Afslag på støtte til køb af bil

§ 2. For at støtte kan ydes, skal ansøgeren have et kørselsbehov

i forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen, eller

i forbindelse med uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder, eller

hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse.

Stk. 2. Der kan ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov udfra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger.'

Bistandsloven indeholder ingen nærmere angivelse af under hvilke omstændigheder et tidligere meddelt afslag på bilstøtte kan forlanges genoptaget, eller i hvilke tilfælde et ankenævn eller Den Sociale Ankestyrelse kan afvise at foretage en realitetsbehandling af en ansøgning om bilstøtte under henvisning til at der tidligere er meddelt afslag.

Der er heller ikke fastsat administrative bestemmelser i medfør af bistandsloven der indeholder nærmere retningslinjer for bedømmelsen heraf.

Spørgsmålet om hvornår en myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, må - når der ikke foreligger noget udtrykkeligt retsgrundlag herfor - besvares med udgangspunkt i almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Herefter kan en allerede afgjort sag bl.a. forlanges realitetsbehandlet på ny hvis der i forhold til den oprindelige behandling er fremkommet væsentlige nye oplysninger som må antages at kunne medføre en ændret vurdering af sagen, jf. Bent Christensen, Prøvelse (1994), s. 229. I Forvaltningsret (1994) ved Karsten Loiborg mfl. er på s. 611 anført følgende om de situationer hvor en borger har et retskrav på genoptagelse

'Uden for de lovbestemte remonstrationsordninger har borgeren ikke i alle tilfælde krav på en ny realitetsbehandling af sagen. Det må i almindelighed antages, at borgeren i forbindelse med ulovbestemt remonstration har retskrav på genoptagelse og ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen.

Efter omstændighederne bør det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til vedkommende part undskyldeligt forhold. Dette gælder i alle fald i partstvister.'

Den Sociale Ankestyrelse har i afgørelsen af 14. marts 1995 afvist at genoptage sagen om bilstøtte. Ankestyrelsen har som begrundelse anført at styrelsen ikke finder 'at det er godtgjort, at (A's) invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang, som efter loven berettiger til bilstøtte.' Ankestyrelsen har i afgørelsen videre anført at styrelsen ikke har foretaget en nærmere bedømmelse af de senere oplysninger om (A)'s helbredsforhold. Styrelsen har fundet at (A)'s helbredssituation først er ændret væsentligt senere end ansøgningstidspunktet.

Det er almindeligt antaget i den forvaltningsretlige litteratur at en klageinstans i et vist omfang ikke alene er berettiget, men også forpligtet til at inddrage faktiske forhold der er opstået under sagens behandling, i sit afgørelsesgrundlag, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 651. Ankestyrelsens retsopfattelse, hvorefter der ikke kan tages hensyn til helbredsforringelser der er indtrådt efter ansøgningstidspunktet, er således efter min opfattelse forkert.

I sin udtalelse af 27. juli 1995 har Ankestyrelsen imidlertid anført at begrundelsen for ikke at genoptage sagen ikke var tilstrækkelig præcis. Styrelsen har herefter udtrykt sin retsopfattelse således at oplysninger om helbredsmæssig forværring der fremkommer efter at en sag er afgjort, normalt kun kan begrunde genoptagelse af sagen hvis det samtidig er godtgjort at forværringen var til stede inden afgørelsen blev truffet.

Jeg forstår at Ankestyrelsen med denne udtalelse for så vidt tiltræder den generelle retsopfattelse jeg har gengivet ovenfor, og dermed tager afstand fra den tidligere meddelte retsopfattelse, hvorefter helbredsforringelsen skal have foreligget på ansøgningstidspunktet.

I den foreliggende sag har Revaliderings- og Pensionsnævnet for Frederiksborg Amt fundet at (A) med virkning fra den 1. januar og den 1. april 1993 var berettiget til højeste førtidspension og plejetillæg. Afgørelsen var bl.a. truffet på grundlag af oplysninger om at (A)'s gangdistance var reduceret til få skridt. Nævnet har altså fundet at (A)'s helbredstilstand var forringet i forhold til nævnets tidligere afgørelse af 24. juni 1992, hvorved (A) blev tilkendt mellemste pension. De lægelige oplysninger fra pensionssagen indgik imidlertid ikke i Ankestyrelsens oplysningsgrundlag ved afgørelsen af 18. januar 1994, hvilket var baggrunden for at De bad om at sagen blev genoptaget.

Ankestyrelsen skulle herefter tage stilling til om disse nye oplysninger var af en sådan beskaffenhed at der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have fået et andet udfald hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med styrelsens oprindelige stillingtagen til sagen.

I sin afgørelse af 14. marts 1995 har Ankestyrelsen imidlertid oplyst at der ikke er 'foretaget en nærmere bedømmelse' af de faktiske oplysninger der førte til at (A) fik tilkendt højeste førtidspension og plejetilllæg. Ankestyrelsen har herefter i sin udtalelse af 27. juli tilkendegivet at styrelsen ikke havde været 'tilstrækkelig præcis i formuleringen af begrundelsen for afslag på genoptagelse'. Til trods herfor har styrelsen heller ikke i udtalelsen af 27. juli 1995 udtrykt sig så klart om dette spørgsmål at jeg kan lægge til grund at styrelsen faktisk har foretaget en sådan konkret vurdering. Ankestyrelsen har i udtalelsen givet udtryk for at tilkendelsen af højeste førtidspension og plejetillæg efter styrelsens opfattelse er udtryk for 'en mild bedømmelse'. Ankestyrelsen har derved for så vidt foretaget en indirekte vurdering af helbredsforringelsen i relation til spørgsmålet om tilkendelse af højeste pension og plejetillæg. Styrelsen har derimod ikke i sin udtalelse vurderet helbredsforringelsen i forhold til kravet i §§ 1 og 2 i Socialministeriets bek. nr. 886 af 11. december 1986.

Derfor må jeg finde det usikkert om Den Sociale Ankestyrelse har foretaget en reel vurdering af spørgsmålet om hvorvidt de nu foreliggende oplysninger om (A)'s helbredstilstand og gangdistance kunne have medført at sagen om bilstøtte havde fået et andet udfald hvis de havde foreligget forud for afgørelsen af 18. januar 1994.

Jeg har derfor samtidig hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at styrelsen meddeler A en ny afgørelse af spørgsmålet om hvorvidt der er grundlag for genoptagelse af den afgørelse om bilstøtte der blev meddelt A den 18. januar 1994. Jeg har samtidig meddelt styrelsen at jeg går ud fra at genoptagelsesspørgsmålet bliver vurderet med udgangspunkt i den retsopfattelse jeg har gengivet ovenfor.

..."

Den Sociale Ankestyrelse meddelte mig senere at styrelsen havde truffet afgørelse om at A var berettiget til støtte til køb af bil på sædvanlige vilkår og til vægtafgiftsfritagelse.

Jeg meddelte Ankestyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Afslag på støtte til køb af bil

Ægteparret A og B klagede over at A havde fået afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.

I august 1992 ansøgte A om hjælp efter bistandslovens § 58 til køb af bil. Baggrunden for ansøgningen var den at A led af en svær og fremadskridende Parkinsons sygdom og af en psykisk lidelse med tilbagevendende psykoser. Sygdommen havde indsnævret hendes bevægelsesmuligheder således at hun kun havde en kort gangdistance og besvær ved at benytte offentlige transportmidler. På grund af sygdommen havde A den 24. juni 1992 fået tilkendt mellemste førtidspension. Samtidig modtog hun afslag på bistandstillæg. Den 18. december 1992 ansøgte A om forhøjelse af pensionen og den 8. marts 1993 om tilkendelse af plejetillæg.

Den 20. januar 1993 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 24. juni 1992 hvorefter A var berettiget til mellemste pension, men ikke til bistandstillæg.

Revaliderings- og Pensionsnævnet for Frederiksborg Amt modtog den 15. marts 1993 en indstilling fra Hillerød Kommune om at A fik tilkendt støtte til bil efter bistandslovens § 58.

Nævnet traf afgørelse i bilstøttesagen den 28. maj 1993. Afgørelsen havde følgende ordlyd

"Revaliderings- og pensionsnævnet har som følge af de nedennævnte oplysninger ikke kunnet imødekomme Deres ansøgning om støtte til køb af bil i henhold til socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986, § 1.

Revaliderings- og pensionsnævnet har fra Deres kommune modtaget de sagsakter, der har dannet grundlag for afgørelsen. Deres helbredsmæssige forhold er belyst gennem lægelige oplysninger dels fra Deres egen læge, og dels fra hospitalsindlæggelser m.m. Under behandlingen af Deres ansøgning har der deltaget lægesagkundskab.

Deres sag er behandlet på grundlag af de regler der er fastsat i socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986, § 1, hvor det er anført, at støtte til køb af bil kan ydes til personer med varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i vanskelig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde, eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

Angående Deres erhvervsmæssige og sociale forhold er det oplyst, at De er 57, gift og modtager mellemste førtidspension. Det er til sagen oplyst, at når Deres medicin er velreguleret har De en gangdistance på ca. 15 minutter. I de perioder, hvor Deres medicin ikke er velreguleret får De 'fastfrysningssymptomer' og er ikke i stand til at gå.

· De har ligeledes oplyst, at De ikke kan benytte offentlige befordringsmidler.

· De har fået tildelt et invalideskilt til brug ved parkering.

· Det er endvidere anført, at det er Deres ægtefælle, der skal køre for Dem.

Til brug ved sagens behandling har der foreligget Deres bemærkninger til ansøgningen, Deres ægtefælles bemærkninger af d. 25/9-92, statusbedømmelse fra overlæge (C) af d. 6/11-92 samt sagsakter fra Deres tidligere ansøgning om forhøjelse af pensionen.

Efter det, der er oplyst om Deres helbredsmæssige tilstand og ud fra de øvrige forhold har revaliderings- og pensionsnævnet skønnet, at De på trods af visse helbredsmæssige vanskeligheder ikke har en funktionsevne, som er nedsat i en sådan grad, at det forringer Deres evne til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at færdes med bl.a. offentlige transportmidler.

Nævnet har derfor i sit ovennævnte møde ikke fundet, at betingelserne, i henhold til socialministeriets bekendtgørelse 886 af 11. december 1986 § 1 om at yde støtte til køb af bil på hjælpemiddelgrundlag, er til stede."

B klagede på vegne af A til Den Sociale Ankestyrelse den 18. juni 1993. I brevet skrev B at afgørelsen baserede sig på et lægeligt fejlskøn, og at A's helbredstilstand var forværret siden afgørelsen. Bl.a. skrev han at gangdistancen nu var væsentlig kortere, og at A nu ofte måtte transporteres i kørestol.

Revaliderings- og pensionsnævnet fastholdt afgørelsen og sendte den 23. august 1993 sagen til behandling i Ankestyrelsen. I et brev af 12. november 1993 til styrelsen gjorde B rede for A's kørselsbehov i forbindelse med behandling og ophold i dagcenter.

Ankestyrelsen traf afgørelse i sagen den 18. januar 1994. Afgørelsen lød således

"På baggrund af oplysningerne om Deres helbredsmæssige og øvrige forhold er De ikke berettiget til støtte til køb af bil.

De opfylder derfor heller ikke betingelserne for fritagelse for betaling af vægtafgift.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at selv om De ikke mener, De kan færdes uden for hjemmet, med mindre det foregår i egen bil, medfører Deres helbredstilstand efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke nedsættelse af funktionsevnen i et sådant omfang, som er en forudsætning for at opnå støtte til bil.

Ankestyrelsen har herudover lagt vægt på, at Deres kørselsbehov ikke er forbundet med et arbejde eller en uddannelse, men at kørselsbehovet alene skal vurderes i forhold til Deres udfoldelsesmuligheder i dagligdagen.

Ankestyrelsen tiltræder således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse."

Om afgørelsens faktiske og retlige grundlag var anført følgende

" Grundlaget for afgørelsen

...

Deres helbredsforhold er bl.a. beskrevet i erklæring ved speciallæge i neuromedicin (D) af 2. december 1991, samt i statusbedømmelse af 6. november 1992.

Endvidere foreligger udtalelser fra Dem i breve af 25. september 1992 og 12. november 1993.

I klagen har De bl.a. anført, at der er et stort behov for transport i forbindelse med forskellige behandlingsforløb samt transport til dagcenter.

Ved sagens behandling i Ankestyrelsen har der deltaget rådgivende læge.

Lovgrundlaget for afgørelsen

Deres ansøgning er bedømt efter §§ 1 og 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58."

Den 27. maj 1994 traf revaliderings- og pensionsnævnet afgørelse i pensionssagen. Nævnet tilkendte A højeste førtidspension med virkning fra den 1. januar 1993. Endvidere traf nævnet afgørelse om at A var berettiget til plejetillæg fra den 1. april 1993.

Den 1. juni 1994 skrev B herefter til revaliderings- og pensionsnævnet. I brevet bad han om at afgørelsen om bilstøtte blev genoptaget. B skrev at afgørelserne var baseret på et fejlskøn, og at Den Sociale Ankestyrelse burde have indhentet yderligere oplysninger om A's helbredstilstand. Han henviste til at der nu forelå dokumentation for at A's muligheder for at færdes var yderligere forringet, og til at hun nu var tilkendt højeste pension og plejetillæg.

Efter at B den 17. august 1994 havde bedt om at nævnet bekræftede modtagelsen af hans klage og anslog sagsbehandlingstidens længde, skrev han den 12. januar 1995 til Ankestyrelsen. I brevet klagede han over sagsbehandlingstiden. Endvidere skrev han at kommunen ville støtte en fornyet ansøgning om bilstøtte. Endelig bad han om at Ankestyrelsen hjalp ham til at få genoptaget sagen om bilstøtte.

Den 13. januar 1995 sendte revaliderings- og pensionsnævnet sagen til Ankestyrelsen. I brevet var anført følgende

"Ved afgørelse af d. 18/1-94 tiltrådte Ankestyrelsen nævnets afgørelse om afslag på støtte til køb af bil.

Ved afgørelse af d. 26/5-94 tilkender nævnet ansøger højeste førtidspension samt plejetillæg.

Ved brev af 1. juni 1994 anmoder ægtefællen (B) om en genoptagelse af ovennævnte bilsag.

Sagen har af forskellige årsager beroet for længe i sekretariatet.

Sagen fremsendes til Ankestyrelsens afgørelse af, hvorvidt den tidligere sag kan genoptages. Endvidere vedlægges sagen om forhøjelse af førtidspension og plejetillæg."

Af nogle af pensionssagens lægelige akter fremgik at A's helbredstilstand klart var forværret siden nævnet sidst traf afgørelse om pension og plejetillæg. Hendes gangdistance var bl.a. beskrevet i erklæring af 23. november 1993 fra et dagcenter, i statusbedømmelse af 17. februar 1994 fra lægerne E og F og i erklæring af 7. marts 1994 fra overlæge C. Det fremgik bl.a. at A's gangdistance var reduceret, således at hun ofte kun var i stand til at gå få skridt alene.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse i sagen den 14. marts 1995. Ankestyrelsen skrev således

"I brev af 12. januar 1995 har Deres ægtefælle anmodet om genoptagelse af Deres sag om støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen har den 12. januar 1994 stadfæstet afgørelse fra Frederiksborg Statsamt, Revaliderings- og Pensionsnævnet, hvorefter De fik afslag på ansøgning om støtte til bil.

Ankestyrelsens afgørelse er meddelt i brev af 18. januar 1994.

I henvendelsen er redegjort for, at sagen findes at være afgjort ud fra et fejlskøn over Deres funktionsnedsættelse. I henvendelsen gøres opmærksom på, at De nu er tilkendt højeste førtidspension samt plejetillæg, hvilket skulle bekræfte, at der ikke i tilstrækkelig grad ved Ankestyrelsens afgørelse har været lagt vægt på nedsættelsen af Deres funktionsevne.

Ankestyrelsen har påny gennemgået Deres sag, og sammenholdt de tidligere oplysninger med de nu fremkomne, men finder ikke, at der i henvendelsen er forhold, der kan give anledning til genoptagelse af sagen.

Ankestyrelsen finder ikke, at det er godtgjort, at Deres invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang, som efter loven berettiger til bilstøtte.

Ankestyrelsen er opmærksom på, at nævnet nu har tilkendt Dem højeste førtidspension samt plejetillæg, men har ikke foretaget en nærmere bedømmelse af dette tilkendelsesforhold, idet der ikke skønnes at have været en helbredssituation på ansøgningstidspunktet i 1992, som kunne støtte en biltilkendelse, men at Deres helbredssituation først er ændret på et væsentligt senere tidspunkt.

Ankestyrelsen finder således ikke, at der er fremkommet oplysninger, der kan ændre Ankestyrelsens afgørelse, og Ankestyrelsen fastholder derfor afgørelsen meddelt i brev af 18. januar 1994."

Den 17. marts 1995 klagede B til mig. I anledning af hans klage indhentede jeg sagens akter. Efter min gennemgang af akterne skrev jeg den 3. juli 1995 bl.a. således til Ankestyrelsen

"Den Sociale Ankestyrelses afgørelse er begrundet i, at Ankestyrelsen ikke fandt det godtgjort, at den helbredstilstand, der har ført til, at (A) med virkning fra henholdsvis 1. januar og 1. april 1993 er tilkendt højeste førtidspension og plejetillæg, ikke forelå på det tidspunkt, da (A) i 1992 ansøgte om bilstøtte. Ankestyrelsen har derfor ikke foretaget en nærmere bedømmelse af, om (A)'s nuværende helbredstilstand kunne berettige til støtte efter bistandslovens § 58 til køb af bil.

Jeg må forstå, at det er Ankestyrelsens retsopfattelse, at der ikke kan tages hensyn til de helbredsforringelser, der er sket under sagens behandling.

Idet jeg iøvrigt henviser til det, (B) har anført i sit brev, skal jeg bede om, at styrelsen udtaler sig nærmere om sin retsopfattelse..."

Ankestyrelsen skrev i den anledning bl.a. således i et brev af 27. juli 1995

"I brev af 12. januar 1995 - det vil sige et år efter vi mødebehandlede sagen - anmodede (B) på vegne af sin hustru Ankestyrelsen om genoptagelse af bilsagen. (B) henviste til, at Ankestyrelsens afgørelse var et fejlskøn over (A)'s funktionsevne. Hun var nu tilkendt højeste førtidspension samt plejetillæg ved revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 27. maj 1994, hvilket bekræftede, at der ikke i tilstrækkelig grad i Ankestyrelsens afgørelse var lagt vægt på hendes nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen afviste den 14. marts 1995 at genoptage sagen, idet vi ikke fandt det godtgjort, at de nu fremkomne oplysninger om hendes invaliditet var af et sådant omfang, at hun var berettiget til bilstøtte på 'ansøgningstidspunktet'.

Ankestyrelsen er nu blevet opmærksom på, at vi ikke har været tilstrækkelig præcis i formuleringen af begrundelsen for afslag på genoptagelse.

Det er fortsat vores opfattelse, at nye oplysninger om ændringer i for eksempel helbredstilstanden inddrages i vurderingen, mens sagen er under behandling i Ankestyrelsen. Oplysninger om helbredsmæssig forværrelse, der fremkommer efter sagen er afgjort, kan normalt ikke begrunde genoptagelse af sagen, med mindre det samtidig er godtgjort, at forværrelsen var til stede, forinden afgørelsen blev truffet.

I januar 1995 bliver Ankestyrelsen gjort bekendt med nævnets afgørelse af 27. maj 1994 om tilkendelse af højeste førtidspension i henhold til lov om social pension § 14, stk. 1, fra 1. januar 1993 og plejetillæg i henhold til lovens § 16, stk. 2, fra den 1. april 1993.

Ankestyrelsen stadfæstede 20. januar 1994 (rettelig 1993, min bemærkning) nævnets afgørelse af 24. juni 1992, hvorefter (A) blev tilkendt mellemste førtidspension jf. pensionslovens § 14, stk. 2, nr. 1, og samtidig fik afslag på bistandstillæg jf. lovens § 16, stk. 1.

På baggrund af de lægelige oplysninger, hvorefter (A) lider af Parkinsons sygdom og en psykisk lidelse, finder vi, at tilkendelse af højeste førtidspension fra 1. januar 1993 og plejetillæg fra 1. april 1993 er en mild bedømmelse, som nævnet har foretaget. Denne afgørelse har imidlertid ikke været indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen finder således fortsat, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen om støtte til køb af bil."

I et brev af 15. august 1995 fremsatte B sine kommentarer til Ankestyrelsens udtalelse. B skrev bl.a. at han fandt styrelsens begrundelse mangelfuld, og han fastholdt den opfattelse at afgørelsen var udtryk for et fejlskøn. Han henviste i den forbindelse til at styrelsens konklusion savnede støtte i de lægelige oplysninger der forelå i sagen.

Ombudsmandens udtalelse

"Indledningsvis bemærker jeg at klage til ombudsmanden skal være indgivet 'inden 1 år efter, at forholdet er begået', jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 2. Derfor kan jeg ikke forholde mig til den afgørelse Den Sociale Ankestyrelse traf den 18. januar 1994, men alene til afgørelsen af 14. marts 1995 hvorved Ankestyrelsen afslog at genoptage sagen. Det spørgsmål der herefter foreligger til min bedømmelse, er alene hvorvidt Ankestyrelsen - i lyset af de senere tilkomne oplysninger om (A')s helbredsforringelse - burde have genoptaget den sag der blev afgjort den 18. januar 1994.

Spørgsmålet om støtte til køb af bil er reguleret i bistandslovens § 58 om hjælpemidler. Bestemmelsen indholder følgende

'Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til hjælpemidler, herunder merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som

er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv, eller

i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller

i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om

afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, og adgangen til genanskaffelse,

hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,

i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af udgiften til et hjælpemiddel,

hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte til visse hjælpemidler

hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en institution.

Stk. 3. Til personer, der er omfattet af stk. 1, kan der ydes støtte til erhvervelse af motorkøretøj...'

I Socialministeriets bek. nr. 886 af 11. december 1986 er fastsat nærmere regler om betingelserne for opnåelse af støtte til køb af bil. I bekendtgørelsens §§ 1 og 2 er anført følgende

' § 1. Støtte til køb af bil kan ydes til personer med en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Et ægtepar klagede over Den Sociale Ankestyrelses afslag på at genoptage hustruens sag om støtte til køb af bil.

I sin begrundelse over for parret havde Ankestyrelsen henvist til at styrelsen ikke mente det var godtgjort at hustruens invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang som berettigede til støtte efter loven. Helbredssituationen var først ændret på et væsentligt senere tidspunkt. Ombudsmanden forstod Ankestyrelsens begrundelse som en tilkendegivelse af at styrelsen ikke mente at kunne tage hensyn til helbredsforringelser der indtræffer under sagens behandling. Ankestyrelsen svarede senere ombudsmanden at styrelsen ikke havde været tilstrækkelig præcis i formuleringen af begrundelsen for afslaget på genoptagelse - og Ankestyrelsen præciserede sin retsopfattelse.

Ombudsmanden fandt det usikkert om Den Sociale Ankestyrelse havde foretaget en reel vurdering af hvorvidt de senere fremkomne oplysninger om A's helbredstilstand kunne have medført et andet udfald. Ombudsmanden bad derfor styrelsen om at genoptage sagen. (J.nr. 1995-595-054).