Behandling af eksamensklage. Quorum
Statutory Text (4 Articles)
§ 1, stk. 1, i eksamensklagebekendtgørelsen angav hvad der kunne gøres til genstand for klage efter denne bekendtgørelse. Herefter kunne en eksamensklage (til bedømmerne og ankenævnet) vedrøre eksaminationsgrundlaget, eksamensforløbet og bedømmelsen.
Det fremgår ikke klart af bekendtgørelsen hvad der er omfattet af eksamens forløbet. Da bekendtgørelsen imidlertid tog sigte på behandling af faglige spørgsmål, dækker det efter min mening ikke spørgsmål om overholdelse af frister som dem i humanistbekendtgørelsens § 20, stk. 3. Bedømmernes sagsbehandling efter klage over en bedømmelse er heller ikke en del af eksamensforløbet.
Det antages i øvrigt i almindelighed at særlige klagemyndigheder, der er etableret ved lov eller i henhold til lov og som ikke samtidig har almindelige overordnelses- og tilsynsbeføjelser, kun kan behandle klager over sagsbehandling som fremsættes samtidig med klage over underinstansens afgørelse, og som efter sin art har betydning for afgørelsens indhold (Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 653). Ankenævn til behandling af eksamensklager kan således ikke tage stilling til spørgsmål der ikke har betydning for afgørelsens indhold, som f.eks. overholdelse af frister som i humanistbekendtgørelsens § 20, stk. 3, bedømmernes optræden/sprogbrug ved behandling af klage over bedømmelsen osv. Ankenævnet kan alene tage stilling til forhold som er omfattet af eksamensklagebekendtgørelsen, dvs. spørgsmål af betydning for den faglige bedømmelse. Herunder falder den begrundelse der er givet i selve bedømmelsen eller i en afvisning af en klage herover.
Afgørelser efter universitetsloven eller efter regler fastsat efter denne lov kan indbringes for Undervisningsministeriet for så vidt angår retlige spørgsmål (lovens § 11, stk. 1, og § 17 i den dagældende eksamensklagebekendtgørelse). Retlige forhold som ankenævnet kan tage stilling til, er universiteterne og ministeriet dog ikke forpligtede til at behandle før ankenævnet har truffet afgørelse i sagen. Efter § 17, stk. 2, i eksamensklagebekendtgørelsen skulle klager efter denne bekendtgørelse indgives til institutionen der - hvis klagen ikke toges til følge, og klageren fastholdt klagen - skulle videresende klagen til ministeriet.
Som overordnede myndigheder kan/skal universiteterne og ministeriet i øvrigt behandle klager over andre forhold end afgørelser, herunder sagsbehandling.
b. Deres klage af 10. juni 1993 indeholdt dels en klage over selve bedømmelsen, dels en klage over bedømmernes sagsbehandling i forbindelse hermed (overskridelse af fristreglerne i humanistbekendtgørelsens § 20, stk. 3).
Klagen over bedømmelsen skulle behandles - og blev behandlet - efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen, mens klagen over bedømmernes sagsbehandling som anført under pkt. a ikke faldt inden for eksamensklagebekendtgørelsens område. Denne del af Deres klage skulle derfor i stedet behandles som en administrativ klage som universitetet efter universitetsloven har kompetence til at behandle. Da overholdelse af frister er et retligt spørgsmål, kan afgørelser som universitetet træffer herom, endvidere påklages til Undervisningsministeriet (universitetslovens § 11).
Jeg må på denne baggrund finde det beklageligt at universitetet ikke traf afgørelse i anledning af Deres klage i brevet af 10. juni 1993 over at fristerne i humanistbekendtgørelsens § 20, stk. 3, ikke var overholdt. Det kan naturligvis ikke give grundlag for kritik at universitetet forelagde også denne del af klagen for bedømmerne, men deres bemærkninger hertil skulle være indgået som en udtalelse til brug for universitetets afgørelse.
Ministeriet burde endvidere efter min mening have påtalt at denne del af Deres klage ikke blev undergivet administrativ behandling på dette tidspunkt.
Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse. Da Undervisningsministeriet har taget stilling til Deres klage over manglende overholdelse af fristerne, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
c. Deres klage i brev af 28. juli 1993 indeholdt både spørgsmål af faglig karakter og spørgsmål der ikke henhørte under eksamensklagebekendtgørelsen, og ankenævnets kompetence (overholdelse af fristerne og bedømmernes behandling i øvrigt af Deres klage, herunder at de efter Deres opfattelse havde bebrejdet Dem at De ikke havde benyttet muligheden for at drøfte specialeudtalelsen). Universitetet burde derfor efter min opfattelse ligeledes have behandlet de dele af klagen over bedømmerne som ikke vedrørte den faglige bedømmelse som en administrativ klage. Ministeriet burde også have påtalt at dette ikke skete.
Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse, men foretager mig herudover ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
d. Deres klage i brev af 9. februar 1994 over både bedømmerne og ankenævnet vedrørte også både faglige spørgsmål og spørgsmål som ikke faldt inden for eksamensklagebekendtgørelsens område. Klagen vedrørte særligt bedømmernes behandling af klagesagen, herunder deres sprogbrug mv., som ikke kan henføres til den faglige bedømmelse. Denne klage blev behandlet af universitetet der (den 29. marts 1994) afviste klagen med den begrundelse at det ikke klart fremgik at der i behandlingen af klagesagen var begået formelle fejl, og at Deres klagepunkter (alle) forekom at være af faglig karakter.
Jeg er som det fremgår, ikke enig med universitetet i at alle Deres klagepunkter var af faglig karakter. Afvisningen af Deres klage er derfor efter min opfattelse sket med en til dels forkert begrundelse hvilket ministeriet efter min opfattelse også burde have påtalt.
Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.
e. Efter § 14, stk. 1, i eksamensklagebekendtgørelsen skulle et ankenævns afgørelse meddeles institutionen senest to eller tre måneder (ved henholdsvis vinter- og sommereksamen) efter at anken var indgivet. Kunne denne frist ikke overholdes, skulle institutionen hurtigst muligt underrette klageren herom med angivelse af begrundelse herfor og oplysning om hvornår anken forventedes færdigbehandlet (§ 14, stk. 2).
Deres klage blev indgivet med brev af 8. juli 1993, og ankenævnet traf afgørelse den 20. november 1993, dvs. knap fire en halv måned efter klagens indgivelse. De blev af institutionen i brev af 16. juli 1993 orienteret om at sagen først kunne behandles 'efter ferien omkring august', men institutionen ses ikke herudover at have orienteret Dem i overensstemmelse med § 14, stk. 2.
Det må jeg finde beklageligt, og jeg har samtidig hermed gjort universitetet og ministeriet bekendt hermed.
f. Når der kan klages over en afgørelse til en anden forvaltningsmyndighed, skal en afgørelse der ikke giver parten fuldt ud medhold, ledsages af klagevejledning (forvaltningslovens § 25). Pligten til at give klagevejledning gælder som det fremgår, kun ved afgørelser. Da bedømmernes og ankenævnets afgørelser efter eksamensklagebekendtgørelsen meddeles gennem universitetet, er det universitetet (og ikke bedømmerne og ankenævnet) der skal give klagevejledning efter denne bekendtgørelse.
Jeg er enig med universitetet og ministeriet i at universitetet samtidig med meddelelsen den 23. november 1993 om ankenævnets afgørelse burde have givet Dem klagevejledning til ministeriet for så vidt angik retlige spørgsmål. Da universitetet imidlertid beklagede den manglende klagevejledning ved fremsendelse af Deres klage til ministeriet, har jeg ikke grundlag for nu at kritisere dette forhold.
Som det fremgår ovenfor (pkt. b), skal klager over bedømmernes sagsbehandling der ikke falder inden for eksamensklagebekendtgørelsen, behandles som administrative klager, og universitetets afgørelser herom skal ledsages af klagevejledning. Da universitetet ikke traf afgørelser i anledning af Deres klager af 10. juni og 8. juli 1993, har jeg ikke grundlag for særskilt kritik af at De ikke modtog klagevejledning til ministeriet på dette tidspunkt. Universitetets afgørelse af 29. marts 1994 var ledsaget af (korrekt) klagevejledning.
4. Undervisningsministeriets sagsbehandling
En skriftlig afgørelse der ikke giver en part fuldt ud medhold skal indeholde en begrundelse (forvaltningslovens § 22). De nærmere krav til begrundelsens indhold findes i lovens § 24. Der består ikke en ubetinget pligt til i begrundelsen at gå ind på samtlige anbringender mv. fra partens side; men i det omfang der er tale om relevante og væsentlige anbringender, består der en formodning for at de skal berøres i begrundelsen (Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, (1994), s. 372).
a. Jeg har ikke grundlag for at kritisere Undervisningsministeriets opfattelse (i brevet af 24. august 1995) hvorefter ministeriet ikke er forpligtet til at tage stilling til alt det der anføres i en klage. Jeg kan således ikke kritisere at ministeriet (ved dette brev) ikke har forholdt sig til alt det som De har gjort gældende. Det kan herunder ikke give mig grundlag for kritik at ministeriet ikke svarede på Deres klage over bedømmernes selvmodsigelser ved besvarelsen af Deres klager. Efter min opfattelse er der i øvrigt ikke grundlag for kritik af bedømmerne for selvmodsigelser.
b. Ved afgørelsen af 24. august 1994 tog ministeriet udtrykkelig stilling til spørgsmålet om overholdelse af fristerne i humanistbekendtgørelsens § 20, stk. 3, og universitetets manglende klagevejledning ved meddelelsen om ankenævnets afgørelse. Ministeriet skrev i øvrigt at de klagepunkter som De havde rejst, alle var af faglig karakter, og at ministeriet derfor ikke kunne tage stilling til dem.
Jeg er som det fremgår ovenfor om universitetets afvisning med samme begrundelse, ikke enig i denne afgrænsning af Deres klagepunkter. Jeg finder derfor også at ministeriets begrundelse i afgørelsen af 24. august 1994 for afvisningen af Deres øvrige klagepunkter er urigtig.
Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse. Da ministeriet i sit brev af 11. maj 1995 har svaret på de fleste af Deres klagepunkter, finder jeg ikke grundlag for at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål.
Jeg foretager herefter ikke mere i anledning af Deres klage.
..."
Behandling af eksamensklage. Quorum
A klagede over behandlingen af hans klager over bedømmelsen af hans speciale og sagsbehandlingen i forbindelse hermed.
A afleverede en specialeopgave den 25. januar 1993. Det var knap to måneder før den aftalte afleveringsfrist den 21. marts 1993. Eksaminator og censor sendte den 10. maj 1993 en udtalelse til A til eventuelle bemærkninger inden for 14 dage. A modtog samtidig en særskilt ledsagende kommentar til specialeudtalelsen. Han kom ikke med bemærkninger til udtalelsen, og under henvisning hertil fastholdt eksaminator og censor henholdsvis den 25. og 27. maj 1993 udtalelsen og den ledsagende kommentar og oplyste samtidig at specialet var bedømt til karakteren 9. A blev i øvrigt orienteret om karakteren i et uofficielt brev af 25. maj 1993 fra eksaminator.
A klagede den 10. juni 1993 til universitetet over bedømmelsen. Han klagede også over at bedømmerne ikke havde overholdt fristerne for afgivelse af bedømmelsen.
Klagen blev med brev af 11. juni 1993 forelagt censor og eksaminator der svarede herpå i et brev, underskrevet henholdsvis den 25. og 26. juni 1993. Bedømmerne imødekom visse af A's kritikpunkter og havde derfor ændret visse formuleringer i udtalelsen, men de fastholdt samtidig karakteren. Bedømmerne udtalte samtidig undren over at A ikke havde benyttet sig af muligheden for at komme med indsigelser inden for indsigelsesfristen. For så vidt angik overskridelse af tremånedersfristen for afgivelse af udtalelsen, skrev bedømmerne at fristen skulle regnes fra den aftalte - og ikke den faktiske - afleveringsdato. Selv om A ikke havde haft krav på at få udtalelsen tre måneder efter afleveringen, havde bedømmerne imidlertid bestræbt sig på at afgive udtalelsen senest på dette tidspunkt. Bedømmerne redegjorde samtidig for forløbet af sagen fra afleveringen af specialet til modtagelsen af A's klage af 10. juni 1993, som bedømmerne i øvrigt fandt "kendetegnet ved et - selv for denne genre - usædvanligt krigerisk og injurierende indhold".
Fakultetet orienterede A med brev af 28. juni 1993 om eksaminators og censors afvisning af klagen og om hans mulighed for at klage til et ankenævn.
A klagede i brev af 8. juli 1993 til universitetet over bedømmernes afvisning af klagen og over deres behandling af klagesagen. Han kritiserede bl.a. at bedømmerne havde bebrejdet ham at han ikke havde drøftet udtalelsen med dem inden indsigelsesfristen. A mente ikke at bedømmerne ved vurderingen af klagen havde ret til at bebrejde ham det, da der efter humanistbekendtgørelsen var mulighed for - men ikke pligt til - at drøfte udtalelsen. Da bedømmerne efter A's mening havde bebrejdet ham at han ikke havde udnyttet denne mulighed, var der efter A's mening lagt vægt på uvedkommmende hensyn ved behandlingen af klagesagen. Han bestred endvidere at fristen for bedømmernes afgivelse af udtalelse og fastsættelse af karakter skulle regnes fra den faktiske afleveringsdato. A kom også med bemærkninger til det som bedømmerne i øvrigt havde anført vedrørende sagsforløbet. Han gjorde i den forbindelse bl.a. gældende at bedømmernes oplysning om at han havde fået en beståelseserklæring med henblik på at kunne få dagpenge, var en overtrædelse af forvaltningslovens § 28.
I den anledning bad fakultetet i brev af 13. juli 1993 censorformanden for det pågældende studienævn om at udpege medlemmer til ankenævnet i overensstemmelse med § 9 i den dagældende eksamensklagebekendtgørelse (bekendtgørelse af 15. februar 1990 om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner). I brev af 16. juli 1993 orienterede falkultetet A om at sagen først kunne behandles efter ferien omkring august.
A's klage blev endvidere med brev af 13. juli 1993 forelagt eksaminator og censor der i brev af 7. og 9. august 1993 kom med bemærkninger hertil. De afviste herunder at have lagt vægt på uvedkommende hensyn ved vurderingen af A's klagepunkter.
Efter orientering om hvem der var udpeget til ankenævnet, sendte fakultetet den 13. september 1993 sagens akter til nævnets formand.
I brev af 20. november 1993 oplyste formanden at et enigt ankenævn fandt at sagen burde afvises. Fakultetet sendte med brev af 23. november 1993 A kopi af afgørelsen med oplysning om at den ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.
Under henvisning til § 17 i eksamensklagebekendtgørelsen om klage over retlige spørgsmål klagede A i brev af 9. februar 1994 til dekanen. Klagen vedrørte både bedømmernes behandling af sagen, primært klagesagen, og ankenævnets behandling og afgørelse i sagen. A gjorde i den forbindelse gældende at bedømmerne var fremkommet med uberettigede sigtelser (for injurier mv.) mod ham i klagesagen, at der var forskellige selvmodsigelser i deres breve, og at deres begrundelser for at afvise A's klage var utilstrækkelige. A kritiserede endvidere at bedømmerne var kommet med en ledsagende kommentar til specialet, idet der efter hans mening ikke var hjemmel hertil. A kommenterede også på ny spørgsmålet om tidsfrister i forbindelse med bedømmelsen af specialet.
I brev af 29. marts 1994 afviste dekanen at der var begået formelle fejl ved behandlingen af klagesagen. Han anså samtlige A's klagepunkter for at være af faglig karakter. Dekanen orienterede samtidig A om hans muligheder for at klage til Undervisningsministeriet over retlige spørgsmål.
A bad i brev af 19. april 1994 om at sagen blev indbragt for Undervisningsministeriet. Inden universitetet den 27. maj 1994 videresendte klagen til ministeriet, indhentede universitetet en udtalelse fra ankenævnsformanden der i brev af 9. maj 1994 tilsluttede sig dekanens afvisning. Ved fremsendelsen til ministeriet beklagede universitetet at A ikke havde fået vejledning om at han kunne klage til ministeriet over retlige spørgsmål ved ankenævnets afgørelse.
I brev af 6. juni 1994 til ministeriet kom A med yderligere bemærkninger til sagen. A klagede herunder over at han ikke havde fået vejledning om sine muligheder for at klage til ministeriet over retlige forhold i forbindelse med bedømmernes behandling af klagesagen.
Ministeriet svarede A i brev af 24. august 1994. Med hensyn til hans klage over at bedømmerne ikke havde overholdt tidsfristen for at afgive specialeudtalelsen, skrev ministeriet
"De afleverede Deres speciale 25. januar 1993, altså 2 måneder før det aftalte tidspunkt. Specialeudtalelsen blev, efter hvad (...) Universitet telefonisk har oplyst over for ministeriet, afgivet den 10. maj 1993, d.v.s. ca. 2 uger efter udtalefristen i henhold til faktisk afleveringsdato, men 6 uger før udtalefristen i henhold til det aftalte afleveringstidspunkt.
Det fremgår af sagen, at bedømmerne har bestræbt sig for at behandle specialet, som om den (for) tidlige afleveringsdato var den formelle, og at man bestræbte sig for at fremkomme med udtalelsen senest 3 måneder efter specialets aflevering. At specialebedømmelsen fremkom 3 måneder og 2 uger efter aflevering af specialet er efter ministeriets opfattelse undskyldeligt henset til, at specialet blev afleveret 2 måneder før den aftalte afleveringsdato og således er kollideret med bedømmernes øvrige planlagte arbejdsforpligtelser.
Vi har fra (...) Universitet modtaget regler om specialeopgaver udarbejdet i juni 1982, hvilke regler ifølge universitetet er almen kendt blandt specialeskrivende studerende. Af disse fremgår det, at der aftales en dato for aflevering af specialet, og at udtalelse over specialet normalt skal foreligge senest 3 måneder efter specialets aflevering. Heri ligger netop, at der i tilfælde, hvor specialet afleveres på et langt tidligere tidspunkt kan fraviges fra denne 3 måneders regel.
Det fremgår endvidere, at man fra universitetets side har underskrevet en beståelseserklæring, forinden den endelige bedømmelse forelå, således at De kunne opnå dagpenge, hvorfor 'forsinkelsen' ikke har haft økonomiske konsekvenser for Dem."
Ministeriet skrev videre at det efter ministeriets opfattelse ikke havde haft indflydelse på behandlingen af A's klage, at universitetet ikke på et tidligere tidspunkt havde vejledt ham om muligheden for at klage til ministeriet over retlige spørgsmål.
Ministeriet anså i øvrigt alle A's klagepunkter for at være af faglig karakter.
A klagede herefter til mig. Han var utilfreds med at ministeriet ikke havde taget stilling til alle hans klagepunkter. Han opregnede i syv punkter de forhold som det drejede sig om.
Jeg videresendte A's breve til ministeriet til besvarelse.
Ministeriet svarede A i brev af 11. maj 1995. Ministeriet skrev bl.a. at det ikke anså sig for forpligtet til at svare på alle klagepunkter. Ministeriet svarede herefter på de syv klagepunkter der var opregnet i A's klage til mig. Til pkt. 1 skrev ministeriet at bedømmerne efter ministeriets vurdering ved afvisningen af A's klage ikke havde tillagt det betydning at han ikke ønskede at drøfte udtalelsen. Censors og eksaminators udtalelser (efter A's klage) var tværtimod efter ministeriets mening udtryk for at de - selv om A ikke havde ønsket at drøfte udtalelsen - havde imødekommet nogle af hans indvendinger. Til pkt. 2 skrev ministeriet at det ikke mente at bedømmerne havde "ladet sig provokere af Deres klage af 14. juni 1993 (skal være 10. juni 1993; min bemærkning) til dekanen i en sådan grad, at det havde influeret på behandlingen af Deres klage." Pkt. 3 og 6 fandt ministeriet ikke anledning til at kommentere. Under disse punkter havde A anført at bedømmerne havde fremført forskellige og indbyrdes modstridende versioner af sagens forløb og indhold og af hvilke regler der gjaldt, for at imødegå eller omgå A's klagepunkter. Til pkt. 4 skrev ministeriet at det ikke fandt anledning til at kritisere bedømmerne for at have uddybet bedømmelsen af A's speciale i en ledsagende kommentar til specialeudtalelsen. Til pkt. 5 skrev ministeriet at det i princippet var enig i "at bedømmerne burde have afgivet karakteren straks ved udløbet af 14 dages fristen." I betragtning af at bedømmerne var bekendt med at A arbejdede på indsigelser imod specialeudtalelsen, fandt ministeriet det imidlertid meget forståeligt at bedømmerne ventede yderligere tre dage på at han skulle tage initiativ til en drøftelse. Til pkt. 7 skrev ministeriet at A's klage var korrekt behandlet af universitetet. Universitetet burde dog (allerede) ved meddelelse om ankenævnets afgørelse have givet A klagevejledning for så vidt angik retlige spørgsmål. Ministeriet fandt ikke anledning til at påtale at universitetet ikke allerede ved bedømmernes afvisning af klagen gav A klagevejledning til ministeriet.
Efter ministeriets opfattelse var bedømmernes betegnelse af at A's klage til dekanen var af et "usædvanligt krigerisk og injurierende indhold", fremprovokeret af at A i sin klage af 10. juni 1993 fremkom med en række bemærkninger om bl.a. "citatfusk", "usande påstande om specialeafhandlingens terminologi", "pseudobegrundelser", "uvederhæftig citatteknik" og "meningsløs, overfladisk og vilkårlig påstand" mv. Selv om det kunne forekomme uheldigt at bedømmerne - provokeret af A's sprogbrug - havde taget til genmæle i "en let ironiserende form", fandt ministeriet ikke anledning til at påtale dette. Ministeriet fandt heller ikke belæg for at bedømmerne skulle have gjort sig skyldige i straffelovsovertrædelser. Selve specialeudtalelsen var efter ministeriets almene indtryk "holdt i en faglig, venlig og sober tone."
A klagede herefter på ny til mig. Efter en gennemgang af sagens akter, som jeg telefonisk havde indhentet fra ministeriet, bad jeg universitetet og ministeriet om udtalelser. Da min gennemgang af akterne havde vist at det ankenævn der havde været nedsat til behandling af A's klage, ikke havde været sammensat i overensstemmelse med reglerne herom, bad jeg udtrykkeligt om en udtalelse om dette forhold.
Jeg modtog herefter udtalelser af 11. og 14. september 1995 fra universitetet (fra henholdsvis fakultetet og rektor) og af 11. oktober 1995 fra ministeriet.
Universitetet oplyste at det trods anstrengelser ikke havde været muligt at finde et studentermedlem, der kunne indtræde i ankenævnet. Det blev herefter (af dekanen efter drøftelser med rektoratet) besluttet at nedsætte et ankenævn med kun tre medlemmer. Det blev lagt til grund "at studentermedlemmer til ankenævn i henhold til klagebekendtgørelsen hverken er et borgerligt ombud eller en tjenstelig forpligtelse". Det hedder videre herom i rektors brev
"Fra universitetets side lægger man megen vægt på, at samtlige ankenævn er fuldtallige. Imidlertid må det accepteres, at ganske enkelte ankenævnsbehandlinger finder sted, uden at der deltager et studentermedlem i behandlingen. Hvis de studerende ikke ønsker at tage imod det tilbud, der ligger i bekendtgørelsen om at kunne deltage i ankenævnsbehandlingen, har universitetet ikke mulighed for at pålægge dem en sådan deltagelse. Institutionen har derimod pligt til at sikre, at den modtagne anke behandles i et ankenævn."
Der blev (ifølge fakultetets brev) også lagt vægt på at sagen ikke skulle trække yderligere ud. Universitetet mente ikke at sammensætningen af nævnet havde haft betydning for sagens afgørelse.
Undervisningsministeriet anførte i sin udtalelse
"Undervisningsministeriet kan i overensstemmelse med sædvanlig praksis tilslutte sig (...) Universitets bemærkninger om, at der i sådanne tilfælde (hvor det ikke er muligt at finde en studerende; min bemærkning) må ske ankenævnsbehandling uden studenterdeltagelse udfra nødretsbetragtninger."
Ombudsmandens udtalelse
" Ankenævnets sammensætning mv.
1. Efter § 9, stk. 1, i den dagældende eksamensklagebekendtgørelse (nr. 93 af 15. februar 1990 om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner) skulle ankenævn i henhold til denne bekendtgørelse bestå af to ministerielt beskikkede censorer, en eksaminationsberettiget lærer og en studerende. Efter § 9, stk. 2 og 3, skulle der endvidere udpeges suppleanter for alle medlemmerne. (Disse regler er videreført i den nugældende bek. nr. 701 af 21. august 1995).
Det ankenævn der blev nedsat i anledning af Deres klage over bedømmelsen, bestod kun af tre personer og en suppleant. Der deltog ikke nogen studerende i nævnets behandling og afgørelse af sagen.
Universitetet kan af de grunde der er angivet i udtalelsen til mig, ikke pålægge de studerende at deltage i ankenævnsbehandling. Det vil derfor også kunne hænde at det ikke er muligt at opfylde forpligtelsen til at udpege en studerende, således at ankenævnsbehandling må ske uden deltagelse af en studerende. Universitetet har imidlertid ikke hjemmel til selv at fravige bekendtgørelsens regler. Efter eksamensklagebekendtgørelsens § 18 kunne Undervisningsministeriet derimod dispensere fra bekendtgørelsen når det fandtes begrundet i usædvanlige forhold. Da det viste sig at der ikke kunne udpeges nogen studerende til at deltage i ankenævnet, burde universitetet derfor efter min mening have sendt sagen til ministeriet til afgørelse efter denne bestemmelse. Ministeriet burde endvidere have påtalt at universitetet ikke anvendte denne fremgangsmåde.
Jeg har gjort universitetet og Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.
2. Jeg finder endvidere at det havde været bedst i overensstemmelse med god forvaltningsskik at universitetet havde underrettet Dem om at det ikke var muligt at finde en studerende, også for at De fik mulighed for at tilkendegive Deres ønsker med hensyn til sagens videre behandling i lyset af den manglende mulighed for at udpege en studerende. De burde således efter min opfattelse have haft mulighed for at tilkendegive om De ønskede at sagen (hurtigst muligt) blev forelagt ministeriet med henblik på en afgørelse efter bekendtgørelsens § 18, eller at der blev udfoldet yderligere bestræbelser på at finde en studerende med yderligere forsinkelse af ankesagen til følge. Der er nemlig ikke en absolut frist for ankenævns behandling af en sag, jf. eksamensklagebekendtgørelsens § 14, stk. 2. Efter denne bestemmelse skal universitetet orientere en klager hvis ankenævnet ikke kan overholde de frister der er angivet i § 14, stk. 1, for hvornår der skal foreligge en afgørelse.
Jeg har gjort universitetet bekendt med min opfattelse.
3. Der var ikke i den dagældende bekendtgørelse nogen regler om quorum, dvs. regler om hvor mange medlemmer der skulle være til stede før ankenævnet var beslutningsdygtigt. I den nugældende bekendtgørelse er det i § 39, stk. 1, angivet at ankenævnet kun er beslutningsdygtigt når alle nævnets medlemmer deltager i afgørelsen.
Når der ikke er regler om quorum, og der er tale om et overordnet organ med et medlemstal på højst fem, vil der til opfyldelse af quorumkravet være en 'stærk formodning for, at kravet ... er alle' (Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling (1995), s. 71). Hvis et organ træffer afgørelse uden at quorumkravet er opfyldt, vil det endvidere normalt være en så alvorlig fejl at den trufne afgørelse er ugyldig (anførte værk, s. 295).
I forvaltningslovens § 4 er fastsat regler om substitution i tilfælde af speciel inhabilitet (efter lovens § 3). § 4, stk. 2, indeholder en særlig regel for så vidt angår kollegiale organer. Som udgangspunkt opretholdes inhabilitet for medlemmer af kollegiale organer selv om det ikke er muligt at indkalde en stedfortræder. Det gælder dog ikke 'hvis myndigheden vil miste sin beslutningsdygtighed eller det af hensyn til myndighedens sammensætning ville give anledning til væsentlig betænkelighed, dersom medlemmet ikke kunne deltage i sagens behandling, og behandlingen ikke kan udsættes uden væsentlig skade for offentlige eller private interesser' (§ 4, stk. 2, 2. punktum).
Quorumreglen er en almindelig habilitetsregel, men reglen i § 4, stk. 2, vil kunne finde analog anvendelse når det af andre grunde end speciel inhabilitet ikke er muligt at opfylde quorumkravet. Spørgsmål om opfyldelse af quorumkravet og virkningerne af at det ikke er opfyldt eller kan opfyldes, er retlige spørgsmål som det falder inden for Undervisningsministeriets kompetence at tage stilling til.
Jeg er ikke enig med Undervisningsministeriet i at universitetet på egen hånd 'udfra nødretsbetragtninger' kan gennemføre ankenævnsbehandling uden studenterdeltagelse. En sådan behandling kræver dispensation efter bekendtgørelsens § 18 fra Undervisningsministeriet. Jeg må imidlertid forstå ministeriets bemærkning således at ministeriet i givet fald ville have givet en sådan dispensation. Jeg har overvejet at henstille til ministeriet at genoptage sagen med henblik herpå, men under hensyn til ministeriets udtalelse har jeg ikke fundet grundlag herfor.
Sagsbehandlingen
Jeg har valgt at koncentrere min undersøgelse om nedennævnte forhold. Denne begrænsning af genstanden for min undersøgelse er sket efter ombudsmandslovens § 6, stk. 4, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelser.
1. Fristreglerne
Den dagældende bekendtgørelse om humanistiske kandidatuddannelser mv. (bek. 223 af 15. maj 1985) indeholdt i § 20, stk. 3, følgende bestemmelse om bedømmelse af specialeafhandlinger
'Ved bedømmelsen udarbejder censor(erne) og lærer(erne) i fællesskab en skriftlig udtalelse, der inden fastsættelsen af karakteren og senest 3 måneder efter specialets indlevering, forelægges den studerende med henblik på en eventuel drøftelse. Umiddelbart herefter og senest 14 dage efter drøftelsen, fastsættes karakteren.'
a. Efter formuleringen af § 20, stk. 3, regnedes tremånedersfristen for bedømmernes afgivelse af udtalelsen fra den dag specialet faktisk blev indleveret. Bestemmelsen indeholdt ikke noget forbehold og tog således ikke højde for den situation at et speciale afleveres (lang) tid før den aftalte frist, og at bedømmelsen heraf således kunne kollidere med bedømmernes andre opgaver, eller at det af andre grunde ikke var muligt at overholde fristen.
Det forbehold som findes i universitetets interne regler, er en fravigelse af bekendtgørelsens regel. Universitetet kan ikke i sine interne regler fravige bekendtgørelsens (trinhøjere) regler medmindre ministeriet har godkendt en sådan fravigelse, jf. § 12 i universitetsloven. Der er ikke oplysninger om at det skulle være tilfældet. Selv om forbeholdet efter min opfattelse er velbegrundet til imødegåelse af problemer, f.eks. som følge af (alt) for tidlig aflevering af et speciale, må jeg derfor finde det beklageligt at ministeriet i sin afgørelse henviste til universitetets regler som hjemmel for fravigelse af tremånedersfristen.
Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.
Jeg er imidlertid enig med ministeriet i at fristoverskridelsen i det konkrete tilfælde er undskyldelig henset til, at specialet blev afleveret to måneder før den aftalte afleveringsdato og således er kollideret med bedømmernes øvrige planlagte arbejdsforpligtelser. Da universitetet gav Dem en beståelseserklæring inden fristens udløb, har overskridelsen heller ikke haft økonomisk betydning for Dem. Jeg har således ikke grundlag for at kritisere fristoverskridelsen.
b. Jeg er enig med ministeriet i at bedømmerne burde have afgivet karakteren straks ved udløbet af den fjortendagesfrist som De havde fået til at komme med indsigelser. Men jeg er samtidig enig med ministeriet i at det er forståeligt at bedømmerne ventede yderligere nogle få dage på at De skulle tage initiativ til en drøftelse, da bedømmerne så vidt ses via oplysninger fra universitetet havde fået den opfattelse at De ville komme med indsigelser imod specialeudtalelsen. Heller ikke på dette punkt har jeg derfor grundlag for at kritisere fristoverskridelsen.
c. Jeg har i øvrigt noteret mig at bestemmelsen i § 20, stk. 3, i humanistbekendtgørelsen ikke genfindes i de nugældende regler om bedømmelse mv. (bek. nr. 701 af 21. august 1995 om eksamen ved videregående uddannelser og bek. nr. 169 af 15. marts 1995 om humanistiske uddannelser på universiteterne). Jeg foretager mig derfor ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
2. Bedømmernes behandling af klagesagen
a. Jeg er enig med Dem i at det var frivilligt om den studerende ville udnytte muligheden efter § 20, stk. 3, i den dagældende bekendtgørelse til at drøfte indholdet af en specialeudtalelse - hvilket myndighederne da heller ikke har bestridt. Manglende udnyttelse af muligheden for drøftelse kan derfor heller ikke give grundlag for at afvise at behandle en senere klage over bedømmelsen.
Da formålet med forelæggelse af udtalelsen for den studerende netop er at give den studerende lejlighed til at drøfte indholdet heraf inden den endelige bedømmelse, er det efter min opfattelse naturligt at bedømmerne under de foreliggende omstændigheder undrede sig over at De ikke benyttede Dem af denne mulighed. Det kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger at bedømmerne gav udtryk for denne undren i udtalelsen i anledning af Deres klage over bedømmelsen, men Deres manglende udnyttelse af muligheden for drøftelse må naturligvis ikke inddrages i selve vurderingen af Deres klage. Jeg har da heller ikke holdepunkter for at antage at bedømmerne har lagt vægt på dette ved vurderingen af Deres klage, jf. også deres udtrykkelige benægtelse heraf. Jeg kan derfor ikke kritisere at ministeriet (i brevet af 24. august 1995) ikke har fundet grundlag for kritik af bedømmerne på dette punkt.
b. Jeg har - ligesom ministeriet (jf. pkt. 2 i ministeriets brev af 24. august 1995) - ikke holdepunkter for at antage at bedømmerne har ladet sig provokere af indholdet af Deres brev af 10. juni 1993 i et sådant omfang at det har influeret på bedømmelsen af Deres klage. Jeg har i den forbindelse også lagt vægt på at bedømmerne faktisk imødekom Deres klage på nogle punkter.
Jeg har heller ikke i øvrigt holdepunkter for at antage at bedømmerne har lagt vægt på usaglige hensyn ved behandlingen af Deres klage.
c. Det er korrekt at der ikke i humanistbekendtgørelsen var anført noget om udfærdigelse af ledsagende kommentarer til et speciale. Der var (er) på den anden side ikke regler der hindrer denne fremgangsmåde, og der er efter min opfattelse intet grundlag for at anse en sådan fremgangsmåde for betænkelig.
Det giver mig ikke grundlag for kritik at bedømmerne - med den af dem anførte begrundelse i selve den ledsagende kommentar og i bedømmernes udtalelse af 25. juni 1993 - i Deres tilfælde udfærdigede en sådan ledsagende kommentar til specialeudtalelsen. Det fremgår heraf at bedømmerne har valgt at skrive en ledsagende kommentar fremfor en længere udtalelse for ikke at gøre selve udtalelsen for 'omstændelig' og 'utilgængelig for udenforstående'. Kommentaren var til Deres eget brug og indeholdt en nærmere begrundelse for det efter bedømmernes opfattelse 'uheldige i (Deres) måde at bruge Althusser på i specialet'.
Jeg mener således heller ikke at jeg vil kunne kritisere bedømmerne for at inddrage den ledsagende kommentar i behandlingen af klagesagen. Jeg går ud fra at det alene skyldes en forglemmelse at den oprindelige kommentar ikke var underskrevet af begge parter.
d. Ministeriet har fundet det uheldigt at bedømmerne 'har ladet sig provokere af sprogbrugen i Deres klage til at tage til genmæle i en let ironiserende form', men ikke fundet grundlag for at påtale dette. Jeg forstår dette sådan at ministeriet er enig med Dem i at bedømmerne (i et vist omfang) har anvendt en mindre heldig sprogbrug, men (bl.a.) fordi det efter ministeriets opfattelse er fremprovokeret af sprogbrugen i Deres brev, har ministeriet ikke fundet anledning til at påtale det.
Jeg er enig med ministeriet i denne opfattelse.
3. Universitetets sagsbehandling, herunder klagevejledning
a. Afgørelser i anledning af klager efter eksamensklagebekendtgørelsen blev i første instans truffet af bedømmerne i sagen (§ 4). Bedømmernes afgørelse kunne indbringes for et ankenævn (§ 7). Klagerne skulle indgives gennem institutionen (§§ 2, stk. 1, og 8, stk. 1). Afgørelserne skulle meddeles til institutionen der herefter skulle give klageren meddelelse om afgørelserne (§§ 5, stk. 1, 14, stk. 1, og 15, stk. 1).
Ombudsmandens udtalelse
Resumé
Ombudsmanden kritiserede på flere punkter et universitet og Undervisningsministeriet for behandlingen af en klage over bedømmelsen af et speciale. Ombudsmanden udtalte bl.a. at universitetet burde have sendt sagen til Undervisningsministeriet til afgørelse.
Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt at universitetet ikke traf afgørelse vedrørende klage over forhold der ikke faldt ind under eksamensklagebekendtgørelsens område, og kritiserede Undervisningsministeriet for ikke at have påtalt de nævnte forhold over for universitetet.
Ombudsmanden var ikke enig med myndighederne i deres afgrænsning af klagepunkter som henholdsvis faglige og retlige, og ombudsmanden kritiserede derfor at afvisning af (dele af) klagen til dels var sket med en forkert begrundelse.
Klageren fik senere aktindsigt i et brev der ikke var blandt de sagsakter ombudsmanden modtog i forbindelse med sin behandling af sagen. Heraf fremgik at der var begået en ekspeditionsfejl. Undervisningsministeriet oplyste at ministeriet havde meddelt universitetet at det fandt ekspeditionsfejlen højst uheldig - en betegnelse ombudsmanden var enig i. (J.nr. 1995-1076-712).