Afslag på ansøgning om fri proces. Passivitet
Statutory Text (2 Articles)
Afslag på ansøgning om fri proces. Passivitet
En advokat klagede til Civilretsdirektoratet over at statsamtet den 3. juni 1994 havde afslået en anmodning om fri proces til at anlægge erstatningssag mod to personer der i 1984 var blevet dømt for ulovlig tvang og vold mod advokatens klient (A). Civilretsdirektoratet tiltrådte den 4. november 1994 statsamtets afgørelse og skrev i den forbindelse
"...
I den anledning skal man meddele, at Civilretsdirektoratet ikke finder grundlag for at ændre statsamtets afgørelse.
Civilretsdirektoratets afgørelse er truffet i medfør af retsplejelovens § 330, hvorefter det bl.a. er en betingelse for at meddele fri proces, at ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces, hvilket i almindelighed betyder, at ansøgeren skal have udsigt til at få medhold i sin påstand.
Begrundelsen for afgørelsen er i første række, at Deres klient, såedes som sagen foreligger oplyst, efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke i tilstrækkelig grad har gjort det sandsynligt, at han kan føre det bevis, der er nødvendigt for at gennemføre kravet."
Efter fornyet henvendelse fra advokaten fastholdt direktoratet den 24. marts 1995 afgørelsen med den deri anførte begrundelse.
Advokaten klagede til mig over myndighedernes afgørelser og anførte bl.a. at A havde været hårdt medtaget fysisk og psykisk af overfaldet og derfor ikke havde været i stand til at fremsætte noget erstatningskrav på et tidligere tidspunkt. Advokaten gjorde desuden gældende at det ikke fremgik af Civilretsdirektoratets begrundelse hvad A efter direktoratets opfattelse skulle, men ikke kunne, bevise. Jeg oversendte derfor klagen til Civilretsdirektoratet som en anmodning fra A's advokat om at få en uddybende begrundelse for afgørelsen.
Civilretsdirektoratet fremkom den 11. juli 1995 med en uddybende begrundelse. Direktoratet anførte følgende
"...
Civilretsdirektoratet har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at Deres klient efter direktoratets vurdering har udvist rettighedsfortabende passivitet ved ikke at have rejst kravet overfor modparterne på et tidligere tidspunkt, og at Deres klient ikke på det foreliggende grundlag i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han har et krav på 720.000 kr."
Advokaten klagede herefter på ny til mig, og jeg bad Civilretsdirektoratet om en udtalelse i anledning af klagen.
Civilretsdirektoratet meddelte den 6. marts 1996 at direktoratet kunne henholde sig til sine afgørelser af 4. november 1994 og 24. marts 1995 samt den uddybende begrundelse af 11. juli 1995.
Efter min gennemgang af sagen fandt jeg det nødvendigt at anmode Civilretsdirektoratet om en supplerende udtalelse. Jeg skrev derfor den 29. august 1996 følgende til direktoratet
"...
Jeg anmoder om at direktoratet i udtalelsen nærmere redegør for på hvilken måde eventuel udvist passivitet fra (A)'s side efter direktoratets opfattelse må antages at have indflydelse på hans udsigter til at føre tilstrækkeligt bevis for erstatningskravet. Jeg henviser til at der den 9. januar 1984 blev afsagt dom ved Kriminalretten i (X)-by i straffesagen om overfaldet på (A), hvorved tre personer blev idømt henholdsvis et år (to af de dømte) og ni måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, samt (dagældende) § 244, stk. 4, jf. stk. 2 og 3. Umiddelbart synes der herved at være sket en bevissikring med henblik på at fastslå de faktiske omstændigheder ved det hændelsesforløb der danner baggrund for erstatningskravet. Jeg beder også oplyst baggrunden for at det specielt blev tillagt betydning om (A) kan sandsynliggøre et krav på kr. 720.000.
Jeg beder desuden om at direktoratet i udtalelsen nærmere redegør for på hvilken måde (advokatens) oplysninger om at (A) af helbredsmæssige årsager har været afskåret fra på et tidligere tidspunkt at varetage sine interesser i forbindelse med fremsættelse af erstatningskrav, er indgået i Civilretsdirektoratets vurdering af passivitetsspørgsmålet.
Jeg anmoder endelig Civilretsdirektoratet om at oplyse hvilke undersøgelser direktoratet foretog i forbindelse med sagens behandling om baggrunden for at der ikke blev taget stilling til erstatningsspørgsmålet under rettens behandling af straffesagen. Jeg henviser herved til Civilretsdirektoratets sag j.nr. ... (min sag j.nr....) om betydningen af at en myndighedsfejl havde medført manglende påkendelse af erstatningskrav under en straffesag.
..."
I brev af 18. oktober 1996 meddelte Civilretsdirektoratet at direktoratet efter en fornyet gennemgang af sagen havde fundet at der burde meddeles A fri proces som ansøgt, og at bevilling ville blive udfærdiget og fremsendt af statsamtet.
Jeg meddelte Civilretsdirektoratet og A's advokat at jeg ikke foretog videre i sagen.
Resumé
Et statsamt afslog en advokats ansøgning om fri proces til at anlægge erstatningssøgsmål mod to personer der i 1984 var blevet dømt for ulovlig tvang og vold mod advokatens klient. Advokaten klagede over afgørelsen til Civilretsdirektoratet. Direktoratet tiltrådte afgørelsen med den begrundelse at advokatens klient ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort at han kunne føre det bevis der var nødvendigt for at gennemføre kravet. I en uddybende begrundelse for afgørelsen henviste Civilretsdirektoratet til at klienten efter direktoratets vurdering havde udvist rettighedsfortabende passivitet, og at han ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort kravets størrelse.
Ombudsmanden bad - under henvisning til at tre personer var dømt for overfaldet - Civilretsdirektoratet om en nærmere redegørelse for direktoratets vurdering af den eventuelle udviste passivitet, og for hvordan advokatens oplysninger om at hans klient af helbredsmæssige årsager havde været afskåret fra på et tidligere tidspunkt at varetage sine interesser, var indgået i direktoratets vurdering af passivitetsspørgsmålet.
Civilretsdirektoratet blev samtidig bedt om at oplyse hvilke undersøgelser direktoratet havde foretaget til belysning af baggrunden for at der ikke blev taget stilling til erstatningsspørgsmålet under rettens behandling af straffesagen.
Civilretsdirektoratet meddelte herefter at direktoratet efter en fornyet gennemgang af sagen havde fundet at der burde meddeles advokatens klient fri proces. (J.nr. 1996-413-630).