Retten til dagpenge. Officialprincippet. Legalitetsprincippet. Remonstration

§ 9

'Hvis direktoratet finder, at en arbejdsløshedskasse administrerer sådan, at det medfører fejludbetalinger eller sandsynlighed herfor, eller at kassen iøvrigt administrerer på en for forsikringssystemet uhensigtsmæssig måde, kan direktoratet for at forhindre dette pålægge kassen at ændre sin administration, herunder at ændre sine administrative rutiner og sin struktur og at forbedre de personalemæssige ressourcer.'

Herudover indeholder bekendtgørelsen ikke bemyndigelse til at direktoratet kan træffe konkrete afgørelser som et led i tilsynsudøvelsen.

Ifølge legalitetsprincippet skal forvaltningens virksomhed være legitimeret i en lov eller en anden anerkendt retskilde. Jo dybere en afgørelse griber ind i borgernes interessesfære, des sikrere må den retskildemæssige hjemmel være. Typisk kræves det at en afgørelse der pålægger en borger en betydelig byrde, skal have utvetydig hjemmel i en lovbestemmelse, jf. Jon Andersen, Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 209ff og s. 660, Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udg. (1965), s. 389ff, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 2. udg. (1989), s. 185ff, og Bent Christensen, Opgaver, hjemmel, organisation (1994), s. 118ff.

Det følger af legalitetsprincippet at direktoratet ikke uden sikker hjemmel kan træffe bindende afgørelser i forhold til medlemmerne om tilbagebetaling og om ikendelse af sanktioner, jf. herved Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 213, Folketingets Ombudsmands beretning for året 1992, s. 250, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994, s. 296. Derimod må det antages at direktoratet som et led i tilsynet kan pålægge arbejdsløshedskasserne at træffe afgørelse om annullation af tidligere afgørelser såfremt disse må anses for ugyldige, f.eks. på grund af svig, samt om tilbagebetaling hvis tilbagebetalingspligt er hjemlet i loven. Direktoratets pålæg har i så fald en rent konstaterende karakter idet det i realiteten går ud på at tydeliggøre over for arbejdsløshedskassen at den har ret og pligt til at gribe ind i anledning af forholdet. Derimod ses der ikke i tilsynsreglerne i § 88 og de administrative regler der er fastsat i henhold til § 88, stk. 3, at være hjemmel for direktoratet til at pålægge arbejdsløshedskassen at udøve sine skønsmæssige beføjelser i § 88, stk. 3, til at ikende sanktioner for strafbare forseelser på en bestemt måde.

Arbejdsløshedsforsikringslovens § 87 indeholder bl.a. følgende bestemmelser

§ 87

'Gør et medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for kassen, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen eller helt eller delvis udelukkes fra ret til ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum.

Stk. 2. Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, skal kassen forelægge sagen for direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen med indstilling om, hvilken afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse til medlemmet i bero i overensstemmelse med indstillingen.

Stk. 3. Gør et medlem sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan dennes ledelse bestemme, at medlemmet udelukkes fra retten til ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum, som ikke kan overstige 1 år.

...'

Som det ses, har direktoratet hjemmel i § 87, stk. 1, til at fastsætte at et medlem som skønnes at have begået svig i forhold til kassen, 'helt eller delvis udelukkes fra ret til ydelser fra kassen'. Bestemmelsen indeholder således utvetydig hjemmel til som sket i afgørelsen af 13. oktober 1993 at pålægge Dem en effektiv karantæne på 120 timer såfremt Deres forhold vedrørende honoraret for (tv-stationen) måtte anses for svigagtigt.

Arbejdsmarkedets Ankenævn ændrede i sin afgørelse af 18. maj 1994 afgørelsen således at Deres forhold ikke skulle anses for svigagtigt. Jeg må forstå § 87, stk. 1, sammenholdt med stk. 3 således at når forholdet ansås for uagtsomt, tilkom det arbejdsløshedskassen at tage stilling til fastsættelse af eventuelle sanktioner.

Afgørelsen af om Deres forhold måtte betragtes som svig eller uagtsomt forhold, beror på en vurdering af bevismæsig og fagkyndig karakter. En sådan afgørelse kan jeg efter de regler der gælder for min virksomhed, ikke kritisere medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Jeg har ikke i forbindelse med min gennemgang af sagen fundet holdepunkter for at kritisere at ankenævnet bedømte Deres forhold som uagtsomt.

Jeg finder herefter at måtte lægge til grund at direktoratet ikke var kompetent til at ikende Dem en karantæne som sket ved afgørelsen af 13. oktober 1993. Direktoratet kunne heller ikke anses for beføjet til som et led i tilsynsbeføjelsen i § 88 at fastslå - som en konstaterende beslutning - at arbejdsløshedskassen burde have truffet en anden afgørelse end sket. Da direktoratet således ikke kunne anses bemyndiget til i henhold til § 87, stk. 1, at ændre arbejdsløshedskassens afgørelse om at Deres forhold i forbindelse med honoraret fra (tv-stationen) kunne afklares med at De betalte de modtagne dagpenge tilbage, finder jeg heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn kunne træffe afgørelse herom. Nævnet traf imidlertid i skrivelsen af 18. maj 1994 afgørelse om dels at betragte Deres forhold som uagtsomt, dels at ikende Dem en effektiv karantæne for forholdet på 37 timer. Jeg finder som anført ikke at nævnet havde kompetence hertil når direktoratets afgørelse af 13. oktober 1993 om dette forhold måtte anses for ugyldig på grund af manglende kompetence.

Jeg har gjort Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig henstillet til ankenævnet at det ændrer afgørelsen af 18. maj 1994 således at den fastsatte karantæne bortfalder.

Arbejdsministeriet henviste i udtalelsen af 13. maj 1996 til Folketinges Ombudsmands beretning for året 1984, s. 32. I denne sag udtalte ombudsmanden bl.a.

'1. Efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 88 fører arbejdsdirektøren tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser. I forbindelse med udøvelsen af dette tilsyn kan arbejdsdirektoratet af egen drift, f.eks. som led i en stikprøvekontrol, foretage en efterprøvelse af dispositioner eller enkeltafgørelser, der er truffet af en arbejdsløshedskasse i forhold til et medlem. Direktoratet kan herunder også træffe - eller udvirke at der træffes - en ny afgørelse til skade for det pågældende medlem. Efter lovens § 98, stk. 2, er arbejdsdirektøren tillige klageinstans i forhold til kassernes afgørelser om en række nærmere angivne forhold, herunder spørgsmål vedrørende dagpengeret.

Det er almindeligt antaget, at det forhold, at der indgives klage til en klageinstans, der efter loven tillige har en almindelig tilsynskompetence, ikke afskærer myndigheden fra med udgangspunkt i den indgivne klage at foretage ganske samme efterprøvelse af den påklagede afgørelse, som den i sin egenskab af tilsynsmyndighed kunne have iværksat af egen drift.

Jeg er således enig med ankenævnet i, at arbejdsdirektoratet som klageinstans må anses for kompetent til på tilsvarende måde at ændre en påklaget afgørelse i en retning, der er mere byrdefuld for klageren (reformatio in pejus).

Jeg kan derimod ikke være enig med ankenævnet i, at dette forhold kan tillægges betydning for fastlæggelsen af rækkevidden af ankenævnets kompetence i så henseende. En bedømmelse af dette spørgsmål må tage udgangspunkt i, hvad der gælder om arbejdsdirektoratets adgang til selv at ændre den afgørelse, der er genstand for klage til ankenævnet.'

Som det ses, var hovedsigtet med bemærkningerne at vurdere om Arbejdsmarkedets Ankenævn (det daværende Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen) havde kompetence til at træffe afgørelser der i forhold til den påklagede afgørelse indebar en væsentlig skærpet reaktion over for klageren. Udtalelsen repræsenterede således ikke en selvstændig undersøgelse med henblik på at afgrænse direktoratets beføjelse til at ændre en afgørelse til skade for et medlem. Udtalelsen begrænsede sig til at lægge til grund at direktoratet som et led i tilsynsbeføjelsen i § 88 kunne 'træffe - eller udvirke at der træffes - en ny afgørelse til skade for det pågældende medlem'.

På baggrund af det jeg har anført ovenfor, finder jeg at udtalelsen ikke er fuldt dækkende for så vidt det bemærkes at direktoratet med hjemmel i § 88 er beføjet til på eget initiativ at træffe bindende afgørelser i forhold til de enkelte medlemmer. En sådan hjemmel findes i § 87.

4) Direktoratets genbehandling og fornyede afgørelse af sagen den 13. oktober 1993

§ 88 i arbejdsløshedsforsikringsloven har følgende indhold

§ 88

'Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fører tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser, er kasserne behjælpelig med oplysning og vejledning og yder bistand ved oprettelse af nye kasser.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet regler om, under hvilke betingelser en arbejdsløshedskasse kan administreres af eller sammen med en faglig organisation, samt nærmere regler om administrationen.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om tilsynet efter stk. 1, herunder regler om, i hvilket omfang arbejdsformidlingskontorerne bistår med tilsynet.

...'

Direktøren har fastsat nærmere regler om tilsynets indhold i bek. nr. 705 af 22. oktober 1991. § 9 i bekendtgørelsen har følgende indhold

§ 99 i lov om arbejdsløshedsforsikring indeholder følgende bestemmelser

§ 99

'Klage over direktøren for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser om de spørgsmål, som er nævnt i § 41, stk. 5, § 44, stk. 2, § 75 b, stk. 3, § 75 c, stk. 4 og 5, § 86, stk. 3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, § 87, stk. 1 og 4, § 98, stk. 1, og EF-forordninger om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. § 100, inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Alle øvrige afgørelser, der træffes af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen i henhold til denne lov, kan indbringes for arbejdsministeren inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Ankenævnet og arbejdsministeren kan se bort fra overskridelse af klagefristen i stk. 1-2, når der er særlig grund hertil.

...'

Direktoratets afgørelse af 7. juli 1993 blev truffet i henhold til § 87, stk. 1, og afgørelsen kunne således påklages af Dem til Arbejdsmarkedets Ankenævn. De udnyttede klageadgangen ved i breve af 2., 3. og 5. august 1993 at påklage afgørelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn. I overensstemmelse med den klagevejledning direktoratet havde givet Dem, indsendte De klagebrevene til direktoratet.

Direktoratet genoptog derpå sagen til ny behandling og traf ny afgørelse den 13. oktober 1993. Ved denne afgørelse ændredes den tidligere afgørelse til gavn for Dem, men dog således at De stadigvæk opfattede den som bebyrdende. Et af de punkter der blev ændret, var direktoratets bedømmelse af forholdet vedrørende artiklerne i (en avis), mens direktoratet fastholdt karantænen på 120 timer i anledning af modtagelsen af honoraret fra (tv-stationen).

De påklagede direktoratets nye afgørelse ved brev af 26. oktober 1993 til Arbejdsmarkedets Ankenævn idet De var af den opfattelse at direktoratet ikke havde haft grundlag for at ændre arbejdsløshedskassens afgørelse af 11. februar 1993. Ved afgørelsen af 18. maj 1994 ændrede Arbejdsmarkedets Ankenævn direktoratets afgørelse af 13. oktober 1993 og nedsatte karantænen fra 120 til 37 timer.

Sagens forløb rejser spørgsmålet om direktoratet straks efter modtagelsen af Deres breve i begyndelsen af august 1993 burde have videresendt sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med direktoratets eventuelle bemærkninger.

Direktoratets beslutning om at genoptage sagen beroede efter det oplyste på den aftale der er gengivet ovenfor indgået mellem Arbejdsmarkedets Ankenævn og direktoratet om 'omvendt postgang'. Denne aftale går som det ses, ud på at klagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn indsendes gennem direktoratet, og at direktoratet såfremt det skønner at en sag giver anledning til en ændret bedømmelse, tager sagen op til ny realitetsbehandling selv om den klageberettigede har påklaget afgørelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Det fremgår klart af arbejdsløshedsforsikringslovens § 99 at adgangen til at indgive klage over direktoratets afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn er en egentlig rekursadgang, dvs. en ordning hvorved den klageberettigede er tillagt en egentlig klageret såfremt de processuelle betingelser for indgivelse af klagen er opfyldt.

Der hersker ikke tvivl om at De var klageberettiget, at Deres klage blev indgivet rettidigt, og at De således havde egentligt retskrav på at Arbejdsmarkedets Ankenævn behandlede sagen.

En sådan klageret kan efter min mening ikke (delvis) ophæves på grundlag af en aftale herom mellem den underordnede myndighed og klageinstansen. Aftalen om 'omvendt postgang' kan således efter min mening ikke tillægges den retsvirkning at De ikke kunne stille krav om at Arbejdsmarkedets Ankenævn behandlede klagen.

Fra det tidspunkt Deres klagebreve blev modtaget i direktoratet, hørte sagen kompetencemæssigt under Arbejdsmarkedets Ankenævn, og direktoratet var efter min mening ikke berettiget til at genbehandle sagen og træffe en ny realitetsafgørelse, men burde have videresendt klagerne til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Selv om direktoratet havde været berettiget til at genbehandle sagen - og den ulovfæstede remonstrationssag således ansås for retsmæssig - finder jeg i øvrigt at direktoratet i forbindelse med afgørelsen af 13. oktober 1993 på eget initiativ burde have videresendt sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med henblik på at nævnet realitetsbehandlede Deres klagebreve fra begyndelsen af august 1993. Jeg skal herved henvise til at direktoratets fornyede afgørelse ikke gav Dem fuldt ud medhold, og at direktoratet således ikke havde grund til at antage at De havde opgivet Deres klage fra august 1993.

Deres klagebreve af august 1993 indeholdt ud over indsigelsen imod afgørelsens indhold kritik af direktoratets sagsbehandling, især af at direktoratet indhentede oplysninger fra Deres arbejdsgivere og ikke igennem Dem. Denne del af Deres klager henhørte ikke under Arbejdsmarkedets Ankenævn, men kunne af Dem påklages - som et led i den ulovbestemte adgang til rekurs der eksisterer mellem underordnede og overordnede statslige myndigheder - til Arbejdsministeriet.

Ifølge forvaltningslovens § 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed 'som modtager en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde' så vidt muligt videregive henvendelsen til rette myndighed. Direktoratet burde derfor have videresendt denne del af Deres klage til Arbejdsministeriet.

Jeg har gjort Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bekendt med min opfattelse.

5) Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sagen

Som anført ovenfor finder jeg ikke at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen kunne ændre arbejdsløshedskassens afgørelse, og at Arbejdsmarkedets Ankenævn derfor heller ikke havde kompetence til at pålægge Dem karantæne.

Arbejdsmarkedets Ankenævn har ifølge § 99 i arbejdsløshedsforsikringsloven beføjelse til at behandle bl.a. direktoratets afgørelse i henhold til § 87, stk. 1. Herefter må det antages at ankenævnet kan tage stilling til de påklagede afgørelsers indhold samt til eventuelle sagsbehandlingsfejl for så vidt fejlene må formodes at have påvirket afgørelsernes indhold. Derimod finder jeg ikke at det hører under ankenævnets kompetence at tage stilling til sagsbehandlingsspørgsmål som ikke umiddelbart havde betydning for afgørelsens indhold.

Jeg finder derfor ikke at det kan kritiseres at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke fandt anledning til i forbindelse med behandlingen af Deres klage over for direktoratet at påtale de fejl som direktoratet begik i forbindelse med afgørelsen af 7. juli 1993, men som blev rettet ved afgørelsen af 13. oktober 1993.

Derimod finder jeg at ankenævnet burde have tilkendegivet over for direktoratet at dette ikke burde have truffet ny realitetsafgørelse den 13. oktober 1993, men i stedet have videresendt Deres breve til ankenævnet.

Jeg har gjort Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min opfattelse.

I stedet for blot at undlade at forholde sig til Deres klager over direktoratets sagsbehandling burde Arbejdsmarkedets Ankenævn efter min mening have videresendt Deres breve til Arbejdsministeriet som rette myndighed vedrørende disse spørgsmål, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Jeg har gjort Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min opfattelse.

..."

Den 22. maj 1997 ændrede Arbejdsmarkedets Ankenævn sin afgørelse af 18. maj 1994 således at den fastsatte karantæne på 37 timer blev ophævet.

I brev af 20. juni 1997 meddelte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen mig imidlertid at direktoratet fastholdt sin vurdering af hjemmelsgrundlaget for direktoratets tilsynsvirksomhed.

I brev af 24. juni 1997 tilsluttede Arbejdsministeriet sig direktoratets vurdering og meddelte at arbejdsministeren ville fremsætte et lovforslag til ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring for at fjerne tvivlen om direktoratets kompetence. Lovforslaget blev vedtaget den 19. december 1997.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1989, s. 213, FOB 1992, s. 250, FOB 1994, s. 296, og FOB 1984, s. 32.

Retten til dagpenge. Officialprincippet. Legalitetsprincippet. Remonstration

Af sagens akter fremgik at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen den 19. september 1991 fik en anonym henvendelse om at A skulle have modtaget forudbetaling for at skrive en bog. Ved brev af 20. maj 1992 bad direktoratet Københavns skatteforvaltning om oplysninger om A og hans ægtefælles indtægts- og formueforhold ifølge skatteansættelsen for indkomståret 1991. Direktoratet bad endvidere om at få kopi af nærmere angivne papirer tilsendt, herunder A's selvangivelse for det pågældende indkomstår. Ved brev af 9. juni 1992 bad direktoratet Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse om at få tilsendt kopi af bl.a. ledighedserklæring fra 8. maj 1991, dagpengekort fra 8. maj 1991 og året ud samt en række andre blanketter og udskrifter. I brev af samme dato bad direktoratet X parti oplyse hvor mange timer A havde arbejdet for partiet i indkomståret 1991. Den 12. juli 1992 spurgte direktoratet en avis om A havde haft artikler i avisen i 1991.

Avisen svarede i brev af 12. juli 1992 at A havde haft "en artikel i vores avis den 27/5-91 og den 27/6-91, som han har modtaget i alt kr. 4.000,00 for".

X parti oplyste den 10. juli 1992 at A havde modtaget 123.097 kr. for ansættelse (formand) i perioden 1. januar 1991 til 31. maj 1991.

Efter at have modtaget de ønskede oplysninger fra skattemyndighederne, arbejdsløshedskassen og de to arbejdsgivere bad direktoratet ved breve af 27. og 28. juli 1992 en lang række af arbejdsgivere som A havde udført freelancearbejde for, om oplysninger vedrørende A's engagementer med de pågældende institutioner, aviser, tidsskrifter mfl.

A blev ikke straks underrettet om at direktoratet havde indledt en sag vedrørende kontrol af hans dagpengeudbetalinger. Direktoratet sendte den 27. august 1992 på baggrund af de indhentede oplysninger en indberetning til arbejdsløshedskassen da direktoratet var blevet opmærksom på forhold af betydning for retten til dagpenge. Arbejdsløshedskassen blev bedt om at træffe en afgørelse vedrørende disse forhold. Af indberetningen fremgik bl.a. følgende

"...

DfA har modtaget en anonym henvendelse, hvoraf det fremgår, at (A) skulle have modtaget forudbetaling af et honorar for at skrive en bog.

DfA har i denne anledning indhentet skatteoplysninger for 1991 vedrørende medlemmet. Af skatteoplysningerne fremgår ikke, at medlemmet skulle have modtaget omtalte honorar.

Derimod fremgår det af oplysningerne fra skattevæsnet, at (A) i 1991 havde en samlet A-indkomst på ialt 192.423,-. Heraf var kr. 123.097,- løn fra (X parti) for perioden fra 1. januar til 31. maj 1991. Medlemmet har i 1991 modtaget arbejdsløshedsdagpenge svarende til kr. 66.147,-.

Endvidere fremgår det af oplysningerne fra skattevæsnet, at medlemmet i 1991 har haft en samlet B-indkomst i form af vederlag og honorarer på ialt kr. 33.248,-. Heraf er kr. 24.790,- indtjent efter den 29. april 1991.

Medlemmet har på sin ledighedserklæring af 6. maj 1991 anført, at arbejdet for (X parti) ophørte den 30. april 1991.

DfA har indhentet oplysninger fra (X parti), hvoraf det fremgår, at ansættelsen først ophørte den 31. maj 1991.

Ved at sammenholde de oplysninger som DFA har modtaget fra de arbejdsgivere som har udbetalt medlemmet B-indkomst i 1991, har DfA endvidere konstateret, at der formentlig er sket fejludbetaling af dagpenge, idet (A) på dagpengekortene kun har givet oplysninger om honorar/vederlag for kr. 16.200,- og 16,2 arbejdstimer.

DfA skal i denne forbindelse henlede kassens opmærksomhed på reglerne om belægning af dagpengekortet ved ukontrollabel arbejdstid, jf. bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid.

Endelig har DfA konstateret, at arbejdsløshedskassen i uge 28 i 1991 har udbetalt dagpenge til medlemmet uanset at medlemmet på sit dagpengekort har oplyst, at han holdt ferie.

DfA anmoder arbejdsløshedskassen om en afgørelse af de anførte forhold.

DfA forudsætter, at medlemmet får lejlighed til at komme med en udtalelse.

..."

På baggrund af en artikel i en avis den 30. august 1992 blev direktoratet opmærksom på at A var ved at skrive en bog, og bad den 3. september 1992 arbejdsløshedskassen om også at undersøge dette forhold.

A har oplyst at han modtog indberetningen af 27. august 1992 umiddelbart efter at den var blevet sendt til arbejdsløshedskassen.

I brev af 3. oktober 1992 til arbejdsløshedskassen fremkom A med bemærkninger til indberetningen. A skrev bl.a. følgende

"...

1. Den registrerede uoverensstemmelse mellem de oplysninger jeg har givet vedrørende mit ansættelsesforhold i (X parti) på ledighedserklæringen af 6. maj og de af DfA indhentede oplysninger hos (X parti), skyldes uforsigtig omgang med EDB-materialer.

Jeg fratrådte, sådan som jeg har oplyst på ledighedserklæringen, mit ansættelsesforhold i (X parti) den 30. april 1991. Men da jeg af (X parti) modtog godtgørelse for første ledighedsdag den 1. maj, figurerede jeg i deres lønningsregnskab for maj måned, der først sluttede den 31. maj. Dette forhold fremgår ikke af den EDB-førte oplysningsseddel.

...

2. Ved gennemgang af mine kontrolkort sammenlignet med de udbetalte dagpenge i 1991 fremgår det, at jeg i et par tilfælde har skrevet for mange timer på kontrolkortet i forhold til det faktiske timetal incl. forberedelse. For dette har jeg ingen krav om efterregulering. Derudover fremgår det af DfAs materialer, at jeg har modtaget kr. 4000,- fra (en avis). Det er korrekt, men de 3000,- kroner er for arbejde udført i april måned 1991 (se bilag 2), altså inden jeg blev meldt ledig. Og de sidste 1000 kroner er skrevet på kontrolkortet.

Derimod må jeg erkende, at kroner 3000,- som jeg har modtaget fra (en tv-station) ikke er påført kontrolkortet. Det samme gælder kroner 600,- fra (en anden tv-station). Om dette beløb er der det at sige at det ikke er et honorar, men en erstatning for et arbejde der aldrig kom til udførelse.

3. DfA har, jfr. oplysninger i (en avis), erfaret at jeg i de seneste år har været beskæftiget med at skrive en bog. Jeg har gennem flere år arbejdet på at opklare mysteriet omkring (Y)'s forsvinden. Dette er sket i min tid som (X parti)-formand. I uge 50 i 1991 var jeg i (udlandet) [for] at hente de sidste materialer der kunne sætte punktum i sagen. Og i denne uge modtog jeg ikke dagpenge fra A-kassen, derfor var rejsen ikke påført dagpengekortet.

Den 3. august 1992 indgik jeg en aftale med forlaget (F) om udgivelse af en bog om (Y). Af samme årsag har jeg ikke siden denne dato modtaget dagpenge. Til afklaring af de anonyme rygter om, at jeg skulle have modtaget forudbetaling af honorar for denne bog, skal jeg oplyse [at] forlaget først den 13. august 1992 udbetalte et a conto-beløb i forfatterhonorar.

..."

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse i sagen i brev af 11. februar 1993 til A. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende

"...

Det er hovedkontorets opfattelse, at du ud fra de foreliggende oplysninger med urette har modtaget dagpenge i uge 48/91, idet du d. 26.11.1991 har udført arbejde for (en tv-station), for hvilket du modtog kr. 3.000,- i honorar, uden at opgive dette på dit dagpengekort vedrørende uge 48/91.

...

Det er derfor hovedkontorets afgørelse, at du, jvf. arbejdsløshedslovens § 86, stk. 4, skal tilbagebetale

brutto kr. 2.502 ,- ,

som du har modtaget for uge 48/91.

Det er endvidere hovedkontorets opfattelse, at forholdet grundet sagens særlige omstændigheder og karakter, jvf. arbejdsløshedslovens § 87 samt direktoratets cirkulære af 19.2.1987, skal betragtes som uagtsomt uden ikendelse af sanktion.

Ovenstående afgørelse kan, jvf. arbejdsløshedslovens § 98, stk. 2 ankes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

...

Såfremt du har spørgsmål vedrørende afgørelsen, bedes du henvende dig i din afdeling.

..."

A påklagede ikke arbejdsløshedskassens afgørelse.

Direktoratet bad efter at have modtaget kopi af arbejdsløshedskassens afgørelse i brev af 18. februar 1993 arbejdsløshedskassen om at undersøge A's lønforhold under hans ansættelse i X parti. Direktoratet bad arbejdsløshedskassen foranledige oplyst hvorfor A's bruttoløn på lønsedler arbejdsløshedskassen havde sendt til direktoratet for perioden januar-april 1991, udgjorde 81.288 kr. når arbejdsgiveren havde oplyst A's bruttoløn for perioden til 123.097 kr.

I brev af 12. juni 1993 udtalte A sig om det nye spørgsmål. A oplyste at differencen dels skyldtes at X parti fejlagtigt havde opgivet hans indkomst ca. 10.000 kr. for højt, og at oplysningssedlen til skatteregistret også indeholdt oplysninger om feriegodtgørelse. A sluttede med følgende spørgsmål

"Det fremgår ikke af brevet, med hvilken begrundelse de ønsker baggrunden for differencen afklaret. Har det betydning for sagens udfald om min indkomst har været kr. 9.425,- større eller mindre over de fire måneder ansættelsesforholdet varede i 1991? Det fremgår jo klart af de allerede fremsendte papirer, at der er tale om A-indkomst. Selv om indkomsten nedskrives, fremgår det jo af lønsedlerne, at det ingen indflydelse kan have på dagpengesatsen.

..."

Arbejdsløshedskassen videresendte A's svar til direktoratet den 23. juni 1993, og direktoratet traf afgørelse i sagen den 7. juli 1993. Af afgørelsen fremgik bl.a.

" Den 11. februar 1993 har Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse meddelt DfA, at De har modtaget for meget i arbejdsløshedsdagpenge.

AFGØRELSE

DfA finder, at De skal tilbagebetale i alt brutto kr. 8.137,- til kassen.

DfA finder også, at De for svig overfor arbejdsløshedskassen skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer.

Derudover finder direktoratet, at De for uagtsomhed på grund af Deres manglende angivelse af udbetalte honorarer på dagpengekortet, skal pålægges en effektiv karantæne på 37 timer.

Den samlede sanktion beløber sig herved til 157 timers effektiv karantæne.

Direktoratet har således ændret kassens afgørelse vedrørende både tilbagebetalingsbeløb og sanktion.

Begrundelse for afgørelsen samt sagsfremstilling

...

Ved gennemgang af Deres dagpengekort vedrørende 1991 har direktoratet endvidere konstateret, at De har oplyst om honorar/vederlag svarende til 16.200,- samt om 16,2 arbejdstimer.

Ifølge indberetninger til skattevæsnet vedrørende 1991 havde De en samlet B-indkomst i form af vederlag og honorarer på ialt kr. 33.248,-, heraf 24.790,- optjent efter den 29. april 1991.

...

Direktoratet har i det følgende behandlet spørgsmål om tilbagebetaling og sanktion vedrørende de udbetalte honorarer/vederlag.

Honorar fra (en tv-station).

Vedrørende det af hovedafdelingen anførte, skal direktoratet bemærke, at direktoratet er enig med kassen i, at De skal tilbagebetale dagpenge, som med urette er udbetalt i uge 48 i 1991, ialt kr. 2.502,-.

Direktoratet finder, at De ved ikke at oplyse om arbejdet/honoraret fra (tv-stationen) på dagpengekortet har fortiet omstændigheder af betydning for retten til dagpenge, hvorfor dagpenge, udbetalt for denne periode, skal tilbagebetales, jf. § 86, stk. 1 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Direktoratet finder endvidere, at nævnte fejludbetaling beror på Deres svigagtige forhold, jf. § 87, stk. 1 i arbejdsløshedsforsikringsloven, idet det af dagpengekortet fremgår, at alt arbejde og al skattepligtig indtægt skal oplyses.

Direktoratet har herved lagt vægt på, at De ved Deres underskrift på dagpengekortet, på tro og love har erklæret, at oplysningerne er rigtige. Endvidere har direktoratet lagt vægt på, at De efter det oplyste ikke har kunnet give nogen forklaring på den manglende oplysning om indtægten.

Direktoratet ændrer således kassens afgørelse for så vidt angår udmålingen af sanktion for det nævnte forhold.

...

Artikler skrevet til (en avis).

Kassen har, under henvisning til Deres egne oplysninger, i brev af 3. oktober 1992, bemærket, at honoraret på kr. 3000,-, vedrørende artikler i (en avis), er betaling for artikler bragt i april måned, mens ansættelsesforholdet med (X parti) bestod.

Direktoratet har i denne forbindelse indhentet oplysninger fra (avisen), som i brev af 12. juli 1992 har oplyst, at De har modtaget honorar på kr. 4.000,- for artikler, som blev bragt i avisen den 27. maj (mandag i uge 22/91) og den 27. juni (uge 26) 1991.

Direktoratet har lagt til grund, at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne er korrekte.

På dagpengekortet for uge 22 i 1991 har De oplyst, at De holdt ferie. Eftersom artiklerne blev bragt mandag i uge 22/91, finder direktoratet, at det må lægges til grund, at arbejdet er udført i de forudgående uger, uge 20 og 21 i 1991.

På dagpengekortet for uge 20 og 21/91 har De ikke oplyst om arbejdet udført for (avisen). De har heller ikke i de forudgående uger med dagpenge oplyst om denne beskæftigelse.

Herefter finder direktoratet, at der med urette er udbetalt dagpenge i uge 21/91. Idet omregning af vederlaget på kr. 3000,- betyder belægning af dagpengekortet med et timetal på 28,3 (kr. 3000,-/omregningssats på 106,01). Endvidere fremgår af § 15, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989, at der ikke kan udbetales dagpenge, hvis dagpenge i en uge udgør mindre end 9 timer.

Tilbagebetalingen af dagpenge vedrørende uge 21 i 1991 udgør således kr. 2454,-. Vedrørende tilbagebetalingen henvises til § 86, stk. 1 i arbejdsløshedsforsikringsloven, hvorefter dagpenge, som med urette er udbetalt, fordi medlemmet har fortiet omstændigheder, som er af betydning for dagpengeretten, skal tilbagebetales.

Endvidere finder direktoratet, at De burde have oplyst om arbejdet med avisartiklerne på dagpengekortet. Direktoratet finder derfor, at De har handlet uagtsomt ved ikke at oplyse om beskæftigelsen på dagpengekortet, og derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 37 timer for dette uagtsomme forhold, jf. § 87, stk. 3 i arbejdsløshedsforsikringsloven, og jf. cirkulære af 19. februar 1987, vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3.

..."

Herefter gennemgik direktoratet i brevet en lang række forhold hvor A havde modtaget honorar for afholdte foredrag i forskellige institutioner. A havde på dagpengekortet oplyst om timetallet for disse foredrag, men ikke om honoraret. Da der efter direktoratets opfattelse var tale om at arbejdstiden i forbindelse med disse foredrag ikke var kontrollabel, burde der ifølge direktoratet have fundet en omregning sted for de udbetalte honorarer. Da der altså var sket en fejludbetaling, fandt direktoratet at A skulle tilbagebetale det for meget udbetalte beløb. Direktoratet konkluderede endvidere at fejludbetalingen beroede på A's uagtsomme forhold.

Sammenfattende udtalte direktoratet bl.a. følgende

" Sammenfatning vedrørende tilbagebetaling og sanktion.

Det samlede tilbagebetalingsbeløb, jf. ovenfor, bliver herefter kr. 8.137,-.

Vedrørende manglende oplysninger om honoraret modtaget fra (tv-stationen) (kr. 3000,-), finder direktoratet som nævnt, at fejludbetalingen skyldes Deres svigagtige forhold.

Direktoratet finder, at De derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer, jf. § 87, stk. 1 i arbejdsløshedsforsikringsloven og cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og stk. 3 (udkast er gengivet nedenfor).

Det fremgår af ovennævnte gennemgang, at direktoratet finder, at den del af fejludbetalingen, som skyldes manglende angivelse af honorarernes størrelse, beror på Deres uagtsomme forhold.

Grundet sagens særlige omstændigheder finder Direktoratet ikke grundlag for at pålægge Dem sanktion for hvert enkelt uagtsomhedsforhold. Derimod finder Direktoratet, at De samlet skal pålægges 37 timers effektiv karantæne for de nævnte forhold, jf. § 87, stk. 3 i arbejdsløshedsforsikringsloven og cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og stk. 3 (udkast er gengivet nedenfor)..

Den samlede effektive karantæne udgør således i alt 157 timer.

Under henvisning til arbejdsløshedskassens afgørelse af 11. februar 1993, skal det i øvrigt bemærkes, at direktoratet er enig i kassens afgørelse vedrørende fejludbetalingen af dagpenge i uge 28/91, hvorefter det alene påhviler kassen at tilbagebetale dagpenge, som med urette er udbetalt mens De holdt ferie."

I breve af 2., 3. og 5. august 1993 klagede A over denne afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Om sit arbejde med artiklerne til en avis og tidspunktet for offentliggørelsen i avisen anførte A bl.a. følgende (i brevet af 3. august 1993 )

"...

Direktoratet havde på baggrund af de indhentede skatteoplysninger, hvoraf det fremgår, at jeg i hele indkomståret 1991 havde tjent 4000,- hos (avisen), telefonisk forespurgt (avisen) om, hvornår disse artikler havde været bragt. Da dette er et større arbejde at blade så mange aviser igennem sjussede avisen sig fejlagtig frem til to datoer, svarende til udbetalingsperioden for honorarerne.

For at udrede fejlen fremsendte jeg behørig dokumentation for de kr. 4000,-. De kr. 4000,- var betaling for 4 artikler. De tre var bragt i april måned 1991 som en miniserie (den sidste blev bragt den 24. april 1991, jfr. den til direktoratet fremsendte dokumentation). Den sidste i uge 25 1991. I april måned, da de 3 artikler blev bragt, var jeg ikke ledig. Honoraret for den sidste artikel er behørigt opgivet på dagpengekortet.

På trods af disse kendsgerninger skriver direktoratet i afgørelsen, at den fremsendte dokumentation er et udtryk for 'Deres egne oplysninger' , hvorfor direktoratet vælger at 'lægge til grund, at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne er korrekte'.

Igen ligger der en klar insinuering af, at jeg skulle manipulere med oplysningerne. Når direktoratet modtager dokumentation i form af en avisartikel fra den 24. april 1991, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at det er 'den sidste af tre artikler' , og når de samtidigt ved, at der er udbetalt kr. 1000,- for den sidste artikel [i] uge 25, er det vel nærliggende at konkludere, at når der er udbetalt kr. 1000,- for den sidste artikel, er der givetvis også udbetalt det samme for de første 3, altså ialt 4.000,- svarende til min samlede indtjening hos (avisen) i hele 1991. Men når denne nærliggende konklusion ikke ligger lige for hos direktoratet, var det vel ikke et urimeligt forlangende, at de havde forelagt (avisen) min dokumentation for at høre om de kunne be-eller afkræfte dem, inden de afsagde deres dom.

..."

Endvidere gjorde A gældende at der efter hans mening ikke var tale om svig med hensyn til de manglende oplysninger om engagementet ved tv-stationen. A anførte bl.a.

"...

Jeg mener ikke, at der er tale om et svigagtigt forhold. Der er tale om et enkeltstående tilfælde, hvorfor jeg kan anerkende det som et uagtsomt forhold, jfr. ovenstående redegørelse, som på grund af sagens omstændigheder ikke bør medføre karantæne, således som arbejdsløshedskassen har fastslået.

Det fremgår også af sagen, at direktoratet selv har været lidt usikker på, hvorvidt de kunne tillade sig at kalde forholdet for svig, eftersom de ifølge den manglende opgivelse af nøjagtigt det samme beløb i forhold til (avisen), nemlig kr. 3000,-, vurderer dette forhold som værende uagtsomhed.

...

Kommentar.

Selv om det måske ikke er normalt, at en anke til Ankenævnet behæftes med en kommentar, føler jeg trang til det.

Det fremgår givetvis tydeligt af redegørelsen, at jeg finder direktoratets behandling af denne sag anfægtelig. Jeg mener ikke, at jeg kan fortænkes i, at sidde tilbage med følelsen af, at direktoratet i deres bestræbelser på, at gå efter et resultat, har fraveget principper som objektivitet, kritisk behandling af efterforskningsmaterialerne samt at lade tvivl komme den sigtede til gode. Jeg håber, at min sag er et særtilfælde, og som sådan kan bekræftes som undtagelsen der bekræfter reglen.

At direktoratet laver stikprøver, eller på baggrund af anonymt angiveri undersøger en sag, er naturligvis i orden. Men at man ikke meddeler den mistænkte, at ens forhold undersøges, er højst ubehageligt. Ikke engang i Italien forekommer dette.

I dette tilfælde har direktoratet fået den anonyme angivelse i maj måned 1991. På den baggrund fandt de anledning til at indhente skatteoplysningerne på undertegnede for 1991, hvilket naturligvis er i orden. Med disse i hånden kunne de med rimelighed have bedt mig om, med behørige arbejdsgiverkvitteringer og eventuelt supplerende og klargørende bemærkninger, at dokumentere tidsperioderne for indtjeningen af min indkomst for at se, om de stemte overens med ledighedserklæring og dagpengekort. Og kun hvis jeg ikke kunne give den fornødne dokumentation, kunne de have kontaktet de pågældende arbejdsgivere. I så fald ville bilagsmængden kunne være mindst halveret.

Men i stedet kontaktede direktoratet mine arbejdsgivere for at bede dem bekræfte deres egne skatteindberetninger?!? Vel at mærke uden at orientere mig. Og jeg skal indrømme, at jeg fik en dårlig smag i munden, da lederen i en forening jeg havde lavet noget for kunne fortælle mig, at direktoratet var ved at undersøge mine forhold.

Først to måneder senere, den 27. august 1992, præsenterede direktoratet mig for sagen. Derefter måtte jeg så selv til at kontakte (X parti) og (avisen), dels for at rette fejl, dels for at få de relevante oplysninger til vurdering af sagen. Alt sammen noget jeg selv umiddelbart kunne have tilsendt direktoratet eller have fremskaffet.

Direktoratets subjektive behandling af materialerne fremgår af ovenstående redegørelse. Men det har naturligvis påført mig og en række arbejdsgivere unødigt stort arbejde. Sammenlagt har jeg brugt mindst 40 til 50 effektive timer for at udrede sagen. En stor del af disse kunne efter min bedste overbevisning have været undgået, hvis direktoratet havde behandlet sagen objektivt.

Med denne kommentar har jeg ønsket at gøre opmærksom på hvordan jeg opfatter direktoratets behandling af sagen. Hvis det er en generel procedure, var det måske en overvejelse værd at ændre den. Men er den enkeltstående i forhold til denne sag, kræves ingen yderligere forklaring."

Ved brev af 14. september 1993 til direktoratet redegjorde arbejdsløshedskassen for hvorfor den mente at arbejdstiden var kontrollabel, og hvorfor der ikke var sket en omregning af honorarerne ved udfyldning af dagpengekortet. Arbejdsløshedskassen skrev bl.a.

"...

A-kassen er af den opfattelse, at (A)'s engagement på skoler og foreninger skal betegnes som undervisning/gæstelærer. A-kassen har derfor benyttet omregningsfaktoren 1.6 ved udregning af dagpengekortene.

At undervisningen er kontrollabel viser bl.a. bilag fra (...) Gymnasium, hvor uddannelsesstedet dokumenterer undervisningstiden. Lignende dokumentation kan indhentes fra de øvrige uddannelsessteder og foreninger, hvor (A) har undervist.

Da det ofte er de samme foredrag (A) har afholdt, reduceres forberedelsestiden tilsvarende. Omregningssatsen er derfor ikke anvendelig/retfærdig til beregning af dagpengene, da medlemmet vil blive modregnet uforholdsmæssigt meget i forhold til den faktiske forbrugte tid.

A-kassen har på denne baggrund vejledt medlemmet om omregningsfaktoren 1.6 ved undervisning.

..."

I brev af 13. oktober 1993 meddelte direktoratet A en ny afgørelse. Af denne afgørelse fremgik bl.a. følgende

"...

AFGØRELSE

Direktoratet finder, at Deres mangelfulde oplysninger på dagpengekortet om indtægter fra foredragsvirksomhed m.v., skyldes at De har modtaget forkert vejledning fra Deres arbejdsløshedskasse.

Herefter finder direktoratet ikke grundlag for at pålægge Dem effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomt forhold. Samtidig reduceres tilbagebetalingskravet til brutto kr. 2.502,-.

Tilbagebetalingsbeløbet på kr. 2.502,- vedrører Deres indtægt fra arbejde for (tv-stationen), Direktoratet finder fortsat, at denne fejludbetaling beror på Deres svigagtige forhold, og at De derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer.

Direktoratets tidligere afgørelse af 7. juli 1993 er herefter bortfaldet.

...

Direktoratets bemærkninger til Deres klage og til oplysningerne fra arbejdsløshedskassen.

Direktoratet tager til efterretning, at artiklerne til (avisen) er skrevet før Deres arbejdsophør den 30. april 1991, og direktoratet finder derfor ikke grundlag for at pålægge Dem tilbagebetaling af dagpenge modtaget med urette vedrørende dette arbejdsforhold.

På baggrund af arbejdsløshedskassens fejlagtige vejledning om hvorledes De skal udfylde dagpengekortet ved undervisning/foredragsvirksomhed, har direktoratet også fundet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at pålægge Dem sanktion og tilbagebetaling for dagpenge modtaget med urette vedrørende disse forhold.

Derimod fastholder direktoratet, at Deres manglende oplysning om arbejdet for (tv-stationen) beror på Deres svigagtige forhold, jf. § 87, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven, og at De derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer.

...

Direktoratet har således ændret sin tidligere afgørelse af 7. juli 1993, som herefter er bortfaldet.

Ankevejledning

Direktoratets afgørelse kan inden 4 uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. § 99, stk. 1 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

..."

A påklagede den nye afgørelse ved brev af 26. oktober 1993. A skrev bl.a.

"Direktoratet har i et brev af 13. oktober 1993 meddelt mig, at de på baggrund af min anke til Arbejdsmarkedets Ankenævn af 2. august over deres afgørelse af 7. juli 1993, har truffet en ny afgørelse.

Tilbage står nu, at Direktoratet finder, at jeg skal tilbagebetale i alt brutto kr. 2.502,- til Specialarbejdernes A-kasse vedrørende et modtaget honorar for medvirken i en udsendelse på (tv-stationen), samt at jeg for svig skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer.

Specialarbejdernes A-kasse fastslog i deres afgørelse af 11. februar 1993, på baggrund af sagens akter, at jeg skulle tilbagebetale brutto kr. 2502,-, samt at der var tale om et uagtsomt forhold uden ikendelse af sanktion grundet sagens omstændigheder.

På baggrund af sagsfremstillingen har jeg accepteret kassens afgørelse, og den 12. februar 1993 tilbagebetalt det ønskede beløb.

Jeg finder fortsat ikke, at Direktoratet har grundlag for at ændre Specialarbejdernes A-kasses afgørelse af 11. februar 1993, hvorfor jeg ikke kan acceptere Direktoratets nye afgørelse af 13. oktober 1993.

...

Sammenfatning

På baggrund af ovenstående redegørelse finder jeg det bestyrket, at Direktoratet ikke har grundlag for at ændre Specialarbejdernes a-kasses afgørelse af 11. februar 1993.

Kommentar

Hele sagsforløbet viser, at Direktoratet selv er usikker i fortolkningerne, når free-lancearbejdendes forhold skal indplaceres i a-kassereglerne. Derfor finder jeg det uforståeligt, at Direktoratet krampagtigt fastholder en anklage om 'vigagtigt forhold' efter at sagen, der startede med grumme og omfattende anklager, er skrumpet ind til et enkeltstående forhold, hvis omstændigheder er noget udover det sædvanlige.

Som jeg skrev i anken af 2. august 1993, finder jeg Direktoratets behandling af denne sag anfægtelig, hvilket jeg fornemmer Direktoratet selv er klar over, eftersom de bevidst undlader at kommentere mine konkrete indvendinger.

Med Direktoratets nye afgørelse, som, udover at være overfladisk og useriøs, også er selvmodsigende, sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at Direktoratet i deres bestræbelser på at nå et resultat, har fraveget principper som objektivitet, kritisk behandling af efterforskningsmaterialerne samt at lade tvivl komme den sigtede til gode.

Jeg håber, at sagsbehandlingen i min sag er et helt enestående tilfælde.

..."

I brev af 22. november 1993 supplerede A sin klage med en række bemærkninger til hele sagsforløbet. A henviste bl.a. til følgende

"...

Allerede i min besvarelse til A-kassen af 3. oktober 1992 af Direktoratets anklage om mit forhold til (avisen) redegjorde jeg for, at de 3000,- var for artikler, jeg havde skrevet i april måned 1991. Og jeg fremsendte ovenikøbet dokumentationen herfor i form af vedlagte artikel dateret den 24. april 1991, hvoraf det fremgår at det var den 'sidste af tre artikler'. På trods heraf vælger Direktoratet at lægge til grund, 'at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne er korrekte'. (Avisen) havde først meddelt Direktoratet, at artiklerne havde været bragt den 27. maj og 27. juni 1991. Direktoratet stod altså med en dokumenteret viden om, hvornår jeg havde haft artiklerne i (avisen) samtidigt med, at (avisen) skrev, at jeg skulle have haft artiklerne i på andre tidspunkter. Direktoratet ønskede ikke at undersøge dette misforhold, men valgte at betragte mine oplysninger som bevidst løgnagtige og uundersøgt lagde (avisens) oplysninger til grund for deres afgørelse.

Først da jeg en gang til selv udredte sagen, hvilket vel retteligt er Direktoratets opgave, krøb Direktoratet til korset og ændrede deres fejlagtige afgørelse. Uden dog at de nedværdigede sig til at beklage deres grundløse anklage eller sjuskede sagsbehandling, hvilket jeg for så vidt heller ikke havde ventet.

...

Derfor ønsker jeg, at Ankenævnet, udover at afgøre selve tvisten som nu står tilbage, svarer på følgende spørgsmål, som har relation til selve sagen

a) Finder Ankenævnet, at Direktoratet har behandlet denne sag objektivt og korrekt?

b) Finder Ankenævnet, at det er korrekt, at Direktoratet vælger at ligge arbejdsgiveroplysninger til grund for deres vurderinger, når der er rejst berettiget og dokumenteret kritik af disse, fremfor at undersøge uoverensstemmelserne?

c) Finder Ankenævnet det korrekt, at Direktoratet, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme den sigtede til gode?

d) Finder Ankenævnet det korrekt, at et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på grund af Direktoratets sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag?

e) Hvis ikke Ankenævnet svarer bekræftende på alle disse spørgsmål, hvilke konsekvenser giver det så anledning til, således at gentagelse ikke finder sted?

...

Afslutningsvis skal jeg endnu engang henlede Ankenævnets opmærksomhed på mine anker af 3. august og 26. oktober 1993, hvori jeg også er fremkommet med nogle kommentarer og spørgsmål til behandlingen af denne sag, som jeg også forventer at Ankenævnet besvarer.

..."

I brev af 18. maj 1994 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn A følgende afgørelse

" AFGØRELSE

Ankenævnet finder det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at (A) bevidst har afgivet urigtige oplysninger vedrørende sit arbejde for (en tv-station) for derigennem at modtage dagpenge med urette.

Ankenævnet finder, at forholdet alene skal bedømmes som uagtsomt, og at (A) derfor skal gennemgå en karantæne på 37 timer, jf. arbejdsløshedslovens § 87, stk. 3.

Ankenævnet ændrer således for dette punkts vedkommende direktoratets afgørelse af 13. oktober 1993.

Ankenævnet tiltræder den del af direktoratets afgørelse af 13. oktober 1993, der vedrører spørgsmål om refusion fra statskassen af det fejludbetalte beløb med den af direktoratet givne begrundelse og under henvisning til de anførte bestemmelser."

Herefter klagede A til mig ved brev af 19. juli 1994. A ønskede min undersøgelse af en lang række punkter der fortrinsvis omhandlede sagsbehandlingen i direktoratet. A skrev bl.a.

"På baggrund af sagsforløbet anmoder jeg Folketingets Ombudsmand (FO) om at kommentere og tage stilling til eller foranstalte, at nogen tager stilling til følgende spørgsmål

1. DfA modtog senest i maj 1992 en anonym henvendelse, hvoraf det fremgik, at jeg skulle have modtaget forudbetaling af et honorar for at skrive en bog. I den anledning indhentede DfA skatteoplysninger for 1991. Heraf kunne de ikke se, at jeg havde fået et sådant forskud af den simple grund, at jeg ikke havde, men de ville undersøge sagen alligevel og samtidigt undersøge alle mine øvrige ansættelsesforhold i 1991, hvilket samlet drejede sig om 26. På baggrund af skatteoplysningerne kontaktede de, uden min viden , alle arbejdsgiverne og bad dem bekræfte, hvad de havde indberettet til skattevæsenet samt angive ansættelsesperioden. Disse oplysninger kunne de have fået dokumenteret af undertegnede i form af lønsedler og årsopgørelser, men det ønskede man ikke. Tilbage står, at DfA med sin unødvendige handling dels belemrede arbejdsgiverne arbejdsmæssigt dels udsendte negative signaler om min habitus. Arbejdsgiverne bliver jo ikke siden orienteret om sagens resultat. Alene mistanken bliver hængende.

Sagen kommer først til mit kendskab i ultimo august 1992 - 3 måneder senere.

- Finder FO det rimeligt, at DfA iværksætter undersøgelse af arbejdsløses forhold uden den mistænkte informeres herom?

- Finder FO det rimeligt, at DfA anmoder arbejdsgivere om oplysninger om tidligere ansattes forhold uden forinden at have forsøgt at få dem fra den mistænkte?

2. I DfAs afgørelse af 7. juli 1993 insinuerede de, at jeg var løgner. I forbindelse med et tilknytningsforhold til (en avis) forsøgte de at fremstille sagen således, at jeg bevidst manipulerede med oplysninger. I 1991 havde (avisen) antaget fire artikler, hvoraf DfA ville have, at de tre skulle være skrevet, mens jeg samtidigt fik dagpenge. Fra avisen havde de efter anmodning modtaget meddelelse om, hvornår artiklerne var honoreret, mens jeg fremsendte dokumentation af, hvornår artiklerne havde været bragt - i form af avisudklip. Den af mig fremsendte dokumentation der viste, at de var skrevet på et tidspunkt, hvor jeg ikke fik dagpenge, blev af DfA kaldt 'Deres egne oplysninger', hvorfor DfA valgte at 'ligge til grund, at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne er korrekte'. På trods af dokumentation fandt DfA et udsagn vægtigere. Nærmere kan man vist ikke komme prædikatet - løgner. De ønskede overhovedet ikke nærmere at undersøge den tvivl, der var sået til deres udsagn. I stedet valgte de at konkludere - går den, så går den!

Denne afgørelse ankede jeg naturligvis til AA. Jeg kontaktede (avisen), og først da blev de øjensynligt klar over, hvad Deres oplysninger var blevet brugt til. Men naturligvis kunne de straks bekræfte den af mig fremlagte dokumentation, som jeg efterfølgende vedlagde som bilag til den seks siders lange anke.

Men proceduren i systemet gør, at AA slet ikke så anken, eftersom alle anker til AA over DfAs afgørelse skal fremsendes til DfA!?! Her erkendte de åbenbart, at den ikke gik, for de ændrede deres egen afgørelse og fremsendte en ny den 13. oktober 1993. Og vupti var min anke over DfA ikke eksisterende. I første omgang havde DfA forhindret at nogen så deres sagsbehandling efter i sømmene.

- Finder FO det rimeligt, at DfA uden videre kan komme med grove anklager og insinueringer selv om de findes ubegrundede? Ord som 'vi beklager' og 'undskyld' findes øjensynligt ikke i DfAs ordregister. I det civile retssystem ville noget sådant næppe kunne passere.

- Finder FO det rimeligt, at DfA selv behandler anker over deres egne afgørelser i sager, hvor også deres sagsbehandling sættes under kritik og dermed kan forhindre andre i at kontrollere deres arbejde?

...

4. Da jeg fortsat finder de spørgsmål relevante, jeg undervejs i denne sag har stillet, fordi de har mere almen karakter, anmoder jeg FO om at besvare dem, eller foranstalte at de bliver det.

Det drejer sig foruden de ovenstående om følgende

- I et brev af 18. februar 1993 bad DfA om at få afklaret hvorpå en difference mellem mine lønsedler og en arbejdsgivers oplysninger beroede. Dette var et legitimt ønske, men umiddelbart kunne jeg ikke se hvorfor DfA ville vide dette, da det var aldeles uden betydning for dagpengeberegningen. Af principielle grunde bad jeg om, at jeg som mistænkt fik en begrundelse for spørgsmålet. Den har jeg endnu ikke fået.

- Finder FO, at DfA har behandlet denne sag objektivt og korrekt?

- Finder FO, at det er korrekt, at DfA vælger at ligge arbejdsgiveroplysninger til grund for deres vurderinger, når der er rejst berettiget og dokumenteret kritik af disse, fremfor at undersøge uoverensstemmelserne?

- Finder FO det korrekt, at DfA, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme den sigtede til gode?

- Finder FO det korrekt, at et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på grund af DfAs sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag?

..."

I brev af 19. august 1994 bad jeg direktoratet og ankenævnet om en udtalelse i anledning af A's klage.

Direktoratet udtalte i brev af 26. september 1994 bl.a. følgende

"...

I. (A) har i sin klage spurgt Folketingets Ombudsmand, om det er rimeligt, at DfA iværksætter en undersøgelse af arbejdsløses forhold, uden at pågældende informeres herom.

Indledningsvis skal det oplyses, at DfA som følge af sin tilsynsopgave løbende foretager en systematisk kontrol af de udbetalinger, der finder sted fra arbejdsløshedskasserne. En del af denne kontrol består i at undersøge, om medlemmer uberettiget har modtaget arbejdsløshedsdagpenge mv.

Til brug for denne kontrol indhenter DfA oplysninger fra andre offentlige myndigheder, iværksætter stikprøveundersøgelser af udvalgte områder mv. Herudover behandler DfA en række konkrete henvendelser vedrørende arbejdsløshedskassemedlemmer, som eventuelt modtager dagpenge mv. med urette.

Det er en følge af DfA's tilsynspligt i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, jf. også bekendtgørelse nr. 705 af 22. oktober 1991 om tilsynet med de statsanerkendte arbejdsløshedskassers administration m.v., at foretage en undersøgelse af, om sådanne påstande er korrekte. I bekræftende fald skal DfA kræve de udbetalte arbejdsløshedsdagpenge tilbagebetalt og eventuelt pålægge sanktion, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 og § 87.

Det skal bemærkes, at DfA, før man går i gang med en egentlig undersøgelse af forholdene, foretager en førstehåndsvurdering af, hvorvidt oplysningerne har et sådant indhold, at det er formålstjenligt at arbejde videre med dem. Dette fører til, at en del sager afsluttes, uden at der foretages videre.

Herudover viser erfaringerne, at en del af anmeldelserne efter en nærmere undersøgelse viser sig at være uden hold i virkeligheden, og de pågældende sager bliver derfor henlagt som åbenbart grundløse.

I disse tilfælde informerer DfA ikke de pågældende om, at de er blevet anmeldt, at DfA har foretaget en indledende undersøgelse af sagen, og at sagen er henlagt som åbenbart grundløs.

Årsagen til, at man ikke informerer de pågældende herom, er et ønske om ikke at 'hvirvle mere støv op end nødvendigt' - fordi mange af disse grundløse anmeldelser formentlig skyldes forkerte informationer, misundelse, fjendskab og lignende. Hvis man derimod informerede de pågældende anmeldte medlemmer af arbejdsløshedskasser (undertiden anmeldes også personer, der ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse og personer, der aldrig har fået dagpenge!) - ville man utvivlsomt give anledning til unødig bekymring hos de pågældende.

Herudover skal det påpeges, at det af undersøgelsesmæssige hensyn næppe vil være hensigtsmæssigt at informere den person, der får sine dagpengeforhold nærmere gennemgået, før DfA har haft lejlighed til at indhente de nødvendige kontroloplysninger. En sådan information kunne besværliggøre DfA's kontrolarbejde og eventuelt betyde, at de ønskede og nødvendige oplysninger bliver sværere at fremskaffe.

Som ovenfor nævnt giver en anmeldelse anledning til, at DfA foretager en nærmere undersøgelse af anmeldelsen, f.eks. ved at rekvirere oplysninger fra skattemyndighederne, fra arbejdsgivere mv. for at skaffe bevis for, om pågældende har modtaget arbejdsløshedsdagpenge mv. med urette.

Hvis DfA efter, at disse oplysninger er modtaget, er i begrundet tvivl om, hvorvidt pågældende har modtaget arbejdsløshedsdagpenge med rette, fremsender DfA en indberetning til arbejdsløshedskassen, der som første instans skal træffe afgørelse i sagen.

Indberetningsproceduren er reguleret i § 7 i bekendtgørelse nr. 705 af 22. oktober 1991 om tilsynet med de statsanerkendte arbejdsløshedskassers administration m.v. med tilhørende vejledning af 1. november 1991.

Det fremgår blandt andet af indberetningsproceduren, at arbejdsløshedskassen, før den træffer afgørelse i sagen, skal sikre sig, at medlemmet har haft lejlighed til at udtale sig til sagen.

Medlemmets inddragelse i sagen er altså institueret i indberetningsproceduren, og medlemmet er således sikret mulighed for at varetage sine interesser.

I denne sag er (A) blevet informeret om sagen i anledning af, at arbejdsløshedskassen som følge af DfA's indberetning af 27. august 1992 har anmodet kassen om en afgørelse i sagen efter, at medlemmet har haft lejlighed til at komme med en udtalelse.

DfA finder derfor, at (A)'s spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt at iværksætte en undersøgelse uden at informere den pågældende herom, på baggrund af ovennævnte må besvares derhen, at det er korrekt at vente med at informere pågældende om sagen, indtil DfA har indhentet så mange oplysninger, at man er i begrundet tvivl om rigtigheden af de foretagne udbetalinger til medlemmet. Herefter orienteres arbejdsløshedskassen og medlemmet, og medlemmet inddrages i sagen ved hjælp af en indberetning.

Afslutningsvis bemærkes, at der på ledighedserklæringen og dagpengekortene er indføjet en 'kontrolbemærkning'. Af denne fremgår følgende

'Kontrol

De oplysninger, som De afgiver på denne blanket, kan blive kontrolleret.

Dette kan f.eks. ske ved hjælp af oplysninger fra arbejdsgivere og offentlige myndigheder'.

Formålet med denne formulering er at informere medlemmerne om, at en sådan efterfølgende kontrol kan finde sted. De er derfor vidende om, at dette er en reel mulighed i dagpengesystemet.

II. (A) har endvidere rejst spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at DfA anmoder arbejdsgivere om oplysninger om tidligere ansættelsesforhold, uden først at have forsøgt at få dem fra de anmeldte medlemmer.

Indledningsvis bemærkes, at oplysninger fra arbejdsgivere anvendes i meget stort omfang i arbejdsløshedsforsikringen. Der henvises herved til bekendtgørelse nr. 537 af 14. november 1983 om arbejdsgiveres pligt til at afgive oplysning om løn, beskæftigelse mv. til brug for administrationen af forsikringssystemet og bekendtgørelse nr. 612 af 18. december 1985 om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

Oplysninger fra arbejdsgivere anvendes også til at kontrollere, om medlemmernes oplysninger til arbejdsløshedskasserne om ledighed og arbejde er korrekte.

Ved behandlingen af tilsynssager er det DfA's pligt at sørge for, at de nødvendige oplysninger skaffes til veje på den hurtigste og mest hensigtsmæssige måde. Der henvises herved til 'Officialmaksimen'.

Under henvisning hertil og under henvisning til det ovenfor under afsnit I anførte om, at DfA dels indhenter nærmere oplysninger for at afklare, om der er begrundet tvivl om udbetalingen af arbejdsløshedsdagpenge mv. er sket med rette, dels selv indhenter oplysninger for at undgå en besværliggørelse af efterkontrollen, finder DfA det korrekt at indhente oplysningerne hos arbejdsgiveren uden først at forsøge at få dem fra medlemmet.

Der er ingen tvivl om, at det også er den hurtigste måde at få disse oplysninger på. Der henvises herved til, at arbejdsgiverne har pligt til at afgive oplysningerne til DfA inden for bestemte tidsfrister, ligesom arbejdsgiveren, som oftest i modsætning til medlemmet, har bevaret rimeligt præcise oplysninger om beskæftigelsesforholdet.

I denne sammenhæng erindres om, at den anmeldte person efter almindelige forvaltningsretlige principper hverken har pligt til at afgive de pågældende oplysninger, ligesom pågældende i øvrigt heller ikke på anden vis har pligt til at medvirke til sagens opklaring.

III. (A) har også rejst spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand finder det rimeligt, at DfA uden videre kan komme med grove anklager, selvom de findes ubegrundede.

DfA skal hertil oplyse, at man ikke finder, at der undervejs i sagsforløbet er fremført grove anklager imod (A).

Det er derimod nok naturligt, at et medlem, der bliver udsat for, at de oplysninger den pågældende har givet til arbejdsløshedskassen, bliver kontrolleret, oplever det som om, der stilles spørgsmålstegn ved rigtigheden af oplysningerne. Det er imidlertid DfA's opfattelse, at dette ikke kan undgås, såfremt man ønsker at foretage en kontrol også på dette område.

DfA skal herudover bemærke, at det i den konkrete sag selvfølgelig har vanskeliggjort behandlingen, at der fra 2 af de involverede arbejdsgivere er afgivet ukorrekte oplysninger. Dette kan have været med til at forstærke medlemmets negative oplevelse af sagsforløbet.

Dette finder DfA selvfølgelig er stærkt beklageligt, men DfA finder ikke, at den tvivl, der dermed er opstået omkring rigtigheden af udbetalingerne og den deraf følgende ekstra undersøgelse af omstændighederne, kan udlægges som om, DfA har fremsat grove beskyldninger eller lignende imod (A).

IV. (A) rejser også spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at DfA selv behandler klager over deres egne afgørelser i sager, hvor også sagsbehandlingen sættes under kritik og dermed kan forhindre andre i at kontrollere deres arbejde.

DfA skal hertil bemærke, at dette er en konsekvens af remonstrationsordningen, hvorefter klager over DfA's afgørelser skal indgives til DfA.

Formålet hermed er blandt andet, at DfA kan foretage en ny vurdering af sagen på grundlag af klagen. Hvis klagen giver anledning til en ny vurdering af sagen, træffer DfA en ny afgørelse på baggrund af det i klagen anførte og på baggrund af eventuelle yderligere indhentede oplysninger. Denne nye afgørelse forsynes også med en klagevejledning.

Denne ordning medfører, at DfA får lejlighed til at se på sagen på ny og eventuelt træffe en ny afgørelse, uden at ankenævnet involveres.

Da den nye afgørelse forsynes med klagevejledning, er der altså ikke som insinueret af (A) tale om et forsøg på at forhindre andre i at kontrollere DfA's arbejde.

I det konkrete tilfælde indebar denne procedure, at DfA rent faktisk ændrede sin tidligere afgørelse, hvilket viser, at systemet fungerer efter hensigten.

V. (A) har i sin klage bemærket, at DfA i brev af 18. februar 1993 bad om at få afklaret, hvorpå en difference mellem (A)'s lønsedler og en arbejdsgivers oplysninger beroede.

DfA skal hertil bemærke, at spørgsmålet var nødvendigt for at få klarhed over, hvilke af to modstridende sæt arbejdsgiveroplysninger, der skulle lægges til grund ved sagens afgørelse.

DfA skal i øvrigt henvise til afgørelsen af 7. juli 1993, side 2, 3. - 6. afsnit. Her er redegjort for baggrunden for spørgsmålet. DfA kan på denne baggrund ikke vedkende sig, at man ikke skulle have 'besvaret' (A)'s spørgsmål.

VI. (A) rejser spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand finder, at det er korrekt, at DfA vælger at lægge arbejdsgiveroplysninger til grund for deres vurderinger, når der er rejst berettiget kritik af disse, fremfor at undersøge uoverensstemmelserne.

DfA skal hertil bemærke, at det ikke er korrekt, at DfA ukritisk har valgt at lægge arbejdsgiveroplysningerne til grund for vurderingerne. Det ovenfor under afsnit V er jo netop et eksempel herpå.

Tværtimod er der tale om, at DfA hen ad vejen i sagsbehandlingsforløbet har foretaget en undersøgelse og vurdering af de foreliggende arbejdsgiveroplysninger, og der er derfor ikke tale om, at disse oplysninger er lagt ukritisk til grund. Der er heller ikke tale om, at DfA ikke har forsøgt at undersøge uoverensstemmelserne, efterhånden som de opstod i sagsforløbet.

VII. (A) spørger også, om Folketingets Ombudsmand finder det korrekt, at DfA, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme medlemmet til gode.

DfA skal hertil bemærke, at DfA i sagsbehandlingsforløbet har foretaget en selvstændig vurdering af de foreliggende beviser og - som ovenfor beskrevet - foretaget undersøgelser i tilfælde, hvor man var i tvivl om oplysningernes bevismæssige værdi. Ved vurderingen af de enkelte beviser i sagen har DfA haft som målsætning, at den afgørelse, der skulle træffes, eventuelt også skulle kunne holde for en prøvelse ved Arbejdsmarkedets Ankenævn.

At dette ikke blev tilfældet i den konkrete sag, skal DfA selvfølgelig beklage. DfA finder imidlertid ikke, at dette faktum kan bruges som et argument for, at DfA ensidigt behandler sagerne ud fra de oplysninger, der indhentes fra andre end medlemmet, og i den sammenhæng ser bort fra de elementer i bevisvurderingen, der kommer medlemmet til gode.

VIII. (A) rejser også spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand finder det korrekt, at et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på grund af DfA's sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag.

Det er korrekt, at (A) er blevet belastet af denne sag.

Imidlertid må det konstateres, at det i sager, hvor oplysningerne peger i retning af, at der har fundet fejludbetalinger sted, kan indebære, at medlemmet i forbindelse med varetagelsen af sine interesser kan blive påført et vist udredningsarbejde.

Dette må i en vis udstrækning anses for at være en følgevirkning af, at der føres tilsyn med dagpengeudbetalingerne.

I den konkrete sag har det faktum, at 2 arbejdsgivere rent faktisk har afgivet ukorrekte oplysninger til DfA, selvfølgelig ikke gjort denne belastning mindre. DfA skal beklage, at dette har været tilfældet.

..."

Af ankenævnets udtalelse af 27. oktober 1994 fremgik bl.a. følgende

"...

For så vidt angår (A)'s klage over, at ankenævnet ikke i sin afgørelse direkte har kommenteret hans klage over direktoratets behandling af hans sag, bemærkes, at hans anke førte til, at ankenævnet ophævede direktoratets svigsafgørelse, og at anken således blev imødekommet.

Ankenævnet er ikke tilsynsmyndighed i forhold til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Det er Arbejdsministeriet. I det omfang ankenævnet i forbindelse med behandlingen af en konkret sag konstaterer sagsbehandlingsfejl eller procedurefejl, som skønnes at have betydning for den afgørelse, der er truffet, kan dette medføre, at en sag sendes tilbage til direktoratet med henblik på en genoptagelse af sagen, eller at den fejl, der er begået, får til følge, at der træffes en for klageren begunstigende afgørelse. Ændres den påklagede afgørelse af denne eller andre årsager, vil grundlaget for klagen over sagsbehandlingen ofte være bortfaldet.

Det har efter ankenævnets opfattelse været tilfældet i (A)'s sag, og derfor har nævnet ikke kommenteret denne del af klagen eller fundet grundlag for at videresende den til arbejdsministeriet.

..."

A fik herefter lejlighed til at fremkomme med sine kommentarer til myndighedernes udtalelser hvilket han gjorde den 8. december 1994. I brevet skrev A bl.a. følgende

"...

Ad. I.

DfA skriver, at når de ikke informerer de pågældende om, at deres forhold er til undersøgelse, er det ud fra 'et ønske om ikke at 'hvirvle mere støv op end nødvendigt' - fordi mange af disse grundløse anmeldelser formentlig skyldes forkerte informationer, misundelse, fjendskab og lignende. Hvis man derimod informerede de pågældende anmeldte medlemmer af arbejdsløshedskasser ... ville man utvivlsomt give anledning til unødig bekymring hos de pågældende'. Det er svært at (se) sammenhængen i disse ædle hensigter, når man sidder med en 275 siders omfattende sag, der helt åbenlyst tog sit udgangspunkt i en grundløs anklage (som jo var en anonym anmeldelse om et forudbetalt honorar, der aldrig havde eksisteret i virkelighedens verden).

Jeg tror, de fleste føler ubehag ved fra tredjehånd at blive orienteret om, at nogen overvåger en for mistanke om svig. Derved bliver der 'hvirvlet mere støv op end nødvendigt'. Min kritik af DfA gik - og går - på, at man bagom ryggen på de pågældende kontakter arbejdsgivere, og beder dem om oplysninger, som DfA kan få på en væsentligt mere naturlig måde.

I min sag kontaktede DfA skattemyndighederne for at få skatteoplysninger på mig. Af disse papirer fremgår hvilke arbejdsgivere, jeg har været hos, hvor mange penge jeg har tjent hos hver enkelt og i flere tilfælde også på hvilket tidspunkt på året. Hvis disse oplysninger sammenlignet med mine dagpengeudbetalinger gav en begrundet mistanke om, at der kunne være udbetalt dagpenge på et uberettiget grundlag, ville det da være helt naturligt, at DfA - for at opfylde sin tilsynsforpligtelse - kontaktede min arbejdsløshedskasse og meddelte dem, at mine forhold var udtaget til en stikprøvekontrol. De kunne derefter anmode om, at få tilsendt den nødvendige dokumentation for dagpengeudbetalingerne. Om nødvendigt kunne DfA præcisere hvilke dokumenter, de ønskede. Arbejdsløshedskassen ville så bede mig fremlægge de nødvendige papirer, hvilket primært er lønsedler og årsopgørelser. Det er dem, der fortæller, hvornår et beløb er optjent og udbetalt. Hvis der i givet fald mangler dokumentation, kan man bede den pågældende om at fremskaffe dem. Hvis ikke den pågældende kan eller vil dette, ja så vil det være rigtigt, at DfA kontakter den eller de arbejdsgivere, hvorfra der mangler dokumentation.

Ved en sådan fremgangsmåde hvirvles der ikke unødigt støv op. I min sag havde DfA ikke behov for en eneste af de arbejdsgiverhenvendelser, de foretog. Jeg havde alle de nødvendige papirer og fremskaffede dem, hvor der fortsat var tvivl.

Jeg er ingenlunde imod, at DfA udøver sin kontrolfunktion, men ønsker blot at den sker direkte og ikke bag om ryggen på mig og uden min viden. For derved skabes der mytedannelser og hvirvles mere støv op end nødvendigt.

DfA skriver, at jeg blev informeret om sagen den 27. august 1992 og bedt om en udtalelse. Ja, men på dette tidspunkt var der rettet kontakt til arbejdsgiverne uden min viden. DfA finder det rimeligt ikke at orientere mig før der var en 'begrundet tvivl om rigtigheden af de foretagne udbetalinger til medlemmet'. Men denne tvivl havde DfA jo allerede da de så skatteoplysningerne. Og kontroloplysningerne kunne de få af mig uden at henvende sig til arbejdsgiverne.

...

Ad. IV.

Hvad angår DfAs behandling af klager over deres egne afgørelser, så mener jeg klart, at det dels svækker en reel kontrolfunktion af deres arbejde, dels at det svækker retssikkerheden hos brugerne.

I denne sag tvivler jeg på, at DfA eksempelvis ville have taget så skødesløst på ovenstående forhold, hvis det var en udenforstående og neutral instans, som skulle gennemgå en anke. Under alle omstændigheder kan det eksisterende ankesystem give anledning til utryghed over, at en dømmende instans selv behandler klagerne over deres arbejde.

Det er korrekt, at DfA altid vedlægger en klagevejledning. Men for det første er det sandsynligt, at mange giver op i kampen mod systemet inden man når så langt. Af erfaring ved jeg, at det kræver en del, at bruge mere end to år og 275 sider på at få retfærdigheden til at ske fyldest. For det andet er virkeligheden den, at et medlems anke til Ankenævnet heller ikke i alle sammenhænge bliver forelagt i sin ordlyd, men i et bearbejdet ekstrakt.

...

Til svaret fra Ankenævnet har jeg kun et par bemærkninger.

Det havde vel ikke været uoverkommeligt for Ankenævnet, at gøre mig opmærksom på, at min kritik af DfA og de spørgsmål jeg havde stillet skulle stiles til Arbejdsministeriet. Eftersom spørgsmålene og kritikken ikke alene specifikt er knyttet til min sag, men er af mere principiel karakter, mener jeg, at Ankenævnet af sig selv burde have videresendt dem.

..."

Ved breve af henholdsvis 18. og 25. januar 1995 meddelte direktoratet og ankenævnet at de ikke havde yderligere bemærkninger til A's brev.

I et brev af 13. oktober 1995 bad jeg Arbejdsministeriet, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn om at udtale sig om følgende

' 1. Direktoratets kompetence

Det fremgår af sagen at arbejdsløshedskassen den 11. februar 1993 traf afgørelse i sagen over for (A). Denne afgørelse, der ikke angik svigagtige forhold over for kassen, blev efter de oplysninger der har foreligget for mig, ikke påklaget til direktoratet af (A).

Jeg må således lægge til grund at direktoratet har foretaget en prøvelse af kassens afgørelse på eget initiativ.

På den baggrund beder jeg om en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for direktoratets kompetence til - i forhold til (A) - at efterprøve og ændre kassens afgørelse.

2. Remonstration

(A) har til mig særligt klaget over at direktoratet ved hans første klage til ankenævnet foretog remonstration og ikke videresendte klagen til nævnet.

I den forbindelse bemærker jeg at direktoratet ved sin fornyede afgørelse ikke gav (A) fuldstændigt medhold. Derimod fastholdt direktoratet delvis den gamle afgørelse og forsynede den med endnu en klagevejledning. Jeg må lægge til grund at direktoratet ikke ville have sendt den oprindelige klage til ankenævnet, hvis (A) ikke havde klaget igen.

På den baggrund beder jeg om en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for direktoratets remonstration.

3. Sagens rejsning

Det fremgår af sagen at direktoratet i 1991 modtog den anonyme anmeldelse af (A). I den efterfølgende periode indhentede direktoratet oplysninger bl.a. fra hans forskellige arbejdsgivere. Jeg må lægge til grund at (A) først blev underrettet om sagens eksistens, efter at han var blevet indberettet til arbejdsløshedskassen.

Som begrundelse for generelt ikke at underrette de pågældende om at der verserer en kontrolsag, henviste direktoratet til at man ikke ønskede at 'hvirvle mere støv op end nødvendigt'. Herudover henviste direktoratet bl.a til at det i almindelighed kunne besværliggøre direktoratets arbejde.

I den forbindelse beder jeg direktoratet svare på om der i den konkrete sag var undersøgelsesmæssige hensyn der talte for ikke at underrette (A) om sagen, til trods for at man rettede henvendelse til en række af hans arbejdsgivere. Jeg beder samtidig direktoratet oplyse hvorvidt det inden det rettede henvendelse til (A)'s tidligere arbejdsgivere, havde overvejet at skaffe de ønskede oplysninger ved at kontakte (A)."

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen svarede i brev af 7. marts 1996 følgende

" 1. Direktoratets kompetence

Folketingets Ombudsmand anmoder direktoratet om en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for direktoratets kompetence til - i forhold til (A) - at efterprøve og ændre kassens afgørelse.

Indledningsvis skal direktoratet henvise til brev af 26. september 1994 punkt I.

Direktoratet skal endvidere bemærke, at § 7 i direktoratets bekendtgørelse nr. 705 af 22. oktober 1991 - der er udstedt i medfør af § 88, stk. 3 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. - om tilsynet med de statsanerkendte arbejdsløshedskassers administration m.v. indeholder hjemmel til at fastsætte procedurer ved behandling af sager, der opstår som følge af at direktoratet er blevet opmærksom på fejl m.v., der har betydning for konkrete medlems- og udbetalingsforhold.

Direktoratet har i vejledningen til ovennævnte bekendtgørelses § 7 opstillet sådanne procedurer ved indberetningsprocedurer.

Til forskel fra øvrige sager, hvor direktoratet ikke skal have forelagt sager, hvor arbejdsløshedskassen har truffet afgørelse om, at et forhold skal anses for uagtsomt gælder, ved behandling af tilsynssager, at arbejdsløshedskassen i alle tilfælde skal orientere direktoratet om afgørelsen.

Da kontrollen ikke alene retter sig mod selve dagpengeudbetalingen men også mod sanktionsvalget, er det almindeligt antaget, at direktoratet, jf. tilsynsbeføjelsen, også over for medlemmet kan efterprøve og ændre kassens afgørelse, både for så vidt angår tilbagebetalingens og sanktionens størrelse.

Dette er en følge af, at det i alle tilfælde er arbejdsløshedskassen, der som første instans træffer afgørelse i alle sager om dagpenge- og medlemsret.

2. Remonstration

Folketingets Ombudsmand har endvidere rejst spørgsmålet om med hvilken hjemmel, direktoratet har remonstreret medlemmets klage til ankenævnet.

Direktoratet kan oplyse, at der foreligger en ulovhjemlet aftale om omvendt postgang mellem direktoratet og ankenævnet ved indsendelse af klage over direktoratets afgørelse. Denne aftale er godkendt af arbejdsministeriet, først som en forsøgsordning. Senere er ordningen gjort permanent.

Direktoratet skal endvidere oplyse, at den del af medlemmets klage, der omfatter direktoratets behandling af sagen i medfør af det over- underordnelsesforhold, der er mellem direktoratet og arbejdsministeriets departement kan indbringes for arbejdsministeriet.

Direktoratet skal herved bemærke, at dette spørgsmål ikke vil kunne behandles af ankenævnet, idet klagen ikke er omfattet af § 99, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Direktoratet skal beklage, at (A) ikke er blevet informeret om, at klage over direktoratets sagsbehandling kan indbringes for arbejdsministeriets departement, og at klagen ikke blev videresendt.

3. Sagens Rejsning

Folketingets Ombudsmand har anmodet om, at få oplyst, om der var undersøgelsesmæssige hensyn, der talte for ikke at underrette (A) om sagen, til trods for at direktoratet havde rettet henvendelse til en række af hans arbejdsgivere, samt om direktoratet havde overvejet at skaffe de ønskede oplysninger ved at kontakte (A).

Direktoratet skal henvise til brev af 26. september 1994 punkt II. Herudover skal direktoratet bemærke, at det ikke har indgået i direktoratets overvejelser at indhente oplysningerne hos (A) af de i brev af 26. september 1994 nævnte grunde.

Direktoratet skal bemærke, at (A)'s sag vedrørende indhentelse af oplysninger er behandlet på samme måde som lignende sager.

Udover ovenstående skal direktoratet for så vidt angår oplysning af sagen meddele, at direktoratet efter fremsendelsen af (A)'s bemærkninger vedrørende arbejdsoplysningerne fra (avisen) påny burde have rettet henvendelse til arbejdsgiveren for at få klarlagt den tvivl, der var opstået omkring omfanget af ansættelsen."

Arbejdsmarkedets Ankenævn sendte ved brev af 15. marts 1996 ankenævnets kontormeddelelse nr. 1/87 om 'omvendt postgang'. Meddelelsen har følgende indhold

"Arbejdsministeriet har den 30. juni 1987 godkendt, at der fra den 1. juli 1987 og i en forsøgsperiode på 1/2 år er indgået aftale mellem ankenævnet og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om 'omvendt postgang' vedrørende klager til ankenævnet over direktoratets afgørelser.

...

Som det fremgår af aftalen, er der ikke tale om en remonstrationsordning, og det er fortsat nævnet , der tager stilling til, om nævnet er rette klageinstans og til, om klagefristen er overholdt.

Når direktoratet har sendt sagen med akter til nævnet, og det er besluttet, at nævnet kan behandle sagen, skal der stadig sendes bekræftelse til klageren, og ankemeddelelser.

..."

Endvidere vedlagdes aftalen med direktoratet og ankenævnet om "omvendt postgang". Aftalen havde følgende indhold

" I. Indsendelse af klager.

Direktoratets standardklagevejledning ændres således, at klager skal sendes til direktoratet.

Klagevejledningen får fremover følgende indhold

'Direktoratets afgørelse kan inden 4 uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen, jfr. § 99, stk. 2, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Klagen skal sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og direktoratets eventuelle bemærkninger'.

II. Direktoratets opgaver efter klagens modtagelse.

1. Direktoratet tager straks ved klagens modtagelse stilling til, om der foreligger en klage over en af direktoratet truffet afgørelse, og om ankenævnet er rette klageinstans.

Er departementet rette klageinstans sendes sagen dertil uden ugrundet ophold.

Er der tvivl om, hvorvidt der er tale om en konkret sag, eller om ankenævnet er rette klageinstans, sendes sagen med sagens akter til ankenævnet uden ugrundet ophold.

2. Er ankefristen overskredet (eller er der tvivl herom), skal klagen med sagens akter straks sendes til ankenævnet, der har kompetencen til at afgøre dette spørgsmål.

3. Direktoratet ekspederer anmodninger om aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 i forvaltningsloven. Husk 10-dages-fristen.

4. Direktoratet afgør som 1. instans anmodninger om, at anken tillægges opsættende virkning. Denne afgørelse skal indeholde ny standardklagevejledning.

5. Finder direktoratet, at der er grundlag for at genoptage sagen, sender direktoratet meddelelse til medlemmet og kassen herom og om, at der vil blive sendt en ny afgørelse i sagen. Dette skal afklares snarest muligt efter klagens modtagelse.

6. Finder direktoratet, at der er behov for at indhente yderligere oplysninger i sagen - uden at det på forhånd er afklaret, om afgørelsen bør overvejes ændret - sender direktoratet meddelelse herom til medlemmet og kassen. Det samme gælder i tilfælde, hvor oplysningerne indhentes fra anden side. Dette skal afklares snarest muligt efter klagens modtagelse.

Finder direktoratet, at de nye oplysninger ikke giver grundlag for at ændre afgørelsen, sendes klagen, sagens materiale og direktoratets eventuelle bemærkninger til ankenævnet. Kassen og medlemmet underrettes om, at direktoratet fastholder afgørelsen, og at direktoratet går ud fra, at klagen er opretholdt.

Giver de nye oplysninger grundlag for at overveje afgørelsen ændret, behandles sagen som en genoptaget sag efter pkt. 5, medmindre der straks udarbejdes en ændret afgørelse.

7. Klager skal uden ugrundet ophold og senest inden 4 uger videresendes til ankenævnet.

..."

Arbejdsministeriet afgav udtalelse i brev af 13. maj 1996. Ministeriet bemærkede

" 1. Direktoratets kompetence.

For så vidt angår direktoratets kompetence til - i forhold til (A) - at efterprøve og ændre kassens (upåankede) afgørelse kan der ud over det af direktoratet anførte henvises til Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, side 32 f.f. Det er her bl.a. udtalt (side 34), at direktoratet i forbindelse med udøvelsen af tilsynet efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, fx som led i en stikprøvekontrol, af egen drift kan foretage en efterprøvelse af dispositioner eller enkeltafgørelser, der er truffet af en arbejdsløshedskasse i forhold til et medlem, og herunder også træffe - eller udvirke at der træffes - en ny afgørelse til skade for det pågældende medlem.

2. Remonstration

Baggrunden for den ulovhjemlede aftale om 'omvendt postgang' er bl.a. et ønske om en hurtigere og smidigere klagesagsbehandling. Endvidere opnås, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke belastes af klagesager, hvor direktoratet - typisk efter fremkomst af nye oplysninger - finder baggrund for at ændre sin oprindelige afgørelse.

Arbejdsministeriet finder ikke, at der er generelle betænkeligheder ved en sådan ordning, som i arbejdsløshedsforsikringssystemet allerede er lovfæstet for så vidt angår de af arbejdsløshedskasserne trufne afgørelser, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 98, stk. 1. I forbindelse med igangværende overvejelser om revision af klagereglerne i lovens §§ 98 og 99 forventes det derfor, at der vil blive fremsat forslag om lovfæstelse af ordningen ved klage over direktoratets afgørelse.

Det bemærkes herved, at direktoratets eventuelle ny afgørelse - selv om den giver medlemmet medhold fuldt ud - i praksis altid vil være forsynet med vejledning om klage til ankenævnet, og at ankenævnet ved klage over den ny afgørelse altid vil få tilsendt den oprindelige afgørelse og akterne i tilknytning hertil.

Hvis et medlems klage til ankenævnet tillige indeholder klage over direktoratets sagsbehandling, skal direktoratet sende denne klage til Arbejdsministeriet, uanset om klagen vedrørende afgørelsens materielle indhold videresendes til ankenævnet eller medfører fornyet realitetsbehandling. Arbejdsministeriet må, ligesom direktoratet, beklage, at (A) ikke er blevet informeret om, at klage over direktoratets sagsbehandling kan indbringes for Arbejdsministeriets departement, og at klagen ikke blev indsendt.

3. Sagens rejsning

Arbejdsministeriet er enig med direktoratet i, at det kan være velbegrundet og formålstjenligt, at man ikke straks underretter medlemmet om, at der er modtaget en anmeldelse, eller der i øvrigt er iværksat en undersøgelse af den pågældendes forhold.

Arbejdsministeriet finder dog, at der kan være situationer, hvor medlemmet bør orienteres om en iværksat undersøgelse så hurtigt som muligt. Det kan derfor overvejes, om den af direktoratet beskrevne praksis, hvorefter medlemmet altid først orienteres, efter at sagen er indberettet til arbejdsløshedskassen, skal fastholdes.

Arbejdsministeriet vil drøfte denne problemstilling med direktoratet.

Arbejdsministeriet er dog enig med direktoratet i, at det som altovervejende hovedregel vil være hurtigst og mest formålstjenligt at indhente de fornødne oplysninger og den fornødne dokumentation fra arbejdsgiverne."

Ombudsmandens udtalelse

" 1) Underretning om at der verserede en tilsynssag

Anledningen til at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen indledte en undersøgelse, var modtagelsen i september 1991 af en anonym henvendelse om at De modtog forudbetaling på en bog De skrev på, og at De samtidig modtog dagpenge.

I maj 1992 indledte direktoratet en kontrolundersøgelse. Først den 27. august 1992 - i forbindelse med at direktoratet sendte indberetning til arbejdsløshedskassen - fik De underretning om at der var indledt en kontrolundersøgelse, samt om det foreløbige resultat heraf.

Direktoratets undersøgelse skete på grundlag af § 88 i lov om arbejdsløshedsforsikring ifølge hvilken direktøren 'fører tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser...' Direktoratet har oplyst at såvel ønsket om ikke at forspilde øjemedet med en kontrolundersøgelse som hensynet til ikke at skabe unødig bekymring og ubehag hos den dagpengeberettigede taler for at der ikke gives underretning straks en undersøgelse iværksættes.

Jeg er enig med direktoratet i at især det første hensyn lovligt kan føre til at den hvis forhold undersøges, ikke straks orienteres om at undersøgelsen er indledt.

Jeg finder det dog bedst stemmende med god forvaltningsskik at direktoratet under alle omstændigheder giver den pågældende underretning når de nævnte hensyn ikke (længere) er til stede og kan begrunde en hemmeligholdelse af undersøgelsen.

I den foreliggende sag var forholdet det at direktoratet mente at arbejdsløshedskassens afgørelse burde skærpes. Hensynet til ikke uden noget grundlag at skabe ængstelse hos Dem forelå derfor i hvert fald ikke efter at direktoratet i juli 1992 besluttede at indhente oplysninger fra en lang række arbejdsgivere om Deres forhold, idet det på dette tidspunkt var klart at direktoratet agtede at indberette Dem til arbejdsløshedskassen. Ej heller hensynet til kontroløjemedet ses at tale for at De ikke på daværende tidspunkt fik oplysning om at undersøgelsen var indledt, og om at de pågældende arbejdsgivere blev kontaktet. Direktoratet burde derfor efter min mening på dette tidspunkt have givet Dem underretning herom.

Jeg har gjort Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bekendt med min opfattelse.

Derimod er jeg ikke enig med Dem i at direktoratet burde have søgt at tilvejebringe de fornødne oplysninger gennem Dem førend direktoratet kontaktede arbejdsgiverne om de pågældende oplysninger. Det kan efter min mening ikke afvises at sagsoplysningen generelt forløber mest effektivt når oplysningerne rekvireres hos arbejdsgiverne frem for hos de dagpengeberettigede. Det bemærkes at direktoratet har hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 91 til at indhente oplysninger af den nævnte type direkte fra arbejdsgiver.

2) Direktoratets oplysning af sagen og bevisbedømmelse

Forud for direktoratets afgørelse af 7. juli 1993 havde De lejlighed til at kommentere de oplysninger direktoratet havde tilvejebragt fra Deres arbejdsgivere om Deres beskæftigelses- og lønforhold. De benyttede Dem af lejligheden og påpegede bl.a. i breve af 3. oktober 1992 og 12. juni 1993 til direktoratet at de oplysninger der var modtaget fra (X parti) og (en avis), var unøjagtige. Specielt vedrørende oplysningerne fra (avisen) dokumenterede De oplysningerne ved at sende kopi af et avisudklip der viste hvornår Deres tredje artikel var offentliggjort.

Deres oplysninger førte til at fejlene i oplysningerne fra (X parti) blev rettet. Dette skete imidlertid ikke for så vidt angik oplysningerne fra (avisen), og direktoratet lagde ved afgørelse af 7. juli 1993 til grund at De uberettiget havde modtaget dagpenge samtidig med at De havde haft arbejde for (avisen). I den anledning pålagde direktoratet Dem både tilbagebetalingspligt og effektiv karantæne på 37 timer.

Først efter at De på ny havde korrigeret oplysningen, blev fejlen rettet i forbindelse med direktoratets fornyede afgørelse af 13. oktober 1993.

Direktoratet har i udtalelsen af 7. marts 1996 til mig erkendt at direktoratet efter at have modtaget Deres bemærkninger burde have rettet fornyet henvendelse til (avisen) for at få den opståede bevistvivl afklaret.

Jeg er enig heri og finder det meget beklageligt at direktoratet ikke fandt anledning til at kontrollere rigtigheden af oplysningerne. Jeg finder dette forhold særligt uheldigt set i lyset af at direktoratet havde valgt at rekvirere oplysninger direkte fra arbejdsgiverne uden forinden at have kontaktet Dem. Som anført foran kan det efter min mening ikke kritiseres at direktoratet i første omgang foretrak at tilvejebringe oplysningerne direkte fra Deres respektive arbejdsgivere. Til gengæld burde direktoratet have været særlig omhyggelig med at kontrollere rigtigheden af de modtagne oplysninger når de som i dette tilfælde blev bestridt.

Dertil kommer at formålet med at der i tilfælde som det foreliggende er pligt til partshøring i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1, til dels forspildes hvis myndighederne ikke tager de bemærkninger der modtages fra parten, om sagens faktuelle grundlag alvorligt, men i stedet uden forklaring eller undersøgelse meddeler at have lagt arbejdsgiverens oplysninger til grund som korrekte.

Selve det forhold at direktoratet tilvejebragte oplysninger fra Deres respektive arbejdsgivere og forelagde oplysningerne for Dem og dermed gav anledning til at De brugte en del tid på at gennemgå og korrigere de modtagne oplysninger, finder jeg derimod ikke kritisabelt. Tværtimod er det en fremgangsmåde der er foreskrevet i forvaltningslovens § 19.

3) Direktoratets og ankenævnets ændring af arbejdsløshedskassens afgørelse til skade for Dem

Direktoratets afgørelser af 7. juli 1993 og 13. oktober 1993 blev truffet som et led i direktoratets tilsynsvirksomhed i henhold til § 87 og § 88 i lov om arbejdsløshedsforsikring. Ved afgørelserne ændredes arbejdsløshedskassens afgørelse vedrørende modtagelse af et honorar fra (en tv-station) således at De ud over at skulle tilbagebetale 2.502 kr. blev idømt 120 timers effektiv karantæne.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog en anonym henvendelse om at en dagpengemodtager havde modtaget forudbetaling for at skrive en bog samtidig med at han modtog dagpenge. Direktoratet indledte på den baggrund en kontrolundersøgelse.

Direktoratet underrettede først dagpengemodtageren på et sent tidspunkt i undersøgelsesforløbet. Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god forvaltningsskik om dagpengemodtageren var blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at direktoratet ikke, i forbindelse med at dagpengemodtageren bestred rigtigheden af oplysninger som direktoratet havde indhentet fra en arbejdsgiver, forelagde dagpengemodtagerens indsigelser for arbejdsgiveren.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet ikke var kompetent til at give dagpengemodtageren karantæne. Da direktoratet ikke var kompetent, fandt ombudsmanden heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til, som klageinstans, at træffe afgørelse herom. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at ankenævnet ændrede sin afgørelse således at karantænen bortfaldt.

(J.nr. 1994-1797-009).