Fortolkning af forskrifter om mørke bag- og sideruder i biler

Fortolkning af forskrifter om mørke bag- og sideruder i biler

I breve af 8. og 21. december 1994 og 6. januar 1995 klagede A til mig over Færdselsstyrelsens afgørelser vedrørende krav om lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder i limousinebiler.

I anledning af klagen har jeg indhentet udtalelser af 28. februar 1995 og 9. maj 1995 fra Færdselsstyrelsen. Jeg har endvidere haft sagens akter til gennemsyn.

Det fremgår af sagen at A i brev af 28. juni 1994 skrev følgende til Færdselsstyrelsen

"Flere af foreningens medlemmer har henvendt sig til mig i anledning af, at de ved periodisk syn har fået besked om, at deres vogne ikke kan godkendes, fordi vognene ikke overholder et krav i 'Detailforskrifter for Køretøjer 1994', side 154, der lyder

Bagrude og bageste sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang. Bestemmelsen gælder også for ruder med solfilter i form af påsprøjtet eller påklæbet film.

I den anledning skal jeg tillade mig at bede Dem om at meddele mig hvornår denne bestemmelse første gang stod i 'Detailforskrifter for Køretøjer'."

I brev dateret 18. juni (skal formentlig være 18. juli) 1994 skrev brancheforeningen bl.a. følgende

"Jeg vil anslå at ca. en trediedel af de godt 50 limousiner, der er i Danmark, er forsynet med mørkt tonede ruder bag i vognen.

Da jeg ikke har fået oplyst hvornår bestemmelsen om mørke ruder bag i vognen er optaget i 'Detailforskrifter' vil jeg i det følgende gå ud fra, at bestemmelsen er indført før limousinerne blev godkendt til erhvervsmæssig persontransport med de farvede vinduer. Jeg har fået oplyst, at man tidligere ved godkendelse af 'personbil M1' har taget let på den ovennævnte regel og at man nu har opstrammet håndhævelsen på baggrund af en 'Meddelelse om køretøjers indretning' fra Færdselssikkerhedsafdelingen dateret den 15.02.93 som igen er et resultat af at man har observeret et stigende antal personbiler M1 med tonede ruder.

Limousiner er som andre hyrevogne omfattet af reglerne om periodisk syn. Som det fremgår af det ovennævnte har selve godkendelsen til erhvervsmæssig persontransport været særdeles grundig, omhyggelig og tidskrævende. Ved det periodiske syn lægges vægten på det sikkerhedsmæssige (specielt bremser, styretøj og lygter).

Det er min opfattelse at den første, omfattende, undersøgelse resulterer i en godkendelse, der er en såkaldt 'begunstigende forvaltningsakt'. Ifølge dansk forvaltningsret skal der ske en kraftig ændring i faktiske forhold før en sådan forvaltningsakt kan trækkes tilbage. ('Annulleres').

At en myndighed beslutter at håndhæve en ret uvæsentlig detalje i 'Detailforskrifter for Motorkøretøjer', som man ikke tidligere har håndhævet, medfører ikke, at forvaltningsakten kan annulleres, der skal langt stærkere grunde til."

I brev af 19. juli 1994 skrev Færdselsstyrelsen bl.a. følgende til A

"Færdselsstyrelsen kan i den anledning oplyse, at Detailforskrifter for Køretøjer, der blev udsendt 1. gang i 1977, i pkt. 10.03.004(4) indeholdt en bestemmelse, der tillod, at køretøj kan være forsynet med forrude, der ved fremstillingen er svagt farvet over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruden tillader mere end 70% af det indfaldende lys at passere inden for det normale synsfelt.

På dette tidspunkt var der ikke eksplicit taget stilling til, i hvilket omfang andre ruder kunne være farvede, idet der ikke havde vist sig behov herfor.

I Detailforskrifter for Køretøjer 1984 blev bestemmelsen i pkt. 10.03.004(4) ud fra en logisk vurdering ændret til ikke blot at omfatte forruder, men til at omfatte alle ruder i et køretøj. Den ændrede bestemmelse er ikke markeret som en skærpelse og er således opfattet som en lempelse i forhold til tidligere regler.

I Detailforskrifter for Køretøjer 1992 blev denne bestemmelse ophævet som generel bestemmelse og blev, hvad angår bagrude og bageste sideruder, erstattet af en bestemmelse i pkt. 10.03.021(5), der alene omfatter personbil M1, og hvoraf fremgår, at bagrude og bageste sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang.

På baggrund af en række forespørgsler blev det i 1993 i pkt. 10.03.021(5) præciseret, at bestemmelsen også gælder for ruder med solfilter i form af påsprøjtet eller påklæbet film.

Det er derfor Færdselsstyrelsens opfattelse, at pkt. 10.03.021(5) i Detailforskrifter for Køretøjer 1994 har været indeholdt i Detailforskrifter for Køretøjer, siden disse blev udsendt 1. gang i 1977.

Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører dog under domstolene."

I brev af 28. juli 1994 til A skrev Færdselsstyrelsen videre følgende

"Færdselsstyrelsen skal hertil meddele, at den af Typegodkendelsessektionen udstedte godkendelseserklæring har til formål at dokumentere, at det pågældende køretøj opfylder betingelserne for at blive godkendt til hyrekørsel, se således også Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 87 af 10. marts 1980 om særlige krav til hyrevogne med senere ændringer. Kopi af bekendtgørelsen vedlægges til orientering. Køretøjet bliver ved udstedelse af godkendelseserklæringen erklæret egnet til hyrekørsel.

Køretøjet skal derefter, som sket, stille til registreringssyn hos Statens Bilinspektion, hvor det skal kontrolleres, at køretøjet opfylder gældende bestemmelser i Detailforskrifter for Køretøjer. Ved de senere periodiske syn skal Statens Bilinspektion kontrollere, at køretøjet er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, og at køretøjet opfylder Detailforskrifter for Køretøjer.

Det er på den baggrund Færdselsstyrelsens opfattelse, at Statens Bilinspektion ikke er afskåret fra at kræve, at de pågældende køretøjer opfylder bestemmelserne i Detailforskrifter for Køretøjer, inden de godkendes. Færdselsstyrelsen kan således ikke imødekomme (A)'s anmodning.

Færdselsstyrelsen skal i øvrigt henlede (A)'s opmærksomhed på, at der ikke er tale om en tilbagekaldelse af den af Typegodkendelsessektionen udstedte godkendelseserklæring, idet køretøjerne stadig i princippet er egnede til hyrekørsel.

Denne afgørelse kan efter § 3, stk. 1, i Bekendtgørelse nr. 215 af 22. marts 1994 om henlæggelse af beføjelser til Færdselsstyrelsen ikke indbringes for trafikministeren. I medfør af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan trafikministeren dog bestemme, at en afgørelse, der efter førnævnte bestemmelse ikke kan indbringes for ministeren, skal kunne indbringes for denne.

Hvis De ønsker en vurdering af, om denne afgørelse findes at burde kunne indbringes for ministeren, skal De rette henvendelse til: Trafikministeren, Frederiksholms Kanal 27 F, 1220 København K."

I brev af 4. oktober 1994 rettede A henvendelse til trafikministeren. Foreningen anførte bl.a. følgende

"Yderligere skal det fremføres, at en grund til at bilinspektionerne ikke har reageret overfor de farvede ruder kan være at de, i overensstemmelse med Detailforskrifter for motorkøretøjer, godkender massevis af biler med farvede bag- og bageste sideruder. Fire af de limousinevogne, der er 'kommet i klemme' er karosserimæssigt identiske med vogne, der er indregistreret som (små) busser og som varevogne og hvis de er det må de gerne have farvede bag- og sideruder. Om disse vogne, såkaldte 'vans', er indregistreret som limousine eller bus (d.v.s. med 9 pladser i vognen eller med 10 eller flere pladser i vognen) afhænger af om armlænet bag i vognen fjernes eller ej. Hvis det fjernes er der i de fleste 'vans' (teoretisk) plads til 4 på bagsædet. Hvis der er armlæn er der kun (teoretisk) plads til tre på bagsædet. Der er selvfølgeligt bedre udsyn gennem en rude, der er klar end en rude, der er mørk, men hvis man i færdselsstyrelsen mener, at det er forsvarligt at have farvede vinduer i en bil med 10 pladser eller mere, mener vi ikke at man med føje kan påstå, at det er mindre forsvarligt at køre med et identisk køretøj blot fordi det er indregistreret til færre passagerer.

Der er således, efter (A)'s opfattelse, ikke nogen færdselssikkerhedsmæssige, konkrete hensyn, der taler mod udstedelsen af en dispensation."

Den 17. november 1994 skrev trafikministeren bl.a. følgende til A

"Færdselsstyrelsen, som i anledning af Deres henvendelse er blevet bedt om en udtalelse, henholder sig til sin tidligere afgørelse.

Afgørelser, som i medfør af Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 215 af 22. marts 1994 er henlagt til Færdselsstyrelsen, kan hverken indbringes for højere administrativ myndighed eller for trafikministeren, medmindre ministeren træffer særlig beslutning herom.

Jeg har i dette tilfælde ikke fundet grundlag for at træffe en sådan beslutning.

Færdselsstyrelsen har imidlertid ikke taget stilling til spørgsmålet om et eventuelt erstatningsansvar for Statens Bilinspektion i forbindelse med denne styrelses godkendelser af køretøjerne ved registreringssynet.

Såfremt Deres medlemmer finder, at Færdselsstyrelsens afgørelse giver dem grundlag for at rejse et krav om erstatning, må jeg henvise dem til at rette henvendelse til Statens Bilinspektion/Færdselsstyrelsen herom."

I A's breve til mig i december 1994 og januar 1995 er bl.a. anført følgende

(Brev af 21. december 1994)

"Detailforskrifter for motorkøretøjer er udarbejdet af Færdselssikkerhedsafdelingen (Nu: Færdselsstyrelsen) og Statens Bilinspektion, som har godkendt bilerne, er en del af Færdselssikkerhedsafdelingen. Da Statens Bilinspektion gennem de sidste 20 år har godkendt limousiner over hele landet med mørke bag og bageste sideruder må det antages at Statens Bilinspektion betragter detailforskrifterne som vejledende - eller der må være en anden forklaring.

3) I dag har jeg derfor talt med den ledende bilinspektør i (X), hr. (B). Bilinspektøren oplyste, at det er hans opfattelse (som altså ikke er den samme som Færdselsstyrelsens) at det indtil 1992, hvor den nugældende regel blev indføjet i detailforskrifterne, var et fortolkningsspørgsmål om der var regler for andet end for ruder og forreste sideruder. Bilinspektørerne mente ikke , at der var sådanne regler og om bag- og sideruder var for mørke til at man fandt det forsvarligt blev derfor besluttet ud fra et skøn. Derfor har man i hele landet godkendt limousiner med mørke bag- og bageste sideruder."

(Brev af 6. januar 1995)

"Jeg har i anden anledning talt med den ledende bilinspektør ved bilinspektionen i (Y). (Den ene af de to bilinspektioner i (X).

Bilinspektøren, (C), oplyste, at det er hans opfattelse, at der ikke tidligere har været regler for bag- og bageste sideruder. Han var derfor af den mening at der er tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft og derfor har han, da bilinspektionerne af Færdselsstyrelsen fik besked på at nægte fortsat godkendelse til biler med mørke bag- og sideruder, foreslået Færdselsstyrelsen at man gav dispensation til allerede registrerede biler eftersom man ikke tidligere ved nye krav i bekendtgørelsen har givet regler der også skulle gælde allerede registrerede biler. Færdselsstyrelsens jurister havde sagt nej til hans forslag 'da det er Færdselsstyrelsens juristers opfattelse at der allerede før 1992 var regler om mørke bag- og bageste sideruder'. Da Færdselsstyrelsen er hans overordnede myndighed var han nødt til at nægte godkendelse ved periodesyn og ejerskiftesyn.

Bilinspektør (C)'s oplysninger overrasker mig ikke. De svarer nøje til hvad den ledende bilinspektør i (X), hr. (B), har oplyst. (Se min skr. til Dem af 8. december 1994).

Det er min opfattelse, at hvis landets bilinspektører, i mange år, indtil 1992 hvor bestemmelsen blev indført, har fortolket detailforskrifter for motorkøretøjer således at man ikke mente at der i bekendtgørelsen var regler for bag- og bageste sideruder, så kan juristerne i Færdselsstyrelsen ikke nu, ved en ny og meget 'ordkløverisk' fortolkning af de gamle detailforskrifter, til skade for borgerne komme til et andet resultat og pålægge bilinspektørerne at administrere efter denne nye fortolkning."

I udtalelsen af 28. februar 1995 har Færdselsstyrelsen bl.a. anført følgende

"2. Om de generelle regler på området kan det oplyses, at når et køretøj ønskes anvendt til hyrekørsel, skal det være standardtypegodkendt til hyrekørsel eller være fundet egnet til hyrekørsel ved standardtypegodkendelse, jf. § 9, stk. 1, i Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 om hyrekørsel.

I forbindelse med udstedelse af en standardtypegodkendelse bliver det undersøgt, om det pågældende køretøj opfylder betingelserne for at blive godkendt til hyrekørsel, jf. Ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 87 af 10. marts 1980 om særlige krav til hyrevogne. Der er tale om tekniske krav til indretningen, bl.a. opmåles afstanden fra sæde til loft, afstand mellem for- og bagsæderyglæn m.v. Køretøjet bliver ved udstedelse af godkendelseserklæring erklæret egnet til hyrekørsel.

Udover de nævnte krav skal køretøjet ligeledes opfylde bestemmelserne i Detailforskrifter for Køretøjer (DfK), som er en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i § 68, stk. 1 og § 118, stk. 5 i færdselsloven. DfK indeholder krav til køretøjers indretning og udstyr. I følge anordning nr. 160 af 27. april 1977 er DfK undtaget fra offentliggørelse i Lovtidende.

Færdselsstyrelsen kan om DfK oplyse, at disse, hvor ikke andet er bestemt i reglerne, er afhængige af, hvornår køretøjet første gang er registreret. Dette fremgår af indledningen til DfK.

Det er Statens Bilinspektion, der skal kontrollere, om køretøjet opfylder gældende bestemmelser i DfK, og dette sker i forbindelse med et registreringssyn. Dette syn tager ca. 20 minutter. Hyrevognen skal herefter til periodisk syn hvert år, og i den forbindelse skal Statens Bilinspektion kontrollere, at køretøjet er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, og at køretøjet opfylder Detailforskrifter for Køretøjer. Et periodisk syn varer ca. 20 minutter.

For alle køretøjer, uanset første registreringsdato, gælder den almindelige bestemmelse i færdselslovens § 67, stk. 1, hvorefter køretøjer skal være således indrettet, at det kan benyttes uden fare og ulempe for andre, samt skade for vejen.

Færdselslovens § 67 har bl.a. været benyttet som hjemmelsbestemmelse til udstedelse af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 2. april 1982 om solpersienner og rullegardintyper. Det fremgår af denne cirkulæreskrivelse, at færdselsloven ikke er overholdt, såfremt brugen af påbudt indvendigt førerspejl vanskeliggøres som følge af visse solpersienne- og rullegardintyper til personbiler. Cirkulæreskrivelsen er gældende for alle køretøjer, uanset hvornår de er registreret første gang. Det skal dog bemærkes, at der ikke i cirkulæreskrivelsen findes en fast grænseværdi, som f.eks. 70 % lysgennemgang, men der er tale om en konkret vurdering af førerens udsyn.

For så vidt angår køretøjer, der er registreret før den 1. april 1977, gælder endvidere Justitsministeriets bekendtgørelse om køretøjers indretning og udstyr (udstyrs-bekendtgørelsen) fra 1955, der blev udstedt med hjemmel i færdselsloven, hvor det af § 8 fremgår, at en motorvogn skal være således indrettet, at føreren har det fornødne udsyn fremad og til siderne.

Hvad angår køretøjer, der er registreret efter den 1. april 1977 , kan det oplyses, at det fremgik af det første sæt Detailforskrifter for Køretøjer (DfK) fra 1. april 1977 afsnit 10.03.004(4), at et køretøj kan være forsynet med forruder, der ved fremstillingen er svagt farvet over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruderne tillader mere end 70% af det indfaldne lys at passere. Detailforskrifterne fra 1977 indeholdt ingen specifikke regler om lysgennemgang gennem bagruder og sideruder, idet der ikke havde vist sig behov derfor.

Fra den 1. april 1984 blev bestemmelserne om ruder i DfK ændret således, at det fremgik af bestemmelsen, at 'køretøjer kan være forsynet med ruder, der ved fremstillingen er svagt farvede over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruderne tillader mere end 70 % af det indfaldne lys at passere inden for det normale synsfelt'. Denne ændring er hidtil af Færdselsstyrelsen blevet betragtet som en præcisering i forhold til tidligere, idet de hidtidige regler blev fortolket således, at også sideruder og bagruder kunne være tonede i samme grad som forruderne.

Fra den 1. april 1992 blev den generelle bestemmelse om ruder i DfK redaktionelt splittet op, og det fremgår af DfK fra 1992 afsnit 10.03.003, at 'forrude og forreste siderude (180 graders synsfelt) i motordrevet køretøj skal have mindst 70% lysgennemgang inden for det normale synsfelt'. I sammenhæng hermed fremgår endvidere, at for så vidt angår almindelige personbiler gælder også, at 'bagrude og bageste sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang'. Denne regel betyder, at alle køretøjer skal have minimum 70 % lysgennemgang forrest i bilen, samt at kun personbiler er forpligtet til ligeledes at have minimum 70 % lysgennemgang i bilens bageste ruder. Med ændringen blev det lovligt for f.eks. varebiler at have mørke bagruder og bageste sideruder, svarende til, at det i forvejen var tilladt at have varebiler uden bagruder og bageste sideruder.

Grunden til, at der er forskellige regler for varebiler henholdsvis personbiler er, at de enkelte køretøjskategorier har forskellige anvendelsesformål. En varebil er pr. definition en bil, der er indrettet til og benyttes til godsbefordring og allerede af den grund vil udsynsmulighederne bagud i en varebil, enten på grund af gods eller fordi varerummet ikke er forsynet med ruder, være væsentligt forringet i forhold til en personbil. Det anses derfor som en nødvendighed under hensyn til køretøjets anvendelsesformål, at udsynet er forringet, og derfor accepteres det, efter princippet om det mindre i det mere, at varebiler kan være forsynet med mørke ruder. Det overordnede hensyn er dog stadig hensynet til færdselssikkerheden og dermed ønsket om at begrænse brugen af mørke ruder mest muligt. Dette er baggrunden for, at man ikke tillader, at en meget større gruppe af biler, nemlig personbilerne, kan køre med mørke ruder.

3. Den ovenfor nævnte opfattelse af reglerne, herunder opfattelsen af, at regelændringen den 1. april 1984 alene skulle betragtes som en præcisering af de hidtidige regler, er i overensstemmelse med den opfattelse af regelsættet som Færdselsstyrelsen gav udtryk for i sit brev af 19. juli 1994 til (A).

4. I nærværende sag er der tale om, at Statens Bilinspektion tidligere har godkendt, at de pågældende biler er forsynet med mørke ruder.

I anledning af Folketingets Ombudsmands henvendelse har Færdselsstyrelsen foretaget en fornyet gennemgang af sagen og i den sammenhæng foretaget en fornyet vurdering af rækkevidden af de regelændringer, der er sket i perioden.

Færdselsstyrelsen finder herefter fortsat, at for så vidt angår de personbiler, der er registreret første gang efter 1. april 1984 , er det ikke lovligt at have bagrude og bageste sideruder med mindre end 70 % lysgennemgang, hvilket fremgår af DfK. Det skal i den forbindelse fremhæves, at ordet ruder er at betragte som en fællesbetegnelse for samtlige ruder, dvs. forruder, sideruder og bagruder.

Færdselsstyrelsen er ligeledes fortsat af den opfattelse, for så vidt angår køretøjer der er registreret første gang efter 1. april 1984 , at det er berettiget, at Statens Bilinspektion i dag nægter at godkende de pågældende køretøjer, før ruderne er bragt i forskriftsmæssig stand.

Dette gælder, uanset at Statens Bilinspektion tidligere - ved forkert regelanvendelse - har godkendt de pågældende køretøjer. Færdselsstyrelsen har således fundet, at de hensyn til færdselssikkerheden, der er tilgodeset ved DfK's krav til lysgennemgang, i denne sammenhæng må tillægges større vægt end borgerens forventning, som Statens Bilinspektion kan have skabt, til fortsat opretholdelse af en (ulovlig) tilstand.

Hvad angår de køretøjer, der er registreret første gang før 1. april 1984 , var der som nævnt ikke fastsat specifikke bestemmelser om lysgennemgang gennem bagruder og sideruder.

Efter den fornyede vurdering af regelgrundlaget på området finder Færdselsstyrelsen det tvivlsomt, om ændringen i 1984 - således som det var lagt til grund ved Færdselsstyrelsens afgørelse af 19. juli 1994 - alene kan tages som udtryk for en præcisering af de hidtidige regler, eller om den indebar en skærpelse af reglerne.

Under hensyn til denne tvivl er Færdselsstyrelsen af den opfattelse, at Statens Bilinspektions afgørelse om godkendelse kun kan omgøres, i relation til ønsket om fornyet godkendelse, såfremt afgørelsen klart tilsidesætter de hensyn, der fremgår af færdselslovens § 67, stk. 1, således at køretøjet ikke kan benyttes uden fare og ulempe for andre, og derfor udgør en væsentlig fare for færdselssikkerheden.

Færdselsstyrelsen vil på denne baggrund orientere Statens Bilinspektion om, at for køretøjer indregistreret før den 1. april 1984 skal der udøves et konkret skøn ved vurdering af rudernes betydning for førerens udsyn.

Det medfører, at de køretøjer, der er registreret første gang før den 1. april 1984 , og som hidtil har været godkendt med mørke ruder, kun undtagelsesvis vil blive nægtet godkendelse".

Som kommentar hertil har A i brev af 2. april 1995 bl.a. anført følgende

"Færdselsstyrelsen argumenterer for at der er forskellige regler for i øvrigt identiske van's når de anvendes til varetransport og persontransport. Færdselsstyrelsen undlader ganske at kommentere foreningens tidligere fremsatte oplysninger: Der er mange, mange vans, der ikke er indregistreret til varetransport men til 'buskørsel' og 'privat buskørsel' d.v.s. til kørsel med over 9 passagerer. Grunden er selvfølgelig den meget lave stykafgift, der indtil for nyligt var på biler, der blev indregistreret til at transportere mere end 9 passagerer. 'Busserne' må gerne have mørke bag- og sideruder. Den eneste forskel på de 3 van's, der anvendes i limousinebranchen og 'busserne' er at 'busserne' har fået fjernet armlænene på bageste sæderække således at det ved en opmåling er blevet godkendt at der kan sidde fire, og ikke tre, personer ved siden af hinanden bag i vognen. 'Det overordnede hensyn til færdselssikkerheden' synes således, mærkeligt nok, kun at spille en rolle for Færdselsstyrelsen når en van er indregistreret til at befordre MINDRE end 9 passagerer - hvis argumentationen skulle tages alvorligt måtte man tro, at det var vigtigere at transportere mere end 9 passagerer sikkert end mindre end 9."

Færdselsstyrelsen har i udtalelsen af 9. maj 1995 bl.a. anført følgende

"(A) anfører i sit brev af 2. april 1995, at mange van's er registreret til 'buskørsel' og 'privat buskørsel', og at dette kan lade sig gøre, fordi ejeren har fjernet armlæn på den bageste række sæder, således at der er plads til 9 passagerer. Det fremgår af brevet, at sådanne køretøjer gerne må have mørke bagruder og bageste sideruder, og foreningen stiller sig undrende overfor, at der gælder lempeligere regler for køretøjer, der er indrettet til transport af flere personer.

Hvad angår muligheden for at omdanne hyrevogne til busser, kan Færdselsstyrelsen oplyse, at visse hyrevogne er opbygget på basis af samme karosseri som en lille bus (personbil M2). I henhold til DfK afsnit 1.03 er en personbil M1 en bil, der er indrettet til at benyttes til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet. En personbil M2 er en bil, der er indrettet til befordring af mere end 9 personer, føreren medregnet, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 5.000 kg. Denne opdeling i M1 og M2 er i overensstemmelse med EU-direktiver på området. Det er således alene indretningen af køretøjet, der er bestemmende for, om det skal registreres som en M1 eller M2 og dermed bestemmende for, hvilke regler køretøjet skal opfylde.

I Detailforskrifter for Køretøjer stilles der forskellige tekniske krav til de forskellige køretøjskategorier, og kravene er udformet under hensyntagen både til færdselssikkerheden og til de forskellige formål, hvormed køretøjet skal benyttes. For nærmere detaljeret gennemgang af baggrunden for udformning af forskellige bestemmelser henvises i øvrigt til Færdselsstyrelsens brev af 28. februar 1995, side 3, sidste afsnit.

En personbil M2 er som nævnt pr. definition indrettet til befordring af mere end 9 personer. Det betyder, at de køretøjer, der falder ind under denne kategori, er helt små busser til 10 personer, men også busser i mellemstørrelsen er omfattet. Især i de større busser er førerens udsyn direkte bagud og skråt bagud ofte meget begrænset bl.a. på grund af passagersæder, der er anbragt på et højere niveau end førersædet og kabineadskillelsen bag førerpladsen. Disse forhold er bl.a. begrundelsen for, at bestemmelserne om ruder og udsyn i personbil M2, ligesom for varebiler, forudsætter at føreren alene har udsyn bagud via påbudte førerspejle. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der for disse køretøjer - i modsætning til personbil M1 - derfor ikke er krav om indvendigt førerspejl, men alene krav om udvendige førerspejle monteret på hver side af køretøjet.

Konsekvensen af et sådant system er, at køretøjer, der teknisk ligger på grænsen mellem 2 klasser, i princippet kan benyttes i begge køretøjsklasser, afhængig af hvordan køretøjet indrettes. At to næsten identiske køretøjer skal bedømmes efter forskellige regler, er således en konsekvens af, at reglerne af administrative hensyn er opdelt i køretøjsklasser, og at der gælder forskellige regler for de enkelte klasser.

Færdselsstyrelsen kan til Ombudsmandens orientering oplyse, at der i øjeblikket behandles en sag i Færdselsstyrelsen, hvor Opel har fået en EU-godkendelse til et køretøj, der er forsynet med mørk bagrude. Da der er tale om en EU-godkendelse har Færdselsstyrelsen været nødsaget til at acceptere dette køretøj, selv om det er Færdselsstyrelsens opfattelse, at godkendelsen er i strid med direktiverne om spejle og ruder. Færdselsstyrelsen agter derfor at rejse sagen over for de involverede godkendende myndigheder og eventuelt Kommissionen, i overensstemmelse med EU-reglerne om løsning af fortolkningsproblemer."

Ombudsmandens udtalelse

"I medfør af § 68, stk. 1, i færdselsloven (hovedlov nr. 287 af 10. juni 1976, nu lovbek. nr. 735 af 24. august 1992 med senere ændringer) har justitsministeren, senere trafikministeren, siden 1977 årligt udstedt Bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr (DfK). Bekendtgørelsen er - ved kongelig anordning nr. 160 af 1977 - fritaget for kundgørelse i Lovtidende.

De for denne sag centrale bestemmelser er i de årlige bekendtgørelser placeret under hovedpkt. 10.03 med overskriften 'UDSYN, RUDER MV.'

DfK fra 1977 indeholder bl.a. følgende bestemmelser

' 10.03.001 GENERELLE BESTEMMELSER

(1) Køretøj skal være således indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn fremad og til siderne.

...

10.03.004 SOLSKÆRME, SOLFILTRE M. V.

(1) ...

(2) ...

(3) Forrude og forreste sideruder må ikke være forsynet med solfilter i form af påsprøjtede eller påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.

(4) Køretøj kan være forsynet med forrude, der ved fremstillingen er svagt farvet over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruden tillader mere end 70 % af det indfaldende lys at passere inden for det normale synsfelt.'

De tilsvarende bestemmelser i DfK fra 1984 er sålydende

' 10.03.001 GENERELLE BESTEMMELSER

(1) Motordrevet køretøj skal være således indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn fremad og til siderne.

...

10.03.004 SOLSKÆRME, SOLFILTRE M. V.

(1) ...

(2) ...

(3) Forrude og forreste sideruder i motordrevet køretøj må ikke være forsynet med solfilter i form af påsprøjtede eller påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.

(4) Køretøj kan være forsynet med ruder, der ved fremstillingen er svagt farvet over hele arealet og/eller kraftigt farvet i et smalt felt foroven, såfremt ruderne tillader mere end 70 % af det indfaldende lys at passere inden for det normale synsfelt.'

I DfK 1984 er - under punkt 10.03.004 (4) - således 'forrude' ændret til 'ruder'. I øvrigt er bestemmelserne identiske.

DfK 1992 (og 1993) indeholder bl.a. følgende bestemmelser

' 10.03.001 GENERELLE BESTEMMELSER

(1) Motordrevet køretøj skal være således indrettet, at der fra førerpladsen er fornødent, direkte udsyn fremad og til siderne.

...

10.03.003 RUDER

(1) ...

(2) ...

(3) Forrude og forreste siderude (180o synsfelt) i motordrevet køretøj skal have mindst 70% lysgennemgang inden for det normale synsfelt.'

10.03.004 SOLSKÆRME, SOLFILTRE MV.

(1) ...

(2) ...

(3) Forrude og forreste sideruder i motordrevet køretøj må ikke være forsynet med solfilter i form af påsprøjtede eller påklæbede film, der helt eller delvis dækker ruden.

...

10.03.021 PERSONBIL M 1

(1) ...

(2) ...

(3) ...

(4) ...

(5) Bagrude og bageste sideruder skal have mindst 70% lysgennemgang.'

Fra 1992 er der således sket en opdeling af bestemmelsen med særlige regler for personbiler M 1 (indrettet til befordring af højst ni personer). I de tidligere bekendtgørelser har reglerne om udsyn, ruder mv. været ens for alle køretøjer.

Bestemmelserne om krav til udsyn fra et motordrevet køretøj er begrundet i hensynet til færdselssikkerheden. Såvel i udstyrsbekendtgørelsen fra 1955 som i de årlige bekendtgørelser om detailforskrifter for køretøjer siden 1977 har der været en generel bestemmelse om at et motorkøretøj skal være indrettet således at føreren har det nødvendige udsyn fremad og til siderne, jf. således den generelle bestemmelse i de årlige bekendtgørelsers pkt. 10.03.001.

Færdselssikkerhedsmæssige hensyn kan også begrunde krav om udsyn gennem bagrude og bageste sideruder. Sagen giver mig imidlertid anledning til at bemærke det - efter min opfattelse - åbenbare: at der er langt væsentligere færdselssikkerhedsmæssige hensyn knyttet til kravet om udsyn forud og til siderne end til (eventuelle) krav om udsyn gennem bagrude og bageste sideruder.

Bekendtgørelserne fra 1977-83

I detailforskrifterne fra 1977-83 er det - for alle køretøjer - bestemt at forruden kan være farvet hvis den tillader mere end 70% lysgennemgang. Som jeg må forstå Færdselsstyrelsens bemærkninger i sagen (i brevet af 19. juli 1994 til Dem og i udtalelsen til mig af 28. februar 1995), har det oprindeligt været styrelsens opfattelse at bestemmelsen (i pkt. 10.03.004 (4)) var udtryk for en fravigelse - lempelse - fra et udgangspunkt om at alle ruder skulle have fuldstændig (100%) lysgennemgang. Retsstillingen skulle herefter være den at kun forruder måtte have reduceret lysgennemgang. Jeg henviser til styrelsens bemærkninger i brevet af 19. juli 1994 (ovenfor, s. 3) om at ændringen fra 'forrude' til 'ruder' blev opfattet som en lempelse i forhold til de tidligere regler. Jeg bemærker hertil at et krav om at alle ruder som udgangspunkt skal have fuldstændig (100%) lysgennemgang, efter min opfattelse ville være af en sådan (indgribende) karakter at det ville forudsætte en udtrykkelig (skreven) regel.

I udtalelsen af 28. februar 1995 har Færdselsstyrelsen justeret sin beskrivelse af sin hidtidige opfattelse af retstilstanden til at 1984-ændringen ikke indebar en lempelse , men en præcisering af de hidtidige regler der 'blev fortolket således, at også sideruder og bagruder kunne være tonede i samme grad som forruderne'. Jeg bemærker at dette ikke er 'i overensstemmelse med den opfattelse af regelsættet som Færdselsstyrelsen giver udtryk for i sit brev af 19. juli 1994...', jf. udtalelsen af 28. februar 1995, pkt. 3.

For så vidt angår bagruder og bageste sideruder, er det imidlertid min opfattelse at der ved anvendelse af almindelige fortolkningsprincipper hverken er støtte for at nå til det resultat at kun forruder overhovedet måtte være farvede (skærpende modsætningsslutning), eller til det resultat at bagruder og bageste sideruder (kun) måtte være farvede i samme omfang som forruder (analogislutning): Det afgørende færdselssikkerhedsmæssige hensyn der fremgår af den generelle bestemmelse i punkt 10.03.001, er at sikre udsyn gennem det '180o synsfelt'. Bestemmelsen om begrænsningen (til 70% lysgennemgang) i forruder varetager dette hensyn. Udsyn gennem bagrude og bageste sideruder har ikke en betydning for færdselssikkerheden af samme styrke. På den baggrund og når bestemmelsen som her udtrykkeligt kun vedrører forruder, må en sædvanlig modsætningsslutning efter min opfattelse føre til at der ikke i bekendtgørelserne fra 1977-83 har været hjemmel til at kræve 70% lysgennemgang i bagrude og bageste sideruder. Jeg bemærker at det for så vidt angår forreste sideruder (som heller ikke er nævnt i bestemmelsen), forekommer mere nærliggende at foretage en analogislutning. Dette spørgsmål har jeg dog ikke fundet anledning til at vurdere nærmere.

Bekendtgørelserne fra 1984-91

I DfK for 1984 blev bestemmelsen i pkt. 10.03.004 (4) ændret således at 'forrude' blev erstattet af 'ruder'. På grund af den uklarhed der har været om opfattelsen af bestemmelsen, er det efter min mening vanskeligt at udlede hvad der var hensigten med ændringen i 1984. Jeg henviser til at Færdselsstyrelsen har overvejet om der var tale om henholdsvis en lempelse, en præcisering eller en skærpelse af reglerne.

Jeg er enig med Færdselsstyrelsen i at ordet 'ruder' efter en almindelig sproglig forståelse må betragtes som omfattende samtlige ruder i et motorkøretøj. Som reglerne før 1. april 1984 efter min opfattelse må forstås, jf. ovenfor, er der efter ordlyden tale om en skærpelse af reglerne. Dette har dog tilsyneladende ikke oprindeligt bevidst været tilsigtet, jf. det Færdselsstyrelsen har anført i brev af 19. juli 1994 om at den ændrede bestemmelse 'ikke (er) markeret som en skærpelse'.

Hvis det har været hensigten at bestemmelsen (i pkt. 10.03.004 (4)) skulle omfatte alle ruder, ville dette bl.a. have den - mindre forståelige - konsekvens at der var et krav om mindst 70% lysgennemgang gennem bagruder og bageste sideruder, mens det var tilladt at de samme ruder helt eller delvis var dækket af solfilter. Jeg henviser til at bestemmelsen i pkt. 10.03.004 (3) om solfiltre alene vedrører forruder og forreste sideruder.

Først med DfK fra 1992 blev der indført særlige regler om udsyn fra personbiler (M 1 ). I DfK fra 1984 var disse bestemmelser således ens for alle køretøjer. Som anført af Færdselsstyrelsen i udtalelsen af 28. februar 1995 (i det afsnit der er citeret ovenfor, s. 8 øverst) er det tilladt at have varebiler uden bagruder og bageste sideruder. Hvis bestemmelsen i DfK 1984, pkt. 10.03.004 (4), skal forstås som omfattende alle ruder, har det således den - endnu mindre forståelige - konsekvens at det var ulovligt for f.eks. varebiler at have farvede bag- og bageste sideruder, men lovligt slet ikke at have bag- og bageste sideruder.

På baggrund af oplysningerne i sagen må jeg lægge til grund at Statens Bilinspektion i perioden fra 1. april 1984 indtil ændringen af DfK i 1992 i meget vidt omfang (muligvis i samtlige tilfælde) har godkendt personbiler (limousiner) med bagruder med mindre end 70% lysgennemgang. Jeg henviser herunder bl.a. til Deres breve til mig af 21. december 1994 og 6. januar 1995 med oplysningerne fra de to bilinspektører. Disse breve har været forelagt Færdselsstyrelsen. Jeg må således lægge til grund at bestemmelserne om minimalt 70% lysgennemgang i perioden indtil DfK 1992 faktisk ikke er blevet anvendt på bagruder og bageste sideruder.

Færdselsstyrelsens opfattelse af at kravet om 70% lysgennemgang med DfK for 1984 gjaldt for alle ruder, støttes alene på ændring af ordlyden af bestemmelsen (fra 'forrude' til 'ruder'). Baggrunden for ændringen er ikke klar. Ud fra de forhold der er fremhævet ovenfor (b-e), mener jeg derimod at Færdselsstyrelsens retsopfattelse ikke kan opretholdes, og at et krav om min. 70% lysgennemgang også i bag- og bageste sideruder ikke har haft fornøden hjemmel i bekendtgørelsen om detailforskrifter for motorkøretøjer før ændringen i 1992.

Jeg har gjort Færdselsstyrelsen bekendt med min opfattelse og henstillet til styrelsen at praksis vedrørende godkendelse af motorkøretøjer indregistreret før 1. april 1992 justeres i overensstemmelse hermed.

..."

Færdselsstyrelsen orienterede mig senere om at styrelsen havde udfærdiget en meddelelse om køretøjers indretning og udstyr, hvoraf fremgår hvorledes køretøjer indregistreret før 1. april 1992 og forsynet med mørke ruder for fremtiden skal behandles i forbindelse med syn.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En brancheforening for limousiner klagede over Færdselsstyrelsens krav om mindst 70% lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder i personbiler. Foreningens medlemmer havde ved periodiske eftersyn ikke fået godkendt deres vogne med henvisning til at de ikke overholdt dette krav i de årlige bekendtgørelser om detailforskrifter for køretøjer.

Bekendtgørelsen for årene 1977-83 indeholdt en bestemmelse der tillod tonede forruder hvis der var mindst 70% lysgennemgang. I bekendtgørelsen fra 1984 blev "forruder" ændret til "ruder", og i bekendtgørelsen for 1992 blev der indsat en bestemmelse om at (også) bagruder og bageste sideruder i personbiler skal have mindst 70% lysgennemgang.

Færdselsstyrelsen mente at allerede bekendtgørelsen fra 1977 indeholdt et forbud mod farvede bag- og sideruder, men ændrede under sagen sin opfattelse til at der først med bekendtgørelsen fra 1984 var hjemmel til at kræve lysgennemgang i andre ruder end forruder.

Ombudsmanden udtalte at der efter almindelige fortolkningsprincipper ikke var hjemmel i bekendtgørelsen fra 1977-83 til at kræve 70% lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder. Ombudsmanden mente heller ikke at ændringen fra "forrude" til "ruder" i 1984 kunne udgøre en sådan hjemmel.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at kravet om minimum 70% lysgennemstrømning i bagruder havde den fornødne hjemmel før ændringen i 1992. Ombudsmanden henstillede derfor til Færdselsstyrelsen at praksis vedrørende godkendelse af motorkøretøjer indregistreret før 1. april 1992 blev justeret i overensstemmelse hermed. (J.nr. 1994-2869-514).