Lægekonsulents habilitet. Socialministeriet

§ 15. Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1 og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold. Pension kan ikke tilkendes, hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at have været fuldtidsbeskæftigede.'

Afgørelsen af om betingelserne for tilkendelse af mellemste førtidspension er opfyldt, bygger for en stor del på et skøn. Et sådant skøn kan jeg efter de regler der gælder for min virksomhed, kun kritisere hvis der er særlige omstændigheder. Jeg bemærker endvidere at afgørelsen i væsentlig grad er udtryk for lægefaglige vurderinger som jeg ikke har forudsætninger for at efterprøve nærmere.

Jeg har ved min gennemgang af sagen især vurderet om overlæge (B) var inhabil i forbindelse med behandlingen af sagen i revaliderings- og pensionsnævnet.

Reglerne om inhabilitet findes i forvaltningslovens § 3 der har følgende ordlyd

" § 3. Den der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

der i øvrigt foreligger omstændighder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.'

Det led i bestemmelsen som kunne være relevant at anvende i Deres sag, er opsamlingsbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 5.

Nævnet har til støtte for sit synspunkt om at (B) ikke var inhabil ved sagens behandling, bl.a. skrevet at (B) ikke deltog i det nævnsmøde hvori afgørelsen blev truffet, og at nævnets afgørelse ikke alene er truffet på baggrund af (B)'s vurderinger. Hertil skal jeg bemærke at disse forhold efter min opfattelse kun kan have betydning ved vurderingen af retsvirkningen af en eventuel inhabilitet, men er uden betydning for vurderingen af selve spørgsmålet om habilitet.

Det afgørende spørgsmål er om det forhold at (B) tidligere har undersøgt Dem og vurderet Deres lidelse, gør at (B) er afskåret fra at fungere som sagkyndig i den foreliggende sag.

(B)'s undersøgelser af Dem på Arbejdsmedicinsk Klinik fandt sted før førtidspensionssagen blev rejst, og skete som et led i en vurdering af om Deres lidelse skyldtes Deres tidligere arbejde som damefrisør. Undersøgelserne var således ikke en del af selve pensionssagen. (B)'s opgave som lægekonsulent var derfor heller ikke at kontrollere rigtigheden af resultatet af de undersøgelser han selv tidligere havde foretaget. Selve det forhold at (B) tidligere har undersøgt Dem, kan efter min opfattelse ikke føre til at han er inhabil. Jeg finder derfor ikke at der foreligger sådanne omstændighder der er egnede til at vække tvivl om (B)'s upartiskhed (jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5), og jeg er derfor enig med revaliderings- og pensionsnævnet og Den Sociale Ankestyrelse i at (B) ikke var inhabil ved behandlingen af Deres sag.

Min gennemgang af Deres sag har ikke vist at der er andre særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke kritisere revaliderings- og pensionsnævnets og Ankestyrelsens afgørelse om at De ikke var berettiget til mellemste førtidspension.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af Deres henvendelse."

Lægekonsulents habilitet.

En kvinde, A, klagede til mig over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 26. april 1994 om afslag på mellemste førtidspension. A klagede desuden over at overlæge B havde medvirket som lægekonsulent ved behandlingen af sagen i Revaliderings- og Pensionsnævnet for Nordjyllands Amt.

A havde i årene 1964-1972, 1973-1975, 1985-86 og 1987-1989 arbejdet som frisør. Den 9. maj 1989 blev hun sygemeldt med symptomer i form af bl.a. hovedpine, svimmelhed og koncentrationsbesvær.

A's læge anmeldte lidelsen til Arbejdsskadestyrelsen og til Arbejdstilsynet. A blev i denne forbindelse henvist til undersøgelser på Arbejdsmedicinsk Klinik på S Sygehus. Undersøgelserne blev bl.a foretaget af overlæge B. I Arbejdsmedicinsk Kliniks journal var den 3. juli 1989 bl.a. anført følgende

"...

Der er ud fra de foreliggende oplysninger og samtalen tegn på, at hun har været akut påvirket, specielt ved den seneste arbejdsplads, hvor arbejdet foregår under utilstrækkelige almenventilationsforhold og uden lokaludsugning. Der er imidlertid helt normale forhold ved den neurologiske undersøgelse, og der er hverken ved dagens undersøgelser eller tidligere fundet holdepunkter for en toksisk hjernepåvirkning.

Såfremt arbejdsmiljøforholdene på salonen var tilfredsstillende, var der intet til hinder for, at hun kunne vende tilbage. Imidlertid er hendes angstsymptomer så udtalte, at der af den grund kan være behov for rådgivning med henblik på eventuelt erhvervsskifte.

...

(B) overlæge/kw

..."

Den 16.08.89 var bl.a. anført følgende

"...

Opringning fra praktiserende læge, (C)

han spørger om klinikken har mulighed for at tilbyde pt. en psykologisk undersøgelse. Han er som hendes praktiserende læge gentagne gange blevet presset, både af pt. og af dennes familie (hendes forældre), til at lade hende yderligere psykologundersøge for at få konstateret, om hun har en hjerneskade.

Jeg oplyser egen læge om, at der ved undersøgelsen her på klinikken ikke er fundet holdepunkter for en toksisk hjerneskade, og at der derfor ikke i den sammenhæng er indikation for yderligere psykologisk undersøgelse.

Jeg har yderligere meddelt egen læge, at jeg har indtryk af, at pt. vil fortsætte sine bestræbelser for at få iværksat undersøgelse, der kunne bekræfte at hun havde en toksisk hjerneskade, og at det er min opfattelse, at det i den sammenhæng nærmest er kontraindiceret at iværksætte yderligere diagnostiske undersøgelser.

Egen læge er helt enig i, at der ikke er grundlag for at tro, at hun har en erhvervsbetinget lidelse, endsige toksisk encefalopati.

Pt. er afsluttet fra arbejdsmedicinsk klinik.

(B), overlæge/ik

..."

Den 25. august 1989 var bl.a. anført følgende

"...

Pt. har 23.08.89 skriftligt anmodet om en psykologisk undersøgelse - 'jeg forlanger at få en psykologisk afprøvning'.

Jeg meddeler hende skriftligt, at der ikke er behov herfor, at hun anmodes om at kontakte egen læge mhp. evt. psykologisk eller psykiatrisk bistand.

(B), overlæge/mr"

Den 14. november 1989 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A's lidelse ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

A blev herefter undersøgt af speciallæge i neuromedicin, D som i slutningen af 1989 genhenviste hende til Arbejdsmedicinsk Klinik med henblik på en psykologundersøgelse. Undersøgelsen blev foretaget den 24. januar 1990. Af dens konklusion fremgik bl.a. følgende

"...

Sammenfattende udfra de foreliggende eksponeringsoplysninger, symptomernes tidsmæssige udvikling i relation til frisørarbejdet, det kliniske indtryk og karakteren af de aktuelle testpræstationer findes det ikke sandsynligt, at det drejer sig om en kronisk toksisk encefalopati.

Aktuelle undersøgelse bekræfter således de tidligere vurderinger, hvor det er anført, at pt. sandsynligvis har været akut påvirket, især ved seneste arbejdsplads, men der er ikke fundet holdepunkter for en toksisk hjernepåvirkning.

Vedr. den fremtidige erhvervssituation bør det overvejes, hvorvidt der udfra en samlet vurdering skulle være grundlag for at rejse en sag om tilkendelse af førtidspension, da det må anses for usikkert, om pt. udfra nuværende helbredstilstand vil være i stand til at klare et erhvervsarbejde.

..."

Den 1. februar 1990 skrev overlæge B følgende i journalen efter at have gennemset den psykologiske undersøgelse

"Enig i konklusion.

Jeg mener, at pt. kan afsluttes på det foreliggende. Kopi af undersøgelsen sendes til neurolog (D) og egen læge, som må vurdere evt. førtidspensionssag."

Den 2. april 1990 bad Aalborg Kommune A's egen læge, C, om en statusbedømmelse hvori bl.a. hendes pensionsberettigelse blev vurderet. Statusbedømmelsen forelå den 9. april 1990.

Den 1. oktober 1990 bad Aalborg Kommune overlæge E, T Sygehus, om at indkalde A til en psykiatrisk speciallægeundersøgelse.

Den 29. oktober 1990 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om at A's lidelse ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Den 15. januar 1991 forelå den psykiatriske speciallægeerklæring.

Den 24. januar 1991 anmodede Aalborg Kommune neuromedicisk afdeling på S Sygehus om journaloplysninger. Oplysningerne blev givet i april 1991 samtidig med resultaterne af en ny neuropsykologisk undersøgelse.

Den 15. august 1991 ansøgte A Aalborg Kommune om førtidspension. Samme dato blev hun undersøgt af overlæge, F, medicinsk-hæmatologisk afdeling, S Sygehus.

Den 3. oktober 1991 forelå resultatet af en generel helbredsundersøgelse foretaget af A's egen læge.

Den 5. november 1991 indstillede Aalborg Kommune til Revaliderings- og Pensionsnævnet for Nordjyllands Amt at der blev tilkendt A forhøjet almindelig førtidspension i henhold til § 14, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension.

Den 27. juli 1992 sendte lungeklinikken på S Sygehus resultaterne af en lungefunktionsundersøgelse til revaliderings- og pensionsnævnet. Af disse fremgik at man mistænkte at A led af astma.

Den 17. november 1992 traf revaliderings- og pensionsnævnet følgende afgørelse

"De er tilkendt forhøjet almindelig førtidspension.

Denne pension får De efter § 14, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension, fordi Deres erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, uden at det alene skyldes helbredsforholdene."

Den 19. november 1992 klagede A over afgørelsen. Den 16. december 1992 oplyste hun telefonisk revaliderings- og pensionsnævnet om at hun havde været til undersøgelse på lungeklinikken den 30. oktober 1992. Herudover skulle hun i januar 1993 have foretaget en allergitest. Det blev aftalt at revaliderings- og pensionsnævnet skulle afvente de nye lægelige oplysninger forinden sagen blev genvurderet.

Den 28. januar 1993 sendte A's læge udskrivningskortet fra Lungeklinikken til revaliderings- og pensionsnævnet. Den 5. april 1993 sendte S Sygehus, Lungemedicinsk Afdeling, resultaterne af allergitesten til revaliderings- og pensionsnævnet.

Den 3. maj 1993 foretog revaliderings- og pensionsnævnets lægekonsulent B hjemmeskøn i sagen. Han skrev heri bl.a. følgende

"...

Jeg skal henvise til de i sagen foreliggende notater fra kontorrapport og lægeskøn, senest 30.04.1992 ved overlæge (G), som har gennemgået speciallægeundersøgelser, såvel fra intern-mediciner overlæge (F), neurolog (D) samt psykiater overlæge (E).

Sagen er ligeledes grundigt belyst ved undersøgelse såvel på Arbejdsmedicinsk Klinik i 1990 (bl.a. undersøgt af undertegnede) samt i Lungeklinikken.

...

Senest er Arbejdsmedicinsk Klinik blevet anmodet om at fremsende journaludtalelser til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på vurdering af en arbejdsbetinget astma.

Ifølge oplysninger fra Lungeklinikken, (S) Sygehus, beskrives natlige dyspnøanfald med piben og hvæsen. Peakflow-monitering har vist udtalt døgnvariation, og diagnosen er astma bronchiale behandlet med spirocort og ventolinespray.

Der er ikke i foreliggende lægeoplysninger konstateret specifikke allergi ved priktest 03.03.1993. Lungefunktionen bedømt ved vitalografundersøgelse viser normal ventilationskapacitet, og normal FEV 1 ved optimal behandling.

Samlet konklusion

Med mit kendskab til det langvarige forløb, den inverterede neurotiske tilstand og den veldokumenterede astma, vil jeg anse erhvervsevnen nedsat med godt 50 % alene af helbredsmæssige årsager. Jeg anser revalideringsbestræbelser for urealistiske."

Den 10. september 1993 sendte overlæge H, Lungemedicinsk Afdeling, S Sygehus, kopi af en speciallægeerklæring af 8. september 1993 udarbejdet på Arbejdsskadestyrelsens anmodning samt kopi af resultaterne af lungefunktionsundersøgelse den 2. september 1993.

Den 4. oktober 1993 foretog overlæge B nyt hjemmeskøn. Af dette fremgår følgende

"Jeg skal henvise til mit hjemmeskøn den 03.05.1993 samt notat i akterne fra den 01.09.1993 og 21.09.93. Der foreligger en erklæring fra overlæge (H), stilet til Arbejdsskadestyrelsen den 08.09.93. Det konkluderes, at pågældende gennem sit damefrisørarbejde har været udsat for forskellige kemikalier, og har udviklet symptomer som tolkes som astma. Overlæge (H) konkluderer, at det er sandsynligt, at astmaen må tilskrives erhvervsmæssig eksposition for forskellige kemikalier, idet rygning kan have prædisponeret til udvikling af lungelidelsen. Der er tendens til anstrengelsesudløst åndenød, men på den aktuelle behandling fuldstændig normal lungefunktion, og ligeledes normal trappeprøve.

Desuden foreligger der i sagen et notat fra neuromedicinsk afdeling, signeret (formentlig overlæge I), der konkluderer, at der formentlig er tale om en frontal dysfunktion, ligesom der ved CT-scanning er fundet en fronto-parietal atrofi.

Der er tidligere foretaget neuropsykologisk undersøgelse, gennemført psykiatrisk undersøgelse, og ingen af undersøgelserne tyder på organisk demens.

Der er således ikke i de supplerende oplysninger grundlag for at ændre min konklusion, som fremgår af lægeskøn fra 03.05.1993."

Den 1. november 1993 traf revaliderings- og pensionsnævnet følgende afgørelse

"De er tilkendt forhøjet almindelig førtidspension.

Denne pension får De efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, fordi Deres erhvervsevne skønnes nedsat med mindst halvdelen.

...

Pensionen udbetales med samme beløb som den tidligere tilkendte pension, men da De nu er tilkendt pension efter § 14, stk. 3, nr. 1, er grundlaget alene de helbredsmæssige forhold. Dette betyder, at Deres ret til pension ikke er betinget af, at der er behov for varig forsørgelse, og at retten til pension således ikke er betinget af at de samlede årlige indtægter er under udelukkelsesgrænsen (pt. kr. 91.450 for en enlig). Ændringen betyder endvidere at sagen ikke skal revurderes af kommunen hvert 5. år, som ved den tidligere tilkendte pension."

Den 4. november 1993 klagede A over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse der den 26. april 1994 tiltrådte nævnets afgørelse. Af Ankestyrelsens afgørelse fremgår bl.a. følgende

"...

De har ikke ret til at få mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension.

Begrundelsen er, at Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke varigt er nedsat med omkring 2/3. Dette er en betingelse for ret til mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen har lagt vægt på oplysningerne fra lungeklinikken, (S) Sygehus, og i medicinsk speciallægeerklæring af 8. september 1993. Det fremgår heraf, at Deres astmalidelse holdes nogenlunde i ro på medicinsk behandling, men at der er tendens til kortåndethed ved anstrengelser. Lungefunktionsundersøgelsen september 1993 viser, at Deres lungefunktion er normal.

Endvidere har Ankestyrelsen lagt vægt på resultatet af undersøgelser hos psykiater og neurolog, hvorefter der ikke er påvist tegn på organisk demens. Deres psykiske gener og den ved CT-scanning påviste atrofi kan ikke begrunde tilkendelse af højere førtidspension.

Ankestyrelsen er enig med nævnet i, at Deres erhvervsevne på et samlet grundlag er nedsat med mindst halvdelen.

Ankestyrelsen er opmærksom på, at der i generel helbredserklæring fra Deres læge findes en anden vurdering af Deres erhvervsevne.

..."

Efter Ankestyrelsens afgørelse henvendte A sig til Nordjyllands Amts sundhedsforvaltning med en klage over at overlæge B medvirkede ved sagens behandling i revaliderings- og pensionsnævnet. I den anledning skrev revaliderings- og pensionsnævnet den 28. marts 1995 bl.a følgende til sundhedsforvaltningen

"I anledning af (A)'s henvendelse skal oplyses, at speciallæge (B) som arbejdsmedicinsk speciallægekonsulent har medvirket i sagsforberedelsen i Revaliderings- & Pensionsnævnets sekretariat, da (A)'s ansøgning om førtidspension var begrundet i følger efter omgang med kemikalier i sit arbejde som frisør.

(B)'s medvirken har været opresumering af det lægelige materiale, som bl.a. bestod i følgende

Journaloplysninger fra (S) Sygehus

Speciallægeundersøgelse fra (F), intern. med.

Speciallægeundersøgelse fra (D), neuro. med.

Speciallægeundersøgelse fra (E), psykiatri

Undersøgelser fra arb. med. klinik

Neuro-psykologisk vurdering

Generel helbredsundersøgelse udført af læge (C)

Speciallægeundersøgelse fra (H), lunge.med. afd.

Efterfølgende har sagen været forelagt i Revaliderings- & Pensionsnævnets møde den 27.10.1993, hvor speciallæge i intern medicin (G) deltog som nævnets medicinske rådgiver.

Sluttelig er sagen behandlet i Den Sociale Ankestyrelse, hvortil yderligere var indhentet resultatet af de senere udførte undersøgelser, hvoraf kan nævnes scanning og et lægebrev.

Det kan naturligvis diskuteres, hvorvidt medicinpersonale, der tidligere i anden sammenhæng har mødt en pensionsansøger bør medvirke i sagsforberedelse i sekretariatet. I det konkrete tilfælde, hvor ansøgningsgrundlaget var et arbejdsmedicinsk tema, fandtes det ubetænkeligt at arbejdsmedicineren medvirkede med sin specialviden.

For god ordens skyld skal det oplyses at de rådgivende læger ikke har kompetence til at træffe afgørelse og den pågældende speciallæge var i nævnets afgørende møde udskiftet med en anden speciallæge."

A skrev i sin klage til mig af 20. april 1995 bl.a. at det var hendes opfattelse at overlæge B var inhabil i forbindelse med behandlingen af hendes sag i revaliderings- og pensionsnævnet.

I anledning af A's klage indhentede jeg udtalelser af henholdsvis 17. juli 1995 og 7. august 1995 fra henholdsvis Revaliderings- og Pensionsnævnet for Nordjyllands Amt og fra Den Sociale Ankestyrelse.

Af revaliderings- og pensionsnævnets udtalelse fremgår bl.a. følgende

"...

På den således givne anledning skal det oplyses, at (A) i kendelse af 17.11.1992, som indstillet af Aalborg Kommune, fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter § 14 stk. 3 nr. 2 i lov om social pension. Denne afgørelse indklagede (A) og med udgangspunkt i klagemålene indhentedes en speciallægeerklæring af 08.09.1993 fra speciallæge i lungemedicin (H) til supplering af det i forvejen righoldige materiale herunder Generel helbredserklæring af 01.10.91 fra (A)'s egen læge, (C), der i et meget fyldigt resumé gennemgik sygehistorien, behandlingsforløbet, gennemførte undersøgelser vedlagt diverse dokumentationsmaterialer fra sygehus. Endvidere forelå erklæring af 15.01.1991 fra speciallæge i psykiatri (E).

På grundlag af det således supplerede materiale forelagdes sagen i nævnets møde den 27.10.1993, hvori nævnet fandt grundlag for at ændre pensionstildelingen til forhøjet alm førtidspension efter § 14 stk. 3 nr. 1 i lov om social pension. I dette møde medvirkede speciallæge i intern medicin (G), som nævnets medicinske rådgiver.

Det skal bemærkes, at pension efter § 14 stk. 3 nr. 2 tildeles på grundlag af en erhvervsnedsættelse med mindst halvdelen uden, at det alene skyldes helbredsmæssige forhold. Tildeling af denne pension forudsætter, at ansøgers og evt. ægtefælles indtægt ikke overstiger en udelukkelsesgrænse - i oktober 1992 for en enlig, 88.600 kr. brutto -. Pensionsretten efter denne bestemmelse skal hvert 5. år optages til fornyet overvejelse indtil pensionisten fylder 50 år.

Forhøjet alm. førtidspension efter § 14 stk. 3 nr. 1 gives alene på den helbredsbetingede nedsættelse af erhvervsevnen med mindst halvdelen. Denne pension er i princippet varig - skal altså ikke som pension efter § 14 stk. 3 nr. 2 kontrolleres hvert 5 år. - og er heller ikke undergivet ovenfor nævnte udelukkelsesgrænse. Bortset fra disse forhold er de to pensioner af samme størrelse.

Det er således forskellen på de 2 pensioner, der ligger som emne for formuleringen af afgørelsen af 01.11.1993 idet samtidig bemærkes, at (A) løbende i hele sagsbehandlingen fik tilsendt akter og løbende drøftede disse med sagsbehandleren.

For så vidt angår speciallæge i arbejdsmedicin, (B)'s medvirken i sagsbehandlingen skal henvises til vedlagte kopi af brev af 28.03.1995 stilet til (J), Sundhedsforvaltningen, hvortil (A) også havde indgivet klage over (B). Man er ikke her bekendt med udfaldet af den klagesag.

Det skal noteres, at sagens afgørelse ikke er truffet alene på grundlag af lægelige oplysninger/vurderinger fra (B), da hovedparten af baggrundsmaterialet var tilvejebragt uafhængigt af arbejdsmedicinsk klinik herunder specialægeundersøgelser og egen læges erklæring. Til nævnets behandling af sagen var udover det af (B) udfærdigede sammendrag udsendt til medlemmerne de nævnte specialægeerklæringer og erklæring fra ansøgers egen læge. I nævnets møde var (B) udskiftet med dr. med speciallæge i intern medicin (G)."

Af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse fremgår bl.a. følgende

"...

Som det fremgår stadfæstede Ankestyrelsen i møde den 20. april 1994 og meddelt i afgørelse den 26. april 1994 revaliderings- og pensionsnævnet for Nordjyllands amts afgørelse, hvorved ansøgeren fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1.

(A) har den 20. april 1995 overfor Ombudsmanden rejst spørgsmål om speciallæge (B)'s habilitet som lægekonsulent i revaliderings- og pensionsnævnet.

Sagen er i Ankestyrelsen behandlet på grundlag af de akter, som social- og sundhedsforvaltningen i Aalborg Kommune har sendt med ansøgning om førtidspension til nævnet. I pensionssagen er det alene oplyst, at der i 1989 er foretaget en undersøgelse på arbejdsmedicinsk klinik til brug for en da verserende arbejdsskadesag.

Ankestyrelsen fandt ved sin behandling af sagen ikke anledning til betænkeligheder ved speciallæge (B)'s medvirken i nævnet som lægekonsulent ved pensionssagen.

Ankestyrelsen henviser til afgørelsen af 20. april 1994, hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger der er lagt til grund ved vurderingen af (A)'s berettigelse til førtidspension.

..."

Den 12. september 1995 modtog jeg A's supplerende bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

"Den Sociale Ankestyrelses og revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse er truffet i medfør af §§ 14 og 15 i lov om social pension. Bestemmelserne har følgende ordlyd

' § 14. Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.

Stk. 2. Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3, og

personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og

personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og helbredsmæssige forhold taler for det.

Stk. 4. Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til personer over denne alder.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.

Stk. 6. Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. § 13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kvinde klagede bl.a. over at en overlæge der havde undersøgt hende i forbindelse med en arbejdsskadesag, også havde medvirket som lægekonsulent ved behandlingen af hendes førtidspensionssag.

Ombudsmanden udtalte at det forhold at overlægen ikke deltog i det nævnsmøde hvori afgørelsen blev truffet, og det forhold at nævnets afgørelse ikke alene blev truffet på baggrund af overlægens vurderinger, var uden betydning for vurderingen af spørgsmålet om habilitet. Disse forhold havde kun betydning ved vurderingen af retsvirkningen af inhabilitet.

Ombudsmanden udtalte endvidere at selve det forhold at overlægen tidligere havde undersøgt kvinden ikke kunne føre til at han var inhabil. Undersøgelserne indgik ikke i pensionssagen, og overlægens opgave som lægekonsulent medførte ikke at han skulle kontrollere rigtigheden af resultatet af sine egne undersøgelser. Overlægen kunne herefter ikke anses for inhabil. (J.nr. 1995-869-040).