Valg af bisidder i forbindelse med lægeundersøgelse

Valg af bisidder i forbindelse med lægeundersøgelse

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

Foranlediget af en henvendelse fra Københavns Kommune, Magistratens 2. afdeling, iværksatte Sundhedsstyrelsen i slutningen af 1994 en undersøgelse af foretagne hofteoperationer på X Hospital (patienter opereret med ucementeret hoftealloplastik). Styrelsen nedsatte den 13. december 1994 et udvalg af overlægerne C, D og E til at forestå undersøgelsen. Ved breve af 28. marts 1995 indkaldte Sundhedsstyrelsen 15 hofteopererede patienter til nærmere undersøgelse den 18. og 19. april 1995. Disse patienter havde i et spørgeskema erklæret sig utilfredse med deres operation. I brevene til patienterne stod bl.a. følgende

"...

De får på undersøgelsesdagen foretaget en røntgenundersøgelse og klinisk undersøgelse. De kan, hvis det ønskes, ledsages af ægtefælle eller søn/datter. På grund af lokaleforhold kan der kun medtages en af 'de nærmeste'.

..."

Den 13. april 1995 skrev A til Sundhedsministeriet og klagede over at han ikke måtte ledsage patienter til den forestående undersøgelse trods disses ønske derom.

Da A den 19. april 1995 ledsagede B til undersøgelsen (B var den sidste i rækken af 15 patienter), afviste lægerne at lade A deltage som bisidder. I et notat af 16. maj 1995 fra medicinaldirektørens sekretær, F, beskrives forløbet forud for undersøgelsen således

"Efter udsendelse af brev til ptt. kontaktede (A) (F) og spurgte, hvorfor ptt. kun måtte medtage een af de nærmeste til undersøgelsen. (F) forklarede, at det er en standardsætning (amtssygehuset) normalt skriver i sine breve, som de havde bedt os skrive i brevet. (A) ytrede ønske om også at deltage i undersøgelsen, hvorefter (F) henviste ham til at kontakte overlæge (E). Overlæge (E) tog kontakt til medicinaldirektøren, og man blev enige om, at man ikke ønskede (A) som med-observatør ved undersøgelserne. Dette blev meddelt (A) af overlæge (E)."

Sundhedsministeren besvarede (A)'s brev af 13. april 1995 den 28. april 1995 og skrev bl.a. følgende

"Jeg kan oplyse Dem om, at der ikke i gældende lovgivning er fastsat særlige regler vedrørende patienters ret til at medtage bisiddere i forbindelse med undersøgelse og behandling inden for sundhedsvæsenet. Det er således op til det enkelte behandlingssted/den enkelte læge, hvorvidt man ud fra en lægefaglig vurdering kan tiltræde, at en bisidder overværer undersøgelsen m.v.

For så vidt angår undersøgelsen på (Amtssygehus Y) har ministeriet fået oplyst fra Sundhedsstyrelsen, at kun én af patienterne udtrykte ønske om, at De deltog i undersøgelsen. Den behandlende læge accepterede på denne baggrund, at De deltog i den efterfølgende samtale, der fandt sted i tilknytning til undersøgelsen."

Den 30. april og 21. maj 1995 rettede A henvendelse til mig om sagen. Efter A's opfattelse forelå der en tilsidesættelse af forvaltningslovens § 8, stk. 1.

Jeg sendte A's breve videre til Sundhedsministeriet der således fik lejlighed til at tage stilling til sagen direkte over for A, således som den herefter forelå.

Ministeriet bad Sundhedsstyrelsen om en udtalelse. Styrelsen svarede den 30. maj 1995 bl.a. følgende

"Som det fremgår af vedlagte notat udfærdiget af (F) (medicinaldirektørens sekretær), har ingen patienter overfor Sundhedsstyrelsen fremsat ønske om, at (A) medvirkede ved undersøgelsen.

Sundhedsstyrelsen er af den opfattelse, at en lægeundersøgelse ikke er omfattet af forvaltningslovens regler, som i følge lovens §2 gælder for behandling af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed dvs. sager, hvori den pågældende myndighed udfærdiger en forvaltningsakt, der har retsvirkning i forhold til enkeltpersoner.

Det kan i den forbindelse oplyses, at en patient mødte frem med (A) til undersøgelsen. Da man ikke fandt, at han kunne deltage i selve undersøgelsen, blev han indbudt til at deltage i den efterfølgende samtale med patienten og de 3 overlæger.

Man skal endvidere gøre opmærksom på, at en klinisk undersøgelse af en delvis afklædt patient ud fra et patient og lægeetisk synspunkt ikke kan overværes af en person, som patienten ikke har anmodet om at være til stede."

Sundhedsministeriet svarede A den 6. juni 1995 og skrev bl.a. således

"Vedrørende Deres oplysninger om, at De i forbindelse med fremmøde sammen med den sidste patient, der skulle undersøges (B), heller ikke her fik adgang til at deltage som bisidder, henvises der ligeledes til det af medicinaldirektøren i skrivelse af 30. maj 1995 oplyste, hvorefter patienten afstod fra at have Dem med som bisidder, og i øvrigt ønskede at deltage i undersøgelsen, og at der efterfølgende blev givet Dem adgang til at deltage i en samtale med patienten og de tre overlæger.

Sundhedsministeriet finder på denne baggrund ikke, at der efter det oplyste kan rejses kritik af, at De er blevet nægtet adgang til at medvirke som bisidder ved et antal af de hofteopererede patienter, der har deltaget i undersøgelsen.

Ministeriet har herved lagt til grund, at en lægelig undersøgelse som den pågældende ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om ret til bisidder, og at det derfor - uanset de pågældende patienter måtte have anmodet herom eller ej - må bero på en lægefaglig og patient-/lægeetisk vurdering, om en bisidder kan medvirke."

A rettede herefter på ny henvendelse til mig. A anførte at B havde ret til en bisidder, og henviste herved til Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, pkt. 40 og 42.

Den 4. august 1995 bad jeg Sundhedsministeriet om en udtalelse i anledning af A's klage. Jeg bad om at ministeriet forinden indhentede udtalelser fra de tre overlæger og fra Sundhedsstyrelsen.

De tre overlæger skrev i en udtalelse af 21. august 1995 bl.a.

"Forud for undersøgelsen var (A) blevet informeret om, at hans ønske om at fungere som bisidder ikke kunne imødekommes. I øvrigt var der ingen af patienterne, der havde udtrykt ønske herom.

Ved undersøgelsen den 18. og 19. april 1995 mødte mange af patienterne ledsaget af en pårørende, mens andre mødte alene.

Da den sidste patient, (B), skulle undersøges, mødte han sammen med (A), som ønskede at deltage ved undersøgelsen. Patienten og (A) blev informeret om, at man ikke ønskede (A)'s deltagelse ved undersøgelsen. (B) blev oplyst om, at vi naturligvis var til hans disposition, hvorefter han uden tøven ønskede undersøgelsen foretaget uden deltagelse af (A).

For at imødekomme (A) havde vi sammen med patienten og (A) efterfølgende en samtale, hvor problemer ved og resultater efter hoftealloplastik generelt blev drøftet."

I sin udtalelse af 4. september 1995 skrev Sundhedsstyrelsen bl.a. følgende om baggrunden for at patienternes mulighed for at blive ledsaget i indkaldelsen var begrænset til at angå "de nærmeste"

"Begrænsningen af ledsagere var lokaleforholdene, idet man skal bemærke, at der skulle være to læger til stede under undersøgelsen.

Baggrunden for, at man har nævnt ægtefælle eller søn/datter, er ud fra den erfaring, man har på hospitalerne, hvor folk, der skal til undersøgelse, normalt tager en nært beslægtet med."

Sundhedsministeriet gentog i en udtalelse hertil af 22. september 1995 at ministeriet ikke fandt, at kliniske undersøgelser var omfattet af forvaltningsloven. På den baggrund kunne ministeriet ikke kritisere at de tre overlæger havde afvist at lade A deltage ved undersøgelsen af B.

Den 14. oktober 1995 fremsatte A yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

"Det fremgår af sagen at (B) der mødte op til den kliniske undersøgelse den 19. april 1995 ledsaget af Dem, ønskede Dem som bisidder. De blev nægtet adgang og deltog således ikke i selve undersøgelsen, men alene i en efterfølgende samtale. Undersøgelsen fandt alligevel sted fordi (B) under de givne omstændigheder ønskede undersøgelsen foretaget uanset Deres manglende deltagelse.

Sagen drejer sig om hvorvidt lægerne med rette afviste at lade Dem deltage som ledsager til (B) ved den kliniske undersøgelse.

Det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Ved forvaltningslovens gennemførelse blev denne almindelige grundsætning, som hidtil havde været gældende på ulovbestemt grundlag, anset for så væsentlig at den blev optaget i forvaltningslovens § 8 der er sålydende

' § 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.'

Efter forvaltningslovens § 2 gælder bestemmelsen direkte i sager hvori der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

(B) blev undersøgt som led i Sundhedsstyrelsens udarbejdelse af en rapport om resultaterne af en bestemt type hofteoperationer på (X) Hospital (operationer med ucementeret hoftealloplastik). Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets opfattelse hvorefter bestemmelsen i forvaltningslovens § 8, stk. 1, ikke finder anvendelse i den konkrete sag, kan på den baggrund ikke give mig anledning til bemærkninger.

Grundsætningen om retten til repræsentation må imidlertid - også efter forvaltningslovens gennemførelse - antages at gælde i videre omfang på ulovbestemt grundlag. Dette har jeg også tidligere udtalt. Jeg henviser f.eks. til Folketingets Ombudsmands beretning for året 1992, s. 347ff. Jeg vedlægger en kopi af de relevante sider til Deres orientering.

De tre overlæger, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet burde derfor ikke alene have vurderet sagen på grundlag af bestemmelserne i forvaltningslovens § 8, men tillige på grundlag af de tilsvarende bestemmelser der gælder supplerende på ulovbestemt grundlag. Efter min mening følger det heraf at en patient i almindelighed har ret til at lade en anden person ledsage sig ved f.eks. kliniske undersøgelser på et offentligt hospital, og at patienten kan vælge hvem som helst til at ledsage sig, dvs. også blandt andre end 'de nærmeste'. Denne hovedregel kan efter en konkret vurdering fraviges hvis patientens interesse i at lade sig ledsage af en anden findes at burde vige for væsentlige offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

Jeg har gjort de tre overlæger, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet bekendt med min opfattelse, men foretager mig i øvrigt ikke mere i anledning af Deres henvendelse.

..."

NOTER (*1) Jf. FOB 1992, s. 347.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Tre overlæger undersøgte på Sundhedsstyrelsens vegne kvaliteten af en bestemt type hofteoperation. I den anledning blev et antal hofteopererede patienter indkaldt til undersøgelse. Patienterne fik i indkaldelsen at vide at de kunne ledsages af deres ægtefælle, en søn/datter eller en anden af "de nærmeste". En person som ikke var omfattet af denne personkreds, ønskede at ledsage en af patienterne, men blev afvist. Han klagede til Sundhedsministeriet og siden til ombudsmanden.

Ministeriet fastholdt under sagens behandling at forvaltningslovens regler om partsrepræsentation m.m. ikke fandt anvendelse fordi der ikke var tale om en afgørelsessag. Denne opfattelse gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Dette ulovbestemte princip, der har fundet udtryk i forvaltningslovens § 8 vedrørende afgørelsessager, gælder - også efter forvaltningslovens gennemførelse - i videre omfang på ulovbestemt grundlag. De tre overlæger, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet burde derfor ikke alene have vurderet sagen på grundlag af forvaltningslovens § 8, men tillige i lyset af den tilsvarende ulovbestemte grundsætning.

Ombudsmanden udtalte at efter disse bestemmelser har en patient i almindelighed ret til at lade en hvilken som helst person bistå sig ved f.eks. kliniske undersøgelser på et offentligt hospital. (J.nr. 1995-1276-409).