældremyndighed. Begrundelse

Afslag på godkendelse af aftale om overførsel af forældremyndighed. Begrundelse

En advokat klagede over at Civilretsdirektoratet havde afslået at godkende en aftale mellem hans klient A og dennes tidligere ægtefælle B om overførsel af forældremyndigheden over fællesbarnet C til hans klient.

Det fremgik af sagen at A tidligere havde været gift med B, og at de sammen havde sønnen C der var født den 6. juni 1982.

A der var statsborger fra Bosnien-Hercegovina, indrejste i Danmark den 6. januar 1993 og fik den 25. august 1993 midlertidig opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien. Den 11. august 1995 meddelte Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) A opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henblik på varigt ophold.

I brev af 6. oktober 1995 søgte A Københavns Overpræsidium om at få overført forældremyndigheden over C i henhold til de danske regler herom. Han anførte at C's mor var enig i en sådan overførsel, og at det på grund af krigen i det tidligere Jugoslavien var bedst for C at være hos ham.

Civilretsdirektoratet bemyndigede Københavns Overpræsidium til at behandle sagen, og på et møde i overpræsidiet den 11. december 1995 oplyste A bl.a. at det ville være bedst for C at bo hos ham på grund af krigen i Sarajevo, at han og C's mor boede sammen i Sarajevo indtil C var 2 år, at C var vokset op i Sarajevo, at C aldrig havde været i Danmark og ikke talte dansk, at C talte engelsk, og at han ikke havde set C siden han kom til Danmark, men at der havde været telefonisk og skriftlig kontakt.

Overpræsidiet bad den 27. december 1995 den danske ambassade i Wien om at bistå med sagsoplysningen, og i brev af 8. marts 1996 skrev ambassaden følgende til overpræsidiet

"...

Det kan oplyses, at moderen, (B), klart bekræftede, at hun vedstår samtykket til, at forældremyndigheden tillægges faderen.

Hun bad samtidig om, at man fra dansk side snarest efterkom ansøgningen, idet hun ikke mindst fremhævede behovet for lægeligt opsyn for drengen.

Under en samtale i enrum under benyttelse af en tolk fra Dansk Flygtningehjælps lokale kontor gav barnet ligeledes utvetydigt til kende, at det er hans stærke ønske at slutte sig til faderen i Danmark.

Om omfanget af forbindelsen til faderen oplyste han, at han altid havde været meget glad for sin fader og faderen ligeledes for ham, og at de havde haft god kontakt indtil faderens flugt til Danmark. Siden da har kontakten været opretholdt telefonisk, idet faderen med mellemrum har ringet.

Barnet går i bosnisk skoles 7. klasse - normalt for alderen.

..."

Ved afgørelse af 19. marts 1996 afslog Københavns Overpræsidium i et brev til A at godkende aftalen om overførsel af forældremyndigheden med følgende begrundelse

"...

Overpræsidiet har ved afgørelsen lagt vægt på, at (C) kun har boet sammen med Dem i få år af sit liv og at kontakten mellem Dem og (C) i de seneste år udelukkende har bestået af telefonisk og skriftlig kontakt. Desuden er der lagt vægt på (C)'s manglende tilknytning til Danmark. Overpræsidiet har således vurderet, at det ikke kan anses for at være bedst for (C), at forældremyndigheden overføres til Dem. Overpræsidiet har ikke fundet, at Deres henvisning til forholdene i Sarajevo, er af sådan karakter, at dette selvstændigt kan begrunde en overførelse af forældremyndigheden.

..."

A klagede i brev af 24. marts 1996 over afgørelsen til Civilretsdirektoratet. Han skrev bl.a.

"Indtil jeg forlod Sarajevo, har jeg altid haft et tæt forhold til (C). Vi boede tæt på hinanden hvor (C) har opholdt sig meget hos mig og desuden boet der i perioder. At vi ikke har haft personlig kontakt de sidste 3 år, men udelukkende via breve og telefonisk, skyldes krigen i Sarajevo. Det er disse omstændigheder, der er årsag til vores adskillelse.

Jeg og (C)'s mor, har som forældre vurderet hvad vi mener, er bedst for vores søn og at forældremyndigheden skulle overføres til mig på grundlag af (C)'s egne ønsker, men i høj grad af (C)'s afmægtige savn i forhold til mig som far, og jeg må indrømme, at det samme er gældende fra min side. Derudover vil jeg gerne pointere, at (C) bliver 14 år til sommer og har vel rettigheder til selv at bestemme hvilken af sine forældre han vil bo hos."

Civilretsdirektoratet fastholdt i brev af 23. maj 1996 overpræsidiets afgørelse. Direktoratet begrundede sin afgørelse således

"...

Begrundelsen for vores afgørelse er den samme, som står i overpræsidiets afgørelse. Civilretsdirektoratet har således skønnet, at en godkendelse vil stride mod, hvad der er bedst for (C), da det må antages at blive vanskeligt for (C) at falde til i Danmark. Direktoratet har herved lagt særlig vægt på (C)'s alder og manglende tilknytning til Danmark."

I brev af 4. september 1996 bad A's advokat Københavns Overpræsidium om at godkende en aftale mellem hans klient og dennes tidligere ægtefælle B om overførsel af forældremyndigheden over sønnen C til hans klient. Advokaten vedlagde kopi af et brev af 25. juli 1996 fra moderen til hans klient hvori hun gav udtryk for sin dybe bekymring for C og hans udvikling på grund af adskillelsen fra faderen som C havde stærke ønsker om at leve sammen med.

Overpræsidiet meddelte advokaten i brev af 11. september 1996 at overpræsidiet kunne henholde sig til sin afgørelse af 19. marts 1996 som blev fastholdt af Civilretsdirektoratet den 23. maj 1996.

Advokaten klagede den 17. september 1996 til Civilretsdirektoratet og gjorde under henvisning til et brev af 20. april 1996 fra A til Udlændingestyrelsen gældende at det ville være bedst for C at forældremyndigheden blev overført. I brevet oplyste A at forholdet mellem C og hans mor var ved at blive mere og mere anspændt og uholdbart, og at moderen på grund af traumatiske oplevelser under krigen i Sarajevo ikke længere magtede at varetage rollen som eneforælder.

Civilretsdirektoratet fastholdt i brev af 4. november 1996 overpræsidiets afgørelse med den begrundelse at direktoratet ikke fandt at der var anført sådanne forhold der kunne begrunde en ændret stillingtagen.

Advokaten klagede herefter til mig. Han gjorde gældende at Civilretsdirektoratets skøn var åbenbart urimeligt idet C levede under meget vanskelige vilkår som flygtning i Kroatien sammen med moderen som indtrængende havde bedt om at aftalen om overførsel af forældremyndigheden blev godkendt.

Jeg bad i brev af 29. januar 1997 Civilretdirektoratet om en udtalelse i anledning af advokatens klage og henviste i den forbindelse til et høringsbrev af 21. januar 1997 som jeg havde sendt til direktoratet i en anden sag om godkendelse af en udenlandsk aftale om overførsel af forældremyndighed. Jeg havde heri anført følgende

"Det fremgår af § 11 i lov om forældremyndighed og samvær at en aftale om overførsel af forældremyndighed godkendes, medmindre den strider mod hvad der er bedst for barnet. Jeg har forstået bestemmelsen i § 11 således at myndighederne kun undtagelsesvis kan afslå at godkende aftaler om overførsel af forældremyndighed.

Jeg skal navnlig på den baggrund bede om en udtalelse om praksis vedrørende godkendelse af udenlandske aftaler om overførsel af forældremyndighed og om afgørelsen i den konkrete sag.

..."

I brev af 4. april 1997 meddelte Civilretsdirektoratet mig at direktoratet kunne henholde sig til sin udtalelse af 17. august 1995 samt afgørelserne af 23. maj og 4. november 1996. Direktoratet bad mig samtidig om et møde i sagen.

Der blev afholdt et møde den 10. juni 1997, og det blev her aftalt at Civilretsdirektoratet skulle fremsende en supplerende udtalelse til brug for min behandling af sagen.

I brev af 8. juli 1997 afgav Civilretsdirektoratet en supplerende udtalelse

"Efter aftale fremsender Civilretsdirektoratet hermed en uddybende redegørelse for praksis vedrørende godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndigheden over et barn, der er domicileret i udlandet, til en herboende person (internationale § 11-aftaler).

I medfør af § 11 i lov om forældremyndighed og samvær kan forældremyndigheden ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden eller til andre. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Det er ikke i lovteksten nærmere angivet, hvad der må antages at være bedst for barnet.

Sager om godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndigheden over børn, der er domicileret i udlandet, afgøres normalt af Københavns Overpræsidium i 1. instans, jf. cirkulærskrivelse af 9. januar 1991, der vedlægges.

Civilretsdirektoratet har telefonisk rettet henvendelse til Københavns Overpræsidium for at få oplysninger vedrørende overpræsidiets praksis i disse sager.

Overpræsidiet har i den forbindelse oplyst, at der foretages en konkret afvejning af samtlige forhold, før der træffes afgørelse, men overpræsidiet fører ikke statistik over sine afgørelser. Det er oplyst, at sager, der afsluttes med en godkendelse af parternes aftale, typisk omfatter mindre børn. Dette skyldes navnlig, at det vurderes at være lettere for yngre børn at falde til i Danmark. Herudover meddeles der ofte godkendelse i sager, hvor børnene har opholdt sig i Danmark i et stykke tid.

Endvidere har overpræsidiet godkendt flere aftaler, hvor børnene bor hos bedsteforældre eller andre familiemedlemmer i hjemlandet, idet man i disse sager ofte skønner, at det vil være bedst for barnet at være sammen med mindst en af sine biologiske forældre.

Overpræsidiet skønner, at ca. halvdelen af alle afslag på godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndigheden bliver påklaget til Civilretsdirektoratet.

I det følgende refereres de af overpræsidiet afgjorte sager, som er påklaget til og afgjort af Civilretsdirektoratet i 1995, 1996 og første halvdel af 1997 i det omfang, de har kunnet identificeres gennem udtræk fra direktoratets journal. Civilretsdirektoratet har stillet 6-7 sager, der er indkommet i 1997 i bero på principielle overvejelser vedr. praksis.

...

Det fremgår af de referede afgørelser, at der lægges vægt på en flerhed af momenter, f.eks. om den person, som forældremyndigheden ønskes overført til, er barnets biologiske forælder, eller om der er tale om overførsel til et andet familiemedlem.

Der lægges endvidere særlig vægt på barnets alder, idet det som udgangspunkt må formodes, at yngre børn har lettere ved at blive integreret i det danske samfund end ældre børn. Det er ikke muligt at sætte en fast aldersgrænse for, hvad der forstås ved yngre børn, men som udgangspunkt godkendes aftaler om overførsel af forældremyndigheden, hvis børnene er under 10 år.

For så vidt angår ældre børn, indgår der flere forhold i vurderingen.

Det vurderes således i hvilket omfang, der hidtil har været kontakt mellem den herboende forælder og barnet. Det forekommer ofte, at der kun har været sporadisk brevveksling eller telefonkontakt, ligesom der tit er gået flere år, hvor barnet ikke har set vedkommende. Den herboende forælder må således antages at være mere eller mindre fremmed for barnet. For børn, der nærmer sig myndighedsalderen, må det desuden ofte antages, at en overførsel af forældremyndigheden er uden reelt indhold. I disse sager er direktoratet mere tilbageholdende med at godkende aftalerne om overførsel af forældremyndigheden, idet det ofte vurderes, at barnets tilknytning til det hjemlige miljø er så stærk, at der skal ganske særlige forhold til at opveje ulemperne ved et sådant kultur- og familieskift. I den forbindelse kan det dog få betydning, hvorvidt barnet har andet familie i Danmark, som det må antages at have et nært forhold til, f.eks. søskende, der er kommet til Danmark kort tid forinden.

Ved afgørelsen lægger direktoratet endvidere vægt på, om barnet taler et af hovedsprogene (fortrinsvis engelsk), således at det nemmere vil kunne begå sig i Danmark.

Hvis barnet har opholdt sig i Danmark i nogen tid, vil der som regel blive afholdt en samtale med barnet, før der træffes endelig afgørelse i sagen. Formålet med en sådan samtale er at få belyst, hvorvidt barnet er faldet til i Danmark, herunder om barnet er påbegyndt skolegang, har fået fritidsinteresser samt sprogkundskaber.

Selvom barnet ikke opholder sig i Danmark, kan der i forbindelse med sagsbehandlingen, afholdes en samtale med barnet. En sådan samtale vil i givet fald blive afholdt på den danske repræsentation i barnets hjemland. Det er dog ikke i alle situationer, at direktoratet vælger at følge barnets ønske om, at forældremyndigheden overføres, idet det i visse sager skønnes, at barnet ikke har mulighed for at vurdere konsekvenserne af en forældremyndighedsoverførsel.

Civilretsdirektoratet finder ikke, at en eventuelt højere levestandard her i landet kan begrunde en godkendelse.

I sager, hvor Civilretsdirektoratet overvejer at godkende parternes aftale om overførsel af forældremyndigheden, har man i visse situationer rettet henvendelse til kommunalbestyrelsen i den herboendes kommune. Henvendelsen er sket med henblik på at fremskaffe oplysninger om den herboende forælders sociale og personlige forhold. Disse oplysninger kan have betydning ved vurderingen af, hvorvidt den herboende forælder vil være i stand til at afhjælpe eventuelle problemer, der måtte opstå ved en flytning til Danmark."

Advokaten fremsatte i brev af 14. august 1997 bemærkninger til Civilretsdirektoratets supplerende udtalelse. Han anførte at hans klient havde været afskåret fra personlig kontakt med C fordi de danske myndigheder havde nægtet indrejsetilladelse til C siden sagen om overførsel af forældremyndigheden blev rejst. Advokaten anførte endvidere at hans klient efter telefonnettets retablering i 1994 havde været i kontakt med C ca. 10 gange månedlig. Endelig tilføjede han at forholdet mellem C og hans mor var stærkt forværret.

Jeg sendte den 22. august 1997 advokatens kontradiktionssvar til Civilretsdirektoratet så direktoratet kunne få lejlighed til at fremkomme med eventuelle bemærkninger. Direktoratet meddelte mig telefonisk den 5. september 1997 at direktoratet ingen bemærkninger havde til Deres brev.

Ombudsmandens udtalelse

" 1. Retsgrundlag

Overpræsidiets og Civilretsdirektoratets afgørelser er truffet i henhold til § 11, stk. 1, pkt. 1 og 3, i lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995), som har følgende ordlyd

' § 11. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. ... Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. ...'

Det fremgår af bemærkningerne til § 11 i forslaget til lov om forældremyndighed og samvær (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 2208) at godkendelseskriteriet i bestemmelsen svarer til § 13 i den tidligere gældende myndighedslov.

Godkendelseskriteriet hvorefter en aftale godkendes, medmindre 'den strider mod, hvad der er bedst for barnet' blev indført i myndighedslovens § 13 ved lovforslag nr. L 24 af 10. oktober 1984 (Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 563). I lovforslagets bemærkninger til § 13 henvises til betænkning 985/1983 om forældremyndighed og samværsret, s. 79, hvoraf det fremgår at det naturligvis må vurderes konkret om en aftale strider mod hvad der er bedst for barnet, og at det i denne vurdering også vil indgå om forældremyndigheden overføres til en af forældrene eller til en tredjemand.

Godkendelseskriteriet svarende til det ovenfor omtalte blev indsat i myndighedslovens § 24 ved lov nr. 257 af 4. juni 1969 om ændring af myndighedsloven. Det fremgår af bemærkningerne til § 24, stk. 1, (Folketingstidende 1968-69, tillæg A, sp. 837), at reglerne i dette stykke, der angår fordelingen af forældremyndigheden hvis forældrene har ophævet samlivet, foreslås affattet i overensstemmelse med bestemmelserne i § 51 i forslag til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Sidstnævnte lovforslag (fremsat den 3. oktober 1968, Folketingstidende 1968-69, tillæg A, sp. 849) indeholder i § 51 en bestemmelse om at når forældrene er enige om hvem forældremyndigheden skal tilkomme, skal afgørelse træffes af retten i overensstemmelse med deres ønsker, medmindre dette strider mod børnenes tarv. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen svarer den til § 49, stk. 1, i et lovudkast i bet. 369/1964, afgivet af Justitsministeriets Ægteskabsudvalg, s. 102-103. Det fremgår heraf at det bærende hensyn udelukkende er barnets tarv som må varetages hvis dette hensyn undtagelsesvis skulle tale for en anden afgørelse end forældrenes aftale.

Myndighedernes godkendelse af en aftale om overførsel af forældremyndighed er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. § 11 i lov om forældremyndighed og samvær skal derfor ses i sammenhæng med kravene til begrundelse i forvaltningslovens § 22 og § 24 (lov nr. 571 af 19. december 1985). Disse bestemmelser har følgende ordlyd

' § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.'

' § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...'

2. Domspraksis

Den 19. december 1997 har Østre Landsret afsagt dom i en lignende sag om overførsel af forældremyndighed. De faktiske omstændigheder i sagen var i korthed følgende

A og B indgik i 1978 religiøst ægteskab i Tyrkiet og fik sammen fire børn der på domsafsigelsestidspunktet var henholdsvis 16, 13, 10 og 8 år. Forældrene ophævede i 1991 samlivet hvorefter faderen i 1992 rejste først til Tyskland og derefter til Danmark hvor han har haft bopæl siden marts 1995. Ved dom afsagt af en tyrkisk domstol den 1. september 1995 blev forældremyndigheden over børnene overført fra moderen til faderen. Efter ankomsten til Danmark har faderen to gange besøgt sine børn i Tyrkiet, og de to ældste børn har én gang besøgt ham i Danmark i en periode af henholdsvis 2 og 5½ måned. Faderen har ofte været i telefonisk kontakt med børnene i Tyrkiet. Faderen og moderen var enige om at ønske forældremyndigheden overført, og de to ældste børn som afgav forklaring i byretten, gav udtryk for at de gerne ville bo hos Deres far i Danmark.

Byretten afsagde dom i sagen den 2. september 1997

'Det lægges ved afgørelsen til grund, at en overførsel af forældremyndigheden til sagsøger vil indebære, at børnene, der er født og opvokset i Tyrkiet, fremover vil få ophold i Danmark.

Uanset at retten ikke kan afvise, at børnene herved vil få bedre økonomiske og uddannelsesmæssige muligheder, findes det efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder at børnene altid har boet sammen med sagsøgte i Tyrkiet, og at de siden 1992 kun har haft beskeden kontakt med sagsøger, ikke godtgjort, at en overførsel af forældremyndigheden til sagsøger vil være bedst for børnene. Sagsøgers påstand herom tages herefter ikke til følge.'

Over for landsretten gjorde parterne gældende at den tyrkiske dom af 1. september 1995 var udtryk for en aftale om overførsel af forældremyndigheden og bad retten godkende aftalen efter § 11 i lov om forældremyndighed og samvær. Østre Landsret stadfæstede byrettens dom af de grunde der var anført af byretten.

3. Ombudsmandens vurdering

Efter § 11, stk. 1, 3. pkt., i lov om forældremyndighed og samvær skal en aftale om overførsel af forældremyndighed godkendes, medmindre den strider mod hvad der er bedst for barnet.

Myndighederne er ved vurderingen af hvorvidt en aftale er i strid med hvad der er bedst for barnet, forpligtet til at foretage en konkret individuel vurdering af samtlige foreliggende oplysninger af betydning for barnets forhold.

Det fremgår af bestemmelsen og forarbejderne hertil at det bærende hensyn ved vurderingen af hvorvidt en aftale skal godkendes, udelukkende er barnets tarv. Efter min opfattelse kan Civilretsdirektoratet og overpræsidiet således ikke ved administrationen af bestemmelsen varetage f.eks. indvandringsmæssige hensyn da det ifølge udlændingelovgivningen alene tilkommer udlændingemyndighederne at varetage sådanne hensyn. Jeg henviser bl.a. til Bent Christensen, Forvaltningsret. Opgaver. Hjemmel. Organisation, 2. udgave, 1997, s. 137ff.

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, 3. pkt., har karakter af en hovedregel idet den efter sin ordlyd (anvendelsen af ordet "medmindre") og forarbejderne må forstås således at en aftale om overførsel af forældremyndighed som udgangspunkt skal godkendes. Kun hvis barnets tarv (undtagelsesvis) taler for en anden afgørelse end forældrenes aftale, skal godkendelse afslås. Dette må efter min opfattelse indebære at de hensyn der taler imod en godkendelse af en aftale om overførsel af forældremyndighed, skal være tungtvejende.

Ved min gennemgang af sagen har jeg derfor koncentreret min undersøgelse omkring den begrundelse Civilretsdirektoratet har givet for afslaget på godkendelse af den indgåede aftale om overførsel af forældremyndigheden.

Efter forvaltningslovens § 24 (citeret ovenfor under afsnit 1) skal der i begrundelsen for skønsmæssige afgørelser angives hvilke hovedhensyn der er blevet tillagt vægt. Såfremt afgørelsen er truffet på grundlag af myndighedens praksis, skal denne praksis nærmere beskrives.

En begrundelse for en forvaltningsafgørelse skal endvidere fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. forarbejderne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 163, og Den kommenterede forvaltningslov v/John Vogter, s. 277.

Hvor udførlig en begrundelse skal være for at give en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, kan ikke præcist angives. Om begrundelsen er tilstrækkelig, afhænger af en konkret vurdering af bl.a. afgørelsens art og karakter, herunder hvor indgribende og kompliceret sagen er, og partens egen udførlighed i forbindelse med sagen (jf. Forvaltningsret af Hans Gammeltoft-Hansen mfl., 1994, s. 371-72). Det bemærkes i den forbindelse at der ikke består en pligt til at komme ind på alt hvad parten har gjort gældende, men i det omfang der er tale om relevante anbringender, er der en formodning for at de skal berøres i begrundelsen.

Civilretsdirektoratet har i sin afgørelse anført at begrundelsen er den samme som står i overpræsidiets afgørelse. Ifølge overpræsidiets begrundelse er der lagt vægt på at (C) kun har boet sammen med sin far i få år af sit liv, og at kontakten mellem (C) og faderen i de seneste år udelukkende har bestået af telefonisk og skriftlig kontakt. I klagen til Civilretsdirektoratet anførte (A) at han - indtil han forlod Sarajevo - altid havde haft et tæt forhold til (C) idet de boede tæt på hinanden, og at (C) havde opholdt sig meget hos ham og i perioder boet hos ham. (A) anførte endvidere at den manglende personlige kontakt efter at han havde forladt Sarajevo, skyldtes krigen.

Civilretsdirektoratet har i sin afgørelse endvidere anført at det må antages at blive svært for (C) at falde til i Danmark, og at direktoratet herved har lagt særlig vægt på (C)'s alder og manglende tilknytning til landet.

Det fremgår af Civilretsdirektoratets udtalelse til mig af 8. juli 1997 at der i forbindelse med sagsbehandlingen kan afholdes en samtale med barnet, men at direktoratet dog ikke i alle situationer vælger at følge barnets ønske om at forældremyndigheden overføres da det i visse sager skønnes at barnet ikke har mulighed for at vurdere konsekvenserne af en forældremyndighedsoverførsel.

Den danske ambassade i Wien afholdt en samtale med (C) som led i overpræsidiets sagsoplysning, og ifølge ambassadens brev af 8. marts 1996 til overpræsidiet tilkendegav (C) utvetydigt under samtalen at han havde et stærkt ønske om at bo hos sin far i Danmark. (C)'s stærke ønske om overførsel af forældremyndigheden fremgår endvidere af moderens brev af 25. juli 1996 som De henviste til i Deres brev af 4. september 1996 til overpræsidiet.

Endelig har De i Deres klage af 17. september 1996 til Civilretsdirektoratet henvist til et brev af 20. april 1996 hvori (A) oplyser at moderen ikke længere magter at være alene om at tage sig af (C), og at deres forhold er meget anspændt, og De har på den baggrund gjort gældende at en overførsel af forældremyndigheden vil være bedst for (C).

På baggrund af sagens indgribende karakter og relevansen af Deres og (A)'s anbringender burde Civilretsdirektoratet efter min opfattelse have konkretiseret yderligere hvorfor det må antages at blive vanskeligt for (C) at falde til i Danmark. Direktoratet burde i den forbindelse have inddraget betydningen af (C)'s stærke ønske om at bo hos sin far og betydningen af forholdet mellem (C) og moderen, ligesom direktoratet burde have kommenteret hvilken betydning det har at den manglende personlige kontakt mellem (C) og faderen skyldes krigen i det tidligere Jugoslavien.

Det er således min opfattelse at Civilretsdirektoratets begrundelse for ikke at godkende aftalen om overførsel af forældremyndigheden ikke har været tilstrækkelig i henhold til forvaltningslovens § 24. Jeg har derfor henstillet til Civilretsdirektoratet at genoptage sagen - og i givet fald - meddele Dem og Deres klient en fyldestgørende begrundelse. Samtidig har jeg gjort Civilretsdirektoratet opmærksom på at (D) ((A)'s samlever) på vegne af (A) over for mig telefonisk har oplyst at forholdet mellem (C) og hans mor er blevet så dårligt at (C) i perioder bor hos sin bedstemor. Direktoratet får således i forbindelse med sagens genoptagelse lejlighed til at overveje betydningen heraf. Jeg har bedt Civilretsdirektoratet om at underrette mig om svaret til Dem.

Jeg skal til sidst bemærke at den konkrete sag på det foreliggende grundlag, herunder den ovenfor omtalte dom fra Østre Landsret, ikke har givet mig anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af Civilretsdirektoratets praksis i sager om godkendelse af udenlandske aftaler om overførsel af forældremyndighed, jf. § 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen og beder Dem afvente Civilretsdirektoratets svar før De tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig."

Civilretsdirektoratet orienterede mig senere om at direktoratet efter en genoptagelse af sagen havde ændret sin tidligere afgørelse således at aftaler om overførsel af forældremyndigheden over C var blevet godkendt.

Jeg meddelte herefter Civilretsdirektoratet at jeg havde taget det oplyste til efterretning og ikke foretog mig videre i sagen.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En far klagede over at Civilretsdirektoratet havde afslået at godkende en aftale om overførsel af forældremyndigheden over en 14-årig søn. Moderen boede sammen med sønnen i det tidligere Jugoslavien, og faderen havde fået opholdstilladelse her i landet. Som begrundelse for afslaget skrev Civilretsdirektoratet bl.a. at en godkendelse ville stride mod hvad der var bedst for sønnen, da det måtte antages at blive vanskeligt for ham at falde til i Danmark.

Ombudsmanden fremhævede at det bærende hensyn ved vurderingen af om en aftale om overførsel af forældremyndighed skal godkendes, udelukkende er barnets tarv. Myndighederne kunne således ikke ved administrationen af den pågældende bestemmelse varetage f.eks. indvandringsmæssige hensyn, da det ifølge udlændingelovgivningen alene tilkommer udlændingemyndighederne at varetage sådanne hensyn.

På baggrund af sagens indgribende karakter og faderens anbringender under myndighedernes sagsbehandling mente ombudsmanden ikke at Civilretsdirektoratets begrundelse for afslaget var tilstrækkelig. Direktoratet burde have konkretiseret hvorfor det måtte antages at blive vanskeligt for sønnen at falde til i Danmark. Ombudsmanden henstillede derfor til Civilretsdirektoratet at genoptage sagen og - i givet fald - meddele faderen en fyldestgørende begrundelse.

Civilretsdirektoratet godkendte efterfølgende aftalen om overførsel af forældremyndighed. (J.nr. 1996-2693-659).