Klage over bedømmelsesudvalg

Klage over bedømmelsesudvalg

Sagens omstændigheder var følgende

I Magisterbladet den 13. januar 1994 havde Aarhus Universitet indrykket et stillingsopslag hvor universitetet blandt andre søgte en lektor i indisk. Stillingsopslaget indeholdt bl.a. følgende

"Indisk

Stillingen omfatter forskning, undervisning af fagstuderende på alle niveauer i moderne hindi, sprog og litteratur, herunder mundtlig og skriftlig sprogfærdighed. Der forudsættes derfor ikke blot praktisk mundtlig og skriftlig beherskelse af moderne standard hindi, men også et godt kendskab til sprogets grammatiske struktur og praktisk sproganalyse."

Stillingen var ledig til besættelse fra den 1. august 1994. Ansøgeren (A) søgte i brev af 5. februar 1994 den ledige stilling. Herudover blev stillingen søgt af otte andre hvoraf en efterfølgende trak sin ansøgning tilbage.

I brev af 5. april 1994 meddelte Aarhus Universitet, Det humanistiske Fakultet, bl.a. ansøgerne at universitetet havde nedsat et bedømmelsesudvalg bestående af dr. (R), Reader in Hindi, School of Oriental and African Studies, University of London, lektor (F), Institutt for Østeuropeiske og Orientalske Studier, Universitetet i Oslo, og lektor (B), Indisk Afdeling, Aarhus Universitet. Sidstnævnte blev udpeget til formand for bedømmelsesudvalget. Ansøgerne blev samtidig gjort bekendt med at indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning skulle indgives til universitetet senest 18. april 1994.

I brev af 16. april 1994, modtaget af universitetet den 18. april 1994, fremsatte A indsigelser mod B's deltagelse i bedømmelsesudvalget. Som begrundelse for sine indsigelser anførte A at han ikke var bekendt med at B besad akademiske grader inden for hindi. Om B's videnskabelige produktion inden for hindi anførte A bl.a. følgende

"Hvad angår videnskabelig produktion omkring sproget hindi, såvel som hindi litteratur og kultur, har (B) tilsyneladende kun en enkelt produktion, Hindi Sagprosa ved (B) , Indisk Afdeling, Aarhus Universitet, 1983, hvoraf B's bidrag begrænser sig til bogomslaget, et kort forord og en indholdsfortegnelse. Resten af værket består af tekster kopieret fra forskellige udenlandske lærebøger, hvilket ikke forudsætter nogen faglig viden fra 'forfatteren'."

A bad i brevet om at få oplyst hvilke akademiske grader inden for hindi B besad, og hvilken videnskabelig produktion inden for hindi B havde udarbejdet.

I anledning af A's indsigelse indhentede dekanen for Det humanistiske Fakultet (C) en udtalelse fra institutlederen for Oldtids- og Middelalderforskning (D). I udtalelsen af 25. april 1994 anførte D bl.a. følgende

"Fakultetet ønsker, at der skal sidde mindst én af dets medarbejdere i hvert af fakultetets bedømmelsesudvalg. (B) er indiskutabelt fakultetets nærmest fagkyndige medarbejder på det felt, hvori stillingen er opslået. Formand for bedømmelsesudvalget er (B) af praktisk-administrative årsager. Ud over (B) omfatter udvalget to eksterne medlemmer, nemlig (R) og (F) fra henholdsvis Londons og Oslos universitet, mod hvem der ikke rejses nogen indvending af klageren."

Den 28. april 1994 afviste C A's indsigelse mod bedømmelsesudvalgets sammensætning. I brevet er bl.a. følgende anført

"På denne baggrund kan jeg til besvarelse af indsigelsen og de rejste spørgsmål oplyse, at (B) er ansat som lektor på Indisk Afdeling og som sådan er kvalificeret og samtidig fakultetets nærmest fagkyndige medarbejder inden for stillingens område. Ud over (B) omfatter bedømmelsesudvalget to eksterne medlemmer, nemlig (R) og (F) fra henholdsvis Londons og Oslos universitet. Udvalgets medlemmer har således tilsammen den fornødne kompetence til at kunne foretage en bedømmelse af de indkomne ansøgere."

Da universitetet ikke havde oplyst om B's akademiske grader eller videnskabelige produktion, bad A på ny i brev af 11. maj 1994 om at få dette oplyst. C meddelte i brev af 24. maj 1994 A at B er ansat som lektor inden for det område hvor stillingen var opslået, og at C på den baggrund ikke mente sig forpligtet eller tilskyndet til at oplyse om B's akademiske grader eller videnskabelige produktion.

I brev af 3. juni 1994 rettede A på ny henvendelse til C. A anførte bl.a. følgende i brevet

"(B)'s deltagelse i og formandskab for bedømmelsesudvalget kan ikke forsvares med, at (B) er ansat som lektor i området. Jeg ved ikke hvilket område, du taler om. Du har ikke oplyst i hvilket område og i hvilket/hvilke fag (B) er ansat som lektor.

Jeg har ofte oplevet, at det generelle uvidenhedsniveau i Danmark (selv på universitetsplan) omkring Indiens sprog er så stort, at mange fejlagtigt tror, at der findes ét sprog, der hedder 'indisk', hvilket, jeg her må understrege, ikke er tilfældet. Indien er et land med over femten forskellige hovedsprog. Dersom en person skulle være kvalificeret til at undervise i sanskrit, bengali, marathi, malayalam, eller et af de andre sprog, er det ikke ensbetydende med at denne er kyndig i hindi. Sproget hindi er et moderne sprog og tilhører den indo-europæiske sproggruppe, der bl.a. indeholder elementer fra sanskrit og andre sprog, men ligheden mellem hindi og sanskrit er ikke større end eksempelvis ligheden mellem italiensk og latin. Geografisk set hører latin og italiensk til samme område, men vil en lektor i latin, uden nogle akademiske og forskningsmæssige kvalifikationer i italiensk, være kvalificeret til at sidde i bedømmelsesudvalget for besættelsen af en stilling som lektor i nutidig italiensk?

...

Jeg kan desværre ikke med den oplyste begrundelse, at (B) er ansat som lektor ved Indisk Afdeling, acceptere (B)'s deltagelse i bedømmelsesudvalget for den opslåede stilling i hindi.

...

Siden du begrunder (B)'s kvalifikationer med, at (B) er ansat som lektor ved Indisk Afdeling, bedes du oplyse, hvilket/hvilke indiske sprog eller endog andre fag med relation til Indien (det være sig Indiens historie, Indiens geografi, Indiens demografi, Indiens landbrug, Indiens politik, Indiens samfundsforhold, Indiens religioner, osv.) (B) er lektor i, og hvilke akademiske grader (B) har i et eller flere af disse fag, og hvilken forskning (B) har produceret i løbet af det næsten kvarte århundrede, (B) har været ansat ved Indisk Afdeling, dersom (B) overhovedet har produceret nogen som helst forskning?

...

Dersom jeg med dette brev ikke får et tilfredsstillende svar på min indsigelse, ser jeg mig nødsaget til at gå videre med sagen."

C meddelte i brev af 8. juni 1994 at han ikke havde yderligere at tilføje til sagen.

A klagede herefter til undervisningsministeren i brev af 20. juni 1994. A bad ministeren om at udvirke at han fik svar på sine spørgsmål vedrørende B's akademiske grader og videnskabelige produktion inden for stillingens område.

Undervisningsministeriet bekræftede i brev af 6. juli 1994 modtagelsen af A's klage. Ministeriet oplyste i brevet at ministeriet havde bedt Aarhus Universitet om en udtalelse, og at A kunne forvente svar ultimo august 1994.

Den 29. august 1994 afgav bedømmelsesudvalget sin indstilling til Det humanistiske Fakultet.

Den 30. august 1994 rykkede Undervisningsministeriet universitetet for udtalelsen til A's klage.

I brev af 27. september 1994 sendte universitetet bedømmelsesudvalgets indstilling til ansøgerne med henblik på at ansøgerne kunne fremkomme med eventuelle bemærkninger til indstillingen. A meddelte i brev af 9. oktober 1994 universitetet at han ikke kunne tage stilling til bedømmelsesudvalgets indstilling, da han endnu ikke havde modtaget svar på sin klage til undervisningsministeren over bedømmelsesudvalgets sammensætning. A klagede dog samtidig over at bedømmelsesudvalgets indstilling først var blevet sendt fra universitetet den 3. oktober 1994, hvorfor fristen den 10. oktober 1994 for indsigelser var for kort.

I brev ligeledes af 9. oktober 1994 rykkede A Undervisningsministeriet for svar på sin klage. Ministeriet meddelte i brev af 10. oktober 1994 A at ministeriet den 30. august 1994 og igen den 10. oktober 1994 havde rykket universitetet for svar.

Det humanistiske Fakultet afgav den 14. oktober 1994 en udtalelse til A's klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning. Udtalelsen blev den 20. oktober 1994 sendt fra universitetet med bemærkning om at universitetet kunne henholde sig til fakultetets udtalelse. Fakultetet anførte bl.a. følgende i udtalelsen

"1. Det synes at fremgå af sagen, at (A) ikke har videnskabelige kvalifikationer til ansættelse som lektor inden for stillingens område. (A) har således ikke indleveret videnskabelig produktion til bedømmelse. (C) har derfor ikke hidtil ønsket at gå mere i dybden med besvarelse af klagen endsige kommentere de måske injurierende påstande om faglig uhæderlighed.

2. Ved tidligere opslag af en lektorstilling i faget i 1991 og 1992 har der været nedsat et bedømmelsesudvalg med lektor (B) som medlem. Der blev ved disse lejligheder ikke klaget hverken over sammensætningen af de pågældende udvalg eller udvalgenes fagkyndige indstilling. I parentes bemærket var (A) ansøger til stillingen i 1992.

3. Inden for alle fagområder sker der en løbende udvikling og specialisering af forsknings- og undervisningsfelter. Hindi, som den pågældende stilling er opslået inden for, er resultatet af en sådan faglig nyudvikling, der er initieret af faget selv og ønsket af fakultetet. Af samme grund har (C) fundet det naturligt og helt afgørende at fakultetet er repræsenteret i udvalget ved den nærmest fagkyndige medarbejder ved Indisk Afdeling, lektor (B).

Inden for det humanistiske område, hvor der er mange små fagmiljøer, kan det som her betyde, at den nærmest fagkyndige ikke altid i snæver forstand er fagkyndig inden for et specifikt stillingsområde. Det kompenseres, som det er tilfældet med det pågældende udvalg, ved at der udpeges to eksterne specifikt fagkyndige medlemmer af bedømmelsesudvalget. (C) har således fuld tillid til, at udvalgets medlemmer i den konkrete sag tilsammen har den fornødne kompetence til at kunne foretage en bedømmelse af ansøgerne.

Det er i øvrigt (C)'s indtryk, at det er en almindelig praksis ved sammensætningen af fagkyndige bedømmelsesudvalg på alle højere læreanstalter i Danmark, at fakultetsniveauet (hovedområdet) er repræsenteret i bedømmelsesudvalg ved nærmest fagkyndige medarbejder.

4. Om (B)'s virke som lektor ved Indisk Afdeling skal (C) bemærke, at (B)'s arbejdsindsats i en længere periode har været koncentreret om undervisnings- og administrative opgaver. Dette findes umiddelbart forståeligt, da (B) i lange perioder har været eneste faste medarbejder ved Indisk Afdeling. Besættelse af den opslåede stilling forventes at ændre dette forhold."

I brev af 24. oktober 1994 meddelte universitetet en af de andre ansøgere til stillingen at han var ansat i stillingen fra den 1. januar 1995.

Undervisningsministeriet afviste i brev af 27. oktober 1994 A 's klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning. I afgørelsen anførte ministeriet bl.a. følgende

"Undervisningsministeriet kan tilslutte sig de bemærkninger, der er fremkommet fra universitetets side, idet det er vores opfattelse, at udvalgets medlemmer i den konkrete sag har den fornødne kompetence til at bedømme ansøgerne.

Hvad angår Deres øvrige spørgsmål, finder vi ikke anledning til at gå ind i en nærmere diskussion om lektor B's generelle kvalifikationer."

I brev af 29. oktober 1994 klagede A til mig. I brevet anførte A bl.a. følgende

"1. Er det lovligt, at et bedømmelsesudvalg afgør en stillingsbesættelse, mens en klagesag om bedømmelsesudvalgets sammensætning endnu ikke er afgjort?

Undervisningsministeriet lovede mig svar på min klage til undervisningsministeren ultimo august. Den 9.10. ringede og skrev jeg til ministeriet og rykkede for svar. Den 10. oktober skriver ministeriet, at de allerede har rykket Aarhus Universitet for svar d. 30. august og nu (d. 10.10) sender endnu en rykker. Men allerede den 29. august 1994 havde bedømmelsesudvalget afgjort sin indstilling (som det fremgår af vedlagte kopi af 1. side af udvalgets indstilling), uden at have besvaret Undervisningsministeriets anmodning om en udtalelse.

2. Er det lovligt, at (B) har siddet i omtalte bedømmelsesudvalg, hvis han ikke har kvalifikationer, der lever op til lovens tekst? (Se vedlagte kopi af bekendtgørelse nr. 728 af 9. september 1993 om ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet, paragraf III, stk. 4.2.)

3. Loven siger desuden, at man som ansøger har ret til at indgive en indsigelse mod bedømmelsesudvalgets sammensætning. Hvordan kan man indgive en indsigelse, hvis man ikke engang kan få oplyst udvalgsmedlemmernes akademiske grad og deres forskning? Hvad kan man så klage over? Hvor kan man få disse oplysninger fra?

...

Men hvad har mine kvalifikationer eller eventuel mangel på samme med bedømmelsesudvalgsmedlemmernes kvalifikationer at gøre, og hvorfor er der ingen der vil svare på spørgsmålet om bedømmelsesudvalgsformandens kvalifikationer?"

I brev af 3. november 1994 bad jeg Undervisningsministeriet om efter forud indhentet udtalelse fra Aarhus Universitet at afgive en udtalelse til sagen. Den 13. januar 1995 rykkede jeg ministeriet for svar. Ministeriet meddelte mig i brev af 17. januar 1995 at ministeriet den 19. december 1994 og primo januar 1995 og nu igen den 17. januar 1995 havde rykket universitetet for svar. Den 24. februar 1995 rykkede en af mine medarbejdere telefonisk ministeriet der oplyste at svar kunne forventes inden for kort tid. Den 17. marts 1995 rykkede jeg på ny skriftligt ministeriet for svar. Den 21. marts 1995 modtog jeg udtalelser fra Det humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet og Undervisningsministeriet af henholdsvis den 19. december 1994, 10. februar og 20. marts 1995.

Fakultetet anførte bl.a. følgende i sin udtalelse

"Der indkom indsigelse fra (A), som blev besvaret og afvist af (C) i brev af 28. april 1994. Bedømmelsesudvalget blev herefter anmodet om at påbegynde arbejdet, idet (C) vurderede, at indsigelsen ikke var af en sådan karakter, at den med rimelighed burde have opsættende virkning på ansættelsessagens videre behandling. (C) lagde her blandt andet til grund, at (A) ikke med sin ansøgning havde indsendt videnskabelig produktion til bedømmelse og derfor øjensynligt ikke kunne forventes at blive erklæret kvalificeret til ansættelse i stillingen.

Bedømmelsesudvalget afsluttede sit arbejde ultimo august 1994. Indstillingen blev modtaget af (C) den 26. september 1994. Indstillingen blev herefter af (C) forelagt til drøftelse på møde i det humanistiske fakultetsråd den 10. oktober 1994. (C)'s beslutning (indstilling til Rektor) om ansættelse blev truffet og meddelt Rektor den 20. oktober, dvs. efter at Universitetet havde indstillet til Undervisningsministeriet, at (A)'s anke skulle afvises."

I universitetets udtalelse er bl.a. følgende anført

"(C) har afgivet udtalelse i klagesagen den 14. oktober 1994 og universitetets svar er sendt den 20. oktober. (C) har afgivet indstilling om ansættelse den 20. oktober 1994 og universitetets ansættelsesbeslutning er truffet den 24. oktober 1994. Universitetet har således taget endelig stilling til indholdet i (A)'s klage til undervisningsministeren, før ansættelsesbeslutningen blev truffet.

Det antages at være det principielle udgangspunkt i forvaltningsretten, at en klage til en overordnet myndighed ikke har opsættende virkning, medmindre dette er fastsat ved lov eller udtrykkeligt besluttet af enten underinstansen eller rekursinstansen, jf. princippet i grundlovens § 63.

I den aktuelle sag er det universitetets opfattelse, at en konkret afvejning af de modstående hensyn må føre til samme resultat. Der var berettigede hensyn at tage til medansøgerne, som havde krav på at få en afgørelse. Der var endvidere hensynet til undervisningen i faget. Tiltrædelsestidspunktet var i opslaget oprindeligt fastsat til 1.8.1994. Både ansøgerskaren og bedømmelsesudvalget var internationalt sammensat, hvilket forlængede bedømmelsesarbejdet ud over den oprindeligt fastsatte frist, ligesom ansættelse af en udenlandsk ansøger, der skulle flytte til Danmark, måtte foretages med rimeligt varsel inden tiltrædelsestidspunktet.... (A) havde ikke indsendt noget skriftligt materiale til bedømmelse sammen med sin ansøgning af 7. februar 1994 og kunne derfor ikke påregnes indstillet til stillingen. (A)'s klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning måtte således anses for alene at være af principiel karakter, men ikke af betydning for ansættelsessagens udfald. Det ville derfor ikke være rimeligt at lade denne klagesag forsinke ansættelsessagens afgørelse, jf. princippet i FOB 86/75, hvorefter der ved afgørelsen af, om en anke skal have opsættende virkning, må indgå en vurdering af sandsynligheden for, at ankeinstansens realitetsafgørelse vil ændre førsteinstansens realitetsafgørelse.

...

Det er et formelt krav i henhold til ansættelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2, at mindst 1 medlem af et bedømmelsesudvalg på 3 personer skal komme fra en anden institution. I den foreliggende sag har (C) på rektors vegne nedsat et bedømmelsesudvalg med 2 udefra kommende specifikt sagkyndige medlemmer, fra henholdsvis Universitetet i Oslo og University of London. Desuden har, ifølge fast praksis som også er begrundet i praktisk-administrative hensyn, Aarhus Universitets nærmest fagkyndige medarbejder været medlem af udvalget.

Det er universitetets opfattelse, at man herved har nedsat det bedst mulige udvalg, og derfor også har opfyldt kravene i ansættelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2.

...

(C)'s svar af 28. april 1994 på (A)'s oprindelige indsigelse af 16. april 1994 byggede på en indstilling fra og drøftelse med institutlederen (D) ved Institut for Oldtids- og Middelalderforskning (tidligere Institut for Klassisk Filologi). Det er universitetets opfattelse, at (C)'s svar er en korrekt begrundet afvisning af (A)'s indsigelse.

Universitetet har naturligvis pligt til at besvare klager og andre henvendelser under opfyldelse af forvaltningslovens krav om begrundelse og aktindsigt, men universitetet kan ikke have pligt til at udarbejde en nærmere redegørelse og begrundelse for et bedømmelsesudvalgsmedlems faglige kompetence, når denne kompetence fremgår af den pågældendes ansættelsesforhold ved universitetet, eller i øvrigt have pligt til at indgå i en nærmere diskussion med en ansøger, hvis indsigelser tilmed fremføres i en form, der nærmer sig et personligt angreb på det pågældende medlem.

(B) er som eneste fastansatte lektor ved Indisk Afdeling indiskutabelt universitetets nærmest fagkyndige medarbejder på det felt, hvori stillingen var opslået. På denne baggrund finder universitetet ikke at have haft pligt til at begrunde (B)'s faglige kompetence mere detaljeret."

I Undervisningsministeriets udtalelse er bl.a. følgende anført

"Efter ministeriets opfattelse har Aarhus Universitet fulgt ansættelsesbekendtgørelsens regler om at meddele ansøgerne bedømmelsesudvalgets sammensætning, jf. bekendtgørelse nr. 728 af 9. september 1993 om ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet § 4, stk. 5, (ansættelsesbekendtgørelsen). Herefter er der givet ansøgerne lejlighed til at fremkomme med eventuelle indsigelser. (A)'s indsigelse er afvist og stillingen herefter besat med den ansøger, som de 3 medlemmer af bedømmelsesudvalget blev enige om, var den rette til stillingen.

At en klager fortsætter med at fremsende nye klager efter én gang at være afvist, kan efter vores opfattelse ikke forpligte institutionen til at stille ansættelsessagen i bero. Der må i det konkrete tilfælde foretages en helhedsvurdering af dels klagens art, af hensynet til medansøgere samt af hensynet til institutionens drift. Såfremt en hvilken som helst klage skulle have opsættende virkning på behandlingen af en sag, ville dette betyde en total lammelse af institutionens liv.

Undervisningsministeriet har i enkelte tilfælde anbefalet, at en institution udskød en stillingsbesættelse, indtil ministeriet havde haft lejlighed til at vurdere sagen. Dette hører dog til sjældenhederne og sker kun i tilfælde, hvor der efter ministeriets opfattelse er grund til at overveje, om principper for retmæssig sagsbehandling kan være overset. Dette er efter ministeriets opfattelse ikke tilfældet i nærværende sag, og vi kan i det hele henvise til de bemærkninger, der er fremført under pkt. 1 i Aarhus Universitets udtalelse af 10. februar 1995.

Vi har dog over for Aarhus Universitet fundet anledning til at påtale, at der ikke, da man afviste (A)'s klage den 28. april 1994, blev givet (A) vejledning om, at der, hvad angår retlige forhold, kunne klages til Undervisningsministeriet i medfør af Universitetslovens § 11, stk. 1.

...

Efter ministeriets opfattelse er det naturligt og forståeligt, at man har valgt den nærmest fagkyndige medarbejder inden for stillingens område som 3. medlem af bedømmelsesudvalget. Vi henviser i den forbindelse til universitetets bemærkninger om, at det 'inden for det humanistiske område, hvor der er mange små fagmiljøer, som her kan betyde, at den nærmest fagkyndige ikke altid i snæver forstand er fagkyndig inden for et specifikt stillingsområde'. Universitetet har kompenseret for dette ved at udpege to eksterne specifikt fagkyndige medlemmer af bedømmelsesudvalget.

Vi er enige med (A) i, at universitetets henvisning til (B)'s medlemskab af bedømmelsesudvalg i 1991 og 1992 i relation til nærværende sag ikke har nogen betydning, idet der på daværende tidspunkt gjaldt andre regler vedrørende nedsættelse af bedømmelsesudvalg.

I nærværende sag er det ministeriets opfattelse, at beslutningen om at lade (B) deltage i bedømmelsesudvalget er forenelig med ansættelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2, idet beslutningen efter vores opfattelse ligger inden for rammerne af et lovligt fagligt skøn, som ministeriet ikke kan tilsidesætte.

...

Afsluttende bemærkes, at vi i princippet er enige i (A)'s bemærkning om, at (A)'s kvalifikationer i forhold til den opslåede stilling ikke vedrører spørgsmålet om fortolkning af ansættelsesbekendtgørelsens bestemmelser om sammensætning af bedømmelsesudvalg."

Den 24. marts 1995 sendte jeg kopi af udtalelserne til A med henblik på at A kunne fremkomme med sine eventuelle bemærkninger, hvilket han gjorde i brev af 21. maj 1995.

I anledning af A's bemærkninger bad jeg Undervisningsministeriet om - efter forud indhentede udtalelser fra C og Aarhus Universitet - at afgive en supplerende udtalelse til det som A havde anført i sit brev.

Jeg bad endvidere om en udtalelse til det forhold at ministeriet i sin afgørelse af 27. oktober 1994 havde anført at det forhold at A ikke havde indgivet videnskabelig produktion til bedømmelse, havde medført at universitetet ikke nøjere havde besvaret A's klage. Derudover bad jeg ministeriet om at oplyse om ministeriets udtalelse vedrørende det forhold at A fortsatte med at fremsende nye klager ikke forpligter institutionen til at stille ansættelsessagen i bero vedrørte spørgsmålet om opsættende virkning i forbindelse med A's klage til ministeriet. Jeg bad videre ministeriet oplyse om ministeriets udtalelse om at A ikke havde mistet retten til at gøre indsigelse mod bedømmelsesudvalgets sammensætning da bekendtgørelsen var ændret, skulle forstås sådan at ministeriet i øvrigt mente at en ansøger kunne miste retten til at gøre indsigelse mod et medlem af et bedømmelsesudvalg ved én gang at have accepteret den pågældende som medlem af et bedømmelsesudvalg. Herudover bad jeg ministeriet oplyse hvilken underretning A havde modtaget i anledning af at afgørelsen af hans klage til ministeriet trak ud. Da universitetet ikke sås at have taget stilling til A's klage over at fristen for at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets indstilling var for kort, bad jeg ministeriet om at indhente en udtalelse fra universitetet om dette spørgsmål. Jeg bad endelig ministeriet om en udtalelse til det forhold at ministeriet reelt blev afskåret fra at ændre Aarhus Universitets afgørelse, da stillingen blev besat umiddelbart efter at universitetet havde afgivet sin udtalelse. I den forbindelse bad jeg ministeriet om at indhente en redegørelse fra Aarhus Universitet om hvorfor besvarelsen af ministeriets anmodning om en udtalelse trak ud.

Den 1. august 1995 rykkede jeg ministeriet for den supplerende udtalelse, og jeg bad ministeriet om så vidt muligt at oplyse hvornår jeg kunne forvente svar. Den 25. august 1995 meddelte ministeriet mig at ministeriet samme dag havde rykket universitetet for svar. I brev af 31. august 1995 bad jeg ministeriet om at oplyse hvornår jeg kunne forvente svar. Den 6. september 1995 modtog jeg underretning om at ministeriet havde bedt universitetet om at oplyse hvornår ministeriet kunne forvente svar fra universitetet. Den 22. september 1995 meddelte ministeriet mig at universitetet nu havde afgivet udtalelse i sagen. I brev af 3. november 1995 oplyste ministeriet at ministeriet forventede at afgive svar inden udgangen af uge 46, dvs. senest den 17. november 1995.

Den 22. november 1995 modtog jeg udtalelser fra C, Aarhus Universitet og Undervisningsministeriet af henholdsvis den 7. og 12. september og 21. november 1995. C anførte blandt andet følgende i udtalelsen

"Med den bemærkning henvises antagelig til (A)'s brev til (C) af 9. oktober 1994.

Hertil kan oplyses, at Fakultetet sendte det fagkyndige bedømmelsesudvalgs indstilling til samtlige ansøgere med brev af 27. september 1994 - afsendt fra Administrationen den 28. september 1994. Fristen for at fremkomme med bemærkninger til indstillingen var mandag den 10. oktober 1994. Brev og indstilling til (A) blev sendt til den adresse, fakultetet var bekendt med fra (A)'s ansøgning samt klager til (C) - senest i brev af 6. juni 1994. Brevet kom retur til Fakultetet den 30. september 1994 med postvæsenets angivelse af ny adresse og blev straks herefter sendt til denne adresse.

...

... vedrørende Universitetets behandling af (A)'s klage til Undervisningsministeriet, herunder at afgørelsen om ansættelse i stillingen blev truffet få dage efter universitetets svar til ministeriet.

Til dette kan oplyses, at den sene besvarelse dels skyldes afvikling af ferie i de kontorer og hos de ledere, som skulle besvare klagen; dels at ansættelsessagen ønskedes drøftet i Det humanistiske Fakultetsråd. Dette kunne først ske på møde den 10. oktober 1994."

Universitetet henholdt sig til C's udtalelse. Undervisningsministeriet anførte bl.a. følgende i sin udtalelse

"Indledningsvis bemærkes, at den klage, der er rejst over for ministeriet, vedrørte sammensætningen af bedømmelsesudvalget og ikke begrundelsen for, at (A) var bedømt som ikke kvalificeret til den opslåede stilling.

...

(A)'s ansøgning af 5. februar 1994 indeholdt en beskrivelse af sproglige forudsætninger, undervisningserfaringer og administrative erfaringer. I sin ansøgning nævner (A) tillige kort, at han har udarbejdet undervisningsmaterialer.

Ansøgningen var vedlagt en publikationsliste med angivelse af bøger og artikler. Det var intetsteds anført, hvilket materiale (A) påberåbte sig som videnskabeligt arbejde med henblik på stillingen, og der var heller intet anført til støtte for, at han opfyldte kravet om videnskabelige kvalifikationer på mindst Ph.D.-niveau.

...

Under de foreliggende omstændigheder har ministeriet vanskeligt ved at se, at der er grundlag for kritik af, at bedømmelsesudvalget ikke rettede henvendelse til (A) om supplerende materiale, jf. også den citerede ombudsmandsudtalelse.

...

Aarhus Universitet burde have meddelt (A), at der for så vidt angår retlige spørgsmål kunne klages til Undervisningsministeriet, jf. ansættelsesbekendtgørelsens § 22. Undervisningsministeriet har i brev af 20. marts 1995 til Aarhus Universitet påtalt, at der ikke ved universitetets afvisning af klagen blev givet klagevejledning i overensstemmelse hermed. Konsekvensen af, at klager i ansættelsessager generelt skulle have opsættende virkning ved universitetsinstitutionerne, vil efter ministeriets opfattelse indebære alvorlige vanskeligheder for disse, idet besættelse af videnskabelige stillinger, der i forvejen er meget tidskrævende, vil blive yderligere forsinkede. De gældende regler for ansættelser inden for dette område indeholder jo i øvrigt en række procedurebestemmelser, der, i langt højere grad end hvad der gælder inden for staten i øvrigt, tilgodeser ansøgere.

Under særlige omstændigheder kan det dog forekomme, at ministeriet, hvor der synes at være tale om væsentlige retlige mangler, der kan have betydning for udfaldet af en sag, bestemmer, at der skal gives en klage opsættende virkning, hvis dette konkret er muligt.

...

Det har ikke været ministeriets hensigt at tilkendegive, at en ansøger skulle kunne miste sin ret til at gøre indsigelse mod en persons deltagelse i et bedømmelsesudvalg ved ikke tidligere at have gjort indsigelse mod samme persons deltagelse i et andet bedømmelsesudvalg vedrørende en stilling, som vedkommende er ansøger til. Dette er på ingen måde ministeriets opfattelse.

...

Da vi den 30. august 1994 endnu ikke havde modtaget Aarhus Universitets svar, erindrede vi Aarhus Universitet om svar i sagen. Beklageligvis modtog (A) ikke genpart af denne erindringsskrivelse. Den 10. oktober 1994 erindrede vi atter skriftligt Aarhus Universitet om svar i sagen og sendte ved den lejlighed (A) et orienterende brev tillige bilagt vores erindringsskrivelse af 30. august 1994.

Det bemærkes, at (A) flere gange ved telefonisk henvendelse til ministeriet har modtaget underretning om sagens stilling, samt at ministeriet udover skriftligt at have erindret Aarhus Universitet om svar i sagen tillige har erindret telefonisk."

Den 28. november 1995 sendte jeg udtalelserne til A med henblik på at A kunne fremkomme med sine eventuelle bemærkninger hertil. I brev af 3. januar 1996 bad A om udsættelse. Den 15. januar 1996 modtog jeg A's bemærkninger af 11. januar 1996 til udtalelserne. A anførte bl.a. følgende i brevet

"Jeg vil blot gøre opmærksom på, at jeg kun én gang har henvendt mig telefonisk til (E) (fuldmægtig i Undervisningsministeriet; min tilføjelse), nemlig d. 9.10.1994, samme dag som jeg sender brev til (E) og til (C)."

I brev af 7. februar 1996 bad jeg på ny ministeriet om en supplerende udtalelse, dels til A's brev af 11. januar 1996, dels med henblik på følgende

At ministeriet oplyste hvilke kvalifikationer der kræves efter ansættelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2, til medlemmer af bedømmelsesudvalg, og hvilke oplysninger ministeriet lagde til grund ved vurderingen af om B opfyldte kravene.

Om det efter ministeriets opfattelse er en særlig omstændighed - der kan begrunde opsættende virkning - at universitetet undlod at oplyse A om klagemulighederne.

At ministeriet sendte mig notater vedrørende de telefonsamtaler som ministeriets sagsbehandler havde ført med A om sagens behandling.

At ministeriet uddybede sin udtalelse om at A ikke havde påberåbt sig videnskabelig produktion til støtte for sin ansøgning.

Den 9. marts 1996 rykkede jeg telefonisk ministeriet for svar. Den 26. april og 29. maj 1996 rykkede jeg skriftligt ministeriet for svar. I brev af 10. juni 1996 meddelte ministeriet mig at den manglende besvarelse skyldtes travlhed med besvarelsen af et meget stort antal klagesager. Den 24. juni 1996 afgav ministeriet den supplerende udtalelse. Ministeriet anførte bl.a. følgende i udtalelsen

"Da der er tale om en lektorstilling, er det et krav, at bedømmelsesudvalgets medlemmer er på mindst lektorniveau. B er ansat som lektor, og ministeriet må derfor anse dette krav for opfyldt. Det er yderligere et krav efter bekendtgørelsen, at bedømmelsesudvalgsmedlemmerne må anses for fagkyndige inden for stillingens område. Om dette krav er opfyldt beror primært på en fagkyndig vurdering, som ministeriet ikke har hjemmel til at forholde sig til, medmindre det er åbenbart, at der er sket en overtrædelse af lovlige rammer for skønnet. I dette tilfælde har ministeriet ikke fundet grundlag for kritik.

...

Det beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om en klage skal have opsættende virkning.

Vi skønnede i denne sag, at der ikke forelå særlige omstændigheder af en karakter, som kunne give klagen opsættende virkning.

...

Sagsbehandleren har under telefonsamtaler med (A) ikke modtaget faktiske oplysninger, jf. offentlighedslovens § 6, stk. 1. Sagsbehandleren har telefonisk afgivet sådanne oplysninger om, på hvilket stadie sagen befandt sig. Der foreligger ingen skriftlige referater heraf.

...

Der skal i ansøgningen særskilt peges på, hvilke arbejder af de i publikationslisten anførte, ansøgeren ønsker at påberåbe sig til den pågældende stilling.

(A) anførte intetsteds, hvilket materiale der påberåbtes som videnskabeligt arbejde med henblik på stillingen."

Den 11. juli 1996 sendte jeg udtalelsen til A's orientering. I brev af 5. august 1996 fremkom A på ny med bemærkninger til sagen. A anførte bl.a. følgende

"Og jeg vil endnu engang gøre opmærksom på, at jeg kun én gang har henvendt mig telefonisk til Fuldmægtig (E), nemlig d. 9. 10. 1994".

Ombudsmandens udtalelse

" 1. Grundlaget for Undervisningsministeriets afgørelse

I ministeriets udtalelse af 24. juni 1996 anførte ministeriet bl.a. at ministeriet ikke har hjemmel til at forholde sig til spørgsmålet om et medlem af et bedømmelsesudvalg er fagkyndigt inden for stillingens område, medmindre det er åbenbart at der er sket en overtrædelse af lovlige rammer for skønnet. Undervisningsministeriet anførte samtidig at ministeriet i det konkrete tilfælde ikke havde fundet grundlag for kritik.

Jeg er enig i ministeriets betragtninger om at Undervisningsministeriet ikke kan foretage en selvstændig vurdering af hvorvidt et medlem af et bedømmelsesudvalg er fagkyndig inden for stillingens område.

Jeg er undergivet de samme begrænsninger som Undervisningsministeriet, og jeg kan derfor ikke vurdere om (B) var fagkyndig inden for stillingens område. Jeg kan derimod udtale mig om hvorvidt ministeriet efter min opfattelse har undersøgt sagen tilstrækkeligt til at ministeriet var berettiget til at afvise Deres klage.

Kravene til bedømmelsesudvalgsmedlemmernes fagkyndighed fremgår af ansættelsesbekendtgørelsen (bek. nr. 728 af 9. september 1993 om ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere ved de højere uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet) § 4, stk. 2, der har følgende indhold

'Bedømmelsesudvalget skal bestå af 3 eller 5 personer, der må anses for fagkyndige inden for stillingens område mindst på et niveau, der svarer til det, der forudsættes for stillingen, dog ikke under lektorniveau.'

Hvordan 'stillingens område' i bekendtgørelsen nærmere skal defineres, må afhænge af hvor specifikt det enkelte stillingsopslag er. Der må således kunne stilles mindst de samme krav til bedømmelsesudvalgsmedlemmernes fagkyndighed på et specifikt område som der stilles til de ansøgere der kan komme i betragtning til stillingen.

Stillingen var opslået som en lektorstilling i 'indisk' og var i stillingsopslaget nærmere præciseret til at angå 'moderne hindi, sprog og litteratur'.

Universitetet har hverken over for Dem, Undervisningsministeriet eller i forbindelse med min behandling af sagen oplyst hvilke kvalifikationer (B) besidder inden for moderne hindi, sprog og litteratur, eller eventuelle sammenlignelige fag.

Derimod har universitetet i forbindelse med sagens behandling fremsat udtalelser der kan forstås således at universitetet af praktisk-administrative hensyn har lagt betydelig vægt på at (B) var ansat ved universitetet, og at det derfor er accepteret at (B) kun i begrænset omfang var fagkyndig inden for stillingens område. Universitetet har samtidig antydet at (B) muligvis ikke var specifikt fagkyndig inden for stillingens område, men at dette blev kompenseret ved at udnævne to utvivlsomt fagkyndige medlemmer.

Jeg forstår for så vidt universitetets ønske om at deltage i bedømmelsesudvalgets arbejde, og at dette praktisk-administrativt set har nogle indlysende fordele. Undervisningsministeriets bekendtgørelse giver imidlertid ikke hjemmel til at tillægge sådanne - i øvrigt saglige - hensyn en sådan vægt at hensynet til at sikre at samtlige medlemmer af bedømmelsesudvalget er fagkyndige inden for stillingens område, tilsidesættes. Jeg bemærker at såfremt Undervisningsministeriet ønsker at åbne mulighed for at en ikke specifik fagkyndig, men dog den 'nærmest fagkyndige' medarbejder ved den ansættende institution efter omstændighederne kan indtræde i bedømmelsesudvalget (en opfattelse der som anført ikke i sig selv kan anses for usaglig), så må det ske gennem en dertil sigtende ændring af ministeriets bekendtgørelse, og ikke ved at acceptere en praksis der er i modstrid med bekendtgørelsens gældende bestemmelser.

Det var Undervisningsministeriets opgave at påse at universitetets skøn ikke lå uden for rammerne af et lovligt, fagligt skøn. Efter min opfattelse burde ministeriet på grundlag af universitetets udtalelser om (B)'s kvalifikationer have bedt universitetet om at redegøre for hvad der præcist lå til grund for universitetets vurdering af at (B) opfyldte bekendtgørelsens faglige krav til et bedømmelsesudvalgsmedlem.

Jeg har gjort Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse. Jeg mener imidlertid ikke at der er grundlag for at henstille at ministeriet genoptager sagen, dels fordi stillingen nu er besat, dels fordi to utvivlsomt fagkyndige medlemmer, og dermed bedømmelsesudvalgets flertal, indstillede at stillingen blev besat med den ansøger der faktisk blev ansat.

2. Aarhus Universitets behandling af sagen

a. Aarhus Universitet afviste at svare på Deres spørgsmål om (B)'s kvalifikationer med henvisning til at man ikke anså Dem for kvalificeret til stillingen.

Adgangen for ansøgere til at gøre indsigelse mod sammensætningen af et bedømmelsesudvalg vil undertiden forudsætte at den pågældende ansøger får nærmere oplysning om grundlaget for udpegelsen af medlemmer, herunder om baggrunden for at et medlem anses for at opfylde kravene i ansættelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2. Så vidt jeg kan se, vil denne oplysningspligt være forholdsvis enkel at opfylde gennem henvisning til akademiske grader og videnskabelige hovedværker inden for det pågældende fagområde, medmindre der kan rejses en vis tvivl om hvorvidt vedkommende faktisk opfylder de i bekendtgørelsen fastsatte betingelser. Enhver ansøger har krav på at modtage sådanne oplysninger medmindre de må anses for at være notoriske for ansøgeren; eller sagt med andre ord: Institutionen må naturligvis være rede til at give en fyldestgørende begrundelse for beslutningen om at udpege medlemmer af et bedømmelsesudvalg. I modsat fald ville ansøgeres ret til at gøre indsigelse efter omstændighederne blive illusorisk.

En opfattelse fra universitetets side om at en ansøger på forhånd må anses for ikke kvalificeret til stillingen, er uden betydning for pligten til at meddele den anførte begrundelse. - Støtter en sådan opfattelse sig efterfølgende på udtalelser fra bedømmelsesudvalget, er der tale om en administrativ fejl af alvorlig karakter; man ville i så fald henvise til udtalelser fra det bedømmelsesudvalg hvis sammensætning i givet fald ønskes anfægtet på grundlag af de oplysninger der nægtes udleveret.

Fakultetets behandling af Deres anmodning om de pågældende oplysninger - og dermed en begrundelse for at fakultetet anså (B) for at opfylde ansættelsesbekendtgørelsens krav - må jeg på baggrund af det anførte anse for overordentlig beklagelig.

Jeg har gjort Aarhus Universitet bekendt med min opfattelse.

b. Da (C) afviste Deres klage over (B)'s deltagelse i bedømmelsesudvalget, vejledte han Dem ikke samtidig om klagemulighederne, jf. forvaltningslovens § 25.

Dette er beklageligt. Jeg har gjort Aarhus Universitet bekendt med min opfattelse.

c. Da Aarhus Universitet først besvarede Undervisningsministeriets anmodning om en udtalelse til sagen umiddelbart inden stillingen blev besat, må jeg lægge til grund at ministeriet i realiteten blev afskåret fra at ændre universitetets afgørelse af Deres klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning. Dette er uheldigt.

Aarhus Universitet har afvist at universitetet burde have undladt at besætte stillingen før ministeriet havde haft lejlighed til at afslutte behandlingen af Deres klage. Universitetet har begrundet dette med hensynet til medansøgere og universitetets drift.

Dette giver mig for så vidt ikke anledning til bemærkninger, idet jeg dog understreger at hvis universitetet havde meddelt Dem klagevejledning og havde fremmet udarbejdelsen af udtalelsen til Undervisningsministeriet, ville det formentlig have været muligt for ministeriet at træffe afgørelse i sagen inden stillingen blev besat.

Jeg mener det er beklageligt at universitetet ikke fremmede udarbejdelsen af udtalelsen.

Jeg har gjort Aarhus Universitet bekendt med min opfattelse.

3. Undervisningsministeriets behandling af sagen

a. Undervisningsministeriet meddelte Dem den 6. juli 1994 at De kunne forvente svar på Deres klage ultimo august 1994.

Det er under min behandling af sagen slået fast at De ved ministeriets brev af 10. oktober 1994 blev underrettet om at ministeriet endnu ikke havde modtaget universitetets udtalelse. Hvorvidt De inden da var blevet underrettet telefonisk af ministeriet, er omtvistet idet De hævder at De kun én gang - den 9. oktober 1994 - har været i telefonisk kontakt med ministeriets sagsbehandler, mens ministeriet hævder at De flere gange rettede telefonisk henvendelse til ministeriet, og da blev orienteret om sagens behandling. Ministeriet har imidlertid ikke noteret datoen for disse telefonsamtaler.

Påstand står således mod påstand, og jeg mener ikke at en nærmere undersøgelse af sagen fra min side kan klarlægge om De - bortset fra den 10. oktober 1994 - er blevet underrettet om at sagen trak ud. Ministeriets manglende notering af tidspunkterne for Deres af ministeriet hævdede henvendelser giver mig ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise ministeriets påstand og lægge Deres til grund, omend det naturligvis er uheldigt at ministeriet ikke har sikret sig denne form for dokumentation af forhold som var af betydning for en eventuel senere vurdering af, om ministeriet i forhold til Dem kunne siges at have opfyldt sin underretningspligt. Jeg foretager mig derfor ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

b. Ministeriet påtalte først den 20. marts 1995 samtidig med ministeriets første udtalelse til mig at universitetet ikke havde givet Dem klagevejledning.

Jeg mener ministeriet burde have påtalt den manglende klagevejledning allerede da ministeriet traf afgørelse i sagen. Jeg mener endvidere ministeriet burde have påtalt universitetets sene besvarelse af ministeriets anmodning om en udtalelse.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

c. Som det fremgår af ovenstående, mener jeg ikke universitetet var berettiget til at afvise at oplyse Dem om (B)'s kvalifikationer. Da Undervisningsministeriet har støttet universitetets opfattelse af dette spørgsmål, har jeg gjort ministeriet bekendt med min opfattelse af spørgsmålet."

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En ansøger til en lektorstilling ved Aarhus Universitet klagede over at en bestemt person var blevet formand for bedømmelsesudvalget. Han klagede endvidere over at universitetet havde afvist at besvare hans spørgsmål om formandens kvalifikationer.

Ansøgeren klagede endvidere over at stillingen var blevet besat inden Undervisningsministeriet havde afgjort klagen over bedømmelsesudvalgets sammensætning.

Ombudsmanden kritiserede Aarhus Universitet for ikke at have besvaret ansøgerens spørgsmål om formandens kvalifikationer. Ombudsmanden kritiserede endvidere Undervisningsministeriet for at have afvist ansøgerens klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning, uden at undersøge om formanden besad de fornødne kvalifikationer til at være medlem af udvalget. (J.nr. 1994-2559-810).