Legislator Case Law & Legislation
O19970027370 DK

Sociale ydelsers ophør. Samlivsforhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 1997 273 Valid

Sociale ydelsers ophør. Samlivsforhold

Det fremgik af de foreliggende oplysninger at A, der er født den 17. august 1959, og som har tre af sine fem børn (født i henholdsvis 1981, 1983 og 1992) boende hos sig, modtager flere sociale ydelser fra Fredericia Kommune. I 1994 modtog hun bl.a. delvis friplads til barn i daginstitution, boligstøtte og ordinært og ekstra børnetilskud. I september 1994 modtog Fredericia Kommune en anonym telefonisk henvendelse om at A boede sammen med B og derfor modtog sociale ydelser med urette. Ifølge oplysningerne boede A og B sammen på adressen X.

Den 30. september 1994 sendte Fredericia Kommune A meddelelse om at "ordinært og ekstra børnetilskud er stoppet med virkning fra den 20. oktober 1994. De anses ikke for reelt enlig i henhold til børnetilskudslovens § 2, nr. 1".

I sagen har kommunen noteret følgende om de oplysninger kommunen støttede afgørelsen på

"12.09.94.Anonym henvendelse pr. telf. pgl. oplyser at (A) og (B) har boet sammen ca 1 år på adressen (X) og (B) bare står tilmeldt på adressen (Y) i et havehus - pgl. oplyser at de har bil sammen og tager på ferie sammen.

Det oplyses nu at (A) er tilflyttet adressen (Z) fra 27.09.94 hvor (B) også bor.

30.09.94.(En ansat) Teknisk forvaltning oplyser at (B) ikke må bo og være tilmeldt (adressen Y) hele året - der er taget kontakt til Elværket der oplyser at der på (adressen Y) er brugt 127 KVT. i 1993 normalt for en 1 vær. bliver der brugt 1oooKVT. om året - så der er intet der tyder på at (B) opholder sig der - men på adressen (Z).

Skrivelse sendt til klienten."

Den 3. oktober 1994 henvendte A sig personligt i socialforvaltningen som på journalarket har refereret samtalen således

"03.10.94.(A) henvender sig d.d. vedr. stop af ordinært og ekstra børnetilskud okt. 1994 - hun oplyser at hun er alene og det vil hun gerne underskrive på tro og love om hun så skal gå rettens vej, da det vil betyde meget for hendes økonomi, hvis hun ikke kan få ordinært og ekstra børnetilskud mere - hun taler meget om hendes økonomi, og kun økonomi, hvis vi stopper børnetilskudet.

(A) oplyser at (B) har købt huset på (adressen Z) - og hun lejer det - (A) oplyser at (B) bor (på adressen Y) som er et havehus det oplyser jeg hende om at der må han ikke stå tilmeldt iflg. teknisk forvaltnings (ansatte) (se ovenfor) - (A) oplyser at hun vasker hans tøj.

Efter (A) modtog brevet lørdag den 01.10.94 var både (B) og pgl. meget vrede, hun udtaler at (B) var på nippet til at ville ringe til undertegnede i weekenden, men valgte at vente med at (ringe) om sagen til om mandagen.

Hun bliver ved med at fortælle at hun ikke kan få økonomien til at hænge sammen så hun siger at hun er nødt til at få det ordinært og ekstra børnetilskud og boligsikring.

oplyser efter at hun har læst anmeldelsen, at hun ikke har fortalt ret mange at hun har været på ferie med (B) - oplyser at (B) har skifteholdsarbejde og at han opholder sig meget på en båd."

Den 10. oktober 1994 henvendte hun sig på ny, og forvaltningen har refereret samtalen således

"...

Pgl. fortæller, at hun siden maj 1994 har haft seksuelt samvær med (B). De er sammen hver onsdag og går i biografen (uden børn). Desuden er de sammen hver anden weekend, når (B) har fri. De har fælles venskabskreds. (B) og hans tidligere kone er kommet i (A)'s hjem. (B) og hans hustru er blevet skilt sidste efterår. Hustruen er gift igen, iflg. (A).

(A) vasker (B)'s tøj.

(A) oplyser, at hun ikke har købt noget indbo sammen med (B) og han ikke har noget indbo stående hos hende.

(B) sælger sin ejendom 1.3.94 (adressen Æ), hvor han angiver at have boet fra 1.12.79, i flg. folkeregisteroplysninger.

(B) køber hus på (adressen Z), hvor (A) flytter ind pr. 1.10.94. (B) har meldt adresse fra 1.3.94 til: (adressen Y) (et havehus - ejet af (B)'s mor).

(A) påstår at han bor i havehuset.

Den anonyme anmel. oplyser hertil, at de har været på ferie sammen i Tyrkiet i sommeren 1994. Hertil svarer (A), at det kun er ganske få, som ved det, og at hun nok ved, hvem der har anmeldt hende.

Endvidere fortæller anmelderen, at de har boet sammen det sidste år og at (B) skulle have betalt 10.000 til (A)'s bil. (A) oplyser, at hun selv har købt og betalt bilen.

Ved møde med (A) og (B) på gaden observeres det af en ansat at (A)'s barn på 2 år siger far til (B).

(A) er d.d. orienteret om at ordinært og ekstra børnetilskud er stoppet fra 1.10.94 (20.10.94). Er orienteret om at der ankemulighed og ankefrist på 4 uger fra datoen for modtagelsen af skrivelsen herfra (30.9.94).

Ud fra en samlet vurdering af pgl's oplysninger vurderes pgl. som samboende med (B) i h.t. Børnetilskudlovens bestemmelser."

Den 13. oktober 1994 afleverede A en klage til det sociale ankenævn i Vejle Amt over at børnetilskuddet var blevet standset. Hun anførte bl.a.

"Jeg modtog den 30.9.94 en skrivelse fra bidragsafdelingen om at man stoppede mine tilskud den 20.10.94 - idet De ikke anså mig for at være enlig forsørger - denne afgørelse ønsker jeg at klage over idet følgende kan oplyses

Jeg har siden 1990 været enlig forsørger, efter en seperation, og er forsat dette.

Den 1.10.94 fraflyttede jeg min daværende bolig beliggende (adressen X) - idet jeg af økonomiske grunde ikke havde råd til at blive boende.

En bekendt fra min mands og mit ægteskab, tilbød mig en bolig pr. 1.10.94, idet han havde fået et afbud til denne bolig - som er hans eget hus, men ikke selv bebor huset. Lejemålet er tidsbegrænset på 2 år, idet udlejeren skal ud og sejle, og først skal bruge boligen selv om 2 år.

..."

Vedlagt klagen var bl.a. en erklæring underskrevet af A om "at jeg sammen med mine børn bor alene på adressen (Z) og har boet der siden 1/10-94". Endvidere vedlagde hun en kopi af en lejekontrakt dateret 2. september 1994 mellem hende og B om leje af ejendommen. Desuden medfulgte en erklæring underskrevet af B om at han på intet tidspunkt havde boet sammen med A eller haft husførelse med hende. Han forklarede endvidere i brevet at han havde købt ejendommen Z som en investering og udlejet den til en ven, som imidlertid på grund af arbejde i udlandet var sprunget fra. B oplyste videre at han tidligere havde boet sammen med vennen på en adresse Æ, og at han havde solgt dette hus den 15. juli 1994.

Under en samtale den 11. oktober 1994 med en medarbejder i statsamtet oplyste A følgende om sit forhold til B

"Klager oplyser som baggrund for sagen, at hun er fraskilt og har 5 børn. Klagers fraskilte ægtefælle er far til de 4 af børnene; til det 5 barn, (...), er faderskabet med statsamtets godkendelse ikke fastslået. Tre børn bor hos klager.

Det oplyses videre, at (B) og dennes tidligere ægtefælle har været bekendte igennem en årrække. Klager oplyser yderligere, at hun og (B) har haft et seksuelt forhold, men på intet tidspunkt har boet sammen. Forholdet er nu ophørt, idet klager ikke af økonomiske grunde tør fortsætte dette.

(B) købte omkring august måned dette år klagers nuværende bolig, idet det var hensigten, at han og (en ven) skulle dele huset. (Vennen) har tidligere boet hos (B), også medens denne var gift. (Vennen) 'sprang imidlertid fra', og (B) havde ikke selv økonomisk mulighed for at bo i huset.

Huset blev derfor lejet ud til klager. Der er betalt indskud med 12.000 kr. og flytning med 3.700 kr. Klager havde behov for at leje en anden bolig, idet hun var blevet opsagt på grund af manglende huslejebetaling; klager havde desuden 2 hunde.

Vedrørende (B)'s nuværende bolig oplyses, at han p.t. bor i et sommerhus, som han har ejet i længere tid. Han bor her, medens han sætter en båd i stand med henblik på en længere rejse. Under denne rejse er det meningen, at han skal have orlov (...). Klager skal ikke deltage i denne rejse. Sommerhuset er efter det oplyste på ca. 45 kvm. og har køkken og toilet. Sommerhuset er møbleret fra tidligere, og (B)'s tidligere hustru fik i forbindelse med skilsmissen de fleste af møblerne.

Klager oplyser, at hun vil have vanskeligt ved at afholde sine udgifter af sine arbejdsløshedsdagpenge alene uden ordinært og ekstra børnetilskud til børnene. Vedrørende udgifterne oplyses, at huslejen udgør 4.200 kr. pr. måned; hertil kommer varme.

På forespørgsel oplyses, at der udbetales boligsikring med 2.193 kr. pr. måned, og at klager har en vuggestueplads til datteren (...). Begge disse ydelser er beregnet udelukkende på grundlag af klagers indtægt.

Vedrørende baggrunden for standsningen af børneydelserne oplyser klager videre, at dette skulle være sket efter en anonym henvendelse den 12/9‑94 til kommunen. Der kan evt. være tale om en hævnakt fra (det 5. barns fars) side. Klager oplyser, at der var tale om et voldeligt forhold."

Den 12. oktober 1994 oplyste A supplerende under en telefonsamtale med amtets medarbejder følgende

"Klager oplyser, at kommunen nu også har standset boligsikring og ændret på betalingen af vuggestuepladser. Denne ændring er sket fra 1/10‑94, men vil muligvis ske med tilbagevirkende kraft. Dette er der endnu ikke truffet afgørelse om.

Klager oplyser vedrørende det af kommunen påståede samliv med (B), at hun har overnattet en del hos ham i sommerhuset i juli måned, og at han har overnattet hos hende i juni. Samværet har ikke fundet sted, når de ældste børn var hjemme. Klager forklarer denne ordning med, at hun endnu ikke har energi til en ny mand.

Klager fastholder, at hendes forhold til (B) var (er nu ophørt) af uforpligtende karakter uden et økonomisk fællesskab. Der har ikke været tale om deling af udgifter, ej heller til kost, idet (B) har spist på sin arbejdsplads eller parterne har spist ude. De har da betalt skiftevis.

Klager fremhæver yderligere, at det er meningen, at (B) skal ud at sejle, evt. til sommer, og at han i mellemtiden bor i sit sommerhus. Han er tilmeldt folkeregistret på denne adresse uden indvendinger fra folkeregistrets side."

Med virkning fra 1. november 1994 anså Fredericia Kommune på ny A for enlig hvorefter boligsikring og friplads på ny blev tildelt hende, ligesom hun fra januar kvartal 1995 på ny fik forhøjet og ekstra børnetilskud.

Fredericia Kommune afgav 2. december 1994 udtalelse til ankenævnet. Kommunen anførte bl.a.

"Sagen starter med at der bliver indgivet en anonym anmeldelse til Dagpenge‑ og bidragsafsnittet den 12.09.94. Denne går ud på at (A) skulle have boet sammen med (B) i ca. 1 år, at (B) skulle have investeret 10.000 kr. i en bil til (A) samt at de har holdt ferie sammen i Tyrkiet i sommer.

Da (B) har købt huset på (adressen Z) og udlejer huset til (A) samt at (B) har tilmeldt sig en adresse i et havehus, hvor han ikke må stå tilmeldt, stoppes udbetalingen af ordinært og ekstra børnetilskud med virkning fra 1.10.94. Der sendes skriftlig meddelelse til (A) den 30.9.94 med ankevejledning.

(A) klager pr. tlf. direkte til Det sociale ankenævn.

Den 10.10.94 er (A) til samtale med undertegnede. Pgl. fortæller ved denne lejlighed, at hun siden maj måned 1994 har haft seksuelt samvær med (B). De er sammen hver onsdag og går i biografen (uden børn). Desuden er de sammen hver anden weekend, når (B) har fri. De har fælles venskabskreds.

(A) vasker (B)'s tøj.

De har været på ferie sammen i Tyrkiet i sommeren 1994.

Med hensyn til anmeldelsen om at de skulle have boet sammen det sidste år og at (B) skulle have betalt et beløb til bilen, nægter (A) dette.

(A) har til Det sociale ankenævn den 12.10.94 oplyst at have overnattet en del hos (B) i juli måned og at (B) har overnattet hos hende i juni. De har betalt skiftevis til de fælles udgifter. De har fælles venner og udadtil anses de for et par.

Efter at Teknisk forvaltning har tilskrevet (B) om at flytte sin adresse, har (B) meldt flytning til (adressen Ø), hvor der står flere tilmeldt.

Ved tlf. samtale med (B) den 24.10.94 bekræfter han at der har eksisteret et seksuelt samvær, men at dette er ophørt.

Parret er set sammen tirsdag den 4.10.94, hvor (B) sad ved rattet i (A)'s bil sammen med (A). Det er forklaret hertil, at (B) havde ordnet have på (adressen Z) og at han skulle køres hjem til havehuset på (adressen Y).

Derudover har et familiemedlem hertil bekræftet, at parret boede sammen.

(A) har 5 børn, hvoraf de 2 opholder sig hos den tidligere ægtefælle. Det yngste barn udbetales der særligt børnetilskud til, idet amtet har givet tilladelse til at barnefaderen er ukendt. (A) har dog 2 gange hertil nævnt barnefaderens navn. Han skulle være voldelig.

Der har været udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud, boligsikring samt friplads til 1 barn, hvilket er stoppet i oktober måned. Det drejer sig om i alt kr. 4.761 pr. måned. Boligsikring og friplads er startet op igen fra 1.11.94, idet man har vurderet, at (A) er alene fra den 1.11.94. (A) har været indlagt i en kort periode i november 1994 og børnene har været anbragt på institution. Der er den 2.12.94 udleveret nyt ansøgningsskema til ordinært og ekstra børnetilskud.

I flg. en udregning skulle (A) have haft 7.899 kr. at leve for pr. måned, når de oplyste faste udgifter var betalt. Hertil kommer udgift til vægtafgift, bilforsikring, vedligeholdelse af bil samt benzin. Derudover skulle (A) have haft penge til at betale indskud med 12.000 kr. den 27.9.94, flytteudgift med kr. 3.700, købt bil ((...) årgang 1985) i april 1994 samt været på ferie i Tyrkiet i sommeren 1994. Der stilles i den forbindelse et stort spørgsmålstegn ved, hvordan (A) har kunnet afholde disse udgifter uden at have modtaget ydelser fra en anden person.

(A) har til ankenævnet oplyst, at hun flyttede til (adressen Z) af økonomiske grunde. Huslejen er dog kun 200 kr. billigere end (adressen X).

Sagen er sendt til politiet til nærmere undersøgelse. Der er ikke indgivet politianmeldelse på socialt bedrageri på nuværende tidspunkt.

Sagen er blevet vurderet påny. Det skønnes godtgjort, at (A) ikke har været enlig i h.t. børnetilskudslovens § 2 fra juni 1994 til udgangen af oktober måned 1994, idet der skønnes at have eksisteret et samliv. De har været sammen det meste af sommeren, været sammen, ikke kun om onsdagen og hver anden weekend, men jævnligt. I følge et familiemedlem skulle (A) og (B) bo sammen. Dette er oplyst til Dagpenge‑ og bidragsafsnittet flere gange i løbet af foråret og sommeren 1994. Færdes i byen sammen og har fælles venner. (A) vasker hans tøj og (B) kører i hendes bil. Været på udlandsferie sammen. Desuden tyder (A)'s økonomi på, at hun ikke selv har været i stand til at klare alle de udgifter, som har været det sidste halve år, uden økonomisk støtte fra en anden.

Det vurderes herefter, at (A) ikke har været berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud fra 1.6.94 til 31.10.94, og det for meget udbetalte vil blive krævet tilbagebetalt jfr. Børnetilskudslovens § 24 stk.2.

Det er samtidig vurderet, at (A) ikke har været berettiget til friplads og boligsikring i oktober måned 1994, idet (A) ikke anses for enlig i h.t. lov om boligsikring samt friplads."

Denne udtalelse kommenterede A og en socialrådgiver i et brev af 12. december 1994. De anførte

"Med hensyn til de omtalte overnatninger, så har (A) oplyst sin sagsbehandler om, at hun har haft et forhold til (B).

Desuden har de i mange år været nære venner, og er det fortsat, uden der er noget seksuelt i dette.

Både (A) og (B) går til bowling og håndbold, og det kan derfor ikke undgås, at de mødes de steder.

Vedrørende (A)'s økonomi, så var der nogle penge fri fra hussalget, så (A) er ikke underholdt. (se kopi).

Yderligere er der fra kontoret for familiepolitiske ydelser forsøgt at få oplysninger om (A)'s økonomi i banken, men banken stoppede det.

Med hensyn til (A)'s indlæggelse, så var det på psyk. i (...), da hendes situation ikke længere, var til at bære.

Der er nu sket en ændring i sagen, så det nu er et familiemedlem, der har anmeldt (A). Det har ikke været nævnt før.

Sager som disse griber ind i de 'anmeldtes' netværk, det vil ikke kunne undgås, at mange i familien kommer under mistanke, og smuldres netværket først, bliver det endnu sværere at være enlig mor.

Det er også vigtigt i sådanne sager, uanset om politiet mener reglerne er klare, så mener jeg som socialrådgiver at reglerne er ret uklare for hvad man må som enlig m/k.

(A) er uforstående overfor, hvorfor sagen først blev anmeldt 5 måneder senere, end hvor sagen 'opdages'."

A indleverede brevet personligt og supplerede under en samtale med en af statsamtets medarbejdere med følgende oplysninger

"Hun afleverer brev af 12. december 1994 underskrevet af (en socialrådgiver) og klager, brev af 14. december 1994 fra klager, brev af 9. december 1994, kopi af notater om klager optaget af nævnssekretariatet henholdsvis den 11. oktober og 12. oktober 1994, kopi af kvitteringer for flytning, huslejebetaling for december 94, betaling af 7. december 94 for skyldig husleje til Advokatgruppen, Unibank oversigt vedr. hussalg, meddelelsesskrivelse fra Fredericia K. vedr. ordinært og ekstra børnetilskud, betalingsaftale og faktura af 5. jan. 94 vedr. møbelkøb, opstilling over indtægter og udgifter samt kopi af breve fra Advokatgruppen, Fredericia af 4. og 11. november 1994.

Henvendelsen er reaktion på udsendt partshøringsskrivelse af 7. december 1994.

(C) anfører, at der skulle have været flere henvendelser til kommunen i foråret og sommeren om samlivsforhold mellem klager og (B) uden at der fremgår noget herom i journalnotatet fra kommunen.

Endvidere anfører klager, at hun er flyttet fra tidligere bopæl i september 1994 på grund af huslejerestance og ulovligt hundehold og ikke på grund af økonomiske forhold.

Endvidere anfører klager, at kommunen i forbindelse med sagen kun har været interesseret i, hvor meget hun har været sammen med klager og om, hvorvidt hun har klaret hans vasketøj og ikke så meget om hendes økonomiske forhold.

Klager udtrykker endvidere utilfredshed med, at kommunen har haft en medarbejder stående uden for hendes bopæl og spørger, hvordan kommunen kan have ressourcer til dette samt hvordan den kan tillade sig dette.

Med hensyn til tøjvask for (B) oplyser hun, at hun kun har vasket hans sportstøj, når de har spillet bowling sammen.

Det oplyses, at der udbetales ordinært og ekstra børnetilskud fra januar kvartal 1994 men at der ikke er foretaget en regulering af boligsikring og friplads i henhold til oplyste om berettigelse hertil på ny i udtalelse af 2. december 1994."

I et brev af 14. december 1994 til statsamtet fremsatte A yderligere kommentarer. Hun henviste bl.a. til følgende

"Jeg modtager brev fra Fredericia Kommune 30.9. Brevet var adresseret til min adresse, men til min søster (...). Derefter henvender jeg mig sammen med min søster på bidragskontoret til (en sagsbehandler, D) den 3.10. kl.9.00. (Sagsbehandler D) forklarer at brevet er til mig og at hun er kommet til at skrive forkert navn. Hun oplyser at hun har modtaget den anonyme henvendelse d.12.9. at det var en kvinde med fordrejet stemme og en mand i baggrunden der dikterede. (Søsteren) kan bevidne dette.

Den 10.10. er jeg til samtale med (en sagsbehandler, E). Jeg fortæller her, at have første seksuelle kontakt med (B) ca. 12.6. Jeg oplyser vi er sammen om onsdagen til div. arrangementer, biograf, sport mv., samt ca. hver anden week‑end. Vi har haft fælles venskabskreds i 10‑12år og har haft vores gang i hinandens hjem. Jeg har oplyst at jeg ind i mellem har vasket (B)'s sportstøj, dette bliver tolket som om jeg konstant vasker (B)'s tøj, hvilket er usandt. (B) får vasket på sin bopæl, hvilket (C) kan bevidne.

Den 12.10. Min oplysning til (en ansat), Vejle Amt, om at have overnattet hos (B) bliver omtalt som en del (hvor meget er det). Jeg oplyser at vi skiftes til at betale biografbill. mv. I samtalen den 12.10. har vi ikke på noget tidspunkt talt om at vi skulle anses for et par. Dette har (sagsbehandler E) spurgt om den 10.10., hvortil jeg svarer at det ved jeg ikke, men at vore venner ikke betragter os som par.

Den 24.10. ringer (B) til (sagsbehandler E), da jeg viser ham mine journalark. Han forespørger om det er (sagsbehandler D) der har sat sagen igang, da hun havde en privat samtale med ham på gaden i juli md. (Sagsbehandler D) er samboende med en af (B)'s sportskammerater gennem mange år. (Sagsbehandler D) svarer at hun ikke er den ansatte nævnt i journalarkene. Der er indhentet oplysninger om el i 1993 i sommerhuset. (B) flyttede først ind i 1994 og desuden blev der først indlagt el i efteråret 1993. Huset ejes ikke af (B)'s mor, men af (...), (B)'s forhenværende kone. (B) spørger hvorfor der er videregivet oplysninger til skattevæsenet om en tidl. logerende i en tidl. bolig. Dette svares der ikke på. (B) bekræfter at have haft seksuelt samvær med mig, men at dette er ophørt i aug.md. (B) oplyser endvidere at han aldrig har underholdt mig eller børnene.

(B) tilmeldte sig på adressen (Y) 1.3.94 i god tro, da der bor mange andre hele året. Kommunen gjorde da heller ikke indsigelse, selv om man først må bo der fra 15.5. I forbindelse med denne sag har (B), måttet finde anden bolig.

Det er ikke lykkedes mig at finde et familiemedlem der har henvendt sig til kommunen om mig.

Min tidl. svigerinde (...) er ansat i socialforvaltningen (p.t. orlov) og var beskæftiget i den pgl. afdeling i foråret. Hun kan bekræfte at hun ikke har modtaget en henvendelse om mig og har ikke oplyst at jeg skulle være samboende. Hun har dog i privat samtale med (sagsbehandler D) som hun er gode venner med og kollega, i al fortrolighed sagt at have set mig og (B) sammen på gaden og ved private sammenkomster.

Det skal tilsidst bemærkes, at havde (sagsbehandler E) henvendt sig telefonisk eller skriftligt til mig, havde hun fået accept på at få de ønskede oplysninger i banken, da jeg intet har at skjule. Hun har overfor mig kun været interesseret i tøjvask og seksuelt samvær. Endvidere har (sagsbehandler E) gentagne gange udtalt at hun ville vinde denne sag, da hun netop har vundet en lignende sag. Jeg føler mig utroligt dårligt behandlet i denne sag i bidragsafd. Den har ført mig til akut indlæggelse på psykiatrisk Afd. i (...) og givet børnene en traumatisk oplevelse ved akut anbringelse i familiepleje, der vil mærke dem resten af livet."

Vedlagt brevet var en erklæring fra viceværten i ejendommen adressen X hvor A tidligere boede. I erklæringen bekræftedes det at A havde haft hundehold, og at hun - hvis ikke hun selv havde sagt op - ville være blevet opsagt fra dette lejemål.

Det sociale ankenævn stadfæstede på møde den 24. januar 1995 kommunens afgørelse om ikke at udbetale ordinært og ekstra børnetilskud for oktober kvartal 1994. I et brev af 26. januar 1995 til A om afgørelsen refererede nævnet det retlige grundlag for afgørelsen således

"Efter børnetilskudslovens § 2, nr. 1, ydes ordinært børnetilskud når den, der alene har forældremyndigheden over et barn, eller som har del i forældremyndigheden over et barn, er enlig forsørger.

Bestemmelsen om ordinært børnetilskud er uddybet i punkt 8 i Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986. Det fremhæves i denne bestemmelse, at det er en betingelse, at forsørgeren er reelt enlig.

Det anføres yderligere, at en person, der ikke er gift, kun anses for enlig, hvis pågældende ikke lever i et ægteskabslignende forhold med den anden af forældrene, eller med en anden person. Der foreligger et ægteskabslignende forhold, når parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og der er tale om et samlivsforhold, der kan føre til ægteskab efter dansk ret. Det vil i almindelighed være en forudsætning, at parterne har samme bopæl, men den formelle tilmelding til folkeregisteret er ikke afgørende.

Afgørelsen om udbetaling af ordinært børnetilskud må således træffes ud fra en konkret vurdering af, om der består et ægteskabslignende forhold."

Som begrundelse for afgørelsen henviste nævnet til følgende

"Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt ud fra de faktiske oplysninger, at der havde foreligget et ægteskabslignende forhold mellem Dem og (B) af en sådan karakter, at kommunen havde været berettiget til at afslå udbetaling af børnetilskud for det nævnte kvartal."

I et brev af 21. februar 1995 indbragte A's advokat sagen for Den Sociale Ankestyrelse. Han gjorde bl.a. følgende gældende

"...

Sagen har efter min klients opfattelse absolut principiel karakter, idet min klient som det fremgår af sagsakterne har oplyst, at hun har haft et forhold med omtalte (B), men at hun på intet tidspunkt har boet sammen med denne endsige haft økonomisk samvær med denne.

Min klient er som det fremgår enlig mor med tre hjemmeboende børn, og min klient er efter afgørelserne fra Det Sociale Ankenævn i Vejle Amt meget forvirret over, om hun skal forstå afgørelserne således, at hun herefter ikke så længe hun får udbetalt ordinær og ekstraordinær børnetilskud samt boligsikring er berettiget til at have seksuelle forhold.

Min klient, der er 35 år, har selvfølgelig som andre behov for at kunne have seksuelle forhold, og det kan vel ikke være samfundets opfattelse, at det er utilladeligt at have seksuelle forhold, når man modtager sociale ydelser.

Min klient fastholder, som det også fremgår af sagsakterne, at hun udelukkende har haft seksuelle forhold med (B) men aldrig har haft fælles bopæl, økonomi eller lignende med denne.

Hvor går grænsen for, hvad enlige mødre/fædre må og ikke må i min klients situation?

..."

Den Sociale Ankestyrelse afviste i skrivelse af 8. marts 1995 at optage sagen til realitetsbehandling, da Ankestyrelsen ikke fandt at sagen var af principiel eller generel betydning. Ankestyrelsen henviste herved til at "retstilstanden er tilstrækkeligt afklaret", og til at "nævnets afgørelse er truffet efter en konkret vurdering og ikke på det foreliggende grundlag synes at stride mod Ankestyrelsens praksis på området".

Den 1. oktober 1994 stoppede Fredericia Kommune A's boligsikring under henvisning til at A ikke havde imødekommet en anmodning fra boligstøttekontoret om at kontakte kommunen, da den havde erfaret at der var ændringer i husstandens sammensætning. Denne afgørelse påklagede A telefonisk den 12. oktober 1994 til Det Sociale Ankenævn for Vejle Amt. Med virkning fra den 1. november 1994 genoptog kommunen udbetalingen af boligsikring. Nævnet traf den 24. januar 1995 følgende afgørelse som blev meddelt A ved brev af 26. januar 1995

Om sagens baggrund oplyste nævnet følgende

"Nævnet fandt efter det oplyste, at indkomsten for (B) skulle indgå i husstandsindkomsten ved beregningen af oktober måneds boligsikring.

Nævnet tiltrådte derfor, at Fredericia Kommune havde krævet tilbagebetaling for denne måned.

Nævnet lagde vægt på, at De efter det oplyste ikke havde reageret på kommunens anmodning i november 1994 om at henvende Dem vedrørende ændrede husstandsforhold samt at De ved fremsendelse af kommunens udtalelse af 2. december 1994 fra ankenævnet den 7. december 1994 var orienteret om, at De var berettiget til boligsikring fra 1. november 1994.

Nævnet fandt derfor, at De måtte indse, at De ikke kunne være berettiget til udbetalinger for oktober 1994, da reguleringen med den fejlagtige udbetaling for oktober 1994 fandt sted 1. januar 1995.

Der er ikke ved afgørelsen taget stilling til størrelsen af tilbagebetalingen af boligsikring for oktober måned 1994."

Nævnet henviste til følgende lovbestemmelser

"Det fremgår af boligstøttelovens § 6, at beregningen af boligstøtte sker på grundlag af husstandsindkomsten.

Ifølge samme lovs § 7 medregnes som medlemmer af husstanden ansøgeren, dennes ægtefælle, hjemmeværende børn og andre der har fast ophold i lejligheden uden at være logerende.

Ifølge samme bestemmelses § 43, stk. 3, skal ansøgeren oplyse kommunen om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.

Af boligstøttelovens § 47, stk. 6 fremgår det, at har ansøgeren undladt at give meddelelse som omhandlet i § 43, stk. 3 eller mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal det beløb der er oppebåret med urette tilbagebetales."

I skrivelse af 6. juni 1995 indgav A's advokat klage til mig over Den Sociale Ankestyrelses og det sociale ankenævns afgørelser i sagen. Han henviste til den stedfundne brevveksling mellem myndighederne og A.

I brev af 11. juli 1995 bad jeg Det Sociale Ankenævn for Vejle Amt og Fredericia Kommune om udtalelser. Jeg bad specifikt om følgende

"Det kan oplyses at jeg ved min afsluttende gennemgang af sagerne vil tage stilling til om de trufne afgørelser opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24. Jeg skal således bede om at ankenævnet og Fredericia Kommune i udtalelserne redegør for hvilke faktiske oplysninger myndighederne har lagt til grund ved vurderingen af at (A) i relation til børnetilskudsreglerne levede i et ægteskabslignende forhold på det pågældende tidspunkt, og at (B)'s indtægt skulle indgå i husstandsindkomsten ved beregning af boligsikringen."

Fredericia Kommune kommenterede klagen i et brev af 17. juli 1995. Kommunen anførte

"(A) skønnes ikke at have været enlig i h.t. børnetilskudslovens § 2 fra den 1.6.94 til den 31.10.94, idet ved samtale med undertegnede den 10.10.94, oplyser (A)

at hun siden maj måned 1994 har haft seksuelt samvær med (B),

at hun er sammen med (B) hver onsdag og hver anden weekend,

at de har fælles venskabskreds,

at (A) vasker (B)'s tøj,

at (A) har lejet (B)'s hus,

at de har været på ferie sammen til Tyrkiet i sommeren 1994.

Desuden har (A) til Det Sociale Ankenævn den 12.10.94 oplyst at have overnattet en del hos (B) i juli måned 1994 og at (B) har overnattet hos hende i juni måned 1994.

De har betalt skiftevis til de fælles udgifter.

(B) har ved tlf. samtale hertil den 24.10.94 bekræftet, at der har eksisteret et seksuelt samvær, men at dette er ophørt.

Desuden har (B) stået tilmeldt en adresse, som er et havehus og som kun må anvendes til kolonihaveformål. (B) flytter først sin adresse den 1.11.94 efter at Teknisk Forvaltning anmoder om det med frist til den 7.11.94."

Ankenævnet udtalte sig i et brev af 29. august 1995 således

"Ankenævnet skal anføre, at afgørelserne i nævnte sager er resultatet af en konkret vurdering og afvejning af de foreliggende faktiske oplysninger i sagerne.

Det kan oplyses, at forhold som parternes indbyrdes tjenesteydelser, hyppigheden og karakteren af samværet parterne imellem samt de pågældendes bolig- og bopælsmæssige forhold i den relevante periode er elementer, som har indgået ved sagernes afgørelse i ankenævnet."

Den 1. september 1995 sendte A's advokat mig en kopi af et brev af 25. august 1995 fra Fredericia Kommune til A hvori kommunen oplyser hende om at politiet havde sendt sagen tilbage, og at der ikke havde været fundet grundlag for at rejse sigtelse mod hende.

Ombudsmandens udtalelse

"Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse

' § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.'

Skriftlige afgørelser der ikke giver en part fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens § 22 ledsages af en begrundelse. Begrundelsen efter § 22 skal ifølge § 24 som minimum indeholde følgende

' § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15.'

Fredericia Kommunes afgørelse af 30. september 1994

Afgørelsen i kommunens brev af 30. september 1994 til (A) blev truffet uden at Fredericia Kommune forinden havde givet (A) lejlighed til at udtale sig om den anonyme henvendelse af 12. september 1994 eller om de oplysninger forvaltningen i den anledning indhentede om (A)'s og (B)'s folkeregisteradresser samt om elforbruget på ejendommen (adressen Y).

Kommunen tilsidesatte herved § 19, stk. 1, i forvaltningsloven.

Brevet til (A) af 30. september 1994 indeholdt ingen angivelse af hvilke oplysninger eller forhold kommunen byggede afgørelsen på. Dermed tilsidesatte kommunen kravet i § 24 i forvaltningsloven om en angivelse af de hovedhensyn afgørelsen bygger på, samt en redegørelse for hvilke oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der var tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Tilsidesættelsen af disse to centrale sagsbehandlingsregler må jeg anse for beklagelig.

Reelt blev afgørelsen truffet på grundlag af de anonymt meddelte oplysninger, oplysninger der viste at (A) og (B) ikke havde samme folkeregisteradresse, samt oplysninger om elforbruget på den ene af adresserne. Jeg anser disse oplysninger for utilstrækkelige som bevis for at der var etableret et fast samlivsforhold mellem (A) og (B), og finder det uheldigt at kommunen fandt at kunne træffe en så vidtgående afgørelse som sket på dette spinkle bevismæssige grundlag.

Jeg har gjort Fredericia Kommune bekendt med min opfattelse.

Det Sociale Ankenævn for Vejle Amts brev af 26. januar 1995 om børnetilskud

Nævnet beskrev i brevet til (A) retsgrundlaget for afgørelsen og henviste herved bl.a. til pkt. 8 i Sikringsstyrelsens vejledning af 18. december 1986 om afgrænsningen af begrebet 'enlig forsørger'. I brevet af 26. januar 1995 henviste nævnet til at (A) og (B) ansås at leve i et 'ægteskabslignende forhold'. Af styrelsens vejledning ses at afgørende ved denne vurdering er om parterne bidrager til fælles husførelse gennem kontante bidrag, arbejde eller på anden måde, samt om der er tale om et samlivsforhold der kan føre til ægteskab.

På tidspunktet for ankenævnets afgørelse forelå langt flere og detaljerede oplysninger til belysning af dette spørgsmål end da kommunen traf afgørelse. Hovedparten af oplysningerne fremkom ved at (A) under samtaler med sagsbehandlere i henholdsvis Fredericia Kommune og statsamtet oplyste nærmere om forholdet mellem hende og (B). Derudover blev spørgsmålet belyst ved erklæringer og breve fra (A) og (B). I forbindelse hermed modsagde såvel (A) som (B) en række af de oplysninger kommunen oplyste at have lagt til grund; det gjaldt navnlig oplysningerne om samlivets karakter og om fælles økonomi. En del af oplysningerne er i forbindelse med nævnets behandling af sagen under forløbet blevet uddybet og nuanceret, f.eks. oplysningerne om baggrunden for (B)'s køb af ejendommen (adressen Z) samt oplysningerne om at (A) og (B) havde fælles vennekreds. Om den første oplysning blev det forklaret at ejendommen blev købt som en investering, og at en bekendt skulle bo i den, men at bekendten sprang fra. Om den fælles vennekreds blev det oplyst at (A) og (B) havde kendt hinanden i mange år - også da de begge var gift med andre personer - og at der var tale om fælles venner fra denne tid.

Andre oplysninger er delvist blevet korrigeret af (A), bl.a. oplysningen om at (A) vaskede (B)'s tøj. (A) har anført at hun vaskede hans tøj efter at de havde bowlet sammen, og at der ikke var tale om at hun jævnligt vaskede hans tøj.

Efter min mening er det en forudsætning for at nævnet kunne opfylde begrundelsespligten i § 24, at det i afgørelsesskrivelsen blev præciseret hvilke forhold der efter nævnets opfattelse begrundede at parret i perioden juni til november 1994 kunne anses at leve i et ægteskabslignende samliv. Yderligere følger det efter min mening af kravet i § 24, stk. 2, om at begrundelsen 'om fornødent (skal) indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen', at nævnet angav hvilke af de bevismæssigt set usikre oplysninger nævnet havde lagt til grund for afgørelsen. Eksempelvis - hvis dette har været tilfældet - at nævnet antog at de havde boet på samme adresse trods det at de havde forskellige folkeregistertilmeldinger, at (A) jævnligt vaskede tøj for (B) og ikke kun når de havde bowlet. Som sagen foreligger nu - også efter nævnets udtalelse til mig - er det ikke muligt at se hvilke af de ikke samstemmende oplysninger der har været lagt til grund for afgørelsen.

Jeg finder det beklageligt at nævnet på den beskrevne måde har tilsidesat begrundelsespligten i § 24 i forvaltningsloven. Jeg har gjort Det Sociale Ankenævn for Vejle Amt bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til nævnet at genoptage sagen til fornyet behandling med henblik på at der meddeles (A) en ny afgørelse ledsaget af en fyldestgørende begrundelse.

Ifølge den sociale styrelseslovs § 17, stk. 1, kan nævnets afgørelse gå ud på 'afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den påklagede afgørelse'.

Jeg har overvejet om nævnet burde have hjemvist sagen til fornyet behandling i Fredericia Kommune.

Det er ikke i § 17, stk. 1, nærmere bestemt hvorledes nævnet bør reagere over for fejlagtige afgørelser, men blot anført at det kan ske ved hjemvisning, ophævelse eller ændring. I et tilfælde som det foreliggende, hvor den påklagede afgørelse lider af meget væsentlige formelle mangler - manglende partshøring, meget mangelfuld begrundelse og utilstrækkeligt oplysningsgrundlag - må udgangspunktet være hjemvisning. Det er dog ikke udelukket i et sådant tilfælde at nævnet ved sin egen oplysning af sagen retter fejlen og i stedet ændrer afgørelsen. I det foreliggende tilfælde bør det efter min mening tillægges væsentlig betydning at sagen straks ved klagens modtagelse var blevet oplyst mere fyldestgørende end da kommunen traf afgørelse den 30. september 1994, at en hjemvisning kunne føre til yderligere forhaling af sagen, samt at nævnet modtog oplysning om at kommunen med virkning fra 1. november 1994 ændrede sin vurdering af (A)'s forsørgerstatus.

Herefter finder jeg ikke at det kan kritiseres at nævnet ikke hjemviste sagen.

Det Sociale Ankenævn for Vejle Amts brev af 26. januar 1995 vedrørende tilbagebetaling af boligsikring

Nævnets afgørelse om at (A) skulle tilbagebetale boligstøtten for oktober måned 1994, bygger - i lighed med børnetilskudsafgørelsen - på en antagelse om at (B) og (A) i denne periode havde fælles husstand. Heller ikke i forbindelse med denne afgørelse har nævnet redegjort for hvilke oplysninger og forhold denne opfattelse bygger på. Denne afgørelse er således heller ikke blevet begrundet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24. Jeg finder dette forhold beklageligt. Samtidig hermed har jeg meddelt ankenævnet min opfattelse og henstillet at også denne afgørelse bliver genoptaget med henblik på at der meddeles (A) en ny afgørelse med en fyldestgørende begrundelse.

..."

Den 2. juli 1997 traf Det Sociale Ankenævn for Vejle Amt nye afgørelser i sagen. Nævnet fandt efter en fornyet vurdering at måtte ændre de tidligere afgørelser. Fredericia Kommune blev herefter bedt om at udbetale børnetilskud for oktober kvartal 1994 samt boligsikring for oktober måned 1994 i overensstemmelse hermed.

Udtalelser 1997 273 Valid

Resumé

En kvinde klagede over at myndighederne ikke mente hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud eller boligstøtte. Kommunen lagde til grund at kvinden boede sammen med en mand.

Afgørelsen byggede på en anonym henvendelse og oplysninger om elforbruget på mandens folkeregisteradresse. Kvinden afviste at der var tale om et egentligt samlivsforhold, og klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn, men det sociale ankenævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden mente at kommunen havde truffet afgørelse på et spinkelt bevismæssigt grundlag. Endvidere var der ikke foretaget partshøring i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, hvorefter kvinden skulle have haft lejlighed til at udtale sig om den anonyme henvendelse og om de oplysninger kommunen i den anledning havde indhentet. Kommunen og det sociale ankenævns afgørelser opfyldte heller ikke kravene i forvaltningsloven om en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede at nævnet genoptog sagen til ny behandling med henblik på at give en fyldestgørende begrundelse. (J.nr. 1995-1220-026).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →