Aktindsigt i dokumenter om den finansielle krise på Færøerne

Aktindsigt i dokumenter om den finansielle krise på Færøerne

En redaktionschef (A) klagede til mig over at Statsministeriet havde afslået aktindsigt i en række dokumenter. Statsministeriet havde i sine afslag henvist til at dokumenterne efter forskellige bestemmelser i offentlighedsloven var undtaget fra aktindsigt. Statsministeriet havde endvidere oplyst at dokumenterne ikke indeholdt sådanne oplysninger af væsentlig betydning for sagsforholdet der efter offentlighedslovens § 11, stk. 1, skulle gives aktindsigt i på trods af at dokumenterne efter deres karakter var undtaget fra aktindsigt.

Ombudsmandens udtalelse

" A. Undtagelse af dokumenter efter offentlighedslovens § 7 og § 10, nr. 1

De fleste af de dokumenter som denne sag angår, er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 7 eller § 10, nr. 1. Offentlighedslovens § 7 har denne ordlyd

' § 7. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug,

2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og

3) ...'

Offentlighedslovens § 10, nr. 1, har denne ordlyd

' § 10. Retten til aktindsigt omfatter ikke

1) Statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder.'

Denne adgang til at undtage dokumenter af de typer som er nævnt i offentlighedslovens §§ 7 og 10 fra aktindsigt, modificeres ved bestemmelsen i § 11 i offentlighedsloven der har denne ordlyd

' § 11, stk. 1. Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af § 7 og § 10, nr. 1-4, om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med lovens almindelige regler.'

Statsministeriet har anset et antal dokumenter for at være omfattet af undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7 og § 10, nr. 1. Jeg har ikke ved min gennemgang af dokumenterne kunnet kritisere at ministeriet har henført dokumenterne under disse bestemmelser. Jeg har foretaget denne vurdering på grundlag af dokumenternes indhold sammenholdt med de oplysninger som ministeriet har afgivet om oprindelsen og formålet med de pågældende dokumenter.

Hovedspørgsmålet i sagen har derfor været om dokumenterne indeholder oplysninger som skal ekstraheres efter offentlighedslovens § 11, stk. 1.

Jeg har i det følgende redegjort nærmere for min vurdering under min gennemgang af de enkelte dokumenter.

2. Finansministeriets notits af 12. marts 1993 vedrørende reorganisering af ejerforholdene i de to færøske banker (sag nr. 430-0001, akt nr. 161)

Statsministeriet har om dette dokument oplyst følgende i udtalelsen til mig

'Ved afgørelsen lagde Statsministeriet vægt på, at der er tale om et dokument, som var udarbejdet til brug for et møde mellem ministre, og at retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 10, nr. 1, ikke omfatter sådanne dokumenter.

Samtidig anførte Statsministeriet, at dokumentet ikke indeholder oplysninger om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet, som skal meddeles i overensstemmelse med lovens almindelige regler, jf. herved offentlighedslovens § 11, stk. 1.'

Jeg har (...) ikke grundlag for at kritisere at Statsministeriet har henført dokumentet under offentlighedslovens § 10, nr. 1.

Uanset at dokumentet er omfattet af offentlighedslovens § 10, nr. 1, er der adgang til aktindsigt i oplysninger om faktiske omstændigheder der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, jf. offentlighedslovens § 11, stk. 1 (citeret ovenfor).

Efter bemærkningerne til lovforslaget om offentlighedsloven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 225) skal der kun ekstraheres oplysninger fra dokumentet hvis disse oplysninger ikke fremgår af andre af sagens dokumenter der er omfattet af retten til aktindsigt.

Jeg har ved min gennemlæsning af dokumentet hæftet mig ved at der efter min opfattelse indgår faktuelle oplysninger om overvejelser og tilkendegivelser fra Finansieringsfonden af 1992, Den Danske Bank og det færøske landsstyre.

Oplysningerne fremstår som oplysninger Finansministeriet har modtaget fra anden offentlig myndighed eller fra privat.

Jeg kan ikke ud fra indholdet af dokumentet fastslå om disse oplysninger fremgår af andre dokumenter som der er adgang til aktindsigt i. Medmindre oplysningerne fremgår af andre dokumenter der er undergivet aktindsigt, mener jeg ikke at Statsministeriet har ret i at dokumentet ikke indeholder oplysninger om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet. For mig fremstår disse oplysninger som faktuelle oplysninger der er omfattet af ekstraheringspligten.

(...)

Jeg har henstillet til Statsministeriet at genoptage sagens behandling og meddele A en ny afgørelse vedrørende dette dokument.

3. Finansministeriets notat af 21. september 1993 om den finansielle krise på Færøerne (sag nr. 430-0001, akt nr. 286 og 289)

Statsministeriet har i sin udtalelse skrevet følgende

'På mødet i Statsministeriet den 8. juni 1995 har Folketingets Ombudsmand bemærket, at to dokumenter i sagen (sag nr. 430-1, akt nr. 286 og 289) ses at vedrøre samme notat fra Finansministeriet om den finansielle krise på Færøerne.

Statsministeriet har ved skrivelse af 2. juni 1995 afslået at give redaktionschef A aktindsigt i de to dokumenter. For så vidt angår akt nr. 286 har Statsministeriet henvist til, at der er tale om et dokument, som er udarbejdet til brug for møder mellem statsministeren og repræsentanter for det færøske landsstyre, og at Statsministeriet finder at burde undtage dokumentet fra retten til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Forud for de økonomiske forhandlinger med det færøske landsstyre den 12. oktober 1993, blev der i de berørte ministerier udarbejdet en række baggrundspapirer til brug for bl.a. statsministerens deltagelse i forhandlingerne og med henblik på regeringens interne beslutningsproces i forbindelse hermed.

Disse baggrundspapirer, herunder Finansministeriets notat af 21. september 1993 om den finansielle krise på Færøerne, blev således dels drøftet på forberedende møder mellem de ministre, som var involveret i de økonomiske forhandlinger med det færøske landsstyre, ligesom dokumenterne indgik som en del af ministrenes forhandlingsgrundlag under møderne med repræsentanter for det færøske landsstyre.

(...)

For så vidt angår akt nr. 286 bemærkes det, at dette af de (...) nævnte grunde ligeledes må anses for omfattet af offentlighedslovens § 10, nr. 1. Da dokumentet imidlertid i denne forbindelse må antages at være fremsendt til Statsministeriet med henblik på at indgå i baggrundsmaterialet til brug for forhandlingerne med det færøske landsstyre, har Statsministeriet fundet det rettest tillige at undtage notat fra retten til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Der henvises i den forbindelse til det ovenfor under pkt. 2 anførte.'

Statsministeriet har undtaget dokumentet fra aktindsigt både efter offentlighedslovens § 10, nr. 1, og § 13, stk. 1, nr. 6.

Ministeriet har begrundet henvisningen til to bestemmelser med at dokumentet, ud over at det blev udarbejdet til brug for møder mellem ministre, også indgik som en del af ministrenes forhandlingsgrundlag under møderne med repræsentanter for det færøske landsstyre (offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6).

Jeg forstår at Statsministeriet er af den opfattelse at dokumentet fordi det også blev brugt på denne måde, ændrede karakter så det ikke længere kunne undtages efter reglen i offentlighedslovens § 10, nr. 1.

Statsministeriet har oplyst at dokumentet indgik som en del af ministrenes forhandlingsgrundlag under møderne med repræsentanter for det færøske landsstyre. Denne anvendelse af dokumentet var efter min opfattelse en naturlig følge af at dokumentet var udarbejdet til brug for ministrenes forberedende møde forud for forhandlingerne med repræsentanterne for det færøske landsstyre. At et dokument der efter sin art er omfattet af offentlighedslovens § 10, nr. 1, efterfølgende medtages ved den fortsatte ekspedition af dette sagsforhold (herunder ved forhandlinger om dette sagsforhold), ændrer efter min opfattelse ikke dokumentets status.

Det er uafklaret om et dokument der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 1, ved senere at indgå i andre sammenhænge, f.eks. ved at blive udleveret til udenforstående private, herved kan miste sin karakter af et dokument der er udarbejdet til betjening for de danske ministre under ministermøder og dermed omfattet af offentlighedslovens § 10, nr. 1.

Jeg har ved min behandling af sagen lagt til grund at dokumentet ikke blev anvendt på en måde (f.eks. ved at blive fremlagt under forhandlingerne med det færøske landsstyre) så spørgsmålet om hvorvidt dokumentet herved skiftede karakter, var aktuelt. Derfor har jeg undladt at tage principiel stilling til dette spørgsmål.

På denne baggrund lægger jeg til grund at Statsministeriet kunne undtage dokumentet fra retten til aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 1. En yderligere henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, var derfor unødvendig.

Ministeriet mente at der ikke var oplysninger om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet der ikke i øvrigt var offentligt tilgængelige, som skulle ekstraheres efter offentlighedslovens § 11, stk. 1.

Jeg kan ikke kritisere denne opfattelse.

4. Ekstrahering i internt notat af 12. januar 1995 vedrørende det færøske forslag om en bankundersøgelse (sag nr. 430-0014, akt nr. 6)

Statsministeriet udtalte om undtagelsen af dette dokument fra aktindsigt følgende

'Statsministeriet finder at burde fastholde, at notatet af 12. januar 1995 er et dokument, der er udarbejdet af Statsministeriet til eget brug, og at dokumentet derfor må anses for et internt arbejdsdokument, som ikke er omfattet af retten til aktindsigt, jf. herved offentlighedslovens § 7, nr. 1.

Det forhold, at notatet indeholder en række afsnit, der på baggrund af en drøftelse med Justitsministeriet beskriver mulige undersøgelsesformer, kan ikke efter Statsministeriets opfattelse føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at det er et sædvanligt led i Statsministeriets interne arbejdsproces, at spørgsmål, der berører andre ministeriers ressort, drøftes med sagkyndige i disse ministerier, og at de pågældende afsnit i notatet ikke direkte fremtræder som en gengivelse af Justitsministeriets synspunkter, men derimod som Statsministeriets bearbejdning heraf.

De pågældende afsnit, der i det hele må anses for vurderende og argumenterende, og som alene gengiver offentligt tilgængelige oplysninger, ses i øvrigt ikke at indeholde oplysninger om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, og som derfor efter offentlighedslovens § 11, stk. 1, skal meddeles i overensstemmelse med lovens almindelige regler.'

Notatet er udarbejdet af medarbejdere i Statsministeriet til brug for statsministeren. Jeg kan derfor tilslutte mig at notatet er internt, jf. offentlighedslovens § 7.

Spørgsmålet er om der i dette interne notat er oplysninger om sagens faktiske omstændigheder der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, og som ikke fremgår af de dokumenter der er undergivet aktindsigt efter de almindelige regler, jf. offentlighedslovens § 11, stk. 1.

Efter bemærkningerne til lovforslaget om offentlighedsloven fra 1985 omfatter ekstraheringspligten ikke blot oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder som myndigheden har været forpligtet til at gøre notat om efter lovforslagets § 6, men også oplysninger som myndigheden har tilført sagen fra sine interne arbejdsdokumenter i andre sager eller fra registre og lignende.

Den sag som Statsministeriet behandlede om bankkrisen på Færøerne, var ikke en afgørelsessag. Derfor var der ikke notatpligt efter offentlighedslovens § 6. Alligevel noterede Statsministeriet en række oplysninger om eksisterende undersøgelsesformer som Statsministeriets medarbejder havde modtaget fra Justitsministeriet, ned i et dokument for at disse oplysninger kunne blive forelagt statsministeren.

Spørgsmålet er om dette er oplysninger om sagens faktiske omstændigheder der er af væsentlig betydning for sagsforholdet og derfor skal ekstraheres efter offentlighedslovens § 11, stk. 1. Statsministeriet har ikke oplyst at oplysningerne skulle fremgå af andre dokumenter i sagen der er undergivet aktindsigt.

I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision er omfanget af ekstraheringspligten efter den tidligere offentlighedslov beskrevet (s. 146ff). På baggrund af dette skrev udvalget følgende om den fremtidige regulering af ekstraheringspligtens omfang

'Efter udvalgets opfattelse må de almindelige synspunkter, der har ført til at pålægge myndighederne en notatpligt, naturligt yderligere medføre, at der bør være adgang til at blive gjort bekendt med enhver væsentlig oplysning vedrørende en sags faktiske omstændigheder, uanset på hvilken måde myndigheden er kommet i besiddelse af oplysningen, og uanset hvor den er gengivet blandt sagens akter. Begrænsninger i adgangen til at blive gjort bekendt med sådanne oplysninger bør alene være begrundet i oplysningernes indhold, jfr. herved lovens § 2 (udkastets § 11). Det kan efter udvalgets bedømmelse ikke med rimelighed antages, at det vil være forbundet med administrative betænkeligheder at udstrække ekstraheringspligten så vidt.

Der rejser sig dog det spørgsmål, om afgrænsningen af de oplysninger, der bør være undergivet ekstraheringspligten, falder sammen med afgrænsningen af notatpligtens genstand. Det synes navnlig at kunne overvejes, om der bør stilles samme krav til en oplysnings væsentlighed for at aktualisere ekstraheringspligten som for pligten til at notere den på det skriftlige afgørelsesgrundlag.

Efter udvalgets opfattelse tilsiger hensynet til ikke unødigt at forøge myndighedernes arbejdsbyrde, at såvel notat - som ekstraheringspligten kun bør gælde for oplysninger, der er af væsentlig betydning for den sag, hvori de indgår. Den arbejdsbyrde, der vil være forbundet med at pålægge myndighederne ekstraheringspligt med hensyn til enhver oplysning af faktisk karakter, står efter udvalgets skøn ikke i rimeligt forhold til den interesse, offentligheden og en sags parter har i en så vidtgående oplysningsadgang, ligesom heller ikke forvaltningsretlige kontradiktionshensyn kan anføres til støtte herfor.

Hermed er det imidlertid ikke sagt, at væsentlighedsbedømmelsen stiller sig ensartet i de to situationer.'

Udvalget anbefalede i sit forslag til offentlighedslov at både notatpligten og ekstraheringspligten skulle omfatte væsentlige oplysninger om sagens faktiske oplysninger og skulle gælde alle former for forvaltningsvirksomhed, altså ikke alene afgørelsesvirksomhed. Imidlertid foreslog justitsministeren i sit lovforslag (der senere blev vedtaget) at notatpligten kun kom til at gælde for afgørelsessager, mens ekstraheringspligten skulle gælde alle former for forvaltningsvirksomhed. Samtidig skulle notatpligten omfatte alle oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der var af betydning for sagens afgørelse, mens ekstraheringspligten kun skulle angå oplysninger om sagens faktiske omstændigheder der var af væsentlig betydning for sagsforholdet.

I Justitsministeriets lovforslagsbemærkninger til bestemmelsen om notatpligten i offentlighedslovens § 6, stk. 1 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 217) er anført følgende

'Efter den gældende lov omfatter notatpligten 'faktiske oplysninger'. Efter forslaget omfatter notatpligten 'oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder'. Ændringen betyder, at notatpligtens udstrækning ikke i første række er afhængig af, om en oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men i højere grad beror på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. Afgørende for, om en oplysning skal noteres ned, er, om oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Notatpligten vil således også kunne omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget stillingtagen til et forhold, for så vidt vurderingen er af betydning for den administrative bevisoptagelse. Tilkendegivelse af standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en sags afgørelse vil derimod ikke, lige så lidt som efter den gældende lov, være omfattet af notatpligten. Det samme gælder oplysninger, der isoleret set gengiver objektive kendsgerninger som f.eks. oplysninger om indholdet af gældende ret; (min fremhævning).'

En række afsnit i Statsministeriets notat beskriver på baggrund af en drøftelse med Justitsministeriet mulige undersøgelsesformer. Statsministeriet oplyser at det er et sædvanligt led i Statsministeriets interne arbejdsproces at spørgsmål der berører andre ministeriers ressort, drøftes med sagkyndige i disse ministerier, og at de pågældende afsnit i notatet ikke direkte fremtræder som en gengivelse af Justitsministeriets synspunkter, men derimod som Statsministeriets bearbejdning heraf.

Det er vanskeligt ud fra notatet helt klart at fastslå hvilke oplysninger der stammede fra Justitsministeriet. Disse er ikke særskilt noteret, men indgår formentlig i et betydeligt omfang i notatet.

Imidlertid er indholdet af notatet en redegørelse for de undersøgelsesformer der efter gældende ret eksisterer. Oplysninger om gældende ret anses ud fra lovbemærkningerne om notatpligten ikke for at være oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder.

På denne baggrund kan jeg ikke kritisere at Statsministeriet afslog at ekstrahere i det interne notat til statsministeren vedrørende færøsk forslag om bankundersøgelse.

5. Ekstrahering i interne telefonreferater af 18. januar 1995 (sag nr. 430-0014, akt nr. 21 og 22)

Statsministeriet har i sin udtalelse uddybet sit afslag på aktindsigt således

'Der vil derfor ofte blive udarbejdet skriftlige referater af statsministerens samtaler med udenlandske kolleger samt danske, færøske eller grønlandske politikere om politisk vigtige sager. Dette sker, uanset statsministerens telefonsamtaler som altovervejende hovedregel er af en sådan karakter, at notatpligten i offentlighedslovens § 6 ikke finder anvendelse.

Under statsministerens telefonsamtaler, der oftest er af politisk karakter, vil der kun sjældent fremkomme sådanne oplysninger om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet, som - i fald de nedskrives i et dokument - kan være omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1.

Fremkommer der under statsministerens telefonsamtaler sådanne oplysninger om faktiske omstændigheder, der ikke i øvrigt er offentligt tilgængelige, vil andre af de væsentlige hensyn, som er anerkendt i offentlighedsloven, imidlertid efter omstændighederne kunne begrunde, at retten til aktindsigt i sådanne faktuelle oplysninger begrænses.

Det gælder f.eks. ved statsministerens telefonsamtaler med udenlandske regeringschefer, hvor det i overensstemmelse med offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, må anses for nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter, at sådanne samtaler kan finde sted i fortrolighed, således som international kutyme på dette område tilsiger.

Tilsvarende tungtvejende hensyn gør sig efter Statsministeriets opfattelse gældende i relation til statsministerens samtaler med den færøske lagmand og formanden for det færøske Lagting, som tillige er formand for det færøske socialdemokrati, hvor det må anses for påkrævet, at samtalerne som led i den politiske beslutningsproces kan finde sted i fortrolighed.

Retten til aktindsigt vil derfor kunne begrænses med henblik på beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet, jf. således offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, og det ovenfor under pkt. 2 anførte.

For så vidt angår de to referater af statsministerens telefonsamtaler med henholdsvis formanden for det færøske Lagting og den færøske lagmand må Statsministeriet fastholde, at referaterne alene gengiver indholdet af politiske drøftelser, som i sin karakter er argumenterende, overvejende og vurderende, hvorimod referaterne ikke kan siges at indeholde oplysninger om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, og som skal meddeles i overensstemmelse med offentlighedslovens almindelige regler, jf. herved offentlighedslovens § 11, stk. 1.'

Offentlighedsloven omfatter al virksomhed der udøves af den offentlige forvaltning, jf. offentlighedslovens § 1, stk. 1. Den virksomhed af politisk karakter som udøves af den offentlige forvaltning, er derfor ikke undtaget fra offentlighedslovens område, og Statsministeriet er da også - som ministeriet også selv lægger til grund ved sagens afgørelse - utvivlsomt omfattet af reglerne i offentlighedsloven.

Statsministeriet har afvist at der i de to interne referater af telefonsamtalerne er oplysninger om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet. Referaterne gengiver efter Statsministeriets opfattelse kun indholdet af politiske drøftelser som i sin karakter er mere argumenterende, overvejende og vurderende.

Jeg mener efter min gennemgang af referaterne ikke at jeg har tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Statsministeriets vurdering, hvorefter telefonreferaterne ikke indeholder oplysninger om sagens faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet.

6. Ekstrahering i ministermødereferat af 6. oktober 1992 (sag nr. 430-0014, akt nr. 4)

Statsministeriets udtalelse

'Det fremgår af ministermødereferatet, at statsministeren på ministermødet den 6. oktober 1992 orienterede om drøftelserne den foregående dag med lagmand og vicelagmand. Endvidere indeholder referatet en beskrivelse af hovedindholdet i den med det færøske landsstyre indgåede aftale.

Uanset beskrivelsen i referatet af den aftalte ordnings hovedindhold må anses for oplysninger om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, finder Statsministeriet ikke, at disse oplysninger er omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1. Det bemærkes herved, at indholdet af aftalen mellem det færøske landsstyre og den danske regering blev offentliggjort den 13. oktober 1992 ved Statsministeriets udsendelse af det i kopi vedlagte materiale.

Da de faktiske oplysninger i ministermødereferatet således fremgår af dokumenter i sagen, som er undergivet aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige regler, har der efter Statsministeriets opfattelse ikke været pligt til at ekstrahere disse oplysninger fra ministermødereferatet med henblik på at gøre redaktionschef (A) bekendt hermed.

For så vidt angår 4. pind i referatets beskrivelse af den aftalte ordnings hovedindhold, bemærkes det, at dette vilkår ved gennemførelsen af den aftalte ordning siden blev frafaldet. Vilkåret fremgår derfor ikke af det materiale om aftalens indhold, som blev offentliggjort den 13. oktober 1992.

Såfremt beskrivelsen af dette vilkår i ministermødereferatet af 6. oktober 1992 må anses for en faktisk oplysning, der som udgangspunkt er omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, er det Statsministeriets opfattelse, at oplysningen på tidspunktet for aktindsigtsbegæringen ikke længere kan antages at være af væsentlig betydning for sagsforholdet. Hertil kommer, at oplysningen i givet fald vil kunne undtages fra retten til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, sammenholdt med § 13, stk. 1, nr. 2, idet aftalen mellem det færøske landsstyre og den danske regering først den 13. oktober 1992 kan betragtes som endelig, og da det må anses for nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet, at undtage oplysninger om indholdet af udkast til aftaler mellem regeringen og landsstyret, så længe aftalerne alene kan betragtes som foreløbige. Der henvises i den forbindelse til det ovenfor under pkt. 2 anførte.

Statsministeriet har i dag ved fremsendelse af kopi af nærværende udtalelse til redaktionschef (A) gjort denne bekendt med ovenstående supplerende begrundelse.'

Statsministeriet omtaler særligt ét vilkår som fremgik af ministermødereferatet. Dette vilkår for aftalen som skulle indgås med det færøske landsstyre, blev senere frafaldet og indgik derfor ikke i aftalen. Vilkåret var derfor ikke medtaget i det dokument der blev offentliggjort.

Statsministeriet mener at dette vilkår, hvis det opfylder betingelsen om at være en oplysning om sagens faktiske omstændigheder, da på tidspunktet for aktindsigtbegæringen ikke længere kan anses for af væsentlig betydning for sagsforholdet.

Jeg har ovenfor (s. 10f ) refereret hvad Offentlighedsudvalget i betænkning nr. 857/1978 skrev om ekstraheringspligten.

Af bemærkningerne til forslag til lov om offentlighed i forvaltningen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 225) fremgår at

'(i)kke enhver oplysning, der er nedskrevet, er omfattet af ekstraheringspligten, idet den kun gælder for oplysninger af væsentlig betydning for sagsforholdet. Det forhold, at en oplysning på et tidspunkt nedfældes i et dokument, der indgår i sagen, må i nogle tilfælde tages som udtryk for, at oplysningen i hvert fald på dette tidspunkt ikke blev anset for betydningsløs. Imidlertid kan det senere vise sig, at oplysninger, der oprindelig blev anset for at være af betydning, og som derfor blev noteret på sagens akter, på et senere stadium i sagsbehandlingen er betydningsløse. Omfanget af ekstraheringspligten kan derfor afhænge af, på hvilket tidspunkt begæring om aktindsigt fremsættes.'

Det er derfor korrekt når Statsministeriet skriver at der kan være forskel på om en oplysning anses for at være væsentlig, afhængig af tidspunktet for ansøgningen om aktindsigt.

Imidlertid var det spørgsmål som var særligt væsentligt på tidspunktet for ansøgningen om aktindsigt, forudsætningerne for den aftale som blev indgået mellem den danske regering og det færøske landsstyre. I den sammenhæng vil eventuelle vilkår som på et tidspunkt var drøftet, men som senere blev frafaldet, formodes at være af særlig interesse.

Jeg mener derfor at det må anses for tvivlsomt om der er grundlag for at antage at dette vilkår ikke var en oplysning om sagens faktiske omstændigheder der var af væsentlig betydning for sagsforholdet på tidspunktet for aktindsigtansøgningen.

Det er imidlertid Statsministeriets opfattelse at der foreligger så væsentlige hensyn til offentlige interesser at oplysningen kan undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6

Offentlighedslovens § 13 har denne ordlyd

'Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

gennemførelse af offentlig kontrol, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, eller

private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet."

Undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 13, stk. 1, anvendes som udgangspunkt ved dokumenter som efter deres art er undergivet offentlighed, men hvor der kan være enkelte oplysninger i dokumentet som efter en konkret vurdering kan undtages. Dette fremgår bl.a. af bestemmelsens stk. 2 som lyder: 'Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold'.

Statsministeriet skrev under pkt. 2 i udtalelsen følgende

' 2. Anvendelsen af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

"Ifølge forarbejderne forudsættes bestemmelsen som hidtil kun anvendt i begrænset omfang, hvor der er et klart behov derfor, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 229.

I John Vogter, Kommenteret offentlighedslov, s. 220, er det om anvendelsen af generalklausulen bl.a. anført, at en samlet vurdering af de tilfælde, hvor generalklausulen i § 2, stk. 2, nr. 4, i 1970-loven har været bragt i anvendelse i praksis, efterlader det indtryk, at den er blevet benyttet til at tilgodese beskyttelsesinteresser, der som sådanne er anerkendt ved udformningen af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige bestemmelser har vist sig utilstrækkelige.

Møder og forhandlinger mellem regeringen og det færøske landsstyre har efter Statsministeriets opfattelse en særlig politisk betydning, og det vil være vanskeligt at etablere det nødvendige samarbejde mellem de bistandsydende ministerier og Statsministeriet, hvis der er offentlighed omkring tilblivelsen af det baggrundsmateriale, som udarbejdes til brug for sådanne møder og forhandlinger.

Der foreligger i disse tilfælde et klart behov for, at regeringen kan forberede møderne og forhandlingerne, uden at offentligheden kan få indsigt i de dokumenter, som danner grundlaget for regeringens deltagelse i drøftelserne.

Det er i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, fastslået, at retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner. I praksis anvendes denne bestemmelse bl.a. til at undtage visse dokumenter eller oplysninger heri med henblik på at sikre, at møder mellem f.eks. statsministeren og dennes udenlandske kolleger som led i den internationale politiske beslutningsproces - og i overensstemmelse med international kutyme - kan finde sted i fortrolighed.

Derudover er det i offentlighedsloven anerkendt, at dokumenter, der udarbejdes til brug for møder mellem ministre, kan undtages fra retten til aktindsigt, jf. herved offentlighedslovens § 10, nr. 1. Formålet hermed er at beskytte regeringens interne politiske beslutningsproces.

Den færøske hjemmestyreordning har en karakter, der hverken gør det muligt at anvende offentlighedslovens § 10, nr. 1, eller § 13, stk. 1, nr. 2, direkte, når det gælder de dokumenter, som udarbejdes til brug for møder mellem regeringen og det færøske landsstyre.

Derimod forekommer det nødvendigt dels med henblik på beskyttelsen af regeringens interne politiske beslutningsproces i forbindelse med forberedelsen og afviklingen af møder og forhandlinger med det færøske landsstyre, og dels med henblik på at sikre fortroligheden omkring disse politisk vigtige møder af hensyn til forholdet mellem den danske regering og det færøske landsstyre, at dokumenter, som udarbejdes til brug for sådanne møder undtages fra retten til aktindsigt.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er tilsvarende tungtvejende hensyn, som har begrundet undtagelsesreglen i § 10, nr. 1, samt bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 2.

På denne baggrund har Statsministeriet efter en konkret vurdering anset det for nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet, at undtage de nævnte dokumenter fra retten til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.'

Jeg kan tilslutte mig Statsministeriets opfattelse, hvorefter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2 (om undtagelse af aktindsigt af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner) eller offentlighedslovens § 10, nr. 1 (om undtagelse af aktindsigt i statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder) ikke kan anvendes direkte på dokumenter der udarbejdes til brug for møder mellem en eller flere repræsentanter for den danske regering og repræsentanter for det færøske hjemmestyre.

En bestemmelse svarende til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, blev indført ved offentlighedsloven fra 1963. I betænkningen der lå til grund for lovforslaget (betænkning nr. 325/1963), er på s. 64 om baggrunden for bestemmelsen anført at man forudsatte at der kun ville blive gjort brug af den under § 2, nr. 7, foreslåede bestemmelse i tilfælde hvor hemmeligholdelse af hensyn til det offentliges eller enkeltpersoners interesse klart ville tilsige det.

I bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2 (Folketingstidende 1969-70, tillæg A, sp. 592) blev det anført at de betragtninger der begrundede at undtage statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder, og brevveksling mellem ministerier om lovgivning (nu offentlighedslovens § 10, nr. 1 og 2) 'i almindelighed kunne begrunde, at man med hjemmel i § 2, stk. 2, nr. 4, undtager brevveksling mellem ministre om andre politiske spørgsmål'.

I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s. 260, har udvalget om den tidligere bestemmelses rækkevidde bl.a. skrevet således

'Der kan være anledning til indledningsvis at fastslå, at den eksemplifikation på bestemmelsens anvendelsesområde, der er givet i forarbejderne, utvivlsomt ikke er udtømmende, men at også andre beskyttelsesinteresser end de nævnte kan komme i betragtning. Tværtimod er forholdet antagelig det, at der næppe på forhånd kan drages absolutte grænser for, hvilke typer af interesser der i givet fald vil kunne varetages gennem anvendelse af generalklausulen. I det omfang, der er spørgsmål om at begrænse offentlighedsprincippet af hensyn til interesser, der falder uden for de i lovmotiverne nævnte, vil der dog givetvis blive stillet strengere krav med hensyn til styrken af det aktuelle beskyttelsesbehov. I det hele taget må det i overensstemmelse med forarbejderne lægges til grund, at undtagelse efter bestemmelsen kun kan gøres, hvor det er klart påkrævet...

En samlet vurdering af de tilfælde, hvor bestemmelsen efter de foreliggende oplysninger har været bragt i anvendelse i praksis, efterlader det indtryk, at den i betydelig udstrækning, -... - er blevet benyttet til at tilgodese beskyttelsesinteresser, der som sådanne er anerkendt ved udformningen af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige bestemmelser har vist sig utilstrækkelige.'

På baggrund af denne beskrivelse af gældende ret skrev udvalget i betænkningen på s. 285ff følgende om sine overvejelser

'Det er udvalgets opfattelse, at en sådan generalklausul bør opretholdes i forbindelse med offentlighedslovens revision. Udvalget har i så henseende navnlig lagt vægt på, at der ikke i den periode, offentlighedsloven har været i kraft, er indhøstet så udførlige erfaringer, at det er muligt med rimelig grad af sikkerhed at overskue alle de undtagelsesbehov, der vil kunne opstå i praksis, at en generalklausul er påkrævet for at undgå, at visse meget specielle undtagelsesbehov opregnes udtrykkeligt i loven, samt at en generalklausul giver loven en ønskelig smidighed med hensyn til at kunne tilpasses nye undtagelsesbehov, der måtte opstå i fremtiden, således at hyppige ændringer af loven kan undgås. Udvalget skal dog samtidig understrege, at generalklausulen som hidtil kun forudsættes anvendt i begrænset omfang og kun, hvor der er et klart behov derfor.

...

... udvalget (har) derimod ikke ment at burde stille forslag om en mere generelt præget undtagelsesadgang for politisk betonede sagstyper og forudsætter derfor, at generalklausulen fortsat i et vist omfang kan finde anvendelse af hensyn til beskyttelse af den politiske beslutningsproces. ..."

Dette synspunkt fremgik også af betænkningen, s. 236, hvor udvalget skrev

'... undtagelsesbestemmelsen i den gældende lovs § 2, stk. 2, nr. 4, efter omstændighederne vil kunne finde anvendelse på dokumenter vedrørende den politiske beslutningsproces, der ikke omfattes af andre undtagelsesbestemmelser, navnlig brevveksling mellem ministre om andre politiske spørgsmål end lovgivning. Udvalget finder, at der også efter lovrevisionen bør være adgang til i samme omfang som hidtil og efter et konkret skøn i det enkelte tilfælde at undtage sådanne dokumenter med hjemmel i en generel opsamlingsbestemmelse af den nævnte karakter. Udvalget kan derimod ikke anbefale, at den hidtidige praksis søges indarbejdet i loven i form af en udtrykkelig adgang til at undtage dokumenter fra offentlighed, når væsentlige hensyn til den politiske beslutningsproces tilsiger det. En sådan bestemmelse ville let føre til, at dokumenter i politisk betonede sager i videre omfang end hidtil ville blive unddraget adgangen til aktindsigt, og en sådan principiel begrænsning af offentlighedsprincippets rækkevidde kan efter udvalgets opfattelse ikke anses for rimeligt begrundet i de erfaringer, der er indvundet under den gældende offentlighedslov. ...'

Som det fremgår af disse forarbejder til bestemmelsen, er det forudsat at hensynet til den politiske beslutningsproces efter omstændighederne kan begrunde at enkelte oplysninger i en brevveksling om politiske spørgsmål undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Ved afgørelsen af om der er tilstrækkeligt grundlag for at undtage en oplysning fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, må myndigheden foretage en konkret vurdering af om der foreligger hensyn til den politiske beslutningsproces der i forhold til oplysningen anses for så væsentlige, at disse kan begrunde at oplysningen undtages fra aktindsigt.

Efter min gennemgang (...) finder jeg ikke grundlag for at tilsidesætte Statsministeriets vurdering hvorefter hensynet til den politiske beslutningsproces kunne begrunde at oplysningen om det vilkår der fremgik af ministermødereferatet, var omfattet af undtagelsesadgangen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

2. Ekstrahering i intern notits af 21. september 1993 vedrørende den færøske bankkrise (sag nr. 430-0001, akt nr. 287)

'Statsministeriet har om dette dokument udtalt

Statsministeriets notits af 21. september 1993 ses i 2. og 3. afsnit på side 1 at indeholde visse faktuelle oplysninger vedrørende Finanstilsynets besøg på Færøerne med henblik på en nærmere undersøgelse af de to færøske banker.

Uden nærmere at komme ind på, hvorvidt de pågældende oplysninger må anses for omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, har Statsministeriet vurderet, hvorvidt oplysningerne vil kunne undtages fra retten til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Omend dette ikke klart fremgår af den interne notits, må det lægges til grund, at der er tale om oplysninger, som Statsministeriet - formentlig gennem den tværministerielle Færøgruppe - har modtaget fra Finanstilsynet.

Statsministeriet har i anledning af klagen til Folketingets Ombudsmand fra redaktionschef (A) forespurgt Finanstilsynet, hvorvidt de oplysninger, som fremgår af 2. og 3. afsnit på side 1 i den interne notits, må anses for omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt efter bank- og sparekasseloven, og - i givet fald - med hvilken hjemmel de pågældende oplysninger er videregivet til Statsministeriet.

Finanstilsynet har ved skrivelse af 26. juni 1995 meddelt Statsministeriet, at oplysningerne i den interne notits vedrørende Finanstilsynets inspektionsbesøg på Færøerne og om korrespondancen i forbindelse hermed må anses for omfattet af tavshedspligten efter bank- og sparekasselovens § 50b.

Uanset det må lægges til grund, at Statsministeriets notits af 21. september 1993 vedrørende den færøske bankkrise i afsnit 2 og 3 på side 1 indeholder visse oplysninger om faktiske omstændigheder, der måtte være omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, finder Statsministeriet, at disse oplysninger vil kunne undtages fra retten til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, sammenholdt med § 14.

Det bemærkes herved, at de pågældende oplysninger efter Finanstilsynets opfattelse må anses for omfattet af tavshedspligtsbestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 50b, og at videregivelsen til Statsministeriet gennem den tværministerielle Færø-gruppe, hvor Statsministeriet er repræsenteret, er sket med den af Finanstilsynet i skrivelse af 23. maj 1995 anførte begrundelse.

På denne baggrund er det efter Statsministeriets opfattelse nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet, at undtage oplysningerne fra retten til aktindsigt.'

Efter bank- og sparekasseloven er de ansatte i Finanstilsynet forpligtede til at hemmeligholde hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om. Denne tavshedspligt gjaldt efter § 18, stk. 3, i lovbek. nr. 169 af 15. juni 1956 om banker. Denne lov var gældende på Færøerne indtil lov nr. 57 af 2. februar 1993 om bank- og sparekasser mv. blev sat i kraft ved anordning nr. 246 af 3. maj 1993 om ikrafttræden på Færøerne af lov om banker og sparekasser mv.

Tavshedspligten gælder fortsat efter § 50 b i lov om banker og sparekasser mv. Denne bestemmelse har følgende ordlyd

'De i Finanstilsynet ansatte og eksperter, der handler eller har handlet på tilsynets vegne, er under ansvar efter borgerlig straffelovs §§ 152-152 e forpligtede til at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om. Disse oplysninger kan dog videregives i summarisk eller samlet form, når hverken det enkelte pengeinstitut eller dets kunder kan identificeres.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives

1) til andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med tilfælde, der er omfattet af straffelovgivningen,

2) ...

5) til institutioner, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling og lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af kredit- og finansieringsinstitutters regnskaber, under forudsætning af at disse modtagere af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver,

...

9) til vedkommende minister som led i dennes overordnede tilsyn,

10) til Folketingets Ombudsmand eller til en parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget,

11) ...

Stk. 3. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.

Stk. 4. Danske myndigheder m.v., der i henhold til stk. 2 modtager oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Stk. 5....'

For Finanstilsynets medarbejdere mv. gælder der således en særlig tavshedspligt. Dette indebærer at de almindelige regler om offentlighed i forvaltningen efter § 14 i offentlighedsloven ikke finder anvendelse ved anmodning om aktindsigt i Finanstilsynets dokumenter mv. Begrænsningen af offentlighedslovens regler finder også anvendelse på de oplysninger der efter bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, videregives til andre offentlige myndigheder.

Imidlertid er videregivelsen af oplysningerne til Statsministeriet ikke sket efter bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2. Statsministeriet falder ikke ind under den gruppe af myndigheder der er opregnet i bank- og sparekasseloven som myndigheder til hvem Finanstilsynet kan videregive oplysninger.

Finanstilsynet har videregivet oplysningerne til Statsministeriet, dels som ressortmyndighed for Færøerne, dels som koordinator i et tværministerielt udvalg, Færø-gruppen. Finanstilsynet har nærmere redegjort for det tværministerielle samarbejde og den arbejdsgruppe der behandlede regeringsanliggenderne i forbindelse med den finansielle krise på Færøerne. Finanstilsynet har som grundlag for at videregive oplysningerne til Statsministeriet henvist til at Justitsministeriet i et svar til Folketingets Erhvervsudvalg har berørt Finanstilsynets mulighed for, uanset at udvalget ikke er omfattet af den kreds der er nævnt i bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, alligevel at videregive oplysninger til udvalget. Justitsministeriet har henvist til straffelovens § 152 e. Denne bestemmelse fastslår at bestemmelserne i §§ 152-152 d om tavshedspligt ikke omfatter tilfælde hvor den pågældende: 1) er forpligtet til at videregive oplysningen eller 2) handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv. Justitsministeriet antager at der vil kunne forekomme ganske særlige tilfælde , hvor en ministers videregivelse af fortrolige oplysninger vedrørende et nærmere angivet pengeinstitut til et folketingsudvalg ikke vil være retsstridig, og videregivelsen således vil være lovlig.

Statsministeriet har henvist til at en række af de dokumenter (A) har søgt aktindsigt i, indeholder oplysninger som efter Finanstilsynets vurdering er omfattet af tilsynets særlige tavshedspligt efter bank- og sparekasselovens § 50 b.

Efter min gennemgang af bilagene har jeg ikke grundlag for at tilsidesætte den vurdering som Finanstilsynet har foretaget af, hvilke oplysninger der er omfattet af tavshedspligten.

Som hjemmel for at undtage de oplysninger der er omfattet af Finanstilsynets særlige tavshedspligt, har Statsministeriet angivet offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Da Statsministeriet ikke er omfattet af den gruppe af myndigheder mv. til hvem oplysninger efter bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, kan videregives, er Statsministeriet ikke efter ordlyden af bestemmelsen umiddelbart omfattet af den særlige tavshedspligt, jf. bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 4.

I tilfælde hvor en oplysning er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt, vil jeg normalt ikke kunne kritisere at en myndighed - der ikke er omfattet af den særlige tavshedspligt - afslår aktindsigt i denne oplysning når det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Efter min gennemgang af sagen har jeg på denne baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Statsministeriet har undtaget oplysningerne efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Jeg bemærker at jeg ikke herved har taget stilling til om og i bekræftende fald i hvilket omfang Finanstilsynet var berettiget til at videregive de oplysninger der var omfattet af de særlige tavshedspligtsregler der gælder for Finanstilsynets virksomhed, til en myndighed der ikke er omfattet af lovens § 50 b, stk. 2.

1. Aktindsigt i Statsministeriets skrivelse af 12. maj 1993 med tilhørende bilag (sag nr. 430-0001, akt nr. 196)

Det fremgår af brevet til (B) at Statsministeriet som bilag til brevet sendte et notat udarbejdet af Statsministeriet, Finansministeriet, Økonomiministeriet og Industriministeriet om Færøerne, refinansiering af landskassens gæld mv. samt det dertil hørende udkast til rammeaftale.

Statsministeriet har ikke ved anmodningen om aktindsigt taget stilling til aktindsigt i notatet og rammeaftalen. Begrundelsen for dette var at ministeriet ikke havde notatet journaliseret som en del af akt nr. 196. Akt nr. 196 var den akt (A) havde bedt om aktindsigt i. Notatet var journaliseret som akt nr. 194.

Jeg forstår ministeriets udtalelse således at ministeriet ikke har ment at anmodningen om aktindsigt omfattede notatet om rammeaftalen. I så fald skulle (A) have bedt om aktindsigt i akt nr. 194.

Eftersom (A) ikke havde mulighed for at kende indholdet af brevet til (B), mener jeg ikke at ministeriet kunne behandle hans anmodning om aktindsigt blot ved at afslå aktindsigt i selve dokumentet. Jeg mener at ministeriet ved samme lejlighed burde have taget stilling til de bilag der fulgte med brevet til (B). Ud fra indholdet af brevet til (B) må jeg gå ud fra at det var bilagene som indholdsmæssigt måtte være dem der havde interesse for den journalistiske oplysning af sagen.

Jeg har gjort Statsministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg har henstillet til ministeriet at tage stilling til om (A) kan få aktindsigt i de bilag som var vedlagt brevet til (B)."

Skatteministeriet meddelte mig at de havde genoptaget sagen.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En redaktionschef klagede over Statsministeriets afslag på aktindsigt i en række dokumenter om den finansielle krise på Færøerne. Statsministeriet havde i sine afslag henvist til at dokumenterne var undtaget fra aktindsigt efter forskellige bestemmelser i offentlighedsloven, og til at der ikke var grundlag for at meddele oplysninger efter offentlighedslovens § 11 om ekstraheringspligt.

For så vidt angik to dokumenter henstillede ombudsmanden at Statsministeriet genoptog sagen, og sagen gav i øvrigt anledning til at fremsætte mere generelle udtalelser om anvendelsesområdet for undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7, § 10 og § 13 samt om ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11. (J.nr. 1995-1043-401).