Myndigheds sprogbrug i sag om tilbagebetaling af boligstøtte

Myndigheds sprogbrug i sag om tilbagebetaling af boligstøtte

A og B klagede over at de skulle tilbagebetale for meget modtaget boligstøtte for 1990 og 1991. Desuden klagede de over beregningen af den boligstøtte der var ydet i 1992. Endvidere klagede de over myndighedernes sagsbehandling.

Det fremgik af sagens akter at A og B fik boligstøtte i 1990, 1991 og 1992 ud fra beregningsgrundlag på henholdsvis 128.000 kr., 131.000 kr. og 134.000 kr.

Den 21. november 1992 skrev Århus Kommune til A og meddelte at A og B skulle tilbagebetale 1.896 kr. i boligstøtte, da kommunen ud fra A's og B's årsopgørelse havde opgjort deres faktiske husstandsindkomst for 1990 til 163.000 kr. A og B oplyste over for mig at dette brev aldrig var kommet frem til dem.

Den 23. december 1994 traf kommunen afgørelse om at A og B skulle tilbagebetale 2.568 kr. i boligstøtte da kommunen havde opgjort deres faktiske husstandsindkomst for 1991 til 151.000 kr.

Den 29. december 1994 skrev A til kommunen at opgørelsen af den faktiske husstandsindkomst for 1991 var forkert. Hun ønskede endvidere bekræftet at en del af kravet var modregnet i boligstøtten for 1993. Derudover anførte hun at kravet var fremsat meget sent.

Den 4. januar 1995 skrev Århus Kommune til A at den udbetalte kontanthjælp tillige skulle indregnes i husstandsindkomsten for 1991. Desuden kunne der kun medregnes ligningsmæssige fradrag på i alt 3.346 kr. Kommunen oplyste at efterreguleringen for 1991 var foretaget for hele året, og bad A indsende samtlige lønsedler for 1991 hvis hun ønskede periodeopdeling af kravet. Kommunen meddelte desuden at det beløb der blev modregnet i A's og B's boligstøtte for 1993, var en efterregulering fra 1990. Kommunen vedlagde i den forbindelse en kopi af sit brev af 21. november 1992 vedrørende tilbagebetalingskravet for 1990. Endelig beklagede kommunen den sene fremsættelse af tilbagebetalingskravet for 1991.

Den 9. januar 1995 meddelte A at hun ikke havde modtaget kommunens brev af 21. november 1992. Samtidig indsendte hun opgørelser over sine og B's indkomstforhold i 1990, 1991 og 1992. A anførte at hun og B måtte have fået for lidt udbetalt i boligstøtte for 1992.

Den 20. januar 1995 nedsatte kommunen på baggrund af de nye oplysninger tilbagebetalingskravet for 1991 til 1.498 kr. i alt. Kommunen meddelte samtidig at der ikke længere var mulighed for at foretage ændringer i boligstøtten for 1990. Endvidere fandt kommunen ikke grundlag for at foretage yderligere ændringer i den boligstøtte A og B havde fået i 1992.

Den 26. januar 1995 bad B på A's vegne Århus Kommune om en nærmere forklaring på hvorfor der ikke var grundlag for at foretage ændringer i boligstøtten for 1992. Desuden protesterede han imod at der ikke kunne foretages ændringer i boligstøtten for 1990 med henvisning til at A og B aldrig havde modtaget kommunens brev af 21. november 1992.

Den 3. februar 1995 sendte kommunen A's og B's klage til Det Sociale Ankenævn for Århus Amt. Kommunen skrev bl.a. følgende til ankenævnet

"...

Ansøger klagede i brev af 29. december 1994 over boligstøttekontorets efterbetalingskrav af 23. december 1994 for boligstøtteåret 1991.

Denne klage blev besvaret med brev af 4. januar 1995.

Ansøger fremsender herefter med brev af 9. januar 1995 lønsedler m.v. for en periodeopdeling af kravet for 1991. Denne periodeopdeling foretages og kravet nedskrives fra kr. 2.568,- til kr. 1.498,-. I samme brev ønsker pågældende nu efterreguleringen for 1990 genoptaget, idet hun påpeger, at hun ikke havde modtaget brevet af 21. november 1992. Pågældende blev med den automatiske bevillingsskrivelse for 1993 gjort opmærksom på, at der blev trukket i boligsikringen til dækning af mellemværende, og gjorde dengang ingen indsigelse, hvorefter forvaltningen har fastholdt, at klagefristen for længst er overskredet.

Dernæst mener ansøger, at der skal efterbetales for 1992. Beregningsgrundlaget for 1992 var pr. 1. januar kr. 134.000,-. Den 26. august 1992 modtog boligstøttekontoret et ændringsskema fra pågældende om indtægtsændringer sket pr. 1. maj 1992. Beregningsgrundlaget blev herefter ændret til kr. 88.000,- med virkning fra 1. september 1992, nemlig førstkommende første efter anmodningens indgivelse. Der blev fremsendt den automatiske ændringsskrivelse til klienten med ovennævnte ændringsdato. Slutligningen for 1992 viste et beregningsgrundlag på kr. 106.000,-. Dette beregningsgrundlag ville give den samme udbetaling som beregningsgrundlaget kr. 88.000,-. Forvaltningen fastholder, at der ikke skal foretages nogen efterregulering for 1992.

..."

Den 14. februar 1995 sendte ankenævnets formand kommunens redegørelse til A og bad om hendes eventuelle bemærkninger hertil. Samtidig meddelte formanden at klagefristen vedrørende efterregulering af boligstøtte for 1990 var overskredet. Formanden havde besluttet ikke at se bort fra overskridelsen af ankefristen, og nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.

Den 16. februar 1995 skrev A bl.a. til ankenævnet at hun med sikkerhed vidste at hun og B ikke havde modtaget kommunens brev af 21. november 1992 vedrørende kravet fra 1990. Hun anfægtede ikke selve udregningen af tilbagebetalingskravet for 1991, men hun mente kommunen havde udvist passivitet ved at fremsætte kravet så sent.

Den 23. juni 1995 traf ankenævnet følgende afgørelse i sagen

"Det Sociale Ankenævn stadfæster kommunens afgørelse.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at den faktiske husstandsindkomst overstiger den forventede indkomst med mere end kr. 10.000, og at De ikke ses at have givet kommunalbestyrelsen meddelelse herom.

Efter boligstøttelovens § 41, stk. 2, skal den for meget modtagne boligstøtte tilbagebetales.

Boligstøttevejledningen indeholder alene en henstilling til forvaltningen om at rejse tilbagebetalingskravet hurtigst muligt efter, at slutligningen foreligger, men kravet er i øvrigt undergivet de almindelige forældelsesregler og kan ikke anses for bortfaldet ved passivitet.

Som meddelt Dem ved brev af 14. februar 1995 er klagefristen vedr. efterregulering for 1990 overskredet, og formanden har ikke fundet grundlag for at dispensere fra overskridelsen, idet der er lagt til grund, at De har fået skriftlig meddelelse om afgørelsen tillige med ankevejledning.

..."

Den 25. juni 1995 bad A ankenævnet om at genoptage sagen. Hun bad tillige om at få en anden sagsbehandler. Endvidere oplyste A at hun og B ikke havde modtaget kommunens brev af 21. november 1992 vedrørende krav om tilbagebetaling af boligstøtte for 1990.

Den 3. juli 1995 afviste formanden for ankenævnet at genoptage behandlingen af sagen idet der ikke sås at være fremkommet afgørende nyt i sagen.

Samme dag bad B om aktindsigt i de dokumenter der lå til grund for ankenævnets afgørelse.

Den 6. juli 1995 meddelte ankenævnet at B i så fald måtte indsende en fuldmagt fra A.

Den 8. juli 1995 skrev A til ankenævnet at B også var part i sagen, og den 11. juli 1995 gav ankenævnet B aktindsigt.

I klagen til mig gjorde A og B bl.a. gældende at sagsbehandleren i ankenævnet, C, var inhabil i sagen idet A og B tidligere havde kritiseret ham kraftigt - også i pressen. A og B mente derfor ikke C kunne være objektiv i bedømmelsen af deres sager. De klagede desuden over at B blev nægtet aktindsigt i sagen. Desuden klagede A og B over at nogle af de fotokopier de modtog, var af så dårlig kvalitet at de næsten var ulæselige. Endelig klagede A og B over at tilbagebetalingskravet vedrørende boligstøtten i 1991 var fremsat så sent.

Det sociale ankenævn udtalte i notat vedlagt brev af 13. december 1995 bl.a. følgende i anledning af A's og B's klage

"1 . Sag 205 afgjort 23/6 1995 gav ikke klageren medhold. Sagen er afgjort helt efter reglerne. (A) forlanger ved brev af 25/6 1995 genoptagelse af sagen, og at det bliver en anden end (C), der behandler sagen. Der er intet nyt fremført udover at klager betvivler, at gældende ret skal anvendes i hendes sag. Jeg afviste i brev af 3/7 1995 at genoptage sagen. I brev af 9/8 1995 anmodes om at få anden sagsbehandler til sagerne 224 og 308. Jeg afviste dette, idet sag 224 var nær sin afslutning, og sag 308 omfattede en ganske banal problemstilling. Iøvrigt var der ingen særlige begrundelser for at skifte sagsbehandler. At man tidligere har behandlet en sag, der ikke gav klager medhold, er ikke tilstrækkeligt.

...

3 . Sag 205 er afgjort 23/6 1995. Den 3/7 1995 ansøger (B) om aktindsigt med henvisning til j.nr., samleverens navn og cpr.nr. Der er ingen angivelse af hans eget cpr.nr. og ingen antydning af, at han mener at være part i sagen. Ansøgningen til kommunen er i hendes navn og med ham som medunderskriver, men med en helt ulæselig underskrift. Hans cpr.nr. - men ikke navnet - fremgår af ansøgningen og af visse beregningsskemaer i sagen. Hans navn fremgår af 1 (ét) brev i sagens forløb i kommunen (15/8 1992 vedr. ændringer i indkomst i 1992).

I klagesagen - både i kommunen og i ankenævnet - fremgår (B)'s navn ikke. I et par breve er der ganske vist omtalt en '(B)', men uden efternavn.

Helt naturligt og i overensstemmelse med Forvaltningslovens bestemmelser beder (C) om fuldmagt. Selvom det anføres i brevet til Ombudsmanden, argumenterer parret ikke for, at (B) havde krav på aktindsigt som part i sagen. Det næste der sker er, at (A) sender en anmodning om aktindsigt samt vrede bemærkninger om, at der er bedt om fuldmagt.

Ang. kopier: Alle akterne i vores sag kan læses. Pgl.s breve er skrevet på en 'dårlig' printer, der gør det svært at kopiere læseligt. Pgl. har formentlig ikke krav på kopi af sine egne breve, men har fået det alligevel. Det er selvfølgeligt beklageligt, at disse kopier er dårlige, men det har ikke påvirket sagsbehandlingen. Dersom det havde været vigtigt for ham at kunne læse kopierne af sine egne breve, har han haft flere måneder til at henvende sig for at få nye, eller evt. spørge om vi har kunne læse originalerne.

4 . Afgørelsen er helt i overensstemmelse med sædvanlig praksis i nævnet gennem mange år. Krav forældes efter 5 år. Vejledningen henstiller, at krav rejses senest 2 år efter udløbet af det år, sagen drejer sig om. Der er ingen særlige forhold i denne sag, der skulle tale for passivitet.

Det ikke-modtagne brev: Dette er kommunens brev med fremsættelse af krav for 1990. Sagen indeholder kopi af brevet stilet til korrekt adresse. Ifølge normal praksis anser vi dette brev for modtaget af adressaten. Klagen blev afvist på grund af fristoverskridelse.

...

Sammenfattende

Jeg kan ikke på nogen måde give klager medhold i, at der skulle være noget at kritisere ved (C)'s sagsbehandling, sagsbehandlingen i øvrigt eller afgørelserne.

Klagers meget omfattende skriverier med kommunen og os i disse sager, der omhandler ret banale problemstillinger, og klagers fornægtelse af, at gældende ret skal anvendes i hans/hendes tilfælde, giver indtryk af en 'tidrøver', som vi desværre ikke har brugt de sidste ressourcer på endnu, jfr. klagen til Ombudsmanden."

Den 27. december 1995 skrev B blandt andet at A's og B's kritik af C havde været i medierne. Derfor burde A og B have haft en anden sagsbehandler. Det afgørende for A og B var at de næsten ulæselige kopier ikke havde dannet grundlag for ankenævnets afgørelse.

Ombudsmandens udtalelse

" Retsgrundlaget

Det sociale ankenævns afgørelse af 23. juni 1995 er truffet i henhold til § 41, stk. 2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte, jf. lovbek. nr. 716 af 25. oktober 1991. Bestemmelsen har følgende ordlyd

’ § 41

' Stk. 2. Overstiger den faktiske husstandsindkomst den efter § 7, stk. 7, opgjorte indkomst med mindst 10.000 kr., skal ansøgeren eller hans dødsbo tilbagebetale den for meget modtagne boligstøtte.'

I den dagældende vejledning om individuel boligstøtte, Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987, er bl.a. følgende anført, s. 59

'...

Kommunalbestyrelsen bør rejse tilbagebetalingskravet senest 2 år efter udgangen af det år, tilbagebetalingskravet vedrører, medmindre kommunalbestyrelsen ikke har haft mulighed for at rejse kravet tidligere.

...'

Ankenævnets sagsbehandling

De har i klagen til mig bl.a. gjort gældende at Deres sagsbehandler i ankenævnet, (C), var inhabil.

Det forhold at De tidligere har haft (C) som sagsbehandler og i den forbindelse - som jeg forstår det - bl.a. i pressen har givet udtryk for utilfredshed med ham og hans sagsbehandling, fører efter min opfattelse ikke i sig selv til at (C) skulle være inhabil i Deres sager. Jeg har i øvrigt ikke fundet oplysninger i sagen der giver mig grundlag for at anse (C) for at være inhabil. Det kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger at (C) besvarede Deres breve af 28. august 1995.

Med hensyn til (B)'s begæring om aktindsigt burde ankenævnet efter min opfattelse have undersøgt om (B) var part i sagen inden nævnet henviste ham til at få en fuldmagt fra (A). Endvidere burde nævnet ikke have sendt de næsten ulæselige kopier til Dem som fremgår af Deres bilag 10 og 11. Hvis det ikke var muligt for nævnet at fremskaffe læselige kopier af de originale akter, burde nævnet efter min opfattelse have gjort Dem opmærksom herpå og f.eks. henvist Dem til at gennemse de pågældende akter i nævnet. Jeg bemærker i den forbindelse at en anmodning om aktindsigt fra en part i en sag også indebærer ret til at se partens egne indlæg i sagen, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 165, samt Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 267. Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Jeg kan til Deres orientering oplyse at jeg ved min gennemgang af Deres sager ikke er stødt på ulæselige kopier blandt myndighedernes sagsakter.

Jeg finder i øvrigt tonen og sprogbrugen i ankenævnets notat vedlagt nævnets brev af 13. december 1995 til mig kritisabel. Især finder jeg det uheldigt at nævnet i sine sammenfattende bemærkninger har anvendt udtrykket 'tidrøver' om Dem. Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Tilbagebetalingskravet vedrørende boligstøtte ydet i 1990

Jeg må lægge til grund at Århus Kommunes brev af 21. november 1992 er blevet sendt til Deres adresse, og at det er kommet frem til Dem. Der er ikke oplysninger i sagen om at brevet skulle være kommet retur til kommunen. Da afgørelsen var ledsaget af en klagevejledning, giver det mig ikke anledning til bemærkninger at ankenævnet afviste at behandle denne del af Deres klage på grund af overskridelse af klagefristen.

Jeg bemærker dog at en endelig stillingtagen til hvad der skete med kommunens brev af 21. november 1992, er et bevisspørgsmål hvis endelige afklaring henhører under domstolene.

Tilbagebetalingskravet vedrørende boligstøtte ydet i 1991

Som jeg forstår denne del af Deres klage, anfægter De ikke tilbagebetalingskravets størrelse. De er derimod utilfreds med at kravet blev fremsat så sent.

Jeg er enig med ankenævnet i at kommunens krav ikke kan anses for at være forældet efter dansk rets almindelige regler om forældelse. Det er endvidere min opfattelse at toårsfristen i den dagældende vejledning om individuel boligstøtte alene har karakter af en ordensforskrift, hvis overskridelse ikke i sig selv bevirker bortfald af kommunens krav.

Jeg har tidligere udtalt mig om tidspunktet for fremsættelse af krav om tilbagebetaling af boligstøtte, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994, s. 318ff. I den sag udtalte jeg bl.a. at der ved bedømmelsen af om et offentligretligt krav kan anses for bortfaldet på grund af passivitet, efter min opfattelse må lægges afgørende vægt på 1) den tid der er forløbet, 2) om borgeren har haft grund til at indrette sig i tillid til at kravet ikke ville blive gjort gældende, og 3) om det kan bebrejdes det offentlige at kravet ikke er blevet rejst på et tidligere tidspunkt, jf. også U 1993.749 HKK hvor et krav på afsoningsomkostninger ansås for bortfaldet på grund af passivitet. Kopi af min udtalelse fra 1994 og kendelsen er vedlagt til Deres orientering.

Århus Kommune fremsatte kravet om tilbagebetaling af boligstøtte for 1991 den 23. december 1994 - altså knap tre år efter udløbet af det år kravet vedrørte.

Den tid der forløb til kravets fremsættelse, bl.a. sammenholdt med at der ikke i sagen er oplysninger der kunne give Dem grund til at tro at kravet ikke ville blive fremsat, indebærer efter min opfattelse at kravet i den konkrete sag ikke kan anses for bortfaldet på grund af passivitet.

Beregningen af boligstøtte ydet i 1992

Nævnet ses ikke at have taget stilling til den del af Deres klage der vedrører beregningen af boligstøtte for 1992. Jeg har derfor henstillet til nævnet at genoptage sagen med henblik på at træffe afgørelse vedrørende denne del af Deres klage.

Jeg beder Dem afvente ankenævnets afgørelse før De tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig.

..."

Det sociale ankenævn meddelte mig senere at nævnet havde truffet afgørelse vedrørende beregningen af boligstøtte for 1992.

Jeg meddelte herefter nævnet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1994, s. 318ff.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Et ægtepar klagede bl.a. over at de havde modtaget et krav om tilbagebetaling af boligstøtte ydet i 1990 og 1991.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere indholdet af det sociale ankenævns afgørelser, men udtalte at han fandt tonen og sprogbrugen i et notat til ombudsmanden om sagen kritisabel. Særligt fandt ombudsmanden det uheldigt at ankenævnet i sine sammenfattende bemærkninger havde anvendt udtrykket "tidrøver" om parret. (J.nr. 1995-1970-083).