Begrundelse for afslag på samvær

§ 17. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 2. Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.

Stk. 3. Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om overvåget samvær.'

I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 2199, 2200, 2210, 2211) § 17, er der bl.a. anført følgende

'...

Justitsministeriet er enig i, at den gældende bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., ikke bør videreføres. Efter lovforslagets § 16 har alle forældre, der ikke har barnet boende, ret til samvær. Statsamtet må således ved afgørelsen om samvær tage hensyn til barnets interesse i at have kontakt til begge forældre. Også selv om forældrene ikke tidligere har levet sammen eller kun har levet sammen i kort tid, må der i videre omfang end hidtil lægges vægt på, at der i takt med, at barnets alder og udvikling taler for det, etableres en kontakt til den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., er derfor ikke gentaget i lovforslagets § 17, der erstatter den gældende lovs § 24.

...

Forældremyndighedsudvalget har endvidere overvejet spørgsmålet om ophævelse af en eksisterende samværsret. Udvalget anfører, at man anser praksis for ophævelse for at være for tilbageholdende.

...

Udvalget foreslår derfor, at statsamtet fremover skal kunne afslå at fastsætte samvær eller ophæve en afgørelse eller aftale herom, hvis det er 'påkrævet' af hensyn til barnet. Selv om ordvalget kunne tyde på det modsatte, er det meningen, at praksis herved skal kunne lempes. Udvalget har fundet, at kriteriet 'påkrævet' er bedst dækkende for intentionerne, idet der også i fremtiden skal meget til - dog ikke helt så meget som tidligere - for at der kan træffes afgørelse om ophævelse af samværet eller gives afslag på at fastsætte samvær.

...

Stk. 3 vedrører afslag på og ophævelse af en aftale eller afgørelse om samvær. Efter bestemmelsen kræves det, at afslaget eller ophævelsen er påkrævet af hensyn til barnet. Dette indebærer i forhold til gældende ret en lempelse i adgangen til at træffe afgørelse om ophævelse af samværet. Om baggrunden for ændringen henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Det må bero på en konkret vurdering af samtlige momenter i sagen, om afslag på fastsættelse af samvær i det enkelte tilfælde er påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt. Det må også tillægges vægt, om den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en årrække ikke har haft kontakt til barnet.

...'

Om fortolkningen af § 17 har Justitsministeriet anført i besvarelse af 3. februar 1997 af spørgsmål nr. 36 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 91)

'...

Det fremgår af svaret, at den hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., om den samværsberettigedes hidtidige forbindelse med barnet blev foreslået ophævet, således at et kortvarigt eller manglende samliv med barnet ikke længere skulle tale afgørende imod fastsættelse af samvær.

Ophævelsen af myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., ville ifølge det nævnte svar navnlig have betydning for fastsættelse af samvær med små børn. I disse tilfælde måtte der efter gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær lægges vægt på, at der i takt med, at barnets alder og udvikling taler for det, etableres kontakt til den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden.

Med hensyn til større børn, der i en årrække ikke har haft kontakt til den, der ønsker samvær, måtte der ifølge svaret anlægges en anden vurdering.

I disse tilfælde kunne der efter praksis ske ophævelse af et samvær efter lang tids manglende kontakt mellem den samværsberettigede og barnet. Der blev ifølge svaret ikke alene lagt vægt på varigheden af adskillelsen - omkring fem år i de normale tilfælde - men også på årsagen hertil, f.eks. om adskillelsen skyldes passivitet fra den samværsberettigedes side.

De synspunkter, der efter denne praksis lå til grund for ophævelse af et fastsat samvær efter lang tids adskillelse, ville ifølge svaret også kunne få betydning i de tilfælde, hvor statsamtet anmodes om - for første gang eller på ny - at fastsætte samvær med et barn, der igennem en årrække ikke har haft kontakt til den, der ønsker samvær.

Barnet kunne i sådanne tilfælde have etableret en social kontakt til en anden voksen i den samværsberettigedes sted, ligesom fastsættelse af et samvær i øvrigt ville kunne gribe forstyrrende ind i barnets forhold.

Det måtte ifølge svaret bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag, i hvilket omfang sådanne forhold måtte føre til, at der ikke blev fastsat samvær.

Der er ikke i forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær holdepunkt for, at praksis med hensyn til fastsættelse af samvær efter lang tids manglende kontakt skulle ændres. Den praksis, der var gældende før gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær, er derfor på dette punkt blevet videreført efter lovens gennemførelse. Det gælder også med hensyn til at lægge vægt på varigheden af adskillelsen - omkring fem år i de normale tilfælde - mellem barnet og den af forældrene, der ønsker samvær fastsat.'

Bestemmelserne om samvær skal ses i sammenhæng med begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Bestemmelsen har følgende ordlyd

' § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...'

2. Praksis efter lov om forældremyndighed og samvær

I Civilretsdirektoratets vejledning nr. 214 af 20. december 1995 er der anført følgende om administrationen af loven

'...

Med hensyn til større børn, der i en årrække ikke har haft kontakt med den, der ønsker samvær, opretholdes den gældende praksis. Der skal således fortsat ikke alene lægges vægt på varigheden af adskillelsen - omkring 5 år i de normale tilfælde - men også på årsagen hertil, f.eks. om det skyldes passivitet fra den samværsberettigedes side. Man bør være opmærksom på, at barnet i sådanne tilfælde kan have etableret en social kontakt til en anden voksen i den samværsberettigedes sted, ligesom fastsættelse af et samvær i øvrigt kan gribe forstyrrende ind i barnets forhold.

...'

Videre om retsstillingen ved langvarig manglende kontakt er der s. 384 i Svend Danielsen, Lov om forældremyndighed og samvær (1997), anført følgende

'...

I sager, hvor kontakten i de foregående år skal vurderes, må der, som i alle samværssager, udøves et konkret skøn ikke alene over varigheden af adskillelsen, men også over baggrunden herfor, herunder om der er udvist egentlig passivitet fra den berettigedes side. En række andre omstændigheder, herunder bl.a. barnets alder, må tages i betragtning. Det afgørende må være, om etablering af samvær på nuværende tidspunkt og dermed genopbygningen af en længe afbrudt kontakt må antages at gribe så forstyrrende eller skadeligt ind i barnets liv og i familieforholdene, at det er påkrævet for barnet, at der ikke udfærdiges en samværsresolution. Ved bedømmelse af den nedenfor gengivne ældre praksis må opmærksomheden være henledt på den udvidelse af afslagsmulighederne, der er sket med indførelsen af § 17, stk. 3, se ovenfor under pkt. 1.

...'

Generelt om adgangen til at afslå eller ophæve samvær efter lovens § 17, stk. 3, har Civilretsdirektoratet i Skarrildhus-rapporten 1996, s. 47-48, anført følgende

'Efter lovens § 17, stk. 3, kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Selvom ordvalget i forhold til tidligere ordvalg kunne tyde på det modsatte, er det ifølge forarbejderne meningen, at praksis skal lempes. Der henvises til vejledningen, s. 3-4.

Af vejledningen fremgår, at det må bero på en konkret vurdering, om afslag på og ophævelse af samvær i det enkelte tilfælde er påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis samværet p.g.a. forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt.

Det er meningen, at der skal ske en lempelse i forhold til tidligere praksis, hvor kravet var, at der skulle være tale om alvorlige forstyrrelser og skade i familiesituationen, om negative egenskaber hos samværsberettigede udover den normale variationsbredde eller bestemt tilkendegivne ønsker fra barnet. Der må også lægges vægt på, om den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet, og f.eks. gennem en årrække ikke har haft kontakt til barnet.

...'

3. Ombudsmandens udtalelse i en lignende sag

Jeg har i en udtalelse af 30. maj 1997 behandlet en sag (1996-1922-654) som rejste lignende spørgsmål. Den sag gav mig anledning til nogle bemærkninger om fastsættelse af samvær i sager hvor der har været lang tids adskillelse mellem barnet og den der søger om samvær.

I den omtalte sag udtalte jeg bl.a. følgende

'...

En langvarig adskillelse kan også efter den gældende lov i sig selv være af betydning for at der ikke fastsættes samvær. Men der må i et tilfælde som dette - hvor der ikke er tale om passivitet fra Deres side - foreligge særlige forhold der taler imod samværsret.

Jeg bemærker at (hidtidig) praksis med hensyn til lang tids adskillelse ikke er dækkende i Deres sag på grund af den særlige overgangssituation. På den anden side skal der, som anført, efter bestemmelsen i § 17, stk. 3, ikke helt så meget til som tidligere for at der kan træffes afgørelse om afslag på at fastsætte samværsret.

...

Det er min opfattelse - som jeg mener underbygges af Civilretsdirektoratets egen beskrivelse af praksis, herunder i forældremyndighedsvejledningens pkt. 5 - at der ikke udelukkende kan lægges vægt på varigheden af adskillelsen ved afgørelser om ophævelse af samvær på grund af langvarig manglende kontakt. I dette tilfælde hvor der som tidligere anført ikke kan siges at foreligge passivitet, må der derfor efter min opfattelse foreligge yderligere grunde end varigheden af adskillelsen til at afslå at fastsætte samvær. ...'

4. Civilretsdirektoratets afgørelse

Civilretsdirektoratet har i sin afgørelse henvist til at begrundelsen for afgørelsen er den samme som statsamtets.

Jeg må forstå Civilretsdirektoratets afgørelse således at der - under hensyn til faktum i sagen - er lagt vægt på det lange tidsrum hvor Deres klient ikke har haft kontakt til (C) og på moderens stærke modvilje imod samvær. Dette indebærer efter myndighedernes opfattelse en for stor belastning for barnet - eller med Civilretsdirektoratets formulering; 'etableringen af samvær vil gribe forstyrrende i (C)'s forhold på nuværende tidspunkt'. Direktoratet har endvidere anført at (C) på afgørelsestidspunktet var ca. syv år.

Statsamtet har i sin afgørelse bl.a. beskrevet sin praksis i relation til ansøgere som har udvist passivitet, og det er således ikke helt klart for mig om Civilretsdirektoratet har lagt til grund at Deres klient har udvist passivitet.

5. Ombudsmandens vurdering

I Deres klients sag skulle Civilretsdirektoratet vurdere om Deres klient trods langvarig adskillelse fra (C) skulle have samvær.

Afgørelsen om samvær skal efter lovens § 17 træffes efter en vurdering af hvad der er bedst for barnet. Myndighederne kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve samvær hvis det er påkrævet af hensyn til barnet, jf. § 17, stk. 3. Som nævnt ovenfor skal der også i fremtiden meget til - dog ikke helt så meget som efter tidligere praksis - for at der kan gives afslag på at fastsætte samvær.

Jeg må lægge til grund at Deres klients muligheder for at få samvær kort tid efter (C)'s fødsel ville have været større hvis sagen var blevet behandlet efter de nugældende regler. Ifølge disse regler kan der også gives samvær i tilfælde hvor forældrene aldrig har boet sammen eller kun levet sammen i kort tid. Deres klient befinder sig, på samme måde som klageren i den ombudsmandssag jeg har citeret ovenfor, i en særlig overgangssituation mellem praksis efter den gamle myndighedslov og den nye praksis i lov om forældremyndighed og samvær.

Det fremgår af myndighedernes samværspraksis i tilfælde hvor der har foreligget langvarig adskillelse fra barnet, at passivitet fra den der søger om samvær, kan have betydning for afgørelsen, jf. Vejledningen om forældremyndighed og samvær, pkt. 3, under afsnittet 'Afslag på og ophævelse af samvær'.

I Deres klients sag kan der efter min opfattelse ikke tales om passivitet. Jeg har ved min vurdering heraf lagt vægt på at han så (C) to gange umiddelbart efter fødslen, og at han første gang søgte om samvær i januar 1991. Desuden kontaktede Deres klient i 1993 (B) vedrørende samvær ligesom han i 1994 bad statsamtet om børne- og familiesagkyndig rådgivning. Herudover søgte Deres klient i 1995 på ny om samvær.

En langvarig adskillelse kan også efter den gældende lov i sig selv være af betydning for at der ikke fastsættes samvær. Men der må i et tilfælde som dette - hvor der ikke er tale om passivitet fra Deres klients side - foreligge særlige forhold der taler imod samværsret.

Ved min gennemgang af sagen har jeg derfor koncentreret min undersøgelse om den begrundelse som Civilretsdirektoratet har givet for afslaget på at fastsætte samvær.

I begrundelsen for skønsmæssige afgørelser skal der efter forvaltningslovens § 24, der er citeret under afsnit 1, angives hvilke hovedhensyn der er blevet tillagt afgørende vægt. Såfremt afgørelsen er truffet på grundlag af myndighedens praksis, skal denne praksis nærmere beskrives. En begrundelse for en forvaltningsafgørelse skal endvidere fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. forarbejderne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 163, og Den kommenterede forvaltningslov v/ John Vogter, s. 277.

Som begrundelse for ikke at etablere et samvær har Civilretsdirektoratet - ud over at henvise til det lange tidsrum uden samvær - henvist til moderens stærke modvilje imod samvær. Efter lovens forarbejder og praksis skal der - trods den forudsatte lempelse - imidlertid foreligge ganske alvorlige konflikter for at afslå en ansøgning om samvær, jf. vejledningen om forældremyndighed og samvær, pkt. 3, under afsnittet 'Afslag på og ophævelse af samvær'. På den baggrund mener jeg ikke at direktoratet i tilstrækkelig grad har anført hvilke konkrete omstændigheder der efter direktoratets opfattelse udgør en risiko for at Deres klients og (B)'s indbyrdes forhold ville gøre samværet med (C) meget konfliktfyldt.

Endelig har direktoratet henvist til at etableringen af samvær vil gribe forstyrrende ind i (C)'s forhold på nuværende tidspunkt. Direktoratet har imidlertid ikke nærmere angivet hvilke forhold der bevirker at etablering af samvær vil gribe forstyrrende ind i (C)'s tilværelse. Jeg bemærker i den forbindelse at etablering af samvær i en situation hvor der ikke har været kontakt i en længere periode, altid må forventes at udgøre en relativt mærkbar ændring af et barns tilværelse uanset alder. Derfor burde Civilretsdirektoratet efter min opfattelse også have konkretiseret denne del af begrundelsen.

Samlet er det min opfattelse at Civilretsdirektoratets begrundelse ikke opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Jeg har derfor henstillet til Civilretsdirektoratet at sagen genoptages med henblik på at give Dem og dermed Deres klient en begrundelse der opfylder forvaltningslovens krav, herunder at direktoratet - i det omfang det er fornødent - inddrager (B) inden direktoratet eventuelt træffer en ny afgørelse. Jeg har bedt om underretning om Civilretsdirektoratets svar til Dem.

..."

Begrundelse for afslag på samvær

I 1987 begyndte A at komme sammen med B som den 18. september 1989 fødte en pige (C). Efter fødslen så A C et par gange, og den 22. november 1990 anerkendte han faderskabet til C ved retten.

Umiddelbart derefter - den 4. januar 1991 - ansøgte A Vestsjællands Statsamt om samvær med C, men den 2. juli 1991 blev ansøgningen afslået. Statsamtet skrev i den forbindelse følgende

"...

Det fremgår af sagen, at De og (C)'s moder (B) efter ca. 1 års nært bekendtskab besluttede at få et barn sammen og også havde planer om at flytte sammen, at der aldrig er etableret et bofællesskab, idet De blot har besøgt hinanden, at der under graviditeten opstod stærke uoverensstemmelser navnlig af økonomisk karakter, at barnemoderen som følge heraf ophævede forbindelsen med Dem i juli 1990, at De siden har besøgt hende én gang på hospitalet kort efter (C)'s fødsel og én gang i hendes hjem kort efter hjemkomsten, at det er de to eneste gange, De har set (C), at yderligere kontakt imellem Dem og barnemoderen pr. telefon er sluttet med skænderier, at De på grund af uoverensstemmelser om samvær nægtede at anerkende faderskabet til (C), og at faderskabssagen derefter er blevet behandlet ved Kalundborg ret, hvor den er afsluttet den 22. november 1990 med Deres anerkendelse over for retten.

Det fremgår desuden, at barnemoderen både skriftligt og under et møde i Statsamtet den 23. april 1991 har protesteret imod fastsættelse af samvær for tiden, idet hun dog ikke vil udelukke, at hun om nogle år vil være indforstået med samvær, hvis (C) selv ønsker det, at hendes nægtelse af samvær er begrundet i hensynet dels til (C) og dels til hende selv, idet begge har behov for ro og fred efter en vanskelig tid efter (C)'s fødsel, med sygdom hos både moder og barn, at De såvel skriftligt som under et møde i statsamtet har fastholdt Deres ønske om samvær med (C), som De mener vil have en positiv betydning for barnet, samt at der ikke har fundet børnesagkyndig rådgivning og vejledning sted, idet barnemoderen ikke har ønsket at medvirke hertil.

Disse forhold har statsamtet lagt vægt på ved afgørelsen, idet man under hensyn til den manglende hidtidige forbindelse imellem Dem og barnet, sammenholdt med moderens stærke modvilje imod samvær finder, at det vil være bedst for barnet, at samvær ikke fastsættes for tiden.

..."

Ca. to år senere (den 26. august 1993) bad B statsamtet om tværfaglig børne- og familiesagkyndig rådgivning og vejledning idet A havde kontaktet hende vedrørende mulighederne for samvær med barnet.

Det følgende år (den 1. december 1994) bad A telefonisk statsamtet om at få tilbud om tværfaglig børne- og familiesagkyndig rådgivning og vejledning. Dette blev fastsat til den 13. december 1994, men blev ikke gennemført da B meldte afbud.

A søgte herefter den 18. januar 1995 på ny statsamtet om at få fastsat samvær. A foreslog bl.a. at han langsomt kunne lære C bedre at kende - eventuelt mens B var til stede - således at overgangen til weekendsamvær ikke blev for brat for C. Statsamtet afslog imidlertid den 4. april 1995 A 's ansøgning idet man henviste til at A - uanset sit ønske - ikke havde haft kontakt med C siden statsamtets afgørelse i 1991, at det ikke havde været muligt at gennemføre rådgivning imod moderens ønske, samt at moderen fortsat modsatte sig samvær.

Et år senere - den 4. januar 1996 - ansøgte A igen statsamtet om fastsættelse af samvær under henvisning til den nye lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995). A tog imod et tilbud om rådgivning fra statsamtet, men B ønskede ikke at deltage.

Den 21. maj 1996 afslog statsamtet ansøgningen om samvær idet der blev lagt vægt på den lange periode hvor der ikke havde været kontakt mellem C og A. Statsamtet skrev i den forbindelse følgende

"...

Statsamtet har nu truffet afgørelse om, at der ikke er grundlag for at fastsætte samvær.

Det fremgår af sagen, at De og barnemoderen aldrig har boet sammen, at der under graviditeten opstod stærke uoverensstemmelser imellem Dem og hende, at De kun har set (C), der nu er 6 år og 8 måneder gammel, 2 gange umiddelbart efter fødslen, at De siden har søgt samvær fastsat i 1991 og 1995, men begge gange har fået afslag p.g.a. moderens modvilje mod samvær, og at moderen ved Deres fornyede ansøgning af 4. januar 1996 fortsat protesterer kraftigt imod samvær for tiden, idet hun dog ikke vil forhindre (C) i senere at få kontakt med sin fader, hvis hun selv skulle ønske dette. Der har været foretaget børnesagkyndig rådgivning med Deres klient alene, idet moderen ikke ønskede at medvirke til rådgivning.

Statsamtet har ved afgørelsen lagt vægt på disse forhold og har under hensyn til det lange tidsrum, der ingen kontakt har været imellem Deres klient og barnet, samt til moderens fortsatte stærke modvilje imod samvær fundet, at fastsættelsen af samvær må antages at blive for stor en belastning for barnet.

Efter § 17 i loven om forældremyndighed og samvær kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Statsamtets afgørelse om afslag på at fastsætte samvær træffes efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Der tages bl.a. hensyn til, om den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en årrække ikke har haft kontakt til barnet. Der kan også tages hensyn til, om samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt.

..."

Afgørelsen blev derefter påklaget til Civilretsdirektoratet som den 27. august 1996 stadfæstede statsamtets afgørelse med følgende begrundelse

"...

Begrundelsen for vores afgørelse er den samme, som står i statsamtets afgørelse. Vi har navnlig lagt vægt på, at De kun få gange umiddelbart efter (C)'s fødsel har set hende, og at (C) nu er ca. 7 år. Vi finder på denne baggrund, at etablering af samvær vil gribe forstyrrende ind i (C)'s forhold på nuværende tidspunkt.

Vi har truffet afgørelsen efter § 16 i lov om forældremyndighed og samvær. Efter denne bestemmelse søges barnets forbindelse med begge forældre bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær med barnet. Statsamtet træffer efter lovens § 17, stk. 1, afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Der tages især hensyn til barnets alder, barnets hidtidige forbindelse med ansøgeren og afstanden mellem forældrenes bopæle.

Afgørelsen er endvidere truffet efter lovens § 17, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Dette kan for eksempel ske, når samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold er eller vil blive meget konfliktfyldt. Det kan ligeledes ske, når den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en årrække ikke har haft kontakt med barnet.

Vi kan oplyse, at ifølge art. 9 i FN-konventionen om barnets rettigheder må et barn som udgangspunkt ikke adskilles fra sine forældre mod sin vilje. Konventionen anerkender dog, at en sådan adskillelse kan forekomme, når 'kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv'.

Det fremgår videre af konventionens art. 9, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene af forældrene, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse med denne. Konventionen anerkender dog også her, at en adskillelse kan ske, hvis 'kontakten strider imod barnets tarv'.

Udgangspunktet efter § 16 i lov om forældremyndighed og samvær er ligeledes, at barnets forbindelse med begge forældre skal søges bevaret. Dette sker ved, at forældre, der ikke har barnet boende, har ret til samvær. Statsamtet kan dog ifølge lovens § 17, stk. 3, i en konkret situation helt afslå at fastsætte samvær eller ophæve samværsretten, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Det er på denne baggrund vores opfattelse, at det ikke strider mod konventionen at afslå eller ophæve samvær, når afgørelsen træffes under hensyntagen til, hvad der er bedst for barnet.

..."

Civilretsdirektoratet har i sin udtalelse til mig henholdt sig til den trufne afgørelse.

Ombudsmandens udtalelse

"Civilretsdirektoratets afgørelse af 27. august 1996 og statsamtets afgørelse af 21. maj 1996 er truffet under henvisning til §§ 16 og 17 i lov om forældremyndighed og samvær m.v. (lov nr. 387 af 14. juni 1995). Det særlige i Deres klients sag er at han stort set ikke siden datteren (C)'s fødsel har haft kontakt med hende. (C) var på afgørelsestidspunktet ca. syv år.

1. Det retlige grundlag

Med lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær blev myndighedslovens bestemmelser om samvær ophævet. Efter den tidligere bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. punktum, skulle der ved afgørelsen om at afslå at fastsætte samværsret navnlig tages hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet.

Efter den gamle praksis blev der i almindelighed givet afslag på en ansøgning om samvær med små børn hvis samlivet med barnet ikke havde oversteget seks måneder, jf. s. 111 i betænkning nr. 1279/1994 om fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning. Hvis der var tale om fastsættelse af samvær med større børn der i en årrække ikke havde haft kontakt til den der ønskede samvær, kunne der gives afslag under henvisning til den forløbne tid. Praksis blev således beskrevet i Justitsministeriets besvarelse af 3. februar 1997 af spørgsmål nr. 36 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 91)

'...

Der blev ... ikke alene lagt vægt på varigheden af adskillelsen - omkring fem år i de normale tilfælde - men også på årsagen hertil, f.eks. om adskillelsen skyldes passivitet fra den samværsberettigedes side.

...'

Lov om forældremyndighed og samvær trådte i kraft den 1. januar 1996. Reglerne om samvær findes i §§ 16 og 17 og har følgende ordlyd

' § 16. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En far fik afslag på fastsættelse af samvær med hans datter på syv år. Civilretsdirektoratet begrundede afgørelsen med at der var gået et langt tidsrum hvor faderen ikke havde haft kontakt med datteren, og at moderen havde stærk modvilje mod samværet. Civilretsdirektoratet henviste til at fastsættelse af samvær ville gribe forstyrrende ind i datterens forhold.

Ombudsmanden mente ikke at Civilretsdirektoratet i tilstrækkelig grad havde anført hvilke konkrete omstændigheder der førte til at det var nødvendigt at afslå samvær. Ombudsmanden udtalte derfor at begrundelsen ikke opfyldte forvaltningslovens krav. Ombudsmanden henstillede at Civilretsdirektoratet genoptog sagen. (J.nr. 1996-2154-654).