Ændring af fødselsår i personnummer. Praksis

Ændring af fødselsår i personnummer. Praksis

A klagede over at Indenrigsministeriet havde afslået at ændre B's fødselsdato i Det Centrale Personregister (CPR).

B var første gang registreret i folkeregistret i 1974. Han fik i 1991 dansk indfødsret. Til brug for ansøgningen om indfødsret havde han bl.a. underskrevet en tro og love erklæring hvori han bekræftede at han var født den 25. maj 1948.

A anmodede i brev af 8. november 1996 Indenrigsministeriet om at ændre B's fødselsdato i hans personnummer fra den 25. maj 1948 til den 5. juni 1938. A vedlagde kopi af et eksamensbevis fra en pakistansk skole hvori denne fødselsdato var angivet og en bekræftelse fra Den pakistanske Ambassade i Danmark på at beviset var ægte. Det fremgik i øvrigt af A's brev at B selv tidligere havde anmodet om ændring af personnummeret og havde fået oplyst at han måtte skaffe den fornødne dokumentation for sin rette fødselsdag.

Indenrigsministeriet afslog A's anmodning i brev af 26. november 1996 med følgende begrundelse

"... efter fast praksis afslår (Indenrigsministeriet) at ændre fødselsdato for personer, der ikke fra fødslen har været danske statsborgere, når disse personer har opholdt sig adskillige år i Danmark, og er blevet danske statsborgere under angivelse af en bestemt dato som fødselsdato. Dette gælder uanset den dokumentation, der bliver forevist.

(B) er første gang registreret i dansk folkeregister den 27. maj 1974. Til brug for udfærdigelse af indfødsretsbevis har (B) endvidere den 29. april 1991 skrevet under på tro og love på en erklæring om, at han er født den 25. maj 1948.

CPR-kontoret kan således ikke imødekomme ønsket om fødselsdatoændring for (B)."

I brev af 4. februar 1997 anmodede A ministeriet om en fornyet vurdering af sagen. Han vedlagde en erklæring af 3. februar 1997 fra speciallæge i intern medicin ... hvori bl.a. var anført

"Sammenfattende kan det siges, at ... (B), efter mit skøn, såvel kronologisk, som biologisk, svarer til en alder på 58 år, og er således langt fra de 48 år, som CPR.-nummeret anfører."

Speciallægen anførte i øvrigt i erklæringen at det for B var specielt vigtigt at han fik korrigeret sit personnummer med henblik på pensionstidspunktet idet han led af en svær hjertelidelse.

A henviste i øvrigt i brevet til Indenrigsministeriet til at spørgsmålet om den korrekte alder havde betydning i forskellige (andre) retsforhold, og nævnte som eksempel forlængelse af kørekort. Med hensyn til B's underskrift på tro og love erklæringen henviste A til hans ukendskab til det danske sprog og til at tidsregningen efter det for ham oplyste var anderledes i Pakistan.

Indenrigsministeriet fastholdt i brev af 18. marts 1997 sin afgørelse. Til det A havde gjort gældende i brevet af 4. februar 1997 anførte ministeriet

"...

Det bemærkes ... for det første, at der ikke ses at foreligge nogen dokumentation for den ønskede alder. Specielt med hensyn til den forelagte speciallægeerklæring skal Indenrigsministeriet udtale, at det ministeriet bekendt ikke er muligt ad lægelig vej at fastslå en midaldrende mands præcise alder.

Til Deres bemærkning om, at der er væsentlige retlige konsekvenser knyttet til en aldersændring af den ønskede størrelse, kan ministeriet bemærke, at dette ikke i sig selv (er) tilstrækkeligt til at registrere en sådan ændring.

For så vidt angår (B)'s underskrift på tro og love erklæringen bemærkes dels, at det er en betingelse for opnåelse af dansk indfødsret, at den pågældende har erhvervet sig så godt et kendskab til det danske sprog, at han kan klare sig på dansk i det danske samfund. Hertil kommer, at enhver, som underskriver et dokument, må sørge for forud at sætte sig ind i dettes indhold, herunder betydningen af de datoer, der er nævnt i dette."

A klagede herefter til mig. Jeg anmodede i den anledning Indenrigsministeriet om en udtalelse, herunder om en redegørelse for om den praksis som er angivet i ministeriets afgørelse af 26. november 1996 er i overensstemmelse med folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan der (kun) tildeles et nyt personnummer hvis der dokumenteres fejl i personnummeret. Jeg bad endvidere ministeriet om at udtale sig om de krav der stilles til dokumentation efter nævnte bestemmelse, og om at låne sagens akter.

Jeg modtog herefter en udtalelse af 3. oktober 1997 fra ministeriet og sagens akter. I udtalelsen anførte ministeriet

" ... det ... er en forudsætning for tildeling af et nyt personnummer, at der dokumenteres fejl i det aktuelle personnummer. ...

For ikke-nordiske statsborgere, der er født i udlandet, træffes afgørelse om den korrekte fødselsdato for voksne ved såvel førstegangsindrejse som ved senere anmodninger om ændringer af Udlændingestyrelsen.

For nordiske statsborgere, der er født i udlandet, træffes afgørelsen om den korrekte fødselsdato af Indenrigsministeriet.

Ønske om ændring i CPR af den tidligere registrerede fødselsdato for danske statsborgere fremsættes overvejende af personer, som ikke fra fødslen har været danske statsborgere.

For at ændre fødselsdatoen i sådanne tilfælde kræver Indenrigsministeriet, at den pågældende kan dokumentere den ønskede fødselsdato ved fremlæggelse af en fødselsattest, udskrift af civilstandsregister eller eventuelt andet dokument, som efter Indenrigsministeriets vurdering kan sidestilles hermed. Der skal være tale om ægte dokumenter eller genparter, der er bekræftet af den udstedende myndighed.

For dokumenter, der fremstår som udstedt i et land uden for Europa, USA eller Canada, kræver ministeriet endvidere, at disse er legaliserede, jf. bilag 1, punkt 2 i Indenrigsministeriets vedlagte vejledning om folkeregistrering.

Formålet med at stille de nævnte krav er i videst muligt omfang at sikre, at en ændring af en fødselsdato svarer til de faktiske forhold.

Samme formål er begrundelsen for, at Indenrigsministeriet som hovedregel afviser at ændre personnumre, hvis den, der ønsker nummerændring, har boet mange år i Danmark uden at henvende sig til Udlændingemyndighederne for at få rettet den oprindeligt registrerede fødselsdato og desuden i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret har afgivet en erklæring på tro og love om, at vedkommende er født på denne dato. I sådanne tilfælde har Indenrigsministeriet kun ændret personnummer, hvis der er givet en overbevisende forklaring på, hvorfor vedkommende først nu er kommet i besiddelse af de dokumenter, som påberåbes som bevis for den ønskede fødselsdato. Hvis en sådan forklaring ikke kan gives, rejser dette efter ministeriets opfattelse en sådan tvivl om dokumenternes ægthed, at der ikke er grundlag for at gå ind i nærmere prøvelse heraf.

For så vidt angår afslaget på ændring af fødselsdatoen for (B), så hviler dette på, at der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke er fremlagt nogen dokumentation for, at (B) skulle være født i 1938.

For så vidt angår den speciallægeerklæring, der foreligger i sagen, må Indenrigsministeriet fastholde sin opfattelse af, at det ministeriet bekendt ikke er muligt ad lægelig vej at fastslå en midaldrende mands præcise alder.

Med hensyn til det fremlagte eksamensbevis bemærkes, at Den pakistanske Ambassade udtaler, at fordi den skole, hvis navn er angivet på eksamensbeviset er en uddannelsesinstitution drevet af den pakistanske regering, så er dokumentet og dets indhold ægte. Indenrigsministeriet finder imidlertid ikke, at der kan drages nogen slutning om ægthed fra den omstændighed, at der er tale om en regeringsdrevet skole. Selv om det omhandlede eksamenspapir skulle være et ægte dokument udstedt af den omhandlede skole, dokumenterer dette efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke, at den fødselsdato, der er anført for (B), og hvorefter han skulle være ca. 30 år, da han i 1968 tog den pågældende eksamen, er hans korrekte fødselsdato.

Indenrigsministeriet må derfor fastholde sin afvisning af at ændre (B)'s alder på det foreliggende grundlag.

..."

Jeg sendte A en kopi af udtalelsen til eventuelle bemærkninger. I brev af 21. november 1997 bemærkede han at afgørelsen burde træffes efter de reelle forhold og ikke ud fra formelle, administrative synspunkter.

A vedlagde et originalt affidavit, og med brev af 25. februar 1998 sendte han endvidere kopi af en vielsesattest af 30. juli 1972 der angav at B på vielsestidspunktet var 32 år.

I brev af 27. februar 1998 oplyste jeg A om at jeg alene kunne tage stilling til Indenrigsministeriets afgørelse på det grundlag som forelå for ministeriet da det traf afgørelse i sagen, men at han kunne bede ministeriet om at vurdere sagen på ny.

A rettede herefter henvendelse til ministeriet der i brev af 13. marts 1998 på ny fastholdt sin afgørelse. I brevet anførte ministeriet bl.a.

"For så vidt angår vielsesattesten fremtræder denne som en engelsk kopi, hvorefter (B)'s fødselsår enten måtte være 1939 eller 1940, afhængigt af fødselsmåneden.

Ministeriet finder heller ikke, at den beedigede erklæring dokumenterer (B)'s korrekte alder. Det skyldes, at der er tale om en erklæring om forhold meget langt tilbage i tiden udstedt af en 85-årig mand, der er analfabet.

Til yderligere belysning af spørgsmålet om Deres klients alder har Indenrigsministeriet i Justitsministeriet fra (B)'s sag om erhvervelse af dansk indfødsret rekvireret vedlagte kopier af seks sider i det pakistanske pas, som (B) den 27. januar 1988 har fået udstedt på den pakistanske ambassade i København. Som det fremgår heraf er B fødselsdag i dette pas angivet som den 25. maj 1948."

A bad mig herefter i brev af 17. marts 1998 om at genoptage sagen. Med brev af 27. marts 1998 modtog jeg sagens akter fra Indenrigsministeriet der ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

"1. § 20, stk. 2, i folkeregisterbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 652 af 27. juli 1995 om folkeregistrering) lyder sådan

'Nyt personnummer kan kun tildeles, hvis der dokumenteres fejl i de oplysninger om fødselsdato ..., der indgår i personnummeret.'

Der kan således efter denne bestemmelse gives et nyt personnummer hvis det dokumenteres at der er fejl i personnummeret.

a. Med hensyn til hvilken type dokumenter der kræves til ændring efter folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2, har Indenrigsministeriet i udtalelsen af 3. oktober 1997 til mig oplyst at der ved anmodning om ændring fra personer der ikke fra fødslen har været danske statsborgere stilles krav om dokumentation i form af fremlæggelse af en fødselsattest, udskrift af civilstandsregister eller eventuelt andet dokument, som efter Indenrigsministeriets vurdering kan sidestilles hermed.

Disse dokumentationskrav kan ikke give mig anledning til bemærkninger. Jeg henviser til at formålet med at stille (bl.a.) disse krav som nævnt af Indenrigsministeriet i udtalelsen til mig er i videst muligt omfang at sikre at en ændring af fødselsdato svarer til de faktiske forhold.

Om et dokument kan 'sidestilles' med en fødselsattest eller en udskrift af civilstandsregister afhænger af en konkret vurdering som jeg som udgangspunkt ikke kan kritisere.

Indenrigsministeriet har ikke begrundet sine afgørelser i det konkrete tilfælde med at der var tale om dokumenttyper som ikke anerkendes som dokumentation efter folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2. Ministeriet har (blot) anført at der ikke er fremlagt nogen dokumentation for at (B) skulle være født i 1938 i stedet for i 1948. Selv om jeg går ud fra at det er ministeriets opfattelse at de fremlagte dokumenter ikke kan 'sidestilles' med en fødselsattest eller udskrift af civilstandsregister, har jeg derfor ikke grundlag for at udtale mig om dette forhold.

b. Det er ifølge udtalelsen endvidere et krav at de pågældende dokumenter er ægte eller genparter der er bekræftet af den udstedende myndighed. For så vidt angår dokumenter der fremstår som udstedt af et land uden for Europa, USA eller Canada kræver ministeriet yderligere at de er legaliserede, og ministeriet har herved henvist til afsnit 2 i bilag 1 til ministeriets vejledning om folkeregistrering (vejledning nr. 128 af 27. juli 1995). Her er bl.a. anført

'Generelt må man kræve, at der for de nævnte hændelser vises et originalt dokument eller en genpart, der er bekræftet af den udstedende myndighed.

Ved tvivl om ægtheden af et dokument kan der kræves legalisering af dokumentet. Legalisering vedrører udstederens signatur og kompetence, som skal bekræftes af dennes overordnede (typisk det pågældende ressortministerium). Den overordnedes signatur skal igen bekræftes af det pågældende lands udenrigsministerium, hvis signatur skal bekræftes af den stedlige danske repræsentation. Dette vil dels kunne være aktuelt for dokumenter, der stammer fra lande udenfor Europa ..., USA eller Canada dels for sjældent forekommende dokumenter. Tvivlsspørgsmål kan også løses ved indhentning af udtalelser fra det pågældende lands ambassade i Danmark eller fra danske ambassader i udlandet via Udenrigsministeriet.

...'

Vejledningens dokumentationskrav - der sammen med kravene under pkt. 1 a har til formål i videst muligt omfang at sikre at registreringerne bliver korrekte - kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger.

Ved anmodninger om ændring af en tidligere foretagen registrering synes kravene i vejledningen at være skærpet i forhold til kravene ved førstegangsregistreringen, jf. Indenrigsministeriets udtalelse af 3. oktober 1997 til mig, hvorefter ministeriet i denne situation (altid) 'kræver' ægte dokumenter eller bekræftede kopier og legalisering når der er tale om dokumenter fra lande udenfor Europa, USA og Canada. Jeg går imidlertid ud fra at der ikke er den store forskel i praksis.

Jeg har ikke i det foreliggende tilfælde anledning til at tage stilling til om der ved anmodninger om ændring af en registrering altid kan stilles ovennævnte krav. Jeg henviser til at afvisningen i (B)'s tilfælde ikke ses at være sket ud fra et skærpet dokumentationskrav. Men det kan ikke give mig anledning til bemærkninger hvis der ved anmodninger om ændring af en registrering er tale om en vis skærpelse i dokumentationskravene i forhold til førstegangsregistreringer. Jeg henviser dels til at disse registreringer er sket på grundlag af en kontrol efter ovennævnte krav i vejledningen, dels til at der ved førstegangsregistreringer nødvendigvis må være en mulighed også for registrering i tilfælde hvor det ikke er muligt at opfylde de krav der er fastsat.

2. I afgørelsen af 26. november 1996 anførte Indenrigsministeriet bl.a. at ministeriet 'efter fast praksis' afslår at ændre fødselsdato for personer der ikke fra fødslen har været danske statsborgere, når disse personer har opholdt sig adskillige år i Danmark, og er blevet danske statsborgere under angivelse af en bestemt dato som fødselsdato. Ministeriet anførte at dette gælder 'uanset den dokumentation, der bliver forevist'.

En sådan praksis - der afskærer en bestemt persongruppe fra at få ændret personnummer uanset hvilken dokumentation der forevises - er efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2, hvorefter der 'kan' ske ændring af personnummeret når der foreligger den fornødne dokumentation for at der er fejl i nummeret.

I ministeriets udtalelse af 3. oktober 1997 har ministeriet anført at der 'som hovedregel' ikke sker ændring i sådanne tilfælde. Jeg lægger herefter til grund at ministeriet ikke har en 'fast praksis' der udelukker ændring i dette tilfælde.

Jeg finder det beklageligt at afgørelsen af 26. november 1996 enten er eller i hvert fald fremtræder som om den er truffet på grundlag af en praksis der er i strid med folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

3. Indenrigsministeriet har i udtalelsen af 3. oktober 1997 beskrevet praksis sådan at ministeriet som hovedregel afviser at ændre personnummer hvis den der ønsker nummerændring, har boet mange år i Danmark uden at henvende sig til Udlændingemyndighederne for at få rettet den oprindeligt registrerede fødselsdato og desuden i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret har afgivet en erklæring på tro og love om, at vedkommende er født på denne dato. I sådanne tilfælde har ministeriet kun ændret personnummeret hvis der er 'givet en overbevisende forklaring på, hvorfor vedkommende først nu er kommet i besiddelse af de dokumenter, som påberåbes som bevis for den ønskede fødselsdato. Hvis en sådan forklaring ikke kan gives, rejser dette efter ministeriets opfattelse en sådan tvivl om dokumenternes ægthed, at der ikke er grundlag for at gå ind i nærmere prøvelse heraf.'

Ministeriets praksis er i øvrigt beskrevet (lidt anderledes) i afsnit 5.1. i bilag 1 til vejledningen om folkeregistrering.

Ministeriet vurderer således i nævnte tilfælde den forklaring der gives (med hensyn til fremkomsten af de dokumenter der påberåbes til støtte for ansøgningen om ændring af personnummeret). Hvis denne forklaring ikke er overbevisende, foretager ministeriet ikke en nærmere efterprøvelse af dokumenternes ægthed. Jeg forstår det sådan at ministeriet i så fald ikke vurderer om der foreligger den fornødne dokumentation som krævet efter bekendtgørelsens § 20, stk. 2, men tillægger den sene anmodning og manglende henvendelse til udlændingemyndighederne en form for processuel skadevirkning.

Denne praksis er efter min opfattelse heller ikke i overensstemmelse med folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2, hvorefter der kan ske ændring af personnummeret hvis der foreligger den fornødne 'dokumentation' for at der er fejl i nummeret. Da folkeregistret gerne skulle indeholde oplysninger der svarer til de faktiske forhold, må ministeriet efter min opfattelse være forpligtet til at ændre personnummeret, hvis der fremlægges den fornødne dokumention. Uanset hvilken forklaring der gives for den sene fremkomst af de påberåbte dokumenter, må ministeriet derfor tage stilling til om de udgør den tilstrækkelige dokumentation til at der kan (skal) ske ændring på grundlag af bestemmelsen i folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

Da ministeriet i sine afgørelser af 18. marts 1997 og 13. marts 1998 og i udtalelsen til mig har forholdt sig til de dokumenter som De har fremlagt, foretager jeg mig imidlertid ikke mere i den anledning.

4. Efter min gennemgang af sagen kan jeg ikke kritisere at Indenrigsministeriet af de af ministeriet anførte grunde ikke har anset de dokumenter som er fremlagt som en tilstrækkelig dokumentation for at (B)'s fødselsdato faktisk er den 5. juni 1938 i stedet for den 25. maj 1948.

Jeg kan derfor ikke kritisere ministeriets afgørelser hvorefter betingelsen i folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2, for ændring af (B)'s fødselsdato ikke har været opfyldt.

5. Afgørelser der ikke giver parten fuldt ud medhold skal indeholde en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22. Begrundelsen skal bl.a. indeholde en henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter, jf. lovens § 24, stk. 1.

Jeg må finde det beklageligt at ingen af ministeriets afgørelser indeholder oplysninger om retsgrundlaget for afgørelsen.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

I det omfang en afgørelse bygger på en bestemt fortolkning eller bestemt praksis, må det angives i begrundelsen for afgørelsen. Praksis må gengives korrekt.

I ministeriets afgørelse af 26. november 1996 er det angivet at den bygger på en bestemt praksis (jf. pkt. 2 ovenfor). Jeg lægger endvidere til grund at afgørelsen rent faktisk også blev truffet efter den beskrevne praksis, og ikke den praksis der er beskrevet i ministeriets udtalelse af 3. oktober 1997 til mig (jf. pkt 3. ovenfor). I modsat fald er praksis gengivet forkert.

Det fremgår ikke af ministeriets afgørelser af 18. marts 1997 og 13. marts 1998 hvilken af de to praksis de bygger på, men da sidstnævnte tidsmæssigt ligger efter udtalelsen af 3. oktober 1997 til mig, går jeg ud fra at i hvert fald denne afgørelse bygger på den praksis der er beskrevet i denne udtalelse.

Hvis afgørelsen af 18. marts 1997 også er truffet efter denne praksis, burde ministeriet efter min opfattelse have angivet det i begrundelsen for afgørelsen idet denne praksis ikke stemte overens med den praksis der var angivet i afgørelsen af 26. november 1996.

Da afgørelsen af 18. marts 1997 ikke indeholdt en sådan beskrivelse af praksis, burde ministeriet efter min opfattelse i begrundelsen for afgørelsen af 13. marts 1998 have oplyst nærmere om praksis, også selv om der er redegjort nærmere for praksis i udtalelsen af 3. oktober 1997 til mig, og Indenrigsministeriet må formode at De har fået en kopi heraf.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse."

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Indenrigsministeriet afslog at ændre fødselsdatoen på en mand fra Pakistan der tidligere på tro og love havde skrevet under på at han var født i 1948.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse i den konkrete sag, men havde bemærkninger til ministeriets generelle praksis. (J.nr. 1998-0790-435).