Tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Hjemmelsspørgsmål

§ 42, stk. 1, 2. punktum, i bestemmelsen var ny i forhold til tidligere. I lovforslagets bemærkninger hertil var der bl.a. anført (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 3417f )

'...

Med hjemmel i en bemyndigelsesbestemmelse i revalideringslovens § 6, stk. 3, er der nemlig gennem cirkulærebestemmelser fastlagt en ordning, hvorefter støtten i det første år af en uddannelse ydes som tilskud, mens støtten i tiden derefter som hovedregel ydes med halvdelen som tilskud og halvdelen som lån, der efter uddannelsens afslutning tilbagebetales efter aftale med låntageren, normalt over en periode af op til 10 år.

En tilsvarende ordning kan ikke etableres efter bistandsloven, medmindre der skabes udtrykkelig lovhjemmel for det i § 42. I modsat fald kunne der kun kræves tilbagebetaling i de forholdsvis sjældne tilfælde, der kunne henføres under de almindelige tilbagebetalingsbestemmelser i lovens § 26, f.eks. hvis der blev ydet støtte til en uddannelse, som i løbet af kortere tid ville føre pågældende til en meget vellønnet beskæftigelse, som med sikkerhed ville sætte ham eller hende i stand til at tilbagebetale hjælpen.

Det må derfor anses for hensigtsmæssigt, at man ved ændringen af § 42 medtager en udtrykkelig hjemmel til at yde en del af hjælpen som lån. Da fordelingen mellem tilskud og lån antagelig til en vis grad bør følge den tilsvarende fordeling efter de til enhver tid gældende regler for Statens Uddannelsesstøtte, foreslås det at udforme reglerne som en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte retningslinier for forholdet mellem lån og tilskud, så de nærmere regler med passende mellemrum kan ajourføres gennem cirkulærebestemmelser.

...'

I betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1975-76, tillæg B, sp. 749f ) var der bl.a. optrykt et svar fra socialministeren til brug for en afklaring af hvilke regler ministeren havde tænkt sig at fastsætte i medfør af bemyndigelsen i § 42, stk. 1, 2. punktum. Det er i det optrykte svar anført at ministeren havde tænkt sig at gennemføre en lignende ordning svarende til den ordning der var fastsat i medfør af revalideringslovens § 6, stk. 3, jf. cirkulære af 22. maj 1967, pkt. 37, hvori der dog ikke er nævnt nogen bortfaldsregel.

Der udstedtes ikke på daværende tidspunkt en bekendtgørelse med retningslinier som omtalt. I stedet fastsattes retningslinierne i cirkulære nr. 72 af 30. marts 1976. I cirkulærets pkt. 9 anførtes følgende

'...

Ved uddannelsens afslutning optages forhandling med låntageren om tilbagebetaling af det lån, hvis størrelse er beregnet på grundlag af de ovenfor anførte retningslinier. Afdragene på lånet fastsættes under hensyntagen til låntagerens forhold, herunder dennes indtægtsforhold, forsørgerforhold og eventuelle merudgifter som følge af særlige helbredsmæssige årsager. Lånet, der er rentefrit, skal normalt være afdraget over en 10-års periode. De enkelte afdrag fra den, der skal betale tilbage, fastsættes sådan, at pågældende kan udrede disse uden at komme til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold.

Så længe pågældende slet ikke kan betale et afdrag uden at komme til at mangle det nødvendige til sig selv og familien, er der ikke grundlag for at gennemføre tilbagebetalingskravet.

Hvis pågældendes økonomiske forhold ændrer sig efter at en eventuel tilbagebetalingsordning er fastsat, så pågældende alligevel ikke kan overholde den, dvs. at pågældende senere kommer i den situation, at han ikke kan betale resterende afdrag uden at mangle det nødvendige til sit eget eller familiens underhold, bortfalder den resterende del af tilbagebetalingskravet, hvis hindringen for at betale vedvarer, indtil der er gået 3 år efter hindringens indtræden. Denne bortfaldsregel finder også anvendelse i de tilfælde, hvor hjælp er ydet inden bistandslovens ikrafttræden med tilbagebetalingspligt efter de i pkt. 2 nævnte bestemmelser.'

Ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 med ikrafttræden den 1. januar 1981 blev den dagældende bistandslov, § 27, stk. 3, (svarende til den nugældende § 27, stk. 4) ændret således at den dagældende lovbestemte treårige bortfaldsregel blev forlænget til fem år. Der blev ikke i den forbindelse foretaget ændring i den daværende § 42.

Socialministeriet udstedte imidlertid cirkulære af 17. oktober 1980 om ændring af cirkulære af 30. marts 1976. Cirkulæret skulle træde i kraft den 1. januar 1981. I cirkulæret var der vedrørende bortfaldsreglen bl.a. anført

'...

Hvis pågældende på tidspunktet for fastsættelsen af betalingsordningen eller senere kommer i den situation, at han ikke kan betale selv mindre afdrag uden at mangle det nødvendige til sit eget eller familiens underhold, bortfalder den resterende del af tilbagebetalingskravet, hvis hindringen for at betale vedvarer, indtil der er gået 5 år efter hindringens indtræden. 5 års fristen finder også anvendelse for hjælp ydet inden 1. januar 1981, samt for hjælp ydet inden bistandslovens ikrafttræden med tilbagebetalingspligt efter de i pkt. 2 nævnte bestemmelser.

...'

Socialministeriet nedsatte den 3. december 1982 en arbejdsgruppe vedrørende bindende/vejledende forskrifter i henhold til bistandsloven. I arbejdsgruppens rapport fra marts 1983 er der om § 42, stk. 1, (side 28 i rapporten) anført at bestemmelsen giver bemyndigelse til at fastsætte bindende retningslinier i bekendtgørelsesform for hvornår hjælpen ydes som lån. Det er endvidere anført at cirkulærets pkt. 9 vedrørte rettigheder og pligter for de personer der modtog støtte efter § 42, og at denne del af cirkulæret derfor burde have været udformet i en bekendtgørelse.

De to omtalte cirkulærer blev afløst af Socialministeriets cirkulære nr. 151 af 17. december 1986 hvori den femårige bortfaldsregel blev gentaget.

Bortfaldsreglen blev lovfæstet som § 42, stk. 7, ved lov nr. 938 af 23. december 1986 som trådte i kraft den 1. juli 1987

'Hvis låntageren i en periode på 5 år ikke har haft økonomisk mulighed for at tilbagebetale på lånet, bortfalder den resterende del af tilbagebetalingskravet.'

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen at femårsfristen regnes fra hindringens indtræden. Endvidere fremgår det at bestemmelsen er i overensstemmelse med hidtidig praksis. (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 918).

I Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 var der til den dagældende § 42, stk. 5-7, bl.a. anført

'...

Fastsættelse af afdrag

52.

...

Hvis låntageren slet ikke kan betale afdrag uden at komme til at mangle det nødvendige til sig og familien, vil der ikke være grundlag for at gennemføre tilbagebetalingskravet, og der vil derfor ikke kunne fastsættes en egentlig betalingsordning. I disse tilfælde bør der være en rimelig jævnlig kontakt med modtageren af lånet, bl.a. fordi kravet bortfalder hvis betalingshindringen varer i 5 år, jf. pkt. 54.

...

Bortfald. (§ 42, stk. 7)

54 .

...

Der er tale om en særlig bortfaldsfrist, der løber fra det tidspunkt, hvor låntageren ikke kan betale selv mindre afdrag.

Fristen afbrydes, hvis der inden 5-års periodens udløb er fastsat, eller det har været forsøgt at fastsætte en afdragsordning, som låntageren har mulighed for at overholde. Der vil blive tale om en ny 5-års periode, hvis låntageren igen kommer i den situation, at han ikke kan betale.

...'

Ved lov nr. 853 af 20. december 1989 blev § 42 ophævet.

Anvendelsen af den femårige bortfaldsregel i cirkulære af 17. oktober 1980 på Deres sag

Den 11. januar 1984 underskrev De en lånedeklaration. I deklarationen henvistes til bagsiden hvor reglerne om pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 var optrykt. Der henvistes således til den treårige bortfaldsregel som var indeholdt i 1976-cirkulæret. Der burde have været henvist til cirkulære af 17. oktober 1980 som på daværende tidspunkt var trådt i kraft, og som havde en bortfaldsregel på fem år.

Jeg er opmærksom på at bortfaldsreglen efter sin ordlyd ikke omfattede Deres tilfælde, men alene den situation at der var fastsat en tilbagebetalingsordning som herefter måtte ophæves i forbindelse med at støttemodtagerens økonomi blev forringet. Reglen blev dog dengang og siden - ligesom den senere femårige bortfaldsregel - opfattet som en generel bortfaldsregel som også omfattede tilfælde hvor støttemodtagerens forhold fra starten udelukkede at der blev fastsat en tilbagebetalingsordning.

Jeg har forstået at Den Sociale Ankestyrelse ikke fandt at det kunne tillægges afgørende betydning at De modtog og underskrev en forkert lånedeklaration. Ankestyrelsen har i brev af 21. april 1995 og i udtalelsen af 3. juni 1996 til mig henvist til at de låntagere der med rette havde modtaget en lånedeklaration hvor betingelserne i cirkulære af 30. marts 1976 var optrykt, senere blev omfattet af den femårige bortfaldsregel i Socialministeriets nye cirkulære af 17. oktober 1980.

Ved bedømmelsen af efter hvilken bortfaldsregel Deres tilbagebetalingspligt skal bedømmes, må der tages udgangspunkt i at kommunen i lånedeklarationen henviste til den treårige regel der var omtalt i 1976-cirkulæret.

Den nærmere karakter af bortfaldsreglen må efter min mening anses for tvivlsom. Som anført af Socialministeriets arbejdsgruppe i rapporten fra 1983 burde de nærmere retningslinier for § 42-hjælp være udstedt som en bekendtgørelse og ikke i cirkulæreform. Det er ikke ganske klart hvilke konsekvenser dette forhold bør få.

Det kan anføres at cirkulæreformen medførte at bortfaldsreglen indgik som en selvstændig del af afgørelsen. Havde Socialministeriet valgt at udstede en bekendtgørelse, havde en henvisning i deklarationen til reglen kun haft en konstaterende karakter. Lægges det til grund at bortfaldsreglen var en selvstændig del af afgørelsen, måtte en skærpelse af vilkåret ske ved lov eller ved en bekendtgørelse udstedt i henhold til en udtrykkelig og klar lovbemyndigelse.

Havde forholdet været reguleret ved en bekendtgørelse, ville det formentlig snarere være acceptabelt – om end ikke utvivlsomt - at ændringen kunne gennemføres ved en ny generel regel hvori bortfaldsfristen blev forlænget.

På den baggrund finder jeg det tvivlsomt om en ændring af et bestående lånevilkår kunne gennemføres ved at Socialministeriet i 1980 udstedte et cirkulære om ændring af 1976-cirkulæret, hvorefter der skete en forlængelse af bortfaldsfristen i forhold til lånevilkåret.

Kommunens og Ankestyrelsens afgørelser om at Deres lån var omfattet af den femårige bortfaldsregel, bygger så vidt ses på det synspunkt at henvisningen til pkt. 9 i 1976-cirkulæret var i strid med 1980-cirkulæret, og at vilkåret derfor var ulovligt. Synspunktet forudsætter at 1980-cirkulæret indeholdt en i forhold til Dem tvingende regel, idet spørgsmålet ikke direkte var reguleret i bistandsloven. Jeg finder det tvivlsomt om tilsidesættelsen af en cirkulærebestemmelse kan tillægges en sådan virkning.

Ved lov nr. 938 af 26. december 1986 som trådte i kraft den 1. juli 1987, det vil sige efter at De underskrev lånedeklarationen, blev den femårige bortfaldsregel indføjet i bistandsloven. Spørgsmålet er om denne lovbestemmelse kan anvendes på Deres sag. Forarbejderne til reglen tager ikke stilling hertil. Der kan argumenteres for at det afgørende må være hvorvidt tilbagebetalingskravet er stiftet før eller efter lovens ikrafttræden. Hvis man anser kravet for stiftet ved uddannelsens ophør, blev kravet i Deres sag først stiftet den 16. juni 1988, altså efter at den lovbestemte femårige frist trådte i kraft. På det foreliggende grundlag finder jeg ikke at have holdepunkter for at tage endelig stilling til dette spørgsmål. Selve det forhold at retsgrundlaget er uklart på dette punkt, taler efter min mening imod at tillægge § 42, stk. 7, virkning for lån der blev udbetalt mens den treårige bortfaldsfrist var gældende.

Sammenfattende er det min opfattelse at retsgrundlaget ikke har en sådan klarhed at det med sikkerhed kan antages at den femårige bortfaldsregel var gældende i Deres tilfælde. Jeg finder at spørgsmålet er tvivlsomt, og jeg har på den baggrund ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at tilkendegive min opfattelse som kritik. Jeg har gjort Ankestyrelsen bekendt med mine overvejelser, og jeg skal samtidig meddele at hvis De ønsker at få sagen prøvet ved domstolene, er jeg indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet at De får meddelt fri proces.

Herefter finder jeg ikke grundlag for at foretage mig yderligere vedrørende spørgsmålet om hvor lang tid De havde modtaget § 42-hjælp (mit j.nr. 1996-530-056), og Deres henvendelse af 30. april 1997 (mit j.nr. 1997-1251-056).

..."

A meddelte i brev af 6. juni 1997 at han ønskede sagen indbragt for domstolene, og jeg henstillede derfor til Københavns Overpræsidium/Civilretsdirektoratet at A fik fri proces. Civilretsdirektoratet meddelte i brev af 26. september 1997 A fri proces til søgsmål mod Københavns Kommune og Den Sociale Ankestyrelse i henhold til stævning af 15. september 1997.

Retssagen behandles ved Østre Landsret.

Tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Hjemmelsspørgsmål

A klagede til mig over at han skulle betale 52.612,15 kr. tilbage af uddannelsesstøtte udbetalt efter den dagældende bistandslovs § 42.

Det fremgik af akterne at A indrejste i Danmark fra Etiopien den 28. januar 1979.

Dansk Flygtningehjælp ydede A støtte i perioden den 17. maj 1979 til den 1. februar 1982. Den 1. januar 1980 blev A tilmeldt et adgangskursus til Københavns Teknikum som han gennemførte, og den 1. januar 1981 startede han på ingeniøruddannelsen. Med virkning fra den 1. februar 1982 søgte A Københavns Kommune om hjælp efter bistandslovens § 42 til færdiggørelse af sit studium som han mente ville kunne færdiggøres på to til to et halvt år.

Det blev på et møde i Københavns Kommune den 4. marts 1982 besluttet at yde A hjælp efter bistandsloven i to år fra den 1. februar 1982.

Den 25. februar 1982 modtog A en lånedeklaration hvori det fejlagtigt var angivet at hjælpen blev ydet fra den 1. marts 1982 i stedet for den 1. februar 1982. Denne lånedeklaration fandtes ikke i sagens akter.

På grund af fejlen underskrev A den 11. januar 1984 en ny lånedeklaration - som fandtes i sagens akter - hvorefter halvdelen af den hjælp der var ydet i tiden efter den 1. februar 1982, var tilbagebetalingspligtig når uddannelsen var afsluttet. I lånedeklarationen blev der, vedrørende reglerne om tilbagebetaling, henvist til bagsiden af deklarationen hvor pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens § 42 var optrykt. Det følger af pkt. 9 i 1976-cirkulæret at hvis der er fastsat en betalingsordning, og pågældende senere kommer i den situation ikke at kunne betale de resterende afdrag, "bortfalder den resterende del af tilbagebetalingskravet, hvis hindringen for at betale vedvarer, indtil der er gået 3 år efter hindringens indtræden".

Det fremgik af journalarket at A telefonisk kontaktede kommunen den 17. januar 1984 og fik oplyst at man ville overveje forlængelse af § 42-hjælpen i perioden efter den 31. januar 1984 på gruppemøde.

A mødte personligt op til samtale i kommunen den 30. januar 1984 og fik oplyst at sagen om forlængelse af § 42-hjælp endnu ikke havde været på gruppemøde, men at det foreløbigt var besluttet at betale § 42-hjælp for februar måned 1984.

Den 1. marts 1984 oplyste kommunen at sagen ville blive drøftet på tværgruppemøde den 7. marts 1984. A fik samtidig § 42-hjælp for endnu en uge, og det blev aftalt at A den 8. marts 1984 skulle orienteres om resultatet af mødet.

Den 8. marts 1984 mødte A ifølge journalarket op og blev orienteret om at der kunne ydes § 42-hjælp indtil den 30. juni 1984. Siden har A ikke modtaget hjælp i henhold til § 42.

Københavns Kommune traf den 4. juni 1987 afgørelse om at hjælpen i 1982 og frem var ydet med halvdelen som lån og halvdelen som tilskud. I afgørelsen henviste kommunen til Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens § 42.

I brev af 18. februar 1988 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse kommunens afgørelse af 4. juni 1987.

Den 27. juli 1988 oplyste A kommunen om at han havde afsluttet sit ingeniørstudium og den 16. juni 1988 var blevet svagstrømsingeniør.

Af journalarket for 5. juni 1992 fremgår det at A blev indkaldt til møder i kommunen den 11. april 1989, i maj 1990 og den 5. februar 1992. A meldte afbud til disse møder idet han var arbejdsløs og derfor ikke mente at kunne afdrage gælden. Kommunen foretog sig ikke yderligere i den forbindelse.

I brev af 11. september 1992 bad Københavns Kommune A om inden 14 dage at udfylde et oplysningsskema til brug for en vurdering af hans betalingsevne og fastsættelse af en afdragsordning. Det blev samtidig oplyst at der ville blive fastsat en skønsmæssig ordning hvis kommunen ikke havde modtaget oplysningerne inden periodens udløb.

I brev af 16. september 1992 skrev A til Københavns Kommune at han ikke kunne anerkende tilbagebetalingspligten, og at han ønskede at klage over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 18. februar 1988.

I brev af 1. oktober 1992 meddelte Københavns Kommune at man med virkning fra den 1. november 1992 havde fastsat en afdragsordning på 775 kr. pr. måned og indtil videre idet kommunen ikke havde modtaget oplysninger om A's økonomiske forhold. I brev af 8. oktober 1992 meddelte kommunen endvidere at Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 18. februar 1988 ikke kunne indbringes for en højere administrativ myndighed.

I brev af 10. oktober 1992 til Den Sociale Ankestyrelse klagede A over kommunens afdragsordning og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 18. februar 1988. Ankestyrelsen afviste i brev af 3. november 1992 at genoptage afgørelsen af 18. februar 1988 og meddelte samtidig at en klage over afdragsfastsættelsen skulle indgives til Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Den 23. marts 1993 mødte A personligt op i det sociale ankenævn for at klage over Københavns Kommunes afgørelse af 1. oktober 1992. I breve af 22. marts 1993 og 25. marts 1993 rettede A og hans advokat, B, endvidere henvendelse til Københavns Kommune. A anførte bl.a. at tilbagebetalingspligten var bortfaldet.

Københavns Kommune meddelte i brev af 26. marts 1993 at gælden var opgjort til 52.612,15 kr., og at lånet først bortfaldt hvis man i fem år efter uddannelsens afslutning havde været ude af stand til at tilbagebetale på lånet. Kommunen henviste til den tidligere § 42, stk. 6, i bistandsloven.

Københavns Retshjælp bad i brev af 21. april 1993 Den Sociale Ankestyrelse om at genoptage afgørelsen af 18. februar 1988 vedrørende fordelingen af hjælpen på lån/tilskud. Retshjælpen henviste til bek. nr. 432 af 19. juni 1987, § 2, stk. 2, og anførte at hjælpen i det første år skulle have været ydet som rent tilskud.

I brev af 24. maj 1993 meddelte Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at nævnet havde truffet afgørelse vedrørende A's klage over kommunens afgørelser af 1. oktober 1992 og 26. marts 1993. I brevet var der bl.a. anført

"...

Det Sociale Ankenævn finder ikke, at Deres gæld er bortfaldet, idet De må antages at have betalingsevne.

Ankenævnet skal bemærke at tilbagebetalingspligten indtræder ved uddannelsens afslutning, det vil i Deres tilfælde sige den 16. juni 1988 og tilbagebetalingskravet ville i Deres tilfælde tidligst kunne være bortfaldet den 16. juni 1993, såfremt De på kommunens opfordringer havde dokumenteret manglende betalingsevne i en periode på 5 år efter uddannelsens afslutning.

Ankenævnet skal endvidere oplyse, at der efter de nugældende regler ikke længere er hjemmel til at eftergive § 42 gæld.

..."

I brevet var der bl.a. henvist til den tidligere § 42 og Socialministeriets cirkulære af 17. oktober 1980 om hjælp efter bistandslovens § 42 som tillige var vedlagt.

Ankestyrelsen afviste i brev af 28. maj 1993 at genoptage sagen vedrørende fordeling på lån/tilskud. I brevet var der bl.a. anført

"...

Efter de dagældende regler i bistandslovens § 42 var Socialministeren bemyndiget til at fastsætte retningslinier for, hvornår hjælpen skulle ydes som lån.

Sådanne retningslinier blev fastsat i Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976. Det anføres her i punkt 9, første afsnit, at ved uddannelse på offentligt anerkendte læreanstalter m.m. ydes støtten til sådan højere uddannelse det første år under den egentlige uddannelse som tilskud. Bestemmelsen blev gentaget i Socialministeriets ændringscirkulære af 17. oktober 1980.

Disse retningslinier var gældende, indtil 1976-cirkulæret blev afløst af cirkulære af 17. december 1986. I dette cirkulæres punkt 8 er det som noget nyt fastsat, at har den uddannelsessøgende påbegyndt uddannelsen uden støtte fra det sociale udvalg, ydes hjælpen som fuldt tilskud i ét år fra det tidspunkt, hvor der er truffet beslutning om at yde hjælp efter § 42, uanset om vedkommende på dette tidspunkt har afsluttet det første år af den egentlige uddannelse.

Bestemmelsen blev videreført i § 2, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987.

De regler og den praksis, Retshjælpen henviser til, er således først blevet indført efter det tidspunkt (A)'s sag angår. Ankestyrelsen finder derfor ikke grundlag for at genoptage sagen."

I brev af 16. juni 1993 klagede advokat C på vegne af A over det sociale ankenævns afgørelse af 24. maj 1993. Advokaten skrev at det afgørende var den underskrevne lånedeklaration hvori der var optrykt pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 39. marts 1976, hvorefter bortfaldsreglen var tre år.

Den Sociale Ankestyrelse meddelte A i brev af 19. juli 1993 at styrelsen havde besluttet at optage det sociale ankenævns afgørelse af 24. maj 1993 til principiel behandling. Ankestyrelsen skrev dog at spørgsmålet om hvorvidt støtten i det første år skulle have været udbetalt som tilskud, ikke ville blive behandlet på ny, og henviste til seneste brev af 28. maj 1993. Ankestyrelsen bad samtidig ankenævnet om en udtalelse i sagen.

I brev af 16. august 1993 afgav ankenævnet en udtalelse til Den Sociale Ankestyrelse. Det fremgik ikke af sagens akter at A/A's advokat modtog denne udtalelse til partshøring inden der blev truffet afgørelse i sagen.

Den 16. august 1993 og den 7. juli 1994 bad A Ankestyrelsen om at sætte sagen vedrørende bortfaldsreglen i bero idet han ville fremskaffe yderligere oplysninger til sagen.

I brev af 6. december 1994 meddelte Ankestyrelsen A at styrelsen på et møde den 30. november 1994 havde truffet afgørelse i sagen. I afgørelsen var der bl.a. anført

"...

Ankestyrelsen tiltræder nævnets afgørelse, hvorefter tilbagebetalingskravet fortsat består.

Ankestyrelsen er således enig med nævnet og nævnets begrundelse herfor på dette punkt.

..."

I lovgrundlaget for afgørelsen var der henvist til § 42 i den dagældende lov om social bistand.

Den 15. december 1994 mødte A personligt op hos Ankestyrelsen og bad om at få en uddybende begrundelse og en revurdering af sagen. A bad om at få præciseret hvilke konkrete regler, herunder bekendtgørelser og cirkulærer, der var anvendt. A gjorde i den forbindelse gældende at hvis Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 var anvendt, så gjaldt der en treårig bortfaldsregel. Hvis bek. nr. 432 af 19. juni 1987 var anvendt, så galdt der en femårig bortfaldsregel, men så skulle man samtidig acceptere at det første år var ydet som tilskud, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2. A fandt ikke at det var rigtigt at skifte fra det ene til det andet regelgrundlag i den samme sag med den virkning at han blev stillet dårligst muligt. A bad samtidig om at få aktindsigt i sagen.

I brev af 22. december 1994 sendte Ankestyrelsen sagens akter til A. Det fremgik ikke om ankenævnets udtalelse var vedlagt. I brevet var der anført at hvis A havde yderligere bemærkninger til sagen som han ønskede skulle medtages ved sagens mødebehandling, skulle de fremsendes inden fire uger.

Ved telefonisk henvendelse den 9. januar 1995 fik A oplyst at der var sket en fejl med hensyn til fremsendelsesbrevet af 22. december 1994, og at sagen ikke ville blive genoptaget på et nyt møde. A fastholdt at sagen skulle genoptages på et nyt møde.

I brev af 10. januar 1995 fremsendte A sine bemærkninger til sagen og gentog i det væsentligste det han havde anført i samtalen af 15. december 1994. A tilføjede endvidere at Ankestyrelsen havde afvist at bruge bek. nr. 432 af 19. juli 1987 i afgørelsen af 18. februar 1988.

I brev af 21. april 1995 skrev Ankestyrelsen bl.a.

"...

Deres anbringende om, at kravet var forældet, blev således ikke taget til følge.

Dette anbringende har De bygget på, at der ved den lånedeklaration, De underskrev den 11. januar 1984, fejlagtigt var blevet henvist til punkterne 8 og 9 i socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens § 42. I slutningen af punkt 9 står, at resten af tilbagebetalingskravet bortfalder 3 år efter en betalingshindrings indtræden.

Disse punkter - 8 og 9 - blev imidlertid allerede ændret med virkning fra 1. januar 1981 med cirkulære af 17. oktober 1980, således at bortfaldsfristen blev ændret fra 3 til 5 år, som det fremgår af næstsidste afsnit i dette cirkulæres punkt 9. Det fremgår desuden, at ændringen gælder for hjælp ydet inden ændringstidspunktet - således også for hjælpmodtagere der med rette modtog en lånedeklaration som Deres, da den var udstedt forud for 1. januar 1981, i modsætning til Deres, der var udstedt den 11. januar 1984. Retsstillingen for hjælpmodtagere fra den 1. januar 1981 er således på dette punkt, bortfaldsperioden, den samme, 5 år fra nævnte dato, uanset om lånet henviser til 1976-cirkulæret eller til 1980-cirkulæret.

Iøvrigt er der ikke - som De er inde på - tale om en 'forældelsesregel' men om en bortfaldsregel, som forudsætter en forhandling ved uddannelsens afslutning om en tilbagebetalingsordning, herunder en dokumentation for betalingsevne. Bortfaldsperioden løber derfor ikke fra uddannelsens afslutning, men fra konstateringen af manglende betalingsevne.

De har desuden rejst spørgsmål om anvendelsen af § 2, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987 vedrørende ydelse af 1. års hjælp som tilskud. Dette har Ankestyrelsen taget stilling til allerede i sin afgørelse af 18. februar 1988 og senere brevveksling, senest i skrivelse af 28. maj 1993 til Københavns Retshjælp, der for Dem rejste spørgsmålet. Vedrørende dette spørgsmål kan Ankestyrelsen - som anført i sin afgørelse af 6. december 1994 - fortsat henholde sig til sin tidligere afgørelse af 18. februar 1988 og den senere brevveksling, herunder førnævnte brev af 28. maj 1993.

Ankestyrelsen skal i øvrigt beklage - således som De også telefonisk den 9. januar 1995 og ved personligt fremmøde her den 10. april 1995 fik oplyst - at Ankestyrelsens fremsendelsesbrev af 22. december 1994 med sagens akter i henhold til Deres anmodning ved fremmøde her den 15. december 1994, desværre er ekspederet på grundlag af en blanket, der anvendes ved mødeberammede sager. Deres sag er ikke mødeberammet, da den har været på møde den 30. november 1994, således som det er anført i afgørelsen herfra af 6. december 1994.

Ankestyrelsen har heller ikke fundet, at De ved senere fremmøder eller Deres brev, dateret 10. januar 1995, har bragt nye faktiske oplysninger frem, som kunne ændre det beslutningsgrundlag, som Ankestyrelsen traf sin afgørelse på grundlag af.

..."

I brev af 14. juni 1995 meddelte Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner A at nævnet havde stadfæstet en afgørelse truffet af Københavns Kommune, hvorefter den hjælp A havde modtaget i perioden fra den 1. februar 1982 til den 30. juni 1984, ligeledes var tilbagebetalingspligtig hjælp efter bistandslovens § 42. I afgørelsen anførte nævnet bl.a.

"...

Nævnet har herved lagt vægt på, at det må lægges til grund, at De som det fremgår af sagens akter gentagne gange er blevet gjort opmærksom på, at den hjælp, De modtog i perioden mellem den 1. februar 1984 og 30. juni 1984, blev ydet i henhold til bistandslovens dagældende § 42. Det fremgår ikke af sagen, at De ved den omhandlede forlængelse af § 42 perioden blev gjort bekendt med tilbagebetalingsforpligtelsen, men idet De også før den omhandlede periode modtog hjælp efter bistandslovens § 42, må De antages at have været bekendt med betingelserne for at modtage denne hjælp.

..."

I lovgrundlaget for afgørelsen var der henvist til den dagældende § 42 samt § 2, stk. 1, i Socialministeriets bek. nr. 432 af 19. juni 1987 om uddannelseshjælp eter bistandslovens § 42.

I brev af 30. juni 1995 klagede A til Den Sociale Ankestyrelse over ankenævnets afgørelse af 14. juni 1995.

Ankestyrelsen afviste i brev af 16. august 1995 at behandle klagen idet styrelsen ikke fandt at afgørelsen havde principiel eller generel karakter.

I et andet brev fra Den Sociale Ankestyrelse, også dateret den 16. august 1995, meddelte Ankestyrelsen A at styrelsen ikke i afgørelsen af 18. februar 1988 havde taget stilling til hvor længe A rent faktisk havde fået udbetalt § 42-hjælp, og at Ankestyrelsen således ikke havde taget stilling til karakteren af den hjælp A modtog i perioden fra den 1. februar 1984 til den 30. juni 1984.

I brev af 24. november 1995 som A afleverede personligt her ved embedet, bad A mig om at se på sagen. Han afleverede senere yderligere materiale, og jeg indhentede sagens akter. I brev af 26. marts 1996 meddelte jeg A at jeg ved min behandling af sagen alene ville se på to af de klagepunkter som han havde anført.

Ankestyrelsens afgørelse som blev meddelt A i brev af 6. december 1994 og uddybet i brev af 21. april 1995 vedrørende spørgsmålet om hvorvidt tilbagebetalingskravet var bortfaldet efter tre eller fem år (mit journalnr. 1995-2605-056).

Det sociale ankenævns afgørelse som blev meddelt i brev af 14. juni 1995 vedørende spørgsmålet om hvorvidt hjælpen i perioden 1. februar 1984 - 30. juni 1984 var ydet som hjælp efter bistandslovens § 42 (mit journalnr. 1996-530-056). Jeg oplyste samtidig at jeg ville tage stilling til Ankestyrelsens afgørelse af 6. august 1995 når jeg havde modtaget ankenævnets udtalelse.

Jeg bad samtidig i breve af 26. marts 1996 henholdsvis Den Sociale Ankestyrelse og Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse i anledning af A's to klagepunkter.

Det sociale ankenævn udtalte i brev af 2. april 1996 vedrørende afgørelsen af 14. juni 1995 bl.a.

"...

I forbindelse med sagens behandling i Ankenævnet har man specielt hæftet sig ved følgende

Det fremgår af socialcentrets oplysningsark af 17. januar 1984, at man havde oplyst pågældende om, at man ville forelægge hans sag på gruppemøde til beslutning om, hvorvidt der fortsat kunne ydes ham hjælp efter bistandslovens § 42.

Det fremgår af oplysningsarket af 31. januar 1984, at pågældende blev orienteret om, at man foreløbig bevilgede ham hjælp efter bistandslovens § 42 en måned - i februar 1984 - , indtil hans sag ville blive endelig afgjort på et tværgruppemøde.

Det fremgår af oplysningsarket af 1. marts 1984, at pågældende mødte på socialcentret, og at han i den forbindelse blev ydet hjælp i en uge, idet tværgruppemødet først ville blive afholdt den 8. marts 1984.

Det fremgår af oplysningsarket af 8. marts 1984, at pågældende blev informeret om tværgruppens afgørelse. Pågældende gav i den forbindelse udtryk for, at han fandt det utilfredsstillende, at der var så megen usikkerhed omkring hans fortsatte hjælp. Man gav fra socialcentrets side udtryk for, at afgørelsen ikke var ensbetydende med, at pågældendes hjælp ville blive stoppet den 30. juni 1984, men at man på dette tidspunkt ønskede at vurdere udtalelserne fra Studenterrådgivningen, hvor pågældende skulle følge en behandling.

Den 28. juni 1984 blev pågældende informeret om, at det ville være nødvendigt for vurderingen af, om der fortsat kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 42, at han gav oplysninger om, hvilke fag han havde været oppe i, og hvilke karakterer han havde opnået. Pågældende blev i samme forbindelse informeret om, at hans § 42 bevilling var udløbet den 30. juni 1984, hvorfor hans sag skulle være afklaret til juli måned, for at han fortsat kunne få hjælp.

Ankenævnet traf afgørelse i sagen den 14. juni 1995. Ankenævnet fandt at hjælpen i den omhandlede periode måtte anses for at være ydet i henhold til bistandslovens dagældende § 42, idet pågældende, som det fremgår af ovenstående, flere gange af socialcentret var blevet gjort opmærksom på, at dette var tilfældet. Nævnet fandt samtidig, at halvdelen af hjælpen måtte anses for at være ydet som lån, uanset at pågældende ikke kunne ses at være blevet gjort opmærksom på dette. Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at pågældende tidligere havde modtaget hjælp efter bistandslovens § 42 og således måtte anses for at være bekendt med vilkårene for at modtage denne form for hjælp.

..."

Ankestyrelsen udtalte i brev af 3. juni 1996 vedrørende afgørelsen som blev meddelt A i brev af 6. december 1994 og senere uddybet i brev af 21. april 1995, bl.a.

"...

Ankestyrelsen skal i den anledning meddele, at sagen blev antaget til principiel behandling med henblik på en afklaring af, hvilken betydning det havde, at kommunen fejlagtigt havde anvendt en forældet lånedeklaration med en forkert bortfaldsfrist.

Som det fremgår af Ankestyrelsens afgørelse af 6. december 1994 og det uddybende brev af 21. april 1995 fandt Ankestyrelsen, at dette forhold ikke betød, at klageren skulle stilles bedre end de revalidender der med rette havde modtaget hjælp med en dagældende 3-årig bortfaldsfrist, idet bortfaldsfristen også for disse var ændret til 5 år.

..."

I breve af 19. juni 1996 og 1. juli 1996 afleverede A sine bemærkninger til Den Sociale Ankestyrelses udtalelse. A fastholdt at bortfaldsreglen var tre år, og henviste til lånedeklarationen og det optrykte cirkulære.

I brev af 1. juli 1996 anførte A endvidere sine bemærkninger til ankenævnets udtalelse af 2. april 1996. A har bl.a. anført at sagsbehandleren oplyste ham om at han kunne modtage § 37-hjælp uden tilbagebetalingspligt indtil sagen havde været drøftet på tværgruppemøde. A henviste endvidere til Ankestyrelsens afgørelse af 18. februar 1988 hvoraf det efter hans opfattelse fremgik at den tilbagebetalingspligtige hjælp kun var ydet i to år.

A har endvidere i brev af 30. april 1997 rettet henvendelse til mig vedrørende Socialcentret S's sagsbehandlingtid i forbindelse med opgørelsen af den tilbagebetalingspligtige § 42-hjælp (mit j.nr. 1997-1251-056). Jeg meddelte i brev af 20. maj 1997 at jeg ville vende tilbage til denne henvendelse i forbindelse med min afsluttende behandling af henholdsvis j.nr. 1995-2605-056 og 1996-530-056.

Ombudsmandens udtalelse

" Retsgrundlaget for tilbagebetaling af uddannelsesstøtte efter den dagældende § 42 i bistandsloven

Ved lov nr. 144 af 31. marts 1976 om ændring af lov om social bistand fik bistandslovens § 42, stk. 1, følgende ordlyd

' § 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der ydes pågældende hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling i det omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for den sociale lovgivning. Socialministeren fastsætter retningslinjer for, hvornår hjælpen ydes som lån.'

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En ingeniør klagede over at han skulle betale uddannelsesstøtte tilbage. Han gjorde bl.a. gældende at tilbagebetalingskravet var forældet efter en treårig bortfaldsregel.

Støtten var udbetalt efter den dagældende bistandslov, og ingeniøren havde i januar 1984 underskrevet en lånedeklaration hvori der var henvist til et cirkulære fra 1976 fra Socialministeriet. Cirkulæret indeholdt en treårig bortfaldsregel. 1976-cirkulæret var imidlertid på det tidspunkt ingeniøren underskrev deklarationen ophævet ved et cirkulære der trådte i kraft den 1. januar 1981. Det nye cirkulære indeholdt en femårig bortfaldsregel som også fandt anvendelse på hjælp ydet inden cirkulærets ikrafttrædelsestidspunkt.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse om at kravet var omfattet af den femårige bortfaldsregel og dermed ikke forældet.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at retsgrundlaget ikke havde en sådan klarhed at det med sikkerhed kunne antages at den femårige bortfaldsregel var gældende i sagen. Ombudsmanden gjorde Ankestyrelsen bekendt med sine overvejelser og meddelte ingeniøren at hvis han ønskede at få sagen prøvet ved domstolene, ville ombudsmanden være indstillet på at foranledige fri proces. (J.nr. 1995-2605-056).