Indbringelse for fogedretten af parkeringsafgifter - modregning

Indbringelse for fogedretten af parkeringsafgifter. Modregning

A klagede over at Rigspolitichefen havde modregnet en parkeringsafgift i refusion af vægtafgift. A fandt at der ikke var nogen retssikkerhed når han ved den stedfundne modregning blev afskåret fra at gøre indsigelser gældende mod parkeringsafgiften under en inddrivelsessag ved fogedretten.

I forbindelse med min behandling af henvendelsen rettede jeg bl.a. opmærksomheden mod en ændring af færdselsloven om klageafkortning og en bestemmelse i vægtafgiftsloven om modregning.

Før ændringen af færdselsloven ved lov nr. 287 af 10. juni 1976 kunne politiets afgørelser om parkeringsafgift påklages til Justitsministeriet. Ved den nævnte lovændring blev klageadgangen afskåret. Af bemærkningerne til § 120 i lovforslaget til ændring af færdselsloven fremgik følgende (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 420)

"Efter de gældende regler om standsnings- og parkeringsafgifter vil den, der har fået pålagt en sådan afgift, kunne påklage politiets afgørelse til justitsministeriet. Den pågældende vil endvidere have mulighed for at få sine indsigelser prøvet i fogedretten, såfremt afgiften forsøges inddrevet af politiet. Da det imidlertid skønnes forsvarligt, at politiets afgørelse alene prøves af fogeden, foreslås der i stk. 2, 1. pkt. , en ny bestemmelse, hvorefter afgørelser om pålæggelse af afgift ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed."

Ved lov nr. 252 af 22. maj 1986 blev der indsat en bestemmelse om modregning i § 6, stk. 5, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget til denne bestemmelse fremgik følgende (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 4614)

"Der foreslås i lovforslagets § 1, nr. 1, (vægtafgiftslovens § 6, stk. 5) indført en hjemmel til at foretage modregning med hensyn til eventuel vægtafgiftsrestance eller restance med hensyn til standsning- og parkeringsafgift i forbindelse med refusion af vægtafgift. Denne ændring tilsigter at opnå en begrænsning af administrationsomkostningerne. Indførelsen af den foreslåede modregningsadgang er anbefalet af rigsrevisionen."

Jeg sendte A's brev til Trafikministeriet for at ministeriet - efter forhandling med Skatteministeriet, herunder om hvorvidt tilkendegivelserne i forbindelse med færdselslovsændringerne i 1976 havde været taget i betragtning ved indførelsen af bestemmelsen i vægtafgiftslovens § 6, stk. 5 - kunne besvare det rejste spørgsmål om retssikkerhed direkte over for ham. Jeg udbad mig samtidig underretning om ministeriets besvarelse.

Trafikministeriet underrettede mig efterfølgende om at ministeriet i et brev til A havde oplyst at den konkrete modregning efter ministeriets opfattelse ikke havde medført nogen forringelse af hans retssikkerhed i forbindelse med den pålagte afgift. Ministeriet havde henvist til at modregningen i det foreliggende, konkrete tilfælde ikke medførte at hele parkeringsafgiften blev betalt. Havde A ikke selv betalt et resterende beløb på 96 kr., skulle politiet have indbragt sagen for fogedretten hvor A kunne have gjort sine indsigelser gældende.

Trafikministeriet underrettede mig endvidere om at Skatteministeriet havde oplyst at modregningsadgangen for standsnings- og parkeringsafgift i vægtafgiftsloven blev indsat på Justitsministeriets foranledning.

Justitsministeriet oplyste over for Trafikministeriet at ministeriet havde gennemgået nogle sager, og at der i den forbindelse ikke var fremkommet oplysninger der ikke allerede fremgik af Trafikministeriets sag. Justitsministeriet havde derfor ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Rigsrevisionen afgav den 11. oktober 1995 en udtalelse over for Trafikministeriet. Det fremgik heraf bl.a.

"I ny skrivelse af 6. januar 1986 til Rigspolitichefen gav Rigsrevisionen udtryk for, at man ønskede en orientering om overvejelserne vedrørende muligheden for modregning af skyldig parkeringsafgift i refusion af vægtafgift, og om på hvilket grundlag man baserede antagelsen af, at det kun ville blive aktuelt i få tilfælde. Rigspolitichefen besvarede den fornyede henvendelse ved skrivelse af 25. februar 1986. Rigspolitichefen gav heri udtryk for, at embedet tidligere havde ladet foretage undersøgelser til belysning af gennemførligheden af en sådan modregning. Endvidere at embedet på ny, efter Rigsrevisionen havde rejst spørgsmålet, havde foretaget en stikprøve af godt 200 sager, hvor tilbagebetaling af vægtafgift var aktuel. Ved denne undersøgelse blev der ikke fundet en eneste mulighed for modregning. Når hertil føjedes, at en sådan modregningsadgang kun ville være til stede i et meget kort tidsrum - maksimalt 14 dage - fandt rigspolitichefen ikke, at der kunne være basis for at søge gennemført rutiner med henblik på gennemførelse af den blot teoretisk set mulige modregningsadgang. Rigspolitichefen gav afsluttende udtryk for, at han selvsagt til stadighed ville være opmærksom på problemet.

Det er formodentlig denne korrespondance, der er årsagen til omtalen i lovbemærkningerne af, at den foreslåede modregningsadgang er anbefalet af Rigsrevisionen.

De nærmere motiver for Rigsrevisionens holdning til modregningsadgangen fremgår ikke af korrespondancen, men Rigsrevisionens generelle holdning til spørgsmålet er, at der i videst muligt omfang af hensyn til den bedst mulige sikring af statens fordringer bør være adgang til modregning, og at der selvsagt ikke må kunne rejses tvivl om det hjemmelsmæssige grundlag herfor.

Synspunktet bygger på de almindelige betragtninger omkring den statslige virksomheds økonomiske forvaltning, herunder at der skal tages skyldige økonomiske hensyn ved udøvelsen af offentlig virksomhed. Det gælder også på indtægtssiden, hvor staten skal bestræbe sig på, at sikre sine indtægter bedst muligt. Det er dette der i den såkaldte gebyrsag, har været udgangspunktet for Rigsrevisionens forslag om tilvejebringelse af en mere tidssvarende udpantningshjemmel, regler om morarenter samt klar hjemmel for opkrævning af gebyr ved udsendelse af erindringsskrivelser, jf. statsrevisorernes beretning nr. 5/1991."

Trafikministeriet meddelte mig herefter at ministeriet ikke fandt anledning til at undersøge sagen nærmere medmindre jeg anmodede ministeriet om yderligere undersøgelser.

Trafikministeren havde tillige besvaret et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg på det omhandlede område. Trafikministeren blev spurgt (spørgsmål 214 - Alm. del - bilag 447) "hvilken retssikkerhed har den borger, der mener, at afgiften er pålagt med urette, og på hvilket tidspunkt i sagsforløbet kan sagen indbringes for fogedretten?"

Trafikministeren svarede hertil: "Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 213, vil det i alle tilfælde - hvadenten parkeringsafgift er pålagt af politiet eller af de kommunale parkeringskontrollører - være fogedretten, der tager stilling til eventuelle indsigelser.

..."

Jeg anmodede Trafikministeriet om at oplyse om det efter ministeriets opfattelse var muligt at få spørgsmålet om berettigelsen af en pålagt afgift forelagt for fogedretten, selv om der er modregnet fuldt ud. Jeg henviste herved til Trafikministeriets besvarelse af spørgsmål 213-214 og til cirkulære nr. 76 af 29. marts 1977, § 12, der synes at åbne mulighed for prøvelse ved fogedretten.

Trafikministeriet besvarede i skrivelse af 13. februar 1996 spørgsmålet benægtende idet ministeriet anførte

"...

Trafikministeriet kan oplyse, at efter færdselslovens § 121, stk. 4, sidste punktum, kan en standsnings- og parkeringsafgift inddrives ved udpantning. Dette medfører, jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, at der kan foretages udlæg efter denne lovs bestemmelser for ikke betalte afgifter. I forbindelse hermed kan fogedretten tage stilling til indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen efter retsplejelovens § 501.

Som bekendt kunne der tidligere klages over en standsnings- og parkeringsafgift til Justitsministeriet. Denne klageadgang blev afskåret ved lov nr. 287 af 10. juni 1976. Af bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 420) fremgår bl.a.: 'Den pågældende vil endvidere have mulighed for at få sine indsigelser prøvet af fogedretten, såfremt afgiften forsøges inddrevet af politi.

Det er på denne baggrund Trafikministeriets opfattelse, at prøvelsen af afgiften alene er knyttet til inddrivelsen af en ikke-betalt afgift, og at der ikke i bestemmelsen eller forarbejderne hertil er grundlag for at antage, at afgiften kan prøves af fogedretten i de tilfælde, hvor der ikke er behov for at inddrive afgiften.

Der ses således ikke at være retsgrundlag for, at en parkant kan få sine indsigelser mod en afgift prøvet af fogedretten, når afgiften er betalt. Dette må efter Trafikministeriets opfattelse også gælde, når betaling er sket ved fuldstændig modregning. I disse tilfælde må parkanten søge afgiften tilbagebetalt ved almindeligt civilretligt søgsmål.

Bestemmelsen i § 12 i cirkulære nr. 76 af 29. marts 1977 om afgift for standsnings- og parkeringsforseelser indeholder efter ministeriets opfattelse alene et påbud til politiet om, at der skal vejledes om muligheden for at få indsigelser mod afgiften prøvet af en domstol (fogedretten), således at parkanten ikke betaler afgiften ud fra den fejlagtige opfattelse, at lovgivningen ikke giver mulighed for at få indsigelser prøvet uden at anlægge almindeligt civilretligt søgsmål.

For så vidt angår ministeriets besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål 213-214 bemærkes, at der i besvarelsen af spørgsmål 213 er redegjort for adgangen til at få afgiften pålagt af kommunen prøvet af fogedretten. Det fremgår af svaret, at denne prøvelse er knyttet til opkrævning/inddrivelse af afgiften.

Hensigten med første afsnit i besvarelsen af spørgsmål 214 er alene at præcisere, at der, uanset om afgiften pålægges af kommunen eller politiet, (i princippet) er den samme mulighed for at fremsætte indsigelser for fogedretten."

Jeg skrev herefter således til Folketingets Retsudvalg og trafikministeren

"...

Folketinget synes ved ændringen af færdselsloven i 1976 at have forudsat at en borger skulle have mulighed for at få prøvet eventuelle indsigelser mod en parkeringsafgift i fogedretten. Ved ændringen af vægtafgiftsloven i 1986 er der indsat en direkte hjemmel til modregning der i nogle tilfælde kan bevirke et bortfald af denne mulighed, uden at der - så vidt det fremgår - har været taget udtrykkeligt stilling til denne konsekvens.

På denne baggrund finder jeg det rettest efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 11 at give Folketingets Retsudvalg og trafikministeren meddelelse om sagen."

Jeg modtog efterfølgende oplysning om at Folketingets Retsudvalg den 4. marts 1996 havde stillet spørgsmål til trafikministeren på baggrund af min henvendelse. Efter at have indhentet en udtalelse fra Justitsministeriet i sagen oplyste trafikministeren den 21. august 1996 over for Folketingets Retsudvalg blandt andet at det måtte erkendes "at en parkant ikke i alle tilfælde har mulighed for at få indsigelser mod en standsnings- og parkeringsafgift prøvet af fogedretten. Det gælder bl.a. når afgiften er betalt fuldt ud ved modregning. Mine overvejelser må derfor omfatte muligheden for at indføre en prøvelsesadgang i denne særlige situation." På baggrund af Rigsrevisionens udtalelse i den konkrete sag fandt trafikministeren ikke grundlag for at foreslå adgangen til modregning ophævet. Trafikministeren fortsatte

"...

Hvis der som Folketingets Ombudsmand har været inde på, skal tilvejebringes hjemmel til, at fogedretten også kan tage stilling til indsigelser i de tilfælde, hvor der på grund af modregning ikke er grundlag for at inddrive parkeringsafgiften, vil dette kræve en ændring af retsplejeloven.

Trafikministeriet har derfor anmodet Justitsministeriet om en udtalelse i forbindelse med Retsudvalgets spørgsmål.

Trafikministeriet har endvidere anmodet Rigspolitichefen om at oplyse, hvor mange modregninger der har været foretaget for forfaldne parkeringsafgifter i refusion af vægtafgift, siden den i sagen omtalte ændring af vægtafgiftsloven i 1986 trådte i kraft 1. januar 1987 og om muligt, hvorvidt der er foretaget fuldstændig modregning, således at parkeringsafgiften blev betalt fuldt ud ved modregningen.

...

Af Justitsministeriets udtalelse fremgår bl.a.: 'En ordning, hvorefter berettigelsen af et krav mod en privat, der er inddrevet ved modregning, kunne indbringes umiddelbart for fogedretten, ville i øvrigt være en nydannelse i dansk ret, som der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er grundlag for at indføre.'

På denne baggrund finder jeg ikke grundlag for at overveje, om fogedretten skal kunne prøve berettigelsen af en standsnings- og parkeringsafgift, der er betalt ved modregning.

Justitsministeriet foreslår samtidig, at det overvejes at indsætte en regel f.eks. i færdselslovens § 121, stk. 2, om en administrativ klageordning i tilfælde, hvor en parkeringsafgift inddrives ved modregning.

Rigspolitichefen har oplyst, at der siden 1992 frem til april 1996 i 2012 tilfælde er foretaget hel eller delvis modregning for forfaldne parkeringsafgifter i refusion af vægtafgift. Det fremgår ikke af statistikken, hvor mange tilfælde, der omfatter modregning for hele parkeringsafgiften.

Det har således ikke været muligt at få klarlagt, hvor mange konkrete tilfælde, der eventuelt ville være omfattet af en særlig administrativ klageadgang

På denne baggrund har jeg anmodet mine embedsmænd om sammen med de berørte myndigheder - Skatteministeriet, Justitsministeriet/Rigspolitiet - nærmere at overveje, om der er grundlag for at indføre en særlig administrativ klageinstans i de tilfælde, hvor parkanten på grund af fuld modregning i refusion af vægtafgift er afskåret fra, at få eventuelle indsigelser mod en standsnings- og parkeringsafgift prøvet af fogedretten."

Resumé

På baggrund af en konkret klage spurgte ombudsmanden Trafikministeriet om det efter ministeriets opfattelse var muligt at få spørgsmålet om berettigelsen af en pålagt parkeringsafgift forelagt for fogedretten i tilfælde hvor afgiftsbeløbet blev modregnet fuldt ud i et krav på refusion af vægtafgift.

Da Trafikministeriet svarede benægtende, fandt ombudsmanden det rigtigst at give Folketingets Retsudvalg og trafikministeren meddelelse om sagen. Ombudsmandens meddelelse blev givet under henvisning til at Folketinget ved ændring af færdselsloven i 1976 syntes at have forudsat at en borger skal have mulighed for at få prøvet eventuelle indsigelser mod en parkeringsafgift i fogedretten. Ved en ændring af vægtafgiftsloven i 1986 var der imidlertid indsat en direkte hjemmel til modregning. I nogle tilfælde kan dette medføre bortfald af muligheden for indbringelse for fogedretten, uden at der - så vidt det fremgik - havde været taget udtrykkelig stilling til denne konsekvens. (J.nr. 1995-2-612).