Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet. Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet

Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet. Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet

En advokat, B, klagede på vegne af A over en afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnet fastholdt i denne afgørelse at A skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen på grund af svig.

Det fremgik af sagen at A den 1. august 1982 indmeldte sig i arbejdsløshedskasse 1 og at han blev overflyttet til arbejdsløshedskasse 2 den 1. juli 1992.

I 1994 anmodede Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen arbejdsløshedskasse 1 og arbejdsløshedskasse 2 om at undersøge hvorvidt A havde drevet selvstændig virksomhed samtidig med at han havde modtage arbejdsløshedsdagpenge.

Disse undersøgelser endte med at arbejdsløshedskasse 1 traf afgørelse om at A med urette havde modtaget 9.755 kr. i dagpenge. Arbejdsløshedskasse 2 traf afgørelse at han havde modtaget 8.561 kr. med urette fra denne kasse. Advokat B accepterede på vegne af A at disse beløb skulle tilbagebetales.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte i brev af 20. juli 1995 at A skulle slettes som medlem af kassen på grund af svig. Direktoratet fastholdt denne afgørelse i brev af 9. maj 1996.

Arbejdsmarkedets Ankenævn stadfæstede ved brev af 3. juli 1996 Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser om at A skulle slettes som medlem på grund af svig. I Arbejdsmarkedets Ankenævns brev af 3. juli 1996 var der bl.a. anført

"...

Ankenævnet finder, at (A) skal slettes som medlem af (arbejdsløshedskasse 2) for svigagtigt forhold over for denne kasse og (arbejdsløshedskasse 1).

Ankenævnet henviser til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, samt til punkt II. A. i direktoratets cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3.

Ankenævnet lægger vægt på, at (A)'s virksomhed ikke havde karakter af en hobbyvirksomhed, men at den var omfattet af reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1, nr. 1, litra b, og § 1, stk. 1, § 2 og § 5 i dagældende bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1998 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig erhvervsvirksomhed med vejledning.

Ankenævnet henviser herved til den store omsætning og de store momsbevægelser, der var i (A)'s virksomhed.

Ankenævnet lægger endvidere vægt på, at (A) efter en forespørgsel i sin daværende kasse havde modtaget reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, og at han derfor vidste, at hans aktiviteter i virksomheden skulle oplyses til kassen. Ankenævnet lægger videre vægt på, at (A) på intet tidspunkt oplyste om sit autoværksted til kassen; heller ikke på sine dagpengekort på trods af at det af vejledningen til disse fremgik, at han var forpligtet til at oplyse om alle forhold, der havde betydning for dagpengeretten, og herunder om al beskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

Ankenævnet tiltræder således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser af 20. juli 1995 og 9. maj 1996."

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anmodede herefter den 30. juli 1996 arbejdsløshedskasse 2 om at anmelde A til politiet for at lade politiet vurdere, om der skulle rejses tiltale for overtrædelse af straffeloven.

Politimesteren i X-by meddelte Dem i brev af 27. september 1996 at politiet i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, havde besluttet at opgive påtale mod A for overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri. I brevet var der bl.a. anført

"...

Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at der ikke kan føres domfældende bevis for, at ovennævnte havde forsæt, henset til forklaringen om, at han betragtede sin virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange periode set i relation til beløbets størrelse.

..."

Direktoratet fra Arbejdsløshedsforsikringen anmodede i brev af 3. oktober 1996 arbejdsløshedskasse 2 om at klage over politimesterens påtaleopgivelse til statsadvokaten.

Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm tiltrådte den 18. november 1996 politimesterens afgørelse med den af politimesteren meddelte begrundelse.

Direktoratet sendte herefter ved brev af 26. februar 1997 sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med henblik på at ankenævnet tog stilling til om afgørelsen om svigsslettelsen skulle opretholdes. Direktoratet skrev at det fortsat var direktoratets opfattelse at A i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven skulle anses for at have handlet svigagtigt.

Arbejdsmarkedets Ankenævn meddelte i brev af 17. april 1997 at nævnet fastholdt den tidligere afgørelse om at A skulle slettes som medlem på grund af svig. I brevet var der bl.a. anført

"...

Ankenævnet finder ikke grundlag for at ændre sin afgørelse dateret den 3. juli 1996. Ankenævnet finder således fortsat, at (A) begik svig over for kassen ved at undlade at oplyse kassen om sin selvstændige virksomhed, og at han skal slettes derfor, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Ankenævnet finder herunder, at (A)'s virksomhed ikke kunne antages at være hobbybetonet.

Ankenævnet lægger vægt på virksomhedens store omsætning samt de på sagen foreliggende arbejdssedler fra (A)'s virksomhed. Heraf fremgår således ganske almindeligt servicearbejde, bl.a. for virksomheder."

I brev af 19. september 1997 rettede advokat B henvendelse hertil og klagede over Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse af 17. april 1997. Advokaten skrev at Arbejdsmarkedets Ankenævn efter hans opfattelse ikke kunne fastholde sin vurdering af at der var tale om forsæt i forhold til arbejdsløshedsforsikringsloven, når politiet som det normale efterforskningsorgan i Danmark havde fastslået at der ikke forelå forsæt.

I brev af 16. oktober 1997 bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om en udtalelse i anledning af klagen. Jag bad om at myndighederne udtalte sig nærmere om grundlaget for beslutningen om at fastholde at A skulle slettes for svig, efter at politimesteren havde vurderet at der ikke kunne føres domfældende bevis for at han havde forsæt. Jeg bad endvidere om at få oplyst hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis anklagemyndigheden havde besluttet at rejse tiltale i sagen og A senere var blevet frifundet ved domstolen for overtrædelse af straffelovens § 279 på grund af manglende bevis for forsæt. Jeg bad i den anledning om at få oplysninger om myndighedernes overvejelser i forbindelse med en eventuel forskelsbehandling af disse to tilfælde - politiets beslutning om at opgive påtale og domstolenes frifindelse - herunder om en sådan forskelsbehandling var i overensstemmelse med det anklageprincip som er gennemført i dansk strafferetspleje.

Direktoratet skrev i sin udtalelse i brev af 23. januar 1998 bl.a.

"...

Det er direktoratets opfattelse, at 'svigs-begrebet' i arbejdsløshedsforsikringsloven (§ 87, stk. 1) ikke er identisk med 'svigs-begrebet' i straffelovens bedrageribestemmelse (§ 279).

Dette underbygges af, at rigsadvokaten i skrivelse af 29. november 1991 (der vedlægges) har anført, at bedømmelsen af, om der i en given situation foreligger svig i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, er forskellig fra den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises forsæt til bedrageri i den samme situation.

Dette synspunkt blev bekræftet på direktoratets temadag 'svig og politianmeldelse' den 27. marts 1992, hvor bl.a. rigsadvokat Asbjørn Jensen og politikommissær Carsten Ive deltog.

Det er på denne baggrund direktoratets opfattelse, at en påtaleopgivelse normalt vil være udtryk for, at anklagemyndigheden ikke mener, at det er muligt at bevise, at der har været forsæt til bedrageri. Påtaleopgivelsen er udtryk for en administrativ afgørelse.

Det er således direktoratets opfattelse, at anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse derfor ikke er ensbetydende med, at en afgørelse om svigssanktion efter arbejdsløshedsforsikringsloven automatisk skal ændres til en afgørelse om uagtsomhed. Dette må afgøres ud fra en helt konkret vurdering, hvori selvfølgelig indgår begrundelsen for anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse.

Anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse vil altid medføre, at direktoratet tager stilling til, om den politimæssige efterforskning, der resulterer i påtaleopgivelsen, giver anledning til at afgørelsen om svig skal fastholdes eller ændres. Hvis Ankenævnet har tiltrådt direktoratets afgørelse om svig, er det Ankenævnet, der skal tage stilling hertil.

Det skal bemærkes, at direktoratet og Ankenævnet i langt de fleste sager, hvor der sker påtaleopgivelse, ændrer svigsafgørelsen til en afgørelse om uagtsomhed.

Da det som nævnt er direktoratets opfattelse, at 'svigs-begrebet' i henholdsvis arbejdsløshedsforsikringsloven og straffeloven ikke er identiske, gælder det foran anførte som udgangspunkt også i tilfælde, hvor et medlem er blevet frifundet for bedrageri ved en domstol.

Da en domstolsafgørelse er en 'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ afgørelse om påtaleopgivelse, vil direktoratet i praksis meget sjældent fastholde en afgørelse om svigssanktion, hvis medlemmet er frikendt for bedrageri ved dom.

Direktoratet skal afslutningsvis bemærke, at Folketingets Ombudsmand den 15. november 1995 i en konkret sag (j.nr. ...) har udtalt, at han ikke kunne kritisere, at en afgørelse om påtaleopgivelse ikke medførte, at direktoratet og Ankenævnet ændrede en afgørelse om svig til en afgørelse om uagtsomhed. Ombudsmanden lagde herved vægt på, at anklagemyndigheden ved beslutningen om opgivelse af påtale efter straffelovens § 279 (om bedrageri) ikke havde taget stilling til, om forholdet kunne anses for svigagtigt i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

..."

Arbejdsmarkedets Ankenævn skrev i brev af 31. marts 1998 bl.a.

"...

Som supplement til direktoratets udtalelse henvises til to DfA-meddelelser: DfA-medd. nr. 56/97 af 3. oktober 1997 vedrørende: Oversigt over praksis i sager, hvor domstolene helt eller delvist har frifundet et svigsslettet medlem for bedrageri over for arbejdsløshedskassen og DfA-medd. nr. 30/96 af 12. marts 1996 vedrørende: Oversigt over praksis i sager, hvor anklagemyndigheden meddeler påtaleopgivelse. Der er i de to meddelelser redegjort for praksis på området.

Som det fremgår af indledningen til DfA meddelelse 30/96 er udgangspunktet når der foreligger en påtaleopgivelse, at sagen skal genoptages og der skal tages stilling til om afgørelsen om svig skal ændres. Myndighederne har endvidere lagt vægt på en udtalelse fra Rigsadvokaten, hvorefter der ikke er identitet mellem den strafferetlige bedømmelse af om der foreligger bedrageri og bedømmelsen af om der foreligger svig i relation til arbejdsløshedsforikringsloven, idet kravene til beviset for forsæt er strengere, når der er tale om bedrageri.

Ankenævnet har ligeledes taget ombudsmandens afgørelse af 15. november 1995 (j.nr. ...) til indtægt for dette udgangspunkt.

Hertil kommer, at der i anklagemyndighedens overvejelser om, hvorvidt der er grundlag for at rejse påtale, kan indgå forhold af procesøkonomisk karakter ligesom også sagens alder kan have betydning.

Ankenævnet finder derfor, at en påtaleopgivelse, uanset at denne må være udtryk for at anklagemyndigheden har skønnet at der ikke kunne føres bevis for forsæt og en straffesag derfor ikke ville kunne gennemføres til domfældelse, ikke i sig selv medfører, at en svigsafgørelse må ophæves.

For så vidt angår spørgsmålet om nævnets stillingtagen, hvis der i stedet havde foreligget en frifindelsesdom, bemærkes, at hovedreglen i praksis er, at en frifindelsesdom medfører at svigsafgørelsen ophæves forudsat, at der er identitet mellem de to sager.

I den foreliggende sag har Politimesteren og Statsadvokaten lagt vægt på, dels at (A) har betragtet sin virksomhed som hobbybetonet, dels den lange periode set i relation til beløbets størrelse. Der ses ikke i forbindelse med politiets efterforskning at være fremkommet nye oplysninger i sagen.

Efter ankenævnets opfattelse er Politimesterens bemærkninger i hvert fald delvis udtryk for nogle procesøkonomiske hensyn, idet beløbets størrelse spiller en væsentlig rolle for påtaleopgivelsen.

Efter nævnets opfattelse kan beløbets størrelse - når bortses fra rene bagateller - ikke alene begrunde, at et forhold ikke kan bedømmes som omfattet af a-lovens § 87, stk. 1, men afgørende må være de øvrige omstændigheder i sagen.

Det har været afgørende for ankenævnets vurdering af forholdet, at (A) kendte reglerne på området, idet han inden starten af sin selvstændige virksomhed havde søgt vejledning herom i sin daværende arbejdsløshedskasse. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at han i forhold til skattevæsenet betragtede sig som selvstændig, og at han må have indset, at dette også kunne være tilfældet i forhold til dagpengereglerne.

Ankenævnet har derfor besluttet at fastholde afgørelsen om svigsslettelse uanset påtaleopgivelsen."

I brev af 4. maj 1998 hertil anførte anførte advokat B at det ikke fremgik af meddelelsen om påtaleopgivelsen at der skulle have været inddraget procesøkonomiske hensyn. Advokaten fastholdt endvidere at forsætsvurderingen i forhold til straffeloven og arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbegreb måtte være det samme.

Ombudsmandens udtalelse

"Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt ved afgørelsen af 17. april 1997 at (A) skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen på grund af svig, selv om anklagemyndigheden havde opgivet påtale. Anklagemyndigheden havde ved påtaleopgivelsen navnlig lagt vægt på at der ikke kunne føres domfældende bevis for forsæt.

Påtaleopgivelsen

Arbejdsmarkedets Ankenævn skrev i udtalelsen af 31. marts 1998 bl.a. at politimesterens begrundelse for påtaleopgivelsen 'i hvert fald delvist (er) udtryk for nogle procesøkonomiske hensyn, idet beløbets størrelse spiller en væsentlig rolle for påtaleopgivelsen'.

Det fremgår ikke helt klart af ankenævnets udtalelse hvilken betydning det har haft for ankenævnets afgørelse af 17. april 1997 at man var af den opfattelse at påtaleopgivelsen delvis skyldtes procesøkonomiske hensyn.

Politimesteren i (X)-by meddelte i brev af 27. september 1996 at han i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, havde besluttet at opgive påtale mod (A) for overtrædelse af straffelovens § 279 (bedrageri) fordi videre forfølgning i øvrigt ikke kunne ventes at føre til at den sigtede blev fundet skyldig. I begrundelsen for Politimesteren i (X)-bys påtaleopgivelse som senere blev tiltrådt af Statsadvokaten for Fyn, var der bl.a. anført

'...

Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at der ikke kan føres domfældende bevis for, at ovennævnte havde forsæt, henset til forklaringen om, at han betragtede sin virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange periode set i relation til beløbets størrelse.

...'

Det fremgår af afgørelsen at politimesteren navnlig har lagt vægt på at der ikke kunne føres det fornødne bevis for forsæt. Man må derfor gå ud fra at det er dette hensyn der har været det afgørende. Såfremt politimesteren havde inddraget procesøkonomiske hensyn som en væsentlig del af afgørelsesgrundlaget skulle der tillige have været henvist til retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3, hvorefter man kan opgive påtale, hvis sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf som den sigtede i givet fald kan forventes idømt. Endvidere må henvisningen til beløbets størrelse læses i sammenhæng med resten af sætningen. Politimesteren anfører at han navnlig har lagt vægt på at der ikke kan føres domfældende bevis for at (A) havde forsæt. Eftersætningen 'henset til forklaringen om, at han betragtede sin virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange periode set i relation til beløbets størrelse' fremtræder som en angivelse af de omstændigheder der medførte at politimesteren ikke mente der kunne føres bevis for forsæt, ikke som et nyt, selvstændigt element i afgørelsesgrundlaget.

Efter min opfattelse skulle ankenævnet ved afgørelsen af 17. april 1997 have lagt til grund at det afgørende for anklagemyndighedens påtaleopgivelse var den manglende mulighed for at føre bevis for forsæt. Det er min opfattelse at der ikke er belæg for ankenævnets opfattelse, hvorefter påtaleopgivelsen til dels skyldtes procesøkonomiske årsager.

Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Er ankenævnet bundet af politiets påtaleopgivelse på grund af manglende bevis for forsæt?

Arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, har følgende ordlyd

' § 87. Gør et medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for kassen, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bestemme at pågældende slettes som medlem af kassen, eller helt eller delvis udelukkes fra ret til ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum.'

Svigsbestemmelsen fandtes allerede i § 7 i den første arbejdsløshedsforsikringslov, lov nr. 88 af 9. april 1907 om anerkendte arbejdsløshedskasser.

Der findes ikke i forarbejderne nogen definition af svigsbegrebet.

På tidspunktet for afgørelsen om at slette (A) for svig og afgørelsen om at fastholde denne svigsslettelse efter at politiet havde meddelt påtaleopgivelse, var Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3, gældende. I dette cirkulære var der om svigagtige forhold bl.a. anført

' Svigagtige forhold; Ved vurderingen af, om et medlem har gjort sig skyldig i et svigagtigt forhold, vil det være afgørende, om den pågældende bevidst har afgivet urigtige oplysninger, eller bevidst har fortiet forhold for herigennem at oppebære dagpenge/efterløn med urette.'

Cirkulæret blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 772 af 7. oktober 1997 om sanktioner i forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse som trådte i kraft den 20. oktober 1997. Svigsbegrebet er ikke defineret i bekendtgørelsen. I vejledning nr. 133 af 7. oktober 1997 til bekendtgørelsen er der om svigsbegrebet bl.a. anført

'Ved svig forstås, at et medlem forsætligt fortier omstændigheder eller afgiver urigtige oplysninger over for sin arbejdsløshedskasse for derved at modtage eller beholde en ydelse med urette.

Afgørende for anvendelse af svigsbegrebet er, at der foreligger en forsætlig handling.

En forsætlig handling foreligger i de situationer, hvor medlemmet ved eller anser det for overvejende sandsynligt , at afgivelse af urigtige oplysninger eller undladelse af at fremkomme med oplysninger til arbejdsløshedskassen, der har betydning for modtagelsen af en ydelse fra denne, kan medføre, at medlemmet modtager en ydelse fra kassen med urette.

...'

Selve indholdet af det svigsbegreb som direktoratet har beskrevet i de to anførte vejledninger svarer til strafferettens tilregnelseskrav i form af forsæt. For at have handlet forsætligt skal man have handlet i den hensigt at begå et strafbart forhold eller med viden om at ens handling eller undladelse med overvejende sandsynlighed vil realisere et strafbart forhold.

Jeg har forstået at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn mener at der gælder et forskelligt beviskrav i forhold til henholdsvis forsæt i relation til straffelovens bestemmelser og svig i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1. Direktoratet har bl.a. henvist til Rigsadvokatens udtalelse i en konkret sag fra 1991, hvori Rigsadvokaten bl.a. havde anført

'...

Jeg skal herved bemærke, at bedømmelsen af, om der i forhold til arbejdsløshedslovgivningen foreligger svig i den omhandlede situation er forskellig fra den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises forsæt til bedrageri i den samme situation. Det påhviler således anklagemyndigheden med en høj grad af sikkerhed at bevise den pågældendes forsæt til bedrageri, hvilket jeg i den foreliggende sag, uanset de af direktoratet i deres skrivelse af 18. oktober 1991 til statsadvokaten i Viborg anførte omstændigheder, ud fra de fremkomne forklaringer ikke har fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage vil være muligt.

...'

Efter min opfattelse må det lægges til grund at forsætskravet i henholdsvis arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, og strafferetten er det samme. Derimod er der forskel i beviskravet. I straffesager skal tiltaltes skyld være sandsynliggjort i en sådan grad at der ikke består nogen rimelig tvivl herom. Hvis der efter bevisførelsen og bevisvurderingen i en straffesag består en rimelig tvivl om tiltaltes skyld, skal der ske frifindelse. Denne grundsætning udtrykkes ofte med ordene 'in dubio pro reo'; se bl.a. Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje I (2. udg.), s. 94f. I civilprocessen gælder der derimod sjældent så strenge beviskrav. Det er ikke muligt at opstille en generel regel om beviskravet i civile sager, fordi kravet til bevis ikke er det samme i alle typer af sager; jf. Gomard, Civilprocessen (3. udg.), s. 417, samt Nørgaard og Garde, Forvaltningsret - Sagsbehandling (4. udg.), s. 233. Selv om sager om svigsslettelse må anses for at være temmelig indgribende for borgerne og man derfor ud fra proportionalitetsbetragtninger må skærpe beviskravene, er det dog fortsat min opfattelse at man ikke kan opstille helt de samme beviskrav som i en sag der behandles efter straffeprocessens regler.

Jeg har endvidere i en tidligere udtalelse (j.nr. ...) som De har modtaget i anonymiseret form, tilkendegivet at der ikke ved statsadvokatens påtaleopgivelse var taget stilling til, om forholdet kunne anses for svigagtigt i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Efter min opfattelse er der således ikke grundlag for at kritisere at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke automatisk ophæver en svigsslettelse, selv om anklagemyndigheden har opgivet påtale på grund af manglende bevis for forsæt eller selv om der foreligger en frifindende dom for overtrædelse af straffeloven.

Domstolsafgørelser som en 'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ afgørelse om påtaleopgivelse

Når anklagemyndigheden træffer beslutning om påtaleopgivelse på grund af manglende bevis for forsæt, eller domstolene frifinder medlemmet på grund af manglende forsæt, foretager direktoratet (eller ankenævnet, hvis den oprindelige afgørelse har været indbragt for ankenævnet) efter det oplyste en vurdering af om svigsslettelsen skal fastholdes. Se også Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning af 30. december 1991 om politianmeldelse m.v. i sager om svig, pkt. 5 og 6, og vejledning nr. 133 af 7. oktober 1997 til bekendtgørelse om sanktioner i forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse.

Jeg er enig i at det at påtaleopgivelse eller frifindende dom på grund af manglende bevis for forsæt er en omstændighed som bør give myndighederne anledning til at revurdere sagen, selv om de ikke formelt er bundet af anklagemyndighedens eller rettens bevisvurdering idet beviskravene som anført er forskellige. Jeg henviser til at indholdet af svigsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringsloven netop er det samme som strafferettens forsætsbegreb, og at en vurdering fra anklagemyndigheden eller retten af, hvorvidt der foreligger bevis for forsæt til bedrageri efter straffeloven naturligt må inddrages som et moment i vurderingen af om der foreligger et svigagtigt forhold efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Hvis myndighederne inddrager henholdsvis anklagemyndighedens påtaleopgivelse og rettens frifindelse med forskellig vægt i den fornyede vurdering efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, giver det imidlertid anledning til overvejelser i forhold til de almindelige principper vedrørende strafforfølgning, herunder forholdet mellem anklagemyndigheden og domstolene.

I mit brev af 16. oktober 1997 til Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bad jeg bl.a. om at få oplyst hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis anklagemyndigheden havde besluttet at rejse tiltale i sagen og (A) senere var blevet frifundet ved domstolen for overtrædelse af straffelovens § 279 på grund af manglende bevis for forsæt. Jeg bad i den anledning om at få oplysninger om myndighedernes overvejelser i forbindelse med en eventuel forskelsbehandling af disse to tilfælde - politiets beslutning om at opgive påtale og domstolenes frifindelse - herunder om en sådan forskelsbehandling var i overensstemmelse med det anklageprincip som er gennemført i dansk strafferetspleje.

Direktoratet skrev i sin udtalelse i brev af 23. januar 1998 bl.a.

'...

Det skal bemærkes, at direktoratet og ankenævnet i langt de fleste sager, hvor der sker påtaleopgivelse, ændrer svigsafgørelsen til en afgørelse om uagtsomhed.

Da det som nævnt er direktoratets opfattelse, at 'svigs-begrebet' i henholdsvis arbejdsløshedsforsikringsloven og straffeloven ikke er identiske, gælder det foran anførte som udgangspunkt også i tilfælde, hvor et medlem er blevet frifundet for bedrageri ved en domstol.

Da en domstolsafgørelse er en 'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ afgørelse om påtaleopgivelse, vil direktoratet i praksis meget sjældent fastholde en afgørelse om svigssanktion, hvis medlemmet er frikendt for bedrageri ved dom.

...'

Arbejdsmarkedets Ankenævn skrev i brev af 31. marts 1998 bl.a.

'...

Ankenævnet finder derfor, at en påtaleopgivelse, uanset at denne må være udtryk for at anklagemyndigheden har skønnet at der ikke kunne føres bevis for forsæt og en straffesag derfor ikke ville kunne gennemføres til domfældelse, ikke i sig selv medfører, at en svigsafgørelse må ophæves.

For så vidt angår spørgsmålet om nævnets stillingtagen, hvis der i stedet havde foreligget en frifindelsesdom, bemærkes, at hovedreglen i praksis er, at en frifindelsesdom medfører at svigsafgørelsen ophæves forudsat, at der er identitet mellem de to sager.

...'

Jeg har forstået at det er direktoratets og ankenævnets praksis at en frifindende dom for bedrageri anses for mere tungtvejende end anklagemyndighedens påtaleopgivelse på grund af manglende bevis for forsæt ved vurderingen af om myndighederne skal fastholde den oprindelige afgørelse om at slette medlemmet på grund af svig.

En sådan praksis er efter min opfattelse i strid med anklageprincippet som bl.a. indebærer at retten ikke kan domfælde for noget forhold der ikke er omfattet af anklagerens tiltale (retsplejelovens § 908, stk. 3); jf. Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje I (2. udg.), s. 33f. Det er således anklagemyndigheden der afgør endeligt, hvorvidt og i hvilket omfang påtalen skal gennemføres; og retten er bundet heraf. I vurderingen af spørgsmålet om påtaleopgivelse skal anklagemyndigheden i sager som de her omhandlede anlægge ganske det samme bedømmelsesgrundlag som domstolene; anklageren skal så at sige tænke sig i dommerens sted (jf. Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje I (2. udg.), s. 181f ). I forhold til borgeren - den sigtede - må de eventuelle civilretlige retsvirkninger derfor være ensartede, uanset om der foreligger en påtaleopgivelse eller en frifindelse af bevismæssige årsager (se som et eksempel herpå retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, om erstatning for strafforfølgning). Såfremt anklagemyndigheden har opgivet påtale ud fra en vurdering af at der ikke kan føres domfældende bevis for forsæt, må denne afgørelse derfor inddrages som et moment på lige linie med en frifindende dom i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns vurdering af om svigsslettelsen skal opretholdes. Der er med andre ord ikke belæg for i denne sammenhæng at anse en frifindende dom for en 'stærkere tilkendegivelse' (jf. direktoratets udtalelse af 23. januar 1998) end en påtaleopgivelse.

Jeg har gjort direktoratet og ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Som anført under afsnittet 'Påtaleopgivelsen' er det efter min opfattelse uberettiget hvis ankenævnet ved afgørelsen af 17. april 1997 har anset politiets påtaleopgivelse for delvis begrundet i procesøkonomiske hensyn. Endvidere er ankenævnets afgørelse truffet ud fra den urigtige retsopfattelse at anklagemyndighedens påtaleopgivelse på grund af manglende bevis for forsæt ikke i den her omhandlede sammenhæng har samme vægt som

en frifindende dom. På den baggrund har jeg i dag henstillet til ankenævnet at genoptage behandlingen af sagen. Jeg har henstillet til ankenævnet at træffe en ny afgørelse, hvorefter ankenævnet inddrager anklagemyndighedens påtaleopgivelse med samme vægt som hvis der forelå en dom, hvor (A) var frifundet for bedrageri (efter straffelovens § 297) på grund af manglende forsæt."

Den 27. november 1998 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn at nævnet havde genoptaget sagen. Ved møde den 12. november 1998 havde ankenævnet besluttet at fastholde afgørelsen om at A skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskasse 1 for svig overfor denne kasse og arbejdsløshedskasse 2.

Jeg meddelte herefter Arbejdsmarkedets Ankenævn at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig videre.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt en afgørelse om at slette et medlem af en a-kasse på grund af svig. Anklagemyndigheden havde besluttet at opgive påtale mod A for bedrageri fordi der ikke kunne føres det tilstrækkelige bevis for forsæt. Ombudsmanden lagde til grund at forsætsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbestemmelse og strafferetten principielt er det samme, men at der er forskel i henseende til beviskravet. Det var derfor ikke en nødvendig følge af en påtaleopgivelse efter straffeloven at svigsslettelsen efter arbejdsløshedsforsikringsloven skulle ophæves.

Af myndighedernes udtalelser fremgik imidlertid at de tillagde anklagemyndighedens påtaleopgivelse mindre vægt end en frifindende dom. Ombudsmanden mente at de to reaktionsformer i overensstemmelse med de almindelige principper for strafforfølgning måtte sidestilles i den her omhandlede sammenhæng og henstillede at ankenævnet genoptog sagen. (J.nr. 1997-2580-019).