Afskedigelse af tjenestemænd. Decorumkrav

Afskedigelse af tjenestemænd. Decorumkrav

I nogle artikler i dagspressen den 4. november 1994 blev omtalt en sag hvor Odense Kommune havde indstillet kommunens beredskabschef A til afskedigelse. Den 7. november 1994 bad jeg - med henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5 - kommunen om en redegørelse og om udlån af sagens akter. Jeg bad samtidig om at blive holdt underrettet om sagens gang. Kommunen besvarede min henvendelse i breve af 14. november og 2. og 20. december 1994. Den 14. december 1994 afskedigede kommunen A.

Det fremgik af sagen at det på et byrådsmøde den 16. december 1992 blev vedtaget at ansætte A i en tjenestemandsstilling som beredskabschef ved Odense Brandvæsen og Civilforsvar med en prøvetid på to år regnet fra den 1. februar 1993.

I juni 1993 blev der foretaget en omstrukturering af Odense Brandvæsen og Civilforsvar således at brand- og beredskabscentret - med A som chef - fungerede som én organisation. Det fremgår bl.a. af det forslag til organisationsplan for Brand- og Beredskabscenter Odense der senere blev godkendt, at beredskabschefen skulle have kontakten til pressen.

Den 7. juli 1993 bad kommunens personalesekretariat vicestadsdirektør B om en bedømmelse af prøvetidens hidtidige forløb for A. I svaret af 29. juli 1993 blev det oplyst at prøvetiden indtil nu var forløbet fuldt tilfredsstillende.

I marts 1994 erkendte A sig skyldig i spirituskørsel med en promille på 1,55. Sagen blev sluttet med betaling af en bøde på 16.000 kr. og en ubetinget frakendelse af førerretten i to år.

I den anledning skrev kommunen den 6. april 1994 således til A

"De har den 16. marts 1994 gjort vicestadsdirektør (B) opmærksom på, at De af Odense Politi er sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have ført en af brandvæsenets biler i spirituspåvirket tilstand med en promille på mindst 1,55.

Sagen vil ifølge politiets tilkendegivelse af 15. marts 1994 kunne afsluttes ved, at De betaler en bøde på 16.000 kroner og ubetinget frakendes førerretten i 2 år.

De har forklaret, at De ved den pågældende lejlighed var censor på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole. De fik af skolen honorar for censorhvervet. De har endvidere forklaret, at De benyttede en af brandvæsenets biler til at køre til og fra skolen.

Det meddeles Dem herved, at man finder, at det er særdeles kritisabelt, at De har benyttet en tjenestebil til det anførte forhold. De har desuden kørt bilen i spirituspåvirket tilstand, mistet Deres førerbevis og dermed vanskeliggjort varetagelsen af Deres stilling.

De meddeles derfor en advarsel for ovennævnte forhold, og der vil i gentagelsestilfælde eller ved andre tjenesteforseelser blive anvendt videregående sanktioner.

De er ansat på prøve med 2 års prøvetid, regnet fra 1. februar 1993. Deres prøvetid udløber således den 1. februar 1995.

Det fremgår af § 8, stk. 2, i regler om prøveansættelse af kommunale tjenestemænd, at prøvetiden kan forlænges, såfremt prøvetjenesten ikke har været tilfredsstillende. Det meddeles Dem herved, at man som følge af det ovenfor nævnte forhold har forlænget prøvetiden, således at prøvetiden udløber den 1. februar 1996."

Den 27. oktober 1994 skete der en meget alvorlig eksplosionsulykke med efterfølgende brand på Lindøværftet i Munkebo Kommune.

Brand- og Beredskabscenter Odense blev ikke tilkaldt til rednings- og slukningsarbejdet.

Den 29. oktober 1994 blev A telefonisk kontaktet af en journalist, C, der stillede ham en række spørgsmål, bl.a. vedrørende det forhold at Brand- og Beredskabscenter Odense ikke var tilkaldt til ulykken.

I Morgenposten den 30. oktober 1994 blev A citeret for følgende udtalelser

"Mine folk kunne have været hurtigere på stedet end alle andre. Med det rigtige grej."

"Det var frustrerende for mine folk, at de aldrig blev bedt om at hjælpe ved katastrofen på Lindø. Udrykningskøretøjerne passerede vores station i Åsum på vej til og fra Munkebo. Hvorfor trak man ikke på vores ressourcer af materiel og mandskab".

"Da vi ikke blev bedt om at deltage i rednings- og slukningsarbejdet har jeg ikke været inde på Lindø. Men det undrer mig, at det skulle vare mere end to timer, før de sidste kvæstede blev reddet ud".

På baggrund af disse udtalelser bad vicestadsdirektør B A om at udarbejde et notat vedrørende de samtaler han havde haft med journalister om sagen.

I notatet af 31. oktober 1994 har A anført følgende

"Fredag den 28. oktober 1994 tidligt om formiddagen, blev jeg kontaktet af en journalist (D) fra bladet BRANDVÆRN. (D) ønskede oplyst hvilken indsats BBCO havde ydet/medvirket i på Lindø, i forbindelse med ulykken den 27. oktober 1994 kl. ca. 1300. Jeg forstod på (D), at han havde hørt via radio Fyn, at BBCO havde deltaget i redningsarbejdet. (Det er iøvrigt rigtigt, at det flere gange i radioen blev nævnt, at vi havde deltaget).

Jeg oplyste (D) om

at vi ikke havde deltaget i rednings- og slukningsarbejdet på Lindø, da vi ikke var blevet alarmeret,

at Lindø var beliggende i Munkebo kommune, som havde kontrakt med Falck i Kerteminde om brandslukning.

(D) spurgte, om der var udarbejdet en katastrofeplan for Lindø (det som vi fagfolk kalder en mødeplan). Mit svar var, at det havde jeg ikke kendskab til og tilføjede, at såfremt der var en plan for Lindø, var BBCO ikke med som assistancestyrke i planen.

(D) spurgte herefter om forskellige afstandsforhold til Lindø

Fra Odense til Lindø, fra Kerteminde til Lindø og fra Nyborg til Lindø.

Jeg oplyste, at der fra Odense til Lindø, var ca. 10- 12 km, samt at der var ca. samme afstand fra Kerteminde. Jeg kunne ikke huske den nøjagtige afstand fra Nyborg til Lindø, men oplyste, at der var noget længere fra Nyborg til Lindø.

(D) spurgte om størrelsen på beredskabet i Odense kommune til brand- og redningsopgaver. Da beredskabets størrelse med såvel personel som materiel er tilgængelige oplysninger for alle, fik han de ønskede oplysninger. Jeg oplyste også om det ventepladsberedskab, som er etableret sammen med sygehusberedskabet i Fyns Amt.

Næste spørgsmål var, hvem der i henhold til Beredskabslovens bestemmelser var nærmeste assistance ved ulykker på Lindø. Mit svar var, at såfremt Falck i Kerteminde havde behov for assistance på Lindø, var BBCO i henhold til lovgivningen nærmeste assistance, og vi var det redningsberedskab, som kunne møde hurtigst på Lindø ved kald af assistance til Falck, Kerteminde. Da (D) er journalist for bladet Brandværn, kender han Beredskabslovens bestemmelser særdeles godt, og var derfor meget forundret over, at have erfaret, at der var afsendt brandkøretøj fra Falck Nyborg til assistance, og ikke fra Odense, som jo var nærmeste assistancemulighed.

Jeg skal tilføje, at BBCO fra beredskabsforvaltningen i Nyborg på et meget tidligt tidspunkt torsdag, den 28. (skal være 27.; ombudsmandens bemærkning) oktober 1994, fik underretning om, at der fra Nyborg var afsendt en automobilsprøjte. Denne underretning fik vi, da Beredskabsforvaltningen ringede til BBCO og tilbød os assistance med bl.a. trykluftkompressor. Årsagen til at Nyborg ringede var, at de var af den overbevisning, at BBCO var indsat på ulykkesstedet da Falck fra Nyborg var kørt til Lindø. Samme aften kunne vi i TV se Nyborgs sprøjte ankomme til Lindø med udrykning.

Med baggrund i de mange udsendelser i radio og TV om ulykken, de mange udrykningskøretøjer som kørte forbi BBCO og ikke mindst, da der begyndte at ankomme fly til Odense Universitetshospital, samt oplysninger om, at man på Lindø ikke havde tid til at give informationer til personale og presse, da alle deltog i redningsarbejdet, at der var assistance udenbys fra, at der gik over 2½ time inden de sidste tilskadekomne blev kørt til sygehuset, udtalte jeg til (D) forundring over, at vi ikke som nærmeste assistance blev tilkaldt (en forundring som jeg deler med alle, som var på arbejde den pgl. dag). Det er dog den største ulykke på Fyn siden lyntogsulykken ved Odense for ca. 25 år siden. Jeg henviste iøvrigt (D) til beredskabslederen i Munkebo Kommune, som den der har ansvaret for planlægning og beredskab på Lindø.

Jeg understregede ligeledes inden samtalen sluttede, at det jeg havde sagt, ikke skulle opfattes som nogle former for kritik af det arbejde, som var udført på indsatsstedet. Vi var dog forundret over, at vi ikke blev tilkaldt som assistance, når vi nu er nærmest.

Jeg understregede også, at vi var sikker på, at alle fremmødte styrker havde ydet deres bedste som de normalt gør.

Lørdag, den 29. oktober 1994, fik jeg en opringning fra en journalist (C), som fortalte, at han havde kendskab til den artikel, som (D) havde/eller var ved at skrive til Brandværn. Journalisten stillede flere af de samme spørgsmål, som (D) havde stillet og fik de samme svar.

Jeg understregede igen, at vi ikke havde deltaget i redningsarbejdet på Lindø, og ikke kunne udtale os om den del af sagen, at vi ikke var med i nogen katastrofeplan for Lindø, at vi i.h.t. Beredskabslovens bestemmelser var nærmeste assistance til Falck Kerteminde, såfremt de havde behov for assistance på Lindø.

Jeg blev også spurgt om det kunne have noget med penge at gøre, at vi ikke var blevet tilkaldt. Mit svar var, at for ca. 15 - 20 år siden, kunne det måske have været årsagen, men ikke i 1994; den tid er forbi.

Jeg fortalte journalisten (navnet har jeg glemt) om årsagen til, at vi var forundret over ikke at blive anmodet om assistance. Samme begrundelse som jeg gav (D). Igen henviste jeg iøvrigt til beredskabslederen i Munkebo.

Lørdag eftermiddag blev jeg ringet op af beredskabslederen i Munkebo, da han havde fået henvendelse fra de to journalister, som jeg havde talt med.

Jeg gav beredskabslederen en orientering om, hvad jeg havde sagt til pressen.

I øvrigt vil jeg gerne understrege, at jeg ikke har kontaktet pressen, men de har rettet henvendelse til mig.

Jeg vil gerne tilføje følgende

I lov nr. 1054 af 23. december 1992 Beredskabslovens § 18 stk. 2, er anført følgende

Den tekniske leder af indsatsen på skadestedet, skal tilkalde assistance fra en anden kommunes redningsberedskab, det statslige regionale redningsberedskab eller private redningsvæsener, hvis det skønnes påkrævet på grund af ulykkens karakter og omfang.

I Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 730 af 10. august 1994, bekendtgørelsen om det kommunale redningsberedskabs organisation, virksomhed, materiel og dimensionering §§ 2 og 19, er det igen anført, at indsatslederen skal kalde assistance.

Det bemærkes, at assistance altid skal kaldes fra nærmeste station i forhold til indsatsstedet.

Da beredskabet i Munkebo kommune deles mellem Munkebo og Kerteminde kommuner, og kun består af et slukningstog, kan det ske, at dette ene slukningstog er optaget af en opgave. HVAD SKER DER SÅ, NÅR DER KOMMER EN ALARM FRA LINDØ? Ja, der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at så vil BBCO Odense blive tilkaldt. Men måske vil man overtræde loven og tilkalde Falck Nyborg? Overholdes loven, vil BBCO blive sendt til Lindø, og da der ikke er nogle lokale folk fra Kerteminde til at rådgive, så er der store muligheder for at ting går helt galt.

Da der ikke er nogle planer, (som vi har kendskab til) kan vi ikke sætte os ind i tingene og få kendskab til området. Jeg syntes, at det er meget forkert, at der ikke findes planer for så stor og farlig en arbejdsplads som Lindø, og at hele beredskabet bygger på et enkelt slukningstog i Kerteminde. Vi har i.h.t. lovgivningen pligten til at yde assistance, men ikke retten til at få nødvendige oplysninger, så vi kan yde en assistance på bedste vis og uden unødig risiko for BBCO personale.

På baggrund af dit pålæg om, at jeg skulle udarbejde et notat om mine udtalelser i denne sag, skal jeg på ledergruppens vegne, anmode dig om at komme til et møde her på BBCO, da der hersker stor usikkerhed om ytringsfriheden for ansatte ledere ved BBCO."

Den 31. oktober 1994 kommenterede Politimesteren i Odense A's udtalelser over for Odenses borgmester i følgende brev

"Med baggrund i vedlagte avisudklip af søndagsudgaven hvor brandchef (A) er citeret for at have udtalt: - Mine folk kunne have været hurtigere på stedet end alle andre. Med det rigtige grej - må jeg meddele, at udtalelsen har givet anledning til, at redningsindsatsen på Odense Stålskibsværft den 27. ds. er blevet drøftet endnu en gang.

Umiddelbart efter at have læst denne udtalelse i morgenavisen, tog chefpolitiinspektøren kontakt til ledelsen af redningsindsatsen, områdechef (E), Falck i Odense, og til administrerende direktør på Odense Stålskibsværft, (F), Munkebo. Begge var særdeles oprørte over denne utidige udtalelse.

Det faktiske er, at politiet som ansvarlig for den koordinerende ledelse på ulykkesstedet oplevede redningsindsatsen som noget af det bedst organiserede og bedst fungerende overhovedet. Der var et naturligt og klart indøvet samspil mellem redningsmandskabet fra Falck og værftets egne folk. Der var et lægehold på stedet, og der var stedse frie ambulancer i beredskab på katastrofestedet. Der var personel og grej nok. Ganske vist medgik der nogen tid, før de tilskadekomne og omkomne var bragt ud, men der gik ikke unødig eller unødvendig lang tid.

Redningsarbejdet var særdeles vanskeligt. Der er tale om helt atypiske forhold i en sådan nybygning på et skibsværft - forhold som bedst kan håndteres af folk, med et indgående kendskab til skibsbyggeri. Det har netop værftets egne folk. Dertil kommer, at der ofte holdes øvelser på Odense Stålskibsværft. Og som det er bekendt fra dagspressen, var der netop den pågældende dag - den 27. oktober 1994 en sådan øvelse på Odense Stålskibsværft. Derfor var brandslukningen og redningsindsatsen i gang ganske få øjeblikke efter brandens opståen - og længe før den egentlige alarm indløb. Redningsarbejdet blev således iværksat omgående under kyndig ledelse og fik det optimale forløb - trods det tilsyneladende lange tidsforløb.

På et møde i dag på Odense Politigård har Odense Stålskibsværfts administrerende direktør, (F), og værftets fællestillidsmand, (G), over for politiet og over for ledelsen af redningsindsatsen den pågældende dag, brandinspektør (H), vicebrandinspektør (F), begge Munkebo, og områdechef (E), Falck, begge givet udtryk for værftets absolutte taknemmelighed og tilfredshed med den samlede redningsindsats i forbindelse med den tragiske ulykke.

Alle finder det beskæmmende, at brandchefen i Odense fremkommer med sådanne udtalelser i dagspressen. Det findes af alle parter absolut utilstedeligt, at brandchefen så ubetænksomt og utilbørligt bruger en så tragisk og alvorlig ulykke til at profilere sig selv. Værftsarbejderne generelt er meget berørt af katastrofen, og pårørende til de omkomne og i øvrigt alle tilskadekomne kan kun græmmes over at se en så overlegen og overfladisk betragtning af den i øvrigt kvalificerede indsats under katastrofen.

Det er derfor magtpåliggende for såvel politiet som ledelsen af redningsindsatsen og især for værftets administrerende direktør og værftets fællestillidsmand at meddele dig, at brandchefens udtalelser har vakt vrede og harme."

I brev af 1. november 1994 skrev Munkebos borgmester følgende til borgmesteren i Odense

"Som formand for beredskabskommissionen i Munkebo skal jeg udtrykke min forundring over beredskabschef (A)'s udtalelser, som de kommer til udtryk den 30. oktober 1994.

Såfremt (A) havde ment, at han og hans folk kunne bidrage med assistance finder jeg, at han som professionel i redningstjenesten kunne have kontaktet os, som fx. redningsberedskabet i Korsør gjorde det.

Med de udtalelser (A) kommer med, sætter han spørgsmålstegn ved den fortræffelige og rosværdige indsats der er ydet af alle. Mange har været udsat for dramatiske oplevelser, og hverken de, der har udført redningstjeneste, eller de, der er kolleger til de tilskadekomne og omkomne, har brug for at læse, at en beredskabschef undrer sig over indsatsen med at redde de tilskadekomne. En sådan adfærd som beredskabschef finder jeg dybt kritisabel og psykologisk meget uheldig, specielt når man ikke har et direkte kendskab til redningsarbejdets forløb og præmisser herfor."

I brev af 2. november 1994 meddelte Odense Kommune, magistratens 1. afdeling, A at man agtede at indstille til byrådet at han blev afskediget med tre måneders varsel uden aktuel pension. A blev samtidig tjenestefritaget. Efter at have redegjort for det faktiske forløb anførte magistratens 1. afdeling følgende

"Det må på ovennævnte baggrund lægges til grund,

at De i prøvetiden har kørt tjenestebil i spirituspåvirket tilstand med en promille på mindst 1,55,

at De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem kritisk om indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke på Lindøværftet den 27. oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk ydede indsats og på en sådan måde, at De hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte har skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.

De har med de to beskrevne forhold udvist en manglende dømmekraft i pressede situationer. Man finder således ikke, at De har vist Dem værdig til den agtelse og tillid, som stillingen som beredskabschef kræver, jf. tjenestemandsregulativets § 10. De skønnes derfor ikke egnet til varig ansættelse, hvorfor man som ovenfor anført agter at indstille Dem til afsked.

De og Deres forhandlingsberettigede organisation har i medfør af tjenestemandsregulativets § 29 adgang til at afgive en udtalelse. Fristen herfor fastsættes til 3 uger, således at en eventuel udtalelse skal være magistratens 1. afdeling i hænde senest onsdag den 23. november 1994."

Den 16. november 1994 fremkom FTF med et indlæg på A's vegne. FTF anførte bl.a. følgende

"Indskudsvis bemærkes, at den omstændighed, at A blev frakendt sit førerbevis ikke på nogen måde har vanskeliggjort varetagelsen af stillingen for (A). Det bemærkes herved, at (A) såvel før frakendelsen af førerbeviset som efterfølgende har varetaget sin stilling til alles tilfredshed.

...

Indledningsvis skal FTF anføre, at det naturligvis er beklageligt, at (A) i prøvetiden har kørt tjenestebil i spirituspåvirket tilstand med en promille på 1,55, men som udgangspunkt må dette forhold holdes adskilt fra begivenhederne omkring den 27. oktober 1994, og den derefter følgende citerede udtalelse søndag den 30. oktober 1994.

Det må slås fast, at (A) ikke har opsøgt pressen, men at det er pressen, der har henvendt sig til ham.

Efterfølgende kunne man så overveje, hvorvidt (A) skulle have undladt at udtale sig til pressen, men det må slås fast, at han som udgangspunkt har pligt til at udtale sig til pressen.

Når man nærlæser den citerede udtalelse forekommer den at være både objektiv og neutral.

Under alle omstændigheder forekommer det som udgangspunkt særdeles uforståeligt, at Falck Kerteminde hidkalder assistance fra Falck Nyborg, når man fra brandvæsenet i Odense med station i Åsum betydeligt hurtigere kunne være til stede i Munkebo for at yde assistance. I den forbindelse forudsættes det, at den assistance man kunne have fået fra Odense kommunes brandvæsen havde været fuldt kvalificeret og tilstrækkelig.

Udtalelserne fra såvel politimesteren i Odense som fra borgmesteren i Munkebo kommune forekommer at være meget følelsesladede, og det er spørgsmålet om de pågældende ikke skulle have undladt at fremkomme med udtalelser eller under alle omstændigheder at have afventet med at fremkomme med udtalelserne til 'sindene' var faldet lidt til ro.

Ved en nærlæsning af (A)'s udtalelse forekommer det, at det materielle indhold må siges at være fuldstændigt i overensstemmelse med de faktiske forhold.

På baggrund heraf og når (A) som beredskabschef udtaler sig efter en uopfordret henvendelse fra pressen, ses der ikke at være belæg for at gøre gældende, at (A) ikke har vist sig værdig til den agtelse og tillid som stillingen som beredskabschef kræver, jf. tjenestemandsregulativets § 10.

Det er ubestridt, at (A) blev meddelt en advarsel ved skrivelse af 6. april 1994 på baggrund af kørsel i tjenestebil i spirituspåvirket tilstand, men som ovenfor nævnt, må dette forhold holdes adskilt fra begivenhederne omkring den 27. oktober 1994 og efterfølgende.

FTF finder det ligeledes ubestridt, at indholdet af beredskabschef (A)'s udtalelse, der er citeret søndag den 30. oktober 1994 er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og man skal tillade sig at anføre, at man finder, at Odense Magistrats 1. afd. i ikke ubetydelig grad har ladet sig påvirke af udtalelserne fra politimesteren i Odense og borgmesteren i Munkebo, hvilke udtalelser man, som anført, finder meget følelsesladede, og at man finder det symptomatisk, at der i begge udtalelser ikke tages stilling til det materielle indhold af beredskabschef (A)'s udtalelser.

På den baggrund skal FTF henstille, at magistratens 1. afd. undlader at indstille til byrådet, at beredskabschef (A) afskediges fra sin stilling ved Odense kommune, men at man lader ham genindtræde i stillingen, og derefter vurderer den pågældendes forhold ved udløbet af prøvetiden den 1. februar 1996."

I brev af 30. november 1994 indstillede Odense Magistrat 1. afdeling til byrådet at A blev afskediget med tre måneders varsel uden aktuel pension.

På et møde i byrådet den 14. december 1994 besluttede byrådet at afskedige A med den begrundelse der var anført i magistratens brev af 2. november 1994 (citeret ovenfor).

Efter min foreløbige gennemgang af sagen bad jeg i brev af 8. februar 1995 Odense Kommune om en udtalelse vedrørende fire forhold. Kommunen svarede i brev af 20. februar 1995.

Min anmodning og kommunens svar var følgende

Mit brev

"1. (A)'s udtalelser til pressen synes umiddelbart at måtte anses for en faglig undren over indsatsen på Lindø, en undren der er baseret på hans uddannelse og erfaring inden for redningstjeneste. Hvis kommunen mener, at hans undren ud fra faglige betragtninger er uberettiget, beder jeg om en nærmere redegørelse herfor. I den forbindelse beder jeg om oplysning om hvorvidt kommunen ved sin endelige bedømmelse af (A)'s udtalelser til pressen lagde til grund, at indsatsen var tilstrækkeligt effektiv, og - i givet fald - hvilket grundlag denne antagelse er baseret på."

Kommunens svar

" Ad 1.

Odense Byråd har ikke forholdt sig til om den ydede indsats i forbindelse med ulykken på Lindøværftet, der er beliggende i Munkebo Kommune, var tilstrækkelig effektiv eller ej. Byrådet har ej heller forholdt sig til (A)'s 'faglige betragtninger'. Byrådet har derimod lagt til grund, at (A) i sin egenskab af beredskabschef har udtalt sig kritisk om indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke på Lindøværftet den 27. oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk ydede indsats og på en sådan måde, at han hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte har skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet."

Mit brev

"2. Det fremgår ikke klart af sagen om (A)'s udtalelser til pressen er fremsat tjenstligt eller af (A) som privatperson. De almindelige retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed gælder som udgangspunkt alene for de ansattes udtalelser som privatpersoner. Det er imidlertid antaget at ledere af relativt selvstændige institutioner har en i det væsentlige fri adgang til - i overensstemmelse med de almindelige retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed - at fremlægge deres synspunkter også på institutionens vegne medmindre andet er udtrykkeligt bestemt, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1992, s. 330. Jeg beder kommunen om nærmere oplysninger om hvordan den har vurderet (A)'s udtalelser i forhold til disse retningslinier."

Kommunens svar

"Ad 2.

Byrådet har lagt til grund, at udtalelserne er afgivet tjenstligt. Dette fremgår dels af sagsfremstillingen 'at De i Deres egenskab af beredskabschef' og dels af borgmesterens forelæggelse af sagen for byrådet i mødet den 14. december 1994. Kopi af borgmesterens 'talepapir' vedlægges.

Avisens artikel den 30. oktober 1994 har underoverskriften 'Beredskabschef i Odense:' og giver på ingen måde indtryk af, at udtalelserne er fremsat af (A) som privatperson. Det skal i den forbindelse fremhæves, at hverken (A) eller hans organisation har taget afstand fra artiklen eller sagsfremstillingen i Magistratens 1. afdelings høringsskrivelse af 2. november 1994, hvori det anføres, at man har lagt til grund, 'at De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem'.

At Odense Kommune respekterer de almindelige retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed fremgår bl.a. af borgmesterens forelæggelsestale, hvor det af det ovenfor nævnte 'talepapir' bl.a. fremgår, at

'Vi respekterer naturligvis i Odense Kommune, at kommunalt ansatte med visse begrænsninger har ret til at ytre sig på samme måde som byens borgere har det, men de må gøre det som privatpersoner på egne vegne.

Vi må have tillid til, at vore ledere når de udtaler sig på kommunens vegne gør det på en saglig og objektiv måde, og på en sådan måde, at de har vished for, at udtalelsen dækker kommunens synspunkter. Ingen af disse grundlæggende betingelser er opfyldt i denne sag.'

Det skal i den forbindelse fremhæves, at (A) ikke har udtalt sig om forhold vedrørende egen institution, men om forhold vedrørende en anden kommune."

Mit brev

"3. Begrundelsen for afskedigelsen af (A) var dels forholdet vedrørende kørsel i spirituspåvirket tilstand, dels udtalelserne til pressen om ulykken på Lindøværftet. Jeg beder kommunen om at oplyse om det første forhold (spirituskørslen) har haft selvstændig betydning for afgørelsen, forstået på den måde at kommunen kun traf beslutning om afskedigelse, fordi (A) i forvejen havde fået en advarsel for denne tjenesteforseelse."

Kommunens svar

" Ad 3.

Det fremgår af sagen, at man har henvist til de 2 omtalte forhold, og at byrådet i den forbindelse har anført: 'De har med de 2 beskrevne forhold udvist en manglende dømmekraft i pressede situationer. Man finder således ikke, at De har vist Dem værdig til den agtelse og tillid, som stillingen som beredskabschef kræver, jf. tjenestemandsregulativets § 10. De skønnes derfor ikke egnet til varig ansættelse, hvorfor man som ovenfor anført agter at indstille Dem til afsked.'

Byrådet har således foretaget en samlet vurdering af de 2 nævnte forhold, hvorimod byrådet ikke har taget stilling til, om man ville have undladt at fastansætte (A), hvis han ikke i forvejen havde fået en advarsel."

Mit brev

"Hvis det lægges til grund at (A) ikke har vist sig værdig til den agtelse og tillid som stillingen har krævet, rejser sagen efter min opfattelse det spørgsmål om der kunne have været anvendt mindre indgribende foranstaltninger end afskedigelse over for ham, jf. det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Jeg beder om kommunens bemærkninger hertil."

Kommunens svar

" Ad 4.

Odense Byråd har vurderet, at (A) ikke skønnedes egnet til varig ansættelse, hvorfor man har afskediget ham.

Der har ikke for byrådet været fremsat forslag om, at (A) skulle fastansættes samtidig med, at der blev fastsat mindre indgribende foranstaltning end afskedigelse. Det skal i den forbindelse fremhæves, at (A) i prøvetiden har fået en advarsel for en alvorlig forseelse, og man i den forbindelse forlængede prøvetiden med 1 år."

I brev af 27. marts 1995 anførte FTF følgende

" Samarbejde - kontakt til pressen

Som det fremgår af vedlagte notat af 14. juni 1993 (...) blev der efter (A)'s ansættelse ved Odense kommune pr. 1. marts 1993 nedsat en arbejdsgruppe, hvori det bl.a. blev foreslået, at beredskabschefen skulle have kontakten til pressen.

Med skrivelse af 14. juni 1993 (...) blev arbejdsgruppens indstilling med tilhørende bilag fremsendt til vicestadsdirektør (B), Magistratens 1. afd., byrådssekretariatet, og i skrivelse af 22.6.1993 blev det derfra meddelt, at det fremsendte forslag ikke gav anledning til bemærkninger (...).

Den 29.6.1993 havde de to samarbejdsudvalg med brand- og beredskabscenter Odense gennemgået organisation- og arbejdsfordelingen, og dette gav ikke anledning til bemærkninger (...).

Den nye organisationsplan med tilhørende arbejdsområder blev herefter indarbejdet i Odense kommunes samlede organisationsplan og godkendt af det politiske system.

Brand- og beredskabscenter Odenses organisation var således gældende fra 1.9.1993.

Det skal således understreges, at i hele sagsforløbet har ingen sat spørgsmålstegn ved - eller haft bemærkninger til - det forslag som efterfølgende blev godkendt, om at (A) skulle forestå kontakten til pressen.

Der er således på intet tidspunkt fra overordnede, beredskabskommissionen, magistraten eller byrådet givet nogen former for retningslinjer omkring beredskabschefens samarbejde med pressen.

Fra 1. september 1993 til artiklen om Lindø ulykken har ingen således haft bemærkninger omkring (A)'s samarbejde med pressen.

Lindø sagen

Fredag den 28. oktober 1994 blev (A) kontaktet af en journalist ved navn (D) fra bladet 'Brandværn' som indsamlede oplysninger til en artikel til fagbladet 'Brandværn'. (D) stillede en række spørgsmål, som (A) besvarede (...) Under samtalen fortalte (D) ikke (A), at han havde kontaktet beredskabsstyrelsen og talt med overingeniør (K). (K) havde udtalt sig meget kritisk omkring bl.a. tilkaldelse af assistance til Lindø (...).

Som det fremgår af bilag ... fremsendte (D) den 28. oktober 1994 et udkast til en evt. senere artikel i bladet 'Brandværn'.

Udkastet måtte anvendes uden kildeangivelse, og lørdag den 29. oktober 1994 blev (A) kontaktet af en journalist som stillede de samme spørgsmål som (D) havde stillet, men journalisten fortalte ikke, at han var i besiddelse af et udkast fra (D).

Søndag den 30. oktober 1994 bragte Morgenposten så den artikel som gav anledning til (A)'s afsked (...).

Til den omhandlede artikel skal anføres følgende

- at (A) ikke har udtalt 'Odenses brandfolk måtte ikke hjælpe på Lindø'. Det (A) har udtalt var, at Odense Brandvæsen ikke var blevet tilkaldt til Lindø.

- at udtalelsen om 'mine folk kunne have været hurtigere på stedet end alle andre med det rigtige grej', mangler den oplysning, at såfremt Falck fra Kerteminde havde behov for assistance, så kunne Odense Brandvæsen være hurtigst på Lindø. Morgenposten havde undladt denne sætning.

- at (A) ikke har anvendt ordet 'frustrerende'. Det (A) udtalte var 'forundring over, at der ikke var behov for assistance fra Odense Brandvæsen'.

Med hensyn til de enkelte punkter i Odense kommunes brev af 20. februar 1995 til Folketingets Ombudsmand skal anføres følgende

Ad 1: Kommunen skriver bl.a., at (A) har udtalt sig kritisk om indsatsen på Lindø den 27. oktober 1994.

Som tidligere anført må det fastholdes, at denne påstand er helt forkert, idet (A) på intet tidspunkt har udtalt sig kritisk om indsatsen på skadestedet. Det må lægges til grund, at stadsdirektør (L) og borgmester (M) ikke har kendskab til beredskabslovens bestemmelser om ydelse af assistance eller indsatsledelse på et skadested, idet de i givet fald formentlig aldrig ville have fremsat en så urigtig påstand.

Efter at have uddannet/undervist brandfolk i mange år i beredskabsloven (tidligere brandlov) har (A) et indgående kendskab om bestemmelserne for tilkald af assistance mv.

Indsatsledelse består af

Planlægning

Alarmeringsfasen

Udrykningsfasen

Indsatsen på skadestedet.-

Det (A) har givet bemærkninger til er

Planlægning

(A) oplyste, at Odense Brand- og Beredskabscenter ikke var med i nogle former for planlægning omkring Lindø.

Alarmeringsfasen

Det (A) oplyste pressen om (på forespørgsel fra pressen) var, at Brand- og Beredskabscenter Odense ikke var tilkaldt.

Udrykningsfasen

Da Odense Brandvæsen ikke var blevet tilkaldt, og beredskabsloven ikke giver mulighed for, at man kan gribe ind i en anden kommunes opgaver, deltog Odense Brandvæsen ikke i udrykningsfasen.

Indsatsen på skadestedet

(A) har ikke fremsat kommentarer til indsatsen på skadestedet, og det skal understreges, at de fremsatte udtalelser til (D) på ingen måde må betragtes som kritik af indsatsen på skadestedet.

Ad 2: Odense kommune anfører bl.a., at (A) ikke har udtalt sig om forhold vedrørende egen institution, men om forhold vedrørende en anden kommune.

FTF og (A) må tage afstand fra en sådan udtalelse, idet (A) netop har svaret på spørgsmålet om, hvad Odense Brand- og Beredskabscenter kunne yde af assistance.

Ad 3: Odense kommune skriver bl.a., at (A) har udvist manglende dømmekraft i pressede situationer. Hertil skal anføres, at efter 33 år i redningsberedskabet, og hvoraf mere end 25 år som indsatsleder, og med ledelse af mere end 3200 indsatser, er det første gang, at nogen beskylder (A) for manglende dømmekraft.

Ad 4: Vedrørende dette punkt skal FTF henvise til skrivelsen herfra af 16. november 1994, sidste afsnit, hvor man henstillede, at magistratens 1. afd. undlader at indstille til byrådet, at beredskabschef (A) blev afskediget fra sin stilling ved Odense kommune, men at man lod ham genindtræde i stillingen, og derefter vurderede hans forhold ved udløbet af prøvetiden den 1. februar 1996."

Odense Kommune har den 20. april 1995 kommenterede FTF's indlæg og anførte følgende

"Forud for afskedigelsen meddelte magistratens 1. afdeling ved skrivelse af 2. november 1994, at man agtede at indstille (A) til afsked med nærmere anførte begrundelser. Samtidig gav man (A) og hans forhandlingsberettigede organisation adgang til at afgive en udtalelse.

Ved skrivelse af 14. november 1994 afgav FTF efter henvendelse fra (A) en udtalelse i sagen. Det fremgår af udtalelsen bl.a.: 'når man nærlæser den citerede udtalelse forekommer den at være både objektiv og neutral', 'ved en nærlæsning af (A)'s udtalelse forekommer det, at det materielle indhold må siges at være fuldstændigt i overensstemmelse med de faktiske forhold'. Og 'FTF finder det ligeledes ubestridt, at indholdet af beredskabschef (A)'s udtalelse, der er citeret søndag den 30. oktober 1994 er i overensstemmelse med de faktiske forhold'.

Odense Byråd har på ovennævnte baggrund truffet sin afgørelse om afskedigelse, hvorved især bemærkes, at det af beslutningsgrundlaget ikke fremgår, at (A) har bestridt at have udtalt sig som citeret i avisen.

Magistratens 1. afdeling finder ikke at det forhold, at FTF og (A) nu efterfølgende tager afstand fra visse af de citerede udtalelser kan begrunde en fornyet behandling af sagen. Magistratens 1. afdeling har derfor ikke bemærkninger til FTF's skrivelse af 27. marts 1995, men kan dog bekræfte, at (A) ifølge sine ansættelsesvilkår har været berettiget til at udtale sig til pressen naturligvis forudsat det sker på en saglig og objektiv måde, jf. side 2 i skrivelsen af 20. februar 1995 herfra til Ombudsmanden."

Ombudsmandens udtalelse

"1. (A) var ansat i en tjenestemandsstilling på prøve da han blev afskediget af Odense Kommune den 14. december 1994. Prøvetiden der på grund af sagen om spirituskørsel var forlænget til tre år, ville udløbe den 1. februar 1996.

Afskedigelse af en kommunalt ansat tjenestemand sker efter reglerne i tjenestemandsregulativet af 1991 for kommuner inden for Kommunernes Landsforening. Afskedigelse kan enten ske som straf for tjenstlig forseelse (disciplinær afskedigelse), jf. regulativets § 22, eller af andre grunde 'uden ansøgning med 3 måneders varsel' (diskretionær afskedigelse), jf. regulativets § 26, 1. punktum.

2. Odense Kommune har ved afskedigelsen af (A) henvist til to forhold, dels det aktuelle - udtalelserne vedrørende Lindø-ulykken - dels et tidligere forhold vedrørende spirituskørsel.

Det sidstnævnte forhold førte til at (A) i brev af 6. april 1994 fik en advarsel fra Odense Kommune, ligesom hans prøvetid blev forlænget med et år til udløb den 1. februar 1996.

I brevet anførte kommunen at der i gentagelsestilfælde eller ved andre tjenesteforseelser ville blive anvendt videregående sanktioner.

Sagen rejser spørgsmål om hvorvidt forholdet vedrørende spirituskørsel kan indgå ved beslutningen om afskedigelse når denne er udløst af et forhold (udtalelserne om Lindø) af en helt anden karakter.

På mit spørgsmål herom har kommunen i sin udtalelse (ad 3., ovenfor, s. 12f ) anført at man ved afskedigelsesbeslutningen har foretaget en samlet vurdering af de to forhold og ikke taget stilling til om (A) var blevet afskediget hvis han ikke i forvejen havde fået en advarsel. Jeg må på den baggrund konstatere at kommunen har tillagt advarslen for spirituskørsel betydning, men at det ikke kan præciseres nærmere med hvilken vægt dette forhold er indgået.

Der er tale om to forhold uden relevant sammenhæng eller lighed. Efter min opfattelse er udgangspunktet - i hvert fald i en situation som den foreliggende hvor der er tale om afskedigelse udløst af et konkret forhold i modsætning til en samlet vurdering af prøvetidens forløb - at det tidligere forhold kun kan indgå i afskedigelsesgrundlaget med meget beskeden vægt.

Det er derfor min opfattelse at forholdet vedrørende Lindø-ulykken i realiteten alene skulle kunne begrunde afskedigelsen.

3. Odense Kommune har begrundet afskedigelsen af (A) med at han ikke har opfyldt decorumkravet i tjenestemandsregulativets § 10 og derfor ikke er egnet til fortsat ansættelse.

Regulativets § 10 er sålydende

'Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for pågældendes stilling, og vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.'

Odense Kommune har over for (A) (i brevet af 2. november 1994) nærmere begrundet tilsidesættelsen af decorumkravet i følgende forhold

' at De i prøvetiden har kørt tjenestebil i spirituspåvirket tilstand med en promille på mindst 1,55,

at De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem kritisk om indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke på Lindø-værftet den 27. oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk ydede indsats og på en sådan måde, at De hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte har skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.

De har med de to beskrevne forhold udvist en manglende dømmekraft i pressede situationer...'

Tilsidesættelse eller manglende opfyldelse af decorumkravet kan indebære at der foreligger en tjenesteforseelse, der kan udløse en disciplinær sanktion over for tjenestemanden.

Disciplinær afskedigelse af en kommunalt ansat tjenestemand kan ikke ske uden at der er afholdt tjenstligt forhør, medmindre forholdet er fastslået ved dom, jf. regulativets § 22, tredje punktum.

En myndighed der afskediger en tjenestemand, kan ikke frit vælge mellem disciplinær og diskretionær afskedigelse. Hvis myndigheden ved afgørelsen om afskedigelse reelt lægger afgørende vægt på forhold der fremtræder som tjenesteforseelser, er afskedigelsen disciplinær, og reglerne om tjenstligt forhør skal iagttages. Grænsen mellem forhold der er tjenesteforseelser, og forhold som ikke har forseelsespræg, men som eventuelt kan føre til diskretionær afskedigelse, er dog ikke skarp. Hvis en myndighed ved bedømmelsen af forhold der for så vidt kan betragtes som tjenesteforseelser, finder at det afgørende ved de pågældende forhold ikke er om de kan tilregnes tjenestemanden, men derimod at de - også selv om de ikke kan bebrejdes ham - gør ham uegnet til fortsat at beklæde stillingen, kan afskedigelsessagen behandles som diskretionær afskedigelse og uden afholdelse af tjenstligt forhør.

Der kan rejses det spørgsmål om Odense Kommune burde have afholdt tjenstligt forhør inden afskedigelsen af (A). Forholdet vedrørende udtalelserne om ulykken på Lindø - forudsat Odense Kommunes vurdering af disse udtalelser lægges til grund - kan betragtes som forhold der kan tilregnes (A) som tjenesteforseelser.

Jeg må dog efter min gennemgang af sagen lægge til grund at der - også reelt - har været tale om diskretionær afskedigelse af (A), og at Odense Kommune således ved sin beslutning har lagt vægt på forhold ('manglende dømmekraft') som - efter kommunens opfattelse - har gjort ham uegnet til fortsat at beklæde stillingen som beredskabschef. Jeg kan således ikke lægge til grund at kommunen afskedigede (A) som straf for tjenesteforseelser, jf. regulativets § 22.

4. Som foran anført er der ikke i regulativet fastsat nærmere bestemmelser om hvilke grunde der kan føre til diskretionær afskedigelse.

Det er dog såvel i den forvaltningsretlige teori som i praksis antaget at afgørelse om afsked i henhold til bestemmelsen i regulativets § 26 forudsætter at der foreligger et sagligt grundlag for afskedigelsesbeslutningen.

Manglende egnethed i tjenesten kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en beslutning om afskedigelse. Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog at 'uegnetheden' nærmere konkretiseres og kvalificeres for at kunne påberåbes som grundlag for afskedigelse.

5. Jeg må lægge til grund at det netop (og alene) var de udtalelser (A) blev citeret for i Morgenposten den 30. oktober 1994 (gengivet ovenfor, s. 3) der førte til afskedigelsessagen mod ham.

I notatet af 31. oktober 1994 til kommunen (ovenfor, s. 4-6) har (A) udførligt beskrevet forløbet af de to henvendelser fra pressen, herunder nærmere redegjort for hvad han udtalte og på hvilken baggrund. (A)'s forklaring i notatet er ikke imødegået eller i øvrigt kommenteret af kommunen inden der blev truffet beslutning om afskedigelse.

Det må således lægges til grund at det i to tilfælde - den 27. og 28. oktober 1994 - var journalister fra henholdsvis tidsskriftet 'Brandværn' og Morgenposten der henvendte sig til (A), og at artiklen i Morgenposten i vidt omfang var baseret på en gentagelse af de oplysninger (A) havde givet til 'Brandværn'.

Det fremgår af organisationsplanen for Brand- og Beredskabscenter Odense at (A) - som centrets chef - havde kontakten til pressen. Det var således en af hans arbejdsopgaver at udtale sig på kommunens vegne inden for hans arbejdsområde.

(A)'s adgang til at udtale sig på kommunens vegne har været undergivet kommunens almindelige instruktionsbeføjelse. Jeg må imidlertid lægge til grund at (A) ikke er blevet pålagt særlige begrænsninger med hensyn til adgangen til at udtale sig til pressen. Det fremgår af kommunens udtalelse af 20. februar 1995 (ad 2, ovenfor, s. 12) at kommunen forventer at ledere der 'udtaler sig på kommunens vegne gør det på en saglig og objektiv måde, og på en sådan måde, at de har vished (min fremhævning) for, at udtalelsen dækker kommunens synspunkter.' Jeg er enig i at en myndighed kan kræve at udtalelser på myndighedens vegne er saglige og objektive. En myndighed kan også forvente at den medarbejder (leder) der udtaler sig, søger at varetage myndighedens interesser. En myndighed kan derimod efter min opfattelse ikke kræve at den der udtaler sig, har 'vished' for at udtalelsen dækker kommunens synspunkter. Dette krav vil i realiteten indebære at den pågældende i hvert enkelt tilfælde må indhente myndighedens (den øverste ledelses) vurdering før der afgives en udtalelse, og adgangen til at udtale sig på myndighedens vegne ville i så fald være illusorisk. Hvis en myndighed ønsker vished for at udtalelsen dækker myndighedens synspunkter, må dette ske ved at (kun) den øverste ansvarlige leder/ledelse udtaler sig til pressen.

Når det er et led i en medarbejders arbejdsopgaver at have kontakten til pressen, indebærer dette også i et vist omfang en pligt til at udtale sig. En ledende medarbejder i en offentlig myndighed der kan udtale sig til pressen på myndighedens vegne, må f.eks. efter omstændighederne være forpligtet til at fremkomme med en berigtigelse hvis den pågældende (af pressen) bliver forelagt faktiske oplysninger om forhold vedrørende myndigheden der er urigtige eller vildledende. I dette tilfælde hvor henvendelsen fra 'Brandværn' byggede på den urigtige antagelse at Brand- og Beredskabscenter Odense havde deltaget i redningsarbejdet, må (A) efter min opfattelse antages at have været forpligtet til at give de korrekte faktiske oplysninger. Udtalelserne til 'Brandværn' og Morgenposten må ses i lyset af denne forpligtelse.

6. (A) har bl.a. udtalt sig om afstandsforholdene fra tre forskellige redningsstationer til Lindø og om beredskabslovens bestemmelser om assistance fra andre kommuner til større redningsopgaver. Som sagen foreligger oplyst, må jeg lægge til grund at Falck i Nyborg blev tilkaldt som assistance selv om Odense Brandvæsen havde kortere afstand til ulykkesstedet. Årsagen hertil er ikke oplyst i sagen. Men det kan efter min opfattelse ikke med rette bebrejdes (A) at han som svar på journalisternes spørgsmål gav den faktiske - og i øvrigt ubestridte - oplysning at Odense Brandvæsen kunne have været hurtigere på stedet, eller at han udtrykte undren over at Odense Brandvæsen ikke var blevet tilkaldt. Det bemærkes at (A) har afvist at have anvendt udtrykket 'frustrerende', jf. ovenfor, s. 15, andet afsnit (FTF's udtalelse af 27. marts 1995). Dette spørgsmål har dog ikke haft betydning for min vurdering.

7. På mit spørgsmål om kommunens vurdering af (A)'s udtalelser (ovenfor, s. 11) har kommunen bl.a. anført at 'Odense Byråd (ikke) har forholdt sig til om den ydede indsats i forbindelse med ulykken på Lindøværftet,... var tilstrækkelig effektiv eller ej', og videre: 'at han ((A)) hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte har skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.'

Det bemærkes hertil særligt at kommunen ved ikke at 'forholde sig' til indsatsen på Lindø naturligvis heller ikke kan have en begrundet mening om at den - eventuelle - usikkerhed (A)'s udtalelser kan have skabt om indsatsen, skulle være urimelig og ubegrundet.

Kommunen har således ikke ved afskedigelsesbeslutningen kunnet lægge til grund at den bemærkning om den tid der gik med at få de sidste kvæstede reddet ud, (A) er citeret for, var urimelig og ubegrundet.

Man kan derimod rejse spørgsmål om hvorvidt (A) - selv om hans undren var sagligt begrundet - skulle have afholdt sig fra på et tidspunkt umiddelbart efter ulykken at udtale sig på en måde der - berettiget eller ej - kunne skabe usikkerhed om indsatsens effektivitet. Uanset svaret er det imidlertid efter min opfattelse ikke et forhold der ville kunne indgå som et væsentligt moment i en afskedigelsessag.

Det er sammenfattende min opfattelse at Odense Kommune i de påberåbte forhold ikke har haft fornødent grundlag for at afskedige (A). Det er en konsekvens af min opfattelse at kommunen bør annullere afskedigelsesafgørelsen, og at (A)'s retsstilling herefter bør bedømmes med udgangspunkt i at han så vidt muligt bør stilles som om afgørelsen ikke var truffet.

Jeg har gjort kommunen og FTF - på (A)'s vegne - bekendt med min opfattelse. Jeg har endvidere meddelt kommunen at jeg går ud fra at kommunen vil tage stilling til de krav som (A) måtte have i sagen.

Den endelige afgørelse af sagen henhører under domstolene.

Jeg har udbedt mig underretning om hvad der videre sker i sagen.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1992, S. 330

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Odense Kommune afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og opfyldte derfor ikke decorumkravet i tjenestemandsregulativet.

Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter kommunens opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Endvidere henviste kommunen ved afskedigelsen til et tidligere forhold vedrørende spirituskørsel.

Ombudsmanden udtalte at det tidligere forhold - i en situation som den foreliggende hvor der var tale om afskedigelse udløst af et konkret forhold i modsætning til en samlet vurdering af prøvetidens forløb - kun kunne indgå i afskedigelsesgrundlaget med beskeden vægt. Ombudsmanden henviste også til at de to forhold ikke havde nogen relevant sammenhæng eller lighed.

På ombudsmandens spørgsmål udtalte kommunen at den i forbindelse med vurderingen af afskedigelsesgrundlaget ikke havde taget stilling til om den konkrete indsats på værftet havde været tilstrækkelig effektiv eller ej.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke - uden at vurdere indsatsen - kunne lægge til grund at beredskabschefens udtalelser var urimelige og ubegrundede. Ombudsmanden mente derfor ikke at kommunen havde haft det fornødne grundlag for at afskedige beredskabschefen.

Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på annullation af afskedigelsesafgørelsen og en stillingtagen til beredskabschefens eventuelle krav. (J.nr. 1994-2609-812).