Begrundelse i eksamensklagesager

Begrundelse i eksamensklagesager

A klagede over at et ankenævns begrundelse for afvisning af hans klage over en eksamensbedømmelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24.

Det fremgår af sagen at A i et brev til Det juridiske Fakultet klagede over at hans besvarelse af opgaverne i Obligationsret ved vintereksamen 1994-95 kun var blevet bedømt til karakteren 6. A redegjorde nærmere for hvorfor han mente at denne karakter var for lav.

A's klage blev forelagt for bedømmerne der den 20. februar 1995 fastholdt karakteren og redegjorde nærmere for baggrunden herfor. A modtog kopi af bedømmernes afgørelse med brev af 22. februar 1995 fra fakultetet.

A klagede i brev af 4. marts 1995 over afgørelsen. Han kom med bemærkninger til bedømmernes bemærkninger.

I brev af 5. april 1995 meddelte Ankenævnet at det havde besluttet at fastholde karakteren. I begrundelsen for afgørelsen anførte Ankenævnet

"Ankenævnet har efter at have gennemgået opgaveteksten, truffet afgørelsen ud fra en samlet bedømmelse af opgavebesvarelsen, klageskrivelserne samt bedømmernes udtalelse af 20. februar 1995."

Fakultetet sendte afgørelsen til A. For så vidt angik begrundelsen for afgørelsen, henviste fakultetet til Ankenævnets afgørelse og den af bedømmerne afgivne begrundelse/udtalelse af 20. februar 1995.

A klagede herefter til Undervisningsministeriet over at Ankenævnets begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Han henviste bl.a. til at han over for Ankenævnet havde påpeget at visse dele af bedømmernes begrundelse efter hans opfattelse indeholdt fejl. A mente derfor ikke at en henvisning til bedømmernes begrundelse og en samlet vurdering var en tilstrækkelig begrundelse.

Fakultetet forelagde klagen for formanden for Ankenævnet der svarede i brev af 27. april 1995. Heri står der bl.a.

"... ankenævnets afgørelser i sager om klager over karaktergivningen i skriftlige opgaver beror på en samlet vurdering af navnlig opgavebesvarelsen sammenholdt med klagepunkterne og bedømmernes kommentarer hertil. Der kan i den forbindelse være mange punkter i bedømmernes besvarelser, som af ankenævnets enkelte medlemmer er tillagt forskellig betydning for den samlede bedømmelse, uden at det er muligt at gengive samtlige disse forskellige parametres betydning for de enkelte medlemmers votum og dermed for ankenævnets samlede afgørelse.

Under henvisning til klagerens påberåbelse af bestemmelsen i § 24 i forvaltningsloven om, hvilke elementer en begrundelse af en forvaltningsretlig afgørelse, der beror på et administrativt skøn, skal indeholde, skal jeg meddele, at selve udmålingen af en karakter for en eksamenspræstation efter min opfattelse ikke er en afgørelse, der beror på et administrativt skøn i forvaltningslovens (eller forvaltningsretlig) forstand. Det følger således ikke af bestemmelsen i § 24 i forvaltningsloven, at ankenævnets begrundelse for ikke at tilsidesætte en bedømmelse skal indeholde en angivelse af, hvilke elementer i en besvarelse af en eksamensopgave sammenholdt med retstilstanden og det eksamenspensum, der er eksamineret i, som danner grundlag for, at ankenævnet ikke har villet forkaste bedømmernes henførelse af den samlede eksamenspræstation til en af de karakterer i den karakterskala, der er fastsat i § 1 i bekendtgørelse nr. 148 af 5.4.1971 med senere ændring om karaktergivning ved de højere uddannelsesinstitutioner.

..."

I brev af 13. august 1995 kom A med bemærkninger til ankenævnsformandens udtalelse.

Undervisningsministeriet traf herefter afgørelse den 21. september 1995. Efter en redegørelse for sagen skrev ministeriet

"Undervisningsministeriet kan til udtalelsen fra ankenævnets formand tilføje, at ankenævnet ved en afvisning af en klage ikke skal foretage en omvurdering af eksamenspræstationen for derved at komme med nye argumenter, der eventuelt kunne føre til fastholdelse af den givne karakter.

Ses der ikke at foreligge noget misforhold mellem den foretagne karaktergivning og den begrundelse herfor, som censor og eksaminator allerede har givet, skal klagen afvises.

Vi kan derfor ikke give Dem medhold i, at ankenævnets kendelse lider af en retlig mangel.

..."

A klagede herefter til mig. Jeg indhentede i den anledning udtalelser af 28. november 1995, 18. januar 1996 og 20. marts 1996 fra henholdsvis universitetet, Ankenævnet og Undervisningsministeriet. Jeg indhentede endvidere sagens akter.

Universitetet havde ingen yderligere bemærkninger til sagen.

Ankenævnet havde heller ikke bemærkninger til A's klage, men Ankenævnet tilføjede at det på et møde den 5. september 1995 i anledning af A's og andre klager mere generelt havde drøftet hvorledes Ankenævnets begrundelser i sager af denne karakter kunne udformes. Der var enighed i Ankenævnet om at det "i almindelighed ikke er muligt for nævnet at give en mere detaljeret begrundelse vedrørende karaktergivningen."

Undervisningsministeriet anførte i sin udtalelse

"...

Efter Undervisningsministeriets opfattelse er bedømmelser af uddannelsessøgende ikke en forvaltningsafgørelse i forvaltningslovens forstand, men derimod udtryk for en faktisk forvaltningsvirksomhed. Efter ministeriets opfattelse er bedømmelser typeforskellige fra de sædvanlige forvaltningsafgørelser, som forvaltningsloven er udformet med henblik på.

I forbindelse med behandlingen af eksamensklagesager anvendes forvaltningslovens bestemmelser, når klageinstansen er en offentlig myndighed.

Undervisningsministeriet skal, for så vidt angår klagerens spørgsmål om begrundelse efter forvaltningslovens § 24, henholde sig til det af ankenævnsformanden i afgørelsen af 27. april 1995 anførte.

Ministeriet kan i øvrigt henholde sig til udtalelserne fra Københavns Universitet og ankenævnsformanden af henholdsvis 29. november 1995 og 18. januar 1996.

..."

Jeg sendte A kopi af udtalelserne, og han kom med bemærkninger hertil i brev af 17. april 1996. A anførte bl.a. at der i hvert fald i forbindelse med klagesagen måtte være tale om skønsudøvelse. A mente fortsat at Ankenævnet burde have taget stilling til de punkter hvor han i klagen til Ankenævnet havde erklæret sig uenig med bedømmerne.

Efter en nærmere gennemgang af sagen bad jeg i brev af 6. august 1996 Ankenævnet og Undervisningsministeriet om supplerende udtalelser. Jeg sendte med brev af samme dato A en kopi af den supplerende høring.

I brevet citerede jeg afsnittet i ankenævnsformandens brev af 27. april 1995 om begrundelse og skrev herefter bl.a.

"... ankenævnsformandens udtalelse af 27. april 1995 kan efter min opfattelse forstås på to måder.

Ankenævnet kan for det første være af den opfattelse at udmåling af en karakter for en eksamenspræstation ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at nævnets afgørelse efter § 11 i bekendtgørelse om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner (bek. nr. 93 af 15. februar 1990) derfor vedrører faktisk forvaltningsvirksomhed. Nævnets opfattelse kan herefter være at nævnet efter forvaltningslovens § 24 ikke er forpligtet til nærmere at angive hvilke elementer der har dannet grundlag for Ankenævnets afgørelse, således at nævnet alene skal meddele om den faktiske forvaltningsvirksomhed er udført korrekt eller ej.

For det andet kan Ankenævnet forstås således at en udmåling af en karakter for en eksamenspræstation efter nævnets opfattelse er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men at afgørelsen ikke beror på et administrativt skøn, og at forvaltningslovens § 24 af denne årsag ikke forpligter nævnet som anført ovenfor.

Jeg beder om at Undervisningsministeriet og Ankenævnet med udgangspunkt i de to opstillede fortolkningsmåder uddyber det af ministeriet og nævnet anførte vedrørende arten af den virksomhed der består i udmåling af en karakter for en eksamenspræstation. Jeg beder endvidere om at ministeriet og nævnet redegør for deres opfattelse af dette spørgsmåls betydning for kravene til Ankenævnets begrundelse."

Jeg modtog herefter udtalelser af 7. oktober og 1. november 1996 fra henholdsvis Ankenævnet og Undervisningsministeriet.

Ankenævnet anførte i sin udtalelse

"...

Ankenævnets realitetsbeslutninger i sager om klager over bedømmeres karakterfastsættelse er efter Ankenævnets opfattelse afgørelser i forvaltningslovens forstand. Afgørelserne skal derfor bl.a. ledsages af en begrundelse, der opfylder kravene i forvaltningslovens § 24.

I sager om klager, der navnlig begrundes med, at bedømmerne har vurderet en række elementer i en opgavebesvarelse forkert, således at den samlede besvarelse er blevet henført til en for lav karakter, skal Ankenævnet foretage en vurdering af, om den pågældende karakter, som bedømmerne har givet, må anses for forkert. Afgørelsen af dette spørgsmål sker efter Ankenævnets opfattelse ikke ud fra et skøn i forvaltningslovens forstand, men ud fra nævnsmedlemmernes bedømmelse af, om de kriterier for karaktergivning, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 513 af 22. juni 1995 om karakterskala og anden bedømmelse, må antages at være anvendt forkert. Afgørelsen bygger på at nævnsmedlemmerne foretager en sagkyndig helhedsvurdering af opgavebesvarelsen - på samme måde som bedømmerne - og sammenholder denne bedømmelse med de klagepunkter, som klageren har anført. Ankenævnet mener ikke, at en sådan sagkyndig vurdering af en karakterafgørelses rigtighed er eller bør sidestilles med afgørelser, der beror på et administrativt skøn, og som derfor efter forvaltningslovens § 24 skal angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen med den følge, at nævnet skulle angive de elementer i opgavebesvarelsen og udtalelserne, der har ført til, at nævnet ikke finder grundlag for at forkaste den karakter, som de sagkyndige bedømmere har vurderet opgaven til.

Ankenævnet finder det endvidere i almindelighed ikke praktisk muligt i sager om fastsættelse af karakter for en hel eksamenspræstation, der består af mange delelementer, at angive, hvilke elementer der har ført til, at nævnet som sådant har fundet, at bedømmernes karakter ikke kunne forkastes. Det skyldes, at nævnets medlemmer hver for sig må foretage en helhedsvurdering af opgavebesvarelsen ud fra de faglige krav, der må antages at gælde for faget, og de kriterier, der er anført i den nævnte karakterbekendtgørelse med hensyn til bl.a viden, færdigheder, brug af begreber og metoder og fremstillingsevne. Der er på denne baggrund ofte mange punkter i begrundelsen for en klage og bedømmernes udtalelse herom, som af nævnets fire medlemmer tillægges en lidt forskellig betydning for den samlede bedømmelse, og nævnets beslutning om at afvise en anke er derfor heller ikke nødvendigvis udtryk for, at dets medlemmer fuldt ud tiltræder den vurdering og vægtning af eksamenspræstationens forskellige elementer, som indeholdes i bedømmernes udtalelse. Hertil kommer, at der i den samlede bedømmelse også indgår opgavebesvarelsens øvrige niveau. Det er derfor normalt ikke muligt i denne type af klagesager at sammenfatte, hvilke elementer og med hvilken indbyrdes vægt de har været bestemmende for det samlede nævns resultat.

I en del sager begrundes kravet om karakterforhøjelse eller reeksamination udelukkende eller væsentligt med fejl eller mangler vedrørende eksamensgrundlaget - typisk at opgaven eller spørgsmål under eksaminationen er stillet i stof, der ikke er eksamenspensum - eller vedrørende eksamensforløbet - typisk eksaminators adfærd. Finder Ankenævnet, at det ikke er godtgjort, at der foreligger en mangel, eller at manglen ud fra en samlet vurdering ikke bør medføre reeksamination, tilstræber Ankenævnet i begrundelsen i sådanne sager særskilt at angive, at nævnet ikke har fundet, at den påberåbte mangel kan føre til, at der sker en forhøjelse eller tilbydes reeksamination. Det samme gælder i tilfælde, hvor klagen helt eller i væsentlig grad begrundes med, at klageren ikke mener at have begået fejl, som bedømmerne henviser til i deres udtalelse. Det gælder dog normalt ikke i tilfælde, hvor det af bedømmernes besvarelse af klagen fremgår, at de påståede mangler vedrørende bedømmelsen eller eksamensgrundlaget, der klages over, ingen selvstændig betydning har haft på deres karakterfastsættelse.

Særligt med hensyn til spørgsmålet om, hvilken art virksomhed karakterfastsættelse kan antages at være, kan det oplyses, at karakterfastsættelse som sådan efter nævnets opfattelse ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Den bedømmelse, der foretages af bedømmerne, har karakter af en sagkyndig bedømmelse, der tager udgangspunkt i de faglige krav, der er opstillet eller må antages at gælde for uddannelsen, jf. § 2 i den nævnte karakterbekendtgørelse. Karakteren fremkommer ved, at bedømmerne henfører nogle faktiske forhold - eksaminandens viden, brug af metode, fremstillingsevne o.s.v. - således som bedømmerne ud fra deres særlige sagkundskab opfatter dem, til den målestok, der er fastlagt i karakterskalaen i den nævnte bekendtgørelse. ...

Bedømmernes fastsættelse og meddelelse af en eksamenskarakter er således efter nævnets opfattelse faktisk forvaltningsvirksomhed i form af en sagkyndig udtalelse, der ikke fastsætter, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde, og som ikke i sig selv udløser retsvirkninger for eksaminanden.

..."

Undervisningsministeriet henholdt sig til Ankenævnets udtalelse. Ministeriet henviste også til undervisningsministerens svar af 19. august 1996 med redegørelse til Folketingets Retsudvalg (jf. herom nedenfor).

Ombudsmandens udtalelse

"1. Undervisningsministeriet har fastsat nærmere regler om behandling af eksamenklager. Da bedømmerne og Ankenævnet traf afgørelser i Deres sag, gjaldt bek. nr. 81 af 1. februar 1995 om behandling af eksamensklager ved de videregående uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet. Reglerne findes nu i bek. nr. 701 af 21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.

En eksamensklage kan vedrøre eksaminationsgrundlaget, eksaminationsforløbet og/eller bedømmelsen (§ 1 i den dagældende bekendtgørelse og § 29 i den nugældende bekendtgørelse). Klagen forelægges for de oprindelige bedømmere der kan foretage en ny bedømmelse, tilbyde reeksamination eller afvise klagen (hhv. § 4, stk. 1, og § 32, stk. 1). Bedømmernes afgørelse kan indbringes for et ankenævn (hhv. § 7 og § 36). Ankenævnet kan forhøje karakteren, beslutte ny bedømmelse ved nye bedømmere, give tilbud om reeksamination ved nye bedømmere eller afvise anken (hhv. § 11 og 40). Ankenævnets (og bedømmernes) afgørelse kan for så vidt angår retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet via institutionen (hhv. § 17 og §§ 46 og 48).

2. En skriftlig afgørelse der ikke giver parten fuldt ud medhold, skal ledsages af en begrundelse (forvaltningslovens § 22).

2.1. Ankenævnet og Undervisningsministeriet har anført at karaktergivning ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand (og dermed ikke skal begrundes, jf. forvaltningslovens § 22).

Dette spørgsmål har jeg tidligere haft lejlighed til at tage stilling til, jf. min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 315ff. Jeg udtalte at det ikke uden videre kan fastslås at beslutninger om karaktergivning er afgørelser i forvaltningslovens forstand. Jeg henledte Folketingets Retsudvalgs og undervisningsministerens opmærksomhed på spørgsmålet om hvorvidt karakterfastsættelse bør betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand, med henblik på at det kunne tages under overvejelse om der burde ske en udtrykkelig afklaring heraf i lovgivningen. Undervisningsministeriet har i den anledning udarbejdet en redegørelse til Folketingets Retsudvalg. Jeg har modtaget en kopi af redegørelsen og ministeriets følgebrev af 19. august 1996 til retsudvalget. I redegørelsen har ministeriet anført at forvaltningslovens bestemmelser om sædvanlige afgørelsessager ikke bør gælde for bedømmelser af de uddannelsessøgendes præstationer, og der er i redegørelsen givet en nærmere begrundelse for dette standpunkt.

Ankenævnets og Undervisningsministeriets opfattelse hvorefter karaktergivning ikke kan anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand, kan på denne baggrund ikke give mig anledning til bemærkninger. Forvaltningslovens regler, herunder reglerne om begrundelse, finder derfor ikke anvendelse ved karaktergivning.

2.2. Som anført af Ankenævnet i den supplerende udtalelse og som det også fremgår af sagen i beretningen for 1993, s. 315ff, er afgørelser der træffes i en klagesag , vedrørende eksamen afgørelser i forvaltningslovens forstand. De ovenfor nævnte regler om behandling af eksamensklager bruger da også betegnelsen 'afgørelse', jf. bl.a. §§ 7 og 13 i den dagældende bekendtgørelse og §§ 34, 41 og 46 i den nugældende bekendtgørelse. Bedømmernes og Ankenævnets afgørelser i anledning af klager vedrørende eksamen skal derfor begrundes, jf. forvaltningslovens § 22.

3. Kravene til indholdet af en begrundelse findes i forvaltningslovens § 24 der har følgende indhold

'En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3....'

Som et overordnet krav gælder at begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 163, og Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 132).

Der kan herudover ikke siges noget præcist om hvor udførlig en begrundelse skal være. Det afhænger af en konkret vurdering bl.a. af afgørelsens art og karakter samt partens egen udførlighed i forbindelse med sagen (jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371-372).

Ankenævnets afgørelse er en standardbegrundelse. Der er intet til hinder for anvendelse af standardbegrundelser, men kravene i forvaltningslovens § 24 gælder også for indholdet af sådanne begrundelser (jf. Forvaltningsret (1994), s. 374).

3.1. Retsgrundlaget for bedømmernes og Ankenævnets afgørelser er angivet i fakultetets følgebreve til Dem ved fremsendelse af disse afgørelser. (For så vidt angår bedømmernes afgørelse, er der henvist til den bekendtgørelse der gjaldt forud for bekendtgørelsen af 1. februar 1995, og som var gældende da klagen blev indgivet).

3.2. Efter § 24, stk. 1, skal begrundelsen for afgørelser der bygger på et 'administrativt skøn' angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

I Ankenævnets supplerende udtalelse - som Undervisningsministeriet har tiltrådt - er det anført at bedømmelse af en eksamenspræstation (karaktergivning) er en sagkyndig bedømmelse, og at Ankenævnets vurdering af om bedømmelsen er forkert, derfor også sker ud fra 'sagkyndig helhedsvurdering' og ikke 'ud fra et skøn i forvaltningslovens forstand'. Ankenævnets vurdering af om karakteren er forkert, bygger på en bedømmelse af om kriterierne for karaktergivning er anvendt forkert. Ankenævnets afgørelse træffes således på baggrund af en sagkyndig helhedsvurdering af opgavebesvarelsen sammenholdt med klagepunkterne. En sådan sagkyndig vurdering er eller bør efter Ankenævnets opfattelse ikke sidestilles med afgørelser der bygger på et administrativt skøn.

Jeg forstår Ankenævnets udtalelser sådan at 'sagkyndige vurderinger' efter Ankenævnets opfattelse ikke falder ind under begrebet 'administrativt skøn' i forvaltningslovens § 24, stk. 1, og at Ankenævnet derfor ikke efter denne bestemmelse er forpligtet til at angive 'hovedhensyn'.

Ankenævnets opgave ved behandling af eksamensklager er som nævnt af Ankenævnet at tage stilling til om de fastsatte kriterier for bedømmelsen er fulgt. Kriterierne findes nu i Undervisningsministeriets bek. nr. 513 af 22. juni 1995 om karakterskala og anden bedømmelse. I Deres tilfælde er bedømmelsen sket ud fra den tidligere bekendtgørelse om karaktergivning ved de højere uddannelsesinstitutioner (bek. nr. 148 af 5. april 1971, som ændret ved bek. nr. 503 af 25. november 1971). Bedømmelsen af eksamensadfærden skulle efter § 3 i den dagældende bekendtgørelse foretages således at den vedrørte 'eksaminandens viden, redegørelse for denne, begrundelse for redegørelsen, vurdering af den fremstillede viden og anvendelsen af den', og karakteriseringen af eksamensadfærden skulle ske 'ved anvendelsen af skalaens tre trin'.

Jeg har ingen bemærkninger til opfattelsen hvorefter bedømmelsen af en eksamenspræstation, og dermed bedømmernes og Ankenævnets stillingtagen til en klage over bedømmelsen, bygger på en fagkyndig vurdering og ikke på et rent administrativt skøn. (Jeg henviser herved også til Hans Gammeltoft-Hansen i 'Liv, arbejde og forvaltning' (1995), s. 165ff).

I forarbejderne til forvaltningslovens § 24 anføres det at begrundelsen i det omfang afgørelsen efter de gældende regler 'beror på et skøn', tillige skal angive de 'hovedsynspunkter, der har været bestemmende for skønsudøvelsen' (jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 163).

Bestemmelserne om begrundelse er udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 657/1972 om begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs. Reglerne i § 24 om de indholdsmæssige krav til begrundelser svarer i det væsentlige til udvalgets cirkulæreudkast og bemærkninger om begrundelsers indhold, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 162.

I den nævnte betænkning er det anført at der ved fastsættelse af kravene til indholdet af en begrundelse er særlige vanskeligheder når afgørelsen bygger på et skøn. Det anføres bl.a. at der er særlige vanskeligheder 'i de tilfælde, .... hvor mere umiddelbart skøn eller vurdering spiller en stor rolle, således ved ... eksaminer, ... o.l.' Det synes således forudsat i forarbejderne at skønsmæssige afgørelser - i hvert fald i denne sammenhæng - også omfatter afgørelser der bygger på faglige vurderinger.

Det er endvidere som nævnt ifølge forarbejderne et overordnet krav til begrundelsen at den forklarer hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. En henvisning til at afgørelsen bygger på en sagkyndig - eller fagkyndig - vurdering, opfylder ikke dette krav. Der er derfor efter min opfattelse ikke holdepunkter for at antage at anvendelse af begrebet 'administrativt' skøn har tilsigtet at begrænse begrundelsespligten for afgørelser der bygger på en sag- eller fagkyndig vurdering til angivelse af retsgrundlaget og de faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for afgørelsen. Der er således efter min opfattelse ikke tvivl om at afgørelser der bygger på sådanne vurderinger, skal angive 'grunden(e)' til at afgørelsen har fået det pågældende indhold. Når en eksamensklage afvises, skal det således i begrundelsen angives hvorfor klagen er afvist.

3.3. Bedømmerne har i deres afgørelse af 20. februar 1995 i Deres sag nærmere begrundet hvorfor de har besluttet af fastholde karakteren (og dermed afvist klagen). Denne begrundelse giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ankenævnet har i sin begrundelse for afgørelsen skrevet at nævnet har lagt vægt på opgavebesvarelsen (i relation til opgavebeskrivelsen), Deres klageskrivelser og bedømmernes udtalelse i anledning af Deres klage. Jeg må forstå Ankenævnets henvisning til bedømmernes udtalelse sådan at nævnet på denne baggrund har skønnet at karakteren var meddelt i overensstemmelse med de gældende kriterier i bekendtgørelsen herom.

Ankenævnet har i den supplerende udtalelse anført at det ikke er praktisk muligt for Ankenævnet i sager om karakterfastsættelse at angive hvilke elementer der har ført til afgørelsen. Ankenævnet har henvist til at nævnsmedlemmerne hver især foretager en selvstændig bedømmelse, og at de enkelte medlemmer kan tillægge de forhold der er anført i klagen, og bedømmernes afgørelse forskellig betydning for den samlede bedømmelse. Nævnets afgørelse er derfor ikke altid udtryk for at alle medlemmerne har tiltrådt bedømmernes vurdering og vægtning af eksamenspræstationen.

Begrundelsespligten gælder fuldt ud for kollegiale organer (jf. Folketingstidende 1985-86, sp. 75-76). Hvor udførlig en begrundelse skal være for at opfylde kravet om at give en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, afhænger imidlertid som nævnt af en konkret vurdering bl.a. af afgørelsens art og karakter (samt i nogen måde partens egen udførlighed i forbindelse med sagen).

På det foreliggende grundlag finder jeg ikke anledning til at tage stilling til Ankenævnets - noget kategorisk formulerede - opfattelse hvorefter det 'ikke [er] praktisk muligt' at angive de elementer der har ført til afgørelsen. Begrundelse for afgørelser vedrørende eksamenspræstationer er som anført i betænkningen og i Ankenævnets udtalelse vanskelig, og kravene til begrundelsens specifikation og udførlighed må ses i sammenhæng hermed. Ankenævnet skal ved sin vurdering ikke foretage en egentlig fornyet vurdering af eksamenspræstationen (eller give en begrundelse for den karakter som bedømmerne har givet), men skal vurdere om bedømmernes vurdering af præstationen ligger inden for rammerne af bekendtgørelsens regler herom. De enkelte medlemmer af Ankenævnet kan endvidere som anført af nævnet komme til samme resultat (afvisning) ud fra forskellige vurderinger og vægtninger af de forskellige elementer i sagen. Der kan således efter min opfattelse ikke stilles vidtgående krav til indholdet af Ankenævnets begrundelser.

Ankenævnets begrundelse opfylder på denne baggrund efter min opfattelse minimumskravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.

3.4. Selv om en begrundelse for så vidt opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, er det imidlertid ikke givet at den er tilstrækkelig til opfyldelse af det overordnede krav om at give en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. Hans Gammeltoft-Hansen, Forvaltningsret (1994), s. 371. Ud over afgørelsens art og karakter skal der ved vurderingen af om begrundelsen er tilstrækkelig, som nævnt ovenfor lægges vægt på partens egen udførlighed i forbindelse med sagen. Der består dog ikke en pligt til at gå ind på alt det som parten har gjort gældende, men i det omfang der er tale om relevante anbringender, er der en formodning for at de skal berøres i begrundelsen (jf. Forvaltningret (1994), s. 372).

Spørgsmålet er om Ankenævnet burde have kommenteret Deres bemærkninger i klagen af 4. marts 1995 til Ankenævnet til bedømmernes begrundelse.

Jeg må forstå Ankenævnets henvisning til Deres klageskrivelser sådan at nævnet har været opmærksom på det De har anført (også i klagen til Ankenævnet), men ikke har ment at det kunne begrunde en højere karakter (eller en ny bedømmelse ved nye bedømmere). Ankenævnets manglende kommentarer til Deres indsigelser må jeg endvidere forstå sådan at nævnet ikke har kunnet give Dem medhold i nogen af disse indsigelser.

De er på visse punkter uenig i bedømmernes begrundelse. Jeg forstår at De herefter mener at Ankenævnet derfor i sin begrundelse burde have taget stilling til denne uenighed (også selv om nævnet ikke fandt at det kunne begrunde en højere karakter eller en ny bedømmelse).

Om der er tale om et relevant anbringende der bør kommenteres i begrundelsen, afhænger af en konkret vurdering der i vidt omfang er af fagkyndig art. Sådanne vurderinger kan jeg efter reglerne for ombudsmandens virksomhed kun kritisere hvis der er særlige omstændigheder. Sådanne særlige omstændigheder har jeg ikke fundet i Deres sag.

Jeg kan derfor ikke kritisere Ankenævnets begrundelse i sagen.

3.5. Jeg har noteret mig at Ankenævnet - bl.a. på baggrund af Deres sag - har drøftet udformningen af Ankenævnets begrundelse, men var enige om at det 'i almindelighed' ikke er muligt at give en mere udførlig begrundelse. Jeg går således ud fra at nævnet i de konkrete sager overvejer behovet for en uddybende begrundelse og herunder tager stilling til relevante indsigelser. Endvidere har jeg noteret mig at Ankenævnet i de tilfælde der er nævnt i den supplerende udtalelse, tilstræber at give en nærmere begrundelse. Jeg går endvidere ud fra at nævnet er imødekommende over for anmodninger om uddybning af begrundelsen.

4. Da Deres klage til Undervisningsministeriet angik spørgsmålet om Ankenævnets begrundelse for afgørelsen i Deres sag opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, burde ministeriet efter min opfattelse dels have redegjort for denne bestemmelse, dels have begrundet hvorfor ministeriet mente at kravene i bestemmelsen var opfyldte.

Jeg har gjort Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.

5. Deres klage giver mig ikke i øvrigt anledning til at foretage mig mere.

..."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1993, s. 315ff.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En studerende klagede over begrundelserne for afvisningen af hans klage over en eksamensbedømmelse. Sagen gav anledning til diskussion om de krav til begrundelser der fremgår af forvaltningslovens § 24 i forbindelse med eksamensklagesager.

Der kunne efter ombudsmandens opfattelse ikke stilles vidtgående krav til indholdet af det pågældende ankenævns begrundelser, og begrundelsen i den konkrete sag opfyldte minimumskravene i forvaltningslovens § 24.

Ombudsmanden kritiserede derimod Undervisningsministeriet for ikke at opfylde kravene i forvaltningslovens § 24 i forbindelse med sin stillingtagen til klagen over Ankenævnets begrundelse. (J.nr. 1995-2258-712).