Partshøring vedr. Erhvervssygdomsudvalgets udtalelse til brug for Arbejdsskadestyrelsen

§ 10. Ved erhvervssygdomme forstås i denne lov

sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Endvidere sygdomme hos et levendefødt barn, der er pådraget inden fødslen som følge af moderens arbejde under graviditeten. Chefen for Arbejdsskadestyrelsen fastsætter i en fortegnelse, hvilke sygdomme der anses for at være af denne karakter. Det kan herved bestemmes, at sygdomme kun anses for omfattet, når de er forårsaget af arbejde i bestemte arbejdsområder eller andre særlige vilkår er opfyldt.

andre sygdomme, herunder sygdomme hos et levendefødt barn pådraget inden fødslen, hvis det godtgøres, enten at sygdommen efter den nyeste medicinske erfaring opfylder de krav, som er nævnt i nr. 1, 1. og 4. pkt., eller at den må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.

Stk. 2 . Sygdomme som følge af påvirkninger af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen vil kunne henføres under loven ved ændring af fortegnelsen nævnt i stk. 1, nr. 1, eller efter stk. 1, nr. 2, hvis det senere godtgøres, at disse påvirkninger har skadende effekt på foster eller barn.

Stk. 3 . Sygdomme, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk. 2, kan kun anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 58. Disse sygdomme skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at forelæggelsen vil være udsigtsløs.'

2. Anerkendelse af Deres lidelse som en erhvervssygdom

Som det fremgår af mit citat under pkt. 1, forstås ved erhvervssygdomme sygdomme der efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold hvorunder det foregår, er udsat for i højere grad end personer uden et sådant arbejde, jf. lovens § 10, stk. 1, nr. 1. Sådanne sygdomme optages i en fortegnelse som chefen for Arbejdsskadestyrelsen fastsætter.

Deres ryglidelse er ikke optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, og jeg kan derfor ikke kritisere Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse for ikke at have anerkendt lidelsen efter denne bestemmelse.

Ved erhvervssygdomme forstås endvidere andre sygdomme som må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art efter lovens § 10, stk. 1, nr. 2. Sådanne sygdomme kan dog kun anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jf. lovens § 10, stk. 3.

Spørgsmålet om hvorvidt Deres ryglidelse kan anerkendes som en erhvervssygdom efter lovens § 10, stk. 1, nr. 2, bygger dels på en bevismæssig vurdering af omfanget af Deres løftearbejde, dels på en vurdering som forudsætter lægelig sagkundskab.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare bevisspørgsmålet om omfanget af Deres løftearbejde fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig vurdering af omfanget af de belastninger som Deres ryg har været udsat for i forbindelse med Deres arbejde hos V fra 1982-91, vil ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene.

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvist bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægelige vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Under min gennemgang af denne del af sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte de juridiske spørgsmål i sagen - som f.eks. om sagen har været tilstrækkeligt oplyst, om alle relevante forhold er inddraget osv. Jeg har ikke ved denne gennemgang fundet sådanne særlige omstændigheder at jeg kan kritisere Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser. Jeg lægger herved særlig vægt på at De inden Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse i sagen, har haft lejlighed til at kommentere Erhvervssygdomsudvalgets udtalelse.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser af henholdsvis 18. april 1996 og 28. august 1996.

..."

NOTER: Jf. FOB 1989, s. 188ff, og 1991, s. 173ff.

Partshøring vedr. Erhvervssygdomsudvalgets udtalelse til brug for Arbejdsskadestyrelsen

Det fremgik af sagens akter at den skadelidte mand, A, var 29 år, og at han i perioden 1982-91 havde job som lagerarbejder - dog kun som fuldtidsansat de sidste fem år. A søgte på grund af lændesmerter om arbejdsskadeerstatning i 1990 hvilket blev afvist af Arbejdsskadestyrelsen den 27. februar 1991 og af Den Sociale Ankestyrelse den 29. oktober 1991.

I brev af 7. marts 1994 bad A Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen som følge af en ændring i den relevante lovgivning. Den 15. april 1994 afslog Arbejdsskadestyrelsen at genoptage sagen da styrelsen ikke fandt at der var fremkommet nye oplysninger i sagen. I brev af 26. april 1994 ankede A denne afgørelse med oplysning om at han havde opfyldt belastningskriterierne, hvilket førte til at Arbejdsskadestyrelsen den 17. maj 1994 alligevel genoptog sagen.

Til brug for behandlingen i Arbejdsskadestyrelsen forelå der bl.a. en speciallægeerklæring af 21. juni 1994 fra speciallæge L. I erklæringen konkluderer L bl.a. følgende

"Det konkluderes, at patienten i en ung alder har haft et betragteligt og ud fra beskrivelsen uacceptabelt løftearbejde igennem en 8 års periode. Der er gradvis udviklet betydelige lavtsiddende lændesmerter og patienten er presset over i andet erhverv."

Erhvervssygdomsudvalget konkluderede på møde den 30. maj 1995 at sagen burde udsættes med henblik på udsendelse af en rejseinspektør til afklaring af arbejdsforholdene ved virksomheden V. Der blev i den forbindelse udarbejdet en rejserapport ligesom der blev indhentet andre oplysninger til sagen. A fik mulighed for at kommentere disse akter.

Sagen blev herefter på ny forelagt Erhvervssygdomsudvalget som den 12. marts 1996 afgav følgende indstilling

" Konklusion: Udvalget finder ikke, at den anmeldte lidelse udelukkende eller i overvejende grad skyldes arbejdets særlige art, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 3 og indstiller til afvisning. Udvalget har lagt vægt på, at der har været tale om 5 års beskæftigelse med løftearbejde, og heraf kun 2 år på fuld tid. Udvalgets krav til anerkendelse er 8-10 år med daglige løft på mindst 8-10 tons."

Arbejdsskadestyrelsen traf den 18. april 1996 afgørelse om at A's lidelse ikke er omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring. Arbejdsskadestyrelsen henviste herved dels til at ryglidelsen ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme, dels til Erhvervssygdomsudvalgets indstilling.

Den 29. april 1996 ankede A denne afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. A gjorde bl.a. gældende at han ikke kunne acceptere begrundelsen for afgørelsen idet arbejdsperioden hos V var forkert angivet, og at der burde have været lagt vægt på at han kun var en dreng ved vurderingen af om han havde opfyldt belastningskriterierne.

Den 28. august 1996 stadfæstede Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen skrev bl.a. følgende

"Begrundelsen for afgørelsen er, at den lidelse, der er konstateret hos Dem (lumbago), ikke er nævnt i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 54 af 19. januar 1995 om fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivning om forsikring mod følger af arbejdsskade. Deres lidelse kan således ikke anerkendes efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 10, stk. 1.

Deres lidelse kan heller ikke anerkendes efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 10, stk. 3.

Ankestyrelsen har ved denne afgørelse lagt vægt på, at de for denne sag relevante betingelser for anerkendelse af lænderyglidelser efter ovennævnte bestemmelse er, at der har været tale om et samlet dagligt løft på 8‑10 tons eller mere igennem mindst 8‑10 år, hvor det enkelte løft som udgangspunkt skal have været på 50 kg.

I Deres tilfælde er der dokumenteret løftearbejde under Deres ansættelse i V for så vidt angår den tid, hvor De var beskæftiget i pakkeriet og varemodtagelsen ialt ca. 6 1/2 år og heraf kun 2 1/2 år på fuld tid. Vi har således ikke fundet, at arbejdet i forvaltningsafdelingen har været specielt rygbelastende, og det er derfor ikke medgået i opgørelsen.

Løftearbejdet har i hovedsagen bestået i løft af byrder, der var væsentligt under 50 kg. Den typiske byrde har efter Deres egne oplysninger været 15‑30 kg.

I vurderingen af om ovennævnte betingelser er opfyldt, indgår flere såkaldte reduktionsfaktorer. I Deres tilfælde er det således indgået i vurderingen, at Deres løftearbejde ofte har indeholdt mere end 1 løft pr. minut ligesom Deres unge alder har været taget i betragtning.

Samlet har vi dog ikke fundet, at disse reduktionsfaktorer kan begrunde, at der bortses fra at det af Dem udførte løftearbejde ikke opfylder ovennævnte betingelser for anerkendelse.

Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse."

Ved brev af 22. oktober 1996 rettede A henvendelse til mig. A anførte bl.a. at Ankestyrelsen fejlagtigt har truffet afgørelse ud fra en forkert diagnose (lumbago) og ud fra at arbejdet i forvaltningsafdelingen ikke indebar store løftebyrder. A anførte også at det var helt uacceptabelt at der ikke var lagt vægt på at han ved ansættelsesforholdets begyndelse ikke var fuldt udviklet.

Den 20. maj 1997 bad jeg Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse i sagen. Jeg skrev bl.a. følgende

"I udtalelsen til mig bedes Den Sociale Ankestyrelse bl.a. uddybe begrundelsen for afgørelsen - herunder redegøre for de såkaldte reduktionsfaktorers betydning for den konkrete sag.

Samtidig beder jeg Den Sociale Ankestyrelse oplyse hvorfor sagen ikke blev hjemvist med henblik på en fornyet forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Jeg skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på at Erhvervssygdomsudvalget tilsyneladende ikke har forholdt sig til betydningen af reduktionsfaktorerne (ung alder samt antallet af løft pr. minut) i (A)'s sag. Endvidere har Erhvervssygdomsudvalget tilsyneladende befundet sig i en vildfarelse med hensyn til arbejdsperiodens længde.

Arbejdsskadestyrelsen bedes særligt redegøre for hvorvidt konklusionen fra Erhvervssygdomsudvalget har været forelagt (A) inden Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen. I tilfælde af at (A) ikke er blevet forelagt Erhvervssygdomsudvalgets konklusion, bedes Arbejdsskadestyrelsen redegøre for hvorfor dette ikke er sket. I den forbindelse beder jeg Arbejdsskadestyrelsen om at redegøre for styrelsens praksis omkring partshøring af Erhvervssygdomsudvalgets indstillinger."

Arbejdsskadestyrelsen skrev i sin udtalelse af 18. juni 1997 bl.a. følgende

"Efter at Erhvervssygdomsudvalget på sit første møde udsatte sagen med henblik på afklaring af arbejdsforholdene, blev (A)'s sag vurderet på udvalgets møde den 12. marts 1996. Udvalget indstillede sagen til afvisning, idet udvalget lagde vægt på, at der havde været tale om 5 års beskæftigelse med løftearbejde og heraf kun 2 år på fuld tid.

Vi traf den 18. april 1996 afgørelse i sagen, hvor vi lagde vægt på Erhvervssygdomsudvalgets indstilling, og hvor udvalgets indstilling samtidig fremgik af afgørelsen. (A) ankede vores afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse.

(A) blev ikke partshørt over indstillingen af 12. marts 1996 fra Erhvervssygdomsudvalget.

I henhold til § 10, stk. 3 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade er det en forudsætning for anerkendelse af lidelser, der ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme, at sagen forelægges Erhvervssygdomsudvalget.

Der bliver ikke partshørt over udvalgets indstilling, idet udvalget alene foretager en vurdering på baggrund af sagens faktiske oplysninger. Disse oplysninger er skadelidte og forsikringsselskab blevet partshørt over forud for sagens forelæggelse for udvalget. Parterne er dermed bekendt med de oplysninger, der ligger til grund for udvalgets indstilling.

Det er Arbejdsskadestyrelsen, der træffer den egentlige afgørelse i sagen, og styrelsen er ikke bundet af indstillingen. I praksis følges indstillingen som hovedregel. Det kan endelig bemærkes, at udvalgets indstilling fremgår af den afgørelse, Arbejdsskadestyrelsen træffer efter en samlet vurdering af sagens oplysninger."

Den Sociale Ankestyrelse skrev i sin udtalelse af 8. juli 1997 bl.a. følgende

"Ankestyrelsen fandt ved afgørelsen af 28. august 1996 ikke at A's lænderyglidelse kunne anerkendes efter lovens § 9, nr. 3, jf. § 10, stk. 3. Udgangspunktet for anerkendelse af lænderyglidelser er efter praksis, at der skal kunne godtgøres et mindst samlet dagligt løft på 8‑10 tons eller mere igennem mindst 8‑10 år, hvor det enkelte løft normalt skal have været på 50 kg. Denne praksis svarer til den af Erhvervssygdomsudvalget offentliggjorte (pjece vedlagt), men Ankestyrelsen foretager en individuel bedømmelse af, om betingelserne er opfyldt.

I den aktuelle sag har vi vurderet, at arbejdet i pakkeriet og varemodtagelsen efter den arbejdsbeskrivelse som fremgår af speciallægeerklæring af 21. juni 1994 fra (L) må karakteriseres som tungt løftearbejde, se dog nedenfor. Derimod finder vi ikke i det foreliggende materiale herunder nævnte speciallægeerklæring nogen opgørelse over løftemængden under arbejdet i forvaltningsafdelingen. (A) oplyser i erklæringen, at der hovedsagligt var tale om ekspedition af enkeltdele, hvilket må antages at indebære løft betydeligt under ovennævnte 50 kg. Det nævnes da også, at der indimellem håndteredes byrder på op mod 50 kg. Dette støttes efter vores opfattelse i øvrigt også af (A)'s brev af 23. maj 1995, hvori det indirekte erkendes, at de i spørgeskema fra 4. december 1990 (vedrører arbejdet i forvaltningsafdelingen) angivne løftemængder ikke var meget rygbelastende. Samlet set er det ikke godtgjort, at anerkendelsesbetingelserne for denne periode er opfyldt.

I vurderingerne over løftearbejdet er det ‑ som det også nævnes i afgørelsen ‑ indgået, at der under arbejdet i varemodtagelsen og pakkeriet forekom mere end 1 løft pr. minut ligesom det er indgået, at (A) var meget ung i starten af ansættelsesperioden. I den konkrete sag har disse faktorer medført, at arbejdet i perioden 1982 til 1989 overhovedet har kunnet karakteriseres som tungt løftearbejde. Efter (A)'s egne oplysninger var den enkelte byrde langt overvejende 30 kg og derunder. Hermed opfylder han ikke betingelsen om den enkelte byrdes vægt. På grund af nævnte reduktionsfaktorer har vi imidlertid skønnet, at denne periode måtte karakteriseres som tungt løftearbejde. Det bemærkes i den forbindelse, at (A)'s unge alder har spillet en stor rolle, idet en tilsvarende arbejdsbelastning for en voksen person formentlig ikke ville være tilstrækkelig.

Ombudsmanden anmoder endvidere Ankestyrelsen om at oplyse, hvorfor sagen ikke blev hjemvist med henblik på en fornyet forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Ankestyrelsen skal hertil bemærke, at vi anså sagen for relativt oplagt og vi vurderede således ikke, at der var nogen udsigt til, at sagen ville kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget. Det er ikke vores opfattelse, at udvalget befandt sig i en vildfarelse med hensyn til ansættelsesperiodens længde, idet udvalget udtrykkeligt siger 5 års 'løftearbejde'. Dette må efter vores opfattelse læses således, at udvalget ikke finder, at den øvrige ansættelsesperiode ikke kan karakteriseres som (tungt) løftearbejde. Endvidere har vi ingen holdepunkter for at antage, at udvalget ikke har forholdt sig til betydningen af reduktionsfaktorerne. Eftersom udvalgets begrundelser kun sjældent går ned i detaljen, mener vi ikke, at begrundelsen i nærværende sag indikerer, at udvalget ikke har været opmærksom på de nævnte faktorer."

Den 26. august 1997 kommenterede A myndighedernes udtalelser. Han skrev bl.a. følgende

"Efter at have læst folderen fra Erhvervssygdomsudvalget omkring lænderyglidelser må jeg erkende, at den forklaring min fysioterapeut har givet mig, angående betydningen af lidelsen lumbago, på ingen måder svarer overens med den erhvervssygdomsudvalget giver. Mine lidelser svarer 100 % til den information erhvervssygdomsudvalgets folder giver, og jeg må derfor trække min tidligere påstand vedr. lidelsen lumbago tilbage.

Foruden dette forundrer det mig, at der ikke er lagt vægt på de såkaldte reduktionsfaktorer da netop alle disse faktorer fremtræder i det pågældende arbejde. Jeg tænker her specielt på afsnit 2.1.1, udfra hvilket det kan konkluderes, at arbejdet i forvaltningen netop kan komme i betragtning ‑ da der her jævnligt var dage med mindst 8 tons sammenlagt løft. Disse løft foregik endda under uhensigtsmæssige stillinger som ligeledes burde komme i betragtning.

Derudover mener jeg, at arbejdet i Varemodtagelsen burde vække deres opmærksomhed, da samtlige reduktionsfaktorer her bliver opfyldt (2.1), og ligeledes overskrides løftebyrden på de 25 tons også i denne afdeling. Derudover bør der lægges vægt på min unge alder.

Alt i alt kan man i det hele taget få det indtryk, at erhvervssygdomsudvalgets folder ikke er blevet anvendt i den konkrete sag."

Ombudsmandens udtalelse

" A. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses sagsbehandling

Erhvervssygdomsudvalget er oprettet ved lov om arbejdsskadeforsikring (lov nr. 390 af 20. maj 1992 med senere ændringer, § 58). Bestemmelsens stk. 1-3 har følgende ordlyd

' § 58. Socialministeren nedsætter et udvalg, med hvilket Arbejdsskadestyrelsen mindst hvert andet år skal optage forhandling med henblik på en almindelig revision af, hvilke sygdomme der opfylder kravene for at blive optaget på den i § 10, stk. 1, nr. 1, nævnte fortegnelse.

Stk. 2. Udvalget består af en formand og 8 andre medlemmer, der udnævnes for 3 år ad gangen.

Stk. 3. Socialministeren udnævner udvalgets formand og medlemmer samt stedfortrædere for disse. Formanden udnævnes efter indstilling fra Arbejdsskadestyrelsen, et medlem efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, et medlem efter indstilling fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, et medlem efter indstilling fra de offentlige arbejdsgivere, et medlem efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, to medlemmer efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening og to medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark.'

Erhvervssygdomsudvalget er - i modsætning til Arbejdsskadestyrelsen - et kollegialt organ og lovgivningsmagten har udtrykkeligt (ved lovens § 58, stk. 1, og § 10, stk. 3, som jeg omtaler nedenfor under pkt. B), henlagt visse opgaver til udvalget. Erhvervssygdomsudvalget er på denne baggrund efter min opfattelse utvivlsomt en forvaltningsmyndighed som er selvstændig i forhold til Arbejdsskadestyrelsen.

Spørgsmålet om Arbejdsskadestyrelsens pligt til at forelægge Erhvervssygdomsudvalgets udtalelse af 12. marts 1996 for Dem må bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 19, stk. 1. Bestemmelsen har følgende indhold

' § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.'

Pligten til partshøring er i § 19, stk. 1, afgrænset til at omfatte 'bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder.' Betydningen af udtrykket 'bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder' er beskrevet i motiverne og fastlagt i praksis, jf. bl.a. sagerne omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 188ff. og 1991, s. 173ff. Udtrykket omfatter enhver oplysning der bidrager til at skabe klarhed om en (påtænkt) afgørelses faktiske og bevismæssige grundlag, og vil således også kunne omfatte vurderinger vedrørende faktiske forløb og omstændigheder uanset at der ikke herved i sig selv bringes nye faktiske oplysninger frem.

Det er derfor min opfattelse at Erhvervssygdomsudvalgets udtalelse i sin helhed er en del af Arbejdsskadestyrelsens sags 'faktiske omstændigheder'. Udvalgets indstilling til Arbejdsskadestyrelsen er således omfattet af forvaltningslovens § 19, stk. 1, og styrelsen burde derfor have partshørt Dem om Erhvervssygdomsudvalgets indstilling inden styrelsen traf afgørelse i Deres sag.

Jeg har gjort Arbejdsskadestyrelsen bekendt med min opfattelse, men jeg gør ikke mere i sagen vedrørende dette spørgsmål.

B. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser

1. Lovgrundlaget

Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser er truffet i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring (lov nr. 390 af 20. maj 1992 med senere ændringer), §§ 9 og 10, sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens bek. nr. 54 af 19. januar 1995 om fortegnelse over erhvervssygdomme. Lovens bestemmelser har følgende ordlyd

' § 9. Ved arbejdsskade forstås i denne lov

ulykkestilfælde, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, og

erhvervssygdomme, jf. § 10.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i en arbejdsskadesag uden at skadelidte forinden havde fået lejlighed til at gøre sig bekendt med og udtale sig om indholdet af Erhvervssygdomsudvalgets udtalelse i sagen.

Efter loven om arbejdsskadeforsikring kan Arbejdsskadestyrelsen kun anerkende de sygdomme som erhvervssygdomme der ikke er optaget i fortegnelsen over erhvervssygdomme efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Ombudsmanden udtalte at Erhvervssygdomsudvalgets udtalelse i sin helhed må anses for en del af Arbejdsskadestyrelsens sags "faktiske omstændigheder", hvorfor udvalgets udtalelse til Arbejdsskadestyrelsen var omfattet af partshøringspligten i forvaltningsloven. (J.nr. 1996-2495-023).