Meddelelse af afgørelser om modregning

Meddelelse af afgørelser om modregning

Til brug for mine overvejelser af om der var grundlag for at jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, tog fremgangsmåden vedrørende meddelelse af afgørelser om modregning op til undersøgelse, bad jeg i brev af 30. marts 1995 Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse. Anledningen var en konkret sag hvor en region havde givet en borger meddelelse om modregning for personlig skat i negativ moms. Modregningen var begæret af en kommune, men meddelelse til borgeren om modregningen var som nævnt givet af regionen, og afgørelsen herom fremstod også som truffet af regionen.

I den konkrete sag oplyste styrelsen senere over for borgeren at den kommunale myndighed var restancemyndighed for personlige skatter, og at klage over (kommunens) modregning for personlig skat kunne indgives til regionen der således fungerede som klagemyndighed (anden instans). Styrelsen beklagede også at der ikke var givet begrundelse og klagevejledning i modregningsmeddelelsen.

I et (andet) brev af 30. marts 1995 til borgeren med kopi til styrelsen skrev jeg bl.a. at jeg ikke havde bemærkninger til oplysningen om at kommunen er første instans (og regionen anden instans) i sager om modregning for personlige skatter, jf. i øvrigt den klagevejledning der er vedlagt styrelsens cirkulæreskrivelse af 3. maj 1994 (om begrundelse, klagevejledning og partshøring i forbindelse med modregning).

Som svar på min høring af 30. marts 1995 skrev styrelsen i brev af 28. april 1995 følgende

"...

I sager af denne type er det kommunen, der begærer modregning, mens told- og skatteregionen er den statslige myndighed, der udbetaler negativ moms.

Den praktiske fremgangsmåde er den, at regionen ved konstatering af, at der er et negativt momsbeløb til udbetaling, henter oplysninger i det centrale fordringsregister (CFR) om eventuelle restancer.

Er der en personlig skatterestance, oplyser regionen kommunen om det negative momsbeløb. Herefter begærer kommunen modregning efter statens almindelige modregningsregler. Da staten (regionen) står som udbetaler af negativ moms, er det regionen, der meddeler afgørelsen om modregning til borgeren.

Uanset denne praktisk begrundede fremgangsmåde kan kommunens begæring om modregning påklages til den stedlige told- og skatteregion, jf. § 12, stk. 3, nr. 1 i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 514 af 16. juni 1994, om henlæggelse af visse beføjelser til de kommunale skattemyndigheder, Told- og Skattestyrelsen m.fl."

Den bekendtgørelse som styrelsen henviste til, er nu afløst af bek. nr. 916 af 4. december 1995 om sagsudlægning der fortsat i § 12, stk. 3, indeholder klageadgang (i et vist omfang) til regionerne for så vidt angår kommunernes inddrivelse af skat.

I et brev af 21. marts 1996 udtalte jeg herefter følgende

"I den ovenfor nævnte cirkulæreskrivelse af 3. maj 1994 om begrundelse, klagevejledning og partshøring i forbindelse med modregning er det med henvisning til en ombudsmandssag anført at 'modregning over for borgeren må betragtes som en afgørelse, der skal begrundes, og som kan påklages.'

Jeg har som nævnt ingen bemærkninger til styrelsens oplysning om at kommunen - som inddrivende myndighed for så vidt angår personlige skatterestancer - er første instans i sager om modregning for sådanne restancer. En kommunes begæring (over for en region) om modregning må således betragtes som en afgørelse i første instans (over for borgeren) om modregning. - Det er derfor også kommunen der har pligten i cirkulæreskrivelsen af 3. maj 1994 til at begrunde afgørelsen og give klagevejledning.

En afgørelse skal normalt meddeles direkte til parten af den myndighed der har afgjort sagen (jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 395, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, sagsbehandling (1995), s. 272f ). Det er således som også anført sidstnævnte sted ikke tilstrækkeligt at adressaten har fået underretning om en afgørelse gennem f.eks. andre myndigheder.

I den konkrete sag var det regionen der gav meddelelse om modregningen, og afgørelsen herom fremstod som nævnt også som truffet af regionen; det var nemlig ikke i meddelelsen tilkendegivet at afgørelsen var truffet af kommunen. Fremgangsmåden i den konkrete sag var således ikke i overensstemmelse med det lige anførte.

Denne fremgangsmåde er ifølge styrelsens udtalelse til mig generelt anvendt og praktisk begrundet idet regionen er udbetalende myndighed med hensyn til negativ moms. Jeg går ud fra at der hermed sigtes til det forhold, at det er regionen der foretager den praktiske gennemførelse af modregningen. Styrelsen har ikke anført andre grunde til at denne fremgangsmåde bør anvendes.

Jeg er opmærksom på at den udbetalende myndighed (det vil sige regionen i tilfælde som den konkrete sag) ifølge pkt. 15.5 i Vejledning for pantefogeder har ansvaret for, at en modregning er lovligt foretaget. Det fremgår imidlertid samme sted af vejledningen at den begærende myndighed i det interne forhold er ansvarlig for, at betingelserne for modregning er opfyldte.

Den omstændighed at regionen er udbetalende myndighed med hensyn til negativ moms - og dermed kontrollerer lovligheden af modregningen og står for gennemførelsen af modregningen - gør det ikke nødvendigt at anvende fremgangsmåden med meddelelse af eller gennem regionen. Jeg kan heller ikke se at fremgangsmåden skulle indebære en administrativ lettelse der afgørende kan tale for at fravige hovedreglen. Der er intet til hinder for at kommunen selv meddeler afgørelsen om (at begære) modregning direkte til parten, f.eks. samtidig med at begæring herom fremsættes over for regionen.

Der ses således efter min opfattelse ikke at være praktiske hensyn eller andre vægtige grunde til at fravige hovedreglen om at meddelelse om en afgørelse gives direkte til parten af den myndighed der har truffet afgørelsen.

Hensynet til toinstans-princippet taler tværtimod for at afgørelse om modregning ikke meddeles af regionen. Myndighedsinhabilitet vil foreligge hvis en forvaltningsmyndighed ved behandling af en klage eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden forvaltningsmyndighed tidligere hos denne myndighed har 'medvirket' ved behandlingen af sagen. Meddelelse af eller gennem regionen kan være egnet til at svække tilliden til at regionens behandling af en eventuel klage over kommunens afgørelse vil være saglig.

Sammenfattende er det således min opfattelse at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fravige hovedreglen om, at underretning om en afgørelse skal foretages af den myndighed der har afgjort sagen, og at den i dag anvendte fremgangsmåde, hvorefter regionerne meddeler afgørelser om modregning til borgeren, må anses for betænkelig i lyset af de almindelige principper om inhabilitet.

Jeg henstiller derfor at meddelelser om modregning i tilfælde hvor afgørelse herom træffes af kommunen, fremover også gives af kommunen selv.

Jeg beder om underretning om hvad der videre sker i anledning af min henstilling.

..."

Resumé

Ombudsmanden bad under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse om fremgangsmåden i forbindelse med meddelelser af afgørelser om modregning. Anledningen var en konkret sag hvor en region havde givet en borger meddelelse om en modregning der var begæret af en kommune. Afgørelsen om modregning fremstod dog som om den var truffet af regionen.

I sit svar bekræftede styrelsen at fremgangsmåden blev anvendt generelt. Styrelsen henviste til at fremgangsmåden var praktisk begrundet da staten (regionen) var udbetalende myndighed.

Ombudsmanden udtalte at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fravige hovedreglen om at underretning om en afgørelse skal gives af den myndighed der afgør sagen, og at styrelsens fremgangsmåde måtte anses for betænkelig i lyset af de almindelige principper om inhabilitet.

Ombudsmanden henstillede derfor at meddelelser om modregning i tilfælde hvor afgørelse herom træffes af kommunen, fremover også gives af kommunen selv. (J.nr. 1995-643-209).