Partsstatus i fri proces-sag

Partsstatus i fri proces-sag

A klagede over at han ikke var blevet hørt inden der blev meddelt fri proces til B. Sagens omstændigheder var følgende

Den 22. december 1994 ansøgte advokat C om fri proces til sin klient B under en retssag mod A. Af ansøgningen fremgik bl.a.

"...

Jeg kan supplerende oplyse, at min klient har opnået fri proces ved (X) Statsamt til sagsanlæg imod (D), der havde beskyldt min klient for at være nazist, hvilken sag endte med domfældelse af sagsøgte.

Endvidere har (Y) Statsamt tidligere bevilliget fri proces til min klient i en sag, anlagt af nazisten (E) ved Retten i (...) imod min klient, TV2 og Morgenavisen Jyllandsposten.

Der er således modsat tidligere ved at tegne sig en ny praksis, hvorefter der indrømmes fri proces i sager, hvor en kendt medieperson uden grundlag bliver udskreget som nazist.

..."

Ansøgningen var vedlagt udkast til stævning med bilag. Heraf fremgår at der under sagen ville blive nedlagt påstand om mortifikation af nogle udtalelser som A i en artikel den 14. oktober 1994 i en avis og i et brev af 27. oktober 1994 til advokat C fremsatte om B. Det blev gjort gældende at udtalelserne sigtede B for at være nazist, og at dette var usandt og groft ærekrænkende.

Som bilag var bl.a. vedlagt korrespondance mellem A og C. Heraf fremgår at C den 25. oktober 1994 opfordrede A til at tilbagekalde og beklage udtalelserne i den nævnte artikel. Desuden blev A bedt om at betale 5.000 kr. i erstatning. I brev af 27. oktober 1994 til C fastholdt A at udtalelserne var berettigede. C bad herefter i brev af 1. november 1994 bl.a. om at A fremlagde det dokumentationsmateriale som han hævdede at være i besiddelse af. I brev af 6. november 1994 fastholdt A atter at udtalelserne var berettigede. Han skrev bl.a. at berettigelsen af en del af udtalelserne i givet fald ville blive bekræftet gennem parts- og vidneforklaringer i retten.

Y Statsamt imødekom den 25. januar 1995 ansøgningen i medfør af retsplejelovens § 330.

Den 29. november 1995 bad A statsamtet om at oplyse på hvilket grundlag ansøgningen om fri proces var imødekommet. A nævnte at han ikke forinden var blevet bedt om en udtalelse.

Statsamtet svarede den 8. december 1995 at det ikke kunne give nærmere oplysning om grundlaget da sagsakterne var sendt til Retten i ... Statsamtet tilføjede at A ikke var part i sagen om fri proces.

Den 9. december 1995 bad A Civilretsdirektoratet om at udtale sig om den manglende høring af ham. A henviste bl.a. til myndighedernes pligt til at oplyse sager og til at han som juridisk professor kunne tænkes i særlig grad at have været opmærksom på behovet for at der var belæg for udtalelserne. Desuden blev der i almindelighed ikke givet fri proces i injuriesager.

I brev af 26. januar 1996 meddelte Civilretsdirektoratet A bl.a.

"...

I den anledning skal man meddele, at De efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke har en så direkte interesse i udfaldet af den omhandlede sag om fri proces, at De kan betragtes som part i forvaltningslovens forstand. Det bemærkes herved, at afgørelsen ikke har direkte retsvirkning for Dem.

Efter de almindelige forvaltningsretlige regler skal forvaltningsmyndigheden tilvejebringe det fornødne faktiske og retlige grundlag for sagens afgørelse.

Det fremgår af sagens akter, at der til grund for (Y) Statsamts afgørelse har foreligget stævning samt diverse processkrifter. Civilretsdirektoratet finder ikke grundlag for at kritisere, at (Y) Statsamt ikke som led i sagens oplysning har indhentet en udtalelse fra Dem, idet afgørelsen ses at være truffet på et forsvarligt grundlag.

..."

I brev af 2. februar 1996 til Civilretsdirektoratet anførte A bl.a.

"...

Civilretsdirektoratet henviser til, at der for amtet har foreligget både stævning og diverse processkrifter. Dette er imidlertid umuligt, idet stævningen er berammet uden retsafgift, d.v.s. at fri proces må være givet, forinden der overhovedet kunne fremkomme nogen processkrifter fra mig. ... Hvordan har amtet kunnet vurdere prognosen for en retssag - hvis udfald oven i købet på afgørende punkter afhænger af, hvilket sandhedsbevis den påtænkt sagsøgte er i stand til at føre - uden at begge parter har fået lejlighed til at fremlægge deres synspunkter og bevismateriale? Amtet er vel ikke clairvoyant?

Amtets afgørelse og sagsbehandling er så meget desto mærkeligere derved, at et andet amt har givet afslag på en tilsvarende ansøgning, jf. vedlagte skrivelse fra (Z) Statsamt, i hvilken forbindelse den påtænkt sagsøgte blev afæsket en udtalelse. Hvis dette afslag er givet i lyset af min modparts status som erhvervsdrivende eller p.g.a. sagens karakter af injuriesag, burde afgørelsen jo dog være den samme i forhold til mig. Og hvis den er truffet ud fra en vurdering af sagens prognose, kan jeg vel ikke være ringere stillet i henseende til mine muligheder for at udtale mig om denne prognose, end såfremt han havde ført sagen mod mig i (...).

...

I øvrigt finder jeg det ejendommeligt, at amtet ikke i henhold til almindelige forvaltningsretlige grundsætninger har fundet anledning til at høre mig, forinden afgørelsen blev truffet. Ansøgningens imødekommelse kunne jo forudses at ville påføre mig udgifter til sagsomkostninger, selv hvis jeg vinder sagen, idet de faktiske advokatomkostninger som bekendt altid overskrider de af retterne tilkendte beløb. Direktoratet henviser som begrundelse for den manglende høring særligt til, at afgørelsen om fri proces ikke har direkte retsvirkning for mig. Men dette er ukorrekt, eftersom jeg jo uanset modpartens manglende betalingsevne vil få dækket de af retten tilkendte omkostninger, såfremt jeg vinder sagen.

..."

Civilretsdirektoratet bad herefter statsamtet om en udtalelse om grundlaget for afgørelsen om fri proces. I sin udtalelse af 27. februar 1996 oplyste statsamtet at A ikke var hørt fordi hans standpunkt fremgik af de akter der var vedlagt ansøgningen. Statsamtet mente fortsat at A ikke havde partsstilling i fri proces-sagen.

I brev af 2. april 1996 skrev Civilretsdirektoratet bl.a. dette til A

"...

Det fremgår af sagen, at stævningsudkastet, som har dannet grundlag for statsamtets afgørelse, var bilagt to skrivelser fra Dem til modpartens advokat, hvoraf Deres synspunkter fremgår.

Civilretsdirektoratet finder fortsat ikke grundlag for at kritisere, at (Y) Statsamt ikke som led i sagens oplysning har indhentet en udtalelse fra Dem, idet afgørelsen ses at være truffet på et forsvarligt grundlag.

..."

Retten i ... afsagde den 6. november 1996 dom i sagen hvorved A blev frifundet.

I sin klage af 12. november 1996 til mig anførte A bl.a. at det var tvivlsomt om der var blevet givet fri proces, hvis alt det materiale havde foreligget for statsamtet som A lod indgå i retssagen. A's brevveksling med advokaten gav ikke noget fyldestgørende indtryk af A's synspunkter.

Desuden anførte A at de omkostninger man påføres under en sag, uanset om man vinder denne, er så store at man også af den grund bør have lejlighed til at udtale sig inden afgørelse om fri proces til modparten.

Endelig anførte A at sagen på grund af modparten fik et overordentligt kompliceret forløb, og at modpartens lyst til at iværksætte omkostningsskabende procestiltag sandsynligvis havde været mindre hvis der ikke var givet fri proces. A fandt at han ikke havde fair og lige vilkår for den konkrete procesførelse.

I anledning af klagen indhentede jeg sagens akter og bad myndighederne om en udtalelse. Statsamtet henholdt sig den 4. december 1996 til sin afgørelse i sagen.

Civilretsdirektoratet henholdt sig den 23. december 1996 til sine afgørelser og udtalte bl.a.

"...

Det tilføjes i relation til (A)'s bemærkninger om, at den af statsamtet meddelte fri proces har medført en fortrinsstilling for modparten, som er betænkelig for retssikkerheden og lidet stemmende med Den europæiske Menneskeretskonventions krav til 'fair trial', at retten i medfør af retsplejelovens § 332, stk. 1, nr. 3, og § 335 har mulighed for at sikre, at en part, der har fri proces, ikke udnytter denne til at iværksætte unødvendige foranstaltninger under sagen.

For så vidt angår (A)'s henvisning til andre injuriesager, hvori der er givet fri proces, bemærkes, at enhver ansøgning om fri proces behandles særskilt på grundlag af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag.

..."

I brev af 8. januar 1997 fremsatte A yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

"Spørgsmålet er om der gælder en pligt for myndighederne til at foretage høring af den påtænkt sagsøgte i en fri proces-sag. En sådan pligt vil enten kunne udspringe af at den påtænkt sagsøgte må anses for part i forvaltningslovens forstand - i så fald er høringspligten generel - eller af behovet for i den konkrete sag at opnå et forsvarligt oplysningsgrundlag.

a) Partsstatus i en forvaltningssag forudsætter at den pågældende har en væsentlig og individuel interesse i sagens afgørelse og udfald. Kerneområdet i partsbegrebet er afgørelsens adressat, men også andre vil kunne have en væsentlig individuel interesse i sagen.

At interessen skal være væsentlig, indebærer at afgørelsens udfald skal angå den pågældendes forhold og situation med en vis styrke eller intensitet. Afgørelsen skal normalt have direkte virkning for den pågældende.

Som udgangspunkt anses kun ansøgeren som part i en fri processag, jf. Schydt, Fri proces, (1992), s. 277f. Der antages således ikke at være nogen pligt til at gøre den påtænkt sagsøgte bekendt med ansøgningen om fri proces, ligesom denne ikke kan påklage en meddelt bevilling til fri proces.

De har anført at afgørelsens bebyrdende karakter efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger bør føre til høring af modparten inden der træffes afgørelse om fri proces.

Uanset at en fri proces-bevilling undertiden kan tilskynde til at føre en sag der måske ellers ikke ville blive ført, adskiller situationen sig dog efter min opfattelse ikke så afgørende fra den almindelige risiko for at blive mødt med sagsanlæg at det giver grundlag for at anfægte den faste praksis, hvorefter normalt kun ansøgeren anses som part i sager om fri proces.

b) Der gælder i den offentlige forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket forvaltningen har ansvaret for at de fornødne oplysninger til afgørelse af en sag er tilvejebragt.

Det er en forudsætning for at meddele fri proces efter retsplejelovens § 330 at ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces. Om oplysningsgrundlaget i denne henseende var forsvarligt, eller om der burde indhentes yderligere oplysninger bl.a. fra Dem, afhænger af om de oplysninger som myndigheden var i besiddelse af, var tilstrækkelige til at foretage denne vurdering.

I sagen indgik to breve fra Dem af henholdsvis 27. oktober 1994 og 6. november 1994. Heri forholdt De Dem til klagepunkterne på en efter min mening ganske udførlig måde, og De skrev bl.a. at sagen i givet fald måtte afgøres gennem parts- og vidneforklaringer i retten.

Det kan herefter ikke give mig grundlag for kritik at myndighederne ikke indhentede en udtalelse fra Dem med henblik på yderligere sagsoplysning.

c) For så vidt angår Deres bemærkning om at De ikke havde fair og lige vilkår for den konkrete procesførelse, finder jeg ikke at burde tage stilling hertil. Det skyldes at domstolene ikke er omfattet af ombudsmandens virksomhed, jf. ombudsmandslovens § 7, stk. 2 (og den tidligere ombudsmandslovs § 1, stk. 1).

..."

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En person klagede over at han - som sagsøgt - ikke var blevet hørt inden der blev meddelt fri proces til sagsøgeren. Klageren henviste bl.a. til at der var tale om en for ham bebyrdende afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at en mulig pligt til inden afgørelse træffes, at høre den påtænkte sagsøgte kunne udspringe af to forhold: enten at den sagsøgte måtte anses for part i forvaltningslovens forstand eller at der var behov for at opnå et forsvarligt oplysningsgrundlag i sagen.

Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for kritisere myndighedernes faste praksis hvorefter normalt kun ansøgeren anses for part i sager om fri proces.

Der var i den konkrete sag heller ikke grundlag for at kritisere at klageren ikke blev hørt med henblik på yderligere sagsoplysning. (J.nr. 1996-2667-630).