Afslag på kosttilskud efter pensionslovens § 17 om personligt tillæg

Afslag på kosttilskud efter pensionslovens § 17 om personligt tillæg

Det fremgik af sagens akter at A modtog mellemste førtidspension, og at A's mand modtog almindelig førtidspension. Det var endvidere anført i kommunens journalark den 7. marts 1996 (journalark, s. 35) at betingelserne for at give personligt tillæg var 100%.

Den 25. februar 1996 ansøgte A Randers Kommune om et kosttilskud, med henvisning til at hun havde sukkersyge og som følge heraf skulle spise mange grøntsager.

Det fremgik af journalnotat af 7. marts 1996 (journalark, s. 34) at A's mand også havde søgt om tilskud til diabeteskost, og at han havde indsendt et oplysningsskema fra Randers Centralsygehus hvoraf det fremgik at han havde en merudgift til kost på 328 kr. pr. måned.

Det fremgik af journalnotat af 8. marts 1996 (journalark, s. 35) at A's mand blev tilkendt et personligt tillæg på 300 kr. pr. måned. I notatet er der bl.a. anført

"Da der af lægen er påvist merudgifter i forbindelse med mandens sukkersyge, ydes der et personligt tillæg på 300 kr. mdl. Vedrørende hustru kan der intet ydes, da behandlingen af denne ikke kræver special kost."

I brev af 13. marts 1996 meddelte Randers Kommune A afslag på tilskud til betaling af merudgifter til diætkost. Afslaget var begrundet med at der ikke forelå dokumentation for at A havde en merudgift i forbindelse med sin diabetes, og at der ikke forelå oplysninger om at hendes diabetes var forværret siden hun sidst havde talt med kommunen.

Den 12. juni 1996 ansøgte A igen om kosttilskud. A indsendte et brev af 13. juni 1996 fra sin læge B hvori han havde anført at A havde sukkersyge og blev tilrådet kost uden sukker.

I brev af 25. juni 1996 meddelte kommunen A at hun ikke kunne få hjælp til det ansøgte. I brevet var der anført

"...

Man skal herved meddele, at der ikke kan ydes tilskud til det søgte. Sagen har været forelagt Randers kommunes lægekonsulent til udtalelse, og vurderingen er, at der er tale om en ikke insulinkrævende sukkersyge. Den af Deres egen læge foreslåede kostplan er ikke væsentlig dyrere end almindelig kost.

..."

Denne afgørelse klagede A den 28. juni 1996 over til Det Sociale Ankenævn for Århus Amt. I klagen henviste A bl.a. til at hendes mand fik tilskud til diætkost.

Kommunen sendte sagen, herunder kommunens journalark s. 34-35, videre til det sociale ankenævn ved brev af 7. august 1996. Det fremgik af oversendelsesbrevet at afslaget var meddelt i henhold til pensionslovens § 17.

Ved brev af 14. oktober 1996 indsendte A et oplysningsskema fra klinisk diætist C, Randers Centralsygehus, hvoraf det fremgik at A var ordineret diabeteskost på energitrin 7.000-8.999 kJ. Det fremgik af skemaet at det svarede til en merudgift på 334 kr. pr. måned. A skrev i brevet at hun ligeledes havde afleveret skemaet til Randers Kommune den 10. oktober 1996, og at hun regnede med at få beløbet fra den 1. marts 1996, idet hun havde indgivet den første ansøgning den 25. februar 1996.

Det fremgik af kommunens journalark at kommunen efter at have modtaget oplysningsskemaet fra diætisten besluttede at fastholde det meddelte afslag på personligt tillæg til diætkost. Dette blev meddelt A i brev af 6. november 1996 samtidig med at hun modtog afslag på personligt tillæg til et blodsukkerapparat, termosokker og overtøj. I brevet var der bl.a. anført

"Under henvisning til Deres henvendelse af 14.10.1996 om hjælp til betaling af blodsukkerapparat og henvendelse af 28.10.1996 om hjælp til betaling af termosokker og fodtøj, skal man meddele afslag, da man efter vurdering af det indsendte skema G. økonomiske forhold, ikke finder, at De er særlig vanskeligt stillet økonomisk. Ligeledes kan det meddeles, at afslag vedrørende tilskud til diæt, meddelt Dem den 25.06.1996 fastholdes. Det skal oplyses, at der fra Randers Kommune, pensionsafdelingen fremsendes de oplysninger der er kommet til ved sidste henvendelse til Det Sociale Ankenævn.

..."

A returnerede afslaget til Randers Kommune og skrev på bagsiden at hun ikke forstod kommunens afslag idet A og hendes ægtefælle var pensionister begge to. A skrev at hun ville have sagen til ankenævnet. Som sagen var oplyst for mig, var det uklart hvornår kommunen sendte A's klage vedrørende termosokker og fodtøj videre til ankenævnet. Ankenævnet traf først ved afgørelsen af 31. januar 1997 afgørelse vedrørende afslaget på termosokker og fodtøj.

Det fremgik at kommunen den 7. november 1996 sendte kommunens journalark, s. 36-38, til det sociale ankenævn. Disse journalark vedrørte perioden fra den 14. oktober 1996 til den 5. november 1996. Ankenævnet modtog disse journalark den 12. november 1996.

I journalnotatet af 5. november 1996 var A's økonomiske forhold omtalt i forbindelse med hendes ansøgning om køb af termosokker og fodtøj. I notatet var der bl.a. anført

"...

Ud fra g-skema ses, at mdl. indtægt er kr. 12.194,00 og mdl. udgifter til alm. udgifter er kr. 5.644,00, derudover er der udgifter til div. lån i bank og finanseringsselsskaber for kr. 3.455,00 mdl. Tilbage er der mdl. 3.395,00 til ægteparret. Ud fra sidste g-skema af 23.11.1995 ses, at lån i finansieringsselskaber er steget, hvilket må anses for ikke at være løsningen når ægteparrets økonomi virker stram i forvejen.

Indstilling:Nægtet da det ikke anses, at ægteparret er særlig vanskelig stillet."

Som sagen var oplyst for mig, udleverede ankenævnet ikke kommunens journalark til A.

I brev af 15. november 1996 meddelte ankenævnet A at nævnet havde ændret kommunens afgørelse, idet ankenævnet fandt at der var tale om en merudgift som kunne dækkes i henhold til pensionslovens § 17. I brevet var der bl.a. anført

"...

På grundlag af blandt andet udtalelse fra kommunens lægekonsulent er det vurderet, at der ikke er tale om en insulinkrævende sukkersyge. Deres læges kostplan er ikke væsentlig dyrere end almindelig kost.

Da De ikke har fremsendt en kostplan som forvaltningen har anmodet om er sagen vurderet af kommunens lægekonsulent.

Der findes således ikke grundlag for at imødekomme Deres ansøgning, da det ikke findes godtgjort at De har væsentlige udgifter til kost udover hvad almindelig 'mad' koster.

Af medsendte sagsakter fremgår blandt andet, at Deres ægtefælle modtager personligt tillæg med kr. 300,00 månedlig vedrørende sin sukkersyge.

De har modtaget kopi af forvaltningens sagsredegørelse.

Ved telefonisk henvendelse til ankenævnets sekretariat den 21. august 1996 anfører Deres ægtefælle, at Deres kost er dyrere end almindelig kost, idet De er tilrådet at spise blandt andet masser af grøntsager.

De har sukkersyge, men skal ikke tage insulin. Dette mener Deres ægtefælle og De skulle være uden betydning.

Deres klagesag blev herefter fremsendt til ankenævnets lægekonsulent.

Under sagsbehandlingen ved lægekonsulenten modtog ankenævnet fra Dem skrivelse af 14. oktober 1996.

De oplyser her at De har gået på dagcenter for Deres sukkersyge, ligesom De har været på Randers Centralsygehus. De har til kommunen afleveret et diabetesskema. På diabetesskemaet anføres merudgifter pr. måned kr. 334,00.

De anfører, at når De har søgt om tilskuddet fra 1. marts 1996 forventer De at få tilskuddet fra denne dato.

De fremsendte kopi af oplysningsskema vedrørende diabetes, og det anførtes heri, at klinisk diætist på Randers Centralsygehus har anført, at De er ordineret diabeteskost på et energitrin der svarer til en merudgift på kr. 334,00 pr. måned.

Materialet blev fremsendt til ankenævnets lægekonsulent.

Ankenævnets lægekonsulent har herefter afgivet følgende udtalelse

' Problemstilling

(...)

Vurdering

Ansøger har sukkersyge som godt nok ikke kræver insulin, men ikke desto mindre sukkersygekost, som anbefalet af egen læge og klinisk diætist. Jeg finder dette velbegrundet. Dermed finder jeg også at den pågældende vil få merudgifter som anført, som bør dækkes ved et personligt tillæg efter bistandslovens § 17.'

Forvaltningen har til sagen fremsendt supplerende journalark.

Disse er indgået i ankenævnets sekretariat den 12. november 1996 og blev fremlagt for ankenævnet ved sagens behandling.

Deres klage er behandlet i ankenævnets møde den 13. november 1996.

Vedrørende retsgrundlag henvises til pensionslovens § 17, som tillige med uddrag af tilhørende vejledning vedlægges til Deres orientering.

A F G Ø R E L S E

Det sociale ankenævn ændrer kommunens afgørelse.

På baggrund af det til sagen oplyste fra ankenævnets lægekonsulent samt i øvrigt fra klinisk diætist på Randers Centralsygehus finder ankenævnet det godtgjort, at De er ordineret en diætkost, der er dyrere end almindelig kost.

Ankenævnet finder at merudgiften andrager kr. 334,00 pr. måned.

Det er således ankenævnets opfattelse, at De som personligt tillæg efter pensionslovens § 17 er berettiget til at få dækket dette beløb.

Ankenævnet forudsætter dog ved ovennævnte afgørelse, at De opfylder de økonomiske betingelser for bevilling af personlige tillæg i henhold til pensionslovens § 17, stk. 1. Dette ses dog i det foreliggende materiale ikke anfægtet af forvaltningen.

Ankenævnet finder, at betingelserne for diabeteskost først ses opfyldt ved tilvejebringelse af diætisterklæring af 9. oktober 1996. Ovennævnte merudgift bevilges derfor med virkning fra 1. november 1996.

Randers Kommune er orienteret om ovenstående afgørelse.

..."

I sagens akter ligger der et brev fra A til Randers Kommune dateret den 22. november 1996. I brevet er der bl.a. anført

"Klage over afslag på tilskud til diætkost.

Jeg vil hermed klage over afgørelsen, som er ydet mig personligt ved henvendelse på kontoret ...

Amtet har i afgørelsen af 15.11.96 bevilget tilskud - som jeg opfatter som en afgørelse, som kommunen skal rette sig efter.

Jeg mener ikke at vi kan afholde udgifter til diætkost med de kr. 300 som (min ægtefælle) modtager i diætkosttilskud."

I kommunens journalnotat af 10. december 1996 (journalark, s. 39) er der anført

"(A) og (A)'s ægtefælle er den 22.11.96 orienteret om afslag på tilskud til sokker og strømper.

Modtaget afgørelse fra amtsankenævnet, som finder det godtgjort, at (A) har ekstraudgifter til diætkost, som påtegnet af diætist, kr. 334. Tilskud er ikke omfattet af tilskud via § 17, stk. 1, og derfor fastholdes denne beslutning.

Der sendes klage til ankenævnet d.d. til videre behandling."

A har efter det oplyste ikke modtaget en kopi af kommunens journalnotat.

I brev af 10. december 1996 sendte Randers Kommune sagen videre til det sociale ankenævn. I kommunens brev var der bl.a. anført

"...

Afslag på diætkost har været behandlet af amtsankenævnet den 15. november 1996 og ankenævnet fandt det godtgjort, at klageren var ordineret en diætkost, der er dyrere end almindelig kost. Merudgiften skønnede ankenævnet ville være kr. 334,- månedlig, lig med udgiften ifølge diætistens opgørelse.

Denne bevilling var ikke vurderet hverken efter § 17, stk. 1 eller § 17, stk. 3, idet kommunens lægekonsulent havde vurderet, at den ordinerede kost ikke var væsentlig dyrere end almindelig kost.

Alle 3 klagepunkter, diætkosttilskud, sokker og fodtøj og blodsukkerapperat er vurderet via pensionslovens § 17, stk. 3, og på grundlag af rådighedsbeløbets størrelse, finder man ikke klageren berettiget til tilskud.

Rådighedsbeløbet for ægteparret er opgjort til kr. 3.395 månedlig, heri er indregnet månedlige ydelser til finansieringsselskaber på kr. 2.255,00, hvilket der ses bort fra ved vurderingen, da parret må fastsætte en afdragsordning, som står i forhold til de økonomiske muligheder.

På grundlag af denne vurdering finder man, at en omlægning afdrag til løs gæld kan omlægges/afdrag kan udskydes, så det månedlige rådighedsbeløb væsentlig vil overstige kr. 3.600 månedlig, som Randers kommune finder værende rimeligt.

Da klageren ikke findes ganske særligt vanskeligt stillet, ydes der afslag på det ansøgte. Hvorvidt der er ekstraudgifter til diætkost - er vi fortsat tvivlende overfor - udgiften til sokker/sko må være ordinære udgifter som skal afholdes via rådighedsbeløbet. Endelig må køb af blodsukkerapperat til kr. 795,- ske ved at købe apparatet via afdragsordning.

..."

Den 18. december 1996 sendte ankenævnet en kopi af kommunens brev af 10. december 1996 til A med henblik på A's eventuelle bemærkninger til sagen.

A skrev i brev af 21. december 1996 til ankenævnet at hun havde ekstraudgifter til madlavning i form af grøntsager og fedtfattigt kød mv.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afslag i brev af 31. januar 1997. I brevet var der bl.a. anført

"...

Af medsendte sagsakter fremgår under journalnotatet af 5. november, at Deres og Deres ægtefælles indtægter er kr. 12.194,00. Deres almindelige udgifter er kr. 5.644,00. (Efter nævnssekretariatets beregninger er der herefter et restbeløb på kr. 6.550,00).

De har udgifter til diverse lån i bank og finansieringsselskaber kr. 3.455,00, hvorefter der tilbage er kr. 3.395,00 månedlig. Ud fra seneste skema af 23. november 1995 ses at lån i finansieringsselskaber er steget, hvilket må anses for ikke at være løsningen, når Deres økonomi virker stram i forvejen.

De har modtaget kopi af forvaltningens sagsredegørelse.

I brev indgået i ankenævnet den 23. december 1996 oplyser De, at der er ekstra udgifter til madlavning i form af grøntsager og fedtfattigt kød m.m. Desuden også til blodsukkerapparatet, hvor pinde til måling og nåle udgør 600,00 kr. pr. måned, og udgifter til fodtøj. På grund af at De skal bruge termosokker skal Deres fodtøj købes 2 numre større end normalt.

Deres klage er behandlet i ankenævnets møde den 29. januar 1997.

Vedrørende retsgrundlaget henvises til pensionslovens § 17, som tillige med uddrag af tilhørende vejledning vedlægges til Deres orientering.

A F G Ø R E L S E

Det sociale ankenævn stadfæster kommunens afgørelse.

Ved ankenævnets tidligere afgørelse meddelt i brev af 15. november 1996 fandt ankenævnet det godtgjort at De har merudgifter til diabeteskost med kr. 334,00 månedlig. Ankenævnet finder at forvaltningen skal respektere denne udgift.

Ved ankenævnets tidligere ændring forudsatte man at De opfyldt de økonomiske betingelser for bevilling af personlige tillæg.

På den baggrund er det ankenævnets opfattelse at forvaltningen er berettiget til at vurdere i hvilket omfang der konkret kan ske udbetaling som følge af ankenævnets afgørelse.

Når henses til det oplyste om Deres økonomiske forhold, herunder indtægter og rimelige faste udgifter er det ankenævnets opfattelse, at De har økonomisk mulighed for selv at afholde de omhandlede merudgifter til diætkost, ligesom ankenævnet finder, at De har økonomisk mulighed for selv at anskaffe det ansøgte blodsukkerapparat samt termosokker og fodtøj.

I ankenævnets vurdering af Deres økonomiske forhold er vedrørende udgifterne indgået Deres almindelige udgifter kr. 5.644,00. Tillige er indgået merudgifter til diabeteskost kr. 334,00, ligesom ankenævnet ved vurderingen har taget hensyn til udgifter til teststrimler m.v.

Ankenævnet har imidlertid ikke fundet grundlag for at tilsidesætte det af forvaltningen udøvede skøn, hvorefter banklån og udgift til finansieringsselskab ikke kan medregnes som en rimelig udgift, og har herunder blandt andet lagt vægt på det oplyste om at lånene er forøget.

Under henvisning til ovenstående finder ankenævnet således ikke grundlag for at pålægge forvaltningen at imødekomme Deres ansøgning.

..."

I brev af 10. marts 1997 klagede A til mig over afslaget på kosttilskud.

I brev af 3. april 1997 bad jeg ankenævnet om en udtalelse både vedrørende afgørelsen af 15. november 1996 og afgørelsen af 31. januar 1997. Jeg bad samtidig ankenævnet om at indhente en udtalelse fra Randers Kommune.

Jeg bemærkede samtidig at min undersøgelse ikke omfattede kommunens afslag af 13. marts 1996, idet denne afgørelse, som sagen umiddelbart var oplyst for mig, ikke havde været påklaget til ankenævnet. Jeg henviste til at ombudsmanden ikke kan behandle en klage over forhold der kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed førend denne myndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).

Randers Kommune og det sociale ankenævn har henholdsvis i breve af 17. april 1997 og 30. april 1997 meddelt at myndighederne ikke havde yderligere kommentarer til sagen.

A havde heller ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

" Retsgrundlaget for afgørelsen om personligt tillæg

Lov om social pension, § 17, stk. 1 og stk. 3, har følgende ordlyd

'§ 17. Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.

...

Stk. 3. Ud over personligt tillæg efter stk. 1 og 2 kan der undtagelsesvis ydes personligt tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige.'

I forarbejderne til bestemmelsen er der ikke nærmere redegjort for hvilke udgifter et personligt tillæg kan udbetales til. Det fremgår dog at tillægget både kan ydes som en løbende ydelse, f.eks. medicinudgifter, og som enkeltydelse til dækning af pensionistens akut opståede behov. I Socialministeriets vejledning om social pension af 24. juni 1996, s. 101, er det anført at tillægget kan ydes til at dække nødvendige og rimelige udgifter som pensionisten vanskeligt kan afholde med sine almindelige indtægter, f.eks. udgifter til medicin, bistand og pleje, tandbehandling, fodpleje, briller mv.

I den tidligere vejledning, Socialstyrelsens vejledning nr. 6 af 29. oktober 1990, som blev ophævet ved Socialministeriets vejledning af 14. juni 1996, var der vedrørende § 17 i pensionsloven bl.a. anført følgende på s. 135, pkt. 191

'Der kan ydes personligt tillæg til ekstraudgiften i forbindelse med lægeordineret diætkost. Ved diætkrævende sukkersyge kan der ydes hjælp til merudgifter som følge af diæten med et månedligt beløb svarende til fx 9% af pensionens grundbeløb for enlige den nærmeste forudgående 1. januar.

...

Tillæg beregnes efter pensionistens personlige tillægsprocent. Det nævnte maksimumsbeløb svarer til fuld ydelse. Ved andre lidelser end sukkersyge bør tilsvarende hjælp kun ydes efter forelæggelse af dokumentation for merudgiftens størrelse.'

Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end § 17, stk. 3, idet § 17, stk. 1, alene stiller krav om at pensionistens forhold skal være særlig vanskelige, imens § 17, stk. 3, kun kan anvendes hvis der er tale om økonomiske forhold der er 'ganske særlig vanskelige'.

Et personligt tillæg tilkendt efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres efter reglerne i pensionslovens § 29 og § 31 således at beløbet i visse tilfælde nedsættes eller bortfalder, hvis ægtefællernes samlede indtægt overstiger et bestemt fastsat beløb. Jeg har forstået at størrelsen af Deres og Deres ægtefælles samlede indtægter den 7. marts 1996 var under minimum for indtægtsreguleringen, og at der således ikke skulle ske fradrag i et eventuelt tilkendt personligt tillæg efter § 17, stk. 1. Jeg henviser til at Deres og Deres mands personlige tillægsprocent efter det oplyste var 100.

Det fremgår endvidere af vejledning af 24. juni 1996, pkt. 77, at hvis der ydes personligt tillæg som en løbende ydelse, bør sagen tages op til vurdering med jævne mellemrum for at sikre at pensionisten fortsat opfylder betingelserne for tillæg.

Kommunens afgørelse af 25. juni 1996

En afgørelse skal når den meddeles skriftligt og parten ikke får fuldt ud medhold, være ledsaget af en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.

De indholdsmæssige krav til begrundelsen er fastsat i forvaltningslovens § 24. Forvaltningslovens § 24 har følgende ordlyd

' § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.'

En begrundelse skal efter § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 277ff.

Den meddelte begrundelse opfylder efter min opfattelse ikke kravene i forvaltningslovens § 24.

Jeg finder det beklageligt at kommunen i sin afgørelse af 25. juni 1996 ikke henviste til hvilken lov og hvilken paragraf afgørelsen var truffet efter, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Det Sociale Ankenævn for Århus Amts afgørelse af 15. november 1996

I ankenævnets afgørelse af 15. november 1996 var der bl.a. anført

'...

Det er således ankenævnets opfattelse, at De som personligt tillæg efter pensionslovens § 17 er berettiget til at få dækket dette beløb.

Ankenævnet forudsætter dog ved ovennævnte afgørelse, at De opfylder de økonomiske betingelser for bevilling af personlige tillæg i henhold til pensionslovens § 17, stk. 1. Dette ses dog i det foreliggende materiale ikke anfægtet af forvaltningen.

Ankenævnet finder, at betingelserne for diabeteskost først ses opfyldt ved tilvejebringelse af diætisterklæring af 9. oktober 1996. Ovennævnte merudgift bevilges derfor med virkning fra 1. november 1996.

...'

I ankenævnets senere afgørelse af 31. januar 1997 fremhævede nævnet at man ved afgørelsen af 15. november 1996 havde forudsat at de økonomiske betingelser var opfyldt. Jeg har forstået at nævnet mente at dette forbehold medførte at kommunen var frit stillet med hensyn til at foretage en vurdering af de økonomiske betingelser i pensionslovens § 17, og af om der konkret skulle ske udbetaling af personligt tillæg fra den 1. november 1996 som følge af ankenævnets afgørelse.

Der gælder i den offentlige forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket forvaltningen har ansvaret for at de fornødne oplysninger til afgørelse af den foreliggende sag er tilvejebragt, samt har pligt til at kontrollere at de oplysninger der indgår i oplysningsgrundlaget, er korrekte.

Ankenævnet havde således pligt til at kontrollere at oplysningsgrundlaget i sagen var tilstrækkeligt til at træffe en afgørelse efter pensionslovens § 17. Hvis ankenævnet mente at kommunen ikke havde vurderet de økonomiske betingelser i sagen, og ankenævnet heller ikke selv havde grundlag for at foretage denne vurdering - eventuelt efter indhentelse af yderligere oplysninger - måtte ankenævnet efter min opfattelse vælge udtrykkeligt at hjemvise sagen til fornyet behandling med henblik på en vurdering af om de økonomiske betingelser var opfyldt.

Ankenævnet meddelte Dem i brevet af 15. november 1996 at et journalnotat af 5. november 1996, hvori kommunen anfægtede Deres økonomiske forhold i forhold til ansøgningen om et personligt tillæg til fodtøj og termosokker, indgik i ankenævnets behandling af sagen. Disse oplysninger har nævnet senere - i afgørelsen af 31. januar 1997 - lagt til grund i forbindelse med at nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere at kommunen ikke mente De opfyldte de økonomiske betingelser for at modtage tillæg.

Det er efter min mening herefter tvivlsomt hvorledes nævnet i forbindelse med afgørelsen af 15. november 1996 opfattede oplysningerne om de økonomiske betingelser. Umiddelbart ser det ud til at oplysningerne i kommunens notat af 5. november 1996 blev overset da nævnet skrev til Dem at kommunen ikke havde anfægtet at De opfyldte de økonomiske betingelser.

Jeg anser dette forhold som overordentligt uheldigt idet ankenævnets brev kunne give Dem det indtryk at nævnet havde vurderet kommunens oplysninger om de økonomiske forhold og på dette grundlag fundet at De opfyldte de økonomiske betingelser. Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

Den uheldige formulering i nævnets brev kan efter min mening ikke tillægges den virkning at De anses for berettiget til fremover på ubestemt tid at modtage et tillæg til dækning af merudgifterne ved diætkost. Derimod finder jeg at formuleringen kan have givet Dem en sådan berettiget forventning om at modtage tillægget at De i tiden indtil De modtog ankenævnets brev af 31. januar 1997, bør have udgifterne dækket.

Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse og henstillet at ankenævnet i forbindelse med at nævnet genoptager sagen, træffer afgørelse herom.

Kommunens afgørelse truffet i slutningen af november 1996

Kommunen meddelte Dem i perioden fra den 15. november 1996 til den 22. november 1996 et mundtligt afslag på personligt tillæg til diætkost.

Det følger af rekursordningen og den heri liggende kompetence for ankenævnene over for kommunen at kommunen var forpligtet til at efterleve ankenævnets afgørelse medmindre ankenævnets afgørelse var behæftet med åbenbare eller grove mangler. Forpligtelsen til at efterleve ankenævnets afgørelse eksisterer kun i det omfang nævnet rent faktisk har truffet afgørelse.

Som anført kunne ankenævnets brev af 15. november 1996 give anledning til tvivl for så vidt angår nævnets stillingtagen til om de økonomiske betingelser var opfyldt. Nævnets bemærkninger har givet Randers Kommune den opfattelse at kommunen kunne underkaste Deres begæring om tillæg en helt ny og selvstændig realitetsbehandling med hensyn til de økonomiske betingelser. Nævnet stadfæstede senere den 31. januar 1997 denne opfattelse. Efter min mening er der herefter ikke grundlag for at kritisere at kommunen ikke blot udbetalte beløbet til Dem, men i stedet traf en ny selvstændig afgørelse i forhold til Dem.

Kommunen burde imidlertid have været opmærksom på at nævnets brev af 15. november 1996 fremstod som en bevilling af tillægget fra 1. november 1996, og at en beslutning om alligevel ikke at udbetale det i hvert fald for Dem måtte fremstå som en nægtelse af at efterkomme afgørelsen.

Kommunen burde derfor have kontaktet ankenævnet inden kommunen besluttede sig for at se bort fra at ankenævnet i sit brev havde meddelt Dem at De havde fået bevilget tillægget fra den 1. november 1996.

Kommunen burde desuden have gjort det klart for Dem at kommunen kun anså sig for bundet af nævnets afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om hvorvidt De havde en merudgift til diætkost. Taget i betragtning at der formelt forelå en regulær fravigelse af nævnsafgørelsen, finder jeg endvidere at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om kommunen havde skrevet til Dem i stedet for blot at give Dem et mundtligt afslag.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

I kommunens journalark af 10. december 1996 er det anført at 'tilskud er ikke omfattet af tilskud via § 17, stk. 1'. I kommunens redegørelse af 10. december 1996 til nævnet har kommunen anført at udgiften er vurderet i henhold til § 17, stk. 3.

Jeg finder det beklageligt at der er opstået tvivl om hvorvidt kommunen har vurderet Deres ansøgning efter § 17, stk. 1, eller om den alene er vurderet efter § 17, stk. 3. Som anført ovenfor i afsnittet om retsgrundlaget er muligheden for at få hjælp efter § 17, stk. 1, større end efter § 17, stk. 3, og ansøgningen skal derfor også vurderes efter denne bestemmelse.

Jeg bemærker samtidig at som sagen er oplyst for mig, er kommunens afslag med hensyn til de økonomiske betingelser uforståeligt. Jeg henviser til at Deres ægtefælle efter det oplyste også har diabetes og får 300 kr. pr. måned i tilskud til særlig kost efter pensionslovens § 17. Ved vurderingen af Deres og Deres ægtefælles ansøgning om diabeteskost er der med hensyn til de økonomiske betingelser i § 17 foretaget en samlet vurdering af Deres og Deres ægtefælles økonomi. Kommunen har ikke over for Dem oplyst nogen saglig grund til at forskelsbehandle Deres ansøgning om tilskud til særlig kost i forhold til Deres ægtefælles.

Under hensyntagen til at De ikke fik nogen forklaring på kommunens efterfølgende afslag, og at afslaget i sig selv er uforståeligt, er det min opfattelse at De fortsat efter kommunens afslag i november 1996 måtte have en berettiget forventning om at De havde ret til et personligt tillæg til tilskud til diætkost. Jeg henviser til at det først i forbindelse med ankenævnets brev af 31. januar 1997 blev tilkendegivet at ankenævnet ikke ved afgørelsen den 15. november 1996 havde taget stilling til de økonomiske betingelser.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Ankenævnets afgørelse af 31. januar 1997

Ankenævnet stadfæstede ved denne afgørelse kommunens afgørelse af november 1996 om at afslå at yde Dem tillæg som følge af at De ikke opfyldte de økonomiske betingelser. Nævnet lagde herved vægt på at De og Deres ægtefælle havde en månedlig nettoindtægt på 12.194,00 kr., at Deres og Deres ægtefælles almindelige udgifter udgjorde 5.644 kr., og at der herefter var et restbeløb på 6.550 kr.

Det fremgår imidlertid ikke klart af ankenævnets afgørelse om ankenævnet har vurderet om De opfyldte betingelserne i § 17, stk. 1, for at få tilkendt et personligt tillæg, eller om ankenævnet alene har stadfæstet kommunens afgørelse om at De ikke opfyldte betingelserne i § 17, stk. 3.

Der mangler endvidere en forklaring på hvorfor Deres økonomiske situation efter det oplyste er blevet bedømt anderledes end Deres ægtefælles.

Allerede af denne grund finder jeg at nævnet bør genoptage sagen med henblik på at nævnet tager stilling til disse forhold. Jeg har derfor henstillet til ankenævnet at genoptage sagen.

Ankenævnet burde endvidere efter min opfattelse i brev af 31. januar 1997 have redegjort for hvordan ankenævnets afgørelse af 15. november 1996 skulle forstås, og tydeligt have forklaret hvordan nævnet nu var kommet til et andet resultat.

Som anført finder jeg at nævnets brev af 15. november 1996 gav Dem en berettiget forventning om at få det ansøgte tillæg fra 1. november 1996, og at De allerede som følge heraf bør have tillægget udbetalt i perioden 1. november 1996 til 31. januar 1997. Jeg har henstillet til ankenævnet at nævnet træffer afgørelse herom i forbindelse med at sagen genoptages.

Jeg har bedt ankenævnet underrette mig om nævnets fornyede afgørelse.

Jeg foretager mig ikke mere i sagen ..."

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En førtidspensionist med sukkersyge klagede over myndighedernes afslag på hendes ansøgning om kosttilskud. Førtidspensionistens ægtefælle som også havde sukkersyge, fik tilskud til diabeteskost. Kommunen afslog ansøgningen under henvisning til at der ikke var dokumentation for en merudgift til kost.

Det sociale ankenævn ændrede kommunens afgørelse, og kommunen genoptog herefter sagen. Kommunen mente ikke at ankenævnet havde taget stilling til om de økonomiske betingelser for tildeling af kosttilskud var opfyldt. Efter den nye behandling af sagen gav kommunen et mundtligt afslag med henvisning til at de økonomiske betingelser ikke var opfyldt. Ankenævnet stadfæstede afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at ankenævnets første afgørelse var formuleret sådan at førtidspensionisten med rette fik indtryk af at ankenævnet også havde taget stilling til de økonomiske betingelser. Førtidspensionisten var således efter ombudsmandens opfattelse berettiget til at få udbetalt kosttilskud indtil det ved ankenævnets anden afgørelse blev tilkendegivet over for pensionisten, hvordan nævnets første afgørelse skulle forstås. Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunens andet afslag fremtrådte som uforståeligt. Der var ikke anført nogen saglig grund til at forskelsbehandle ægtefællerne, og det var uklart om myndighederne havde vurderet ansøgningen efter den relevante bestemmelse. På den baggrund henstillede ombudsmanden til ankenævnet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-715-049).